Ti gode råd til praktiksøgningen fra Chat-GPT

Ti gode råd til praktiksøgningen fra Chat-GPT

Ti gode råd til praktiksøgningen fra Chat-GPT

Illustreret Bunker har sprunget over, hvor gærdet er lavest. Vi har fået vores nye ven og skrivekammerat, Chat-GPT, til at kigge ind i internettets dybeste afkroge og fundet ti hurtige råd til din praktiksøgning.

TEKST: CHAT-GPT 
ILLUSTRATION: KATRINE ÅSLEFF EDVARDSEN

Udgivet den 01. juni 2023

I en konkurrencepræget medieverden er det at få en praktikplads ofte et vigtigt skridt mod at kickstarte en succesfuld karriere. Hos Illustreret Bunker har vi lyttet til vores læseres behov og sammensat en liste med 10 effektive råd, der vil hjælpe dig med at skille dig ud og øge dine chancer for at sikre dig drømmepraktikken. Uanset om du drømmer om at arbejde på et førende mediehus, i en spændende radio- eller tv-station eller et innovativt online medie, vil disse råd være uvurderlige i din jagt på den eftertragtede praktikplads. Så lad os dykke ned i disse tips og tricks, der vil guide dig mod din professionelle fremtid!

Selvfølgelig! Her er 10 gode råd til at få en praktikplads:

Start tidligt: Begynd din søgning efter praktikpladser tidligt. Mange virksomheder har faste deadlines, og det er vigtigt at være proaktiv og søge i god tid.

Research virksomheder: Lav en liste over relevante medievirksomheder, aviser, magasiner, radio- og tv-stationer osv. Research virksomhederne grundigt for at forstå deres værdier, arbejdskultur og hvad de efterspørger hos deres praktikanter.

Tilpas din ansøgning: Skræddersy din ansøgning og dit CV til hver virksomhed, du ansøger hos. Vis, at du har sat dig ind i virksomhedens profil og brug konkrete eksempler på, hvordan dine færdigheder og interesser passer til deres behov.

Networking: Udnyt dit netværk. Tal med tidligere praktikanter, lærere, venner eller familiemedlemmer, der arbejder inden for mediebranchen, og bed om hjælp, anbefalinger eller tips til praktikpladser.

LinkedIn og sociale medier: Opdater din LinkedIn-profil og brug sociale medier som Twitter eller Facebook til at følge og engagere dig med virksomheder og personer inden for branchen. Det kan åbne døre og skabe muligheder for at få kendskab til praktikstillinger.

Praktikmesser og arrangementer: Deltag i praktikmesser, branchearrangementer og netværksmøder, hvor du kan møde repræsentanter fra medievirksomheder og opbygge relationer. Disse begivenheder kan også give dig mulighed for at præsentere dig selv og din interesse for praktikpladser.

Skaf praktisk erfaring: Selvom det kan være udfordrende at få en formel praktikplads, kan du skabe praktisk erfaring på andre måder. Lav dit eget blog, start en podcast eller bidrag til lokale medier. Dette viser din interesse og dedikation til journalistik.

Vær vedholdende: Forvent at møde afslag undervejs, men giv ikke op. Hold dig motiveret og fortsæt med at søge og følge op på ansøgninger. Vedholdenhed og engagement kan skille dig ud fra konkurrencen.

Frivilligt arbejde: Overvej frivilligt arbejde eller ulønnet praktik i mindre medieorganisationer eller non-profit-organisationer. Dette kan give dig værdifuld erfaring, netværk og muligvis åbne døre for fremtidige muligheder.

Opdater og forbedr dine færdigheder: Mens du søger efter praktikpladser, er det vigtigt at kontinuerligt forbedre dine færdigheder. Tag kurser, læs faglitteratur, og hold dig opdateret med de seneste udviklinger inden for mediebranchen. 

Vær altid nysgerrig og læringsorienteret.

Disse råd er baseret på vores erfaringer og ønsket om at hjælpe dig med at skille dig ud i din praktiksøgning. Husk, at det at få en praktikplads kan være en konkurrencepræget proces, men med dedikation, vedholdenhed og en strategisk tilgang kan du øge dine chancer for at få drømmepraktikken. Så kom i gang, vær proaktiv og gå efter dine mål. Vi ønsker dig held og lykke i din jagt på den perfekte praktikplads og i din fremtidige karriere som medieprofessionel!

Varmeste hilsner,

Chat-GPT

Tæt På Sandheden: ”Om det er journalistik, må nogle andre vurdere”

Tæt På Sandheden: ”Om det er journalistik, må nogle andre vurdere”

Tæt På Sandheden: ”Om det er journalistik, må nogle andre vurdere”

Troværdighed er et vigtigt emne i journalistisk formidling, og derfor arbejder journalister typisk uafhængigt. Men på redaktionen hos Tæt På Sandheden forholder det sig lidt anderledes, for her er man afhængig af, at målgruppen griner.

TEKST: TIKE ALI BELLOUKI CLAUSEN
ILLUSTRATION: KATRINE ÅSLEFF EDVARDSEN

Udgivet den 01. juni 2023

”Jeg bruger nogle af de journalistiske værktøjer, som jeg også brugte på Ekstra Bladet, blandt andet når jeg udvælger vinkler og researcher, men derudover, så er det endelige produkt usammenligneligt,” siger Nina Ahrenkiel. Hun er journalist og har sin daglige gang hos det satiriske program Tæt på Sandheden.

