Vejen til at blive en god fortæller er brolagt med dilemmaer, der kan være svære at navigere i. Tag med mig og tre af Danmarks dygtigste fortællere på en rejse ind i den fortællende journalistik.

En snurrende motor fra en lastbil, der leverer varer til bageriet overfor, forstyrrer roen i Brammersgade, hvor vi sidder på en bænk foran en lille café. Jeg bliver distraheret, og tankerne begynder at flyve rundt. Hvorfor skal den nu komme og ødelægge min koncentration?  Men Anders snakker bare roligt videre. Og roen smitter. ”Den går nok væk lige om lidt,” siger han. Han tager en tår af sin kaffe og begynder at fortælle. 

Anders hedder Agger til efternavn, og bænken vi sidder på, står uden for Street Coffee i det centrale Aarhus. Der emmer af third wave kaffebar, da vi træder ind.

“Hvad drikker du?” spørger Anders Agger. “Jeg tager bare en cortado,” svarer jeg. “Ej, så er vi cortadobrødre,” siger han. Jeg insisterer på at give, men det vil han også, og han vil have, at jeg skal smage deres mandelcroissant. “Den er virkelig god,” siger han. Men hvad kan Anders Agger, en snurrende lastbil og en mandelcroissant lære dig? 

Svaret får du senere, men først begyndelsen på det hele.

Jeg sidder i et sommerhus i Skagen. Der dufter af lakridste fra koppen, der står på kakkelbordet og damper. Vinden piber, og kulden rusker i de orangerøde træer. Jeg læser i en bog, der er et perfekt afbræk fra de vindblæste gåture langs havet. Line Vaaben er forfatter, navnet er Fortællingernes Tid, og du kender den måske, hvis du har haft skrift på tredje semester? I bogen læser jeg, at det er en del af vores DNA at fortælle historier. Som da vi sad om bålet for tusinder af år siden og dyrkede den gode fortælling.

Det er den, jeg er på jagt efter. Den gode fortælling. Men også de dilemmaer, der gemmer sig i den fortællende journalistik. En genre, der bruger greb fra fiktionens verden og samtidig giver os et dybere indblik i personer, miljøer og handlinger. Jeg vil finde ud af, hvad det vil sige at være en god fortæller, og hvad man skal gøre, når genrens utallige dilemmaer banker på døren. Men jeg er usikker. Jeg siger ja til at skrive historien, fordi jeg selv elsker gode fortællinger. Den slags der brænder sig fast på nethinden, og som man ikke kan lade være med at genfortælle. Men jeg finder ret hurtigt ud af, at genren er som en rose. Smuk i sin helhed, men med en masse torne man kan stikke sig på. Må jeg selv deltage i historien? Eller skal jeg være fluen på væggen? Hvor meget kan jeg lege digter, uden at det bliver prætentiøst? Har jeg pligt til at tilkendegive min mening overfor en mand, der ønsker at dø, når jeg skriver om det? Eller har jeg pligt til at lade være?

Det var det, jeg satte mig for at finde ud af. Og så satte jeg mig for at finde svaret på ét centralt spørgsmål: Hvordan bliver man en god fortæller? Som en anden Pippi Langstrømpe siger jeg til mig selv, at det har jeg aldrig prøvet før, så det kan jeg sikkert godt.

I bogen falder jeg over en fortælling skrevet af en mand med et efternavn, jeg synes klinger brasiliansk. Mikkel Vuorela hedder han, og navnet viser sig at være finsk. Fortællingen handler om hans egen familiehistorie, og imens han udruller den, rejser man med ham ind i den finske folkesjæl. Han skriver som en drøm, tænker jeg. Måske kan han give et tip eller to.

Mikkel Vuorela befinder sig i et dødsbo. Han er ved at skrive en fortælling om en ensom mand på en gård. Men manden bor her ikke mere. Han er gået bort efter mange år alene. Mikkel Vuorela har fået lov til at gennemgå mandens ting, og nu er han faldet over en gammel lakplade, der ligger i en grammofon. Han løfter låget og bider mærke i en Gustav Winckler-plade. Sølvtråde I Dit Gyldne Hår står der. Da han kommer hjem, slår han teksten op. ”Snart skal livets aftenklokker ringe solfaldstimen ind,” lyder første linje. Og dér vidste han, at han havde sin sigende detalje.

Da jeg ringer til Mikkel Vuorela, skubber han rundt med en barnevogn. Kameraet fra telefonen ryster, mens han går tur i den lokale park. “Det er for at få den lille til at falde til ro,” siger han. Han er på barsel fra Information, hvor han til dagligt er skribent – og en af Danmarks mest anerkendte fortællere. Jeg har sat mig tilrette foran min MacBook i en udvalgt cardigan og forsøger at fremstå velformuleret, men ikke prætentiøs. Jeg har ringet til netop ham, fordi jeg skal til det, som jeg har frygtet mest. Kan jeg lykkes med mit sprog? Kan jeg skrive en fortælling?

At skrive en fortælling er lidt ligesom at lave en spillefilm, siger han. Der skal opbygges suspense, sættes kroge og cliffhangers. Det handler om at skabe en spændingskurve, og lige hvor det er allermest spændende, skal jeg klippe væk, som man vil gøre i en film. Det kræver en klar struktur. 

“Jeg udskifter tit de klassiske citater med dialog,” siger Mikkel Vuorela. En tanke der i starten er fjern for mig. Som studerende er jeg så vant til citaternes magiske magt. Det gør Mikkel Vuorela, fordi man med dialogen kan fortælle meget om for eksempel to menneskers første møde med hinanden. I stedet for at forklare det selv, kan man med fordel lade dem tale.

