Revyen var en stor succes i foråret, men det er hårdt at holde foreninger kørende. Dette er historien om en forening, der kom, så, sejrede og forsvandt igen.

Stakladens store sal er proppet med mennesker. Der er helt mørkt, der hviskes og smågrines, og pludselig er der spotlight på scenen. Forestillingen går i gang, og de ellers snakkende mennesker fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole klapper ivrigt.

DMJX Revyen er genskabt, og opbakningen er stor – ikke kun blandt de studerende. Undervisere, studievejledere, IT-folk, ledelsen, og endda vores rektor, Julie Sommerlund, er til stede. Alle er samlet i Stakladen denne forårsaften og kan i flok grine af karakterer baseret på dem selv. Men trods den store opbakning blev Revyen nedlagt på sin sidste generalforsamling torsdag den 10. oktober 2024.

Hvordan gik revyen fra succes og klapsalver til ikke at eksistere længere? Det har vi spurgt fire af Revyens hovedpersoner om; Bjarke Hunderup Uhl Pedersen, Vanessa Kjær, Frederik Nees Hviid og Xenia Soenke Germundsson.

En forening fødes

Hvis vi spoler tiden helt tilbage til Revyens start, lander vi i efteråret 2023. Zakarias Forsberg de los Reyes og Vanessa Kjær får en god idé og beslutter sig for at genoprette en ældgammel forening, Revyen. Før de to venner får set sig om, er de godt i gang. De stifter en bestyrelse, søger midler og medlemmer, som vil være med til at skabe en forestilling – og de har vind i sejlene.

Først melder Bjarke Hunderup Uhl Pedersen sig ind.

”Jeg har lavet rigtig meget skuespil gennem mit liv, og jeg savnede det ret meget. Da tilbuddet om at blive en del af Revyen og lave skuespil igen kom, kunne jeg ikke andet end at sige ja,” siger Bjarke Hunderup Uhl Pedersen.

Frederik Nees Hviid melder sig også ind.

”Jeg meldte mig ind i foreningen, fordi mine to gode venner havde fået idéen om at genskabe DMJX Revyen. Jeg kom dog lidt sent ind i foreningen og kunne så også fungere som en form for lappeløsning og sørge for, at Revyen fik musik,” siger Frederik Nees Hviid.

Tiden spoles frem, og vi står nu midt i Foreningsbazaren på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole en kold februardag i starten af 2024. Revyen præsenterer sig selv og forsøger at hverve nye medlemmer, som vil være en del af deres kreative fællesskab – og det gav pote. En af dem, som meldte sig ind, er Xenia Soenke Germundsson.

”Det lød bare mega sjovt. Jeg har spillet skuespil og været med i musicals gennem hele mit liv, så jeg syntes, det ville være rart at fortsætte med det på mit nye studie,” siger Xenia Soenke Germundsson.

Og nu gik det for alvor hurtigt. Manuskriptet blev færdigt, skuespillerne øvede flere gange om ugen, og som udenforstående virkede det, som om medlemmerne af Revyen arbejdede i døgndrift op til premieren, som skulle foregå torsdag den 16. maj 2024.

Revyen er en realitet

Bjarke Hunderup Uhl Pedersen stråler – bogstavelig talt. Han står midt på scenen i Stakladen, og spotlightet rammer ham, så han bliver lyst op af sit funklende kostume. Han synger, svajer og drejer rundt, alt imens hele salen nærmest græder af grin over hans flotte parodi på skolens diskokugle.

Frederik Nees Hviid sørger for musikken gennem hele forestillingen, men han dukker også op flere gange som skuespiller, blandt andet i sin rolle som en bøv, der synger lidt perverse sange overfor underviseren Mette Mørk. Hun spilles af Sofie Bonde, som ender med at give op på ”bøv”.

Xenia Soenke Germundsson og Vanessa Kjær spottes også flere gange. Begge dygtige og veloplagte i alt, de foretager sig på scenen.

Der klappes, hujes og salen rejser sig op i samlet flok, mens holdet bag Revyen bukker. Revyen er genskabt og er en massiv succes.

Men det her er ikke kun en succeshistorie. For efter stor succes kommer den svære toer, og en forening er som bekendt svær at drive i de første år.

Revyens nye bestyrelse

Vi er fremme i efteråret 2024, og der er kun kommet to nye studerende fra 1. semester ind i foreningen, og de bærende kræfter fra 4. semester har ikke længere tid til at være primus motor, da praktiksøgningen i slutningen af oktober står for døren. Det betyder, at den nye formand, Xenia Soenke Germundsson fra 2. semester, samt Bjarke Hunderup Uhl Pedersen fra 3. semester står tilbage og spejder.

”Vi var syv-otte skuespillere tilbage fra foråret, og det er bare ikke nok til at holde foreningen kørende. Derudover havde vi ikke fået et eneste nyt medlem efter Foreningsbazaren i starten af semesteret. Vi begynder derfor at sende en masse mails ud, men der sker intet. Det resulterer i, at vi inviterer til ekstraordinær generalforsamling torsdag den 10. oktober 2024,” siger Bjarke Hunderup Uhl Pedersen.

Dagen oprinder, og stemningen er trykket. Der tales lidt i krogene, og ingen ved på nuværende tidspunkt, hvordan det skal gå med Revyen. Meget tyder på, at Revyen ikke vil overleve.

