Et kamera, coronapandemi og fire teenagere fra nabolaget. Sådan startede produktionen af Centrum. Den første ungdomsserie med Jonas Risvig bag rattet. I dag, tre år og ti ungdomsserier senere, er den 30-årige instruktør blevet førende inden for skildringen af ungdomslivet. Men med større succes kommer også større ansvar på godt og ondt.

Ikke langt fra Jonas Risvigs bopæl ligger hans kontor. Vi befinder os i det vestlige København, og på en af kontorets vægge hænger der flere billeder, end man kan tælle til. Nogle er fra Salsa, nogle er fra Grænser og andre er fra Viaplay-serien Drenge.

”Tænk at kunne vise sådan et billede om 20 år til ens børn og sige ’Sådan så mor ud, da hun var ung’,” fortæller han, idet han peger på et billede af en af skuespillerne.

Ligesom billederne på væggen kan han godt lide at se sine serier som et vidnesbyrd om nutidens ungdom. En slags tidskapsel, hvor generationens måde at tale på, klæde sig på og eksistere på dokumenteres gennem serierne.

Men er man kun rigtig ung, hvis man går til fester, har venner, køber vintagetøj, har sex og på den ene eller anden måde formår at lykkes med det, man bøvler med? Det er den kritik, som lyder, og spørger man Jonas Risvig selv, er svaret entydigt.

”Jeg er virkelig ked af, at mine serier har haft en ekskluderende effekt. I mange af dem er jeg nok endt med at skabe den ungdom, jeg gerne selv ville have haft.”

At føle sig udenfor de andres verden

Jonas Risvig voksede op i en lille by sydøst for Silkeborg og havde, efter eget udsagn, en ”problemfri” barndom. Forældrene var sammen, kæledyrene i live og søskendeforholdet var tæt. Først i sommerferien mellem 8. og 9. klasse begyndte tilværelsen at ændre sig.

”Jeg var på ferie, drak megamange sodavand og spiste spaghetti med ketchup. Efter ferien var alle begyndt at feste, ryge og køre scooter. De havde taget et forspring ind i teenagelivet,” fortæller Jonas Risvig.

Han husker, hvordan der pludselig var opstået helt nye interesser blandt klassekammeraterne, og især hvordan han endnu ikke delte disse interesser.

”Niende klasse var et farligt og ubehageligt sted at være. Men også sygt spændende,” fortæller han.

Uden nogen at spejle sig i begyndte han at lukke sig mere og mere inde. Han så alle ungdomsfilm. Med sin fars gamle kamera, brugte han sin fritid på at filme og klippe videoer. Det var i det øjeblik, at drømmen om selv at skildre ungdommen begyndte at spire.

”Jeg lavede parodi- og musikvideoer, fordi jeg ikke turde tage det alvorligt. Men jeg vidste, at jeg på et tidspunkt skulle skabe det, som jeg selv følte, jeg manglede i den periode,” fortæller Jonas Risvig.

”Jeg vil lave serier, der larmer”

Youtube-serien Centrum, der blev udgivet i 2020, markerer begyndelsen på Jonas Risvigs instruktørdrøm, og siden er listen kun blevet længere.

Fælles for alle Jonas Risvig-serier er deres udforskning af problemstillinger, der kendetegner ungdomslivet. Lige fra giftig maskulinitetskultur til seksualitet, svære venskaber og gymnasiedrama.

”Jeg vil gerne lave serier, som larmer. Ligesom hvis naboen holder fest, og der kører et beat hele natten. Det er irriterende, hvis man gerne vil op om morgenen, men ikke desto mindre, ved alle, at der er fest,” fortæller Jonas Risvig.

Der var et stort fokus på unge som mistrives under coronapandemien. I Centrum var det dog det modsatte. De unge nød at få en pause.

I flere af serierne vises unge, der ryger og drikker alkohol, men også dem, der vælger det fra. For Jonas Risvig handler det om at fremvise sider af ungdomslivet, som ofte forbliver skjulte i fiktion og dermed skabe larm.

”I stedet for at pakke rygning væk, har vi forsøgt at starte en samtale om eksempelvis gruppepres. Og så længe Kræftens Bekæmpelse og Børns Vilkår støtter mine projekter, er det vigtigere for mig end sure forældre,” fortæller han.

Derudover er serierne også karakteriseret ved, at mange af skuespillerne er uprøvede.

Når det gælder casting, har Jonas Risvig opdaget en vigtig opgave i at finde dem, som ikke nødvendigvis råber højest. Både for at skabe en bredere repræsentation, men også for at give selv de mest generte en mulighed for at blive hørt.

”At finde en ung version af mig selv, som ikke ville turde melde sig – det kunne være fantastisk. Men man skal huske, at selvom den dreng, som har det svært, ville være den bedste til at spille netop det, så skal der være en lyst og tryghed i at deltage,” fortæller han.

