DMJX kan miste retten til at åbne nye uddannelser

DMJX kan miste retten til at åbne nye uddannelser

DMJX kan miste retten til at åbne nye uddannelser

Akkrediteringsrådet er utilfredse med kvalitetssikringen på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. En negativ bedømmelse vil betyde, at skolen ikke længere må åbne nye uddannelser, og at alle eksisterende uddannelser skal gås efter i sømmene. Rektor Trine Nielsen er dog fortrøstningsfuld.

Der er en manglende nedskrivningskultur på DMJX. Det er ifølge rektor Trine Nielsen en af årsagerne til kritikken fra Akkrediteringsrådet. Illustration: Henrika Hermann Hansen.

Skribent: Simon Stensgaard

Udgivet den 03/18/2019

Til stor overraskelse for daværende rektor Jens Otto Kjær Hansen meddelte Akkrediteringsrådet d. 5. oktober sidste år, at de agter at afvise Danmarks Medie- og Journalisthøjskoles ansøgning om akkreditering.

Hvis skolen får afslag på akkreditering, vil det have en række konsekvenser. Der må ikke oprettes nye uddannelser, indtil en mere positiv akkreditering opnås. Desuden skal de eksisterende uddannelser hver især akkrediteres individuelt.

En rapport fra Akkrediteringsinstitutionen havde ellers anbefalet at give Journalisthøjskolen en betinget positiv akkreditering. Det ville betyde, at skolen havde to til tre år til at rette op på manglerne, men uden de konsekvenser der følger med en afvisning.

I stedet meddelte Akkrediteringsrådet, at kvalitetssikringen på skolen ikke var tilstrækkelig.

 

Manglende skriftlig kultur

Når en uddannelsesinstitution skal akkrediteres, skal dets kvalitetssikringsystem godkendes. Der undersøges groft sagt, om institutionens røde advarselslamper begynder at blinke, hvis de studerendes ledighed eller frafald bliver for høj.

I den rapport, som Akkrediteringsrådets beslutning bygger på, står der adskillige gange, at panelet vurderer, at skolen relativt hurtigt vil kunne rette op på problemerne. Derfor anbefalede de en betinget positiv akkreditering.

Rådet selv havde dog en anden opfattelse og meddelte i et nyhedsbrev fra oktober:

”Der er tale om helt centrale mangler. Der mangler systematik, som sikrer, at den enkelte uddannelses indhold og udvikling drøftes, og systemet rummer ikke fastsatte standarder, der kan understøtte institutionen i at vurdere, om forskellige kvalitetselementer løftes i tilfredsstillende grad.”

Ifølge Trine Nielsen bygger kritikken blandt andet på, at der har mangler en nedskrivningskultur på skolen.

”Vi fik at vide igen og igen, at de kunne se, at tingene fungerede i praksis. Men de kunne ikke se et nedskrevet system, der dokumenterede, at vi vidste, hvad der skete. Når man er en lille skole, som vi jo er, så glemmer man nogle gange at skrive tingene ned. Der har ikke været en skriftlig kultur, men en mundtlig kultur,” siger Trine Nielsen.

 

Optimistisk rektor

Skolens elever vil dog ikke kunne mærke et afslag, mener Trine Nielsen.

”Det tror jeg ikke, de vil kunne. Det bliver mere os andre, der skal løbe endnu hurtigere. I vil nok komme til at se os i fuldt firspring ned ad gangen.”

Hun vil ikke udelukke, at eleverne ikke kommer til at mærke det. ”Der arbejder rigtigt mange dygtige mennesker i administrationen. Jeg er sikker på, at de nok skal løse det her. Så må vi jo prioritere og vælge nogle andre ting fra,” siger Trine Nielsen.

Hun er dog optimistisk i forhold til høringssvaret.

”Alle har arbejdet meget intensivt og systematisk på at få det her op at køre. Vi har arbejdet meget ihærdigt med det. Jeg synes, det ser godt ud.”

Skolen har netop afleveret sit høringssvar, hvori de beskriver et nyt kvalitetssikringssystem, der er arbejdet på siden sommer. 