Journalisterne medbringer hver uge to historier, hvor komikerne derimod arbejder med hver deres. De arbejder derefter sammen med komikerne om deres egne historier. En normal dag starter typisk med et morgenmøde, som omfatter redaktionens to journalister, redaktionschefen, instruktøren og fire komikere, og på den måde er dagens start på redaktionen ikke ulig så mange andre redaktioners.

Satirebrillen

Siden Nina Ahrenkiel blev færdiguddannet, har hun beskæftiget sig med satire. Der er stor forskel på arbejdsdagen som praktikant på Ekstra Bladet kontra arbejdsdagen som uddannet journalist. I arbejdet med historierne til Tæt På Sandheden har Nina Ahrenkiel typisk en uge til at fordybe sig i historierne, hvorimod hun på Ekstra Bladet oplevede, at der var en høj forventning til hurtige historier.

”Som skrivende journalist, så husker jeg, at man var meget alene, og historierne skulle hurtigt afsted. Nu har jeg mere tid til fordybelse, og vi arbejder som et hold,” siger Nina Ahrenkiel.

Michael Christiansen, som har været en del af den danske comedyscene siden begyndelsen af 00’erne, er i dag hovedforfatter på Tæt På Sandheden. Han er blandt andet kendt for sin medvirken i Zulu Late Night Live på TV2 Zulu og DR2-programmet, Tjenesten – Nu På TV. Desuden har han lavet materiale til Dybvaaaaad!

Han fortæller, at journalisterne ikke går helt klassisk til værks. De læner sig ikke op ad de gængse nyhedskriterier, og når journalisterne trækker i arbejdstøjet, har de satirebrillen på. Udover det så er der fokus på, at der er en balancegang i indslagene i hvert afsnit, så man kommer gennem forskellige emner og personer.

”Vi kigger på, hvad der rør sig i tiden; hvad der er hyper-aktuelt, og så prøver vi med komiske briller  at lave et alsidigt program. Det ville være ærgerligt, hvis man var efter Mette Frederiksen i et helt program,” siger Michael Christiansen.

Journalisten er rygdækning

Selve programmet er bygget op på en måde, hvor der kan trækkes paralleller til en nyhedsudsendelse. Dog har Jonathan Spang, der er studievært i Tæt På Sandheden, en mere fremtrædende rolle, end hvad en studievært normalt har. Faktatjek er en vigtig opgave for journalisterne, for selvom satire både indeholder elementer af overdrivelse og sketches, tager den udgangspunkt i en virkelig historie. 

”Vi tager kun fra anerkendte medier, eller medier der er tilmeldt pressenævnet, så vi er sikre på, at vores fakta holder,” siger Nina Ahrenkiel.

Dog er det kun en af mange opgaver, som de har på redaktionen. Journalisterne er komikernes rygdækning. De sørger for, at der er styr på fakta, så komikerne kan holde fokus på at være morsomme. I deres research og udvælgelse af historier kigger de gerne efter selvmodsigelser og hykleri, da det er materiale, der kan bruges i satiregenren.

 På redaktionen tager journalisterne udgangspunkt i indenlandske historier, der er aktuelle, hvor man ser en komisk vinkel. Det er ikke journalisternes opgave at være sjove, men de skal i deres research have gjort sig tanker om, hvorfor lige netop denne historie har sin gang i det populære tv-program. 

”Vi står slet ikke for at være sjove, det er 100 procent komikerne, men det er klart, at man skal have et blik for det komiske, men fra et journalistisk standpunkt,” siger Nina Ahrenkiel.

Når Michael Christiansen beskriver journalisternes arbejde, så er det som et fundament for programmet. Ikke alene finder de og arbejder med størstedelen af historierne som bringes i afsnittene, de sørger også for, at der er hold i alt, hvad der bliver sagt. Når programmerne bliver særligt kritiske overfor nogle af de magthavende karakterer, så kan journalisterne få lov at holde journalistikken i udstrakt arm.

”Jeg mener, at det er rigtig journalistik, men vi har ikke ressourcerne til at forelægge kritikken for dem, vi kritiserer, inden vi publicerer. Her kan vi dække os ind under at være et satirisk program,” siger Michael Christiansen.

Leg lidt med uddannelsen

Selvom journalistuddannelsen handler om formidling, så kan den bruges til meget andet end at formidle nyheder på de klassiske medier, og der er ifølge Nina Ahrenkiel heller ingen tvivl om, at journalisterne hos Tæt På Sandheden bruger redskaber fra journalistikken. Der bliver klippet indslag og lavet interviews, som de liner op i samarbejde med redaktionens reporter, Camilla Boraghi. 

For Nina Ahrenkiel har det været et tilfælde, at hun endte i satiregenren, og siden hun blev færdiguddannet journalist, har hun beskæftiget sig med satire. Først som radioproducer på radiokanalen 24/7, hvor hun var assistent på Den Korte Radioavis. 

”Det var nyt for mig, at man kunne være journalist i satiren, men så tog det ene det andet. Og jeg bruger klart journalistiske værktøjer. Om det så er journalistik, det må nogle andre vurdere, men jeg håber at folk ved, at man kan lege lidt med uddannelsen,” siger Nina Ahrenkiel.

