Praktiksøgning i tal – se hvor det er sværest at få en praktikplads

Praktiksøgning i tal – se hvor det er sværest at få en praktikplads

Praktiksøgning i tal – se hvor det er sværest at få en praktikplads

Endnu en omgang praktiksøgning er overstået. For nogle er drømme blevet til virkelighed, mens andre har været knap så heldige. Kampen om praktikpladserne er nu forbi, støvet har lagt sig, og hvis man puster lidt til det, titter tallene frem. Koldt og kynisk koger vi nu suppe på dataen fra praktikmatch og forsøger at kvantificere en periode fuld af følelser.

TEKST: Alexander Kloppenborg

Udgivet den 08. december 2022

Til dette års praktiksøgning var der 159 studerende til 166 pladser. Hvilket efterlod kun 7 ekstra stole i den store stoleleg.

Nogle praktikpladser er mere eftertragtede end andre. 16 opslåede stillinger modtog 0 ansøgninger i første runde. De to mest populære stillinger modtog 23 ansøgninger pr. stilling.

Her har vi opgjort de 10 mest populære stillinger, på antallet af ansøgere pr. opslåede stilling.

Se nærmere på figuren her.

Hvis man så bort fra personlige kompetencer og charme og i stedet valgte at tildele praktikpladser ved lodtrækning, ville der for ansøgerne til hver af disse 10 stillinger være mellem 4 og 6 procent chance for at få praktikpladsen.

På skolens gange kan man ofte høre en københavnsk stemme sige: ”Jeg SKAL bare have en praktikplads i København, så jeg søger kun der”. Og det er da også suverænt københavnsområdet der har modtaget flest ansøgninger. 589 ansøgninger er der blevet sendt til stillinger i københavnsområdet. Med næstflest ansøgninger modtaget kommer Østjylland med 144 ansøgninger modtaget til området.

Se nærmere på tabellen her.

Men nu er der jo også flere stillinger at søge i København, så hvor stor er konkurrencen mellem de forskellige geografiske områder? Vi har opgjort det gennemsnitlige antal ansøgninger per opslåede stilling i de forskellige områder, og i denne omgang af praktiksøgning var stillinger i Østjylland mere eftertragtede end de københavnske.

Se nærmere på tabellen her.

Se nærmere på tabellen her.

Vi har nu en fornemmelse for, hvor de studerende søger hen, men hvad vil de gerne lave? Vi har delt praktikpladserne op i fire mediekategorier: Skrift, radio, TV og kommunikation og opgjort hvor mange ansøgninger hver af disse medietyper har modtaget. Da det ikke altid er entydigt, hvilken medietype en stilling er forbundet med, er denne opgørelse forbundet med en vis usikkerhed. Læs mere om hvordan vi har gjort nedenunder.

Sådan har vi gjort:

Efter deadline for at afsende ansøgninger indsamlede vi data fra praktikmatch.mediepraktik.dk, som er portalen, hvor alle ansøgninger fra de studerende sendes til medierne. Her kan man se, hvor mange stillinger det enkelte medie eller den enkelte redaktion har slået op, og hvor ansøgninger de har modtaget fra de studerende. Vi opgjorde også antallet af journaliststuderende praktikansøgere, der var på tværs af DMJX, RUC og SDU. 

Vi har efterfølgende tilføjet geografisk placering og medietype til de enkelte stillingsopslag, således at vi kunne opgøre de studerendes praktiksøgningsadfærd på de parametre.

Den geografiske placering er rimelig entydig, på nær for enkelte stillinger hvor der er mulighed for at være i fx København en periode og derefter i Aarhus. Denne opgørelse er derfor rimelig sikker. Vi har arbejdet med følgende geografiske placeringer: København, Østjylland, Fyn, Nordjylland, Midt- og Vestjylland, Sydjylland, Sjælland og Bornholm. 

Medietypen er dog mindre entydig, da flere stillinger giver mulighed for at beskæftige sig med flere forskellige medietyper. Vi har tildelt hver stilling en af fire medietyper: Skrift, TV, radio og kommunikation. Typen er tildelt efter, hvad stillingens kerneopgaver er, eller hvad det af stillingsopslaget fremgår, man skal beskæftige sig mest med. Det er altså en vurdering lavet efter bedste evne af redaktionen, og databehandling på baggrund af denne parameter kan derfor være behæftet med usikkerhed.

Her ser vi, at stillinger, hvor den studerende primært skal beskæftige sig med skrift eller TV, er dem, der har modtaget langt flest ansøgninger. Men der er også langt flere stillinger at søge, som primært er skriftlige. Retter vi i stedet blikket mod, hvilken medietype, der er mest populær, ud fra hvor mange ansøgninger den gennemsnitlige stilling har modtaget, er situationen en anden.

Se nærmere på tabellen her.

Der er altså rift om TV-pladserne. I gennemsnit er der cirka 9 ansøgere per stilling til TV-pladser, hvor der på pladser som primært beskæftiger sig med kommunikation kun er cirka 2,5 ansøgere per stilling.

