Internettet giver adgang til et uudtømmeligt lager af information, der med den rette tilgang kan være uvurderlig for undersøgende journalister. Her får du historien om, hvordan danske journalister benyttede sociale medier, Google Earth og smarte Google-søgninger i deres prisvindende afsløring af et muligt brud på EU-lovgivning.

Seks kampklædte soldater træder ud på den gyngende gummibåd, mens den bliver sænket ned i vandet fra Bayunah-korvetten, et franskbygget krigsskib. Maskingeværerne hviler i hænderne. Kort efter skyder gummibåden gennem bølgerne i Bab el-Mandeb-strædet ud for Yemens kyst med kurs mod et fragtskib. De bevæbnede, sortklædte specialstyrker vader over fragtskibet mod besætningen, der opgivende rækker armene i vejret.

Alt dette kan ses i en emiratisk TV-reportage fra den 16. oktober, 2015. Fem år efter og tusindvis af kilometer væk, i et redaktionslokale i København, graver et hold af journalister klippet frem under en ugelang workshop, hvor de undersøger dansk våbeneksport med netmediet Danwatch i spidsen. Under hele workshoppen har holdet arbejdet med såkaldte OSINT-metoder, hvor man benytter sig af åbne databaser på internettet som led i undersøgende journalistik.

Klippet kan virke ubetydeligt i sig selv, men det er en helt afgørende brik i det puslespil, journalisterne er i gang med at samle. Bayunah-korvetten sejler nemlig ikke kun rundt med soldater og maskingevær. Ombord er også en helt særlig radar, der er produceret af det aarhusianske våbenfirma Terma. Og det er netop denne radar, som de danske journalister har blikket rettet mod.

Krigsskibene er en del af de Forenede Arabiske Emiraters flådeblokade af Yemen. Ifølge eksperter bryder blokaden muligvis menneskerettighederne, fordi den afskærer lokalbefolkningen fra at få nødhjælp.

Hvis det kan bevises, at krigsskibene med de danske radarer er til stede i krigszonen, betyder det, at Terma har overtrådt EU-lovgivning ved at give materiel støtte til Emiraternes ulovlige krigshandlinger. Det er en god historie og en meget konkret opgave for et hold ambitiøse undersøgende journalister.

Men hvordan beviser man det?

Dansk virksomhed på radaren

Charlotte Aagaard, der er undersøgende journalist, er med under efterforskningen oppe under loftet på Nørregade 18. Det er her, det undersøgende netmedie Danwatch holder til. Allerede inden efterforskningen begyndte, havde hun og kollegerne besluttet, at de ville undersøge krigen i Yemen. De ville stille skarpt på Saudi Arabien og de Forenede Arabiske Emirater, der menes at stå bag menneskerettighedskrænkelser i regionen.

Første skridt er at undersøge, hvad Danmark eksporterer af militærudstyr og til hvem. I en række rapporter finder de hurtigt ud af, at Terma har solgt radarsystemer til de Bayunah-krigsskibe, som Emiraterne havde bestilt. Det virker lovende.

“Det er heldigvis sådan, at forsvarsvirksomheder ofte praler ret meget, når de har fået en ny ordre,” siger Charlotte Aagaard.

Ved hjælp af en smart søgning på Termas hjemmeside finder journalisterne en årsrapport, der bekræfter, at de har solgt radarerne til Emiraterne.

Næste skridt er at dokumentere, at Bayunah-korvetterne rent faktisk befinder sig i krigszonen omkring Yemen. Her står de overfor en udfordring.

“Vi kunne jo ikke bare tage derned. Der er krig, så man kan ikke få visum. Vi ville i øvrigt nok heller aldrig få mulighed for at rende rundt på militærbaser i Yemen for at se på skibe,” siger Charlotte Aagaard.

Så hvordan kan man være til stede og se sig omkring i Yemen – uden at forlade kontoret?

OSINT på skoleskemaet

En af ildsjælene bag OSINT’s udbredelse i Danmark er Daniel Oxholm, der er visuel efterforsker. Med en baggrund i kunsten har han specialiseret sig i open source-metoder. Daniel Oxholm har sammen med Center for Undersøgende Journalistik taget initiativ til det studenterdrevne open source-netværk NOIR. Her deler danske open source-entusiaster deres tips og erfaringer. De var blandt andet med til at arrangere workshoppen hos Danwatch.

“Det, man skal lære, er i virkeligheden logikken, mere end det er metoderne,” siger Daniel Oxholm. Mange af værktøjerne er nemlig kun relevante kortvarigt. For eksempel ændrede Facebook sidste år deres algoritmer. Den ændring gjorde, at alt det, man før kunne filtrere og tilgå med open source-teknikker, ikke længere var muligt.

