Har vi glemt, hvorfor fagforening er vigtigt?

Har vi glemt, hvorfor fagforening er vigtigt?

Løn og rettigheder kommer ikke af sig selv. Det kom- mer af, at vi står sammen. Det er ikke mindre vigtigt i dag. Alligevel virker det som om, at vi har glemt det.

DEBATINDLÆG AF JOHANNA MAJ VARMING, FORMAND I KAJ, MEDIE- OG JOURNALISTSTUDERENDE

Udgivet den 21. oktober 2019

I slutningen af mit 1. semester sad jeg på et tidspunkt i Kurt med en studiekammerat, der proklamerede, at det eneste, hun havde fået ud af sit medlemskab i Dansk Journalistforbund, var pressekortet.
Jeg forklarede hende selvfølgelig med det samme, at det ikke passer. At hun var aktiv i en af skolens foreninger, som får støtte af os, og at hun faktisk allerede havde været til ét af vores arrangementer.
Og i løbet af hendes studietid ville hun møde os meget mere. Hun ville kunne gå til kurser, søge om støtte til at komme på studietur i praktikken, og ikke mindst var hun sikret ordentlig løn og rettigheder, når hun skulle i praktik.
Bare for at nævne et par stykker. Og nu kigger vi endda kun på det, fagforeningen gør for de studerende.

Episoder som denne får mig til at tænke på, om vi har glemt vigtigheden af vores fagforening? For hun er ikke alene. Medlemstallet er faldende, godt nok svagt, men over en længere periode. Vi kan ikke længere fylde Frøberts til vores generalforsamlinger, og der er pludseligt langt til dengang, der var kampvalg om formandsposten.
Skal jeg stille mig selv det kritiske spørgsmål, så kan man spørge, om det er fordi, fagforeninger er mindre relevante i dag? Har vi kæmpet dét, der skulle kæmpes? Men den køber jeg ikke.
Vi er på vej ud i en branche præget af stor usikkerhed, hvor fyringsrunder og freelancearbejde venter.
Jeg har i min praktik på DR selv været vidne til den største besparelse i DR’s historie, og jeg har set, hvordan flere freelancere fylder i vagtplanen.
Og en freelancestilling er, hvad jeg og mange af mine medpraktikanter gør os forhåbninger om at kunne opnå, når vi engang er færdige med praktikken.

Som journalistpraktikant er det nemt at tage praktikløn og rettigheder om feedback for givet. Men vi behøver blot kigge på vores medstuderende på kommunikationsuddannelsen for at blive mindet om, at det langt fra er virkeligheden for alle studerende.
Kommunikatørerne skal i deres første praktik klare sig for deres SU, og selvom Danske Mediestuderende har kæmpet for, at man må få en erkendtlighed på op til 3000 kroner, hvis man er i SU-praktik, så er det desværre vores indtryk, at det er de færreste, der får det.
Det betyder ikke, at vi skal være tilfredse med, at praktiklønnen blev sat ned. Tværtimod. Men det ville måske klæde os at huske på, at løn og rettigheder ikke er noget, der er kommet af sig selv.
Så når min studieveninde dengang på 1. semester spurgte mig om, hvad hun overhovedet får ud af sin fagforening, så tænker jeg på, om vi har glemt den større fortælling?
Men jeg tænker også på, om vi som fagforening er blevet for dårlig til at fortælle den?
Og jeg tænker på, hvordan vi kan lykkes med at fortælle dig, som er medlem, hvad det er, KaJ gør for dig. 

Skolens elever føler sig ikke nok involverede i den nye fredagsbar

Skolens elever føler sig ikke nok involverede i den nye fredagsbar

Skolens elever føler sig ikke nok involverede i den nye fredagsbar

Snart står en ny og anderledes bar klar i Danmarks Medie- og Journalisthøjskoles lokaler på Katrinebjergvej. Den nye fredagsbar skal præges af elevernes input, mener ledelsen på DMJX. Det er dog ikke alle elever, der har følt sig hørt, og især holdet bag Kurt Strandbar føler sig udeladt fra beslutninger vedrørende den nye fredagsbar. Det er til trods for, at der faktisk har været elever involveret i processen.