Jonas Risvig har et ønske om, at serierne repræsenterer en nuanceret ungdom, men ligesom tilfældet før, er det nemmere sagt end gjort:

”Kropsdiversitet er det sværeste. For hvis man er 17 år gammel og føler, man ikke ligner de andre, kan det være enormt angstprovokerende at stå frem,” fortæller han.

Jonas Risvig besøger landets teaterskoler for at tale med underviserne i håb om at skabe en tryggere ramme for unge. Han opsøger også sociale boligområder for at finde piger og drenge med forskellig etnisk baggrund.

Kan mænd lave serier om kvinder?

Selvom flere af serierne fik betydelig succes, var det først med serien Salsa, sendt på DR, at Jonas for alvor brændte igennem. En serie om venskab, kærlighed og ikke mindst teenagepiger, der udforsker deres seksualitet.

”Salsa er den serie, som har været allerfedest at lave. Men det er også den, som jeg har hørt mest for, og den, som jeg har været mest i tvivl om, hvorvidt den skulle fortsætte,” fortæller Jonas Risvig.

Nogle seere har kritiseret Salsa for det faktum, at den er instrueret af en mand. En kritik, som fremstår mere personlig end konstruktiv, og som er svær at anerkende for Jonas Risvig.

”Fordi det er en serie om kvinder, bestod næsten hele produktionsholdet af kvinder. Jeg ønskede at starte en nuanceret samtale om seksualitet, men jeg har lagt et kæmpe arbejde i at få de rigtige stemmer indover,” fortæller han og fortsætter:

”Man må altid bedømme produktet, men når kritikken går på min person og mine intentioner, bliver jeg mega ked af det.”

Han understreger, at både mænd og kvinder kan producere godt indhold om det modsatte køn, og at det altid handler om at gøre sig umage for at sætte sig ind i kulturen.

Indtil videre er der udgivet to sæsoner af Salsa, mens arbejdet på sæson tre er i gang.

Den ”seje” måde at være ung på

Jonas Risvig bruger og inddrager sit publikum. De unge er med til idéudvikling og manuskriptskrivning, og skuespillerne bliver bedt om at omformulere replikkerne til måden, de selv ville sige dem. 

For Jonas Risvig er det vigtigt, at det er de unge, som taler, når offentligheden ser ham som ungdommens talerør.

”Jeg er blevet ham, som jeg altid selv var i opposition imod. Den voksne, som skulle gætte på, hvordan det er at være ung. Så jeg ser virkelig min position som et ansvar, der forpligter,” fortæller han. 

Alligevel har han mødt kritik for at portrættere et perfekthedsbillede af, hvordan man er ung på den ”seje” måde. En måde, hvor man har lyst til at drikke alkohol hver weekend og tale med sine venner om kærlighed og sex. 

Selv var Jonas Risvig ikke bevidst om, hvordan hans serier havde påvirket visse unge.

”I forsøget på at skabe et indbydende univers og rum for samtale er jeg også endt med at ekskludere alle dem, som ikke har det på samme måde. Det er ret vildt, for jeg har ikke tænkt over det, før den del af kritikken opstod,” fortæller han.

Når Jonas aktivt opfordrer til åbenhed, er det ikke usædvanligt for ham at blive mødt med kritik. Han nævner endda, at han dagligt modtager kritik, og der er næsten intet, han ikke har hørt før.

På trods af det har denne del af kritikken alligevel gjort et stort indtryk på ham.

”Det, som har gjort mig allermest ked af det, er, hvis jeg har fået nogen til at føle, at de ikke er gode nok. Det skulle meget gerne have været det modsatte. Hver dag er denne del af kritikken øverst på min liste over ting, jeg skal arbejde på,” fortæller Jonas Risvig.

Han er ved at lægge sidste hånd på spillefilmen Kontra, der, ifølge ham selv, er et opgør med netop den perfekthedskultur, han selv har været med til at portrættere. Så når filmens hovedkarakter ikke lader sig bukke under for normen om at skulle være ung på en bestemt måde, ser Jonas Risvig det også som en form for kritik af sig selv og sine tidligere produktioner.

”Hovedkarakteren adskiller sig meget fra dem, der ellers har optrådt i mine serier, og nu sidder jeg også med Salsa 3, hvor vi er ved at gøre det hele ‘lidt grimmere’ og mere relaterbart,” fortæller han. 

Selvom den 30-årige instruktør har mødtmeget kritik, er han ikke i tvivl om, at han skal blive ved med det, han laver. For hvad der var hans drivkraft for overhovedet at begynde, er også motoren for at fortsætte: At give nogen noget at spejle sig i.

”Jeg ser nu, at det var meget få mennesker på min årgang, der udlevede den vilde ungdom. Jeg glemte, at min sidemakker kunne have det på samme måde som mig, og jeg håber, at mine serier kan hjælpe andre i samme situation,” fortæller han.