Den dumme læser spøger på Journalisthøjskolen

Den dumme læser spøger på Journalisthøjskolen

TEKST: ANDRÈ KALLEHAVE, JOURNALISTSTUDERENDE

Udgivet den 12. maj 2022

 Vi taler ned til vores læsere på Danmarks Medie -og Journalisthøjskole. Vi taler også dårligt om dem.

Det er en tendens, jeg ofte oplever i vejledningen og til feedback-runderne på journalistuddannelsen på DMJX. En tendens, som jeg på ingen måde tænker, er hensigten fra skolen eller en undervisernes side. Tværtimod. Netop derfor er den ærgerlig.

Jeg har flere gange oplevet, at vi som studerende får at vide, at vores journalistiske arbejde skal forsimples. Det skal neutraliseres i sit sprog eller udtryk, så kanterne bliver slebet til, og den ‘almindelige’ dansker kan forstå det. Vi skal måske endda skrive til, hvad der, med et lidt stygt begreb, bliver kaldt ‘laveste fællesnævner’. Eller så ‘Hr. og Fru Danmark også skal kunne forstå det hjemme ved ‘kakkelbordene’’.

Jeg forstår hensigten. Vi skal huske at have den ’almindelige’ dansker i baghovedet, så vi ikke ender med at lave journalistik for vores egen finurlige navles skyld. Det er netop en journalists pligt at gøre det utilgængelige tilgængeligt og at gøre sig forståelig. Det er den fundamentale opgave. Det er vigtigt at slå fast, at jeg ikke forsøger at underminere dette. Men i den italesættelse ligger også en stereotypisk og nedladende forestilling om den ’almindelige’ dansker.

Jeg ser en tendens til, at vejledningen eller feedbacken bliver givet gennem en karikatur på en ’almindelig’ dansker. Og det er uklart, hvad der ligger til grund bag opfattelsen af, at folk virkelig skal holdes i hånden, eller at de bliver rundforvirret af TV-indslag eller radio, hvis indholdet ikke er taget én gang til for prins Knud.

Det er journalistisk selvhøjtidelighed, hvis man antager, at man som journalist forstår indholdet, men man er nødt til at forsimple det, fordi modtageren ikke forstår det. Det er en nedladenhed, som har det med at degradere ‘almindelige’ mediebrugere til Orwell’ske får, som skal have alting skåret ud i pap på Pixi-plan. Som om disse mennesker ikke forstår sig på verden, men skal holdes i hånden af en fakkelbærende journalist.

Og igen. Det handler ikke om, at vi ikke skal værne om at gøre os forståelige, være gode, præcise formidlere og vise verden frem. Det handler om, at vi ikke må antage, at medieforbrugeren ikke kan klare komplekst stof. Dette må ikke være drivkraften for, at vi bryster os med, at vi skal formidle præcist.

På skolen bliver vi undervist i målgrupper. Det giver god mening, at vi bliver undervist i målgruppevurdering, hvilket også er noget, som medierne med garanti arbejder med. Men når vi i undervisningen laver sætninger propfyldt med kulturelle referencer, så skal det retfærdiggøres ved at vælge en Weekendavisen-kasse, hvorimod med Ekstra Bladet følger forventningen til kulørt stof med korte sætninger. Ligesom valget af Zetlands læsere som målgruppe kan retfærdiggøre en legende tone. Jeg tror i virkeligheden ikke, at disse medier arbejder med så firkantede profiler, som vi gør dem til på DMJX.

Men vi bliver implicit opfordret til at reproducere det til en karikatur, hvor en vis type menneske kun kan lide en vis type journalistik. Vi lærer at tale ind i en kassetænkning. Det betyder i værste konsekvens, at vi får skruet en verden sammen, hvor der ikke er en tro på, at en vestjysk håndværker kan gå op i klimapolitik. Eller en lastbilchauffør vil høre P1.

Verden er et nuanceret sted, men den kendsgerning kan vi ikke bruge til meget, hvis vi får kvalt alle dens facetter, fordi vi i vores journalistiske formidling ved, hvad folk vil have, og hvad de ikke vil have, baseret på en karikatur af målgrupper. Og for at koble det til min indledende pointe, så hænger det sammen med, at vi desværre kommer til unødvendigt at fordumme dem, som skal læse, se eller høre journalistikken. Det førnævnte eksempel med den vestjyske håndværker eller lastbilchaufføren bliver til stereotyper på nogen, der aldrig ville høre P1 eller læse Weekendavisen og derfor aldrig vil finde det interessant. Det er et kæmpe problem.

Det her er ikke et anklageskrift. Jeg har fået nedbarberet min andel af sætninger og naivt selvudnævnte genialiteter, fordi det var uforståeligt. Den disciplin er jeg langt fra kampdygtig i. Men problemet ligger i den måde, vi taler til vores læsere på. 

