Landets journalister har under coronakrisen dækket en situation, vi aldrig har stået i før. Undtagelsestilstanden har om muligt gjort det journalistiske arbejde endnu vigtigere, men samtidig fremkaldt en række dilemmaer. Illustreret Bunker har talt med tre politiske journalister om deres tanker om arbejdet med den altoverskyggende historie.

Da coronavirussen satte det meste af Danmark på pause, var landets journalister nogle af dem, der stadig arbejdede videre på højtryk. Med regeringens mange udmeldinger og alvorlige tiltag fik særligt de politiske journalister travlt.

Hans Redder, politisk reporter hos TV 2, husker tydeligt pressemødet d. 11. marts, hvor Mette Frederiksen meddelte, at det meste af Danmark lukkede ned.

”Det er den største begivenhed, jeg har været med til at dække. At statsministeren stiller sig op og nærmest lukker landet fra den ene dag til den anden. Det er noget, jeg kommer til at huske resten af mit liv.”

Hans Redder fortæller, at coronakrisen har fyldt alt i hans arbejdsliv gennem de sidste par måneder. Alt andet er blevet sat i baggrunden.

”Det har været helt vildt spændende at være med til at se, hvordan krisen har udfoldet sig og udfordret politikerne. Jeg føler, at jeg oplever noget verdenshistorie fra tætteste hold.”

Marchen Gjertsen: ”En af de dage, hvor dybe indåndinger ikke var nok. Barnet blev passet hjemme, og jeg kommunikerede forbi kollegerne i Aarhus på videoforbindelse så mange gange, at jeg til sidst måtte smide mig på plænen i haven og høre Taylor Swift i 15 min med forstyr-ikke-funktion for at bevare humøret.” Foto: privatfoto

Skærpelse af fagligheden
Marchen Gjertsen, politisk redaktør på Jyllands-Posten, troede, at hun skulle dække et forår med klimaforhandlinger og pensionsudspil. At dagsordenen blev helt anderledes, gik hurtigt op for hende under statsministerens første pressemøder om coronakrisen.

Hun mener, at vi befinder os i en periode, hvor journalistikken er utroligt vigtig. Det har hun kunnet mærke meget tidligt i forløbet.

”Min oplevelse har været, at det har skærpet folks faglighed, at der er så store samfundsændringer- og diskussioner, som kræver kritisk journalistik,” siger hun.

Ligesom andre danske medier valgte Jyllands-Posten i den første periode af krisen at gøre alle artikler om corona gratis.

”Det er meget rammende for den stemning, der var på Jyllands-Posten. At alle smed, hvad de havde i hænderne, og lavede noget god journalistik, som alle skulle have lov til at læse,” siger Marchen Gjertsen.

DR’s politiske korrespondent Christine Cordsen har været særligt opmærksom på situationens alvor i sin dækning af coronakrisen. Hun fortæller, at det har været sværere at navigere i end normalt.

”Det har været tættere på folk, end det ofte er, når man laver journalistik, og det skal man selvfølgelig være meget bevidst om. For nogle mennesker opleves det her jo som et spørgsmål om liv eller død.”

Hans Redder: ”Nu holder de ondenlynme endnu en pause i genåbnings- forhandlingerne…” Foto: privatfoto

Den journalistiske opgave
Hans Redder mener ikke, at coronakrisen har ændret på hans rolle som journalist. Men historien er meget større end normalt.

Han har især fundet det vigtigt at gøre danskerne klogere på, hvor skelsættende de beslutninger, der bliver truffet af magthaverne, er.

TV 2-reporteren har dykket ned i forskelige rapporter fra Statens Serum Institut for at kunne formidle grundlaget for de store beslutninger.

”Jeg synes, at det har været en vigtig journalistisk opgave i den her proces at få forklaret, hvad det egentlig er, sundhedsmyndighederne videregiver til politikerne, og hvor usikkert et grundlag politikerne træffer deres beslutninger på. Det, de rapporter viser, er jo, at der er enormt store usikkerheder,” siger han.

