Kommunikatørerne skal selv forhandle løn til praktik: “Bliver jeg valgt fra, hvis jeg siger et for højt tal?”

Kommunikatørerne skal selv forhandle løn til praktik: “Bliver jeg valgt fra, hvis jeg siger et for højt tal?”

Kommunikatørerne skal selv forhandle løn til praktik: “Bliver jeg valgt fra, hvis jeg siger et for højt tal?”

Kommunikationsstuderende på DMJX har ikke en fælles overenskomst. Situationen skaber usikkerhed under praktiksøgningen. Fagforeningen DJ anerkender problemet og opfordrer til, at de studerende selv kontakter forbundet.

TEKST: Nicoline Winther
Illustration: Louise Rix

Udgivet den 12. oktober 2022

Kommunikationsstuderende på Danmarks Medie og Journalisthøjskole skal selv forhandle løn, når de søger praktik på sjette semester. Dansk Journalistforbund har nemlig ikke etableret en fast overenskomst mellem virksomhederne og fagforeningen. Under et praktikmøde på DMJX i foråret blev et af de kommunikationsstuderendes kritiske spørgsmål mødt med ordene: 

“Vi fik at vide, at frokostordning jo også er en form for kompensation,” siger Kenni Klaris Øllgaard, kommunikationsstuderende på femte semester. 

Kigger man på tallene, er der en markant forskel på, hvad kommunikatørerne og journalisterne får i praktikløn. Journalisterne, som har en fast overenskomst, får 14.200 kr. om måneden. De kommunikationsstuderende får i gennemsnit 12.408 kr. Et løngab på knap 2.000 kr. om måned. 

De praktiksteder, som DMJX har indgået en aftale med, har indvilliget i at give de studerende løn. Men aftalen indbefatter ingen minimumsløn. Søger de studerende udenom listen, er de ikke sikret nogen løn overhovedet og kan derfor risikere et halvt år uden indkomst.

 

Risikerer at underbyde hinanden

I kampen om de ”gode” pladser risikerer de studerende at underbyde hinanden i lønforhandlingen. 

”Det er en tanke, der har strejfet mig. For hvis jeg nu siger et tal, der er for højt, bliver jeg så valgt fra på det og ikke på mine kompetencer?” siger Karoline Lenius, kommunikationsstuderende på femte semester. 

Hvis Karoline vil have 9.000 kr., og en anden studerende tilbyder 8.000 kr, så er der en fare for, at hun bliver valgt fra på baggrund af løn og ikke på kvalifikationer. Dette kan også være med til at trække løngennemsnittet ned generelt.

Modsat journalisterne, som har indgået alliance med de to andre journalistuddannelser, er kommunikatørerne på DMJX i konkurrence om praktikpladser med universitetsstuderende fra blandt andet Nordisk Sprog og Medievidenskab. De er nemlig billigere end kommunikatørerne fra DMJX, for de skal ikke have løn fra virksomhederne, da de har deres SU med sig. 

”De store virksomheder kan jo gøre, lige hvad de vil, for de skal jo nok få praktikanter, og vi kæmper jo også mod universitetsstuderende,” siger Kenni Klaris Øllgaard,  kommunikationsstuderende. 

 

Mangel på tid og ressourcer

Dansk Journalistforbund erkender også, at det er ærgerligt, at der ikke ligger en aftale for kommunikationsuddannelsen. 

”De studerende råber os op, fordi de gerne vil have en overenskomst, og det kan jeg godt forstå,” siger Henrik Bruun, forhandlingskonsulent i Dansk Journalistforbund. Han tilføjer, at forbundet er ærgerlige over, at det ikke er lykkedes at samle branchen under en fælles overenskomstaftale. 

”Vi vil vildt gerne lave en aftale, men det er jo let at sige, for alle fagforeninger er sat i verden for at lave aftaler på vegne af deres medlemmer, ” siger Henrik Bruun.  

Hvis der sidder nogle medlemmer, som føler, at de ikke får nok for pengene i deres fagforening, så er opfordringen fra Henrik Bruun, at man melder ind til studenterorganisationerne Kaj eller Andrea og fortæller, hvor man er i praktik, og hvad man får i løn. Det kan nemlig være med til at sikre, at de studerende ikke efterspørger en lavere løn, end der tidligere er givet og dermed kollektivt sænker lønniveauet.

“De store virksomheder kan jo gøre lige hvad de vil. De skal jo nok få praktikanter, og vi kæmper jo også mod universitetsstuderende.”

– Kenni Klaris Øllgaard, kommunikationsstuderende 

Adspurgt om Dansk Journalistforbund kan gøre mere for de kommunikationsstuderende, svarer Henrik Bruun, at det et politisk spørgsmål, der handler om ressourcer. For selvom Dansk Journalistforbund i teorien godt kunne besøge hver enkelt praktikvirksomhed og lave en aftale med dem, så kræver det enormt mange ressourcer, som de på nuværende tidspunkt ikke har. 

”Hvis det var lige ud af landevejen, så var det sket. Problemet er, at det er ret tidskrævende,” siger Henrik Bruun.

 

DMJX har forsøgt at lave en aftale

Leder af kommunikationsuddannelsen på DMJX, Helle Birkmose Winding, er også ærgerlig over, at det ikke har været muligt at få lavet en overenskomst på tværs af branchen. 

”Man har fra skolens side i samarbejde med Dansk Journalisthøjskole forsøgt at lave en aftale, dengang uddannelsen blev oprettet, men uden held,” siger Helle Birkmose Winding.

Hun nævner også, at DMJX opfordrer alle praktiksteder til at give de kommunikationsstuderende samme løn som de journaliststuderende.

Helle Birkmose Winding oplyser, at hun har iværksat endnu et forsøg på at få skabt en overenskomst for de kommunikationsstuderende. På et møde med uddannelsesinstitutionerne og virksomhederne i branchen midten af oktober, vil hun sætte emnet på dagsordenen. 

