Publicistisk parforhold

Publicistisk parforhold

Publicistisk parforhold

Den seneste tid er forholdet mellem Facebook og nyhedsmedierne gået i hårdknude. Kritiske røster anklager det sociale medie for at udnytte journalistikkens indhold, men virkeligheden er som så ofte mere nuanceret. Måske er der brug for parterapi?

Skribent: Lukas Nørgaard Bødiker og Sara Stougaard
FOTO: louise rix

Udgivet den 25. marts 2021
Publicistisk parforhold

Den seneste tid er forholdet mellem Facebook og nyhedsmedierne gået i hårdknude. Kritiske røster anklager det sociale medie for at udnytte journalistikkens indhold, men virkeligheden er som så ofte mere nuanceret. Måske er der brug for parterapi?

Skribent: Lukas Nørgaard Bødiker og Sara Stougaard
FOTO: louise rix

Udgivet den 25. marts 2021

Videoer af søde, pjuskede hundehvalpe, kontroversielle udmeldinger om indvandrere eller #MeToo, frækt blikfang og du-gætter-aldrig-hvad-der-så-skete-rubrikker. Kampen om vores opmærksomhed på internettet er benhård, og medierne har måttet lære at navigere i et landskab, hvor de ofte kun har få sekunder til at fange vores opmærksomhed.

Samtidig er forholdet mellem medierne og Facebook gået fra sød online-flirt til bindende journalistisk ægteskab, og skilsmisse ligger ikke i kortene. Heller ikke på Radio4, hvor Mikkel Andersen er SoMe-ansvarlig.

“Vi kunne godt leve uden Facebook, men jeg vil mene, at det ville forringe indholdet. Vi kan stadig lave god radio og podcast, men den direkte forbindelse til lytterne bliver tabt,” siger han.

Den direkte forbindelse er vigtig for Radio4, når de eksempelvis slår et debatoplæg op på Facebook, for at kanalens lyttere kan stille spørgsmål og komme med inputs til programmerne. Som for nylig, hvor statsminister Mette Frederiksen skulle i Radio4 Morgen, og brugerne på radiokanalens facebookside kunne stille spørgsmål til hende. Uden Facebook havde det været svært at facilitere.

Den nye medievirkelighed kræver nye måder at tænke på, men den er også blevet et uundværligt redskab. I februar var der så knas i kærligheden, da det kom til direkte opgør mellem Facebook og de australske nyhedsmedier. Først stillede den australske regering et lovforslag, der ville have Facebook til at betale medierne for det indhold, de publicerer på gigantens platformen. Så blokerede Facebook ellers de australske nyhedsmedier fra at poste noget som helst. Og selvom, de nu har indgået en aftale, kan man ikke sådan lige komme af med Facebook eller få betaling for sit indhold.

“Før Facebook gik man ned og købte en avis, man abonnerede på den eller tilgik den direkte på anden vis. Men nu er sociale medier blevet mediatorer for journalistisk indhold, en slags buffer-zone,” siger Miklós Sükösd, der er professor i mediesociologi på Københavns Universitet.

Facebook scorer annoncørerne

En rapport fra Oxford University og Roskilde Universitet viser, at 37% af danskerne bruger Facebook til at tilgå nyheder. For 11% er Facebook den primære nyhedskanal. Det har skabt nye vilkår for medierne, siger Aske Kammer, medieforsker på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

“Medierne bliver afhængige af at ligge højt i Facebooks feed. De er mere afhængige af de sociale medier, når de skal nå deres brugere, end de har været tidligere,” siger han.

Derfor er medierne nødt til at arbejde aktivt med Facebook, når de vil publicere journalistisk indhold eller lægge op til debat. Men selvom medierne deler deres indhold på Facebook, sender platformen ingen annonceindtægter den anden vej. Det skaber problemer, ikke bare for de enkelte medier, men for hele journalistikkens grundlag, fordi annoncørerne nu reklamerer på Facebook eller Google i stedet for i avisen eller på mediets hjemmeside.

“Som jeg ser det, tjener Facebook hundrede millioner af dollars uden selv at engagere sig i indholdsproduktion. Det tager brødet ud af munden på journalister og redaktører,” siger Miklós Sükösd.

