
I Tyrkiet har censuren det sidste ord
Tyrkiet er det tiende land i verden med flest journalister i fængsel – lige efter Eritrea og Egypten. Illustreret Bunker taler med dokumentarist Burak Dal om hans arbejde i landet, hvor i alt 68 journalister har ladet livet på grund af deres jobbeskrivelse.

TEKST: MADS KELLER ISAKSEN (PÅ UDVEKSLING I TYRKIET)
FOTO: SIGRID CONRADSEN NIELSEN
”Burak, du er blevet nævnt i afhøringen, bare så du ved det. Pas på.”
Opkaldet fra advokaten var uventet – og så alligevel ikke. Den 45-årige dokumentarist, Burak Dal, var blevet nævnt under en politiafhøring af en fotograf, han havde arbejdet sammen med på en dokumentar om kurdiske oprørsgrupper.
Det var på en måde en lettelse for ham. Nu vidste han i det mindste, at politiet undersøgte ham.
Er det så en god idé, du taler med mig lige nu?
”Jeg har sagt det her så mange gange før, at det ikke gør nogen forskel,” svarer Burak Dal.
Fra mineby til medieverden
Burak Dal er vokset op i minebyen Zonguldak, ikke langt fra Istanbul. Han havde sine teenageår op igennem 90’erne – en periode i Tyrkiet, som var kaotisk, voldelig og hvor der udspillede sig det, som Burak Dal kalder en unavngiven borgerkrig.
For mange unge tyrkere var 90’erne en tid med kulturel frigørelse, og antallet af fjernsyn og telefoner steg markant. Med disse teknologiske fremskridt fulgte en ny virkelighed, hvor især unge tyrkere nu kunne vidne politiske mord og terrorangreb.
Burak Dal så, hvad der skete i sit land, og hvad medierne skrev om. Han kunne ikke få det til at hænge sammen. Da han kom ind på universitetet i Galatasaray, valgte han derfor film og TV med speciale i dokumentarisme.
”Jeg ville have folk til at se og være kritiske over for, hvad der foregik omkring dem i et land, hvor der skete de mest uvirkelige ting hver dag,” siger han.
Burak Dal mente, at dokumentaren som medie var det eneste, der kunne få folk til at tro på, at det, de så, ikke bare var noget, en flok filmfolk i et røgfyldt lokale havde fundet på.
”Det er kun ved at bruge rigtige historier, rigtige billeder og rigtig lyd, at man kan have en indvirkning på folk,” fortæller han.
Burak Dal har brugt størstedelen af sin karriere på at stille skarpt på regeringens behandling af journalister og de svære arbejdsvilkår, censuren pålægger dem.
Burak Dal har brugt det meste af sin karriere på at tale med journalister, der, grundet deres historier, har været i eksil, fængsel eller værre. Alligevel kom det som en ubehagelig overraskelse, da det blev hans tur til at komme i søgelyset.
”Jeg har mistet håbet,” siger den ellers muntre tyrker, mens han hiver det sidste sug ud af sin cigaret. For første gang overvejer han nu sin fremtid i sit eget land.
”Dokumentaristerne har tabt kampen mod censuren,” siger han.
Han fortæller, at det for første gang gik op for ham i 2014, da en dokumentar, som skulle vises til landets ældste filmfestival, Golden Orange Festival i Antalya, blev bandlyst. Det skyldtes, at der var ét skud i dokumentaren, som viste graffiti, der kritiserede præsident Recep Erdogan, som stadig besidder embedsværkets toppost i dag.
For Burak Dal er censuren blevet en del af hans arbejdsliv, og det er mere undtagelsen end reglen, at hans film bliver bandlyst.
Hans første film med titlen ’1938’ omhandlede massakren på kurderne selv samme år. Dokumentaren så dagens lys i 2007, og året efter blev den taget ned af regeringen. For Burak Dal er håbet svært at finde, når venner og kollegaer rundt om sig bliver sat i fængsel og chikaneret. Alligevel stopper han ikke med at lave dokumentarer. Spørger man hvorfor, findes svaret i Tyrkiets fremtid.