Fremadrettet vil DMJX ikke acceptere, at praktikvirksomhederne, som er på skolens liste, giver mindre i månedsløn end 6500 kr. for praktikanter på sjette semester. Men Helle Birkmose Winding understreger, at skolen ikke kan garantere det, da lønaftalen udelukkende bliver indgået mellem den studerende og praktikstedet.

  

Forskelsbehandling af studerende

DJ og DMJX fortæller begge, at grunden til, at det ikke har været muligt at samle branchen i én overenskomst, blandt andet er fordi, at branchen er meget bred.  Udvalget af praktiksteder består nemlig af både private virksomheder, statsejede virksomheder og NGO’er. 

Og det argument forstår både Karoline Lenius og Kenni Klaris Øllgaard på femte semester godt. Men hvorfor DMJX ikke kæmper mere for de studerende, er de uforstående over for. 

For Karoline Lenius, er det okay at skulle ud i lønforhandling, for det skal hun jo også, når hun er færdig med sin uddannelsen og skal søge job. For hende ligger problemet et andet sted. 

”For mig  ligger problemet i skolens forskelsbehandling af de journaliststuderende og de kommunikationsstuderende,” siger Karoline Lenius. 

FAKTA OM PRAKTIK PÅ KOMMUNIKATIONSUDDANNLSEN

 

  • De kommunikationsstuderende på DMJX er i praktik i to semestre.
  • På tredje semester får de SU, imens de er i praktik
  • På sjette semester skal de forhandle sig til løn. 
  • De praktiksteder, som DMJX har en aftale med giver løn, men der er ingen nedre grænse for, hvor lidt de må give. 
  • Søger de studerende uden om listen, kan de risikere slet ikke at få noget løn i et halvt år.
Fremtidens feminisme føres an af damebladene

Fremtidens feminisme føres an af damebladene

Fremtidens feminisme føres an af damebladene

Hvis du tror, at damebladenes spalteplads kun er fyldt med slankekure og sexstillinger, tager du fejl. Der er nemlig sket et skred i branchen af kvindemedier i Danmark anført af Alt for Damerne og Femina, som i dag skriver om både indretning og Iran. Men selvom de deler ønsket om fornyelse, er deres redaktionelle vej dertil dog meget forskellige.

TEKST: Elisa Norgaard Mortensen
FOTO: Clara Johanne selsmark

Udgivet den 12. oktober 2022

Vi er hinandens medsøstre, vi er forbundne. Ingen kvinde er fri, før alle kvinder er frie.”

Sådan lyder den seneste leder fra Feminas chefredaktør Isabellas Hindkjær. Hun skriver om Jina Masha Amani, en iransk kvinde, som blev dræbt af landets moralpoliti for at have sit tørklæde forkert på. 

Isabella Hindkjær sidder midt i Aller Medias store glashus, og indignationen lyser ud af hende, når hun taler om uretfærdigheden i verden. Hun ser kampen for kvinders rettigheder, både i Danmark og internationalt, som Feminas største drivkraft og står i spidsen for mediets nye aktivistiske linje, hvor der er plads til både international politik og indretning. 

Nu er det slut med det stille dameblad.

Damebladenes dilemmaer 

Der er et dilemma i luften på Alt for Damernes kontor. Rikke Dal Støttrup, bladets chefredaktør, er i gang med at skrive lederen til næste blad, der går i trykken om få timer. Den handler om, hvorvidt mediet kan tillade sig at promovere modebranchen, når den er så skadelig for miljøet. 

Den slags dilemmaer er dagligdag for journalisterne på den lille, hyggelige redaktion i Egmont Story House. Her snakker kollegaerne med, hvem end man møder ved kaffemaskinen, og der er plads til, at en kollega kommer forbi med sin baby, selvom deadline ligger lige om hjørnet. 

Stemningen oser af hygge, men også seriøsitet. Der står stadig en halv flaske uåbnet vin på bordet fra fredagens optagelse af podcasten ”Skål Søster,” hvor Alt for Damerne taler med to kendte kvinder om, hvad der fylder i debatten lige nu, og så skåler de altid for en kvinde, der fortjener en særlig ros. 

Det ritual indrammer mediets nye redaktionelle linje meget godt.  

Rikke Dal Støttrup erkender, at der er sket store forandringer for bladet i hendes tid som chefredaktør. 

”Indtil 2020 havde vi hver eneste uge en model der var ca. 25, oftest lyshårede, fordi de sælger bedre end mørkhårede, slanke og smilende på forsiden. Jeg var ved at kaste op af kedsomhed, og mon ikke læserne var det samme,” siger Rikke Dal Støttrup.

I dag er en af hendes vigtigste opgaver som chefredaktør hele tiden at sørge for, at tingene ikke falder tilbage i de gamle roller. Det er simpelthen nemmere at finde en model på 25 år end på 45, og der er stadigvæk flere modeller der vejer 55 kilo i stedet for 85. 

Men hos Alt for Damerne er det vigtigt, at læserne kan kende sig selv i bladet, og det har mange ikke kunne i de åletynde, purunge, hvide modeller, der har prydet de glitrende sider i årevis. 

Nu keder Rikke Dal Støttrup sig ikke længere. Hun er stolt af Alt for Damerne. Problemet er bare, at diversitet desværre ikke altid sælger lige så godt som status-quo. Men skal man gå på kompromis med sine idealer for at sælge blade?

 

Et aktivistisk aktualitetsmedie

Chefredaktør Isabella Hindkjær er ikke i tvivl. Hun vil stå på den rigtige side af historien. Det samme skal Femina.

Jeg tror, man skal være varsom med at være for vægelsindet. Man kan ikke være et mediebrand i 2022 uden at stå for noget og tage stilling. Hvis man ikke står for noget, så står man for ingenting,” siger hun.

