Den seneste tid er forholdet mellem Facebook og nyhedsmedierne gået i hårdknude. Kritiske røster anklager det sociale medie for at udnytte journalistikkens indhold, men virkeligheden er som så ofte mere nuanceret. Måske er der brug for parterapi?

Den seneste tid er forholdet mellem Facebook og nyhedsmedierne gået i hårdknude. Kritiske røster anklager det sociale medie for at udnytte journalistikkens indhold, men virkeligheden er som så ofte mere nuanceret. Måske er der brug for parterapi?

Videoer af søde, pjuskede hundehvalpe, kontroversielle udmeldinger om indvandrere eller #MeToo, frækt blikfang og du-gætter-aldrig-hvad-der-så-skete-rubrikker. Kampen om vores opmærksomhed på internettet er benhård, og medierne har måttet lære at navigere i et landskab, hvor de ofte kun har få sekunder til at fange vores opmærksomhed.

Samtidig er forholdet mellem medierne og Facebook gået fra sød online-flirt til bindende journalistisk ægteskab, og skilsmisse ligger ikke i kortene. Heller ikke på Radio4, hvor Mikkel Andersen er SoMe-ansvarlig.

“Vi kunne godt leve uden Facebook, men jeg vil mene, at det ville forringe indholdet. Vi kan stadig lave god radio og podcast, men den direkte forbindelse til lytterne bliver tabt,” siger han.

Den direkte forbindelse er vigtig for Radio4, når de eksempelvis slår et debatoplæg op på Facebook, for at kanalens lyttere kan stille spørgsmål og komme med inputs til programmerne. Som for nylig, hvor statsminister Mette Frederiksen skulle i Radio4 Morgen, og brugerne på radiokanalens facebookside kunne stille spørgsmål til hende. Uden Facebook havde det været svært at facilitere.

Den nye medievirkelighed kræver nye måder at tænke på, men den er også blevet et uundværligt redskab. I februar var der så knas i kærligheden, da det kom til direkte opgør mellem Facebook og de australske nyhedsmedier. Først stillede den australske regering et lovforslag, der ville have Facebook til at betale medierne for det indhold, de publicerer på gigantens platformen. Så blokerede Facebook ellers de australske nyhedsmedier fra at poste noget som helst. Og selvom, de nu har indgået en aftale, kan man ikke sådan lige komme af med Facebook eller få betaling for sit indhold.

“Før Facebook gik man ned og købte en avis, man abonnerede på den eller tilgik den direkte på anden vis. Men nu er sociale medier blevet mediatorer for journalistisk indhold, en slags buffer-zone,” siger Miklós Sükösd, der er professor i mediesociologi på Københavns Universitet.

Facebook scorer annoncørerne

En rapport fra Oxford University og Roskilde Universitet viser, at 37% af danskerne bruger Facebook til at tilgå nyheder. For 11% er Facebook den primære nyhedskanal. Det har skabt nye vilkår for medierne, siger Aske Kammer, medieforsker på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

“Medierne bliver afhængige af at ligge højt i Facebooks feed. De er mere afhængige af de sociale medier, når de skal nå deres brugere, end de har været tidligere,” siger han.

Derfor er medierne nødt til at arbejde aktivt med Facebook, når de vil publicere journalistisk indhold eller lægge op til debat. Men selvom medierne deler deres indhold på Facebook, sender platformen ingen annonceindtægter den anden vej. Det skaber problemer, ikke bare for de enkelte medier, men for hele journalistikkens grundlag, fordi annoncørerne nu reklamerer på Facebook eller Google i stedet for i avisen eller på mediets hjemmeside.

“Som jeg ser det, tjener Facebook hundrede millioner af dollars uden selv at engagere sig i indholdsproduktion. Det tager brødet ud af munden på journalister og redaktører,” siger Miklós Sükösd.

En krævende elsker

Selvom Facebook og mediernes forhold den seneste tid har været turbulent, så er der ikke kun ulemper ved samarbejdet.

“Sådan får vi indholdet ud at leve,” siger Mikkel Andersen fra Radio4.

Det betyder, at kanalen ikke kun bruger Facebook som reklamesøjle, men også indtænker kommunikationen på de sociale medier i deres redaktionelle arbejde.

“Video fungerer rigtig effektivt på Facebook. Det er meget drevet af følelser. Vi skal have fat i de formater og emner, hvor vi ved folk har holdninger og noget på hjerte,” siger Mikkel Andersen.

For tiden arbejder radioen på en realityserie om folk med kroniske smerter. Det fungerer godt på Facebook, fordi det skaber stærke følelser og er debatskabende. Som public service-medie har Radio4 ikke direkte som formål at trække brugere ind på deres side, men går i højere grad op i at facilitere en offentlig samtale – og her er Facebook et vigtigt værktøj.

Den opfattelse støtter Miklós Sükösd. Han understreger, at Facebook hverken kan anses som en trussel eller som et demokratisk fyrtårn.

“Det er et nyt niveau af informationssamfundet. Er Facebook godt eller dårligt for demokratiet? Man kunne stille det samme spørgsmål om for eksempel radio eller tv. Det er gennemtrængende teknologier, der både kan bruges for og imod demokratiet, så derfor skal de kontrolleres. Facebook skal tæmmes,” siger han.

Miklós Sükösd understreger, at det ikke handler om, hvorvidt en platform i sig selv er god eller ond – det handler derimod om, hvordan platformen benyttes.

Civilstand: Det er kompliceret

Anne-Marie Dohm er direktør og ansvarshavende chefredaktør for Radio4. For hende er det absolut vigtigste, at der bliver skabt en god dialog mellem de digitale platforme og medierne.

“Alle parter er interesserede i at gøre Facebook til et godt sted at være. Hvis Facebook bare bliver et sted, hvor man hælder skrald ud over hinanden eller uploader kattevideoer, så bliver det et uinteressant sted at være. Også for annoncørerne,” siger hun.

Konflikten mellem Facebook og medierne er en del af et større spørgsmål om journalistikkens frihed og levebrød, og løsningen skal derfor også ses i en større skala, hvor målet er at bryde platformens magt, mener de to medieeksperter.

“Vi skal kræve, at Facebook er mere transparente omkring deres forretningsmodel og giver mere tilbage til journalistikken,” siger Miklós Sükösd.

Danmark kan dog ikke klare problematikken alene. Derfor må man se i en anden retning, mener Aske Kammer, medieforsker ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

“Det er noget, der skal tages på EU-niveau. Men løsningen kommer an på, hvad det er, man gerne vil regulere. Man kunne for eksempel kigge på, om man skulle beskatte de store tech-firmaer for deres annonceomsætninger i Danmark og så bruge de penge på at oprette en slags fond for medieindhold,” siger han.

Den 16. marts kunne TV 2 skrive, at den australske medievirksomhed News Corp og Facebook er nået til enighed om en betalingsaftale, der sikrer, at Facebook vil betale mediet for det indhold, der deles på det sociale medies nye service, Facebook News. Præcis hvordan aftalen vil fungere, vides ikke endnu. Men den er alligevel en milepæl i konflikten mellem techgiganterne og medierne.

Aske Kammer mener dog ikke, at aftalen siger meget om fremtiden for de danske medier.

“Den viser, ligesom de forudgående aftaler, at Facebook er villige til at indgå aftaler, men at de stadig er i en position, hvor de i vid udstrækning selv bestemmer, hvad de går med til, og hvilke forhandlingsborde de forlader,” siger han.