Jeg kan høre, det begynder at pusle nede fra barnevognens kurv. “Hov, der er vist en lille en, der er vågnet,” siger Mikkel Vuorela. Han forklarer, at det, der i sidste ende binder hele fortællingen sammen, er sproget. Sådan tager man ejerskab over sin historie. Sproget er en motor, der opbygger spænding. Mikkel Vuorela fortæller, at han altid forsøger at skabe spænding med sit sprog, men at han er meget opmærksom på ikke at overbruge patos. “Det er vigtigt ikke at spænde buen for hårdt. At undgå at pumpe drama ind i noget der ikke er drama,” siger han. Og jeg nikker med et lille grin, da jeg tænker, hvordan det mon skal gå med denne fortælling. Men før der overhovedet er noget at skrive om, skal der samles stof ind. 

I den fortællende journalistik er der en devise, der hedder – ’get the name of the dog.’ Når man er på reportage, skal man indsamle alle detaljerne – også hundens navn. Højst sandsynligt får man ikke brug for det. Men detaljen kan pludselig være guld værd. Den kan rumme hele den store fortælling kogt ind til en maggiterning. 

Mikkel Vuorela lytter til sangen fra dødsboet. Han hører den knitrende lyd fra lakpladen og Gustav Wincklers alvorstunge stemme, der synger om den snarlige død. “Det er sgu min slutning,” tænker han. Det kunne være han havde hørt Limbo Rock, og så var det ikke kommet med i historien. 

Jeg trækker vejret dybt og forsøger at samle tankerne. Mit hjerte banker en smule, da jeg på Zoom ser, at “Line Vaaben has joined the room”. Hun sidder i en halvmørk dagligstue, hvor blålyset fra computerskærmen sender et skær op på hendes ansigt. Hun er skarp i blikket og skarp i sine ord. Der er pondus bag. 

Hun er journalist på Politiken, og hun har specialiseret sig i levende og nærværende fortællinger. Både du og jeg kan være gode fortællere. Det handler om at dyrke sin indre fortællerstemme.

En god start på fortællingen er en god hovedkarakter. Man skal sympatisere med mennesket – ellers er det svært at tage ud på en rejse med denne person. Jeg tænkte i lang tid over, hvor min hovedkarakter var i fortællingen. Det går op for mig, at min fortællings hovedkarakter ikke er mine kilder, men derimod mig selv.  

Det næste spørgsmål til hovedkarakteren er: Kan man stole på det, vedkommende fortæller? “Vi lyver overfor os selv,” siger Line Vaaben. Vi bygger fortællinger op om os selv, som vi fortæller videre. Gennem årene efterrationaliserer vi og laver vores egne versioner af sandheden. 

“Derfor er det vigtigt for mig, at jeg kan faktatjekke mine kilder,” siger hun

Hun er ikke Inspector Morse, men det er vigtigt at være sikker på at fortællingen er sand og retfærdigt fortalt. For at det kan lade sig gøre, er det vigtigt med en tillidsfuld relation mellem hende og kilderne, og heri gemmer der sig et stort dilemma. Det som Line Vaaben kalder at navigere mellem de tre p’er. Det professionelle, det personlige og det private.     

“Jeg kan godt være personlig, men aldrig privat,” siger hun. Man kan godt give kilderne lidt af sig selv og fortælle, at man har børn eller er gift. Men man skal ikke begynde at fortælle sine kilder om et skænderi, man lige har haft med sin mand.  

Det handler også om at afstemme forventninger. Line Vaaben er fluen på væggen. Det er vigtigt, at grænserne mellem flue og hendes tilstedeværelse ikke er flydende. “Jeg er ret transparent om, hvad jeg selv er på udkig efter, og hvad det kræver af den person, jeg skal være sammen med.” Man må godt minde kilden om, at man er på arbejde, for kilden kan hurtigt komme til at forveksle journalisten med en ven. Bare det, at man sidder og skriver i sin notesblok, kan være nok, siger hun. Da Line Vaaben fulgte Kjeld, der tog til Schweiz for at få aktiv dødshjælp, boblede tvivlen inde i manden. Han spurgte hende flere gange, om hun syntes, det var det rigtige for ham. 

“Til sidst sagde jeg: ‘Prøv lige at hør, Kjeld, det kan jeg simpelthen ikke svare dig på. Det er ikke min opgave som journalist’.”

Og det er her, vi kommer til mandelcroissanter og cortado på Street Coffee i Aarhus. For Anders Agger har også stået i en situation, hvor han kunne hjælpe en kilde. Men han endte med at gøre noget lidt andet end Line Vaaben.    

Anders Agger kommer kørende i sin store, lakrøde Mercedes. Han vinker indefra bilen. Jeg er kommet med bussen, med let svedige håndflader og en vejrtrækning, der lå i den ende af stress-skalaen, lægen vil anbefale at holde sig fra. Jeg havde svært ved at koncentrere mig om Eagles, der ellers skulle få mig til at slappe af. Anders Agger stiger ud af bilen og råber: “HEJ, Lukas,” og jeg er allerede mere rolig. Og det er det, han kan. Han kan afvæbne folk. 

Da jeg aftalte med min redaktør, at jeg skulle skrive denne historie, var det første, der spillede inde i mit hovede en scene fra et tv-program:

Anders Agger står ved en hæveautomat på Nørre Allé. Billedet er frosset, lige der hvor han stikker 200 kroner i hånden på Tristan. Tristan er misbruger, og Anders Agger har fulgt ham i de sidste par dage i programmet Indefra om fixerum i Aarhus. Lige netop denne scene var en af de første scener, der fik mig i gang med denne historie. Ét spørgsmål har altid presset sig på: Hvorfor kom det med i programmet?   

