En rød tråd af tilfældigheder har formet Christopher Bering Badens liv

En rød tråd af tilfældigheder har formet Christopher Bering Badens liv

En rød tråd af tilfældigheder har formet Christopher Bering Badens liv

Christopher identificerer sig ikke som kommunikationsmedarbejder og synes, der er mere i livet end sin arbejdstitel. For ham har vejen til jobbet på DMJX i sandhed været en sti fyldt med tilfældigheder.

TEKST: Eva Boye Rasmussen
FOTO: Janni Moshage Moldt

Udgivet den 01. juni 2023

Det er ikke alle, der kender Christopher Bering Baden. Men han er en vigtig del af DMJX og sidder til dagligt nede i foyeren på højskolen i Aarhus. Her sidder han blandt andet og skriver om skolens bacheloruddannelser og spørger os elever, om vi vil lave en Instagram takeover. 

 I kommunikationsafdelingen arbejder Christopher og hans kollegaer med at udbrede kendskabet til DMJX og brande institutionen som andet og meget mere end ’blot’ en rugekasse for journalister. 

 Men Christopher identificerer sig ikke som kommunikationsmedarbejder. Det er en lang række af tilfældigheder, der gør, at Christopher er havnet her. I det hele taget synes han, at en stor del af hans liv er formet af tilfældigheder. For at starte ved begyndelsen var det også et tilfælde, at han uddannede sig til journalist. Christopher var nemlig allerede i gang med at læse sociologi, men var gået død i nogle reeksamener. I stedet for at læse sad han og surfede rundt på Uddannelsesguiden. Han var både forbi fritidspædagog og konditor, men det endte med at være journalistuddannelsen, der fangede Christophers opmærksomhed.

 ”Jeg så, at optagelsesprøven lå lørdag den 24. april, som er min afdøde fars fødselsdag. Så det studsede jeg over og tænkte, at det kunne jeg da godt prøve at tage til,” siger Christopher Bering Baden.

Han kom ind, rev teltpløkkerne op og flyttede fra Espergærde til Aarhus for at studere på DMJX. Her førte en snørklet perlerække af tilfældigheder til, at han ret hurtigt mødte sin kommende kone, Signe.

 

Historien om Signe og en tur til havkajak

Historien om mødet med Signe er lang og snørklet. Den korte version er, at Christopher lidt ad omveje var kommet med i en slags jury i DR, som udvalgte og konceptudviklede på indhold til unge. Samtidig gik han på DMJX og var i læsegruppe med Mathias. Christopher tog Mathias’ idé med blandt de andre idéer, der skulle udvikles på og præsenteres for DR’s bestyrelse. Og det endte med, at Mathias’ idé blev valgt. Derfor følte Mathias, at han skyldte Christopher en tjeneste, og da han havde en onkel med en bar på Skanderborgfestival, kunne han skaffe Christopher gratis ind. Onklen havde taget sin datter, Signe, med. Og resten er historie, som man siger.

I dag har Signe og Christopher dannet par i tolv år, og sammen har de fået sønnen Svend på seks år og datteren Sally på syv måneder. 

Og en tilfældig morgen med Sally endte Christopher med at melde sig til havkajak. 

”Jeg står op klokken fem om morgenen hver dag med Sally. Og en dag var der kommet mail fra Aarhus Kano- og Kajakklub om, at nu kunne man tilmelde sig til introkurserne. Dem har jeg været skrevet op til i over to år, men det bliver altid udsolgt på nulkommafem. Så jeg skyndte mig at melde mig til. Så jeg har lige været i gang med at købe våddragt og udstyr. Og ser supersmart ud i den, det er jeg sikker på, min kone helt sikkert synes.”

”Du skal bare omfavne, at livet langt hen ad vejen baserer sig på tilfældigheder.”

– Christopher Bering Baden, kommunikationsmedarbejder på DMJX

Fra journalist til akademiker og far 

Men for at komme tilbage til kronologien, skal endnu en tilfældighed – til panikdag – blive afgørende for både Christopher og Signes liv. 

”Mens jeg skriver under på en kontrakt med DR Nordjylland, har DR Aarhus ringet for at tilbyde mig en plads. Så jeg kunne egentlig være blevet i Aarhus i halvandet år. Det var min kæreste lidt træt af på dagen, men jeg var rigtig glad, for jeg ville helst på redaktionen i Aalborg.” 

Christopher var glad for sin praktiktid hos DR Nordjylland. Han beskriver det som en af de bedste arbejdspladser, han har været på. Alligevel kom han dog frem til den erkendelse, at han ikke skulle være journalist, blandt andet fordi arbejdstiderne ikke passede specielt godt sammen med det familieliv, Christopher drømte om at få. 

