Jacob Valeur valgte at droppe ud af DMJX: ”Det var svært at fortælle, at jeg ikke havde lyst til at gå på skolen”

af Thit | dec 8, 2022 | TEMA

Jacob Valeur valgte at droppe ud af DMJX: ”Det var svært at fortælle, at jeg ikke havde lyst til at gå på skolen”

Et studie kan være stedet, hvor drømme bliver til virkelighed. For Jacob Valeur blev det hjemsted for tvivl, præstationspres og “er jeg god nok”-mentalitet, men også en rejse mod statskundskab.

TEKST: Jens-emil Nørgaard
FOTO: Kasper Søholt

Udgivet den 08. december 2022

”Det er ikke det her, jeg skal være. Jeg skal ikke være journalist.”

Inden 22-årige Jacob Valeur, tidligere studerende på DMJX, tager den endegyldige beslutning og trykker på knappen for udmeldelse, venter han endnu svar på sin ansøgning til statskundskab. På dagen, hvor han og resten af studieansøgerne får svar, gnider han den resterende søvn ud af øjnene og tjekker e-boks.

Han er kommet ind.

Sådan fortæller Jacob Valeur om erkendelsen af, at journalistdrømmen var passé. Den nye drøm skulle i stedet findes i de gule bygninger i Universitetsparken. Her har statskundskaberne deres daglige gang.

”Der er en masse ting, der overlapper imellem statskundskab og journalistik, men det er rart, fordi på DMJX så jeg kun toppen af isbjerget af det, jeg nu får lov til at fordybe mig i,” siger Jacob Valeur.

Selvom statskundskab og journalistik har fælles karakteristika, så var det alligevel et hårdt brud.

”Det var virkelig en speciel og ambivalent følelse. Det betød, at jeg var færdig på Journalisthøjskolen. Jeg vidste med sikkerhed, at jeg aldrig kom tilbage, og det var overvældende,” siger Jacob Valeur, der valgte at droppe ud efter 3. semester.

Jacob Valeurs afsked med Journalisthøjskolen er langt fra repræsentativ for DMJXs frafaldstendens. Journalisthøjskolen har mere end halveret frafaldsantallet på tre år.

Ifølge en rapport fra Uddannelses- og Forskningsministeriet var der i 2018 ikke mindre end 58, der forlod skolen. Det tal var sidste år nede på kun 22. På Professionshøjskolerne på landsplan ser man et andet billede med en markant stigning i frafaldstendensen.

Joan Husted, der er studievejleder på DMJX, erkender, at ansvaret ikke alene kan tilskrives studievejledningen, men alligevel tror hun, at den øgede ressourcemængde på studievejledningsområdet bærer en del af ansvaret.

”Vi har fået flere ressourcer til at hjælpe de studerende, og allerede fra første dag på første semester fortæller vi, at der er mulighed for at søge om støtte, hvis man er udfordret. Jeg tror, noget af forklaringen er, at der simpelthen er nogle, der får den nødvendige hjælp til at overskue studiet,” siger hun.

Men nogle gange matcher det at være journalist ikke med de arbejdsambitioner, man har, og så er ressourcer og tiltag underordnet, fortæller Joan Husted.

Tvivlsspørgsmålet

Jacob Valeur var i lang tid bosat i sin illusion om et drømmestudie. Illusionen begyndte i slutningen af andet semester at smuldre mellem hænderne. Især nagede det ham i det lange tilløb til, når kilderne skulle kontaktes. I begyndelsen sparkede han bekymringen til hjørne, men han måtte sande, at det alligevel var en svær barriere at bryde.

”Det var svært at komme ud over rampen og tage fat i folk. Især hvis det var nogle, som man vidste havde travlt, eller som man vidste tog tid ud af kalenderen for at lave et interview med mig,” forklarer Jacob Valeur.

Tanken om de nervepirrende sekunder, inden kilden tager telefonen og det generelle præstationspres, står Jacob Valeur ikke alene med.

”Der er en del studerende, der kommer og siger, at de er i tvivl om, hvorvidt de er gode nok, når de skal ud at interviewe kilder,” siger Joan Husted.

Det er ikke kun på de lange videregående uddannelser, at præstationspresset er blevet en mere væsentlig del af hverdagen. En voksende andel af studerende på professionshøjskoler går rundt og tvivler på egne faglige kompetencer.

En rapport fra 2018, foretaget af Uddannelses- og Forskningsministeriet, angiver, at der blandt frafaldne på professionshøjskoler er 40 procent, der tvivler på egne faglige evner. Samme undersøgelse viser, at der er lige så mange aktive studerende, som der er frafaldne studerende, der bekymrer sig om uddannelsesniveauet.

Det er der generelt slet ingen grund til, mener Joan Husted.

”Den faglige tvivl er ofte noget, der gror i de studerendes hoveder. Det viser sig gerne, at der ikke er noget at være bekymret for,” siger hun.

“Det var virkelig en speciel og ambivalent følelse. Det betød, at jeg var færdig på Journalisthøjskolen. Jeg vidste med sikkerhed, at jeg aldrig kom tilbage, og det var overvældende”

– Jacob Valeur, tidligere journaliststuderende på DMJX

Forventninger stiger eksponentielt

Jacob Valeur informerede ikke sine medstuderende om den voksende tvivl, men valgte i stedet at opretholde den tilfredse facade.

”Jeg ville ikke have, de skulle bekymre sig om mig. Det var svært at fortælle, at jeg egentlig ikke havde lyst til at gå på skolen, da alle andre tilsyneladende var glade og tilfredse. Det ville også være virkelig frustrerende at fortælle om et studieskift, hvis jeg nu ikke kom ind,” siger Jacob Valeur.

Han aflastede i stedet i de familiære relationer og i venskabelige samtaler.

”Først begyndte jeg selv at gå med tanker om, at jeg skulle noget andet. Jeg opvejede fordele og ulemper ved de fagprioriteringer, jeg havde haft i løbet af studiet. Jeg begyndte at sætte ord på det over for min familie og nærmeste venner,” fortsætter han.

