Den Uafhængiges twitterkrig: Ødelægger vi mediebranchen, når vi arbejder gratis?

af Thit | dec 8, 2022 | INDE

Den Uafhængiges twitterkrig: Ødelægger vi mediebranchen, når vi arbejder gratis?

Radiomediet Den Uafhængige efterspurgte under valgkampen en kritisk reporter til nul kroner blandt de journaliststuderende på DMJX. Illustreret Bunker har talt med en tidligere journaliststuderende, som med glæde arbejder gratis, selvom en medieforsker frygter, at fænomenet skævvrider branchen.

TEKST: Iben Marie Ryberg
Illustration: Lea Wildenradt

Udgivet den 08. december 2022

Det skabte opstand, da radiomediet Den Uafhængige på Facebook søgte reportere blandt de journaliststuderende på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole til dækningen af valgkampen.

I Facebook-opslaget præsenterede radiomediet en gylden mulighed for at blive udstationeret som kritisk reporter for et etableret medie.

Der var kun et enkelt aber dabei. Arbejdsbetingelser var udpenslet med store, fede blokbogstaver øverst på opslaget: ulønnet. Herefter fulgte en hæsblæsende diskussion mellem journaliststuderende og Den Uafhængige på både Twitter og senere i Journalisten. Kort refereret: På den ene side kan gratis arbejde presse journaliststuderende til at sælge deres faglighed til lavest bydende. På den anden side, hvis man ikke vil arbejde ulønnet, kan man tage sit gode tøj og sige pænt nej tak.

Hvad er så det rigtige? Det kommer an på, hvem man spørger.

Ulønnede journaliststuderende

Jonathan Lundgren Larsen var en af dem, som deltog i Twitterstormen om gratis arbejde. Det sidste halve år af sin journalistuddannelse på SDU, arbejdede han frivilligt på Den Uafhængige.

Han var med til at skabe morgenfladen ”En Uafhængig Morgen.” I hans sidste tid på radioen sad han i gravergruppen.

”Jeg fik nogle muligheder, jeg ellers ikke ville have fået. Jeg har for eksempel aldrig hørt om en studerende, der har fået lov til at sidde i en gravergruppe,” siger han.

Det er ikke Jonathan Lundgrens opfattelse, at gratis arbejdende studerende er et generelt problem i mediebranchen. Han mener, diskussionen om ulønnet arbejde er ude af proportioner:

”Hvem er ofrene her? Man kan lade være, hvis man ikke har lyst. Der er ikke nogen, der presser en til at arbejde frivilligt. Det bliver teoretiske, strukturelle diskussioner, som ikke har hold i virkeligheden,” Jonathan Lundgren Larsen, tidligere journaliststuderende.

Alt var på frivillig basis, da Den Uafhængige startede, og der var ingen, der fik en krone for deres arbejde. Det ser Jonathan Lundgren Larsen som udgangspunkt ingen problemer i.

Den Uafhængige har givet ham afgørende erfaring, han ikke kunne have fået på studiet.

”Jeg bruger de teknikker, jeg lærte der, i mit arbejde hver dag. Dem tror jeg ikke, jeg havde lært, hvis jeg ikke havde været på Den Uafhængige,” siger han.

Han er i dag færdiguddannet og fastansat på Berlingske Business.

Undersøgelse skaber bekymring

Jonathan Lundgren Larsen er langt fra den eneste journaliststuderende, som har arbejdet frivilligt i sin studietid. En undersøgelse fra 2019 viser, at 43,7 procent af de adspurgte journaliststuderende har arbejdet gratis. Halvdelen af dem har lavet redaktionelt arbejde. Undersøgelsen er udarbejdet af Enalyzer for fagforeningen Dansk Journalistforbund.

På baggrund af undersøgelsen er Dansk Journalistforbund bekymrede for flere ting. Hvis man takker ja til ulønnet arbejde, kan man ifølge Dansk Journalistforbund risikere at udkonkurrere en lønnet ansat. På samme måde bør man overveje, om der sidder en kollega, som udfører de samme arbejdsopgaver som en selv – bare lønnet.

Er det tilfældet, kan man med sit ulønnede arbejde komme til at true deres ansættelsesgrundlag.

Følger man Dansk Journalistforbunds tolkning af undersøgelsen, er gratis arbejde altså i risiko for at økonomisk udkonkurrere vigtige arbejdsfunktioner, som burde være lønnet.

“Får du egentlig løn for det, du laver for Illustreret Bunker? Det at arbejde for et studentermedie er også en måde at opbygge et CV på.”

– Jonas Brandt, journaliststuderende på SDU

Mediebranchens lønningsbål

”Det her projekt er ikke drevet af penge,” siger Kasper Saugmann, konstitueret direktør hos Den Uafhængige. Den Uafhængige skrev sågar i et Facebook-opslag i 2020, at de nu ville lave en radio, og det skulle man være med til. Ikke fordi man blev rig, men fordi det var sjovt.

