Ellen endte på DR’s ‘Wall of Shame’: “Min karriere er ikke død endnu”

Ellen endte på DR’s ‘Wall of Shame’: “Min karriere er ikke død endnu”

Ellen endte på DR’s ‘Wall of Shame’: “Min karriere er ikke død endnu”

DR-programmet ’Ellen Imellem’ fløj næppe under nogens radar. Flere har kritiseret programmet for at bevæge sig i en gråzone mellem satire og journalistik. Programmet blev anmeldt til Pressenævnet, hvor anklagerne fik medhold. Men trods en tur i mediemøllen, står Ellen Kirstine Jensen fast på, at det er vigtigt at vove pelsen og udfordre grænserne.

TEKST: ANNA ELLESGAARD
FOTO: AXEL EMIL HAMMERBO

Udgivet den 08. januar 2023

På første etage i DR-byen i København holder satireredaktion til. På redaktionen står en brun korktavle. Tavlen er tapetseret med et hav af udklip fra artikler. Nogle af artiklerne fylder meget, mens andre kun har fået tildelt et enkelt citat. Èt bestemt navn går igen og igen – og igen. Ellen.

”Metadumhed og umorsom satire”, ”Dybt problematisk” og ”Ellen i modvind” – sådan lyder et par af de rubrikker, der hænger på korktavlen. Tavlen er satireredaktionens forsøg på at skabe en Wall of Shame, som ud over at stå side om side med æresgalleriet, Wall of Fame, også dagligt minder Ellen Kirstine Jensen om den shitstorm, hun var ansigtet på, da DR-programmet ’Ellen Imellem’ rullede for åben skærm.

Iført blazer og øresnegl indtog hun rollen som vært og udgav sig for at være journalist. Forskellige gæster blev inviteret ind i studiet for at svare på en række spørgsmål. De vidste godt, at interviewet ville have satiriske elementer. Men hvad ingen vidste, var, at alle Ellen Kirstine Jensens ord var dikteret direkte fra hendes øresnegl. Ofte af personer, som var lodret uenige med dem, hun sad foran.

’Ellen Imellem’ er af mange blevet opfattet som et kontroversielt program, og flere af de medvirkende har følt sig ført bag lyset. Programmet fik tre af de medvirkende til tasterne, da de tidligere på året klagede til Pressenævnet. Sagen er nu blevet vurderet, og afgørelsen er landet; de medvirkende får medhold – DR får kritik. I kendelsen skriver Pressenævnet blandt andet, at DR ikke har haft givet de medvirkende tilstrækkelig information, og at de derfor har deltaget i udsendelserne på et misvisende grundlag. Selvom Ellen Kirstine Jensens vil tage nævnets ord til efterretning, har det ikke slået hende ud af kurs. 

”Jeg holder stadig hovedet højt. Mange vil nok mene, at jeg er gået over grænsen. Men der er nogle gange behov for at arbejde omkring grænsen og i nærheden af grænsen, når man skal lave noget nyt, som folk ikke har set før,” siger Ellen Kirstine Jensen.

Turde gå planken ud

Hun fik ideen til programmet, hun fik et ’go,’ og hun blev vært på sit eget program for første gang. Hun ville skabe noget nyt og anderledes, der kunne sætte gang i diskussionen om, hvordan videnskab formidles til unge, og hvilke sandheder unge møder på internettet. Med sin øresnegl i øret var hun bevidst om, at hun skubbede til nogle grænser.

Ellen Kirstine Jensen lægger vægt på, at det både skal være journalister, satirikere, komikere og filmskabere, der en gang imellem skal turde at gå planken ud – velvidende, at det nogle gange lykkes, mens man andre gange ender på dybt vand. Hun mener ikke, at tingene udvikler sig, hvis ikke der er nogen, der tør eksperimentere med grænserne.

Det er, ifølge Ellen Kirstine Jensen, særligt de unges skuldre denne opgave hviler på:

”Hvis det ikke er unge, der skal have modet til at prøve at lave noget helt andet, hvem skulle så?,” spørger hun.

Antijournalistik

Der gik ikke lang tid efter programmets premiere, før en negativ omtale af programmet og Ellen Kirstine Jensens værtsrolle kom i mediernes søgelys. “Men hvad flere kritikere ikke har haft for øje, er, at programmet har været et satirisk eksperiment,” tilføjer hun selv og mener derfor, at kritikken har klinget ensidigt.