Joan Husted mener, det er vigtigt at tale med hinanden. Det gælder også med sine medstuderende.

”De fleste står jo i samme situation og er pressede over de samme ting. Der er desværre mit indtryk, at det kan være svært at snakke med sine medstuderende om, fordi miljøet godt kan være præget af konkurrence,” siger Joan Husted.

Især det voksende pres op til det infamøse praktiksemester var med til at skubbe Jacob Valeur i retning af statskundskab. Han mindes ikke, at forventningerne var så intense i løbet af det første og andet semester.

”Hele tredje semester begyndte det at være en slags udstilling af studerende. Der blev snakket om, at skulle man have en god praktikplads, så skulle man tænke på CV, studiearbejde og medlemskab af foreninger på skolen,” siger Jacob Valeur.

Det er ikke noget, der kommer bag på Joan Husted.

”Når virkeligheden med et fuldtidsarbejde venter lige om hjørnet, er det naturligt, at det føles som et pres. De studerende skal ud at prøve kræfter med et helt nyt arbejdsliv og være deres løn værd, så kan man godt blive usikker på, om man nu har de kompetencer, der skal til,” siger hun.

Studievedjledning havde ikke gjort skade

Med Joan Husteds snart 10 år på studievejlederpinden har hun hørt lidt af hvert fra fortvivlede studerende.

”Nogle studerende kommer, når beslutningen om at forlade DMJX allerede er taget. Andre har brug for at høre, at det er okay at ville noget andet. Det afgørende er, at der bliver igangsat en dialog om, hvilke kompetencer man tager med sig,” siger Joan Husted.

Selvom Jacob Valeur ikke har snakket med studievejledningen om egne kompetencer, mener han ikke, at han er kommet tomhændet fra sin tid på DMJX. Han fortæller, at han har fået en fundamental forståelse for journalistiske virkemidler og større indsigt i det samfundsstrukturelle.

Jacob Valeur har heller ikke fortrudt måden, han forlod studiet på, men indrømmer at en snak med studievejledningen ikke havde gjort skade.

”Det kunne godt være, at de kunne bidrage med noget andet. Og set i bakspejlet burde jeg nok have kontaktet dem og hørt, hvad de kunne tilbyde. Jeg ville gerne have mødt nogle medstuderende, som også var i tvivl, så jeg ikke var alene med det,” siger han.

FORSIDEN

Journalistikken har fået personlighed

af Thit | dec 8, 2022 | TEMA

Journalistikken har fået personlighed

Journalistikken er kendetegnet ved at være objektiv og neutral. En ny bog sætter fokus på jeg’et, og hvad journalistikken kan bruge det til. Abdel Aziz bruger ofte sig selv og kender til de udfordringer, det medfører.

TEKST: Amalie Møller Pedersen
FOTO: Axel Emil Hammerbo

Udgivet den 08. december 2022

Abdel Aziz Mahmoud kan godt lide at bruge sig selv i sit arbejde. Det kan han i hvert fald nogle gange. At benytte ‘jeg’et’ gør Abdel Aziz ofte, selvom det strider imod klassisk journalistisk tænkning. Der er nemlig blevet plads til journalisters personlighed i mediebilledet.

Der findes mange betegnelser for brugen af sin person i journalistikken. Kært barn har mange navne, og det kan blandt andet kaldes: Persondreven, jeg-journalistik, gonzo, subjektiv eller aktivistisk journalistik.

Der er kommet mere fokus på personen i journalistik. Det kan både være i form af den såkaldte jeg-journalistik, hvor journalisten bruger sig selv og sin egen person i fortællingen, men det kan også være gennem aktivisme, hvor journalisten ønsker at præge samfundsdebatten. Bogen ‘Hvad laver JEG her?’ udkom for nylig, og Steffen Moestrup fra DMJX satte i den fokus på formidling i jeg-form.

Aktivisme eller aften-TV

Abdel Aziz Mahmoud er journalist og har i flere af sine produkter brugt sig selv i sine historier. Han er meget aktiv på de sociale medier og er blandt andet kendt for bogen ’Hvor taler du flot dansk!’ og dokumentaren ’Helvedes Homo.’

”Jeg er nok en journalist, som prøver at få hele mit jeg med i de produkter, jeg laver – ikke hver gang, for det er både trættende for mig og modtageren. Men hver gang jeg tager en opgave, prøver jeg at mærke efter, hvad det er, jeg kan bidrage med til den enkelte historie,” siger Abdel Aziz Mahmoud.

Der er til tider langt mellem Abdel Aziz’ mere aktivistiske opgaver. Det skyldes hans nuværende arbejde hos Go’ Aften Live på TV2, som beskæftiger sig med en bred vifte af nyhedsemner. Fordi nyhederne er mange, er det vigtigt, at han fremstår objektiv og ikke har noget i klemme.

Han er dog i øjeblikket aktuel med dokumentaren ’Abdel og det beskidte spil i Qatar’, hvor han bruger sin person og baggrund til at løfte samfundsdebatten om VM i Qatar. Dokumentaren handler om, at Abdel Aziz tager til Qatar for at undersøge forholdene op til VM.

”Jeg taler åbent om det faktum, at jeg er homoseksuel og muslim i et journalistisk produkt, for i dette tilfælde at give nogle af programmets interviews mere nerve og måske også komme med en ny vinkel, som taler til hjertet,” siger Abdel Aziz.

Nærvær og gennemsigtighed

Steffen Moestrup er forsker og underviser på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Han har forsket i persondreven journalistik – også kaldet ’Jeg-journalistik.’ Sammen med to andre kollegaer på DMJX har han været med til at skrive bogen ’Hvad laver JEG her?’ som handler om journalistisk formidling i jeg-form. Steffen Moestrup mener, det kan være svært at være helt objektiv, fordi der altid vil være et menneske bag den journalistik, der produceres.

”Det er lidt en paradoksal konstruktion, for vi er jo mennesker. Så det kan være en lidt mærkelig indretning, hvis vi skal foregive at være maskiner uden følelser, holdninger og tanker, som bare kan være helt upartiske og objektive,” siger Steffen Moestrup.

