På tværs af generationer: Tre journalister taler om en branche i forandring

På tværs af generationer: Tre journalister taler om en branche i forandring

På tværs af generationer: Tre journalister taler om en branche i forandring

Som journalist i det 21. århundrede kan man let glemme, at internettet ikke altid har været der. Men vi skal vi ikke meget længere tilbage end til omkring årtusindeskiftet, før internettet blev et fast arbejdsredskab hos journalister. Verden har rykket sig, og med det har journalisterne skullet det samme. Vi har talt med tre journalister i forskellige aldre om deres syn på udviklingen.

Skribent: Marcus Wehage
Foto: Margarita Ilieva

Udgivet den 20. maj 2021

Uffe

Skribent: marcus wehage
FOTO: MARgarita ilieva

Udgivet den 20. maj 2021

Uffe Christensen er i dag 67 år og skriver for Jyllands-Posten. Han blev uddannet fra Journalisthøjskolen i 1980, og han husker det som en verden til forskel, da han blev færdiguddannet. Han har oplevet, hvordan medieverdenen og arbejdet som journalist har ændret sig gennem de sidste 40 år, på godt og ondt.

Efter nogle måneder som provinsredaktør på dagbladet Aktuelt startede han sin karriere som lokalredaktør i Billund. På det tidspunkt var man meget tættere på sine kilder, og historierne var ofte mindre ’kødfulde’. Når han tænker tilbage på den tid i dag, er det gået op for ham, hvor meget lavere overlæggeren lå for artiklerne.

 

”Jeg kan huske én bestemt historie, hvor jeg sad i fuld alvor og skrev en lidt lang note om Husmorforeningens rationelle bagedag, der i sin korthed gik ud på, at de ville anvise, hvordan man kunne bage fire brød på én gang,” siger Uffe Christensen.

 

Den slags historier kan du sjældent finde i dag. Folk brugte dengang lokalavisen til at kommunikere, men stort set alle foreninger, store som små, har egne Facebookgrupper til at komme ud med deres budskaber.

Med internettets frembrud begyndte alle de små lokalredaktioner også at dreje nøglen om. De to ting hang uløseligt sammen, og i dag er der næsten ikke nogen lokalredaktioner tilbage.

 

Research uden WWW

Internettets frembrud har været med til at gøre researchfasen en hel del lettere. Uffe Christensen forklarer, at selvom det meste research i dag kan laves hurtigere med Google, gav den dengang bogtunge research ikke journalisterne længere tid til at producere historier, man skulle bare løbe hurtigere.

 

”Hvis vi skulle researche en historie, før nettet for alvor kom til at fungere, havde vi et kæmpe bibliotek på redaktionen med to bibliotekarer. Så tog man et leksikon eller en fagbog og læste sig frem til det, man skulle. Man kunne selvfølgelig også ringe til kilder, historikere og andre eksperter, men det var en meget lang proces.”

 

De fleste myndigheder, skoler og andre offentlige institutioner har alle en officiel hjemmeside med eget arkivmateriale. Men før de blev oprettet, var det svært at finde ud af, hvor man skulle begynde at lede efter materiale. 

 

Mistillid og misinformation

Det, at folk har større mulighed for at dele deres holdninger udenom medierne, og dermed være med til at styre informationsstrømmen, betyder også, at det vrimler det med misinformation på nettet. Ifølge Uffe Christensen er der et stort sammensurium af uredigerede oplysninger. Ordet er frit for alle, og du kan sige hvad som helst. Derfor mener han også, at man skal være ekstremt kildekritisk, når man researcher online. Især fakta skal man være påpasselig med, enhver kan jo starte en privat hjemmeside. 

 

”Jeg har et princip, når jeg researcher på nettet. Hvis jeg finder en central oplysning, skal jeg læse den mindst tre steder, før jeg indarbejder den som en total sandhed,” siger Uffe.

 

’Fake News’ er også et begreb, der er kommet med internetstrømmen. Det har medført en mistillid for pressen, som de ikke altid har været påklistret. Da Uffe startede, var det sådan, at hvis det stod i avisen, så var det nok rigtigt. I hvert fald i den del af pressen, han arbejdede i.

 

”Det der EDB bliver aldrig en del af journalistikken”

Uffe Christensen så hurtigt mulighederne i internettet, da han i 2008 blev fast tilknyttet den digitale formidling. Til gengæld troede mange af hans kollegaer ikke på det. De skelede til Uffe og andre journalister, der arbejdede med internettet. De mente ikke, at det var noget for voksne at sidde med computere. Men Uffe fik jo ret.

