Steffen Gram er oplært i en uddøende journalistisk tradition

Steffen Gram er oplært i en uddøende journalistisk tradition

Steffen Gram er oplært i en uddøende journalistisk tradition

Steffen Gram har dækket udlandsstof i snart fem årtier. I den tid har han oplevet, hvordan den teknologiske udvikling har gjort det personlige mere fremtrædende i jobbet som udlandskorrespondent. Men Steffen Gram holder stadig gerne sine meninger for sig selv.

TEKST: Emil Weis
FOTO: Kasper Søholt

Udgivet den 01. juni 2023

I radiostudiet sidder Steffen Gram bag otte bunker af dokumenter med sirlige grønne overstregninger. “Hvorfor er der ikke mere fokus på Østeuropa?” spørger han energisk sine gæster med et insisterende blik og medfølgende armbevægelser. Det er egentlig ikke det, programmet skal handle om i dag. “30 sekunder” lyder det i samtaleanlægget fra kontrolrummet. Steffen Gram samler sig, inden han uden udsving i stemmen byder velkommen til radioprogrammet ’Verden ifølge Gram’, der hver uge på P1 dækker vigtige udenrigspolitiske emner.

Når dagens afsnit om immigrantflugten fra Tunesien ruller igennem æteren, har Steffen Gram brugt en uge på at læse op på emnet. Indimellem bliver han kaldt til andre steder i DR-byen for at levere analyser og perspektiver, men ellers bruger han ugen på at forberede en times radioprogram.

De andre i DR bruger Steffen Grams indsigter, fordi han har dækket udlandsstof i snart et halvt århundred, men selv mener han, at han altid kan blive klogere.

De fleste journaliststuderende med lidt rejselængsel ville nok være misundelige over hans lange karriere og viden om udenrigspolitiske forhold, hvor han ofte har stået midt i historiske begivenheder.

Steffen Gram startede på DR som Asien-reporter i 1977 og dækkede De Røde Khmerers folkemord. Han var fra 1983 til 1987 USA-korrespondent, imens Reagan var præsident. Under Sovjetunionens sammenbrud var han korrespondent i Moskva, inden han kom hjem og var vært og redaktør på udenrigsmagasinet Horisont. Fra 2005 til 2013 var han igen korrespondent i USA, hvor den første afroamerikaner, Barack Obama, blev valgt som præsident.

Men selvom Steffen Gram har oplevet historiens gang på tætteste hold, er han ikke den, der bruger sig selv personligt i sin journalistik. Han gør en dyd ud af, at det er ham, der har spørgsmålene og hans gæster, der skal give svarene.

”Jeg vil gerne hjælpe seerne og lytterne til at forstå forskellige perspektiver af verden og de konflikter, der er i den. Men jeg er ikke ekspert med egne meninger,” siger Steffen Gram.

”Han har meget travlt. Han skal ofte bruges andre steder i DR-byen,” siger praktikant på ’Verden ifølge Gram’. Cecilie Højmark, om Steffen Gram.

Reportager på ’first class’

Teknologien har ændret måden, man er udlandskorrespondent på, og hvor meget mere man er på skærmen ifølge Steffen Gram. De to til fire minutter lange reportager, han lavede til TV-avisen før i tiden, ville få folk til at skifte kanal i dag.

”Den lange reportage er trådt mere i baggrunden i dag, medmindre man producerer til magasiner. Nu er et TV-indslag nyhederne ofte, at udlandskorrespondenten går på live suppleret med kortere indslag,” siger Steffen Gram.

Før i tiden tog det også længere tid at få sine TV-indslag frem til Danmark. I Steffen Grams tid som Asien-reporter fløj han selv hjem med sine reportager. Det var før den digitale teknologi, så reportagerne blev filmet på 8 eller 16 millimeter. De var uden journalisten i billedet, medmindre med journalisten skulle lave en ’stand-up’, og speak blev lagt direkte ind på kanten i filmrullen. Det var kun såkaldte ’hard news’, der blev sendt hjem med fly uden Steffen Gram. De blev fløjet for eksempel fra Bangkok lufthavn i store plastnet med adressemærke på karton, så taxachaufføren i Københavns lufthavn kunne levere dem korrekt til DR.