Tanken om at få børn begyndte at snige sig ind, og nogle af Christophers medstuderende var allerede gået i gang. Så da Christopher og Signe kom tilbage til Aarhus, følte de, at nu var de også parate til at starte det kapitel i deres liv og forhold. De ville gerne nå det, mens de stadig begge studerede. Hvilket var umuligt, når Christopher kun havde tre måneder tilbage på journalistuddannelsen. Men det lykkedes dem alligevel, for Christopher besluttede sig for at bygge en kandidat ovenpå journalistikken. Han havde nemlig gennem sit studiejob hos Dansk Journalistforbund opdaget, at organisatorisk arbejde og rådgivning var mindst lige så spændende som journalistikken – hvis ikke mere. Han søgte derfor ind på en række kandidatuddannelser, men endte med at blive optaget på sin fjerde prioritet, Uddannelsesvidenskab. 

”Det er et skørt tilfælde, at det lige var dér, jeg landede, i forhold til hvor meget jeg identificerer mig med det i dag. Jeg identificerer mig meget mere med uddannelsesvidenskab og med at være akademiker end med at være journalist,” siger Christopher Bering Baden.

 

Christopher har aldrig givet slip på DMJX

Det er også lidt af et tilfælde, at han er kommunikationsmedarbejder på DMJX i dag. I forbindelse med et arrangement afholdt af KaJ, skulle Christopher briefe den daværende rektor, Jens Otto Kjær Hansen. Pludselig indskyder rektoren, at DMJX vil slå en stilling op i efteruddannelsesafdelingen i næste uge, og at han synes, Christopher skal kigge på den. Christopher endte med at følge rådet, han fik jobbet og begyndte at arbejde i efteruddannelsesafdelingen. 

Men efter et par år søger Christopher væk igen og får job i Magistrenes A-kasse, men beholder dog kontakten til DMJX som vejleder og gæsteunderviser. Og hans gamle kolleger glemmer ham ikke, men inviterer flere gange på kaffe for at få Christopher tilbage. Det korte af det lange er, at nu er Christopher tilbage på DMJX og arbejder primært med ekstern kommunikation omkring bacheloruddannelserne.

Inden interviewet sluttede, kom Christopher med en masse gode råd til alle os studerende på DMJX. Men et af de råd, der stod ud, er dette: 

”Du skal omfavne, at livet langt hen ad vejen baserer sig på tilfældigheder.”

 Og nå ja, der er endnu en tilfældighed i denne fortælling. Christopher fylder 34 år i dag den 1. juni, så hvis I ser ham, kan I ønske ham tillykke.

Sygdom slår ikke statsyachten ud af kurs

Sygdom slår ikke statsyachten ud af kurs

Sygdom slår ikke statsyachten ud af kurs

DMJX skal igen i år kæmpe mod uddannelserne på universitetet, da de er med til kapsejlads for andet år i træk. Her er 12 hold fra festforeningerne trukket i det tætsiddende tøj og skal omgivet af fest, farver og råbende studerende sejle på tværs af den lille sø i kampen om ”det gyldne bækken”.

TEKST: Zakarias Forsberg de los Reyes
FOTO: Zakarias Forsberg de los Reyes & Rebecca Helene Hoffmann

Udgivet den 01. juni 2023

Lav musik, lav temperatur og en meget lav sol, der ikke giver meget lys endnu. Det lyder ikke som et godt udgangspunkt for at lave noget sjovt. Alligevel er humøret højt, for denne fredag er en af årets største. Selvom resten af Danmark ligger i deres senge, er mange tusinder mødt op midt om natten i Uniparken for at se deres hold.

DMJX deltog sidste år for første gang efter en fire-årig pause. Der har gået rygter om, at skolen var bandlyst for ikke at møde op og rydde parken for skrald et år, men sandheden er, at Kurt Strandbar i flere år ikke tilmeldte sig. I år håber de på at rydde bordet.

Med ‘Den Fjerde Statsyacht’ skal bådvender Freja Tylvad og de fem sejlere Mads Norman, Emil Helligsø, Mads Læbel, Karoline Paasch og Viktor Houman skabe det bedste resultat i mange år. At de to sidstnævnte er syge, var næppe en del af planen, da træningen startede tilbage i marts måned. Dengang kunne de ikke finde båden, og det fortæller fint om forløbet frem mod fredag den 28. april.

Træning med nedtur i søen 

I alt vejr og op til fire gange ugentligt er skolens hold mødt op for at hakke bajere og dreje rundt. I starten inde i Kurt. Der gik en uge med at finde båden, som lå i skolens kælder, men efter søen åbnede for sejlads den 1. marts, har træningen foregået nede i Uniparken. Viktor Houman, 20 år, er tidligere kajakinstruktør, og der er ingen tvivl om, at han har de tekniske briller på.

”Du holder helt skævt på den der pagaj,” har Viktor flere gange forklaret sine holdkammerater, oggrunden til I sejler skævt, er jeres dominerende hånd, som er for langt ude.”

