Mød kulturjournalist, TikToker, mememager, nyhedsvært, mediepersonlighed Maya Tekeli. Hun dyrker både den klassiske journalistik og det skæve. Det satiriske. Hun går sine egne veje.

”Det er min nye identitet at vape.”  

Maya Tekeli har et alter af vapes i forskellige farver og smage i sin toværelseslejlighed et sted i Nordvest. Hun synes, det er for akavet at mødes på hendes arbejdsplads, så det er i Mayas lejlighed, det sker. Hun demonstrerer, hvordan vapesene virker. Aroma King og Elf Bar. Med smag af den lyserøde opvaskesæbe fra Vel eller watermelon.

 Maya er klædt i sort. En western cowboylædervest over skjorten, løse bukser, solbriller, tennissko. Røde kinder, insisterende øjne. Den kemiske, frugtagtige røg fra vapen spreder sig i lejligheden i intervaller.

 Maya Tekeli er på en slags evighedsorlov fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. For hun har haft travlt med at komme ud i mediebranchen. Hun er 28 år og det, mange vil kalde et talent. Men mellem succeserne bobler identitetskriserne, som udfordrer hende til at finde nye veje.

Journalisten Maya Tekeli

Maya sad på Læsø med bare bryster og en lemonade i hånden, da en journalist fra det originale Radio24syv ringede. Hun var afsted med sin studiegruppe. Det var andet semester på DMJX. I sin fritid lavede hun memes, som hun delte på sin Instagram-profil. Journalisten ringede for at tilbyde Maya en værtsrolle på programmet Det Lille Mememageri på Radio24syv.

”Jeg sagde ja, jeg begyndte at tude – og så sagde jeg, at jeg ikke kommer til mødet i morgen. Jeg kommer på mandag. Det, synes jeg, var meget sejt ikke at komme rendende med det samme,” siger hun.

Maya var vært på programmet over en sommer og senere en vintersæson. Hun fandt sig godt til rette på kanalen og blandt kollegaerne. Det var det rigtige sted for hende, så hun fik sat en praktikplads i stand, selvom det var usikkert, om kanalen skulle lukke.

”Jeg siger, at jeg gerne vil have en praktikplads. Jeg siger please, jeg siger, giv mig en chance, jeg vil gerne gå ned med det her skib. Der blev hældt cognac eller whisky op, og så fiksede det sig selv.”

Maya fortsatte med at lave Det Lille Mememageri, indtil Radio24syv lukkede ned. Tre dage efter nedlukningen sad hun på foto-og videoredaktion på Berlingske. Senere på Ekstra Bladet.

En identitet efter Radio24syv

Identitetskriser, dualiteter, kald det, hvad du vil. De er tilbagevendende for Maya. Og de er blevet en del af hendes personlighed, fortæller hun.

 Da hun blev 27 år, lavede hun en offentlig Facebook-begivenhed, hun kaldte Jeg har fødselsdag og en personlig krise. Eventet varede 23 timer og 55 minutter, mest i cyberspace, men de personlige kriser lader til at eksistere sammen med Maya.

 ”Jeg har det ofte sådan, hvad fuck laver jeg. Vil jeg være det ene, eller vil jeg være det andet? Og hvad nu hvis? Skal jeg bo her? Skal jeg bo i et andet land? Hvorfor er jeg her? Sådan kører det hele tiden, i stedet for at fucking bare være til stede.”

 Maya skulle finde sig selv efter Radio24syv lukkede. Hun havde svært ved at finde ud af, hvilken retning hun skulle gå. Det var enten det undersøgende, ”Watergate-shit”, som hun kalder det, eller det tænkende; det satiriske. Hun ville gerne finde en balance mellem de to retninger. 

 ”Der hersker en eller anden ide om, at der ikke kan eksistere en dualitet i folks faglighed. Enten er du sjov, eller også tager du det hele alvorligt. Jeg byder dualiteten velkommen, selvom det betyder, at jeg er i en omvandrende identitetskrise, fordi jeg vil alle mulige forskellige ting,” siger hun.