Illustrator: Amalie Møller Dybro

Skribent: Marie Møller Munksgaard
Illustrator: Amalie Møller Dybro

Udgivet den 20. oktober 2019

Der er ikke længe til, at de studerende på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole skal vinke farvel til Kurt Strandbar, som vi kender den. Snart bliver de gamle togsæder og den tunge dunst af øl fra kælderen skiftet ud med en multifunktionel fredagsbar på Katrinebjergvej. Når den nye fredagsbar står klar til brug, ønsker styregruppen for byggeriet, der er en del af skolens ledelse, at det skal være eleverne og ikke kun ledelsen, der sætter deres præg på den nye bar.

 ”Der er nogle faste fysiske rammer for, hvordan den nye fredagsbar skal se ud, men det er de studerende, der skal være med til at skabe den nye bar,” siger Henrik Wilhelm Jørgensen, intern byggeleder ved Bygning og Facility på DMJX og medlem af styregruppen for byggeriet.

De fysiske rammer for fredagsbaren er nu på plads, men det er i høj grad de studerende, der skal skabe stemningen og kulturen i den nye bar, mener Henrik Wilhelm Jørgensen.
Han håber, at de studerende, der følger med til den nye skole på Katrinebjergvej, har lyst til at være med til at skabe rammerne for en ny og anderledes fredagsbar.

Eleverne savner information
Det er dog ikke alle elever, der føler, at de har haft mulighed for at involvere sig i projektet. Medlemmerne af DMJX’ nuværende fredagsbar, Kurt Strandbar, har savnet flere informationer fra ledelsen og muligheden for at få indflydelse.

 ”Det har ikke føltes som om, at vi har haft en stemme i hele den her proces. Det virker nærmere som om, at vi skal indrette os efter de lokaler, der kommer, og så må vi arbejde med, hvad vi nu får,” siger Maja Hastrup Wistesen, som er formand for Kurt Strandbar.

 Maja Hastrup Wistesen giver udtryk for, at Kurt Strandbar har savnet et bindeled mellem dem og ledelsen, hvor de har kunnet sparre med hinanden. I stedet står det lige nu relativt uklart for Kurt Strandbar, hvilken slags fredagsbar de går i møde i 2020.

”Det kunne have været rart med en lille opdatering om, hvad der skal ske, da vi så allerede nu kunne arbejde os hen mod det,” siger Maja Hastrup Wistesen.

Det er ikke kun Kurt Strandbar, der ikke har følt sig involveret. I et spørgeskema lavet af Illustreret Bunker svarer halvdelen af de 100 elever, der har besvaret spørgeskemaet, at de har oplevet, at der var en meget lav grad af mulighed for at blive involveret i den nye fredagsbar. Dette er på trods af, at lidt over halvdelen af de 100 elever syntes, at det i høj grad er relevant at involvere eleverne.

Selvom Kurt Strandbar savner mere information fra ledelsen, prøver de at se positivt fremad mod den nye fredagsbar. Derfor er det også ekstra vigtigt for Kurt Strandbar at føre ånden fra den nuværende bar videre. Står det til dem, skal det blandt andet ske gennem de personer, der flytter med videre til fredagsbaren i det nye byggeri.

”Kurt skal ikke bare være en kælder med mennesker, men det skal være os som mennesker, der definerer Kurt. Det prøver vi at holde fast i, sådan at vi ikke lader os definere af de nye lokaler. Det er os, der skal forme omgivelserne mere end den anden vej rundt,” siger Maja Hastrup Wistesen.

For selvom Kurt Strandbar ikke synes, de har været inddraget i beslutningerne, skal de nye lokaler ikke være afgørende for, om man kan videreføre den nuværende stemning. I stedet er det op til Kurt og skolens elever at sætte det ønskede præg på de nye omgivelser.