Videoer af søde, pjuskede hundehvalpe, kontroversielle udmeldinger om indvandrere eller #MeToo, frækt blikfang og du-gætter-aldrig-hvad-der-så-skete-rubrikker. Kampen om vores opmærksomhed på internettet er benhård, og medierne har måttet lære at navigere i et landskab, hvor de ofte kun har få sekunder til at fange vores opmærksomhed.

Samtidig er forholdet mellem medierne og Facebook gået fra sød online-flirt til bindende journalistisk ægteskab, og skilsmisse ligger ikke i kortene. Heller ikke på Radio4, hvor Mikkel Andersen er SoMe-ansvarlig.

“Vi kunne godt leve uden Facebook, men jeg vil mene, at det ville forringe indholdet. Vi kan stadig lave god radio og podcast, men den direkte forbindelse til lytterne bliver tabt,” siger han.

Den direkte forbindelse er vigtig for Radio4, når de eksempelvis slår et debatoplæg op på Facebook, for at kanalens lyttere kan stille spørgsmål og komme med inputs til programmerne. Som for nylig, hvor statsminister Mette Frederiksen skulle i Radio4 Morgen, og brugerne på radiokanalens facebookside kunne stille spørgsmål til hende. Uden Facebook havde det været svært at facilitere.

Den nye medievirkelighed kræver nye måder at tænke på, men den er også blevet et uundværligt redskab. I februar var der så knas i kærligheden, da det kom til direkte opgør mellem Facebook og de australske nyhedsmedier. Først stillede den australske regering et lovforslag, der ville have Facebook til at betale medierne for det indhold, de publicerer på gigantens platformen. Så blokerede Facebook ellers de australske nyhedsmedier fra at poste noget som helst. Og selvom, de nu har indgået en aftale, kan man ikke sådan lige komme af med Facebook eller få betaling for sit indhold.

“Før Facebook gik man ned og købte en avis, man abonnerede på den eller tilgik den direkte på anden vis. Men nu er sociale medier blevet mediatorer for journalistisk indhold, en slags buffer-zone,” siger Miklós Sükösd, der er professor i mediesociologi på Københavns Universitet.

Facebook scorer annoncørerne

En rapport fra Oxford University og Roskilde Universitet viser, at 37% af danskerne bruger Facebook til at tilgå nyheder. For 11% er Facebook den primære nyhedskanal. Det har skabt nye vilkår for medierne, siger Aske Kammer, medieforsker på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

“Medierne bliver afhængige af at ligge højt i Facebooks feed. De er mere afhængige af de sociale medier, når de skal nå deres brugere, end de har været tidligere,” siger han.

Derfor er medierne nødt til at arbejde aktivt med Facebook, når de vil publicere journalistisk indhold eller lægge op til debat. Men selvom medierne deler deres indhold på Facebook, sender platformen ingen annonceindtægter den anden vej. Det skaber problemer, ikke bare for de enkelte medier, men for hele journalistikkens grundlag, fordi annoncørerne nu reklamerer på Facebook eller Google i stedet for i avisen eller på mediets hjemmeside.

“Som jeg ser det, tjener Facebook hundrede millioner af dollars uden selv at engagere sig i indholdsproduktion. Det tager brødet ud af munden på journalister og redaktører,” siger Miklós Sükösd.

En krævende elsker

Selvom Facebook og mediernes forhold den seneste tid har været turbulent, så er der ikke kun ulemper ved samarbejdet.

“Sådan får vi indholdet ud at leve,” siger Mikkel Andersen fra Radio4.

Det betyder, at kanalen ikke kun bruger Facebook som reklamesøjle, men også indtænker kommunikationen på de sociale medier i deres redaktionelle arbejde.

“Video fungerer rigtig effektivt på Facebook. Det er meget drevet af følelser. Vi skal have fat i de formater og emner, hvor vi ved folk har holdninger og noget på hjerte,” siger Mikkel Andersen.

For tiden arbejder radioen på en realityserie om folk med kroniske smerter. Det fungerer godt på Facebook, fordi det skaber stærke følelser og er debatskabende. Som public service-medie har Radio4 ikke direkte som formål at trække brugere ind på deres side, men går i højere grad op i at facilitere en offentlig samtale – og her er Facebook et vigtigt værktøj.

Den opfattelse støtter Miklós Sükösd. Han understreger, at Facebook hverken kan anses som en trussel eller som et demokratisk fyrtårn.

“Det er et nyt niveau af informationssamfundet. Er Facebook godt eller dårligt for demokratiet? Man kunne stille det samme spørgsmål om for eksempel radio eller tv. Det er gennemtrængende teknologier, der både kan bruges for og imod demokratiet, så derfor skal de kontrolleres. Facebook skal tæmmes,” siger han.

Miklós Sükösd understreger, at det ikke handler om, hvorvidt en platform i sig selv er god eller ond – det handler derimod om, hvordan platformen benyttes.

Civilstand: Det er kompliceret

Anne-Marie Dohm er direktør og ansvarshavende chefredaktør for Radio4. For hende er det absolut vigtigste, at der bliver skabt en god dialog mellem de digitale platforme og medierne.

“Alle parter er interesserede i at gøre Facebook til et godt sted at være. Hvis Facebook bare bliver et sted, hvor man hælder skrald ud over hinanden eller uploader kattevideoer, så bliver det et uinteressant sted at være. Også for annoncørerne,” siger hun.

Konflikten mellem Facebook og medierne er en del af et større spørgsmål om journalistikkens frihed og levebrød, og løsningen skal derfor også ses i en større skala, hvor målet er at bryde platformens magt, mener de to medieeksperter.

“Vi skal kræve, at Facebook er mere transparente omkring deres forretningsmodel og giver mere tilbage til journalistikken,” siger Miklós Sükösd.

Danmark kan dog ikke klare problematikken alene. Derfor må man se i en anden retning, mener Aske Kammer, medieforsker ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

“Det er noget, der skal tages på EU-niveau. Men løsningen kommer an på, hvad det er, man gerne vil regulere. Man kunne for eksempel kigge på, om man skulle beskatte de store tech-firmaer for deres annonceomsætninger i Danmark og så bruge de penge på at oprette en slags fond for medieindhold,” siger han.

Den 16. marts kunne TV 2 skrive, at den australske medievirksomhed News Corp og Facebook er nået til enighed om en betalingsaftale, der sikrer, at Facebook vil betale mediet for det indhold, der deles på det sociale medies nye service, Facebook News. Præcis hvordan aftalen vil fungere, vides ikke endnu. Men den er alligevel en milepæl i konflikten mellem techgiganterne og medierne.

Aske Kammer mener dog ikke, at aftalen siger meget om fremtiden for de danske medier.

“Den viser, ligesom de forudgående aftaler, at Facebook er villige til at indgå aftaler, men at de stadig er i en position, hvor de i vid udstrækning selv bestemmer, hvad de går med til, og hvilke forhandlingsborde de forlader,” siger han.

Selvom censur har været ulovligt siden Sovjetunionens fald, er det russiske mediemarked i dag domineret af statsstyre, tilbageholdenhed og loyalitet over for præsident Putin. Illustreret Bunker giver dig et historisk indblik i det russiske medielandskab.

Forestil dig, at direktørerne for DR og TV2 ugentligt møder på Mette Frederiksens kontor. Her udstikker statsministeren den næste uges kurs for de to medier og fortæller, hvilke historier, der skal bringes, og hvilke, der skal lægges i graven. Det er nok ikke et scenarie, som ret mange danskere kan forestille sig, og det vil ikke alene krænke det hæderkronede armslængdeprincip, men hugge armen helt af.

Men det er virkeligheden i Rusland. Her kender man til, at direktørerne for de store TV-kanaler mødes på ugentlige koordineringsmøder, hvor det bliver gjort klart, hvilke historier der skal satses på den følgende uge. Det fortæller Matilde Kimer, der i over ti år har dækket Rusland for Danmarks Radio.