Det nye praktiksystem stod ikke sin prøve: Den fysiske panikdag er tilbage

Det nye praktiksystem stod ikke sin prøve: Den fysiske panikdag er tilbage

Det nye praktiksystem stod ikke sin prøve: Den fysiske panikdag er tilbage

Det nye, elektroniske praktiksøgningssystem skulle demonstreres onsdag eftermiddag. En eneste fejl ville sende de kommende praktiksøgende ud i en traditionel Store Match Dag. Og fejl var der. Det bliver den gamle, fysiske panikdag den 8. maj.

Illustration: Henrika Hermann Hansen.

Skribent: IDA TOPHØJ BUUR

Udgivet den 27. februar 2019

Der var helt fyldt op i Lille Audi på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole onsdag eftermiddag. Forventningsfulde journaliststuderende på 4. semester skulle teste det nye, elektroniske praktiksøgningssystem. Eller demonstrere nærmere bestemt. For Pia Færing havde nogle uger forinden understreget, at der skulle være nul fejl, for at systemet skulle bruges ved Store Match Dag dette forår.

Men systemet levede ikke op til forventningerne.

“Det var ikke serveren udadtil. Vi havde masser af kapacitet til at lukke folk udefra ind, men denne server, taler sammen med en anden server, hvor selve programmet praktikmatch ligger, og det er her, det går galt. Når de to servere ikke snakker sammen, så nytter det ikke noget,” siger praktikkoordinator på DMJX Pia Færing.

Vi kører runde 2

På sms-service lød beskeden “Vi kører runde 2, selvom der var problemer med runde 1.”

Første runde af testen bød på flere frosne computerskærme hos de studerende i Lille Audi, og flere oplevede, at de ikke kunne opdatere eller acceptere deres tilbudte praktikplads.

“Det var tydeligt fra starten, at det ikke virkede. Det gik hurtigt i stå, og man kunne ikke trykke noget. Jeg tror, det ville have passet mere til mit temperament med det elektroniske system, fordi de 10 minutter ikke virker så kaotiske, som det gamle system lyder, “ siger Sofie Møller, der søger praktik til foråret.

Selvom manges forhåbninger til dagens demonstration var, at det elektroniske system ville virke, havde de studerende også forberedt sig på, at det kunne gå begge veje.

“Efter de sagde, det ikke virkede i efteråret, havde jeg sat mig op til, at det kunne blive begge dele. Jeg havde forberedt mig på, hvad der ville komme til at ske. Men jeg skal nok have købt mig et par løbesko,” siger Andreas Wielandt.

 

Ingen katastrofe, kun en udsættelse

“Vi stopper. Forsøg mislykkedes. Vi smider håndklædet i ringen,” råber Pia Færing til sine folk og de studerende i Lille Audi.

Efter 30 minutters forsøg med det elektroniske praktiksystem måtte Pia Færing sande, at de forhåbninger, hun havde for dagens demonstration, ikke kunne indfries.

“Vi kunne ikke løse opgaven. Fire forsøg uden at kunne løse og finde fejlen. Det er jeg så ærgerlig over, men det er ingen katastrofe, bare en udsættelse. Vi har ikke den brændende platform i 2019. Det er først i 2020, vi får fysiske problemer, når skolen flytter,” siger Pia Færing.

Pia Færing understreger, at der til de kommende to Store Match dage i maj og november i 2019, vil være den traditionelle praktiksøgning på DMJX i Aarhus, som det har været de seneste mange år. Men selvom systemet er fejlet i denne omgang, bliver der arbejdet videre for at finde en løsning, fordi Danmarks Medie- og Journalisthøjskole flytter til Katrinebjerg i 2020.

“Vi er nødt til at lave en time out, så vi kan lave det i et nyt regi. Tillid til systemet er det allervigtigste her. Det vil ikke blive bygget på den samme platform, domino, men med de samme koncepter et andet sted,” siger Pia Færing.

”Jeg kunne ikke anerkende, at det var stress”

”Jeg kunne ikke anerkende, at det var stress”

”Jeg kunne ikke anerkende, at det var stress”

Turen gennem svingdøren til endnu en ny deadline som nyhedsjournalist på Ekstra Bladet blev pludselig til kvalme og ondt i maven for journalist Niklas Roar. Det er nu fire år siden, han blev ramt af stress. Hver syvende nyhedsjournalist bliver stresset i medieræset.

Foto: Andreas Vinther.