Den Uafhængige har aldrig modtaget mediestøtte. Deres økonomi er udelukkende baseret på medlemsindtægter. Fra dag et har Den Uafhængige altså været afhængige af ulønnet arbejdskraft. Gør det dem medskyldige i at skade branchen?

Det kan medieforsker Lars Kabel i hvert fald være bekymret for. Han er lektor på DMJX og forsker blandt andet i arbejdsvilkår og lønforhold i mediebranchen. Ifølge ham er der en tydelig tendens i det danske medielandskab. Medierne har gennem mange år skullet skære i deres budgetter. Det letteste minus i det regnestykke er lønninger.

”Som led i det er gratis arbejde et oplagt redskab, fordi der er rigtig mange unge, som gerne vil og også får noget ud af det,” siger han.

Ulønnet arbejde puster til gløderne på mediebranchens lønningsbål. Der sker en normalisering af dårlige arbejdsvilkår, som rammer branchens bund. Lars Kabel kalder tendensen en ”proletarisering af branchen”. Med gratis arbejde risikerer man at give ris til både egen og andres bagdel, fordi det risikerer at presse lønningerne ned i hele branchen.

”Man kan også vende den om og sige, at vi har startet et medie op fra bunden. Skabt flere journalistiske arbejdspladser. Det synes jeg da er godt for branchen,” siger Kasper Saugmann.

Han startede selv som ulønnet medarbejder på Den Uafhængige. I dag får han løn.

Han fortæller, at da Radio 24/7 lukkede, efterlod det et journalistisk hul, han ville være med til at lappe. At udfylde et journalistisk hul med en ny radio er ikke et one-man-job. Det kræver, at flere vil smøge ærmerne op. Bruge knofedt og ubetalte timer på projektet. Man kan, ifølge Kasper Saugmann, ikke tvinge folk til noget. Det handler om interesse:

”Når det er frivilligt, kan man ikke kræve mere, end at folk bruger den tid og energi på det, de har lyst til. Man kan lade være, hvis man ikke har lyst. Eller man kan være med og lære noget af det,” siger han.

Den ideologiske drivkraft

Jonas Brandt, journaliststuderende på SDU, var en af dem, som meldte sig under fanerne, da Den Uafhængige søgte reportere på Facebook under valgkampen. Det endte med et live interview af Jonas i radioen fra den valgfest, som han dækkede hos Radikal Ungdom.

“Jeg arbejdede for Den Uafhængige, fordi jeg synes deres journalistik er spændende. Jeg ville ikke have opsøgt arbejdet, hvis det var for andre medier,” siger han.

Den Uafhængige er et af de eneste medier, Jonas Brandt følger kontinuerligt. Den kritiske journalistiks vigtige samfundsfunktion er en værdi, han kan genkende hos sig selv.

”Jeg synes, man skal passe på med at straffe folk for at gøre noget, de oprigtigt har lyst til at gøre. Ikke for pengenes skyld, men fordi, man synes, det er fedt,” siger han.

At arbejdet var ulønnet, havde han ikke tænkt videre over. Han så det som et indblik i en journalistisk maskine, han beundrede. Måske en fod indenfor i branchen. Selvom Jonas Brandt er enig i, at det for nogle kan virke usolidarisk at arbejde ulønnet, betragter han det som et vilkår:

”Får du egentlig løn for det, du laver for Illustreret Bunker? Det at arbejde for et studentermedie er også en måde at opbygge et CV på. Det er jo det, man må gøre, når man er nederst i fødekæden,” siger han.

Værdien af den journalistiske faglighed

Ifølge medieforsker Lars Kabel bør unge journalister og journaliststuderende være på stikkerne i forhold til at arbejde ulønnet.

”Jeg vil sige det på den måde, at det er noget, I unge skal være bevidste om og opmærksomme på. I bidrager til proletariseringen, når I arbejder gratis,” siger han.

Ifølge ham er det, ud fra et fagideologisk synspunkt, vigtigt at være opmærksom på at modsætte sig de tendenser, som kan forringe både arbejdsvilkår og værdsættelsen af vores arbejde:

”Der skal være en modmagt til proletariseringen. Det er det journalistiske indhold, som driver det hele. Når man insisterer på, at værdien af indholdet skal være mindre og mindre, vil der også komme en dekvalificering,” siger Lars Kabel.

Kasper Saugmann erkender, at Den Uafhængige med sit opslag har skabt røre i den journalistiske andedam.

“Vi har set, at det er noget, der provokerer folk. Så det kan godt være, vi skal lade være med at gøre det på den måde en anden gang. Omvendt var der jo faktisk nogle, der meldte sig. De vil så ikke få muligheden, hvis vi lader være.”