 

Du er ikke et datapunkt

Lang tid inden man overhovedet har mulighed for at påvirke praktiksøgningen, begynder nervøsiteten at ramme mange. Tankerne flyver, og hænderne ryster. Men det skal nok gå. Praktiksøgningen er fyldt med følelser og personlighed, og det er du også. Det er tallene her ikke.

Så lad være med at lade dem påvirke dig. Tænk over dem, snak med dine venner om dem, men benyt dem ikke til at gøre dig strategiske overvejelser om, hvor man bør søge. Så når det kommer så vidt, så søg lige der hvor du har lyst og tag din personlighed og dine følelser med. Du er ikke et datapunkt.

Men hvis du vil gøre det svært for dig selv, så søg noget TV i Østjylland. Omvendt kan du have en kommunikationsplads i Sydjylland som backup.

Hvorfor er TV så vigtigt?

Hvorfor er TV så vigtigt?

Hvorfor er TV så vigtigt?

På tredje semester på DMJX skal de journaliststuderende gennem et langt og et kort medieforløb. Det ene forløb skal dog være TV, da det giver de studerende vigtige kompetencer. Men præcis hvilke er det?

TEKST: Kathrine Møller Nielsen
Illustration: signe Münster 

Udgivet den 08. december 2022

På tredje semester får de studerende mulighed for at dykke grundigt ned i en medietype. De studerende står selv med valget. Vil du skrive, lave radio eller arbejde med TV? Mediespecialisering giver de studerende muligheden for at vælge et langt og et kort forløb. Det korte forløb er kun delvist valgfrit. Har man ikke valgt TV på det lange forløb, bliver det nemlig obligatorisk på det korte forløb. 

Det betyder, at hvis den studerende har en passioneret drøm om at mixe tredje semester sammen til en cocktail, der består af radio og skrift, må skuffelsen melde sin ankomst.  

Beslutningen om at gøre TV-forløbet obligatorisk er dog helt bevidst fra skolens side. 

”Vi har taget en beslutning om, at studerende skal have TV, fordi vi mener, at det giver kompetencer, som er nødvendige for de studerende. Kompetencer, der også hjælper, hvis man fx senere skal lave radio,” siger Henrik Berggren, institutchef ved Institut for Journalistik på DMJX.  

Men hvorfor er TV så essentielt for det journalistiske fag? Det undersøger Illustreret Bunker.

 

Pennen er utilstrækkelig 

Netop det kan virke forvirrende for en journaliststuderende, der er fast besluttet på at skrive for en avis og har en hel notesbog fuld af håndskrevne observationer af alt fra cafésamtaler til beskrivelser af kagerne i kantinen. Eller en studerende, der trofast optager lydklip af brandbilens sirener på en søndag aften til den fedeste podcast.  

Spørger man Henrik Berggren, handler selve mediespecialiseringen om at give eleverne muligheden for at gå i dybden med en medietype. Derfor er en ligelig specialisering i alle tre platforme, ikke den vej skolen har tænkt sig at gå.  

”Man kunne have givet lige meget af hver medietype. Det har vi dårlige erfaringer med. Det giver en frustration. Man føler kun lige, at man når at gå i gang med at fordybe sig, før man skal fokusere på noget andet,” siger Henrik Berggren. 

Det handler om at give de studerende muligheden for at fordybe sig i en specifik medieplatform, men hvis drømmen ikke er at lave videojournalistik, hvorfor kan den journaliststuderende så ikke bare få lov at være TV-forløbet foruden? 

”Sådan ser virkeligheden ikke altid ud. Det handler om at være parat til den virkelighed, som er i mediebranchen,” siger Helle Lyster, der underviser i TV-forløbet på tredje semester på DMJX. 

Virkeligheden er ikke længere bundet fast på en enkelt platform. Sociale medier og journalistik hænger ofte sammen. Mange læser nyheder på sociale medier, og her kan video have en fordel ifølge Steffen Moestrup, der er underviser og forsker i journalistik på DMJX.  

”Meget af det indhold, du ser på de sociale medier, er video. Det appellerer til dine sanser. Du kan hurtigt se, hvad der foregår. Du bliver hurtigt fanget af det og stimuleret. Det kan foregå både med eller uden lyd. Om du er i bussen eller sidder på toilettet, så kan du nemt tage det ind,” siger han.

 

Lyd skal ikke overhøres

De studerende lærer meget journalistik, når de arbejder med TV, men hvorvidt det giver dem de nødvendige kompetencer kan diskuteres. Ifølge Steffen Moestrup er det vigtigt at lære forskellige medietyper at kende, så de studerende forstår, hvordan de virker alene, og hvordan de virker sammen. Han pointerer, at lyd også er vigtigt at stifte bekendtskab med.  

