Grænsen mellem kommunikation og journalistik bliver udvisket – skal vi være bekymrede?

Grænsen mellem kommunikation og journalistik bliver udvisket – skal vi være bekymrede?

Grænsen mellem kommunikation og journalistik bliver udvisket – skal vi være bekymrede?

Ifølge Dansk Journalistforbund laver hver fjerde journalistuddannede både kommunikation og journalistik. Men er vi som journaliststuderende rustet til at lave kommunikation på en fremtidig arbejdsplads? Og er der overhovedet nogen journalistiske jobs at få? 

Svaret kommer helt an på, hvem du spørger – og læn dig bare tilbage, for jeg har spurgt for dig.

TEKST: SIDSE MARIE HANSEN
Illustration:  KATRINE ÅSLEFF EDVARDSEN

Udgivet den 30. marts 2023

Journalist eller kommunikatør søges til stilling som kommunikationskonsulent.

To producerende journalister/kommunikatører søges til at styrke opgaveløsningen i forsvaret af Danmark.

Sådan ser en del af arbejdsmarkedet ud, når man scroller igennem jobopslag på Dansk Journalistforbund og jobindex.dk. Grænserne mellem kommunikation og journalistik er mere utydelige end tidligere. Dansk Journalistforbund udgav i 2019 rapporten Fagenes Fremtid, hvori de undersøgte 11 tendenser, som kommer til at forme fremtiden for kommunikation og mediebranchen. Tendens nummer ni er, at genrerne skrider.

Det betyder, at journalister i fremtiden vil blive nødt til at tænke kommercielt – annoncer begynder at ligne journalistik og benytter sig af journalistiske virkemidler, og det er ofte journalister, der udarbejder dem. Rapporten viser også, at hver fjerde journalistuddannede ender med at lave både journalistik og kommunikation.

Jeg har tre bekymringer på mine egne og medstuderendes vegne:

  1. Er der nogle ledige journalistiske jobs på markedet?
  2. Er journaliststuderende kvalificerede til at lave kommunikation?
  3. Er der for mange journaliststuderende på DMJX?

At grænsen mellem journalistik og kommunikation er glidende, mærker de også i høj grad hos Arbejdsløshedskassen for Journalistik, Kommunikation og Sprog (AJKS).

”Jobfunktionerne bliver bredere. Man skal kunne lidt af det hele. Det bliver altså fremover vigtigt at uddanne sig til, at man både kan noget kommunikation og journalistik – vi ser tendenser til, at grænserne ikke længere er så fastlåste, i forhold til hvordan man arbejder,” siger Linda Garlov, der er direktør for AJKS.

Er der nogle journalistiske jobs på markedet?

Blodigt halvår i mediebranchen.

Mediehus skal igennem nye besparelser efter overenskomst.

63 procent frygter for deres fremtid i mediebranchen.

 

Kan du genkende nyhedsbilledet fra Dansk Journalistforbund? I sidste halvår af 2022 blev omkring 200 stillinger på 13 af Danmarks største medier nedlagt. Det skaber en frygt for, om vi journaliststuderende kommer til at få arbejde efter vores uddannelse. 

Institutchef ved Institut for Journalistik på DMJX Henrik Berggren medgiver også, at journalistuddannelsen ikke er den uddannelse, der åbner op for flest ledige jobs sammenlignet med andre professionsbachelorer.

”Hvis man vil ind i en branche, hvor man er sikker på at få et job, så vil jeg ikke anbefale journalistfaget. Så skal man måske blive sygeplejerske eller skolelærer eller pædagog,” siger han.

Billedet kan virke nedslående. Men tal, som AJKS har delt med Illustreret Bunker fra februar 2022, viser, at ledigheden blandt deres medlemmer sjældent har været så lav, som den er lige nu. Linda Garlov fortæller, at fundamentet og jobmarkedet er bedre end i mange år. Hun understreger dog, at den klassiske medieverden har gennemgået store nedskæringer, som endnu ikke kan ses i tallene for ledige. Det skyldes, at journalister typisk har lange opsigelsesvarsler. Derfor forventer de hos AJKS, at ledigheden kommer til at stige i løbet af foråret. 

