Emily Walsh og Vikki Søholm rejste til Valencia uden nogen kildeaftaler, men med et mål om at fortælle om oversvømmelserne, der ramte regionen halvanden måned tidligere. Selvom det var risikabelt, kom de hjem med familien López-Luzzys beretning fra et skæbnesvangert døgn. Deres dedikation i både research og formidling skinner igennem og gør dem til vindere af Bunker-prisen.

“Nu ser hun det også, bag tankstationen. Det var ikke en demonstration eller et biluheld, hun kunne høre. Vandmasserne er nu også nået ud til hende. Det nærmest vælter mod dem med vand og bunker af ting og skrald. Det kommer hurtigt, og det er ved at blive mørkt.”

Sådan skriver journaliststuderende Emily Walsh i et afsnit af den journalistiske fortælling ’Vandet, de aldrig glemmer’. I baggrunden af teksten ses et billede af en væg, hvor det mudrede vand fra oversvømmelserne er størknet i pletter og mønstre, der ligner hænder. Billedet er taget af fotojournaliststuderende Vikki Søholm, som står bag billedsiden af den journalistiske fortælling. Hele fortællingen igennem supplerer Emily Walsh’ tekst og Vikki Søholms fotoer hinanden og skaber en gribende fortælling om en magtesløs families forskellige oplevelser af oversvømmelserne.

Fortællingen følger tre generationer og er delt op i spor efter de tre forskellige steder, familien var, da oversvømmelserne ramte: femte sal, stueetagen og tankstationen. Men hvordan fandt Emily Walsh og Vikki Søholm de vigtige kilder, der bærer historien? Og hvorfor overhovedet tage til Valencia og fortælle netop denne historie?

Fuck det, vi skal bare afsted

De to studerende havde længe villet lave noget sammen, da Vikki Søholm kom til Emily Walsh med forslaget om, at de skulle tage til Valencia. Vikki Søholm havde idéer til foto, der kunne tages, men Emily Walsh var skeptisk i starten. For hvad skulle hendes tekst bestå af? Efter grundig research fik de kontakt til en blomsterhandler og en pige fra området, der kunne engelsk og gerne ville bruge sine fridage på at være tolk. Så blødte Emily Walsh op for idéen, og måske var den eneste løsning at tage chancen. 

“Vi tænkte, at vi ikke kunne forstå, hvor stort det var, før vi tog derned. Så sagde vi ’Fuck det, vi skal bare afsted! Der er mange mennesker, der er påvirket af det her. Vi skal bare afsted, finde blomsterforhandleren, og så må vi tage den derfra’”, fortæller Emily Walsh.

Med nervøsitet i maven og en tolk i hånden brugte Vikki Søholm og Emily Walsh første dag på at snakke med en masse mennesker i forstaden Paiporta, der havde været berørt af oversvømmelserne. Den ene person fortalte om en anden, som ledte til den næste. Sådan kom de i kontakt med den ældre mand Pepe. Han fortalte, hvordan hans familie havde været spredt på et lille geografisk område, men oplevet vandmasserne meget forskelligt. Denne historie rørte de to studerende, og de blev enige om, at den blev de nødt til at fortælle.

Sparring og støtte

Selvom det umiddelbart kan virke som et krævende samarbejde at sørge for, at man med to forskellige fokus kan lave en sammenhængende fortælling, var Emily Walsh og Vikki Søholm kun glade for at være afsted sammen. For dem var det kun en fordel, at én havde ansvar for foto, og én havde ansvar for tekst.

“Jeg var hele tiden virkelig taknemmelig over, at vi var to. At man hver dag kunne komme hjem og spare med hinanden. Selvom vi havde to meget forskellige fokuspunkter, havde vi hinanden at støtte os op ad. Jeg tror ikke, jeg havde kunnet overskue hele den der historie, hvis jeg havde været dernede alene,” fortæller Vikki Søholm. 

Og derfor er de også virkelig glade for, at de kunne få lov til at lave eksamen sammen, selvom de går på to forskellige uddannelser. Det vil de gerne rose skolen for. 

“Stor cadeau til skolen for at lave sådan et forløb, hvor man kan få mulighed for at prøve begge dele. Fordi det er virkelig ikke muligt at gøre begge dele én person, uden at det bliver halvt,” siger Vikki Søholm.

Fuck det, vi skal bare afsted

De to studerende havde længe villet lave noget sammen, da Vikki Søholm kom til Emily Walsh med forslaget om, at de skulle tage til Valencia. Vikki Søholm havde idéer til foto, der kunne tages, men Emily Walsh var skeptisk i starten. For hvad skulle hendes tekst bestå af? Efter grundig research fik de kontakt til en blomsterhandler og en pige fra området, der kunne engelsk og gerne ville bruge sine fridage på at være tolk. Så blødte Emily Walsh op for idéen, og måske var den eneste løsning at tage chancen. 