”Rigtig mange medier har en podcast, og derfor fylder lyd også rigtig meget i medieverdenen lige nu. De studerende skal også gerne lære lyd i et eller andet omfang, men nogle gange kan skolen ikke rumme det hele,” siger han.  

Steffen Moestrup henviser til Zetland, som fokuserer mere på tekst og lyd end på video. Han fortæller, at journalistik kan være vidt forskellige ting. Den studerende skal altid overveje, hvilken historie de gerne vil fortælle, og hvilken målgruppe de gerne vil ramme. Derefter hvilken medietyper der passer bedst til. Det kan være en video, en artikel eller en blanding af dem begge.  

”Videoen viser dig helt konkret, hvad du skal se og appellerer dermed med mindre grad til fantasien. Lyd giver dig derimod bedre mulighed for selv at lave billeder inde i hovedet,” siger Steffen Moestrup.

Selvom TV får forrang i undervisningen, mener Helle Lyster heller ikke, at det er vigtigere end skrift og radio.  

”Jeg synes ikke, at TV er mere vigtigt end radio og skrift, men jeg vil sige, at det fylder rigtig meget ude i medieverden,” siger hun.

 

Ikke nogen problemer her

Selvom Steffen Moestrup gerne ser, at de studerende forstår, hvordan alle de forskellige medietyper virker bedst, ser han overlap mellem mediespecialiseringerne. Han mener ikke nødvendigvis, at de færdigheder man lærer i video, ikke også kan benyttes, hvis man senere skal lave radio.

 Når den studerende ikke at stifte bekendtskab med lyd i mediespecialiseringen, er der alternativer, så man alligevel kan udvikle kompetencer indenfor radio og skrift. Skolens foreninger såsom Genlüd, Citat og Illustreret Bunker, er også en løsning. Det giver de studerende muligheden for at beskæftige sig med de områder, de ikke når at fordybe sig i til undervisningen.

 ”Det er et dilemma, men hvis de studerende opfattede det som et problem, ville vi gøre noget ved det. Men jeg hører ikke om det. Hvis alle skulle have radio, skal det tages et sted fra,” siger Henrik Berggren.

Fra praktikant til fuldtidsansat: Martin Juhl sprang sidste semester over

Fra praktikant til fuldtidsansat: Martin Juhl sprang sidste semester over

Fra praktikant til fuldtidsansat: Martin Juhl sprang sidste semester over

Efter sin praktik valgte Martin Juhl drømmejobbet i stedet for at vende tilbage til skolebænken. Selvom han mangler sidste semester af sit studie for at være uddannet journalist, startede han i efteråret på A4 Medier på lige fod med sine kollegaer.

TEKST: Sissel Thiellesen
FOTO: Rasmus Breum

Udgivet den 08. december 2022

 

Det, der skulle have været første skoledag på Martin Juhls sidste semester af journalistuddannelsen på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, endte også med at blive den sidste – i hvert fald i denne omgang.

Efter sin praktik fik Martin Juhl tilbudt en fast stilling som politisk journalist på A4 Mediers spæde politiske redaktion. Det var et tilbud, som han ikke kunne sige nej til. Dagen efter tog han turen forbi studievejledningen for at høre, hvilke muligheder han havde. Det resulterede i et halvt års orlov.

Martin Juhl startede på journalistuddannelsen i 2019. Han var i et års praktik på Politiken. Først et halvt år på Christiansborg-redaktionen som politisk journalist og dernæst på udlandsredaktionen. Efter praktikken var det planen, at han ville færdiggøre sin uddannelse og sideløbende arbejde deltid for Politiken, men her var der ikke noget arbejde at komme efter.

Martin Juhl blev derimod opfordret til at sende A4 Mediers chefredaktør, Kristian Madsen, en mail. Politikens politiske redaktør, Anders Bæksgaard, kendte nemlig til Kristian Madsens spirende idé om at starte en politisk redaktion på A4 Medier.

”Anders Bæksgaard lovede at lægge et godt ord ind for mig,” siger Martin Juhl.

Det førte til en fastansættelse, og Martin Juhl har nu skiftet gruppearbejde og feedback ud med daglige redaktionsmøder og ministeropkald.

 

Martin prioriterede valgkampen

Først var planen, at Martin Juhl ville jonglere mellem at være politisk journalist og journaliststuderende og derved færdiggøre sin uddannelse.

Men sådan blev det ikke. For Martin Juhl var det vigtigt at få en god start på A4 Medier. Eftersom han regnede med, at valgkampen ville blive skudt i gang i efteråret, ville han gerne kunne lægge alt sin tid og alle sine kræfter i sit journalistiske arbejde. Derfor valgte han at tage orlov.

Med en fortid som politisk journalistpraktikant på Politiken, var det god timing at få tilbudt job op til et kommende folketingsvalg. 

”Det var et tilbud, jeg ikke kunne sige nej til. Jeg ville rigtig gerne ind og skrive om dansk politik igen, jeg skulle simpelthen ikke gå glip af at være med under en valgkamp,” siger Martin Juhl.

