Fra denne sommer skal Christina Boutrup føre TV2’s karakteristiske korrespondent-mikrofon i verdens nye supermagt. Med base i Shanghai skal hun berette om den udvikling, der inden længe gør Kina til verdens største økonomi.

Et begejstret smil breder sig forsigtigt over læberne, inden hendes blik slår væk i et kort sekunds betænkningstid:

”Min første tanke har nok været, at det sørme var på tide. Og så skyndte jeg mig at sende en mail afsted med det samme.”

Sådan beskriver Christina Boutrup sin reaktion, da hun tilbage i februar læste, at TV2 havde i sinde at sende en fast korrespondent til Kina. Den 44-årige fynbo har de seneste år opbygget sig en anerkendt status som en af landets førende Kina-kendere.

Siden hun for 13 år siden flyttede hjem efter sit første job som Asien-korrespondent for Berlingske, har hun savnet at være tæt på udviklingen. Til sommer river hun sit liv op ved roden, når hun, sammen med sin familie, vender tilbage til Shanghai. Derfra skal hun gøre TV2’s seere klogere på landet, der har manifesteret sig som økonomisk supermagt og i stigende grad gør sig gældende på den globale magtpolitiske scene.

Korrespondent fra år ét

Christina Boutrup er uddannet erhvervsjournalist fra Danmarks Journalisthøjskole. Knap havde hun forladt bunkeren på Olof Palmes Allé, før et særligt stofområde fandt vej til hendes skrivebord og blev en gennemgående rød tråd i hendes journalistiske arbejde.

”Der gik jo kun lige et år, fra jeg fik min eksamen, til jeg for første gang landede i Beijing og skulle arbejde som journalist i Kina,” fortæller hun.

Som nyudklækket journalist på Berlingskes nyhedsmagasin oplevede Christina Boutrup, hvordan Kina oftere og oftere løb med overskrifterne i avisens erhvervsdækning. Historier om outsourcing til det fremadstormende marked og iøjnefaldende vækstrater vakte hendes interesse og pirrede den unge journalists nysgerrighed. I en sommerferie fik hun grønt lys fra avisen til at rejse fire uger til landet for at lave en serie om danske iværksættere. Det var på den rejse, Christina Boutrup for alvor fik øjnene op for en verdensdel fyldt med historier uden mange danske journalister til at fortælle dem.

”Efter den sommer tog jeg hjem og fortalte min chef, at jeg flyttede til Kina og spurgte ham, om han kunne bruge det til noget,” fortæller hun.

Et halvt år senere var hun igen i Kina, denne gang uden returbillet, men en freelance-kontrakt, der senere blev til et fast job som Berlingskes nye Asien-korrespondent.    

På trods af de høje journalistiske ambitioner og den nyfundne begejstring for det kinesiske samfund havde Christina Boutrup ikke i sin vildeste fantasi forestillet sig det scenarie, hun pludselig landede i. I hendes hoved var korrespondent ikke en titel, der kunne forenes med blot et års journalistisk erfaring. Uden hverken at kunne tale sproget eller have indgående kendskab til verdensdelen, skulle hun pludselig levere analyser og reportager om et meget komplekst samfund.

Tidsforskellen på seks timer gav den unge korrespondent muligheden for at tage alle døgnets timer i brug. Research fra morgenstunden, interviews om eftermiddagen og artikelskrivning frem til den danske deadline langt ude på natten. Derudover gik hun til sproglektioner flere gange ugentligt. 

”Hvis man skal være modig for at være korrespondent i Mellemøsten, så fandt jeg hurtigt ud af, at man først og fremmest skal være hårdtarbejdende for at rapportere fra Asien helt uden erfaring,” fortæller hun.

Tilbage til udgangspunktet 

De seneste år har Christina Boutrup gjort det til en levevej at gøre beslutningstagere klogere på Kina. Selvom hun nødigt påtager sig titlen som ekspert, har hendes 17 års indsigt og omdømme givet muligheder, der rækker langt udover den spæde start som ung korrespondent på udebane. 

”Når jeg har taget Kina-kender-rollen på mig og brugt min viden til at sige: ’Min vurdering er…’ eller ’Jeg er overbevist om, at…’ har jeg oplevet, at mange flere pludselig har lyttet med. Det har skabt en helt anden opmærksomhed,” forklarer hun. 

Med det nye job vender hun tilbage til udgangspunktet, når hun igen skal være den, der stiller spørgsmålene. Også dem, hun på forhånd kender svaret på. Skiftet vækker en velkendt begejstring, der tilbage i tiden var en af grundene til, at hun faldt for journalistikken: 

”Som journalist er jeg jo drevet af at komme ud i virkeligheden og få nogle indtryk og udfordringer, som jeg kan omsætte til et output. Derfor glæder jeg mig til at komme ud og få jord under neglene igen og fortælle både fascinerende og skræmmende historier,” fortæller hun.

Fra Kullerup til Kina

Selvom Kina i dag er velkendt og nærmest hjemligt territorium for Christina Boutrup, bliver det alligevel en særlig omvæltning, når hun til sommer bytter den østfynske landsby Kullerup ud med Shanghais pulserende storbyliv. Siden hun sidst boede i byen, er hun blevet mor til to.

Nu er huset sat til salg og pigerne er skrevet ind på en international skole. Familien er så småt begyndt at overveje, hvilke ting der skal med til Kina, og hvad de skal skille sig af med. Selvom det er en stor beslutning at rykke teltpælene i pigernes barndomsby op, lader Christina Boutrup sig ikke bekymre:

”Kina er en indgroet del af vores familieliv. Vi har besøgt landet hvert år med pigerne, og vi synes, at det er en fantastisk mulighed for dem at opleve kulturen og lære sproget.”

De kinesiske myndigheder udsteder i øjeblikket ikke permanente arbejdsvisa til internationale journalister pga. corona-pandemien. Derfor ved familien endnu ikke, hvornår de kan rejse til Shanghai. Selv håber Christina Boutrup dog på at kunne rapportere live fra Kina, inden sommeren er ovre.

At rapportere fra det mørklagte

Når Christina Boutrup på et tidspunkt får lov til at tage afsted, vil hun som noget af det første kontakte sit netværk af lokale fixere. De skal hjælpe hende helt tæt på historierne og den befolkning, der i mange tilfælde står i skyggen af systemet. Ifølge hende er arbejdsvilkårene som korrespondent i Kina anderledes, i forhold til hvad mange af hendes kollegaer oplever i resten af verden: 

”Der er intet, der er let i Kina, og slet ikke, når man kommer med et tv-kamera. Det er svært at få folk til at stille op til interview, fordi de risikerer repressalier, men der er sindssygt mange spændende historier, der bare venter på at blive fortalt,” fortæller hun.