”Journalistikken skal være saglig, neutral og funderet i fakta. Alt hvad der omgiver programmet,

er på en eller anden måde så antijournalistisk, fordi det ikke er journalistik, og det har aldrig været tænkt som journalistik. Hvis det var journalistik, ville det være det værste lorte-journalistik i verdenshistorien,” siger Ellen Kirstine Jensen.

Det var et aktivt valg at udfordre den traditionelle journalistrolle og lade sig inspirere af satirens verden, blandt andet fordi Ellen Kirstine Jensen snarere ser sig som satiriker end journalist. Hun mener ikke, at det hun laver er alvorligt journalistisk indhold. Netop derfor mener hun ikke, at hun skal sættes i bås som journalist.

Selvom DR har givet udtryk for, at programmet er satire og derfor skal vurderes ud fra den præmis, respekterer Ellen Kirstine Jensen, at der kan ligge nogle kritikpunkter i snakken om, hvor meget man som medvirkende skal vide på forhånd, før man deltager i et program. Hun erkender, at det er vigtigt at få præsenteret tankerne bag et program, der af mange kan opfattes dybt kontroversielt, og hun kan derfor godt se det vigtige i at diskutere, hvor grænsen skal sættes i sådanne situationer.

Chefredaktør på Frihedsbrevet, Mads Brügger, har i en tidligere Fri-Mads-udgave hyldet Ellen Kirstine Jensen for ideen til programmet og mener, at det er et kosttilskud til DR’s øvrige programmer. Derudover slår han fast, at det er helt åbenlyst, at ’Ellen Imellem’ ikke er journalistik – men satire.

Ellen Kirstine Jensen forklarer, at det ikke er tilfældigt, at hun i programmet præsenterer sig selv som en ’poleret DR-journalist’. Pointen med præsentationen er at gøre det klart for seerne, at hun laver sjov med journalistrollen ved at bruge sig selv som kulisse og billede på den arketypiske journalist.

”Der er jo en grund til, at jeg er den her karikerede journalist. Det er også der, at der sker noget sjovt; at jeg fremstår meget selvhøjtidelig journalistagtig, når de ting der kommer ud af min mund, kan opfattes som nonsens,” siger Ellen Kirstine Jensen.

 

Det sorte får

Selvom både Ellen Kirstine Jensen og DR står på mål for, at programmet er satire og derfor inden for skiven, er kritikken alligevel haglet ned. Ellen Kirstine Jensen havde dog som ny i branchen frygtet, at hendes første program, ’Ellen Imellem’, ville gå under radaren og dø en stille død. Men sådan blev det ikke og efter et par omgange i mediemøllen, tvivler hun da heller ikke på, at programmet er blevet set, omtalt og diskuteret.

”Mainstream-reaktionen har været enormt negativ. Men jeg synes virkelig, at kritikken understreger, hvor meget der er behov for nogle, der tør at bevæge sig omkring grænsen. Det er svært at lave satire, hvis man skal holde sig på den sikre side, ” siger Ellen Kirstine Jensen.

Shitstormen har fået hende til at indse, hvor meget hun kan stå imod, men hun savner en større forståelse for, at der skal være plads til at kunne eksperimentere, når man er ny og udvikler et nyt program.

Som et nyt, ungt ansigt i mediebranchen har hun allerede måtte vinke farvel til tanken om at være danskernes folkekære mediepersonlighed.

”Den mulighed har jeg mistet, fordi jeg har været det sorte får i alle de etablerede medier. Men det er på en måde nemmere, at det er det, der er udgangspunktet, fordi så kan jeg kun overraske positivt,” siger Ellen Kirstine Jensen.

”Min karriere er ikke død endnu”

Selvom DR’s Wall of Shame dagligt minder Ellen Kirstine Jensen om dét kritiske lys, flere medier satte hende i, skal der mere til at slå hende ud af kurs. Væggen er nemlig også en påmindelse om hendes mod til at bryde med grænserne.

”Det er ikke jordens undergang at gå til grænsen. Man skal sgu nok overleve. Jeg er ikke død endnu, og min karriere er heller ikke død endnu,” siger Ellen Kirstine Jensen.

Pressenævnets kritik har ikke fået hende til at fortryde programmet. Hun mener stadig, at ’Ellen Imellem’ har sin berettigelse – men overgiver sig til afgørelsen og tager kritikken til sig.

”Jeg kan ikke gøre andet end at sige; ’helt klart, det tager vi selvfølgelig til efterretning.’ Jeg vil tænke over det, hvis jeg laver noget lignende fremover,” siger Ellen Kirstine Jensen.