Han havde første dag på jobbet 1. september i år. Han har været med til at bygge den nye politiske redaktion ‘Aktuelt’ op fra start.

”Det har været utrolig spændende og lærerigt, men også meget anderledes, end det jeg lavede på Politiken. Udover at være journalist på A4, har jeg også været inde over hele strategien bag og tankerne om, hvad det egentlig er, vi vil med den her redaktion,” siger Martin Juhl.

”Det var et tilbud, jeg ikke kunne sige nej til. Jeg ville rigtig gerne ind og skrive om dansk politik igen, jeg skulle simpelthen ikke gå glip af at være med under en valgkamp.”

– Martin Juhl, politisk journalist hos A4 Medier

Planer for fremtiden

Martin Juhl har en ambition om at gøre sin journalistuddannelse færdig. Det tøvede han heller ikke med at fortælle, da han blev ansat på A4 Medier. Hvis alt går efter planen, starter han på sit sidste semester til foråret og kan kalde sig færdiguddannet journalist til sommer.

”Jeg håber, at jeg kan gøre begge dele sideløbende med hjælp fra A4, der kan være fleksible i travle tider på skolen,” siger han.

Han håber på at kunne lave en opgave på skolen i samarbejde med A4 Medier for at undgå dobbeltarbejde. Det skal både arbejdspladsen og Journalisthøjskolen sige god for, men Martin Juhl er optimistisk, for han har hørt om andre, der har gjort noget lignende.

Henrik Berggren er institutchef ved Institut for Journalistisk. Han forstår godt, at det kan være svært at takke nej, hvis man får tilbudt drømmejobbet, inden man er færdig med uddannelsen, men han ser gerne, at man kommer tilbage og færdiggører den.

”Jeg synes godt, man kan takke ja til drømmejobbet for et år. Det vil jo virkelig give noget på CV’et, men jeg tror, at hvis man bliver væk i længere tid, så er det svært at komme tilbage og få uddannelsen færdiggjort,” siger Henrik Berggren. 

Han mener, at man i glæden over at have fået tilbudt sit drømmejob skal huske at stille sig selv de formelle og praktiske spørgsmål.

”Jeg tror alligevel, at der er flere, der på et senere tidspunkt får lyst til at tage en kandidatuddannelse, og så står man og mangler en bachelor, som stopper en i det,” siger han.

Han pointerer dog, at der er tale om meget få studerende, der ikke kommer direkte tilbage efter praktikken og gør deres uddannelse færdig.

Selvom Martin Juhl ikke har planer om at skulle læse videre, er det alligevel en overvejelse, han har gjort sig. For hvis han skifter mening, bliver det et problem, hvis han ikke har færdiggjort sin bachelor. Men for nu følger drømmen om at være politisk journalist:

”Jeg kan med rimelig stor sikkerhed sige, at jeg skal være journalist eller redaktør frem til, at det bliver tid til at gå på pension,” siger Martin Juhl.

 

Forfulgt af en nyhedsstrøm

Siden Martin Juhl startede i praktik, har der været nok at skrive om. Han startede på udlandsredaktionen 1. februar, og tre uger efter udbrød der krig i Europa. Forrige efterår i dansk politik har også budt på mange historier. Martin Juhl var ude og dække rigsretssagen mod Inger Støjberg, FE-sagen og Mette Frederiksens slettede SMS’er.

Noget tyder altså på, at Martin Juhl er forfulgt af en nyhedsstrøm, der holder ham i beskæftigelse. Opstår der lignende muligheder i foråret, kan det udsætte hans ønske om at færdiggøre sin uddannelse. Og tanken skræmmer ham ikke. 

”Hvis jeg fortsætter mit liv i mediebranchen, så tror jeg ikke, det vil være noget problem for mig, at jeg ikke har færdiggjort min uddannelse. Jeg vil gerne stå med papiret i hånden og kunne kalde mig selv for uddannet journalist, men det er mest for min egen skyld,” siger han.

Martin Juhl stortrives på A4 Medier, og han er glad for at få opfyldt en længerevarende drøm om at være politisk journalist, men han kunne også se sig selv være journalist indenfor mange andre emner.

Opskriften på en podcast-succes: Hollywood-lyd på dåse og detektiver på kuffertjagt

Opskriften på en podcast-succes: Hollywood-lyd på dåse og detektiver på kuffertjagt

Opskriften på en podcast-succes: Hollywood-lyd på dåse og detektiver på kuffertjagt

Third Ear blev danmarksberømte med radiosuccesen ‘Kvinden med den Tunge Kuffert,’ men deres lydkartotek rummer endnu flere fortællinger. Deres produktioner er resultatet af høj lydkvalitet og en detektivagtig tilgang til research og opklaring. Med inspiration fra filmverdenen stykker de lydfortællinger sammen, der kredser om den gode historie, og hvordan den fortælles bedst.