I USA byggede CNN i løbet af 80’erne et livesystem op, der gjorde, at deres korrespondenter kunne være live igennem, lige der hvor det skete.

”Da jeg var korrespondent i USA første gang, var jeg måske live igennem fire-fem gange i alt. Anden gang jeg var i USA i 00’erne, var jeg live igennem hele tiden, og den lange reportage var trådt helt i baggrunden,” siger Steffen Gram.

Han mener, at udlandskorrespondentens mulighed for at reportere live i dag, har gjort journalistikken mere nærværende. Det er den, fordi udlandskorrespondenten er med i billedet, når der laves liveindslag, selv når man laver reportager. Udviklingen har betydet, at journalisten ikke længere er ude af billedet, men på fra første skud.

”Der var journalister før i tiden, som lavede fremragende reportager og havde det godt med det uden at være i billedet. Nogle af dem ville nok have svært ved at være på live som i dag. Teknologien har ændret journalistikken og dermed også, hvem der er egnet til at være udlandskorrespondenter,” siger Steffen Gram.


Samme historie forskellige platforme

Steffen Gram husker, hvordan han under hans mesterlærlinge tid på Berlingske i 70’erne fik lov at dække Rote Armee Fraktions angreb på den vesttyske ambassade i Stockholm. Dengang var der ingen, der havde Facebook eller for den sags skyld mobiltelefoner. Man måtte ud af huset, hvis man ville dække noget.

Steffen Gram tog afsted til Stockholm for at være på pletten og snakke med folk på stedet. Når der var nok på blokken til en historie, tog han hjem på hotellet og fulgte med på SVT, imens han skrev historien på sin rejseskrivemaskine. Den færdigskrevne artikel blev dikteret hjem til redaktionen igennem telefonen eller sendt som strimler igennem en telexmaskine.

Historien endte med en forside på Berlingske, som var en stor ting for den unge Steffen Gram.

I dag er det dog ikke nok at udkomme på én platform som udlandskorrespondent, i hvert fald ikke hvis man arbejder på et stort medie som DR, som Steffen Gram har gjort i over 40 år. Hvis man er ude at dække en stor historie, er man formentligt på i radioaviserne, P1-morgen, i TV-avisen til middag og om aftenen. Derudover interviewer andre DR-journalister udlandskorrespondenterne til artikler til dr.dk.

”Der er selvfølgelig en risiko for, at noget af grundigheden ryger, når man skal producere meget mere på grund af de digitale muligheder. Men alt var ikke bedre før i tiden, og i dag har du til gengæld større redaktioner derhjemme til at gå i dybden med historien,” siger Steffen Gram.

Steffen Gram husker en tid, hvor man skulle kæmpe mere for at få lov til at tage ud og dække en historie. Man skulle typisk pitche en historie hjemmefra og overtale cheferne til at give en lov til at tage af sted. Hvis man fik lov, tog man ud, lavede to historier og kom hjem med dem. I dag tager man beslutningen langt hurtigere om at sende reporteren ud, der bliver lavet langt flere historier fra stedet, og man udkommer på langt flere platforme.


Alvorlige konflikter til fremtiden

Historisk viden er en vigtig del af en udlandskorrespondents værktøjer, mener Steffen Gram. Når man vil forstå nutidige konflikter og krige, bliver man nødt til at have en forståelse af fortiden. For konflikter har næsten altid historiske rødder.

Steffen Grams analyse af krigen i Ukraine vidner også om, hvordan han trækker på sin historiske viden og erfaringer, når han skal forstå konflikter. Under sovjetstatens sammenbrud i begyndelse af 90’erne rejste han mange gange i Ukraine for at dække deres folkeafstemning om selvstændighed.  

”Krigen i Ukraine er anderledes, end hvad jeg ellers har dækket, fordi den kan få langt flere negative konsekvenser. Den kan ændre på hele verdensordenen,” siger Steffen Gram.

Steffen Gram ser krigen i Ukraine som Ruslands udfordring af den verdensorden, der har eksisteret siden murens fald og Sovjetunionens sammenbrud.

Han var chef for udlandsredaktionen på tv-avisen under murens fald, hvor han sendte folk ud og var vært på live-programmer, og formidlede sammen med udlandsreportere, hvordan der eksisterede en eufori og forvirring over ikke længere at leve under et diktatur. 

