Journalistikken har fået personlighed

Journalistikken har fået personlighed

Journalistikken har fået personlighed

Journalistikken er kendetegnet ved at være objektiv og neutral. En ny bog sætter fokus på jeg’et, og hvad journalistikken kan bruge det til. Abdel Aziz bruger ofte sig selv og kender til de udfordringer, det medfører.

TEKST: Amalie Møller Pedersen
FOTO: Axel Emil Hammerbo

Udgivet den 08. december 2022

Abdel Aziz Mahmoud kan godt lide at bruge sig selv i sit arbejde. Det kan han i hvert fald nogle gange. At benytte ‘jeg’et’ gør Abdel Aziz ofte, selvom det strider imod klassisk journalistisk tænkning. Der er nemlig blevet plads til journalisters personlighed i mediebilledet.

Der findes mange betegnelser for brugen af sin person i journalistikken. Kært barn har mange navne, og det kan blandt andet kaldes: Persondreven, jeg-journalistik, gonzo, subjektiv eller aktivistisk journalistik.

Der er kommet mere fokus på personen i journalistik. Det kan både være i form af den såkaldte jeg-journalistik, hvor journalisten bruger sig selv og sin egen person i fortællingen, men det kan også være gennem aktivisme, hvor journalisten ønsker at præge samfundsdebatten. Bogen ‘Hvad laver JEG her?’ udkom for nylig, og Steffen Moestrup fra DMJX satte i den fokus på formidling i jeg-form. 

 

Aktivisme eller aften-TV

Abdel Aziz Mahmoud er journalist og har i flere af sine produkter brugt sig selv i sine historier. Han er meget aktiv på de sociale medier og er blandt andet kendt for bogen ’Hvor taler du flot dansk!’ og dokumentaren ’Helvedes Homo.’

”Jeg er nok en journalist, som prøver at få hele mit jeg med i de produkter, jeg laver – ikke hver gang, for det er både trættende for mig og modtageren. Men hver gang jeg tager en opgave, prøver jeg at mærke efter, hvad det er, jeg kan bidrage med til den enkelte historie,” siger Abdel Aziz Mahmoud.

Der er til tider langt mellem Abdel Aziz’ mere aktivistiske opgaver. Det skyldes hans nuværende arbejde hos Go’ Aften Live på TV2, som beskæftiger sig med en bred vifte af nyhedsemner. Fordi nyhederne er mange, er det vigtigt, at han fremstår objektiv og ikke har noget i klemme. 

Han er dog i øjeblikket aktuel med dokumentaren ’Abdel og det beskidte spil i Qatar’, hvor han bruger sin person og baggrund til at løfte samfundsdebatten om VM i Qatar. Dokumentaren handler om, at Abdel Aziz tager til Qatar for at undersøge forholdene op til VM.

”Jeg taler åbent om det faktum, at jeg er homoseksuel og muslim i et journalistisk produkt, for i dette tilfælde at give nogle af programmets interviews mere nerve og måske også komme med en ny vinkel, som taler til hjertet,” siger Abdel Aziz.

Nærvær og gennemsigtighed

Steffen Moestrup er forsker og underviser på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Han har forsket i persondreven journalistik – også kaldet ’Jeg-journalistik.’ Sammen med  to andre kollegaer på DMJX har han været med til at skrive bogen ’Hvad laver JEG her?’ som handler om journalistisk formidling i jeg-form. Steffen Moestrup mener, det kan være svært at være helt objektiv, fordi der altid vil være et menneske bag den journalistik, der produceres.

”Det er lidt en paradoksal konstruktion, for vi er jo mennesker. Så det kan være en lidt mærkelig indretning, hvis vi skal foregive at være maskiner uden følelser, holdninger og tanker, som bare kan være helt upartiske og objektive,” siger Steffen Moestrup.

Han anerkender ligeledes, at der kan være flere fordele ved at bruge sig selv i sin journalistik, og at det kan have en positiv effekt på modtageren, fordi det skaber identifikation.

”En typisk fordel ved jeg-journalistik er, at man kan skabe en tættere relation mellem sig selv og brugeren, og så kan det skabe noget gennemsigtighed og ærlighed,” siger Steffen Moestrup.

Personlig journalistik har den fordel, at den kan være med til at bidrage til noget unikt og nytænkende. Det besidder en anden form for ærlighed, end den man ser i mere klassisk, objektiv journalistik

”Det har helt klart den fordel, at man spiller med åbne kort over for brugeren. Og så kan man fortælle historier på en ny måde og med andre vinkler. Det, synes jeg, er godt for brugeren,” siger Abdel Aziz. 

Abdel Aziz arbejder på linjen mellem objektiv og subjektiv formidling. I Go’ Aften Live interviewer og formidler han objektivt. Hvorimod han i sin nye dokumentar er mere aktivistisk, fordi han selv har en mission i programmet.

”Der er ligesom tre stadier: professionel, personlig og privat. I det professionelle stadie ved jeg, hvem der kigger med, hvad der er på spil, og at man skal holde tungen lige i munden. Når jeg er personlig, så tager jeg mit eget sprog med, min egen grimasse med og min måde at reagere på. Og den private Abdel. Den bruger jeg meget sjældent og næsten kun på sociale medier. Men det er en ting, jeg har lært de senere år, at brugeren får det hele menneske med,” fortæller Abdel Aziz.

Steffen Moestrup mener, at journalistik kan forstås på mange måder. At det har mange ansigter, det kan vise, men at det vigtige er, at man aldrig er i tvivl om, hvilken type man som læser, seer eller lytter konsumerer.

”Journalistik kan bruges til mange ting, og den aktivistiske slags er en af dem. Det hensigtsmæssige ved Abdel er, at han deklarerer det, og han bliver derfor forbundet med det,” siger Steffen Moestrup

”Bare fordi jeg er åben om minoritetsbaggrund, gør det mig ikke mindre objektiv end andre journalister, hvor deres etnicitet, kønsidentiteter og så videre er mere synlig og almindelig.”

– Abdel Aziz 

Objektivitet i journalistikken

Kerneværdien for medierne har i mange år handlet om objektivitet. Journalisten skal forholde sig objektivt, og holdninger skal ikke implementeres i artiklen. På Dansk Journalistforbunds hjemmeside står der således:

Journalistik er i sin essens – uanset målgruppen – at indsamle, kritisk vurdere og forståeligt formidle så objektiv information som muligt.

Steffen Moestrup mener, at objektivitet stadig spiller en væsentlig rolle i journalistikken, og at der kan være forskel på, hvornår det giver mening at formidle subjektivt.

”Det kommer an på, hvad man er ude efter. Hvis jeg bare gerne vil vide, hvordan det går med renten, eller hvad der sker i forhold til krigen, så vil man måske gerne bare vide, hvordan fronten ser ud i dag,” siger Steffen Moestrup.

Det interessante ved udviklingen i journalistikken er ifølge Steffen Moestrup, at man som læser kan læse mange forskellige formater, og at man som journalist kan lave meget forskelligt journalistik.