 Siden ansættelsen på Radio24syv er Maya blevet kastet rundt i mediemanegen. Hun har fået tilbudt jobs nok, så det er først dette efterår, hun bryder sin orlov fra journalistuddannelsen for at skrive sin bachelor. Mest af alt for at hendes mor kan sove om natten igen, griner Maya. Og så giver det bedre muligheder for at lave noget internationalt senere i karrieren.

 ”Jeg blev kastet ud i det, og så er det bare suset derud af. Jeg har ikke haft mulighed for at tænke mig om. Det betyder ikke, at jeg har været hovedløs i alt, hvad jeg har lavet, men jeg har bare gjort det, jeg havde lyst til.”

 Maya vil ikke kede sig, men rykke og udvikle sig. Hun værdsætter identitetskriserne, for det er der, hvor hun synes, at der opstår noget sjovt. Hun bruger sine egne platforme på sociale medier til at vise, hvem hun er. På den måde bevarer hun friheden til at lave det, hun har lyst til, og det som interesserer hende. Maya synes, det giver en frihed at have sin personlighed med i journalistikken.

 ”Det er vigtigt for mig at være fri og føle mig fri. Jeg har prøvet at lave nogle ting, som jeg ikke syntes var fede, eller som ikke var mig, og det er jeg dårlig tilpas i. For mig handler de valg, jeg træffer med journalistikken om en mavefornemmelse, en intuition, en smag.”  

Typen der ikke ryger sine cigaretter færdig

Maya serverer instant kaffe med mælk i kopper med motiver af kunstneren Poul Pava som Maya, i en sidebemærkning, fortæller, at hun interviewede for nylig. Hun fandt kopperne på byttecentralen. Og hun synes, de er skøre, ligesom hendes lejlighed. Den er fyldt med genbrugsmøbler, random kunst, ægte tæpper, røgelse, litteratur. Der er en ulv over sengegavlen og en lampe fra en asiatisk butik med plastikblomster i køkkenet.

 Maya fylder i rummet. Hendes ord lunter afsted. Hun har noget og meget at sige om det meste. Armbevægelser, stor manke. Hun læner sig skiftevis tilbage i stolen og frem over spisebordet, mens hun taler. Hun har en historie at fortælle om alle sine  møbler og ting. Hun peger på et elektrisk øre på væggen, som er magen til et, hun havde i sit fritidshjem. Sådan et, der lyser, når der er høje lyde i rummet. Hun bruger det som en gimmick i løbet af interviewet, klapper efter en vigtig pointe. Og Maya vender blikket mod øret, der blinker.

 ”Det har jeg også købt på DBA. Jeg har ikke noget af værdi. Jeg har kun fucking billige ting, eller ting jeg har fundet.”

 Der er rygepauser et par gange i timen ude på altanen med udsigt over bazarerne i kvarteret. Grøntsager galore, plastikdimser, urteduske, menneskemylder. Maya skodder cigaretten, før hun når til filteret, kun halvvejs færdig.

SoMe-Maya

På Instagram har Maya over 10.000 følgere, og på TikTok endnu flere. 

”Frisk, udadvendt, går til opgaverne med et smil,” står der i hendes bio. 

På Instagram deler Maya en billedserie af klimaminister Dan Jørgensen. Han poserer i vandet iført jakkesæt, har sammenknebne øjne og en alvorlig mine. Maya tilføjer  00’er-hittet ”Bringing Sexy Back” som underlægningsmusik. 

En anden dag deler hun en liste med ideer til en digtsamling. Her er et af punkterne, at lade som om hun er Oliver Enné for en dag. På Twitter er en hun del af profilen, der hedder Lise Nørgaard har levet længere end. Et tweet lød: Lise Nørgaard har levet i 104 år uden at lave sin egen podcast.

Humor er et effektivt kommunikationsværktøj for Maya. Hun har erfaret, at hun kommer langt, hvis hun kan få folk til at grine og så lige presse noget information ind i munden på dem, mens de griner. For Maya fungerer internettet godt til det, fordi det tillader interaktion og impulsivitet. Og impulsivitet var udgangspunktet for Mayas nyeste projekt: TikToks, der formidler danske nyheder fortalt på et dovent, danskinspireret engelsk.

