Webredaktøren, Forfatter på Illustreret Bunker

Alex Vanopslagh vil give ungdommen mere frihed – og de lytter til ham som aldrig før

af Webredaktøren | mar 21, 2024 | NYT I TEMA, TEMA

Alex Vanopslagh vil give ungdommen mere frihed – og de lytter til ham som aldrig før

Skolevalg 2024 blev endnu en succes til den politiske perlerække af gode resultater, som Liberal Alliance og Alex Vanopslagh har skabt. Højrefløjspartiet har etableret et politisk talerør til ungdommen, men det betyder ikke nødvendigvis, at vi går en Liberal fremtid i møde, siger valgforsker.

TEKST: SEBASTIAN ØSTERGAARD OLSEN & EMIL LUND JENSEN

ILLUSTRATION: LOTTE SKJØDT Nielsen

Udgivet den 21. marts 2024

Da de danske folkeskoleelever kom hjem til deres forældre efter dette års skolevalg den 1. februar, kunne hver tredje fortælle, at krydset var havnet ved Liberal Alliance (LA).

Alex Vanopslagh har sammen med sit parti, LA, formået at gøre noget, som få andre politiske partier i Danmark har. At nå ud til de unge med humor som redskab.

Hele 30 procent af de folkeskoleelever, der stemte ved valget, stemte i år på LA, hvilket er en stigning på lidt over 18 procentpoint siden Skolevalg 2021. Til sammenligning fik rød blok, sammen med Radikale Venstre, i alt 39 procent af elevernes stemmer. Nogle peger på, at succesen primært skyldes sjove TikToks og en charmerende partiformand, men det synes Alex Vanopslagh, er en forsimpling.

PoliTikTok

Danske unge får i høj grad deres nyheder og information fra sociale medier. Derfor er det ifølge Jonas Lieberkind, ungdomsforsker og lektor ved Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse, ingen tilfældighed, at Alex Vanopslagh og LA fik et fremragende skolevalg.

”LA og Vanopslagh har været rigtig dygtige til at kommunikere på en måde, som giver mening for de unge. Der er mange, der snakker om ham. Alle tager stilling til ham. Man snakker jo ikke om for eksempel Konservative på samme måde,” siger Jonas Lieberkind.

TikTok-videoers korte format gør det svært at udfolde komplekse politiske samtaler. Derfor er Alex Vanopslagh også bevidst om, at der medfølger et ansvar for at give de unge en dybere indsigt i politik. Af den grund laver LA også podcast og YouTube-videoer, hvor mere komplekse aspekter af politik bliver diskuteret. Men spørgsmålet om, hvorvidt LA’s TikTok-videoer er fordummende, synes han, er misforstået.

“Vores sjove videoer fylder mere på TikTok, men det er ikke mere fordummende end Facebook-opslag og TV -debatter, hvor tingene også tit forsimples. De er nok bare målrettet boomer-segmentet. At man på Facebook formulerer et vredt opslag med et meget lavt lixtal er,w som jeg ser det, ikke en tand mindre forsimplet end vores TikToks,” siger Alex Vanopslagh.

En del af partiets enorme tilslutning hos de unge kan skyldes deres humoristiske måde at videreformidle politiske budskaber på sociale medier. Men ifølge Jonas Lieberkind taler Alex Vanopslagh også ind i nogle ting, som de unge går meget op i: økonomi, spørgsmål om topskat og ønsket om ansvar.

“Unge vil rigtig gerne deltage, og de synes, at de har noget at byde på. Lige præcis LA appellerer til, at unge skal have en større frihed og selv tage det ansvar, der følger med friheden. Det er noget, de unge higer efter. At være en del af det samfund, som de ser,” forklarer Jonas Lieberkind.

Alex og ansvaret for den unge generation

Alex Vanopslagh synes, at det er på tide, at fortællingen om de unge skal være positiv. Han køber ikke det, som han selv beskriver som en offer-fortælling om de unge. En fortælling, han mener, ses hos mange venstreorienterede partier. Han anerkender, at ungdommen i dag givetvis har det sværere på mange parametre, end tidligere generationer har haft, men han mener, at politikerne har et ansvar for at tale de unge op.

“At ungdommen skulle mistrives som aldrig før, og at de krav, der er i uddannelsessystemet, skulle være helt horrible. Den offerfortælling, tror jeg ikke, tjener nogen særlig godt. Det er nok også en af grundene til, at vi fik et godt skolevalg. Vi har en mere optimistisk tilgang til ungdommen,” uddyber Alex Vanopslagh.

Ifølge Rune Stubager, professor ved Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet, føler de unge vælgere sig ofte mere draget af rene, ideologiske standpunkter, som det LA for eksempel leverer. Men i takt med at vælgerne bliver ældre, nuanceres deres billede af politik, og dermed blegner nogle af disse ideologiske tendenser.

“Man kunne godt have den overvejelse, om alle de folkeskoleelever, der synes, at LA er et godt valg, er helt med på for eksempel partiets SU-politik. Måske bliver et politisk punkt som dette lidt mere aktuelt, når de selv skal til at bruge den del af velfærdssamfundet,” fortæller Rune Stubager.

Alex Vanopslagh synes som ung partileder, at det er fedt, at de unge synes godt om LA, men han vil ikke tilrettelægge politikken efter de unge. I stedet for at love højere SU eller gratis psykologhjælp til unge, peger han på, at man i stedet bør fortsætte med at tale i øjenhøjde med de unge.

