Når man fredag eftermiddag sætter kursen mod DMJX’s fredagsbar, Kurt Strandbar, er det ikke svært at forudsige, hvad der møder en. Vil man om et øjeblik høre de tunge rytmer fra et af Pattesutters mange hits, mens bartenderen står i bar overkrop og langer englefisse over disken, og den sorte Kurt-t-shirt svinges over hovedet? Formentlig. Og kommer man gående ind, ligner det umiddelbart, at Kurt har glemt, at der er andre til stede. Jeg får følelsen af at stå i yderkanten af en fest, jeg er blevet hevet med til, men uden at være inviteret af værten.  

Jeg mener ikke, problemet ligger i Soundboksen, der spiller for højt, de klistrede borde eller navnene på shotsene. Der er mange måder at feste på, og jeg er sikker på, at de fleste fredagsbarer har et element af løssluppenhed. Det er forståeligt, når det er fredag, og det er tid til øl. Jeg mener, at problemet ligger i den bagvedliggende tavshedskultur, der omringer foreningen. For hvad der sker i Kurt, bliver i Kurt – og mangel på gennemsigtighed er ikke udgangspunktet for en sund foreningskultur.

Det måske mest tydelige eksempel på tavshedskulturen er Kurt Strandbars optagelsessamtaler. Når Kurt holder samtaler, dækkes vinduerne til i mørkt plast, så ingen kan se, hvad der foregår. Det eneste man kan høre, er den pumpende bas og hujende stemmer, der hepper på de nye førstesemmere, der lægger vejen forbi.

Jeg forstår grundlæggende ikke ideen bag at holde det hemmeligt. Hvorfor skal dem, der skal til samtale, ikke selv have lov til at træffe valget, om det er noget, de har lyst til at deltage i? Før de står omringet af fremmede, og i de værste tilfælde skal overskride egne grænser for at bevise, at de har det, der skal til for at være med i Kurt. Er det nødvendigt at være løssluppen og nær grænseløs, før man får en plads i Kurt? For ellers kan jeg ikke se, hvilke kompetencer de leder efter til samtalerne.

Frit spil bag lukkede døre

For et par uger siden gik jeg forbi en gruppe, der sad og ventede på at skulle til samtale hos Kurt. Og jeg blev ked af det på deres vegne. Ked af at de ikke vidste, hvad de gik ind til, og at de ikke ville få muligheden for at sige pænt nej tak. Og jeg synes, det er ærgerligt for dem, der ikke ved, hvad de går ind til. Og endnu mere ærgerligt for dem, der giver det deres bedste skud, presser sig selv til grænsen og stadig får at vide, at de ikke er gode nok.

Når Kurt afholder den slags optagelsessamtaler, sikrer de sig, at alle, der melder sig, er med på deres præmissen om, at Kurt er et fællesskab, der godt kan lide at feste, og ikke har noget imod, at festen går til kanten. Men det betyder også, at den grænsesøgende kultur avles videre bag lukkede døre, hvor festen fortsætter, som den altid har gjort. Hvor der hverken bliver brudt med kultur eller traditioner, fordi alle i Kurt vidste hvad de gik ind til, og vi andre har ikke meget at skulle have sagt. Det danner præcedens for en tavshedskultur, hvor det er lige meget hvor vanvittigt det bliver – hvad der sker i Kurt, bliver i Kurt.

Kurtansk overspill

Hvad der sker intern i Kurt, må de i grunden selv om. Men det er en anden ting, når den lukkede kultur i sidste ende bare ikke er særlig lukket. Ser man på skolens foreninger, er Kurt klart dem, der står for at facilitere størstedelen af de sociale aktiviteter. Så om man er tilhænger af Kurt eller ej, så vil det stadig være dem, der sætter tonen for fredagsbaren og dermed skolens sociale fællesskab. Kurt forstår, hvordan man holder en fest med fart på. Men at være god til at feste betyder ikke, at man automatisk har de bedste forudsætninger for at skabe en god fredagsbar.

 Den kultur, som Kurt er enige om, er den fede, kan man ikke undgå smitter af på fredagsbaren, der gerne skulle være for hele DMJX. Kurt Strandbar bliver en udvidelse af foreningen, et rum i den kurtanske stil med nosseshot, englefisse og alt andet, der hører Kurt til.

 Kurt mangler gennemsigtighed, både i deres optagelsesproces og deres dynamik i fredagsbaren. Det sociale liv på DMJX burde ikke være så påvirket af en kultur dyrket bag mørklagte vinduer. Som jeg ser det, så skaber Kurt en kultur, hvor der er et tydeligt skel mellem Kurt og alle os, der bare gerne vil til fredagsbar. Jeg håber, både for de næste førstesemmere, kommende Kurt-medlemmer og fremtidige gæster i fredagsbaren, at Kurt får kigget indad, eller måske endnu bedre, begynder at se ud over egen næsetip.