Han anerkender ligeledes, at der kan være flere fordele ved at bruge sig selv i sin journalistik, og at det kan have en positiv effekt på modtageren, fordi det skaber identifikation.

”En typisk fordel ved jeg-journalistik er, at man kan skabe en tættere relation mellem sig selv og brugeren, og så kan det skabe noget gennemsigtighed og ærlighed,” siger Steffen Moestrup.

Personlig journalistik har den fordel, at den kan være med til at bidrage til noget unikt og nytænkende. Det besidder en anden form for ærlighed, end den man ser i mere klassisk, objektiv journalistik

”Det har helt klart den fordel, at man spiller med åbne kort over for brugeren. Og så kan man fortælle historier på en ny måde og med andre vinkler. Det, synes jeg, er godt for brugeren,” siger Abdel Aziz.

Abdel Aziz arbejder på linjen mellem objektiv og subjektiv formidling. I Go’ Aften Live interviewer og formidler han objektivt. Hvorimod han i sin nye dokumentar er mere aktivistisk, fordi han selv har en mission i programmet.

”Der er ligesom tre stadier: professionel, personlig og privat. I det professionelle stadie ved jeg, hvem der kigger med, hvad der er på spil, og at man skal holde tungen lige i munden. Når jeg er personlig, så tager jeg mit eget sprog med, min egen grimasse med og min måde at reagere på. Og den private Abdel. Den bruger jeg meget sjældent og næsten kun på sociale medier. Men det er en ting, jeg har lært de senere år, at brugeren får det hele menneske med,” fortæller Abdel Aziz.

Steffen Moestrup mener, at journalistik kan forstås på mange måder. At det har mange ansigter, det kan vise, men at det vigtige er, at man aldrig er i tvivl om, hvilken type man som læser, seer eller lytter konsumerer.

”Journalistik kan bruges til mange ting, og den aktivistiske slags er en af dem. Det hensigtsmæssige ved Abdel er, at han deklarerer det, og han bliver derfor forbundet med det,” siger Steffen Moestrup

”Bare fordi jeg er åben om min minoritetsbaggrund, gør det mig ikke mindre objektiv end andre journalister, hvor deres etnicitet, kønsidentiteter og så videre er mere synlig og almindelig.”

– Abdel Aziz

Objektivitet i journalistikken

Kerneværdien for medierne har i mange år handlet om objektivitet. Journalisten skal forholde sig objektivt, og holdninger skal ikke implementeres i artiklen. På Dansk Journalistforbunds hjemmeside står der således:

Journalistik er i sin essens – uanset målgruppen – at indsamle, kritisk vurdere og forståeligt formidle så objektiv information som muligt.

Steffen Moestrup mener, at objektivitet stadig spiller en væsentlig rolle i journalistikken, og at der kan være forskel på, hvornår det giver mening at formidle subjektivt.

”Det kommer an på, hvad man er ude efter. Hvis jeg bare gerne vil vide, hvordan det går med renten, eller hvad der sker i forhold til krigen, så vil man måske gerne bare vide, hvordan fronten ser ud i dag,” siger Steffen Moestrup.

Det interessante ved udviklingen i journalistikken er ifølge Steffen Moestrup, at man som læser kan læse mange forskellige formater, og at man som journalist kan lave meget forskelligt journalistik.

”Det kan være alt fra den helt skarpskårne, objektive nyhed, hvor man holder sig selv helt ude, og bare er den der maskine, der står bag at formidle andres viden og holdninger, og så helt over til, at man laver sådan noget subjektivt, deklareret jeg-journalistik, hvor man bare er sig selv,” siger Steffen Moestrup.

Abdel Aziz mener ikke, at personlig journalistik er en modsætning til objektivitet. Han udtrykker, at det blot er en del af ham at være et åbent menneske.

“Bare fordi jeg er åben om min minoritetsbaggrund, gør det mig ikke mindre objektiv end andre journalister, hvor deres etnicitet, kønsidentitet og så videre er mere synlig og almindelig,” siger Abdel Aziz.

Personlighed i fremtidens journalistik

Journalistikken er i udvikling, og der skal tænkes i nye baner, når man ønsker at gøre brugeroplevelserne bedre. Steffen Moestrup mener, at personlig og subjektiv journalistik bryder frem, fordi samfundet er blevet mere åbent for nye metoder.

”Objektiv journalistik har selvfølgelig sin berettigelse, men man har fundet ud af, at journalistik kan være mange ting. Måden at lave journalistik på er blevet bredere og mere mangfoldig,” siger Steffen Moestrup.

Abdel Aziz tror også, at jeg-journalistikken er kommet for at blive.

”Det er ikke bare en bevægelse eller en ny måde at være journalist på. Jeg tror også, at det ville være et alt for hårdt arbejde at skjule, hvem man er,” siger han.

FORSIDEN

Meningsmåling – Folketingsvalget 2022: Enormt rødt flertal blandt journalist- og fotojournaliststuderende

af Thit | nov 1, 2022 | TEMA

Meningsmåling – Folketingsvalget 2022: Enormt rødt flertal blandt journalist- og fotojournaliststuderende

En meningsmåling, som er foretaget af Illustreret Bunker forud for Folketingsvalget blandt de journalist- og fotojournaliststuderende på DMJX, viser et klart billede af en skole, der er domineret af venstreorienterede studerende.

TEKST: Konrad Cornelius Rasmussen
Illustration: Louise Rix

Udgivet den 01. november 2022

Over 70 procent af de studerende på journalist- og fotojournalistuddannelsen på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole stemmer, ifølge en ny undersøgelse lavet af Illustreret Bunker, på rød blok.

Enhedslisten er med afstand det største parti blandt de adspurgte studerende. Derefter kommer Radikale Venstre, der på trods af dårlige meningsmålinger på landsplan, når en stemmeprocent på næsten 16 procent. Det er studerende på 1., 2., 3., 4., og 7. semester af journalistuddannelsen samt 1.,3., og 7. semester på fotojournalistuddannelsen, der har deltaget i undersøgelsen.