“TikTok er jo det klareste eksempel på, at vi fanger dem i øjenhøjde. Men vi designer ikke vores politik efter, hvad vi tror, de unge gerne vil have. Vi fører den politik, vi mener, er bedst for Danmark,” uddyber Alex Vanopslagh.

Danmarks folkeskolevalgte minister

Simon Fendinge var som landsformand for Liberal Alliances Ungdom hovedarkitekten bag det succesfulde skolevalg. Der er klare ligheder mellem Alex Vanopslagh og Simon Fendinge. De har begge vundet DM i Debat. De har begge været eller er formand for Liberal Alliances ungdom. Og så har de begge to en rigtig stærk appel til de unge.

“Eleverne bakkede rigtig meget op. De bakkede også mere op efter debatterne, end de gjorde inden. Det gik jo rigtig godt,” fortæller Simon Fendinge

Ifølge Jonas Lieberkind er de unge trætte af den traditionelle partipolitik med debatter, hvor partierne fokuserer mere på at kritisere hinanden end at diskutere politik. Liberal Alliances Ungdom havde en klar taktik om kun at snakke om egen politik ved skolevalget. En taktik, der bar frugt og var medvirkende til, at man høstede 30 procent af stemmerne.

“Jeg tror og håber på, at vores fremtid er mere liberal. Det var det indtryk, jeg fik ude på skolerne, i og med at det gik, som det gjorde,” fortæller Simon Fendinge.

En fremtid med meget mere LA?

Rune Stubager mener dog, at man skal være påpasselig med at drage konklusioner. Det skyldes, at resultaterne generelt er ustabile sammenlignet med meningsmålinger og folketingsvalg. Det er ifølge Rune Stubager udslagsgivende for, at et skolevalg ikke varsler nogen markant forandring i det politiske landskab.

“Jeg tvivler på, at vi kommer til at se en så massiv blå ungdomsårgang, når disse unge skal stemme til folketingsvalg. Vi ser i forskning, at påvirkningen fra forældrene er lige så stærk nu, som den var tilbage i 1970’erne. Og blandt forældrene ligger blokbalancen jo tæt på 50-50,” fortæller Rune Stubager.

En del af forklaringen på ustabiliteten findes ifølge Rune Stubager i, at det er ’en gratis omgang’ for eleverne. Skolevalg kræver ikke nødvendigvis det samme niveau af indsigt i det politiske stof som et folketingsvalg.

“Det betyder, at man som vælger kan lade sig rive med af en stemning og de mærkesager, man synes er mest spændende. Man kan vælge det uden at tænke så meget over en reel indvirkning,” forklarer Rune Stubager.

Alex Vanopslagh og Simon Fendinge anerkender Rune Stubagers analyse af, at Skolevalg ikke er repræsentativt for et reelt folketingsvalg, og at man derfor skal passe på med at konkludere noget på baggrund af det. Dog var de begge henrykt over resultatet, og Simon Fendinge fortæller, at han stadig tror på den liberale fremtid.

Rune Stubager er heller ikke i tvivl om, at LA vil få et godt valg næste gang, der åbnes for stemmeurnerne, især blandt unge mænd. Men han tror ikke på, at hverken LA eller blå blok vil opleve så markant en fremgang, som Skolevalg 2024 eksemplificerer.

FORSIDEN

Brevkassen med Astrid Fischer

af Webredaktøren | mar 21, 2024 | NYT I OPINION, OPINION

Brevkassen med Astrid Fischer

Med vinder af Cavlingprisen anno 2023, Astrid Fischer. Hun afdækkede sammen med kollegaerne Laura Marie Sørensen og Jonas Deiborg kræftsagen på Aarhus Universitetshospital. Til daglig arbejder hun på DR Nyheders undersøgende redaktion og har tidligere været nomineret til tre Cavlingpriser. For psykiaters fejlbehandling i 2013, svigt i tilsyn af læger i 2015 og meningitissagen i 2017. Illustreret Bunker har stillet hende ti spørgsmål om undersøgende journalistik, dækningen af kræftskandalen, og hvad fremtiden bringer for den garvede journalist.

TEKST: Astrid Fischer
illustration: lotte skjødt nielsen

Udgivet den 21. marts 2024

Hvad skal der til for at blive en god undersøgende journalist?

Jeg tror, der er mange veje til det. For mig er vejen gået gennem nyhedsjournalistik på Radioavisen via udlandsreporter, siden fagmedarbejder og indimellem vært på P1 Orientering til det gradvis mere undersøgende. Det er godt at få det journalistiske håndværk ind under neglene, tænker jeg. Stædighed er ret afgørende, når man skal jagte svarene lidt længere end de fleste. Og så kommer man langt med nysgerrighed og ægte interesse for det, man graver sig ned i. Resten er hårdt arbejde og systematik, når man skal kortlægge både en konkret sag og den kontekst, den udspiller sig i.

Hvordan har du sikret troværdigheden hos dine kilder i forbindelse med dine undersøgelser?

Vi får mange henvendelser, og nogen kontakter os fortroligt, men sjældent anonymt (altså hvor vi ikke ved, hvem de er). Henvendelserne kan sættes os på sporet af en vigtig historie, men vi bringer den først, når vi har dokumenteret og efterprøvet den. Om vi vælger at forfølge et spor, bygger ofte på en fornemmelse af, om henvendelsen virker troværdig, ekspempelvis kan der jo følge nogle dokumenter med. Vi ser også på kildens motivation og egen interesse. Og før vi for alvor graver os ned i en sag, skal vi også vurdere, om der kan gemme sig en principiel og væsentlig sag. Det er vigtigt, fordi vi udkommer bredt på alle DR’s platforme.