Det er ikke første gang hun modtager kritik, og afgørelsen har derfor heller ikke haft den store påvirkning på hende rent følelsesmæssigt. Da shitstormen rasede i medierne, vred Ellen Kirstine Jensen alle tænkelige scenarier igennem. Hun ser derfor mest af alt afgørelsen som et punktum i sagen.

”Der har været kritik af programmet i forvejen, som har været langt værre end den pressenævnet har ytret. Men jeg har respekt for Pressenævnets afgørelse. Deres ord er lov, så der er ikke så meget at rafle om,” siger Ellen Kirstine Jensen.

Hun lægger dog vægt på, at afgørelsen også er et billede på, at det kan være svært at navigere i de usagte grænser. 

”Nu ved vi, hvad vi ikke skal gøre, og det har vi accepteret. Men afgørelsen viser også, at det er svært at vurdere, hvor grænser skal trækkes. Pressenævnet har ytret, at vi har overskredet en grænse, men hvor præcist grænsen ligger, har de ikke nævnt,” siger Ellen Kirstine Jensen.

Trods kritikken står hun inde for sit program, selvom det af mange kan opfattes kontroversielt, og hun er ikke et sekund i tvivl om, at det er de unge, der skal turde udfordre status quo.

”Det har ikke taget modet fra mig. Det er vigtigt, at der er nogle, der tør at vove pelsen.” siger Ellen Kirstine Jensen.

Hvad skal vi med Tiden?

Hvad skal vi med Tiden?

Hvad skal vi med Tiden?

DR byder velkommen til den nye dreng i klassen, nyhedspodcasten Tiden. Spørgsmålet er dog, om lytterne har tid til endnu en nyhedspodcast, eller om Tiden risikerer at blive visket af tavlen.

TEKST: ANNA ELLESGAARD
ILLUSTRATION: LOUISE RIX 

Udgivet den 12. oktober 2022

Tiden starter nu.” – ”Det er tid til at komme i gang.” – ”Lad tiden begynde.” 

Sådan sætter vært Simon Stefanski Tiden i gang. En velkomst der kan høres i DR’s seneste skud på stammen – nemlig Tiden, der som den nye dreng i klassen har taget nyhedsmarkedet med storm. 

Nyhedspodcasts er i fremmarch. Danskerne flokkes om dem for at få deres daglige skud af nyheder. Nogle finder vej til Genstart, andre lytter til Pilestræde eller Politikens podcast, mens andre nu tyer til Tiden.

Med lidt over en måned på bagen ligger Tiden lunt i lytter-svinget og har allerede overhalet både Berlingskes og Politikens nyhedspodcasts. Der er dog stadig lidt vej op til den mest populære dreng i klassen – Genstart, der uge efter uge sidder plantet i stolen på forreste række som lytternes go-to nyhedsfix.

 

Nyhedshistorier med sjæl

Tiden tegner et billede af den verden, vi lever i, ved at formidle historier om stort og småt. Simon Stefanski og holdet bag podcasten dykker dagligt ned i nyhedsstrømmen og fanger historier fra nær og fjern. Der er altid tre historier på krogen, når lytterne klikker ind for at blive klædt på til dagen. 

”Vi fortæller historier om den tid, vi lever i, og hvis vi lover, at vi udkommer med en international, national og lokal historie, så kommer vi rimelig godt omkring nyhedsbilledet,” siger Astrid Randrup, redaktør på Tiden. 

Ifølge hende har DR manglet en nyhedspodcast med særligt fokus på de dagsaktuelle nyheder, hvor Genstart folder én ikke nødvendigvis dagsaktuel historie ud. En opgave som Tiden nu står over for at løfte ved at fortælle tidens største nyheder på en spændende og medrivende måde. 

Astrid Randrup anerkender, at det kan være svært for den gængse dansker at ride med på nyhedsbølgen. Det er ikke alle, der har tid til at lytte til morgenradio, læse avis eller scrolle overskrifter på forskellige nyhedssites. 

Hun tror dog på, at Tiden kan komme til at få en vigtig rolle i ved at åbne nyhedshistorierne op på en ny måde. Det skal både være spændende for ”nyhedsjunkien”, der gerne vil opdateres på dagens dagsordener og for den gængse dansker, der indimellem drukner i alle de andre nyhedstilbud der er derude. Og der fungerer podcast, ifølge Astrid Randrup, som et mere intimt medie. 

“Det er typisk de gode fortællinger, de spændende historier og det intime rum med en gæst, der har nogle følelser på spil, der fungerer godt på podcast. Det er det, vi på Tiden skal leve op til,” siger Astrid Randrup.