Selvfølgelig skal verden forklares og sættes i sammenhæng for læseren. Men det skal ikke formidles med hensigten om, at folk er for dumme til at forstå den. Formidlingen skal bæres af nysgerrighed og bør ikke gå på kompromis med, at vi skal forsimple vores sprog. 

Jeg vil ikke svinge mig op til at sige, at der lever en grov klasse-stereotypi på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole … Men det vil jeg nok lidt alligevel.

Drukkulturen på DMJX: Tilvalget er udgangspunktet og fravalget skal retfærdiggøres

Drukkulturen på DMJX: Tilvalget er udgangspunktet og fravalget skal retfærdiggøres

Drukkulturen på DMJX: Tilvalget er udgangspunktet og fravalget skal retfærdiggøres

TEKST:  Amalie dalsgaard, journaliststuderende

Udgivet den 12. maj 2022

”Man kan godt drikke uden at hygge sig, men man kan fandeme ikke hygge sig uden at drikke!” Sådan overhørte jeg en studerende beskrive, hvordan man åbenbart skal begå sig med alkohol i introforløbet. For findes der egentlig noget bedre end at have brugt 400 kr. efter en aften på vinstuen? End et diskosnav midt på floor kl. 04 om morgenen med en, som man ikke kender navnet på? End at dreje rundt om sin øl ti gange, efter at man har bundet den? Hele introforløbet peger fejlagtigt i retning af, at meningen med livet findes på bunden af en flaske.

Når flasken er tom, aflives fuldskabens fest med tømmermændenes tungsind, som varer ved hele weekenden og giver genlyd i auditoriet hver mandag: Jeg skal aldrig drikke igen!
Det kollektive ekko er lige så usandt som påstanden om, at kaffeshotsene i Kurt er gode.

Halvt inde i et drivvådt introforløb fik jeg nok af at komme i skole med tømmermænd hver anden dag. Derfor pudsede jeg glorien og fyldte vandflasken inden fredagsbaren. Da spørgsmålet om shots meldte sig, måtte jeg krybe til korset: Jeg drikker ikke. Reaktionerne var mange. Det forekommer foruroligende mange så surrealistisk ikke at drikke, at det bliver opfattet som en joke. Fælles for reaktionerne er spørgsmålet: Hvorfor ikke?

Jeg er hverken gravid eller skal køre hjem i bil. Jeg er derimod dødtræt af, at der forud for en brandert ligger en eksistentiel krise. At en aften kun kan være sjov, når promillen antyder en alkoholforgiftning. At alkohol bliver en misforstået og mest af alt sørgelig undskyldning for  at “smide kontrollen”. Overraskende mange af mine medstuderende er enige. Derfor får man lyst til at spørge: Hvorfor drikker du alkohol? 

Det bliver svært at efterleve sin manifestation om, at alkohol er et overstået kapitel, når  fredagsbaren udelukkende har alkohol på menukortet. Da jeg efterspurgte et glas Booster, slap jeg ikke for at gentage mig selv og understrege, at det skulle være uden alkohol, som om at jeg ufrivilligt prøvede at være sjov. 

Fravalget  eksisterer, og der hersker ingen tvang. Jeg skålede i topform hele weekenden i Visby. Da jeg lørdag aften prøvede at slippe af med snotklatten i min hals med et shot Blå ugler, lyste mine klassekammeraters øjne op. ”Drikker du i dag?”. Ansigtsudtrykkene, som mit nej blev modtaget med, lignede til forveksling min tandlæges, da jeg svarede ja til, at jeg røg. Skuffelsen over ikke at kunne være ”rigtigt” med, når man ikke drikker, lever og ånder i bedste velgående. 

 

Når en af kerneværdierne på vores uddannelse er at være nysgerrig, er det pinligt, at vi bedst kan omgås hinanden med alkohol som undskyldning. Det er paradoksalt nok en meget ukritisk tilgang at have til en så massiv drukkultur.

 

– Amalie Dalsgaard, journaliststuderende.

 

Når alle andre sejler, er det svært ikke at stige om bord på en tur i øllets ocean. Det ædru landskab er kun til som et symbolsk alternativ. Der er lagt fokus på, at man ikke behøver at drikke. Efter fineste pædagogiske evne bliver man budt på øl ELLER sodavand. Det klinger hult, når det kun er øl, som står udstillet på bordpladen i fredagsbaren, og når man skal bunde en cola i  bundekonkurrencen til barsport. Man kan sagtens være med, men det bliver svært at deltage, når formiddagens aktivitet på rusturen er, at man skal bunde slotsøl for at hente point hjem til sit rushold. Hvis man gurgler Bad Habits i vodka, giver det også flest point. Deltagelsen er ikke obligatorisk, men samværet kredser herom.

Når en af kerneværdierne på vores uddannelse er at være nysgerrig, er det pinligt, at vi bedst kan omgås hinanden med alkohol som undskyldning. Det er paradoksalt nok en meget ukritisk tilgang at have til en så massiv drukkultur. Min prædiken går ikke på, at studiet skal tørlægges. Der skal blot være et reelt valg. At det ikke bliver antaget, at alle har lyst til at drikke alkohol. At man stiller sig selv spørgsmålet: Har jeg lyst til at drikke mig fra sans og samling? 