For Christine Cordsen skiller historien om coronakrisen sig ud på alle måder.

”Jeg har aldrig oplevet noget som det her, hvor dansk politik har været i en total undtagelsestilstand,” siger hun.

Hun fortæller, at der har været mange faldgruber i forbindelse med dækningen. En af disse drejer sig om formidlingen af oppositionens holdninger.

”Da så meget har handlet om at formidle statsministerens budskaber, så er det jo en faldgrube ikke også at være opmærksom på, hvad oppositionen tænker, så man på den måde ikke kommer til at give statsministeren endnu mere taletid og platform, end hun har i forvejen,” siger Christine Cordsen.

Fælles dagsorden
De klassiske dyder, som Marchen Gjertsen kalder det at tage magthaverne på ordet og sikre, at de holder, hvad de lover, har haft stor betydning for hende i dækningen af coronakrisen. Her har de overordnede strategier for nedlukningen af Danmark samt testning og opsporing af smitte været særligt vigtige at afdække.

Hun påpeger derudover, at aktualiteten af den seneste tids journalistisk har været gavnlig.

”Der er en stor værdi i nyhedsjournalistik, som udvikler sig mere i takt med virkeligheden, og som er til stede, når tingene rent faktisk sker. Så kan forskellige folks holdninger og eksperters input faktisk bruges, når man ikke først afdækker noget et år efter, det er sket,” siger hun.

Jyllands-Postens politiske redaktør roser også en fælles dagsorden blandt medierne under coronakrisen.

”Det kan være, at Berlingske har en god vinkel på noget, og så har vi den anden side af sagen dagen efter. Medierne bliver en slags brandmandskæde, som sammen flytter tingene.”

Marchen Gjertsen: ”Fordele ved at arbejde sent hjemmefra.” Foto: privatfoto

Modvilje over for kritisk journalistik
Den kritiske journalistik under coronavirussens tilstedeværelse er ikke blevet taget godt imod af alle. Hans Redder har fået henvendelser fra læsere, der mener, at det er upassende at gå politikerne på klingen i den situation, vi befinder os i.

”Jeg har helt tydeligt kunnet mærke, at flere danskere mener, at man skal holde sig fra kritiske spørgsmål i en krisetid. Det kan jeg se i min mail-indbakke og på sociale medier,” siger han.

Marchen Gjertsen har særligt i den første periode af krisen oplevet samme tone.

”Du får mig aldrig til at sige, at det ikke er nødvendigt med kritisk journalistik, og det har måske været vigtigere end nogensinde i denne tid. Det har overrasket mig, at nogle ikke har været parate til det,” siger hun.

Hun mener, at mediernes troværdighed bliver testet i denne tid. I situationer, hvor de afdækker myndighedernes fejl, bliver det en slags dyst om, hvem danskerne stoler mest på.

”Jeg synes heldigvis, at billedet er, at man godt kan stole på de danske medier,” siger Marchen Gjertsen.

Skift i dækningen
Inden corona for alvor brød ud, brugte Hans Redder meget tid på at beskæftige sig med en historie om interne magtkampe i Alternativet. Coronakrisen har været så stor en historie, at det har sat hans tidligere arbejde i perspektiv.

”Nu, når jeg kigger tilbage på de uger, kan det godt virke lidt åndssvagt, at jeg gik rundt og bildte mig selv ind, at det var en rigtig stor historie, når der var så vild en historie på vej. Jeg ville ønske, at jeg tidligere havde indset, hvor alvorlig corona kunne blive.”

Christine Cordsen husker, at den første periode af krisen i høj grad handlede om at få formidlet alt det, der skete. Der var blandt andet nye retningslinjer, forskellige ting, der lukkede ned og forhandlinger om en hastelov at fortælle danskerne om.

”Det var en meget massiv informationsstrøm i starten,” siger hun.

Ifølge Hans Redder er man journalistisk gået fra en nødsituationsfase, hvor fokus var på, hvorvidt det ville lykkes Danmark at undgå en kæmpe sundhedskrise. Nu er fokus i dækningen dog begyndt at skifte.