Figur 1: De blå tal viser, hvad de journaliststuderende har tilkendegivet. De orange tal viser, hvad exit-pollen viste på valgaftenen klokken 20:00.

Værd at bemærke er, at de to traditionelt store partier, Socialdemokratiet og Venstre, ligger på under 10 procent af stemmerne. Derudover er de mest indvandrerkritiske partier også ringe repræsenteret blandt vælgerne på DMJX.

Figur 2: Diagrammet viser, hvor mange procent af stemmerne rød og blå blok ville få ifølge svarene fra de journaliststuderende.

Kigger man på fordelingen i forhold til blå og rød blok, så kan man også her se en stor koncentration af vælgere, der stemmer på rød blok. De traditionelle venstrefløjspartier opnår altså næsten 72 procent af stemmerne, hvorimod blå blok må tage til takke med, at cirka 18 procent af de journaliststuderende stemmer på dem.

Et af de steder, hvor de journaliststuderende afspejler resten af befolkningen, er opbakningen til Moderaterne med Lars Løkke Rasmussen i spidsen. Ifølge meningsmålingen ligger Moderaterne på 10 procent, hvilket afspejler de landsdækkende meningsmålinger meget.

FAKTA OM MENINGSMÅLINGEN

Undersøgelsen er foretaget af Illustreret Bunker i samarbejde med underviser Kresten Roland.
Svarene kommer fra journaliststuderende på 1.,2.,3., og 7. semester, samt fotojournaliststuderende på 1,.3,. og 7. semester.
I alt har 293 studerende svaret på undersøgelsen. Derudover har ni svaret, at de stemmer blankt, tre har svaret, at de ikke vil stemme og to ønsker ikke at oplyse, hvad de stemmer på.

Ikke problematisk, siger uddannelseschef.

Uddannelseschef for journalistik på DMJX, Henrik Berggren, kan se et problem, men mener ikke, at det er et stort et af slagsen. Han ser i stedet, at man kigger et andet sted hen og laver samme undersøgelse.

“Det er et problem med overrepræsentationen, men jeg ser det ikke som noget stort problem. Jeg synes det er mere interessant at undersøge, hvad den brede journaliststand stemmer, frem for hvad de journaliststuderende stemmer,” siger Henrik Berggren i et interview med Illustreret Bunker.

Henrik Berggren tilføjer:

“Det kunne også være interessant at sammenligne tallene i forhold til andre humaniora-uddannelser i de store byer. Mit klare indtryk er, at de også vil have nogenlunde den samme fordeling af stemmer. Jeg tror altså ikke, at det er noget særligt med de journaliststuderende. Det er mere et generations- og demografisk spørgsmål,” siger han.

Ifølge Henrik Berggren er det heller ikke problematisk, at journaliststuderende har en bestemt politisk holdning. Det vigtige for uddannelseschefen er, at de studerende bliver dygtigst muligt til det journalistiske håndværk, samt at de forstår, at man som journalist skal kunne lægge sine egne holdninger til side, når man arbejder professionelt med journalistikken. Noget, han mener, DMJX har meget fokus på i undervisningen.

“Det vigtigste for mig er, at de journaliststuderende er fagligt stærke. Altså at de kan lægge deres personlige holdninger til side, når de arbejder professionelt med journalistik. Det synes jeg også, at man kan se, at den brede journaliststand er gode til,” siger Henrik Berggren.

Folketingsvalget 2022 bliver afholdt d. 1. november. Valgstederne er åbne indtil klokken 20:00. Læs mere om Illustreret Bunkers undersøgelse i næste udgave af avisen, der udkommer til december.

FORSIDEN

Maya Tekeli former fremtiden, hun ikke vil spå om

af Thit | okt 12, 2022 | TEMA

Maya Tekeli former fremtiden, hun ikke vil spå om

Mød kulturjournalist, TikToker, mememager, nyhedsvært, mediepersonlighed Maya Tekeli. Hun dyrker både den klassiske journalistik og det skæve. Det satiriske. Hun går sine egne veje.

TEKST: Sofie-Amalie Elmelund
FOTO: Axel Emil Hammerbo

Udgivet den 12. oktober 2022

”Det er min nye identitet at vape.”

Maya Tekeli har et alter af vapes i forskellige farver og smage i sin toværelseslejlighed et sted i Nordvest. Hun synes, det er for akavet at mødes på hendes arbejdsplads, så det er i Mayas lejlighed, det sker. Hun demonstrerer, hvordan vapesene virker. Aroma King og Elf Bar. Med smag af den lyserøde opvaskesæbe fra Vel eller watermelon.

Maya er klædt i sort. En western cowboylædervest over skjorten, løse bukser, solbriller, tennissko. Røde kinder, insisterende øjne. Den kemiske, frugtagtige røg fra vapen spreder sig i lejligheden i intervaller.

Maya Tekeli er på en slags evighedsorlov fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. For hun har haft travlt med at komme ud i mediebranchen. Hun er 28 år og det, mange vil kalde et talent. Men mellem succeserne bobler identitetskriserne, som udfordrer hende til at finde nye veje.

Journalisten Maya Tekeli

Maya sad på Læsø med bare bryster og en lemonade i hånden, da en journalist fra det originale Radio24syv ringede. Hun var afsted med sin studiegruppe. Det var andet semester på DMJX. I sin fritid lavede hun memes, som hun delte på sin Instagram-profil. Journalisten ringede for at tilbyde Maya en værtsrolle på programmet Det Lille Mememageri på Radio24syv.

”Jeg sagde ja, jeg begyndte at tude – og så sagde jeg, at jeg ikke kommer til mødet i morgen. Jeg kommer på mandag. Det, synes jeg, var meget sejt ikke at komme rendende med det samme,” siger hun.