”Her bliver der ligesom udstukket nogle ideologiske retningslinjer,” fortæller hun.

Tv-mediet er det mest populære i Rusland, og de fem største kanaler er alle enten ejet direkte af den russiske stat eller af forretningsmænd med tætte forbindelser til præsident Putin. Selvom der findes frie medier, er det et billede, der er gennemgående på det russiske mediemarked.

En statskontrolleret boble

Når seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier Flemming Splidsboel skal forklare det russiske medielandskab, gør han det ved at tegne en boble. Boblen repræsenterer de statskontrollerede medier. Dem er der mange af. Rundt om boblen er der en periferi af uafhængige medier. Dem er der ikke så mange af. De leverer kritisk journalistik og rapporterer om de ting, som de regeringstro ikke gør. Men ifølge Flemming Splidsboel har medierne uden for boblen ikke frit spil.

”Hvis de bliver for kritiske og kører med nogle meget sprængfarlige emner, risikerer de at blive lukket.”

De kan også komme i farezonen, hvis de bliver for store, og for mange russere interesser sig for dem, fortæller seniorforskeren.

De statskontrollerede medier kan inddeles i tre kategorier. Der er de direkte statsejede medier, så er der de medier, der er ejet af statsejede virksomheder, såsom gasmastodonten Gazprom. Til sidst er der de medier, som er ejet af rigmænd, som står på god fod med Putin. Fælles for dem alle er, at de følger den kurs, der bliver udstukket fra det russiske præsidentpalads, Kreml.

Partipresse, privatisering og Putin

I Sovjetunionens tid var pressen underlagt censur, fortæller Birgitte Beck Pristed, som er lektor i Ruslandstudier på Aarhus Universitet. Før noget kunne offentliggøres, skulle det læses igennem og godkendes af det kommunistiske censurorgan. Det ændrede sig, da Sovjetunionen kollapsede i 1991.

”Her bliver der ligesom
   udstukket nogle
   ideologiske
   retningslinjer.”

 

– Matilde Kimer, ruslandskorrespondent hos DR 

”Skiftene i ejerskab er virkelig noget, der slår promte igennem i den redaktionelle profil.”

Et af medierne er tv-kanalen NTV, som i maj 2000 er den eneste landsdækkende kanal, der er uafhængig og dækker Kreml kritisk. Under et år efter at Putin er blevet præsident, bliver mediets hovedkvarter stormet af bevæbnede efterretningsagenter, og mediets ejer, Vladimir Gusinsky, bliver fængslet. Senere sælger han sin andel af medieselskabet til den statsejede mastodont Gazprom og forlader Rusland.

Svært at generalisere

Det er svært at sige noget generelt om, hvor meget den redaktionelle linje på de statsloyale medier i Rusland bliver påvirket, fortæller Matilde Kimer. Det er forskelligt fra historie til historie. Hun har oplevet, at russiske journalister skulle have godkendt deres speak på et nyhedsindslag, der omhandlede noget så harmløst som fortov til handicappede i Moskva. Generelt er medierne langt mere hierarkisk styret, end man ser det på danske medier, forklarer hun.

Ifølge Matilde Kimer kan journalisterne på de regeringstro medier i nogle tilfælde få lov til at lave kritisk journalistik, eksempelvis om sundhedsvæsenet eller lokale budgetter. Men der er ét emne, journalisterne ikke er tvivl om, at de ikke skal røre ved, fortæller Matilde Kimer.

”Du graver ikke i noget, der har med Putin at gøre, og du graver ikke i noget, der har med Putins familie at gøre.”

Den dobbeltoptrukne linje

Ifølge seniorforsker Flemming Splidsboel eksisterer der en meget omfattende selvcensur på de regeringstro russiske medier. Journalisterne ved generelt hvad de må skrive om, og hvad de skal lade ligge.

Flemming Splidsboel fortæller om en samtale mellem to redaktører og journalisterne på nyhedsbureauet RBK. De to redaktører er nye og har erstattet de tidligere redaktører, der er blevet fjernet, efter at have bragt en kritisk historie om Putins datter.

Da de skal forklare grænsen for, hvad man må skrive om, sammenligner de det med dobbeltoptrukne linjer i trafikken. Hvis man kører over dem en gang, får man en advarsel. Hvis man gør det flere gange, mister man kørekortet. Da journalisterne spørger, hvor den grænse går, lyder svaret, at det skal de selv vurdere.

Selvcensuren spillede også en stor rolle under konflikten mellem Ukraine og Rusland i 2014, siger Flemming Splidsboel.

I februar 2014 invaderede ukendte paramilitære styrker, i pressen kaldet de ‘små grønne mænd’, den ukrainske halvø Krim. Selvcensuren på de regeringstro medier betød ifølge Flemming Splidsboel, at Putin kunne fastholde løgnen, om at tropperne ikke havde russiske pas, helt frem til april.

De uafhængige medier havde allerede skrevet, at de ‘små grønne mænd’ var russiske tropper, men det var først, efter præsident Putin gik ud på stats-tv og bekræftede det, at de regeringstro medier skrev om det.  

“Så vidste alle medierne, at nu var der grønt lys til at skrive om det,” fortæller Flemming Splidsboel.

Politisk dagsorden

I Rusland findes der ikke en public service-lovgivning, som vi har i Danmark. Der stilles ikke krav om saglighed og upartiskhed, som der gør til for eksempel DR.

Når hun er ude og dække en sag, møder Matilde Kimer de russiske journalister, der er ansat på de regeringstro medier. De ser ikke noget mærkeligt i at møde op med en dagsorden og forventer også, at hun møder op med en politisk mission. Hun fortæller, at journalisterne, udover at informere, ofte ser det som deres rolle at beskytte staten og nationen. At de ser sig selv mere som aktive deltagere end observatører. At de har et budskab, som de forsøger at ‘sælge’.

”Det vil man nok ikke høre Kim Bildsøe sige,” tilføjer ruslandkorrespondenten med et grin.

Tv-mediet er det mest populære i Rusland, og de fem største kanaler er alle enten ejet direkte af den russiske stat eller af forretningsmænd med tætte forbindelser til præsident Putin. Selvom der findes frie medier, er det et billede, der er gennemgående på det russiske mediemarked.

En statskontrolleret boble

Når seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier Flemming Splidsboel skal forklare det russiske medielandskab, gør han det ved at tegne en boble. Boblen repræsenterer de statskontrollerede medier. Dem er der mange af. Rundt om boblen er der en periferi af uafhængige medier. Dem er der ikke så mange af. De leverer kritisk journalistik og rapporterer om de ting, som de uafhængige ikke gør. Men ifølge Flemming Splidsboel har medierne uden for boblen ikke frit spil.

”Hvis de bliver for kritiske og kører med nogle meget sprængfarlige emner, risikerer de at blive lukket.”

De kan også komme i farezonen, hvis de bliver for store, og for mange russere interesser sig for dem, fortæller seniorforskeren.

De statskontrollerede medier kan inddeles i tre kategorier. Der er de direkte statsejede medier, så er der de medier, der er ejet af statsejede virksomheder, såsom gasmastodonten Gazprom. Til sidst er der de medier, som er ejet af rigmænd, som står på god fod med Putin. Fælles for dem alle er, at de følger den kurs, der bliver udstukket fra det russiske præsidentpalads, Kreml.

Partipresse, privatisering og Putin

I Sovjetunionens tid var pressen underlagt censur, fortæller Birgitte Beck Pristed, som er lektor i Ruslandstudier på Aarhus Universitet. Før noget kunne offentliggøres, skulle det læses igennem og godkendes af det kommunistiske censurorgan. Det ændrede sig, da Sovjetunionen kollapsede i 1991.