Isabella Hindkjær forklarer, at det er en af største ændringer i Feminas linje. Tidligere har de prøvet at gøre alle glade og ”please” læserne, så de ikke blev sure eller stødt. Men det ændrede sig i 2020, da Isabella som helt ny chefredaktør kunne se, hvordan voldtægtsofre blev svigtet af den, ifølge hende, ”grotesk forældede voldtægtslovgivning.” 

Aktivister havde siden 2016 kæmpet for, at Danmark skulle få en samtykkebaseret lovgivning, som lagde vægt på, om der var samtykke til sex, i stedet for om offeret havde kæmpet imod en voldtægt. Da debatten omkring den nye lovgivning i sommeren 2020 gik i stå, stormede den nytiltrådte chefredaktør ind i kampen med 100 km/timen:

”Jeg havde det bare sådan, at hvis ikke et medie, der hedder Femina, dækker det her, som er noget af det mest grundlæggende, nemlig retten til vores egen krop, hvem gør så?,” siger Isabella Hindkjær. 

Overgangen fra et mere traditionelt dameblad med fokus på det nære og klassisk feminine til et aktivistisk aktualitetsmedie var alt andet end blød. Der var ingen på forhånd defineret strategi, ingen cost-benefit-analyse og ingen plan B. Til gengæld var der en følelse af, at det her virkelig kunne rykke noget. 

Femina skrev 65-70 artikler om tilblivelsen af Danmarks samtykkelov, som blev vedtaget i december 2020. Siden da har de kæmpet for bedre forhold på fødegangene, højere løn til sygeplejersker og kvinders rettigheder i Iran. Da Femina først udskiftede den gode stemning med en mere aktivistisk linje, vakte det stor opmærksomhed.

”Det var ikke det, man forbandt Femina med. Men sådan har vi så været lige siden. Nu tager folk os seriøst, fordi det er svært at lade være,” siger Isabella Hindkjær. 

”Jeg havde det bare sådan, at hvis ikke et medie, der hedder Femina, dækker det her, som er noget af det mest grundlæggende, nemlig retten til vores egen krop, hvem gør så?”

– Isabella Hindkjær, chefredaktør på Femina

Et ben i begge lejre

Tilbage hos Alt for Damerne beskriver Rikke Dal Støttrup et billede af, at Alt for Damerne går på to ben. Det ene ben går foran med store skridt og selvsikker gang. Her er de på forkant med tiden, når de bl.a. hepper på Helle Thorning, når hun får kritik for en nedringet kjole til hofbal, og når de sætter fokus på forskellige kroppe. Her kæmper Alt for Damerne for, at kvindekampen ikke bliver old news, fordi folk glemmer, hvor lang vej vi har igen til ligestilling som f.eks. i bestyrelser og lederstillinger. 

Men kan man løbe så hurtigt, at man mister en hel gruppe eller generation på perronen?

Det andet ben i Rikke Dal Støttrups billedlige strategi sikrer, at det ikke sker. For forandringen skal ikke ske på bekostning af deres trofaste læseres tillid. Det andet ben sørger hele tiden for, at de har fået alle med, måske især den mere traditionelle målgruppe. 

De har haft læsere, som syntes, at deres artikler og nye linje har været for ”woke”, og de læsere vil Rikke Dal Støttrup også gerne have med. I januar 2021 –  et stykke tid efter Sofie Linde for alvor fik den anden bølge af Me-too-bevægelsen til at rulle over Danmark – lavede Alt for Damerne et nummer, der hed ”Hvad nu mand”. De ville høre, hvordan mændene nu oplevede sexismedebatten og satte fokus på, hvad det ville sige at være en ”rigtig mand.”

Det var for hurtigt, mente nogle læsere. For nu havde kvinderne jo lige taletiden. Men Rikke Dal Støttrup vil møde de traditionelle læsere og mændene med åbne hænder.

”Vi skal finde et nyt niveau, hvor vi ikke er i krig, men hvor vi minder hinanden om, at det her er godt for alle. Det kan man ikke, hvis man mister folk på forhånd, fordi man er for hård,” siger Rikke Dal Støttrup. 

 

Både-og, ikke enten-eller

Selvom Alt for Damerne vil være et medie, der går forrest i kvindekampen, ønsker Rikke Dal Støttrup også, at bladet skal være en pause i læserens hverdag. Også i en tid hvor priserne og utrygheden stiger med hastige skridt.

”Folk skal ikke have lektier for, og folk skal ikke skældes ud,” siger Rikke Dal Støttrup. 

Alt for Damerne holder altså derfor fast i deres skønhedstips og modeserier, men nu skal det også være for andre end de unge, hvide og tynde.

Isabella Hindkjær holder også fast i, at Feminas aktivistiske linje ikke er sket på bekostning af mediets fokus på mode, mad og make-up.

”De sidste ti år har der været nogle, der efterspurgte det intelligente dameblad. I det har der nok ligget implicit, at det ville være fedt, hvis man i virkeligheden var et mandeblad. Vi skal passe på som kvinder, at vi ikke bare reproducerer nogle maskuline idealer,” siger Isabella Hindkjær.

Hun tilføjer afslutningsvist, at ligesom mænd altid har haft lov til at gå op i både økonomi og dyre ure, må kvinder selvfølgelig også dyrke det feminine og hårdtslående journalistik samtidig. Selv er Isabella Hindkjær kropsliggørelsen af denne syntese af det ultrafeminine og den kampklare kritiske journalist, som ligesom Rikke Dal Støttrup gerne tager en stor del af æren for denne udvikling.

“Mette Frederiksens tøjvalg tyder på, at hun udskriver valg i dag”

“Mette Frederiksens tøjvalg tyder på, at hun udskriver valg i dag”

“Mette Frederiksens tøjvalg tyder på, at hun udskriver valg i dag”

4. oktober - Folketingets åbning. En valgudskrivelse var på alles læber, da Illustreret Bunker fulgte TV2´s livereporter Morten Nielsen rundt på Christiansborg.