I løbet af sin tid på skolen lagde underviserne meget vægt på at fortælle Nina og hendes medstuderende, at den mediebranche, som de blev uddannet til, ville se helt anderledes ud, når de om nogle år var uddannede journalister.

”Vi fik at vide, at de jobs vi kunne få, ville være helt anderledes end dem, vi så i branchen. For mit vedkommende må det siges at være helt sandt,” siger Nina Ahrenkiel.

Mads Nissen har gjort det igen og cementerer sig blandt verdenseliten af fotojournalister

Mads Nissen har gjort det igen og cementerer sig blandt verdenseliten af fotojournalister

Mads Nissen har gjort det igen og cementerer sig blandt verdenseliten af fotojournalister

Et hattrick som den første nogensinde. Mads Nissen har for tredje gang vundet en hovedpris ved verdens mest prestigefyldte konkurrence for fotojournalistik. Det kræver arbejde, hvor man tør bruge sig selv. Spørgsmålet er, om der er plads til det.

TEKST: ANDERS BRØNDSHOLM
FOTO: KASPER SØHOLT

Udgivet den 01. juni 2023

”Vi er jo nødt til at drikke noget af hans champagne for ham. Han får jo så meget af det, at han ellers bliver alkoholiker, og det går jo ikke.”

 En kollega stikker hovedet ind i det lokale, hvor vi sidder med Mads Nissen. Selvom hans kommentar er sagt med et glimt i øjet, så er den ikke helt forkert. Mads Nissen har nemlig modtaget meget champagne på det seneste.

 I lige det øjeblik er det blot nogle timer siden, han stod foran sine kolleger på Politiken og fik overrakt en ny flaske. Fint pakket ind i film og med et hvidt bånd med Politikens logo om flaskehalsen.

 Selvom kalenderen kun viser maj, har Mads Nissen i år indtil videre vundet prisen for verdens bedste fotograf af Pictures of the Year International og den regionale hovedpris for bedste fotoserie i Asien ved World Press Photo 2023. Verdens mest prestigefyldte konkurrence indenfor fotojournalistik. Denne gang skyldes fejringen, at han netop har vundet hovedprisen for den bedste fotoserie i verden ved selvsamme World Press Photo 2023.

 Det betyder, at han er den første fotograf nogensinde til at modtage tre hovedpriser ved World Press Photo, da han også vandt årets billede i 2015 og 2021. Med sin røde bogryg står World Press Photo bogen for 2021 endda stadig uåbnet i sin plastikfilm på hans skrivebord. Nu får den snart selskab af 2023-udgaven.

 Han har vundet for fortællingen ’The Price of Peace in Afghanistan’, der består af ni billeder, som på hver sin måde beskriver livet i Afghanistan, efter Vesten trak sig ud i sommeren 2021, og Taliban igen fik kontrol med landet. Billeder af fattigdom, sult og et land i dyb krise.

”Nu står vi her så. Det lykkedes,” siger han og kigger ud på Mads Nissen, før han fortsætter med hænderne hævet foran sig: ”Du lovede de indsatte i fængslet i Afghanistan, at du ville fortælle deres historie. Nu er det kåret som verdens bedste fotoserie.”

– Christian Jensen, ansvarshavende chefredaktør på Politiken

Derfor er det nu tredje gang indenfor et par måneder, at kollegerne på Politiken er samlet midt i redaktionslokalet til croissanter, kaffe og taler. Mads Nissen står forrest i forsamlingen, men ude til siden tæt op ad en mørkegrå skillevæg i stof. I sin sorte skjorte og sorte bukser er det lige før, han går i et med væggen. Han gemmer sig ikke, men holder sig alligevel ude i siden.

 Hans blik er på chefredaktør Christian Jensen, som ud til forsamlingen forklarer, at det ikke er mere end en måned siden, de stod her sidst og fejrede hans første pris for Afghanistan-serien. Dengang krydsede de fingre for, at de igen skulle stå her for at fejre hovedprisen.

”Nu står vi her så. Det lykkedes,” siger han og kigger ud på Mads Nissen, før han fortsætter med hænderne hævet foran sig: ”Du lovede de indsatte i fængslet i Afghanistan, at du ville fortælle deres historie. Nu er det kåret som verdens bedste fotoserie.”

Ramt af magi i Venezuela

 Mads Nissen er opvokset på Djursland i 80’erne, i hvad han selv beskriver som et hippie-kollektiv på landet. Igennem hans opvækst oplever han nogle meget snævre rammer for, hvilken type man kunne være. Nogle rammer, som meget handler om enten fodbold eller håndbold.

 ”Jeg passede bare ikke rigtigt ind. Jeg var opvokset lidt anderledes og var måske ikke helt som de andre.”

 Som 18-årig rejser han til Venezuela som leder af Den Fri Ungdomsuddannelse for at lære spansk og arbejde frivilligt. Før turen køber han et gammelt Nikon kamera og nogle ruller film. Han havde en ide om, at det at fotografere måske kunne være noget for ham, selvom han ikke vidste meget om det.

 ”Jeg spurgte en til råds om, hvad jeg så skulle fotografere, og vedkommende svarede bare: ’Kontraster.’”