”Jeg ved godt, det ser sort ud, men jeg holder alligevel fast i et lille håb om, at Revyen består,” siger Bjarke Hunderup Uhl Pedersen.

Men selv om han holdt fast i håbet, var det ikke nok. De resterende medlemmer af Revyen vælger at lægge foreningen i graven, da der ikke er stor nok tilslutning.

”Personligt tror jeg, at folk meget gerne vil gå ud, have en sjov aften, grine af en meget sjov revy og så derefter feste videre. Jeg tror dog også, at rigtig mange er bange for at se dumme ud på deres studie, hvilket man jo ofte gør, når man står på en scene. Så det tror jeg, har afholdt rigtig mange folk fra at ville deltage, hvilket i sidste ende er dét, der har slået revyen ihjel. At de eneste der ville være med til at lave revy i år, var de samme som sidst,” siger Frederik Nees Hviid.

En lettelse

Flertallet fortæller efter Revyens død, at de er ærgerlige over, at Revyen måtte lægges i graven. Men den nyvalgte, nu tidligere, formand, Xenia Soenke Germundsson, er faktisk lettet.

”Jeg følte, jeg endelig kunne trække vejret igen. Jeg havde længe gået og følt, jeg ikke var god nok som formand, og at hele situationen var min skyld. Så da Revyen endegyldigt blev lagt i graven, kunne jeg endelig slippe tanken og komme tilbage på sporet af mit eget liv,” siger Xenia Soenke Germundsson.

Hun understreger dog, at hun selvfølgelig synes, det er meget trist, at foreningen er død, men at hun ikke selv kunne fortsætte i den hidtidige konstellation. Det skyldes, at hun egentlig bare gerne ville være med til at spille skuespil og ikke ønskede ansvaret, som hun endte med.

”Jeg føler ikke, at jeg blev valgt som formand. Jeg tog rollen, fordi der ikke var andre, der tog ansvaret på sig. Jeg ville så inderligt gerne have, at Revyen fortsatte, og jeg troede på, at jeg sammen med den nye bestyrelse kunne løfte opgaven og føre Revyen videre. Men sådan gik det desværre ikke,” siger Xenia Soenke Germundsson.

Både Vanessa Kjær og Frederik Nees Hviid ønskede også, at Revyen ville blive ført videre, men da de begge går på 4. semester, var de bevidste om, at det ikke var deres opgave længere.

”Det var svært at få en revy op at stå uden de nødvendige kræfter. Mange af os i bestyrelsen havde ikke tid til at lægge lige så mange kræfter i det som før blandt andet på grund af praktiksøgningen, og mange af os skal også videre fra skolen næste semester. Det er ærgerligt, at Revyen ikke længere findes, men omstændighederne har gjort, at foreningen måtte lægges i graven” siger Vanessa Kjær.

Et fællesskab, DMJX har brug for

Institutleder ved Institut for Journalistik, Henrik Berggren, er også meget ærgerlig over at høre, at Revyen er død.

”Jeg oplevede revyen som en åben aktivitet, hvor mange studerende var med til at skabe noget i fællesskab, og hvor der var stor opbakning også fra publikum. Den slags fællesskaber har vi brug for på skolen,” siger Henrik Berggren.

Men Henrik Berggren er om nogen også klar over, hvor hårdt det kan være at drive en forening, hvis ildsjælene forsvinder. Derfor kommer han også med nogle gode råd til nyopstartede foreninger, så der forhåbentlig ikke sker det samme for andre foreninger på skolen.

”Jeg vil anbefale at få samlet en gruppe studerende, der forpligter sig til at yde en indsats. Så det er klart, at der er forventninger til indsatsen, og at man er enige om, hvad der skal til. Og så ville jeg gøre meget ud af at sikre overgangen til den næste bestyrelse. Og ja, jeg ved godt, det er lettere sagt end gjort,” medgiver Henrik Berggren.

Revyen takker af

Og man kan sige, at han har ramt nerven. For hvorfor døde Revyen?

”Revyen er død, fordi opbakningen til foreningen er forsvundet. Der var ikke nok tilbage i vores forening, der kunne løfte opgaven, og for mig virkede det også, som om vi var mange i bestyrelsen, der ikke rigtig var engagerede. Så hvis vi havde fortsat, var det nok blevet halvhjertet, og så var revyen ikke blevet det, den skulle være,” siger Xenia Soenke Germundsson.

Revyen afholdt derfor auktion tirsdag den 19. november 2024, hvor foreningen igen blev samlet og solgte ud af deres rekvisitter. Alle skolens studerende var inviteret til auktion, men der dukkede kun fire studerende op, som ikke var en del af den afdøde forening. På trods af dette var stemningen god, og der blev grinet meget ifølge Frederik Nees Hviid.

Og til alle dem, der savner Revyen, vil Henrik Berggren gerne tilføje, at ledelsen sammen med DSR lige nu ser på gode input til, hvordan lignende aktiviteter kan blive skabt på skolen i fremtiden.

Men selv hvis det ikke sker i den nærmeste fremtid, oplevede de studerende alligevel Revyen i foråret 2024.

”Nu siger jeg noget, der er meget mor-agtigt, men jeg har det lidt sådan her: Don’t cry because it’s over, smile because it happened,” siger Bjarke Hunderup Uhl Pedersen.