I de første sæsoner af programmerne Indefra var der en idé om, at Anders Agger selv skulle have en interesse i emnet, de tog op. Det gør ikke noget også at følge den personlige passion, mener Anders Agger. Han er interesseret i fodbold, så han lavede et program om AGF. Han var inspireret af den britisk-amerikanske journalist Louis Theroux, der også ofte skildrer lukkede miljøer. Og uanset hvilket miljø, Anders Agger bevæger sig ind i, forbeholder han sig retten til at være uenig. Det er en af hjørnestenene i programmet. Men det er karakteren selv, der skal beskrive miljøet, ikke Anders Agger.  

Han opererer med empati fremfor sympati. ”Jeg lægger mig ikke ned ved siden af kilderne og holder om dem. Jeg sætter mig ved siden af dem og taler med dem,” siger Anders Agger. Han holder af at skubbe kilderne ned af en vej, hvor han definerer, hvad de skal tale om. De skal ikke væk derfra, før de har talt om det. Han tager den dramaturgiske pegepind.  

“Nu fortæller vi den her historie – men fair, åben og afbalanceret. Uanset hvad man gør, skal man tage ansvaret for sin historie. Det er mig, der har den,” siger han. 

Jeg gentager overfor Anders Agger hans egne ord fra klippets speak om Tristan: ”En moderne version af aflad i et samfund der hjælper, hvor det måske burde lade være. Og at turde lade et dilemma eller to følge med, så længe næstekærligheden går forrest.” Dermed er vi tilbage til det spørgsmål, der har naget mig. Hvorfor de valgte at tage det med. 

Som fortæller er man selv herre over, hvad der kommer med i sidste ende. Det affødte så store diskussioner på redaktionen, at redaktøren var ved at gå i raseri. Men Anders Agger fik lov til at få det med i klippet, fordi det var ægte, fordi han faktisk havde en ægte lyst til at hjælpe Tristan. De ting, der er sket, når han har været på optagelse, skal fremstå, som han oplevede dem i situationen. Også hvis det er i grænselandet mellem det personlige og private.

Jeg sidder foran min computer og klør mig i håret. Efter at have færdiggjort tre interviews med så dygtige fortællere er jeg selv helt overvældet. Mængden af information, detaljer og dilemmaer er steget mig til hovedet. Jeg kan ikke finde hoved og hale i noget som helst. Puslespilsbrikkerne falder først på plads, da jeg snakker med min redaktør om historien. Jeg begynder selv frit fra leveren at fortælle, hvad jeg har lært på min jagt. “Prøv at gå hjem og skriv det ned, du lige har fortalt mig,” siger han.

Og hvad er det så Anders Agger, en snurrende lastbil og en mandelcroissant –  der virkelig var god – kan lære dig? Jo, først og fremmest at man skal følge sin personlige passion. Og så skal man ikke være så bange for dilemmaerne. For selv når de uomtvisteligt opstår, kan de måske endda give noget ekstra til historien. Tag det med, hvis det er sigende for fortællingen, men vær bevidst om det personlige og det private. For selvom de tre fortællere har hver sin måde at gå til arbejdet på, har de alligevel mange fællestræk. De har alle sammen selv stået i et dilemma eller to, og de har alle sammen fundet ud af, at man skal finde sin egen stil. Det er det, der skaber en god fortæller. Tag ejerskab.   

Uden at det har stået mejslet i granit fra start, er jeg blevet klar over, at min motor i fortællingen faktisk har været mig selv. Jeg har som grøn studerende forsøgt at lære et fag, også selvom jeg bumpede ind i et dilemma eller to. Og det, der har drevet mig ud i denne fortælling? Min egen interesse. Jeg har som Pippi gjort et forsøg.

Behovet for anonyme kilder kan blive endnu større i fremtiden. Men selvom der ikke er grund til automatiske modreaktioner over for navnløse kilder, må der ikke gå inflation i tilsløringen. Illustreret Bunker har talt med to undersøgende journalister og med en studerende, der er i tvivl.

En nervøs teenagedreng har gennem et år indsamlet timevis af ulovligt overgrebsmateriale på sin computer. Ikke fordi han nyder at se de 145 kvinder ydmyge sig selv foran et kamera. Men fordi han vil dokumentere, at det sker. Alligevel tør han ikke gå til politiet, for han har fundet videoerne ved at dele nøgenbilleder af kendte kvinder. Derfor er han gået til dig i stedet, men han har brug for at være anonym i din historie. Hvad gør du?

For DR-journalist Maiken Steen Frederiksen var det virkeligheden i 2018, da hun første gang mødtes med Kasper. Og hun var ikke i tvivl. Han skulle være anonym.

“Han kontaktede os for at rense sin samvittighed, men også for at sætte en stopper for det her. Vi betragtede ham som en whistleblower,” siger hun.

Fordi Kasper kunne dokumentere alt, hvad han fortalte, besluttede Maiken Steen Frederiksen sig for at gå videre med historien sammen med kollegaen Frederik Hugo Ledegaard. Det blev til podcastserien ‘Mænd, der ødelægger kvinder’.

Den unikke kilde

Fra starten var de to undersøgende journalister klar over, at de ikke kunne gå videre med historien uden ham.

“Nogle gange er kilder unikke. Det var afgørende for vores historie at bruge anonyme kilder. For der fandtes ikke andre som Kasper,” siger Frederik Hugo Ledegaard. 

Anonymitet er ofte præmissen for, at nogle af de vigtigste journalistiske historier overhovedet kan laves, mener han. Frederik Hugo Ledegaard peger blandt andet på, at de fleste MeToo-historier stod på skuldrene af navnløse kvinder.

Omvendt er det ifølge Maiken Steen Frederiksen også vigtigt at minde sig selv om, at ikke alle kilder er unikke. Når kilder, der er mindre enestående, forlanger anonymitet, er der ofte god grund til at søge en anden case. 

Selv har hun lige lavet en historie om digital chikane på det private arbejdsmarked. Der droppede hun i første omgang en kilde, der ikke ville stå frem med navn. Kort tid efter fandt hun en anden navngiven kilde, som fik historien til at stå meget stærkere. 