Han har kun været med i Kurt Strandbar i to måneder inden konkurrencen og har brugt hver uge på at blive klar, og det kan mærkes. I over en uge op til konkurrencen har Viktor været syg, og han fortæller bundærligt, at han må tage en periode, hvor han ikke bunder øl efter kapsejladsen. Til sidste træning er han heller ikke nede i den grå og røde gummibåd, men står ved bredden, da han skal passe på ikke at ryge i søen.

Den person, som tilbringer mest tid i vandet, er bådvender Freja Tylvad, eller bådvinder, som hun også kalder sig. Når resten af holdet spinner og bunder, står hun fast i det iskolde vand, hvis sigtbarhed er så lav, at man ikke kan se sine fødder. Selv i frossen tilstand vender hun nærmest uafbrudt båden og tømmer den for det vand, den løbende tager ind, og der er kommet rigtig meget denne tirsdag.

Det er drengenes egen skyld, fordi selvom Mads Norman, Mads Læbel og Emil gør, hvad de kan for at krydse søen hurtigst og i tør tilstand, kæntrer båden et par gange, og alle tre drenge er på kort tid nede i søen for at få fat på pagaj og kajak. ”Av av av,” råber Norman bagefter, da han slår sig voldsomt på kanten af bredden på vej op til en øl, og Freja må trøste ham og lægger sin hånd på hans læg.

Træningen slutter med, at der er gået hul på båden, men som Emil siger, ”skal vi fucking ikke dvæle ved det.” Det ordner de med gaffatape, og så kan båden pumpes, lige inden der skal sejles om fredagen.

(Foto: Zakarias Forsberg de los Reyes)

En fredag som på festival

Tre dage senere er det blevet tid, og dagen for kapsejlads er lang. De mange tilskuere kæmper sig igennem natten og morgenen med kaffe-Bailey, Redbull, drukspil og de mange indslag, der er undervejs. Kort efter solen er stået op over Randersvej, står hele parken op og synger Ingemanns ’I østen stiger solen op’ og Bamses ’I en lille båd, der gynger’. De gode Kurt-folk føler vist, at den sang går ekstra meget ud til dem.

Som optakt til den rigtige sejlads er der klokken ni lagt an til havfrueræs. Her skal en række søulve slinge sig rundt og svømme på tværs af den kølige sø til Champagnegaloppen og til Wagners Walkürenritt, da afgørelsen nærmer sig.

Op ad formiddagen hygger og sludrer folk, hvis ikke de bevæger sig mellem de forskellige camps, hvor man snart ikke kan gå i fred fra folk, man kender, som var det en festival. Langsomt bliver DMJX-campen mere og mere rodet. Græsplænerne bliver mindre grønne, og slatter fra ølbong og andre drikkevarer får jorden til at blive til mudder.

En af hovedpersonerne på skolens hold har valgt at komme lidt efter alle andre, men det er til stor glæde og gavn, at Karoline er mødt op. Bådens eneste kvinde har ligget syg hele ugen og var næppe mødt op, hvis den stod på forelæsning, men i dag er hun uundværlig. Karoline griner også og er fortrøstningsfuld i forhold til sin præstation.

”Den bliver bedre end drengenes, for de har alle sammen drukket sig stive,” siger hun. 

(Foto: Rebecca Helene Hoffmann)

Optakt med optur

I takt med temperaturen stiger, gør humøret det også. Klokken elleve rejser alle sig og er ellevilde, mens skolens sang spiller, fordi ”DMJX, det er bedre end sex.” Det virker ikke til, at sangen er populær i resten af Uniparken, men en linje kan alle vist blive enige om. ” Kommer du fra Umbi, er du bare en fucking bitch.” Sætningen om de medicinstuderende viser sig senere at være næsten profetisk.

Overalt i parken bliver der festet og drukket. Folk glider og vælter rundt på jorden, hvis ikke de er i gang med endnu en dåse i den såkaldt selvrensende ølbong, der kort forinden har været med på rustur og siden har gjort sig selv ren. Andre vælter i deres campingstole og har besvær med at komme op igen. Det er nemlig ikke på jorden, festen foregår. Den foregår oppe i himlen, hvor et jagerfly flyver rundt til ære for de omtrent 30.000 unge, der bare venter på, konkurrencen går i gang.

Men først er der nøgenløb og en uendelig række af introshows. Kun de største bevægelser fornemmes fra skolens lejr på den anden side af søen. Derfor er det også desto mere imponerende, da hele Kurt tropper op og laver deres introshow, som modtager et stort bifald fra alle. Efterfølgende indrømmer folk fra medicin og andre studier, at DMJX var de bedste den dag. Altså deres show. Ikke sejladsen.