Skribent: Daniel Hovalt

Udgivet den 01/30/2019

En mørkhåret journalist med skægstubbe skynder sig over Rådhuspladsen og over til den gamle bygning på hjørnet. På bygningen hænger det karakteristiske, røde skilt. ”Ekstra Bladet” står der på skiltet. Journalisten trasker mod svingdøren ind i bygningen. Svingdøren til en ny deadline. Det slår knuder i maven på journalisten. Han får kvalme. Han er ramt af stress.

Fire år efter gør journalisten Niklas Roar status.

”Jeg kunne ikke være der. Jeg havde det rigtig, rigtig dårligt. Mine øjne var tårevæddede, hver gang jeg gik gennem døren,” siger journalisten Niklas Roar.


Kvalme og knuder i maven

Den tidligere Ekstra Bladet-journalist er ikke alene. Hver syvende nyhedsjournalist er meget stresset ifølge en undersøgelse lavet for Dansk Journalistforbund om deres medlemmer. I 2015 foretog forbundet ligeledes en analyse, der viste, at 49 procent af medlemmerne arbejder mere, end hvad de bliver betalt for, og at folk i medieverdenen har markant lavere indflydelse på deres arbejdssituation end landsgennemsnittet. Ifølge undersøgelsen har dette betydning for ens stressniveau.

Det havde i hvert fald betydning for Niklas Roar. Efter en periode med orlov blev hans stilling som rejseredaktør hos Ekstra Bladet fjernet, og journalisten blev flyttet til nyhedsredaktionen. Men han kunne ikke finde sig til rette i det.

”Jeg var helt i kulkælderen – jeg var trist og vred hele tiden, men jeg var også modløs. Det kan nok bedst beskrives som følelsen af sorg. For det var et nederlag at miste kontrol over mit eget liv. Jeg var en skygge af mig selv,” siger Niklas Roar.

De følelser og tanker, der fløj rundt i hovedet på ham for fire år siden, gjorde, at han mistede lysten til at lave ting, han plejede at lave, og han kunne ikke være det familiemenneske, han plejede at være.

Men stress giver også fysiske skavanker. Det erfarede journalisten også.

”Hver gang, jeg tog på arbejde, fik jeg kvalme. Min mave slog knuder, og jeg husker også de her stik i maven og den forhøjede puls. Jeg kunne mærke, at min krop var i alarmberedskab,” siger Niklas Roar, der også fortæller, at han blev blegere, mens stressen var inde på livet af ham.

Hans appetit var også borte med efterårsblæsten, og i de lange, mørke nattetimer stirrede han op i loftet i flere timer. Han kunne ikke sove. 

Bankkontoen var tom

Problemerne fortsatte i fire-fem måneder. Han følte sig fanget. Ekstra Bladet omrokerede på redaktionen, og Niklas Roar kunne ikke se enden på det. En septemberdag traskede han igen, igen rundt i karruseldøren. Kvalmen rammer igen. Tårerne presser på. Dagens morgenmøde går i gang og alle journalisterne står og lytter – men ikke Niklas Roar. Han hører intet. Pludselig triller tårerne ned ad kinderne på ham. Han spæner ud til en toiletbås og låser døren.

”Det hele var som at hamre panden mod en mur – jeg fik det dårligere og dårligere, uge for uge,” siger Niklas Roar.

Han så en psykolog seks gange efter episoden. Psykologen fortalte ham, at han skulle se sit liv som en bankkonto. Der var blevet hævet og hævet fra kontoen. Men nu skulle der sættes penge ind igen. Det skulle han gøre ved at gøre de ting, der gør ham glad.

”Jeg skulle kort sagt gøre ting, jeg havde lyst til at gøre. For mig var det at spille musik, at gå ture i skoven, lave mad eller at se mine børn. Det hjalp,” siger Niklas Roar.

En måned senere blev hans opsigelse med Ekstra Bladet skrevet under. Niklas Roar ville have kontrollen over sit eget liv tilbage.

”Nok sagde jeg farvel til mit gode, vellønnede job med frynsegoder, men nu tager jeg selv beslutningerne,” siger Niklas Roar, der nu delvist underviser på et gymnasium og har bloggen http://foodroar.dk.