Hvorfor går man hovedløst ind i drukkulturen, som leger man kongens efterfølger? Hvis svaret er, at alle andre drikker, skal man måske overveje med sig selv, om det er noget, man reelt har lyst til. Man kan altid vælge procenterne fra uden at blive væk fra festen.

Jeg kan allerede høre grinet og mistroen til den sætning. For hvorfor så egentlig komme? Omvendt får jeg lyst til at spørge, hvorfor er det nødvendigt at drikke? Har man behov for promille til at danse, at møde nye mennesker eller at glemme medieret for en stund, lyder det på mig ikke som om, at alkohol er den rigtige løsning. Måske man skal spørge sig selv, hvad den måtte være. Tro det eller ej, jeg tør godt skrive under på, at man kan hygge sig uden at drikke. 

Redaktionen er bekendt med kildens identitet. Skal læseren også være det?

Redaktionen er bekendt med kildens identitet. Skal læseren også være det?

Redaktionen er bekendt med kildens identitet. Skal læseren også være det?

Behovet for anonyme kilder kan blive endnu større i fremtiden. Men selvom der ikke er grund til automatiske modreaktioner over for navnløse kilder, må der ikke gå inflation i tilsløringen. Illustreret Bunker har talt med to undersøgende journalister og med en studerende, der er i tvivl.

TEKST: Maria Svehag & Johanne Lerhard
Illustration: Nikoline ryttergaard

Udgivet den 02. december 2021

En nervøs teenagedreng har gennem et år indsamlet timevis af ulovligt overgrebsmateriale på sin computer. Ikke fordi han nyder at se de 145 kvinder ydmyge sig selv foran et kamera. Men fordi han vil dokumentere, at det sker. Alligevel tør han ikke gå til politiet, for han har fundet videoerne ved at dele nøgenbilleder af kendte kvinder. Derfor er han gået til dig i stedet, men han har brug for at være anonym i din historie. Hvad gør du?

For DR-journalist Maiken Steen Frederiksen var det virkeligheden i 2018, da hun første gang mødtes med Kasper. Og hun var ikke i tvivl. Han skulle være anonym.

“Han kontaktede os for at rense sin samvittighed, men også for at sætte en stopper for det her. Vi betragtede ham som en whistleblower,” siger hun.

Fordi Kasper kunne dokumentere alt, hvad han fortalte, besluttede Maiken Steen Frederiksen sig for at gå videre med historien sammen med kollegaen Frederik Hugo Ledegaard. Det blev til podcastserien ‘Mænd, der ødelægger kvinder’.

Den unikke kilde

Fra starten var de to undersøgende journalister klar over, at de ikke kunne gå videre med historien uden ham.

“Nogle gange er kilder unikke. Det var afgørende for vores historie at bruge anonyme kilder. For der fandtes ikke andre som Kasper,” siger Frederik Hugo Ledegaard. 

Anonymitet er ofte præmissen for, at nogle af de vigtigste journalistiske historier overhovedet kan laves, mener han. Frederik Hugo Ledegaard peger blandt andet på, at de fleste MeToo-historier stod på skuldrene af navnløse kvinder.

Omvendt er det ifølge Maiken Steen Frederiksen også vigtigt at minde sig selv om, at ikke alle kilder er unikke. Når kilder, der er mindre enestående, forlanger anonymitet, er der ofte god grund til at søge en anden case. 

Selv har hun lige lavet en historie om digital chikane på det private arbejdsmarked. Der droppede hun i første omgang en kilde, der ikke ville stå frem med navn. Kort tid efter fandt hun en anden navngiven kilde, som fik historien til at stå meget stærkere. 

For journaliststuderende er det dog ikke altid en mulighed.

Kilden må gerne hedde X på DMJX

Thea Ludvigsen er journaliststuderende på andet semester og har netop afleveret et PUJ-projekt om mobning blandt præster. Da hun endelig fandt en kilde, ville vedkommende kun deltage mod anonymitet. Derfor skulle kilden godkendes af underviser Mette Stentoft. 

“Jeg havde et indtryk af, at vi virkelig ikke skulle bruge anonyme kilder. Så jeg blev faktisk overrasket, da Mette var så meget med på det. Hun kunne godt se, at det var vigtigt, fordi vi arbejdede med en kilde, der stadig var en del af det miljø, vi beskrev,” siger Thea Ludvigsen.

Når de studerende henvender sig til Mette Stentoft, husker hun dem på, at anonymitet er en skala. Der er forskel på, om man skal udelade kildens efternavn og give dem en sort bjælke foran øjnene eller kalde dem X og ikke referere direkte citater.

