Cavlingvinderen fik sin journalistiske start i gravergruppen på Ekstra
Bladet. Med en tabloid baggrund og opfostring som journalistisk
vagthund laver han undersøgende og magtkritisk journalistik. Men han gør det på sin egen måde.

Magnus Mio smiler venligt til baristaen i DR’s kaffebar. Han har en særlig lethed over sig, når han vipper på tæerne i sine slidte Nike-sneakers. Baristaen overrækker den dampende flat white, og Magnus Mio finder et spot i solen i en rød loungestol. Den løse nålestribede blazer, han er iført, lægger sig i folder om den sprøde, hvide tanktop, der titter frem under jakkens krave. Hans guldsmykker, øreringe, fingerringe og en halskæde, glimter i lyset, der gavmildt står ind af et af de store glaspartier, som udgør DR-byen. 

”Jeg har ikke altid vidst, at jeg skulle være journalist. Jeg læste ikke Berlingeren som treårig og var sådan der; den byline skal jeg bare have,” siger Magnus Mio muntert med en sydsjællandsk tonal. 

Smykkerne og den stilrene påklædning giver ham et ophøjet, næsten rockstjernelignende, udseende. I en journalistisk kontekst er Magnus Mio da også lidt af en rockstjerne. Han vandt nemlig Cavlingprisen i 2021 som praktikant. Han gjorde sig fortjent til den eftertragtede pris gennem sit arbejde på Ekstra Bladets artikelserie ‘Mettes uønskede børn’ – en kritisk afdækning af Mette Frederiksen og Regeringens beslutning om ikke at hjembringe en gruppe danske børn, der var fanget i syriske flygtningelejre. 

Forløbet blev formgivende for Magnus Mios særlige tilgang til undersøgende journalistik.

Tag en dyb indånding

I dag er Magnus Mio uddannet journalist og har sin dagligdag på søsterformatet til Genstart, Genstart Dox. Selvom han med Cavlingprisen gjorde en eksplosiv entré i branchen, har han bevæget sig videre i sit eget velovervejede tempo. 

”Når man finder den fede historie, skal man virkelig tage en dyb indånding og give sig selv tid til at nyde processen og til at være i den. Man skal ikke lade fokus glide mod den næste historie. Det er processen, der er det fede,” siger han.

Magnus Mio er optaget af at give sig selv tid til at være i den gode historie, at leve i den og at tænke over den i en branche, der bevæger sig hurtigt fremad. Ifølge ham er indlevelsen et essentielt element, der ikke kun hjælper journalisten med at grave historierne frem, men også fanger læsernes og lytternes interesse for, hvor hvert enkelt spadestik fører hen.

”Det allervigtigste for historien er, at du brænder for den. Du skal overbevise lytteren i den her flygtige verden med tusind forskellige podcasts om, at de skal lytte til din. Du skal selv være overbevist om, at det er den vigtigste historie i verden,” siger han.

Journalistikken, følelsen og det hele menneske     

Den tilgang til den undersøgende journalistik, som Magnus Mio lærte i gravergruppen på Ekstra Bladet, er en rød tråd i hans journalistiske virke. 

Ifølge Magnus Mio var kioskbaskeren den hellige gral på Ekstra Bladet. Det handlede om at være vedholdende i at stille magten til ansvar, når andre medier slækkede grebet.

”De talte meget om den røde mikrofon. At sende den ind på Christiansborg og stille de kritiske spørgsmål,” siger han.

Men selvom den bidske vagthunds ånd gav ham blod på tanden og lærte ham at bide fast i magthaverne, når det var fortjent, lærte tiden på Ekstra Bladet ham også, at den magtkritiske journalistik rummer plads til nuancerne.

”Jeg synes, det er misforstået at tænke, at den undersøgende journalistik er sort-hvid. At der skal være skurke og ofre, og noget vi skal konkludere på baggrund af det,” siger han

Magnus Mio mener, at man godt kan holde magthaverne i ørerne, men samtidig skildre dem som mere end bare magthavere.

