Reception for eleverne – ”Vi vil gerne have lov til at reagere”

Reception for eleverne – ”Vi vil gerne have lov til at reagere”

DMJX’s økonomi er kommet i mediernes søgelys, efter fagbladet Journalisten har udtalt kritik af skolens pengehåndtering. Derfor afholdt De Studerendes Råd (DSR) og KaJ et event fredag d. 16. september for at markere deres utilfredshed.

TEKST: Lærke Kobberup
Foto: Rasmus Breum

Udgivet den 24. september 2022

”Alle studerende fortjener et gyldent håndtryk”.

Disse store påmalede bogstaver hænger på det banner som Iben Marie Ryberg, forperson for DSR, og Josephine Marie Lind, medlem af DSR og KaJ, bærer mellem sig, mens de gør klar til eventet. Et lille bord står klar med sit eget banner med teksten ’$KÅL!’.

Her bliver der fyldt champagne i glas og fremlagt småkager af Anton Dahl Andersen, næstperson for DSR, og Emil Vogelius, forperson for KaJ. På et tilstødende bord bliver håndflader malet med guldmaling. For udover lidt godt til ganen, kan elever og undervisere også få sig et gyldent håndtryk på vej til undervisning.

”Vi har valgt at starte allerede klokken 8, så vi kan nå at fange nogle af de ansatte,” siger Anton Dahl, som er en af hovedplanlæggerne bag receptionen.

Men det er ikke kun de ansatte, de fanger. Flere elever møder tidligere ind end normalt.

”Jeg valgte at møde ind tidligt, så jeg kunne fornemme, hvad det handler om”, siger Emilie Lindahl-Jessen, journaliststuderende på 1. semester.

Mange af de nyankomne får et glas champagne og en småkage, stiller sig ind til siden og venter på en uddybning af arrangementet. Dette sker dog ikke, og de vender sig i stedet til hinanden og begynder at småsnakke. Idet andre nyankomne spørger ind til arrangementet, forklarer arrangørerne ivrigt hvorfor eventet afholdes. Anton Dahl Andersen fortæller, at formålet med receptionen ikke primært er at oplyse eleverne:

”Vi har mere et behov for at markere, at vi ikke synes, skolens håndtering af pengene var i orden. Der ligger en stor provokation i at bruge så mange penge på receptioner og ikke på eleverne,” siger han.

Hvad er der sket med pengene?

Hen over de sidste par måneder har blandt andre fagbladet Journalisten skrevet om det ’gyldne håndtryk’ som DMJX’s tidligere rektor Trine Nielsen fik, da hun forlod posten efter 2,5 år. Det er her kommet frem, at hun fik en fratrædelsesgodtgørelse på 2.1 mio. Dette skete efter en sparingsunde på 3.5 mio., og fratrædelser af fire undervisere.

Derudover er det også kommet frem, at der er blevet brugt over 130.000 kroner på receptioner for ledelsen i 2019.

Disse informationer gjorde skolens elever nysgerrige på økonomien. Resultatet blev en festinvitation slået op på Facebook, hvor DSR og KaJ inviterede alle til reception for de studerende:

”Kom og nyd et køligt glas for os selv, når nu ingen andre gør det.”

Selvom artiklerne omhandler sager behandlet af skolens tidligere bestyrelse, mener Anton Dahl Andersen, at det stadig er vigtigt, at skolens elever markerer deres utilfredshed:

”Vi har skrevet til Julie Sommerlund, rektor på DMJX, og understreget, at eventet i dag ikke handler om den nuværende bestyrelse. Pointen i dag er primært at snakke med de studerende om situationen. Og så selvfølgelig at få lov til at reagere,” siger han.

Tiden går og flaskerne bliver tømt

En del elever og ansatte kommer forbi receptionen inden undervisning. Der bliver joket om gyldne håndtryk og yndlingssmag inden for børnechampagne. Selvom mange frabeder sig champagnen, da de lige har børstet tænder, bliver der tømt over ni flasker og givet så mange gyldne håndtryk, at den påmalede guldmaling begynder at krakelere på hænderne. Også Anton Dahl Andersen mener, at eventet er gået godt:

”Vi fik markeret os på en måde som er hyggelig, sjov og rar, men stadig med en pointe i, at vi er her og går op i, hvad der foregår. Det har dog aldrig været meningen, at det skulle være en demonstration. Der er det blevet blæst op af medierne. Men det kan vi jo ikke styre,” siger han med et glimt i øjet.

Kære dagbog: Dårlig mave, drænende dage og kroppen fyldt af dopamin

Kære dagbog: Dårlig mave, drænende dage og kroppen fyldt af dopamin

TEKST: Astrid Simone Kjær & Lisa Bilgrav
ILLUSTRATION: Thit Lund Bording

Udgivet den 12. maj 2022

Påskeferien

 

Tirsdag d. 12. april, Lisa

Jeg bakser med hjemmeside. Igen. En hjemmeside, jeg føler er super vigtig, men alligevel ligegyldig, når man gang på gang får fortalt, at de ofte ikke kigger på den.

 

Fredag d. 15. april, Lisa

Begyndte at græde over Wix. Fuck Wix.

 

Mandag d. 18. april, Lisa

Jeg har talt i telefon med tre praktikanter. Jeg føler mig privilegeret over, at jeg kender så mange, jeg kan få gode råd af. Jeg deler selv ud af de informationer, som jeg får, til andre fra mit semester. Jeg vil gerne spille et fair spil. Samtidig føler jeg mig som et dårligt menneske, da jeg ikke vil have, at folk tager pladserne fra mig. Det er en ond spiral.

 

Torsdag d. 14. april, Astrid

De seneste to uger op til påskeferien har været presset. Alle taler om praktik og arbejder på deres hjemmeside. Inklusiv mig selv. Det er som om, at det ligger i baghovedet på alle. Alligevel føler jeg mig alene med bekymringerne. For hvad nu hvis jeg ikke får en praktikplads, jeg kan se mig selv i?

Ugen med Messen

Onsdag d. 20. april, Lisa

På vej til praktikmesse i Odense. Seks runder har man til at snakke med forskellige medier. Det her er muligheden for at få en fornemmelse af praktikstederne.