Hendes erfaring er, at man som korrespondent kan arbejde forholdsvist uforstyrret, hvis ens journalistiske arbejde er nøgternt og holder sig til at beskrive de faktiske forhold i landet. Men det afhænger selvfølgelig altid af, hvor følsom historien er. Derudover kan det for en gangs skyld også være en fordel ikke at være den største spiller i branchen:

”Et dansk medie som TV2 bliver ikke opfattet som en trussel på samme måde som de store internationale medier. Derfor kan vi måske slippe afsted med lidt mere. Vi skal dog ikke tro, at myndighederne ikke holder øje med, hvad vi laver. For det gør de.”  

Som Kina-kender og analytiker har Christina Boutrup repræsenteret et nuanceret perspektiv på det kinesiske samfund. Selvom Kina er en fjern virkelighed for de fleste danskere, er hun sikker på, at TV2’s dækning bliver både nærværende og aktuel. Landets stigende globale indflydelse påvirker danskernes hverdag på daglig basis. Den indflydelse håber Christina Boutrup på at kunne flytte frem i danskernes bevidsthed ved at øge deres kendskab til verdens nye supermagt.

”På nogle områder er Kina så langt fremme, at det er som at se ind i fremtiden både på godt og ondt. Derfor er det også nødvendigt, at vi ikke kun orienterer os mod USA, når vi ser fremad her i Europa,” siger hun.

Flere prognoser peger på, at Kina overhaler USA som verdens største økonomi, allerede inden dette årti når til ende. Udsigten til at skulle dække et skifte i verdensordenen trækker i Christina Boutrup, og begejstringen er umulig at overse. Hun vil afsted – hellere i dag end i morgen.

“Man bliver afhængig af Kina, fordi virkeligheden igen og igen overgår selv de vildeste fantasier. Som journalist er man med til at skrive verdenshistorie hver eneste dag – lige der midt i globaliseringens epicenter.”      

Henrik Qvortrup farer rundt på redaktionen.

Han har netop interviewet en kilde fra Sundhedsstyrelsen til programmet Q&Co, som er et mediemagasin på B.T., hvor han er politisk redaktør. 

“Rasmus, vi skal have ringet til Mads. NU,” råber han til sin producer.

Henrik Qvortrup skal interviewe Politikens opinionsredaktør, Mads Zacho, om en af de utallige sager i medieverdenen, som han hver uge diskuterer i sit mediemagasin. 

Han trives godt i det hektiske tempo med korte deadlines og nye opgaver hele tiden. 

“Jeg kan godt lide den hurtighed, der er i faget. Man laver en spurt, kommer ned i hastighed, for så at komme op i hastighed igen,” forklarer han. 

Henrik Qvortrup valgte blandt andet journalistfaget, fordi han her kunne møde en masse interessante mennesker, men det var også et fag, der gav mulighed for hurtigt at komme videre til den næste historie.  

Tamilsagen 

Henrik Qvortrups karriere startede, som enhver politisk journalist kun kan drømme om. Han var stadig journalistpraktikant, da han sad med en af de største sager i dansk journalistisk: Tamilsagen.  

Han var en del af Christiansborg-redaktionen hos Berlingske, da der kom et nyhedstelegram ind fra Ritzau med meldingen om, at den daværende justitsminister, Erik Ninn-Hansen, havde handlet ’overordentligt kritisabelt’ vedrørende håndteringen af tamilske flygtninge fra borgerkrigen i Sri Lanka. 

“Jeg kan huske, at vi sad fem personer på redaktionen og kæderøg. Der var ingen, der gad tage sagen, og så fik jeg, praktikant, den,” fortæller han. 

Efterhånden som skandalen rullede, blev det Henrik Qvortrup, der kom til at dække den for Berlingske.  

Efter Journalisthøjskolen blev han ansat på Jyllands-Posten, hvor han kom til at arbejde videre med Tamilsagen. Her var der ifølge Qvortrup heller ikke den store interesse for emnet, og derfor var det også en kamp for ham at overbevise redaktionen om, at det var vigtigt at dække det. 

Selvom det i starten var op ad bakke, endte historien med at blive en af de største og mest sagnomspundne sager i dansk journalistik.  

Henrik Qvortrup mener dog, at mediedækningen af hele oprulningen meget vel ikke ville have fået samme opmærksomhed i dag.  

“Hvis man forestiller sig, at noget lignende Tamilsagen kom frem i dag, ville der næppe være plads til de lange referater, som der var dengang,” siger han.  

Han mener dog ikke, at det er et udtryk for, at journalistikken er blevet ringere. Tværtimod mener han, at der i dag bliver bedrevet rigtig meget god journalistik. Det er bare et udtryk for, at mediebilledet har ændret sig. 

Mørkets fyrste 

Op gennem 1990’erne arbejdede Henrik Qvortrup for forskellige danske dagblade, inden han i 1998 landede i en af de flere kontroversielle poster, han har bestridt igennem sin karriere. 

Her blev han nemlig for alvor kendt i den politiske offentlighed, da han blev ansat som presserådgiver – eller spindoktor – for den på det tidspunkt nytiltrådte formand for Venstre, Anders Fogh Rasmussen.  

Her gjorde han sig bemærket ved at sige, at han ikke var ansat, fordi han var venstremand, men fordi han kunne hjælpe Anders Fogh Rasmussen med forholdet til pressen. 

“Der var mange, der ikke forstod, hvordan man kunne tage et job i et parti, man ikke nødvendigvis var enig med, men at man i princippet lige så godt kunne have været ansat i Socialdemokratiet. Jeg så det mere som en professionel ting, og det var der mange, der blev provokeret af.”  

Det var også for alvor med Henrik Qvortrup, at spindoktor-begrebet blev kendt i Danmark, før havde det været et begreb, de fleste forbandt med amerikansk politik.  

“Der var mange, der dengang så det som en farlig udvikling, og jeg har ikke tal på, hvor mange studiegrupper fra RUC, der kontaktede mig for at høre, hvad det havde af betydning for demokratiet.” 

På trods af at mængden af spindoktorer de efterfølgende 20 år kun er vokset eksplosivt, og partierne er blevet mere professionaliserede, mener Henrik Qvortrup alligevel, at der er for meget fokus på dem, og at man derved glemmer andre – såsom departementscheferne, der også har en enorm magt.

En fuckfinger til medieverdenen

I 2001 fik Henrik Qvortrup det job, der på mange måder stadig er med til at definere hans plads i dansk journalistik.