For journaliststuderende er det dog ikke altid en mulighed.

Kilden må gerne hedde X på DMJX

Thea Ludvigsen er journaliststuderende på andet semester og har netop afleveret et PUJ-projekt om mobning blandt præster. Da hun endelig fandt en kilde, ville vedkommende kun deltage mod anonymitet. Derfor skulle kilden godkendes af underviser Mette Stentoft. 

“Jeg havde et indtryk af, at vi virkelig ikke skulle bruge anonyme kilder. Så jeg blev faktisk overrasket, da Mette var så meget med på det. Hun kunne godt se, at det var vigtigt, fordi vi arbejdede med en kilde, der stadig var en del af det miljø, vi beskrev,” siger Thea Ludvigsen.

Når de studerende henvender sig til Mette Stentoft, husker hun dem på, at anonymitet er en skala. Der er forskel på, om man skal udelade kildens efternavn og give dem en sort bjælke foran øjnene eller kalde dem X og ikke referere direkte citater.

“Studerende kan godt have lyst til at love alle anonymitet, fordi de er bange for ikke at få kilder i tale. Men det er meget sjældent, at der er brug for fuldstændig anonymitet. Det går ikke, hvis det bare er lidt pinligt for kilden at have opgivet sin humanistiske doktorafhandling,” siger Mette Stentoft. 

For Thea Ludvigsen var tilbuddet om anonymitet et nødvendigt salgstrick, da hun sammen med sin makker skulle finde en præst, der ville fortælle om sine oplevelser med mobning. Men for hende skal anonymitet helst kun være en løsning i nødstilfælde. 

“Jeg kan godt se, at det bliver en glidebane, hvis man tilbyder alle anonymitet. Men vi var glade for muligheden, for ellers havde det ikke været muligt at finde en erfaringskilde,” siger Thea Ludvigsen.

Man må gerne beskytte sine kilder

Den glidebane er Maiken Steen Frederiksen opmærksom på. Netop derfor mener hun, at det er vigtigt, at journalister diskuterer argumenter for og imod anonymitet, hvis de er i tvivl.

“Der skal virkelig være en god grund til, at kilden skal være anonym. Men det er jo en afvejning hver eneste gang,” siger Maiken Steen Frederiksen. 

For hende afgør ét spørgsmål ofte, hvorvidt en kilde bør være anonym. Risikerer de at blive traumatiserede igen ved at stå frem med deres historie?

“Selvom man har lavet en vigtig historie, skal man overveje, om man efterlader sig et spor af mennesker, der har det dårligere, fordi man snakkede med dem. Det ville jo være skrækkeligt,” siger Frederik Hugo Ledegaard. 

Maiken Steen Frederiksen mener, at lige så snart man inkluderer en kilde, har man et ansvar for at beskytte dem. Selv efter det sidste punktum i artiklen er sat. Nogle gange kan man derfor være nødt til at gøre kilden anonym, selvom vedkommende måske ikke selv har bedt om det. 

“Journalister har et kæmpe ansvar for, hvad det kan betyde for kilder at stille sig frem. Så jeg synes godt, at man kan lægge angsten for at arbejde med anonyme kilder væk i nogle typer historier,” siger hun.

Før brugte man kilder til at tænde brænde

Maiken Steen Frederiksen og Frederik Hugo Ledegaard peger på, at behovet for anonymitet kun vokser i en tid, hvor internettet får det private og det offentlige til at flette fingre i en romance, der kan få uoverskuelige konsekvenser for kilder i medierne. 

“En papiravis bliver måske brugt til at tænde noget brænde eller pakke et smadret glas ind i. Så for 30-40 år siden blev kilder, der stod frem med navn, hurtigt glemt. Men i dag kan man jo finde ud af alt om andre mennesker” siger Frederik Hugo Ledegaard.

Han uddyber, at ansigtsgenkendelse udvikler sig til allemandseje, ligesom man i fremtiden måske vil kunne søge privatpersoners identitet frem med en optagelse af deres stemmer. Derfor mener han, at vi skal gøre op med forestillingen om, at anonyme kilder kun må være nogle, der vælter regeringer eller afslører korruption. 

Anonyme kilder er i stigende grad helt almindelige mennesker, der, så længe deres navn kan googles, ikke ønsker at blive identificeret med en sårbar oplevelse. Derfor er det vigtigt at passe godt på sine kilder. Uanset, om de er anonyme eller ej. 

Alligevel står der i studieordningen for journalistuddannelsen på DMJX, at der kun i “sjældne tilfælde kan være grunde til at bruge en anonym kilde”.  Spørgsmålet er, om det bliver anderledes for fremtidens studerende. 

Der er kamp om opmærksomheden overalt i medieverdenen, og det stiller nye krav til fremtidens journalister. Første skridt på vejen er at lære de journaliststuderende, at læserne ikke kommer af sig selv – mens man husker, at mange ikke kommer til at være forretningsmænd.

“Fremtidens journalister må involvere sig mere i det kommercielle.” 

Sætningen stammer fra Dansk Journalistforbunds rapport om fagets fremtid fra 2019, hvor forretningsbevidsthed blev et afgørende emne.

Ifølge Dansk Journalistforbund står journalistfaget nemlig over for en hård kommerciel realitet i den åbne brydekamp med overinformation og techgiganternes indtog på mediemarkedet. 

I dag, to år efter udgivelsen af rapporten, er budskabet det samme, når man spørger næstformand i Dansk Journalistforbund og bestyrelsesmedlem på DMJX, Allan Boye Thulstrup. 

“Folk har flyttet sig væk fra de traditionelle platforme og alle mulige andre steder hen. Det kræver en bevidsthed om, at en journalist også skal kunne tænke forretningsmæssigt over, hvordan man når ud til sit publikum,” siger han. 