”Australiere, libanesere, amerikanere, irere ser mine TikToks. De fortæller, hvad der sker hos dem, og jeg får Danmark lidt i perspektiv. Nogle gange kan jeg godt få det lidt sindssygt over nogle af de ting, der er store historier i Danmark. Det kan være lidt en andedam.”

Maya forener det seriøse med det sjove på sine platforme. Hun dyrker den klassiske journalistik, men bryder også med den ved at udkomme på skæve og skøre måder. Mange vil mene, at hun baner vejen for fremtidens journalistik, men hun vil ikke selv spå om den. Det vil virke for selvoptaget, siger hun.  

Randrusiansk og tyrkisk blod

Maya voksede op på Nørrebro med sin familie i en lejlighed. Hendes forældre mødte hinanden i Aarhus på psykologistudiet. Mayas mor er politisk flygtning fra Tyrkiet, hendes far er fra Randers. Maya taler tyrkisk og dansk, hun kan godt lide, at vi har en dronning, der ryger, og hun interesserer sig for historier, der handler om etniske minoriteter.  

”Der er fucking mange mennesker, der er ligesom mig. Vi ser dem bare ikke repræsenteret i mediebranchen, og hvis det skal være en unik ting, hver gang vi taler om det, så bliver det aldrig normaliseret.”

Hun sidder i skrædderstilling på gulvet nu, hun har smidt lædervesten og tennisskoene.

”Når vi repræsenterer folk med anden etnisk baggrund i medierne, så skal de tale om, at de repræsenterer folk med anden etnisk baggrund. Jeg synes, det er så vigtigt, men det er de samme narrativer, der gentager sig. Så derfor bærer jeg på den dualitet med stolthed og kærlighed.”

Maya fortæller, at hun er glad for, at spørgsmålene ikke har handlet om hendes etnicitet. Hun har svært ved at svare på hvorfor. I stedet viser hun sin overarm med en tatovering af en sol og måne ved siden af en tatovering af Dronning Margrethes underskrift.

Maya begynder at tale i en tankestrøm. Ordene lunter ikke længere.

Hun snakker, stiller spørgsmål, afbryder sig selv. 

I Mayas lejlighed hænger der et billede af Dronning Margrethe, familiefotos, billeder af dyr, en kalender med nøgne damer, som sender tankerne hen på autoværksteder i 00’erne, men kvindernes ansigter er udskiftet med tidligere kollegaer fra Ekstra Bladet. Joachim B. Olsen, Brian Weichardt i lingeri. Og et maleri af en dame med hijab. Dualiteter, kalder hun det.

Mediebranchen er under ombygning

Mads Brügger ringede til Maya og tilbød hende et job på Frihedsbrevet i maj 2021. Hun var den første, der blev ansat. Først som kulturjournalist, nu som vært på morgenfladen Fri Dag, hvor hun dagligt udkommer med et kort nyhedsoverblik, der indeholder undren og humor.

Det betyder, at Mayas vækkeur ringer klokken 04:35, med det hun kalder en glidende alarm. Ikke den der aggressive og insisterende alarm, som de fleste kender. En mere flydende én, der luller en op af sengen.

Hun starter arbejdsdagen med at optage, så planlægger hun næste dags morgenflade. Nusser med nogle historier. Vaper.

”Jeg har altid villet lave mediesatire. Det er en sjov arena, men jeg har altid fået at vide, at der ikke er nogen, der interesserer sig nok for medierne til at læse mediekritisk journalistik. Det tror jeg ikke på,” siger hun.

Maya beskriver mediebranchen, som den er nu, med ordene under ombygning. Det er vigtigt med kritisk undersøgende journalistik af mediebranchen, mener hun og uddyber, at medierne bør betragtes som en magtinstitution, hvor journalister skal gå til journalister.

”Jeg oplever, at du kan komme i meget ubehagelige situationer, hvis du forholder dig kritisk til nogle med magt i mediebranchen. Og længere vil jeg ikke gå ind i det. Endnu,” siger hun.