TEKST: Josefine Harboe
Illustration: Louise rix 

Udgivet den 08. december 2022

Tre kasser fyldt med stakkevis af papirer og mapper står i hjørnet af studiet. Et halvt meter langt guldhorn stikker ud af reolen midt i rummet og bagved den, står en miniaturemodel af Søndermarken på Frederiksberg i snedække. Studiet ligner en legeplads, hvor gode ideer bliver til virkelighed, og små historier bliver til store fortællinger.

Midt i legepladsen står Tim Hinman, der sammen med Krister Moltzen og Frederik Nielbo udgør det populære danske podcastmedie Third Ear, som siden 2009 har skabt kuriøse radiofortællinger.

Det er her – ude på spidsen af Refshaleøen – at podcastmediet holder til. Tim Hinman løfter en bog op fra stakken med titlen Danske X-files. Han slår frem og tilbage mellem dansk og hans modersmål engelsk, mens han forklarer om det næste mysterium, de har kastet sig over. Denne vekslen er blevet kendetegnende for introduktionen. ”Du lytter til en podcast”, der leder lytteren ind i universet, fortællingerne, podcasten Third Ear. 

Titelmelodien er lokkende og lidt uhyggelig. Man ledes ind i et univers, der virker mystisk. Alligevel kan man ikke lade være at gå derind i selskab med Krister Moltzen og Tim Hinman, som er stemmerne bag en podcast om Guldhornene, serier som Cyanidmanden, Konspirativ Kærlighed og den helt uundgåelige, ‘Kvinden med den Tunge Kuffert’.

Dette er fortællingen om et af Danmarks første podcast, deres vej til kompromisløs lyd og hvor de er på vej hen med deres univers. 

 

Third Ears modus operandi

Tim Hinman er født og opvokset i England, men kom til Danmark i midten af 90’erne. Her mødte han en anden fortælletradition, hvor den menige mand fik lov at være med. I England var tv- og radiosendefladen de kloge og de kendtes legeplads, og den fattige mand var en figur, man havde ondt af, men egentlig ikke ønskede at forstå.

”Jeg tror, det er båret ud af en nordisk tradition, at man ikke har så stor en celebrity culture, men et meget mere jævnt samfund generelt,” siger Tim Hinman.

Han fortsætter: 

”Folks stemmer er værd at høre på.”

Den tilgang har Third Ear haft med sig, og deres historier er kommet flere steder fra. De gemmer sig alle vegne og venter bare på at blive opdaget.

”’Kvinden med den Tunge Kuffert’ hørte vi om gennem en, vi kender, Claudia. Hendes onkel havde hørt en historie til en konfirmation om denne mærkelige kvinde, som hun syntes, vi skulle høre. Krister syntes, det lød mærkeligt, og vi blev enige om, at det var en tur til Jylland værd. Det endte med at være en kæmpe succes,” fortæller han.

Ideen til Third Ears første podcast gemte sig på forsiden af flere af landets aviser. Det var en fortælling om en mand, der var med til at stjæle en kopi af Guldhornene fra Kongernes Jelling. Historien var blevet dækket, men overfladisk og for en kort periode, hvorefter den var blevet glemt igen.

Den historie Third Ear kunne fortælle små to år senere handlede om en tyv, der ikke vidste, hvad han var ude efter, før han stod med to forgyldte sølvhorn og forstod, at han ikke kunne smelte dem om som planlagt.

I stedet for at fordømme den unge tyveknægt, interesserer podcasten sig for hans forarbejde og research til kuppet. Krydret med oplæsning af Adam Oehlenschlägers digte stiller podcasten skarpt på myten om Guldhornene og sætter spørgsmålstegn ved, om ikke det netop er deres raison d’etre at blive nappet en gang imellem.

Third Ear fik produceret sine egne eksemplarer af de sagnomspundne horn. Tim Hinman hiver det ud af en lofthøj reol fyldt med små rekvisitter, som de har brugt gennem tiden. ”Solid gold,” siger han og løfter armen for at demonstrere, hvor tungt det faktisk er.

Meget symbolsk blev den ene af deres guldhorn stjålet til en fest og er ikke dukket op siden. Sådan kan historier gentage sig mange gange.

 

Lyden af Third Ear

Third Ears karakteristiske lyd er skabt med stor inspiration fra filmbranchen. Den gode fortælling er ikke kun skabt gennem sproget men gennem en atmosfære af hundebjæf og fodspor i nyfalden sne. Tim Hinman har arbejdet med lydproduktion på filmset, og han har taget meget af den viden med sig.

”Man kan skabe den der Hollywood sound i en lydproduktion for ingen penge, hvis man ikke har det skide billede at forholde sig til,” siger han.

Men det kan være både trægt og dyrt at producere film, derfor passer det bedre til Third Ears temperament at lave podcast, hvor de kan lave tre-fire produktioner om året.

”Det fede med lyd er, at man kan blande alle de her ting sammen og opnå et ret fancy resultat uden at man skal bede om lov og have kæmpe budget, eller vente tre år før man kan fortælle en historie,” siger han.