“Vi tænkte, at vi ikke kunne forstå, hvor stort det var, før vi tog derned. Så sagde vi ’Fuck det, vi skal bare afsted! Der er mange mennesker, der er påvirket af det her. Vi skal bare afsted, finde blomsterforhandleren, og så må vi tage den derfra’ ”, fortæller Emily Walsh.

Med nervøsitet i maven og en tolk i hånden brugte Vikki Søholm og Emily Walsh første dag på at snakke med en masse mennesker i forstaden Paiporta, der havde været berørt af oversvømmelserne. Den ene person fortalte om en anden, som ledte til den næste. Sådan kom de i kontakt med den ældre mand Pepe. Han fortalte, hvordan hans familie havde været spredt på et lille geografisk område, men oplevet vandmasserne meget forskelligt. Denne historie rørte de to studerende, og de blev enige om, at den blev de nødt til at fortælle.

Sparring og støtte

Selvom det umiddelbart kan virke som et krævende samarbejde at sørge for, at man med to forskellige fokusser kan lave en sammenhængende fortælling, var Emily Walsh og Vikki Søholm kun glade for at være afsted sammen. For dem var det kun en fordel, at én havde ansvar for foto, og én havde ansvar for tekst.

“Jeg var hele tiden virkelig taknemmelig over, at vi var to. At man hver dag kunne komme hjem og spare med hinanden. Selvom vi havde to meget forskellige fokuspunkter, havde vi hinanden at støtte os op ad. Jeg tror ikke, jeg havde kunnet overskue hele den der historie, hvis jeg havde været dernede alene,” fortæller Vikki Søholm. 

Og derfor er de også virkelig glade for, at de kunne få lov til at lave eksamen sammen, selvom de går på to forskellige uddannelser. Det vil de gerne rose skolen for. 

“Stor cadeau til skolen for at lave sådan et forløb, hvor man kan få mulighed for at prøve begge dele. For det er virkelig ikke muligt at gøre begge dele kun én person, uden at det bliver halvt,” siger Vikki Søholm.

Folk er døde, folk har mistet deres hjem, deres liv

At beslutte at lave eksamen om og fra Valencia er ikke uden omkostninger. Bunker-prisvinderne brugte få penge selv, men i stedet brugte de tid på at skrive ansøgninger til fonde, der kunne dække deres udgifter.

Selvom det krævede tid til ansøgninger og syv timer lange køreture mellem Malaga og Valencia, er Emily Walsh og Vikki Søholm kun beærede over at få lov til at fortælle om de forfærdelige oversvømmelser. Flere af dem, de kom i kontakt med, var nemlig meget begejstrede for at fortælle deres historier. Det gjorde indtryk på de to studerende.

“Dem, vi snakkede med, var sindssygt vrede og berørte. Og det fylder ikke i medierne andre steder end der, hvor de kommer fra. Så det med at kunne få lov til at fortælle sørger for, at det aldrig nogensinde bliver glemt. Folk er døde, folk har mistet deres hjem, deres liv,” siger Emily Walsh.

Som de ser tilbage på projektet i dag, er de kun glade for, at de tog afsted til Valencia, selvom de ikke havde nogen idé om, hvordan deres fortælling ville udforme sig. For det gælder om at udnytte, at man er en studerende, der må fejle og derfor kan tage ekstra chancer. Det hjalp især at have underviserne derhjemme, som klappede dem i ryggen og troede på deres historie.

“Jeg har nogle gange tendens til gå med den lille, hyggelige historie, så man kan udfylde alle opgavekravene. Men det lærer jeg bare ikke noget af. Så hellere strække den så meget, du kan. Og det fandt vi ud af med denne fortælling: Underviserne giver også point for mod,” fortæller Emily Walsh.

Og hvis man er i tvivl om, den idé, man har fået, nu er god og spændende, har Vikki Søholm et råd.

“Jeg prøver tit at sige til mig selv, at hvis jeg synes, en historie er interessant, er der nok også andre, der synes det,” fortæller hun.

Og det er en virkelig spændende, ambitiøs, velkomponeret og relevant journalistisk fortælling, som Emily Walsh og Vikki Søholm har lavet. Netop derfor vinder de Bunker-prisen.

Deres journalistiske fortælling ’Vandet, de aldrig glemmer’ kan læses og ses på Readymag her: https://readymag.website/u3033140502/5209964/?fbclid=IwY2xjawJNEx5leHRuA2FlbQIxMAABHbG9c5JTAqlBKiN8bWxm3ox-aAGzSVNn3T7dpbMSrzbyOlCWDoC_c0cy_A_aem_hZK9dY3XCLbUVcfOmxsK-A