Historien risikerer at gå tabt

Selvom både Henrik Wilhelm Jørgensen og Kurt Strandbar er positive over for mulighederne i de nye lokaler, lægger ingen af dem skjul på, at der er en risiko for, at noget af historien om fredagsbaren vil forsvinde, når den flytter. 

”Rammerne for fredagsbaren lige nu er helt unikke. Vi har 40-års jubilæum på dette semester. Det er de gamle togsæder, der er dernede nu, som blev sat derned for 40 år siden. Derfor er det noget helt særligt,” siger Maja Hastrup Wistesen. 

Man kan ikke komme udenom, at de nuværende rammer for fredagsbaren emmer af skolens historie.
Også Henrik Wilhelm Jørgensen mener, at noget af barens historie kan risikere at gå tabt, når skolen flytter:

 ”Jeg kan godt genkende følelsen af at være i indhyllet i et rum, hvor der gennem generationer har siddet journalister med en cigaret i munden og en flaske øl foran sig.”

Det kan blive svært at efterligne følelsen i nye lokaler uden den samme historie. Det behøver dog ikke nødvendigvis kun at være negativt, da det giver eleverne mulighed for at definere fredagsbaren på ny, mener Henrik Wilhelm Jørgensen:

”Her må det være op til brugerne af den nye fredagsbar at skabe en ny historie.”

Ny og spændende udfordring
For Henrik Wilhelm Jørgensen bliver det ikke kun et tab af historie, når baren sammen med skolen rykker. Det er også en god mulighed for at nytænke fredagsbaren og sætte nogle nye rammer for, hvordan vi mødes med hinanden på tværs af studier og semestre:

”Det er den rette vej at tænke, at vi skal nyskabe fredagsbaren fremfor at genskabe den. Det er en vigtig del af fortællingen, at når vi flytter over i noget nyt, får vi muligheden for at kaste noget fortid væk og gentænke, hvordan vi har lyst til at definere os selv.”

Henrik Wilhelm Jørgensen ser flytningen til nye lokaler som en mulighed for at genoverveje, hvordan man ønsker at skabe en stemningsfyldt fredagsbar. Den nye fredagsbar bliver især anderledes fra den nuværende, idet lokalerne både skal kunne fungere som undervisningslokaler og som fredagsbar.

 ”Det bliver ikke en fredagsbar, som vi kender den i dag. Tanken er, at baren skal have mange funktioner,” siger han.

Selvom der kommer helt nye rammer for fredagsbaren i de nye lokaler, understreger Maja Hastrup Wistesen dog, at det er vigtigt at videreføre den nuværende skævhed, som kun Kurt Strandbar har:

”Den her institution er skæv på mange måder. Der er så mange typer, og dem skal der virkelig være plads til. Når vi flytter, må vi kæmpe det hårdere for at holde fast i den skævhed, som Kurt Strandbar har. Det er nemlig det twist og den kant, som vi godt kan lide at have i vores fredagsbar.”

De nye lokaler på Katrinebjergvej burde ifølge Henrik Wilhelm Jørgensen stå klar til indflytning omkring april 2020. Hvad der skal ske med den nuværende Kurt Strandbar er endnu usikkert. Hvor meget af baren der skal bevares bliver op til de nye ejere at beslutte.

Underviser uenig i elevernes kritik
Selvom en del af skolens elever savner involvering i fredagsbaren, har der ifølge Jan Dyberg Larsen, som er lektor i journalistik på DMJX, været fokus på at få de studerende med i processen. Jan Dyberg Larsen har været med i en projektgruppe, der har udvalgt vinderprojektet til det nye DMJX fra 2016/2017 og frem til i dag. I projektgruppen har der hele tiden været en repræsentant for de studerende til stede ifølge Jan Dyberg Larsen. Dog husker han ikke, hvem der repræsenterer eleverne lige nu, men slår fast, at eleverne har været inddraget i beslutningerne vedrørende den nye fredagsbar. På trods af elevrepræsentanterne i projektgruppen årene igennem, er der stadig en del af de nuværende elever og Kurt Strandbar, der ikke føler sig hørt.