Hold kæft det går stærkt mellem runderne. Man taber næsten kaffen, når båthornet runger mellem betonvæggene. Man når slet ikke at danne sig et overblik. Det er et kæmpe gedemarked.

Var forbi EB efterfølgende, så de kunne få et indtryk af mig. Ville gerne have vist mig mere på DR Nyheder, men der var så mange mennesker, at det føltes helt umuligt.

Jeg har den vildeste hovedpine.

 

Onsdag d. 20. april, Astrid

Messen er et virvar. Vi træder ind i en stor industrihal med højt til loftet og vægge af beton. Der er opstillet boder, men det er umuligt at holde overblik over, hvilket mediehus, der står hvor. Jeg hader det allerede.

Torsdag d. 21. april, Lisa

Jeg har fået en samtale med Jyllands-Posten i morgen. Jeg forbereder mig på idéer, avisens identitet, målgruppe, hvem er jeg. Kæft der er meget.

Aftalt samtale med Børsen på mandag. Normalt holder de kun samtaler tirsdag og onsdag, så føler mig lidt heldig over, at de har sagt ja. Det er et værre puslespil at få alle forsamtaler til at gå op.

 

Torsdag d. 21. april, Astrid

Jeg kunne blive ved med at sove efter i går. Der var mange indtryk og mange timer med et tørt smil og øjenkontakt. Dog er jeg i dag mere klar over, hvilke steder jeg kan se mig selv i. Børsen gjorde, overraskende nok, et skide godt indtryk.

 

Fredag d. 22. april, Lisa

Samtalen er overstået ved Jyllands-Posten. Ham, jeg snakkede med, var nice, men jeg ved ikke, om det gik godt. Han spurgte om en forside til i morgen, som jeg skulle finde på, hvortil jeg fyrede lort af. Man bliver lidt en anden person til samtalen, føler jeg. Man bilder dem ind, at man kender avisen godt, deres målgruppe og artikler. Jeg har jo primært læst op på det dagene op til.

 

Fredag d. 22. april, Astrid

Det er gået op for mig, hvorfor det hele har været så forvirrende, når det kommer til at få en praktikplads. Der er ikke nogen regler. Der er retningslinjer, men de bliver brudt. For eksempel er det kun de mindre medier, som må holde samtaler og åbent hus mandag, men jeg er allerede blevet tilbudt en samtale af Børsen på mandag.

Mit bedste råd er at følge med. Accepter, at det er et lorte system (eller gør oprør).

Fredag d. 22. april, Lisa 

Forbereder mig til de kommende samtaler med nye idéer til artikler. Jeg synes, at det svært.

Har grædt tre gange i dag.

Helvedesugen kommer nu, og jeg kan mærke, hvordan presset rammer. De kan love dig en masse ting, og du kan hoppe fra din aftale. Du kan få booket en samtale før tid, selvom det egentlig starter senere. Man skal være kreativ og sweet talke, men de kan også blive sure på én, hvis man hopper fra sent

Samtale-ugen 

Mandag d. 25. april, Astrid

I dag skal jeg ind forbi Børsen. Nervøsiteten kommer snigende, og knuden i maven er begyndt at stramme til. Det er som at gå til eksamen. Før sidste uge havde jeg aldrig skænket avisen en tanke, men efter messen er jeg spændt på samtalen.

Samtalen gik fint, tror jeg. Eller måske ikke. Det er svært at sige.

I løbet af dagen har jeg fået samtaler op at stå med yderligere to praktiksteder, så jeg er oppe på ni samtaler i alt. Jeg vil ikke ende med tomme hænder, når ugen er omme. Måske et overkill. Men altså; better safe than sorry.

 

Mandag d. 25. april, Lisa

Jeg har en samtale med Børsen. Jeg er virkelig nervøs. Min puls stiger, og jeg kan ikke spise noget. 

Forbereder mig til Ekstra Bladet og Berlingske. Åh, det er trættende og hårdt. Der er mange informationer, som man skal huske, og man skal virkelig tænke på de idéer, som man skal pitche til samtalerne.

Jeg bliver pludselig panisk om mine valg af samtaler. Burde jeg melde mig til nogle ekstra? Jeg satser jo kun højt, med de steder som jeg søger, og jeg vil helst ikke stå uden en plads. Men skal jeg søge noget, som jeg ikke rigtig føler for?

 

 

Tirsdag d. 26. april, Astrid

I dag skal jeg til samtale ved Politiken, Berlingske og Information. Det har medført vedvarende ondt i maven, kvalme og derudover har jeg nervøs-skidt fem gange. Ikke nogen fed oplevelse, det er helt sikkert.

Det er ventetiden mellem samtalerne, der er det værste. Flere gange i løbet af dagen har jeg haft lyst til at aflyse samtaler for at undgå mavesmerterne.

I ventesalen ved Information støder jeg ind i en RUC’er, som har fået tilbudt Politiken. Vreden stiger op i mig. Til samtalen ved Politiken sagde chefredaktøren, at jeg skulle forvente et opkald, men det har jeg ikke fået, og dagen er snart ovre. Jeg føler mig dum og uduelig. Hvordan kunne jeg tro, at jeg havde fået det?

En halv time efter vibrerer min telefon. Jeg tager røret og får tilbudt Politiken. Jeg kan ikke sidde stille eller stoppe med at smile. På en og samme tid er jeg sur og glad. Lettet og frustreret. Jeg troede seriøst ikke, at hun ville ringe. Den er fandme i hus.

Tirsdag d. 26. april, Lisa

Jeg er pisse nervøs. Jeg har næsten ikke sovet, kan slet ikke spise og skal hele tiden på toilettet.

Jeg dukker op til åbent hus på Berlingske. Det er en mærkelig oplevelse, når man kan se alle andre, som også er mødt op i håbet om at få en plads. Da åbent hus slutter, har jeg en time til min samtale. Jeg løber ud og køber dagens avis hos Berlingske. Jeg skal have læst forsiden, hvis de spørger ind til den.