Derfor var det også med en vis undren, at Dansk Journalistforbund kunne læse den tilhørende spørgeskemaundersøgelse blandt deres medlemmer, hvor bare otte procent svarede, at forretningsudvikling var en kompetence, de fandt vigtig at dygtiggøre sig indenfor i fremtiden.

“Det forretningsmæssige er ikke en modsætning til journalistikken. Det er bare en lidt speciel forudsætning, at det både er et offentligt gode og et kommercielt produkt,” siger Allan Boye Thulstrup. 

Grundlæggende ser han “konkurrencen om opmærksomheden” og finansieringen af fremtidens journalistik som en af de helt store udfordringer for branchen.

Derfor ønsker Allan Boye Thulstrup, at journalister bliver mindre berøringsangste i forhold til at tænke på journalistikken som en forretning, og at man tør se i øjnene, at der sker en udvikling væk fra den traditionelle måde at finansiere journalistikken på. 

Og den tankegang må gerne blive en del af journalisternes bevidsthed, allerede mens de går på journalistuddannelsen, mener han.

“Det her kræver, at man allerede i uddannelsesfasen tager snakken om, hvilke formater, man tror, der er fremtid i. Den måde, skolerne lærer folk at gøre tingene på i dag, er ikke nødvendigvis den måde, man gør i fremtiden.” 

Allan Boye Thulstrup mener derfor også, at det er godt, hvis man skærper journalisternes næse for forretning allerede under uddannelsen. Han ser det som en af de største opgaver for journalistuddannelserne at oplyse de studerende om aftagerperspektivet, så de dermed bidrager til at producere historier, som folk vil læse, lytte og se.  

“Succeskriteriet for enhver skole er jo, at de mennesker, man uddanner, også er attraktive for arbejdspladserne.” 

Slut med den beskyttede virkelighed

Maria Brus fra femina er en af dem, der har oplevet konkurrencen om opmærksomheden og de nye forretningsmodeller. Hun blev uddannet journalist fra DMJX i 2018, og efter en periode som skrivende journalist hos femina arbejder hun nu som deres redaktør for sociale medier og community. 

En stor del af hendes arbejde går i dag ud på at udvikle, hvordan feminas indhold bedst muligt kan komme ud til så mange brugere som muligt, og til det er hendes vigtigste redskaber Facebook og Instagram. Ifølge hende er et stort fokus på forholdet til læseren en vigtig del af den nye virkelighed i mediebranchen.

“Vi bruger især Instagram til at skabe et fællesskab med brugerne som forlængelse af det fysiske blad. Vi vil gerne skabe et univers, hvor vi taler med brugerne og også skaber historier sammen med dem,” siger Maria Brus. 

 Hendes arbejde består i høj grad af at sørge for, at artiklerne effektivt når ud til de læsere, de er skabt til. Så derfor er det ikke en fremmed tanke for hende, at opgaven i sidste ende er at tjene penge.

“Man kan skrive nok så flotte historier, men hvis de alligevel ikke kommer ud på de kanaler, hvor læserne er, nytter det ikke noget. Det, tror jeg ikke, kommer som en overraskelse for nogen,” siger hun.

På femina fungerer Facebook som en vigtig brik i mediets forretningsmodel, fordi det er herfra, man henter den ‘trafik’ af brugere, der klikker ind på deres hjemmeside og læser deres historier. 

Derfor har Maria måttet oparbejde en grundlæggende viden om internettet som forretningsmodel for at kunne forudsige, hvordan den ændrer sig i takt med udviklingen. Den viden, mener hun, er vigtig for enhver journalist.

“Jeg tror, vi er ovre de dage, hvor journalister havde en beskyttet, skrivende tilværelse og kun skulle tænke på sin historie,” siger hun. 

Ud af osteklokken

Siden Maria Brus forlod Journalisthøjskolen og søgte ud på arbejdsmarkedet, har hun opbygget en dybere forståelse for, at man som journalist i år 2021 også er nødt til at kende til værktøjer som Google Analytics for at begå sig på en moderne mediearbejdsplads. Værktøjer, hun håber, at fremtidens journalister kan få ind under huden i løbet af uddannelsen. 

“Jeg tror, det handler om at lære de studerende, at journalistik ikke er en osteklokke, hvor man kun skal koncentrere sig om at få sit interview hjem, men at historierne også skal få et liv og performe ude hos læserne,” siger hun. 

Den opfattelse er chef for journalistuddannelsen på DMJX, Henrik Berggren, enig i. Han håber, at de studerende kommer ud af skolen med en forståelse for, at journalistiske produkter er nødt til at skabe værdi hos brugeren, og at en historie ikke kan sælges på væsentlighed og relevans alene.  

“De studerende skal lære at være opmærksomme på, at man ikke bare skal lave historier, fordi det er vigtigt og relevant, men at man skal lave noget, folk vil bruge tid på. Det skal give folk lyst til at købe et abonnement,” siger Henrik Berggren.

Han ser rapporten om journalistikkens fremtid fra Dansk Journalistforbund som et forsøg på at bryde med en årelang tradition for, at journalister ikke har beskæftiget sig med økonomien bag journalistikken. 

“Man har lavet journalistik ud fra de klassiske nyhedskriterier, og så er der nogle andre, der har skaffet pengene, men journalister er nødt til at komme ind i kampen og samtidig tænke på værdi for brugerne,” siger han. 

Det skal ikke være erhvervsøkonomi

 På DMJX har man i omkring 15 år undervist de studerende i Journalistisk Entrepreneurship, som i korte træk går ud på at lære journalisterne at udvikle på deres egen branche ved at træne konceptudvikling og projektstyring.  

Henrik Berggren håber, at faget viser de studerende, hvor meget det betyder for faget, at modtagerne vil bruge og betale for deres journalistik. 

“Det skal give dem en bevidsthed om, at pengene ikke kommer af sig selv,” siger han.  

