Den persondrevne fortælling er populær. Flere og flere medier gør op med idéen om, at ‘jeg’ er et fyord i journalistikken. Men hvor går grænsen for brugen af det omdiskuterede stedord?

I kontrast til så mange andre artikler i mediebilledet vil denne artikel undgå at inddrage skribenten i form af et ’jeg’ som et virkemiddel til at drive historien frem. Det skyldes ikke, at du skal til at læse et manifest imod jeg-journalistik. Det skyldes blot, at Marchen Neel Gjertsen fra Jyllands-Posten, Torben Sangild fra Zetland og Jesper Gaarskjær fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole er langt mere velbevandrede i journalistfaget end de to navne, du kan læse i bylinen foroven. 

Men hov! Der gik det vist allerede galt…

Væk med kasserne og standardstørrelserne

Hvis man spørger den ansvarshavende chefredaktør på Jyllands-Posten, Marchen Neel Gjertsen, har hun et mål om at sætte ’jeg’et’ fri fremfor at begrænse det.

“Jeg tror, man begår en fejl, hvis man sætter alt for firkantede rammer op om brugen af ‘jeg’ i journalistikken. For mig at se er det et dogme, der er blevet sendt på kirkegården for nogle år siden. For der er ikke nogen grund til at komme journalistikken ned i sådan nogle ekstremt forudsigelige kasser og standardstørrelser,” siger hun.

For Jesper Gaarskjær, der er medforfatter til bogen ‘Hvad laver JEG her,’ afhænger brugen af ’jeg’ i journalistikken af formatet og faconen. Han synes ikke, man kan sige, der er et dogme længere. Men mere en faglig nysgerrighed på, hvorfor det at bruge ‘jeg’ kan være en god idé. For ham handler det om, at man kender sin besøgstid.

“I langt det meste journalistik er det de mennesker, vi har med at gøre, og deres historier, det handler om – hvor journalisten er fuldstændig ligegyldig. Vi er mediet og midlet, der fortæller det videre og giver historien mening for andre,” siger han.

Omvendt kan der også være en fordel i at bruge sig selv som udgangspunkt for historien, da det kan skabe identifikation.

“Nogle gange har man som journalist enten en oplevelse, en historie eller nogle aktier i et eller andet, som kan have en værdi for at forstå historien,” siger Jesper Gaarskjær.

Torben Sangild, der er skribent på Zetland, bruger ofte sig selv i sine artikler. Han mener også, at man sagtens kan give journalistikken værdi og videreformidle virkeligheden for læseren, når man gør brug af ‘jeg’ i journalistikken.

“I meget journalistik er det rigtigt nok ikke at bruge ‘jeg’. Men det er ikke mejslet i sten. Der findes mange typer af journalistik, så hvorfor lave regler, hvor der er en bestemt måde at skrive på? At man skriver ‘jeg’, er ikke nødvendigvis, fordi man er vigtig – men fordi man er ærlig eller kan bruge sit ‘jeg’ til at beskrive virkeligheden,” siger han.

Det journalistiske ‘jeg’ kan altså tjene som et effektivt værktøj til at skabe identifikation for læsere og en dybere forståelse for historier, der ikke ligger lige til højrebenet.

Multiværktøjet fremfor sovepuden

I bogen ‘Hvad laver JEG her’ beskrives tre funktioner, ‘jeg’ kan indtage: Den narrative, den tillidsskabende og den relationelle. Når værktøjet bliver brugt rigtigt, og ‘jeg’ indtræder i en af de tre funktioner, skaber det henholdsvis fremdrift, troværdighed og identifikation. Facetter, som gør journalistikken levende, rammende og meningsfuld.

Men netop denne beskrivelse af ‘jeg’et’ som et multifunktionelt værktøj fremhæver også, at det kræver overvejelser og forståelse, før det bliver effektivt. 

Ligesom en hammer er fremragende, når man skal slå et søm i, og ødelæggende, når man skal pudse et spejl, findes der, ifølge både Jesper Gaarskjær og Marchen Neel Gjertsen, en afgrænsning, hvor ‘jeg’ skaber merværdi og en grænse for, hvor man kan og skal bruge det.

