Når vi sætter os på skolebænken på DMJX, har vi en vis idé om, hvilken undervisning vi får. Men hvordan lærer man at blive journalist i andre lande? Illustreret Bunker har talt med tre europæiske journaliststuderende om deres erfaringer.

På billedet ses fra venstre nederlandske Samuel Vels, georgiske Sopo Abulasjvili og østrigske Simon Fuchs

DMJX og dens studerende kan til tider være noget af en boble med fredag aften i Kurt Strandbar, forelæsninger i Blåt Audi og en berygtet panikdag. Men selv i Danmark ses forskellene på journalistuddannelsen, hvor det både er muligt at læse journalistik som en professions- og en universitetsbachelor.

Små 600 kilometer væk fra DMJX ligger Utrecht, som er en af Nederlandenes største studiebyer med over 70.000 studerende. Mange internationale journaliststuderende kalder byen for sit hjem i løbet af en udvekslingsperiode væk fra hjemlandet.

Men hvor store er forskellene, når vi ikke blot ser på Danmark, men bevæger os udenfor landegrænserne og ser på journalistuddannelser på tværs af hele Europa?

Selvom målet i sig selv er det samme – nemlig at blive en god journalist – så er vejen derhen ofte vidt forskellig.

En anderledes optagelsesproces

Nederlandske Samuel Vels er 23 år og studerer på Hogeschool Utrecht. For ham var det ikke givet på forhånd, at han skulle vælge journalistvejen. Og for den sags skyld er han stadig i tvivl om, hvorvidt det er det rette valg, han har taget.

“Da jeg var barn, var drømmen at blive skuespiller. Men på et tidspunkt fandt jeg ud af, at ‘spotlightet’ ikke var noget for mig. Men jeg drømmer stadig om at fortælle historier. Det var af den årsag, at jeg endte i journalistikken, så jeg kunne fortælle ægte historier i stedet for at spille dem selv,” siger Samuel Vels.

Ansøgningsprocessen for at blive en del af journaliststudiet i Utrecht fungerede i mange år som på DMJX. Men det har ændret sig, så alle ansøgere nu bliver optaget på studiet.

Dog er der mange studerende, som frafalder på de første semestre.

“I løbet af de første to år er der en del, som dropper ud. Så jeg tror, at årene i starten er med til at filtrere de studerende fra, som ikke er havnet det rigtige sted,” siger han.

Det skyldes flere eksaminer på både første og andet år på uddannelsen. Her er der nogle prøver, som for flere betyder endestationen på studiet. Det er nemlig ikke ved alle prøverne, at det er tilladt at få flere forsøg. I Samuels klasse er der nu kun lidt over fem tilbage af de 30 elever, som startede. Selvom det er et af de mere ekstreme tilfælde på årgangen, så er frafaldet generelt langt større på Samuels skole end det, som DMJX oplever.

Hvilken linje skal jeg vælge?

Østrigske Simon Fuchs er 22 år og bor i Wien, hvor han studerer på Fachhochschule Wien. Sporten har altid ligget hans hjerte nær, hvilket også betød, at han i en tidlig alder drømte om at blive fodboldkommentator. Sporten var grunden til, at Simon begyndte at interessere sig for journalistikken, og drømmen endte også med at blive den vej, han valgte at gå.

Da Simon skulle søge ind på drømmestudiet, kunne han gå flere veje. Her kunne man blandt andet vælge at studere den moderne linje, hvor der er et større fokus på sociale medier og marketing. På nogle punkter har den ligheder til ’Kommunikation’ på DMJX. Men Simon valgte den mere klassiske journalistlinje, ’Journalism and Media Management’.

Når Simon Fuchs næste år skal begynde på sit nye semester, skal han specialisere sig.

”Det kunne være sport, bæredygtighed eller politik. Her kan jeg virkelig fordybe mig i det stof, som jeg kommer til at lave.”

En skoledag fra morgen til aften

Sopo Abulasjvili er 20 år og kommer fra Georgien, hvor hun til daglig studerer på Georgian Institute of Public Affairs. Hun kan godt lide den kreative del af journalistikken og arbejder blandt andet med webdesign og programmering, når hun sætter sig ind i klasseværelset i Georgien.

