”Som det ofte er, når man skal interviewe politikere, har vi sendt hende vores spørgsmål på forhånd.”

Sådan lød det i et Facebook-opslag d. 1. maj i gruppen med det sygt lange navn: “Tid til eftertanke: Journalisters rolle i den politiske debat”, stiftet af tre DMJX-studerende.

Her er den omtalte “hende” Pia Kjærsgaard, Folketingets formand. Opslagets forfatter er et af gruppens stiftende medlemmer, der skulle mødes med Kjærsgaard til interview om politikeres og journalisters roller i forhold til hinanden.

Interviewet kom der en rigtig fin video ud af, hvor Kjærsgaard kommenterer på det politiske spin på Christiansborg.

Men at hun skulle have spørgsmålene på forhånd, og at det bare er sådan, det ofte er, er en præmis, jeg er uenig i.

Selvfølgelig skal ikke bare Kjærsgaard, men enhver kilde forud for interviewet have at vide, hvad interviewet vil dreje sig om, så journalisten får nogle mere konkrete, acceptable og relevante svar. Men de skal ikke have spørgsmålene.

Folketingspolitikere må tolerere at svare på de spørgsmål, der kommer, når de kommer. Det er en del af Danmarks demokratiske tradition, at magthavere mødes med den kritiske presse, selvom de ikke altid kan forberede sig i detaljen, og det nogle gange gør ondt.

Da den syriske præsident Bashar al-Assad i oktober 2016 blev interviewet af TV 2’s Rasmus Tantholdt, skulle han ikke bruge spørgsmålene på forhånd. Det citeres Tantholdt i hvert fald for at have fortalt til Andreas Fugl Thøgersen i deres fælles bog ”Med åbne øjne”. Dér kan man se, det var flinkt af Assad.

Bevares, Assad havde andre krav til TV 2. Bl.a. måtte de ikke selv møde op med eget kamerahold og stå for produktion af interviewet, fortalte Tantholdt til TV 2, men de fik i sidste ende råderet over hele interviewet og måtte klippe i det.

Dermed har Assad levet op til den forventning, at man sgu møder journalister, selv hvis en Word-fil med spørgsmål i punktform ikke lander i indbakken før øjeblikket, de stilles.

Som en gudfrygtig kvinde sad Britta Nielsen i den sydafrikanske retssal og lignede en, der angrede. Med benene over kors og hænderne i skødet sad hun, som når præsten varsler bøn i kirken. Flugten var slut. Det var første gang, vi havde set hende, siden sagen begyndte. Offentlighedens billede på delinkventen indtil da var fra dronningemødet, hvor hun var godt i stand, rask og venligt udseende. Ikke mere. Nu havde tilværelsens tæppebaskere banket venligheden og raskheden ud af hende. Hun var jo næsten mager.

Hele Danmarks forbryderfamilie

Historierne skriver næsten sig selv. Men det stopper jo ikke her. Nu er hun godt nok i politiets varetægt, men sagen bevæger sig videre. Som om historien om kvinden fra Socialstyrelsen, der tog røven på hele systemet, ikke var god nok. Hun har også børn. Sønnen er anklaget for hæleri, og hvem var det, der afslørede hans navn? Hans egen advokat. Døtrene syntes ikke, det var mistænkeligt, at moren, der arbejdede i det offentlige, havde råd til villaer og dyre biler. Mutter har jo altid ret. Og vi, borgerne, har allerede dømt hele banden. Vi er ikke i tvivl. Slet ikke. Britta er den største slyngel siden Stein Bagger. Sønnen er dybt kriminel. Døtrene løj os lige op i femøren. Og Hella Joof skal bestemt ikke begynde at forsvare hele Danmarks forbryderfamilie. Som forresten ikke er dømt endnu.

Grænserne bliver brogede

Lærer vi noget af alt det her? Bevares, det er da dejligt med lidt at SMS’e med mormor om. Og det er øjensynligt skide let at lave massere af fængslende journalistik på beretningen om Britta. Men hvad bidrager det egentlig med? Var der ikke også noget med, at vi skulle kvalificere offentligheden? Jeg tvivler på, at jeg på nogen måde bliver mere kvalificeret af Britta-forløbet, selvom jeg fulgte meget med. Jeg har ikke lært mere om retssystemet. Jeg har ikke lært mere om, hvilke metoder svindlere bruger. En administrator kan gøre administratorting på et IT-system. Man kan have Crocs på til et retsmøde. Dét har jeg lært. Det er i virkeligheden et usselt udbytte på de timer, jeg har investeret i Britta-sagen. Blev jeg klogere? Nej. Blev jeg underholdt? Ja. Men hvornår begynder grænserne for vores fag at blive brogede? Underholdningsjournalistik er nødvendig for faget. Det betaler for det kedelige, substansrige stof. Ved Britta-sagen kan jeg dog ikke se, hvad dækningen egentlig var; underholdning eller substans. Og jeg tvivler på, om det er sundt for faget, at man slører grænserne mellem underholdning og væsentlige nyheder.

De glemte, slipseklædte mænd

Selvfølgelig skal substansen ikke vægte det hele. Men der skal være en ligevægt. Samtidig med Britta-forløbet har der foregået en masse ting, som, jeg mener, er mere vedkommende end Brittas fodtøj. Sanjay Shah er anklaget for at stjæle fra skattekassen for mere end tolv milliarder. Hvor meget spalteplads fik hans sag kontra Brittas? Ungarns igangværende uddannelseskrig truer med at undergrave den akademiske frihed til fordel for Orbáns regering. Finanstilsynet undersøges af Den Europæiske Bankmyndighed på baggrund af Danske Bank-sagen. I mine øjne er de tre eksempler mere vedkommende end Britta-sagen. Også selvom der er tale om kedelige, slipseklædte mænd, der er sværere at fange end en ål på bunden af et havbassin. Og ikke en næsten mager svindler fra Socialstyrelsen, som åbenbart også går i Crocs.