Du kan i dag ikke finde en printavis i Danmark, der ikke også har en profil på nettet. Det er en stor udvikling, når man tænker på, at da Uffe startede som journalist, var de mest moderne redaktioners vildeste udstyr en telefax, der kunne sende de skrivemaskineskrevne artikler til trykken.

Selvom meget har ændret sig, har grundpræmissen for god journalistik og gode journalister ikke ændret sig. Så længe man er i stand til at skrive og formidle i et godt sprog, er det ifølge Uffe stadig de gamle dyder, der gælder: Stædighed, nysgerrighed og vedholdenhed. 

 

 

Maya og René

Skribent: Marcus Wehage
Video: Marcus Wehage

Udgivet den 20. maj 2021

Jeg har sat de to journalister Maya Tekeli og René Fredensborg stævne til en hyggesnak om, hvordan journalistikken har ændret sig gennem de sidste 20 år i Danmark. De er henholdsvis 41 og 19 år yngre end Uffe Christensen. Begge har gået deres gang på Journalisthøjskolen, og begge har gode historier om arbejdet som journalist.

 

I en tid, hvor journalister som Maya og René udtrykker, at vores regering er præget af en voldsom lukkethed, husker René blandt andet, hvordan han havde direkte kontakt til daværende kulturminister Per Stig Møller i 2010 og -11. En historie, som Maya ser fuldstændigt uforstående på, når nu hun ikke kan få et interview med hverken Mette Frederiksen eller nuværende kulturminister, Joy Mogensen. Og det gælder også, selv når det foregår på deres præmisser og/med blandt andet med fremsendt spørgeramme.

 

Og så kan du få lov til at overveje, om du helst ville være journalist i en tid, hvor, som Maya nævner, Facebookgrupper deler historier om høns, der bliver dræbt på stribe i Nordvest, eller en tid, hvor man skulle stå i kø til mønttelefonen på Journalisthøjskolen for at kontakte kilder, som René skulle.

Maya Tekeli og René Fredensborg mødtes over en øl for at snakke om deres oplevelser. Maya startede på DMJX i 2017, men mangler endnu at skrive sin afsluttende bachelor, mens René blev færdig fra samme sted i 2001. Video: Marcus Wehage

Nyhedskriterierne skal udfordres og nuanceres, men ikke smides ud med badevandet – måske lige på nær konflikterne

Nyhedskriterierne skal udfordres og nuanceres, men ikke smides ud med badevandet – måske lige på nær konflikterne

Nyhedskriterierne skal udfordres og nuanceres, men ikke smides ud med badevandet – måske lige på nær konflikterne

Relevansen af de klassiske nyhedskriterier har været debatteret vidt og bredt. På DMJX underviser man stadig i dem – men ikke alle steder i medielandskabet bruges de i flæng. Zetland, JydskeVestkysten og nyopstartede Kiosk er enige om, at de ikke skal skrottes, men i stedet revideres og suppleres af nye kriterier. Og det bliver de.

Skribent: Cecilie Guldberg Nielsen og Nanna Ploug Niemann
Illustrator:  Louise Rix

Udgivet den 20. maj 2021

Da Hakon Mosbech var i praktik på Politiken, var han – med egne ord – for forhippet på konflikter. Det havde han lært på journalistuddannelsen. Konflikt er godt, og Hakon Mosbech ringede rundt til den ene efter den anden for at finde en kilde, der kunne give et modsatrettet perspektiv på en historie. På Politiken gav det forsider. Men når man taler med ham i dag, er han ikke specielt stolt af de forsider.

 

“Jeg tror ikke, at det var et sandfærdigt billede af virkeligheden,” siger han.

 

I dag er han journalist og redaktør på Zetland, som han stiftede i 2012 sammen med Lea Korsgaard, Jakob Moll og Silke Bock. Når han her skriver om økonomi, navigerer han ikke efter VISA-K-kriterierne, men efter, hvordan han bedst skaber værdi for Zetlands medlemmer.

 

“Der er gode ting ved de klassiske nyhedskriterier, men at bruge dem som det eneste selvstændige mål er ikke noget for os,” siger han.

 

Alligevel har onlinemediet ikke helt smidt de klassiske kriterier ud med badevandet.

Fra advarsel til tjekliste

Væsentlighed. Identifikation. Sensation. Aktualitet. Og det omdiskuterede K for enden af bindestregen: Konflikt.

 

Som journaliststuderende får man de klassiske nyhedskriterier, VISA-K, ind med modermælken. Journaliststuderende lærer at arbejde med dem, at genkende dem og til en vis grad at producere ud fra dem. Men hvis man ser ud i branchen, så er de sjældent noget, man arbejder bevidst med på redaktionerne. I stedet er de blevet til implicit viden, der ligger på rygraden, når der produceres journalistik.