Altid stress og støj
Hans skrivebord i det store redaktionslokale er nu ryddet for hans ting. Hans kollegaer suser atter forbi på ny med blok, pen og telefon i hånden. Men for Niklas Roar er det et overstået kapitel.

”Jeg havde ikke selv prøvet at have stress før, og jeg havde svært ved at anerkende, at det eksisterede. Jeg troede ikke, at det kunne ramme så hårdt fysisk. I lang tid efter var jeg stadig nervøs for at blive ramt af det igen. Det ulmede hele tiden. For jeg kunne jo knække igen,” siger Niklas Roar.

På Ekstra Bladet prøver de at sikre sig, at der bliver taget hånd om stressede journalister. Det siger arbejdsmiljørepræsentant og assisterende nyhedschef Nanna Cecilia Pedersen.

”Det er vores ansvar, at folk, der går på arbejde på Ekstra Bladet, ikke har en knude i maven, når de er her,” siger Nanna Cecilia Pedersen og fortæller, at mediehuset har en fast aftale med en psykolog, der kender til arbejdet med journalister.

På Ekstra Bladet er der altid stress og støj ifølge arbejdsmiljørepræsentanten. Det kan have konsekvenser.

”Her er en hektisk hverdag. Sådan er det bare. Journalister bliver bombarderet med historier fra højre og venstre, og der er storrumskultur. Men selvom der er fordele ved det, kan storrumskulturen kan generelt have en dårlig indvirkning på i forvejen stressede journalister. Desværre,” siger Nanna Cecilia Pedersen.

Niklas Roar har nu fundet en vej ud af stress. For journalisten gik vejen gennem potter og pander og over til madlavning og freelancearbejde. Men det skulle være sket før.

”Set i bakspejlet kan det være, at jeg skulle have sagt farvel til det hele før. Mit råd til andre er at reagere på tegnene, så snart du mærker dem. Lyt til din krop,” siger Niklas Roar.

Foto: Andreas Vinther.

Stine Østergaard havde en turbulent praktikstart, men endte med det fulde ansvar for Ebeltoft Folketidende

Stine Østergaard havde en turbulent praktikstart, men endte med det fulde ansvar for Ebeltoft Folketidende

Stine Østergaard havde en turbulent praktikstart, men endte med det fulde ansvar for Ebeltoft Folketidende

Selvom Stine Østergaards største ønske var Regional-TV, måtte hun først igennem tre afslag og en omstilling fra en praktikplads i Vejle til en plads i Aarhus for at ende ved Ebeltoft Folketidende. Selvom det er meget lokalt, er det ikke for småt for hende.

Skribent: Anja Søndergård

Udgivet den 20. december 2018

Både radiovolumen og varmen skærpes, og lynlåsen sitrer, idet den hives op til halsen på denne grå decembermorgen. I det åbne handskerum kløjes CD-covers om den trænge plads, og i dørlommen hviler resterne af en blå pakke tyggegummi.

Det er en typisk morgen for Stine Østergaard, der drejer fra på motorvejen mod Ebeltoft. Google Maps pludrer fra midterpartiets kopholder, men hun behøver den ikke. Asfalten til Ebeltoft er fast inventar.

I dag har hun to interviewaftaler i den syddjurske by. Egentlig plejer hun at bruge torsdage på at skrive artikler, som trives bedst med deadline fredag middag, inden det kommer i trykken mandag. Men planlægningen denne uge snublede, så hun må bruge torsdagen både på at interviewe og på at skrive, for nogle gange må hun tage, hvad hun kan få.

Hendes næsten hvide hår har stadig halvvåde lokker. Urviserne løb ikke fra hende denne morgen, hvor hun først skulle afsted klokken 9. Hendes hverdag udspilles ellers oftest i den hvide Citroën C1 fra 8-tiden.

”Der er dage, hvor det er ensomt i bilen, men så får jeg krydset min alenetid af,” siger Stine Østergaard.

 

Fra Vejle til Aarhus til Ebeltoft

Stine Østergaards plan var aldrig at skrive for Lokalavisen, men efter tre afslag på panikdagen og en halvflytning til Vejle ledte de hektiske omstillinger hende til Djursland, hvor hun nu disponerer hele Ebeltoft Folketidende, der udkommer hver tirsdag.