Til samtalen bliver vi kaldt ind et lille hold ad gangen. Mens vi venter, sidder folk på deres telefoner og prøver at huske ting udenad. Der er en underlig stilhed. Min puls stiger.

Samtalen på Berlingske gik godt, men mange har søgt den, så tør ikke satse.

Jeg har en samtale med Ekstra Bladet senere. Glæder mig virkelig meget til den.

Samtalen gik ikke som forventet. Jeg blev vildt nervøs. Er ret skuffet over mig selv. Jeg har hele tiden tænkt, at det var den samtale, hvor jeg virkelig kunne være mig selv. Men fik ikke rigtig noget igen hos dem. Det er hårdt, når jeg hele tiden har tænkt, at EB kunne være et rigtig godt sted for mig.

Efter samtalerne er vi en gruppe, der har fundet sig til rette på en rød bænk foran JP/Politikens Hus og taler om de foregående samtaler. En af mine medstuderendes telefon ringer. Han har fået tilbudt en plads på Politiken. Stressen banker på igen, også selvom jeg har ikke engang søgt Politiken. Jeg begynder at græde midt på Rådhuspladsen. Jeg er så presset. Folk omkring mig får tilbudt pladser på de store dagblade, og jeg har stadig ikke hørt noget.

Jeg er lige kommet hjem, og jeg forbereder mig til samtalerne i morgen. Jeg er presset og kan ikke spis noget. Mine veninder er bekymrede for mig.

Telefonen ringer, og jeg tager den med det samme.

“JEG HAR FÅET TILBUDT JYLLANDS-POSTEN! SHIT SHIT SHIT!”

 

Onsdag d. 27. april, Astrid

I dag skal jeg til samtale ved DR Nyheder.

Stemningen blandt mine medstuderende er meget forskellig. Nogle har fået forhåndsaftaler i hus, hvilket rygtes med lysets hast. Andre har endnu ikke fået noget i hus og mærker presset. Det er skide svært at være i. Jeg vil gerne støtte dem og sige det rigtige, men der er ikke noget jeg kan sige for at gøre det bedre. Jeg står på den “heldige” side af det hele. Jeg har fået en aftale på Politiken, hvilket giver ro, men også dårlig samvittighed i forhold til de venner, som endnu ikke har fået noget. 

Samtalen ved DR var god. Det er fandme et fedt sted. Det får mig til at tvivle. Er DR et bedre sted for mig end Politiken?

Jeg er helt kvæstet. Der er konstant beskeder i indbakken fra mine medstuderende. Man (heriblandt mig selv) skriver rundt for at høre, hvem der har fået hvad. Jeg kan ikke lægge mobilen fra mig. Tårerne triller ned af mine kinder. Jeg kan ikke mere.

Onsdag d. 27. april, Lisa

Ud til samtale hos DR. Shit, jeg er nervøs.

Det er en mærkelig stemning. For første gang kan jeg fysisk se, hvor mange vi er om de få pladser. DR afholder deres samtaler i samme lokale, som folk venter, så man kan vitterligt se på, mens ens medstuderende har samtaler. Det er underligt. Mange har allerede fået tilbudt gode pladser, og rygterne spredes hurtigt.

Jeg går væk med små skridt fra min samtale ved DR Nyheder. Det var en underlig oplevelse. Jeg havde ikke regnet med, at jeg ville opleve så lidt menneskelighed fra dem. Nu forstår jeg, hvad folk mener, når de siger, at det er et samlebånd hos DR.

Jeg magter ikke engang de to næste samtaler på DR. Jeg er så skuffet. Hvor var det en vildt dårlig oplevelse.

P1 Kulturen har glemt at skrive mig på listen. Hahahaha. Skal vente i 1,5 time.

Men shit en god oplevelse hos dem. Den plads vil jeg virkelig gerne have, men der er kun én, og der er mange om budet. Jeg er bare glad for, at jeg kan slutte af med en god oplevelse.

Netop kommet hjem. Jeg har ikke fået DR Nyheder. Sikke en nedværdigende samtale. Det føles tomt. Jeg begynder at græde. Igen. Det har altid været min drøm at komme på DR Nyheder. Jeg er så ked af, at jeg blev taget imod på den måde.

 

Torsdag d. 28. april, Astrid

Jeg har sovet længe. Anstrengelserne fra de sidste par dage kan mærkes, og jeg skal bare be’ om at komme hjem i min egen seng i Århus. Mit hoved er tomt og maven mættet af alle følelserne fra de sidste par uger. Jeg skal godt nok være stiv i morgen til Kapsejlads.

Torsdag d. 28. april, Lisa

Nu kan jeg endelig slappe af. Jeg har fået en plads, og jeg skal ikke til flere samtaler.

Børsen har lige ringet. De vil give mig en plads. Jeg er igen forvirret. Skriver og ringer rundt til folk for at få råd.

Jeg afviser Børsen. Det er ikke det rigtige sted for mig.

Shit, praktiksøgning har været en underlig oplevelse. Jeg er ret frustreret over hele forløbet. Man har kun otte minutter til at “sælge sig selv”, og nogle gange kunne jeg  mærke, at jeg blev valgt fra ved første øjekast. Nogle er dog søde, og det er skønt. Men man glemmer lidt de gode oplevelser i processen.

Berlingske har ringet. Jeg sad på WC, da telefonen vibrerede. De har tilbudt mig en plads. Jeg skal gerne svare inden kl 22. Jeg har tre timer, og er på vej ud af døren til Århus.

Igen. Opkald. Beskeder. Hvad skal jeg vælge?

Jeg må være den mest irriterende person på Kombardo-bussen. Sidder konstant i opkald. Græder igen og igen.

Efter jeg har lagt på ved det sted, som jeg har afvist, begynder jeg at græde. Jeg ved godt, jeg er i en virkelig heldig situation. Men jeg er i underskud af søvn, har intet spist i fem dage, og jeg er bange for at træffe det forkerte valg.

Netop ankommet med bussen. Min kæreste venter på mig. Hvor er det rart at se ham igen. Jeg føler, at jeg har været væk i tre uger.