“Studerende kan godt have lyst til at love alle anonymitet, fordi de er bange for ikke at få kilder i tale. Men det er meget sjældent, at der er brug for fuldstændig anonymitet. Det går ikke, hvis det bare er lidt pinligt for kilden at have opgivet sin humanistiske doktorafhandling,” siger Mette Stentoft. 

For Thea Ludvigsen var tilbuddet om anonymitet et nødvendigt salgstrick, da hun sammen med sin makker skulle finde en præst, der ville fortælle om sine oplevelser med mobning. Men for hende skal anonymitet helst kun være en løsning i nødstilfælde. 

“Jeg kan godt se, at det bliver en glidebane, hvis man tilbyder alle anonymitet. Men vi var glade for muligheden, for ellers havde det ikke været muligt at finde en erfaringskilde,” siger Thea Ludvigsen.

Man må gerne beskytte sine kilder

Den glidebane er Maiken Steen Frederiksen opmærksom på. Netop derfor mener hun, at det er vigtigt, at journalister diskuterer argumenter for og imod anonymitet, hvis de er i tvivl.

“Der skal virkelig være en god grund til, at kilden skal være anonym. Men det er jo en afvejning hver eneste gang,” siger Maiken Steen Frederiksen. 

For hende afgør ét spørgsmål ofte, hvorvidt en kilde bør være anonym. Risikerer de at blive traumatiserede igen ved at stå frem med deres historie?

“Selvom man har lavet en vigtig historie, skal man overveje, om man efterlader sig et spor af mennesker, der har det dårligere, fordi man snakkede med dem. Det ville jo være skrækkeligt,” siger Frederik Hugo Ledegaard. 

Maiken Steen Frederiksen mener, at lige så snart man inkluderer en kilde, har man et ansvar for at beskytte dem. Selv efter det sidste punktum i artiklen er sat. Nogle gange kan man derfor være nødt til at gøre kilden anonym, selvom vedkommende måske ikke selv har bedt om det. 

“Journalister har et kæmpe ansvar for, hvad det kan betyde for kilder at stille sig frem. Så jeg synes godt, at man kan lægge angsten for at arbejde med anonyme kilder væk i nogle typer historier,” siger hun.

Før brugte man kilder til at tænde brænde

Maiken Steen Frederiksen og Frederik Hugo Ledegaard peger på, at behovet for anonymitet kun vokser i en tid, hvor internettet får det private og det offentlige til at flette fingre i en romance, der kan få uoverskuelige konsekvenser for kilder i medierne. 

“En papiravis bliver måske brugt til at tænde noget brænde eller pakke et smadret glas ind i. Så for 30-40 år siden blev kilder, der stod frem med navn, hurtigt glemt. Men i dag kan man jo finde ud af alt om andre mennesker” siger Frederik Hugo Ledegaard.

Han uddyber, at ansigtsgenkendelse udvikler sig til allemandseje, ligesom man i fremtiden måske vil kunne søge privatpersoners identitet frem med en optagelse af deres stemmer. Derfor mener han, at vi skal gøre op med forestillingen om, at anonyme kilder kun må være nogle, der vælter regeringer eller afslører korruption. 

Anonyme kilder er i stigende grad helt almindelige mennesker, der, så længe deres navn kan googles, ikke ønsker at blive identificeret med en sårbar oplevelse. Derfor er det vigtigt at passe godt på sine kilder. Uanset, om de er anonyme eller ej. 

Alligevel står der i studieordningen for journalistuddannelsen på DMJX, at der kun i “sjældne tilfælde kan være grunde til at bruge en anonym kilde”.  Spørgsmålet er, om det bliver anderledes for fremtidens studerende. 

TEMA: DILEMMA

Denne artikel er en del af TEMA, der denne gang sætter fokus på de tvivlspørgsmål, som ofte opstår indenfor journalistikkken.

Dilemmaer, der handler om kildehåndtering, nye genrer og økonomiske udfordringer. 

Du kan finde de andre historier her: 

DMJX’s nye sky: Kom med på digital rundvisning

DMJX’s nye sky: Kom med på digital rundvisning

DMJX’s nye sky: Kom med på digital rundvisning

Har du svært ved at finde rundt på den nye journalisthøjskole? Eller er du blot nysgerrig på, hvordan de nye lokaler tager sig ud? Illustreret Bunker giver dig en digital rundvisning, hvor du selv kan gå på opdagelse i alt fra studierum til tagterrasser.

DMJX’s nye sky: Kom med på digital rundvisning

Har du svært ved at finde rundt på den nye journalisthøjskole? Eller er du blot nysgerrig på, hvordan de nye lokaler tager sig ud? Illustreret Bunker giver dig en digital rundvisning, hvor du selv kan gå på opdagelse i alt fra studierum til tagterrasser.