”Jeg tror, at vi som journalister kommer til at bevæge os ind i en fase, hvor der er enormt meget fokus på at kigge tilbage og få evalueret forløbet.”

Han mener, at man vil sætte spørgsmålstegn ved de overvejelser regeringen gjorde sig, da de lukkede landet ned og kigge på størrelsen af de økonomiske og politiske konsekvenser, som krisen vil medføre.

Der har ikke været mange vågne minutter, hvor man som journalist ikke har beskæftiget sig med noget aktuelt, hvis man spørger Marchen Gjertsen. Det kan resultere i, at vigtige historier går under radaren eller kommer senere end ønsket. Hun mener dog også, at der er sket et skift i dækningen.

”Nu er der fokus på, at vi får samlet op, og at vi går efter i sømmene, fordi vi ikke nåede det i starten.”

Skal man lukke ned for News-redaktionen på Teglholmen?
Da TV2-redaktionen fik at vide, at Jakob Ramlyng var testet positiv, blev 16 andre TV2-medarbejdere også sendt i karantæne, dog uden at vide om de var smittet. På TV2 begyndte man samtidig at tage stilling til, hvad man skulle gøre med News-redaktionen på Teglholmen. Ulla Pors fortæller, at en af hovedprioriteterne var at finde ud af, hvorvidt man skulle lukke Teglholmen ned:

”Vi havde på forhånd forberedt os på, hvis han var smittet, at vi havde en mulighed for at flytte til Odense. Vi havde et helt hold, der ikke havde været på arbejde, mens han var, som kunne køre til Odense og producere nyheder,” siger Ulla Pors.

I samarbejde med Sundhedsstyrelsen og Styrelsen for Patientsikkerhed blev TV2 enige om ikke at lukke ned for redaktionen på Teglholmen. Senere skulle det også vise sig, at ingen af de 16 hjemsendte var smittet, blandt andet fordi Jakob Ramlyng havde været meget opmærksom på forholdsregler for smitte, inden han blev erklæret smittet.

Ulla Pors fortæller, at det har været hårdt at leve med den uvidenhed, der har eksisteret, siden Jakob Ramlyng blev smittet, og hun ønsker ikke, at nogen skal opleve en lignende situation. De har ikke vidst, hvor alvorlig Jakobs helbred eller hans familie ville blive ramt og de har ikke vidst, om andre TV2-medarbejdere var smittet. Spørgsmålet om, hvorvidt Teglholmen skulle lukkes ned, har hængt som en evig regnvejrssky over produktionsholdet siden dag ét. Som et lille lys midt i kaosset stod det dog ret tidligt klart for Ulla Pors, at myndighederne ville få svært ved at holde noget hemmeligt, når patient 0 var en redaktør fra TV2 News:

”På et tidspunkt midt om natten sad vi og kiggede på hinanden og sagde: Hold da ferie, er myndighederne overhovedet klar over, hvor svært det bliver for dem. Vi kommer jo til at vide alt, hvad der foregår, og hvordan de griber det an,” siger hun.

Adspurgt, om hun har prøvet noget lignende før, svarer hun:

 ”Jeg har været chef i 22 år, så jeg har stået i mange vilde situationer før, men jeg tror aldrig, at jeg har prøvet noget lignende. Det er jo begyndelsen på den værste krise i Danmark siden 2. Verdenskrig,” siger Ulla Pors.

Danske journalister og medier kan lære noget om, hvor vigtig journalistikken er, og hvor den er vigtig, hvis de kigger mod lokale medier rundt omkring i verden. Det mener direktør i International Media Support, Jesper Højberg.

Pludselig bølgede coronakrisen hen over de danske medier, og kampen om at nå først til fadet var sat i gang. I al dens hast har krisen for alvor sat journalistfaget på prøve. For hvilke informationer kan vi stole på? Hvilke informationer baseres de politiske beslutningerne på? Og hvilke myndigheder skal vi lytte til? Det er ikke fremmede spørgsmål, men krisen har vist, hvor vigtigt det er at stille dem.