“Man skal lære at holde sig opdateret på, hvad der sker i open source-verdenen,” siger han.

Daniel Oxholm håber, at OSINT kommer på skoleskemaet på landets journalistuddannelser. For hvis metoderne først bliver præsenteret for journalisterne ude på de travle redaktioner, kan det være svært at finde roen til at dykke ned i værktøjskassen og den tankegang, der ligger bag.

Som et spionfly

Charlotte Aagaard og resten af holdet er på jagt. De prøver at finde synlige beviser på, at de emiratiske krigsskibe er til at finde ved Yemens kyst. Så de går på Google Earth, drejer 3D-kloden en kvart omgang mod sydøst og zoomer helt ind på Yemens kystlinje. Som et spionfly, der svæver over landskabet, rejser Charlotte Aagaard og de andre journalister langs kysten for at undersøge landets havne. Er de karakteristiske Bayunah-korvetter – med den spidse stævn, længden på 72 meter, og den let genkendelige helikopterplads bagerst på skibet – at finde nogen steder?

“Det minder lidt om en krimiundersøgelse. Man tror, at man har fundet det fældende bevis, og at det nu er morderen, vi har fat i, og så finder man ud af, at det ikke var sådan, det hang sammen alligevel,” siger Charlotte Aagaard.

Efter flere tusinde kilometers overflyvning af Yemens kyst er der endnu intet resultat. Ingen Bayunah-krigsskibe. Charlotte Aagaard og resten af holdet må udvide søgefeltet.

Endelig falder de over en støvet havneby i nabolandet Eritrea. Herfra er der kun 65 kilometers sejlads til Yemen. Her ligger et par skibe, der umiskendeligt ligner Bayunah-korvetter – den spidse stævn og den store helikopterlandingsplads. 

Men billederne på Google Earth bliver slørede, når man kommer for tæt på, så det er svært at se præcis, hvordan skibet ser ud. Er det nu sikkert, at det lige præcis er en Bayunah-korvet?

Her bruger Charlotte Aagaard og journalisterne et særligt måleredskab, der ved hjælp af Google Earths pixels kan måle afstand på jordens overflade. Ret nøjagtigt endda. Krigsskibene på kortet er 71,3 til 72 meter, viser pixel-linealen. Det kan altså kun være Bayunah-korvetterne.

De danske radarer befinder sig på Emiraternes skibe i krigszonen og har gjort det siden krigens begyndelse. Ved hjælp af offentligt tilgængeligt materiale har Charlotte Aagaard og resten af holdet dokumenteret, at Termas krigsudstyr er blevet anvendt i en krigszone. Dermed har Terma bidraget til brud på menneskerettighederne.

Poleret information

Open source-undersøgelserne giver særligt god mening i vores tid, fortæller lektor Jannie Hartley Møller. Det bliver sværere og sværere at få informationer ad den officielle vej, og virksomheder er for eksempel meget varsomme med, hvad de lægger ud.

“Det hele bliver så poleret og rengjort. Det bliver sværere at finde den der hemmelige bunke dokumenter, der ligger i et gammelt arkiv et eller andet sted. Det eksisterer ikke rigtig længere,” fortæller Jannie Hartley Møller. Men netop fordi der er mange, der har interesse i at lukke de mere klassiske informationsstrømme ned, er open source-metoderne en ny måde at åbne op for informationer ad andre veje, mener hun.

Puslespillets sidste brikker

Søndag den 17. maj kan journalisterne lægge den sidste brik i puslespillet, da historien går i luften på TV2 og Danwatch. Hjemme i sofaen kan Charlotte Aagaard skænke sig selv et glas champagne og se historien køre i nyhederne hele aftenen.

“Jeg har jo været i journalistik i 100 år. Jeg vidste godt, at det var en forsidebasker,” siger hun. “For mig er det en drivkraft, når jeg føler, at jeg har fundet fast grund i en historie, og jeg føler, at jeg kommer til at bringe noget ny viden frem.”

Charlotte Aagaard fortæller, at hun i sin tid blev journalist, fordi hun ville gøre verden til et bedre sted. Nu kan hun nyde tilfredsstillelsen i, at hun med Terma-undersøgelsen har været med til, som hun siger, ’at få styr på et område, der sejler.’