”Her bliver der ligesom
   udstukket nogle
   ideologiske
   retningslinjer.”

 

– Matilde Kimer, ruslandskorrespondent hos DR 

Partipressen blev privatiseret, mens pressefriheden og forbuddet mod censur blev skrevet ind i den russiske forfatning, der blev til under den første præsident, Boris Jeltsin. Under privatiseringen tog en lille flok rigmænd, såkaldte oligarker, magten over medierne. De oprettede store medieselskaber og blev til mediemoguler, der misbrugte medierne til at tjene deres egen politiske dagsorden.

Da Vladimir Putin den 31. december 1999 blev præsident for Rusland, er det med et stort ønske om at få styr på medierne. Det fik oligarkerne hurtigt at mærke. Birgitte Beck Pristed beskriver, hvordan der blev kørt flere store svindelsager mod de russiske rigmænd, som blev presset til at overlade deres medieselskaber i hænderne på regeringstro aktionærer.

”Skiftene i ejerskab er virkelig noget, der slår promte igennem i den redaktionelle profil.”

Et af medierne er tv-kanalen NTV, som i maj 2000 er den eneste landsdækkende kanal, der er uafhængig og dækker Kreml kritisk. Under et år efter at Putin er blevet præsident, bliver mediets hovedkvarter stormet af bevæbnede efterretningsagenter, og mediets ejer, Vladimir Gusinsky, bliver fængslet. Senere sælger han sin andel af medieselskabet til den statsejede mastodont Gazprom og forlader Rusland.

Svært at generalisere

Det er svært at sige noget generelt om, hvor meget den redaktionelle linje på de statsloyale medier i Rusland bliver påvirket, fortæller Matilde Kimer. Det er forskelligt fra historie til historie. Hun har oplevet, at russiske journalister skulle have godkendt deres speak på et nyhedsindslag, der omhandlede noget så harmløst som fortov til handicappede i Moskva. Generelt er medierne langt mere hierarkisk styret, end man ser det på danske medier, forklarer hun.

Ifølge Matilde Kimer kan journalisterne på de regeringstro medier i nogle tilfælde få lov til at lave kritisk journalistik, eksempelvis om sundhedsvæsenet eller lokale budgetter. Men der er ét emne, journalisterne ikke er tvivl om, at de ikke skal røre ved, fortæller Matilde Kimer.

”Du graver ikke i noget, der har med Putin at gøre, og du graver ikke i noget, der har med Putins familie at gøre.”

Den dobbeltoptrukne linje

Ifølge seniorforsker Flemming Splidsboel eksisterer der en meget omfattende selvcensur på de regeringstro russiske medier. Journalisterne ved generelt hvad de må skrive om, og hvad de skal lade ligge.

Flemming Splidsboel fortæller om en samtale mellem to redaktører og journalisterne på nyhedsbureauet RBK. De to redaktører er nye og har erstattet de tidligere redaktører, der er blevet fjernet, efter at have bragt en kritisk historie om Putins datter.

Da de skal forklare grænsen for, hvad man må skrive om, sammenligner de det med dobbeltoptrukne linjer i trafikken. Hvis man kører over dem en gang, får man en advarsel. Hvis man gør det flere gange, mister man kørekortet. Da journalisterne spørger, hvor den grænse går, lyder svaret, at det skal de selv vurdere.

Selvcensuren spillede også en stor rolle under konflikten mellem Ukraine og Rusland i 2014, siger Flemming Splidsboel.

I februar 2014 invaderede ukendte paramilitære styrker, i pressen kaldet de ‘små grønne mænd’, den ukrainske halvø Krim. Selvcensuren på de regeringstro medier betød ifølge Flemming Splidsboel, at Putin kunne fastholde løgnen, om at tropperne ikke havde russiske pas, helt frem til april.

De uafhængige medier havde allerede skrevet, at de ‘små grønne mænd’ var russiske tropper, men det var først, efter præsident Putin gik ud på stats-tv og bekræftede det, at de regeringstro medier skrev om det.  

“Så vidste alle medierne, at nu var der grønt lys til at skrive om det,” fortæller Flemming Splidsboel.

Politisk dagsorden

I Rusland findes der ikke en public service-lovgivning, som vi har i Danmark. Der stilles ikke krav om saglighed og upartiskhed, som der gør til for eksempel DR.

Når hun er ude og dække en sag, møder Matilde Kimer de russiske journalister, der er ansat på de regeringstro medier. De ser ikke noget mærkeligt i at møde op med en dagsorden og forventer også, at hun møder op med en politisk mission. Hun fortæller, at journalisterne, udover at informere, ofte ser det som deres rolle at beskytte staten og nationen. At de ser sig selv mere som aktive deltagere end observatører. At de har et budskab, som de forsøger at ‘sælge’.

”Det vil man nok ikke høre Kim Bildsøe sige,” tilføjer ruslandkorrespondenten med et grin.

Carsten Werge har levet den drøm, han som ung dreng fantaserede om, men valgte for nylig at sige stop. Nu skal titlen ikke længere være fodboldkommentator, men redaktør. Den ultimative udfordring, som han selv formulerer det. Med andre ord – han kunne ikke sige nej.

Solen står højt over Hvidovre Havn og bader den grønne kyst i skarpe stråler. Det var ved disse åbne naturområder ned til vandet, at Carsten Werge gik en lang tur inden sin sidste arbejdsdag som fodboldkommentator og reflekterede over, hvad det er, han nu siger farvel til. Efter 23 års tro tjeneste hos TV3 besluttede han i februar at sige op. Han nåede at kommentere over 3000 fodboldkampe, fik status som legende og var soundtracket til utallige minder hos unge såvel som gamle, inden det var slut. Nu skal han noget nyt. Han skal være fodboldredaktør på TV 2.

”Det er egentlig virkelig enkelt. Jeg kunne ikke sige nej. Det er noget, jeg ikke har prøvet før, så jeg skal bevise, at jeg også kan det. Jeg kan have nok så meget i kæften, men det betyder ikke, at det også er sådan i den virkelige verden.”

Carsten Werge har altid været glad, når der skete noget. Han elskede de uforudsigelige øjeblikke i kommentatorboksen. Når posen for alvor blev rystet, og det utænkelige opstod. Når det stille stadion blev til et inferno af larm og uro. Af samme årsag er det måske også derfor, det er slut nu. Fordi posen skal rystes.

Mindernes lydside

Selvom Carsten Werges tilværelse som fodboldkommentator er slut, har hans professionelle karriere langt fra nået enden. Selvom omgivelserne og jobbeskrivelsen ændrer sig, er der nogle ting, den erfarne sportsjournalist aldrig vil ændre ved sig selv.

”Når man er 62, skal man sgu ikke på kursus,” siger Carsten Werge i den kække og flabede tone, fodboldseere landet over har været vant til de seneste mange år, når han kategorisk afskriver muligheden for, at han nogensinde skal på lederkursus.

Han skal stadig være sin egen. Som han altid har været. Fra første gang han satte sig i sædet med udsynet til fodboldkampen som sin arbejdsplads, har det været et erklæret mål at holde fast i sig selv. Han skulle ikke være den næste Svend Gehrs – han skulle være den første Carsten Werge. Og det blev han.

Men han blev ikke bare en kommentator. Han blev meget mere end det. En fortæller. En, der kunne tale, når andre tav. En, der kunne tie, når virkelighedens billeder var fyldestgørende. Han gjorde det med humor og nærvær. Han var lydbilledet, da drømmene bristede, og minderne blev skabt. Han udviklede kunsten at fortælle i nuet.