Som chefredaktør for Se og Hør var han nemlig med til at køre bladet i en hidtil uset hård retning. Kendisser kunne ikke længere få stoppet en historie, hvis de mente, at den var for hård, ligesom der med Henrik Qvortrup kom en ordning, hvor almindelige mennesker kunne få en dusør, hvis de kom med et tip til bladet. 

Det var for alvor her, han fik udviklet et image som den kyniske chefredaktør, der ville gå langt for historierne og for at udstille de kendte.

Mens han var hos Se og Hør, spekulerede han på, om han nogensinde kunne komme tilbage til den politiske journalistik.

“Folk sagde til mig, at det kunne godt være, at det blev sjovt, men at jeg for evigt ville være dømt ude af det gode politiske selskab,” forklarer han.

Men i 2009 blev han hentet til TV 2 som politisk redaktør.

“Da jeg fik tilbudt det job, var det den ultimative fuckfinger til alle dem, der havde dømt mig ude og sagt, at jeg aldrig ville få et job som politisk journalist igen.”

Han var tilbage i den position, som havde været udgangspunktet for hans journalistiske karriere, og det var igen ham, der udlagde teksten på tv-skærmen hver aften.

Men i 2014 var det slut.

Nedturen og genkomsten

Da den tidligere Se og Hør-journalist Ken Rasmussen i 2014 udgav bogen ‘Livet, det forbandede’, hvori han blandt andet fortalte om sin tid på ugebladet, kom det frem, at de havde brugt ulovlige metoder til at følge med i de kendte og kongeliges gøren og laden.

Det hele endte med, at Henrik Qvortrup trak sig fra jobbet på TV 2 på baggrund af afsløringerne. Det endte også med en fængselsdom i 2016.

Herefter fulgte en periode, hvor han for alvor troede, at tiden som journalist var forbi.

“Derfra stod jeg på egen hånd, for der var mildest talt ikke nogen, der hjalp mig,” forklarer han om tiden efter skandalen.

Han begyndte at skrive bøger og lave podcast, og det første spæde skridt tilbage i medieverdenen kom, da han lavede en programrække for dk4, hvor han interviewede politikere.

Desuden blev han vært på et mediemagasin på Radio24syv, blandt andet med den begrundelse, at han ikke havde nogen venner i dansk journalistik.

“Jeg skyldte i hvert fald ikke nogen noget,” svarer han kortfattet.

En kollektiv selvfedme

Henrik Qvortrup mener, at journalister i Danmark er gode nok til at gå kritisk til hinanden, men han mener også, at der er et alt for stort fokus på egen navle:

“Her lider vi af en kollektiv selvfedme, og jeg er jo også selv en del af det – jeg laver selv et medieprogram, men hvis jeg skal kigge på det udefra, kan jeg godt forstå dem, der siger, at så interessante er vi jo heller ikke.”

Han mener, at den politiske journalistik er blevet bedre de seneste 30 år, hvor han har været med, men det har også været nødvendigt. Med den stadigt større magtkamp, der i hans øjne foregår mellem journalister og politikere, og med det stadigt mere professionaliserede politiske system, er det nødvendigt for journalisterne at oppe sig.

Det er dog ikke noget, der har slået ham ud.

“Jeg synes, det er forrygende. Det er helt fint, at den kamp finder sted.”

Kvindelige journalister er i højere grad end deres mandlige kolleger udsat for digitale hadbeskeder, mener Cecilie Beck og Iben Maria Zeuthen. Kønsforsker Christian Groes advarer om, at det kan medføre selvcensur.

I et hjørne af Cecilie Becks lyse taglejlighed hænger et lille portræt fra hendes tidlige dage som journalist. Hun har vind i sit dengang lange hår og ser ind i kameraet med samme stålfaste blik, hun har haft som studievært på TV2 siden 2004. Allerede dengang måtte hun leve med at blive kaldt ‘møgkælling’ af nogle seere.

“Mandlige journalister bliver kaldt skarpe. Kvindelige journalister bliver kaldt hysteriske. Der er ingen tvivl om, at der bliver brugt et andet sprog, når kvindelige journalister bliver kritiseret for deres arbejde,” siger Cecilie Beck.

Når hun tænker tilbage på sin lange karriere, er hun ikke i tvivl. Den har adskilt sig fra hendes mandlige kollegers. Hun oplever, at seere bliver provokerede alene af hendes køn og giver udtryk for det online. Det sker typisk, når hun har lavet et særligt kritisk interview. 

Kvindelige journalister gør sig selv mindre synlige

Cecilie Beck ikke er alene om sine erfaringer. En global undersøgelse lavet i samarbejde mellem UNESCO og International Center for Journalists viste sidste år, at 73 procent af kvindelige journalister har været udsat for online vold fra læsere, seere og lyttere.

Som konsekvens har 38 procent gjort sig selv og deres arbejde mindre synligt. Undersøgelsen viser desuden, at de hadefulde kommentarer ofte er direkte koblet til køn. 

Da Aftenshowets Mette Bluhme Rieck i januar interviewede Jes Dorph-Petersen om to krænkelsessager, der for nyligt fik ham fyret fra TV2, blev hun også kastet ud i en shitstorm med sit køn som orkanens øje. 

Mens Mette Bluhme Rieck blev kaldt ord som ‘pigebarn’, ‘hystade’ og ‘smatso’ af seere, der mente, at hun havde været både for kritisk og for subjektiv, fulgte Cecilie Beck med. På grund af sine egne erfaringer med sexisme havde hun brug for at reagere.

Kritik mod kvinder er kønnet

Cecilie Beck delte et opslag på Instagram, der sammenlignede de kønnede skældsord med den ros, Go’Aften Live’s Abdel Aziz Mahmoud modtog efter sit kritiske interview med TV2’s indholdsredaktør, Lotte Lindegaard, om Jes Dorph-Petersens fyring. Han blev blandt andet kaldt ‘modig’ og ‘genial’.

“Når journalister stiller kritiske spørgsmål, handler det ikke om, hvad vi selv synes. Det handler om, at vi udøver et fag. Det havde jeg behov for at gøre opmærksom på,” siger Cecilie Beck.

Kønsforsker og lektor på Roskilde Universitet Christian Groes mener, at et kritisk interview med den folkekære Jes Dorph-Petersen havde kastet enhver journalist ud i en shitstorm. Men han peger også på, at Mette Bluhme Riecks køn fik kritikken til at accelerere.

“Debatten om køn er lige nu et sted, hvor Mette Bluhme Rieck som kvinde blev gjort til repræsentant for en #metoo-bevægelse. Det gør hende mere sårbar over for beskyldninger om, at hendes køn påvirkede, hvordan hun håndterede interviewet,” siger Christian Groes.

