Hvorfor tænke i alternative nyhedskriterier?

Hvorfor tænke i alternative nyhedskriterier?

Det kan være svært at være vagthund i forhold til EU. For det er ikke alle historier fra Bruxelles, der interesserer danske læsere. Når medierne skal dække det snarlige europaparlamentsvalg, må de dykke ned i den journalistiske værktøjskasse. Her er identifikation nøglen.

Skribent: Alexander Kokkedal

Udgivet den 20. maj 2019

Væsentlighed, identifikation, sensation, aktualitet og konflikt, forkortet VISA-K, er de nyhedskriterier, man fra 2. semester på DMJX’ uddannelse i journalistik begynder at arbejde intensivt med. Kriterierne er udtryk for den journalistik, der sælger, og skal ikke forveksles med grundpiller til den “gode” journalistik, altså den der tjener oplysende eller demokratiske formål.

Sideløbende med VISA-K er der talrige andre tænkelige nyhedskriterier, mange af hvilke kom frem i lyset med en artikelserie, Journalisten kørte i januar. I serien og talrige andre steder titter folk fra mediebranchen frem med deres egne holdninger til, hvad der giver en historie nyhedsværdi.

FINT, mytedræber og perspektiv

Som sagt beskæftigede Journalisten sig tidligere på året med nyhedskriterier i flere artikler. Alternativer til VISA-K var der mange af. Tidligere udviklingschef hos Jysk Fynske Medier Gerd Maria May Hertz gav sit bud på nyhedskriterier i form af FINT, der står for fællesskab, inspiration, nuancer og tillid.

Det fremgår desværre ikke tydeligt af artiklen, hvad Hertz mener med kriterierne, altså fx om formålet med kriteriet tillid er at dække eller skabe tillid og i så fald til hvem, hvorfor og hvordan. Formålet med FINT er dog at skabe et løsningernes rum. Altså et dannende formål modsat VISA-Ks kommercielle.

I en anden artikel fremhæves relevans, konstruktivitet, og hvis noget vigtigt bliver fremstillet forkert. Den sidste var Zetlands chefredaktør Lea Korsgaard inde på, og hun omtalte den slags nyheder som mytedræbere. Igen lader den kommercielle tænkning til at være fraværende i de foreslåede kriterier.

Endelig var TV 2’s nyhedschef Jacob Kwon på banen i en artikel om TV 2’s satsning på at bruge perspektiv som nyhedskriterie, hvor samme historie præsenteres fra flere vinkler. Kriteriet adskiller sig nok ikke væsentligt fra nuancer i Hertz’ FINT.

Eliter, konstruktive kriterier og ROLDO

Af andre nyhedskriterier kan nævnes elitecentrering, der var blandt de nyhedskriterier, forskerne Johan Galtung og Mari Holmboe Ruge i 1965 fandt frem til i deres deskriptive studie af mediedækning. De sondrede mellem hhv. elitenationer og elitefolk. USA er fx typisk mere interessant end Myanmar. En minister er typisk mere interessant end en lokalpolitiker.

Journalist Line Weldingh skrev et speciale om konstruktive nyheder i regi af Constructive Institute på Aarhus Universitet, hvor hun skitserer nye nyhedskriterier, fx at historien fortæller om fremskridt eller er løsnings- eller fremtidsorienteret.

I 2017 slog TV 2 Østjylland en artikel op på Medium om deres forsøg på at kortlægge de kriterier, de bedst muligt kan nå østjyderne med. De fandt frem til nyhedskriterierne relevant, originalt, løsningsorienteret (igen), delbart og overraskende.

Holder kriterierne i virkeligheden?

Godt. Vi har efterhånden slået fast, at der er rigtig mange alternativer til VISA-K. Spørgsmålet bliver så, hvor meget mening det egentlig giver at tænke i andre nyhedskriterier.

Som sagt afspejler VISA-K, hvad folk rent faktisk gider læse, også selv hvis de siger noget andet. Læsere vil ofte skrive, at der bør være flere konstruktive nyheder.

I marts skrev en DMJX-studerende på min årgang fx en klumme til Politiken om, at hun gerne vil være fri for konflikt og i stedet have konstruktive nyheder. Klummen fik fire enige kommentarer fra folk, der gerne så “hestevæddeløb” og sensation ad vejen i journalistikken. Men det er jo BT, folk som dem deler på Facebook. Det er jo clickbaitquizzer, kendistrivia og historier om mord og voldtægt, de reagerer stærkest på.

At begynde at udvælge historier ud fra andet end VISA-K bliver derfor at skyde sig selv i foden med et oversavet jagtgevær, når det kommer til at levere noget, der efterspørges bredt.

