Er tiden løbet fra fotojournalisterne?

Er tiden løbet fra fotojournalisterne?

Er tiden løbet fra fotojournalisterne?

Hvad – eller hvem – bliver fremtidens fotojournalist? En stigende tilgængelighed af teknologi og øget efterspørgsel på billigere produktion truer fotojournalisternes arbejde.

TEKST: ANDERS VILLAUME VESTERGAARD
FOTO: ANDERS VILLAUME VESTERGAARD & KASPER SØHOLT

Udgivet den 30. marts 2023

Er fotojournalister på vej til at blive en uddøende race? Det er et stadig mere presserende spørgsmål, idet flere danske medier tager skridtet mod at skære ned på deres fotoredaktioner. Med digitalisering og øget konkurrence fra amatørfotografer, står professionelle fotojournalister overfor den udfordring at bevare deres relevans og position i en mediebranche, som er i konstant udvikling. 

På grund af det stigende forbrug af mobiltelefoner kan almindelige mennesker nu dokumentere begivenheder og dele billeder på sociale medier, imens de største begivenheder i verden udspiller sig. 

Fotojournalistikkens fremtid

Spørgsmålet er, om journalister selv kan tage billeder til deres artikler, eller om der allerede findes nok stof på sociale medier. På Danmarks Medie- og Journalisthøjskole er der allerede fra første semester et stort fokus på, at de journaliststuderende lærer at tage billeder, som er fængende og dækkende for historierne. 

En tendens, som vi allerede nu kan se udspille sig i den danske mediebranche. 

Helsingør Dagblad, som er en del af Danmarks næststørste mediehus, Jysk Fynske Medier, er et dansk eksempel på en avis, der har valgt ikke længere at benytte sig af fotojournalister. Avisen har det seneste års tid ikke haft nogen fotojournalist ansat, og billederne til artiklerne skal derfor komme fra en freelance-fotograf, som avisen indimellem benytter sig af samt mediebrugernes egne billeder. Derudover skal journalisterne selv pudse linserne, når historien skal følges til dørs.

Jeg håber, det bliver et kvalitetsstempel både nu og i fremtiden, at dét, at man er fotojournalist, er lig med, at man er uddannet, men også at man har forstand på det, man laver og kan regne med det, man ser.”

– Sisse Stroyer, Formand for Pressefotografforbundet

Chefredaktør på Helsingør Dagblad, Josephine Vedel, erkender, at fotografer og journalister kan noget forskelligt, men hun mener, at hendes journalister sagtens kan løfte den nye opgave, som består i at tage billeder til avisens journalistiske produkter. 

”Jeg er godt klar over, at fotografer og journalister kan noget forskelligt og er uddannet i noget forskelligt. For det visuelle giver en stor kvalitet til journalistikken. Derfor har jeg 14 journalister ansat, der bliver uddannet i at tage billeder til deres historier,” siger Josephine Vedel. 

Men spørgsmålet er, om det giver det samme resultat i sidste ende, hvis journalisten selv skal tage billederne, som hvis en uddannet fotojournalist er med inde over opgaven. Og om journalisterne kan fange den nerve i billedet, som fotojournalisterne bruger en uddannelse på at lære at mestre. Ifølge Sisse Stroyer, som er formand for Pressefotografforbundet, er der en særlig kvalitet ved at have en uddannelse og erfaring som fotojournalist. 

”Jeg håber, det bliver et kvalitetsstempel både nu og i fremtiden, at dét, at man er fotojournalist, er lig med, at man er uddannet, men også at man har forstand på det, man laver og kan regne med det, man ser,” siger Sisse Stroyer. 

Nye arbejdsopgaver venter 

Netop derfor har man på Helsingør Dagblad taget initiativ til at give kurser til de journalister, som nu skal til at tage billeder selv, så de kan få de rigtige værktøjer til at løfte deres nye opgave. Ifølge Josephine Vedel, har ændringen heller ikke haft nogen indflydelse på antallet af læsere. 

”Vores læsere har ikke reageret på den her snak om fotografer og billeder. Det har været en faglig diskussion, som jeg synes, er vigtig at tage. For det handler om, at vi skal fortsætte med at lave godt indhold,” siger hun. 

Men ifølge Sisse Stroyer fra Pressefotografforbundet er det ikke kun indholdet, der kan blive påvirket af tendensen, men også det faktum at både fotojournalister og journalister skal omstille sig til de mange nye arbejdsopgaver, som venter i fremtiden. 