 

En krævende elsker

Selvom Facebook og mediernes forhold den seneste tid har været turbulent, så er der ikke kun ulemper ved samarbejdet.

“Sådan får vi indholdet ud at leve,” siger Mikkel Andersen fra Radio4.

Det betyder, at kanalen ikke kun bruger Facebook som reklamesøjle, men også indtænker kommunikationen på de sociale medier i deres redaktionelle arbejde.

“Video fungerer rigtig effektivt på Facebook. Det er meget drevet af følelser. Vi skal have fat i de formater og emner, hvor vi ved folk har holdninger og noget på hjerte,” siger Mikkel Andersen.

For tiden arbejder radioen på en realityserie om folk med kroniske smerter. Det fungerer godt på Facebook, fordi det skaber stærke følelser og er debatskabende. Som public service-medie har Radio4 ikke direkte som formål at trække brugere ind på deres side, men går i højere grad op i at facilitere en offentlig samtale – og her er Facebook et vigtigt værktøj.

Den opfattelse støtter Miklós Sükösd. Han understreger, at Facebook hverken kan anses som en trussel eller som et demokratisk fyrtårn.

“Det er et nyt niveau af informationssamfundet. Er Facebook godt eller dårligt for demokratiet? Man kunne stille det samme spørgsmål om for eksempel radio eller tv. Det er gennemtrængende teknologier, der både kan bruges for og imod demokratiet, så derfor skal de kontrolleres. Facebook skal tæmmes,” siger han.

Miklós Sükösd understreger, at det ikke handler om, hvorvidt en platform i sig selv er god eller ond – det handler derimod om, hvordan platformen benyttes.

 

Civilstand: Det er kompliceret

Anne-Marie Dohm er direktør og ansvarshavende chefredaktør for Radio4. For hende er det absolut vigtigste, at der bliver skabt en god dialog mellem de digitale platforme og medierne.

“Alle parter er interesserede i at gøre Facebook til et godt sted at være. Hvis Facebook bare bliver et sted, hvor man hælder skrald ud over hinanden eller uploader kattevideoer, så bliver det et uinteressant sted at være. Også for annoncørerne,” siger hun.

Konflikten mellem Facebook og medierne er en del af et større spørgsmål om journalistikkens frihed og levebrød, og løsningen skal derfor også ses i en større skala, hvor målet er at bryde platformens magt, mener de to medieeksperter.

“Vi skal kræve, at Facebook er mere transparente omkring deres forretningsmodel og giver mere tilbage til journalistikken,” siger Miklós Sükösd.

Danmark kan dog ikke klare problematikken alene. Derfor må man se i en anden retning, mener Aske Kammer, medieforsker ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

“Det er noget, der skal tages på EU-niveau. Men løsningen kommer an på, hvad det er, man gerne vil regulere. Man kunne for eksempel kigge på, om man skulle beskatte de store tech-firmaer for deres annonceomsætninger i Danmark og så bruge de penge på at oprette en slags fond for medieindhold,” siger han.

Den 16. marts kunne TV 2 skrive, at den australske medievirksomhed News Corp og Facebook er nået til enighed om en betalingsaftale, der sikrer, at Facebook vil betale mediet for det indhold, der deles på det sociale medies nye service, Facebook News. Præcis hvordan aftalen vil fungere, vides ikke endnu. Men den er alligevel en milepæl i konflikten mellem techgiganterne og medierne.

Aske Kammer mener dog ikke, at aftalen siger meget om fremtiden for de danske medier.

“Den viser, ligesom de forudgående aftaler, at Facebook er villige til at indgå aftaler, men at de stadig er i en position, hvor de i vid udstrækning selv bestemmer, hvad de går med til, og hvilke forhandlingsborde de forlader,” siger han.

Videoer af søde, pjuskede hundehvalpe, kontroversielle udmeldinger om indvandrere eller #MeToo, frækt blikfang og du-gætter-aldrig-hvad-der-så-skete-rubrikker. Kampen om vores opmærksomhed på internettet er benhård, og medierne har måttet lære at navigere i et landskab, hvor de ofte kun har få sekunder til at fange vores opmærksomhed.