Har du oplevet nogen modstand eller pres fra hospitalet eller andre involverede parter under din dækning af denne historie, og hvordan har du håndteret det?

Dokumenter, vi fik gennem aktindsigt, var et vigtigt fundament for dækningen. På et tidspunkt lukkede Region Midtjylland stort set ned for at give mere aktindsigt til DR med den begrundelse, at vi havde søgt for mange gange. Jeg indklagede sagen for Ankestyrelsen, som klart underkendte regionen. Der var flere gange, hvor jeg indbragte regionens afslag på aktindsigt, og næsten hver gang gav Ankestyrelsen besked om, at regionen skulle ændre sin afgørelse.

Det er et stort arbejde at klage, men det var helt sikkert besværet værd. Også helt principielt – det skal ikke være for let bare at give afslag på aktindsigt.

Hvad har været den mest udfordrende del af at afdække og rapportere om denne kræftskandale, både journalistisk og personligt?

Det var et utrolig intenst forløb, som vi ikke var helt forberedt på – og ingen nok kunne være forberedt på –, da vi bragte det første indslag. Det var virkelig en snebold, der blev til en lavine, og det var indimellem svært at følge med. Vi skulle jo have overblik over fakta, bringe vores egne afsløringer og dække de politiske initiativer, der hele tiden blev taget. Mange kolleger blev involveret i dækningen til DR’s mange platforme, hvilket var helt fantastisk, men også indimellem næsten uoverskueligt at holde styr på. Vi skulle jo sikre, at alt, der udkom, var helt i orden. Samtidig fortsatte vi med at indsamle nye oplysninger om sagen på Aarhus Universitetshospital og mere bredt. Og det væltede ind med henvendelser fra patienter og mange andre, der havde rigtig gode input og tip. Det betød, at der var mange andre ting, jeg måtte sætte til side i en periode.

Hvordan mener du, at din dækning af sagen har påvirket offentlighedens opfattelse af hospitaler? Og frygtede I på noget tidspunkt at tilliden til resten af sygevæsenet ville falde så drastisk, at det ville gå udover alvorligt syge patienter?

Det er et svært spørgsmål, for vi skal jo lægge sandheden frem, selvom den er ubehagelig og måske kan svække folks tillid til sundhedsvæsenet generelt. Samtidig er dækningen med til at skabe forandring, som jo netop er til gavn for de alvorligt syge patienter. Vores dækning førte til, at regionerne blev forpligtet til at indberette alle overskridelser af kræftventetider. Der kom fokus på at informere kræftpatienter ordentligt om deres rettigheder og gøre mere for at behandle dem til tiden. Jeg tænker, at det er myndighedernes reaktion, der er afgørende for folks tillid, og den er vi ikke herre over. Men i det her tilfælde blev der sat rigtig mange ting i gang.

Det, vi selv forsøgte at gøre, var at være så konkrete som mulige i dækningen, så den netop ikke handlede om ’sundhedsvæsenet generelt’. Vi fremlagde meget dokumentation i vores artikler. Vi bestræbte os også på at være fair og give god taletid til de kritiserede parter.

Er der aspekter af historien, som du mener ikke er blevet tilstrækkeligt belyst, og som fortjener mere opmærksomhed?

Vi har for nylig samlet op på sagen i en mini-podcastserie i et nyt format på DR, Genstart Dox, og i arbejdet med den blev det ret klart for os, at der er nogle spørgsmål, der ikke er blevet klart belyst. Det er spørgsmål om, hvad der skete med de advarsler om lange ventetider på kræftbehandlingen på AUH, som gik ind i Region Midtjylland fra læger og fra hospitalsledelse. Oplysninger, der gik ind i direktionen. Hvorfor blev der ikke handlet på dem, og hvem vidste præcis hvad hvornår? Det lovede regionen ville blive undersøgt, men flere eksperter, patienter og pårørende konkluderede, at de ikke havde fået de lovede svar.

Om vi nogensinde får svarene, ved jeg ikke. Vi slipper ikke helt sagen, og der er også stadig en politiefterforskning af sagen i gang samt en undersøgelse, som Rigsrevisionen forestår.

Hvad har du lært undervejs i denne undersøgelse, der kan være nyttig for andre journalister?

Helt konkret var jeg glad for at erfare, at man faktisk kan få aktindsigt i interne dokumenter. Det blev fundamentet for dækningen. Vi skulle klart have de oplysninger i aktindsigt, som vi fik. Og vi skulle måske også have haft mere end det, vi fik. Men jeg har tidligere oplevet, at der bliver givet nærmest blankt afslag på aktindsigt i interne dokumenter. Som udgangspunkt er der ikke en ret til aktindsigt i interne dokumenter. Der er klare undtagelser, men det er jo myndighederne, der laver vurderingen af, om de dokumenter, de har, falder inden for undtagelserne.

Jeg arbejdede med at formulere præcise aktindsigtsansøgninger og med konsekvent at klage videre til Ankestyrelsen, når jeg fik afslag.

Den anden lære af sagen er ikke ny for mig: det nytter at blive ved, så længe der er noget at komme efter og ikke stoppe, når myndighederne har spillet ud med den første genopretningsplan eller redegørelse.

Hvordan har du forsøgt at balancere mellem rapportering af vigtige nyheder og samtidig respektere privatlivet og følsomheden omkring kræftpatienter og deres pårørende?