For da den endelig bliver halv fem, går det løs, og “Den Fjerde Statsyacht” passerer på ingen tid søen. At alle andre er hurtigere, er ikke så vigtigt. Der bliver spundet og bundet til den store guldmedalje, mens Freja drejer båden. Da Viktor når tilbage til bredden og i mål som sidste mand, er det med en fornem tid og en flot fjerdeplads i sidste heat… 

Altså en sidsteplads, men den bliver fejret, som var det en sejr. For efter otte ugers intens træning er det en forløsning for det seks mand store hold, der jubler, og alle er vindere på trods af sygdom og sidstepladsen. Smilene er store, og begejstringen vil ingen ende tage, da de hopper over afspærringen og tilbage i lejren til heppekoret, der hylder dem.

Kapsejladsen bliver vundet af Umbilicus fra medicin for første gang i en årrække, og herefter starter festen med Lamin som afslutningsnummer. Som Lamin beder om, er ingen længere anspændt, når bare de finder deres drinks. Nu lugter der af røg, øl og breezers på det spontane floor omgivet af chipsposer, krus fra vodka-Redbull, øldåser, Aldinet og plastikglas. Alligevel danser og hujer menneskehoben, smiler til hinanden og synger med på Lamin.

”Gode dage, gode drinks, gode tider.”

(Foto: Zakarias Forsberg de los Reyes)

Praktik eller paradise? Bare vent, efterårets søgning byder på endnu mere drama

Praktik eller paradise? Bare vent, efterårets søgning byder på endnu mere drama

Praktik eller paradise? Bare vent, efterårets søgning byder på endnu mere drama

55 studerende står uden praktikplads efter forårets store matchdag. Det har skabt en flaskehals i forhold til efterårets praktikrunde, hvor hele 75 studerende potentielt vil stå uden en plads. Hvem har ansvaret? Hvad skal man gøre for at få en plads? Og går DMJX tilbage til 12 måneders praktik? Vi har undersøgt det for dig.

TEKST: ditte hjort würtzenfeld & sidse marie hansen
illustration: katrine åsleff edvardsen 

Udgivet den 01. juni 2023

”Jeg er rigtig ked af at skulle fortælle dig, Ditte, at vi desværre har valgt at gå med en anden kandidat. Du har en stærk profil, men der var en anden, der bare lige passede lidt bedre.” Min mave snører sig sammen og jeg kan mærke tårerne presse på. ”Det er bare helt fair,” hører jeg mig selv sige, ”tak for en god samtale”. Jeg ligger på. Disse ord har jeg hørt adskillige gange de sidste tre dage. Jeg har været igennem det, der føles som et realityshow, hvor det kun er den stærkeste, der kommer ud på den anden side i live. 

Jeg snakker om praktiksøgning på journalistuddannelsen.  

Den 3. maj kl. 12 sad omkring 80 studerende fra SDU, RUC og DMJX klar på praktikmatch.dk for at få afgjort, om de i anden runde ville få en plads på et af de medier, der stadig havde pladser efter første runde. Da de lukkede computeren ned, sad 55 studerende tilbage uden et match. Nu begynder en forsommer med at opstøve flere praktikpladser, men hvis dette ikke lykkedes, står de studerende over for en potentiel tvungen orlov. Nu tyder alt på, at den kommende praktiksøgning i efteråret bliver endnu værre for de studerende. 

Hårde odds for praktiksøgende 

Praktikken fylder næsten halvdelen af uddannelsen på DMJX og giver anledning til nervøsitet allerede fra den spæde begyndelse af første semester. Forårets praktiksøgning gav de studerende de hårdeste odds i seks år, mens medierne var så godt som sikret en praktikant. Som situationen ser ud lige nu, kommer der til at mangle 20 pladser til efterårets runde. Læg hertil de 55 studerende, der ikke fik plads i forårsrunden. Det betyder altså 75 manglende praktikpladser, når matchrunden afvikles til efteråret.  

“Det er et alt for stort tal. Det er et reelt, alvorligt problem.”

Ordene er Marianne Grams. Hun er formand for praktikudvalget, der tæller medlemmer fra de tre journalistuddannelser, studerende og flere danske medier. I udvalget holdt man et ekstraordinært møde efter matchrunden.

“Alle kom. Og der sidder altså mange i det udvalg. Alle synes, det her er alvorligt, og at vi skal gøre alt, hvad vi kan,” siger Marianne Gram. 

Hos de nuværende praktiksøgende studerende er det bare om at vente på, at skolen får opstøvet nye praktiksteder. Og praktikkoordinator Martin Vestergaard er i fuld sving. Men Marianne Gram mener ikke, det er realistisk, at alle får en plads i denne runde: 

“På den korte bane, kan vi måske skaffe ti pladser. Vi kan jo ikke nå at skaffe 50 – lad os være ærlige”, siger Marianne Gram. 

Hvem har ansvaret?

En række forskellige faktorer spiller ind, når man taler om skyld i den nuværende praktiksituation. Det er nemt at pege fingre, men faktum er, at det er mere kompliceret – i hvert fald når vi spørger Martin Vestergaard.

“Det er svært at sige, hvem der har ansvaret, når man rammer ind i konjunkturer. Det er jo en blanding af, at DMJX er gået fra 12 til 18 måneders praktik, og der er sket en afmætning i branchen fra medier, der gang på gang ikke har fået ansøgere, som så har givet op nu,” siger Martin Vestergaard.  

Derudover fungerer praktiksystemet efter markedsmekanismer. Det afhænger i høj grad af mediernes økonomi, hvor mange pladser der er. Vestergaard forklarer, at antallet af praktikpladser derfor er ude af skolens hænder, da de ikke kan gøre andet end at presse på hos medierne for at slå flere pladser op. 

Ifølge Henrik Berggren er skyldsspørgsmålet ikke så kompliceret:

“Helt konkret er det jo DMJX’s skyld, at vi står i den nuværende situation, fordi vi øgede praktiktiden fra 12 måneder til 18 og derfor skulle bruge flere pladser,” siger Henrik Berggren.  

Og situationen var også forudsigelig, efter DMJX gik tilbage til 18 måneders praktik. Det blev indført efter stort pres fra de danske medier, som til gengæld lovede at optage flere praktikanter. Det blev dog ikke sådan. Ved praktiksøgningen i efteråret 2022 var der kun akkurat pladser nok. 

“Vi har længe sagt, ulven kommer – nu kom den så,” siger Martin Vestergaard om manglen på praktikpladser.  

Men har DMJX så planer om at ændre praktikperioden tilbage til 12 måneder? Ifølge Martin Vestergaard er det ikke noget, skolen bare kan gøre. Det er en beslutning mellem bestyrelsen og rektor, der derefter skal godkendes af ministeriet. Spørger man ind til Vestergaard og Berggrens personlige mening, er de ikke afvisende overfor 12 måneders praktik.

“Jeg vil have svært ved at argumentere for, at man ikke kan blive en god journalist med 12 måneders praktik. Så det er da en overvejelse værd,” siger Henrik Berggren. 

Marianne Gram er ikke lige så positivt stemt overfor idéen om 12 måneders praktik på DMJX:

“Altså, jeg vil gerne understrege, at dette ikke er en beslutning, der ligger hos Praktikudvalget. Men jeg synes umiddelbart, at det ville være noget værre rod at ændre, så kort tid efter de 18 måneder er blevet genindført. På den korte bane er vi nok nødt til at have lidt koldt vand i blodet,” siger Marianne Gram.

”Søg bredt, og slik røv, men på en kritisk måde, du er jo journalist. Forbered dig på, at det bliver hårdt – og lad os være ærlige: Skynd dig at lære de rigtige mennesker at kende i branchen.”

– Ditte Hjort Würtzenfeld og Sidse Marie Hansen, journaliststuderende på fjerde semester

Den evige undren – er vi for mange studerende?

“Har vi ikke snakket om det her før?” 

Henrik Berggren kiggede tænksomt på os, da vi spurgte, om DMJX optager for mange studerende, når der nu ikke er praktikpladser nok. Og jo, spørgsmålet dukker ofte op på DMJX i diverse sammenhænge, men når det gælder muligheden for at komme videre på sin uddannelse, virker det som en reel undren.  

“Jeg synes, det er så naivt. Vi havde også snakken om optag, sidst vi stod med mangel på praktikpladser. Men det, vi står i, er et praktikproblem – det er ikke et dimittendproblem,” sagde Henrik Berggren og fortsætter:

“Det dur ikke at regulere på optaget – altså medmindre vi ikke kan finde en løsning på praktikproblemet. Men det vigtige i forhold til optaget må være dimittendledigheden.”

Marianne Gram mener også, at løsningen må kunne findes andetsteds. Hun lægger vægt på, at man skal passe på med at konkludere alt for meget lige nu, da opgaven med praktikpladser før har kunnet løftes. Hun sender også en appel til medierne om at kigge efter, om de kunne bruge en praktikant. For som hun siger: “Chancen for at få en praktikant har aldrig været større.”

Dog medgiver hun, at det i øjeblikket er et problem med antallet af studerende: 

“Vi optager for mange studerende lige nu. Det kan vi ikke modsige – det er jo faktuelt. Men det er også et øjebliksbillede, og vi er nødt til at se billedet over lidt længere tid,” siger Marianne Gram.

Hvordan får studerende en fair chance for et match?

Så hvordan skal studerende kæmpe sig til en praktikplads i næste runde?

“Prøv at tænke i alternativer og søg bredt! I kan også overveje, om der er steder, I kunne skrive til, der ikke har slået stillinger op i denne runde. Eller måske tage til udlandet, hvis det var noget, I kunne se jer selv i,” lød det fra Henrik Berggren. I samme ombæring opfordrer han også kommende praktiksøgende elever til at holde hovedet koldt: 

“Lad’ vær med at tænke over det. I kan alligevel ikke gøre noget ved det. I må bare vente til, I kommer ind på fjerde semester,” siger Henrik Berggren. 

Martin Vestergaard er enig i, at man må indstille sig på, at praktiksøgningen er en hård tid. Og det kan DMJX ikke tage ud af ligningen: 

“Vi prøver at gøre det lidt nemmere ved at invitere nuværende praktikanter ud og fortælle om deres oplevelser og generelt bare italesætte det. At praktiksøgning er hårdt, er noget, vi tænker over hele tiden,” fortæller han. 

Marianne Gram stemmer i: “Tænk bredt. Hvis man nu ikke får sin første, anden eller tredje prioritet, skal man spørge sig selv, om der kan være andre muligheder, hvor man kunne komme ud i en anden slags praktik. Hvis man bider sig for meget fast i ønsketænkning, så lukker døren også. Der er så mange steder, hvor du kan lære rigtig meget. Hav en plan b, og undersøg den.” 

Hvis du stadig er i tvivl, så er svaret, der går igen fra DMJX og praktikudvalget: søg bredt. Det er ikke tilladt at være kræsen, for du kan blive en dygtig journalist alle steder. 

Hård konkurrence fra RUC

På RUC har de tre ugers praktik, inden de søger “den lange praktik”. Spørgsmålet er, om det ikke giver en konkurrencemæssig skævvridning, da de har etableret gode forhold til medierne i denne “prøve-praktikperiode”. De har haft mulighed for at skabe forbindelser og vist deres engagement, som studerende både på SDU og DMJX ikke har haft mulighed for. Men det er ikke noget, DMJX umiddelbart har planer om at indføre:

“Det er noget, vi har diskuteret mange gange. Jeg tror, det kunne være en fordel, men jeg synes, det er en uskik, hvis vi skulle lave ekstra praktik, da vi allerede har 18 måneder. Jeg tror, medierne ville blive rigtig trætte af det,” lyder det fra Henrik Berggren. 

Martin Vestergaard kan godt se pointen i at have en ‘prøvepraktikperiode’: 

“Det giver da dem en fordel. Det er ikke noget, vi har overvejet, men hvis der blev ved med at mangle pladser, kunne det være en idé,” siger Martin Vestergaard. 

Fra os til dig 

Vi står som sild i en tønde foran det lille runde bord. Foran os står Per Thiemann fra Politiken, som i løbet af praktikperioden har opnået samme status som Beyonce. Jeg får et puf af sidemakkeren. Jeg er træt og har ondt i kinderne af at smile. Ondt i nakken af at nikke. Og ærligt – ondt i tungen af at slikke røv.

Vi fik at vide af DMJX, at vi bare skulle slappe af inden messen. Det var medierne, der skulle sælge sig til os – ikke omvendt. Men reelt var det en anden sag. 

Ét medie spurgte os grinende på messen: ”Hvorfor er der ingen, der stiller kritiske spørgsmål? Det er jo det, I bliver uddannet i”. Jamen, fordi vi er så angste og nervøse for at stille det forkerte spørgsmål, som kunne ødelægge vores chance for en praktikplads. 

Fordi de sidder med vores fremtid i hænderne. 

Så hvis det skal være netop dig, der smider guldkuglen til store matchdag og kommer ud på den anden side som sejrherre, må vores bedste råd være: Søg bredt, og slik røv, men på en kritisk måde, du er jo journalist. Forbered dig på at det bliver hårdt – og lad os være ærlige: Skynd dig at lære de rigtige mennesker at kende i branchen. 

Kære kommende praktiksøgende journalist, DMJX Memes sagde det først, men der er ikke andet tilbage at sige end: Happy hunger games, and may the odds be ever in your favor.

Kære DMJX, gør noget godt – gør konstruktiv journalistik obligatorisk

Kære DMJX, gør noget godt – gør konstruktiv journalistik obligatorisk

Danskerne drukner i mediebilledets hav af negative nyheder. De surfer simpelthen udenom, og det er et problem for journalistikken. Jeg tror dog, at problemet kan fikses. At skuden kan vendes. Men det kræver, at vi ser nærmere på skudens skrog; journalistuddannelsen.

TEKST: Anna Ellesgaard, journaliststuderende

Udgivet den 01. juni 2023

Debatindlæg bragt i Illustreret Bunker er alene et udtryk for skribentens eller skribenternes holdninger.

Kære DMJX – jeg er bekymret.

Når jeg bladrer i avisen eller scroller nyheder på telefonen, skal jeg lede længe, før jeg støder på en succeshistorie – og det bekymrer mig. Som journaliststuderende er jeg bekymret for det dystre billede, medierne tegner af virkeligheden. Det er de negative nyheder, der stjæler spotlight og spalteplads – farver forsiderne og trækker overskrifter. De buldrer frem og tromler succeshistorierne.

Ja, vores verden er kold og kynisk, men den er heldigvis også i fremgang. Og den fremgang må vi ikke glemme at dække og dokumentere. Verden er blevet et bedre sted at være, men det er svært at tro, når medierne gang på gang portrætterer det mørke og prioriterer skandale over succes. En prioritering der både skævvrider virkeligheden og trætter de danske mediebrugere.

DR’s seneste rapport om danskernes medievaner viser, at negative historier hæmmer vores lyst til at dykke ned i nyhedsstrømmen. Næsten hver tredje unge dansker undviger mediebilledet, og det ærgrer mig. Det er en journalistisk mavepuster, at et stigende antal mediebrugere lader dele af virkelighedens film passere forbi sig.

Så kære DMJX, lad os turde at lægge problembrillerne fra os for en stund og give journalistikken et ekstra skud håb. 

Jeg er godt klar over, at det bliver en svær opgave. De fleste forbinder nemlig os journalister med arrige vagthunde, der graver efter problemer – og det er der da også god grund til – for det er akkurat, hvad vi bliver skolet i.

Da jeg startede på journalistuddannelsen, fik jeg at vide, at en journalistisk historie er god, hvis den rummer konflikt. På andet semester stod den problemudredende journalistik øverst på dagsordenen, og inden længe skal jeg igen ud med den store skovl og grave efter problemstillinger til mit semesterprojekt. Som en anden metaldetektor bliver jeg altså skolet i at spore problemer. 

Jagten på problemer giver os skyklapper for øjnene. Vi mister blik for, hvad der fungerer. Så kære DMJX, lad os sammen skabe et mediebillede, som flere vil tage del i. Lad os sørge for, at det bliver attraktivt og inspirerende at dykke ned i nyhedsstrømmen. Vi skal blive ved med at påpege problemerne, men vi skal også huske at præsentere løsningerne. Det skylder vi de danske mediebrugere.

I skrivende stund er Ghana eksempelvis ved at udrulle en lovende malariavaccine, som kan få kæmpe betydning for Afrikas kamp mod malaria – og på den politiske arena viser en ny rapport fra Den Interparlamentariske Union, at der for første gang nogensinde sidder kvinder i alle parlamenter i verden. Selvom der stadig er stor mangel på kvinder på politiske topposter, er dette en international milepæl. Historier som disse er vigtige. Der er bare dét, at disse to historier formentlig ikke har fundet vej til dit nyhedsfeed. Det kan skyldes mange ting, men jeg tror, det bunder i, at de ikke rummer nok konflikt. De har simpelthen ikke nok nyhedsværdi – og det bekymrer mig. Hvorfor skal historier rime på kaos og konflikt for at få værdi – for at blive bragt? 

Vi studerende er fremtidens journalister. Det er os, der skal dække verden om 10, 20 og 30 år. Vi har et ansvar for, at færre vender ryggen til nyhedsbilledet. Vi må og skal sørge for, at skuden ikke synker. Den skal tankes med nuancer og løsninger. Løsninger avler håb, som fodrer lysten til at tage del i den offentlige debat. Men hvordan skal vi skabe et attraktivt nyhedsbillede, hvis ikke I lærer os værdien af konstruktiv journalistik?

Jeg har netop valgt specialisering til fjerde semester, og her gik det for alvor op for mig, at man som journaliststuderende kan skøjte igennem uddannelsen uden overhovedet at stifte bekendtskab med konstruktiv journalistik. Det kræver blot, at man viger uden om valgfaget dialogbaseret journalistik, der, som det eneste fag inden praktikforløbet, beskæftiger sig med konstruktiv journalistik. Det ærgrer mig, at I, DMJX, ikke prioriterer den konstruktive journalistik højere. Den er vigtig og nødvendig, og det er ikke nok, at I pakker den ind og gemmer den i et valgfag, som kun en tredjedel af os studerende ender med at få. Den konstruktive journalistik skal på skemaet, og den skal præsenteres tidligere på uddannelsen. 

I skylder os en række redskaber, så vi kan skabe et konstruktivt nyhedsbillede. Både for danskernes skyld men også så vi sammen sikrer, at fremtidens redaktioner ikke kun består at problemsøgende metaldetektorer. I bør lære os, at en journalistisk historie også kan bringes, selvom den rummer fremgang og håb.

Det handler ikke om et enten-eller. Journalistikken har mange grene, og det er jeres opgave at undervise os i dem. Jeg mener derfor ikke, at vi skal afskaffe problembrillerne. Den problemudredende journalistik er vigtig. Det er den, der løfter sløret for de helt store skandaler og lovbrud. Men vi må bare ikke glemme, at journalisters job er at skildre virkeligheden – og virkeligheden består, heldigvis, ikke kun af problemer. Mediebilledet skal også være konstruktivt. Det skal give danskerne lyst til at dykke ned i nyhedsstrømmen og tage del i den offentlige debat – og derfor er vi nødt til at vende skuden og tanke den med håb. 

Så kære DMJX, gør noget godt – gør konstruktiv journalistik obligatorisk.