”Det har jo ikke kun været fotografer, der har skulle lære nye ting, men hele branchen, der har skulle omstille sig jævnligt gennem mange år. Jeg tror både journalister, fotografer og mange andre bliver bedt om at lave meget mere end det, man blev uddannet til i sin tid,” siger Sisse Stroyer.

”Vi skal bruge vores ressourcer ordentligt, og derfor er jeg nødt til at kigge på, hvordan vi får mest ud af dem. Helsingør Dagblad er et lille mediehus, der har brug for journalister og fotojournalister med multifunktionelle kompetencer.”

– Josephine Vedel, chefredaktør på Helsingør Dagblad

Økonomien spiller en rolle 

Ifølge Sisse Stroyer er det blandt andet et spørgsmål om økonomi, når medier tager beslutningen om at lade journalisterne stå for de arbejdsopgaver, som ellers er tiltænkt fotojournalisterne. 

”Der er kroner og ører bag beslutningen. Det er der,” siger hun. 

En påstand, som Josephine Vedel ikke blankt afviser, da medarbejdere med flere kompetencer er med til at få det maksimale ud af de ressourcer, som et lokalt medie som Helsingør Dagblad har til rådighed. 

”Vi skal bruge vores ressourcer ordentligt, og derfor er jeg nødt til at kigge på, hvordan vi får mest ud af dem. Helsingør Dagblad er et lille mediehus, der har brug for journalister og fotojournalister med multifunktionelle kompetencer,” siger hun. 

Josephine Vedel peger dog på, at det er en vigtig debat at have, og hun hilser kritikken velkommen. Hun gør det dog også klart, at man skal bruge fotojournalisterne rigtigt, hvis man skal gøre brug af dem. Det har Helsingør Dagblad ikke gjort i tilstrækkelig grad, mener hun. Og det er en af grundene til, at man ikke længere har fotojournalister ansat på avisen.

”Med den historik, som har været på det her dagblad, har vi ikke brugt fotografer efter hensigten. De er ikke blevet brugt til at styrke historien, fordi vi blandt andet har brugt dem på bagkant. De er kommet ud til opgaven og har uretfærdigvis ikke kendt vinklen på historien, og så er billedet ikke fulgt med historien,” siger Josephine Vedel. 

Løsningen skal dog ikke findes i at fraskrive sig brugen af fotojournalister, men netop i et bedre samarbejde fotojournalister og journalister imellem. Et samarbejde, der ifølge Sisse Stroyer, er den bedste kombination for at opnå en god journalistisk historie. 

”Jeg vil til enhver tid sige, at en journalist og en fotograf sammen er den bedste kombination for at lave en historie med mange lag. Man taler sammen før, under og efter historien. Så kan man hjælpe hinanden at lave en rigtig fin historie,” siger Sisse Stroyer.

FOTOEKSPERIMENT

Er der forskel på, hvad en journalist og en fotojournalist kan bag et kamera? Illustreret Bunker har bedt to studerende om at bidrage med hvert sit portrætfotografi til denne artikel. Den ene er journaliststuderende og artiklens forfatter, Anders Villaume Vestergaard, hvis erfaring med fotografi er begrænset. Den anden er Kasper Søholt, som læser fotojournalistik.

ANDERS VILLAUME VESTERGAARD, JOURNALISTSTUDERENDE

KASPER SØHOLT, FOTOJOURNALISTSTUDERENDE

Berømt og berygtet, elsket eller frygtet: Tidligere journaliststuderende fortæller om praktikkens betydning

Berømt og berygtet, elsket eller frygtet: Tidligere journaliststuderende fortæller om praktikkens betydning

Berømt og berygtet, elsket eller frygtet: Tidligere journaliststuderende fortæller om praktikkens betydning

Illustreret Bunker har talt med tre nyuddannede journalister for at blive klogere på praktiktidens rolle i en medieverden, der kan være svær at navigere i. Det blev til samtaler om prestige, freelancearbejde og knuste drømme, der heler igen. 

TEKST: IBEN MEJLHEDE & CARL ELMOSE BRØCKER
ILLUSTRATION: KATRINE ÅSLEFF EDVARDSEN

Udgivet den 30. marts 2023

“Det giver helt klart flere point på Lecoq at sige, man er journalistpraktikant på Politiken end på JydskeVestkysten.” 