Henrik Wilhelm Jørgensen inviterede den 10. oktober 2019, samme dag som artiklen udkom, Maja Hastrup Wistesen til en dialog og rundtur på den nye skole på Katrinebjerg. Både Maja Hastrup Wistesen og næstformanden i Kurt Strandbar har takket ja til at deltage.

Deadline er ikke bange for det langhårede

Deadline er ikke bange for det langhårede

Deadline er ikke bange for det langhårede

I Deadline lader de sig ikke skræmme af det tunge rugbrødsstof. De forsøger at lave historier med substans og stille svære, kritiske spørgsmål. Men det er en krævende arbejdsproces. På redaktionen arbejder de hele dagen op til aftenen, hvor programmet ruller over skærmen.

Skribent: Caroline Rossmeisl
Fotograf: Magnus Hove Johansson

Udgivet den 18. oktober 2019

”3-2-1, og intro kører.”

”Standby kamera 1 og 4.”

”Og værsgo, Jacob!”

De rullende kameraer kører rundt i studiet som små robotter.
Det er fredag aften, og klokken er 22.30. Gangene i DR-Byen ligger øde hen i mørket. Men for enden af gangen til Deadline-studiet er der lys. Deadline-redaktionen har endnu ikke fået fyraften. Aftenens udsendelse skal netop til at gå i gang.

Inden hver udsendelse bliver alt testet af gennem en prøve. Det er her fejlene skal opdages. Står der det rigtige på teleprompteren? Er introen klippet korrekt? Der er ikke plads til fejl, når først kameraerne kører.

Den gode ide vinder

Deadline er et nyheds- og aktualitetsprogram på DR2, der sendes direkte alle ugens dage klokken 22.30. Programmet har et særligt fokus på at skabe debat om samfundsaktuelle spørgsmål og gå kritisk til magthaverne. De er omkring 20 mennesker ansat på redaktionen. Men de er altid kun fire medarbejdere om at gennemføre den 30 minutter lange udsendelse.

Det er nu næsten tolv timer siden, at redaktionen mødte ind.

Dagen startede klokken 11.30 med et redaktionsmøde. 

Allerede inden redaktionsmødet er en af aftenens første historier på plads. Forfatteren Malene Lei Raben kommer i studiet som gæst. Men den anden historie til aftenens udsendelse mangler stadig og skal findes.

Alle journalisterne sidder med en lille notesblok foran sig. Så snart en ide bliver foreslået, kommer kuglepennene på arbejde. 

”Alle ideer kan komme på bordet, og alle kan komme med dem. Det kan ligeså ofte være en redaktørs ide, der bliver brugt, som en praktikants. Det er den gode idé, der vinder,” siger Dorthe Vølver Bentzen, som er en af redaktørerne på Deadline og i dag også ordstyrer for morgenens møde.

En praktikant foreslår en historie om demonstrationer i Egyptens hovedstad, Kairo.

”Er det ikke svært med billeder?” lyder det fra en af journalisterne. 

”Jo, det er jo meget mobilfilmet. Men det kunne være interessant,” svarer redaktøren. 

Ifølge Dorthe Vølver Bentzen er det vigtigt, at de får diskuteret ideerne til bunds.

”Jo flere gange vi kan få ideen igennem vridemaskinen, jo bedre bliver den også. Ofte ender vi et sted, der er langt fra der, hvor vi startede,” siger hun.

Efter de mange ideer er blevet vendt og drejet, ender redaktionen foreløbigt med at gå videre med historien om demonstrationen i Kairo.

Der er hurtige nyheder alle andre steder

Det er nogle intense dage, når man skal sende Deadline. 

De, der er med til at producere en udsendelse, er på arbejde fra klokken elleve om morgenen, til programmet har rullet over skærmen sent om aftenen. 

Men journalisterne har kun de tolv timer lange vagter tre gange om ugen, og det er der god grund til.