Jeg er drænet for energi. Selvom jeg nok skal få et godt praktikophold, så føler jeg, at jeg har skuffet andre mediehuse og de mennesker, der har lagt et godt ord ind for mig. Jeg føler mig fjollet for at reagere på den måde. Specielt fordi jeg kun skal vælge praktikpladsen for mig selv og ingen andre. 

Fredag d. 29. april, Lisa

Jeg er taget til Kapsejlads med de mange andre fra DMJX. Folk har ikke hørt, at jeg skal på Berlingske i stedet for Jyllands-Posten. Det er sjovt at se folks reaktioner. “Jeg havde to vilde timer i går aftes, på vej hjem mod Århus,” svarer jeg.

Panikdag

Onsdag 4. maj, Astrid

Jeg er nervøs. Også selvom der ikke er grund til det. Jeg har fået en praktikplads i hus, og jeg er blevet forsikret om det af flere omgange. Alligevel kan jeg mærke noget, der rumsterer i maven.

Jeg skal mødes med en gruppe fra årgangen og poppe pagnen, når tiden er gået.

Vi sidder alle fem med skærmen foran os, mens der bliver talt ned. Det virker så absurd. Den er grøn.

Jeg skal i praktik på Politiken.

 

Onsdag 4. maj, Lisa

Jeg vågner tidligt onsdag og dobbelttjekker, at min ansøgning er blevet sendt ind på praktikmatch. Berlingske skriver til mig 12.10, at de har godkendt min ansøgning. De glæder sig til, at jeg skal starte. Det føles rart, at de viser så meget begejstring for en.

Jeg møder en flok venner fra studiet kl 13.00. Nogle af os har kæmpet lidt mere end andre, men vi er alle ret enige om, at praktiksøgning er et mærkeligt og hårdt system. Der står champagne, øl og snacks på bordet. Vi skal fejre det hårde arbejde.

Ritzaus Bureau er den første bølge, når nyhederne skyller ind over Danmark

Ritzaus Bureau er den første bølge, når nyhederne skyller ind over Danmark

Ritzaus Bureau er den første bølge, når nyhederne skyller ind over Danmark

Troværdighed, gennemsigtighed og hurtighed er nøgleordene, når Ritzaus Bureau leverer nyhedstelegrammer til alle landets medier. Mød redaktionen, der gemmer sig bag den daglige danske nyhedsstrøm.

TEKST: Anton Schack
Illustration: Silje Qvist

Udgivet den 24. marts 2022

Et historisk træskib er fundet 107 år efter en ulykke ved Antarktis. Klokken er tolv minutter over ti, og nyheden er netop tikket ind på Kristeligt Dagblads hjemmeside. Skibet ligger på tre kilometers dybde og er i usædvanlig god stand, forklarer artiklen.

Indenfor to minutter finder nyheden også vej til Information, Berlingske og BT.dk – Danmarks største nyhedssite. Kun små variationer i rubrikken adskiller artiklerne fra hinanden. En kort og præcis brødtekst med kun den mest nødvendige information om opdagelsen.     

I den følgende time popper historien om det stolte skib Endurance op hos yderligere 50 danske medier – fra JydskeVestkysten i Esbjerg til Politiken i hjertet af København. Alle artikler med samme velkendte afsender.

I Danmark findes der kun ét medie, der kan lave nyheder med den gennemslagskraft. Ritzau er landets største nyhedsbureau, og for at forstå dets rolle i nyhedsstrømmen, spoler vi tiden tilbage til to timer før, nyheden om det historiske skib spredte sig. 

 

Fra Sydney til København

Dagen er så småt ved at tage fart. I Ritzaus redaktionslokaler arbejder journalisterne på at få greb om de dagsaktuelle historier. Nyhedsredaktør, Jens Jacob Lerche, har været på sin plads siden klokken halv seks. Der blev stafetten overleveret fra Sydney til København. Ritzau har en redaktion på fem journalister siddende i den australske storby. Tidsforskellen gør det muligt at have folk på arbejde døgnet rundt, uden at nogen hænger på de opslidende nattevagter. En Ritzau-opfindelse, som flere af de europæiske nyhedsbureauer har ladet sig inspirere af. 

Der er stille i lokalet. Ikke en anspændt stilhed, men nærmere en tilbagelænet ro. Ti journalister er samlet om en klynge af skriveborde. Tilsammen udgør de Ritzaus NU-redaktion, hvor de hurtige nyheder skrives og sendes ud til medierne.  

”Vi må have smittet hinanden,” siger en kvinde, da det bliver bemærket, at de alle arbejder stående ved deres hæve-sænkeborde. 

Ingen af journalisterne har færre end fire computerskærme foran sig. Deres blikke flakker koncentreret fra skærm til skærm. De enkelte stofområder er fordelt blandt bordene. En dækker erhverv, mens en anden passer livebloggen om krigen i Ukraine, og for enden af klyngen har dagens krimijournalist øje på de nyeste retslister.  

 

150 års nyhedsproduktion

Uden for redaktionens vinduer slanger morgentrafikken sig fra Store Kongensgade og ind på Kongens Nytorv. Man kunne fristes til at kalde det en royal beliggenhed, som nyhedsbureauets ansatte møder ind på hver morgen. Netop kongehuset var da også blandt de første kunder, da Erik Nicolai Ritzau i 1866 grundlagde Danmarks første telegrambureau.   

Siden dengang har det været Ritzaus opgave at klæde de danske medier på med nyheder fra ind- og udland. En opgave, der har skiftet karakter – først med overgangen fra telegrammer til telefonforbindelser, og siden med den omvæltning internettet har været for journalistikken.

I dag abonnerer de danske medier ikke bare på Ritzaus journalistik. De ejer bureauet. Efter Anden Verdenskrig overtog dagbladene ejerskabet, og Ritzau har siden i bogstaveligste forstand været mediernes fælles nyhedsbureau. Hver dag producerer de flere hundrede nyhedstelegrammer, og på redaktionen PLUS leverer de længere printformater til et bredt udsnit af de danske dagblade.    