Samtidig er forholdet mellem medierne og Facebook gået fra sød online-flirt til bindende journalistisk ægteskab, og skilsmisse ligger ikke i kortene. Heller ikke på Radio4, hvor Mikkel Andersen er SoMe-ansvarlig.

“Vi kunne godt leve uden Facebook, men jeg vil mene, at det ville forringe indholdet. Vi kan stadig lave god radio og podcast, men den direkte forbindelse til lytterne bliver tabt,” siger han.

Den direkte forbindelse er vigtig for Radio4, når de eksempelvis slår et debatoplæg op på Facebook, for at kanalens lyttere kan stille spørgsmål og komme med inputs til programmerne. Som for nylig, hvor statsminister Mette Frederiksen skulle i Radio4 Morgen, og brugerne på radiokanalens facebookside kunne stille spørgsmål til hende. Uden Facebook havde det været svært at facilitere.

Den nye medievirkelighed kræver nye måder at tænke på, men den er også blevet et uundværligt redskab. I februar var der så knas i kærligheden, da det kom til direkte opgør mellem Facebook og de australske nyhedsmedier. Først stillede den australske regering et lovforslag, der ville have Facebook til at betale medierne for det indhold, de publicerer på gigantens platformen. Så blokerede Facebook ellers de australske nyhedsmedier fra at poste noget som helst. Og selvom, de nu har indgået en aftale, kan man ikke sådan lige komme af med Facebook eller få betaling for sit indhold.

“Før Facebook gik man ned og købte en avis, man abonnerede på den eller tilgik den direkte på anden vis. Men nu er sociale medier blevet mediatorer for journalistisk indhold, en slags buffer-zone,” siger Miklós Sükösd, der er professor i mediesociologi på Københavns Universitet.

 

Facebook scorer annoncørerne

En rapport fra Oxford University og Roskilde Universitet viser, at 37% af danskerne bruger Facebook til at tilgå nyheder. For 11% er Facebook den primære nyhedskanal. Det har skabt nye vilkår for medierne, siger Aske Kammer, medieforsker på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

“Medierne bliver afhængige af at ligge højt i Facebooks feed. De er mere afhængige af de sociale medier, når de skal nå deres brugere, end de har været tidligere,” siger han.

Derfor er medierne nødt til at arbejde aktivt med Facebook, når de vil publicere journalistisk indhold eller lægge op til debat. Men selvom medierne deler deres indhold på Facebook, sender platformen ingen annonceindtægter den anden vej. Det skaber problemer, ikke bare for de enkelte medier, men for hele journalistikkens grundlag, fordi annoncørerne nu reklamerer på Facebook eller Google i stedet for i avisen eller på mediets hjemmeside.

“Som jeg ser det, tjener Facebook hundrede millioner af dollars uden selv at engagere sig i indholdsproduktion. Det tager brødet ud af munden på journalister og redaktører,” siger Miklós Sükösd.

 

En krævende elsker

Selvom Facebook og mediernes forhold den seneste tid har været turbulent, så er der ikke kun ulemper ved samarbejdet.

“Sådan får vi indholdet ud at leve,” siger Mikkel Andersen fra Radio4.

Det betyder, at kanalen ikke kun bruger Facebook som reklamesøjle, men også indtænker kommunikationen på de sociale medier i deres redaktionelle arbejde.

“Video fungerer rigtig effektivt på Facebook. Det er meget drevet af følelser. Vi skal have fat i de formater og emner, hvor vi ved folk har holdninger og noget på hjerte,” siger Mikkel Andersen.

For tiden arbejder radioen på en realityserie om folk med kroniske smerter. Det fungerer godt på Facebook, fordi det skaber stærke følelser og er debatskabende. Som public service-medie har Radio4 ikke direkte som formål at trække brugere ind på deres side, men går i højere grad op i at facilitere en offentlig samtale – og her er Facebook et vigtigt værktøj.

Den opfattelse støtter Miklós Sükösd. Han understreger, at Facebook hverken kan anses som en trussel eller som et demokratisk fyrtårn.