Det er alt det, Carsten Werge nu tager afsked med. Men hvorfor sige farvel til den drøm, han som ung knægt løb rundt med? Til det famøse ’Gøg og Gokke’-agtige makkerpar med Per Frimann? Til det afhængighedsskabende adrenalinkick på stadion? Til de store øjeblikke?

”Fordi jeg som menneske hele tiden skal udfordres. Og det her er nærmest den ultimative udfordring,” siger han.

En atypisk redaktør

Det er unægteligt en kæmpe udfordring, Carsten Werge har sagt ja til. TV 2 har i mange år ligget stille på fodboldfronten. De har manglet de nødvendige rettigheder til de attraktive kampe og ligaer, og det har betydet, at seerne er strømmet til rivaliserende kanaler.

Målet er, at kanalen igen skal være ’hele Danmarks hjemmebane’, når herrelandsholdets kampe skal vises på dens sendeflader. TV 2 har nemlig tegnet en seksårig rettighedsaftale med det europæiske fodboldforbund, UEFA, der løber fra 2022 til 2028. Det er i denne rolle, Carsten Werge er hevet ind. Som talentudvikleren, der skal få TV 2 tilbage til fordums styrke.

”Jeg kommer til at være anføreren på holdet. Det har jeg sagt til TV 2. Jeg er ham, der kommer til at sætte konstellationerne og finde ud af, hvilke programmer vi laver. Men den største udfordring er, at vi skal få taget landsholdet til os. Vi skal brande, at TV 2 har fodbold igen.”

Det er en atypisk rolle for ham, men det er utvivlsomt også en atypisk redaktør, TV2 har erhvervet sig. Og det lægger Carsten Werge heller ikke skjul på. Han skal stadig være ’den frække dreng i klassen’. Det er muligt at lede med den nødvendige hårdhed og samtidig have et drillende glimt i øjet, mener han.

Man kan allerede fra det første sekund, Carsten Werge åbner munden og fortæller om sit nye job, mærke, at den 1. april og første arbejdsdag hos TV 2 ikke kan komme hurtigt nok. Det stråler ud af ham. En iver efter at komme i gang, et behov for at blive udfordret og en drøm om at bygge noget nyt og spændende op.

”Jeg skal være med til at lægge de første sten, og så må vi se, hvor højt huset kan blive.”

Og det kan blive højt. Rigtig højt, mener han. For det er et utrolig dygtigt hold, TV 2 har skrabet sammen, siger Carsten Werge om sine kommende kollegaer. De besidder en utrolig viden om fodboldens verden, de taktiske facetter på banen og forbindelsen de to imellem.

Morgendagens stemmer

Men det er måske også netop i deres kvaliteter, at problemet ligger. De er knivskarpe, analyserende og professionelle, men de mangler det, Carsten Werge hele sin karriere har vægtet i sin kommentering. En umiddelbarhed. Tydeliggørelsen af, at det er et menneske, der formidler. Med alt, hvad det indebærer. En, der udstrålede indlevelse – ikke analyser. Noget, han savner hos kommentatorerne nu til dags.

”Læn jer nu tilbage og nyd kampen. Vær en begejstret mand, der ser fodbold,” lyder hans opfordring.

De skal turde vise mere af sig selv, for de kan utrolig meget, siger han. De skal ikke være bange for at blive kastet for løverne. Som kommentator skal man smide alle hæmninger, gemme sin blufærdighed væk og være klar på, at man den ene weekend bliver beskyldt for at være Brøndbyfan, den næste for at være FCK-fan. Man skal kunne tage imod tæsk, for man får tæsk. Sådan er det.

”Hvis man sidder og er bange for, at folk derude går helt bananas, skal man ikke lave det. Jo mere markant man tør være i sine udmeldinger, des større er øretæverne. Det er her, jeg mener, at man skal turde tage stilling.”

Kommentatorgerningen handler ifølge Carsten Werge om musikalitet og rytme, timing og indlevelse. Det er ikke en analyse, men en formidling. Kommentatorer skal være betagede og nyde forestillingen. Noget, han skal fremme hos stemmerne til morgendagens fodboldkampe. Han skal være deres talentudvikler.

Det bliver en stor udfordring, siger han. Sportsjournalister er generelt blevet for pæne. De skal være ambitiøse og kaste det fodboldanalytiske skjold, de gemmer sig bag, væk.

”Hvis jeg var ung journalist i dag og ville frem, vil jeg prøve at differentiere mig fra mængden. Så det ikke bliver så pænt. Og have store nosser.”

Jeg bliver kun et øjeblik

Det er allerede besluttet, at der skal stå ’jeg bliver kun et øjeblik’ på Carsten Werges gravsten, fortæller han. En sætning, han altid sagde, når han trådte ind ad døren og besøgte sin mor. Han skulle hurtigt videre. Ud og se verden. Derfor er det måske ikke så overraskende, at rejsen nu tager ham videre. Den samme rejse, der har taget ham fra en ung knægt, der kommenterede sin egen fodboldleg på drengeværelset, til en voksen mand, der har levet den drøm, det unge selv ikke engang kunne have forestillet sig. Og ultimativt til i dag, hvor det er slut – hvor kommentatorgerningen og de rundt regnet 100 årlige rejsedage er ovre.

”Min kone siger, at nu kan vi ligefrem invitere gæster,” joker han.

Der er en ro omkring Carsten Werge. En smittende afslappethed. Han virker fuldstændig afklaret omkring fremtiden – spændt, men afklaret. Opsigelsen var hård, for han sagde farvel til et job, han havde haft i 23 år. Han fortæller, hvordan han blev rørt – tudbrøllede, tilføjer han. Men det varede kun et øjeblik, for endnu en gang skulle han videre ud i verden.

Tonen på de sociale medier bliver tiltagende grovere. Ifølge Institut for Menneskerettigheder
afholder knap halvdelen sig fra at
deltage i debatten. Men hvem bærer
ansvaret, og hvordan kommer man
den grove tone til livs?

Tonen på de sociale medier bliver tiltagende grovere. Ifølge Institut for Menneskerettigheder afholder knap halvdelen sig fra at
deltage i debatten. Men hvem bærer
ansvaret, og hvordan kommer man
den grove tone til livs?

”Din type er ikke født med meget mellem ørene.” Ari Bndyan læser hovedrystende den ene kommentar efter den anden. Det er personangreb.

Han er frisør og aktiv deltager i kommentarsporene på Facebook. Han har deltaget i en debat på Facebook om den voksende coronasmitte i Vollsmose. Selv bor han i Sæby, så egentlig kan han være ligeglad, men han følte et behov for at beskytte beboerne.

Hans kommentar skaber reaktioner fra de andre Facebook-brugere. Den første reaktion får hurtigt selskab af de næste. ‘Smut hjem i din jordhule’ og ‘Du er sgu da mere end dum at høre på’.

Det er ikke nyt for Ari, at han bliver udsat for en grov tone, når han blander sig i debatten på Facebook. For det meste rører den grove tone ham ikke, men særligt de racistiske kommentarer rammer ham.

”Når jeg bliver ked af det, så bliver jeg vred. Jeg bliver deprimeret af det.”

Det er ikke nyt for Ari, at han bliver udsat for en grov tone, når han blander sig i debatten på Facebook.
For det meste rører den grove tone ham ikke, men særligt de racistiske kommentarer rammer ham.

”Når jeg bliver ked af det, så bliver jeg vred. Jeg bliver deprimeret af det.”