”Jeg troede, jeg ville lave regional-TV, og jeg ville vise, at jeg kunne være ambitiøs, så jeg søgte TV-Midtvest, TV Syd og TV2 Østjylland,” siger hun.

Men panikdagen varede kun 30 sekunder for Stine Østergaard, der tog hjem efter de tre afslag. Der var for mange praktiksøgende til de få praktikpladser, så hun endte med at gå i match-room sidst på dagen.

”Det var mærkeligt, at nogle poppede champagne, mens andre græd,” siger hun.

Der manglede en til Lokalavisen Vejle, men det krævede, at man flyttede til byen. Men det skræmte ikke Stine Østergaard, som takkede ja til pladsen og fandt en lejlighed i Vejle. Men i sommeren, hvor hun skulle starte, blev avisen solgt til Jyskfynske Medier, som ikke beholdt praktikpladsen.

”De sagde, at de i stedet kunne tilbyde mig en plads på Aarhus Onsdag. Så jeg skulle lige finde ud af, hvad det var,” siger hun.

Stine Østergaard vidste kun, at det lå i Aarhus og måtte opsige lejligheden i Vejle for at finde en ny i smilets by. Hendes ønske var at lave portrætter og reportager, men avisen var en slags kulturguide for Aarhus.

”Jeg troede aldrig, det ville være mig, men det var faktisk fedt, for det var lettilgængeligt, og jeg lærte en masse om formidling og kommunikation,” siger hun.

Kontrakten var kun på 12 måneder, men til Stine Østergaards held kom de til at mangle en på Lokalavisen for Djursland, som hun startede ved efter syv måneder på Aarhus Onsdag. Men også her krævede det, at hun var omstillingsparat, for kontoret lå i Ebeltoft. Men heldigvis fik hun lov at have base på kontoret i Aarhus, så hun ikke skulle til Ebeltoft hver dag.

 

Interviews ved Byhistorisk Arkiv og Busses Radio

Gaderne i Frigattens by er øde på denne årstid, men det emmer af forestillinger om det lokale byliv i sommertiden. Det første stop er ved Byhistorisk Arkiv, der kobler sig til brandstationen. Stine Østergaard griber kameratasken på bagsædet og tjekker, at hun har skriveblok, kuglepen og SD-kortet med.

Inde bag de gule mursten overrumples hun af mapper og tidsskrifter fra attenhundrede-og-hvidkål. Reoler fra gulv til loft danner vejen ind til et halvkoldt lokale, hvor Else Marie Laigaard sidder med sin nye bog ’På Vej’, der rummer alle de gamle myter og historier om byens vejnavne.

Stine Østergaard tager plads på den brune stol overfor den frivillige pensionist ved et grønt bord med ridser. Mellem dem står tre dåser, hvor julenisser er afbildet. Interviewet begynder med baggrundslarm fra kaffemaskinen, men overdøves hurtigt af Else Marie Laigaards fortælling om vejskiltet ’Fedt-Mikkels Gang’, der er blevet stjålet flere gange.

Stine Østergaard læner sig ind over bordet i sin himmelblå striktrøje, mens hendes hånd haster over notesblokken. De er omringet af jordfarvede mapper, men Stine Østergaard holder blikket på sin kilde, når hun ser op fra papiret.

”Jeg vil gerne selv vide, hvorfor det hedder Adelgade,” siger Stine Østergaard.

Inden hun forlader det historiske rum, giver hun sit visitkort og snupper et billede af Else Marie Laigaard i lyset fra en bordlampe. Om et kvarter har hun en aftale i den brostensbelagte gågade hos Busses Radio, som efter en årrække lukker den fysiske forretning.

Butikken er spækket med alle slags radioer og tilbehør, og ejeren imødekommer Stine Østergaard ved disken i sin sandfarvede vest, hvor brillerne hænger udover i en tynd snor. De gennes væk i et baglokale, der minder om et værksted med skruetrækkere, opslagstavle og otte forskellige vægure med hver deres visekapløb. Igen får hendes notesblok opmærksomhed, mens butiksejeren fortæller.

”Jeg vil også skrive om Ebeltoft Håndbold, for de er rykket op, og én fra foreningen har adresse ved Sportigan, så der kigger jeg lige ind,” siger hun efter interviewet, inden turen går til Aarhus.