FORSIDEN

Fra praktikant til fuldtidsansat: Martin Juhl sprang sidste semester over

af Thit | dec 8, 2022 | INDE

Fra praktikant til fuldtidsansat: Martin Juhl sprang sidste semester over

Efter sin praktik valgte Martin Juhl drømmejobbet i stedet for at vende tilbage til skolebænken. Selvom han mangler sidste semester af sit studie for at være uddannet journalist, startede han i efteråret på A4 Medier på lige fod med sine kollegaer.

TEKST: Sissel Thiellesen
FOTO: Rasmus Breum

Udgivet den 08. december 2022

Det, der skulle have været første skoledag på Martin Juhls sidste semester af journalistuddannelsen på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, endte også med at blive den sidste – i hvert fald i denne omgang.

Efter sin praktik fik Martin Juhl tilbudt en fast stilling som politisk journalist på A4 Mediers spæde politiske redaktion. Det var et tilbud, som han ikke kunne sige nej til. Dagen efter tog han turen forbi studievejledningen for at høre, hvilke muligheder han havde. Det resulterede i et halvt års orlov.

Martin Juhl startede på journalistuddannelsen i 2019. Han var i et års praktik på Politiken. Først et halvt år på Christiansborg-redaktionen som politisk journalist og dernæst på udlandsredaktionen. Efter praktikken var det planen, at han ville færdiggøre sin uddannelse og sideløbende arbejde deltid for Politiken, men her var der ikke noget arbejde at komme efter.

Martin Juhl blev derimod opfordret til at sende A4 Mediers chefredaktør, Kristian Madsen, en mail. Politikens politiske redaktør, Anders Bæksgaard, kendte nemlig til Kristian Madsens spirende idé om at starte en politisk redaktion på A4 Medier.

”Anders Bæksgaard lovede at lægge et godt ord ind for mig,” siger Martin Juhl.

Det førte til en fastansættelse, og Martin Juhl har nu skiftet gruppearbejde og feedback ud med daglige redaktionsmøder og ministeropkald.

Martin prioriterede valgkampen

Først var planen, at Martin Juhl ville jonglere mellem at være politisk journalist og journaliststuderende og derved færdiggøre sin uddannelse.

Men sådan blev det ikke. For Martin Juhl var det vigtigt at få en god start på A4 Medier. Eftersom han regnede med, at valgkampen ville blive skudt i gang i efteråret, ville han gerne kunne lægge alt sin tid og alle sine kræfter i sit journalistiske arbejde. Derfor valgte han at tage orlov.

Med en fortid som politisk journalistpraktikant på Politiken, var det god timing at få tilbudt job op til et kommende folketingsvalg.

”Det var et tilbud, jeg ikke kunne sige nej til. Jeg ville rigtig gerne ind og skrive om dansk politik igen, jeg skulle simpelthen ikke gå glip af at være med under en valgkamp,” siger Martin Juhl.

Han havde første dag på jobbet 1. september i år. Han har været med til at bygge den nye politiske redaktion ‘Aktuelt’ op fra start.

”Det har været utrolig spændende og lærerigt, men også meget anderledes, end det jeg lavede på Politiken. Udover at være journalist på A4, har jeg også været inde over hele strategien bag og tankerne om, hvad det egentlig er, vi vil med den her redaktion,” siger Martin Juhl.

”Det var et tilbud, jeg ikke kunne sige nej til. Jeg ville rigtig gerne ind og skrive om dansk politik igen, jeg skulle simpelthen ikke gå glip af at være med under en valgkamp.”

– Martin Juhl, politisk journalist hos A4 Medier

Planer for fremtiden

Martin Juhl har en ambition om at gøre sin journalistuddannelse færdig. Det tøvede han heller ikke med at fortælle, da han blev ansat på A4 Medier. Hvis alt går efter planen, starter han på sit sidste semester til foråret og kan kalde sig færdiguddannet journalist til sommer.

”Jeg håber, at jeg kan gøre begge dele sideløbende med hjælp fra A4, der kan være fleksible i travle tider på skolen,” siger han.

Han håber på at kunne lave en opgave på skolen i samarbejde med A4 Medier for at undgå dobbeltarbejde. Det skal både arbejdspladsen og Journalisthøjskolen sige god for, men Martin Juhl er optimistisk, for han har hørt om andre, der har gjort noget lignende.

Henrik Berggren er institutchef ved Institut for Journalistisk. Han forstår godt, at det kan være svært at takke nej, hvis man får tilbudt drømmejobbet, inden man er færdig med uddannelsen, men han ser gerne, at man kommer tilbage og færdiggører den.

”Jeg synes godt, man kan takke ja til drømmejobbet for et år. Det vil jo virkelig give noget på CV’et, men jeg tror, at hvis man bliver væk i længere tid, så er det svært at komme tilbage og få uddannelsen færdiggjort,” siger Henrik Berggren.