Hvad mener du? Illustreret Bunkers opinionssektion giver studerende og medarbejdere mulighed for at give deres mening til kende om studie, skole, journalistisk eller kommunikation. 

Vi bringer debatindlæg i avisen ad to omgange per semester.

Har det interesse for dig? Så skrive til: debat@dmjx.dk

Hvornår er der begravelse for stridsøksen?

Hvornår er der begravelse for stridsøksen?

Hvornår er der begravelse for stridsøksen?

TEKST: Freja Schultz Tylvad , kommunikationsstuderende
ILLUSTRATION: Katrine Åsleff Edvardsen

Udgivet den 01. juni 2023

Debatindlæg bragt i Illustreret Bunker er alene et udtryk for skribentens eller skribenternes holdninger.

Kommunikation og journalistik er ikke den samme uddannelse. Så har vi det slået fast, for det er jeg udemærket godt klar over. For mig bliver det dog lidt mere uklart, hvorfor man som helt grøn første semmer skal tages om skuldrene og som en anden ‘Løvernes Konge’-analogi få at vide: 

“Alt hvad du kan se tilhører os, men de der kommunikationsstuderende derovre, dem må du aldrig gå hen til.” 

Eller det er i hvert fald, hvad jeg forestiller mig sker. Jeg læser selv kommunikation, og havde jeg ikke meldt mig ind i en forening, der består af både journalister og kommunikatører, tror jeg aldrig, jeg ville have haft grund til at snakke med dem. Det skulle da lige være efter fem fadøl og en englefisse i fredagsbaren, men på det tidspunkt er grænserne også lidt mere udviskede.

I daglig tale bliver det dog hurtigt til et dem og os – og det,  synes jeg, er synd. For selvom livet som ungt menneske i 20’erne godt kan føles lidt dramatisk til tider, så er det altså ikke et Shakespeare-stykke, og vi kommunikatører er lige så lidt Capulet’er, som journalisterne er Montague’er. Så hvorfor skal der herske en nærmest naturlig splid imellem os – som ingen rigtig kan forklare?

Hvorfor kunne vi ikke behandle hinanden som det, vi med al sandsynlighed peger på at blive: Kollegaer. Ja for undskyld mig, men jeg synes efterhånden, at man bliver tudet ørerne fulde med, at der ikke er hverken nok praktikpladser eller jobs til journalisterne, og de derfor ender, som det de frygter allermest: Kommunikatører (shock horror!). Og selvom det kan lyde fuldstændig åndssvagt for journalisterne, så åbner min uddannelse som kommunikatør som sådan også dørene for at blive journalist – i hvert fald hvis man skal tro på DMJX’ egen beskrivelse af uddannelsen. I virkeligheden er ’journalist’ jo på ingen måde en beskyttet titel, og selv folk fra SDU kunne i teorien kalde sig selv journalister – men det er måske også at strække den. Men når hverken journalisterne eller os kommunikatører kan se frem til beskyttede titler efter både skolegang og praktikpladser, burde vi så ikke støtte lidt mere op om hinanden frem for det modsatte?

Men hvordan begraver man så den stridsøkse? Man kunne jo for eksempel starte med at slå rusforløbene sammen. Efter sigende er det noget, der har været undervejs i længere tid, og alligevel snakker man om, at det nok ikke bliver lige foreløbig. Men hvorfor egentlig ikke? I forvejen er journalisterne og fotojournalisterne slået sammen, så hvad ville 50 mennesker mere gøre? 

Min egen klasse stiller sig delvist skeptisk overfor idéen. De mener, det bliver for mange mennesker, og man derfor vil have svært ved at lære sin egen klasse at kende – men det er jo netop meningen. Det er da langt bedre at lære en masse at kende fra den branche, du på et tidspunkt ender ud i, end en klasse du alligevel skal være sammen med resten af din uddannelse.

Når vi kommunikatører starter på skolen, går de eneste andre kommunikatører på syvende semester (og dem fra femte semester der ikke er på udveksling), og man kan derfor ikke få det samme sammenhold årgangene imellem, som journalisterne har mulighed for. Forsøgte man derimod at slå rusforløbene sammen, ville man ikke blot give både journalisterne og kommunikatørerne en større bekendtskabskreds, man ville uden tvivl også fordre et bedre studiemiljø mellem alle årgange og uddannelser.

Selvom det ikke blev min årgang, der fik overvundet vores shakespearske uenigheder, så håber jeg for fremtidige årgange, at der ikke er så lange udsigter til det, som det forlyder. For det ville da være rart, hvis man som kommunikatør ikke bare var en skygge på Kongesletten, også kaldet DMJX.

Hvad mener du? Illustreret Bunkers opinionssektion giver studerende og medarbejdere mulighed for at give deres mening til kende om studie, skole, journalistisk eller kommunikation. 

Vi bringer debatindlæg i avisen ad to omgange per semester.

Har det interesse for dig? Så skrive til: debat@dmjx.dk