 Bevæbnet med rådet, en 18-åriges gåpåmod og den store metalklods af et kamera bevæger han sig ud i byen Mérida, hvor han bor, og finder sig en dag i et af byens fattigere områder. Her slår det ham, hvad det præcist er, han kan opnå med fotografiet.

 ”Det var magisk. Som en åbenbaring slår det mig, at jeg med kameraet kan kombinere mine tre store interesser. Det at være kreativ, det at gøre en forskel og det at være nysgerrig på andre mennesker. Det stod så klart.”

 Herfra var det helt naturligt for ham, at hans vej ind i det at fotografere skulle findes i fotojournalistikken og i fotojournalistuddannelsen på DMJX. Det handlede for ham ikke om at tjene en masse penge eller sælge et produkt. Det handlede altid om historien.

Det stædige fotografi 

En af de historier skulle mange år senere vise sig at være historien om et nyt Afghanistan. Et land hærget af en lang krig, som sluttede i 2021, da Vesten endegyldigt trak sig ud og overlod magten til Taliban.

 ”Det var ikke kun den politiske historie om et land, som efter en 20 år lang krig var blevet forladt i kaos. Det var mere historien om en befolkning på 48 millioner mennesker, som var blevet overladt til sig selv og Taliban,” forklarer Mads Nissen.

 Derfor rejser han i januar sidste år til landet sammen med journalisten Bo Søndergaard for at dokumentere livet for den almindelige afghaner. Et arbejde, som senere bliver til den fotoserie, der netop har vundet prisen for verdens bedste.

 Selvom han ikke selv vil udpege et hovedbillede i serien, så er det fotoet af 15-årige Khalil, som gang på gang bliver fremhævet. Med et blik, der på samme tid er stålfast og opgivende, stirrer den spinkle dreng os ind i øjnene, mens han løfter op i sin trøje og viser det lange ar på siden af sin mave.

 “Vi havde hørt, at der foregik illegalt organsalg som en metode til at overleve. Vi beder vores lokale fixer om at undersøge det og finde nogle eksempler. Han finder blandt andet Khalil, som jo er en sindssygt stærk fortælling. Én ting er at sælge din egen nyre for at overleve, men noget helt andet er at sælge din søns nyre.”

 Mads Nissen og Bo Søndergaard er ikke i tvivl om, at de med Khalil Ahmad har en stærk historie, som verden skal se. Den 15-årige afghanske dreng, som må sælge sin ene nyre, for at hans forældre kan brødføde ham og hans 10 søskende. Men hvordan fortæller man den historie som fotograf? Undervejs er han i tvivl, selvom han er helt klar over, hvorfor billedet med Khalil er så stærkt.

”Det er…” siger han, afbrudt af en pause med blikket rettet mod ingenting: ”…et spørgsmål om ansvar. Hvem er ansvarlig for noget så forfærdeligt? Jeg bilder mig ind, at Khalil med sit blik siger: ’Jeg er jo bare en dreng. Hvad fanden har I gjort ved mig?’”

De første billeder, han tager, er af dem sammen. Far og søn. Men han synes ikke, det fungerer. Der er en distance mellem dem, som han ikke kan finde ud af fotografere. Det handler om meget mere end forholdet mellem far og søn. Det betyder noget for os i Danmark, fordi det handler om forholdet mellem os og et land, hvor vi har ført krig i 20 år. Derfor står Khalil stærkere alene. De tanker gør han sig nu næsten 16 måneder senere. Men han vidste ikke, at det ville være sådan, da han stod i huset med Khalil. Sådan er fotografi nogle gange. Handling trumfer tanke.

”Du kan have en masse intentioner med fotografi, men det har også sin egen vilje. De bedste billeder er dem, du ikke kan tænke dig til.”

Kameraet på bordet

 Når man taler om journalistik og fotojournalistik med Mads Nissen, så ender man tit i en samtale om empati og medmenneskelighed.

 ”Hvis jeg skal vælge et ord, som jeg gerne vil have på mine billeder, så skal det være empati og medfølelse. Det højeste man kan opnå, er, at folk ser ens billeder og får en snert af, hvad det er for et menneske på det.”

 Det at bruge sin empati i sit arbejde betyder ikke, at det så handler om en selv. Tværtimod. Han påpeger, at hans egen empati i historierne er et værktøj til at skabe den følelse hos modtageren. At fotojournalistik i dag ikke handler så meget om at styre kameraet, men at styre følelsen i billedet hen til det, som historien handler om.

 ”Det handler om at kunne se snittene i samfundet og komme ind i dem. Når du så er inde i dem, så handler det om at fange en følelse, som bevæger folk. Helt simpelt, hvad er en god historie?”

Derfor mener han, at remsen fra første semester om, at journalistikken skal være ’tilstræbt objektiv’ er en illusion. Hvis man vil ind til den gode historie, skal man bruge sig selv.

 ”Hvad fanden er det at være tilstræbt objektiv?” spørger han ud i luften uden at forvente et svar, før han fortsætter: ”Et tilstræbt objektivt menneske lyder så koldt, og hvem gider åbne sig op for sådan et?”

 Det betyder ikke, at han ikke påtager sig rollen som journalist i mødet med sine kilder. Faktisk gør han en dyd ud af altid at ”placere kameraet på bordet fra starten”, som han selv forklarer det. På den måde viser man også, hvorfor man er der. Man er der, fordi man ønsker at videreformidle lige netop dét til andre.