Han mener, at man i glæden over at have fået tilbudt sit drømmejob skal huske at stille sig selv de formelle og praktiske spørgsmål.

”Jeg tror alligevel, at der er flere, der på et senere tidspunkt får lyst til at tage en kandidatuddannelse, og så står man og mangler en bachelor, som stopper en i det,” siger han.

Han pointerer dog, at der er tale om meget få studerende, der ikke kommer direkte tilbage efter praktikken og gør deres uddannelse færdig.

Selvom Martin Juhl ikke har planer om at skulle læse videre, er det alligevel en overvejelse, han har gjort sig. For hvis han skifter mening, bliver det et problem, hvis han ikke har færdiggjort sin bachelor. Men for nu følger drømmen om at være politisk journalist:

”Jeg kan med rimelig stor sikkerhed sige, at jeg skal være journalist eller redaktør frem til, at det bliver tid til at gå på pension,” siger Martin Juhl.

Forfulgt af en nyhedsstrøm

Siden Martin Juhl startede i praktik, har der været nok at skrive om. Han startede på udlandsredaktionen 1. februar, og tre uger efter udbrød der krig i Europa. Forrige efterår i dansk politik har også budt på mange historier. Martin Juhl var ude og dække rigsretssagen mod Inger Støjberg, FE-sagen og Mette Frederiksens slettede SMS’er.

Noget tyder altså på, at Martin Juhl er forfulgt af en nyhedsstrøm, der holder ham i beskæftigelse. Opstår der lignende muligheder i foråret, kan det udsætte hans ønske om at færdiggøre sin uddannelse. Og tanken skræmmer ham ikke.

”Hvis jeg fortsætter mit liv i mediebranchen, så tror jeg ikke, det vil være noget problem for mig, at jeg ikke har færdiggjort min uddannelse. Jeg vil gerne stå med papiret i hånden og kunne kalde mig selv for uddannet journalist, men det er mest for min egen skyld,” siger han.

Martin Juhl stortrives på A4 Medier, og han er glad for at få opfyldt en længerevarende drøm om at være politisk journalist, men han kunne også se sig selv være journalist indenfor mange andre emner.

FORSIDEN

So how do you like DMJX?

af Thit | dec 8, 2022 | INDE

So how do you like DMJX?

Most international students of DMJX are here for a short period of time. Still they notice things about us Danes, that we take a lifetime to realize. I sat down with Chelsea Al Arif and Alessandra Iellamo to get an outside perspective on what it is like to study at DMJX.

Alessandra Iellamo, international student from Italy.

Chelsea Al Arif, international student form Lebanon

TEKST: Amalie Obbekjær
FOTO: Sarah Arge

Udgivet den 08. december 2022

“Back home in Lebanon my professor used to throw my assignments in the bin. I cried three times, while being told to do it again and again. Here in Denmark you are told to ‘do what you can’, and then you get graded on that,” Chelsea Al Arif says.

I am sitting across from Chelsea, an international student from Lebanon. As I ask her questions about her experience at DMJX, she answers at a fast pace with sparkling eyes using her hands for emphasis. I sense that she is used to bringing her A-game whether she is interviewing, being interviewed or doing anything school related.

At Chelsea’s home university, American University of Beirut, the presentation days are characterised by thorough preparation and a keenness to outshine your peers. However, here she has seen Danish students happily agreeing on doing the bare minimum: “We will all just do two Powerpoint slides, that’ll do.”

I myself must confess to having left many group work sessions with that exact thought: “That’ll have to do.” No further ambitions, no eagerness to go into Blå Audi and deliver the presentation of my life.

It is not that I don’t view myself, or other Danes, as hardworking. I do. I get the impression that Chelsea does too. But something about students agreeing on putting in equally little effort just struck me as very Danish. I am not sure if it relates to an idea of fairness, laziness or lack of belief in authority? Maybe a mix of them all.

The fear of failure

One of the first things you will hear as a journalist student at DMJX, and something that is officially stated by associate professor Søren Boy in the “How we teach at DMJX”-document, is: “You are allowed to fail, as long as long as you learn from it.” But are we, the Danish students, taking this for granted?

As for Chelsea, this teaching philosophy has been groundbreaking to the way she works, and it has given her courage to take risks that she didn’t dare take at home.

“I have always been afraid to reach out to important sources, in case they don’t get back to me, because that would make me fail my assignment. Here I can explain it to my professor and talk to him about extending my deadline,” Chelsea says.

More than just a number

The casual relationship between students and professors is something international student Alessandra Iellamo noticed as well. And she is no stranger to studying abroad. While she is originally from Italy, she has studied in both England, France and now Denmark. She describes how teachers are surprisingly friendly and informal in their approach to the students.

“Here you are able to share something you did during the weekend or even have a laugh about something that might not be related to school. For example, our professor is a beekeeper. It is a passion of his, and sometimes he brings honey into class, and we talk about it before starting,” Alessandra says.