TEKST: Jens-Emil Nørgaard
FOTO: Kasper Søholt

Udgivet den 12. oktober 2022

Døren til Statsministeriet åbner. Hun er dagens hovedperson. Hun har et par spidse, askepotstiletter på fødderne, bærer en æggeskalshvid, stram mundering – det ligner en dragt syet af fjerene fra en fredsdue. Mette Frederiksen skal forsøge at samle et Folketing efter en tumultarisk sommer. 

Livereporter Morten Nielsen til TV2-redaktionen: ”Jeg fisker lige Statsministeren. Jeg er den eneste ved Dronningeporten. Jeg ved godt, at Statsministeriet har meldt ud, at hun ingen kommentar har til åbningstalen.”

Vi følger hende mod Slotskirken. Med en rank holdning giver hun fornemmelsen af, at kameralinsen skal pege i hendes retning i dag.

”Får vi udskrevet valg i dag?” spørger Morten Nielsen

Øjnene sender et blik – vi får ikke et svar. Ikke for nu i hvert fald. 

Flere insisterende spørgsmål lander i krydsilden, som hun affejer med sit varme smil og sin nordjyske dialekt.

Drama på venstrefløjen

Men hvad ved vi om den dag, der skal udspille sig i magtens højborg?

Vi ved, at Sofie Carsten Nielsen, politisk leder for Radikale Venstre, d. 2. juli skrev på sin Facebook-profil, at valget senest skal udskrives, når Folketinget igen samles den første tirsdag i oktober, ”ellers vil Radikale Venstre gøre det for hende.”

Vi ved, at Statsministeren dagen efter kommenterede på Radikale Venstres udmeldingen, at ”når det kommer til, hvornår der skal udskrives valg, har jeg ingen kommentar,” har hun udtalt. 

Et altoverskyggende spørgsmål står nu tilbage, når de 1500 ure på Christiansborg ringer ind til time klokken 12:00. Hvornår får vi valg?

Laksko og hvide skjorter

08:00: Dannebrog og blomsterbuketter markerer en åbningsklar vandrehal. Der er tung parfume i luften. Det genkendelige, glansbrune gelænder skinner. Rengøringen har været forbi forud for den store dag. 

Efter et telefonopkald på en travl linje dukker Morten Nielsen op. Han er iført et gråt jakkesæt, hvid skjorte og et par laksko. Det ene øje er på telefonskærmen, det andet søger efter to desorienterede journaliststuderende.

Han giver et hurtigt, men velment håndtryk. Han går forbi trappen til Folketingssalen og hen mod kælderen. Den uglamourøse kælderetage som DR og TV 2 redaktionelle afdelinger har fået tildelt, minder om et velindrettet teenageværelse.

Foruden SoMe-ansvarlige, praktikanter og reportere står også 6 tv-skærme med TV 2 News, 15 kampklare computere og 8 notifikationshærgede telefoner. Blålyset fra de mange apparater er hidsigt og skærer i øjnene. 

”Vi er mange på arbejde i dag, og endnu flere der er blevet kaldt ind,” siger Morten Nielsen. 

En stjernespækket formiddag

08:30: En interviewaftale med de politiske ordførere fra midterpartierne Venstre og Socialdemokratiet, Sophie Løhde (V) og Rasmus Stoklund (S) er blevet søsat dagen før. Inden ordet gives til Morten Nielsen, står det klart, at ingen chancer spildes på Borgen.

”Hvad er temaet?” spørger Rasmus Stoklund

”Valg, valg, valg,” siger Sophie Løhde. 

Hendes projektilskarpe øjne flytter sig over på den politisk ordfører for Socialdemokratiet. Rasmus Stoklund svarer med et flygtigt blik. 

09:00: Sofie Carsten Nielsen får rampelyset hos TV2 News for sig selv. Den trafiklysrøde neglelak springer i øjnene. Kun Morten Nielsens TV2-mikrofon kan følge trop. Der stilles skrappe krav til hurtige svar fra den garvede Christiansborgreporter. 

09:45: Morten Nielsen taler med Pia Olsen Dyhr (SF) og Søren Pape Poulsen (K). Ingen af dem tror på en valgdato i dag. Håbet bliver holdt i live af uvisheden.

”Det er de færreste stemmeberettigede, der gider høre om politik  45 minutter, hvis hun udskriver valg som første punkt på dagsordenen.”

– Morten Nielsen, Journalist på TV2

Tydelige tegn på valg

Tilbage i kælderetagen fyldes rummet nu langsomt af de indkaldte TV2-ansatte. Småsnak om væddemål, interviewplaner og politikernes tøjvalg fylder rummet.

”Mette Frederiksens tøjvalg tyder på, at hun udskriver valg i dag,” siger en kollega. 

”Sådan ser hun da altid ud,” siger sidekammeraten.

De tilstedeværende i kælderrummet kigger hvileløst efter tilgængelige kontorstole. De næste 45 minutter er dedikeret til kvinden med serveretten. Kernen af reportere må se sig forvist til tilskuerpladserne. De kommende, udslagsgivende minutter, der skal til at udspille sig på skærmen, er uden indblanding fra journalisterne. Det får adskillige albuer til at positionere sig solidt på lårene, så de tunge hoveder kan hvile i håndfladerne.

”Hvis hun udskriver valg, så gør hun det som det sidste. Det er de færreste stemmeberettigede, der gider at høre om politik i 45 minutter, hvis hun udskriver valget som første punkt på dagsordenen,” siger Morten Nielsen.

Slutfløjtet nærmer sig. Rytmisk begynder en utålmodig laksko at slå på tromme. Trommesoloen bliver til en trommehvirvel og hylder beskedent den snarlige afslutning på talen.

Antiklimaks

Den traditionsbundne afslutning, ”Danmark leve! Hurra, hurra, hurra,” bryder stilheden. Et simultant, skuffende suk løber igennem rummet som et amen efter endt prædiken.