”Det kan være alt fra den helt skarpskårne, objektive nyhed, hvor man holder sig selv helt ude, og bare er den der maskine, der står bag at formidle andres viden og holdninger, og så helt over til, at man laver sådan noget subjektivt, deklareret jeg-journalistik, hvor man bare er sig selv,” siger Steffen Moestrup.

Abdel Aziz mener ikke, at personlig journalistik er en modsætning til objektivitet. Han udtrykker, at det blot er en del af ham at være et åbent menneske.

“Bare fordi jeg er åben om min minoritetsbaggrund, gør det mig ikke mindre objektiv end andre journalister, hvor deres etnicitet, kønsidentitet og så videre er mere synlig og almindelig,” siger Abdel Aziz.

 

Personlighed i fremtidens journalistik

Journalistikken er i udvikling, og der skal tænkes i nye baner, når man ønsker at gøre brugeroplevelserne bedre. Steffen Moestrup mener, at personlig og subjektiv journalistik bryder frem, fordi samfundet er blevet mere åbent for nye metoder.

”Objektiv journalistik har selvfølgelig sin berettigelse, men man har fundet ud af, at journalistik kan være mange ting. Måden at lave journalistik på er blevet bredere og mere mangfoldig,” siger Steffen Moestrup.

Abdel Aziz tror også, at jeg-journalistikken er kommet for at blive. 

”Det er ikke bare en bevægelse eller en ny måde at være journalist på. Jeg tror også, at det ville være et alt for hårdt arbejde at skjule, hvem man er,” siger han.

Opskriften på en podcast-succes: Hollywood-lyd på dåse og detektiver på kuffertjagt

Opskriften på en podcast-succes: Hollywood-lyd på dåse og detektiver på kuffertjagt

Opskriften på en podcast-succes: Hollywood-lyd på dåse og detektiver på kuffertjagt

Third Ear blev danmarksberømte med radiosuccesen ‘Kvinden med den Tunge Kuffert,’ men deres lydkartotek rummer endnu flere fortællinger. Deres produktioner er resultatet af høj lydkvalitet og en detektivagtig tilgang til research og opklaring. Med inspiration fra filmverdenen stykker de lydfortællinger sammen, der kredser om den gode historie, og hvordan den fortælles bedst.

TEKST: Josefine Harboe
Illustration: Louise rix 

Udgivet den 08. december 2022

Tre kasser fyldt med stakkevis af papirer og mapper står i hjørnet af studiet. Et halvt meter langt guldhorn stikker ud af reolen midt i rummet og bagved den, står en miniaturemodel af Søndermarken på Frederiksberg i snedække. Studiet ligner en legeplads, hvor gode ideer bliver til virkelighed, og små historier bliver til store fortællinger.

Midt i legepladsen står Tim Hinman, der sammen med Krister Moltzen og Frederik Nielbo udgør det populære danske podcastmedie Third Ear, som siden 2009 har skabt kuriøse radiofortællinger.

Det er her – ude på spidsen af Refshaleøen – at podcastmediet holder til. Tim Hinman løfter en bog op fra stakken med titlen Danske X-files. Han slår frem og tilbage mellem dansk og hans modersmål engelsk, mens han forklarer om det næste mysterium, de har kastet sig over. Denne vekslen er blevet kendetegnende for introduktionen. ”Du lytter til en podcast”, der leder lytteren ind i universet, fortællingerne, podcasten Third Ear. 

Titelmelodien er lokkende og lidt uhyggelig. Man ledes ind i et univers, der virker mystisk. Alligevel kan man ikke lade være at gå derind i selskab med Krister Moltzen og Tim Hinman, som er stemmerne bag en podcast om Guldhornene, serier som Cyanidmanden, Konspirativ Kærlighed og den helt uundgåelige, ‘Kvinden med den Tunge Kuffert’.

Dette er fortællingen om et af Danmarks første podcast, deres vej til kompromisløs lyd og hvor de er på vej hen med deres univers. 

 

Third Ears modus operandi

Tim Hinman er født og opvokset i England, men kom til Danmark i midten af 90’erne. Her mødte han en anden fortælletradition, hvor den menige mand fik lov at være med. I England var tv- og radiosendefladen de kloge og de kendtes legeplads, og den fattige mand var en figur, man havde ondt af, men egentlig ikke ønskede at forstå.

”Jeg tror, det er båret ud af en nordisk tradition, at man ikke har så stor en celebrity culture, men et meget mere jævnt samfund generelt,” siger Tim Hinman.

Han fortsætter: 

”Folks stemmer er værd at høre på.”

Den tilgang har Third Ear haft med sig, og deres historier er kommet flere steder fra. De gemmer sig alle vegne og venter bare på at blive opdaget.

”’Kvinden med den Tunge Kuffert’ hørte vi om gennem en, vi kender, Claudia. Hendes onkel havde hørt en historie til en konfirmation om denne mærkelige kvinde, som hun syntes, vi skulle høre. Krister syntes, det lød mærkeligt, og vi blev enige om, at det var en tur til Jylland værd. Det endte med at være en kæmpe succes,” fortæller han.

Ideen til Third Ears første podcast gemte sig på forsiden af flere af landets aviser. Det var en fortælling om en mand, der var med til at stjæle en kopi af Guldhornene fra Kongernes Jelling. Historien var blevet dækket, men overfladisk og for en kort periode, hvorefter den var blevet glemt igen.

Den historie Third Ear kunne fortælle små to år senere handlede om en tyv, der ikke vidste, hvad han var ude efter, før han stod med to forgyldte sølvhorn og forstod, at han ikke kunne smelte dem om som planlagt.

I stedet for at fordømme den unge tyveknægt, interesserer podcasten sig for hans forarbejde og research til kuppet. Krydret med oplæsning af Adam Oehlenschlägers digte stiller podcasten skarpt på myten om Guldhornene og sætter spørgsmålstegn ved, om ikke det netop er deres raison d’etre at blive nappet en gang imellem.

Third Ear fik produceret sine egne eksemplarer af de sagnomspundne horn. Tim Hinman hiver det ud af en lofthøj reol fyldt med små rekvisitter, som de har brugt gennem tiden. ”Solid gold,” siger han og løfter armen for at demonstrere, hvor tungt det faktisk er.

Meget symbolsk blev den ene af deres guldhorn stjålet til en fest og er ikke dukket op siden. Sådan kan historier gentage sig mange gange.

 

Lyden af Third Ear

Third Ears karakteristiske lyd er skabt med stor inspiration fra filmbranchen. Den gode fortælling er ikke kun skabt gennem sproget men gennem en atmosfære af hundebjæf og fodspor i nyfalden sne. Tim Hinman har arbejdet med lydproduktion på filmset, og han har taget meget af den viden med sig.

”Man kan skabe den der Hollywood sound i en lydproduktion for ingen penge, hvis man ikke har det skide billede at forholde sig til,” siger han.