Og hvis man ikke kan ramme det brede publikum, men i stedet får fat i nicher, hvad er så logikken i at omlægge sine arbejdsgange ud fra en ambition om at tjene højere formål som konstruktivitet? Ingen kan sige sig fri fra at finde glæde VISA-K-nyheder engang imellem. Det er bare et vilkår. Derfor virker mediers afstandtagen over for kriterierne omsonst.

Studerende på DMJX piratkopierer studiebøger: De er i tvivl om lovgivningen og glemmer konsekvenserne

Studerende på DMJX piratkopierer studiebøger: De er i tvivl om lovgivningen og glemmer konsekvenserne

Studerende på DMJX piratkopierer studiebøger: De er i tvivl om lovgivningen og glemmer konsekvenserne

En tredjedel af de studerende på DMJX har modtaget en ulovlig kopi af en studiebog. De studerende slipper for at bruge penge på bøger, men ifølge formanden for RettighedsAlliancen går det i sidste ende ud over dem selv.

Illustration: Henrika Hermann Hansen.

Skribent: Sofie Tronier

Udgivet den 14. maj 2019

Studerende på DMJX i Aarhus bliver allerede på første semester introduceret til mediejura. Alligevel hænger der på DMJX-biblioteket en udpenslet version af ophavsretsloven – og det kan der være god grund til.

De studerende på DMJX er nemlig forvirrede omkring lovgivningen. En spørgeskemaundersøgelse viser, at en del studerende på DMJX ikke opfatter piratkopiering som alvorligt.

Problemet er ikke kun at finde på DMJX. Så sent som i februar 2019 blev to mænd på 25 år sigtet for ulovlig kopiering og salg af studiebøger.

Det skal tages alvorligt

En tredjedel af de studerende på DMJX har videresendt eller modtaget kopier af studiebøger, selvom de godt vidste, at det var ulovligt. Det viser en spørgeskemaundersøgelse, som Illustreret Bunker har lavet.

Det overrasker ikke Christine Bødtcher-Hansen, der er formand for Danske Forlag, en organisation der varetager danske forlags interesser. Ifølge hende tager de studerende ikke piratkopiering alvorligt. Det på trods af, at det er et brud på loven.  

”Det er jo heller ikke i orden at gå ind på sin uddannelsesinstitution og stjæle rektors Arne Jacobsen stol,” siger hun.

Også formand for forlaget Fadl, Rikke Sommer, er enig i, at en stor del af årsagen til piratkopiering kan findes i kulturen blandt studerende.

”Det er ligesom, hvis du er i et selskab, hvor folk kører for stærkt. Det er jo ulovligt, du får en bøde for det og kan miste dit kørekort. Der kan være acceptable kulturer omkring nogle ting, hvor man ikke må, men alle gør det alligevel,” siger hun.

Hos bagmandspolitiet efterforsker en specialenhed blandt andet i piratkopiering af studiebøger. Det var også enheden, som stod bag sigtelserne af de to mænd for at kopiere studiebøger. Enheden blev i 2018 gjort permanent efter et voksende fokus på problemet.

Det glæder redaktør ved Hans Rietzels forlag, Henrik Juul, at lovovertrædelserne bliver taget seriøst.

 “Nu hvor de første sager er blevet rejst mod ophavskrænkere, er det som om, at stemningen har ændret sig lidt,” siger Henrik Juul.

Ikke kun bagmandspolitiet har rettet et større fokus på kopiering af studiebøger. Interesseorganisationen for rettighedshavere, RettighedsAlliancen, som har anmeldt sagerne til politiet, har længe gjort en aktiv indsats for at stoppe den ulovlige kopiering. De har også startet oplysningskampagnen “Os Der Elsker Viden”.

Det er blandt andet dem, der står bag det opslag, som hænger på biblioteket på DMJX for at gøre os opmærksomme på, hvad vi egentligt må.

Svært at forstå lovgivning

Ifølge RettighedsAlliancens direktør, Maria Fredenslund, er en del af problemet også, at de studerende er forvirrede over lovgivningen. Under 1/3 af de adspurgte studerende på DMJX føler sig oplyste om reglerne for kopiering af studiebøger. De resterende 2/3 føler sig kun delvist oplyste eller slet ikke. Det er netop forvirringen om lovgivningen, der har givet RettighedsAlliancen anledning til at sætte fokus på problemet.

”Ophavsretsloven er svær at gennemskue, og det kan virke uoverskueligt at forstå, hvorfor og hvornår noget er lovlig eller ulovlig deling,” siger Maria Fredenslund.

Forlagsformand Henrik Juul mener dog ikke, at det er årsagen til problemet. Han er overbevist om, at de studerende er klar over, at de overtræder loven. Men han tager alligevel de studerende i forsvar.

”De er vokset op bag en skærm, hvor der ingen konsekvenser er. Så jeg kan godt forstå, at de ikke har følelsen af, at det er kriminelt. Og jeg kan da også godt forstå, at man gør det, når det er så nemt,” siger han.