”Det er også derfor, at vi ser, at de østeuropæiske lande er meget tydelige i deres kritik af Putins invasion i dag. De har oplevet, hvordan det er at leve under et russisk ledet diktatur,” siger Steffen Gram.

Krigen har ikke kun ændret på de tektoniske plader i verden – den har også ændret den verden udlandskorrespondenter må forholde sig til.

”Vi er et lille land, der er meget påvirket af de ting, der foregår ude i verden. Det er derfor også vigtigt, at korrespondenter kan gøre danskerne klogere på de ændringer i verden, og det er svært at forstå dem uden en historisk viden,” siger Steffen Gram.


Et ensomt job

Steffen Gram vil gerne advare journaliststuderende med en drøm om at blive udlandskorrespondenter om, at det er et ensomt job. Sådan har det altid været, og sådan er det stadig.

”Man er alene med den historie, man skal dække som udlandskorrespondent. Det meste inspiration skal komme fra en selv,” siger Steffen Gram.

Når man er udsendt som korrespondent, står man selv med alle beslutningerne. Sådan var det også for Steffen Gram, da han var udlandskorrespondent. Han var sin egen kollega, og det var med ham selv, at han måtte diskutere, hvilken vej han skulle gå med en historie. Derudover var det hans egen opgave at have en føling med, hvad der foregik i det land, han var i, så han kunne fortælle redaktøren derhjemme, hvilke emner der var vigtige. Opstod der en krise eller udfordring på vejen, var det også ham alene, der skulle håndtere den.

Er man ikke afskrækket af den ensomhed, der følger med jobbet, har Steffen Gram et budskab til udlandstørstende journaliststuderende.

”Tag afsted – gerne med lidt ekstra penge på lommen. Og tag til nogle lande, hvor andre ikke er.”

TEMA: FORTID

Denne artikel er en del af TEMA, der denne gang sætter fokus på skolens og branchens fortid.
Kunstig intelligens, besparelser og digitalisering er med til at ændre mediebranchen. Branchen forsøger jævnligt at spå om, hvordan fremtiden kommer til at se ud for os. Men kan vi måske lære lige så meget af alt det, der allerede er sket?

Praktik eller paradise? Bare vent, efterårets søgning byder på endnu mere drama

Praktik eller paradise? Bare vent, efterårets søgning byder på endnu mere drama

Praktik eller paradise? Bare vent, efterårets søgning byder på endnu mere drama

55 studerende står uden praktikplads efter forårets store matchdag. Det har skabt en flaskehals i forhold til efterårets praktikrunde, hvor hele 75 studerende potentielt vil stå uden en plads. Hvem har ansvaret? Hvad skal man gøre for at få en plads? Og går DMJX tilbage til 12 måneders praktik? Vi har undersøgt det for dig.

TEKST: ditte hjort würtzenfeld & sidse marie hansen
illustration: katrine åsleff edvardsen 

Udgivet den 01. juni 2023

”Jeg er rigtig ked af at skulle fortælle dig, Ditte, at vi desværre har valgt at gå med en anden kandidat. Du har en stærk profil, men der var en anden, der bare lige passede lidt bedre.” Min mave snører sig sammen og jeg kan mærke tårerne presse på. ”Det er bare helt fair,” hører jeg mig selv sige, ”tak for en god samtale”. Jeg ligger på. Disse ord har jeg hørt adskillige gange de sidste tre dage. Jeg har været igennem det, der føles som et realityshow, hvor det kun er den stærkeste, der kommer ud på den anden side i live. 

Jeg snakker om praktiksøgning på journalistuddannelsen.  

Den 3. maj kl. 12 sad omkring 80 studerende fra SDU, RUC og DMJX klar på praktikmatch.dk for at få afgjort, om de i anden runde ville få en plads på et af de medier, der stadig havde pladser efter første runde. Da de lukkede computeren ned, sad 55 studerende tilbage uden et match. Nu begynder en forsommer med at opstøve flere praktikpladser, men hvis dette ikke lykkedes, står de studerende over for en potentiel tvungen orlov. Nu tyder alt på, at den kommende praktiksøgning i efteråret bliver endnu værre for de studerende. 