Lyden skaber de selv med diverse rekvisitter og remedier. Tim Hinman rejser sig for at demonstrere en maskine, der kan lyde som vinden. Den ligner en form for tombolatromle beklædt med glas, men lyder fuldstændig som en kold blæst, når han drejer på den.

We paint pictures in sound, tell stories in sound, bruger lyd som et fortællende element i alt, hvad vi laver,” siger han på sit skiftende dansk/engelske.  

Men det er ikke kun lydeffekter, der er vigtige for historierne. De producerer selv deres egen musik.

”Man har brug for sindssygt meget musik i det her lydunivers. Musikken skaber farver omkring fortællingen, som hjælper lytteren med at leve sig ind i historien,” siger Tim Hinman.

Man kan skabe den der Hollywood sound i en lydproduktion for ingen penge, hvis man ikke har det skide billede at forholde sig til.

– Tim Hinman, podcastskaber ved Third Ear

Dyk ned i fortælling om Kvinden med den tunge kuffert fra Third Ear.

The J-word

Tim Hinman gør det klart, at Third Ear ikke er journalister. De laver reportager, interviews og bruger greb fra genren, men derfor producerer de ikke nødvendigvis journalistik. Eller the J-word som han lidt ironisk kalder det.

Det er ikke, fordi Third Ear ikke vil sættes i bås med journalister, men de har andre fokuspunkter end dem. En af Tim Hinmans anker ved journalistikken er det høje tempo.

De er ikke interesserede i at lave dagsaktuelle nyheder, hvor der ikke er tid til at fordybe sig i formidlingen. Det er svært at forene høj lydkvalitet med korte deadlines og nyhedstrekanter, mener Tim Hinman. 

”Vi kan godt lide at sige, at journalisten er god til at afdække og finde historier og ikke særligt gode til at fortælle historier,” siger Tim Hinman.

For Third Ear fortæller historier. Små og store, underfundige og højtflyvende. Anderledes historier og ikke dagsaktuelle nyheder og hurtige analyser.

”Tit handler det mere om den human interest, story behind the story. What happened next, what happened before,” siger han.

Det er nogle helt andre overvejelser, der er vigtige for ham. Journalistisk handler om fakta, det er skarpt, men der bliver sjældent brugt mange kræfter på at caste den helt rigtige kilde. En spændende karakter med den rigtige stemme.

”Det er mere blød æstetisk consideration, end at det bare handler om the story and the facts,” siger han.

 

Da podcasten var ubetrådt land

Tim Hinman husker, at der kun var to-tre podcasts på det danske marked, da de startede. En fra Herlev Bibliotek og en anden, hvor man kunne skrive ind til en clairvoyant, der kunne spå om fremtiden. Third Ear havde altså rigeligt plads at boltre sig på de første år på podcastmarkedet, og de var ikke presset af konkurrence.

It wasn’t a crowded field, lad mig sige det på den måde,” siger han.

Han uddyber: 

”Det var en følelse af gold rush. Der var ingen andre. Vi var number one på iTunes’ chart fem år i træk. Nu kan vi dårligt nok nå nummer 20. Det var bare en anden tid,” siger han.

Friheden var stor og var noget af det, der lokkede Third Ear til. Efter en årrække på DR var Tim Hinman og Krister Moltzen færdige med at lave stof, de ikke brændte for.

”Pludselig har man et medie, hvor there was no one in charge. Man skulle ikke bede om lov til at lave noget som helst, man kunne bare lave det, man selv synes om,” siger han.

Og det blev til mange forskellige ting. En filosofisk fortælling om den moderne Sisyfos, en alternativ kærlighedshistorie om en svindler og den helt uundgåelige om ‘Kvinden med den Tunge Kuffert.’ Podcastene har det til fælles, at de tager sig tid til at fortælle historien.

Markedet har ændret sig markant de seneste ti år, og der er kommet flere og større spillere på banen. Men der er gået en form for inflation i begrebet podcast, hvis man spørger Tim Hinman. Krav til kvalitet og format er udvisket, og alt det egentlig kræver er en middelgod optager og noget at tale om.

The word doesn’t really mean anything much anymore. Det er ikke længere genre, det er bare en platform,” siger han.

 

Er der penge i podcast?

Platformen har vokset sig til et stort marked for økonomiske interesser. Abonnementtjenesterne Podimo og Mofibo udbyder eksklusivt indhold til deres betalende kunder, og podcasts agerer også moderne reklamespalter, hvor virksomheder kan købe sig ind. 

Third Ear har tjent penge på alle disse måder. Når man bevæger sig uden for det traditionelle arbejdsmarked og arbejder freelance og på projektkontrakter, må man være kreativ med, hvordan man tjener sine penge.

Tim Hinman har levet af Third Ear i mere end 12 år, selvom der var mindst 10 af dem, hvor folk sagde, at det var umuligt.