”Hvis jeg skal vælge et ord, som jeg gerne vil have på mine billeder, så skal det være empati og medfølelse. Det højeste man kan opnå, er, at folk ser ens billeder og får en snert af, hvad det er for et menneske på det.”

– Mads Nissen

”Selvfølgelig kommer man også som et menneske, men din grund til at være der er jo, at du er journalist. Det er en journalist, som folk inviterer indenfor.”

En blind maratonløber

Mads Nissen har været vant til at rejse steder, som turistbrochurerne ignorerer. Gentagne rejser til et fattigdoms- og voldsplaget Colombia og et krigshærget Ukraine, er bare nogle af de seneste stempler i det rødbedefarvede pas. Rundrejsen i Afghanistan bliver dog til en ekstra hård tur for den erfarne journalist.

 ”Det var virkelig en udmattende tur, og vi kom begge derfra helt emotionelt oprevne. Vi oplevede en afmagt over, at det her land bare er efterladt til sig selv. Det er ikke bare, at Vesten har glemt Afghanistan. Det er, at Vesten gerne vil glemme Afghanistan.”

 Han forsøger at bruge lange bade som en form for meditation. Han tager i saunaen på hotellet, selvom det er noget, han ellers aldrig vil gøre. Men Afghanistan er ikke et land, som letter på speederen. Han fortæller om den dag, hvor han kommer tilbage til hotellet efter at have fotograferet Khalil. Han føler sig udmattet og har brug for at samle sig på hotelværelset. Så rammer et jordskælv, som slår 26 mennesker ihjel.

 ”Hver eneste gang jeg lige troede, at jeg kunne trække vejret, så gav Afghanistan mig bare en kæmpe lussing.”

Det er en af de eneste gange, hvor han ikke kunne få sig selv til at tage et billede. Han er fotograf, og det er han, fordi han tager billeder. Lige der kan han bare ikke rumme det. Han er tømt og har ikke mere at give. Overvejelserne om den personlige pris for hans arbejde er noget, han tænker over. Han husker særligt en samtale med Jan Dagø, der er tidligere fotograf ved Jyllands-Posten, men som måtte stoppe og i dag lever med store traumer.

 ”Han sagde engang til mig: ’Mads. Du tror, at du kan finde ud af at stoppe i tide. Det tror vi, men det kan vi ikke.”

 Han frygter, at hvis han fortsætter med at arbejde på den måde, så rammer han en dag muren. Hvordan stopper man i tide, når man ikke ved, hvornår den tid er inde? Det er som en blind maratonløber, der ved, at der findes en mur ét sted på den 42 kilometer lange rute, men bare ikke ved hvor. Hvis du først rammer muren, er det for sent.

 Det dilemma er svært, men han bruger sig selv og sine prioriteter som guide. Han har fået det råd fra sin psykolog, at så længe han kan mærke noget i kroppen, en sitrende fornemmelse, når han taler om sine oplevelser, så er han stadig i kontakt med sig selv. Det er først, hvis han ikke mærker noget, at han skal være nervøs. Han har også gjort det klart for sig selv, at han har andre prioriteter i livet end at fotografere.

 ”Jeg er far, og hvis det er prisen for, at jeg ikke altid kan arbejde, som jeg gør nu, så er det okay. Det er jeg afklaret med.”

Hattricket i hus

 Vi har efterhånden tilbragt en del timer med Mads Nissen. Vi har været med til hans fejring, til et forretningsopkald og på sidelinjen, når han arbejder med kollegaen Jacob Ehrbahn. Vi har sågar været med hjemme i hans lejlighed og mødt hans kone. Set hans børns værelser.

Det er dog først nu, samtalen går på, hvorfor vi egentlig er der. Altså. Vi er der for at tegne et portræt af verdens bedste fotograf, men hvorfor er Mads her egentlig? Vi stopper op foran et sandwichsted i en sidegade ikke langt fra Politikens Hus på Rådhuspladsen. Det er en varm, solskins majdag i København, så der er en livlig trafik af mennesker omkring os. Han ser ned i jorden. Tænker lidt, før øjnene igen kommer til syne.

 ”Hvis der er én ting, som jeg håber at bidrage med, er det et budskab om sårbarhed i branchen. Det har manglet før,” siger han.

 Han fortæller om dengang, han startede i et fag, som var konkurrencepræget på en dårlig måde, hvor der herskede en machokultur, og drømmene var små. Det at kunne tage nogle tæsk var en del af det. Han ser det bare ikke sådan. Hvis du er for fokuseret på en hård facade, så misser du den følelse, som du gerne vil formidle gennem dine billeder.

”Det handler ikke om mig. Det handler altid om de personer, som er på billedet, men jeg tror på, at jeg er nødt til at bruge mig selv for at fange dem. Derfor handler det ikke om mig, men på et eller andet plan er der noget rigtigt i, at ethvert billede er et selvportræt.”

 Du kan ikke fange den følelse, der er i et rum, når en far fortæller om, hvordan han har været tvunget til at lade sin 15-årige søn gå under kniven for blot at kunne brødføde sine børn, hvis du ikke selv kan acceptere at føle den. Det gør han. Han ser, at branchen har udviklet sig til noget bedre. Der er mere plads til at være sårbar, end da han startede. Mere plads til at drømme. På trods af det, er hans budskab stadig vigtigt. Han har selv været igennem den mølle, som mange unge fotografer ofte bliver mødt med.