“Det er et nyt niveau af informationssamfundet. Er Facebook godt eller dårligt for demokratiet? Man kunne stille det samme spørgsmål om for eksempel radio eller tv. Det er gennemtrængende teknologier, der både kan bruges for og imod demokratiet, så derfor skal de kontrolleres. Facebook skal tæmmes,” siger han.

Miklós Sükösd understreger, at det ikke handler om, hvorvidt en platform i sig selv er god eller ond – det handler derimod om, hvordan platformen benyttes.

 

Civilstand: Det er kompliceret

Anne-Marie Dohm er direktør og ansvarshavende chefredaktør for Radio4. For hende er det absolut vigtigste, at der bliver skabt en god dialog mellem de digitale platforme og medierne.

“Alle parter er interesserede i at gøre Facebook til et godt sted at være. Hvis Facebook bare bliver et sted, hvor man hælder skrald ud over hinanden eller uploader kattevideoer, så bliver det et uinteressant sted at være. Også for annoncørerne,” siger hun.

Konflikten mellem Facebook og medierne er en del af et større spørgsmål om journalistikkens frihed og levebrød, og løsningen skal derfor også ses i en større skala, hvor målet er at bryde platformens magt, mener de to medieeksperter.

“Vi skal kræve, at Facebook er mere transparente omkring deres forretningsmodel og giver mere tilbage til journalistikken,” siger Miklós Sükösd.

Danmark kan dog ikke klare problematikken alene. Derfor må man se i en anden retning, mener Aske Kammer, medieforsker ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

“Det er noget, der skal tages på EU-niveau. Men løsningen kommer an på, hvad det er, man gerne vil regulere. Man kunne for eksempel kigge på, om man skulle beskatte de store tech-firmaer for deres annonceomsætninger i Danmark og så bruge de penge på at oprette en slags fond for medieindhold,” siger han.

Den 16. marts kunne TV 2 skrive, at den australske medievirksomhed News Corp og Facebook er nået til enighed om en betalingsaftale, der sikrer, at Facebook vil betale mediet for det indhold, der deles på det sociale medies nye service, Facebook News. Præcis hvordan aftalen vil fungere, vides ikke endnu. Men den er alligevel en milepæl i konflikten mellem techgiganterne og medierne.

Aske Kammer mener dog ikke, at aftalen siger meget om fremtiden for de danske medier.

“Den viser, ligesom de forudgående aftaler, at Facebook er villige til at indgå aftaler, men at de stadig er i en position, hvor de i vid udstrækning selv bestemmer, hvad de går med til, og hvilke forhandlingsborde de forlader,” siger han.

Facebook har ikke kun haft betydning for det redaktionelle
arbejde og journalistikkens levebrød. Rundt omkring på landets redaktioner har det sociale medie givet en ny opgave:
At holde et skarpt øje med de krigeriske kommentarspor.

Det har Caroline Dybdal skrevet en artikel om.

Og vil du læse mere om, hvordan det var at være journalist 83 år før Facebook blev grundlagt?

Så tager Tobias Bundolo
dig med tilbage til 1921!

Hvorfor skal journaliststuderende overhovedet have samfundsøkonomi?

Hvorfor skal journaliststuderende overhovedet have samfundsøkonomi?

tekst: Poul Thøis Madsen, Lektor på DMJX. Er uddannet i samfundsøkonomi og har såmænd også en ph.d. om det indre marked og offentlige indkøb. Underviser på journalistuddannelsen på tredje semester. Rødskallet og med et markant rødt fuldskæg. Og briller, når de ikke tages af.

Har skrevet den lærebog, han underviser efter: ’Forstå de økonomiske nyheder. Økonomi for ikke-økonomer’. Samfundslitteratur. 2020. (Byline er skrevet af Poul selv).

Udgivet den 25. marts 2021

Jeg er ofte blevet spurgt om, hvorfor i alverden journalister skal have økonomi. Det minder mig om min egen skoletid, da vi altid spurgte lærerne, måske især når det kom til matematik ”Hvad skal vi lære det for?”
Jeg har altid følt mig lidt presset i defensiv af det spørgsmål – som en dårlig sælger, der ikke rigtig kan finde ud af, hvorfor han nu lige prøver på at prakke et produkt på.