“Man skal selvfølgelig, som med alle mulige andre virkemidler, være bevidst om, hvornår man bruger det. Jeg har set artikler, hvor jeg tænker, hvad rager det egentlig folk, at ‘jeg’ et eller andet, eller at ‘du’ et eller andet,” siger Marchen Neel Gjertsen.

For Torben Sangild bidrager det netop til fortællingen, hvis hans egne erfaringer kan være genstand for en undren, som tager udgangspunkt i det journalistiske produkt.

“Når jeg bruger mig selv, gør jeg det ikke, fordi jeg er interessant, men fordi en erfaring, jeg har, er relevant for formidlingen. Eller fordi jeg laver et journalistisk eksperiment, hvor jeg sætter mig selv på spil,” siger han.

Jesper Gaarskjær advarer også mod, at ‘jeg’ bliver en sovepude for den uopfindsomme eller dovne journalist. At ‘jeg’et’ kan skabe merværdi i en journalistisk fortælling er ikke ens betydende med, at det altid gør det. Selvom det kunne være rart for en hårdtarbejdende journalist, er ‘jeg’ ikke en snydekode til en automatisk blændende og læseværdig artikel, forklarer han.

Få grundformen på plads først

Jesper Gaarskjær forklarer, at det på journalistuddannelsen på DMJX handler om at give de studerende nogle kilometer i benene og få dem i god form, før de kan begynde at eksperimentere med ‘jeg’et’. 

De skal have styr på grundelementerne, som blandt andet rummer evnen til at anskueliggøre virkeligheden så autentisk som muligt, ligesom man også skal lære om de klassiske journalistiske genrer såsom nyhedsartiklen, reportagen og de længere baggrundsartikler, hvor ‘jeg’ traditionelt set ikke hører til.

“Det handler om at træne observationsmusklen. At få andre til at træde frem, og at få det rum, de er i, til at træde frem. Om den mere grundlæggende journalistiske disciplin. Læg arm med den,” siger han.

For Marchen Neel Gjertsen handler det også om at turde udfordre konventionerne eller dogmerne, og i stedet for at have et fordømmende forhold til ‘jeg’et’ så spørge sig selv, hvad der tjener historien bedst.

“Jeg tror, at hvis man er en dygtig skribent, så kan man sagtens finde ud af, hvornår ‘jeg’ er relevant, og hvornår det ikke er. Generelt synes jeg, journalistikken er bedre tjent med, at man siger: ‘Hvorfor ikke?’ ‘Hvorfor egentlig ikke skrive ‘jeg’?’” siger hun.

Fra det private til det personlige

Men hvordan skelner man mellem det merværdiskabende og det overflødige ‘jeg’? Som læser er det en subjektiv vurdering. Enten tænker man, som Marchen Neel Gjertsen har tænkt, at skribentens tilstedeværelse i artiklen ikke rager én noget. Eller også tænker man, at skribentens tilstedeværelse giver noget ekstra til historien. Måske tænker man slet ikke over det.

Som skribent må man, ifølge Jesper Gaarskjær, også selv vurdere. Han optegner en vigtig grænse, man skal være opmærksom på.

“Der er en grænse mellem det private og det personlige. Det private er ikke interessant for andre, men man kan løfte historien fra det private til det personlige, så den bliver gyldig for andre,” siger han.

Brugen af ‘jeg’ er fuldstændig afhængig af, hvad man laver, mener Torben Sangild. For ham er det nogle gange bare en varedeklaration.

“Det kan være utroligt uærligt at lade som om, man ikke gør sig nogle personlige iagttagelser. Jeg tænker egentlig ikke noget af det, jeg laver, som jeg-journalistik, men jeg bruger bare nogle gange mig selv, fordi det, jeg skriver, handler om, hvordan vi er som mennesker,” siger han.

Jesper Gaarskjær har et bud på, hvorfor det personlige islæt i journalistikken er meget udbredt.

“Det må være fordi, man godt kan lide, der er en vis menneskelighed i en journalist – at journalisten også kan være i tvivl og vise sine menneskelige sider,” siger han.