Det var heldigvis patienter, der gerne ville medvirke med en stærk motivation for at gøre en forskel for andre. Vi respekterede deres grænser, hvis der for eksempel var situationer fra optagelserne, de ikke ønskede, vi brugte. Det skulle fremstå værdigt. Det er også generelt et mantra for os, at folk ikke optræder som ’ofre’, men som handlende mennesker. Og det var de jo. Det var nogle stærke mennesker, trods den krise, de var i. Og de leverede med deres udsagn vigtig dokumentation om, hvad der præcis var foregået – og modsagde forklaringer fra regionen – så de på den måde ikke bare var cases.

Hvad gør, at denne historie modtager en Cavling? Og hvad betyder det personligt for dig at vinde?

Dybest set var det jo bare vildt, at den historie fandtes – og stadig svært at forstå. At der var patienter med fremskreden kræft, der ventede alt for længe på livsvigtig behandling, og at det gik under radaren så længe. En af mine kolleger har kaldt sagen en ’10-års-hændelse’, og det, synes jeg, er meget rigtigt.

Vi lykkedes med at rulle historien ud på en måde, som var en slags syntese af de metoder, vi har opbygget på den undersøgende redaktion gennem adskillige år. Og derfor betyder prisen for mig også en slags ’krone på værket’, selvom værket ikke er slut endnu.

Hvad er næste skridt? Kommer vi til at se dig blive ved at undersøge sundhedssektoren, nu hvor du endelig vandt en Cavling? Eller vil du prøve noget nyt?

Jeg og min kollega, Jonas Deiborg, var netop gået i gang med optagelser til en anden historie, da kræftsagen kom flyvende. Den arbejder vi nu videre på med et års forsinkelse. Den udspiller sig også på sundhedsområdet, men er af en helt anden karakter. Jeg har ikke noget imod at prøve noget nyt, men jeg har mange års erfaring med sundhedsstof, og det er nok bare lettest at ’se’ historier inden for et hjemmevant område.

FORSIDEN

Innovationsprojekt om kønsubalance og testosterontung gæsteliste. På DMJX udelukker de to ikke hinanden

af Webredaktøren | mar 21, 2024 | NYT I OPINION, OPINION

NYT I OPINION | OPINION

Innovationsprojekt om kønsubalance og testosterontung gæsteliste. På DMJX udelukker de to ikke hinanden

TEKST: KAROLINE HÜCHE BENTZEN
ILLUSTRATION: MIE STÆRK

Udgivet den 21. marts 2024

En af de sidste trædesten før mødet med mediebranchen er faget Medieudvikling og Praktik red. MUP, som står først på skemaet, når man starter på 4. semester. Udover at blive mødt af praktikkoordinator Røskva Würtz bliver man gennem forskellige aktører fra mediebranchen introduceret til den virkelighed, der venter os rundt om hjørnet. Der er kun ét problem: Hvor er kvinderne?

’Bedre kønsbalance i mediebranchen’

Før vi startede på faget, fik vi tilsendt et overordnet program, hvor der var en liste over hvilke oplægsholdere, vi kunne forvente. Ti mænd – og én kvinde (som blev syg). Jeg havde netop læst om det treårige DMJX-innovationsprojekt: ’Bedre kønsbalance i mediebranchen’, og jeg fandt det helt ærligt paradoksalt sideløbende at afvikle et fag med en så testosterontung gæsteliste.

Innovationsprojektet fik i sin tid en bevilling på 1,6 millioner kroner fra Nordisk Ministerråd og sluttede i udgangen af 2023. Projektet skulle ”rykke ved uligheden mellem kønnene i og på tværs af Nordens mediehuse” og havde til hensigt at skabe forandring og udvikling. Projektet peger blandt andet på, at blot hver tredje topleder i mediebranchen er en kvinde.

Men hvorfor starter DMJX ikke med at granske sig selv? Ubalancen er lige så relevant at se på i undervisningsregi, som den er i mediebranchen. Det er svært helt at tro på projektets oplysningsværdi og gennemslagskraft, hvis ikke skolen selv tilstræber at opnå den balance, de savner. Og for mig er balance også at have en skærpet opmærksomhed på, hvem man som uddannelsesinstitution inviterer som gæsteundervisere.

Røskva-effekten

Jeg spidser ører, når Røskva fortæller om sin tid på Weekendavisen. Hvis hun kunne komme i praktik på et landsdækkende dagblad, så kan jeg måske også. Jeg føler mig spejlet i mit køn, og det har jeg, og andre kvinder, brug for. Det betyder noget at se sit køn repræsenteret – især i et undervisningsfag som skal klæde én på til praktik.

I pauserne stimler mine medstuderende sammen om Røskva, og udover at hun har samme beroligende effekt som en betablokker før en eksamen, kan jeg mærke, at også jeg længes efter at snakke med hende. Ikke fordi hun skal fortælle mig, at jeg nok skal få en praktikplads, men for at høre, hvordan hun som kvinde har oplevet den branche, der kigger mig i øjnene.

Mænd med ekspertviden og ledertitler

Projektet viser, at det også halter, når det kommer til kønsbalance i det journalistiske indhold. Her er det ikke udelukkende den velkendte udfordring med, at det er de samme hvide mænd, der bliver brugt som eksperter i mediebranchen, men også brugen af almindelige kilder. Og hertil kommer mit råd: Hvis I reelt ønsker at komme kønsubalancen til livs, så start hos jer selv.

Start med at invitere kvindelige mellemledere fra mediebranchen på visit, næste gang I afvikler MUP. Og husk også de kvindelige eksperter, så vi ser, at de findes. Og mon ikke det får den umiddelbare effekt, at én af os ringer dem op, næste gang vi vil vide noget om deres ekspertise. Eller at unge, kvindelige journaliststuderende spejler sig i kvinden med ledertitel og tænker, der er plads til hende i mediebranchen.