Er bøgerne for dyre?

En af de ”undskyldninger”, Maria Fredenslund fra RettighedsAlliancen oftest hører, er, at studiebøgerne er for dyre. Hverken Rikke Sommer eller Henrik Juul fra forlagene mener dog, at det er muligt at sætte priserne ned. Og de mener alligevel ikke, at det vil hjælpe på problemet.

Christine Bødtcher-Hansen fra Danske Forlag tror heller ikke, at det vil hjælpe at sætte priserne ned.

”Hvad er et prispunkt, der kan konkurrere med gratis?” siger hun.

Forlagsredaktørerne ved alle, at det er mange penge, som de studerende skal hoste op med ved semesterstart. Men de vil også gerne huske de studerende på, at de skal sætte prisen i perspektiv. De får trods alt en gratis uddannelse og SU, lyder det.

Ifølge Henrik Juul, er problemet også, at det er meget nemt for studerende at få fat i ulovligt kopierede studiebøger.

 ”Det er lige så nemt at få en piratkopi, som det er at købe hash i København,” siger han.

Viden går tabt

Piratkopieringen har store konsekvenser for forlag såvel som forfattere. Det har betydet, at flere forlag allerede har mærket forandringer i salgstallene.

Rikke Sommer fortæller, at de for nyligt har måttet afskedige en redaktør, fordi bøgerne sælger mindre og mindre. Også Henrik Juul har oplevet, at hans forfattere engang i mellem takker nej til at skrive studiebøger, fordi de ikke vil skrive til “piratmarkedet”.

Både Henrik Juul og Maria Fredenslund er dog enige om, at forlagenes nedgang ikke er det største problem.

”Hvis bøgerne bliver kopieret ulovligt, så får dem, der står bag bøgerne ikke betaling. Det vil på sigt betyde, at der ikke vil blive udgivet nye bøger – og dermed vil vigtig viden gå tabt,” siger Maria Fredenslund.

Hun mener også, at de studerendes piratkopiering går ud over dem selv i sidste ende.

”Den korte konsekvens af den omfattende ulovlige kopiering er, at bøgerne bliver dyrere, så det er lidt af en bjørnetjeneste.”

Det får Rikke Sommer fra FADL’s Forlag til at pege på en anden konsekvens. Hvor bøgerne førhen skulle være så gode som muligt, er der nu i højere grad fokus på, om der kan undværes noget for at gøre bøgerne billigere. Det kan på den lange bane betyde, at de studerende får dårligere studiebøger og mindre viden.

Så selvom kopieringen kan virke som en uskyldig handling, er det vigtigt, at de studerende tænker sig om en ekstra gang, inden de sender et stykke bevismateriale videre til sidemanden.

“Både politiet og uddannelsesinstitutionerne er blevet meget opmærksomme på problemet, så der kan være alvorlige konsekvenser ved det – også selvom ”man bare lige vil hjælpe,” siger Maria Fredenslund.

“EU er måske verdens dårligste ord i en rubrik”

“EU er måske verdens dårligste ord i en rubrik”

“EU er måske verdens dårligste ord i en rubrik”

Det kan være svært at være vagthund i forhold til EU. For det er ikke alle historier fra Bruxelles, der interesserer danske læsere. Når medierne skal dække det snarlige europaparlamentsvalg, må de dykke ned i den journalistiske værktøjskasse. Her er identifikation nøglen.

Europaparlamentsvalget er skudt i gang. Men hvordan bør vi som journalister bære os ad for at få den almindelige dansker til at interessere sig for noget så fjernt og omstændigt som EU? Illustration: Henrika Hermann Hansen.

Skribent: Alexander Kokkedal

Udgivet den 05. maj 2019

Du ser flere EU-nyheder for tiden, end du plejer. Du ved nok hvorfor. Fra 23. til 26. maj skal danskerne til stemmeurnerne, for der er valg til Europa-Parlamentet. Medlemslandene skal imellem sig samle et nyt parlament à 705 politikere. Europa rundt folder nyhedsmedier deres dækning af EP-valget ud, så valget kan foregå på et oplyst grundlag.

Men interessen for EU og EP-valg svinger, og i Danmark har valg til Europa-Parlamentet konsekvent haft den laveste valgdeltagelse, når man sammenligner med valg til Folketinget, regioner og kommuner. Så når nyhederne skal skrives, hvordan får man så læseren med?

Identifikation er nøglen til EU

Hvad adskiller Det Europæiske Råd fra Rådet for den Europæiske Union? Hvad er Europa-Kommissionens rolle i forhold til Europa-Parlamentet? Hvordan dækker journalister EU’s arbejde, så den almindelige dansker kan forstå det?

