Risikoen for trusler og digital chikane er efterhånden blevet hverdagskost for nogle journalister. Dansk Journalistforbund afkræver en samlet national politik. “En erhvervsrisiko,” lyder det dog fra JydskeVestkystens chefredaktør Mads Sandemann. Er trusler og digital chikane blevet et vilkår for journalister?

”Jeg ved, hvor du bor, og jeg kommer og får fat i dig.” Dette er desværre et syn, som møder nogle journalister, når de åbner deres e-mail eller indbakke på telefonen. Ovenstående eksempel kommer fra Mads Sandemann, chefredaktør ved JydskeVestkysten. 

”Vi modtager trusler flere gange om året. Det er særligt i forbindelse med retssager og kriminalstof, hvor kriminelle truer os til ikke at skrive om retssagerne,” siger han. 

Trusler og digital chikane er ikke kun afgrænset til JydskeVestkysten. Hos Ekstra Bladet, Jyllands-Posten og Berlingske tegner der sig et lignende billede. Truslerne omhandler mest pressioner – altså trusler, hvor medier trues til at undgå at skrive om bestemte historier. Den digitale chikane er særlig slem, når medierne bringer historier om indvandrerdebatten, Metoo-bevægelsen, og hos JydskeVestkysten – artikler om ulve i Danmark og vindmøller. 

Trusler og digital chikane er blevet hverdagskost for mange journalister. Hvordan håndterer medierne dem, og er det branchens ansvar at håndtere problemet?

Handling fra medierne kræves

Hos Ekstra Bladet, Jyllands-Posten og Berlingske har man ikke en fast drejebog, når det kommer til trusler og digital chikane. Modtager deres journalister en trussel, skal vedkommende gå til nærmeste leder eller chefredaktør, hvorefter sagerne håndteres individuelt, men herefter ophører den samlede linje.

I en undersøgelse foretaget af Dansk Journalistforbund, som undersøger digital chikane over for journalister, svarede 26% af de adspurgte medlemmer, at de har været udsat for digital chikane – hvoraf ca. en femtedel har oplevet trusler. Og her kan manglen på den samlede linje meget vel være en årsagsforklaring på det høje antal, mener arbejdsmiljøkonsulent hos Dansk Journalistforbund, Tom Hansen. Han mener, at tallene fra undersøgelsen kalder på handling fra arbejdsgiverne.

Hos flere af de adspurgte medier berettes det, at journalisterne ikke ser det som et tabu, at råbe højt omkring trusler og digital chikane. Desværre tegnes en anden tendens – nemlig at journalisterne ikke altid registrerer den digitale chikane. Det er simpelthen blevet hverdagskost. 

”Vi har oplevet to gange at få brændt vores redaktionsbiler af.”

– Mads Sandemann, chefredaktør, JydskeVestkysten 

Trusler er et grundvilkår

Tilbage hos JydskeVestkysten kommer truslerne i flere forskellige former.

”Vi har oplevet to gange at få brændt vores redaktionsbiler af. Det var i forbindelse med, at vi dækkede uroligheder i nattelivet og narkomiljøet i Haderslev. Vi er ret overbevist om, at der var nogen i miljøet, der forsøgte at afskrække os fra at skrive om disse ting,” beretter Mads Sandemann. 

Særligt en sag stikker ud hos JydskeVestkysten. I forbindelse med en retssag, blev en af mediets journalister væltet omkuld af den tiltalte, fordi den vedkommende ville have fat i journalistens blok. Den tiltalte blev senere dømt for vold mod journalisten. På trods af de voldsomme oplevelser og frustrationen over digital chikane mod JydskeVestkystens journalister, er budskabet tydeligt fra Mads Sandemann. 

”Der er stor magt i det, vi publicerer, og derfor er der også nogle, som forsøger at tie os. Men jeg kender ikke eksempler på, at truslerne påvirker vores journalistik. Journalistik kræver mod, og det ved man på redaktionerne. Du kan kalde det en erhvervsrisiko. Det er bare et grundvilkår,” siger han.

Ifølge chefredaktør for Jyllands-Posten, Marchen Neel Gjertsen, har de også erkendt, at det er svært helt at undgå. 

“Der er ikke nogen medarbejdere, der skal affinde sig med, at det er en del af arbejdsmiljøet, men vi har navne og mails på vores journalister liggende frit tilgængeligt. Vi vil rigtig gerne, at alle kan henvende sig til vores journalister, så derfor er det et vilkår, at det sker engang imellem,” siger hun.

Trusler hører ikke til på Twitter

Hos både Ekstra Bladet, JydskeVestkysten og Jyllands-Posten opfordrer man journalisterne til ikke at svare, hvis de oplever digital chikane eller trusler. Marchen Neel Gjertsen forklarer, at det på deres redaktion i stedet er ledelsen, der tager kontakt til afsenderne, da man oplever at at de negative henvendelser minimeres, når svarene kommer fra ledelsen. 

Marchen Neel Gjertsen fortæller om en episode, hvor en af Jyllands-Postens praktikanter modtog en racistisk e-mail.

“Vores praktikant lagde det på Twitter, for at oute personen, men han sendte det ikke videre til mig. Her havde vi ikke gjort vores procedure tydelig nok for de nye praktikanter,” siger hun.

Episoden gjorde, at man hos Jyllands-Posten indskærpede overfor alle medarbejdere, at alt skulle sendes videre til ledelsen. Det resulterede i endnu flere henvendelser med lignende oplevelser.

”Jeg synes ikke, at det er en velvoksen debatsektion på en stor avis værdigt at lade debattører stå selv med de reaktioner, som debatindlæg kan afstedkomme.”

– Anne Kirstine Cramon, tidligere klummeskribent på Berlingske

Hadefulde beskeder er også et problem

Selvom man ikke udsættes for direkte trusler, oplever mange journalister at modtage hadefulde og chikanerende beskeder. Ifølge DJ’s undersøgelse har 93% af dem, der har været udsat for digital chikane, oplevet negative kommentarer. 

For at generere opmærksomhed omkring artikler bruger flere danske mediehuse sociale medier som værktøj. Mange steder er man dog nødsaget til at ansætte SoMe-ansvarlige til at moderere kommentarfelterne, fordi debatten ofte afstedkommer en meget hård tone. 

Ifølge Marchen Neel Gjertsen er det dog svært at balancere grænsen mellem fri debat og en modereret tone.

”Der er selvfølgelig en grænse mellem, hvad der er lovligt og ulovligt. Rendyrket racisme og trusler om vold ville vi slette uden tøven. Der er dog en masse gråzoner, fordi der findes mange versioner af synspunkter og måder at formulere dem på,” fortæller hun.

Anne Kirstine Cramon har i en årrække skrevet debatindlæg og klummer i Berlingske, men sagde for nyligt stop, da arbejdet affødte for meget chikanerende sprogbrug i indbakken. Hun stiller sig kritisk overfor Berlingskes håndtering af digitale krænkelser, og mener, at de kunne have gjort mere for at beskytte hende som skribent. 

”Jeg synes ikke, at det er en velvoksen debatsektion på en stor avis værdigt at lade debattører stå selv med de reaktioner, som debatindlæg kan afstedkomme,” fortæller hun.

Debatredaktør på Berlingske Pierre Collignon forholder sig til kritikken.

”Med hensyn til Anne Kirstine Cramon, er det tydeligt, at hun har oplevet, at vi ikke rakte nok ud. Det er jo hendes oplevelse, men jeg har talt med mange andre af vores skribenter, som har nogle andre oplevelser. Med hende skulle jeg have været endnu mere tydelig,” siger han.

“Vi har intet overblik over truslerne”

Ekstra Bladet er et andet medie, der også har oplevet problemet trusler og chikane. Pernille Rask, chef for Administration og Jura hos Ekstra Bladet, erkender, at problemet er stort, og at det kan være svært at holde styr på. 

”Risikoen for digital chikane og trusler er faktisk på som dagsorden på intromødet for vores praktikanter. Vi siger simpelthen til dem, ’I kan komme til at møde en masse grimt, blot fordi I udgiver journalistik, som nogle kan være uenige med jer i. Vi vil gerne skåne jer for det, men det er simpelthen så bredt, så vi kan ikke skåne jer fuldstændig fra det’,” siger hun. 

Selvom problemet er omfattende, kender flere journalister ikke til politikken for håndtering af digital chikane på deres arbejdsplads, hvis der da overhovedet er en. 

Hos Ekstra Bladet har de – som følge af den aktuelle debat – forsøgt at skabe et overblik, fortæller Pernille Rask. 

”Vi har oprettet en intern mailadresse, som vi opfordrer vores medarbejdere til at sende alt til, så vi kan få et overblik over, hvor stort omfanget af digital chikane er. På nuværende tidspunkt har vi ikke overblik. Men helt rene trusler er det ikke mit indtryk, at vi vælter os i,” siger hun.

“Mediernes politik skal tydeliggøres”

At mediernes politik omkring håndteringen ikke er tydelig nok, er et problem. I en undersøgelsen fra DJ svarer 40% af de adspurgte medlemmer, at de enten ikke ved, om der er en politik for håndtering af digital chikane, eller at der slet ikke er en politik. 

Arbejdskonsulent hos Dansk Journalistforbund, Tom Hansen, forholder sig til undersøgelsens resultater:

”De her svar giver et billede af, at ikke alle arbejdsgivere er lige gode til at forebygge belastninger som følge af digital chikane. I forlængelse af ovenstående punkter, er dette med til at tegne et billede af, at forebyggelse af belastninger af digital chikane kan blive meget bedre,” siger han.

Flere af de adspurgte medier lægger en del af skylden over på de sociale medier. Her beskyldes særligt Facebook for ikke at tage nok ansvar. Men spørger man Anne Kirstine Cramon, kræver en kulturændring også, at medierne selv tager ansvar for de debatter, de sætter i gang. 

“​Der er slet ikke afsat nok ressourcer til det. Jeg kunne godt tænke mig, at det medie, der lægger platform til, er ansvarlig for tonen.”

Det nuværende klima afholder dog ikke alle journalister fra at holde fanen højt.

“Vi kunne aldrig finde på ikke at skrive en historie, pga. frygten for digital chikane og trusler. Der skal vi stå fast med vores professionalisme.”, lyder det fra Mads Sandemann fra JydskeVestkysten.