Han skiftede fra journalistik til politik og erfarede, at man bliver skide upopulær af at svare. Det er meget nemmere at stille spørgsmålene
Morten Løkkegaard tog det ultimative spring fra vagthund til magthund.Spørgsmål blev udskiftet med svar, og kritisk journalistik blev afløst af liberal europapolitik.
Han skiftede fra journalistik til politik og erfarede, at man bliver skide upopulær af at svare. Det er meget nemmere at stille spørgsmålene
Morten Løkkegaard tog det ultimative spring fra vagthund til magthund. Spørgsmål blev udskiftet med svar, og kritisk journalistik blev afløst af liberal europapolitik.
Skribent: Henriette Hejlskov
FOTOGRAF: Emil Agerskov
Grafik og layout: Nicolai Bøttkjær
LYD REDIGERING: Sophie Lier Rasmussen
Som 14-årig vidste Morten Løkkegaard, at han skulle være journalist. Udover fodbold og piger interesserede han sig for samfund og politik. Og så havde han talent for at skrive.
For ham var journalistikken, det han var skabt til.
Aldrig havde han drømt om at skulle beskæftige sig med politik. Alligevel endte den journalistuddannede TV-stjerne i Europa-Parlamentet.
Fra spørgsmål til svar
Morten Løkkegaard var med til at sætte standarden for danske nyhedsværters fremtoning. Han og kollegaen Steffen Kretz gjorde det til kutyme, at nyhedsværter i fjernsynet skulle bære italienske jakkesæt frem for striktrøjer, da de relancerede Søndagsmagasinet på Danmark Radio i 1997.
Den daværende TV-vært blev kendt for sin kritiske spørgemetode, hvor kilderne blev sat på pinebænken, når ”den løkkegaardske vridemaskine” begyndte sit maskineri.
I dag er Morten Løkkegaard stadig iført jakkesæt, men han sidder på den anden side af bordet. Her sidder han og smågriner over, hvor nemt det var at sidde i den spørgende stol.
”Jeg har tit filosoferet over, hvorfor man bliver så skide upopulær på at svare, mens man meget nemt kan blive populær bare på at stille spørgsmålet,” siger han.
Morten Løkkegaard føler sig endnu mere udsat på grund af sin fortid som journalist. Han har ofte følt, at han skulle bevise sig selv dobbelt, da han bliver mødt med dobbelt mistro sammenlignet med andre politikere. Dels fordi journalisterne ikke vil legitimere hans skifte til den anden side. Og dels fordi de kan føle sig gennemskuet af den tidligere vridemaskine.
”Først griner de af én, så er man en forræder, og så ender det med, at de ligefrem undgår én,” siger Morten Løkkegaard og uddyber: ”Det er ubekvemt, fordi de føler sig gennemskuet. De ved jo godt, at jeg har en fornemmelse af, hvad de er efter.”
Politiker ved et tilfælde
En sommerdag i 2008 gik Morten Løkkegaard i baghaven ved bopælen i Charlottenlund og lugede ukrudt. Pludselig ringede telefonen.
Det var en venstremand fra Aarhus, der spurgte, om Morten Løkkegaard havde lyst til at gå ind i politik og stille op til Europa-Parlamentsvalget i 2009.
”Det havde jeg overhovedet ikke. Jeg havde ingen ide om, at jeg skulle gå ind i politik. Tværtimod,” siger Morten Løkkegaard når han kigger tilbage den dag i dag.
Af samme grund blev det i første omgang et nej tak til den århusianske venstremand. Men efter fire-fem minutters overtalelse blev tallerkenen vendt.
”Pludselig hører jeg mig selv sige, at det skal jeg lave resten af mit liv. Det var ikke resultatet af en kæmpe overvejelse. Jeg tænkte intuitivt, at her var projektet, som jeg havde ledt efter,” siger Morten Løkkegaard om den tilfældige beslutning.
Morten Løkkegaard skulle høre på mange perfide bemærkninger fra sine tidligere kollegaer, da han sprang ud som politiker.
”Det blev modtaget med forfærdelse og målløshed. Folk fattede det jo ikke,” siger han.
Politiker ved et tilfælde
En sommerdag i 2008 gik Morten Løkkegaard i baghaven ved bopælen i Charlottenlund og lugede ukrudt.
Pludselig ringede telefonen.
Det var en venstremand fra Aarhus, der spurgte, om Morten Løkkegaard havde lyst til at gå ind i politik og stille op til Europa-Parlamentsvalget i 2009.
”Det havde jeg overhovedet ikke. Jeg havde ingen ide om, at jeg skulle gå ind i politik. Tværtimod,” siger Morten Løkkegaard når han kigger tilbage den dag i dag.
Af samme grund blev det i første omgang et nej tak til den århusianske venstremand. Men efter fire-fem minutters overtalelse blev tallerkenen vendt.
”Pludselig hører jeg mig selv sige, at det skal jeg lave resten af mit liv. Det var ikke resultatet af en kæmpe overvejelse. Jeg tænkte intuitivt, at her var projektet, som jeg havde ledt efter,” siger Morten Løkkegaard om den tilfældige beslutning.