Lønsedlerne er blevet strikket sammen af offentlig støtte, samarbejdsprojekter, salg af reklamer og gennem betalende abonnenter.

”Det er meget det 21. århundredes industri, at det ikke nødvendigvis er det, man kender bedst, man tjener sine penge på. Vi har i nogle år tjent mere på at lave projekter for museer eller events, end vi egentlig har tjent på podcasten. We are doing okay,” siger Tim Hinman.

Third Ear havde også en periode, hvor de producerede indhold til Podimo, men de valgte ikke at forlænge aftalen. De så en stor værdi i at eje deres eget produkt, så de kan videreudvikle ideen og formatet.

”Vi har ikke et chatshow hver fredag. Vi fortæller historier, som folk stadig lytter til. Vi ved, de har et langt liv og kan udvikle sig og leve videre,” siger han.

Det er både dyrere og mere besværligt at lave podcast af høj kvalitet, og det kræver, at man har tillid til, at der er en vis portion lyttere hver gang. Den erkendelse hviler Tim Hinman i, for han er ikke interesseret i at gå på kompromis med sit produkt.

“Vi behøver ikke at please everyone. Vi laver færre ting, men laver dem bedre. Vi er ikke en pølsefabrik. Men it ain’t easy,” siger han.

Journalistikken har fået personlighed

Journalistikken har fået personlighed

Journalistikken har fået personlighed

Journalistikken er kendetegnet ved at være objektiv og neutral. En ny bog sætter fokus på jeg’et, og hvad journalistikken kan bruge det til. Abdel Aziz bruger ofte sig selv og kender til de udfordringer, det medfører.

TEKST: Amalie Møller Pedersen
FOTO: Axel Emil Hammerbo

Udgivet den 08. december 2022

Abdel Aziz Mahmoud kan godt lide at bruge sig selv i sit arbejde. Det kan han i hvert fald nogle gange. At benytte ‘jeg’et’ gør Abdel Aziz ofte, selvom det strider imod klassisk journalistisk tænkning. Der er nemlig blevet plads til journalisters personlighed i mediebilledet.

Der findes mange betegnelser for brugen af sin person i journalistikken. Kært barn har mange navne, og det kan blandt andet kaldes: Persondreven, jeg-journalistik, gonzo, subjektiv eller aktivistisk journalistik.

Der er kommet mere fokus på personen i journalistik. Det kan både være i form af den såkaldte jeg-journalistik, hvor journalisten bruger sig selv og sin egen person i fortællingen, men det kan også være gennem aktivisme, hvor journalisten ønsker at præge samfundsdebatten. Bogen ‘Hvad laver JEG her?’ udkom for nylig, og Steffen Moestrup fra DMJX satte i den fokus på formidling i jeg-form. 

 

Aktivisme eller aften-TV

Abdel Aziz Mahmoud er journalist og har i flere af sine produkter brugt sig selv i sine historier. Han er meget aktiv på de sociale medier og er blandt andet kendt for bogen ’Hvor taler du flot dansk!’ og dokumentaren ’Helvedes Homo.’

”Jeg er nok en journalist, som prøver at få hele mit jeg med i de produkter, jeg laver – ikke hver gang, for det er både trættende for mig og modtageren. Men hver gang jeg tager en opgave, prøver jeg at mærke efter, hvad det er, jeg kan bidrage med til den enkelte historie,” siger Abdel Aziz Mahmoud.

Der er til tider langt mellem Abdel Aziz’ mere aktivistiske opgaver. Det skyldes hans nuværende arbejde hos Go’ Aften Live på TV2, som beskæftiger sig med en bred vifte af nyhedsemner. Fordi nyhederne er mange, er det vigtigt, at han fremstår objektiv og ikke har noget i klemme. 

Han er dog i øjeblikket aktuel med dokumentaren ’Abdel og det beskidte spil i Qatar’, hvor han bruger sin person og baggrund til at løfte samfundsdebatten om VM i Qatar. Dokumentaren handler om, at Abdel Aziz tager til Qatar for at undersøge forholdene op til VM.

”Jeg taler åbent om det faktum, at jeg er homoseksuel og muslim i et journalistisk produkt, for i dette tilfælde at give nogle af programmets interviews mere nerve og måske også komme med en ny vinkel, som taler til hjertet,” siger Abdel Aziz.

Nærvær og gennemsigtighed

Steffen Moestrup er forsker og underviser på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Han har forsket i persondreven journalistik – også kaldet ’Jeg-journalistik.’ Sammen med  to andre kollegaer på DMJX har han været med til at skrive bogen ’Hvad laver JEG her?’ som handler om journalistisk formidling i jeg-form. Steffen Moestrup mener, det kan være svært at være helt objektiv, fordi der altid vil være et menneske bag den journalistik, der produceres.

”Det er lidt en paradoksal konstruktion, for vi er jo mennesker. Så det kan være en lidt mærkelig indretning, hvis vi skal foregive at være maskiner uden følelser, holdninger og tanker, som bare kan være helt upartiske og objektive,” siger Steffen Moestrup.