Ingen valgdato. Ingen forløsning.

Sofie Carsten Nielsen og Radikale Venstre væltede ikke regeringen. Ikke i dag i hvert fald. Valget skal nu udskrives inden 6. oktober. Det giver Mette Frederiksen to dage til at opfylde ønsket fra Folketingets partier og demokratiet.

Lytter man på vandrørene i TV2´s kælder på Borgen, så bliver valget udskrevet d. 5. oktober. Der er for meget på spil for Statsministeren. Udskriver hun valget til åbningsdebatten på torsdag, så bliver de politiske budskaber glemt i mediedækningen, lyder analysen.

Den 5. oktober

13:00: Mette Frederiksen står bag en hvid pult, hænderne holder løst om talepapiret, og den bordeauxrøde blazer bærer samme farve som logoet fra Statsministeriet.

“Danmark er et fantastisk land, men tiderne er svære,” begynder Statsministeren.

Hun fortsætter med en længere remse af problemstillinger i det danske kongerige. Den karismatiske seriøsitet er i dag forpurret af et smil, der gemmer på en hemmelighed. Det ser ud til, at hun har hørt en vittighed. Hun kan bare ikke grine, fordi den højtidelige stemning på pressemødet og de mange kameralinser vil afsløre synden. Masken holder indtil pressemødets klimaks.

“Jeg har i dag meddelt Hendes Majestæt Dronningen, at der udskrives valg til Folketinget,” siger hun.

21:00: Morten Nielsen tager telefonen. Den ellers hurtige, friske stemme lyder udmattet i telefonen.

”Jeg kommer til at sove godt i nat,” siger han.

Redaktionen havde allerede sat kareten i 6. gear efter Folketingets lige-ved-og-næsten dag d. 4. oktober. Dagens pressemøde er ikke noget, der virker til at gøre det store indtryk på Morten Nielsen.

”Det var ikke nogen chokoplevelse. Vores politiske kilder på Christiansborg havde mere eller mindre givet tegn til, at valgudskrivelsen ville ske i dag. Spørgsmålet var i højere grad, hvilket tidspunkt det ville ske,” siger han.

En hektisk måned er lige begyndt. På Christiansborg skal Morten Nielsen holde foden på gaspedalen indtil valgresultatet for at følge med.

Krigens rygsæk er dyr, tung og detaljeret

Krigens rygsæk er dyr, tung og detaljeret

Krigens rygsæk er dyr, tung og detaljeret

Krig i Europa, konflikt og sensation. Det lyder tiltrækkende for journalister, der brænder for at berette om verdenshistorien. Men det praktiske i at reportere fra verdens brændpunkter er en kunst i sig selv.

TEKST: Signe Thomsen
FOTO: Privatfoto af Stefan Weichert

Udgivet den 12. maj 2022

Krigen i Ukraine lever i høj grad op til nyhedskriterierne. Og idéen om at rejse dertil og prøve kræfter som freelance-korrespondent optager nok mange studerende på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Men når man drager i krig i journalistikkens navn, fylder det praktiske meget, selv for de garvede journalister. 

Stefan Weichert blev uddannet fra DMJX i 2016 og har efterfølgende læst en kandidat i  journalistik med fokus på krig, konflikt og terror. Siden har han været freelancejournalist for danske og udenlandske medier, blandt andet i Hviderusland og Egypten, og i 2019 flyttede han til Ukraine for at dække den politiske udvikling. 

Han fortæller på en løs WhatsApp-forbindelse fra Ukraine, hvor meget praktisk, der ligger bag et job som krigskorrespondent – især som freelancejournalist. Man skal først og fremmest tænke sig godt om og kende alle sikkerhedsforbehold, inden man drager ind i en krigszone. Stefan Weichert tager alle sine forbehold for sikkerhed. Men alligevel blev han og hans kammerat og tætte kollega, Emil Filtenborg, skudt i Ukraine den 26. februar.

“Journalister i krig løber bare en større risiko for at være på brændpunkterne. Det er jo essensen af vores fag,” fortæller Stefan Weichert. 

Den tankegang genkender Nanna Dam, der læser journalistik på DMJX på syvende semester. I starten af marts fik hun et opkald fra sin redaktør på TV2 Østjylland, hvor hun havde sin praktik. Han tilbød hende at komme med en nødhjælpsbus til Ukraine for at rapportere. Dagen efter sad hun i bussen.

”Det gik så stærkt, men det var en sindssygt fed oplevelse. Det er lidt absurd, men jeg synes jo, det er vildt spændende at opleve det, som alle snakker om,” fortæller Nanna Dam.

Du kan skabe sikkerhed, men du bliver aldrig tryg

”Sæt ambitionsniveauet ned og sørg for at rådføre dig grundigt. Ellers bliver det simpelthen for farligt.”

Sådan lyder Stefan Weicherts bedste råd til journaliststuderende, som drømmer om at tage rygsækken på og rejse til en krigszone som journalist og reportere.

Men tjeklisten er lang, og hvis den uerfarne journalist ikke ved bedre, kan det være svært at kende de vigtige og måske livsafgørende detaljer. For eksempel hvor vigtigt det er at have et reb, så man kan flygte ud ad sit vindue, hvis der kommer brand eller nogen kommer ind i bygningen. At man skal sætte en kile under døren, så den ikke kan åbnes udefra. Hvor man kan tage et sikkerhedskursus, inden man rejser. Eller at man som minimum skal have en skudsikker vest med en level fire plade (på en skala fra et til fem), som kan stoppe fragmenter fra bomber. Og at den koster 3000 kr. 

At have styr på de praktiske ting kan skabe mere ro omkring uvante situationer. Men selvom man har skudsikker vest, hjelm, varmt tøj, ekstra mad, power bank, Cavius alarm, Panodiler og en lægetaske betyder det ikke meget, hvis du bliver ramt at et russisk artilleri.