Morten Løkkegaard skulle høre på mange perfide bemærkninger fra sine tidligere kollegaer, da han sprang ud som politiker.
”Det blev modtaget med forfærdelse og målløshed. Folk fattede det jo ikke,” siger han.
Modbeviste mistroiske kolleger
Nogle mente, at han trådte ind i politik for at få opmærksomhed. Andre, at han havde solgt sin sjæl til det højestbydende parti, særligt fordi der foregik mange spekulationer om Løkkegaards politiske tilhørsforhold. Gennem sit journalistiske virke havde Løkkegaards politiske ståsted været en statshemmelighed. Selv ikke hans kone vidste, hvad han stemte. Han havde gjort det til en kardinaldyd ikke at røbe, hvor han hørte hjemme i det politiske spektrum. Det var dog ikke tilfældigt, at han takkede ja til Venstre i sin tid. Da Løkkegaard gik i 1. g lokkede en af hans kammerater ham med til et aftenarrangement i Venstres Ungdom, som blev afholdt i Værløse, hvor han boede hjemme hos sine forældre. Efter den aften meldte han sig ind i partiet. Medlemskabet ophørte efter et halvt års tid, mens det politiske holdningssæt hang fast. 30 år efter kunne han vifte med sit medlemskab i VU til de mistroiske kollegaer og altså dokumentere, at han var liberal af sind.Et holdningsmæssigt livsprojekt
Det var ikke en nem beslutning, da Morten Løkkegaard forlod Danmarks Radio efter 15 års værnepligt. Det kostede ham søvnløse nætter og et års overvejelse, før han forlod journalistikken endegyldigt i 2005. Og allerede her skiftede han kurs mod den anden side af bordet, da han stiftede sit eget kommunikationsfirma, Løkkegaard Kommunikation. Skiftet faldt i kølvandet på en 40-års krise, hvor behovet for et selvrealiserende frihedsprojekt blomstrede hos den garvede journalist.
Særligt dette skifte blev kendetegnet for hans politiske karriere.
”Jeg tror aldrig, jeg var kommet direkte fra journalistik til politik. Det ville simpelthen være for voldsomt. For mig var det voldsomme spring at stige ud af Danmarks Radio og journalistikken og starte som rådgiver. Det er jo også på den anden side af bordet,” siger Morten Løkkegaard.
Med frihed følger ansvar
Efter 20 år i journalistikken havde Morten Løkkegaard et ønske om at frigøre sig økonomisk og i særdeleshed holdningsmæssigt. Han brugte de efterfølgende år på at realisere sig som holdningsmenneske, hvor han jævnligt bidrog med debatindlæg i diverse aviser.
Springet udløste en ultimativ frihed for Løkkegaard. Men med friheden fulgte et ansvar, som han behændigt havde undgået i journalistikken.
”For mange journalister er det væsensfremmed at springe ud holdningsmæssigt. Overhovedet. De siger, de gør en dyd ud af det, når de er journalister. I virkeligheden er det også af dovenskab. Så slipper man for at forholde sig til ret meget her i tilværelsen. Især noget af det alvorlige. Jeg kan tydeligt huske det selv,” siger Morten Løkkegaard.
Han mindes, hvordan han undgik at tage stilling til de store spørgsmål, da han var journalist. Nu forholder det sig anderledes for den valgaktuelle politiker.
”Man kan ikke tvangsfrit mene noget, når man sidder til et middagsselskab og så glemme det igen. Nu skal man stå på mål for det,” siger han.
5 korte til Løkkegaard
1. Hvad er dit yndlingsnyhedsmedie?
Til mit daglige brug er det Politico og The Guardian. I Danmark er det Weekendavisen.
2. Hvem er / var dit journalistiske forbillede?
Det er svært at svare entydigt på. Inden for hver disciplin er der jo nogle, man ser op til. Steen Bostrup var min værtsmæssige mentor, så han er et forbillede på værtssiden.
3. Hvad var dit største journalistiske scoop?
Det var Tamil-sagen. Indiskutabelt. Jo mere vi gravede ind i sagen, desto mere fandt vi ud af, at vi stod over for noget, der kunne vælte regeringer. Og det gjorde det jo så. Det var mit svendestykke, hvis man kan sige det.
4. Hvad er det bedste ved at være politiker?
Nu bliver det kliché, men det bedste ved at være politiker er, at man rykker på noget. At man er med til at vedtage nogle ting, som har betydning for mennesker.
5. Hvad er dit bedste råd til spirende journalister?
Det er dybest set at holde fast i de klassiske dyder og egen integritet. Man kan godt score nogle genveje og tage nogle kompromisser, men basalt set må man simpelthen ikke lade sig sælge. Man må ikke gøre vold på sig selv, og det man tror, at journalistikken kan bruges til. Og det er da heldigvis meget. På den lange bane får man sgu svært ved dels at få en ordentlig karriere på det og dels at skulle leve med sig selv.