”Hvis man går og drømmer om at blive ansat på de helt klassiske medier, altså dagblade og TV, så bliver det svært. Det er områder som skal skære ned, fordi de har svært ved at få økonomien til at hænge sammen,” siger Linda Garlov. 

Hun understreger dog, at der er mange jobs at søge, hvis man går kommunikationsvejen. 

Det har Mai Sønderkjær-Outzen, der blev færdiguddannet journalist fra DMJX i januar 2023, også oplevet. Ifølge hende er der ikke mange journaliststillinger på jobmarkedet, og Mai har søgt overalt fra Aalborg til Bornholm. Men udbuddet er i høj grad præget af kommunikationsstillinger. AJKS har rådet Mai til to vigtige ting: Søg bredt og søg kommunikation. 

”Jeg har næsten ingen erfaring indenfor kommunikation, og siden jeg dimitterede har min hverdag bestået af dagpenge og afslag efter afslag,” siger Mai Sønderkjær-Outzen.  

Mai havde kommunikation som valgfag på DMJX, men har ikke en følelse af at være fuldt egnet til at lave kommunikationsarbejde.

Den pointe bringer mig videre til min næste bekymring.

”Hvis man vil ind i en branche, hvor man er sikker på at få et job, så vil jeg ikke anbefale journalistfaget.”

– Henrik Berggren, Institutchef ved Institut for Journalistik på DMJX

Er journaliststuderende kvalificerede til at lave kommunikation?

Der skal ikke være nogen tvivl: Kommunikation er ikke journalistik. Det er indiskutabelt, og det ved vi, fordi Solveig Schmidt og Mette Mørk slog det fast i Journalistikkens grundtrin på side 16, som vi alle har – eller burde have – læst på første semester.

Derfor kan det virke som en umulig opgave for en journaliststuderende at forestille sig, hvordan man skal arbejde med strategisk kommunikation og forretningsforståelse, når vi kommer ud på jobmarkedet.

”Måske er DMJX lidt for firkantet i deres måde at dele journalistik og kommunikation op på, for det er ikke sådan branchen ser ud i virkeligheden,” siger Mai Sønderkjær-Outzen.

Ifølge Henrik Berggren uddanner DMJX til et bredt arbejdsmarked. Dog medgiver han, at journalistuddannelsen ikke er rettet mod forskellige jobfunktioner, ud over at det er muligt at komme i praktik på en arbejdsplads, hvor man laver kommunikation. Han mener dog ikke, at det er nødvendigt at undervise i både kommunikation og journalistik på journalistuddannelsen.

”Hvis man underviste i både kommunikation og journalistik, ville du blive en dårligere journalist, for du ville få mindre journalistik. Ligesom du stadig ville være en dårligere kommunikatør end dem, der går på kommunikationsuddannelsen,” siger Henrik Berggren. 

Hos a-kassen AKJS mener de, at undervisning i kommunikation på journalistuddannelsen klart ville være en fordel, når man ser på, hvordan arbejdsmarkedet ser ud lige nu. Dog understreger Linda Garlov også, at hendes erfaring er, at journaliststuderende har de nødvendige kompetencer til at lave kommunikation. 

”Jeg oplever helt klart, at journalister kommer ud som kommunikatører og er super dygtige til det. Men jeg tror måske, at I som journaliststuderende, mangler at blive klar over, hvordan I omsætter jeres journalistiske kompetencer til kommunikation,” siger Linda Garlov.

DMJX har tidligere tilbudt kommunikation som ét af de metodespecialiseringsfag studerende har på fjerde semester. Det er ikke længere et tilbud. Der var simpelthen ikke nok studerende, som meldte sig til. Ifølge Henrik Berggren var det ikke et udbredt ønske fra de studerende at have kommunikation:

”Valgfaget er en af de få ting, jeg har været med til at nedlægge her på stedet, som jeg ikke har hørt noget for,” siger han.