***

Svar fra Røskva Würtz

Som koordinator og tovholder på Medieudvikling og praktik (MUP) er det mig, der har ansvaret for sammensætningen af programmet. I denne installation af MUP var der tre kvindelige undervisere/oplægsholdere, som ikke kunne deltage, samt en fjerde, som måtte melde fra undervejs i forløbet. Skribenten har dog tilsyneladende glemt de seks kvindelige praktikanter/dimittender, vi fik besøg af på forløbet, ligesom hverken skribenten eller de øvrige 93 MUP-deltagere har efterspurgt flere feminine inputs undervejs. Det til trods for, at jeg åbent har inviteret til, at man kunne foreslå ønskede oplægsholdere. De eneste ønsker var mænd. Forløbet er i øvrigt ikke færdigafviklet, da vi stadig mangler både praktiksøgning og praktikforberedelse, og her vil de studerende møde flere kvindelige branchegæster til blandt andet debat om MeToo i mediebranchen.

Det er ærgerligt, at der konkluderes på den tilfældighed, at der var flere mænd end kvinder på et enkelt forløb, og at der ikke føres skyggen af belæg for, at det skulle være udtryk for nogen generel praksis på DMJX.

Jeg ser frem til at gå i dialog om dette emne uden for spalterne.

FORSIDEN

21-årige Camilla er del af en bekymrende udvikling: “Jeg følte, at jeg skulle gøre det hele”

af Webredaktøren | mar 21, 2024 | NYT I TEMA, TEMA

NYT I TEMA | TEMA

21-årige Camilla er del af en bekymrende udvikling: “Jeg følte, at jeg skulle gøre det hele”

Efter flere år med tunge tanker bliver Camilla Struve Bach Jensen i sit sabbatår ramt af angst og depression. Ifølge tal fra ny rapport går det den gale vej for danskernes mentale sundhed. Især de unge kvinders.

Tekst: AMALIE WESSEL-TOLVIG & SIGNE EGEBÆK STENKILDE
Illustration: MIE STÆRK

Udgivet den 21. marts 2024

Hun har været i Paris i syv måneder, da det for alvor går op for hende. Når hun vågner om morgenen, har hun hjertebanken, som om hun er i en flugttilstand. Hun kan bruge flere timer på at forberede sig på at skulle ud ad døren og på arbejde. Tanken om at se andre mennesker gør hende nervøs.

Camilla Struve Bach Jensen har sabbatår. Hun bor i en studielejlighed og arbejder som au pair hos en familie i den franske hovedstad.

En dag, da Camilla Struve Bach Jensen er på vej mod den parisiske undergrundsbane, er det, som om hun ikke kan høre, hvad der sker omkring hende. En fornemmelse af at hun befinder sig i en anden verden. Hun kan mærke, at der er noget helt galt.

”Jeg kan huske, at jeg føler, at alle kigger mærkeligt på mig, så jeg kigger ned i jorden og forsøger bare at nå hen til metrostationen. Jeg kan mærke, at jeg har svært ved at trække vejret, og det var også en følelse af ikke rigtig at være til stede,” fortæller Camilla Struve Bach Jensen om episoden.

Hun bliver i tvivl, om hun kan blive i Paris i de 10 måneder, som er planen.

”Hvis jeg ikke engang kan gå en lille tur fra lejligheden og hen til metroen, er det ikke sikkert, at jeg kan fortsætte med at være her. Men jeg blev ved med at sige til mig selv, at det nok skal gå.”

Hver tredje unge kvinde mistrives
Camilla Struve Bach Jensen er langt fra alene om de følelser, hun oplever i Paris.

Hos unge kvinder i alderen 16-24 år er det hver tredje, der scorer lavt, hvad angår mental sundhed. Det viser nye tal fra rapporten Danskernes sundhed 2023, som er udgivet af Sundhedsstyrelsen.

Rapporten er baseret på en undersøgelse foretaget af Statens Institut for Folkesundhed. Den er sat i gang som en opfølgning på de sundhedsprofiler, der udkommer hvert fjerde år. Midtvejsopfølgningen skyldes en formodning om, at resultaterne i Den Nationale Sundhedsprofil 2021 kunne være påvirket af corona-nedlukning.

Den nye undersøgelse bekræfter billedet fra 2021.

Foran kameraet, bagved tankerne
Camilla Struve Bach Jensen går i 7. klasse, da hun oplever et større fokus på udseende. Det bliver mere normalt at stå foran et kamera sammen med veninderne, og Camilla begynder at frygte, når de skal se billederne igennem.

Det kan sidde i hende i flere dage efter. Følelsen af at se anderledes ud. Hvordan det falder de andre så naturligt, imens hun har svært ved at genkende sig selv på billederne.

En følelse af ikke at være god nok har plantet sig i Camilla Struve Bach Jensen, og det er den, der fik lov at vokse sig så stor, at den flere år senere kommer til at ændre, hvordan hun er, når hun er sammen med andre mennesker.

Hvor Camilla Struve Bach Jensen tidligere har været udadvendt og haft let ved at få andre til at grine, begynder hun nu at trække sig.

“Jeg følte, at det hele ændrede sig, fordi jeg ikke kunne lide, hvad jeg så i spejlet. Det var svært at ignorere det og få min personlighed frem. Der er mange oplevelser, jeg er gået glip af, fordi jeg ikke følte, jeg så pæn nok ud,” fortæller Camilla Struve Bach Jensen.