Det har Andreas Marckmann Andreassen et bud på. Han er til dagligt digital redaktør på Journalisten, men har flere år inden for EU-dækning bag sig. Han skrev Håndbog i EU for journalister og underviser i EU-journalistik på SDU.

“Jeg er ikke sikker på, at EU er mere kompliceret end andre magtapparater – måske er det bare længere væk. Mange af os har en grundlæggende forståelse for, hvordan det danske demokrati fungerer, for det har vi lært i folkeskolen. For mange ligger EU lidt længere væk, så man skal starte lavere på læringsstigen,” siger Andreas Marckmann Andreassen.

EU-stof adskiller sig ikke væsentligt fra alt andet stof, for det er de samme journalistiske redskaber, der gør sig gældende i forhold til vinkling og valg af historier. Særligt peger Andreas Marckmann Andreassen på identifikation som et nyttigt værktøj.

“EU er ikke nødvendigvis så kedeligt, som vi har lært at opfatte det. Men man skal anskue det på den rigtige måde, for eksempel i forhold til hvad det betyder for modtagerne. Identifikation er det ældste kneb i journalistbogen, men det virker bare,” siger han.

Svært at være vagthund til EU-institutioner

Hos det politisk orienterede medie Altinget bliver EU-nyhederne serveret med et nationalt perspektiv, hvor det er muligt. Rikke Albrechtsen, Altingets EU-redaktør, arbejder fra Bruxelles og siger, at man for at finde den gode EU-historie må være realistisk omkring det danske prisme, historierne udvælges og vinkles igennem.

“Vi bruger rigtig meget tid på at bære lovgivningsprocessen fra Bruxelles til Christiansborg og på den måde sige, at der kommer et nyt forslag, eller at noget er på bedding, og hvad det betyder i Danmark,” siger Rikke Albrechtsen.

Historier uden nationalt perspektiv kan derimod være svære at dække. For eksempel når historierne handler om EU-institutioner. Den type historier vil typisk være dem, der er for de særligt interesserede, og som ligger bag Altingets betalingsmur.

“Det kan nogle gange være svært at udfylde rollen som vagthund, fordi det bliver for fjernt fra folk,” siger Rikke Albrechtsen.

EU-nyheder uden EU nævnt

For de EU-historier, journalister så til gengæld kan vinkle gennem en national linse, gælder det ifølge Andreas Marckmann Andreassen om at fokusere på, hvordan det berører danskere. 

“EU er måske verdens dårligste ord i en rubrik. Folk dør lidt, når de læser, at EU’s erhvervspulje støtter en eller anden virksomhed. Men hvis nu historien hed, at en virksomhed har opfundet et hjul, der ikke kan glide, og fået millioner i støtte, kan man pludselig forstå den,” siger han.

Ønsker man som journalist at slippe helt for, hvad han anser for verdens dårligste ord i en rubrik, kan man med fordel give sig selv en lille øvelse:

Prøv at skrive om EU uden at nævne EU.

“På Journalisthøjskolen havde jeg et forløb, hvor jeg kun skrev historier om EU, men som benspænd ikke måtte nævne EU i artiklerne. Så tænker man over, hvad en historie virkelig handler om. Politik handler om mennesker, penge, magt, prioriteringer, valg og fravalg, og så er det dét, man vinkler på,” fortæller Andreas Marckmann Andreassen.

Dette overblik over de seneste års valgdeltagelse i Danmark taler sit tydelige sprog. Europaparlamentsvalgene trækker betydeligt færre danskere til stemmeurnerne sammenlignet med både folketingsvalg og kommunal- og regionsrådsvalg.

Kilde: Danmarks Statistik, Økonomi- og Indenrigsministeriet og EU-Oplysningen. Afrundet til nærmeste ene decimal. 

For snævert alene med dansk vinkling

Ifølge Thomas Falbe, nyhedschef på DR Nyheder, skal DR i sin dækning af EP-valget både have nære historier og det europæiske perspektiv med sig. Europa-Parlamentet har ikke til job at tilgodese nationale interesser, så det ville være forkert kun at have et dansk fokus.

“Det er for snævert at tilgå et valg til Europa-Parlamentet alene ud fra danske interesser,” siger Thomas Falbe.

Politikerne, som bliver valgt ind, skal skabe flertal på tværs af grupperinger fra hele Europa, understreger han. Derfor bliver andre landes udfordringer vigtige at få med. 

DR Nyheder har de store temaer for deres dækning af EP-valget lagt fast. Det er temaer som klima, flygtninge, fri bevægelighed og skat. Thomas Falbe skyr dog ikke fra at tage andre emner op, der kan være sværere at dække journalistisk.

“Det er ikke sådan, at fordi noget er svært, vil vi ikke beskæftige os med det. Og i en valgkamp er alt vigtigt, for alt vil være til diskussion. Men der ligger også en prioritering, og den er vi nødt til at foretage,” siger han med hentydning til temaerne.