 

Det forsvundne træskib

Ved nyhedsredaktørens side sidder udlandsjournalist Thomas Bækby Skov-Carlsen. En af skærmene på hans bord er dedikeret til telegrammer fra de internationale nyhedsbureauer. Flere gange i minuttet dukker en rød bjælke op og gør ham opmærksom på, at endnu en nyhed er tikket ind. Det er hans opgave at overvåge telegrammerne fra udlandet og vurdere, hvilke af historierne der er interessante for de danske medier. 

30-årige Thomas Bækby Skov-Carlsen fik smag for nyhedsproduktion, da han under sin uddannelse på DMJX kom i praktik hos Ritzaus Bureau. Nu har han været ansat på redaktionen i syv år og udover at skrive udlandsstof, er han også vejleder for bureauets journalistpraktikanter.  

Selvom klokken kun er lidt i ti, har Thomas Bækby Skov-Carlsen allerede færdiggjort en lille håndfuld artikler, og nu er han faldet over en nyhed, der forhåbentlig kan blive til hans næste historie. 

Amerikanske CNN beretter om, at et over hundrede år gammelt træskib er fundet under isen ved Antarktis. Historien stikker ud fra de gængse udlandshistorier om krigen i Ukraine og corona-pandemiens konsekvenser. En fascinationshistorie som denne er et godt supplement til de tunge dagsordener.

Thomas googler skibets navn for at blive klogere på historien, og efter et par minutters research er han klar til at skrive første version af web-historien. Udlandsjournalistens begejstring forstærkes yderligere, da han opdager, at CNN har billeder af det sunkne træskib.

”Dem skal vi have fat i,” siger han og spejder mod redaktionens fotoredaktør, der med det samme fanger hentydningen og går på jagt.  

 

Den universelle nyhed 

Alle Ritzaus nyhedstelegrammer skal kunne bringes på tværs af de 170 danske medier, der er kunder hos bureauet. Derfor er det ifølge redaktionschef Martin Darling altafgørende, at journalisterne formår at skære ind til benet og lade telegrammerne være helt neutrale i deres formidling.

“Kan man bruge et ord som social dumping? Det ville nogle af vores kunder nok gøre, mens andre ville kalde det fri konkurrence. Der skal vi på jagt efter et endnu mere præcist ord for at skabe en god, upartisk nyhed, der ikke er tendentiøs i dens oplysning,” siger Martin Darling. 

Med Ritzaus journalistik er medierne garanteret den nyhedspuls, de hele tiden skal kunne levere på deres hjemmesider. Lige på det punkt er der ikke stor forskel på, hvad de forskellige medier efterspørger:   

“De kalder os deres første bølge. Vi laver det solide og skarpe nyhedsarbejde, som giver dem hænderne fri til at bygge ovenpå og differentiere sig fra de andre medier,” siger Martin Darling.

En perfekt dag på Ritzau skal, ifølge redaktionschefen, leve op til fem forskellige kriterier. 

Redaktionen må ikke overse noget. Hvis de først opdager en nyhed 11 minutter efter, at den er breaket, er de kommet for sent. Dernæst skal de undgå at skrive noget, der er forkert. Hver gang de må korrigere en nyhed, skader det bureauets troværdighed. Som tredje punkt er det vigtigt, at redaktionen får prioriteret de mest væsentlige historier, og for det fjerde skal deres artikler gerne blive brugt bredt i det danske medielandskab.

Hvis de kan sætte flueben ved alt det, og til sidst som femte punkt også lykkes med at producere et par solohistorier, som de andre medier ikke har opdaget, så tager chefredaktøren hjem med et fornøjet smil på læberne.    

   

En evig strøm af nyheder 

En gul post-it-note er klistret fast til kanten af Thomas Bækby Skov-Carlsens computerskærm. Det er en kollega, der har sat den op. ”Husk at holde pauser,” lyder budskabet. Når først nyhederne ruller ind, kan timerne let komme til at flyde sammen.

Historien om det forsvundne skib skrev han færdig på ti minutter. 1.500 anslag med to citater og den vigtigste baggrund. Artiklen er allerede blevet bragt i flere af de store medier, men det er der ikke tid til at dvæle ved. En ny historie er tikket ind på hans infoskærm, og han er godt i gang med første udkast til webudgaven. 

Sveriges statsepidemiolog har landet en topstilling i WHO. Thomas Bækby Skov-Carlsen navigerer mellem et telegram fra det svenske nyhedsbureau, TT, og en officiel pressemeddelelse fra den svenske sundhedsstyrelse, Folkhälsomyndigheten. 

”Der er kommet en klokke fra mig,” lyder det pludseligt fra skrivebordet i den anden ende af redaktionen. 

Det er dagens krimijournalist, Ida Bischoff, der i et øjeblik stjæler de øvrige journalisters opmærksomhed. Klokkerne er de vigtigste nyheder og sendes direkte ud til kunderne på SMS. En mail fra anklagemyndigheden er landet i Ida Bischoffs mailboks, og på få minutter har hun skrevet en kort artikel om, at en 31-årig mand er tiltalt for landsforræderi. 

”Kan vi ikke kalde ham IS-kriger i rubrikken?” foreslår nyhedsredaktør, Jens Jacob Lerche, da nyheden lander på hans skrivebord til redigering og offentliggørelse. Han mener, det ville styrke identifikationen.  

”Han er jo kun tiltalt indtil videre,” modargumenterer Ida Bischoff fra sit skrivebord og foreslår, at de går med ”formodet IS-kriger” som et dækkende kompromis. 

 

Den usynlige redaktion

Et diskret ’Ritzau’ indrammet af to skråstreger i bunden af telegrammerne er eneste spor af nyhedsbureauet, når de mange nyheder forlader redaktionen på Store Kongensgade. Som læser skal man næsten gøre sig umage for at bemærke, hvem der er afsender på den nyhed, man læser igennem.

“Vi har ikke noget behov for at brande os overfor læserne. Det er jo medierne, der skal købe vores journalistik,” forklarer Martin Darling og pointerer, at telegrammerne heller ikke bringes med personlige bylines. 