“Du kan gøre rigtig meget, men i bund og grund er du alene, hvis bomben falder,” siger Stefan Weichert.

Freelancejournalister har kniven for struben

Det praktiske ved at drage i krig som journalist er en udfordring i sig selv. Men der er også stor sikkerhedsmæssig forskel på at være ansat af et medie, som stiller sikkerhedsrådgivere til rådighed og har kendskab til lokale kilder, og på at være freelancer i krig. Som freelance journalist er du alene om ansvaret. Hotellerne er dyrere, presset er større og du har ingen økonomisk tryghed.

”Freelancere har generelt en tendens til at tage flere chancer. Hvis vi ikke lander en god historie, så får vi ikke løn,” siger Stefan Weichert og tilføjer, at han til hver en tid vil foretrække at være tilknyttet et medie.

Nok har freelancejournalister mere frihed, men de har kniven for struben hele tiden. Derfor kan det nemt friste at opsøge risikable historier. Stefan Weichert og Emil Filtenborg har en personlig regel om kun at tage afsted til brændpunkter, hvis de har en journalistisk grund til at opsøge dem. De er ikke turister.

“Adrenalinen kører. Og selvom man gerne vil være de rigtige steder, kan det hurtigt gå galt, hvis man bare siger ja uden at trække vejret,” siger Stefan Weichert. 

Som freelancer står man selv med ansvaret for at risikovurdere og tage beslutninger. Derfor finder Stefan Weichert en stor tryghed i at have en makker, så de altid har fire øjne på situationen. Den erfaring gjorde Nanna Dam sig også, da hun for første gang var alene afsted. 

“Jeg kunne godt have tænkt mig at have haft en kollega, jeg kunne vende tingene med,” siger hun.

Da jeg kom til en krig for første gang, var jeg overrasket over, hvor lidt action der er i virkeligheden

– Stefan Weichart, freelancejournalist

En dag i centrum af verdenshistorien

Alle dage i Østukraine er uforudsigelig. Den starter gerne klokken syv, på et hotel i en by cirka 30-40 km væk fra frontlinjen. Typisk har Stefan Weichert og Emil Filtenborg en aftale med en lokal chauffør, som er veteran fra den sovjetiske invasion af Afghanistan. Han kører dem i sin firehjulstrækker og er  god til at sparre om sikkerhed.

Hvordan dagen udfolder sig, afhænger af, hvad der er sket i løbet af natten. Er civile områder for eksempel blevet ramt af skud, er det et oplagt sted at starte. Den 26. februar havde Stefan Weichert og Emil Filtenborg for eksempel fået tip om, at en børnehave, i byen Okhtyrka nær frontlinjen i Østukraine, var blevet ramt af ulovlige klyngebomber.

”Nogle gange bliver vi kontaktet af kilder. Det kan være en borgmester, militæret eller en lokal. Jeg kender for eksempel én, som ejer en telefonbutik, og han kender Gud og hvermand,” siger Stefan Weichert.

Gode lokale kontakter er en vigtig præmis for at bevæge sig rundt i en krigszone. Det oplevede Nanna Dam også, da hun var afsted for TV2 Østjylland.

“Hvis jeg skulle have gjort noget anderledes, ville jeg have sørget for at have en bedre lokal kontakt i området, det er virkelig altafgørende for at komme sikkert omkring og møde de rigtige mennesker,” siger hun. 

På Stefan Weichert og Emil Filtenborgs køreture, som kan være alt fra en til seks timer, begynder planlægningen af mulige flugtruter, evakueringsmuligheder og sikkerhedsplaner. Det er netop den planlægning, som skaber en smule ro i stressede situationer. Spontanitet er sjældent klogt i en krig, derfor er det essentielt med både en plan A, B eller C.

Ude på brændpunkterne gør Stefan Weichert og Emil Filtenborg deres journalistiske arbejde. Det er hverdagens gang i centrum af verdenshistorien. D. 26 februar, da de var kørt ud for at se på deres tip om børnehaven, står en mand pludselig ud af sin bil med en riffel i hånden og begynder at skyde efter dem. Stefan Weichert bliver ramt i skulderen, mens Emil Filtenborg bliver ramt i ryggen og begge ben.  

Dagen skulle, ligesom alle andre dage i Ukraine, være endt hjemme på hotellet, hvor dagens historie til Ekstra Bladet ville blive udarbejdet over aftensmaden. Det blev en noget anderledes dag, selv for den erfarne Stefan Weichert.

Krig er fyldt med ventetid

På TV pumper adrenalinen, og bomberne falder om ørene på korrespondenterne i Ukraine. Men bag kameraet gemmer der sig også en noget mere kedelig og praktisk virkelighed.

“Da jeg kom til en krig for første gang, var jeg overrasket over, hvor lidt action der er i virkeligheden,” siger Stefan Weichert.

Han spiller også computer, vasker tøj, sover, løser småting og netværker. Men når ventetiden bliver kedelig, bliver den også farlig, forklarer Stefan Weichert. Derfor er det vigtigt at holde hovedet koldt og ikke begynde at opsøge historier, som man ikke har nogen journalistisk grund til at lave. Det kan være en svær balance for en freelance journalist både at holde hovedet koldt og være afhængig af at levere en god historie. 

Når russiske tropper har rykket sig, er det i dag tydeligt at se på satellitbilleder eller på Twitter. Det er derfor ikke længere journalisternes vigtigste opgave at rapportere omkring. Til gengæld skal journalistikken bidrage til at sætte billede på hospitaler, læger, sårede, efterladte eller flygtninge.

Netop det oplevede Nanna Dam, da hun stod ved den Polsk-Ukrainske grænse.

“Nok kan man se krigen i TV, men pludselig stod jeg bare ansigt til ansigt med ukrainske flygtninge, som havde en taske i den ene hånd og et barn i den anden, mens tårerne trillede ned ad kinderne,” siger Nanna Dam. 

