”Som det ofte er, når man skal interviewe politikere, har vi sendt hende vores spørgsmål på forhånd.”

Sådan lød det i et Facebook-opslag d. 1. maj i gruppen med det sygt lange navn: “Tid til eftertanke: Journalisters rolle i den politiske debat”, stiftet af tre DMJX-studerende.

Her er den omtalte “hende” Pia Kjærsgaard, Folketingets formand. Opslagets forfatter er et af gruppens stiftende medlemmer, der skulle mødes med Kjærsgaard til interview om politikeres og journalisters roller i forhold til hinanden.

Interviewet kom der en rigtig fin video ud af, hvor Kjærsgaard kommenterer på det politiske spin på Christiansborg.

Men at hun skulle have spørgsmålene på forhånd, og at det bare er sådan, det ofte er, er en præmis, jeg er uenig i.

Selvfølgelig skal ikke bare Kjærsgaard, men enhver kilde forud for interviewet have at vide, hvad interviewet vil dreje sig om, så journalisten får nogle mere konkrete, acceptable og relevante svar. Men de skal ikke have spørgsmålene.

Folketingspolitikere må tolerere at svare på de spørgsmål, der kommer, når de kommer. Det er en del af Danmarks demokratiske tradition, at magthavere mødes med den kritiske presse, selvom de ikke altid kan forberede sig i detaljen, og det nogle gange gør ondt.

Da den syriske præsident Bashar al-Assad i oktober 2016 blev interviewet af TV 2’s Rasmus Tantholdt, skulle han ikke bruge spørgsmålene på forhånd. Det citeres Tantholdt i hvert fald for at have fortalt til Andreas Fugl Thøgersen i deres fælles bog ”Med åbne øjne”. Dér kan man se, det var flinkt af Assad.

Bevares, Assad havde andre krav til TV 2. Bl.a. måtte de ikke selv møde op med eget kamerahold og stå for produktion af interviewet, fortalte Tantholdt til TV 2, men de fik i sidste ende råderet over hele interviewet og måtte klippe i det.

Dermed har Assad levet op til den forventning, at man sgu møder journalister, selv hvis en Word-fil med spørgsmål i punktform ikke lander i indbakken før øjeblikket, de stilles.