She describes how it puts her at ease to be able to laugh and joke with her professors about non-school related stuff. The professors acting like less of an authority, and even sometimes more like a friend, has actually been unexpectedly motivating.

“When you’re nothing but a number in a class of 200 people, it’s easier to get lost, and actually care less about university. Here the connection with the professors is much more personal, and it surprised me how they sometimes even remember things you said a couple of weeks before,” Alessandra says.

It seems that while DMJX has impersonalised our email-addresses to look like a phone number, you’re still a human being rather than a number to most professors.

”When you’re nothing but a number in a class of 200 people, it’s easier to get lost, and actually care less about university. Here the connection with the professors is much more personal, and it surprised me how they sometimes even remember things you said a couple of weeks before.”

– Alessandra Iellamo, international student from Italy

An unexpected blessing

I know that many Danish students, myself included, sometimes dread the phone boxes and the never-ending forwarding to press officers. However, this ‘hands on’ journalism was actually one of the most refreshing and exciting aspects to international student Chelsea Al Arif.

“In Lebanon I do everything from behind my desk. Here, every story I have done, I have travelled to actually meet the people I am interviewing. Before coming here, I had never interviewed anyone I didn’t already know. Here that would be a no-go,” Chelsea says.

This hands-on approach has led Chelsea to interview multiple members of the European Parliament (MEP), and those experiences have come to play a crucial role in her journey as a journalist.

“I did not think that I would benefit so much from this, but it has made me feel that I am an actual journalist. I have had an MEP request an interview with me, because they really liked the interview I did with their colleague. That has made me realize how far I can actually get as a journalist,” Chelsea says.

A better place

“I think many Italians would say that Denmark is a country where everything just seems to work,” Alessandra says.

Looking out in the world, I think it is fair to assume that it is not only Italians who would say that Denmark is a country “where everything just seems to work.” I believe that it is also something that is ingrained into how we see ourselves.

In 2022 Denmark was awarded the second happiest country in the world by the World Happiness Report, based on factors such as freedom, life expectancy, social support and the general view on the extent of corruption.

A Norwegian survey-study about national symbols of Scandinavia also showed Danes to be the most “chauvinistic” compared to Norway and Sweden. While one out of three Danes states that the world would be a better place if people in other countries were more like them, that only applies to one out five Norwegians and Swedes.

Does this affect Danish journalists and their way of conveying the world? Are we in some ways know-it-alls, who believe that most of the world could learn from us and not the other way around?

The superior Danes

“Many Danes do have a sense of superiority. Coming here I experienced people assuming a lot about me, just from knowing that I am Lebanese. A girl offered me a beer, just to take it back right away and be like: “Oh sorry, but you don’t drink,” because she assumed, I was Muslim. But I am a Lebanese Christian, and that is mind-blowing to surprisingly many people,” Chelsea says.

Danes feeling superior is something Alessandra Iellamo partly agrees with, and when asked where Danish journalists might be able to improve, she suggests:

“More diversity in the newsrooms. I see a lot of opportunities for internationals in the Danish media landscape, yet very few news stations actually accept international applicants,” Alessandra says.

She stresses that she has been warmly welcomed to Denmark, and that she experiences Danes as very interested in internationals and outside perspectives. However, that is not yet reflected in the newsrooms.

“From my experience, there is little diversity in Danish media. Let’s be honest. Most people here are white and also quite privileged. I think that naturally results in little inclusivity in the journalism they produce,” Alessandra says.

FORSIDEN

Orlov eller ej?

af Thit | dec 8, 2022 | INDE

Orlov eller ej?

Burde jeg tage orlov? Valget kan virke stort og uoverskueligt, men overser vi en gylden mulighed for at udvikle os selv og få noget andet på CV’et end skolens foreninger og de studierelevante jobs? Illustreret Bunker har snakket med tre studerende fra DMJX, som for en tid udskifter studiet med højskolesang, arabiske drømme og en tænkepause.

TEKST: Hannah Mørkøre
Illustration: Louise Rix

Udgivet den 08. december 2022

”Det var faktisk først for nylig, jeg fandt ud af, at man kunne tage orlov,” siger Heidi Kirkeby Mogensen, som til januar skifter sin titel som journaliststuderende ud med højskoleelev. Hun er én af de i gennemsnit 72 elever, som hvert år tager orlov fra DMJX i Aarhus.

Tanken om højskole havde egentlig ligget og rumsteret i et stykke tid, men hvornår var den helt rette timing til at tage afsted? På DMJX skal man have gennemført to semestre for at søge om almindelig orlov. Heidi går lige nu på tredje semester og tager på højskole inden praktikken:

”Jeg tror bare, at det skulle ske nu. Det giver meget bedre mening for mig, end efter vi har færdiggjort uddannelsen. På det tidspunkt regner jeg med, at jeg skal ud og være en del af branchen og ikke starte som én af de ældste på en højskole,” siger Heidi Kirkeby Mogensen.