Skribent: Bonna Haagen Pedersen
Foto: Signe Duedahl Nørgaard og Arkitema/Niels Nygaard

Udgivet den 10. december 2020

Skribent: Bonna Haagen Pedersen
Foto: Signe Duedahl Nørgaard og Arkitema/Niels Nygaard

Udgivet den 10. december 2020

Tryk på “fullscreen” og tag på digital rundvisning i den nye journalisthøjskole. Rundvisningen er optaget med 360 grader foto, så du kan med musen dreje rundt i billedet og se rummene fra alle vinkler. Du kan desuden selv klikke dig frem og tilbage ved hjælp af pilene. Prøv også at tryk på de små kryds undervejs og lær nye ting om bygningen. Med den gule knap øverst kan du altid få et overblik over bygningen. Foto: Signe Duedahl Nørgaard.

Tryk på “fullscreen” og tag på digital rundvisning i den nye journalisthøjskole. Rundvisningen er optaget med 360 grader foto, så du kan med musen dreje rundt i billedet og se rummene fra alle vinkler. Du kan desuden selv klikke dig frem og tilbage ved hjælp af pilene. Prøv også at tryk på de små kryds undervejs og lær nye ting om bygningen. Med den gule knap øverst kan du altid få et overblik over bygningen. Foto: Signe Duedahl Nørgaard.

Der er en sky på himlen over Katrinebjerg, som virker større og mere firkantet end de andre. Danmarks Medie- og Journalisthøjskole har fået nye lokaler, og her nærmest svæver den øverste del af skolen over bygningens nederste niveauer. 

Sådan ser det i hvert fald ud, når man kigger på den konceptskitse, der har været inspirationen for den nye skole. 

Der er en sky på himlen over Katrinebjerg, som virker større og mere firkantet end de andre. Danmarks Medie- og Journalisthøjskole har fået nye lokaler, og her nærmest svæver den øverste del af skolen over bygningens nederste niveauer. 

Sådan ser det i hvert fald ud, når man kigger på den konceptskitse, der har været inspirationen for den nye skole. 

Men det er ikke kun på papiret, at skyen findes. Lader man øjnene glide fra bygningens fundament af gule mursten, ser man store transparente glasfacader, der med lidt fantasi godt kunne få bygningens øverste del til at se svævende ud.

Netop transparens er et ord, der går igen, når man spørger to af byggeudvalgets deltagere om ønskerne bag skolens arkitektoniske udtryk. Gennemsigtighed og glas var der ikke meget af i Bunkeren, og ifølge Jan Dyberg Larsen har transparens været et gennemgående ønske for den nye skoles udtryk.

Jan Dyberg Larsen er lektor på DMJX og har siddet med i byggeudvalget, der udover medarbejdere også talte repræsentanter fra De Studerendes Råd, arkitektfirmaet Arkitema, entreprenørfirmaet Jørgen Friis Poulsen A/S og flere.

 

 

”Vi har både tænkt fleksibilitet som, at møblerne skal kunne flyttes, men også at fleksibiliteten består i en perlerække af mere faste fasciliteter, så man kan flytte sig efter behov.”

 

– Anna Kathrine Bisgaard Sørensen, arkitekt og kreativ leder hos Arkitema Architect

 

 

Ønsket om transparens ses også inde i bygningen. Her peger Anna Kathrine Bisgaard Sørensen, arkitekt og kreativ leder fra Arkitema Architect, på de mange glaspartier som et konkret eksempel på arbejdet med et transparent udtryk. Glasset er et gennemgående materiale for både undervisningslokaler, bibliotek, computerlokaler og lærernes kontorer.

Et andet ønske for byggeudvalget har været en skole med mere fleksibilitet. For Jan Dyberg Larsen giver det sig helt konkret til udtryk i de 350 studiearbejdspladser fordelt rundt på skolens etager.

De forskellige størrelser på undervisningslokaler og typer af møbler er et andet sted, hvor Anna Kathrine Bisgaard Sørensen ser konkrete eksempler på ønsket om fleksibilitet.

“Vi har både tænkt fleksibilitet, som at møblerne skal kunne flyttes, men også at fleksibiliteten består i en perlerække af mere faste faciliteter, så man kan flytte sig efter behov.”

Fleksibilitet og transparens har ikke været de eneste ønsker for det arkitektoniske udtryk på campus Katrinebjerg, men to bærende begreber for skolens udformning. Tag med på rundvisning øverst i artiklen og se, hvordan ønskerne for den nye skole er lykkedes.

Fakta om DMJX Campus Katrinebjerg
  • Hvor: Helsingforsgade 6a, 8200 Aarhus N – Campus Katrinebjerg
  • Færdig: April 2020 – men grundet COVID-19 blev den nye skole først rigtigt taget i brug i september 2020
  • Areal: 12.478 kvadratmeter inklusiv P-kælder 
  • Anlægssum: DKK 145 mio.

Men det er ikke kun på papiret, at skyen findes. Lader man øjnene glide fra bygningens fundament af gule mursten, ser man store transparente glasfacader, der med lidt fantasi godt kunne få bygningens øverste del til at se svævende ud.