Simon Stefanski, der tidligere har været tilrettelægger og vært på DR’s 12-tals-elev, Genstart, er hoppet med ombord på Tiden med ambitionen om at gøre det mere tillokkende for lytterne at få serveret dagens dagsordener.

”Jeg har sagt ja til at være vært på ’Tiden’, fordi jeg tror på, at vi rammer nogle kunder i butikken, som gerne vil have et begrænset antal historier, der bliver fortalt på en levende måde med lidt mere sjæl og lidt mere energi – som et par bolsjer hver dag med vitaminer i,” siger Simon Stefanski. 

 

Er Tiden en kopi af Genstart?

Genstart har været en enorm succes, siden DR i 2020 lancerede programmet som deres dengang eneste og unikke daglige nyhedspodcast. Podcasten er populær, lytterne er loyale og succesen er stor. Målet med Genstart var i sin tid at lave en endnu mere fortællende nyhedspodcast, end den amerikanske pendant The Daily fra New York Times, som DR i sin tid lænede sig meget op ad.

Selvom Genstart sidder på tronen og topper lytterlisten uge efter uge, har DR alligevel valgt at puste nyt liv i endnu en nyhedspodcast, der skal kunne omtrent det samme; formidle tidens største og vigtigste historier på en fortællende måde. Så hvad skal vi med Tiden, når vi har Genstart?

Simon Stefanski mener ikke, at Tiden er en kopi af Genstart. Han ser potentiale i den nye nyhedspodcast, fordi det er muligt at tilgå flere historier i løbet af én episode. Tiden er ifølge ham et fint supplement til Genstart, der fortæller nyhedshistorierne ovenfra og har tid til at zoome ind på forskellige perspektiver og detaljer i enhver udvalgt historie. 

”Vi har kun plads til at gå direkte ind i scenerne, hvor Genstart omvendt kan tage hele historien, men til gengæld kan vi komme ud i nogle meget mere skøre nyhedskroge og få nogle underlige perspektiver, som der ikke ville være plads til i en Genstart-episode,” siger Simon Stefanski.

 

Symbiose i skolegården

Astrid Randrup mener, at Tiden skal ses som et supplement til Genstart.

”Nogle historier er for små til Genstart, men passer rigtig godt til vores format i Tiden. På den måde synes jeg, at det er et meget symbiotisk forhold mellem de to podcasts,” siger Astrid Randrup. 

Kalkulen har fra starten været, at DR gerne ville have et supplement til Genstart, hvor flere nyheder kunne behandles ad gangen. Mange af Tidens historier slutter ikke, når podcasten slutter, men kører videre og planter nysgerrighed i lytterne.

Astrid Randrup er i den forbindelse åben over for, at Genstart samler op på nogle af de historier der bliver fortalt og foldet ud i Tiden.

”Vi har fået at vide fra lyttere, at der er nogle der lytter til Tiden på vej til arbejde, og så lytter de til Genstart på vej hjem fra arbejde. Det tænker jeg, rammer meget godt ind i, hvad der var håbet med Tiden,” siger Astrid Randrup. 

 

”Giv Tiden en chance.”

 Astrid Randrup er godt klar over, at DR’s to nyhedspodcast kæmper om de samme lyttere, men hun mener alligevel, at der er plads til begge podcasts.

”Jeg tænker ikke, at det er enten eller. Enten skal du lytte til Tiden eller også skal du lytte til Genstart. Jeg tror på mange måder, at man kan få rigtig meget ud af at lytte til begge to på hver deres præmisser,” siger Astrid Randrup. 

Der er nyhedsindhold nok på DR til, at alle kan lytte til noget hele tiden. Men Simon Stefanski tror og håber på, at folk har manglet det, som Tiden – ifølge ham selv – er allerbedst til; at få folk til at føle, hvorfor nyhedshistorier er vigtige, og hvorfor det er vigtigt at tage stilling til disse historier.

”For folk der synes, at det er uoverskueligt at gå videre end webrubrikkerne på deres sociale medier og ikke gider at bruge tid på endeløse rækker af nyheder, så tror jeg bare at jeg vil sige: ’prøv lige at give Tiden en chance’”, siger Simon Stefanski. 

Og med den bemærkning slutter det hele på bedste Stefanski manér:

“Således historien om den nye dreng i klasse, Tiden. Det var det. Farvel.”