Maya var vært på programmet over en sommer og senere en vintersæson. Hun fandt sig godt til rette på kanalen og blandt kollegaerne. Det var det rigtige sted for hende, så hun fik sat en praktikplads i stand, selvom det var usikkert, om kanalen skulle lukke.

”Jeg siger, at jeg gerne vil have en praktikplads. Jeg siger please, jeg siger, giv mig en chance, jeg vil gerne gå ned med det her skib. Der blev hældt cognac eller whisky op, og så fiksede det sig selv.”

Maya fortsatte med at lave Det Lille Mememageri, indtil Radio24syv lukkede ned. Tre dage efter nedlukningen sad hun på foto-og videoredaktion på Berlingske. Senere på Ekstra Bladet.

En identitet efter Radio24syv

Identitetskriser, dualiteter, kald det, hvad du vil. De er tilbagevendende for Maya. Og de er blevet en del af hendes personlighed, fortæller hun.

Da hun blev 27 år, lavede hun en offentlig Facebook-begivenhed, hun kaldte Jeg har fødselsdag og en personlig krise. Eventet varede 23 timer og 55 minutter, mest i cyberspace, men de personlige kriser lader til at eksistere sammen med Maya.

”Jeg har det ofte sådan, hvad fuck laver jeg. Vil jeg være det ene, eller vil jeg være det andet? Og hvad nu hvis? Skal jeg bo her? Skal jeg bo i et andet land? Hvorfor er jeg her? Sådan kører det hele tiden, i stedet for at fucking bare være til stede.”

Maya skulle finde sig selv efter Radio24syv lukkede. Hun havde svært ved at finde ud af, hvilken retning hun skulle gå. Det var enten det undersøgende, ”Watergate-shit”, som hun kalder det, eller det tænkende; det satiriske. Hun ville gerne finde en balance mellem de to retninger.

”Der hersker en eller anden ide om, at der ikke kan eksistere en dualitet i folks faglighed. Enten er du sjov, eller også tager du det hele alvorligt. Jeg byder dualiteten velkommen, selvom det betyder, at jeg er i en omvandrende identitetskrise, fordi jeg vil alle mulige forskellige ting,” siger hun.

Siden ansættelsen på Radio24syv er Maya blevet kastet rundt i mediemanegen. Hun har fået tilbudt jobs nok, så det er først dette efterår, hun bryder sin orlov fra journalistuddannelsen for at skrive sin bachelor. Mest af alt for at hendes mor kan sove om natten igen, griner Maya. Og så giver det bedre muligheder for at lave noget internationalt senere i karrieren.

”Jeg blev kastet ud i det, og så er det bare suset derud af. Jeg har ikke haft mulighed for at tænke mig om. Det betyder ikke, at jeg har været hovedløs i alt, hvad jeg har lavet, men jeg har bare gjort det, jeg havde lyst til.”

Maya vil ikke kede sig, men rykke og udvikle sig. Hun værdsætter identitetskriserne, for det er der, hvor hun synes, at der opstår noget sjovt. Hun bruger sine egne platforme på sociale medier til at vise, hvem hun er. På den måde bevarer hun friheden til at lave det, hun har lyst til, og det som interesserer hende. Maya synes, det giver en frihed at have sin personlighed med i journalistikken.

”Det er vigtigt for mig at være fri og føle mig fri. Jeg har prøvet at lave nogle ting, som jeg ikke syntes var fede, eller som ikke var mig, og det er jeg dårlig tilpas i. For mig handler de valg, jeg træffer med journalistikken om en mavefornemmelse, en intuition, en smag.”

Typen der ikke ryger sine cigaretter færdig

Maya serverer instant kaffe med mælk i kopper med motiver af kunstneren Poul Pava som Maya, i en sidebemærkning, fortæller, at hun interviewede for nylig. Hun fandt kopperne på byttecentralen. Og hun synes, de er skøre, ligesom hendes lejlighed. Den er fyldt med genbrugsmøbler, random kunst, ægte tæpper, røgelse, litteratur. Der er en ulv over sengegavlen og en lampe fra en asiatisk butik med plastikblomster i køkkenet.

Maya fylder i rummet. Hendes ord lunter afsted. Hun har noget og meget at sige om det meste. Armbevægelser, stor manke. Hun læner sig skiftevis tilbage i stolen og frem over spisebordet, mens hun taler. Hun har en historie at fortælle om alle sine møbler og ting. Hun peger på et elektrisk øre på væggen, som er magen til et, hun havde i sit fritidshjem. Sådan et, der lyser, når der er høje lyde i rummet. Hun bruger det som en gimmick i løbet af interviewet, klapper efter en vigtig pointe. Og Maya vender blikket mod øret, der blinker.

”Det har jeg også købt på DBA. Jeg har ikke noget af værdi. Jeg har kun fucking billige ting, eller ting jeg har fundet.”

Der er rygepauser et par gange i timen ude på altanen med udsigt over bazarerne i kvarteret. Grøntsager galore, plastikdimser, urteduske, menneskemylder. Maya skodder cigaretten, før hun når til filteret, kun halvvejs færdig.

SoMe-Maya

På Instagram har Maya over 10.000 følgere, og på TikTok endnu flere.

”Frisk, udadvendt, går til opgaverne med et smil,” står der i hendes bio.

På Instagram deler Maya en billedserie af klimaminister Dan Jørgensen. Han poserer i vandet iført jakkesæt, har sammenknebne øjne og en alvorlig mine. Maya tilføjer 00’er-hittet ”Bringing Sexy Back” som underlægningsmusik.

En anden dag deler hun en liste med ideer til en digtsamling. Her er et af punkterne, at lade som om hun er Oliver Enné for en dag. På Twitter er en hun del af profilen, der hedder Lise Nørgaard har levet længere end. Et tweet lød: Lise Nørgaard har levet i 104 år uden at lave sin egen podcast.

Humor er et effektivt kommunikationsværktøj for Maya. Hun har erfaret, at hun kommer langt, hvis hun kan få folk til at grine og så lige presse noget information ind i munden på dem, mens de griner. For Maya fungerer internettet godt til det, fordi det tillader interaktion og impulsivitet. Og impulsivitet var udgangspunktet for Mayas nyeste projekt: TikToks, der formidler danske nyheder fortalt på et dovent, danskinspireret engelsk.