 ”Jeg har hørt det samme som alle andre. At jeg aldrig kunne komme til at leve af det. At jeg aldrig ville blive ansat på et dagblad.”

 Men det kunne han. Det gjorde han. Og nu står han med et hattrick af en af verdens mest prestigefyldte fotopriser – endda som den første nogensinde. Man skal turde at ville noget. For drømmene er ikke større, end de der drømmer dem.

43 millioner til lokaljournalistikken: Støttepenge vækker opsigt hos Jysk Fynske Medier

43 millioner til lokaljournalistikken: Støttepenge vækker opsigt hos Jysk Fynske Medier

43 millioner til lokaljournalistikken: Støttepenge vækker opsigt hos Jysk Fynske Medier

Regeringens seneste finanslovsforslag for 2023 har til formål at støtte lokaljournalistik og sikre vigtige nyheder til borgerne. Der er forskellige meninger om de 43,1 millioner kroner, alt efter hvem du spørger, men en ting er sikkert: Flere mediechefer fortæller nu, at der er brug for pengene, og at mange lokalmedier lever på lånt tid.

TEKST:  johan kaas nørgaard
illustration: katrine 

Udgivet den 01. juni 2023

Journalist og ansvarshavende chefredaktør for Jysk Fynske Medier, Peter Orry, ser to overordnede problematikker for de gratis ugeaviser. For det første er der en konjunkturbestemt udfordring. Det er simpelthen blevet dyrere at trykke aviserne, da priserne på papir er fordoblet i forhold til for et år siden. Derudover er det også blevet væsentligt dyrere at distribuere aviserne. Ovenstående er blot to faktorer, som plager de trykte ugeaviser, men der ligger også en langsigtet strukturel udfordring, som har været i gang over mange år, og som ikke ser ud til at forsvinde. 

’’Techgiganterne Google og Facebook æder en større og større del af annoncemarkedet hvert eneste år,’’ siger Peter Orry. 

 Disse problematikker omhandler de trykte ugeaviser, og det er også derfor, at Jysk Fynske Medier vil opfordre regeringen til at tage særligt hensyn til de trykte aviser, når de indsender deres høringssvar. Ugeaviser er gratis og er dermed meget afhængige af annonceindtægter. 

 ’’Det er en vigtig pointe, at de trykte medier er udfordrede, og at de om 10 år ikke vil være så udbredte, som de er i dag,” siger Peter Orry.

 Administrerende direktør for Sjællandske Medier, Jens Nicolaisen, mener, at pengene falder på et tørt sted og vil hjælpe medierne godt på vej.

 ’’Det er ikke, fordi vi uden regeringens tilskud ikke vil være i stand til at producere god journalistik, men vi er bare der, hvor der skal tages nogle fravalg, jeg synes er ret store,’’ siger Jens Nicolaisen.

Pengene skal altså gå til at finansiere digital omstilling, de stigende omkostninger og til, at medierne fortsat kan producere god journalistik. 

 Ugeaviser vokser i popularitet

 Danmarks 160-170 ugeaviser når ud til 2,3 millioner danskere. Det viser analyseinstituttet Gallups seneste målinger af læsertal. Peter Orry konstaterer, at ugeaviserne tidligere har haft et dårligt ry for at være ukritiske, men at der i dag bliver bedrevet kvalitetsjournalistik rundt omkring på de forskellige ugeaviser. 

 Peter Orry fortæller, at de nogle gange har oplevet at artikler fra ugeaviserne, er blevet taget op i pressenævnet, fordi de ifølge ham har formidlet god kritisk journalistik. Han nævner også, at en avis som Herlev Bladet har tradition for kritisk journalistik, og at de vandt årets bedste ugeavisjournalistik sidste år kåret af Foreningen af Ugeaviser.

 Tilsyneladende vil danskerne gerne læse nyheder fra deres lokalområde, og der ses da også en stigning i læsertallene hos Jysk Fynske Medier, der ugentligt når 988.000 danskere. Hvis lokalmedierne fortsat skal have en reel mulighed for at overleve og samtidig levere kvalitetsjournalistik, rækker de 43,1 millioner ikke så langt. 

Peter Orry ser helst, at pengene bliver fordelt ligeligt mellem de 160 lokalaviser. Det er rundt regnet 270.000 kr. til hver avis. På den måde vil de små medier forholdsmæssigt få størst gevinst, men det er også dem, der ifølge Peter Orry er mest i nød.

Jens Nicolaisen er enig med JFM og tillægger også lokaljournalistikken en kæmpe betydning.

 “Den rolle, som god og uafhængig journalistik spiller, bliver lidt glemt midt i den her SoMe-tid,” siger Jens Nicolaisen.

Han mener, at de lokale aviser, uanset størrelse, spiller en afgørende rolle for demokrati, frihed og lokalsamfundet.

 43 millioner er utilstrækkeligt

Professor i medieledelse ved Copenhagen Business School, Anker Brink Lund, siger, at de gratis ugeaviser længe har været undervurderede. Både af dem der fordeler den offentlige mediestøtte, og af de private udgivere, som forsømte at udvikle dem journalistisk, mens de gav pæne overskud. 