Det fortæller Mark Michael Hede, tidligere praktikant på netop JydskeVestkysten. Han blev efterfølgende fastansat samme sted og har været der lige siden. Mark valgte i sin tid et lokalt medie, fordi han kunne få en masse ansvar som praktikant. 

“Min praktiktid betød meget for min fastansættelse, fordi jeg fik lov til at vise, hvad jeg kunne. Når jeg havde den rigtige idé, kunne jeg skrive langt og om lige præcis det emne, jeg havde lyst til. Den frihed blomstrer man af,” siger han. 

Mark mener, at der er gået for meget prestige i valget om praktikpladsen. Ifølge ham handler det mere om, hvad man har lavet og ikke, hvor man har lavet det. Jo mere erfaring, man har fra praktikstedet, jo mere kan man også skrive på cv’et. 

“Det varer kun halvandet år, så du bør vælge efter, hvor du bedst kan udvikle dig som journalist. Du bør vælge det sted, hvor du får flest muligheder for at dygtiggøre dig i stedet for at vælge efter, hvor alle dine venner flytter hen, eller hvad der ser sejt ud på Twitter,” siger han. 

“Det kan nogle gange virke til, at der er længere fra København til Tønder end fra Tønder til København.”

– Mark Michael Hede, Tidligere praktikant på JydskeVestkysten

Journaliststuderende søger desuden praktiksted ud fra, hvor i landet det ligger. Ifølge tal fra Illustreret Bunker er hovedstadsområdet er det mest populære, fordi der er mere at tage sig til efter en lang arbejdsdag, og fordi mange vil have et job i København efterfølgende.

“Det kan nogle gange virke til, at der er længere fra København til Tønder end fra Tønder til København,” indskyder Mark Michael Hede. 

Praktikstress

Lektor og praktikkoordinator på DMJX, Martin Vestergaard, uddyber de studerendes tilgang til praktiksøgningen. 

“Mit indtryk er, at geografi betyder meget for de studerendes valg – langt mere end praktikstedet. Desuden er der meget rygtebørs her på DMJX, fordi det er en lille skole. Praktikstresset går let i selvsving,” siger han og understreger, at hans udtalelser udelukkende beror på en masse erfaring og fornemmelser. Der er endnu ikke nogen specifikke undersøgelser, der nuancerer og forklarer journalistpraktikanternes valg.  

Martin Vestergaard fortæller, at medieverdenen har stort fokus på de små lokale medier, der giver en masse praktisk erfaring og muligheden for at følge sine historier til dørs. 

“Internt i mediebranchen har regionale medier høj prestige. Søger du et fast job i Danmarks Radio, så kigger de ikke efter, om der står Berlingske på cv’et. De kigger efter, hvad du har af erfaring. Hvis du har været praktikant på et lokalt medie, så har du måske lært meget, og det kan de godt bruge. De bliver ikke forblændet af, at der står Berlingske,” siger han.

 Freelancearbejde kan have stor betydning

Netop den praktiske erfaring med det journalistiske håndværk fremhæver Johanne Jedig Wejse, når hun skal forklare, hvordan hun som nyuddannet journalist landede et job på Jysk Fynske Mediers ultralokale SkanderborgLIV. Hendes praktiktid foregik på Jyllands-Postens lokal- og indlandsredaktion, og her blev de første lokaljournalistiske frø sået.

“Da jeg var færdig i praktik, ville jeg gerne have en hundehvalp og holde en pause. Jeg var ikke særligt opsøgende i forhold til at blive freelancer, og det skal man være for at bevare sine muligheder.”

– Johanne Jedig Wejse, Tidligere praktikant på Jyllands-Posten

“Jeg havde ikke fået min nuværende stilling, hvis jeg ikke havde lavet lokaljournalistik i min praktiktid. Og det er også mit indtryk med mange andre. Hvis der er nogen, der har beskæftiget sig med erhvervslivet i praktiktiden, så har de nemmere ved at få job inden for erhvervsjournalistik senere hen.”

Johanne fortæller desuden om freelance-arbejdets betydning efter praktiktiden. De studerende, der påtog sig flest freelanceopgaver hos deres tidligere praktiksted sideløbende med bachelorskrivningen, fik et afgørende forspring til den senere jobsøgning.