Men selvom Henrik Berggren ser en nødvendighed i at uddanne forretningsbevidste journalister fra DMJX, mener han dog ikke, at fremtidens journalister skal uddannes som erhvervsøkonomer. Han peger på vigtigheden i at give de studerende evnerne til at foretage gode interviews, researche og fortælle historier. 

“En stor del af de danske journalister arbejder ikke med at tænke på forretningsmodeller, og mange af dem vil heller ikke komme til at gøre det, men der kommer til at ske en enorm udvikling i forretningsmodellerne i fremtiden, som det er vigtigt, at journalisterne er med til at udvikle,” siger Henrik Berggren. 

Duften af citrus fylder næseborene, så snart man træder ind i Isoteket. På hylderne står eksotiske frugter og krydderier klar i den lille isbar på Østerbro. Ejeren af stedet er en tidligere journalist med speciale i Afrika og gelato. Og nu også i sjus-is. En tilbagevendende fredagstradition, hvor Isoteket fremstiller en ny og festlig kugle til vaflen. I dag står den på stout-øl fra den lokale brygger blandet op med en mørk chokolade.

Med ét brydes aromaerne og citrusduften af et friskt vindpust, og en smilende mand med lettere vindblæst hår træder ind i det 49 kvadratmeter lille lokale. Med et par hurtige skridt er han omme bag disken for lige at tjekke op på medarbejderen i forretningen, inden han høfligt hilser på, nu klar til at fortælle sin historie.

En historie om en mand, der efter en lang og succesfuld karriere som freelancejournalist, redaktør og korrespondent fik nok af mediebranchen og af den manglende anerkendelse og derfor begyndte at lave is. Med ét mål: den skulle være verdens bedste. For Jeppe Villadsen, som den tidligere journalist hedder, går ikke ind i et projekt uden at sigte mod det bedste. Heller ikke når han skifter karriere.

Der er ikke mange, der kaster sig ud i ting, som Jeppe Villadsen gør det. Han kastede sig ud i journalistikken, mens han stadig læste på sociologistudiet. Fløj til Afrika trods en succesfuld karriere hjemme i Danmark. Tog hjem, fik børn og blev journalist på Euroman. Mistede glæden ved mediebranchen og kastede sig på ny ud i ukendt farvand:  italiensk gelato. 

For Jeppe er en stolt mand, og til sidst var han blevet tilpas træt og frustreret over mediebranchen. Så åbnede han computeren, satte sig ned og begyndte at scrolle. Ned gennem Facebook-opslag fra mediemennesker og journalister. Ned gennem opslag om amatør-kunstnere og nyåbnede støbeovnspizzeriaer. Ned over en international facebook-gruppe kaldet: Whats your plan B?

Det første møde med mediebranchen

Første gang Jeppe Villadsen tænkte, at han skulle lave et karriereskift, var efter en fødselsdag i slutningen af 90’erne. Jeppe var på dette tidspunkt ved at færdiggøre sin bachelor i sociologi, da han over en brunch faldt i snak med en kvinde, der spurgte ind til hans drømme. Men hvad skulle han svare? Nok noget med ministerier og det offentlige. 

”Så kigger hun bare på mig og spørger: Er det ikke lidt tidligt at have så lave ambitioner for sig selv?” siger Jeppe.

I 2001 sad Jeppe derfor på Informations hektiske gange, for kvindens spørgsmål havde sat sig i ham. Inden da havde han færdiggjort sin bachelor i sociologi og taget en overbygning i journalistik på Roskilde Universitet. Og nu havde han scoret en eftertragtet praktikplads på Information, for han drømte om en verden langt fra det offentlige.

På Information var det lærerigt, men hårdt. Jeppe fik lov til at lave alt det samme som de fastansatte journalister – bare mere. Meget mere. 

Han husker ikke Information som en varm arbejdsplads, men det skyldtes måske også hans egen måde at være på, for det passer Jeppe godt at have sit eget og gøre tingene på sine præmisser i stedet for at være underlagt en redaktør og stramme deadlines. 

Jeppe brændte ikke for stramme deadlines og nyheder. Han ville sætte et aftryk med sin journalistik. Det, syntes han ikke, var muligt, hvis han blev i dagbladenes verden.

Turen går til Afrika 

Med få kroner på lommen og en drøm om at skulle lave dybdegående journalistik valgte Jeppe derfor i 2008 at rejse til Nairobi med sin kæreste. Her fik han hurtigt skrevet en række dybdegående artikler om aids, og i starten føltes det faktisk som om, at hans journalistisk blev anerkendt. Men stille og roligt aftog følelsen. For livet som freelancer i Afrika var hårdt, og der fulgte ikke mange penge med. Hans artikler blev solgt som styksalg til en umådeligt dårligt sats.

Så sammen med sin kæreste rejste han hjem til København. Han fortsatte dog med at lave journalistik fra Afrika, nu pendlede han bare til og fra kontinentet. Men da Jeppes mindste søn kom til verden, og medierne fortsatte med at betale mindre for hans artikler, blev det for meget for den stolte journalist.

En aften sad han i Nairobi med computerens lys i ansigtet, netop kommet tilbage fra en 10-dages-reportage rundt i Sydafrika. Selvom han havde skrevet vigtige artikler om alt fra slumsafari til massevoldtægter af unge lesbiske kvinder, tænkte han alligevel: ‘hvad laver jeg her?’. Han skrev en ansøgning til et barselsvikariat på Euroman. Et job, som skulle føre ham væk fra det hårde freelanceliv og henimod den stabilitet, som han var blevet klar til.

”Det var noget nær alle skrivende journalister i Danmark, der søgte jobbet. Så får jeg det. Før alle andre. Jeg tænkte bare: ’Nu har verden endelig set, hvor fantastisk jeg er,” tilføjer han med et smil på læben. 