Hårde odds for praktiksøgende 

Praktikken fylder næsten halvdelen af uddannelsen på DMJX og giver anledning til nervøsitet allerede fra den spæde begyndelse af første semester. Forårets praktiksøgning gav de studerende de hårdeste odds i seks år, mens medierne var så godt som sikret en praktikant. Som situationen ser ud lige nu, kommer der til at mangle 20 pladser til efterårets runde. Læg hertil de 55 studerende, der ikke fik plads i forårsrunden. Det betyder altså 75 manglende praktikpladser, når matchrunden afvikles til efteråret.  

“Det er et alt for stort tal. Det er et reelt, alvorligt problem.”

Ordene er Marianne Grams. Hun er formand for praktikudvalget, der tæller medlemmer fra de tre journalistuddannelser, studerende og flere danske medier. I udvalget holdt man et ekstraordinært møde efter matchrunden.

“Alle kom. Og der sidder altså mange i det udvalg. Alle synes, det her er alvorligt, og at vi skal gøre alt, hvad vi kan,” siger Marianne Gram. 

Hos de nuværende praktiksøgende studerende er det bare om at vente på, at skolen får opstøvet nye praktiksteder. Og praktikkoordinator Martin Vestergaard er i fuld sving. Men Marianne Gram mener ikke, det er realistisk, at alle får en plads i denne runde: 

“På den korte bane, kan vi måske skaffe ti pladser. Vi kan jo ikke nå at skaffe 50 – lad os være ærlige”, siger Marianne Gram. 

Hvem har ansvaret?

En række forskellige faktorer spiller ind, når man taler om skyld i den nuværende praktiksituation. Det er nemt at pege fingre, men faktum er, at det er mere kompliceret – i hvert fald når vi spørger Martin Vestergaard.

“Det er svært at sige, hvem der har ansvaret, når man rammer ind i konjunkturer. Det er jo en blanding af, at DMJX er gået fra 12 til 18 måneders praktik, og der er sket en afmætning i branchen fra medier, der gang på gang ikke har fået ansøgere, som så har givet op nu,” siger Martin Vestergaard.  

Derudover fungerer praktiksystemet efter markedsmekanismer. Det afhænger i høj grad af mediernes økonomi, hvor mange pladser der er. Vestergaard forklarer, at antallet af praktikpladser derfor er ude af skolens hænder, da de ikke kan gøre andet end at presse på hos medierne for at slå flere pladser op. 

Ifølge Henrik Berggren er skyldsspørgsmålet ikke så kompliceret:

“Helt konkret er det jo DMJX’s skyld, at vi står i den nuværende situation, fordi vi øgede praktiktiden fra 12 måneder til 18 og derfor skulle bruge flere pladser,” siger Henrik Berggren.  

Og situationen var også forudsigelig, efter DMJX gik tilbage til 18 måneders praktik. Det blev indført efter stort pres fra de danske medier, som til gengæld lovede at optage flere praktikanter. Det blev dog ikke sådan. Ved praktiksøgningen i efteråret 2022 var der kun akkurat pladser nok. 

“Vi har længe sagt, ulven kommer – nu kom den så,” siger Martin Vestergaard om manglen på praktikpladser.  

Men har DMJX så planer om at ændre praktikperioden tilbage til 12 måneder? Ifølge Martin Vestergaard er det ikke noget, skolen bare kan gøre. Det er en beslutning mellem bestyrelsen og rektor, der derefter skal godkendes af ministeriet. Spørger man ind til Vestergaard og Berggrens personlige mening, er de ikke afvisende overfor 12 måneders praktik.

“Jeg vil have svært ved at argumentere for, at man ikke kan blive en god journalist med 12 måneders praktik. Så det er da en overvejelse værd,” siger Henrik Berggren. 

Marianne Gram er ikke lige så positivt stemt overfor idéen om 12 måneders praktik på DMJX:

“Altså, jeg vil gerne understrege, at dette ikke er en beslutning, der ligger hos Praktikudvalget. Men jeg synes umiddelbart, at det ville være noget værre rod at ændre, så kort tid efter de 18 måneder er blevet genindført. På den korte bane er vi nok nødt til at have lidt koldt vand i blodet,” siger Marianne Gram.