”Australiere, libanesere, amerikanere, irere ser mine TikToks. De fortæller, hvad der sker hos dem, og jeg får Danmark lidt i perspektiv. Nogle gange kan jeg godt få det lidt sindssygt over nogle af de ting, der er store historier i Danmark. Det kan være lidt en andedam.”

Maya forener det seriøse med det sjove på sine platforme. Hun dyrker den klassiske journalistik, men bryder også med den ved at udkomme på skæve og skøre måder. Mange vil mene, at hun baner vejen for fremtidens journalistik, men hun vil ikke selv spå om den. Det vil virke for selvoptaget, siger hun.

”Der hersker en eller anden ide om, at der ikke kan eksistere en dualitet i folks faglighed. Enten er du sjov, eller også tager du det hele alvorligt. Jeg byder dualiteten velkommen.”

– Maya Tekeli

Randrusiansk og tyrkisk blod

Maya voksede op på Nørrebro med sin familie i en lejlighed. Hendes forældre mødte hinanden i Aarhus på psykologistudiet. Mayas mor er politisk flygtning fra Tyrkiet, hendes far er fra Randers. Maya taler tyrkisk og dansk, hun kan godt lide, at vi har en dronning, der ryger, og hun interesserer sig for historier, der handler om etniske minoriteter.

”Der er fucking mange mennesker, der er ligesom mig. Vi ser dem bare ikke repræsenteret i mediebranchen, og hvis det skal være en unik ting, hver gang vi taler om det, så bliver det aldrig normaliseret.”

Hun sidder i skrædderstilling på gulvet nu, hun har smidt lædervesten og tennisskoene.

”Når vi repræsenterer folk med anden etnisk baggrund i medierne, så skal de tale om, at de repræsenterer folk med anden etnisk baggrund. Jeg synes, det er så vigtigt, men det er de samme narrativer, der gentager sig. Så derfor bærer jeg på den dualitet med stolthed og kærlighed.”

Maya fortæller, at hun er glad for, at spørgsmålene ikke har handlet om hendes etnicitet. Hun har svært ved at svare på hvorfor. I stedet viser hun sin overarm med en tatovering af en sol og måne ved siden af en tatovering af Dronning Margrethes underskrift.

Maya begynder at tale i en tankestrøm. Ordene lunter ikke længere.

Hun snakker, stiller spørgsmål, afbryder sig selv.

I Mayas lejlighed hænger der et billede af Dronning Margrethe, familiefotos, billeder af dyr, en kalender med nøgne damer, som sender tankerne hen på autoværksteder i 00’erne, men kvindernes ansigter er udskiftet med tidligere kollegaer fra Ekstra Bladet. Joachim B. Olsen, Brian Weichardt i lingeri. Og et maleri af en dame med hijab. Dualiteter, kalder hun det.

Mediebranchen er under ombygning

Mads Brügger ringede til Maya og tilbød hende et job på Frihedsbrevet i maj 2021. Hun var den første, der blev ansat. Først som kulturjournalist, nu som vært på morgenfladen Fri Dag, hvor hun dagligt udkommer med et kort nyhedsoverblik, der indeholder undren og humor.

Det betyder, at Mayas vækkeur ringer klokken 04:35, med det hun kalder en glidende alarm. Ikke den der aggressive og insisterende alarm, som de fleste kender. En mere flydende én, der luller en op af sengen.

Hun starter arbejdsdagen med at optage, så planlægger hun næste dags morgenflade. Nusser med nogle historier. Vaper.

”Jeg har altid villet lave mediesatire. Det er en sjov arena, men jeg har altid fået at vide, at der ikke er nogen, der interesserer sig nok for medierne til at læse mediekritisk journalistik. Det tror jeg ikke på,” siger hun.

Maya beskriver mediebranchen, som den er nu, med ordene under ombygning. Det er vigtigt med kritisk undersøgende journalistik af mediebranchen, mener hun og uddyber, at medierne bør betragtes som en magtinstitution, hvor journalister skal gå til journalister.

”Jeg oplever, at du kan komme i meget ubehagelige situationer, hvis du forholder dig kritisk til nogle med magt i mediebranchen. Og længere vil jeg ikke gå ind i det. Endnu,” siger hun.

FORSIDEN

Kunstig intelligens tager fart – kan journalisterne følge med?

af Thit | okt 12, 2022 | TEMA

Kunstig intelligens tager fart – kan journalisterne følge med?

I dag kan kunstig intelligens alt fra at foreslå din næste tv-serie på streamingstjenester til at skrive artikler på et sammenhængende sprog. Men hvor efterlader det journalister?

TEKST: Sarah Wittrup Johannessen
ILLUSTRATION: Louise Rix

Udgivet den 12. oktober 2022

”Maskinerne kommer ikke, de er her allerede.”

Sådan lyder det fra chefredaktøren på mediet Markedsføring, Andreas Marckmann Andreassen, der har forsket i robotjournalistik.

I dag bruger vi kunstig intelligens som aldrig før. Det er ikke altid, vi er lige opmærksomme på hvornår, og ofte ænser vi det slet ikke. Et eksempel på det kan være søgefunktionen på Google eller de forslag, streamingstjenesterne kommer med baseret på vores tidligere historik. Et tredje eksempel kan være kampreferater fra lokalfodbold i Danmark, som redaktionerne ikke vil bruge journalisters tid og kræfter på.

Robotredaktør og maskinehvisker

”Mange af de mindre sjove arbejdsopgaver, man har som journalist, kan blive overtaget af robotter i fremtiden,” siger Mads Petersen.

Det er allerede i gang med at ske. På nyhedsmediet Ritzau har de erstattet journalisters monotone opgaver, så det er robotter, der skriver artikler om regnskab og bolighandler. Mads Petersen har fået titlen robotredaktør på mediet. Han holder styr på de to robotter, som lige nu styrer bolighandlerne og kampresultaterne i lokalfodbolden. Før i tiden var det redaktionsassistenter, der havde den opgave, men nu er de altså blevet erstattet af robotter.