”Jeg vil gerne skildre nuancerne i sagerne, og skildre de hele mennesker i dem, som magthaverne jo også er,” siger han.

Man skal hele vejen rundt

Magnus Mio tager en slurk af kaffen og stryger det halvlange, mørke hår tilbage. 

I dag laver han minidokumentarer, når han går på arbejde på Genstart Dox. Det er klart et andet format end det, han lærte at kende på Ekstra Bladet. Men ifølge ham tilbyder podcastserierne det samme vigtige element, som Cavlingjournalistik bidrager med til den offentlige samtale. 

”Det er en fordybende rejse ind i enkelte menneskelige historier. Vi zoomer ind på et forløb og på følelser, vi kan følge. Det har ikke altid den samme afslørende karakter som kioskbaskeren, men det kan indeholde mindst lige så meget magtkritik,” siger han.

I øvrigt mener Magnus Mio, at synet på hvad der er og ikke er magtkritisk journalistik kan gentænkes. Han mener, at al god journalistik har en iboende magtkritik. 

”Hele begrebet ‘magtkritisk journalistik’ er sjovt. For hvad reducerer det alt andet journalistik til? Er man kun magtkritisk, hvis man har søgt 400 aktindsigter? Alle journalister går jo på arbejde med en intention om at stille sig kritisk overfor de ting, der sker,” siger han.

Magnus Mio understreger, at der findes masser af eksempler på magtkritisk journalistik, der kommer hele vejen rundt. Projektet, der vandt ham og kollegaerne en Cavling, er et godt eksempel på, at den populære og den nuancerede journalistik ikke er modsætninger.

”Det var lange artikler, vi skrev. Vi endte med at udgive over 70 artikler i serien. Vi ville give plads til kompleksiteten. De ting, der talte for, og de ting, der talte imod. Vi rykkede os hele tiden med sagen,” siger han.

Magnus Mio mener altså ikke, at man kan tillade sig at forsimple og skære sagerne skarpt, bare fordi man slår sig op på at være magtkritisk.

Hvad gør en graver god?

Artikelserien ’Mettes uønskede børn’ tilbød Magnus Mio en stejl læringskurve og et enormt potentiale for fordybelse og nuancering. 

Og så tilbød den en mulighed for at lære fra nogle af de bedste graverjournalister i branchen.

Af Thomas Foght lærte han en grundighed og et skarpt blik for detaljerne.

”Han er en fuldstændig unik graver inden for sådan noget som embedsværket. Han lærte mig at læse aktindsigter på en helt sindssyg måde, at finkæmme materialet og hele tiden at have et øje for historien, der kan ligge i de mindste detaljer,” siger Magnus Mio.

Af Nagieb Khaja lærte han betydningen af mennesket og følelsen i historien.

”Nagieb var vores boots on the ground. Han havde enormt meget med kilderne at gøre og bidrog med at få menneskerne og følelserne med i sagen, hvilket løftede det til at være meget mere end en systemhistorie,” siger han.

Af Jeppe Findalen lærte han det kølige overblik og gejsten. 

”Han havde et overblik og en vigtig samlende kraft. Han bragte os hele tiden videre til næste skridt og vidste, hvor vi skulle hen, når der kom en ny drejning i sagen,” siger han.

Magnus Mio bragte selv en passion og en ærgerrighed. Dengang udsprang den fra en fascination af at være med i maskinrummet på den type journalistisk produkt, som han fik stjerner i øjnene af at læse, da han stadig studerede. Den passion har han stadig i dag, selvom maskinrummet er blevet vante rammer.

Og så bragte han et blik for de elementer, der ikke må gå tabt i den undersøgende journalistik. For eksempel tvivlen.

”Den tvivl, man selv kan have som journalist i processen, og den tvivl, læsere og lyttere kan have, når de dykker ned i vores historier. Den tvivl, der gør os nysgerrige og klogere,” siger han.