”Søg bredt, og slik røv, men på en kritisk måde, du er jo journalist. Forbered dig på, at det bliver hårdt – og lad os være ærlige: Skynd dig at lære de rigtige mennesker at kende i branchen.”

– Ditte Hjort Würtzenfeld og Sidse Marie Hansen, journaliststuderende på fjerde semester

Den evige undren – er vi for mange studerende?

“Har vi ikke snakket om det her før?” 

Henrik Berggren kiggede tænksomt på os, da vi spurgte, om DMJX optager for mange studerende, når der nu ikke er praktikpladser nok. Og jo, spørgsmålet dukker ofte op på DMJX i diverse sammenhænge, men når det gælder muligheden for at komme videre på sin uddannelse, virker det som en reel undren.  

“Jeg synes, det er så naivt. Vi havde også snakken om optag, sidst vi stod med mangel på praktikpladser. Men det, vi står i, er et praktikproblem – det er ikke et dimittendproblem,” sagde Henrik Berggren og fortsætter:

“Det dur ikke at regulere på optaget – altså medmindre vi ikke kan finde en løsning på praktikproblemet. Men det vigtige i forhold til optaget må være dimittendledigheden.”

Marianne Gram mener også, at løsningen må kunne findes andetsteds. Hun lægger vægt på, at man skal passe på med at konkludere alt for meget lige nu, da opgaven med praktikpladser før har kunnet løftes. Hun sender også en appel til medierne om at kigge efter, om de kunne bruge en praktikant. For som hun siger: “Chancen for at få en praktikant har aldrig været større.”

Dog medgiver hun, at det i øjeblikket er et problem med antallet af studerende: 

“Vi optager for mange studerende lige nu. Det kan vi ikke modsige – det er jo faktuelt. Men det er også et øjebliksbillede, og vi er nødt til at se billedet over lidt længere tid,” siger Marianne Gram.

Hvordan får studerende en fair chance for et match?

Så hvordan skal studerende kæmpe sig til en praktikplads i næste runde?

“Prøv at tænke i alternativer og søg bredt! I kan også overveje, om der er steder, I kunne skrive til, der ikke har slået stillinger op i denne runde. Eller måske tage til udlandet, hvis det var noget, I kunne se jer selv i,” lød det fra Henrik Berggren. I samme ombæring opfordrer han også kommende praktiksøgende elever til at holde hovedet koldt: 

“Lad’ vær med at tænke over det. I kan alligevel ikke gøre noget ved det. I må bare vente til, I kommer ind på fjerde semester,” siger Henrik Berggren. 

Martin Vestergaard er enig i, at man må indstille sig på, at praktiksøgningen er en hård tid. Og det kan DMJX ikke tage ud af ligningen: 

“Vi prøver at gøre det lidt nemmere ved at invitere nuværende praktikanter ud og fortælle om deres oplevelser og generelt bare italesætte det. At praktiksøgning er hårdt, er noget, vi tænker over hele tiden,” fortæller han. 

Marianne Gram stemmer i: “Tænk bredt. Hvis man nu ikke får sin første, anden eller tredje prioritet, skal man spørge sig selv, om der kan være andre muligheder, hvor man kunne komme ud i en anden slags praktik. Hvis man bider sig for meget fast i ønsketænkning, så lukker døren også. Der er så mange steder, hvor du kan lære rigtig meget. Hav en plan b, og undersøg den.” 

Hvis du stadig er i tvivl, så er svaret, der går igen fra DMJX og praktikudvalget: søg bredt. Det er ikke tilladt at være kræsen, for du kan blive en dygtig journalist alle steder. 

Hård konkurrence fra RUC

På RUC har de tre ugers praktik, inden de søger “den lange praktik”. Spørgsmålet er, om det ikke giver en konkurrencemæssig skævvridning, da de har etableret gode forhold til medierne i denne “prøve-praktikperiode”. De har haft mulighed for at skabe forbindelser og vist deres engagement, som studerende både på SDU og DMJX ikke har haft mulighed for. Men det er ikke noget, DMJX umiddelbart har planer om at indføre:

“Det er noget, vi har diskuteret mange gange. Jeg tror, det kunne være en fordel, men jeg synes, det er en uskik, hvis vi skulle lave ekstra praktik, da vi allerede har 18 måneder. Jeg tror, medierne ville blive rigtig trætte af det,” lyder det fra Henrik Berggren. 

