Vi skal tale om kønskløften, ikke grave den dybere

Debatten om ligestilling og feminisme har i årevis fyldt både i medier og munde. I mange år har det handlet om at kæmpe sig fremad for mere lige rettigheder, flere kvinder i ledelse, færre overgreb, mindre tavshed. Men noget har ændret sig.

TEKST: Sarah Emilie lund cardel og nanna baunbæk
FOTO: laurits otto

Udgivet den 28. maj 2025

I dag er det ikke længere bare kønnet, der er genstand for debatten. Kønnet er blevet skillelinjen. Den lever i kommentarsporene, hvor tonen bliver hård, før argumenterne når at folde sig ud. Den viser sig, når samtaler om køn bliver så konfliktfyldte, at de slet ikke bliver taget.

Ifølge en undersøgelse fra 2024 mener hver femte unge mand, at ligestillingen er gået for langt. To procent af de unge kvinder mener det samme. Siden er en offentlig samtale rejst, om hvorvidt det blot er mændene, som er trukket længere mod højre, eller om også kvinderne er trukket længere mod venstre.

Det sætter vi ikke spørgsmålstegn ved. Hvad vi derimod søger svar på, er, hvordan medier og vi som kommende journalister formidler til en offentlighed, der viser sig at være splittet på noget så basalt som køn?

For journalistikken er ikke bare et spejl, der viser, hvad der sker. Den er også et værktøj, der former den måde, vi forstår det på. Den har magt til at sætte dagsordener, til at præge opfattelser, til at afgøre hvem der bliver hørt, og hvordan de bliver det.

Og hvordan skaber vi så journalistik, der både kan rumme dem, der føler sig misforstået af feminismen, og dem, der oplever, at netop feminismen er en nødvendighed?

Det er ikke en tænkt overvejelse. Hvis nogle føler sig angrebet, hver gang feminisme nævnes, og nogle føler sig svigtet, hver gang den ikke nævnes, står vi over for en reel, praktisk udfordring for den daglige redaktionelle virkelighed. For når vi laver journalistik om ligestilling, feminisme eller MeToo, så ved vi, at vi risikerer at tabe nogle læsere. Vi må spørge os selv: Hvem er det, vi ikke længere når med vores dækning? Og hvordan kan vi nå dem uden at svigte vores integritet?

Journalistikkens vigtigste rolle er ikke at vælge side, det er at skabe mulighed for fælles forståelse. Det er ikke nemt. Det er ikke rart. Og det er ikke noget, vi løser med en ‘modpart’ i bunden af en artikel. For hvis vores journalistik er med til at reducere kønsdebatten til et spil mellem to lejre, så risikerer vi at grave grøften endnu dybere.

Vi skal turde vise, at der også findes noget imellem. At der findes tvivl, udvikling, refleksion. At man kan støtte ligestilling og samtidig føle sig udelukket fra dele af samtalen. At man kan kritisere dele af MeToo og samtidig tage dets betydning for samfundet alvorligt.

Måske handler det ikke udelukkende om at skitsere yderpolerne, men om at insistere på nuancer og fortællingen om dét, der befinder sig imellem ekstremerne.