 

Nekrologen offentliggøres, når livet er forbi, men skrives ofte inden

Nekrologen offentliggøres, når livet er forbi, men skrives ofte inden

Nekrologen offentliggøres, når livet er forbi, men skrives ofte inden

Er man blandt dem, der sætter et aftryk, står aviserne klar med en hyldest i form af en nekrolog. I nekrologen omtaler journalisten afdødes liv og indflydelse, og den skrives ofte længe inden, vedkommende tager herfra. Illustreret Bunker går bag om processen.

TEKST: Frederik Præstiin & Sissel Bonde Thielessen
ILLUSTRATION: Signe Mynster

Udgivet den 12. oktober 2022

Uffe Ellemann-Jensen er blevet alvorligt syg. Det læser Karen Marie Holk, og dér begynder hendes arbejde. Hun er navneredaktør på Politiken og skal finde en, der vil skrive om det liv, han levede. På Politiken – som så mange andre steder – er det vigtigt at have forberedt ordene på forhånd og gemt dem væk. 

De kan ikke risikere, at han dør, uden at de har ordene klar.

Artiklen bliver ofte skrevet og gemt væk uden kendskab til, hvornår den bliver taget frem og offentliggjort. Det kan være i overmorgen eller om flere år. Det kan også være, at den slet ikke kommer ned i skuffen, men at den er blevet skrevet, efter en person er gået bort. 

Bunken af nekrologer er ikke altid lige stor. Den har det med at variere; med jævne mellemrum går skuffen op, og et par menneskehænder tilføjer eller fjerner en artikel fra bunken, der efter et kort lysglimt igen bliver efterladt i mørket. Som var det et kartotek tilhørende manden med leen, der går og holder regnskab over sine udvalgte. 

Nekrologer er det sidste minde. Den fortæller en livshistorie og ridser de vigtigste begivenheder og bedrifter op. 

Weekendavisen erklærede Uffe Ellemann-Jensen død to dage for tidligt, og da The Independent bragte Mærsk McKinney Møllers nekrolog, nåede skribenten bag selv at dø, inden den blev udgivet, fordi den lå i skuffen i mange år.

Det får os til at stille spørgsmålene; hvad er nekrologen for en størrelse, og hvad går forud for de sidste ord, der runder et menneskes liv af?

 

De store personligheder hyldes

Når en stor personlighed afgår ved døden, går der sjældent særlig lang tid, før der kan findes en nekrolog på landets store aviser. Nekrologen omtaler afdødes liv, arbejde og indflydelse på samfundet. Det er altså ikke hvem som helst, der bliver skrevet om. 

Grunden til, at Uffe Ellemann-Jensen erklæres død for tidligt, og at der kan stå en død journalist i bylinen, er, at mange medier benytter forskudsnekrologer. Karen Marie Holk er navneredaktør på Politiken og ansvarlig for disse.

Forskudsnekrologer bliver typisk skrevet, når det bliver kendt, at en stor person har kort tid tilbage at leve i – enten på grund af sygdom eller almindelig alderdom. Men det kan også bare være tale om en stor personlighed, der er oppe i årene.  

”Sådan en som Dronning Margrethe har vi også en forskudsnekrolog på, selvom hun ikke er syg. Det handler om, hvor stor personen er. Vi kan ikke risikere, ikke at have noget på hende, hvis hun skulle gå hen og dø om fem minutter,” siger Karen Marie Holk.

Grundtanken med forskudsnekrologen er ifølge Karen Marie Holk, at man ikke risikerer at være fuldstændig uforberedt, og at man bliver taget med bukserne nede ved et betydningsfuldt dødsfald, men at man har en basis at gå ud fra. 

“Per Schultz Jørgensen (forfatter og forsker red.) har for nylig været ude og fortælle, at han er uhelbredelig syg med kræft, så ham har vi skrevet en forskudsnekrolog på, fordi vi ved, at han ikke har så lang tid tilbage,” siger Karen Marie Holk.

Politiken trykker ikke bare på udgivelsesknappen, når der sker et dødsfald. Vedkommende, der har skrevet forskudsnekrologen, kigger den igennem for at se, om der er noget, der skal friskes op eller tilføjes. 

”Det er ikke sådan, at man bare bringer en eller anden støvet forskudsnekrolog, der har ligget på lageret i 100 år,” siger Karen Marie Holk.

 

Nekrologerne laves

Når der skal skrives en nekrolog, er det hos Politiken af en fagmedarbejder, der har en særlig viden om den afdødes fag. Hvis det er en kendt forfatter, der er afgået ved døden, vil det derfor være oplagt, at det er avisens litteraturredaktør, der skriver den. Har en medarbejder en særlig forbindelse til personen og virkelige følelser indblandet, kan det også være et grundlag for, hvorfor vedkommende skal skrive den. Forskudsnekrologen giver ikke mening for alle. 