Martin Vestergaard kan godt se pointen i at have en ‘prøvepraktikperiode’: 

“Det giver da dem en fordel. Det er ikke noget, vi har overvejet, men hvis der blev ved med at mangle pladser, kunne det være en idé,” siger Martin Vestergaard. 

Fra os til dig 

Vi står som sild i en tønde foran det lille runde bord. Foran os står Per Thiemann fra Politiken, som i løbet af praktikperioden har opnået samme status som Beyonce. Jeg får et puf af sidemakkeren. Jeg er træt og har ondt i kinderne af at smile. Ondt i nakken af at nikke. Og ærligt – ondt i tungen af at slikke røv.

Vi fik at vide af DMJX, at vi bare skulle slappe af inden messen. Det var medierne, der skulle sælge sig til os – ikke omvendt. Men reelt var det en anden sag. 

Ét medie spurgte os grinende på messen: ”Hvorfor er der ingen, der stiller kritiske spørgsmål? Det er jo det, I bliver uddannet i”. Jamen, fordi vi er så angste og nervøse for at stille det forkerte spørgsmål, som kunne ødelægge vores chance for en praktikplads. 

Fordi de sidder med vores fremtid i hænderne. 

Så hvis det skal være netop dig, der smider guldkuglen til store matchdag og kommer ud på den anden side som sejrherre, må vores bedste råd være: Søg bredt, og slik røv, men på en kritisk måde, du er jo journalist. Forbered dig på at det bliver hårdt – og lad os være ærlige: Skynd dig at lære de rigtige mennesker at kende i branchen. 

Kære kommende praktiksøgende journalist, DMJX Memes sagde det først, men der er ikke andet tilbage at sige end: Happy hunger games, and may the odds be ever in your favor.

Tæt På Sandheden: ”Om det er journalistik, må nogle andre vurdere”

Tæt På Sandheden: ”Om det er journalistik, må nogle andre vurdere”

Tæt På Sandheden: ”Om det er journalistik, må nogle andre vurdere”

Troværdighed er et vigtigt emne i journalistisk formidling, og derfor arbejder journalister typisk uafhængigt. Men på redaktionen hos Tæt På Sandheden forholder det sig lidt anderledes, for her er man afhængig af, at målgruppen griner.

TEKST: TIKE ALI BELLOUKI CLAUSEN
ILLUSTRATION: KATRINE ÅSLEFF EDVARDSEN

Udgivet den 01. juni 2023

”Jeg bruger nogle af de journalistiske værktøjer, som jeg også brugte på Ekstra Bladet, blandt andet når jeg udvælger vinkler og researcher, men derudover, så er det endelige produkt usammenligneligt,” siger Nina Ahrenkiel. Hun er journalist og har sin daglige gang hos det satiriske program Tæt på Sandheden.

Journalisterne medbringer hver uge to historier, hvor komikerne derimod arbejder med hver deres. De arbejder derefter sammen med komikerne om deres egne historier. En normal dag starter typisk med et morgenmøde, som omfatter redaktionens to journalister, redaktionschefen, instruktøren og fire komikere, og på den måde er dagens start på redaktionen ikke ulig så mange andre redaktioners.

Satirebrillen

Siden Nina Ahrenkiel blev færdiguddannet, har hun beskæftiget sig med satire. Der er stor forskel på arbejdsdagen som praktikant på Ekstra Bladet kontra arbejdsdagen som uddannet journalist. I arbejdet med historierne til Tæt På Sandheden har Nina Ahrenkiel typisk en uge til at fordybe sig i historierne, hvorimod hun på Ekstra Bladet oplevede, at der var en høj forventning til hurtige historier.

”Som skrivende journalist, så husker jeg, at man var meget alene, og historierne skulle hurtigt afsted. Nu har jeg mere tid til fordybelse, og vi arbejder som et hold,” siger Nina Ahrenkiel.

Michael Christiansen, som har været en del af den danske comedyscene siden begyndelsen af 00’erne, er i dag hovedforfatter på Tæt På Sandheden. Han er blandt andet kendt for sin medvirken i Zulu Late Night Live på TV2 Zulu og DR2-programmet, Tjenesten – Nu På TV. Desuden har han lavet materiale til Dybvaaaaad!