Lasse Lauridsen fortæller, at det er nogle krævende dage, og at han ofte føler sig kvæstet efter en uge, hvor han har været med til at sende flere udsendelser. 

”I dagene efter kan det føles lidt som at have tømmermænd,” siger han.

Men netop den lange dag giver mulighed for, at journalisterne kan grave sig ned i emnet.

De får mulighed for at researche igennem og fordybe sig, som det kræver, når man for eksempel skal kunne gå kritisk til en politikers argumenter. 

At man trods tidspresset kan fordybe sig i stoffet er netop kernen i konceptet på Deadline. Det fortæller Dorthe Vølver Bentzen. 

”Der er hurtige nyheder andre steder. Vores DNA er ikke at proppe alt for mange elementer ind. Vi har som regel kun to historier for at give plads til, at vi kommer i dybden,” siger hun.  

Lasse Lauridsen mener også, at Deadline adskiller sig fra andre nyhedsprogrammer. 

”Vi træder et skridt tilbage og forsøger at se nyheden i et andet lys. Er der noget, der er blevet overset? Eller noget, der har været for langhåret og derfor ikke er blevet forklaret i dybden,” siger Lasse Lauridsen, og tilføjer:

”Det langhårede er bestemt ikke noget, vi er bange for.”

Journalisterne møder op på redaktionsmødet med klare ideer. Redaktionsmødet starter nemlig altid med en runde, hvor de en efter en skal komme med deres input til programmet.

Det deadlineske take

Det summer af munter snak på redaktionen. Alligevel kan man fornemme koncentrationen ulme under samtalerne. 

To kolleger har allerede brug for en opkvikkende tår kaffe. De står med hver deres dampende kop og diskuterer dagens muligheder for billedmateriale, mens andre fra redaktionen sidder som limet til deres computerskærme.  

På en kommode placeret midt imellem de to arbejdsstationer ligger otte danske dagblade. De får med jævne mellemrum opmærksomhed af redaktionens journalister, der skæver til dagens største overskrifter.

”Vi orienterer os om, hvad dagens store historie er ved at se, hvad andre mediehuse tager op. Og så forsøger vi at finde det ‘deadlineske’ take på det,” siger Lasse Lauridsen, som er journalist og redaktør på Deadline. Han har haft sin daglige gang på programmet gennem de sidste seks år.

Han fortæller, at Deadline har to ben. Det ene ben er det samfundsrelaterede, hvor magthavere stilles til ansvar gennem et kritisk interview. Det andet ben er perspektivet. Der, hvor de svære og store spørgsmål om samfundet stilles. Det kan for eksempel være gennem en paneldebat med stemmer i den offentlige debat.

Derudover har Deadline også friere rammer end andre nyhedsprogrammer, fortæller redaktør Dorthe Vølver Bentzen. 

”Vores format tillader os at gå i en lidt anden retning og tage nogle flere chancer end klassiske nyhedsprogrammer. Vi laver gerne journalistik på rugbrødsstoffet. Nogle gange lykkes vi med det, og andre gange falder det til jorden,” siger hun. 

Efter Jakob Rosenkrands har trukket i tøjet, bliver bisserne også altid børstet.  

Værten får ikke bare information fra øresneglen

Ved en af computerne sidder Jacob Rosenkrands. Han skal være studievært for aftenens udsendelse. 

Han mødte tidligt ind på arbejde ved redaktionsmødet, ligesom de andre journalister, og har hele dagen arbejdet tæt sammen med dem, der skal stå for udsendelsen.

På bordet ligger en bog. ”Fruen” står der på forsiden. Det er den bog, som aftenens gæst, forfatter Malene Lei Raben, har skrevet. Der er lavet æselører i den.

På Deadline er værterne nemlig meget inde over udsendelserne og de præger, hvilke historier der skal med. 

Hvis der for eksempel er en forfatter inviteret ind som gæst, har værten oftest læst bogen. 