Sådan en som Dronning Margrethe har vi også en forskudsnekrolog på, selvom hun ikke er syg. Vi kan ikke risikere, ikke at have noget på hende, hvis hun skulle gå hen og dø om fem minutter

– Karen Marie Holk, navneredaktør hos Politiken

 

”Der er nogle af skribenterne, der foretrækker at skrive nekrologen, når dødsfaldet er sket, fordi de så nemmere har følelserne med i det. Det kan være svært at skrive en forskudsnekrolog om en, der stadigvæk lever i bedste velgående”, siger Karen Marie Holk. 

 

Kan en nekrolog skrives i for god tid?

Når man skriver en forskudsnekrolog, risikerer man, at der går mange år, før vedkommende dør. I forhold til publicering har Politiken et krav om, at journalisten, der skriver nekrologen, stadig har en tilknytning til avisen, når nekrologen bliver udgivet.

Det problem oplevede de på Politiken, da de hørte at Uffe Ellemann-Jensen havde fået kræft. Her har der været hele to nekrologer gennem skrivebordsskuffen, hvoraf den første blev kasseret. 

Karen Marie Holk finder Uffe Ellemann-Jensens nekrolog frem fra skrivebordsskuffen, men der er et problem. Kristian Madsen, der har skrevet den, har forladt avisen.

“Da Uffe Ellemann-Jensen fik kræft, virkede det ikke som om, der var lang tid tilbage. Så der blev skrevet en forskudsnekrolog på ham. Men så skete der det, at Kristian Madsen, der havde skrevet nekrologen, forlod Politiken. Det ville jo være mærkeligt at bruge hans nekrolog, når han ikke var ansat på avisen længere,” siger Karen Marie Holk.

 Da de på Politiken noget tid senere hørte, at det i foråret stod slemt til med Uffe Ellemann-Jensen, måtte de derfor skrive en ny. 

 “Der kom vi ud i en situation, hvor nekrologen faktisk var skrevet i for god tid,” siger Karen Marie Holk. 

 Politiken havde Dronning Elizabeths nekrolog liggende klar, da hun for nylig døde. Det samme gør sig ifølge Karen Marie Holk gældende for Dronning Margrethe, professor Per Schultz Jørgensen og Matador-forfatter og journalist Lise Nørgaard. De har alle en plads på Politikens lager af forskudsnekrologer i selskab med en række andre store personligheder. 

Hvem der er den næste, Karen Marie Holk trækker op af den mørke skrivebordsskuffe, er der ingen, der ved. Men når hun gør, er nekrologen klar. 

 

Den dumme læser spøger på Journalisthøjskolen

Den dumme læser spøger på Journalisthøjskolen

TEKST: ANDRÈ KALLEHAVE, JOURNALISTSTUDERENDE

Udgivet den 12. maj 2022

 Vi taler ned til vores læsere på Danmarks Medie -og Journalisthøjskole. Vi taler også dårligt om dem.

Det er en tendens, jeg ofte oplever i vejledningen og til feedback-runderne på journalistuddannelsen på DMJX. En tendens, som jeg på ingen måde tænker, er hensigten fra skolen eller en undervisernes side. Tværtimod. Netop derfor er den ærgerlig.

Jeg har flere gange oplevet, at vi som studerende får at vide, at vores journalistiske arbejde skal forsimples. Det skal neutraliseres i sit sprog eller udtryk, så kanterne bliver slebet til, og den ‘almindelige’ dansker kan forstå det. Vi skal måske endda skrive til, hvad der, med et lidt stygt begreb, bliver kaldt ‘laveste fællesnævner’. Eller så ‘Hr. og Fru Danmark også skal kunne forstå det hjemme ved ‘kakkelbordene’’.

Jeg forstår hensigten. Vi skal huske at have den ’almindelige’ dansker i baghovedet, så vi ikke ender med at lave journalistik for vores egen finurlige navles skyld. Det er netop en journalists pligt at gøre det utilgængelige tilgængeligt og at gøre sig forståelig. Det er den fundamentale opgave. Det er vigtigt at slå fast, at jeg ikke forsøger at underminere dette. Men i den italesættelse ligger også en stereotypisk og nedladende forestilling om den ’almindelige’ dansker.