Med Facebook hører der ansvar

Ari Bndyan er ikke alene. Eksperter vurderer, at debatten bliver tiltagende grovere. Det har haft den konsekvens, at 48% af danskerne ifølge en undersøgelse fra Institut for Menneskerettigheder nu afholder sig fra at deltage i debatten på sociale medier.

Ifølge Maia Kahlke Lorentzen har medierne et ansvar for samtalen online. Hun er social medie moderator, selvstændig konsulent, og en del af Cybernauterne, der er et netværk af eksperter i digital udvikling.

Hun fortæller, at medierne er begyndt at henvende sig mere direkte til brugerne på sociale medier for at få flere klik, for eksempel ved at spørge ‘hvad synes du?’ Det kan mobilisere rigtig rasende og ubehagelige følelser hos brugerne, som resulterer i en hård tone.

Netop brugen af Facebook for at skabe trafik, er noget Nadia Nikolajeva efterspørger handling på. Hun er ekspert i sociale medier og har startet netværket Ansvar for Feedet, der skaber en platform, hvor medier kan rådgive hinanden omkring debatten.

”På Facebook deler de ting for at få en masse klik. Jeg synes, at hvis de vil have den opmærksomhed, så hører der noget ansvar med.”

Fy-ord og dialog

Både Jyllands-Posten og Jysk-Fynske medier er begyndt at bruge et moderationsværktøj for at komme den grove tone til livs. Anders Hjelmer Paulsen, redaktør for sociale medier og digitale værktøjer hos JyskFynske Medier, fortæller, at de manuelt har indtastet over tusind såkaldte fy-ord, som ifølge ham ikke kan bruges på nogen fornuftig måde.

Ordene bliver automatisk skjult fra Jysk Fynske Mediers mere end 100 Facebook-sider.

Nadia Nikolajeva er digital rådgiver og underviser i sociale medier. Hun synes, at værktøjet er smart, men det har også sine begrænsninger. Det resulterer eksempelvis i, at kommentarer, der bekæmper den grove tone, bliver fjernet, hvis de bruger fy-ordene som eksempler.

Hun mener, at moderationen er et minimumskrav til medierne. Selvfølgelig skal kommentarer slettes, men det er ikke det, der giver højt på karakterskalaen.

”Hvis jeg virkelig skal sætte det på spidsen, så synes jeg, at det er uambitiøst for den demokratiske samtale, når det eneste redskab, man bruger, er at slette de dårlige ting. Plej debattonen med alt, hvad det indebærer.”

Hun uddyber, at man ikke bare kan nøjes med at slette de dårlige kommentarer. Man skal fremhæve de gode kommentarer og være tydelig omkring dem, man sletter. Man skal gå i dialog med brugerne.

Medierne handler forskelligt

Journalistikken har ændret sig i forhold til deres nye rolle på de sociale medier. Det er en ret ny underopgave, der kommer ind i mediebilledet, når medierne skal til at moderere debatten, fortæller Nadia Nikolajeva. Man er nødt til at erkende, at det er noget, man skal have styr på. Det er en opgave, der er kommet for at blive.

Derfor er det også for medierne en ny verden at navigere i, hvilket fører til forskellige løsninger. Størstedelen modererer debatten, så de opfylder minimumskravet, som Nadia Nikolajeva beskriver det. Men både hos Jyllands-Posten og Jysk Fynske Medier forsøger man at gå skridtet længere.

På Jysk Fynske Medier har de indført en ret kontant holdning til de gengangere, der ofte kommer med hadefulde ytringer på deres sociale medier. De bliver udelukket.

Nadia Nikolajeva er positiv over for Jysk Fynske Mediers tiltag. Hun glæder sig over chefredaktørernes deltagelse i opgaven på de sociale medier, da hun ofte oplever, at de blander sig langt udenom.

Hos Jyllands-Posten er det en prioritet at kunne gennemlæse alle kommentarer. Mathias Danielsen fortæller, at han oplever, at man kan styre debatten ved at være over den fra start.

”Hvis det er en grov kommentar, så er min teori, at andre bliver mere tilbøjelige til også at kommentere groft. Så ser man lige pludselig et kommentarspor løbe løbsk,” siger han.

Det er en oplevelse Nadia Nikolajeva genkender fra sine erfaringer i Ansvar for Feedet. De første 20 minutter er fuldstændig afgørende. At få lagt en plan, det er ifølge hende hele hemmeligheden.

Vær tydelig om moderationen

Nadia Nikolajeva har gode erfaringer med dialogen direkte med brugerne, og hun fremhæver vigtigheden i, at medierne er tydelige omkring moderationen.

Medierne er blevet en broget flok, fortæller hun. Nogle tager ansvaret meget seriøst, mens andre lader kommentarfelterne passe sig selv.

”Det positive, synes jeg, er, at medierne virkelig er ved at vågne op i forhold til den her opgave, og at de begynder at få nogle ambitioner på det her område.”

Tilbage i Sæby fortsætter Ari Bndyan med at deltage i debatten. Han er begyndt at invitere de groveste debattører på dialogkaffe og en klipning i sin frisørsalon i Sæby. Det er hans måde at gøre op med ”Facebook-soldaterne” på, som han kalder dem. På hjemmefronten er han dog ene om at deltage i debatten. Hans kone kan ikke forstå lysten.

”Min kone er faktisk vred på mig. Hun er vred over, at jeg gider at bruge min tid på Facebook. På ligegyldige mennesker.”

Vær tydelig om moderationen

Nadia Nikolajeva har gode erfaringer med dialogen direkte med brugerne, og hun fremhæver vigtigheden i, at medierne er tydelige omkring moderationen.

Medierne er blevet en broget flok, fortæller hun. Nogle tager ansvaret meget seriøst, mens andre lader kommentarfelterne passe sig selv.

”Det positive, synes jeg, er, at medierne virkelig er ved at vågne op i forhold til den her opgave, og at de begynder at få nogle ambitioner på det her område.”

Tilbage i Sæby fortsætter Ari Bndyan med at deltage i debatten. Han er begyndt at invitere de groveste debattører på dialogkaffe og en klipning i sin frisørsalon i Sæby. Det er hans måde at gøre op med ‘Facebook-soldaterne’ på, som han kalder dem. På hjemmefronten er han dog alene om at deltage i debatten. Hans kone kan ikke forstå lysten.

”Min kone er faktisk vred på mig. Hun er vred over, at jeg gider at bruge min tid på Facebook. På ligegyldige mennesker.

The Washington Post. BBC. La Nación. Tre medier, der primært har det til fælles, at de beskæftiger sig med journalistik. Men de har også en anden fællesnævner. De er nemlig alle tre til stede på det sociale medie TikTok.

I en dansk kontekst kan officielle medieprofiler på TikTok tælles på én hånd. Vi Unge har en profil, de ikke har postet på siden 2018 og Medietrends.dk har en profil uden hverken indhold eller følgere. Vi har spurgt journalisterne Anna Lin, Lasse Winther og Jonas Madsen, hvordan de bruger TikTok.

Når børnene, hvor de er

For Anna Lin Lundsgaard, tidligere vært på Ultra Nyt og kommende vært på ‘Kender Du Typen’, er TikTok et socialt medie, som er sjovt, underholdende og kreativt. Det giver hende også en mulighed for at pleje platformen, der er en del af hendes brand som vært.

Det gør hun for eksempel ved at tage videoklips fra egne programmer, så de på TikTok kan fungere som en teaser for selvsamme. 59,1 tusinde personer følger Annas profil på TikTok.

“Jeg har lige brugt det til at lede efter medvirkende til et nyt program. Jeg har et ønske om at nå så mange forskellige børn som muligt for at lave et godt cast. Så det giver mening at bruge den platform, jeg har derinde,” siger hun.