Danwatch og TV2 modtog i november 2020 Foreningen for Undersøgende Journalistiks Metodepris for deres undersøgelse.
I kølvandet på afsløringerne blev Terma anmeldt til politiet, og efterforskningen kører hos Østjyllands Politi.
I oktober sidste år vedtog Folketinget en stramning af kontrollen med dansk eksport af dual use-udstyr.
Læs artikelserien ‘Krigsforbrydelser under radaren’ her.

Journalistikken står overfor et dilemma i arbejdet med konspirationsteorier. Skal vi forsøge at forstå de mennesker, der ser verden radikalt anderledes end os, eller skal de forties? Vi prøver at komme svaret nærmere.

Donald Trump blev frarøvet valgsejren gennem stemmesvindel. Jordens fladhed hemmeligholdes af den videnskabelige verden. Coronapandemien er en løgn, orkestreret af globale magthavere.

Påstande om sammensværgelser, hemmelig manipulation og mørklægning af begivenheder lever i bedste velgående lige nu. Det giver nogle helt principielle udfordringer for journalistikken.

For hvordan bør journalister navigere i det hav af alternative forklaringer, der eksisterer på internettet? Og hvordan finder man balancen mellem at være både kritisk og åben overfor mennesker, hvis overbevisninger går imod normerne?

Sandheden er en kampplads

Kasper Grotle Rasmussen er lektor i Amerikanske Studier ved Syddansk Universitet. Han har forsket dybdegående i konspirationsteorier, og ifølge ham er de ikke et nyt fænomen i dansk sammenhæng. De er kommet i forskellige bølger. I 1970’erne handlede det om indvandring, i 90’erne om den såkaldte ´nye verdensorden´, og i dag er pandemien i fokus.

Konspirationsteorierne har længe støjet bag kulissen, men i dag fører en voksende bevidsthed om dem også til en større offentlig modreaktion. Det kan få den stigende opbakning til konspirationsteorierne til at virke ekstra stor. 

”Der opstår en kamp om sandheden, især på sociale medier, hvor folk jo ikke ligefrem er kendt for deres høflighed,” forklarer Kasper Grotle Rasmussen.

For ham er et af grundproblemerne ved at gå i krig mod konspirationsteoretikere, at vi splittes ad som befolkning, når fronterne tegnes skarpt op. Vi glemmer deres menneskelighed. Vi glemmer, at vi måske ikke er så langt fra hinanden, som vi går rundt og tror.

”Mange opfatter konspirationsteorier som en mental brist, men det er ikke altid tilfældet. Vi har alle sammen forskellige forklaringsmodeller med forskellige funktioner, men vi har også alle sammen vores små konspirationsteorier.”

Tillid før alt

Selin Türker er journalist og har blandt andet dækket konspirationsteorier for Berlingske og nu Zetland. Hendes rejse ind i sammensværgelsernes verden startede i april 2020, da hun stødte på en konspirationsteori kaldet QAnon – en fortælling om, at verden styres af en hemmelig og satanisk pædofiliring. 

”Det var vildt, at jeg aldrig havde hørt om det, selvom det var så stor en ting. Så jeg satte mig for at skrive om det.”

Hun fandt hurtigt ud af, at konspirationsteoretikerne er en enormt mangfoldig gruppe. De spænder fra omsorgsfulde mødre til succesfulde forretningsmænd.

”Det kan være din mor eller bedste ven, der kan ryge ned i sådan et kaninhul. Når man indser det, bliver det interessant at finde ud af, hvorfor de bruger seks timer om dagen på at researche, hvorfor Joe Biden er pædofil.”

For Selin Türker blev konspirationsteoretikerne menneskeliggjort for øjnene af hende. Siden har hun forsøgt at bringe den forståelse videre i sine artikler. Hun har interviewet mange konspirationsteoretikere, og den erfaring har givet hende en særlig forståelse for, hvordan man håndterer dem som journalist.

”Når man henvender sig til mennesker, der mener, at journalister og myndigheder lyver og er en del af en større sammensværgelse, kan det være svært at etablere en form for tillid,” forklarer hun.

Men det er netop tilliden, man skal have på plads som det første.

“Jeg bruger meget tid på at tale med dem. Så forstår de, at jeg ikke er der for at gøre dem til grin.”

Når tilliden er etableret, og interviewet kan begynde, handler det om at være åben og ærlig. Selin Türker lægger ikke skjul på sit eget ståsted, men hun spilder heller ikke tiden på at duellere med dem om sandheden.

”Jeg gør det klart for dem, at jeg ikke er der for, at de skal prøve at overbevise mig, og jeg er der ikke for at overbevise dem. Jeg prøver at fortælle en historie,” siger hun.