Han anerkender ligeledes, at der kan være flere fordele ved at bruge sig selv i sin journalistik, og at det kan have en positiv effekt på modtageren, fordi det skaber identifikation.

”En typisk fordel ved jeg-journalistik er, at man kan skabe en tættere relation mellem sig selv og brugeren, og så kan det skabe noget gennemsigtighed og ærlighed,” siger Steffen Moestrup.

Personlig journalistik har den fordel, at den kan være med til at bidrage til noget unikt og nytænkende. Det besidder en anden form for ærlighed, end den man ser i mere klassisk, objektiv journalistik

”Det har helt klart den fordel, at man spiller med åbne kort over for brugeren. Og så kan man fortælle historier på en ny måde og med andre vinkler. Det, synes jeg, er godt for brugeren,” siger Abdel Aziz. 

Abdel Aziz arbejder på linjen mellem objektiv og subjektiv formidling. I Go’ Aften Live interviewer og formidler han objektivt. Hvorimod han i sin nye dokumentar er mere aktivistisk, fordi han selv har en mission i programmet.

”Der er ligesom tre stadier: professionel, personlig og privat. I det professionelle stadie ved jeg, hvem der kigger med, hvad der er på spil, og at man skal holde tungen lige i munden. Når jeg er personlig, så tager jeg mit eget sprog med, min egen grimasse med og min måde at reagere på. Og den private Abdel. Den bruger jeg meget sjældent og næsten kun på sociale medier. Men det er en ting, jeg har lært de senere år, at brugeren får det hele menneske med,” fortæller Abdel Aziz.

Steffen Moestrup mener, at journalistik kan forstås på mange måder. At det har mange ansigter, det kan vise, men at det vigtige er, at man aldrig er i tvivl om, hvilken type man som læser, seer eller lytter konsumerer.

”Journalistik kan bruges til mange ting, og den aktivistiske slags er en af dem. Det hensigtsmæssige ved Abdel er, at han deklarerer det, og han bliver derfor forbundet med det,” siger Steffen Moestrup

”Bare fordi jeg er åben om minoritetsbaggrund, gør det mig ikke mindre objektiv end andre journalister, hvor deres etnicitet, kønsidentiteter og så videre er mere synlig og almindelig.”

– Abdel Aziz 

Objektivitet i journalistikken

Kerneværdien for medierne har i mange år handlet om objektivitet. Journalisten skal forholde sig objektivt, og holdninger skal ikke implementeres i artiklen. På Dansk Journalistforbunds hjemmeside står der således:

Journalistik er i sin essens – uanset målgruppen – at indsamle, kritisk vurdere og forståeligt formidle så objektiv information som muligt.

Steffen Moestrup mener, at objektivitet stadig spiller en væsentlig rolle i journalistikken, og at der kan være forskel på, hvornår det giver mening at formidle subjektivt.

”Det kommer an på, hvad man er ude efter. Hvis jeg bare gerne vil vide, hvordan det går med renten, eller hvad der sker i forhold til krigen, så vil man måske gerne bare vide, hvordan fronten ser ud i dag,” siger Steffen Moestrup.

Det interessante ved udviklingen i journalistikken er ifølge Steffen Moestrup, at man som læser kan læse mange forskellige formater, og at man som journalist kan lave meget forskelligt journalistik.

”Det kan være alt fra den helt skarpskårne, objektive nyhed, hvor man holder sig selv helt ude, og bare er den der maskine, der står bag at formidle andres viden og holdninger, og så helt over til, at man laver sådan noget subjektivt, deklareret jeg-journalistik, hvor man bare er sig selv,” siger Steffen Moestrup.

Abdel Aziz mener ikke, at personlig journalistik er en modsætning til objektivitet. Han udtrykker, at det blot er en del af ham at være et åbent menneske.

“Bare fordi jeg er åben om min minoritetsbaggrund, gør det mig ikke mindre objektiv end andre journalister, hvor deres etnicitet, kønsidentitet og så videre er mere synlig og almindelig,” siger Abdel Aziz.

 

Personlighed i fremtidens journalistik

Journalistikken er i udvikling, og der skal tænkes i nye baner, når man ønsker at gøre brugeroplevelserne bedre. Steffen Moestrup mener, at personlig og subjektiv journalistik bryder frem, fordi samfundet er blevet mere åbent for nye metoder.

”Objektiv journalistik har selvfølgelig sin berettigelse, men man har fundet ud af, at journalistik kan være mange ting. Måden at lave journalistik på er blevet bredere og mere mangfoldig,” siger Steffen Moestrup.

Abdel Aziz tror også, at jeg-journalistikken er kommet for at blive. 

”Det er ikke bare en bevægelse eller en ny måde at være journalist på. Jeg tror også, at det ville være et alt for hårdt arbejde at skjule, hvem man er,” siger han.