”Jeg skal bare bede om at eksistere lidt! Især uden forventningerne.”

– Heidi Kirkeby Mogensen, tager orlov på 4. semester

I det nye år starter Heidi på Ry Højskole, og hun har valgt at fokusere på bæredygtighed og skrivekundskaber i sine linjefag. Det var ikke kun tanken om at forbedre sit skrevne sprog og kendskabet til jordens ressourcer, som gav Heidi lyst til at tage orlov. Hun skal ud og møde nogle mennesker, som ikke er journaliststuderende.

Tanken om at skulle ud i nye sociale settings virkede både lokkende og skræmmende, da Heidi sendte sin ansøgning afsted til Ry Højskole. Det var dog ikke kun det at møde nye mennesker på sin kommende højskole, som Heidi var spændt på. Når hun vender tilbage til DMJX næste år, er hendes årgang i praktik, og hun skal starte op med et andet semester.

”Jeg synes, det er sygt noieren! Jeg synes altid, det er noieren at møde nye mennesker. Men på den anden side; man kender jo skolen, når man starter igen,” siger hun.

Du skal have en plan for din orlov!

Én af de snakke, som du kan forvente, når du tager fat i en studievejleder angående orlov, er, at du skal have en idé om, hvad du vil bruge det halve års tid på.

”Det er vigtigt at vide med sig selv, om man flygter væk fra noget ved at tage orlov, eller om man er på vej hen imod noget andet og har lavet en plan,” siger Joan Husted, studievejleder på DMJX.

Når du søger om orlov, vil du først blive henvist til en af skolens studievejledere. Du er ikke tvunget til at tage imod tilbuddet om samtalen, men studievejledningen anbefaler det, da de til tider oplever, at studerendes ønske om orlov er kommet ud af et pres og uden at have en plan.

Emil Rosengreens plan om orlov startede allerede, da han var i Libanon på udveksling. Semesteret føltes som knapt begyndt, før kufferten blev pakket, og han skulle vende tilbage til sin hverdag i Danmark.

”Jeg ville faktisk ikke hjem, men det var for sent for mig at blive. Allerede dér vidste jeg godt, at jeg ville tage orlov og gøre noget mere ved det her,” siger han.

Mellemøstens kultur og sprog havde fanget Emil, som nu gik og drømte om at udvikle sit arabiske vokabular, mens han dækkede grænsekonflikten med Syrien. Men hjem måtte han. Da fjerde semester startede, begyndte Emil med de andre fra årgangen på praktik forberedelserne, således at når han på et tidspunkt ville søge praktik, var alt klar og i orden.

”Jeg har ikke frygtet, at tage orlov i slutningen af fjerde semester skulle se dårligt ud for min praktiksøgning,” siger han.

”For mig handler det her om, at det er noget, jeg virkelig gerne vil, og det er også en måde at tage ejerskab over min egen udvikling og uddannelse på.”

– Emil Rosengreen, tog orlov på 4. semester

Praktikstederne kan lide dem, der skiller sig ud

Flere af medierne havde også bidt mærke i Emils orlov, da han valgte at søge praktik med efterårsholdet i år. Samtalerne foregik over Teams fra hans værelse i Beirut. Praktikstederne fandt Emils valg om at tage orlov interessant, og selvom spændingen i samtaleugen kunne mærkes hele vejen ned til Beirut, var det også med en vis selvsikkerhed, at han tog sine samtaler over en skrattende virtuel forbindelse:

”Jeg har taget nogle selvstændige valg, som dyrker mine personlige interesser, men også gør mig stærkere fagligt. Det, tænker jeg, kun kan have et positiv udfald i praktikansøgningsprocessen,” siger han.

Det skulle vise sig, at Emil fik helt ret. Der var nemlig et medie, som synes, Emils selvstændige valg var en fantastisk idé, og om lidt flytter han til København for at starte på sin nye praktikplads på Zetland.

Grunden til at studievejledningen fokuserer meget på de studerendes plan, for orlov kommer af, at der på uddannelserne i perioder opleves større travlhed og pres fra skolens side, og det er også her, Joan Husted oplever, at flere elever strømmer til.

”Vi ser især en træthed på andet semester. Folk har det helt vildt svært ved, at der er så meget auditorieundervisning og problemudredende journalistisk, og det er bare ikke for alle,” siger Joan Husted.

“Orlov skal ikke være en sidste løsning som et forsøg på at beholde eleverne på deres uddannelse,” siger Joan Husted. Dog prøver de at hjælpe de studerende med at skabe overblik i deres hverdag og også snakke med dem om, hvad de kan forvente på de kommende semestre, inden de tager valget om orlov.