Netop transparens er et ord, der går igen, når man spørger to af byggeudvalgets deltagere om ønskerne bag skolens arkitektoniske udtryk. Gennemsigtighed og glas var der ikke meget af i Bunkeren, og ifølge Jan Dyberg Larsen har transparens været et gennemgående ønske for den nye skoles udtryk.

Jan Dyberg Larsen er lektor på DMJX og har siddet med i byggeudvalget, der udover medarbejdere også talte repræsentanter fra De Studerendes Råd, arkitektfirmaet Arkitema, entreprenørfirmaet Jørgen Friis Poulsen A/S og flere.

 

 

”Vi har både tænkt fleksibilitet som, at møblerne skal kunne flyttes, men også at fleksibiliteten består i en perlerække af mere faste fasciliteter, så man kan flytte sig efter behov.”

 

– Anna Kathrine Bisgaard Sørensen, arkitekt og kreativ leder hos Arkitema Architect

 

 

Ønsket om transparens ses også inde i bygningen. Her peger Anna Kathrine Bisgaard Sørensen, arkitekt og kreativ leder fra Arkitema Architect, på de mange glaspartier som et konkret eksempel på arbejdet med et transparent udtryk. Glasset er et gennemgående materiale for både undervisningslokaler, bibliotek, computerlokaler og lærernes kontorer.

Et andet ønske for byggeudvalget har været en skole med mere fleksibilitet. For Jan Dyberg Larsen giver det sig helt konkret til udtryk i de 350 studiearbejdspladser fordelt rundt på skolens etager.

De forskellige størrelser på undervisningslokaler og typer af møbler er et andet sted, hvor Anna Kathrine Bisgaard Sørensen ser konkrete eksempler på ønsket om fleksibilitet.

“Vi har både tænkt fleksibilitet, som at møblerne skal kunne flyttes, men også at fleksibiliteten består i en perlerække af mere faste faciliteter, så man kan flytte sig efter behov.”

Fleksibilitet og transparens har ikke været de eneste ønsker for det arkitektoniske udtryk på campus Katrinebjerg, men to bærende begreber for skolens udformning. Tag med på rundvisning øverst i artiklen og se, hvordan ønskerne for den nye skole er lykkedes.

Fakta om DMJX Campus Katrinebjerg
  • Hvor: Helsingforsgade 6a, 8200 Aarhus N – Campus Katrinebjerg
  • Færdig: April 2020 – men grundet COVID-19 blev den nye skole først rigtigt taget i brug i september 2020
  • Areal: 12.478 kvadratmeter inklusiv P-kælder 
  • Anlægssum: DKK 145 mio.
Manglende diversitet udfordrer ikke kun mediebranchen, men også skolen

Manglende diversitet udfordrer ikke kun mediebranchen, men også skolen

Manglende diversitet udfordrer ikke kun mediebranchen, men også skolen

Der uddannes ikke nok journalister med anden etnisk herkomst end dansk, og det går ud over den journalistiske produktion. Det mener både DMJX’s ledelse, forperson for Ansvarlig Presse, Hanan Chemlali, og Sami Kleit, journaliststuderende på DMJX. Ifølge uddannelseschef for Journalistik, Henrik Berggreen, arbejder ledelsen med en løsning på udfordringen.

Manglende diversitet udfordrer ikke kun medie-branchen, men også skolen

Der uddannes ikke nok journalister med anden etnisk herkomst end dansk, og det går ud over den journalistiske produktion. Det mener både DMJX’s ledelse, forperson for Ansvarlig Presse, Hanan Chemlali, og Sami Kleit, journaliststuderende på DMJX. Ifølge uddannelseschef for Journalistik, Henrik Berggreen, arbejder ledelsen med en løsning på udfordringen.

Tekst: Josephine Falck Barfod
Foto: Kim Frost

Udgivet den 10. december 2020

Der efterspørges generelt flere journaliststuderende med anden etnisk herkomst end dansk.

Sami Kleit er journaliststuderende på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Han går på fjerde semester og er snart på vej i praktik og ud i medieverdenen. Samis mor er dansker, og hans far er libaneser. Sami er en af de få studerende på skolen med anden etnisk herkomst end dansk, og for ham forpligter hans ophav i forhold til journalistikken. 

”I og med at islam og integration fylder så meget i debatten herhjemme, så har dem, der har mulighed for at dykke ned i det, også lidt et ansvar for og en forpligtelse til at gøre det,” siger Sami.

I sidste version af Illustreret Bunker kunne skribent Simon Stensgaard fortælle, at det er under to procent af de studerende på DMJX, som har anden oprindelse end dansk.

En undersøgelse fra i sommer lavet af Slots- og Kulturstyrelsen viser, at der kun er 5,6 procent med anden etnisk herkomst, der arbejder i mediebranchen. Mediebranchen er sammen med politi, forsvar og offentlig administration de brancher, der har dårligst repræsentation i forhold til anden etnisk herkomst. Henrik Berggreen, Uddannelseschef på DMJX, kommenterede dengang sagen i Journalisten den 2. juli 2020.