Og måske glemmer vi nogle gange at forholde os til disse spørgsmål. De steder i verden, hvor adgangen til informationer ikke er givet, står journalister over for spørgsmålene hver eneste dag. I de lande, hvor man som hovedregel ikke tager myndighedernes informationer for gode varer, kom det da heller ikke som nogen stor overraskelse, da corona viste sig værre, end man først havde troet.

Men kan danske journalister lære noget af lokaljournalister i Jordan, Afghanistan og Myanmar? Og interesserer journaliststanden i Danmark sig i det hele taget nok for faget rundt omkring i verden?

Ifølge Jesper Højberg, som er direktør i International Media Support (IMS), kan danske journalister og medier lære noget om journalistikkens betydning af deres kollegaer rundt omkring i verden – og ovenikøbet drage nytte af at arbejde sammen med dem.

Retten til at rapportere
Da IMS blev etableret for snart 20 år siden, var det som en modreaktion på konflikterne i Rwanda og på Balkan, hvor medierne blev brugt til at opildne til krig. Organisationen skulle arbejde for at fremme princippet om, at befolkningens beslutninger skal hvile på et faktuelt grundlag. Og her er det journalisternes rolle at formidle korrekte informationer.

Udfordringen var, at regeringer i Egypten, Zimbabwe og Filippinerne, bare for at nævne nogle eksempler, til stadighed forsøgte at kontrollere strømmen af (mis)informationer og fysisk lagde bånd på journalisterne.

Opgaven og udfordringen er den samme i dag. Journalister risikerer stadig fængsling, og nogle søger endda eksil i andre lande, men små, uafhængige og ofte lokale medier skyder fortsat op og kæmper for at formidle de informationer, som befolkningen behøver.

Ifølge Jesper Højberg bliver det især tydeligt i krisesituationer, hvor vigtig journalistik er, og at folk i stigende grad efterspørger informationer, som de kan stole på.

”Det ses endnu mere tydeligt i en krise, fordi befolkningen ønsker information og begynder derfor også i højere grad at stille spørgsmål ved det røgslør, som regeringer lægger ud over deres manglende evne til at levere den service, som befolkningen har ret til og behov for,” siger han.

I lande som Tunesien og Filippinerne har flere medier faktisk oplevet en massiv fremgang i deres læser- og lyttertal i løbet af de sidste par måneder.

I andre lande har det dog haft store konsekvenser, og under coronakrisen har der været flere eksempler på journalister, som er blevet fængslet som konsekvens af deres dækning af krisen.

I Zimbabwe blev fem lokale journalister anholdt i april, mens de forsøgte at rapportere om nedlukningen i det land i Afrika, som har slået hårdest ned på journalister under coronakrisen, ifølge Reporters Without Borders.

Men det er især de små lokale medier, der er vigtige for befolkningen, uanset om der er krise eller ej, mener Jesper Højberg.

”Nogle af de journalister, vi arbejder med, er lige så meget engagerede medborgere, som de er journalister. Det er, fordi der er mere på spil, og i og med at man er engageret medborger, ser man også konsekvenserne af de politiske handlinger,” siger han.

Journalistikkens almengyldighed
IMS forsøger på forskellige måder at styrke de lokale medier. Organisationen har ansatte i Mellemøsten, Afrika og Asien, som arbejder regionalt, og som aktivt hjælper medierne gennem journalistisk uddannelse, medieudvikling, og så har de en hotline, som gør, at advokater kan rykke ud, når det brænder på.

Danske journalister kan også udstationeres. Nogle hjælper journalister i konfliktområder, andre laver journalistik med tilknytning til et lokalt medie.

”De journalister, som har gjort det, har fået en øjenåbner på mange måder. De har dels lært noget om samfundsforholdene i landene, men de har også skærpet deres egen forståelse af, hvor vigtig journalistikken er. Det viser, hvor vigtigt det er, at man tager faget alvorligt i alle dets dimensioner,” siger Jesper Højberg.