Online sexisme truer ytringsfriheden

Ligesom Cecilie Beck oplever radiovært og skribent Iben Maria Zeuthen også, at hendes køn spiller en uønsket hovedrolle, når hun modtager kritik i kommentarfeltet. Men hun tøver lidt, når hun skal tale om sine egne oplevelser med sexisme.

“Man skal passe på med at begrunde kritik udelukkende med køn, men det er bare svært at få lov til at være fagperson som kvindelig journalist. Jeg tør ikke altid dele mine personlige oplevelser med sexisme, fordi jeg som kvindelig journalist risikerer at blive angrebet for noget, der har med mine følelser og ikke min faglighed at gøre,” siger Iben Maria Zeuthen.

Alligevel bruger hun også aktivt sin Instagram til at belyse sexisme i mediebranchen. Blandt andet poster hun skærmbilleder af de reaktioner, hun får fra Ekstra Bladets læsere, hvor hun skriver klummer, netop for at dokumentere had mod kvinder.

I kommentarfeltet bliver hun blandt andet kaldt ‘tøjte’ og opfordret til at ‘droppe sit 1970’er-pis, fordi verden allerede tilhører kvinder’.

Ifølge Iben Maria Zeuthen påvirker de fleste af kommentarerne hende ikke, fordi hun efter mange år som journalist har lært at holde en professionel distance til personangreb i hendes professionelle virke. Når hun bliver ved med at sætte fokus på online sexisme, er det altså ikke et personligt forsvar. Det er et spørgsmål om ytringsfrihed.

“Der er unge kvinder, som fortæller mig, at de skriver mindre frit, fordi de frygter den nedværdigende, truende tone, der er over for kvindelige journalister på sociale medier,” siger Iben Maria Zeuthen.

Christian Groes tror også, at der som konsekvens af tonen over for kvindelige journalister kan opstå en øget grad af selvcensur.

“Hvis de følelsesmæssige konsekvenser er for store, risikerer vi at lukke munden på kritiske journalister,” siger han.

En kamp for journalistisk frihed

Christian Groes peger på, at solidaritet mellem journalister er afgørende, hvis kvinder fortsat skal kunne gøre deres arbejde ordentligt uden at sætte deres mentale helbred på spil.

Af den grund mener han, at det har været overraskende at se, hvor få mandlige journalister, der offentligt støttede Mette Bluhme Rieck efter interviewet med Jes Dorph-Petersen:

“Det skaber et indtryk af, at vi står i en kønskamp frem for en kamp for journalistisk frihed. Det er vigtigt, at andre journalister udviser solidaritet over for dem, der tør stille de farlige spørgsmål og risikerer at få nogle tæsk,”

Journalister bør dog ikke stå alene med ansvaret for at beskytte deres kvindelige kolleger mod online chikane og sexisme, mener både Cecilie Beck og Iben Maria Zeuthen. De er enige om, at det også er mediehusenes ansvar.

“Det går jo ikke, hvis kun mænd laver kritiske interviews for at undgå sexisme. For så bliver kvinder diskvalificeret alene på baggrund af køn. Derfor er det vigtigt, at medierne tager ansvar for at beskytte kvindelige journalister i en udsat position,” siger Cecilie Beck.

Af den grund mener han, at det har været overraskende at se, hvor få mandlige journalister, der offentligt støttede Mette Bluhme Rieck efter interviewet med Jes Dorph-Petersen:

“Det skaber et indtryk af, at vi står i en kønskamp frem for en kamp for journalistisk frihed. Det er vigtigt, at andre journalister udviser solidaritet over for dem, der tør stille de farlige spørgsmål og risikerer at få nogle tæsk,”

Journalister bør dog ikke stå alene med ansvaret for at beskytte deres kvindelige kolleger mod online chikane og sexisme, mener både Cecilie Beck og Iben Maria Zeuthen. De er enige om, at det også er mediehusenes ansvar.

“Det går jo ikke, hvis kun mænd laver kritiske interviews for at undgå sexisme. For så bliver kvinder diskvalificeret alene på baggrund af køn. Derfor er det vigtigt, at medierne tager ansvar for at beskytte kvindelige journalister i en udsat position,” siger Cecilie Beck.

”Der er unge kvinder, som fortæller mig, at de skriver mindre frit, fordi de frygter den nedværdigende, truende tone, der er over for kvindelige journalister på sociale medier.”

– Iben Maria Zeuthen, journalist

 

Hun forklarer, at TV2 har været gode til at tage hånd om problemet. For eksempel politianmelder de personer, når tonen i kommentarsporet bliver for hård.

Til et møde med den daværende ligestillingsminister Mogens Jensen tilbage i november foreslog Iben Maria Zeuthen, at der blev udviklet et ligestillingsmærke til medierne for, hvor aktivt de arbejder på at beskytte journalister mod online diskrimination. Hun mener nemlig, at medierne har brug for nogle tydeligere retningslinjer.

“Så ved man også som journaliststuderende, hvilken arbejdsplads, man kommer ud til.  For det bør jo ikke være en del af jobbeskrivelsen at skulle håndtere online diskrimination,” siger Iben Maria Zeuthen. 

Der er endnu ikke kommet noget konkret ud af mødet med den daværende ligestillingsminister, hvor flere kvindelige journalister deltog.

Uffe Christensen har arbejdet som journalist for Jyllands-Posten siden 1980. Han har talt med Illustreret Bunker om, hvordan jobbet som journalist har udviklet sig med hast. Læs artiklen her.

Tonen på de sociale medier bliver tiltagende grovere. Ifølge Institut for Menneskerettigheder
afholder knap halvdelen sig fra at
deltage i debatten. Men hvem bærer
ansvaret, og hvordan kommer man
den grove tone til livs?

Tonen på de sociale medier bliver tiltagende grovere. Ifølge Institut for Menneskerettigheder afholder knap halvdelen sig fra at
deltage i debatten. Men hvem bærer
ansvaret, og hvordan kommer man
den grove tone til livs?

”Din type er ikke født med meget mellem ørene.” Ari Bndyan læser hovedrystende den ene kommentar efter den anden. Det er personangreb.

Han er frisør og aktiv deltager i kommentarsporene på Facebook. Han har deltaget i en debat på Facebook om den voksende coronasmitte i Vollsmose. Selv bor han i Sæby, så egentlig kan han være ligeglad, men han følte et behov for at beskytte beboerne.