Jeg ser en tendens til, at vejledningen eller feedbacken bliver givet gennem en karikatur på en ’almindelig’ dansker. Og det er uklart, hvad der ligger til grund bag opfattelsen af, at folk virkelig skal holdes i hånden, eller at de bliver rundforvirret af TV-indslag eller radio, hvis indholdet ikke er taget én gang til for prins Knud.

Det er journalistisk selvhøjtidelighed, hvis man antager, at man som journalist forstår indholdet, men man er nødt til at forsimple det, fordi modtageren ikke forstår det. Det er en nedladenhed, som har det med at degradere ‘almindelige’ mediebrugere til Orwell’ske får, som skal have alting skåret ud i pap på Pixi-plan. Som om disse mennesker ikke forstår sig på verden, men skal holdes i hånden af en fakkelbærende journalist.

Og igen. Det handler ikke om, at vi ikke skal værne om at gøre os forståelige, være gode, præcise formidlere og vise verden frem. Det handler om, at vi ikke må antage, at medieforbrugeren ikke kan klare komplekst stof. Dette må ikke være drivkraften for, at vi bryster os med, at vi skal formidle præcist.

På skolen bliver vi undervist i målgrupper. Det giver god mening, at vi bliver undervist i målgruppevurdering, hvilket også er noget, som medierne med garanti arbejder med. Men når vi i undervisningen laver sætninger propfyldt med kulturelle referencer, så skal det retfærdiggøres ved at vælge en Weekendavisen-kasse, hvorimod med Ekstra Bladet følger forventningen til kulørt stof med korte sætninger. Ligesom valget af Zetlands læsere som målgruppe kan retfærdiggøre en legende tone. Jeg tror i virkeligheden ikke, at disse medier arbejder med så firkantede profiler, som vi gør dem til på DMJX.

Men vi bliver implicit opfordret til at reproducere det til en karikatur, hvor en vis type menneske kun kan lide en vis type journalistik. Vi lærer at tale ind i en kassetænkning. Det betyder i værste konsekvens, at vi får skruet en verden sammen, hvor der ikke er en tro på, at en vestjysk håndværker kan gå op i klimapolitik. Eller en lastbilchauffør vil høre P1.

Verden er et nuanceret sted, men den kendsgerning kan vi ikke bruge til meget, hvis vi får kvalt alle dens facetter, fordi vi i vores journalistiske formidling ved, hvad folk vil have, og hvad de ikke vil have, baseret på en karikatur af målgrupper. Og for at koble det til min indledende pointe, så hænger det sammen med, at vi desværre kommer til unødvendigt at fordumme dem, som skal læse, se eller høre journalistikken. Det førnævnte eksempel med den vestjyske håndværker eller lastbilchaufføren bliver til stereotyper på nogen, der aldrig ville høre P1 eller læse Weekendavisen og derfor aldrig vil finde det interessant. Det er et kæmpe problem.

Det her er ikke et anklageskrift. Jeg har fået nedbarberet min andel af sætninger og naivt selvudnævnte genialiteter, fordi det var uforståeligt. Den disciplin er jeg langt fra kampdygtig i. Men problemet ligger i den måde, vi taler til vores læsere på. 

Selvfølgelig skal verden forklares og sættes i sammenhæng for læseren. Men det skal ikke formidles med hensigten om, at folk er for dumme til at forstå den. Formidlingen skal bæres af nysgerrighed og bør ikke gå på kompromis med, at vi skal forsimple vores sprog. 

Jeg vil ikke svinge mig op til at sige, at der lever en grov klasse-stereotypi på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole … Men det vil jeg nok lidt alligevel.

Drukkulturen på DMJX: Tilvalget er udgangspunktet og fravalget skal retfærdiggøres

Drukkulturen på DMJX: Tilvalget er udgangspunktet og fravalget skal retfærdiggøres

Drukkulturen på DMJX: Tilvalget er udgangspunktet og fravalget skal retfærdiggøres

TEKST:  Amalie dalsgaard, journaliststuderende

Udgivet den 12. maj 2022

”Man kan godt drikke uden at hygge sig, men man kan fandeme ikke hygge sig uden at drikke!” Sådan overhørte jeg en studerende beskrive, hvordan man åbenbart skal begå sig med alkohol i introforløbet. For findes der egentlig noget bedre end at have brugt 400 kr. efter en aften på vinstuen? End et diskosnav midt på floor kl. 04 om morgenen med en, som man ikke kender navnet på? End at dreje rundt om sin øl ti gange, efter at man har bundet den? Hele introforløbet peger fejlagtigt i retning af, at meningen med livet findes på bunden af en flaske.