Det er ikke nogen ny debat. For et par år siden var der i Illustreret Bunker en studerende, der foreslog, at økonomi ikke burde være obligatorisk, men i stedet være et valgfag. Der var mindre offentlighed om, at han efterfølgende skiftede mening. Måske kræver det en vis modenhed at forstå økonomiens storhed og betydning.

Men da det er lettere at få en anden til at sælge ens varer, spurgte jeg på et tidspunkt uddannelseschefen for journalisterne, Henrik Berggren, hvorfor økonomi er vigtig for de journaliststuderende. Hertil svarede han: “Jamen, det er jo det hele! Hvis de ikke ved noget om det, så forstår de jo ingenting. Se bare med coronaen.”

Jeg har imidlertid aldrig selv udviklet en samlet og mere systematisk argumentation for, hvorfor faget er så vigtigt – også for jer. Mærkeligt nok heller ikke i den lærebog, som alle journaliststuderende stifter bekendtskab med på et tidspunkt: ’Forstå de økonomiske nyheder’. Men jeg synes, at jeg skylder jer en ordentlig forklaring. Den følger her.

Først og fremmest er de fleste enige i, at journalister skal have en vis samfundsforståelse. Det er noget, som i høj grad efterlyses fra jeres kommende arbejdsgivere. Mange tror, at det er tilstrækkeligt, at journalister ved lidt om politik og samfundets opbygning. Men politik er økonomi, og økonomi er politik. Og økonomer og økonomi får stadigt mere at skulle have sagt om og i vores samfund. Hvilken uddannelse har formanden for klimarådet? For kommissionen for 2. generationsreformer på arbejdsmarkedet? For whatever? Journalistik er ofte magtkritik, og hvis man ikke har kompetencerne til at kritisere økonomiske prioriteringer og økonomers magt, så bliver magtkritikken let lidt overfladisk. Den kan let affejes med ’det har vi ikke råd til’, og ’vi lytter – også til økonomer’.

Det er en velkendt økonomikritik, at økonomi ikke er en eksakt videnskab. Men det er et udsagn uden bund, hvis man ikke ved, hvornår økonomerne har ret meget tøj på, og hvornår der mest er tale om holdninger. Ordentlig økonomisk journalistik forudsætter også, at journalisterne ved noget om økonomers uenigheder for at kunne udfordre dem på deres holdninger og udsagn.

Den anden grund til, at journalister skal vide noget om økonomi, satte en studerende fint ord på i en tidligere evaluering:

”Det giver rent faktisk mening at lære det her! Det virker uoverskueligt, men det giver en masse gode redskaber til at forstå den næste finanslov eller til at holde tungen lige i munden næste gang Martin Ågerup er i Deadline.”

Jeg ønsker på godt nydansk at ’empower’ jer. Gøre jer til kvalificerede medspillere i et demokrati.

For det tredje så handler økonomi i bund og grund om, hvad for et samfund vi gerne vil have. Hvor lige skal det være? Hvor lige kan det blive? Hvordan får vi råd til den grønne omstilling? Hvem vinder, og hvem taber? Hvis det ikke er centrale diskussioner for journalister, så må der være noget, jeg har misforstået. Det kan selvsagt heller ikke udelukkes.

Endelig så undervises I faktisk i alt for lidt økonomi. Jeg gør stort set intet ud af miljø, klima og økologi. Og uddannelsen mangler klart faget ’knæk et regnskab’. Det ville også være naturligt, at I havde et minimum af økonomistyring; det vil sige lidt om regnskaber, budgetter, nøgletal og den slags.

Jeg underviser journalisterne igen den 9. april 2021.

Og jeg kan kun citere ærkeenglen Umuriel: Frygt ikke!

Provinsmedierne burde ansætte ‘ukonventionelle’ journalistspirer

Provinsmedierne burde ansætte ‘ukonventionelle’ journalistspirer

tekst: sara stougaard

Udgivet den 25. marts 2021

Der er ikke nok praktikansøgere til provinsmedierne, og det har der ikke været længe. Nu forsøger DMJX at lappe hullet i provinsskroget ved at gå tilbage til den tidligere studieordning med længere praktik. Om det reelt fikser problemet, bliver spændende at se. Selv tror jeg, DMJX sætter lappen på det forkerte sted, mens vil de studerende blive ved med at sive ud til de Københavnske mediehuse.