Hans kommentar skaber reaktioner fra de andre Facebook-brugere. Den første reaktion får hurtigt selskab af de næste. ‘Smut hjem i din jordhule’ og ‘Du er sgu da mere end dum at høre på’.

Det er ikke nyt for Ari, at han bliver udsat for en grov tone, når han blander sig i debatten på Facebook. For det meste rører den grove tone ham ikke, men særligt de racistiske kommentarer rammer ham.

”Når jeg bliver ked af det, så bliver jeg vred. Jeg bliver deprimeret af det.”

Det er ikke nyt for Ari, at han bliver udsat for en grov tone, når han blander sig i debatten på Facebook.
For det meste rører den grove tone ham ikke, men særligt de racistiske kommentarer rammer ham.

”Når jeg bliver ked af det, så bliver jeg vred. Jeg bliver deprimeret af det.”

Med Facebook hører der ansvar

Ari Bndyan er ikke alene. Eksperter vurderer, at debatten bliver tiltagende grovere. Det har haft den konsekvens, at 48% af danskerne ifølge en undersøgelse fra Institut for Menneskerettigheder nu afholder sig fra at deltage i debatten på sociale medier.

Ifølge Maia Kahlke Lorentzen har medierne et ansvar for samtalen online. Hun er social medie moderator, selvstændig konsulent, og en del af Cybernauterne, der er et netværk af eksperter i digital udvikling.

Hun fortæller, at medierne er begyndt at henvende sig mere direkte til brugerne på sociale medier for at få flere klik, for eksempel ved at spørge ‘hvad synes du?’ Det kan mobilisere rigtig rasende og ubehagelige følelser hos brugerne, som resulterer i en hård tone.

Netop brugen af Facebook for at skabe trafik, er noget Nadia Nikolajeva efterspørger handling på. Hun er ekspert i sociale medier og har startet netværket Ansvar for Feedet, der skaber en platform, hvor medier kan rådgive hinanden omkring debatten.

”På Facebook deler de ting for at få en masse klik. Jeg synes, at hvis de vil have den opmærksomhed, så hører der noget ansvar med.”

Fy-ord og dialog

Både Jyllands-Posten og Jysk-Fynske medier er begyndt at bruge et moderationsværktøj for at komme den grove tone til livs. Anders Hjelmer Paulsen, redaktør for sociale medier og digitale værktøjer hos JyskFynske Medier, fortæller, at de manuelt har indtastet over tusind såkaldte fy-ord, som ifølge ham ikke kan bruges på nogen fornuftig måde.

Ordene bliver automatisk skjult fra Jysk Fynske Mediers mere end 100 Facebook-sider.

Nadia Nikolajeva er digital rådgiver og underviser i sociale medier. Hun synes, at værktøjet er smart, men det har også sine begrænsninger. Det resulterer eksempelvis i, at kommentarer, der bekæmper den grove tone, bliver fjernet, hvis de bruger fy-ordene som eksempler.

Hun mener, at moderationen er et minimumskrav til medierne. Selvfølgelig skal kommentarer slettes, men det er ikke det, der giver højt på karakterskalaen.

”Hvis jeg virkelig skal sætte det på spidsen, så synes jeg, at det er uambitiøst for den demokratiske samtale, når det eneste redskab, man bruger, er at slette de dårlige ting. Plej debattonen med alt, hvad det indebærer.”

Hun uddyber, at man ikke bare kan nøjes med at slette de dårlige kommentarer. Man skal fremhæve de gode kommentarer og være tydelig omkring dem, man sletter. Man skal gå i dialog med brugerne.

Medierne handler forskelligt

Journalistikken har ændret sig i forhold til deres nye rolle på de sociale medier. Det er en ret ny underopgave, der kommer ind i mediebilledet, når medierne skal til at moderere debatten, fortæller Nadia Nikolajeva. Man er nødt til at erkende, at det er noget, man skal have styr på. Det er en opgave, der er kommet for at blive.

Derfor er det også for medierne en ny verden at navigere i, hvilket fører til forskellige løsninger. Størstedelen modererer debatten, så de opfylder minimumskravet, som Nadia Nikolajeva beskriver det. Men både hos Jyllands-Posten og Jysk Fynske Medier forsøger man at gå skridtet længere.

På Jysk Fynske Medier har de indført en ret kontant holdning til de gengangere, der ofte kommer med hadefulde ytringer på deres sociale medier. De bliver udelukket.

Nadia Nikolajeva er positiv over for Jysk Fynske Mediers tiltag. Hun glæder sig over chefredaktørernes deltagelse i opgaven på de sociale medier, da hun ofte oplever, at de blander sig langt udenom.

Hos Jyllands-Posten er det en prioritet at kunne gennemlæse alle kommentarer. Mathias Danielsen fortæller, at han oplever, at man kan styre debatten ved at være over den fra start.

”Hvis det er en grov kommentar, så er min teori, at andre bliver mere tilbøjelige til også at kommentere groft. Så ser man lige pludselig et kommentarspor løbe løbsk,” siger han.

Det er en oplevelse Nadia Nikolajeva genkender fra sine erfaringer i Ansvar for Feedet. De første 20 minutter er fuldstændig afgørende. At få lagt en plan, det er ifølge hende hele hemmeligheden.

Vær tydelig om moderationen

Nadia Nikolajeva har gode erfaringer med dialogen direkte med brugerne, og hun fremhæver vigtigheden i, at medierne er tydelige omkring moderationen.

Medierne er blevet en broget flok, fortæller hun. Nogle tager ansvaret meget seriøst, mens andre lader kommentarfelterne passe sig selv.

”Det positive, synes jeg, er, at medierne virkelig er ved at vågne op i forhold til den her opgave, og at de begynder at få nogle ambitioner på det her område.”

Tilbage i Sæby fortsætter Ari Bndyan med at deltage i debatten. Han er begyndt at invitere de groveste debattører på dialogkaffe og en klipning i sin frisørsalon i Sæby. Det er hans måde at gøre op med ”Facebook-soldaterne” på, som han kalder dem. På hjemmefronten er han dog ene om at deltage i debatten. Hans kone kan ikke forstå lysten.

”Min kone er faktisk vred på mig. Hun er vred over, at jeg gider at bruge min tid på Facebook. På ligegyldige mennesker.”

Vær tydelig om moderationen

Nadia Nikolajeva har gode erfaringer med dialogen direkte med brugerne, og hun fremhæver vigtigheden i, at medierne er tydelige omkring moderationen.

Medierne er blevet en broget flok, fortæller hun. Nogle tager ansvaret meget seriøst, mens andre lader kommentarfelterne passe sig selv.