Også for Stefan Weichert vil de civile historier være i fokus den kommende tid. Lige nu bor han med sin kæreste i Ternopil i det vestlige Ukraine. Han har stadig en stor passion for journalistik med fokus på krig. Selvom det var tæt på at ende helt galt i Ukraine den 26. februar, fortæller Stefan Weichert, at der også er en grænse for, hvor meget man kan forsikre sig selv. Uanset sikkerhedsplaner, flugtruter, lokale kilder og skudsikre veste handler det allermest om ikke at være uheldig.

Lea Korsgaard afviser kritikken: Universitetspraktikanterne på Zetland er ikke billig arbejdskraft

Lea Korsgaard afviser kritikken: Universitetspraktikanterne på Zetland er ikke billig arbejdskraft

Lea Korsgaard afviser kritikken: Universitetspraktikanterne på Zetland er ikke billig arbejdskraft

Mediet Zetland søgte i denne praktikrunde ingen journalistpraktikanter, hvilket fik flere studerende til at rejse kritik af Lea Korsgaard, bestyrelsesformand for både DMJX og Zetland. Hun afviser dog, at mediet bør optage flere journalistpraktikanter, samt at økonomi spiller en rolle i valget af praktikanter.

TEKST:  SIMON STOKHOLM NØRSKOV
ILLUSTRATION: KATRINE Å. EDVARDSEN  

Udgivet den 12. maj 2022

I denne praktikrunde søgte mediet Zetland udelukkende to universitetspraktikanter, hvilket fik flere praktiksøgende journaliststuderende til tasterne. En af dem er fjerde semester studerende Daniel Tidemann. Hans primære kritik bygger på, at Lea Korsgaard som forperson og ambassadør for journalisthøjskolen, bør give journaliststuderende, uanset studiestart, en chance for at søge praktik på Zetland.

”Lea Korsgaard har her en gylden mulighed for at sætte handling bag ordene om, at DMJX skal uddanne journalister, der kan gå ud og gøre en forskel på arbejdsmarkedet”, siger journaliststuderende Daniel Tidemann. 

Han anerkender behovet for at bringe flere fagkundskaber ind i journalistikken. Dette er Lea Korsgaards primære argument for valget af universitetspraktikanter. Daniel Tidemann oplever dog, at det klinger hult, når Lea Korsgaard ikke griber chancen og sørger for, at Zetland deltager i praktikrunden, som nylig bestyrelsesformand for DMJX.

”Hvis det er fordi, at Zetland hellere vil have billig arbejdskraft fra universiteterne, er det også helt fair. Så synes jeg bare, at Lea Korsgaard skal være åben omkring det,” siger han.

Den dyre praktikant

Zetland kunne i 2019 rapportere om deres første overskud på bundlinjen. I samme periode søgte mediet deres første journalistpraktikant, som ifølge den seneste overenskomst skal have 13.963 kr. månedligt. Universitetspraktikanter skal derimod ingenting have. 

Udgiver og bestyrelsesformand for Zetland, Lea Korsgaard, afviser dog blankt økonomi, som en væsentlig faktor i mediets valg af praktikanter. 

Vælger Zetland journalistpraktikanter fra, fordi universitetspraktikanter er billigere?

”Nej, det er fordi tværfagligheden både beriger os og praktikanterne”.

Hvis det ikke er på grund af pengene, kan journaliststuderende så regne med flere praktikpladser på Zetland i fremtiden?

”Nej, det tror jeg ikke. Antallet af praktikpladser skal hænge sammen med Zetlands størrelse. Det er vigtigt, at der er så få praktikpladser her på Zetland, så der reelt er tale om en uddannelse for vores praktikanter.” 

Lea Korsgaard uddyber, at praktikanterne netop bliver billig arbejdskraft, hvis man tager for mange ind. Hun anerkender dog, at antallet af journalistpraktikanter er steget i sammenhæng med Zetlands økonomiske vækst.

”Vi begyndte først at tage journalistpraktikanter efter Zetland gik break-even. Derfor har vi kun haft to journalistpraktikanter, så historisk set har balancen været skæv.”

 

Så længe vi har en journalistpraktikant, og lever op til vores forpligtigelse, kan jeg ikke se, at der er noget problem. Med det sagt kan jeg godt forstå, man synes, det er ærgerligt, hvis man drømmer om en praktikplads hos Zetland

– Lea Korsgaard, bestyrelsesformand for DMJX og Zetland

 

Formands-Lea og Zetland-Lea

Lea Korsgaard ser sit ansvar forskelligt, alt efter hvilken hat hun har på. Som stifter af Zetland og tidligere chefredaktør fastslår hun, at Zetland har et medansvar for at uddanne den nye generation af journalister. De vil gerne uddanne praktikanter fra journalistuddannelserne, men de vil ligeså gerne uddanne praktikanter fra universiteterne. 

”Tværfagligheden beriger alle. Det ville også være en fattig ambition kun at ville uddanne journaliststuderende,” siger Lea Korsgaard.

Med formandshatten på mener hun, at hendes ansvar består i at lave en god uddannelse for de studerende. Lea Korsgaard mener ikke, at de to hatte overlapper særlig meget. 

Som skolens bestyrelsesformand skal Lea varetage de studerendes interesser. Samtidig har hun indflydelse på et medie, hvor drømmepladsen i øjeblikket  kun er en mulighed hvert andet semester for journaliststuderende.

”Så længe vi har en journalistpraktikant, og lever op til vores forpligtigelse, kan jeg ikke se, at der er noget problem. Med det sagt kan jeg godt forstå, man synes, det er ærgerligt, hvis man drømmer om en praktikplads hos Zetland,” siger Lea Korsgaard.