Han fortæller, at journalisterne ikke går helt klassisk til værks. De læner sig ikke op ad de gængse nyhedskriterier, og når journalisterne trækker i arbejdstøjet, har de satirebrillen på. Udover det så er der fokus på, at der er en balancegang i indslagene i hvert afsnit, så man kommer gennem forskellige emner og personer.

”Vi kigger på, hvad der rør sig i tiden; hvad der er hyper-aktuelt, og så prøver vi med komiske briller  at lave et alsidigt program. Det ville være ærgerligt, hvis man var efter Mette Frederiksen i et helt program,” siger Michael Christiansen.

Journalisten er rygdækning

Selve programmet er bygget op på en måde, hvor der kan trækkes paralleller til en nyhedsudsendelse. Dog har Jonathan Spang, der er studievært i Tæt På Sandheden, en mere fremtrædende rolle, end hvad en studievært normalt har. Faktatjek er en vigtig opgave for journalisterne, for selvom satire både indeholder elementer af overdrivelse og sketches, tager den udgangspunkt i en virkelig historie. 

”Vi tager kun fra anerkendte medier, eller medier der er tilmeldt pressenævnet, så vi er sikre på, at vores fakta holder,” siger Nina Ahrenkiel.

Dog er det kun en af mange opgaver, som de har på redaktionen. Journalisterne er komikernes rygdækning. De sørger for, at der er styr på fakta, så komikerne kan holde fokus på at være morsomme. I deres research og udvælgelse af historier kigger de gerne efter selvmodsigelser og hykleri, da det er materiale, der kan bruges i satiregenren.

 På redaktionen tager journalisterne udgangspunkt i indenlandske historier, der er aktuelle, hvor man ser en komisk vinkel. Det er ikke journalisternes opgave at være sjove, men de skal i deres research have gjort sig tanker om, hvorfor lige netop denne historie har sin gang i det populære tv-program. 

”Vi står slet ikke for at være sjove, det er 100 procent komikerne, men det er klart, at man skal have et blik for det komiske, men fra et journalistisk standpunkt,” siger Nina Ahrenkiel.

Når Michael Christiansen beskriver journalisternes arbejde, så er det som et fundament for programmet. Ikke alene finder de og arbejder med størstedelen af historierne som bringes i afsnittene, de sørger også for, at der er hold i alt, hvad der bliver sagt. Når programmerne bliver særligt kritiske overfor nogle af de magthavende karakterer, så kan journalisterne få lov at holde journalistikken i udstrakt arm.

”Jeg mener, at det er rigtig journalistik, men vi har ikke ressourcerne til at forelægge kritikken for dem, vi kritiserer, inden vi publicerer. Her kan vi dække os ind under at være et satirisk program,” siger Michael Christiansen.

Leg lidt med uddannelsen

Selvom journalistuddannelsen handler om formidling, så kan den bruges til meget andet end at formidle nyheder på de klassiske medier, og der er ifølge Nina Ahrenkiel heller ingen tvivl om, at journalisterne hos Tæt På Sandheden bruger redskaber fra journalistikken. Der bliver klippet indslag og lavet interviews, som de liner op i samarbejde med redaktionens reporter, Camilla Boraghi. 

For Nina Ahrenkiel har det været et tilfælde, at hun endte i satiregenren, og siden hun blev færdiguddannet journalist, har hun beskæftiget sig med satire. Først som radioproducer på radiokanalen 24/7, hvor hun var assistent på Den Korte Radioavis. 

”Det var nyt for mig, at man kunne være journalist i satiren, men så tog det ene det andet. Og jeg bruger klart journalistiske værktøjer. Om det så er journalistik, det må nogle andre vurdere, men jeg håber at folk ved, at man kan lege lidt med uddannelsen,” siger Nina Ahrenkiel.

I løbet af sin tid på skolen lagde underviserne meget vægt på at fortælle Nina og hendes medstuderende, at den mediebranche, som de blev uddannet til, ville se helt anderledes ud, når de om nogle år var uddannede journalister.

”Vi fik at vide, at de jobs vi kunne få, ville være helt anderledes end dem, vi så i branchen. For mit vedkommende må det siges at være helt sandt,” siger Nina Ahrenkiel.