”Man skal ikke gå og være ødelagt af tvivl på, om det er det rette studie, men jeg tror, at det er helt naturligt, at man med mellemrum sætter spørgsmålstegn ved studiet, og den retning man er på vej i,” siger Joan Husted.

Skal jeg overhovedet være journalist?

For Anna Marie Mikkelsen var tvivlen dog blevet for stor, og det var også den, som satte hendes tanker om orlov i gang.

”Jeg tænkte meget over, om jeg kunne se mig selv studere i det her miljø. Konkurrencen kan til tider føles hård, og mine forventninger til mig selv pressede mig for meget.”

– Anna Marie Mikkelsen, på orlov fra 2. semester

I sommerferien før Annas andet semester på journalistuddannelsen blev tvivlen dog erstattet med beslutningen om at tage orlov. Det var for svært at mærke ordentligt efter, når der konstant var deadlines, som skulle overholdes, og et nyt socialt forum, som skulle have fokus og energi.

Når man søger orlov inden for det første år på uddannelsen, skal man have en lægeerklæring for at få tildelt orloven. Anna tog til sin læge og fik lægeerklæringen, hvorefter hun søgte om orlov.

”Jeg går stadig og prøver at finde ud af, om det er det her, jeg skal, men jeg er ikke rigtig kommet frem til et svar endnu,” siger Anna Marie Mikkelsen.

I sin orlov har Anna fået sig et arbejde og ellers fokuseret på at finde ro i sin hverdag for at få mere klarsyn over, hvor hun skal hen i fremtiden.

Der er ikke noget maksimum, når det kommer til antal orlovsperioder. Dog skal du søge på ny for hvert semester, du beslutter dig for at have orlov i. Når du søger om orlov, er det gennem studieadministrationen. Her skal du kort skrive en begrundelse for din orlov, og det er også den, som studievejlederne læser, hvorefter de tilbyder dig en samtale. Ingen af dem, Illustreret Bunker har snakket med, har oplevet et afslag på deres orlovsansøgning.

FORSIDEN

Tryklufthorn, røve i sæder og fremtidsdrømme: Kom med på praktikmesse

af Thit | okt 27, 2022 | INDE

Tryklufthorn, røve i sæder og fremtidsdrømme: Kom med på praktikmesse

Fjerde semester har været på praktikmesse! I løbet af seks runder kan de studerende og medierne lærer hinanden at kende, inden der skal søges om praktik. Se vores reportage for at få et indblik i eventet.

TEKST & video: Victor Heide-Jørgensen

Udgivet den 27. oktober 2022

FORSIDEN

Tovtrækkeri på DMJX: De studerende kræver at blive hørt, og bestyrelsen forventer at blive spurgt

af Thit | okt 12, 2022 | INDE

Tovtrækkeri på DMJX: De studerende kræver at blive hørt, og bestyrelsen forventer at blive spurgt

De Studerendes Råd inviterede til reception som kritik af skolens økonomistyring. Receptionen startede en debat om dårlig kommunikation mellem de studerende og ledelsen på DMJX. Men hvem har det primære ansvar?

TEKST: Lærke Kobberup FOTO: Rasmus Breum ILLUStration: Louise Rix

Udgivet den 12. oktober 2022

”Det har aldrig været vores hensigt, at receptionen skulle være provokerende,” siger Anton Dahl Andersen, næstforperson for De Studerendes Råd. Kort tid efter receptionen som DSR afholdte, erkendte han dog, at DSR ikke har været helt skarpe i deres kommunikation.

”Der var sgu noget rugbrødsarbejde, som vi fløj lidt for elegant henover,” siger Anton Dahl Andersen

I Radio Genlüds program ‘Interne Affærer,’ prikkede værterne til argumenterne bag receptionen. Efter et kort interview med skolens økonomichef, Jørgen Johannsen, blev det hurtigt etableret at det aldrig havde været planen, at pengene skulle være gået til de studerendes foreninger. En af mærkesagerne bag receptionen var ellers, at pengene blev taget fra de studerende og foreningerne og i stedet brugt på receptioner og et gyldent håndtryk.

DSR skrev således i deres invitation:

“Vi ville gerne have fejret nye toiletter, flere penge til foreningerne eller et fredagsbarlokale, hvor vi alle sammen kan være. Desværre har skolen brugt svimlende 2,1 millioner på et gyldent håndtryk til den tidligere rektor og 130.000 kroner på receptioner, så det fik vi ikke lov til.”

Internt i DSR udsprang receptionen også af en utilfredshed med skolens forhandlinger af fondsmidler til foreningerne, som er blevet udskudt siden sommerferien. Anton Dahl Andersen oplyser, at ledelsen har givet udtryk for, at der ikke er udsigt til flere penge til foreningerne i den nærmeste fremtid.

Han uddyber, at antallet af foreninger er vokset, men mængden af fondsmidler ikke er fulgt med og blevet revurderet. De få midler betyder, at nogle foreninger føler sig presset økonomisk.