”Alt, hvad jeg gør nu, gør jeg for mine to piger,” fortæller Burak Dal.
Døden med på arbejde
På Forbundet for Tyrkiske Journalisters hjemmeside findes en menu som løst oversat læser: Myrdede journalister.
68 navne står på listen. Det sidste, Güngor Arslan, blev skrevet ind den 19. februar 2022.
Tidligere eksempler viser, at journalister, som dækker den kurdiske modstandsgruppe PKK’s handlinger i et lys, regeringen ikke finder negativt nok, bliver stemplet som terrorsympatisører og får en dertil følgende dom.
Hvis en journalist derimod dækker LGBTQ+-rettigheder, er det en dom for opfordring til had, man risikerer.
Efter et fejlet kupforsøg mod sin regering i 2016 tog Recep Erdogan og regeringspartiet AKP livtag med medierne og strammede grebet. Ifølge Committee to Protect Journalists var 2016 det værste år at være journalist i Tyrkiet i, med hele 84 journalister siddende i tyrkiske fængsler.
Flere af dem var Burak Dals venner og kollegaer.
I dag er de fleste ude igen – dog har andre af hans kollegaer siden lidt samme skæbne. Senest er en af kilderne fra en dokumentar, Burak arbejdede på, Yildiz Tar, blevet tilbageholdt. Yildiz Tar er journalist og dækker rettighederne for LGBTQ+-personer i Tyrkiet. Han afventer i skrivende stund rettergang.
Oto sansür
Når frygten om at komme i fængsel, blive sprunget i luften eller være nødsaget til at flygte konstant hænger over en, kan det være svært ikke at udøve selvcensur – oto sansür.
Burak Dal er dog stadig overbevist om, at selvcensuren ikke har fået hold om ham endnu. Han er derimod også klar over, at i et land som Tyrkiet, ligger den konstant og ulmer i underbevidstheden.
Under optagelserne af den dokumentar, som har vækket politiets interesse for Burak Dal, modtog filmholdet optagelser af kurdiske oprørsgrupper. Det igangsatte lange og ophedede diskussioner internt. Burak Dal og de andre vidste, at filmen ville blive stemplet som kurdisk propaganda. De vidste dog også, at de ville kunne anfægte den anklage. Hvis de brugte optagelserne, ville dokumentaren blive for nemt et offer for censurapparatet, fortæller han.
”Der er ikke nogen grund til at gøre det nemmere for dem, end det er i forvejen,” siger Burak Dal.
De fleste af de dokumentarer, Burak Dal har lavet eller arbejdet på, er på et eller andet tidspunkt blevet taget ned, bandlyst eller censureret ind til et mutantværk, som ingen længere kan genkende. Når han sidder og klipper i en dokumentar, er der ét spørgsmål, som altid går igen: ‘Gad vide om det her vil blive vist?’
Han er så rutineret i censurens veje, at han på forhånd kan gætte, hvilke scener der vil fælde filmen.
Tænker du over at ændre det med det samme, når du ved, at det kommer til at resultere i, at filmen ikke ville kunne komme ud på grund af det?
”Alt i det her land er politisk. Så længe dine ting bliver taget ned, så ved du, at du gør det rigtige,” siger Burak Dal.
Håb igennem cigaretrøg
Organisationen Media and Law Studies Association, MLSA, er sat i verden for at hjælpe de tyrkiske journalister, som bliver tilbageholdt, tæsket eller fængslet, og som ikke selv har mulighed for at få advokathjælp.
Organisationen er stiftet af to advokater og er noget nær den eneste ven, en kritisk journalist i Tyrkiet kan finde. Burak Dal vil ikke sige, at MLSA er håbet for den frie presse i Tyrkiet, da de indtil videre kun beskæftiger sig med journalister – og altså ikke dokumentarister, fotografer eller andre mediefolk.
Men igennem cigaretrøgen kan man ane et smil, måske endda et håb. Nu skal han først lige forklare sin kone, at han er ved at blive undersøgt af staten, siger han. Så kan vi tale om håb bagefter.
Sagen mod Burak Dal kører stadig. Han er ikke yderligere blevet kontaktet af staten angående sagen endnu.