Derudover stiller Deadline-formatet også store krav til værternes research og baggrundsviden, og de forbereder altid deres egne spørgeplaner på forhånd. 

”Man ser tit på film, at værterne får al deres information fra øret. Men det holder ingen steder her. Værten er 100 procent inde i stoffet. De laver et kæmpe stykke arbejde,” siger Dorthe Vølver Bentzen. 

Jacob Rosenkrands har da også læst ”Fruen”, som han skal bruge i aftenens udsendelse. 

”Man er nødt til at tage ejerskab over tingene. Det bliver et meget mere kvalificeret interview, hvis researchen er i orden,” siger han og tager en bid af sin rugbrødsmad. 

Frokosten må sluges hurtigt foran computerskærmen, for et for-interview med aftenens gæst venter.

Journalisterne kigger med fra kontrolrummet og sørger for, at alt går som det skal, mens aftenens program ruller over skærmen.

Må skifte kurs i sidste øjeblik

Klokken er blevet 21.00. Tidspunktet for aftenens udsendelse nærmer sig hastigt. 

Den summen af snak, som fyldte redaktionen tidligere på dagen, er forstummet. Det er de sidste krampetrækninger.

En journalist genfylder en kop med sort kaffe og gaber en smule. 

”Hov!”

Produceren har opdaget en fejl i introen. Bag den lysende skærm får han den hurtigt rettet, så introen er fejlfri, inden prøven skal køre.

Historien om Kairo demonstrationen, der ellers lå på tegnebrættet i morges, er blevet erstattet med en politisk historie om Martin Rossen.

Det sker ofte, at Deadline må skifte kurs i løbet af dagen. For det meste er det fordi, det kan være svært at få de rigtige kilder til at stille op, men i dag skyldtes det en vurdering af, hvilken historie der var mest relevant.

Jacob Rosenkrands sidder i sminkestolen. Med sirlige bevægelser dupper sminkøren ham med lidt pudder. Der er ikke lang tid til, at showet begynder.

”Jeg prøver at afslutte mit arbejde i fornuftig tid, så jeg har god tid til at lade op og komme ned i sminken. Så jeg ikke skal stresse inden udsendelsen,” siger han og læner sig tilbage i stolen. 

Han tager to forskellige sko ud fra garderobeskabet. 

”Hyttesko eller støvler?” spørger han. 

Valget falder på støvlerne. Så trækker han i jakkesættet og begiver sig ind i studiet. Parat til aftenens udsendelse. 

DSR i massiv fremgang efter krise

DSR i massiv fremgang efter krise

DSR i massiv fremgang efter krise

Det er lykkedes De Studerendes Råd at kæmpe sig tilbage efter medlemsflugten sidste efterår. Nu ser DSR fremad mod nye projekter. Målet er at gøre foreningen mere attraktiv og at synliggøre dens betydning for skolens elever.

Forkvinde Janê Gad Akrawi og næstforkvinde Kassandra Thylstrup vil sørge for, at DSR har handling bag ordene.

Skribent: Selma Hildebrand Frederiksen
Foto: Rikke Kjær Poulsen

Udgivet den 14. oktober 2019

Den 19. september skulle De Studerendes Råd holde bestyrelsesmøde, og vigtigste punkt på dagsordenen var valget af ny formand og næstformand. Daværende næstforkvinde Janê Gad Akrawi var nervøs for, om der overhovedet ville møde nogen op. Hendes bekymring blev dog gjort til skamme.

Da mødet gik i gang, sad der 15 mennesker i lokale 300 klar til både valg og foreningsliv. Janê Gad Akrawi blev valgt som ny forkvinde, og efter et kampvalg mod to andre blev Kassandra Thylstrup valgt som næstforkvinde. Det var en uvant situation for studenterrådet, der ikke har oplevet sådan en tilslutning i længere tid.  