Det fremgår af artiklen, at han føler det essentielt, at der kommer flere studerende med anden etnisk herkomst end dansk, da det gavner journalistikken. 

Henrik Berggren mener stadig i dag, at der er mindre end 5,6 procent med anden etnisk herkomst på journalistuddannelsen, men der findes ikke nøjagtige tal.

Diversitet giver bedre journalistik

Hanan Chemlali er forperson for Ansvarlig Presse. En forening, der siden 2007 har arbejdet for bedre repræsentation i mediebranchen, både i forhold til kildevalg og på de redaktionelle gange. Målet er at få danske medier til at dække mere mangfoldigt. Hun mener, at det ikke er hensigtsmæssigt, at der endnu ikke er flere i journaliststanden med anden etnisk herkomst end dansk. 

”Den manglende diversitet er virkelig problematisk, når det er inden for journalistikken. Journalister har enormt meget indflydelse på, hvilke historier, der bliver fortalt, og hvilken information, der kommer ud. Det går ud over oplysningen,” siger Hanan Chemlali. 

Denne udlægning er Henrik Berggreen enig i. Og ledelsen på DJMX har været klar over problemet i mange år. Faktisk blev der allerede for 18 år siden igangsat et projekt for at komme problemet til livs.

Skolen oprettede et diplomhold for folk med anden etnisk herkomst. De havde en anden uddannelse i forvejen og ville gerne være journalister. De fik en etårig uddannelse som fagjournalister og et ekstra år skræddersyet til dem. Pengene blev tildelt gennem et treårigt EU-projekt. Efter det projekt søgte skolen midler hos de danske myndigheder til at køre videre ud fra de erfaringer, de havde fået gennem projektet, men det lykkedes ikke.

Der efterspørges generelt flere journaliststuderende med anden etnisk herkomst end dansk.

Sami Kleit er journaliststuderende på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Han går på 4. semester og er snart på vej i praktik og ud i medieverdenen. Samis mor er dansker, og hans far er libaneser. Sami er en af de få studerende på skolen med anden etnisk herkomst end dansk, og for ham forpligter hans ophav i forhold til journalistikken. 

”I og med at islam og integration fylder så meget i debatten herhjemme, så har dem, der har mulighed for at dykke ned i det, også lidt et ansvar for og en forpligtelse til at gøre det,” siger Sami.

I sidste version af Illustreret Bunker kunne skribent Simon Stensgaard fortælle, at det er under to procent af de studerende på DMJX, som har anden oprindelse end dansk.

En undersøgelse fra i sommer lavet af Slots- og Kulturstyrelsen viser, at der kun er 5,6 procent med anden etnisk herkomst, der arbejder i mediebranchen. Mediebranchen er sammen med politi, forsvar og offentlig administration de brancher, der har dårligst repræsentation i forhold til anden etnisk herkomst. Henrik Berggreen, Uddannelseschef på DMJX, kommenterede dengang sagen i Journalisten den 2. juli 2020.

Det fremgår af artiklen, at han føler det essentielt, at der kommer flere studerende med anden etnisk herkomst end dansk, da det gavner journalistikken. 

Henrik Berggren mener stadig i dag, at der er mindre end 5,6 procent med anden etnisk herkomst på journalistuddannelsen, men der findes ikke nøjagtige tal.

Diversitet giver bedre journalistik

Hanan Chemlali er forperson for Ansvarlig Presse. En forening, der siden 2007 har arbejdet for bedre repræsentation i mediebranchen, både i forhold til kildevalg og på de redaktionelle gange. Målet er at få danske medier til at dække mere mangfoldigt. Hun mener, at det ikke er hensigtsmæssigt, at der endnu ikke er flere i journaliststanden med anden etnisk herkomst end dansk. 

”Den manglende diversitet er virkelig problematisk, når det er inden for journalistikken. Journalister har enormt meget indflydelse på, hvilke historier, der bliver fortalt, og hvilken information, der kommer ud. Det går ud over oplysningen,” siger Hanan Chemlali. 

Denne udlægning er Henrik Berggreen enig i. Og ledelsen på DJMX har været klar over problemet i mange år. Faktisk blev der allerede for 18 år siden igangsat et projekt for at komme problemet til livs.

Skolen oprettede et diplomhold for folk med anden etnisk herkomst. De havde en anden uddannelse i forvejen og ville gerne være journalister. De fik en etårig uddannelse som fagjournalister og et ekstra år skræddersyet til dem. Pengene blev tildelt gennem et treårigt EU-projekt. Efter det projekt søgte skolen midler hos de danske myndigheder til at køre videre ud fra de erfaringer, de havde fået gennem projektet, men det lykkedes ikke.

 

”Det er ikke usædvanligt, at man som helt almindeligt menneske har brug for at kunne spejle sig. Det er meget naturligt, at det er det, vi bliver drevet af.”