Dobbeltvalg – hvad hvis det sker?

DR Nyheder startede allerede sin dækning af europaparlamentsvalget i midten af april og havde den første tv-debat mellem spidskandidaterne den 25. april. Ifølge nyhedschef Thomas Falbe startede DR sin dækning tidligere end sædvanligt af hensyn til, at næste valg til Folketinget kan være lige om hjørnet – måske samtidig med valg til Europa-Parlamentet.

“Hvis vi står i en situation, hvor valget til Folketinget og Europa-Parlamentet finder sted samme dag, er der risiko for, at europaparlamentsvalget kommer til at drukne i folketingsvalget. Det er én af grundene til, at vi har startet vores parlamentsvalgsdækning meget tidligt,” siger Thomas Falbe.

Rikke Albrechtsen ser derimod ikke nogen særlige udfordringer i at have to valg oveni eller meget tæt på hinanden. Altinget vil uanset placeringen af folketingsvalget have medarbejdere på plads til at dække valget til Europa-Parlamentet.

“Jeg tror ikke, det kommer til at være så slemt ved os. Vi kommer til at gå op i kadence, i forhold til hvor meget vi spænder ud, og selv ved et dobbeltvalg kommer der til at være dedikerede medarbejdere hjemmefra, som også vil sidde på EU-valgdækningen. Vi skriver jo også på internettet, så vi skal ikke slås med folketingsvalget om spaltepladsen,” siger hun.

Andreas Marckmann Andreassen: Her finder du de gode EU-historier

  • Europa-Parlamentet er det oplagte sted at starte, hvis du som nyhedsjournalist gerne vil finde en historie om EU. Det er den lettest tilgængelige institution, ikke mindst da parlamentets folkevalgte politikere gerne vil optræde i offentligheden, og relativt få ringer til dem. I Europa-Parlamentet er der især to steder, det er oplagt at finde historier: parlamentets udvalg og plenarmøder.
  • I udvalgene kan du opsnappe historier, som ikke har taget dagsordenen endnu. Hold her øje med lovforslag, og hvem der markerer sig – det giver dig både skriftlige og mulige mundtlige kilder.
  • Dagsordener for Europa-Parlamentets plenarmøder er offentligt tilgængelige og har høj aktualitet. Ved at følge med i plenarmøderne finder man ud af, hvad parlamentet vedtager eller forkaster. Dog skal man regne med, at flere andre journalister også leder efter historier her.
  • Folketingets Europaudvalg er også et godt sted at finde historier. Møderne streames live på nettet og er dræbende kedelige, da det meste er klappet af på forhånd. Men til møderne får politikerne de såkaldte EU-noter, der er guld værd for en journalist. EU-noterne indeholder fakta fra et dansk perspektiv på, hvad ny EU-lovgivning vil betyde fx for dansk økonomi og miljø, og hvis forskellige interesser clasher. Noterne er som regel skrevet fra regeringens synspunkt, men giver en masse oplysninger, en journalist kan arbejde videre med.
  • Kig på sociale medier, især Facebook og Twitter. Næsten alle EU-politikere af betydning har en Twitter-profil, og du kan også finde talspersoner for kommissionen her. Der er forskel på, hvor villige de er til at gå i dialog, men mange vil gerne svare på henvendelser.

Kan man være journalist og politisk aktiv?

Kan man være journalist og politisk aktiv?

Kan man være journalist og politisk aktiv?

Politisk engagement kostede i 2018 en ny praktikant pladsen på Herning Folkeblad. Kort efter gjorde Journalisten med hjælp fra en advokat det dog klart, at man ikke kan fyre ansatte på grund af politisk tilhørsforhold. Men selv efter den sag er det stadig noget der fylder meget på DMJX, når de journaliststuderende skal søge praktikpladser.

Journaliststuderende Mads Hvid (tv.) er fortsat aktivt medlem i Konservativ Ungdom, mens Sami Kleit (th.) valgte at melde sig ud Liberal Alliances Ungdom et par måneder før studiestarten på Journalisthøjskolen. Foto: Emil Agerskov.

Skribent: OLIVIA HØJ FÄlling

Udgivet den 02. maj 2019

I august 2018 blev en journalistpraktikant opsagt fra Herning Folkeblad, fordi hun var medlem af DSU. Pia Færing, Praktik- og Karrierevejleder på DMJX, mener dog, at sagen blev glemt, lige så hurtigt som den kom frem, fordi det politiske tilhørsforhold er noget, de studerende har overvejet grundigt inden praktiksøgningen overhovedet går i gang.