Men det kan være både trægt og dyrt at producere film, derfor passer det bedre til Third Ears temperament at lave podcast, hvor de kan lave tre-fire produktioner om året.

”Det fede med lyd er, at man kan blande alle de her ting sammen og opnå et ret fancy resultat uden at man skal bede om lov og have kæmpe budget, eller vente tre år før man kan fortælle en historie,” siger han.

Lyden skaber de selv med diverse rekvisitter og remedier. Tim Hinman rejser sig for at demonstrere en maskine, der kan lyde som vinden. Den ligner en form for tombolatromle beklædt med glas, men lyder fuldstændig som en kold blæst, når han drejer på den.

We paint pictures in sound, tell stories in sound, bruger lyd som et fortællende element i alt, hvad vi laver,” siger han på sit skiftende dansk/engelske.  

Men det er ikke kun lydeffekter, der er vigtige for historierne. De producerer selv deres egen musik.

”Man har brug for sindssygt meget musik i det her lydunivers. Musikken skaber farver omkring fortællingen, som hjælper lytteren med at leve sig ind i historien,” siger Tim Hinman.

Man kan skabe den der Hollywood sound i en lydproduktion for ingen penge, hvis man ikke har det skide billede at forholde sig til.

– Tim Hinman, podcastskaber ved Third Ear

Dyk ned i fortælling om Kvinden med den tunge kuffert fra Third Ear.

The J-word

Tim Hinman gør det klart, at Third Ear ikke er journalister. De laver reportager, interviews og bruger greb fra genren, men derfor producerer de ikke nødvendigvis journalistik. Eller the J-word som han lidt ironisk kalder det.

Det er ikke, fordi Third Ear ikke vil sættes i bås med journalister, men de har andre fokuspunkter end dem. En af Tim Hinmans anker ved journalistikken er det høje tempo.

De er ikke interesserede i at lave dagsaktuelle nyheder, hvor der ikke er tid til at fordybe sig i formidlingen. Det er svært at forene høj lydkvalitet med korte deadlines og nyhedstrekanter, mener Tim Hinman. 

”Vi kan godt lide at sige, at journalisten er god til at afdække og finde historier og ikke særligt gode til at fortælle historier,” siger Tim Hinman.

For Third Ear fortæller historier. Små og store, underfundige og højtflyvende. Anderledes historier og ikke dagsaktuelle nyheder og hurtige analyser.

”Tit handler det mere om den human interest, story behind the story. What happened next, what happened before,” siger han.

Det er nogle helt andre overvejelser, der er vigtige for ham. Journalistisk handler om fakta, det er skarpt, men der bliver sjældent brugt mange kræfter på at caste den helt rigtige kilde. En spændende karakter med den rigtige stemme.

”Det er mere blød æstetisk consideration, end at det bare handler om the story and the facts,” siger han.

 

Da podcasten var ubetrådt land

Tim Hinman husker, at der kun var to-tre podcasts på det danske marked, da de startede. En fra Herlev Bibliotek og en anden, hvor man kunne skrive ind til en clairvoyant, der kunne spå om fremtiden. Third Ear havde altså rigeligt plads at boltre sig på de første år på podcastmarkedet, og de var ikke presset af konkurrence.

It wasn’t a crowded field, lad mig sige det på den måde,” siger han.

Han uddyber: 

”Det var en følelse af gold rush. Der var ingen andre. Vi var number one på iTunes’ chart fem år i træk. Nu kan vi dårligt nok nå nummer 20. Det var bare en anden tid,” siger han.

Friheden var stor og var noget af det, der lokkede Third Ear til. Efter en årrække på DR var Tim Hinman og Krister Moltzen færdige med at lave stof, de ikke brændte for.

”Pludselig har man et medie, hvor there was no one in charge. Man skulle ikke bede om lov til at lave noget som helst, man kunne bare lave det, man selv synes om,” siger han.

Og det blev til mange forskellige ting. En filosofisk fortælling om den moderne Sisyfos, en alternativ kærlighedshistorie om en svindler og den helt uundgåelige om ‘Kvinden med den Tunge Kuffert.’ Podcastene har det til fælles, at de tager sig tid til at fortælle historien.

Markedet har ændret sig markant de seneste ti år, og der er kommet flere og større spillere på banen. Men der er gået en form for inflation i begrebet podcast, hvis man spørger Tim Hinman. Krav til kvalitet og format er udvisket, og alt det egentlig kræver er en middelgod optager og noget at tale om.

The word doesn’t really mean anything much anymore. Det er ikke længere genre, det er bare en platform,” siger han.

 

Er der penge i podcast?

Platformen har vokset sig til et stort marked for økonomiske interesser. Abonnementtjenesterne Podimo og Mofibo udbyder eksklusivt indhold til deres betalende kunder, og podcasts agerer også moderne reklamespalter, hvor virksomheder kan købe sig ind. 

Third Ear har tjent penge på alle disse måder. Når man bevæger sig uden for det traditionelle arbejdsmarked og arbejder freelance og på projektkontrakter, må man være kreativ med, hvordan man tjener sine penge.

Tim Hinman har levet af Third Ear i mere end 12 år, selvom der var mindst 10 af dem, hvor folk sagde, at det var umuligt.

Lønsedlerne er blevet strikket sammen af offentlig støtte, samarbejdsprojekter, salg af reklamer og gennem betalende abonnenter.

”Det er meget det 21. århundredes industri, at det ikke nødvendigvis er det, man kender bedst, man tjener sine penge på. Vi har i nogle år tjent mere på at lave projekter for museer eller events, end vi egentlig har tjent på podcasten. We are doing okay,” siger Tim Hinman.

Third Ear havde også en periode, hvor de producerede indhold til Podimo, men de valgte ikke at forlænge aftalen. De så en stor værdi i at eje deres eget produkt, så de kan videreudvikle ideen og formatet.

”Vi har ikke et chatshow hver fredag. Vi fortæller historier, som folk stadig lytter til. Vi ved, de har et langt liv og kan udvikle sig og leve videre,” siger han.

Det er både dyrere og mere besværligt at lave podcast af høj kvalitet, og det kræver, at man har tillid til, at der er en vis portion lyttere hver gang. Den erkendelse hviler Tim Hinman i, for han er ikke interesseret i at gå på kompromis med sit produkt.

“Vi behøver ikke at please everyone. Vi laver færre ting, men laver dem bedre. Vi er ikke en pølsefabrik. Men it ain’t easy,” siger han.

Den Uafhængiges twitterkrig: Ødelægger vi mediebranchen, når vi arbejder gratis?

Den Uafhængiges twitterkrig: Ødelægger vi mediebranchen, når vi arbejder gratis?

Den Uafhængiges twitterkrig: Ødelægger vi mediebranchen, når vi arbejder gratis?

Radiomediet Den Uafhængige efterspurgte under valgkampen en kritisk reporter til nul kroner blandt de journaliststuderende på DMJX. Illustreret Bunker har talt med en tidligere journaliststuderende, som med glæde arbejder gratis, selvom en medieforsker frygter, at fænomenet skævvrider branchen.