Fra advarsel til tjekliste

Væsentlighed. Identifikation. Sensation. Aktualitet. Og det omdiskuterede K for enden af bindestregen: Konflikt.

 

Som journaliststuderende får man de klassiske nyhedskriterier, VISA-K, ind med modermælken. Journaliststuderende lærer at arbejde med dem, at genkende dem og til en vis grad at producere ud fra dem. Men hvis man ser ud i branchen, så er de sjældent noget, man arbejder bevidst med på redaktionerne. I stedet er de blevet til implicit viden, der ligger på rygraden, når der produceres journalistik.

Historien om nyhedskriterierne starter for over 50 år siden. Dengang var de fem nyhedskriterier tolv. De blev første gang beskrevet i 1965 af de to norske forskere Johan Galtung og Mari Holmboe Ruge, der ville undersøge, hvad der skulle til, for at en historie blev til en nyhed. Senere har Galtung udtalt, at kriterierne i virkeligheden giver et forvrænget billede af virkeligheden – hvad der bruges som en tjekliste på journalistuddannelserne, blev altså opfundet som en advarsel. Men skal de klassiske kriterier så bare smides ud? Ikke nødvendigvis, hvis man spørger en journalist, en forsker og to redaktører. I stedet skal de udfordres og nuanceres. Det bliver de i dag, hvor de får modspil af nye og reviderede kriterier. Og særligt konfliktkriteriet får en over nallerne.

 

Et vigtigt værktøj

Aslak Gottlieb er direktør for det nyopstartede ungdomsmedie Kiosk og tidligere fellow ved Center for Journalistik på SDU. Ifølge ham bliver nyhedskriterierne brugt som et journalistisk redskab. De fungerer dermed som et værdigrundlag for journalistikken, fordi de får store betydning for den måde, hvorpå de produceres.

 

Men når nyhedskriterierne blev skabt som en advarsel , kan man godt undre sig over, hvad man egentlig skal med VISA-K? At de er blevet en præmis for journalistikken er dog ikke nødvendigvis så skidt, at det ikke er godt for noget, mener Aslak Gottlieb.

 

“Nyhedskriterierne er et vigtigt værktøj. Det er bare vigtigt, at vi hele tiden forholder os til dem,” siger han. ”De klassiske nyhedskriterier stimulerer tilsyneladende langt de fleste mediebrugeres incitament til at følge med. Derfor må vi ikke smide barnet ud med badevandet.”

 

Og selvom kriterierne ikke fylder i Zetlands redaktionslokaler, særligt ikke aktualitet og konflikt, er V-et i VISA-K – væsentlighed – stadig et vigtigt værktøj, fortæller Hakon Mosbech. Et værktøj, der bliver brugt aktivt.

 

“Tidens vigtigste historie rummer på en eller anden måde også væsentlighedsbegrebet,” siger han.

 

Væsentlighed er heller ikke smidt i skraldespanden hos JydskeVestkysten. Her opererer man efter begrebet relevans – en nytænkning af væsentlighedskriteriet. Mads Sandeman, der er chefredaktør, forklarer, at væsentlighed stadig er et kriterium i nyhedsudvælgelsen, men at alt, der er væsentligt, også skal gøres relevant for læseren. Som journalist, mener han, skal man tænke på læserne frem for kilderne. I for mange år har man været for tilbøjelig til at lave journalistik på kildernes præmisser. Gør man det i stedet på læsernes, tvinges man til at overveje værdien i journalistikken, lyder argumentet bag nytænkningen.

 

“Væsentlighed er afsenderstyret. Det er mig, der bestemmer, hvad der er væsentligt for dig. Men når vi taler om relevans, er det dig som læser, der bestemmer, hvad der er relevant for dig. Det skal jeg som afsender indrette mig efter,” siger Mads Sandemann.

 

De sidder på rygraden

Morten Skovsgaard er professor MSO på Center for Journalistik på SDU og forfatter til bogen ‘Den Danske Journalist: Værdier, produktion, indhold’. Han forklarer, at kriterierne ikke er noget, som man bevidst tager stilling til på redaktionerne. I stedet er de blevet tavs viden.

 

“Nyhedskriterierne er noget, man får ind på rygraden som journalist. Det er ikke sådan, at man tæller op: ‘Denne historie opfylder fire kriterier, så det er en god historie’. Kriterierne er ubevidst viden for en del journalister,” siger han.

