De, der vil kaldes dem
Nonbinært. Det er ikke længere en garanti, at ens kilder med sikkerhed tilhører et ’han’ eller ’hun’. Det stiller højere krav til journalistens sproglighed, og det kan ifølge nogle udfordre journalistens neutralitet at bruge de nonbinære kønspronominer. Og hvor meget kan vi forvente, at vores læsere ved om dette emne?
TEKST: Trine bjørn egede & victor heide-jørgensen
illustration: victor heide-jørgensen
David Jacobsen Turner, journalist på Weekendavisen, skriver i januar artiklen ”Direktionstransvestitten”, der handler om den engelske komiker Eddie Izzard. En måned før artiklen udgives, forklarer Eddie Izzard i et andet interview, at vedkommende fremover gerne vil omtales ’hun’. Trods udtalelsen vælger David Turner at omtale komikeren ’han’ gennem hele sin artikel.
”Jeg var aldrig i tvivl om, at jeg ville bruge ordet ’han’. På trods af det famøse interview, hvor han beder om at blive tituleret ’hun’, var det ikke en fuldstændig konsekvent ting. Det var ikke sådan, at han sagde:’Fra nu af er jeg kvinde.’ I hans eget pressemateriale i perioden stod der ’han’. Så jeg synes ikke, det var på tale at skrive ’hun’ hele vejen igennem,” siger David Turner.
David Turner nævner dog i artiklen, at der var rejst tvivl om Eddie Izzards pronomen. Han skriver derfor: ”Tilgiv derfor min ortodokse brug af ordet ’han’.”
Syv måneder senere skriver Simon Gregersen, journalist på Zetland, artiklen ”Dovenskab findes ikke. Men hvad er det så, der gør nogle røve så tunge?” I artiklen inddrager han udtalelser fra den amerikanske psykologiprofessor Devon Price, der identificerer sig selv som nonbinær, hvilket vil sige, at personen hverken opfatter sig selv som mand eller kvinde. Derfor vælger Simon Gregersen at bruge pronomenet ’de’, når han omtaler professoren.
”Jeg brugte pronomenet uden at gøre et stort nummer ud af det. Jeg har selv mødt flere transkønnede og har også haft kønsforskning på KU, så det er ikke så uvant for mig. Jeg ved godt, at der er mange andre, der ikke er så bekendt med de nonbinære pronominer, men jeg forklarer det jo i artiklen,” siger Simon Gregersen.
I de seneste år har forståelsen af kønspronominer haft vokseværk fra de binære ’han’ og ’hun’ til en mere flydende forståelse af køn. Dette har to journalister mærket på egen krop. De har dog valgt at forholde sig forskelligt til kildernes pronominer.
De forskellige håndteringer af kønspronomener er et billede på den splittelse, der lige nu eksisterer i den danske mediebranche. En splittelse der baserer sig på både grammatik og synet på mediernes og journalistens rolle i samfundet.
Sproglig fattigdom
David Turner mener, at de nonbinære pronominer er et forsøg på at presse amerikanske vendinger ind i det danske sprog, hvor det ikke giver mening.
”Jeg synes, det er et udtryk for sproglig fattigdom. Der er en tendens til, at vi ukritisk oversætter amerikanske udtryk og bruger dem i dansk sammenhæng, som vi har gjort det med ’they’ og ’them’. Hvis jeg skal være grov, vil jeg kalde det sprogligt provinsielt,” siger han.
For David Turner handler det i første omgang om, hvorvidt noget er grammatisk korrekt at skrive.
”Når samfundet udvikler sig, så gør sproget det også, og det skal det selvfølgelig, men ’de’ og ’dem’ er flertalsformer på dansk, og det er derfor grammatisk forkert at kalde en enkeltperson det. Hvis Dansk Sprognævn om 30 år har ændret praksis i forhold til det, så er det en anden sag,” siger han.
Seniorforsker hos Dansk Sprognævn Eva Skafte Jensen giver umiddelbart David Turner ret i hans vurdering om ordenes definition. Hun påpeger dog, at der allerede nu er en masse undtagelser til reglen.
”Den klassiske betydning er, at ’de’, ’dem’ og ’deres’ henviser til noget i flertal. Når det så er sagt, så er der også en masse tilfælde, hvor det også henviser til noget i ental. For eksempel sætninger: ’Der er én, der har glemt sin telefon. De kommer nok tilbage og henter den senere’,” siger hun.
Den sproglige vanskelighed ved at kalde én person for ’de’ kan Simon Gregersen fra Zetland godt genkende fra sin egen artikel.
”Jeg blev udfordret på det grammatiske. Jeg var tit nødt til at skrive sætninger om, så de ikke blev meningsforstyrrende. Det stiller helt sikkert høje krav til journalisten, hvis det skal formuleres forståeligt,” siger han.