Han påpeger også, at skolen ville tage meget positivt imod det, hvis DSR kom med et stort ønske fra de studerende om at have kommunikation som valgfag. Derudover mener han ikke, at det er et problem for de journaliststuderende at få job som kommunikatører:

”Det, der mangler i ligningen, er jo, at det tyder på, at rigtig mange journalister bliver ansat i kommunikationsjobs, selvom de ikke har uddannelsen som kommunikatører. Så der må være en grund til at kommunikationsvirksomheder og andre ansætter journalister,” siger han. 

Er der for mange journaliststuderende på DMJX?

DMJX optager årligt 105 kommunikationsstuderende og 224 journaliststuderende. Men er det tal retvisende i forhold til arbejdsmarkedet? Er vi i virkeligheden for mange journalister?

Fordelingen af studiepladser sker ved en dimensionering, som Uddannelses- og forskningsministeriet laver årligt. De kigger på, hvor høj ledigheden er indenfor en uddannelsesgruppe, og hvis der er markant og systematisk overledighed, så lukker de studiepladser. Derfor er det ikke udelukkende op til DMJX selv, hvor mange studerende der må gå på skolen. Dog har de selv indflydelse på, hvordan man fordeler pladserne inden for de seks uddannelser, de tilbyder.

Ifølge Henrik Berggren er det dog ikke en nem løsning at flytte pladser fra journalistuddannelsen til kommunikation.

”Man skal passe på med at tænke, at hvis man flytter 20 pladser fra journalistuddannelsen til kommunikation, så ville det være lettere at få et ønskejob som journalist, for der er jo massere af mennesker, der søger arbejde i journalistik fra andre uddannelser,” siger han.

Generelt kan han ikke se, hvorfor man skulle flytte pladser, når dimittendundersøgelserne viser, at de studerende kommer i job. Derudover uddyber han, at der ikke er nogen nem vej til at lave klassisk journalistisk, fordi der simpelthen er så mange, der gerne vil det – en kamp, han mener vil fortsætte, uanset hvor mange journalister skolen uddanner.

”Det letteste er at sælge journalistuddannelsen til unge. Men jeg synes også, at vi er meget ærlige om, at det her ikke er den direkte vej til en skribentstilling på Politiken,” siger Henrik Berggren. 

Der tegner sig ganske rigtigt et billede af, at journalistuddannelsen ikke er den lette vej til at lave journalistik. Men måske er det den lette vej til at lave kommunikation. Så næste gang du svedende og halvfuld støder ind i en gruppe kommunikationsstuderende i Kurt Strandbar, så smil lidt ekstra pænt til dem – de bliver (måske) dine fremtidige kolleger.  

Grænsemanden i Grænseland

Grænsemanden i Grænseland

Grænsemanden i Grænseland

Mads Brügger afprøver grænser. Han navigerer mellem katastrofe og succes. Jagten på historien i det ekstreme kan virke afhængighedsskabende og nærmest uundværlig i hans journalistik. Mød Mads Brügger selv, hans fiktive personaer og ti embedsfolk i voks.

TEKST: HANNAH MØRKØRE
FOTO: REBECCA HELENE HOFFMANN

Udgivet den 30. marts 2023

Da vi skulle møde Mads Brügger på Frihedsbrevets kontor i indre København, blev vi i stedet mødt af undrende øjne. Fire unge journalister i færd med at kulegrave det danske land med en magtkritisk agenda, var blevet stoppet af to studerende, som skulle møde journalisternes chefredaktør. Ingen havde set Mads Brügger. Han befandt sig slet ikke på det aftalte mødested. Løsningen på Mads-mysteriet blev til en kop kaffe, mens en af de unge journalister beklagede og ringede ham op. En anden tilbød en rundvisning og en snak.

Uden at have givet lyd fra sig, står han pludselig i døren. Mads Brügger i egen høje person. Hans statur er klædt i en ternet jakke og blåt slips. Det elegante ovre brydes af cowboybukser og en stor fingerring på højre hånd med et dødningehoved. Tøjet virker gennemtænkt og burde måske snarere bæres af en karakter end en person. 

”Har I set figurerne?” spørger han, idet vi sætter os til rette i et mødelokale, som han hurtig fik anskaffet sig på farten. 

”Detaljeringsgraden er jo svimlende! Nogle af dem har hår i næsen. Vi sendte bare et billede af hver person, og så har kineserne selv fundet på resten,” siger han.