Blandt de journaliststuderende på DMJX er det ofte oppe til overvejelse, hvorvidt man skal oplyse om partipolitisk medlemskab, når man sidder med sit CV og ansøgning under praktiksøgningen, mener Pia Færing. Hos Pia hersker der ingen tvivl. De journaliststuderende skal skrive det på.

”Jeg synes, man skal skrive det på, for det viser, at du er engageret i og nysgerrig på dine omgivelser, og det skal man være som journalist,” siger Pia Færing og tilføjer:

”Det er ikke diskvalificerende, hvis du har været aktiv i politik, men det kan i de fleste tilfælde være negativt, hvis du stadig er medlem.”

Hun mener, at der er en udbredt konsensus i journalistkredse om, at man ikke er medlem af noget parti eller andet, som på nogen måde kan beklikke ens troværdighed, fordi man skal være uafhængig.

Ingen finger at sætte på troværdigheden

Mads Hvid, der i februar er startet på første semester, har dog valgt at forblive medlem af Konservativ Ungdom. Han er nemlig sikker på, at hans fremtidige arbejdsgiver vil stole på, at han er i stand til at være professionel. 

“Når jeg skal ud og have en praktikplads, håber jeg da, at praktikstederne vil have tiltro til både min faglighed, og til at jeg kan skille politik og professionel journalistik ad,” siger Mads Hvid.

For Sami Kleit, der også lige er startet på første semester, var hans medlemskab af Liberal Alliances Ungdom noget, han havde gjort sig mange overvejelser om. Han meldte sig ud af ungdomspartiet, nogle måneder før han startede på DMJX’ journalistuddannelse.

”For mig handler det om, hvordan man bliver set som journalist, fordi man har et ansvar for at formidle noget troværdigt og objektivt, og så må der bare ikke være noget, hvor man kan sætte en finger på objektiviteten,” siger han.

Professionel journalist før personligt engagement

For Pia Færing handler diskussionen om, hvorvidt man er i stand til at lægge sin politiske skoling fra sig til fordel for at være en professionel journalist.

”Hvis du har været politisk aktiv i fem år, så har du en vis skoling i og en erfaring med at være politisk. Men man har kun to års skolegang i at være journalist. Så kan det være svært at vide, hvem der kommer frem; den professionelle journalist eller den personligt engagerede,” siger hun.

Det argument kan Mads Hvid godt forstå. Men for ham handler alt i ungdomspolitik ikke om partipolitik.

“Det kan godt være, at det er skoling i partipolitik i en eller anden grad. Men ungdomspolitik er også en skoling i samfundet,” siger Mads Hvid og tilføjer:

“Jeg var nok ikke kommet igennem optagelsesprøven på DMJX, hvis jeg ikke havde været aktiv i ungdomspolitik.”

Men Sami Kleit, der har meldt sig ud af Liberal Alliances Ungdom, er enig med Pia Færing. Han mener, at man begrænser sine muligheder, hvis man er medlem af et parti. Men han mener dog også ligesom Pia Færing, at det kan gavne en, at man har været medlem inden sin tid som journalist.

”Jeg synes ikke, der findes gode argumenter for at være politisk aktiv, når man skal søge praktik. Man skal være politisk interesseret. Det er vigtigt, at den professionelle journalistiske side kan hamle op med den personlige,” siger Pia Færing.

Stéphanie Surrugue: Jeg har det bedste job i verden

Stéphanie Surrugue: Jeg har det bedste job i verden

Stéphanie Surrugue: Jeg har det bedste job i verden

Stéphanie Surrugue, DR’s internationale korrespondent, lever som de færreste. Ud over basen i Paris, er der er ikke meget stabilitet. Hun er altid på farten, på vej til en ny lufthavn og er i færd med at oplade sin mobil, så hun er en klar til at interviewe den næste. Det kan godt være hårdt til tider. Men hun fortryder ikke noget. Hun gør, hvad der passer hende.

Foto: Valdemar Stroe Ren.

Skribenter: Erica B. Strange

Udgivet den 2. maj 2019

Telefonen ringer fra redaktøren på DR. Hun skal afsted i aften. DR’s rejsekontor lukker kl. 15, og hun må derfor selv booke sin flybillet. Lejligheden i Paris vendes på hovedet, for kufferten skal pakkes. Planen er, at hun skal være væk i to dage, men det er ikke lang tid siden, at hun sidst oplevede at blive et sted dobbelt så lang tid. Hun pakker noget ekstra tøj. Hun fanger en taxa nede på gaden: Til lufthavnen! Har jeg overhovedet nok tandpasta med, når hun at tænke, da taxaen blinker og trækker ud i natten.

Som DR’s internationale korrespondent i Paris kan 42-årige Stéphanie Surrugue aldrig planlægge sit liv ret langt ud i fremtiden. Den ene dag er hun i Paris, den næste i Thailand og så måske en omvej forbi Danmark. I tasken har hun pakket sin mobil. En ekstra mobil, hvis den første skulle løbe tør. Derudover er der to opladere og to ekstra batterier at finde i håndtasken.  