Eva Skafte Jensen anerkender, det kan forvirre, men hun indvender dog, at det lige så meget handler om at være sprogligt præcis.
”Det er en situation, vi også kender fra andre områder af sproget. Det kan også være forvirrende at fortælle en historie om to med hankøn. Der kan det blive forvirrende at holde styr på, hvilken ’han’ vi taler om,” siger hun.
Hvis ’de’ og ’dem’ skal blive en del af den danske ordbog som kønspronominer, så kræver det ifølge Eva Skafte Jensen, at nok er villige til at bruge dem. Det gælder også medierne.
”Det kræver, at der er tilpas nok mennesker, der begynder at bruge det. Hvis medierne begyndte at bruge vendingerne oftere, ville det helt sikkert være en omstændighed, der gør det mere sandsynligt, at betydningen vil blive ændret,” siger hun.
Hun lægger dog ikke skjul på, at den mulige ændring ligger et godt stykke ude i fremtiden.
”Vi vil gerne have god lang tid til at vurdere, om den sproglige udvikling er en døgnflue, eller om det faktisk holder ved. Så det kommer ikke til at ske indenfor den nærmeste fremtid,” siger hun.
Gymnasielæreren fra Kolding og mekanikeren fra Nakskov
Simon Gregersen oplevede med sin historie, at det er vigtigt at være bevidst om, hvad der kan virke fremmed for dem.
”I første omgang havde jeg bare skrevet en enkelt sætning om brugen af kønspronomenerne i artiklen. Min redaktør gjorde mig dog opmærksom på, at mange er uvante med udtrykkene. De skulle føres ind i det sprogbrug, så vi kunne skabe bro til de læsere. Der kom derfor et par ekstra sætninger på, som forklarede det,” siger han.
Efter at have udgivet historien opdagede han, hvordan deres ellers velmenende intention også kan skabe problemer. Hvis man bruger for meget plads på at forklare det nonbinære fænomen, kan det ende med at fremstå endnu mere fremmedartet.
”Jeg fik en mail fra en person fra LGBT-miljøet i Danmark, der følte, at jeg fremmedgjorde nonbinære gennem mine formuleringer. Det var ’othering’, som man kalder det. Det fik det til at lyde eksotisk. Selvom det kan lyde som flueknepperi, så kunne jeg sagtens forstå pointen. Så jeg omskrev det til min forrige kortere formulering,” siger han.
Ifølge David Turner bør de store massemedier forsøge at appellere så bredt som muligt.
”Vi massemedier henvender os til den brede befolkning. Jeg skriver ikke til et lille woke miljø af universitetsaktivister. Jeg skriver til gymnasielæreren i Kolding og automekanikeren i Nakskov. I min artikel ville det støje enormt meget for mine læsere, hvis jeg præsenterede dem for en mand, der gennem hele sin karriere har været mand, og begyndte at kalde ham ’hun’. Og hvem skulle det være til gavn for?” siger David Turner.
Spydspids eller talerør?
David Turner mener ikke, at journalisterne skal gå forrest i værdikampe.
”Jeg er stor modstander af, at journalisten skal være spydspids for en dagsorden. Hvis en journalist føler sig som frontfigur for en revolution, så tror jeg, personen er i den forkerte branche,” siger han.
Journalistens rolle er at give et talerør til mennesker, der har noget på hjerte – ikke at blande sig i debatterne. For David Turner ville det være at vælge side, hvis journalisterne begyndte at bruge de kønsneutrale pronomener.
”Vi skal have kampene og transaktivismen ind i spalterne, men vi skal ikke gøre os til part i det. Ellers tager vi læserne til gidsler i en sag, der ikke nødvendigvis vedrører dem,” siger han.
Selvom Simon Gregersen ikke tror på det som et påbud, mener han, at man kan hjælpe med at normalisere transkønnede og nonbinære gennem journalistikken.
”Da jeg fandt ud af, at Devon Price var nonbinær, tænkte jeg: ’Fedt!’ Man kunne lade en person videreformidle deres vigtige budskab, og så var den person tilfældigvis nonbinær. Det var naturligt og anstrengt,” siger han.
Uden at have den eksakte opskrift på det mener Simon Gregersen, at medierne kan hjælpe med at bygge bro mellem grupper af mennesker, der ikke kender hinanden, og som måske endda besidder fordomme mod den anden gruppe.
”Jeg tror, journalistens rolle er at skabe samling i et samfund, og så er det op til den enkelte journalist at finde ud af, hvordan man gør det.”
TEMA: DILEMMA
Denne artikel er en del af TEMA, der denne gang sætter fokus på de tvivlspørgsmål, som ofte opstår indenfor journalistikkken.
Dilemmaer, der handler om kildehåndtering, nye genrer og økonomiske udfordringer.
Du kan finde de andre historier her:
