Bør DMJX gennemgå og kvalitetstjekke undervisningen på de universiteter, som de har udvekslingsaftaler med?

Debatindlæg bragt i Illustreret Bunker er alene et udtryk for skribentens eller skribenternes holdninger.

Bør DMJX gennemgå og kvalitetstjekke undervisningen på de universiteter, som de har udvekslingsaftaler med?

Som journaliststuderende kan man være sikker på at få kompetencer inden for sit fag igennem alle semestre på uddannelsen. Hvorfor gør det sig ikke gældende, når man er på udveksling?

TEKST: IDA EDELMANN RASZTAR
ILLUSTRATION: LOTTE SKJØDT NIELSEN

Udgivet den 07. december 2023

Jeg sidder lige nu i Mexico City på det private universitet Tecnológico de Monterrey og tager mit 3. semester. Jeg læser journalistik og var fra studiestart klar over, at jeg gerne ville på udveksling. Det tiltalte mig så meget at lære og udvikle min journalistik i et internationalt miljø, så da jeg så den nærmest uendeligt lange liste med universiteter, som man kan ansøge om at tage 3. eller 4. semester på, var jeg positivt overrasket. Jeg valgte Mexico, da jeg gerne ville så langt væk fra den danske journalistiske tradition som muligt og forhåbentlig få et indblik i, hvordan journalistikken lever, læres og fungerer i et land, som ikke umiddelbart er bedst kendt for deres frie presse og sikkerhed for journalister.

DMJX sender studerende til Tecnológico de Monterrey, som har campusser flere forskellige steder i landet. Inden jeg tog afsted, var der på listen over udbudte fag et fotofag og flere kommunikations- og mediefag, som vakte min interesse. Jeg var også i kontakt med to studerende, som tidligere har været på udveksling her. De havde været glade for det, men forberedte mig også på, at skolestrukturen var meget anderledes og til dels meget nemmere. Og det skal jeg love for, at det er. 

Ingen af de fag, som relaterer sig direkte til journalistik, kommunikation eller medier blev oprettet, og jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvor meget jeg går glip af journalistisk øvelse, mens jeg er her. I stedet tager jeg fag som indirekte relaterer sig til faget, fordi de er samfundsfaglige. Blandt andet tager jeg fag, som beskæftiger sig med filosofi og teknologi, bæredygtighed og etik og social retfærdighed i Mexico. Men er det godt nok?

Jeg ved, at jeg lærer noget helt andet, et nyt sprog for eksempel, og opnår et andet perspektiv ved at være her i en kultur, økonomi og politisk styreform på den anden side af kloden, som jeg ikke ville kunne få hjemme i Aarhus, men jeg kan ærlig talt godt blive i tvivl, om jeg går glip af for meget, når det kommer til de journalistiske teknikker; interview, research, skarpvinkling og så videre. 

Jeg laver og lærer absolut intet direkte journalistisk i øjeblikket, og det er rent ud sagt en smule demotiverende og skræmmende. Derfor mit indledende spørgsmål. 

Bør DMJX gennemgå og kvalitetstjekke undervisningen på de universiteter, som de har udvekslingsaftaler med? Måske korte den uendelige liste ned? Jeg er utroligt glad for at være her i Mexico; menneskerne, maden, vejret, stemningen er helt fantastisk, men undervisningen føles som en sur, irrelevant pligt. Og det er så ærgerligt! Det kunne jeg måske have sagt mig selv. Måske er det mig, der har for høje forventninger, men noget i mig kan bare ikke lade være med at være frustreret og ærgerlig over, at undervisningen ikke har bare en lillebitte skygge af noget journalistisk eller kommunikationsagtigt over sig. 

Hvad mener du? Illustreret Bunkers opinionssektion giver studerende og medarbejdere mulighed for at give deres mening til kende om studie, skole, journalistisk eller kommunikation. 

Vi bringer debatindlæg i avisen ad to omgange per semester.

Har det interesse for dig? Så skrive til: debat@dmjx.dk

”Det udkommer på Mediajungle” – Pfff

”Det udkommer på Mediajungle” – Pfff

Debatindlæg bragt i Illustreret Bunker er alene et udtryk for skribentens eller skribenternes holdninger.

”Det udkommer på Mediajungle” – Pfff

Respekten for Mediajungle er så lav, at vi studerende end ikke regner det for noget.

TEKST: JEPPE PESCHARDT ASSENHOLT
ILLUSTRATION: LOTTE SKJØDT NIELSEN

Udgivet den 07. december 2023

”Hej, du taler med Jeppe Peschardt Assenholt, journaliststuderende på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, jeg ringer til dig, fordi…”

Sådan plejer jeg at indlede mine opkald til kilder, og jeg forestiller mig ikke, at det er meget anderledes, fra hvad resten af de studerende på DMJX gør – med undtagelse af navnet. 

Og typisk plejer det modsatte svar at være, især hvis det er en politiker eller anden profileret figur, at de ikke gider svare på noget til en skoleopgave. 

Sker det hver gang? Nej, men jeg har fået mit voksenskældud for ikke at ringe til en ungdomspolitiker, i stedet for at spilde vedkommendes tid. 

Og man kan jo egentligt godt forstå vedkommende. Hvilken interesse har de i at hjælpe en sølle journaliststuderende, der blot skal imponere en underviser og måske maksimum fem engagerede elever i en klasse? Ikke en ret stor interesse. De er politikere. De lever af at tale og udtrykke deres holdninger, så deres kunder, vælgerne, kan stemme dem ind igen. Hårdt sagt, men det passer. 

Derfor er der heller ikke meget incitament for dem til at udtale sig til en skoleopgave, du skal have et 400 tegns langt link på, og hvis offentlighed først gælder, når den er godkendt, og det glemte man lige, for den refleksionsrapport skulle også laves. 

Det pudsige er, at når jeg, via mine to studiejobs ved siden af skolen, ringer og siger: ”Hej, du taler med Jeppe Peschardt Assenholt, journalist på Feltet.dk eller Dagligvarehandlen.dk. Jeg ringer, fordi…”, så er responsen en helt anden. 

Ja, kort sagt: ”Det udkommer på Mediajungle”, er ikke en særlig god salgstale. Og det er som om, at vi ikke engang selv tror på den. Ofte oplever jeg, at snakken mellem de studerende går på, at man bruger Mediajungle som argument for at få en kilde til at udtale sig: ”Ja, bare rolig. Der er ingen, der læser det derinde”. Altså ud fra et princip om, at artiklen ikke ægte bliver offentliggjort, som vi jo ellers får skudt i skoene, at alt vores indhold skal. Ergo – offentlighedsprincippet er bluf. 

Og når vores egen opfattelse af vores udgivelsessite, Mediajungle, synker så lavt, så er det, jeg mener, at vi har et problem. Hvem er det, vi laver opgaverne for? Os selv, ja, men når vi rammer arbejdsmarkedet, så er der lige pludselig massevis, der læser det, vi laver og har en holdning til det. Hvorfor ikke blive gearet til det nu?

Måske er jeg bare en privilegeret 22-årig, der kan blære sig med, jeg har to studiejobs og derfor ikke gider lave noget, der ikke er en ægte modtager til, eller også rammer jeg hovedet på sømmet. Det vil jeg lade være op til dig som læser at vurdere, men summen af min udråb er: Der er ikke nogen med respekt for sig selv, der kan sige, at Mediajungle er et særligt offentligt medie, og der er ej heller nogen, der kan bilde mig ind, at de ser Mediajungle som et særligt seriøst bud på et medie. 

Motivationen for at lave kvalitetsindhold for mit eget vedkommende falder i hvert fald kun i takt med at færre af produktionerne, vi laver, bliver offentlige. Ja, end ikke et live radioprogram, vi lavede, blev publiceret til offentligt skue. Det samme gjorde sig gældende for vores live nyhedsudsendelse. Vi er på tredje semester. Hvorfor må vi ikke lave noget med en lille smule selvrespekt?

Derfor vil jeg gerne opfordre til, at vi som skole opper os lidt. Mediebilledet ændrer sig – det ved vi alle – så var det ikke også på tide, at vi som skole gjorde det? Det synes jeg. 

Gør Mediajungle til et ægte medie, hvor en ansat kan stå for at publicere og sortere i de tonsvis af journalistiske produkter, vi laver her på skolen. Lad os stå lidt ved det, vi laver. Det er da om noget en evne, man skal kunne besidde som journalist. 

Ja, man kan tilmed også oprette redaktionsassistentstillinger, så elever på skolen kan snuse til det redaktionelle arbejde. Jo, der er foreninger, hvor man kan skrive, men det i sig selv er vel et tegn på, at de studerende gerne vil ud med deres historier. 

Og dem, der hellere vil ud med det på den fjerneste hjemmeside i Kongeriget Danmark, de kan bare gøre det. Ingen tvang her, men come on!

Vi skal tage vores arbejde seriøst, men udgivelsen halter mere, end Johnson gør på sit højre ben. 

Lad os lave journalistik for andre end os selv, og lad os få banket lidt selvtillid og ikke mindst selvrespekt tilbage i ”det udkommer på Mediajungle”.

Hvad mener du? Illustreret Bunkers opinionssektion giver studerende og medarbejdere mulighed for at give deres mening til kende om studie, skole, journalistisk eller kommunikation. 

Vi bringer debatindlæg i avisen ad to omgange per semester.

Har det interesse for dig? Så skrive til: debat@dmjx.dk

Udveksling: Et system, hvor du skal tro mere på dig selv end DMJX

Udveksling: Et system, hvor du skal tro mere på dig selv end DMJX

Debatindlæg bragt i Illustreret Bunker er alene et udtryk for skribentens eller skribenternes holdninger.

Udveksling: Et system, hvor du skal tro mere på dig selv end DMJX

Dyb frustration. En “Palle alene i verden”-følelse. Jeg må indrømme, at det var en hård start. Jeg vil uden tvivl anbefale udveksling, men det kræver overskud, og beder du om hjælp, er det ikke sikkert, at du kan få det. Det fik jeg i hvert fald ikke.

TEKST: LÆRKE KOBBERUP
ILLUSTRATION: LOTTE SKJØDT NIELSEN

Udgivet den 12. oktober 2023

Hongkong, Sydney, Beirut. Mulighederne var, og er, næsten endeløse. Jeg sad på kanten af sædet, da jeg på første semester fik introduktion til udveksling. Jeg havde aldrig været i tvivl om, at jeg gerne ville til udlandet, og nu når jeg så alle mulighederne, kunne jeg næsten ikke vente.  

“Vi vil så gerne have flere af jer afsted.” 

Jeg husker Røskvas indtrængende bøn om, at vi ikke skulle lade os stresse, men søge hvis vi var det mindste interesserede. Det kunne godt være hårdt samtidig med 2. semester, men skolen ville hjælpe. Hvor der er vilje, er der en vej. Jeg lod mig nemt overbevise, og fortrøstningsfuldt gik jeg i gang med processen. 

Mange mails blev sendt frem og tilbage mellem mig og udvekslingskontoret. Mange ting, jeg ikke kunne finde. Mange ting, jeg ikke forstod. Min optimisme begyndte at skrumpe. Måske ville det ikke være så nemt det her alligevel.

“Ja, det, kan jeg da godt se, er svært at forstå. Det ved jeg ikke” 

Sådan lød kommentaren igen og igen fra skolen. Jeg bookede ofte møder, hvor jeg kom med mine spørgsmål. Frustreret endte jeg ofte med selv at måtte fremvise, hvor jeg havde fundet mine informationer. Min tiltro forsvandt en smule, hver gang jeg måtte forklare min rådgiver om det system, jeg egentlig var kommet for at få rådgivning om.

Jeg kan godt se, at der er mange skoler og universiteter, man som koordinater skal holde styr på, og jeg forventer heller ikke, at al viden om universitet i Tel Aviv kan findes i studievejledningen på DMJX. 

Kaosset meldte sig allerede, da jeg forsøgte at skabe mig et overblik over eventuelle fag i Tel Aviv. Jeg brugte lang tid på at finde frem til hvilke fag, jeg egentlig kunne søge. Det hjalp DMJX ikke med. Jeg måtte selv skabe overblik over visum og nåede at betale lægeerklæring, inden jeg fandt ud af, at dette slet ikke var en nødvendighed. 

Ansøgning i flere runder. Stipendie-søgning. Visum-søgen. Det meste foregik også samtidig med mit første-års projekt. Uden den forventede rådgivning greb det hurtigt om sig med forberedelserne til denne udenlandsrejse.

Alt dette var frustrerende, men bægeret flød over, da der var et par uger til, at jeg skulle afsted. Jeg havde stadig ikke hørt om mit Erasmus stipendium. Et Erasmus Stipendium er et stipendium, man kan få til lande i EU og enkelte andre lande. Ansøgningen og udbetalingen af dette stipendium kører igennem skolen. Jeg havde sendt papirerne for et godt stykke tid siden, men havde intet hørt eller fået udbetalt.  

Jeg sendte en mail til udvekslingskontoret for at høre, hvordan det skred frem, og hvornår jeg skulle forvente at få stipendiet udbetalt. Det var her, jeg fik at vide, at der var blevet skiftet koordinator, så mine papirer var ikke lige blevet sendt af sted endnu. Heldigvis fik jeg pengene udbetalt, men hvad var der sket, hvis jeg ikke havde fulgt op på det?

Det er usikkert at skulle tage ud i verden og studere. Man flytter en hel hverdag og slipper næsten al kontakt med det, man har herhjemme. Man er pludselig alene. Jeg flyttede til Tel Aviv, en meget dyr by at bo i. Mit værelse alene kostede 7000 kroner om måneden. Penge fyldte meget i mit hoved, derfor var det meget vigtigt for mig, at der var styr på mine stipendier.

Jeg forventede, at jeg skulle stå på egne ben, når jeg tog af sted. En oplevelse, jeg også længtes efter, men denne oplevelse startede bare tidligere i processen end forventet. Som tidligere nævnt fyldte det økonomiske meget for mig, men i Israel er også det sikkerhedsmæssige vigtigt.

Jeg har siddet til mange møder på skolen og italesat både min spænding, men også min nervøsitet ved at tage af sted. Jeg troede, at  skolen ville guide mig mere. Jeg forventede, at de ville have større overblik, end jeg oplevede, de havde. For mig var der en klar signalværdi i, at der for eksempel ikke blev meldt ud, at der var skiftet koordinator. Var det ikke vigtigt at nævne for alle os, der skulle ud i verden lige om lidt? Vi havde jo nok fundet ud af det, det gjorde vi jo, men vi er alle skrøbelige, når vi giver slip på vores hjem. Jeg ved, at jeg ikke var den eneste, der skulle på udveksling og var frustreret over dette. 

Jeg vil give skolen anerkendelse for, at de skrev til mig, da demonstrationerne begyndte at gribe om sig  i Tel Aviv. Det var dejligt at mærke, at jeg eksisterede i deres system. Selvom det ikke føltes sådan, inden jeg tog afsted.

 

Klæd os ordentligt på til klimadebatten

Klæd os ordentligt på til klimadebatten

Debatindlæg bragt i Illustreret Bunker er alene et udtryk for skribentens eller skribenternes holdninger.

Klæd os ordentligt på til klimadebatten


Klimadebatten kører nemt af sporet. Derfor kræver det meget af journalisterne, som skal holde styr på begreber og eksperter. Det skal vi klædes bedre på til i undervisningen.

TEKST: EVA BEYER PAULSEN
ILLUSTRATION: LOTTE SKJØDT NIELSEN

Udgivet den 12. oktober 2023

Store virksomheder og interesseorganisationer har altid brugt eksperter til at så tvivl om videnskabelig enighed i mediebilledet. Lige fra læger, der i 1940’erne i reklamer anbefalede at ryge cigaretter, til olieindustrien, der allerede i 1970’erne kendte til klimaforandringerne. De brugte anledningen i 1987 til at afspore klimadebatten i 30 år frem .  

Det er noget, som os journalister skal være enormt opmærksomme på – og som vi skal være i stand til at opdage. Alligevel sker de samme fejltagelser i de danske nyhedsmedier igen og igen. For hvis der er et sted, hvor debatten afspores, så er det på klimaområdet. Derfor skal vi være klædt bedre på til at holde debatten på sporet

I sommer handlede en episode af P1 Debat om de nye kostråd fra Nordisk Ministerråd, der både tager hensyn til klima, miljø og sundhed. I debatten deltog en kostvejleder, der talte imod den videnskabelige konsensus og påstod, at man ikke kan sammensætte en sund og næringsrig kost med markant mindre kød, samt at dansk landbrug er blandt de mest klimavenlige i verden.  

Problemet er, at det ikke er sandt. Og selvom folk må sige, hvad de vil i radioen, så skal journalister sikre, at det gøres klart, når usandheder og uvidenskabelige påstande fremstilles i radioen. For det store problem var, at kostvejlederen blev behandlet som en ekspertkilde, på trods af at kostvejleder er en titel, der er lige så beskyttet som “journalist”.    

Eksempler som dette får det til at virke som om, at der er uenighed blandt eksperter, når det kommer til klimaforandringerne og de ændringer, vi skal lave for at stoppe dem. 

Der kan være flere grunde til, at vi laver de fejl som journalister. Men en af grundene, tror jeg, er fordi, vi ikke bliver klædt ordentligt på til at dække klimakrisen. Dette er fordi, klimakrisen og de forandringer, vores samfund skal lave for at stoppe dem, er bundet af videnskab frem for politiske ideologier og værdier. Moder Jord er ligeglad med, om du er socialist eller liberalist. Så længe du stopper med at udlede drivhusgasser. Klimakrisen er en krise, uanset hvem du er, hvad du tror på og hvor du bor henne. Den er universel, og den kan ikke løses uden at vi bruger og forstår naturvidenskaben. Og naturvidenskab er noget, vi ikke udsættes særligt meget for på uddannelsen.. Vi er for uvidende og uforberedte.

Hertil kommer den måde, vi arbejder på som journalister. Jeg er for nylig blevet undervist i nyhedskriterierne, hvor konfliktkriteriet skinner klart igennem. Problemet ved konfliktkriteriet i forbindelse med dækningen af klimakrisen er, at der altid skal være en modstander – men faktum er, at der er så bred videnskabelig konsensus, at konfliktkriteriet ikke kan dækkes uden at hive en klimabenægter ind. Og så får vi et skævvredet billede af, hvad forskningen egentlig viser. 

Hvis vi skal blive bedre til at dække klimakrisen, skal vi få klimadækning på skemaet på DMJX. Det behøver ikke være som fag – for en bedre dækning er så presserende, at det burde inkorporeres i alle fag, der er på skolen. Vi er simpelthen ikke klædt ordentligt på til at dække klimaforandringerne. Og hvis vi skal have lyst til at dække krisen, skal vi også have evnerne til det. Ellers får medieforbrugerne en misinformerende og afsporet debat.

 

  

Vi skal tale om elefanten i rummet

Vi skal tale om elefanten i rummet

Debatindlæg bragt i Illustreret Bunker er alene et udtryk for skribentens eller skribenternes holdninger.

Vi skal tale om elefanten i rummet

Når der mangler praktikpladser, og branchen ikke ligefrem skriger på færdiguddannede journalister, bør vi gøre det eneste rigtige: Optage færre journaliststuderende. Samtidig kunne vi øge optaget på kommunikationsuddannelsen.

TEKST: MATHIAS OLEANDER
ILLUSTRATION: LOTTE SKJØDT NIELSEN

Udgivet den 12. oktober 2023

Til efterårets praktiksøgning kommer der til at mangle omkring 45 pladser. Det er et faktum, der står klart nu. Derfor skal vi, selvom det er en trist situation, kigge fremad mod løsningerne – og her er der særligt én oplagt mulighed: 

Dimensionering af uddannelserne, eller sagt mere direkte: Færre journaliststuderende og flere kommunikatører.

Vi optager alt for mange journaliststuderende. Alene i år blev der optaget 224 på professionsbacheloren i journalistik på DMJX. Dertil kommer tallene fra journalistuddannelserne på SDU og RUC samt dem, der læser en cand.public på enten AU eller SDU.

Og tager vi en tur ud i mediebranchens virkelighed, har den i den seneste tid været domineret af utallige fyringsrunder – hele vejen rundt. Jeg ved det, fordi jeg allerede selv har været en del af to fyringsrunder i min praktiktid på Jyllands-Posten. Og den slags er ikke en fornøjelse at være en del af, skal jeg hilse og sige.

Derfor er det i mine øjne faktisk på grænsen til at være uansvarligt, at der fortsat optages så mange journaliststuderende hvert år. Det er, som min kollega udtrykte det, “at stikke blår i øjnene på unge mennesker”. Jeg er helt enig.

Men hvad så med at forkorte uddannelsen? Hvis vi nu går fra 18 til 12 måneders praktik? Det var i hvert fald derfor, at lederne fra RUC og SDU for nylig i en artikel i Journalisten langede ud efter DMJX. De mente, at 18 måneders praktik var hovedårsagen til manglen på pladser.

Jeg skal ikke kunne afvise, at det også er en del af problemet. Men at gå fra 18 til 12 måneder, er i så fald en meget kortsigtet strategi. Branchen skriger jo ikke ligefrem på arbejdskraft, så hvad ville det overhovedet hjælpe at uddanne os hurtigere?

Man kunne med fordel skele imod kommunikationsuddannelsen og øge optaget dér i stedet. I dag bliver mange journalister ansat som kommunikatører. Hvorfor så ikke uddanne flere til kommunikation frem for journalistik?

Tilbage til elefanten i rummet. Vi er nødt til at tale om dimensionering, selvom ordet er et “fy-ord” blandt uddannelseschefer. Det betyder “færre penge” i deres ører. Men hvad er prisen, hvis vi ikke lytter til branchen og ser virkeligheden i øjnene? Tør vi at lade være? Jeg ser i hvert fald ingen anden vej end at tage diskussionen om, at vi skal være færre journaliststuderende i fremtiden.

Kære DMJX, gør noget godt – gør konstruktiv journalistik obligatorisk

Kære DMJX, gør noget godt – gør konstruktiv journalistik obligatorisk

Danskerne drukner i mediebilledets hav af negative nyheder. De surfer simpelthen udenom, og det er et problem for journalistikken. Jeg tror dog, at problemet kan fikses. At skuden kan vendes. Men det kræver, at vi ser nærmere på skudens skrog; journalistuddannelsen.

TEKST: Anna Ellesgaard, journaliststuderende

Udgivet den 01. juni 2023

Debatindlæg bragt i Illustreret Bunker er alene et udtryk for skribentens eller skribenternes holdninger.

Kære DMJX – jeg er bekymret.

Når jeg bladrer i avisen eller scroller nyheder på telefonen, skal jeg lede længe, før jeg støder på en succeshistorie – og det bekymrer mig. Som journaliststuderende er jeg bekymret for det dystre billede, medierne tegner af virkeligheden. Det er de negative nyheder, der stjæler spotlight og spalteplads – farver forsiderne og trækker overskrifter. De buldrer frem og tromler succeshistorierne.

Ja, vores verden er kold og kynisk, men den er heldigvis også i fremgang. Og den fremgang må vi ikke glemme at dække og dokumentere. Verden er blevet et bedre sted at være, men det er svært at tro, når medierne gang på gang portrætterer det mørke og prioriterer skandale over succes. En prioritering der både skævvrider virkeligheden og trætter de danske mediebrugere.

DR’s seneste rapport om danskernes medievaner viser, at negative historier hæmmer vores lyst til at dykke ned i nyhedsstrømmen. Næsten hver tredje unge dansker undviger mediebilledet, og det ærgrer mig. Det er en journalistisk mavepuster, at et stigende antal mediebrugere lader dele af virkelighedens film passere forbi sig.

Så kære DMJX, lad os turde at lægge problembrillerne fra os for en stund og give journalistikken et ekstra skud håb. 

Jeg er godt klar over, at det bliver en svær opgave. De fleste forbinder nemlig os journalister med arrige vagthunde, der graver efter problemer – og det er der da også god grund til – for det er akkurat, hvad vi bliver skolet i.