Nyhedsproduktionen på Ritzau er en holdpræstation. Det er ikke tilfældigt, at skrivebordene på redaktionen er samlet i en klynge.      

For Thomas Bækby Skov-Carlsen betyder det ikke noget, at hans navn ikke pryder de historier han producerer. Tværtimod er han stolt af at kunne lægge sig under den journalistiske standard, det lille Ritzau-mærke repræsenterer: 

”Hvis du udelukkende er ude på at skabe dig et navn og kunne tweete alle dine fede historier, så er Ritzau måske ikke det rette sted. Jeg ved, at godt arbejde bliver værdsat her på redaktionen, og det er faktisk det vigtigste for mig,” siger Thomas Bækby Skov-Carlsen. 

Hele skolens Tove

Hele skolens Tove

Hele skolens Tove

Danmarks Medie- og Journalisthøjskole er fuld af personligheder og hyldede individer. Én, der dog sjældent trækker de store overskrifter - men som ikke desto mindre har grund til hyldest - er skolens receptionist og altmuligkvinde, Tove.

TEKST: Victor Heide-Jørgensen
Illustration: Katrine Å. Edvardsen

Udgivet den 24. marts 2022

De fleste studerende på Journalisthøjskolen er stødt på Tove Winckler Tjørnfelt. Hun har sin faste plads centralt placeret overfor kantinen. I receptionen – skolens hjertekammer. Her sidder hun med et underspillet smil og er klar til at hjælpe med alt fra forsvundne drikkedunke og bookning af grupperum til problemer med studiekort og adgang til parkeringskælderen. 

Tove er født i Aarhus på Christiansbjerg i 1965. Hendes far var murer, og hendes mor var kantinedame. Hun har en erhvervsfaglig grunduddannelse som kontorassistent og var derefter ude som kontorelev ved et stilladsfirma i Brabrand. Herefter arbejdede hun en årrække som kontorassistent, men det fik en ende, da hun blev gravid med sit første barn. Tove nåede ikke tilbage i arbejdsstyrken, før hun blev gravid endnu en gang. 

Da hun omsider skulle tilbage på arbejdsmarkedet, blev hun ansat som lagerarbejder hos Imerco i Storcenter Nord. De var egentlig på udkig efter en mand til jobbet, men Tove fik talt sig ind på dem, og hun endte med at være der i 13 år. 

Tove endte med at sige jobbet i Imerco op i 2009, da hun blev påbudt at skulle arbejde fuldtid i butikken. Det indebar, at hun også skulle arbejde om søndagene, og dem ville hun hellere bruge med sine børn. 

En veninde ringede og fortalte, at de søgte en receptionist på Journalisthøjskolen. Efter en prøveperiode på tre måneder blev Tove fastansat. 

På det tidspunkt var Journalisthøjskolen huset i sine gamle rammer på Olof Palmes Allé. Bunkeren, som den blev kaldt. Her var Toves kontor placeret i en krog, hvor man ikke lagde særlig meget mærke til hende. Kun hvis man havde brug for hende. Det ændrede sig dog betragteligt, da skolen flyttede ind i den nye bygning.

Tove i midten

”Der er meget bedre forhold for mig i den nye bygning. Jeg synes, det er skønt. Jeg kan hilse på alle, der kommer forbi, og jeg får meget mere kontakt med jer studerende,” siger Tove. 

Da journalisthøjskolen flyttede til Katrinebjerg, flyttede Tove med. Her fik hun en ny reception at udfolde sig i. Den var større, nyere og mere synligt placeret. Det var dejligt, men krævede også lidt tilvænning.

”Jeg skulle vænne mig til ikke at glo, hver gang nogen gik forbi. Det lignede, at jeg overværede tenniskamp i starten,” siger Tove. 

Receptionen på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole kan beskrives som hjertet på skolen. Den ligger centralt placeret i midten af det hele, og det er herfra, skolens livsenergi strømmer. Og Tove er pulsen, der får sat det hele i bevægelse. 

Fra hendes kontor i receptionen – det største kontor i bygningen, pointerer hun – har Tove en finger med i spillet, når det kommer til stort set al aktivitet på skolen. Hun registrerer studiehold, sørger for studiekort, håndterer eksamensvagter, tager imod besøgende og udleverer studiemateriale til de studerende. 

De mange bolde i luften føler Tove ikke er svære at håndtere. Dog kan det være svært at huske alle de mange navne.

”Når vi for eksempel har en underviser, der kommer ovre fra afdelingen i København og ikke er her så meget, så kan det være svært at huske. Så kører jeg lidt rundt i det. Det kan også være svært at huske alle jer studerendes navne, men det må I bare finde jer i!” siger Tove og griner. 

På nær hendes mødetid klokken halv ni, så er der ikke noget fast ved hendes arbejde. Alle dage er forskellig, og det elsker hun.

”Der sker hele tiden nye ting her på skolen, og det betyder, at jeg skal lære nye arbejdsopgaver. Nogle gange blæser det hele i højt tempo, og andre gange er der mere ro på. Det er dejligt, at det aldrig bliver ensformigt,” siger Tove.

Den, man altid kan gå til

Mange studerende kommer hen til skranken i løbet af en dag og har brug for Toves hjælp. Den mest populære henvendelse er angående ting, der er blevet væk – for eksempel drikkedunke. Så hiver Tove den store kasse op fra skranken med alle de glemte skatte, der er blevet fundet på skolen.

Selvom Tove skal nå meget andet i løbet af dagen,  bliver hun – næsten – aldrig irriteret over henvendelserne fra de studerende. Det er nemlig derfor, hun er der.

”Min vigtigste opgaver er at være én, man altid kan gå til. Jeg gider ikke sidde og være sur og sige: `det har jeg ikke tid til,´ når folk henvender sig,” siger hun. 

Ikke nok med, at kontakten til de studerende og kollegerne på skolen er hendes vigtigste opgave,  er det også Toves yndlingsaspekt ved jobbet. Hun ved, hvad der rører sig blandt personalet og de studerende. 