“Hvis skolen vil skabe et godt foreningsliv, bør man nok overveje at investere mere end 15.000 kroner i os,” siger Kevin Landor Laursen, ansvarshavende chefredaktør for det nystartede Magasinet Tendens.

Dette blev dog ikke kommunikeret tydeligt i forbindelse med annonceringen af receptionen.

Hør afsnittet om skolens økonomi fra ‘Interne Affærer’ under:

Hvem starter samtalen?

Økonomichefen på DMJX, Jørgen Johannsen, bekræfter, at der ikke havde været nogen forbi for at spørge ind til eller forstå skolens økonomi inden arrangementet. Han havde blot hørt, at receptionen havde noget med økonomi at gøre.

”Der er en pointe i, at vi skulle have rakt ud, men der er også en pointe i, at ledelsen skulle have rakt ud,” siger Anton Dahl Andersen.

Et mentalt billede kan dukke op. To børn siddende overfor hinanden i frustreret stilhed. Begge er for sure til at ville indlede samtalen.

Henrik Berggren, uddannelseschef for journalistuddannelserne på DMJX, forklarede til Radio Genlüd forud for receptionen, at det irriterer ham, at de studerende ikke havde rakt ud til ham. Han var nemlig ikke klar over, at de studerende følte, at der manglede kommunikation.

Han understreger dog, at han blev glædeligt overrasket over synet af den lille bod og de smilende arrangører, da han frygtede noget meget mere demonstrativt.

Jan Dyberg til tasterne
Ingen fra ledelsen på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole har sagt, at receptionen var provokerende. Ifølge Anton Dahl Andersen var der rigtig mange, der talte om receptionen. Både elever og ansatte. Det var ikke kun receptionens pointe, der blev diskuteret. En stor del af snakken gik på, om argumenterne i sig selv holdt vand.

Jan Dyberg Larsen, lektor på DMJX tog sagen i egen hånd og kontaktede arrangørerne. Han var interesseret i, om DSR havde lavet nok research i forhold til emnet, og om de følte, at deres intention var tydelig nok. Underviseren skrev til arrangørerne inden receptionen og påpegede vigtigheden i at researche. Han påpeger også vigtigheden i, at kritikken omhandler den tidligere bestyrelse.

”Jeg tror godt, at jeg kan sige, at alle ansatte her er utroligt åbne over for at snakke med de studerende om tingene. Man skal bare spørge,” siger Jan Dyberg Larsen.

Den stille bestyrelse

Alle medlemmer af bestyrelsen er underlagt tavshedspligt i sager om ansættelsesretlige forhold.

Siden bestyrelsesmødet om det gyldne håndtryk i juni 2021 er fem medlemmer blevet skiftet ud. Det skal påpeges, at udskiftningerne omfatter tunge poster som formand, rektor og økonomichef. Det er stadig uvist, hvem der har været til stede under mødet i juni 2021.

Det er blevet bekræftet af Roger Buch, forskningslektor på DMJX og medlem af bestyrelsen, at studenterrepræsentanterne har haft lige så mange informationer, som han selv har haft. Også om det gyldne håndtryk.

Ifølge Julie Sommerlund, rektor på DMJX, blev det tydeligt meldt ud til hende via mail fra DSR, at kritikken ikke var rettet mod den nye bestyrelse. Hun pointerer dog, at hun ikke helt synes, det var tydeligt i omtalen af receptionen.

”Samtidig håber jeg, at vi også kan have dialogen mere direkte end gennem happenings,” skriver hun i en mail.

Denne dialog er Julie Sommerlund ikke den eneste, der efterlyser.

Var receptionen en succes?

”Hele situationen virker sgu lidt rodet. Og når ting er rodet, bliver vi her på skolen uddannet til at stille spørgsmål. Men hvis der så ikke er nogen, der svarer på spørgsmålene, hvad gør man så?” siger Anton Dahl Andersen.

Man kan ikke stille spørgsmål til folk, man ikke kan finde. Jan Dyberg Larsen mener dog, at skolens ansatte har været let tilgængelige for de studerende. Så er spørgsmålet måske mere, om de studerende har ledt nok efter de relevante ansatte?

”Vi har nok ikke stillet tilstrækkeligt med spørgsmål, men jeg synes stadig, at det er et fælles ansvar,” siger Anton Dahl Andersen.

Han er frustreret over, at ledelsen ikke selv har italesat økonomisagen med de studerende. Selvom der har været tydelige problematikker med receptionen, mener Anton Dahl Andersen stadig, at det til en vis grad var en succes.

”Vi snakker om det nu, og jeg kan høre, at flere andre også gør det. Kommunikationen mellem de studerende og ledelsen er blevet et taleemne,” siger han.

Læs reportagen fra DSR’s reception d. 16. september her.

FORSIDEN