”Min mobil er mit kontor. Jeg lider af kronisk angst for at løbe tør for strøm,” griner Stéphanie, som ankom til Aarhus for godt og vel en time siden for at holde foredrag for aarhusianerne på Dokk1. For kun et par dage siden, befandt hun sig på Champs Elysées blandt gule veste, tåregas og politimænd i skudsikre veste. I går var hun i København, i dag er hun her. Imens vi taler, skifter hun tennisskoene ud med de høje hæle. Hun undskylder for den stressende situation flere gange. Hun er vant til det. Det her er hendes hverdag. Det er en del af rejsen.

Barndom mellem Danmark og Frankrig

Det franskklingende navn – den tykke københavnske dialekt.

Stéphanies liv har altid været delt mellem to lande – Danmark og Frankrig. Moren er dansk og kommer fra en lille lejlighed i den sorte firkant på Nørrebro. Faren er fransk og kommer fra en forstad til Paris. Han skulle formentlig have været bilmekaniker ligesom de andre mænd i familien, men et talent for at cykle gjorde, at han undgik og landede på det franske landshold i stedet. Cyklen førte ham også til København, hvor han skulle køre cykelløb. På tilskuerrækkerne var Stéphanies mor. Efterfølgende skrev det unge, forelskede par sammen i to år – på tysk, for hun kunne ikke fransk, og han kunne ikke engelsk. Han kom tilbage til Danmark og friede, og de blev gift på kongebrev.

Barndommen imellem de to lande, de to sprog og de to kulturer betød, at verden fra starten var stor for Stéphanie.   

”Jeg kan huske, at min far gik og hørte nyheder fra France Inter hele dagen med sin store transistorradio på skulderen. Min far var temmelig fransk i hans måde at opdrage os på. Der skulle være disciplin og høflighed, og aftensmaden var familiens tid. Så ingen legekammerater forbi til spisning,” fortæller Stéphanie.

Spisetiden blev i stedet brugt på, at faren fortalte om alt det, han havde hørt i de franske nyheder. Og resten af familien skulle så gætte, hvilke nyheder der var ægte.

”Det var fake news før sin tid,” griner Stéphanie og klapper sig selv på låret: ”Vi var sørme lidt mærkelige. Det har nødvendigvis ikke fået mig til at tænke, at jeg ville være journalist. Men jeg tror, at det har løbet helt naturligt i min opvækst. Som en rød tråd i mit liv.”

Hør Stéphanies tanker om korrespondenter, da hun var lille:

Men farens nyhedsrapportering ved middagsbordet var ikke nok til at slukke tørsten for den unge Stéphanie. Forældrene, der ikke selv var uddannede, gav hurtigt op på at følge med i deres datters vidensbegær. Stéphanie slugte al den viden, hun kunne få fra tunge bøger, tv og radio. Med egne ord ‘pjækkede’ hun fra frikvarteret for at læse. Selvom forældrene til tider havde svært ved at forstå hende, betalte de gerne den privatundervisning i latin, hun havde tigget og plaget om.  

“Jeg var en kæmpe nørd. Jeg lignede ikke resten af min familie. Jeg var den første til at få en studentereksamen både på min danske og franske side,” fortæller hun. 

Der skulle dog gå nogle år, før Stéphanie fandt ud af, at hun ville være journalist. Hun tog først til Paris for at læse, fordi hun ikke vidste, hvad hun ellers skulle gøre. Derefter tog hun tilbage til Danmark, hvor hun læste humanistisk basisfag på Roskilde Universitet. Men hun var forvirret og følte, at hun flakkede rundt uden noget mål med livet. Men så startede journalistuddannelsen på RUC – og det ville hun prøve af.

”Det var ’instant love’. Jeg fandt ud af, at man kan lave noget, der foregår ude i verden lige nu og her og faktisk betyder noget for samfundet og vores liv. Det er konkret, og det er virkelighed. Det var jeg helt høj på fra første sekund,” siger hun.

Da hun var færdiguddannet journalist, startede hun på Politiken, hvor hun tilbragte ti år. Politiken blev derefter til Kulturen på TV2 News. Hun var vært på Go’ Morgen Danmark, da hun blev tilbudt at blive en af de to korrespondenter, der skulle dække det amerikanske præsidentvalg for DR.

Hør Stéphanie fortælle om sin reaktion, da hun fik tilbudt jobbet...

“Det kan være sindssygt hårdt at starte forfra, fordi man jo river alt ned, man har bygget op. Men det giver også en energi, som jeg enormt godt kan lide, fordi jeg så anstrenger mig enormt meget,” fortæller hun, mens hun drikker den kop kaffe, som er hendes aftensmad.