I foråret bragte Illustreret Bunker en artikel om medlemsflugt fra DSR. I det forgangne semester var ti blevet til to, da både formanden og næstformanden trak sig og satte gang i en kædereaktion blandt medlemmerne, der trak sig én efter én. De to resterende medlemmer blev automatisk indsat som forkvinde og næstforkvinde. I foråret stod de i front for endnu et bestyrelsesmøde, hvor de fik tre nye medlemmer. To blev til fem, og genopbygningen af foreningen begyndte at tage form. Fremgangen efter krisen kulminerede foreløbigt til seneste bestyrelsesmøde, hvor medlemstallet altså blev tredoblet og i dag består af 15 medlemmer.

En plan for fremtiden

Fremgangen blandt medlemmerne i DSR skaber en tro på, at foreningen er på vej mod bedre tider. Men hvad skal der til for at gøre DSR endnu mere attraktiv for nye studerende fremover? Det er noget, som de nyvalgte medlemmer tænker meget over.

”Vi har nedsat et udvalg til at gøre DSR lidt mere attraktivt, så vi kan vise, at DSR er nice at være med i og ikke bare et sted, hvor man sidder i fem timer og diskuterer noget bureaukratisk,” siger Janê Gad Akrawi. 

I dette semester er der derfor fokus på at rebrande DSR, så fremgangen vil fortsætte. Derfor er der blevet nedsat et udvalg til at gøre foreningen mere attraktiv. For eksempel arbejder de på at få det sociale i fokus, så nye studerende får følelsen af, at et medlemskab i DSR også giver dem et socialt fællesskab på tværs af årgange og uddannelser. Derudover tilføjer Kassandra Thylstrup, at det også handler om at sælge, at indflydelse er fedt. Spørgsmålet er så, hvordan man gør det.

Arbejdsgrupper og idéudvikling

Hvis du også sidder og undrer dig over, hvad DSR egentlig laver på skolen, og om de har nogen reel indflydelse, så forstår formanden det faktisk godt. Grundet den tidligere medlemsflugt i foreningen er meget af de tilbageværendes tid blevet brugt på at få styr på resterne af DSR. Derfor har det ikke været så tydeligt, hvad DSR konkret har bidraget med.

Tidligere har DSR skaffet mikrobølgeovne og lavet pantsystemer som små forbedringer i de studerendes hverdag, og foreningen har planer om mere af den slags. For at tydeliggøre DSR’s opgaver på skolen har foreningen nedsat nogle konkrete grupper, der skal i gang med at finde ud af, hvordan skolen kan blive bedre. Der er en gruppe for bæredygtighed, en for buddyordningen, et kantineudvalg, en rebrandinggruppe og til sidst en intern gruppe, der skal sørge for hyggen i De Studerendes Råd. Målene for de forskellige grupper er at sætte konkrete tiltag i gang, som skal forbedre hverdagen for den enkelte studerende på DMJX.

 Grupperne er først lige blevet sammensat, så de er stadig i gang med idéudviklingen, og der er endnu ikke mange konkrete planer på tegnebrættet. Her skal buddyordningen nævnes som undtagelsen, for det projekt er allerede i fuld gang. De udvekslingsstuderende er netop blevet parret med deres danske makkere, og forhåbentligt betyder det, at de bliver mere integrerede i hverdagen på DMJX.

DSR har en finger med i spillet

DSR laver dog ikke kun projekter, der er synlige til hverdag. De er for eksempel også med til at udvikle den nye skole på Katrinebjerg, hvor de sørger for, at de studerende har en stemme, og at deres behov bliver tænkt ind i indretningen.

Så når vi i det kommende år forhåbentligt sætter os til rette i de nye klasseværelser på Katrinebjerg, så tænk lige over indretningen. Er nærmeste vandautomat pludselig kommet tættere på? Sidder du overraskende behageligt i din stol, og er der en knagerække i klasselokalet, du kan hænge din våde regnjakke på? Hvis det er tilfældet, så send en kærlig tanke til DSR, for de har prøvet at minde ledelsen om de hverdagsbehov, vi elever har.