På TikTok støder Camilla Struve Bach Jensen på videoer om tips og tricks til at forbedre sit udseende eller få den bedste start på morgenen. Selvom hun kan se det positive i at ville være den bedste udgave af sig selv, kan hun ikke undgå at føle sig presset af videoerne.

“Jeg følte, at jeg skulle gøre det hele. Altså, oveni de andre pligter og overvejelser, jeg havde i hverdagen.”

Præstationsfrie rum
Hos organisationen GirlTalk er de i berøring med unge i alderen 12-24 år. De oplever, at gruppen er udfordret af en gennemgående følelse af utilstrækkelighed. Det fortæller GirlTalks direktør, Anna Bjerre.

“De fortæller om en hverdag, hvor de ikke slår til, og hvor de føler sig triste eller kede af det,” fortæller Anna Bjerre.

For hende er det derfor heller ikke overraskende, at tallene for unge kvinders mistrivsel ser ud, som de gør.

Anna Bjerre peger på, at indsatsen for at ændre den negative udvikling blandt andet skal ligge i fællesskaber og etablering af præstationsfrie rum.

“Det er vigtigt, at vi er med til at præge de fællesskaber, som pigerne indgår i, så vi kan hjælpe dem med at tage noget af forventningspresset af, og det er jo ikke noget, man kan gøre alene ved at tale om det.”

Fra Paris til Aalborg
Efter de ti måneder i Paris tog Camilla Struve Bach Jensen tilbage til sit hjem i Vejgaard lidt uden for Aalborg. Her havde hun planer om at finde et job, tjene penge, tilbringe tid med sine veninder og efter et stykke tid vende tilbage til Paris for at bo der et år mere.

Men i stedet bliver hun liggende i sengen hjemme på sit værelse uden overskud til at se sine veninder.

”Min mor prøvede at få mig til lægen, for hun vidste godt, at jeg ikke havde det optimalt, men jeg var overbevist om, at det ikke ville hjælpe,” fortæller Camilla Struve Bach Jensen om tiden efter sin hjemkomst.

Der går to måneder, inden Camilla Struve Bach Jensen vælger at være ærlig over for en af sine veninder. De taler i telefon sammen, og hun får fortalt, hvordan hun egentlig har det.

“Hun sagde, at jeg skal huske at lytte til mig selv. Jeg har det med at stille store krav til mig selv. Jeg skal huske at finde ud af, hvad jeg vil her i verden og ikke gå efter, hvad alle andre vil,” fortæller Camilla Struve Bach Jensen.

Dagen efter telefonsamtalen tager hun til lægen.

Bekymrende udvikling og beskyttende omstændigheder
Hos Sundhedsstyrelsen er det ikke så meget de nye tal, som det er udviklingen i den mentale sundhed hen over årene, der vægter i en vurdering af situationen på området. Det fortæller Jens Kristoffersen, der er chefkonsulent ved Forebyggelse og Ulighed i Sundhedsstyrelsen.

“Når vi kigger på de her tal, er vi bestemt bekymrede for, at flere og flere børn og unge vurderer, at de ikke har det godt mentalt. Men det dækker jo nok også over en ret bred vifte af problemer,” fortæller Jens Kristoffersen

Han peger på, at man, hvad angår kost, motion, tobak og alkohol, har et ret godt billede af, hvad risikoadfærden er, og dermed også hvordan risikoen kan reduceres.

“Samme opskrift har vi ikke på det mentale sundhedsområde,” fortæller Jens Kristoffersen.

Omvendt kender man til en række beskyttende omstændigheder. Her nævner Jens Kristoffersen tryghed, tillid til sine omgivelser, læring og udvikling, fællesskaber og at vi kan få tidlig hjælp, når vi har brug for det.

Det går bedre
Hos lægen finder Camilla Struve Bach Jensen ud af, at hun efter flere år med svære tanker har udviklet angst og fået en depression. Noget, der skal behandles med både medicin og samtaler hos en psykolog.

“Jeg har snakket med min psykolog om, at jeg skal finde ud af, hvilke værdier jeg egentlig sætter højt i livet i stedet for alt det, der fylder så meget, men ikke gør mig noget godt.”

I takt med at Camilla Struve Bach Jensen får det bedre og finder mere overskud, er det hendes ønske at komme ind i nye fællesskaber, hvor hun kan få en oplevelse af at bidrage med noget positivt. I mellemtiden fokuserer hun på de små glæder i hverdagen.

“Jeg glæder mig til at stå op, drikke en kop kaffe og gå en tur med min hund. Det er vildt, at jeg gør det nu. I forhold til for et halvt år siden hvor jeg knap kunne komme op af sengen.”

FORSIDEN

Klæder SDU sine studerende bedre på, når det kommer til aktivisme, end DMJX gør?

af Webredaktøren | mar 21, 2024 | INDE, NYT I INDE

INDE | NYT I INDE

Klæder SDU sine studerende bedre på, når det kommer til aktivisme, end DMJX gør?

DMJX får kritik for ikke at klæde sine studerende godt nok på til at navigere i konsekvenserne, der kan være ved at agere aktivistisk som journalist. På SDU har man valgt en anden tilgang, hvor konkrete situationer inddrages i undervisningen. Uddannelsesleder på DMJX, Henrik Berggren, afviser kritikken.