“Da jeg var færdig i praktik, ville jeg gerne have en hundehvalp og holde en pause. Jeg var ikke særligt opsøgende i forhold til at blive freelancer, og det skal man være for at bevare sine muligheder,” siger Johanne.

Hun uddyber, at freelance-arbejdets store betydning for en senere fastansættelse overraskede hende. Det blev derfor aldrig aktuelt med en fastansættelse hos hendes praktiksted, fordi hun efter praktiktiden prioriterede andet end arbejde.   

 “Jyllands-Posten slår sjældent faste stillinger op. De fleste, der bliver ansat, har været freelancere og løstansatte ved avisen. Når man er ny, grøn journalist, så handler det om ens produkter og ens arbejde. Jeg tror ikke, jeg havde indset, hvor vigtigt det var at komme med på den opsøgende freelance-bølge i det halve år, hvor jeg skrev min bacheloropgave,” siger hun. 

Afslag gav nye perspektiver

Efter afslag på samtlige af sine praktikansøgninger endte Niels Frederik Dybdal Rickers i presseafdelingen hos Lindhardt og Ringhof. Siden har han været freelancejournalist på Altinget, hvor han desuden tilbragte det sidste halve år af sin praktiktid. Nu er han ansat på 24syv og udlever den radiodrøm, som han i sine studieår på DMJX gik rundt med. 

“Jeg fandt ud af, at det vigtigste ikke var, hvor jeg havde været, men hvad jeg havde lært. Så længe du arbejder hårdt og sætter dig nogle mål.”

– Niels Frederik Dybdal Rickers, Freelancejournalist på Altinget

En drøm, der var lysår fra et københavnsk forlag med hundredvis af kommunikationsopgaver. Han husker en særlig kultur, der gennemsyrede tiden op til praktiksøgningen, og som indebar en jagt efter de store, etablerede medier. 

“Jeg ville ønske, jeg kunne rejse tilbage i tiden og sige til mig selv, at det hele nok skulle gå. Der var en eller anden tanke om, at man skulle have den helt rigtige praktikplads, ellers så var du fucked. Og det passer ikke. Det er sagt med et kæmpe smil på læben og slet ikke i nogen ond mening, men man skal passe på med at lytte for meget til sine studiekammerater,” siger han.

Tiden i Lindhardt og Ringhof åbnede nye døre, nye perspektiver, som han ikke havde for øje i praktikræset. Han greb muligheden for at dykke ned i sine interesser og udvikle sine kompetencer fremfor at lade skuffelsen over afslagene fylde for meget. 

“Jeg kunne ikke sidde og tude over, at jeg ikke fik DR eller Politiken. I stedet kunne jeg bruge det her som en mulighed for at øve mig i nogle ting og lægge en strategi. Selvom et forlag ikke var min førsteprioritet, gav det mig muligheden for at sætte mig ned og tænke over, hvad det egentlig er, jeg vil blive god til? Hvad det egentlig er, der interesserer mig? For de tanker havde praktikræset fuldstændig slettet,” fortæller han og uddyber, at tiden på forlaget desuden gav ham et enormt kildenetværk, som han stadig benytter sig af i sit nuværende job.  

“Et bredt kildenetværk er en kæmpe styrke som journalist, og det er noget, som man ikke har, når man kommer fra Journalisthøjskolen. Vi har ikke været ude i branchen, vi har ikke mødt en masse mennesker, vi har ikke lavet en masse historier og fået trykket en masse hænder.”

Niels Frederik bruger sin egen historie som en opfordring til kommende journalistpraktikanter, der er nervøse for afslag og forpurrede praktikplaner. Han fortæller, at man for alt i verden skal undgå at lade sig slå ud, hvis ens praktikdrømme ikke går i opfyldelse. Det handler om at få det bedste ud af det at være ydmyg og øve sig i de ting, man gerne vil blive god til. Mange af de evner, som han tilegnede sig undervejs i sin praktiktid på Lindhardt og Ringhof og på Altinget, endte med at få stor betydning, da han senere skulle fortsætte sin karriere efter uddannelsen.

“Jeg fandt ud af, at det vigtigste ikke var, hvor jeg havde været, men hvad jeg havde lært. Man skal simpelthen være åben over for de steder, man nu lander, for du kan altid lære et eller andet. Så længe du arbejder hårdt og sætter dig nogle mål. Og så skal du lytte til dem, der har mere erfaring end dig selv,” siger han.