Jeg skal selv til at søge praktik snart. Det er blevet mit indtryk, at undersøgelser blandt de studerende viser, at det i høj grad er familie og venner, der trækker folk til København – ikke et hemmeligt had til alt vest for Storebælt. Det er en faktor, der virkelig er svær at gøre noget ved. Derfor frygter jeg, den nye løsning vil resultere i, at lige så mange vil søge mod København som før. De ‘bedste’ kandidater vil få pladserne og resten vil, med udsigt til et halvt års orlov som alternativ, søge provinsmedierne. På den måde får provinsen måske deres praktikanter, men de får også praktikanter, der måske i virkeligheden ikke rigtig gider hverken dem eller provinsnyhederne.

Muligvis er der en anden løsning, der lever uden for praktiksystemet på DMJX.

Jeg tvivler stærkt på, at de mange ansøgere, der forgæves tager til DMJX’ optagelsesprøve hvert forår, er ubrugelige. Mange af dem er bare uheldige. De bliver stillet et spørgsmål om placeringen af Ærø i videnstesten, de ikke lige kan huske svaret på, de glemmer et startkomma eller et nutids-r eller bukker under for presset og mister fokus, fordi Journalisthøjskolens optagelsesprøve er noget af det mest hypede og nervevragende i det danske uddannelsessystem.

Derudover kommer der også dem, der slet ikke søger ind på skolen. Dem, der føler, de er for dårlige til at sætte komma. Dem, der ikke smadrer alle deres venner i Bezzerwizzer. Dem, der ikke kommer fra en akademikerfamilie eller et mediedynasti. Og så dem, der føler, de er for unge, for gamle eller for brune til at kunne lykkedes på skolen eller i mediebranchen.

Min pointe er, at hele Danmarks fremtidige journalistik er ikke betinget af DMJX. Der er en masse dygtige fremtidige journalister derude, der måske aldrig får chancen, fordi de ikke kan sætte komma eller huske, hvor mange indbyggere, der er i Indien. Noget, de fleste mennesker heldigvis kan lære. Hvad, man derimod ikke kan læse op på, er andre vigtige kompetencer, det kræver at blive en god journalist. (Hvis du altså spørger mig, en ydmyg journaliststuderende).

Da jeg var til jobsamtale for snart en del år siden for at blive stewardesse, sagde chefen til mig, at de ikke kiggede på folks kompetencer, når de rekrutterede, men at de i stedet ledte efter gode personligheder:

Det er nemt at lære jer det, I skal vide i jobbet. Men det er rigtig svært at ændre på en dårlig attitude,” sagde hun.

Kan det samme ikke gælde for journalister? Hvis man er sindssyg god til nogle af de ting, optagelsesprøven ikke tester, som at gennemskue huller i argumentation, stille kritiske, åbne spørgsmål, samarbejde, tage imod kritik og komme på en masse spændende ideer. Er man så ikke ligeså berettiget til branchen som én, der huske geografi og nobelprisvindere og regne brøker?

Kunne man måske kombinere mediebranchens to underdogs? Mediehusene, som mange journalistuderende ikke vil have – og de ansøgere, som Journalisthøjskolen (og SDU og RUC for den sags skyld) ikke synes passer til deres uddannelser?

Mange medier har før i tiden haft lærlingeordninger, hvor medierne rekrutterede fremtidige journalister direkte. Selv udvalgt dem, ud fra de kompetencer, de vurderede vigtigst (for alle medier er jo heller ikke ’one-size fits all’), og selv oplært dem og sendt dem i marken. Mit forslag er, at man som praktikpresset medie kunne overveje at erstatte nogle af sine praktikpladser med sådan en ordning. Rekruttere mere lokalt, få nogle af de mindre åbenlyse kandidater ind i medieverdenen og sætte deres præg på dem. På den måde kan man måske også håbe, at de kommende journalister i mindre grad vil valfarte til København efter endt uddannelse, men også i højere grad vil blive i provinsen, når de er færdige. Det vil selvfølgelig koste noget for de individuelle medier. Men jeg tror, det er en investering, der på lang sigt vil give et godt afkast.