Når flasken er tom, aflives fuldskabens fest med tømmermændenes tungsind, som varer ved hele weekenden og giver genlyd i auditoriet hver mandag: Jeg skal aldrig drikke igen!
Det kollektive ekko er lige så usandt som påstanden om, at kaffeshotsene i Kurt er gode.

Halvt inde i et drivvådt introforløb fik jeg nok af at komme i skole med tømmermænd hver anden dag. Derfor pudsede jeg glorien og fyldte vandflasken inden fredagsbaren. Da spørgsmålet om shots meldte sig, måtte jeg krybe til korset: Jeg drikker ikke. Reaktionerne var mange. Det forekommer foruroligende mange så surrealistisk ikke at drikke, at det bliver opfattet som en joke. Fælles for reaktionerne er spørgsmålet: Hvorfor ikke?

Jeg er hverken gravid eller skal køre hjem i bil. Jeg er derimod dødtræt af, at der forud for en brandert ligger en eksistentiel krise. At en aften kun kan være sjov, når promillen antyder en alkoholforgiftning. At alkohol bliver en misforstået og mest af alt sørgelig undskyldning for  at “smide kontrollen”. Overraskende mange af mine medstuderende er enige. Derfor får man lyst til at spørge: Hvorfor drikker du alkohol? 

Det bliver svært at efterleve sin manifestation om, at alkohol er et overstået kapitel, når  fredagsbaren udelukkende har alkohol på menukortet. Da jeg efterspurgte et glas Booster, slap jeg ikke for at gentage mig selv og understrege, at det skulle være uden alkohol, som om at jeg ufrivilligt prøvede at være sjov. 

Fravalget  eksisterer, og der hersker ingen tvang. Jeg skålede i topform hele weekenden i Visby. Da jeg lørdag aften prøvede at slippe af med snotklatten i min hals med et shot Blå ugler, lyste mine klassekammeraters øjne op. ”Drikker du i dag?”. Ansigtsudtrykkene, som mit nej blev modtaget med, lignede til forveksling min tandlæges, da jeg svarede ja til, at jeg røg. Skuffelsen over ikke at kunne være ”rigtigt” med, når man ikke drikker, lever og ånder i bedste velgående. 

 

Når en af kerneværdierne på vores uddannelse er at være nysgerrig, er det pinligt, at vi bedst kan omgås hinanden med alkohol som undskyldning. Det er paradoksalt nok en meget ukritisk tilgang at have til en så massiv drukkultur.

 

– Amalie Dalsgaard, journaliststuderende.

 

Når alle andre sejler, er det svært ikke at stige om bord på en tur i øllets ocean. Det ædru landskab er kun til som et symbolsk alternativ. Der er lagt fokus på, at man ikke behøver at drikke. Efter fineste pædagogiske evne bliver man budt på øl ELLER sodavand. Det klinger hult, når det kun er øl, som står udstillet på bordpladen i fredagsbaren, og når man skal bunde en cola i  bundekonkurrencen til barsport. Man kan sagtens være med, men det bliver svært at deltage, når formiddagens aktivitet på rusturen er, at man skal bunde slotsøl for at hente point hjem til sit rushold. Hvis man gurgler Bad Habits i vodka, giver det også flest point. Deltagelsen er ikke obligatorisk, men samværet kredser herom.

Når en af kerneværdierne på vores uddannelse er at være nysgerrig, er det pinligt, at vi bedst kan omgås hinanden med alkohol som undskyldning. Det er paradoksalt nok en meget ukritisk tilgang at have til en så massiv drukkultur. Min prædiken går ikke på, at studiet skal tørlægges. Der skal blot være et reelt valg. At det ikke bliver antaget, at alle har lyst til at drikke alkohol. At man stiller sig selv spørgsmålet: Har jeg lyst til at drikke mig fra sans og samling? 

Hvorfor går man hovedløst ind i drukkulturen, som leger man kongens efterfølger? Hvis svaret er, at alle andre drikker, skal man måske overveje med sig selv, om det er noget, man reelt har lyst til. Man kan altid vælge procenterne fra uden at blive væk fra festen.

Jeg kan allerede høre grinet og mistroen til den sætning. For hvorfor så egentlig komme? Omvendt får jeg lyst til at spørge, hvorfor er det nødvendigt at drikke? Har man behov for promille til at danse, at møde nye mennesker eller at glemme medieret for en stund, lyder det på mig ikke som om, at alkohol er den rigtige løsning. Måske man skal spørge sig selv, hvad den måtte være. Tro det eller ej, jeg tør godt skrive under på, at man kan hygge sig uden at drikke.