Derfor appellerer Jesper Højberg til, at flere danske journalister og medier orienterer sig mod deres kollegaer rundt omkring i verden. Han mener ikke nødvendigvis, at man skal udstationeres, men at man ved at rette blikket mod faget i andre dele af verden kan kvalificere sin egen journalistik.

Det kan måske synes svært at sammenligne danske og zimbabwiske journalister, men Jesper Højbergs mener alligevel, at kollegaer i det sydlige Afrika eller Mellemøsten kan fortælle noget om fagets natur.

”Det handler om at forstå væsentligheden af journalistikken, for nogle af de problematikker, vi har i yderområderne i Danmark, kræver journalistisk dækning, ligesom krisen i Zimbabwe kræver det,” siger han.

En del af appellen går nemlig på, at ligesom lokale journalister er afgørende i de lande, hvor IMS arbejder, er de det i Danmark.

”Hvis man har en journalist, som tager fat i problemstillinger, der er relevante for lokalbefolkningen, vil man kunne finde nogle meget interessante historier. Og jeg tror, at den perspektivering, du får, når du kommer ud i verden, kan bruges herhjemme.”

Perspektivering er, ifølge Jesper Højberg, at journalistik er vigtig for alle – alle steder. Derfor ærgrer han sig, når nichemedier og lokalaviser må lukke ned på Djursland, i Nordsjælland eller i Nordjylland. Det betyder i sidste ende, at nogle områder af Danmark slet ikke dækkes journalistisk. Men hvis ansvar er det så at holde liv i lokaljournalistikken?

Jesper Højberg mener, at det starter hos journalisterne og de journaliststuderende.

“Der, hvor vi arbejder, vil mange journalister faktisk hellere være på det lokale medie, fordi de kan se, at de kan få indflydelse der. Og så bliver man nødt til at forstå, at det er virkelig vigtigt, om der er nogen, der dækker lokalpolitikken i for eksempel Holstebro eller Nordjylland,” siger han.

Fordel at samarbejde med lokale medier
I øjeblikket arbejder IMS for at styrke forholdet mellem medier i Vesteuropa og medier i blandt andet Afrika og Mellemøsten. Ved hjælp af en digital platform kan vesteuropæiske medier få adgang til lokale historier og kildenetværk fra lande, som ellers er uden for rækkevidde.

På den måde kan lokale mediers historier blive et væsentligt bidrag til den internationale journalistik.

”Når nu man ikke kan rejse, er det endnu mere vigtigt, at de kontakter, vi har, er interessante for vesteuropæiske medier, og vi prøver at skabe en kontakt mellem vesteuropæiske og danske medier og medier ude i verden. Og så viser det sig faktisk, at man får nogle bedre historier ud af det, hvis man opbygger en tillid til et medie i for eksempel Zimbabwe,” siger Jesper Højberg.

Antallet af korrespondenter er da også styrtdykket i løbet af de seneste de seneste 20 år. I 2015 kunne Journalisten fortælle, at der blot var tre danske korrespondenter til at dække Afrika.

Vi bliver derfor, ifølge Jesper Højberg, i stigende grad afhængige af at kunne få oplysninger fra lokale medier. Men det kræver, at der skabes forhold, som sikrer, at journalisterne kan indsamle informationer uden at risikere forfølgelse og fængsling. Det kan dels sikres ved hjælp af IMS’ arbejde og dels af de vesteuropæiske medier.

”Det kan hjælpe journalisterne ude i verden, men det kan også hjælpe vesteuropæiske journalister. Det giver grundlæggende ammunition til en forståelse af os som en del af verden, og at Danmark altid har engageret sig i den internationale verden,” siger han.

Alle billeder er tilsendt af IMS. Fotograf: Reza Mohabbati Faryab

Lars Løkke Rasmussen hænger i fjernsynets venstre hjørne. Til tørre, vil nogle sige. Et billede viser den nu tidligere statsminister på talerstolen til Venstres landsmøde. En tåre triller på hans kind. Det er hans endegyldige farvel efter mere end 10 år på formandsposten og en politisk karriere, hvor han har høstet flere resultater end de fleste. Alligevel vil han nok i lige så høj grad blive husket for bilagsrod og møgsager i medierne. Denne søndag aften på DR2 er der i hvert fald én, der gerne vil drille ”manden, der har givet så meget til programmer som det her og til satire i det hele taget”. Han sidder bag skrivebordet til højre for billedet. Huxi Bach er manden i spotlight.