Lasse Winther, vært og videoproducer hos DR Viden, downloadede appen i marts 2020 og var i første omgang bare med på en kigger.

“Jeg gjorde nok det, som de fleste gør; bare kommer ind for at få en masse content. Men jeg blev fuldstændig blæst bagover og blev dybt afhængig.”

For ham er det vigtigt at forsøge at lave indhold, som er unikt. Det skal passe til hans kunnen og personlighed. Valget om at gå fra en kigger til selv aktivt at poste kommer fra en grundlæggende nysgerrighed for TikTok.

“Jeg tror også, jeg satte mig et mål, om at jeg kan bruge TikTok til at sprede noget viden men også at profilere mig selv, i og med at jeg som journalist og vært lever af, at folk kan lide min personlighed,” siger han.

Ligesom Anna Lin har Jonas Madsen fra DR Ultra også en bevidsthed om at være til stede der, hvor målgruppen for hans program er. Jonas er ikke hoppet med på diverse TikTok trends og danse, men uploader mest udklip fra Ultra Nyt, hvor hans personlighed får lov til at skinne igennem.

“Jeg synes jo, det er et enormt underholdende medie, og jeg får meget ud af at være derinde. Det er jo bare sociale medier på steroider. Der er fuld knald på, og det kan jeg godt lide,” siger han.

Underholdende men informativt

TikTok er det hurtigst voksende sociale medie i verden lige nu, og hvis man tror, at det blot er et sted for dans og pranks, har man sovet i timen. Tidligere nævnte Washington Post har i skrivende stund hele 897,8 tusinde følgere på appen og er måske om nogen et bevis på, at man, modsat Lægemiddelstyrelsen, godt kan formidle information på TikTok, uden at det bliver boomer.

Lasse bruger blandt andet sin profil til at lave videnskabsindhold og ønsker ifølge sig selv at promovere en tilgang til ny viden: At det kan være både spændende, sjovt og underholdende. Og at det er helt okay at være nørdet.

Spørger man ham, hvad der gør TikTok særligt i forhold til at formidle informativt indhold, er han ikke i tvivl.

“Det kan være snacksized. Det tror jeg, er det vigtigste, den platform kan. Det kan ligge sammen med en masse underholdning, og det gør jo, at det ikke nødvendigvis føles som læring. Især hvis det lykkedes mig at lave noget indhold, som både er underholdende og informativt.”

Jonas Madsen, som til dagligt bor og arbejder i Aarhus, har 25.6 tusinde følgere på TikTok. Foto: Margarita Ilieva

Jonas Madsen, som til dagligt bor og arbejder i Aarhus, har 25.6 tusinde følgere på TikTok. Foto: Margarita Ilieva

For Anna Lin er hendes profil en forlængelse af sit brand, og hun bruger den udelukkende til underholdning. Men hun er også bevidst om, at de fleste af dem, der kigger med, er børn, og at de kender hende fra værtsrollen. Derfor er det heller ikke alle trends og danse hun hopper på, hvis de for eksempel er for sexede.

“Det er ikke et sted, hvor jeg skal være lækker. Det kan jeg være på min ‘Nære Venner’ Instagram story. For eksempel har jeg lavet en dans til Savage, hvor jeg har taget den version, hvor der kommer en pruttelyd, for at det bliver mindre sexet. Så det tænker jeg også over.”

Etiske overvejelser

TikTok har været genstand for en del kritik, som blandt andet går på måden, de indsamler, gemmer og videredistribuerer brugernes data. Set i lyset af at TikTok i høj grad henvender sig til en ung brugergruppe, har det også givet Jonas Madsen anledning til etiske overvejelser om sin tilstedeværelse på appen.

“Jeg har gjort mig etiske overvejelser om at være til stede på appen, men jeg synes også i kraft af mit arbejde, at jeg har en forpligtigelse til at forstå, hvad det er, børnene ser og laver og nogle gange se den digitale verden ud fra deres øjne.”

Ligesom Jonas Madsen, har Anna Lin gjort sig lignende overvejelser, og hun har tidligere lavet en Ultra-udsendelse om Tiktok og hvilke problemstillinger, det kan give, at appen er kinesisk ejet. Hun oplever nogle gange, at børn skriver til hende på TikTok: ‘Du siger, man ikke må have TikTok, og så har du det selv.’

“Jeg har lavet en personlig opvejning af at være på TikTok, og det vil jeg gerne. Der er så mange, der har mine informationer, og jeg har personligt ikke ondt i maven over, at Kina også har.”

Hun vil dog aldrig opfordre nogen til at gøre det ene eller det andet. Hun pointerer, at det er utroligt vigtigt for forældre og børn at snakke om internettet, og hvor stort det er.

Jonas Madsen har en kandidat i journalistik fra Syddansk Universitet. Foto: Margarita Ilieva

Potentiale for en DR tilstedeværelse på TikTok?

Både Lasse, Anna og Jonas ser et potentiale i at være til stede på platformen, også som medie.

Illustreret Bunker har forsøgt at få en mere konkret udtalelse fra DR om deres overvejelser i forhold til at være til stede på TikTok, men det er ikke lykkedes. Chef for Børn, Unge og Nyudvikling, Malene Birkebæk siger følgende:

“DR’s tilstedeværelse på sociale medier er en vigtig brik i at levere tidssvarende public service-indhold på de platforme og enheder, som især yngre brugere foretrækker. Det er en løbende vurdering, hvilke platforme DR er til stede på. I forhold til Ultra og sociale medier giver Youtube lige nu mening i relation til målgruppen og vores strategiske indsatser, men vi holder øje med andre platforme i forhold til brugen og udviklingen af platformen.”

I den ideelle verden er forskning og journalistik to sider af samme sag, men i praksis opstår forskellene. Illustreret Bunker har talt med en forsker og en videnskabsjournalist for at høre, hvordan de selv opfatter deres samarbejde.

Bo Karl Christensen undskylder hurtigt for at være for langhåret i sit svar. Han er videnskabsjournalist med en uddannelse i filosofi og analytisk journalistik. Han er blevet bedt om at sætte ord på, hvordan man bedst kan beskrive forholdet mellem den journalistiske og den videnskabelige verden.

”Der er ikke noget entydigt svar på, hvilke verdener journalister og forskere kommer fra. Min holdning er, at vi journalister altid skal stræbe efter den bedste og mest objektive beskrivelse af virkeligheden – og det er jo fuldstændig det samme, som videnskaben forsøger.”

Når videnskabsjournalistik er et emne, der er værd at tage op, er det, fordi forskning og journalistik ofte beskrives som to uforenelige verdener. De fleste journalister kommer fra den pulserende nyhedsverden, hvor alting skal gå stærkt, mens forskerne kommer fra fordybelsens verden med fokus på detaljen og markant længere ”deadlines”.

Bo Karl Christensen undskylder hurtigt for at være for langhåret i sit svar. Han er videnskabsjournalist med en uddannelse i filosofi og analytisk journalistik. Han er blevet bedt om at sætte ord på, hvordan man bedst kan beskrive forholdet mellem den journalistiske og den videnskabelige verden.

”Der er ikke noget entydigt svar på, hvilke verdener journalister og forskere kommer fra. Min holdning er, at vi journalister altid skal stræbe efter den bedste og mest objektive beskrivelse af virkeligheden – og det er jo fuldstændig det samme, som videnskaben forsøger.”

Når videnskabsjournalistik er et emne, der er værd at tage op, er det, fordi forskning og journalistik ofte beskrives som to uforenelige verdener. De fleste journalister kommer fra den pulserende nyhedsverden, hvor alting skal gå stærkt, mens forskerne kommer fra fordybelsens verden med fokus på detaljen og markant længere “deadlines”.