”Det positive, synes jeg, er, at medierne virkelig er ved at vågne op i forhold til den her opgave, og at de begynder at få nogle ambitioner på det her område.”

Tilbage i Sæby fortsætter Ari Bndyan med at deltage i debatten. Han er begyndt at invitere de groveste debattører på dialogkaffe og en klipning i sin frisørsalon i Sæby. Det er hans måde at gøre op med ‘Facebook-soldaterne’ på, som han kalder dem. På hjemmefronten er han dog alene om at deltage i debatten. Hans kone kan ikke forstå lysten.

”Min kone er faktisk vred på mig. Hun er vred over, at jeg gider at bruge min tid på Facebook. På ligegyldige mennesker.

Mennesker med psykiske sygdomme portrætteres ofte som farlige eller skøre i de danske medier. Hvordan undgår man at falde i samme grøft? Cavlingvinder Anders Legarth Schmidt giver sit besyv.

I herskabslejlighedens lyse stue står et arbejdsbord. Det var her Anders Legarth Schmidt sad til den virtuelle Cavlingprisuddeling, da hans navn blev råbt op.

På bordet står nu en lille bronzestatuette. Henrik Cavling ligner en karikatur på en journalist med trenchcoat og bowlerhat. Men journalisten, der har modtaget denne fornemme pris, har ikke bowlerhat på. Han er klædt i jeans og t-shirt og byder på kaffe i sit hjem på Østerbro i København. Cavlingprisen vandt han for sin reportageserie fra en lukket psykiatrisk afdeling:

”Jeg har altid været interesseret i det, der foregår inde i vores allesammens hoveder. Mere end det, man kan se, røre og lugte. Det hænger sammen med, at der var psykisk sygdom i min egen familie, da jeg var barn.” 

Derfor har Anders Legarth Schmidt dækket området for Politiken i mere end 15 år. Sidste år brugte han 40 timer på børne- og ungdomspsykiatrisk afsnit i Glostrup, der endte ud i reportageserien ‘Forbandet Ungdom’. Gennem otte kapitler beskrives livet som patient og personale på en afdeling, der sjældent åbner dørene for pressen. Det vigtigste for ham er at skabe opmærksomhed omkring emnet: 

“Jeg synes, det er super vigtigt at tale og skrive åbent om psykisk sygdom. Tingene vokser sig større og værre, hvis man går med dem alene.” 

Ny fortælling om psykiatrien  

Men emnet får ikke altid den rigtige form for opmærksomhed. Dramatiske overskrifter er med til at male et billede af mennesker med mentale udfordringer som farlige eller skøre. Eksempler som ‘Knivstikker var psykisk syg’, ‘Professor: Naivt at raskmelde psykisk syge’ og ‘Psykisk syg går amok’. Selvom mediedækningen af psykisk sygdom har udviklet sig til det bedre, er mere end hver tredje artikel fortsat præget af et forenklet billede. Det viser en analyse af mediedækningen i 2019 foretaget af Infomedia. 

Infomedias analyse er lavet på vegne af ‘EN AF OS’. Det er en organisation, som blandt andet er støttet af Social- og Sundhedsstyrelsen, hvis formål er at afstigmatisere psykisk sygdom i Danmark. 

“Der er sket en forbedring i de danske mediers portrættering af psykisk sygdom,” mener konstitueret projektleder for ‘EN AF OS’, Anja Kare Vedelsby. 

Ifølge Anja Kare Vedelsby kan medierne medvirke til at fremme inklusion og bekæmpe diskrimination forbundet med mental sygdom. Det afgørende er måden, der skrives om emnet. 

“Medierne kan være med til at bekræfte folks fordomme om personer med psykiske lidelser, hvis journalister ikke nuancerer, at man ikke er sygdommen, men et menneske med en sygdom,” uddyber projektlederen. 

Medierne kan også være med til at skabe et mindre fordomsfuldt syn på det at have mentale udfordringer ved at vise en alsidig skildring af personen. 

Anders Legarth Schmidt mener ligeledes, at samfundet skal være bedre til at rumme mennesker med mentale vanskeligheder, blandt andet så man ikke skal frygte personlige og karrieremæssige konsekvenser ved at stille sig offentligt frem:

“Vores samfund er på mange måder u-rummeligt. Men jo længere tid der går, hvor psykisk syge mennesker er underrepræsenterede i medierne – desto længere tid går der, før det ikke føles skamfuldt at have en psykisk sygdom.”

De “sårbare” kilder

En anden problematik forbundet med at skrive en historie med psykisk sårbare kilder er, at det kan være vanskeligt at afgøre, om kilden kan overskue konsekvenserne af sin medvirken. Det er et hensyn, der også fremhæves i pressenævnets vejledning om god presseskik.

‘EN AF OS’ arbejder blandt andet med at vejlede journalister og medier, der arbejder med psykisk sårbare kilder. Anja Kare Vedelsby anbefaler, at man sikrer en grundig briefing forud for et interview, og at man taler med kilden om vedkommendes motivation for og eventuelle konsekvenser ved at medvirke. Desuden råder hun til, at man spørger kilden, om man må tale med en pårørende eller en behandler, for at få en professionel mening om kildens medvirken:

“Når folk står frem med noget, der er så personligt som ens psykiske lidelse, er det vigtigt, at  man tager sig god tid.”

Endelig er det vigtigt, at kilden får mulighed for at godkende artiklen før publicering.

I forbindelse med reportageserien ‘Forbandet Ungdom’ fik Anders Legarth Schmidt blåstempling fra forældre og læger udover kilderne selv forud for alle interviews. Han anerkender dog, at man principielt aldrig kan vide, om en kilde fortryder sin deltagelse.

Alligevel mener han, at journalister skal strække sig langt for at give plads til mennesker, der er anderledes i medierne. Derfor må man sommetider løbe en risiko med kildevalg for at være med til at skabe en udvikling i samfundet:

“Hvis man vil helgardere sig mod den risiko, kommer man til at holde psykisk syge mennesker i mørket for altid.”

For at kunne tegne et oprigtigt portræt af en sårbar kilde er det vigtigt at turde stille de svære spørgsmål. Når Anders Legarth Schmidt interviewede de unge mennesker på børne- og ungdomspsykiatrisk afsnit, havde han ikke forberedt en masse spørgsmål. Ved at gå nænsomt frem afsøgte han grænsen for, hvad han kunne spørge om. Han har erfaret, at blokeringerne ofte ligger i ham selv og ikke i kilden, og hvis man ikke tør stikke dybt nok, bliver det et misforstået hensyn til kilden:

“Hvis jeg stopper med at spørge for tidligt, så bidrager jeg jo til den stigmatisering ved ikke at komme tæt nok på og ved ikke at forstå godt nok, hvem de er.”