 

Det stemmer godt overens med billedet på JydskeVestkysten. Her taler man ikke meget om nyhedskriterierne, fortæller Mads Sandemann. I stedet er det andre kriterier, der opereres efter.

 

“Vores hovedlinjer er, at journalistikken skal være kritisk, konstruktiv og debatskabende, og den skal være uafhængig, relevant og troværdig. Det er nøgleordene for vores journalistik, og det dækker over alt – ikke kun nyheder,” siger han.

 

Konflikt skævvrider virkeligheden

Politiske konflikter, uenigheder og intriger fylder ofte i nyhedsdækningen, og netop konflikt kan være en udfordring for journalistikken. Problemet ved nyhedskriterierne kan være, at de giver et skævvredet billede af verden. Det hænger sammen med, at nyhederne ikke kan give et ‘en-til-en-billede’ af verden. Journalister bliver nødt til at vælge ud i nyhedsstof, fortæller Morten Skovsgaard, professor MSO på Center for Journalistik ved SDU.

“Det afvigende er på sin vis det interessante, så ofte vil nyhedsdækning give et forvrænget billede af virkeligheden. Det er klart, at hvis dækningen altid fokuserer på konflikt, kan borgerne få et værre billede af verden, end sådan, som det reelt forholder sig,” siger han.

Det billede kan Hakon Mosbech genkende. Han mener, at det ensidige fokus på konflikt skaber en risiko for nyhedstræthed, hvor læsere, seere og lyttere vælger nyheder fra, fordi de er trætte af konflikterne. Ifølge ham er konfliktkriteriet en stor del af, hvorfor journalistikken kan give et skævt billede af virkeligheden. Selv historier, der indeholder konflikt, er ofte mere end det, mener han.

“Der mangler flere nuancer end to parter, der er dybt uenige. Idealet om konflikt kan man bruge, hvis det virkelig er der og giver mening, men det er ikke et selvstændigt mål. Det viser verden i forkerte farver,” siger Hakon Mosbech.

 

Mads Sandemann, chefredaktør på JydskeVestkysten, mener, at konflikter, kan være vinklen på en nyhed, hvis substansen i konflikten er relevant for læseren. Til gengæld tror han ikke længere, at konflikt for konfliktens skyld er nok for læserne.

 

“Da jeg startede som journalist  i 1992, kunne man godt lave en tophistorie om to politikere fra det samme parti, der skændtes om et eller andet. De historier er der ikke mange, der gider at læse i dag,” siger Mads Sandemann. 

 

“Nyhedsjournalistik er godt til at skrive om vejret”

Ifølge Hakon Mosbech er det ikke kun konfliktkriteriet, der medvirker til et forvrænget verdensbillede. Scroller man gennem sit nyhedsfeed, vil man ofte blive mødt af gule og røde BREAKING NEWS-bjælker. Mediernes fokus på her og nu, også kendt som aktualitetskriteriet, fylder i nyhedsstrømmen. Det kan være problematisk, for man misser de langsomme, strukturelle forandrer, når man sigter målrettet efter aktualitet og fokuserer på her-og-nu-stof,  mener Hakon Mosbech.

 

“Man risikerer at ende i en lemmingeffekt, hvor alle medier taler om det samme, indtil de flytter videre til næste store historie på dagsordenen. Det gør, at vi kan glemme mange af de vigtige historier, der er rundt omkring,” siger han. ”Klimaforandringerne er svære at indfange, hvis man er fokuseret på hyperaktualitet. Nyhedsjournalistik er godt til at skrive om vejret, men det er dårligt til at skrive om klimaet.”

 

Alternative nyhedskriterier udfordrer

Noget tyder på, at det virker at udfordre de klassiske nyhedskriterier. Ifølge Mads Sandemann kan det konkret mærkes på antallet af abonnenter. Hos JydskeVestkysten er antallet af daglige bruger siden 2016 steget fra 60.000 til 140.000, og det er der en særlig grund til.

 

“Vores fokus på relevans har gjort, at vi har haft et stigende antal abonnenter siden sidste sommer, hvor det ellers har været faldende i 25 år,” siger han.

 

Også Aslak Gottlieb, direktør på Kiosk, nikker genkendende til efterspørgslen på nye former for journalistik. Kiosk bygger på ‘Engagements-kriterierne’: Brugerne skal beskæftige sig med det indhold, som medierne traditionelt har patent på. Kriterierne opstod, fordi Aslak Gottlieb kunne se en efterspørgsel.