”Der er masser af opgaver, journalister laver lige nu, som man kan automatisere,” siger Mads Petersen.

Robotterne, som han styrer, er bygget ud fra nogle skabeloner, som hjælper dem med at producere artikler. For bolighandelsrobotten drejer det sig om en masse data, blandt andet fra bolighandelsmarkedet, der er smidt ind i et program kombineret med bestemte forudsætninger, Ritzau har lavet. Ud fra disse kan robotterne spytte omkring 400 artikler ud om dagen på 1000-1500 anslag.

Titlen som robotredaktør er ny. Hvis man spørger Andreas Marckmann Andreassen, er den også kun midlertidig. Han har selv forsket i automatisering af medierne som fellow på Syddansk Universitet, og han bruger ordet “maskinehviskere” om robotredaktører og andre personer, der er med at bygge bro mellem maskiner og mennesker.

Skal journalister kunne kode?

For at få redaktionerne til at følge med, mener Andreas Marckmann Andreassen, at det bliver nødvendigt, at journalister i fremtiden lærer at samarbejde med teknologer. Derfor bliver teknologer nødvendige på redaktionerne.

”Vi har brug for en større forståelse for den teknologiske side af at lave journalistik,” siger han.

Andreas Marckmann Andreassen bliver ofte spurgt ind til, om det er en nødvendighed, at journalister kan kode.

”Det er ikke noget, man skal kunne – men det er klart en fordel. Alle journalister skal dog ikke kunne kode. Journalister skal blive bedre til det, som journalister er gode til. Og så skal teknologerne fokusere på det, de er gode til.”

Hvis man som medievirksomhed skal overleve den tekniske eksplosion, som finder sted lige nu, er det nødvendigt at holde fast i den journalistiske grundfaglighed og troværdighed, mener Andreas Marckmann Andreassen.

”Hvis vi mister den, så har vi ikke længere noget, vi kan tilbyde markedet,” siger han.

Nye robotter hver dag

Sidste år udviklede den amerikanske virksomhed OpenAI det mest avancerede tekstmodelleringssystem til dags dato. Opfindelsen hedder GPT-3, som står for Generative Pre-Trained Transformer, og er den tredje af sin slags. Den kan selv skrive artikler på et formfuldendt sprog og har trukket overskrifter verden over.

”Der er masser af opgaver, journalister laver lige nu, som man kan automatisere”

– Mads Petersen, robotredaktør hos Ritzau

Andreas Marckmann Andreassen peger dog på, at GPT-3 endnu ikke er et sted, som han tror eller håber, danske medier vil bruge til at udgive indhold på et større plan.

”Hvis man ikke kan være sikker på, at det, man skriver, er sandt, så mister man det vigtigste, man har som journalist – vores troværdighed,” siger han.

På grund af udviklingen inden for kunstig intelligens bliver det ifølge Andreas Marckmann Andreassen sværere, men også sjovere at være journalist – for det er stadig op til journalisten at gå og stemme dørklokker, lave kompliceret research, udføre det svære interview og hjælpe den sårbare kilde med at åbne op.

Et værktøj for journalister

Både Andreas Marckmann Andreassen og Mads Petersen ser lyst på fremtiden. Ifølge dem er der ingen grund til bekymring for, at robotterne vil tage journalistikken fra journalisterne.

”Heldigvis er der mange opgaver, der er svære at automatisere, såsom at få en god idé, stille de rigtige spørgsmål til en kilde og se nogle sammenhænge, som kan være svære for en robot at få øje på,” siger Andreas Marckmann Andreassen.

Forholder journalister sig åbne over for mulighederne i kunstig intelligens, mener Mads Petersen, at robotterne kan være et stærkt redskab.

”Jeg tror, at der er en masse kedelige opgaver, vi slipper for i fremtiden, som vi kan få hjælp til. Vi kommer til at få nogle værktøjer, som kan hjælpe os til at være mere effektive i vores arbejde, og som i sidste ende kan gøre os mere værd,” siger Mads Petersen.

FORSIDEN

Er journaliststuderende klædt på til branchen?

af Thit | okt 12, 2022 | TEMA

Er journaliststuderende klædt på til branchen?

At være journalist er ikke en beskyttet titel, hvilket åbner op for mange forskellige veje ind til faget. Det stiller høje krav til DMJX om at klæde sine journaliststuderende på til en branche og et arbejdsliv, der også betrædes af akademikere og autodidakte.

TEKST: Amalie Møller Pedersen & Josefine Harboe FOTO: Rebecca Helene Hoffmann Illustration: Katrine Åsleff Edvardsen

Udgivet den 12. oktober 2022

Man skal ikke certificeres for at blive journalist. Det kræver faktisk ikke andet, end at man arbejder og producerer journalistisk. Det gør, at mange udøvende journalister ikke har uddannelsen, men blot har tilegnet sig journalistiske redskaber hen ad vejen. Nogle er helt uuddannede og autodidakte, hvor andre har en akademisk baggrund i alt fra statskundskab til jura.

Henrik Berggren, uddannelseschef for Journalistik ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i Aarhus, fortæller, at journalistuddannelsen i Danmark startede som en læreplads, der næsten kun bestod af praktik. Sidenhen opstod behovet for mere teoretisk baggrund, så man oprettede et kursus på Aarhus Universitet, der i 1962 blev udbygget og fik sin egen selvstændige institution: Journalisthøjskolen.

”Der er en historisk baggrund for, at vi i Danmark har Journalisthøjskolen, og at den er hovedvejen til jobbet som journalist. Tager du til Tyskland eller England, er det mere almindeligt at tage en akademisk uddannelse,” siger Henrik Berggren.

Det rejser spørgsmålet om, hvorvidt det giver mening at uddanne sig til en ubeskyttet titel. Og det lægger et vis pres på Journalisthøjskolen, som skal klæde sine studerende på til en branche, hvor der er mange om buddet.