Nogle hyldes, andre kritiseres

I samme måned som Anders Legarth Schmidt vinder Cavlingprisen, kritiseres DR3’s dokumentarserie “Fie” på forskellige medier.  Dokumentarserien følger blogger og influencer Fie Laursen, det første år efter at hun har forsøgt at tage sit eget liv, hvor hun netop er udskrevet fra psykiatrisk afdeling. Dokumentaren viser influencerlivets bagside og undersøger, hvad der driver Fie Laursen og hendes digitale karriere. 

Begge historier er baseret på personer med mentale udfordringer, men hvor Anders Legarth Schmidt hyldes for sin artikelserie, bliver DR3’s dokumentar mødt af hård kritik. Fie Laursen lider af sygdommene PTSD og borderline og døjer med angst. 

Anja Kare Vedelsby fra ‘EN AF OS’ ser på baggrund af dokumentarens første afsnit nogle problematikker i at serien er blevet lavet. 

“Serien er med til at vise, hvor skidt hun har det. Men den viser også, at hun hungrer efter anerkendelse. Jeg tænker, at det ville være bedre for hende ikke at eksponere sig så meget, fordi hun risikerer at få for meget negativ opmærksomhed, som gør så ondt,” siger Anja Kare Vedelsby. 

Det er ikke kun Anja Kare Vedelsby, som frygter, at serien fodrer Fie Laursens behov for opmærksomhed. I mediebilledet går kritikken af dokumentarserien desuden på, at Fie Laursen ikke havde tilladt DR’s portrættering, hvis hun var rask. Og at DR overser de negative konsekvenser ved at filme hende i en sårbar periode af sit liv. 

Tilbage i lejligheden på Østerbro mener Anders Legarth Schmidt, at kritikken er uretfærdig, og at det er forkert at gøre sig til dommer over Fie Laursens motivation for at deltage, når man ikke kender til den. Fie Laursen har, ifølge Anders Legarth Schmidt, fået en urimelig behandling i medierne. Han synes, dokumentaren fortæller mange interessante ting om, hvad det vil sige at være psykisk sårbar: 

“Hun er jo i virkeligheden også en pioneer, som er med til at afstigmatisere, hvad det vil sige at være psykisk syg.”

Grænserne rykkes  

Med reportageserien ‘Forbandet Ungdom’ er Anders Legarth Schmidt med til at rykke grænserne for, hvem vi kan interviewe, og hvordan vi kan dække psykiatrien. Det mener

‘EN AF OS’.

“‘Forbandet Ungdom’ fremmer åbenhed og nedbryder fordomme omkring, hvordan det er at være indlagt på psykiatrisk afdeling som ung. Det giver udenforstående en empatisk forståelse af, hvordan det kan være at være patient,” siger Anja Kare Vedelsby fra ’EN AF OS’.

I dag står Cavlingprisen på skrivebordet hjemme ved Anders Legarth Schmidt. Det er en anerkendelse af hans arbejde som journalist, men for ham repræsenterer den mere end en påskønnelse af sit professionelle virke: 

“Det vigtigste er, at psykiatrien får en pris, fordi deri ligger en anerkendelse af, at det som journalist er vigtigt at beskæftige sig med området og kaste lys over mennesker, der lever med psykisk sygdom.”

Man skal gå nænsomt til værks, når man dækker psykisk sygdom.
Det samme gælder, når man dækker selvmord.
Læs vores artikel om dét her.

I den ideelle verden er forskning og journalistik to sider af samme sag, men i praksis opstår forskellene. Illustreret Bunker har talt med en forsker og en videnskabsjournalist for at høre, hvordan de selv opfatter deres samarbejde.

Bo Karl Christensen undskylder hurtigt for at være for langhåret i sit svar. Han er videnskabsjournalist med en uddannelse i filosofi og analytisk journalistik. Han er blevet bedt om at sætte ord på, hvordan man bedst kan beskrive forholdet mellem den journalistiske og den videnskabelige verden.

”Der er ikke noget entydigt svar på, hvilke verdener journalister og forskere kommer fra. Min holdning er, at vi journalister altid skal stræbe efter den bedste og mest objektive beskrivelse af virkeligheden – og det er jo fuldstændig det samme, som videnskaben forsøger.”

Når videnskabsjournalistik er et emne, der er værd at tage op, er det, fordi forskning og journalistik ofte beskrives som to uforenelige verdener. De fleste journalister kommer fra den pulserende nyhedsverden, hvor alting skal gå stærkt, mens forskerne kommer fra fordybelsens verden med fokus på detaljen og markant længere ”deadlines”.

Bo Karl Christensen undskylder hurtigt for at være for langhåret i sit svar. Han er videnskabsjournalist med en uddannelse i filosofi og analytisk journalistik. Han er blevet bedt om at sætte ord på, hvordan man bedst kan beskrive forholdet mellem den journalistiske og den videnskabelige verden.

”Der er ikke noget entydigt svar på, hvilke verdener journalister og forskere kommer fra. Min holdning er, at vi journalister altid skal stræbe efter den bedste og mest objektive beskrivelse af virkeligheden – og det er jo fuldstændig det samme, som videnskaben forsøger.”

Når videnskabsjournalistik er et emne, der er værd at tage op, er det, fordi forskning og journalistik ofte beskrives som to uforenelige verdener. De fleste journalister kommer fra den pulserende nyhedsverden, hvor alting skal gå stærkt, mens forskerne kommer fra fordybelsens verden med fokus på detaljen og markant længere “deadlines”.

”Der er for eksempel en stærk forbindelse mellem journalistik og filosofi, selvom få mennesker tror det. Filosofi handler i høj grad om at stille spørgsmål, tvivle og være kritisk – og det er jo nøjagtig det samme i journalistik, hvor man stiller kritiske spørgsmål, undersøger og ikke bare tager ting for gode varer.”

Fra ideal til praksis

Journalistikken er som udgangspunkt på samme mission som videnskaben, mener Bo Karl Christensen, fordi den forsøger at give os alle sammen den bedst mulige beskrivelse af virkeligheden. Men i praksis oplever han, at forskere kan sidde med en oplevelse af, at journalister har lavet fejl i formidlingen af deres forskning, og det kan mærkes, når han snakker med dem.

“Forskerne siger det jo ikke til mig direkte, men indirekte kan jeg godt fornemme, at de nogle gange er skeptiske over for journalister. Når de så hører, at man kan tale med dem om tingene og kan stille dem kritiske spørgsmål, som forskerne selv synes, er svære at svare på – så får de respekt for én.”