”Der er for eksempel en stærk forbindelse mellem journalistik og filosofi, selvom få mennesker tror det. Filosofi handler i høj grad om at stille spørgsmål, tvivle og være kritisk – og det er jo nøjagtig det samme i journalistik, hvor man stiller kritiske spørgsmål, undersøger og ikke bare tager ting for gode varer.”

Fra ideal til praksis

Journalistikken er som udgangspunkt på samme mission som videnskaben, mener Bo Karl Christensen, fordi den forsøger at give os alle sammen den bedst mulige beskrivelse af virkeligheden. Men i praksis oplever han, at forskere kan sidde med en oplevelse af, at journalister har lavet fejl i formidlingen af deres forskning, og det kan mærkes, når han snakker med dem.

“Forskerne siger det jo ikke til mig direkte, men indirekte kan jeg godt fornemme, at de nogle gange er skeptiske over for journalister. Når de så hører, at man kan tale med dem om tingene og kan stille dem kritiske spørgsmål, som forskerne selv synes, er svære at svare på – så får de respekt for én.”

Derfor er Bo Karl Christensen blevet sat i stævne for at give et indblik i sit samarbejde med alle de forskere og eksperter, som udgør en uundværlig ingrediens i enhver form for videnskabsjournalistik. Han har tidligere skrevet for Videnskab.dk og arbejder nu for Medicinske Tidsskrifter, som står bag en lang række sundhedsfaglige medier.

Og spørger man ham, burde der ideelt set slet ikke være nogen forskel på videnskab og journalistik, fordi de faglige arbejdsmetoder er skåret over samme læst.

”Der er for eksempel en stærk forbindelse mellem journalistik og filosofi, selvom få mennesker tror det. Filosofi handler i høj grad om at stille spørgsmål, tvivle og være kritisk – og det er jo nøjagtig det samme i journalistik, hvor man stiller kritiske spørgsmål, undersøger og ikke bare tager ting for gode varer.”

Fra ideal til praksis

Journalistikken er som udgangspunkt på samme mission som videnskaben, mener Bo Karl Christensen, fordi den forsøger at give os alle sammen den bedst mulige beskrivelse af virkeligheden. Men i praksis oplever han, at forskere kan sidde med en oplevelse af, at journalister har lavet fejl i formidlingen af deres forskning, og det kan mærkes, når han snakker med dem.

”Forskerne siger det jo ikke til mig direkte, men indirekte kan jeg godt fornemme, at de nogle gange er skeptiske over for journalister. Når de så hører, at man kan tale med dem om tingene og kan stille dem kritiske spørgsmål, som forskerne selv synes, er svære at svare på – så får de respekt for én.”

I praksis oplever Bo Karl Christensen også, at journalister nogle gange render ind i faldgruber i arbejdet med forskning. Ifølge ham er der en række ting, som journalister er tilbøjelige til at overse.

”Jeg kalder det for falsk balance, som beskriver et fænomen, hvor journalisten vægter to forskere og påstande lige højt i deres arbejde, selvom den ene forsker er kontroversiel og påstanden ringere dokumenteret. Det er ikke oplysende for demokratiet og kan i stedet skabe mistro til behandlinger, vacciner og sundhedsvæsenet generelt.”

Ifølge ham er det typiske problem ved den slags journalistik, at de studier, der er enighed om i videnskaben, får lige så stor betydning i formidlingen som de alternative påstande gør – såsom at HPV-vaccinen giver alvorlige bivirkninger.

I praksis oplever Bo Karl Christensen også, at journalister nogle gange render ind i faldgruber i arbejdet med forskning. Ifølge ham er der en række ting, som journalister er tilbøjelige til at overse.

”Jeg kalder det for falsk balance, som beskriver et fænomen, hvor journalisten vægter to forskere og påstande lige højt i deres arbejde, selvom den ene forsker er kontroversiel og påstanden ringere dokumenteret. Det er ikke oplysende for demokratiet og kan i stedet skabe mistro til behandlinger, vacciner og sundhedsvæsenet generelt.”

Ifølge ham er det typiske problem ved den slags journalistik, at de studier, der er enighed om i videnskaben, får lige så stor betydning i formidlingen som de alternative påstande gør – såsom at HPV-vaccinen giver alvorlige bivirkninger.

Forskeren i røret

Én af de forskere, som ofte har samarbejdet med journalister, er Professor og Centerleder Jørgen Brandt fra Institut for Miljøvidenskab på Aarhus Universitet.

Efter eget udsagn har han været i medierne omkring 200 gange, og han har derfor oplevet videnskabsjournalistikken fra den anden ende af telefonrøret. Ligesom Bo Karl Christensen oplever han et fællesskab mellem forskeren og journalisten, men også en klar forskel i praksis.

”Forskeren er interesseret i at skrive om sin forskning med alle forudsætninger og detaljer, men det er ikke altid sådan, man formidler videnskab i medierne. Og derfor er forskning og journalistik to meget forskellige måder at formidle på,” siger han.

Som forsker har Jørgen Brandt både haft gode og dårlige oplevelser med journalister, når de skal formidle hans forskning, og for ham kan samarbejdet falde ud på to måder.

Forskeren i røret

Én af de forskere, som ofte har samarbejdet med journalister, er Professor og Centerleder Jørgen Brandt fra Institut for Miljøvidenskab på Aarhus Universitet.

Efter eget udsagn har han været i medierne omkring 200 gange, og han har derfor oplevet videnskabsjournalistikken fra den anden ende af telefonrøret. Ligesom Bo Karl Christensen oplever han et fællesskab mellem forskeren og journalisten, men også en klar forskel i praksis.

”Forskeren er interesseret i at skrive om sin forskning med alle forudsætninger og detaljer, men det er ikke altid sådan, man formidler videnskab i medierne. Og derfor er forskning og journalistik to meget forskellige måder at formidle på,” siger han.

Som forsker har Jørgen Brandt både haft gode og dårlige oplevelser med journalister, når de skal formidle hans forskning, og for ham kan samarbejdet falde ud på to måder.

”Når man i klimadebatten udkommer med et resultat om, hvor meget Grønland smelter, vil journalistikken typisk ikke gå ind og se på, om vi kan tro på, at det smelter så og så meget, men mere se på det større billede og betydningen for andre ting”.

Både Jørgen Brandt og Bo Karl Christensen er enige om, at forskningen og journalistikken er uundværlige for hinanden, når det kommer til videnskabsjournalistik – og samtidig er der et større formål med at formidle forskning.

”Vores forskning skal være tilgængelig for offentligheden i et demokratisk samfund, så derfor er det vigtigt, at den almene befolkning får leveret den viden. Og uden journalister ville det være svært,” siger Jørgen Brandt.

Alligevel er han ikke i tvivl om, at samarbejdet om videnskabsjournalistikken er uundværligt for samfundet, fordi det giver perspektiv på tingene – og han har et helt konkret eksempel:

”Når man i klimadebatten udkommer med et resultat om, hvor meget Grønland smelter, vil journalistikken typisk ikke gå ind og se på, om vi kan tro på, at det smelter så og så meget, men mere se på det større billede og betydningen for andre ting”.

Både Jørgen Brandt og Bo Karl Christensen er enige om, at forskningen og journalistikken er uundværlige for hinanden, når det kommer til videnskabsjournalistik – og samtidig er der et større formål med at formidle forskning.

”Vores forskning skal være tilgængelig for offentligheden i et demokratisk samfund, så derfor er det vigtigt, at den almene befolkning får leveret den viden. Og uden journalister ville det være svært,” siger Jørgen Brandt.