 

“Da jeg selv undersøgte yngre mediebrugeres attitude til medierne, var der en samstemmende oplevelse af, at det ikke førte til noget. Man malede konflikter op, som bare fik lov til at blafre i vinden. At journalistikken ikke var resultatorienteret generede de unge mediebrugere,” siger Aslak Gottlieb.

 

Spørger man ham, vil vi se en efterspørgsel på journalistik, der bygger på andre kriterier end aktualitet og konflikt. Blandt andet tror han, at der vil blive større efterspørgsel på at pege på løsninger, og ikke bare på problemer. Det vil have konsekvenser, hvis medierne fortsætter det ensidige fokus på konflikt.

 

“Der er tendens til at fokusere for meget på problemerne i verdens tilstand. Det har givet udslag i, at vi risikerer at miste brugerne. Det er jo ikke sikkert, at der i fremtiden vil være efterspørgsel på journalistik. Det kan man ikke tage for givet,” siger han.

Old habits die hard

Selvom alternative nyhedskriterier skyder op og udfordrer de klassiske, er det ikke ensbetydende med, at VISA-K bliver lagt i graven. Old habits die hard, som man siger.

Noget tyder på, at man ikke er helt klar til at sige farvel til de klassiske kriterier, selvom de kræver revidering og nuancering.

 

”Jeg tror, at der i journalistikken vil være plads til flere og flere forskellige kriterier,” siger Aslak Gottlieb. ”Men jeg tror og håber da ikke, at vi skal sige farvel til de klassiske nyhedskriterier.”

Hvis man skruer tiden tilbage til nyhedskriteriernes oprindelse, var det især fokusset på konflikt og historier om ting, der går galt, som Johan Galtung advarede imod. Og det forstår Hakon Mosbech. For selvom journalistikken skal holde magthaverne til ansvar og sætte problemer til debat, skal den også vise, når ting fungerer og løses, mener han.

 

“Ellers sidder min mormor ude i Lyngby og bliver bange og ked af det, fordi hun tror, at verden kun er ildebrande og skud i gaderne og død og ødelæggelse og politiske skandaler. Når verden i virkeligheden går fremad på rigtig mange måder,” siger han.

De tre mediers kriterier – klik på Zetland og Kiosks for at læse mere.

Journalist for 100 år siden – hvem var du?

Journalist for 100 år siden – hvem var du?

Journalist for 100 år siden – hvem var du?

Når denne sætning slutter, vil dit urs viser have drejet utallige runder i den gale retning og spolet tiden 100 år tilbage, og du vil fra nu af ikke kende til corona, ikke kende til take-away, ikke kende til internet, ikke til computere, ikke til journalisthøjskoler, ikke til diktafoner og ikke til fjernsyn.

Velkommen til 1921.

Skribent: tobias bundolo

Udgivet den 25. marts 2021

Marion Harris - I Ain't Got Nobody

Inden du går i gang, kan du her høre den mest populære sang fra marts 1921

Retssagen.

Du har ageret Reporter fra Retssalen de sidste Dage, som du fik til Opgave af Redaktionen på Raadhuspladsen. Det er Torsdag den 3. Marts, 1921, og Læserne er spændte på at slå op på Side 8 i Morgendagens Politiken og følge Sagens endeligt: Dommen over Englemagersken, Dagmar Overbye.

 

Du dækker nu Retssagens sidste Timer.

 

Hun havde tilstået Mordene på flere end 20 Spædbørn. Flere af dem blev myrdet, mens hun var i en Narkorus.. Først blev de kvalt og så kastet i Kakkelovnen, hvor de Kødløse Knogler senere blev fundet. Spædbørnene havde Dagmar Overbye modtaget fra desperate Mødre, der havde bedrevet uægteskabelige Bekendtskaber. For hvert Barn, hun modtog, fik hun 400 Kroner, svarende til en Aarsløn.

 

Du ser nærmere på Hovedpersonen og noterer i dit Hæfte

Saadan skriver du i Avisen den følgende Dag.

 

Dommerne var Fastlaaste i deres Dom. I Avisen illustrerer Tryk af Tegninger, hvordan de tilhørende Masser gør Oprør i Frustration over Forbrydelsen.

Billedet af Dagmar Overbye fra hendes Anholdelse er et af de faa, der findes af hende. Foto: Politimuseet

Dømt til Døden: Oplæst uden i Øjeblikket at vise noget Tegn på Bevægelse, skriver du i en Billedtekst.

 

Dommen skulle senere blive omstødt og ændret til livsvarigt Fængsel, men i 1921 læser man måske Reportagen med bankende Hjerte, og du bliver som Journalist Læsernes Adgang til en frygtelig og fantastisk Verden.

 

Men hvad er det så for en Verden, du skal skrive om?