”Jeg kan også godt lide, at man kan sige noget fjollet til de studerende, når de går forbi. Det bliver også oftest taget godt imod,” siger Tove og bryder ud i et grin. 

Hun bemærker dog, at hun ikke er særlig god til small talk uden for jobbet. Når hun for eksempel er til en fest, kan det knibe med at holde samtalen kørende. 

”Jeg har fandme svært ved det. Det hjælper dog, når andre folk byder ind med noget,” siger hun. 

Men når hun sætter sig ind i receptionen, så sker der noget. Som en dronning der er komfortabel på sin trone. 

Fremtiden for Tove

I dag bor Tove på Trøjborg, og hun elsker det. Her dyrker hun også fællesskabet, da de i opgangen er gode til at holde fester og tage ud at spise sammen. Om sommeren slår de telt op i gården, og så kan man grille og hygge.

Men lejligheden er også en oase af ro, når hun har været i kontakt med mennesker hele dagen. Så kan hun få ladet op, så hun igen er klar til at sprede god stemning den næste dag.

I dag har Tove været receptionist på Journalisthøjskolen i 10 år. Hun har omkring 10 år tilbage på arbejdsmarkedet, og dem vil hun hellere end gerne bruge i receptionen. Hun udelukker dog ikke muligheden for at forlade frontlinjen og få lov til at lave noget andet med tiden. 

Hun har endnu ikke planlagt, hvad der skal ske, efter hun trækker pensionistkortet?. Der er ikke planer om at køre landet tyndt i en campingvogn eller købe et vinslot i Sydfrankrig. Hun ved dog godt, hvad meget af hendes tid kommer til at gå med.

”Jeg skal være farmor til august. Så det tænker jeg da kommer til at fylde en smule,” siger Tove og griner højlydt.

Blandt marmor og nodehæfter finder du DMJX’ nye rektor

Blandt marmor og nodehæfter finder du DMJX’ nye rektor

Blandt marmor og nodehæfter finder du DMJX’ nye rektor

Julie Sommerlund bliver fra den 1. april ny rektor for DMJX i både Emdrup og Aarhus. Meget af tiden vil blive brugt foran skrivebordet med tastelyde, men når hun en gang om ugen skal koble fra, er det derimod kortonerne, der fylder.

TEKST: Mie Juhl Lorensen
FOTO: Anton Schack

Udgivet den 24. marts 2022

Efter to år med sikker afstand i Trinitatis Kirke i København Centrum kan koret nu endelig stå skulder ved skulder og synge for lungernes fulde kraft. Gemt væk bag Rundetårn og nogle lettere tillukkede glaspartier ligger sognehuset. Her venter summende stemmer på, at klokken bliver 19, så onsdagens kortime kan begynde. En af stemmerne er Julie Sommerlunds, DMJX’ nye rektor.

Lyt til kammerkoret Trinitatis Kantori, hvor Julie Sommerlund synger.

En musikalsk opvækst

52-årige Julie Sommerlund er ikke særlig høj Håret er kortklippet og smilet stort. Med selvsikre skridt træder hun ad bagvejen ind i Trinitatis Kirke, som hun efterhånden kender godt. Først passeres et gennemgangskontor med en buet trædør, før hun ender i kirkens storslåede midte. Blandt marmor, kristne statuer og lysekroner føler Julie sig hjemme. Og det på trods af, at hun ikke betegner sig selv som særlig religiøs.

”Jeg har sunget og spillet klaver hele min barndom og ungdom. Min far er musiklærer, og jeg har gået på Sankt Annæ, så kor og sang er en stor del af mig og mit liv.”

Julie har sunget, siden hun som 8-årig startede til kor på Sankt Annæ Gymnasium i København. Den eneste pause, hun har haft fra sangen, var da begge hendes børn var små, og hun selv var midt i 30’erne. Her drønede karrierelivet derudaf, og der var ikke tid til musikken.

Men at holde sig helt fra musikken, kunne Julie ikke. Hun har i over ti år været en del af kammerkoret Trinitatis Kantori. Her er hun omgivet af alle slags mennesker. Høj som lav, ung som gammel. Nogle har hun endda sunget med helt siden korbegyndelsen som 8-årig. Studerende, dyrlæger, præster og kirurger er at finde i koret. Og nu også en kommende rektor for DMJX.

 

Selvsikkerhed i stemmen

Klokken er næsten 19, og Julie bevæger sig med små, hastige skridt de få meter fra kirken hen til sognehuset. Her stiller hun sig foran koret med en meddelelse.

”Som nogle af jer nok ved, har jeg fået nyt arbejde”. Beskeden bliver afbrudt af hujende stemmer og klapsalver rundt om i lokalet. Der bliver nikket anerkendende, og der hersker ingen tvivl om, at det for Julie ikke er uvant at stille sig op foran andre mennesker og tage ordet.

Julie Sommerlund har i sit arbejdsliv stået med en del ledelse og ansvar. Når hun selv skal beskrive sit arbejdsliv, er det med ordene ”en ret mærkelig fagbredde”. På DMJX er der både ledelsesfag, visuelle fag og kommunikationsfag, hvilket alt sammen er noget, Julie tidligere har snuset til. Hun er ikke uddannet journalist, men har på RUC haft ansvaret for en journalistuddannelse, der på flere punkter minder om uddannelsen i Aarhus. DMJX er derfor et uddannelsessted, som Julie føler, at hun kan spejle sig i og derfor også et arbejde, hun ser meget frem til at give sig i kast med. 

”Det her med at arbejde med folk, der skal ud i mediebranchen, der kun bliver vigtigere. At jeg kan være med til at forme, hvordan journalister kan forme andre folks opfattelse af, hvordan de forstår verden. Det er helt unikt.”

”I mit hverdagsliv skal jeg ofte have meninger og sige noget om alting. Pludselig er jeg i en situation, hvor jeg ikke skal sige noget. Jeg skal bare synge.”

Rank ryg og ingen rod

Koret går i gang med de indledende stemmeøvelser. Skuldrene skubbes tilbage i hurtige, men kontrollerede bevægelser. Mens stemmebåndene varmes op, fyldes lokalet med mærkelige lyde. Længst henne ved vinduet står dirigenten Søren Christian. Ved siden af ham står et sort flygel med en rodet bunke nodehæfter på toppen.