TEKST: REGINE FARHaDI
ILLUSTRATION: SABRINA MÂY

Udgivet den 21. marts 2024

Har du også været i tvivl om, hvor meget du som journalist bør blande dig i debatten? Så er du ikke alene. For kan man tage til demonstration, poste på Instagram og skrive under på underskriftindsamlinger uden at gamble med sin fremtidige journalistkarriere? I et fag, hvor objektivitet er en kernedyd, kan det være farligt at tilkendegive sin mening offentligt i den betændte konflikt mellem Israel og Palæstina.

Så hvornår kan man deltage i debatten, og hvornår bør man holde sig væk? Alt efter om man går på SDU eller DMJX, kan der være forskel på, hvor meget man bliver klædt på til at kende konsekvenserne ved aktivisme i undervisningen.

Den 28. oktober 2023 florerede en mailkorrespondance på DMJX’s mailplatform på nogle studerendes initiativ med ønsket om en samlet underskriftsindsamling fra skolens studerende og ansatte til støtte for et frit Palæstina. Skolens rektor, Julie Sommerlund, frabad sig, at kommunikationsplatformene blev brugt til at dele sådanne erklæringer, og at skolens navn stod som afsender.

Underskriftsindsamlingen fik adskillige underskrifter fra studerende. En af dem var Vanessa Kjær, som dog sidenhen har tænkt meget over, hvad hendes underskrift kan have af konsekvenser. Hun mangler, at DMJX klæder hende bedre på til de overvejelser.

Retten til at være et privat menneske

Vanessa Kjær har altid været ret aktivistisk. Også efter at hun begyndte på journalistuddannelsen på DMJX for et år siden. Hun går nu på tredje semester og har gjort sig mange tanker om at være aktivistisk.

Hun har ytret sig højlydt i konflikten mellem Israel og Palæstina længe før terrorangrebet den 7. oktober. Hun er meget åben omkring sine pro-palæstinensiske holdninger på sociale medier og har også deltaget i en demonstration til støtte for Palæstina.

Men selvom hun ytrer sig på de sociale medier og stiller sig kritisk over for Israels handlinger, poster hun ikke lige så meget, som hun ville have gjort, hvis hun ikke var tilknyttet journalistbranchen.

”Jeg passer rigtig meget på, hvad jeg deler på sociale medier. Især siden jeg blev journaliststuderende, fordi jeg ved, hvor nemt det er at dele misinformation. Jeg tjekker op på, hvem kilden er, før jeg deler noget,” siger hun.

Ifølge Vanessa Kjær kan journalister sagtens spille to roller: Objektiv i sit professionelle virke og holdningspræget i det private. Men hun er også klar over, at det ikke kun er hende selv, hun skal overbevise om sin objektivitet.

”Jeg tænker jo godt, at jeg kan lave objektiv journalistik. Det tror jeg, at de fleste journalister synes, de kan. Men det handler om at overbevise forbrugeren om, at jeg er objektiv nok til at kunne lave det her, og det kan være svært,” siger hun.

Ingen mennesker er 100 procent objektive og unbiased hele tiden. Heller ikke journalister. Og Vanessa Kjær er godt klar over, hvor betændt lige præcis denne konflikt er.

”Jeg tror godt, at man kan være professionel, selvom man har en holdning, og det vil jeg da altid bestræbe mig på, lige meget hvilket job jeg har. At være så professionel og objektiv som muligt. Men lige med den her konflikt vil der altid være folk, der ikke synes, man er objektiv nok,” siger hun.

Harmløs aktivisme

Peter Bro, leder for Center for Journalistik på Syddansk Universitet, har forsket i konstruktiv journalistik med fokus på aktivisme. Ifølge Peter Bro kan man skelne mellem farlige og ufarlige emner, journalister kan blande sig i. For eksempel hører klima, ligestilling og sundhed under de mere harmløse emner at tage et standpunkt i.

”Der kan være nogle sager, hvor man godt kan blive mere aktiv i forhold til, at man ikke bare skal afspejle, hvad der sker i verden, men at man faktisk også kan prøve at rykke verden på forskellige måder,” forklarer han.

Fælles for de ufarlige emner er, at alle mere eller mindre er enige. Det kan for eksempel være, at klimakrisen er negativ, og at kvinder og mænd skal have samme rettigheder. Der kan være uenigheder i, hvordan og i hvilket omfang, der skal handles, men overordnet set splitter disse emner ikke vandene synderligt meget. Journalister kan derfor godt være mere aktivistiske uden at blive oplevet som partiske og utroværdige.

På den anden side af spektret findes de mere betændte emner, for eksempel konflikten mellem Israel og Hamas.

”Det er lige præcis et af de mere konfliktfyldte emner og typisk et af de steder, hvor jeg selv vil synes, det er problematisk, at man bliver aktivistisk som journalist. Der er forskellige interesser i spil, og problemerne og løsningerne bliver oplevet forskelligt,” siger Peter Bro om konflikten mellem Israel og Palæstina.

“Jeg vil ikke tage ansvaret for, at alle præcis kan blive klædt på til alt. Der ligger et enormt personligt ansvar i at overveje, at handlinger selvfølgelig har konsekvenser”

– Henrik Berggren, uddannelsesleder på DMJX

Mangelfuld undervisning på DMJX?

Vanessa Kjær ved godt, at det kan påvirke hendes fremtid, at hun deler disse holdninger på sociale medier. Men i hvilket omfang, det kan blive en klods om benet, står stadigvæk meget uklart for hende. Når hun tænker tilbage på sine tidligere semestre på DMJX, mindes hun ikke, at det er blevet talt om i undervisningen.

”Jeg synes ikke, at skolen har snakket særlig meget om det. Jo, andre etiske dilemmaer, men ikke aktivisme,” siger hun.