TEKST: Iben Marie Ryberg
Illustration: Lea Wildenradt 

Udgivet den 08. december 2022

Det skabte opstand, da radiomediet Den Uafhængige på Facebook søgte reportere blandt de journaliststuderende på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole til dækningen af valgkampen.

I Facebook-opslaget præsenterede radiomediet en gylden mulighed for at blive udstationeret som kritisk reporter for et etableret medie.

Der var kun et enkelt aber dabei. Arbejdsbetingelser var udpenslet med store, fede blokbogstaver øverst på opslaget: ulønnet. Herefter fulgte en hæsblæsende diskussion mellem journaliststuderende og Den Uafhængige på både Twitter og senere i Journalisten. Kort refereret: På den ene side kan gratis arbejde presse journaliststuderende til at sælge deres faglighed til lavest bydende. På den anden side, hvis man ikke vil arbejde ulønnet, kan man tage sit gode tøj og sige pænt nej tak. 

Hvad er så det rigtige? Det kommer an på, hvem man spørger. 

 

Ulønnede journaliststuderende

Jonathan Lundgren Larsen var en af dem, som deltog i Twitterstormen om gratis arbejde. Det sidste halve år af sin journalistuddannelse på SDU, arbejdede han frivilligt på Den Uafhængige. 

Han var med til at skabe morgenfladen ”En Uafhængig Morgen.” I hans sidste tid på radioen sad han i gravergruppen. 

”Jeg fik nogle muligheder, jeg ellers ikke ville have fået. Jeg har for eksempel aldrig hørt om en studerende, der har fået lov til at sidde i en gravergruppe,” siger han. 

Det er ikke Jonathan Lundgrens opfattelse, at gratis arbejdende studerende er et generelt problem i mediebranchen. Han mener, diskussionen om ulønnet arbejde er ude af proportioner: 

”Hvem er ofrene her? Man kan lade være, hvis man ikke har lyst. Der er ikke nogen, der presser en til at arbejde frivilligt. Det bliver teoretiske, strukturelle diskussioner, som ikke har hold i virkeligheden,” Jonathan Lundgren Larsen, tidligere journaliststuderende.

Alt var på frivillig basis, da Den Uafhængige startede, og der var ingen, der fik en krone for deres arbejde. Det ser Jonathan Lundgren Larsen som udgangspunkt ingen problemer i. 

Den Uafhængige har givet ham afgørende erfaring, han ikke kunne have fået på studiet. 

”Jeg bruger de teknikker, jeg lærte der, i mit arbejde hver dag. Dem tror jeg ikke, jeg havde lært, hvis jeg ikke havde været på Den Uafhængige,” siger han.  

Han er i dag færdiguddannet og fastansat på Berlingske Business. 

 

Undersøgelse skaber bekymring 

Jonathan Lundgren Larsen er langt fra den eneste journaliststuderende, som har arbejdet frivilligt i sin studietid. En undersøgelse fra 2019 viser, at 43,7 procent af de adspurgte journaliststuderende har arbejdet gratis. Halvdelen af dem har lavet redaktionelt arbejde. Undersøgelsen er udarbejdet af Enalyzer for fagforeningen Dansk Journalistforbund.

På baggrund af undersøgelsen er Dansk Journalistforbund bekymrede for flere ting. Hvis man takker ja til ulønnet arbejde, kan man ifølge Dansk Journalistforbund risikere at udkonkurrere en lønnet ansat. På samme måde bør man overveje, om der sidder en kollega, som udfører de samme arbejdsopgaver som en selv – bare lønnet. 

Er det tilfældet, kan man med sit ulønnede arbejde komme til at true deres ansættelsesgrundlag. 

Følger man Dansk Journalistforbunds tolkning af undersøgelsen, er gratis arbejde altså i risiko for at økonomisk udkonkurrere vigtige arbejdsfunktioner, som burde være lønnet. 

“Får du egentlig løn for det, du laver for Illustreret Bunker? Det at arbejde for et studentermedie er også en måde at opbygge et CV på.”

– Jonas Brandt, journaliststuderende på SDU 

Mediebranchens lønningsbål

”Det her projekt er ikke drevet af penge,” siger Kasper Saugmann, konstitueret direktør hos Den Uafhængige. Den Uafhængige skrev sågar i et Facebook-opslag i 2020, at de nu ville lave en radio, og det skulle man være med til. Ikke fordi man blev rig, men fordi det var sjovt. 

Den Uafhængige har aldrig modtaget mediestøtte. Deres økonomi er udelukkende baseret på medlemsindtægter. Fra dag et har Den Uafhængige altså været afhængige af ulønnet arbejdskraft. Gør det dem medskyldige i at skade branchen?

Det kan medieforsker Lars Kabel i hvert fald være bekymret for. Han er lektor på DMJX og forsker blandt andet i arbejdsvilkår og lønforhold i mediebranchen. Ifølge ham er der en tydelig tendens i det danske medielandskab. Medierne har gennem mange år skullet skære i deres budgetter. Det letteste minus i det regnestykke er lønninger. 

”Som led i det er gratis arbejde et oplagt redskab, fordi der er rigtig mange unge, som gerne vil og også får noget ud af det,” siger han. 

Ulønnet arbejde puster til gløderne på mediebranchens lønningsbål. Der sker en normalisering af dårlige arbejdsvilkår, som rammer branchens bund. Lars Kabel kalder tendensen en ”proletarisering af branchen”. Med gratis arbejde risikerer man at give ris til både egen og andres bagdel, fordi det risikerer at presse lønningerne ned i hele branchen. 

”Man kan også vende den om og sige, at vi har startet et medie op fra bunden. Skabt flere journalistiske arbejdspladser. Det synes jeg da er godt for branchen,” siger Kasper Saugmann. 

Han startede selv som ulønnet medarbejder på Den Uafhængige. I dag får han løn.  

Han fortæller, at da Radio 24/7 lukkede, efterlod det et journalistisk hul, han ville være med til at lappe. At udfylde et journalistisk hul med en ny radio er ikke et one-man-job. Det kræver, at flere vil smøge ærmerne op. Bruge knofedt og ubetalte timer på projektet. Man kan, ifølge Kasper Saugmann, ikke tvinge folk til noget. Det handler om interesse: 

”Når det er frivilligt, kan man ikke kræve mere, end at folk bruger den tid og energi på det, de har lyst til. Man kan lade være, hvis man ikke har lyst. Eller man kan være med og lære noget af det,” siger han. 

 

Den ideologiske drivkraft 

Jonas Brandt, journaliststuderende på SDU, var en af dem, som meldte sig under fanerne, da Den Uafhængige søgte reportere på Facebook under valgkampen. Det endte med et live interview af Jonas i radioen fra den valgfest, som han dækkede hos Radikal Ungdom.

“Jeg arbejdede for Den Uafhængige, fordi jeg synes deres journalistik er spændende. Jeg ville ikke have opsøgt arbejdet, hvis det var for andre medier,” siger han.