Førhen stod der også et flygel hos Julie og manden Peter. Det har tidligere tilhørt Julies gamle klaverlærer. Pladsen blev dog for trang, da parret flyttede fra Vesterbro og tilbage til Julies barndomshjem i Valby. Her bor de i dag i et rækkehus og dyrker forstadslivet. Det eneste, der lige nu mangler, er et lille elektrisk klaver, der kan erstatte det gamle flygel.

Julie beskriver sig selv og manden Peter som modsætninger. De er i hvert fald enige om, at Julie går meget op i, at ting er velplanlagte og ordentlige. Det bliver hun nødt til i arbejdet med uddannelser, hvor planlægningshorisonten tælles i år. Peter arbejder derimod i en lidt mere rodet filmbranche, hvor planlægningen kan foregå fra dag til dag.

Disciplinen hos Julie ses også i koret. Her står hun med rank ryg, brystet skudt lettere frem, og fødderne solidt plantet i jorden. Den ene hånd placeres naturligt på venstre lår, mens den anden i udstrakt arm holder nodehæftet. Brystkassen fyldes undervejs med luft, mens øjenbrynene let hæves og panden rynkes i små folder i de højere toner.

 

Når musikken spiller

I arbejdslivet er det på ingen måde uvant for Julie at stå med de store beslutninger og agere i en lederposition. Hun går forrest. I koret skiller hun sig derimod på ingen måde ud. Koret blendes sammen til en masse, der vajer let i takt fra side til side, og det er dirigenten Søren Christian, der tager styringen. Han bestemmer alt lige fra den enkeltes plads i koret til sangvalg og de tekniske småting som fraseringer. For Julie er det befriende med en pause.

”I mit hverdagsliv skal jeg ofte have meninger og sige noget om alting. Pludselig er jeg i en situation, hvor jeg ikke skal sige noget. Jeg skal bare synge.”

Indimellem kan koret synge en smule skævt fra hinanden, og så stopper dirigenten dem også uden tøven. Søren Christian kommer med rettelser, og de begynder på ny. Denne gang får de et ekstra anerkendende nik med på vejen. Julie beskriver følelsen, når alt lykkes i koret, som helt fantastisk. Der er pludselig tale om, at en gruppe menneskers harmonier bliver til et stykke musik.

”Som korsanger bliver du gemt væk, når det er sådan rigtig godt. Hvis du kan høre mig synge, har vi et problem. Hele pointen er, at jeg skal synge, men man skal ikke kun kunne høre mig. Det er netop dér, klangen opstår.”

 

”At jeg kan være med til at forme, hvordan journalister kan forme andre folks opfattelse af, hvordan de forstår verden. Det er helt unikt.”

– Julie Sommerlund, DMJX’ kommende rektor

At spille efter spillereglerne

I sognehusets halvcirkel er alle øjne rettet mod dirigenten. Det samme bliver DMJX’ opmærksomhed, når Julie Sommerlund inden længe tiltræder som rektor. Hun kommer direkte fra RUC, hvor hun har været dekan for humaniora og leder af institut for kommunikation og humanistisk videnskab. De studerende fra RUC og DMJX jagter i fremtiden nogle af de samme praktik- og arbejdspladser. Og den interne konkurrence er derfor også noget, som Julie kender til.

”Det ville være dumt at lade som om, vi ikke er konkurrenter. Men vi er også samarbejdspartnere og kan gøre mange gode ting for hinanden. Begge steder uddanner en bestemt type mennesker, og det synes jeg i stedet, vi skal dyrke.”

Julie er i sin ledelsesstil hen over årene blevet mere bevidst om, hvad der fungerer, og hvad der ikke gør. Det er særligt vigtigt for hende, at der er tydelige spilleregler på arbejdspladsen. Og så er fairness noget, hun går enormt meget op i. Spillereglerne skal være ens for alle.

I den første periode på DMJX vil Julie især lytte meget på kollegaerne og de studerendes oplevelser. Hun skal langsomt finde sig til rette, forstå stedet og arbejde sig ind i rollen som rektor.

 

Fra anspændt til afslappet

Tilbage i koret er stemmerne langsomt varmet op. Lige fra de første stemmeøvelser med lyde som ”arh” og ”pyh” til de længere musikstykker med den danske komponist Carl Nielsen. Koret er placeret stift på rad og række, men i pauserne mellem stykkerne er stemningen anderledes løssluppen. Skuldrene sænkes, og grinene spredes. Netop pauserne udnytter Julie til at lære de andre i koret lidt bedre at kende.

 

”Man sidder jo ikke og snakker øret af hinanden. Det kan måske tage fem år at lære de andre rigtig at kende. Men til gengæld kommer man ind på folk med vidt forskellige baggrunde. Korfællesskabet er noget helt unikt.”

BLÅ BOG OM JULIE SOMMERLUND

  • Kommende rektor på DMJX. Basen bliver i Emdrup, men vil også være en del i Aarhus.
  • Uddannet cand.mag. i moderne kultur og kulturformidling på KU.
  • Ph.d. fra Institut for Organisation på CBS.
  • Fhv. dekan for Humaniora og leder af Institut på Kommunikation og Humanistisk Videnskab på RUC.

 

  • Født på Vesterbro og opvokset i København, blandt andet i bofællesskab.
  • Har gået på Sankt Annæ Gymnasium fra 3. klasse til 2.G.
  • Skiftede over til Det Frie Gymnasium, hvor hun også blev student.

 

  • To voksne børn; en dreng på 19 år og en pige på 23 år. Den ene har sunget i Københavns Drengekor. Den anden bed aldrig på.
  • Ville som barn gerne være astronaut. Havde senere i gymnasiet en plan om at blive pianist.

 

  • Har siden 2010 været en del af Trinitatis Kantori.
  • Yndlingsmusik er alt med Bach. “Han kunne ikke skrive noget dårligt.”
  • Synger ‘alt’ i koret og er dermed den mørke kvindestemme.