 ’’Her og nu er 43 millioner i mediestøtte ikke ret meget fordelt på 160-170 landet over. Så det ender nok som en velment, men helt utilstrækkelig dråbe i de etablerede mediehuses slunkne pengekasser – uden at hr. og fru Danmark får ret meget nyskabende lokaljournalistik ud af det,’’ siger Anker Brink Lund

 Der er altså blandede holdninger til de 43 millioner kroner, alt efter hvem du spørger. 

Der er enighed blandt Peter Orry og Anker Lund om, at beløbet godt kunne have været større. Jens Nicolaisen erkender også, at medierne er økonomisk udfordrede, men han ser også et problem i, at de danske lokalmedier bliver for afhængige af statslige midler. 

 ’’Hvis du spørger mig, så lyder det forkert, at det er staten, der driver de lokale medier. Det er jo meningen, vi skal tjene vores penge selv. Vi kan ikke blive ved med at holde fast i noget, hvor forretningsmodellen slet ikke hænger sammen,’’ siger Jens Nicolaisen.

Støttepengene er afgørende for lokaljournalistikken

Sjællandske Medier og JFM er enige om, at de trykte aviser bliver udfaset mere og mere i løbet af de næste år, og at aviserne gradvist skal digitaliseres. Jens Nicolajsen maner til ro og håber på, at regeringens støttepenge forhåbentligt kan give lokaljournalistikken muligheden for fortsat at give et kvalificeret indspark til samfundsdebatten. Han lægger vægt på, at medierne stadig skal agere den fjerde statsmagt, uafhængigt af andre magtinstanser. Det går ikke, at medierne skal være afhængige af politikere og staten. Ligesom Peter Orry mener Jens Nicolaisen dog, at pengene er altafgørende, for at lokalmedierne stadig kan have journalister ansat på de mindre redaktioner.

Jens Nicolaisen er overbevist om, at journalisterne kan drage fordel af den digitale udvikling. Han nævner blandt andet, at Chat-GPT-robotten kan effektivisere dele af det journalistiske indhold, og at redaktionerne dermed kan tåle at være mindre besatte end før i tiden.

 Peter Orry er bange for, at regeringens bekendtgørelse ikke i tilstrækkelig grad tilgodeser de trykte aviser, hvis pengene også går til en masse digitale, mindre journalistisk seriøse medier. Det er ifølge Peter Orry ugeaviserne, som bedriver god kritisk journalistik, og pengene skal gå til, at journalisterne har tid og ressourcer til at dykke ned i samfundsrelevante emner.

Jens Nicolaisen og Peter Orry synes, at pengene skal fordeles ud på landets lokalmedier, da der er særligt brug for en økonomisk hjælpende hånd lige nu. 

 ’’Der bliver lukket ugeaviser hele tiden, og der kommer til at lukke flere, hvis bekendtgørelsen fortsat ser ud, som den gør lige nu,’’ siger Peter Orry.

Er tiden løbet fra fotojournalisterne?

Er tiden løbet fra fotojournalisterne?

Er tiden løbet fra fotojournalisterne?

Hvad – eller hvem – bliver fremtidens fotojournalist? En stigende tilgængelighed af teknologi og øget efterspørgsel på billigere produktion truer fotojournalisternes arbejde.

TEKST: ANDERS VILLAUME VESTERGAARD
FOTO: ANDERS VILLAUME VESTERGAARD & KASPER SØHOLT

Udgivet den 30. marts 2023

Er fotojournalister på vej til at blive en uddøende race? Det er et stadig mere presserende spørgsmål, idet flere danske medier tager skridtet mod at skære ned på deres fotoredaktioner. Med digitalisering og øget konkurrence fra amatørfotografer, står professionelle fotojournalister overfor den udfordring at bevare deres relevans og position i en mediebranche, som er i konstant udvikling. 

På grund af det stigende forbrug af mobiltelefoner kan almindelige mennesker nu dokumentere begivenheder og dele billeder på sociale medier, imens de største begivenheder i verden udspiller sig. 

Fotojournalistikkens fremtid

Spørgsmålet er, om journalister selv kan tage billeder til deres artikler, eller om der allerede findes nok stof på sociale medier. På Danmarks Medie- og Journalisthøjskole er der allerede fra første semester et stort fokus på, at de journaliststuderende lærer at tage billeder, som er fængende og dækkende for historierne. 

En tendens, som vi allerede nu kan se udspille sig i den danske mediebranche. 

Helsingør Dagblad, som er en del af Danmarks næststørste mediehus, Jysk Fynske Medier, er et dansk eksempel på en avis, der har valgt ikke længere at benytte sig af fotojournalister. Avisen har det seneste års tid ikke haft nogen fotojournalist ansat, og billederne til artiklerne skal derfor komme fra en freelance-fotograf, som avisen indimellem benytter sig af samt mediebrugernes egne billeder. Derudover skal journalisterne selv pudse linserne, når historien skal følges til dørs.

Jeg håber, det bliver et kvalitetsstempel både nu og i fremtiden, at dét, at man er fotojournalist, er lig med, at man er uddannet, men også at man har forstand på det, man laver og kan regne med det, man ser.”

– Sisse Stroyer, Formand for Pressefotografforbundet

Chefredaktør på Helsingør Dagblad, Josephine Vedel, erkender, at fotografer og journalister kan noget forskelligt, men hun mener, at hendes journalister sagtens kan løfte den nye opgave, som består i at tage billeder til avisens journalistiske produkter. 