Foto: Valdemar Stroe Ren.

”Jeg er ofte ved at kaste op af træthed!”

Som DR’s internationale korrespondent har man nok at give sig til. Stéphanie Surrugue arbejder stort set fra P1 om morgenen til TV Avisen 21.30. Research, manusskrivning, live-interview, videoklip og meget, meget mere.

Hør Stéphanie fortælle om, hvad hun altid har med på farten…

Men hjemmet, den lille lejlighed midt i Paris, har også noget at sige for Stéphanie.

”Når jeg skal være hjemme i et par dage, så er noget af det første, jeg gør, at købe friske blomster til min lejlighed. Det er altafgørende for mig at have et sted, hvor jeg kan sætte fransk musik på, lave en kop kaffe og kigge på mine malerier,” fortæller Stéphanie.

Livet på farten, giver dog også anledning til dårlig samvittighed. Venner og familie betyder rigtig meget for Stéphanie. Men hun bliver ofte nødt til at melde afbud til fødselsdage, barnedåb og andre begivenheder hos dem i Danmark. Hun griner og siger:

”Jeg har nærmest et årsabonnement til Interflora for alle de blomster, jeg sender som undskyld!”  

Men det går ikke kun ud over hende selv. Det går også ud over dem. Hendes venner og familie. Det går hende på, at hun ikke altid kan være der for dem. Være til stede i deres liv og deltage i begivenheder. Men det er hendes valg, og hun vil ikke lave om på det.

”Jeg prøver at være nærværende på andre måder. Jeg taler meget i telefon med mine venner derhjemme. Med nogle af dem taler jeg næsten mere med, når vi er på hver vores telefon i henholdsvis Danmark og Frankrig, end når vi er ved siden af hinanden,” siger hun.

Har eksperimenteret med normaliteten

Der er ikke meget, der er normalt ved Stéphanie Surrugue liv.

Men det passer hende godt. Hun er alligevel ikke til hverdagen. Det har hun prøvet. For nogle år tilbage, før hun fløj rundt over hele verden, troede hun for en stund, at hun ville være normal. Hun var kommet i et langvarigt og stabilt forhold. Han havde et barn, de blev forlovede, og de havde købt parcelhus med dobbeltgarage på Amager. Det så ud til, at Stéphanie Surrugue var færdig med at rejse rundt og leve det, som mange opfatter som et ‘unormalt’ liv. Hun takkede nej til et tilbud om at blive korrespondent for Politiken. Fart og dristighed hang ikke sammen med drømmen om kernefamilien. En kernefamilie, hun selv var vokset op i og derfor havde været en så vigtig en del af hendes liv.

“Jeg troede, og jeg ønskede virkelig at leve et normalt liv. Et normalt liv, hvor jeg havde mand og børn og et parcelhus at komme hjem til kl. 18,” fortæller hun.

Men projekt parcelhusliv gik ikke som planlagt. Rammerne blev for faste, og hun måtte konstatere, at friheden er vigtigere end at være normal for hende. Det var en hård erkendelse at komme frem til, og beslutningen var svær at træffe. Det endte med, at hun afbestilte brudekjolen hos Lily, flyttede fra huset og lagde det liv, hun havde skabt på hylden.

Livet i Paris passer hende bedre. Hun gør, hvad der passer hende. Hun spiser ude fem dage om ugen, ryger cigaretter af det franske mærke Gauloise og køber lækkert tøj på stribe. Stéphanie vil være til stede i nuet, og derfor sparer hun heller ikke op.

”Jeg har vidst det, man kalde en rigtig teenager-økonomi – hvilket kan være meget glamourøst, når man er 20, men ikke så meget, når man er 40 år,” griner Stéphanie.

Hør Stéphanie fortælle om at være dårlig til at konsekvensberegne…

Kærligheden kommer i anden række nu. Det er svært at date, når man ikke ved, hvor man er om fem dage.

”Jeg arbejder hele tiden. Så er jeg ude, og så er jeg hjemme. Hvis jeg endelig dater, så kan de måske ikke få fat i mig i en uge, da jeg er ude og rejse. Det kan selvfølgelig godt være lidt trist en gang imellem,” siger hun.

For Stéphanie Surrugue handler alt i sidste ende om arbejdet. Passionen. Kærligheden går til journalistikken. Sådan har det egentlig altid været. Det anderledes, det dristige og det unormale trækker i hende. For Stéphanie Surrugue er ikke normal – og det passer hende godt.

”Min 27-årige nevø sagde til mig her den anden dag, ‘jeg kender ingen, der er så meget oppe og køre over sit job, som du er.’ Det er ret vildt, fordi jeg har alligevel snart været journalist i 27 år – og jeg elsker det. Jeg føler mig simpelthen så privilegeret. Det var bare det, jeg vil sige.”