Jobbet skulle dog vise sig ikke at være så fantastisk, som Jeppe havde forestillet sig.

Vendepunktet

I Isoteket banker Jeppe pludselig benet op i det ustabile cafébord og kaffen, der står på det, ryster en smule. 

”Jeg har nok altid følt, i min journalistiske karriere, at anerkendelse har været en mangelvare, og tiden på Euroman var ingen undtagelse. Som tiden gik fik jeg en følelse af at blive marginaliseret,” siger han. 

Måske var det på grund af den midlertidige stilling som barselsvikar. I hvert fald mener han, at han lavede mere end de fastansatte journalister – præcis som da han var på Information.

Om aftenerne talte han ned til sidste arbejdsdag. Jeppes kone var højgravid med hans anden søn, og når han sad i sin lejlighed på Nansensgade, håbede han inderligt, at hans kone snart ville gå i fødsel. Så han tidligere end planlagt kunne stoppe på Euroman. Det var en af de aftener, at en SMS fik displayet på Jeppes telefon til at lyse op.

Ulrikke Moustgaard, en tidligere kollega, havde sendt et link til en Facebookgruppe under navnet: Whats your plan B? En amerikansk gruppe for tidligere og nuværende mediefolk, der skrev om deres liv efter journalistikken. 

Pudsigt, tænkte Jeppe. Det var længe siden, at han havde snakket med den tidligere kollega. Tænker hun, at han har brug for en plan B? En smule forundret åbnede han alligevel sin computer, trykkede på linket og begyndte at scrolle. Ned gennem Facebook-opslag fra mediemennesker og journalister indtil han faldt over et opslag, som var skrevet af gruppens stifter. En tidligere journalist, som havde droppet at være fotograf og startet sit eget stenovnspizzeria. Hans løn var siden fordoblet og blodtrykket halveret.

Fra istid til ismager

Et halvt år senere sad Jeppe i et klasselokale i Bologna. Han var netop startet på Carpigiani Gelato Universitetet for at lære at lave is. Et universitetet oprettet af en italiensk ismaskinefabrikant, der tilbyder over 500 kurser i madvidenskab. 

”Det var ligesom at starte på journalistuddannelsen. Undervisning fra morgen til aften – jeg elskede det,” siger Jeppe, mens han bærer den ene store sukkerpose efter den anden ind i is-forretningen på Østerbro. Han tjekker lige, at alt spiller, inden vi kan bevæge os videre mod hans anden isbar ved søerne.

På en ferie i Rom gik det op for Jeppe, at han havde en plan b. Da han smagte en perfekt cremet gelato – noget, han ikke kunne få i København, vidste han det: han ville starte en isforretning om sommeren og skrive bøger om vinteren. Det var slut med journalistik, i hvert fald rugbrødsartiklerne.

Romanen eksisterer kun i form af ufærdige noter, men is-virksomheden, den går fortræffeligt. Men det har ikke været nemt, og det er det stadig ikke. Jeppe har nemlig haft galoperende stress det sidste halve år. Det er ikke lige sådan at håndtere medarbejdere – til gengæld er han forundret over, hvor hurtigt han lærte at lave is.

”Jeg troede, at jeg ville kunne flygte fra alt stressen i mediebranchen ved at blive ismager, men der må jeg være ærlig og sige, at jeg ikke er blevet bedre til at håndtere arbejdspresset,” siger han.

Aldrig mere journalistik?

Jeppe er ved at hjælpe sin medarbejder i isforretningen ved søerne med at skovle is op af disken og uddelegere smagsprøver. På trods af den bidende efterårskulde er her mange mennesker. Jeppe er stolt af sit isimperium, men hans løn er ikke fordoblet og blodtrykket langtfra halveret. Og der sidder stadig en snert af journalist i ham.

 ”Jeg var rigtig hurtig til at få en is-identitet, men jeg er ikke ikke-journalist. Det kan man nok aldrig blive, når man først har været i gamet,” siger han.

Han er glad for sit valg. For endelig har han opnået det, som han ikke kunne få som praktikant på Information, som skribent på Euroman, som Afrika-korrespondent og som freelancer. Anerkendelse. På trods af, at han – efter eget udsagn – var en “ret god journalist”, så har han også en erkendelse.

Alberte Ravn Skoglund, praktikant hos Ekstra Bladet på sjette måned, har sat dagens punktum. Nu står hun overfor et valg: Skal hun sende en mail til ledelsen, om at hun igen har arbejdet over? Alberte lukker computeren. Mailen sender hun ikke. Kollegaerne er ellers gode til at prikke hende på skulderen. Husk at indberette dine ekstra timer, siger de. 

Så hvorfor arbejder Alberte alligevel gratis?

 ”Det er ofte, jeg ikke sender en mail, fordi jeg synes, at der er en stemning blandt praktikanterne om, at man ikke melder overarbejdet ind. På den måde viser man, at man gerne vil arbejde over,” fortæller Alberte Ravn Skoglund.

I den anden ende af landet reflekterer Anne Poulsen over sin opstart som praktikant på Jyllands Posten.

”Den første måned arbejdede jeg videre hjemme, fordi jeg ikke kunne lade arbejdet ligge. Jeg havde tanken: ‘Hvis jeg nu lige får snakket med ham kilden, inden jeg møder på arbejde, så kan jeg gå direkte i gang med at skrive’,” siger Anne Poulsen

Hun oplever at arbejdstid og fritid smelter sammen. Ansvaret placerer Anne Poulsen hos sig selv.

“Det er min egen fejl, for der er ikke nogen, som har bedt mig om at arbejde over,” siger hun.

Steen Rosenbak, chefredaktør på Jyllands Posten, ser ikke en generel tendens til et for højt indre arbejdspres blandt praktikanterne.