 

Det lokale er nærværende

Selvom Stine Østergaard nogle gange er idétom, finder hun altid en måde at fylde avisen ud på. Faktisk har hun ikke skrevet noget, som ikke er blevet udgivet. Idéerne kommer især fra befolkningen, som sender pressemeddelelser og tips om begivenheder i byen.

”Og min praktikvejleder fodrer mig med idéer,” siger hun.

For Stine Østergaard handler det om at finde en balance, hvor hun ikke har for meget eller for lidt stof, for hun har ansvaret for at fylde avisen ud og har stor indflydelse på, hvad der udgives.

”Jeg havde en idé om, at det var nemmere at gøre, som folk fortalte mig, men det er federe at blande sig og have noget at sige,” siger hun.

Selvstændighed og frihed karakteriserer Stine Østergaards hverdag, men nogle gange kan det være overvældende at have så meget ansvar.

”Hvis jeg bruger noget af min fritid på arbejde, er jeg også god til at trække det fra i den anden ende, og i nogle uger når jeg ikke alt det, jeg ønsker. Men man bliver skarp af at producere og få det ud i virkeligheden,” siger hun.

For Stine Østergaard er det vigtigt at have ejerskab over stoffet, selvom Midtjylland ikke byder på lige så meget som Sjælland. Desuden prioriterede hun at være tæt på sit netværk i det jyske.

”Jeg ledte efter et praktiksted, hvor det var vigtigt, hvad man skrev, selvom man ikke vælter en borgmester, og et sted hvor jeg var glad efter arbejdet,” siger hun.

Stine Østergaard værdsætter, at hun endte på Lokalavisen og er på ligefod med de andre journalister, selvom det værste var, at hun skulle omstille sig så mange gange.

”Jeg er overrasket over, hvor engagerede folk er i lokalsamfundet. Intet er for småt, for der er altid nogen, der synes, det er det vigtigste i verden, og det er fantastisk,” siger hun.

Og efter at have lært bylivet at kende, føler hun, at hun er blevet en del af det.

”Jeg kan godt lide lokallivet. Det er nærværende. Jeg mærker det, når folk går op i det, de fortæller mig,” siger hun.

 

Mere afprøvelse inden fast arbejde

Stine Østergaard kravler ud af sin bil på parkeringspladsen ved Lokalavisen i Aarhus. I dag har hun ikke skriveblokade, for hun har allerede skabeloner i sit hoved til, hvordan artiklerne skal skrives.

”Til historien fra byarkivet, skal jeg have noget tekst omkring tilblivelsen af bogen og nogle forskellige indgangsvinkler som faktabokse om historierne bag vejnavnene,” siger hun, mens hun snor sig op ad trappen til den lange gang med omkring 20 døre ind til større kontorer.

Hun sætter sig på kontorstolen ved sit skrivebord, hvor computerskærmen dominerer. Papirer og blokke flyder, og på hendes fastnettelefon står hendes navn i displayfeltet. Udsigten er til nyere lejligheder gemt væk tæt på Ceres-byen.

”Jeg lærte det med at få mange indgangsvinkler til mine artikel på Aarhus Onsdag. Og fordi lokalavisen ikke lægger så meget op til det, vil jeg gerne udfordre det med snack-reading og billeder,” siger hun.

Selvom Stine Østergaard godt kan se sig selv arbejde på Lokalavisen engang i fremtiden, vil hun ud at prøve andre ting af, inden hun slår sig ned efter DMJX.

”Formidling er spændende, og jeg har fundet det interessant med billeder og video. Så måske noget kommunikation og noget teknisk,” siger hun.

Hvis Stine Østergaard selv kunne bestemme, ville hun lave gakket underholdning. Men i dag skal hun skrive de to artikler, udfylde kørebogen og være klar til at udfylde de tomme felter i Ebeltoft Folketidende. Og når hun den 31. januar er færdig i praktikken, drager hun videre til Madrid i fire måneder på udveksling.

Stifter af Twitter og Medium: Medier og teknologi skal flyde sammen i fremtiden

Stifter af Twitter og Medium: Medier og teknologi skal flyde sammen i fremtiden

UDE
Stifter af Twitter og Medium: Medier og teknologi skal flyde sammen i fremtiden

Evan Williams er 46 år og legende i Silicon Valley, og måske er han både en del af problemet og løsningen på den eksistentielle krise, som traditionelle medier for tiden sumper rundt i. Det talte han om, da han for nyligt blev interviewet foran en fyldt arena i Lissabon.