Hun kan godt nu overveje, hvorvidt det egentlig var en god idé at skrive under på støtteerklæringen i efteråret. For hvilke konsekvenser kan det have for hende? Og hvorfor har skolen ikke undervist lidt mere i det?

”Det ville være rart, hvis de klædte en lidt bedre på. Især fordi sociale medier fylder så meget, og ens digitale fodspor aldrig kan slettes,” siger hun.

Vanessa Kjær mener ikke, at skolen er gået i dialog med de studerende om konsekvenser og overvejelser ved aktivisme. Men den påstand kan Henrik Berggren, uddannelsesleder for journalistuddannelserne på DMJX, ikke genkende.

”Jeg vil mene, at det er noget, der ville være blevet diskuteret i både journalistisk metode, medieret og presseetik og journalistikken i samfundet. Altså ikke specifikt Gaza og Israel, men journalistens rolle og den tilstræbte objektivitet. Jeg tænker egentlig, at det er noget, vi diskuterer jævnligt,” siger Henrik Berggren.

Det er første gang, at han bliver mødt med, at uddannelsen skulle have et manglende fokus på aktivisme. Han afviser, at skolen burde gøre mere for at inkludere det i undervisningen, men kan heller ikke komme med præcise nedslag i fagene, hvor det med sikkerhed er blevet drøftet.

”Der kunne opstå alle mulige problematikker, hvor man kan sige, det har I ikke klædt os på til, og der er jo rigtig meget, vi ikke klæder folk på til. Men det er mit indtryk, at vores studerende har et ret solidt fundament i journalistikkens rolle og placering i samfundet, og det er det vigtigste for mig,” siger han.

“Der er et enormt personligt ansvar”

På SDU havde de en lignende mailkorrespondance i efteråret om en støtteerklæring for Palæstina. Men hvor ledelsen på DMJX blot hev i bremsen, brugte SDU det, ifølge Peter Bro, som en læringsmulighed.

På SDU har man såkaldte refleksionsrum, hvor der jævnligt drøftes aktuelle emner og problematikker som for eksempel situationen mellem Israel og Palæstina og aktivisme i journalistfaget.

Peter Bro forklarer, at det fra skolens side er vigtigt at få faciliteret, at de studerende får reflekteret og overvejet konsekvenserne ved deres handlinger, inden de agerer aktivistisk. Og da underskriftsindsamlingen florerede på SDU’s kommunikationsplatforme i efteråret, brugte skolen det som en mulighed til at gå i dialog med sine studerende.

”Vi vil gerne have, at man som studerende kan træffe nogle valg på et oplyst grundlag, så man ved, hvilke konsekvenser det kan have, hvis man gør det ene eller det andet. Det er vores ansvar, at vi lærer dem at reflektere over, hvordan man bruger den ytringsfrihed bedst,” siger han og understreger, at de studerende selvfølgelig må mene og ytre sig, som de vil.

På SDU kom Puk Damsgaard ud og holdt foredrag i november, hvor der blandt andet blev drøftet konsekvenser ved at sætte sit navn på en underskriftsindsamling, hvis man senere ønsker at dække det område. Og det er lige præcis den slags tiltag, som Vanessa Kjær kan savne på DMJX.

Henrik Berggren mener dog ikke, at den metode er vejen frem på skolen.

”Hvis vi gør sådan noget, vil jeg gætte på, at der kommer 30 studerende. Så jeg tror ikke, det er den rigtige måde at gøre det på. Jeg tror, det rigtige er, at man drøfter det på journalistisk metode, og dermed får man det altså drøftet stort set med alle løbende,” siger han.

Selvom Henrik Berggren mener, at skolen bærer ansvaret for at udruste deres studerende til at navigere mest hensigtsmæssigt i journalistbranchen, mener han også, at den enkelte elev bærer en stor del af ansvaret.

”Jeg vil ikke tage ansvaret for, at alle præcis kan blive klædt på til alt. Der ligger et enormt personligt ansvar i at overveje, at handlinger selvfølgelig har konsekvenser. Man er jo altid velkommen til at tage sådan noget op i undervisningen,” siger han.

Omvendt mener Peter Bro fra SDU, at det er vigtigt at holde gang i debatten, og at uddannelsen bliver ved med at reflektere sammen med dens studerende.

”I virkeligheden skal vi sørge for på en anden måde at sikre os, at den gryde bliver ved med at være i kog, så det ikke kun er, når der kommer den næste underskriftsindsamling,” siger han.

Henrik Berggren er dog ikke i tvivl om, at konflikten mellem Israel og Palæstina vil blive en del af debatten på de allerede eksisterende metodefag på uddannelsen fremover.

”Jeg er da sikker på, at når vi næste gang underviser i det her, vil den her sag blive en del af drøftelsen,” siger Henrik Berggren.

Men selv hvis aktivisme implementeres i undervisningen fremover, står Vanessa Kjær stadigvæk tilbage og mangler, at det var sket tidligere. Underskriften er allerede sat på støtteerklæringen, og konsekvenserne ved det er endnu uvisse.

Selvom Vanessa Kjær stadigvæk er i tvivl om, hvordan det vil påvirke hende senere hen, er hun dog overordnet set positivt stemt.

”Det kan jo godt være, at jeg aldrig får et job, hvor jeg skal dække Israel-Palæstina. Jeg tror da, at alle journalister har et sted, hvor de måske er for biased til at kunne dække det. Og det kan godt være, at det her det er min ting. Men så kan jeg heldigvis lave noget andet,” siger hun.

FORSIDEN

« Gamle poster