Mads Brügger og Frihedsbrevet har bestilt ti voksfigurer, som skal forestille de ti embedsmænd, der blev dømt for lovbrud af Minkkommissionen sidste år. Figurerne skal sammen skabe udstillingen ‘Magtens Voksmuseum’ – et nyt led i Mads Brüggers grænsesøgende journalistik.

Public service i voks

Dukkernes placering vidner om deres nylige ankomst; Nogle står i en lille mellemgang, mens andre tilfældigt er placeret rundt i kontorlokalet. Stiller du dig helt tæt på, mærkes en instinktiv forundring over, at skikkelserne ved siden af dig, hverken rykker på sig eller afgiver lyd. Du kan blive stående. Du kan komme helt tæt på magtfulde mennesker. 

Afsættet i Frihedsbrevets voksudstilling er netop, at almene borgere kan komme helt tæt på magtfulde mennesker, som vi kender det fra Madam Tussauds. Hyldesten i at fremføre figurer og statuer kan dog virke en smule modstridende, når det kommer til de ti dømte embedsmænd.

”Det handler om at gå op imod de kræfter, som vil videre. Dem, der mener, at der er sat et punktum i sagen – nogle vil endda mene et værdigt punktum. Men de fleste danskere har slet ikke forstået, hvad sagen egentlig handler om,” siger Mads Brügger, da han begrunder tilblivelsen af voksfigurerne.

Efter aflivningen af de omkring 17 millioner mink tilbage i 2020, kunne man mærke kritikken strømme mod Statsministeren og embedsfolket. Men ifølge Mads Brügger er kritik ikke nok. For ham er det vigtigt “at dvæle ved smerten”, som han beskriver det. Det er også denne smertegrænse, han vil tvære i med sin kommende udstilling.

Retfærdighedens cykelrytter

Det er ikke kun for smertens skyld, at Mads Brügger vil skabe denne udstilling. Han mener, at det er for retfærdigheden. Da han forklarer sin agenda bag projektet, beskriver han den til sammenligning med en oplevelse, han havde denne morgen på cykelturen til Frihedsbrevet.

I et lyskryds havde han set en politibil passere ham, mens han ventede på grønt. Da han selv begynder at træde i pedalerne, er der kun givet grønt lys for fodgængerne – men han følger trop.  En betjent springer ud af politibilen og efter ham. Strakskvitteringen for at køre over for rødt blev 1.000 kroner. 

”Jeg synes, det er ret tankevækkende, at betjentens øverste chef, Thorkild Fogde, er genindsat i sin stilling, efter at være kommet med, hvad Minkkommissionen kaldte for groft vildledende oplysninger og have indgået i et flagrant grundlovsbrud,” siger han.

Mads Brügger påpeger det aparte skisma, som han mener, der er i retssystemet, når det hastigt forfølger den almene borger, men ikke udøver samme konsekvensudvisning for magtfulde embedsfolk.

Ifølge Mads Brügger, har Thorkild Fogdes sag været konsekvensløs. Det samme, mener han, gælder de andre dømte embedsfolk. Han synes dog ikke, at der er tale om en dobbeltmorale. Det er langt større end det. 

”Det her er et udtryk for, at det danske demokrati er i dyb krise. Jeg tror, det kan lade sig gøre i Danmark, fordi danskerne altid tænker, at vi har det bedste demokrati. Hvis man læste, at dette var foregået i Polen, ville man jo tænke; ‘Nå ja, men det er jo også Polen’,” siger han.

Dyre jakkesæt på kinesiske bøjler

”Det er meget interessant, at i ordet voksenmobning indgår ordet voks. Men det er ikke en intenderet voksenmobning,” siger Mads Brügger, da han spørges ind til sine tanker om, hvordan det må føles at være embedsmand, og ikke kun være dømt af Minkkommissionen, men nu også er skåret ud i voks til udstilling for hele befolkningen. 

Det er ikke over grænsen for ham, at disse mennesker udstilles, hverken i den ene eller anden forstand. 

”Hvis man er en stor dreng eller pige og stikker numsen frem, så får man taget temperaturen. Idet de træder frem i Minkkommissionen, træder de også frem i offentligheden. Det kan de jo så takke sig selv for,” siger han. 