”Føler du virkelig, at vi trådte Lars Løkke over tæerne med de ting, som vi lavede? Det er jo et helt vanvittigt synspunkt! Han har været statsminister, og det er altså at parkere sin røv i klaskehøjde.”

Huxi Bach forsvarer sin satiriske behandling af Lars Løkke, da vi mødes til et interview tre dage efter programmets sendetid. Vi sidder over for hinanden i et mødelokale på Vesterbro, hvor redaktionen holder til. Søndagens afsnit markerede enden på 2. og sidste sæson af ’Ugen plus det løse’, hvor Huxi Bach gav magthaverne et sidste los over knæene. Holdet, der udover ham selv består af to manuskriptforfattere, en researcher og en redaktionschef, mangler lige at lave en nytårsspecial.

Men ellers er det sidste gang, at Huxi har ageret vært på programmet. I hele 2020 skal han nemlig turnere landet rundt med sit nye onemanshow, der passende har fået titlen ’Nye Tider’. Det er på mange måder en god anledning til at gøre status. Fik han løst sin egen mission? Hvad var – og er – hans mission egentlig? Og hvorfor er det i det hele taget nødvendigt at klaske til en tidligere statsminister? 

Når grin og gys går hånd i hånd

Huxi virker selvsikker denne formiddag, mens han sidder der bag bordet, akkurat som man oplever ham i fjernsynet. Afslappet velklædt. Højt hår. Af og til råbende stemmeføring med et strejf af nordjysk. Han veksler mellem at smile, grine og rase. Om sin oprindelige tanke med ’Ugen plus det løse’ fortæller han, at han gerne ville flytte perspektivet længere op i forhold til at belyse emner, som ikke nødvendigvis var ugeaktuelle, men i stedet mere tidsaktuelle. Han ville gerne komme udover de små ting og om nødvendigt dedikere et helt kvarters fjernsyn til ét emne.

”Hvis man skal lave noget om, hvorfor Nets er nogle grådige røvhuller…”.

Huxi overvejer, hvordan han skal formulere det.

”Man kan godt sige det på tre minutter, men man kan ikke forklare det og anskueliggøre det brede billede: Hvad det betyder for dig og mig.”

Inden sæsonstart har redaktionen på forhånd udvalgt 10 emner, som de har kunnet researche, forberede og til sidst give en kærlig behandling, når programmerne skulle optages om fredagen og sendes om søndagen.

”Men på redaktionen kan vi jo ikke helt lade det være, når der så kommer en Britta-sag, eller når Lars Løkke siger farvel. Så vi har ligesom det der hjørne i starten, hvor vi også kigger på, hvad der er sket i ugen. Fordi det alligevel kribler lidt i fingrene,” fortæller Huxi og henviser til ”det løse” i programmets titel.

Et af målene med programmet er, at publikum skal lære noget, selvom det ifølge Huxi lyder lidt skoleagtigt. Han peger på, at publikum i hvert fald helst skal indse noget, som de måske ikke havde tænkt til ende. I en travl hverdag forsvinder opmærksomheden nemlig i den store informationsstrøm, mener han, og det er satirikerens opgave at belyse, når en politiker eksempelvis siger noget absurd, dumt eller hyklerisk. 

”Du kan godt sige, at målet er at få folk til at grine af magthaverne. For mig at se er der ikke nogen modsætning mellem at gøre folk klogere og få dem til at grine på samme tid. Nogle gange går grin og gys hånd i hånd. Jeg vil faktisk vove den påstand, at folk tager det bedre ind, hvis man formidler det på en sjov måde. Det tror jeg også, at skolelæreren vil sige.”

En del af Huxis mission med DR2-programmet har været at få folk hjemme i stuerne til at dele hans harme ved nogle af de ting, som politikere og andre magthavere siger.