“Vi går kun i skole omkring to dage om ugen. Men dagene kan af og til være fra klokken 10 om morgenen til 19 om aftenen,” siger hun.

Sopo Abulasjvilis vej i skole er ofte relativt lang, da trafikken kan være slem. Derfor er de lange dage noget, som passer hende ganske fint.

Hun kommer fra en lille årgang i Georgien med blot 25 elever, hvilket også betyder, at hun har lært sit hold rigtig godt at kende i løbet af de snart tre år, hun har studeret. For hende er de få elever noget af det bedste ved hendes studie.

“Jeg er ikke den mest sociale person, så for mig har det været virkelig dejligt,” siger hun.

Det mindre hold gør, at hun har åbnet mere op i undervisningen og føler sig mere komfortabel – både socialt og fagligt.

Ingen hr. og fru

En af de største forskelle, som østrigske Simon Fuchs har mærket, siden han begyndte sin udveksling i Utrecht, er at kalde underviserne ved deres fornavn. Det er nemlig ikke normalen i hjemlandet.

“I Wien skal man tiltale underviseren enten hr. eller fru, og man har et langt mere distanceret forhold til dem, end jeg har oplevet her i Nederlandene,” siger Simon Fuchs.

Derfor var det også en stor forandring at starte på udvekslingsopholdet, hvor skolen i Nederlandene har været langt mere afslappet.

“Hvis du har gjort et godt stykke arbejde,

så synes jeg godt, at der kunne være en mere åbensindet stemning på mit studie i Wien mellem undervisere og elever,” siger han.

Han er derimod glad for de muligheder, som han har fået gennem sin uddannelse i Østrig. Her er han blevet undervist af prominente journalister og mediefolk.

“Når underviserne kommer direkte fra branchen, gør det mig tryg som studerende,” siger han.

Erfaringen er din løn

Praktik er noget, som alle tre studerende skal igennem i løbet af deres uddannelse. Men den faste lønaftale i praktikperioden, som vi har i Danmark, er ikke noget, som Simon Fuchs oplever i Østrig. Når Simon skal i en 6-måneders lang praktik næste år, er det ikke sikkert, at han kan få løn i perioden. Ved nogle af de største medier i Østrig er der nok ansøgere at vælge imellem – og det betyder samtidig, at man ikke altid kan regne med løn, når man begynder praktikken.

“Ifølge medierne er erfaringen din løn,” siger Simon Fuchs.

Men den lavere løn i praktikken gør dog, at det er mindre presset at søge praktik end i den danske praktikperiode, hvor det i de sidste år har haltet med at få nok pladser til de mange ansøgere.

“Jeg vil mene, at det ikke er så svært at få en af de mindre eftertragtede pladser. Men hvis du vil arbejde på de prominente medier, så er det helt sikkert ikke lige så nemt,” siger han.

Branchen indefra

I Nederlandene er der et fokus på, at man skal vide, hvad man går ind til, inden praktikken begynder. Derfor er faget ‘Marketverketten’ (Markedsudforskning) et rum, hvor de studerende lærer om livet ude i branchen.

“Vi lærer at kunne svare på spørgsmålene: Hvilken journalist vil jeg være? I hvilket miljø vil jeg arbejde? Og hvad kan medierne tilbyde mig?” siger Samuel Vels.

Derefter har eleverne faget ‘Marktbetreden’ (Markedsintroduktion), hvor man har en kort praktikperiode, der gør, at man kan mærke efter, inden valget skal træffes til den større og endelige praktikperiode. I ‘minipraktikken’ laver de nederlandske studerende journalistik til den brede befolkning og diskuterer de friske nyheder med redaktionen på det medie, hvor den korte praktik foregår.

Samuel Vels er glad for metoden, da han stadig ikke er sikker på, hvad han ender med at gøre, når praktikken skal vælges. Med den kortfattede praktik får han mulighed for at opleve branchen på en anden måde, end hvis han blot sad på skolebænken på universitetet i Utrecht.