Der har dog været reaktioner fra nogle af de embedsfolk, som Mads har ladet genskabe. Uden at nævne navn, har én enkelt bedt ham pænt om ikke at få ’et billigt kinesisk jakkesæt på’, men dette forsikrer Mads Brügger smilende, da han siger, at det ikke ser billigt ud.

Figurerne skal ikke husere Frihedsbrevets kontorer i al evighed. De skal udstilles i en restaurant, som aldrig nåede at få sin første åbningsdag grundet pandemien. Lokationen er ej heller tilfældig, ligesom resten af udstillingen ikke er det. Mads Brüggers ønske for udstillingen var, at den skulle ligge så tæt placeret på Christiansborg som muligt, så figurerne befinder sig i nærheden af de personer, de skal forestille at afbilde.

Det danske embeds Mona Lisa

Da vi kigger nærmere på dukkerne, fornemmes Mads Brüggers store respekt for dem. Han har endda været helt bekymret for deres rejse fra Kina til Danmark, da de nødigt skulle ende i de forkerte hænder. Om det har at gøre med, at hver dukke har kostet i omegnen af 30.000 danske kroner, eller om han bare ikke ønsker, at de udstilles på det forkerte museum, vides ikke. 

”Barbara Bertelsen er vores Mona Lisa”, siger han smilende. 

En voksudstilling af embedsfolk kan virke absurd og med hele arbejdet og pengene dertil en smule nytteløst. Det kæler med en ekstrem i den journalistiske sport, og leder tankerne mod, hvornår der er tale om et journalistisk værk eller provokunst? 

Det er ikke nyligt tilstræbt at bryde grænser hverken i kunstnerisk eller journalistisk forstand for Mads Brügger. Han hylder de spidsbelastede situationer. Ekstremerne i kombination med tilfældigheder skaber en synergi, som nærmest virker afhængighedsskabende for ham. Selvom Mads Brügger dvæler ved tanken om, at den kommende udstilling kan floppe, mener han også, at mange af hans andre grænsesøgende værker har haft samme uforudsigelige udgangspunkt.

”Jeg tror, at virkeligheden på et kult-niveau favoriserer folk, som tager chancer. Man kalder det vel tosseheld på bondedansk – mens der sjældent falder appelsiner ned i turbanen på tommeltrillere,” siger han.

”Barbara Bertelsen er vores Mona Lisa.”

– Mads Brügger, chefredaktør på Frihedsbrevet.

Nostalgiens veje fører til Grænselandet

Med et nostalgisk blik ud ad vinduet nævner Mads Brügger sine tidligere kreationer som ‘Ambassadøren’ og ‘Det Røde Kapel’. Iscenesatte dokumentariske skildringer med karakterer, han selv har spillet, i forsøget på at komme nærmere en afsløring eller bevidne korruption. Der er ingen grænse for midlet til målet. Om det er en tilkøbt diplomattitel i den centralafrikanske republik, en teaterskole drevet af spastikere eller nu; Ti voksfigurer af kendte og ukendte embedsmænd.

”Man skal hele tiden være villig til at gøre noget, som utilsigtet kan blive en kæmpe fiasko. Hvis den mulighed ikke er til stede, så kan det heller ikke være grænseoverskridende,” siger han.

Men villigheden er ikke gratis. Heller ikke for Mads Brügger, på trods af hans snart tredive år som journalist. Det har været krævende at være gift med ham, som han selv udtrykker det. 

Især når de karakterer, han spiller i sine produktioner, ikke altid slipper ham, når han pakker kufferten og vender hjem til Danmark. 

”En dag i den verden var mættet med handling og fuldkommen uforudsigelighed bare den næste time. Det kan føles som et år i Danmark. Den intensitet savner jeg stadigvæk,” siger han.

De fiktive karakterer slipper nok aldrig helt Mads Brügger. Han er en del af dem, og de er en del af ham. Selvom han er opvokset nord for København, betegner han sig selv som bosiddende i nabolandet til Grænselandet. På den måde opsluges han ikke af sine karakterers verden, men han kan kigge lige over grænsen til dem.