Mere uddannede journalister

Martin Krasnik er chefredaktør på Weekendavisen, hvor mange af journalisterne er akademisk uddannede. Han forstår godt, hvorfor folk bliver tiltrukket af Journalisthøjskolen og dens praktiske tilgang til uddannelsesmetoder. Men han mener, det kræver mere uddannelse at nå helt i mål som journalist. Dette skyldes, at akademikere i højere grad kan forstå og koncentrere sig om komplekse emner, fordi det er noget, de erfarer hele vejen gennem deres uddannelse.

”På akademiske uddannelser lærer man at forstå stoffet og se sammenhænge på tværs og tilbage i historien. Det er godt at kunne som journalist. Man kan godt blive journalist ved kun at læse journalistik, men man bliver oftest meget bedre af at have studeret et helt andet fag,” siger Martin Krasnik.

Spørger man Henrik Berggren, mener han ikke, at dette afspejler et væsentligt problem.

“Den klassiske journalistuddannelse står ret stærkt på arbejdsmarkedet. En stor del af de uddannede journalister fra RUC, SDU og DMJX er i beskæftigelse og sidder på de journalistiske funktioner på mange danske medier,” siger Henrik Berggren.

”Det er ikke nemt at blive en skidegod skribent eller formidler, men det er nemmere at lære at skrive godt end at tænke godt.”

– Martin Krasnik, chefredaktør på Weekendavisen

At skrive godt eller tænke godt

På Journalisthøjskolen lærer de studerende at praktisere og formidle historier, vinkler og rubrikker. De arbejder med at stille kritiske spørgsmål i interviewsituationer og lærer at reflektere over deres arbejdsmetoder og processer. Journalisthøjskolen skiller sig ud fra universitetsuddannelserne ved at være en professionsbachelor. Det indebærer et længere praktikforløb, som ifølge Henrik Berggren er en gave for både studerende og arbejdsgivere.

”Vi er i meget tæt kontakt med brancherne qua praktikperioden og tilpasser os deres udvikling og ønsker. Der er ingen tvivl om, at studerende fra de journalistiske uddannelser kan fungere dag et, fra de er dimitteret. Jeg tror, det er en stor fordel,” siger han.

Martin Krasnik anerkender, at akademikere ikke lærer at vinkle og stille skarpe, kritiske spørgsmål, som man gør på journalistuddannelserne. Disse redskaber og tilgangsmåder til at skrive en sammenfattet artikel får akademikere ikke i lige så høj på deres uddannelse.

“Der er masser af akademikere, der ikke ved, hvad det vil sige at tænke, skrive og vinkle journalistisk. Det lærer man jo ikke på langt de fleste akademiske uddannelser. Man bliver nødt til at kunne begge dele; både tænke og formidle. Det er ikke nemt at blive en skidegod skribent eller formidler, men det er nemmere at lære at skrive godt end at tænke godt,” siger Martin Krasnik.

Henrik Berggren kan godt se værdien i specialiserede journalister, der beskæftiger sig med kernestof, men det er ikke nødvendigvis Journalisthøjskolen, der skal tilbyde det.

”Jeg synes, det ville være fedt, hvis man kunne lægge to år ovenpå journalistuddannelsen, så man kunne specialisere sig, men måske det er unødvendigt, når der er masser af specialiseringsmuligheder ude i samfundet,” siger han.

Studerende har mulighed for at udbygge sin uddannelse efter Journalisthøjskolen. Nogle tager en kandidat på universitetet, andre supplerer med længere udlandsophold eller arbejder med et afgrænset hjørne af journalistikken i en årrække.

Studerende savner uddannelse

Journaliststuderende på DMJX, Siri Marie Munch Schrøder, forstår godt kritikken af den manglende fordybelse. Hun har netop færdiggjort sin praktik på Altinget og Mandag Morgen og skal til at skrive bachelor.

”I metodefagene er der en tendens til, at når man har prøvet at skrive en type artikel en gang, så kan man det. Jeg synes ikke, det er virkelighedssvarende. Jeg mener, man skulle dykke mere ned i nogle af genrerne, så folk kunne fordybe og dygtiggøre sig i specifikke områder,” siger hun.

Det kan være svært at forestille sig en journalistuddannelse, der skal rumme alle branchens hjørner og specialer, men ifølge Siri Marie Munch Schrøder kunne Journalisthøjskolen godt være mere specialiserede i deres måde at uddanne journalister på.

“Det er klart, at man ikke kan lave uddannelser, hvor man specifikt uddanner politiske journalister, kulturjournalister, videnskabsjournalister eller P3-værter. Det ville hurtigt blive nogle meget skøre uddannelser.”

At udbygge uddannelsen selv

Martin Krasnik så gerne, at journalister, snarere end at konkurrere om at være først, gjorde sig umage med at sætte historierne i en kontekst, der er større end det aktuelle nyhedsbillede.

”Man skal eddermame sætte tid af til at læse bøger og tage den del af uddannelsen selv. Læse skønlitteratur for at give menneskelig indsigt og sproget dybde og originalitet. Faglitteratur for at give viden om de større sammenhænge, alle aktuelle begivenheder indgår i,” siger Martin Krasnik.

Det har netop været tilfældet for Siri Marie Munch Schrøder, der har lagt meget energi i at forfølge sin store interesse for sikkerhedspolitik sideløbende med journalistuddannelsen.

“Jeg er færdiguddannet om lidt, og navnlig gennem praktikperioden er jeg blevet bedre til at skrive artikler. Men de skills og kompetencer, der gør mig specialiseret, er ikke noget jeg har lært på Journalisthøjskolen,” siger Siri Marie Munch Schrøder.

Det udelukker dog ikke vigtigheden af en god Journalisthøjskole. Henrik Berggren ser en stor værdi i, at journalistuddannelserne og universiteterne kan tilbyde forskellige tilgange til faget.

“Alle vejene ind i branchen er vigtige, for der er brug for mange typer af journalister,” siger Henrik Berggren.

FORSIDEN