“Ambitiøse mennesker vil ofte lægge et betydeligt pres på sig selv, og hvis man er praktikant på Jyllands Posten, er man i udgangspunktet ambitiøs med sin journalistik. Men jeg vil ikke sige, at det er en generel oplevelse, at vores praktikanters indre arbejdspres er for højt – det er meget forskelligt fra person til person,” siger Steen Rosenbak.

Honningfælden

Anne Poulsen og Alberte Ravn Skoglund er ikke alene med deres hang til gratis overarbejde. En praktikant undersøgelse fra Illustreret Bunker med fokus på arbejdspres- og vaner, viser at omtrent 40 procent af praktikanternes overarbejde er frivilligt og ulønnet.

 Helt konkret arbejder hver tredje adspurgte praktikant tre timer eller derover ekstra om ugen. Spørger man dem, hvorfor de bliver siddende på kontorstolen, peger de ikke på et ledelsesmæssigt pres.

Den primære grund til overarbejdet er derimod, at praktikanterne finder det sjovt og spændende, dernæst at de gerne vil indhente arbejdsmængden. Kun 10 procent af de adspurgte mener, at de arbejder for meget.

Ifølge journalisternes fagforening, Dansk Journalistforbund, skal man være varsom med at lade arbejdsglæden presse én ud over kanten.

”Det indre pres kan være godt, men jeg plejer også at kalde det honningfælden – når arbejdet er så spændende, og vi er så engageret i vores arbejde, at vi glemmer at passe på os selv,” siger Tom Hansen, arbejdsmiljøkonsulent ved Dansk Journalistforbund.

Arbejdsglæden skinner igennem i undersøgelsens konklusionerne. Over halvdelen af de adspurgte mener ikke, at de arbejder for meget, og 88 procent sagde, at de ville være trygge ved at gå til deres chef, hvis de følte, de arbejdede for meget. Kradser man i den pæne overflade, dukker der alligevel problematikker frem. En tredjedel af praktikanterne kan krydse flere væsentlige stresssymptomer af på listen. Her er nogle af højdespringerne søvnløshed, indre uro og hjertebanken.

Frygten for at sige fra

Stresskulturen blandt journaliststuderende- og praktikanter er velbeskrevet af Dansk Journalistforbund. Så sent som i 2017 udkom en undersøgelse, som viste, at 35 procent af studerende har et højt stressniveau.

Flere respondenter beskriver i Illustreret Bunkers undersøgelse deres stresstilstand som ”deres egen skyld,” samt at de arbejder over, fordi ”alle gør det.” Andre skriver, at de ville være utrygge ved at sige fra overfor arbejdsmængden, af frygt for hvordan de vil fremstå over for arbejdsgiveren.

Denne frygt sidder også i Anne Poulsen, praktikant hos Jyllands Posten.

“Hvis det hele virkeligt brænder på, så ville jeg nok godt kunne råbe højt. Det handler mere om min evne til at sige fra, end det handler om min chef. Jeg ville måske være bange for at virke ‘lad’ eller ‘uegnet til jobbet’,” siger Anne Poulsen.

Steen Rosenbak, chefredaktør på Jyllands Posten, maner frygten til ro.

“Praktikanterne kan uden tvivl trygt gå til ledelsen og sige, at de arbejder for meget. Jeg tror, at praktikanter vil opleve, at det nytter at gøre opmærksom på arbejdspresset,” siger han.

Derudover tilføjer han, at det ledelsesmæssigt ikke er nok at forvente, at praktikanten selv gør opmærksom på, at vedkommende føler sig presset. Derfor holder Jyllands Postens fagredaktører og praktikvejledere proaktivt øje med eventuelle faresignaler.

Hvem har ansvaret?

Hver dag går Alberte Ravn Skoglund, praktikant hos Ekstra Bladet, på arbejde med fokus på at yde sit bedste, fordi man, som hun selv siger, gerne vil vise, at man var den rette at hyre.

Det er ikke et sjældent syn, at man ser hende siddende i kontorstolen en time efter hendes vagt er afsluttet. Ekstra Bladet jo er et nyhedsmedie, hvor artikler skal sendes afsted, før dagen er slut.

”Jeg ser det ikke som et problem, fordi jeg selv gerne vil lave det færdigt, og gøre et godt stykke arbejde, ” siger Alberte Ravn Skoglund. ”Men der er nogle dage, hvor det godt kan være hårdt, fordi man synes, at man har knoklet meget, og samtidig godt ved, at man ikke kan gå, før man har lavet det færdigt.”

Selvom de hos Dansk Journalistforbund ikke har en officiel holdning til overarbejde, deler deres arbejdsmiljøkonsulent, Tom Hansen, det op i to kategorier: Det overarbejde, der skyldes indre pres og ydre pres.

”Et ydre pres om at arbejde mere er ikke okay. Her er vores grundholdning, at man skal få løn for det arbejde, man laver,” siger arbejdsmiljøkonsulent Tom Hansen.

Mere vanskeligt bliver det, når det gælder det arbejde, der er drevet af engagement og lyst til læring. Tom Hansen kan godt forstå, hvis man som praktikant sidder i et arbejdsmæssigt flow og synes, at det er en god investering at blive.

Selvom han mener, at ledelsen har det store ansvar for at passe på sine ansatte, opfordrer han også praktikanterne til at mærke efter og passe på sig selv.

Anne Poulsen, praktikant hos Jyllands Posten har selv haft samme tanker.

”Man bør stoppe op og tænke: ‘Jeg er stadig under uddannelse. Måske lærer jeg ikke mere af at sidde til klokken halv ti om aftenen og arbejde på en artikel, som jeg i princippet bare kan lave færdig i morgen’,” siger hun.

Vi har forsøgt at få en kommentar fra Ekstra Bladets ansvarshavende chefredaktør, Henrik Qvortrup. Men han er ikke vendt tilbage på vores henvendelser.