Det er ikke kun for sjov

Allerede på Journalisthøjskolen blev Huxi ansat på Danmarks Radio, hvilket også er årsagen til, at han aldrig færdiggjorde sin uddannelse. Journalisttitlen er som bekendt ikke beskyttet, men det er heller ikke en, som Huxi tager på.

I DR blev han nemlig en del af det, der dengang hed Underholdningsafdelingen, hvor han i et halvt år fik lov til at arbejde med Jan Gintberg på satireprogrammet ’Vindhætterne’. Det vakte Huxis sult, og efter et par omveje, blandt andet som vært på musikprogrammet ’Boogie’, har han lavet sin egen satire lige siden. Men hvorfor gør han det egentlig, og findes der ikke en grænse for, hvem og hvad man må lave sjov med?

Lars Løkke har efter Huxis mening selv valgt at parkere røven i klaskehøjde, men hvad med Lenny fra Paradise? Lenny, som på sin Instagram-profil har reklameret for kviklån uden at ane, hvad det handlede om, hvilket Huxi i den grad sørgede for at udstille i sæson 2’s første episode.

”Det er et virkelig godt eksempel, for den diskussion havde vi jo også. Og derfor lavede vi indslaget, som vi gjorde. Vi starter med at afsløre, at han ikke har nogen anelse om, hvad kviklån går ud på. Og det er der jo ingen, der har, for de er totalt uigennemskuelige. Vi får ham til at indrømme, at det er åndssvagt, hvorefter vi lokker ham i en ny fælde. Vi får ham til at reklamere for nazisme. Men vi kunne jo have stoppet der, og så havde der også været nogen, der sad tilbage og grinte. I stedet tog vi ham i hånden og sagde, at hele pointen med kviklån netop er, at folk tager røven på dig. Verden vil bedrage dig.”

Huxi griner, men det er tydeligt, at han mener det alvorligt. Det er ikke for sjov, at han laver satire. 

”Vi sidder jo hver uge og kan blive fuldstændig rødglødende og rasende over ting, som en politiker, en Nets-direktør eller en helt tredje sidder og siger, og så kan vi ligesom ventilere det ved at skrive nogle jokes om det. Og i virkeligheden er vores mål at få folk til at dele vores harme. Men vi skal også at få dem til at grine af det, så de ikke tager et reb ude i laden. For så kede af det skal de ikke blive.”

Det satiriske opgør

Som færdiguddannet journalist søgte han ikke ad de klassiske veje. I stedet sprang han ud i en satirisk karriere og lavede blandt andet Absurdistan med Jesper Juhl.

”I lang tid tænkte jeg ikke, at jeg skulle være journalist. For det virkede meget stift i det.”

Satiren var et opgør med den stive journalistik, som han havde mødt i skolen. Det var et sted, hvor man ikke længere skulle have formkrav og interviewteknikker i baghovedet, men hvor der var plads til det useriøse og jokende.

”Det første satiriske, jeg lavede, handlede om at latterliggøre journalistikken. Set i bakspejlet var det nok en form for afstandstagen til journalistikken.”

Benzinen, der får ham op om morgenen 

Det er i det satiriske og ironiske, at Eriksen finder sig til rette. Her kan han udfolde sig på nye måder. Og det er muligt at bryde reglerne gennem satiren.

”Jeg har altid, siden jeg var helt lille, syntes, det var sjovt at stikke til autoriteter. At provokere og udfordre,” siger Eriksen og bryder ud i et fjollet grin. 

Satiren tænder et eller andet i ham. Her finder han noget af det, som han har ledt efter både før, under og efter sin uddannelse. Det er hans måde at få konstruktivt afløb for det uforklarlige i hans krop, der giver ham trang til at stikke og provokere.

”Det er det, der får mig til at stå op om morgenen. En vildt mærkelig cocktail, der fungerer som benzin.”

Det er det frustrerende, irriterende, uforståelige, absurde og hykleriske, der optager ham. Det er der, hans ideer opstår. Tankerne om, hvordan det kan fremstilles og fortælles videre, begynder at blomstre.