”Jeg er godt klar over, at fotografer og journalister kan noget forskelligt og er uddannet i noget forskelligt. For det visuelle giver en stor kvalitet til journalistikken. Derfor har jeg 14 journalister ansat, der bliver uddannet i at tage billeder til deres historier,” siger Josephine Vedel. 

Men spørgsmålet er, om det giver det samme resultat i sidste ende, hvis journalisten selv skal tage billederne, som hvis en uddannet fotojournalist er med inde over opgaven. Og om journalisterne kan fange den nerve i billedet, som fotojournalisterne bruger en uddannelse på at lære at mestre. Ifølge Sisse Stroyer, som er formand for Pressefotografforbundet, er der en særlig kvalitet ved at have en uddannelse og erfaring som fotojournalist. 

”Jeg håber, det bliver et kvalitetsstempel både nu og i fremtiden, at dét, at man er fotojournalist, er lig med, at man er uddannet, men også at man har forstand på det, man laver og kan regne med det, man ser,” siger Sisse Stroyer. 

Nye arbejdsopgaver venter 

Netop derfor har man på Helsingør Dagblad taget initiativ til at give kurser til de journalister, som nu skal til at tage billeder selv, så de kan få de rigtige værktøjer til at løfte deres nye opgave. Ifølge Josephine Vedel, har ændringen heller ikke haft nogen indflydelse på antallet af læsere. 

”Vores læsere har ikke reageret på den her snak om fotografer og billeder. Det har været en faglig diskussion, som jeg synes, er vigtig at tage. For det handler om, at vi skal fortsætte med at lave godt indhold,” siger hun. 

Men ifølge Sisse Stroyer fra Pressefotografforbundet er det ikke kun indholdet, der kan blive påvirket af tendensen, men også det faktum at både fotojournalister og journalister skal omstille sig til de mange nye arbejdsopgaver, som venter i fremtiden. 

”Det har jo ikke kun været fotografer, der har skulle lære nye ting, men hele branchen, der har skulle omstille sig jævnligt gennem mange år. Jeg tror både journalister, fotografer og mange andre bliver bedt om at lave meget mere end det, man blev uddannet til i sin tid,” siger Sisse Stroyer.

”Vi skal bruge vores ressourcer ordentligt, og derfor er jeg nødt til at kigge på, hvordan vi får mest ud af dem. Helsingør Dagblad er et lille mediehus, der har brug for journalister og fotojournalister med multifunktionelle kompetencer.”

– Josephine Vedel, chefredaktør på Helsingør Dagblad

Økonomien spiller en rolle 

Ifølge Sisse Stroyer er det blandt andet et spørgsmål om økonomi, når medier tager beslutningen om at lade journalisterne stå for de arbejdsopgaver, som ellers er tiltænkt fotojournalisterne. 

”Der er kroner og ører bag beslutningen. Det er der,” siger hun. 

En påstand, som Josephine Vedel ikke blankt afviser, da medarbejdere med flere kompetencer er med til at få det maksimale ud af de ressourcer, som et lokalt medie som Helsingør Dagblad har til rådighed. 

”Vi skal bruge vores ressourcer ordentligt, og derfor er jeg nødt til at kigge på, hvordan vi får mest ud af dem. Helsingør Dagblad er et lille mediehus, der har brug for journalister og fotojournalister med multifunktionelle kompetencer,” siger hun. 

Josephine Vedel peger dog på, at det er en vigtig debat at have, og hun hilser kritikken velkommen. Hun gør det dog også klart, at man skal bruge fotojournalisterne rigtigt, hvis man skal gøre brug af dem. Det har Helsingør Dagblad ikke gjort i tilstrækkelig grad, mener hun. Og det er en af grundene til, at man ikke længere har fotojournalister ansat på avisen.

”Med den historik, som har været på det her dagblad, har vi ikke brugt fotografer efter hensigten. De er ikke blevet brugt til at styrke historien, fordi vi blandt andet har brugt dem på bagkant. De er kommet ud til opgaven og har uretfærdigvis ikke kendt vinklen på historien, og så er billedet ikke fulgt med historien,” siger Josephine Vedel. 

Løsningen skal dog ikke findes i at fraskrive sig brugen af fotojournalister, men netop i et bedre samarbejde fotojournalister og journalister imellem. Et samarbejde, der ifølge Sisse Stroyer, er den bedste kombination for at opnå en god journalistisk historie. 

”Jeg vil til enhver tid sige, at en journalist og en fotograf sammen er den bedste kombination for at lave en historie med mange lag. Man taler sammen før, under og efter historien. Så kan man hjælpe hinanden at lave en rigtig fin historie,” siger Sisse Stroyer.

FOTOEKSPERIMENT

Er der forskel på, hvad en journalist og en fotojournalist kan bag et kamera? Illustreret Bunker har bedt to studerende om at bidrage med hvert sit portrætfotografi til denne artikel. Den ene er journaliststuderende og artiklens forfatter, Anders Villaume Vestergaard, hvis erfaring med fotografi er begrænset. Den anden er Kasper Søholt, som læser fotojournalistik.

ANDERS VILLAUME VESTERGAARD, JOURNALISTSTUDERENDE

KASPER SØHOLT, FOTOJOURNALISTSTUDERENDE