Jeg underminerer måske min egen uddannelse med den her kommentar. Men er den ikke allerede lidt undermineret af de medier, der ansætter journalister uden faglig baggrund eller med baggrund i noget helt andet, fx mange akademiske uddannelser? Jeg er stolt over at gå her og glad for alt jeg har lært på Journalisthøjskolen, men I kan simpelthen ikke bilde mig ind, at vores måde er den eneste måde at blive en god journalist. Og hvis det er, så er det i hvert fald heller ikke sundt, hverken for skolen eller for mediebranchen eller den journalistik, der skal informere vores samfund.

Journalist for 100 år siden – hvem var du? 3

Medierne i Tiden.

Aldrig har der været så mange Avistitler i Danmark som omkring 1. Verdenskrig, forklarer Hr. Ulrik Lehrmann. 156 forskellige Aviser udgjorde Toppen på Avisbølgen i 1920. Og ikke nok med det, stort set hver Husstand holder en Avis. Det er Massemediet, der binder Samfundet sammen.

 

På dette Tidspunkt er de fleste Aviser synligt Farvede, politisk.  

 

Den 15. Marts, 1921, er der Valg til Københavns Borgerrepræsentation. Efter at have fået stukket Politiken i Hånden af Buddrengen kan du åbne op på Side 5, hvor en Tegning af en smilende Sol pryder Sektionen ”Dag til Dag.” Her kan du læse om Gårsdagens Solskinsvejr – mon Meteorologerne oftere ramte plet? – men inden du kommer så langt, vil avisen spørge dig: ”Fruen stemmer vel paa Liste B?”

 

Med Henrik Cavlings Omlægning af Politiken i 1905 skulle Avisen pludseligt appellere bredt. Den skulle skrive om alt, hvad der rørte sig: Nyheder, Reportager, Analyser og Læserservice. Stigende Annonceindtægter op mod 1920 hos blandt andre Politiken gjorde det muligt, at Avisen ryster den redaktionelle Pose og på den måde tiltrækker flere forskellige Læsere, forklarer Dr. Isak Thorsen, ph.d. i Filmvidenskab, der har beskæftiget sig med Dansk Mediehistorie.

 

I løbet af 1920erne begynder du at rapportere fra Kulturlivet, Kunstudstillinger, Anmeldelser eller en Dag på Galopbanen. Dr. Thorsen taler om, at man oplever et Skred fra Borgere til Forbrugere.

 

Saa den bredtfavnende Avis – Omnibussen – er en del af Tidens Billede. Men at Aviserne har været i stand til at fylde Siderne ud med alskens Reportager og Nyheder, skyldes særligt een Ting.

 

De professionelle Aviser.

Telegramtjenester og Kildenetværk bidrager til, at Avisproduktionen er blevet Professionaliseret. Ritzau havde sikret de danske Aviser Telegramtjenester tilbage i 1866, så du pludselig kunne sende Nyheder Jorden rundt i løbet af 5-6 timer. Nogle kalder det ’Victorianismens internet’, forklarer Hr. Ulrik Lehrmann.

 

”Før var Journalisterne praktiske Grise, der fisede ud over Kamppladsen. Når der så kom mere styr på Strukturen, har man kunnet organisere sig bedre,” siger Lektor Hr. Ulrik Lehrmann.

 

Men Telegrammerne kom først virkelig til deres Ret under 1. Verdenskrig. Telegrammernes korte og præcise Form, der skyldes, at de er temmelig dyre at sende, smitter af på Formidlingen af Telegramnyhederne – hvis de da ikke bare bliver trykt i deres oprindelige Form. Og temmelig meget af det redaktionelle Stof i 1921 er Telegram-stof.

 

Saaledes kan man i Dagens Eksemplar af Politiken fra 4. marts, 1921, se, at Forsiden er éet stort Virvar af Telegrammer fra Verdens Brændpunkter. De bliver typisk indsendt af Avisernes Korrespondenter i Udlandet.