Den kritiske del af interviewet opstår ifølge Selin Türker helt naturligt, når man lader dem uddybe deres holdninger. Det udfordrer dem på deres argumentation, og det sætter deres forklaringsramme til skue, så læserne kan danne deres egen mening.

Mere forvirring end gavn

Thomas Hedin, chefredaktør på det danske faktatjekkende medie Tjekdet, har i sine mange år som journalist arbejdet med fakta og falske informationer. Han stiller sig mere skeptisk overfor idéen om at give en platform til konspirationsteoretikerne.

”Det er klart, at det er en form for blåstempling bare at give dem taletid. Vi skal som journalister være i stand til at tage påstandene i opløbet, for ellers forvirrer vi mere, end vi gavner, og det kan aldrig være målet.”

Selin Türker mener ikke, at hun blåstempler konspirationsteoretikernes holdninger ved at tale med dem. For hende handler det om at give en stemme til en anseelig befolkningsgruppe, der føler sig overset i samfundet.

”Man skal selvfølgelig ikke være mikrofonholder for de her mennesker og deres teorier, men når så mange er begyndt at tro på de falske narrativer, er det vores job som journalister at dække det og prøve at forstå, hvad der ligger til grund for deres skepsis,” siger hun.

Kasper Grotle Rasmussen mener også, at det er vigtigt at forstå konspirationsteoretikernes bevæggrunde. For ham handler det ikke kun om at menneskeliggøre dem men også om, at deres protester kan bruges konstruktivt.

”De er en slags ventil for utilfredsheder og er med til at påpege demokratiske udfordringer i samfundet. Der ligger en legitim magtkritik i konspirationsteorier, selvom vi ikke tror på den specifikke teori,” fortæller han.

Ifølge Kasper Grotle Rasmussen bør journalister forholde sig til de bekymringer, konspirationsteorierne indeholder, for bekymringerne bunder ofte i reelle problemer omkring manglende tillid til institutionerne i vores samfund.

”Konspirationsteorier opstår ikke, når der er solskin og godt vejr. De opstår, når der er noget på spil. Når man tror, man bliver løjet for, eller tror, at ens demokratiske magt bliver taget fra en,” siger han.

Thomas Hedin mener, at samfundskritik og skepsis bør tages imod med åbne arme af medierne, men dog med visse forbehold.

”Det er ubeskrivelig vigtigt, at folk kritiserer. Det nytter bare ikke, hvis kritikken bygger på et faktuelt forkert grundlag. Hvis vi skal have en reel demokratisk samtale, bør den hvile på et faktuelt grundlag.”

Hjælp de tvivlende

Thomas Hedin mener, at størstedelen af misinformation sættes i omløb mere eller mindre bevidst og med det mål at påvirke samfundsdebatten. Ofte ved folk godt, at de taler imod den etablerede viden og opfattelse.

”Nogle folk bliver pludselig til deres egne jurister eller virologer og tror, at de kan gennemskue det hele selv,” uddyber han.

Til gengæld er der i næste led en stor gruppe af mennesker, der samler fortællingerne op og deler dem videre – uden at være bevidste om, at de består af halve eller hele usandheder. Den gruppe mennesker står på en skillelinje mellem forvrængede narrativer og det etablerede samfunds forklaringer.

Ifølge Thomas Hedin er det netop dem, medierne bør have den største loyalitet overfor, og det er den gruppe, han forsøger at nå. Man spilder nemlig sin tid, hvis man fokuserer på de mere radikale konspirationsteoretikere.

“Man kan ikke omvende de mest kritiske og dem, som tror, at hele verden er helt anderledes,” siger Thomas Hedin. “Men hvis vi kan fange de mennesker, der er i tvivl, og fjerne tvivlen hos bare 30 procent af dem, så har vi nået målet.”

Hvilken side i debatten man tilslutter sig, handler i sidste ende om, hvad man mener, journalisternes rolle skal være. Skal de belyse holdninger og bekymringer, der nu engang findes i samfundet? Eller skal de forsøge at opkvalificere debatten og sortere de påstande fra, der ikke kan bevises faktuelt?

For Kasper Grotle Rasmussen handler det om at finde balancen mellem de to standpunkter og give plads til en fuld debat – når situationen altså tillader det.

”Hvis en meteor er på vej mod jorden, er det er måske ikke det rette tidspunkt at debattere den socialkonstruktivistiske idé om en meteor. På den anden side, så tror jeg det er væsentligt at have en fuld debat, hvis man skal have alle til at følge med, uden de føler sig talt ned til.”