Da jeg startede på journalistuddannelsen, fik jeg at vide, at en journalistisk historie er god, hvis den rummer konflikt. På andet semester stod den problemudredende journalistik øverst på dagsordenen, og inden længe skal jeg igen ud med den store skovl og grave efter problemstillinger til mit semesterprojekt. Som en anden metaldetektor bliver jeg altså skolet i at spore problemer. 

Jagten på problemer giver os skyklapper for øjnene. Vi mister blik for, hvad der fungerer. Så kære DMJX, lad os sammen skabe et mediebillede, som flere vil tage del i. Lad os sørge for, at det bliver attraktivt og inspirerende at dykke ned i nyhedsstrømmen. Vi skal blive ved med at påpege problemerne, men vi skal også huske at præsentere løsningerne. Det skylder vi de danske mediebrugere.

I skrivende stund er Ghana eksempelvis ved at udrulle en lovende malariavaccine, som kan få kæmpe betydning for Afrikas kamp mod malaria – og på den politiske arena viser en ny rapport fra Den Interparlamentariske Union, at der for første gang nogensinde sidder kvinder i alle parlamenter i verden. Selvom der stadig er stor mangel på kvinder på politiske topposter, er dette en international milepæl. Historier som disse er vigtige. Der er bare dét, at disse to historier formentlig ikke har fundet vej til dit nyhedsfeed. Det kan skyldes mange ting, men jeg tror, det bunder i, at de ikke rummer nok konflikt. De har simpelthen ikke nok nyhedsværdi – og det bekymrer mig. Hvorfor skal historier rime på kaos og konflikt for at få værdi – for at blive bragt? 

Vi studerende er fremtidens journalister. Det er os, der skal dække verden om 10, 20 og 30 år. Vi har et ansvar for, at færre vender ryggen til nyhedsbilledet. Vi må og skal sørge for, at skuden ikke synker. Den skal tankes med nuancer og løsninger. Løsninger avler håb, som fodrer lysten til at tage del i den offentlige debat. Men hvordan skal vi skabe et attraktivt nyhedsbillede, hvis ikke I lærer os værdien af konstruktiv journalistik?

Jeg har netop valgt specialisering til fjerde semester, og her gik det for alvor op for mig, at man som journaliststuderende kan skøjte igennem uddannelsen uden overhovedet at stifte bekendtskab med konstruktiv journalistik. Det kræver blot, at man viger uden om valgfaget dialogbaseret journalistik, der, som det eneste fag inden praktikforløbet, beskæftiger sig med konstruktiv journalistik. Det ærgrer mig, at I, DMJX, ikke prioriterer den konstruktive journalistik højere. Den er vigtig og nødvendig, og det er ikke nok, at I pakker den ind og gemmer den i et valgfag, som kun en tredjedel af os studerende ender med at få. Den konstruktive journalistik skal på skemaet, og den skal præsenteres tidligere på uddannelsen. 

I skylder os en række redskaber, så vi kan skabe et konstruktivt nyhedsbillede. Både for danskernes skyld men også så vi sammen sikrer, at fremtidens redaktioner ikke kun består at problemsøgende metaldetektorer. I bør lære os, at en journalistisk historie også kan bringes, selvom den rummer fremgang og håb.

Det handler ikke om et enten-eller. Journalistikken har mange grene, og det er jeres opgave at undervise os i dem. Jeg mener derfor ikke, at vi skal afskaffe problembrillerne. Den problemudredende journalistik er vigtig. Det er den, der løfter sløret for de helt store skandaler og lovbrud. Men vi må bare ikke glemme, at journalisters job er at skildre virkeligheden – og virkeligheden består, heldigvis, ikke kun af problemer. Mediebilledet skal også være konstruktivt. Det skal give danskerne lyst til at dykke ned i nyhedsstrømmen og tage del i den offentlige debat – og derfor er vi nødt til at vende skuden og tanke den med håb. 

Så kære DMJX, gør noget godt – gør konstruktiv journalistik obligatorisk.

Hvad mener du? Illustreret Bunkers opinionssektion giver studerende og medarbejdere mulighed for at give deres mening til kende om studie, skole, journalistisk eller kommunikation. 

Vi bringer debatindlæg i avisen ad to omgange per semester.

Har det interesse for dig? Så skrive til: debat@dmjx.dk