Derfor er Bo Karl Christensen blevet sat i stævne for at give et indblik i sit samarbejde med alle de forskere og eksperter, som udgør en uundværlig ingrediens i enhver form for videnskabsjournalistik. Han har tidligere skrevet for Videnskab.dk og arbejder nu for Medicinske Tidsskrifter, som står bag en lang række sundhedsfaglige medier.

Og spørger man ham, burde der ideelt set slet ikke være nogen forskel på videnskab og journalistik, fordi de faglige arbejdsmetoder er skåret over samme læst.

”Der er for eksempel en stærk forbindelse mellem journalistik og filosofi, selvom få mennesker tror det. Filosofi handler i høj grad om at stille spørgsmål, tvivle og være kritisk – og det er jo nøjagtig det samme i journalistik, hvor man stiller kritiske spørgsmål, undersøger og ikke bare tager ting for gode varer.”

Fra ideal til praksis

Journalistikken er som udgangspunkt på samme mission som videnskaben, mener Bo Karl Christensen, fordi den forsøger at give os alle sammen den bedst mulige beskrivelse af virkeligheden. Men i praksis oplever han, at forskere kan sidde med en oplevelse af, at journalister har lavet fejl i formidlingen af deres forskning, og det kan mærkes, når han snakker med dem.

”Forskerne siger det jo ikke til mig direkte, men indirekte kan jeg godt fornemme, at de nogle gange er skeptiske over for journalister. Når de så hører, at man kan tale med dem om tingene og kan stille dem kritiske spørgsmål, som forskerne selv synes, er svære at svare på – så får de respekt for én.”

I praksis oplever Bo Karl Christensen også, at journalister nogle gange render ind i faldgruber i arbejdet med forskning. Ifølge ham er der en række ting, som journalister er tilbøjelige til at overse.

”Jeg kalder det for falsk balance, som beskriver et fænomen, hvor journalisten vægter to forskere og påstande lige højt i deres arbejde, selvom den ene forsker er kontroversiel og påstanden ringere dokumenteret. Det er ikke oplysende for demokratiet og kan i stedet skabe mistro til behandlinger, vacciner og sundhedsvæsenet generelt.”

Ifølge ham er det typiske problem ved den slags journalistik, at de studier, der er enighed om i videnskaben, får lige så stor betydning i formidlingen som de alternative påstande gør – såsom at HPV-vaccinen giver alvorlige bivirkninger.

I praksis oplever Bo Karl Christensen også, at journalister nogle gange render ind i faldgruber i arbejdet med forskning. Ifølge ham er der en række ting, som journalister er tilbøjelige til at overse.

”Jeg kalder det for falsk balance, som beskriver et fænomen, hvor journalisten vægter to forskere og påstande lige højt i deres arbejde, selvom den ene forsker er kontroversiel og påstanden ringere dokumenteret. Det er ikke oplysende for demokratiet og kan i stedet skabe mistro til behandlinger, vacciner og sundhedsvæsenet generelt.”

Ifølge ham er det typiske problem ved den slags journalistik, at de studier, der er enighed om i videnskaben, får lige så stor betydning i formidlingen som de alternative påstande gør – såsom at HPV-vaccinen giver alvorlige bivirkninger.

Forskeren i røret

Én af de forskere, som ofte har samarbejdet med journalister, er Professor og Centerleder Jørgen Brandt fra Institut for Miljøvidenskab på Aarhus Universitet.

Efter eget udsagn har han været i medierne omkring 200 gange, og han har derfor oplevet videnskabsjournalistikken fra den anden ende af telefonrøret. Ligesom Bo Karl Christensen oplever han et fællesskab mellem forskeren og journalisten, men også en klar forskel i praksis.

”Forskeren er interesseret i at skrive om sin forskning med alle forudsætninger og detaljer, men det er ikke altid sådan, man formidler videnskab i medierne. Og derfor er forskning og journalistik to meget forskellige måder at formidle på,” siger han.

Som forsker har Jørgen Brandt både haft gode og dårlige oplevelser med journalister, når de skal formidle hans forskning, og for ham kan samarbejdet falde ud på to måder.

Forskeren i røret

Én af de forskere, som ofte har samarbejdet med journalister, er Professor og Centerleder Jørgen Brandt fra Institut for Miljøvidenskab på Aarhus Universitet.

Efter eget udsagn har han været i medierne omkring 200 gange, og han har derfor oplevet videnskabsjournalistikken fra den anden ende af telefonrøret. Ligesom Bo Karl Christensen oplever han et fællesskab mellem forskeren og journalisten, men også en klar forskel i praksis.

”Forskeren er interesseret i at skrive om sin forskning med alle forudsætninger og detaljer, men det er ikke altid sådan, man formidler videnskab i medierne. Og derfor er forskning og journalistik to meget forskellige måder at formidle på,” siger han.

Som forsker har Jørgen Brandt både haft gode og dårlige oplevelser med journalister, når de skal formidle hans forskning, og for ham kan samarbejdet falde ud på to måder.

”Når man i klimadebatten udkommer med et resultat om, hvor meget Grønland smelter, vil journalistikken typisk ikke gå ind og se på, om vi kan tro på, at det smelter så og så meget, men mere se på det større billede og betydningen for andre ting”.

Både Jørgen Brandt og Bo Karl Christensen er enige om, at forskningen og journalistikken er uundværlige for hinanden, når det kommer til videnskabsjournalistik – og samtidig er der et større formål med at formidle forskning.

”Vores forskning skal være tilgængelig for offentligheden i et demokratisk samfund, så derfor er det vigtigt, at den almene befolkning får leveret den viden. Og uden journalister ville det være svært,” siger Jørgen Brandt.

Alligevel er han ikke i tvivl om, at samarbejdet om videnskabsjournalistikken er uundværligt for samfundet, fordi det giver perspektiv på tingene – og han har et helt konkret eksempel:

”Når man i klimadebatten udkommer med et resultat om, hvor meget Grønland smelter, vil journalistikken typisk ikke gå ind og se på, om vi kan tro på, at det smelter så og så meget, men mere se på det større billede og betydningen for andre ting”.

Både Jørgen Brandt og Bo Karl Christensen er enige om, at forskningen og journalistikken er uundværlige for hinanden, når det kommer til videnskabsjournalistik – og samtidig er der et større formål med at formidle forskning.

”Vores forskning skal være tilgængelig for offentligheden i et demokratisk samfund, så derfor er det vigtigt, at den almene befolkning får leveret den viden. Og uden journalister ville det være svært,” siger Jørgen Brandt.