 

I øvrigt er Avisen jo Fysisk og ikke på Internettet – det siger sig selv. Du kan bladre igennem Artiklens sidste Sider nedenfor. Her kan du læse en helt særlig Sektion i tiden.

Journalist for 100 år siden – hvem var du?

Hvordan ser Verden ud i 1921?

Europa, nu 40 Millioner Sjæle fattigere, er revet i stykker af 1. Verdenskrig, og du havde fulgt med i Krigsreportagerne fra Rædslerne, der bliver kaldt Den første store Mediebegivenhed.  Men efter Fredsslutningen kom på Plads, bredte Haabet sig, og Økonomien buldrer nu fremad i de Europæiske Lande.

 

De sidste 10 Aar er Befolkningstallet i Danmark eksploderet fra 2,7 mio. til 3,3 mio. Teknologien har udviklet sig, og Telefonnettet er ved Indgangen til 1920erne tilgængeligt i hele Landet, så nu kan 220.000 Danskere ringe og modtage Opkald. Statsministeren hedder fra 1920 til 1924 Niels Neergaard, Venstre, og har i øvrigt arbejdet som Avisredaktør tidligere.

 

Der er altsaa en pulserende Tid med rigeligt Stof, du kan tage op. Men hvad skulle der egentlig til for, at du overhovedet fik Stilling som Journalist?

 

Hvem er Journalisten?

”Du kunne komme i Mesterlære, hvis du kunne skrive nogenlunde fejlfrit Dansk,” siger Hr. Ulrik Lehrmann, Lektor i Medievidenskab ved SDU. De Socialdemokratiske Journalister startede oftest som Typografer, for det betød, at de kunne stave. Ulrik Lehrmann mener ikke, der er overleveret særligt meget om den almindelige Journalist, der dækkede Ulykker og Kriminalsager: Altså rugbrødsjournalisten. Derimod har alle hørt om Tom Kristensen, Peter Sabroe og Herman Bang.

 

Levestandarden for Tidens Journalister ved man derfor ikke frygtelig meget om. Men Berlingske Medarbejderforening – BMF – udgav i forbindelse med Foreningens 100-aars Jubilæum i 2010 en Bog med Uddrag af Dokumenter om forholdene for Berlingskes Journalister i Perioden.

 

Fra 1919 var man efterhaanden begyndt at gøre Løn op i Timer i stedet for Linjer. I samme Aar kunne du forvente 11 Kroner for at dække et Møde i Borgerrepræsentationen. På grund af høj Inflation i Aarene efter Krigen, var den lønning ikke meget værd, hvis man sammenlignede Antallet af Arbejdstimer med andre typer Arbejde.

 

Et Medlem af BMF må nogle Aar efter – i 1925 – melde sig ud af Foreningen, fordi han simpelthen ikke havde råd til Medlemskabet: ”Jeg lider af et dybt Mismod, fordi jeg, rent ud sagt, sidder skidt i det,” skriver han. ”Det kniber her med Penge til Føden – for slet ikke at tale om penge til Klæder!”

 

Dog skal det siges, at der ikke kan siges noget Generelt om Lønforholdene i Journalistbranchen i Tiden. I øvrigt er det formentlig helt afhængigt af, hvor du er – på Landet eller i Byen. Aviserne befinder sig nemlig her i forskellige Stadier af deres Udvikling, forklarer Hr. Ulrik Lehrmann.

 

Hvis du sidder på en Provinsavis og ikke har Ambitioner om at avancere højere op i de journalistiske Luftlag, så dækker du bare lokale Ting. ”Hvis du kan referere nogenlunde Ædrueligt, så er det fint,” siger Hr. Ulrik Lehrmann. Derimod stiger kravene til den journalistiske Kvalitet hastigt hos de større Aviser.

Her kan du læse den nyeste Politiken Avis fra den 4. marts, 1921

PDF fra Politikens Forlag

Saa der er væsensforskel paa Aviserne i By og paa Land. Men hvordan ser det overordnede Mediebillede ud i 1921?