Den Uafhængige er et af de eneste medier, Jonas Brandt følger kontinuerligt. Den kritiske journalistiks vigtige samfundsfunktion er en værdi, han kan genkende hos sig selv. 

”Jeg synes, man skal passe på med at straffe folk for at gøre noget, de oprigtigt har lyst til at gøre. Ikke for pengenes skyld, men fordi, man synes, det er fedt,” siger han. 

At arbejdet var ulønnet, havde han ikke tænkt videre over. Han så det som et indblik i en journalistisk maskine, han beundrede. Måske en fod indenfor i branchen. Selvom Jonas Brandt er enig i, at det for nogle kan virke usolidarisk at arbejde ulønnet, betragter han det som et vilkår:  

”Får du egentlig løn for det, du laver for Illustreret Bunker? Det at arbejde for et studentermedie er også en måde at opbygge et CV på. Det er jo det, man må gøre, når man er nederst i fødekæden,” siger han. 

 

Værdien af den journalistiske faglighed   

Ifølge medieforsker Lars Kabel bør unge journalister og journaliststuderende være på stikkerne i forhold til at arbejde ulønnet. 

”Jeg vil sige det på den måde, at det er noget, I unge skal være bevidste om og opmærksomme på. I bidrager til  proletariseringen, når I arbejder gratis,” siger han. 

Ifølge ham er det, ud fra et fagideologisk synspunkt, vigtigt at være opmærksom på at modsætte sig de tendenser, som kan forringe både arbejdsvilkår og værdsættelsen af vores arbejde: 

”Der skal være en modmagt til proletariseringen. Det er det journalistiske indhold, som driver det hele. Når man insisterer på, at værdien af indholdet skal være mindre og mindre, vil der også komme en dekvalificering,” siger Lars Kabel.

Kasper Saugmann erkender, at Den Uafhængige med sit opslag har skabt røre i den journalistiske andedam.  

“Vi har set, at det er noget, der provokerer folk. Så det kan godt være, vi skal lade være med at gøre det på den måde en anden gang. Omvendt var der jo faktisk nogle, der meldte sig. De vil så ikke få muligheden, hvis vi lader være.”

“Mette Frederiksens tøjvalg tyder på, at hun udskriver valg i dag”

“Mette Frederiksens tøjvalg tyder på, at hun udskriver valg i dag”

“Mette Frederiksens tøjvalg tyder på, at hun udskriver valg i dag”

4. oktober - Folketingets åbning. En valgudskrivelse var på alles læber, da Illustreret Bunker fulgte TV2´s livereporter Morten Nielsen rundt på Christiansborg.

TEKST: Jens-Emil Nørgaard
FOTO: Kasper Søholt

Udgivet den 12. oktober 2022

Døren til Statsministeriet åbner. Hun er dagens hovedperson. Hun har et par spidse, askepotstiletter på fødderne, bærer en æggeskalshvid, stram mundering – det ligner en dragt syet af fjerene fra en fredsdue. Mette Frederiksen skal forsøge at samle et Folketing efter en tumultarisk sommer. 

Livereporter Morten Nielsen til TV2-redaktionen: ”Jeg fisker lige Statsministeren. Jeg er den eneste ved Dronningeporten. Jeg ved godt, at Statsministeriet har meldt ud, at hun ingen kommentar har til åbningstalen.”

Vi følger hende mod Slotskirken. Med en rank holdning giver hun fornemmelsen af, at kameralinsen skal pege i hendes retning i dag.

”Får vi udskrevet valg i dag?” spørger Morten Nielsen

Øjnene sender et blik – vi får ikke et svar. Ikke for nu i hvert fald. 

Flere insisterende spørgsmål lander i krydsilden, som hun affejer med sit varme smil og sin nordjyske dialekt.

Drama på venstrefløjen

Men hvad ved vi om den dag, der skal udspille sig i magtens højborg?

Vi ved, at Sofie Carsten Nielsen, politisk leder for Radikale Venstre, d. 2. juli skrev på sin Facebook-profil, at valget senest skal udskrives, når Folketinget igen samles den første tirsdag i oktober, ”ellers vil Radikale Venstre gøre det for hende.”

Vi ved, at Statsministeren dagen efter kommenterede på Radikale Venstres udmeldingen, at ”når det kommer til, hvornår der skal udskrives valg, har jeg ingen kommentar,” har hun udtalt. 

Et altoverskyggende spørgsmål står nu tilbage, når de 1500 ure på Christiansborg ringer ind til time klokken 12:00. Hvornår får vi valg?

Laksko og hvide skjorter

08:00: Dannebrog og blomsterbuketter markerer en åbningsklar vandrehal. Der er tung parfume i luften. Det genkendelige, glansbrune gelænder skinner. Rengøringen har været forbi forud for den store dag. 

Efter et telefonopkald på en travl linje dukker Morten Nielsen op. Han er iført et gråt jakkesæt, hvid skjorte og et par laksko. Det ene øje er på telefonskærmen, det andet søger efter to desorienterede journaliststuderende.

Han giver et hurtigt, men velment håndtryk. Han går forbi trappen til Folketingssalen og hen mod kælderen. Den uglamourøse kælderetage som DR og TV 2 redaktionelle afdelinger har fået tildelt, minder om et velindrettet teenageværelse.

Foruden SoMe-ansvarlige, praktikanter og reportere står også 6 tv-skærme med TV 2 News, 15 kampklare computere og 8 notifikationshærgede telefoner. Blålyset fra de mange apparater er hidsigt og skærer i øjnene. 

”Vi er mange på arbejde i dag, og endnu flere der er blevet kaldt ind,” siger Morten Nielsen. 

En stjernespækket formiddag

08:30: En interviewaftale med de politiske ordførere fra midterpartierne Venstre og Socialdemokratiet, Sophie Løhde (V) og Rasmus Stoklund (S) er blevet søsat dagen før. Inden ordet gives til Morten Nielsen, står det klart, at ingen chancer spildes på Borgen.

”Hvad er temaet?” spørger Rasmus Stoklund

”Valg, valg, valg,” siger Sophie Løhde. 

Hendes projektilskarpe øjne flytter sig over på den politisk ordfører for Socialdemokratiet. Rasmus Stoklund svarer med et flygtigt blik. 

09:00: Sofie Carsten Nielsen får rampelyset hos TV2 News for sig selv. Den trafiklysrøde neglelak springer i øjnene. Kun Morten Nielsens TV2-mikrofon kan følge trop. Der stilles skrappe krav til hurtige svar fra den garvede Christiansborgreporter. 

09:45: Morten Nielsen taler med Pia Olsen Dyhr (SF) og Søren Pape Poulsen (K). Ingen af dem tror på en valgdato i dag. Håbet bliver holdt i live af uvisheden.

”Det er de færreste stemmeberettigede, der gider høre om politik  45 minutter, hvis hun udskriver valg som første punkt på dagsordenen.”

– Morten Nielsen, Journalist på TV2

Tydelige tegn på valg

Tilbage i kælderetagen fyldes rummet nu langsomt af de indkaldte TV2-ansatte. Småsnak om væddemål, interviewplaner og politikernes tøjvalg fylder rummet.

”Mette Frederiksens tøjvalg tyder på, at hun udskriver valg i dag,” siger en kollega. 

”Sådan ser hun da altid ud,” siger sidekammeraten.

De tilstedeværende i kælderrummet kigger hvileløst efter tilgængelige kontorstole. De næste 45 minutter er dedikeret til kvinden med serveretten. Kernen af reportere må se sig forvist til tilskuerpladserne. De kommende, udslagsgivende minutter, der skal til at udspille sig på skærmen, er uden indblanding fra journalisterne. Det får adskillige albuer til at positionere sig solidt på lårene, så de tunge hoveder kan hvile i håndfladerne.

”Hvis hun udskriver valg, så gør hun det som det sidste. Det er de færreste stemmeberettigede, der gider at høre om politik i 45 minutter, hvis hun udskriver valget som første punkt på dagsordenen,” siger Morten Nielsen.

Slutfløjtet nærmer sig. Rytmisk begynder en utålmodig laksko at slå på tromme. Trommesoloen bliver til en trommehvirvel og hylder beskedent den snarlige afslutning på talen.

Antiklimaks

Den traditionsbundne afslutning, ”Danmark leve! Hurra, hurra, hurra,” bryder stilheden. Et simultant, skuffende suk løber igennem rummet som et amen efter endt prædiken.

Ingen valgdato. Ingen forløsning.

Sofie Carsten Nielsen og Radikale Venstre væltede ikke regeringen. Ikke i dag i hvert fald. Valget skal nu udskrives inden 6. oktober. Det giver Mette Frederiksen to dage til at opfylde ønsket fra Folketingets partier og demokratiet.

Lytter man på vandrørene i TV2´s kælder på Borgen, så bliver valget udskrevet d. 5. oktober. Der er for meget på spil for Statsministeren. Udskriver hun valget til åbningsdebatten på torsdag, så bliver de politiske budskaber glemt i mediedækningen, lyder analysen.

Den 5. oktober

13:00: Mette Frederiksen står bag en hvid pult, hænderne holder løst om talepapiret, og den bordeauxrøde blazer bærer samme farve som logoet fra Statsministeriet.

“Danmark er et fantastisk land, men tiderne er svære,” begynder Statsministeren.

Hun fortsætter med en længere remse af problemstillinger i det danske kongerige. Den karismatiske seriøsitet er i dag forpurret af et smil, der gemmer på en hemmelighed. Det ser ud til, at hun har hørt en vittighed. Hun kan bare ikke grine, fordi den højtidelige stemning på pressemødet og de mange kameralinser vil afsløre synden. Masken holder indtil pressemødets klimaks.

“Jeg har i dag meddelt Hendes Majestæt Dronningen, at der udskrives valg til Folketinget,” siger hun.

21:00: Morten Nielsen tager telefonen. Den ellers hurtige, friske stemme lyder udmattet i telefonen.

”Jeg kommer til at sove godt i nat,” siger han.

Redaktionen havde allerede sat kareten i 6. gear efter Folketingets lige-ved-og-næsten dag d. 4. oktober. Dagens pressemøde er ikke noget, der virker til at gøre det store indtryk på Morten Nielsen.

”Det var ikke nogen chokoplevelse. Vores politiske kilder på Christiansborg havde mere eller mindre givet tegn til, at valgudskrivelsen ville ske i dag. Spørgsmålet var i højere grad, hvilket tidspunkt det ville ske,” siger han.

En hektisk måned er lige begyndt. På Christiansborg skal Morten Nielsen holde foden på gaspedalen indtil valgresultatet for at følge med.

Kommunikatørerne skal selv forhandle løn til praktik: “Bliver jeg valgt fra, hvis jeg siger et for højt tal?”

Kommunikatørerne skal selv forhandle løn til praktik: “Bliver jeg valgt fra, hvis jeg siger et for højt tal?”

Kommunikatørerne skal selv forhandle løn til praktik: “Bliver jeg valgt fra, hvis jeg siger et for højt tal?”

Kommunikationsstuderende på DMJX har ikke en fælles overenskomst. Situationen skaber usikkerhed under praktiksøgningen. Fagforeningen DJ anerkender problemet og opfordrer til, at de studerende selv kontakter forbundet.

TEKST: Nicoline Winther
Illustration: Louise Rix

Udgivet den 12. oktober 2022

Kommunikationsstuderende på Danmarks Medie og Journalisthøjskole skal selv forhandle løn, når de søger praktik på sjette semester. Dansk Journalistforbund har nemlig ikke etableret en fast overenskomst mellem virksomhederne og fagforeningen. Under et praktikmøde på DMJX i foråret blev et af de kommunikationsstuderendes kritiske spørgsmål mødt med ordene: 

“Vi fik at vide, at frokostordning jo også er en form for kompensation,” siger Kenni Klaris Øllgaard, kommunikationsstuderende på femte semester. 

Kigger man på tallene, er der en markant forskel på, hvad kommunikatørerne og journalisterne får i praktikløn. Journalisterne, som har en fast overenskomst, får 14.200 kr. om måneden. De kommunikationsstuderende får i gennemsnit 12.408 kr. Et løngab på knap 2.000 kr. om måned. 

De praktiksteder, som DMJX har indgået en aftale med, har indvilliget i at give de studerende løn. Men aftalen indbefatter ingen minimumsløn. Søger de studerende udenom listen, er de ikke sikret nogen løn overhovedet og kan derfor risikere et halvt år uden indkomst.

 

Risikerer at underbyde hinanden

I kampen om de ”gode” pladser risikerer de studerende at underbyde hinanden i lønforhandlingen. 

”Det er en tanke, der har strejfet mig. For hvis jeg nu siger et tal, der er for højt, bliver jeg så valgt fra på det og ikke på mine kompetencer?” siger Karoline Lenius, kommunikationsstuderende på femte semester. 

Hvis Karoline vil have 9.000 kr., og en anden studerende tilbyder 8.000 kr, så er der en fare for, at hun bliver valgt fra på baggrund af løn og ikke på kvalifikationer. Dette kan også være med til at trække løngennemsnittet ned generelt.

Modsat journalisterne, som har indgået alliance med de to andre journalistuddannelser, er kommunikatørerne på DMJX i konkurrence om praktikpladser med universitetsstuderende fra blandt andet Nordisk Sprog og Medievidenskab. De er nemlig billigere end kommunikatørerne fra DMJX, for de skal ikke have løn fra virksomhederne, da de har deres SU med sig. 

”De store virksomheder kan jo gøre, lige hvad de vil, for de skal jo nok få praktikanter, og vi kæmper jo også mod universitetsstuderende,” siger Kenni Klaris Øllgaard,  kommunikationsstuderende. 

 

Mangel på tid og ressourcer

Dansk Journalistforbund erkender også, at det er ærgerligt, at der ikke ligger en aftale for kommunikationsuddannelsen. 

”De studerende råber os op, fordi de gerne vil have en overenskomst, og det kan jeg godt forstå,” siger Henrik Bruun, forhandlingskonsulent i Dansk Journalistforbund. Han tilføjer, at forbundet er ærgerlige over, at det ikke er lykkedes at samle branchen under en fælles overenskomstaftale. 

”Vi vil vildt gerne lave en aftale, men det er jo let at sige, for alle fagforeninger er sat i verden for at lave aftaler på vegne af deres medlemmer, ” siger Henrik Bruun.  

Hvis der sidder nogle medlemmer, som føler, at de ikke får nok for pengene i deres fagforening, så er opfordringen fra Henrik Bruun, at man melder ind til studenterorganisationerne Kaj eller Andrea og fortæller, hvor man er i praktik, og hvad man får i løn. Det kan nemlig være med til at sikre, at de studerende ikke efterspørger en lavere løn, end der tidligere er givet og dermed kollektivt sænker lønniveauet.

“De store virksomheder kan jo gøre lige hvad de vil. De skal jo nok få praktikanter, og vi kæmper jo også mod universitetsstuderende.”

– Kenni Klaris Øllgaard, kommunikationsstuderende 

Adspurgt om Dansk Journalistforbund kan gøre mere for de kommunikationsstuderende, svarer Henrik Bruun, at det et politisk spørgsmål, der handler om ressourcer. For selvom Dansk Journalistforbund i teorien godt kunne besøge hver enkelt praktikvirksomhed og lave en aftale med dem, så kræver det enormt mange ressourcer, som de på nuværende tidspunkt ikke har. 

”Hvis det var lige ud af landevejen, så var det sket. Problemet er, at det er ret tidskrævende,” siger Henrik Bruun.

 

DMJX har forsøgt at lave en aftale

Leder af kommunikationsuddannelsen på DMJX, Helle Birkmose Winding, er også ærgerlig over, at det ikke har været muligt at få lavet en overenskomst på tværs af branchen. 

”Man har fra skolens side i samarbejde med Dansk Journalisthøjskole forsøgt at lave en aftale, dengang uddannelsen blev oprettet, men uden held,” siger Helle Birkmose Winding.

Hun nævner også, at DMJX opfordrer alle praktiksteder til at give de kommunikationsstuderende samme løn som de journaliststuderende.

Helle Birkmose Winding oplyser, at hun har iværksat endnu et forsøg på at få skabt en overenskomst for de kommunikationsstuderende. På et møde med uddannelsesinstitutionerne og virksomhederne i branchen midten af oktober, vil hun sætte emnet på dagsordenen. 

Fremadrettet vil DMJX ikke acceptere, at praktikvirksomhederne, som er på skolens liste, giver mindre i månedsløn end 6500 kr. for praktikanter på sjette semester. Men Helle Birkmose Winding understreger, at skolen ikke kan garantere det, da lønaftalen udelukkende bliver indgået mellem den studerende og praktikstedet.

  

Forskelsbehandling af studerende

DJ og DMJX fortæller begge, at grunden til, at det ikke har været muligt at samle branchen i én overenskomst, blandt andet er fordi, at branchen er meget bred.  Udvalget af praktiksteder består nemlig af både private virksomheder, statsejede virksomheder og NGO’er. 

Og det argument forstår både Karoline Lenius og Kenni Klaris Øllgaard på femte semester godt. Men hvorfor DMJX ikke kæmper mere for de studerende, er de uforstående over for. 

For Karoline Lenius, er det okay at skulle ud i lønforhandling, for det skal hun jo også, når hun er færdig med sin uddannelsen og skal søge job. For hende ligger problemet et andet sted. 

”For mig  ligger problemet i skolens forskelsbehandling af de journaliststuderende og de kommunikationsstuderende,” siger Karoline Lenius. 

FAKTA OM PRAKTIK PÅ KOMMUNIKATIONSUDDANNLSEN

 

  • De kommunikationsstuderende på DMJX er i praktik i to semestre.
  • På tredje semester får de SU, imens de er i praktik
  • På sjette semester skal de forhandle sig til løn. 
  • De praktiksteder, som DMJX har en aftale med giver løn, men der er ingen nedre grænse for, hvor lidt de må give. 
  • Søger de studerende uden om listen, kan de risikere slet ikke at få noget løn i et halvt år.
Fremtidens feminisme føres an af damebladene

Fremtidens feminisme føres an af damebladene

Fremtidens feminisme føres an af damebladene

Hvis du tror, at damebladenes spalteplads kun er fyldt med slankekure og sexstillinger, tager du fejl. Der er nemlig sket et skred i branchen af kvindemedier i Danmark anført af Alt for Damerne og Femina, som i dag skriver om både indretning og Iran. Men selvom de deler ønsket om fornyelse, er deres redaktionelle vej dertil dog meget forskellige.

TEKST: Elisa Norgaard Mortensen
FOTO: Clara Johanne selsmark

Udgivet den 12. oktober 2022

Vi er hinandens medsøstre, vi er forbundne. Ingen kvinde er fri, før alle kvinder er frie.”

Sådan lyder den seneste leder fra Feminas chefredaktør Isabellas Hindkjær. Hun skriver om Jina Masha Amani, en iransk kvinde, som blev dræbt af landets moralpoliti for at have sit tørklæde forkert på. 

Isabella Hindkjær sidder midt i Aller Medias store glashus, og indignationen lyser ud af hende, når hun taler om uretfærdigheden i verden. Hun ser kampen for kvinders rettigheder, både i Danmark og internationalt, som Feminas største drivkraft og står i spidsen for mediets nye aktivistiske linje, hvor der er plads til både international politik og indretning. 

Nu er det slut med det stille dameblad.

Damebladenes dilemmaer 

Der er et dilemma i luften på Alt for Damernes kontor. Rikke Dal Støttrup, bladets chefredaktør, er i gang med at skrive lederen til næste blad, der går i trykken om få timer. Den handler om, hvorvidt mediet kan tillade sig at promovere modebranchen, når den er så skadelig for miljøet. 

Den slags dilemmaer er dagligdag for journalisterne på den lille, hyggelige redaktion i Egmont Story House. Her snakker kollegaerne med, hvem end man møder ved kaffemaskinen, og der er plads til, at en kollega kommer forbi med sin baby, selvom deadline ligger lige om hjørnet. 

Stemningen oser af hygge, men også seriøsitet. Der står stadig en halv flaske uåbnet vin på bordet fra fredagens optagelse af podcasten ”Skål Søster,” hvor Alt for Damerne taler med to kendte kvinder om, hvad der fylder i debatten lige nu, og så skåler de altid for en kvinde, der fortjener en særlig ros. 

Det ritual indrammer mediets nye redaktionelle linje meget godt.  

Rikke Dal Støttrup erkender, at der er sket store forandringer for bladet i hendes tid som chefredaktør. 