Skribent: RASMUS SCHULZ

Udgivet den 17. december 2018

Fake news buldrer derudaf, antallet af ansatte på de store publikationer er i frit fald, og eksperimentet med alene at lade reklamer finansiere kvalitetsjournalistik har slået fejl.

Det var præmisserne, da Evan Williams, der er medstifter af Twitter og stifter af udgivelsesplatformen Medium, for nyligt gik på scenen i Lissabon ved Web Summit; en årlig konference for verdens tech-industri. Med Laurie Segall, der er senior teknologikorrespondent hos CNN, til at interviewe sig, skulle han tale om, hvordan fremtiden ser ud for kvalitetsjournalistik, i en verden hvor det fortsat bliver sværere at finde finanser til den.

”Et af samfundets største problemer er, at vi har skabt en verden, hvori opmærksomhed bliver belønnet – i kvantitet. Det handler ikke om kvaliteten af opmærksomhed, eller om hvorvidt folk bliver gladere eller klogere, men udelukkende om at man får deres opmærksomhed,” ridsede Evan Williams op i begyndelsen af interviewet, der foregik foran små 20.000 mennesker i Altice Arena i Lissabon på den sidste aften ved Web Summit.

 

Teknologien skal flyde ud over medielandskabet

Så hvordan skal kvalitetsjournalistikken overleve i en digitaliseret verden, som ikke synes at belønne den?

Ifølge Evan Williams skal teknologi og medier gå fra at være naboer til at være bofæller. For selvom traditionelle medier har levet på internettet i noget tid, har de stadig kun brugt teknologien som et værktøj snarere end som en kompagnon.

”På internettet er der medie-drevne medier (de traditionelle, red.), hvor mennesker bestemmer, hvad du skal se, som lever side om side med tech-drevne medier (de sociale, red.), hvor algoritmer står for kurateringen,” forklarer han.

Problemet med de traditionelle medier er, at deres artikler produceres af få mennesker, og at kun de få, der betaler, har adgang til dem. På de sociale medier er problemet, at de lever i en onlineversion af det vilde vesten, hvor alle kan producere og alle har adgang.

Medium, som Williams sidder i direktørstolen hos, er en online udgivelsesplatform, hvor professionelle journalister såvel som amatører skriver alt fra dybdegående artikler til personlige blogindlæg. Der bliver udgivet op mod 20.000 artikler om dagen, og mediet, hvis man kan tillade sig at tiltale det som et sådant, har omtrent 90 millioner faste læsere – det er flere end New York Times.

”Det, vi har omfavnet hos Medium, er, at den bedste løsning for både forbrugeren og skaberen er at lade medier og teknologi flyde sammen. På den måde har vi ikke en åben platform, hvor alt går an, samtidigt med at vi ikke låser os inde i en lukket verden, hvor kun ganske få har adgang,” sagde Williams.

Hos Medium er opskriften på denne smoothie af teknologi og mere traditionelle mediearbejdsmetoder, at man først har ansatte til at læse og udvælge alt kvalitetsmaterialet, og derefter bruger algoritmer til at sørge for, at folk ser artikler om de emner, som de før har vist interesse for.

 

Jagten på det økonomiske incitament

Men spørgsmålet er, om mange medier ikke allerede lever i et fornuftsægteskab, hvor de kan bruge Facebook og alskens andre digitale medier til at reklamere gratis (eller billigt) for deres artikler og produkter på?

”Well …,” tøvede Williams og vendte tilbage til det problem, han selv blev en af fædrene til, da han i sin tid var med til at sætte Twitter i verden.

Det er opmærksomhedsøkonomien, som han kalder den. Den fodrer os med alt det, som ikke gør os til gladere eller bedre mennesker. Fordi vi ikke betaler af egen lomme, tager vi passivt imod.

”Tænk på junkfood. Hvis nogen giver gratis junkfood så spiser folk det sandsynligvis, men det betyder ikke, at de bliver glade eller synes, det var godt. Men så snart folk selv begynder at betale for tingene, så vil de have noget, der får dem til at have det godt,” sagde Williams.