Zetland står ikke alene med ideen om tværfaglighed som et berigende element på en redaktion. Lige nu søger både Information, Kristelig Dagblad og Danmarks Radio universitetspraktikanter. 

Karakterkrav på DMJX skaber ikke længere bekymring

Karakterkrav på DMJX skaber ikke længere bekymring

Karakterkrav på DMJX skaber ikke længere bekymring

Efter sommerferien rammer karaktererne for alvor Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Ledelsen og undervisere maner dog til ro efter flere måneders planlægning og en større omstrukturering af fjerde semester på journalistuddannelsen.

TEKST: ikran abdiaziz
ILLUSTRATION: katrine å. edvardsen

Udgivet den 12. maj 2022

Nervøsiteten melder sig hos Sofie Palsgaard-Jensen, da hun første gang hører om karakterkravet. Hun går på første semester på journalistuddannelsen og frygter, at flere karakterer vil påvirke hendes selvtillid. Her tænker hun især tilbage på sin eksamen i faget ‘Journalistikken i Samfundet’.

“Man dømmer sig selv virkelig meget for den karakter, man får. Så hvis man eksempelvis får et fire-tal, så tænker man, at man blot er middelmådig,” siger Sofie Palsgaard-Jensen. 

Bekymringerne blandt studerende, ledelsen og undervisere på DMJX var også mange, da det sidste år blev annonceret, at man efter sommerferien skulle indføre karaktere på alle undervisningsforløb. Nu er tonen blandt skolens undervisere og ledelse dog en anden. 

”Jeg tror, at lige om lidt er der ingen studerende, som bekymrer sig om karakterkravet længere

 

– Henrik Berggren, Uddannelseschef for journalistuddannelsen, DMJX 

Han uddyber, at karaktererne ikke vil have en betydning for ens fremtidige praktikplads. Dertil har skolen fastsat, at man i bedømmelsen både vægter produktet og processen. 

Sofie Palsgaard-Jensen er enig i, at karaktere kan være nyttige. Hun understreger dog, at de bør gives i sammenhæng med grundig feedback. Feedbacken vil fortsat være en integreret del af undervisningen, ifølge underviser Andreas Scharnberg. Både den feedback eleverne giver hinanden, men også den man får af sin underviser. 

“Det nytter ikke at sige: ‘her er din karakter, farvel og tak’. Der skal ligge en forklaring bag. Den enkelte skal have lov til at spørge, så man forstår sin karakter,” siger Andreas Scharnberg.

Ro i maven

Lektor Mette Mørk, som underviser i journalistisk metode, har efter flere måneders planlægning også fået ‘ro i maven’. Hun har ellers tidligere udtalt, at hun frygtede at karakterkravet ville fjerne studerendes lyst til at eksperimentere. 

“Jeg synes, det hjælper, at vi er begyndt at arbejde meget konkret med indførelsen af karakterer. For nu får jeg muligheden for at give en præcis tilbagemelding på det, eleverne har lavet,” forklarer Mette Mørk. 

Hun uddyber, at de studerende ikke alene vil blive bedømt på deres journalistiske produkt. Karakteren vil også afspejle den studerendes evne til at turde eksperimentere og deres kreativitet.

Mette Mørk mener, at der fortsat er plads til, at eleverne kan ramme ved siden af undervejs på semestret. For karaktererne minimeres. På første semester gives der en enkelt karakter for semesterprojektet, på andet semester er det for PUJ og førsteårsprøven, og det gør man for at mindske elevernes frygt for at fejle. Mette Mørk gør sig især umage på at minde sine elever på første semester om dette.

“Det er vigtigt, man tør fejle, for ellers bliver man ikke en dygtig journalist,” siger Mette Mørk.

Sofie Palsgaard-Jensens nervøsitet falmer, da hun bliver opmærksom på, at der kun skal gives karakter for de afsluttende opgaver på semestrene.

“Jeg kan godt mærke, jeg får lidt ro i maven nu,” siger hun.

Underviser på journalistuddannelsen Jesper Gaardskjær mener dog fortsat, at karakterkravet er ærgerligt. Tiden uden karakterkravet har været sund for de studerende.

 

Det er ærgerligt for de studerende, som er blevet målt og vejet hele livet med karakterer,” siger Jesper Gaardskjær.

Mindre innovation og mere forretning

Karakterkravet har også medført en større omstrukturering af fjerde semester på journalistuddannelsen. 

Faget ‘Innovation X’ fjernes helt fra skemaet og udskiftes med et fag, som er lettere at give karakterer for. Farvellet til innovationsscenen skyldes også en årrække med dårlige evalueringer ifølge Henrik Berggren. 

“Ud fra evalueringerne oplever jeg, at folk hellere ville lave noget andet. Derfor laver vi noget, som retter sig bedre imod praktikken, og som vi samtidig kan give en karakter for,” siger Henrik Berggren.  

Faget, som erstatter ‘Innovation X’, kommer til at ligne ‘Journalistikken i Samfundet’. Det skal handle om aktuel medieudvikling, organisationer, forretningsmodeller og om brugen af data. 

“Det kommer både til at handle om udviklingstendenser i mediebranchen, men også hvordan det er at være praktikant eller ansat i branchen,” siger Henrik Berggren.

Det fordeles ud over tre uger, før man reelt skal i gang med praktiksøgningen i april. Forløbet afsluttes med en opgave, som har samme format som journalistikken i samfundet. Det får man en uge til, efter matchdag, hvorefter man får den endelige karakter for praktikforløbet.

“Man vil få en uge til at samle alt det, man har lært undervejs. Der er frit emnevalg, for at man kan få lov til at målrette det sin kommende praktikplads,” siger Henrik Berggren.

Selvom praktikforløbet bedømmes med en karakter, understreger Henrik Berggren, at det ikke får en betydning for, hvor man ender i praktik henne.

“Ingen praktikpladser kommer til at efterspørge dine karakter, det vil være præcis som nu,” forklarer Henrik Berggren.