”Indtil 2020 havde vi hver eneste uge en model der var ca. 25, oftest lyshårede, fordi de sælger bedre end mørkhårede, slanke og smilende på forsiden. Jeg var ved at kaste op af kedsomhed, og mon ikke læserne var det samme,” siger Rikke Dal Støttrup.

I dag er en af hendes vigtigste opgaver som chefredaktør hele tiden at sørge for, at tingene ikke falder tilbage i de gamle roller. Det er simpelthen nemmere at finde en model på 25 år end på 45, og der er stadigvæk flere modeller der vejer 55 kilo i stedet for 85. 

Men hos Alt for Damerne er det vigtigt, at læserne kan kende sig selv i bladet, og det har mange ikke kunne i de åletynde, purunge, hvide modeller, der har prydet de glitrende sider i årevis. 

Nu keder Rikke Dal Støttrup sig ikke længere. Hun er stolt af Alt for Damerne. Problemet er bare, at diversitet desværre ikke altid sælger lige så godt som status-quo. Men skal man gå på kompromis med sine idealer for at sælge blade?

 

Et aktivistisk aktualitetsmedie

Chefredaktør Isabella Hindkjær er ikke i tvivl. Hun vil stå på den rigtige side af historien. Det samme skal Femina.

Jeg tror, man skal være varsom med at være for vægelsindet. Man kan ikke være et mediebrand i 2022 uden at stå for noget og tage stilling. Hvis man ikke står for noget, så står man for ingenting,” siger hun.

Isabella Hindkjær forklarer, at det er en af største ændringer i Feminas linje. Tidligere har de prøvet at gøre alle glade og ”please” læserne, så de ikke blev sure eller stødt. Men det ændrede sig i 2020, da Isabella som helt ny chefredaktør kunne se, hvordan voldtægtsofre blev svigtet af den, ifølge hende, ”grotesk forældede voldtægtslovgivning.” 

Aktivister havde siden 2016 kæmpet for, at Danmark skulle få en samtykkebaseret lovgivning, som lagde vægt på, om der var samtykke til sex, i stedet for om offeret havde kæmpet imod en voldtægt. Da debatten omkring den nye lovgivning i sommeren 2020 gik i stå, stormede den nytiltrådte chefredaktør ind i kampen med 100 km/timen:

”Jeg havde det bare sådan, at hvis ikke et medie, der hedder Femina, dækker det her, som er noget af det mest grundlæggende, nemlig retten til vores egen krop, hvem gør så?,” siger Isabella Hindkjær. 

Overgangen fra et mere traditionelt dameblad med fokus på det nære og klassisk feminine til et aktivistisk aktualitetsmedie var alt andet end blød. Der var ingen på forhånd defineret strategi, ingen cost-benefit-analyse og ingen plan B. Til gengæld var der en følelse af, at det her virkelig kunne rykke noget. 

Femina skrev 65-70 artikler om tilblivelsen af Danmarks samtykkelov, som blev vedtaget i december 2020. Siden da har de kæmpet for bedre forhold på fødegangene, højere løn til sygeplejersker og kvinders rettigheder i Iran. Da Femina først udskiftede den gode stemning med en mere aktivistisk linje, vakte det stor opmærksomhed.

”Det var ikke det, man forbandt Femina med. Men sådan har vi så været lige siden. Nu tager folk os seriøst, fordi det er svært at lade være,” siger Isabella Hindkjær. 

”Jeg havde det bare sådan, at hvis ikke et medie, der hedder Femina, dækker det her, som er noget af det mest grundlæggende, nemlig retten til vores egen krop, hvem gør så?”

– Isabella Hindkjær, chefredaktør på Femina

Et ben i begge lejre

Tilbage hos Alt for Damerne beskriver Rikke Dal Støttrup et billede af, at Alt for Damerne går på to ben. Det ene ben går foran med store skridt og selvsikker gang. Her er de på forkant med tiden, når de bl.a. hepper på Helle Thorning, når hun får kritik for en nedringet kjole til hofbal, og når de sætter fokus på forskellige kroppe. Her kæmper Alt for Damerne for, at kvindekampen ikke bliver old news, fordi folk glemmer, hvor lang vej vi har igen til ligestilling som f.eks. i bestyrelser og lederstillinger. 

Men kan man løbe så hurtigt, at man mister en hel gruppe eller generation på perronen?

Det andet ben i Rikke Dal Støttrups billedlige strategi sikrer, at det ikke sker. For forandringen skal ikke ske på bekostning af deres trofaste læseres tillid. Det andet ben sørger hele tiden for, at de har fået alle med, måske især den mere traditionelle målgruppe. 

De har haft læsere, som syntes, at deres artikler og nye linje har været for ”woke”, og de læsere vil Rikke Dal Støttrup også gerne have med. I januar 2021 –  et stykke tid efter Sofie Linde for alvor fik den anden bølge af Me-too-bevægelsen til at rulle over Danmark – lavede Alt for Damerne et nummer, der hed ”Hvad nu mand”. De ville høre, hvordan mændene nu oplevede sexismedebatten og satte fokus på, hvad det ville sige at være en ”rigtig mand.”

Det var for hurtigt, mente nogle læsere. For nu havde kvinderne jo lige taletiden. Men Rikke Dal Støttrup vil møde de traditionelle læsere og mændene med åbne hænder.

”Vi skal finde et nyt niveau, hvor vi ikke er i krig, men hvor vi minder hinanden om, at det her er godt for alle. Det kan man ikke, hvis man mister folk på forhånd, fordi man er for hård,” siger Rikke Dal Støttrup. 

 

Både-og, ikke enten-eller

Selvom Alt for Damerne vil være et medie, der går forrest i kvindekampen, ønsker Rikke Dal Støttrup også, at bladet skal være en pause i læserens hverdag. Også i en tid hvor priserne og utrygheden stiger med hastige skridt.

”Folk skal ikke have lektier for, og folk skal ikke skældes ud,” siger Rikke Dal Støttrup. 

Alt for Damerne holder altså derfor fast i deres skønhedstips og modeserier, men nu skal det også være for andre end de unge, hvide og tynde.

Isabella Hindkjær holder også fast i, at Feminas aktivistiske linje ikke er sket på bekostning af mediets fokus på mode, mad og make-up.

”De sidste ti år har der været nogle, der efterspurgte det intelligente dameblad. I det har der nok ligget implicit, at det ville være fedt, hvis man i virkeligheden var et mandeblad. Vi skal passe på som kvinder, at vi ikke bare reproducerer nogle maskuline idealer,” siger Isabella Hindkjær.

Hun tilføjer afslutningsvist, at ligesom mænd altid har haft lov til at gå op i både økonomi og dyre ure, må kvinder selvfølgelig også dyrke det feminine og hårdtslående journalistik samtidig. Selv er Isabella Hindkjær kropsliggørelsen af denne syntese af det ultrafeminine og den kampklare kritiske journalist, som ligesom Rikke Dal Støttrup gerne tager en stor del af æren for denne udvikling.