Det handler om, at der skal være et økonomisk incitament til at lave gode, informative artikler. Det incitament kan ikke være reklameindtægter alene, fordi det, der griber folks opmærksomhed, ofte er det værste, internettet har at byde på, som eksempelvis clickbait, fake news og lignende vederstyggeligheder.

Her skal man altså forstå, at problemet ikke direkte består i, at der er reklamer ude i siden af den hæderlige artikel, man læser på sin foretrukne nyhedsside. Snarere handler det om, at de reklamer bliver mere værd, jo flere der klikker ind på artiklen, og at de overskrifter, der for alvor trækker klik, sjældent harmonerer med konceptet om god og fair journalistik.

Den bedste måde at finansiere god journalistik er ifølge Williams ved hjælp af abonnementer. Så er det ikke længere antallet af klik, der afgør, hvad der bliver skrevet og udgivet, men snarere, hvordan produktet får forbrugeren til at føle. Bliver de gladere, bliver de klogere?

 

Reality-fasen

”Hvad så, hvis det rent faktisk lykkes os at løse det her problem. Hvordan ser medielandskabet så ud om 10 til 15 år?” spurgte Laurie Segall. Williams rykkede ud på kanten af sofaen og talte hurtigere og højere, end han havde gjort, da snakken gik på sociale medier.

”For 15 år siden så reality-tv ud til at være slutresultatet af et halvt århundredes udvikling af TV-mediet. Det var et resultat af, at det var den billigste måde at få opmærksomhed på, men siden da har mediet udviklet sig meget” sagde han.

Bevares, reality-tv findes stadigvæk, men det er blevet efterfulgt af bedre programmer, end der fandtes før. På internettet er vi stadig i reality-fasen, men ifølge Williams er det, der kendetegner tiden lige nu, at vi endeligt er begyndt at bevæge os væk fra den her fase, væk fra den her opmærksomhedsøkonomi. Sammen med nye teknologiske landvindinger varsler denne overgang i måden, hvorpå publikationer og medier finansieres, om nye tider.

”Fremover venter en fantastisk tid for journalistik og nye måder lave den på og fortælle historier på, som ikke kan lade sig gøre ved hjælp af reklamefinansiering,” sagde Williams.

 

Den digitaliserede fremtid

Af gode grunde kan man svært bede ham fortælle, præcis hvordan fremtiden kommer til at se ud. Ikke desto mindre var Williams en fornuftig stemme fra den lejr, som, mange mener, truer de gode, gammeldags mediehuse allermest. Men det bliver kun mere klart, at der skal ske et eller andet, hvis kvalitetsjournalistik fortsat skal være at finde på den brede sendeflade i de kommende årtier, og en af de ting, medierne kan gøre, er at samarbejde intenst med folk som Williams.

For digitaliseringen af medier såvel som resten af samfundet galopperer derudaf, og det er svært at se, hvordan journalistikken skal føres elegant ind i fremtiden, hvis det ikke skal ske med hjælp fra de tech-genier, der er med til at forme den.

Alverdens chefredaktører er ikke længere de primære landskabsarkitekter, når medielandskabet skal formes. Alternativerne til at sidde med en papiravis er uendelige, og derfor må man tænke i incitamenter som aldrig før. Der skal være incitamenter til at producere ærlig og gennemarbejdet journalistik, og at skabe disse er en opgave, der ligger hos samfundet som helhed.

Da Evan Williams i sit anonyme outfit bestående af jeans og T-shirt med en åben hættetrøje over traskede af scenen, efterlod han sig nogle spørgsmål. For hvordan får man præcist folk til at betale for nyheder og artikler, som flere medier udbyder gratis? Skal offentligheden selv indse, at det er det bedste? Hvordan skal det ske?

Abonnementet er ikke ligefrem nogen ny opfindelse, hvorfor er det pludseligt blevet en del af løsningen på det her problem? Er der en måde at flette teknologi og medier sammen, uden at det bliver en kopi af Williams’ eget firma, Medium?

Svarene blæser i vinden, men på et eller andet tidspunkt er der forhåbentligt en ung journalist og et tech-geni, der sætter sig sammen og finder nogle af dem.