ONE REGRET

Det eneste, Eriksen fortryder ved hans besøg i Kurt Strandbar, var hans beslutning om at tage bilen. Han ville gerne være blevet meget længere.

Alt kan ikke løses med humor

Siden den satiriske start har Eriksens journalistiske karriere taget en mere seriøs drejning. Han har både været morgenvært og nyhedschef på Radio24syv og medvært på Detektor. Efterhånden har han prøvet kræfter med den journalistik, han tog afstand fra som nyuddannet.

Endnu en gang var det et tilfælde, at Eriksen vendte næsen mod journalistikken. Det var et mislykket satireprogram, der endte ud i, at han skulle lave dokumentarserien ”Dødsruten” for Radio24syv i 2014.

I den forbindelse flytter Eriksen midlertidigt til Tingbjerg. Området har efter bandekrigen i 2008 fået et berygtet ry, og det befinder sig på statens liste over udsatte boligområder. Her skal han bo i to måneder, mens han observerer og optager, hvad der sker i området. Som han selv udtrykker det, møder han alle de sociale problemer, man kan forestille sig, samlet ét sted. Resultatet bliver et seriøst og alvorligt program, der ikke ligner noget, han tidligere har lavet.

”Det projekt var spændende at lave. Det gav på en eller anden måde et helt nyt perspektiv på det at være satiriker og journalist.”

Her får han øjnene op for den seriøse side af journalistikken. Da han oplever de sociale problemer, der lever side om side i Tingbjerg, går det op for ham, at ikke alt kan fremstilles gennem humor. Han må smide sit ironiske filter og se virkeligheden i øjnene.

”Det at lave afsløringer og researche til langt ud på natten. Det blev jeg totalt bidt af. Det er det mest meningsfulde, jeg overhovedet kunne foretage mig.”

Efter det første job hos Radio24syv, er Eriksen kun blevet bidt af journalistikken. Det er først i hans rigtige voksenliv, at journalistikken er begyndt at inspirere ham.

Et angstprovokerende job

Nu står han overfor et karriereskifte. Knap en måned efter lukningen af Radio24syv kan han offentliggøre, at han i det nye år tiltræder som chef for Ekstra Bladets gravergruppe. Her kommer han til at stå i spidsen for 20 dygtige journalister, der brænder for at grave og undersøge. Det er et skift til noget, der ligger langt væk fra satiren. Og dét er noget af det mest angstprovokerende, han længe har stået overfor. 

”At skulle ind et sted, der er mere end hundrede år gammelt og har så stolte traditioner – det er eddermaneme noget helt andet.”

Han satser på, at hans satiriske karriere kan tilføje noget positivt til den undersøgende journalistik på Ekstra Bladet. 

”Jeg tænker, at satiren er noget, jeg kan tilføre Ekstra Bladet. At jeg nogle gange kan spille ind med nogle nye greb eller fortællemåder, der er mere underholdende, sjovere, og som kan få flere til at interessere sig for de historier.”

En kombination af alt

Heller ikke Kristoffer Eriksens trang til at stikke til autoriteterne er blevet lagt på hylden. Han har allerede gjort sig tanker om den rolle, gravergruppen skal spille inden for journalistikken. Og her kan han forhåbentlig få lov til at provokere autoriteterne, præcis da han som yngre journalistsatiriker stak til magthaverne.

”Det skal til enhver tid være positionen i mediebilledet, at Ekstra Bladet søger hen for at udfordre den magt, der er. Vi skal altid være i opposition.” 

Eriksen ser frem til om en måned at kunne blive en del af denne opposition, der holder øje med magthaverne. For ham er det dog også vigtigt, at det ikke kun er seriøs journalistik, men også kendishistorier, sport eller satire. 

”Man kan ikke udelukkende være en hårdtslående mikrofon, der udfordrer magten. Man er nødt til at have andre ting med, der er folkelige. Og som er med til at sikre, at Ekstra Bladet er en kæmpe megafon.”