Kassandra Thylstrup pointerer, at det er vigtigt at have en fast gruppe, der henvender sig til ledelsen. På den måde har DSR opbygget en relation og dermed skabt et bedre samarbejde mellem de studerende og skolens ledelse. Det betyder også, at ledelsen overordnet set bakker op om initiativer fra DSR. 

Janê Gad Akrawi mener, at skolen ville have sværere ved at hænge sammen uden dem. DSR er talerøret for de studerende og dem, der sørger for, at ledelsen ikke træffer alle beslutningerne over hovedet på de studerende. Akrawi pointerer også, at når de snakker med ledelsen, så gør de det ikke som enkeltpersoner.

Tværtimod er de repræsentanter for alle skolens elever, og Janê Gad Akrawi opfordrer derfor til, at man tager fat i en af repræsentanterne fra DSR, hvis der er noget administrativt, man går og undrer sig over. Man kan selv vælge, om man vil følge sit projekt helt til dørs, eller om man bare vil plante et frø hos DSR og få dem til at videreføre projektet. Så hvis du går og undrer dig over, hvorfor du ikke får rabat på kaffe, når du medbringer din egen kop, eller hvis du har andre essentielle spørgsmål, så skynd dig at hive fat i din nærmeste repræsentant. De er her for at hjælpe os alle.

DMJX skal have langt mere fokus på bæredygtighed

DMJX skal have langt mere fokus på bæredygtighed

I Deadline lader de sig ikke skræmme af det tunge rugbrødsstof. De forsøger at lave historier med substans og stille svære, kritiske spørgsmål. Men det er en krævende arbejdsproces. På redaktionen arbejder de hele dagen op til aftenen, hvor programmet ruller over skærmen.

DEBATINDLÆG AF MATS MAGNUSSEN OG NIKLAS LYHNE, STUDENTERREPRÆSENTANTER I DMJX, SAMT PETER ØSTERGAARD SØRENSEN OG ROGER BUCH, MEDARBEJDERREPRÆSENTANTER I DMJX
ILLUSTRATION: JOHANNE WEDEL MADSEN

Udgivet den 12. oktober 2019

Ved vandhanerne i både Aarhus og Emdrup står der engangskopper i plastik til at drikke af. Samtidig udfaser EU alt plastikbestik i 2021, og Tuborg indfører genbrugelige plastglas på festivaler. Dette er bare et enkelt men tydeligt eksempel på, at DMJX halter gevaldigt bagud, når det kommer til bæredygtigt forbrug.

Universiteterne løber også fra os lige nu, hvor SDU udråber sig til ’Danmarks første bæredygtige universitet’, der vil leve op til FN’s 17 verdensmål.
Københavns Universitet har haft en bæredygtighedsstrategi.

Universitet besluttede sidste år at indføre en tilsvarende. Med deres bestyrelsesformand Connie Hedegaard i spidsen er de nu i gang med at vedtage en meget ambitiøs plan for hele universitetet. Heldigvis kan vi glæde os over, at vores rektorat har fokus på bæredygtighed og blandt andet medtænker det i arbejdet med det nye campus og i udviklingen af DMJX’ strategi fra 2021-2024. Det konkrete arbejde med bæredygtighed kræver input fra alle på DMJX.

Vi håber derfor, at der kan blive samlet en arbejdsgruppe af studerende og ansatte, der kan komme med erfaringer og synspunkter til arbejdet med bæredygtighed. Det kan tage lang tid, viser erfaringen fra Aarhus Universitet, hvis vi skal finde frem til en fælles målsætning ud fra reelle beregninger, så vi ikke famler i blinde. Det vil være dumt og dyrt, hvis vi ikke forsøger at gøre det bedste fra start af. Drivkraften skal uanset hvad komme fra studerende og ansatte, hvis det skal lykkes at få en mere bæredygtig skole både socialt og miljømæssigt.

Vi har ikke svarene for, hvordan strategien skal se ud, men vi håber, at der kan indkaldes til et møde snarest muligt, så vi kan begynde arbejdet.