 

– Hanan Chemlali, forperson Ansvarlig Presse

 

Det er ikke kun fagpersoner og ledelsen, som synes, at den manglende repræsentation er et problem. Også Sami Kleit finder det ærgerligt. Hvis gruppen af studerende er for homogen, mener Sami, at der kommer en forudsigelighed i den journalistik, der produceres på skolen:

”Hvis man går ind på DMJX Kildebørs-gruppen på Facebook og scroller tilbage, så synes jeg virkelig, der er mange tanker, der ikke rigtig har flyttet sig. De idéer, folk får, ligner meget hinanden.”

Mere end én forklaring

Det er endnu uklart, hvorfor der er manglende repræsentation af folk med anden etnisk herkomst på journalistuddannelsen. Om det skyldes, at der ikke er særlig mange, der søger ind, eller om det skyldes, at de har sværere ved at klare optagelsesprøven, er endnu uklart. Henrik Berggreen mener, at det nok er en blanding:  

”Jeg tror, at det blandt andet handler om, at for nogle af de folk med anden etnisk herkomst har journalistik en anden status. Og formentlig en noget lavere status. Så tror jeg også, at jobsikkerheden spiller ind. Der er formentlig også noget i optagelsesprøven, der sorterer folk fra.”

Hanan Chemlali kan heller ikke pege på én forklaring. For hende er det vigtigt at se på hønen eller ægget-dilemmaet. Der er få folk, som søger ind med anden etnisk herkomst. Det fører til, at der er få ude i mediebranchen; så der ikke er mange, som potentielle kommende ansøgere kan spejle sig i. Hvilket fører til, at der ikke er mange med anden etnisk herkomst, der søger ind.  

Derfor mener hun, at det ikke kun er uddannelserne, som har et ansvar for at uddanne.

”Man skal også kigge på de redaktionelle gange. Det er ikke usædvanligt, at man som helt almindeligt menneske har brug for at kunne spejle sig. Det er meget naturligt, at det er det, vi bliver drevet af,” siger Hanan Chemlali.

”Man skal ikke begynde at lempe på optagelsesprøven, for det er klart, at der skal være noget kvalitet over det. Ikke hvem som helst skal kunne komme ind,” siger journaliststuderende Sami Kleit.

Også en fordel

Sami Kleit har ikke oplevet konsekvenser af sine libanesiske rødder på skolen. Faktisk har det på flere måder været en fordel for ham.

Da han på sidste semester skulle lave fortællende journalistik om en uledsaget flygtningepige, kunne han gennem sit ophav finde en kilde, som han kontaktede på arabisk. Og hvis der opstår kulturelle diskussioner på holdet, kan han ligeledes bidrage med andre aspekter:

”Hvis vi for eksempel diskuterer Muhammed-tegningerne, kan jeg bidrage med, at Muhammed faktisk har været tegnet i den muslimske verden i over 700 år.” 

Sami kan ikke udelukke, at han havde oplevet benspænd, hvis han havde heddet Hassan eller Ali, men han har endnu ikke oplevet negativ bias på skolen i sit virke som journaliststuderende.

Og de fordele, hans baggrund giver ham, synes han, skolen burde markedsføre, når de leder efter nye studerende.

Der arbejdes på sagen

DMJX er i gang med at se på, hvordan de kan få flere studerende med anden etnisk baggrund.

Lektor Solveig Schmidt er ifølge Henrik Berggren i gang med at se på, hvordan man for eksempel kan skrue på spørgsmålene til videnstesten, så den kan være mere hensigtsmæssig for folk med en anden kulturel baggrund.

”Vi kommer også til at gøre noget i forhold til markedsføring. Vi skal lave åbent hus online i år, og det vil sige, at vi skal have forproduceret nogle ting. Her vil det være oplagt at have nogle af de studerende med anden etnisk herkomst med, så man som ungt menneske med den baggrund måske bedre kan spejle sig i det,” siger Henrik Berggren.

Hanan Chemlali for Ansvarlig Presse er glad for, at der rent faktisk bliver kigget på det nu.

Hun mener, at Henrik Berggrens markedsføringsidé har potentiale:

”Det er et forsøg værd at finde nogle kampagneambassadører, fordi det er så enormt vigtigt at kunne spejle sig i nogle, der har klaret sig godt. Det gør bare, at ens drømme virker mulige, når der er nogle, der har været der før.” 

Ifølge Sami Kleit vil det være enormt gavnligt for skolen, hvis der kommer flere studerende med anden etnisk herkomst end dansk. Men det er ikke helt betænkningsfrit for ham:

”Man skal ikke begynde at lempe på optagelsesprøven, for det er klart, at der skal være noget kvalitet over det. Ikke hvem som helst skal kunne komme ind.”

Udover at skolen allerede kigger på optagelsesprøven og markedsføring, er planen, at der skal startes et projekt. Idéen med projektet er, at der kan søges nogle midler, så der kan findes en årsag og løsning på, at der ikke er flere journaliststuderende med anden etnisk herkomst end dansk.