Ny studieordning: Kæmpe ændringer på journalistuddannelsen

Den nye studieordning byder på nye fag, skrotning af mediespecialer, og to semestre der bliver byttet helt om. Den træder i kraft til sommer. Illustreret Bunker giver dig et overblik over de vigtigste ændringer.

TEKST: HILDE AGERGAARD SVENDSEN
ILLUSTRATION: SABRINA Mây Elmhoff & IBEN MEJLHEDE (GENERERET AF AI)

Udgivet den 21. marts 2024

Til sommer, når nye journaliststuderende skal starte på første semester, vil det være med et markant anderledes skema, end det vi andre har. DMJX har nemlig besluttet at ændre studieordningen på journalistuddannelsen. En studieordning, som ikke kommer til at påvirke nuværende studerende, men som i den grad vil have en betydning for det nye hold.

En af de helt store ændringer, som kommer med den nye studieordning, er, at det indholdsmæssige på JM2 og JM3 byttes om.

“For at sikre en grundigere indføring i flermedialitet bytter vi indholdsmæssigt rundt på Journalistisk metode 2 og 3, så de studerende på 2. semester kommer til at arbejde med de længere journalistiske formater. Den udredende journalistik, som i dag ligger på  4. semester, flyttes dermed til 3. semester,” beskrives ændringen i udkastet til studieordningen.

”Det er noget af det, vi har diskuteret allermest,” siger Mette Mørk, faglig koordinator for Journalistisk metode på de fire første semestre, om bytningen af de to semestre.

”Og jeg kan stadig godt tænke, wow, er det for meget? Men vi har gjort det for at give de studerende det digitale mindset og lære dem, at en historie skal udkomme mange steder og i forskellige formater. Så det nytter ikke noget, at man først lærer det på tredje semester,” siger hun.

Mette Mørk og uddannelsesleder, Henrik Berggren, er de to, der har ansvaret for udarbejdelsen af den nye studieordning, som stadig er under udvikling. De begrunder blandt andet den store ændring på andet og tredje semester med, at de gerne vil skrue endnu mere op for inddragelsen af forskellige formater på den udredende journalistik, og de studerende derfor også er nødt til at have et bedre kendskab til både video og lyd, hvis det skal forventes af dem.

Derudover handler det også om noget helt praktisk, da de indholdsmæssigt laver om på det, der i dag er JM3, og de ændringer er der kun plads til på forløbet, hvis det rykkes til andet semester.

”Det kan ikke lade sig gøre i det system, vi har på JM3 i dag. Når også alle studerende skal til at have lyd,” Henrik Berggren.

For som noget helt nyt bliver det også et krav, at alle studerende skal have lyd.

Studieordningen er stadig under udvikling, så der kan komme ændringer.

Fremtiden er også sociale medier og podcast

Ændringerne i studieordningen begrundes blandt andet med, at de studerende løbende gennem semestrene skal have mere fokus på digital journalistik, herunder større brugerforståelse, og så skal research-delen af undervisningen også forbedres. 

I deres arbejde med studieordningen har Henrik Berggren og Mette Mørk blandt andet været ude at tale med folk i branchen for at forstå, hvad der menes med digital journalistik.

”Det handler om at være mere brugerorienteret og bevidst om, at man skal skabe værdi for nogen, og det gør man blandt andet ved at lade det udkomme på forskellige platforme og formater,” siger Henrik Berggren.

Mette Mørk mener, at medierne er i sådan en udvikling lige nu, at de er nødt til at skrue endnu mere op for at give de studerende de digitale kompetencer, som branchen forventer af journalister. 

”Det er nogle af de elementer, vi også præsenterer for jer studerende i dag, som vi skruer op for,” siger Mette Mørk.

Hun nævner, at de allerede for nogle år siden begyndte at fokusere mere på flere platforme, da de blandt andet indførte video på første semester.

”Vi er nødt til at have de studerende til at tænke endnu mere i, at man kan udkomme på flere platforme og ikke kun på skrift. Så nu skal der simpelthen bare sættes mere kul på det,” siger hun.

De håber, at de med den nye studieordning kan få de journaliststuderende til at tænke mere ud af boksen, når det kommer til flermedialitet.

”Det handler om at have en forståelse for, at personen vil være god i en podcast, og det skal vi lave visuelt, eller det ville fungere godt på Instagram,” siger Mette Mørk.

Mediespecialer nedlægges

Det er ikke kun en stor ændring, at mediespecialerne kommer til at ligge på JM2 i stedet for JM3. Det bliver faktisk forkert at omtale det som mediespecialer, da man ikke længere skal specialisere sig i medier, hvor man vælger to medier, et på langt og et på kort forløb, som man i dag gør på JM3. DMJX har nemlig valgt, at alle studerende både skal have skrift, video og lyd.

”Nogle vil sige til os, hvad fanden har I gang i? Fordi tredje semester er der, hvor man får lov til at nørde og fordybe sig i et medie,” siger Mette Mørk.

”Ja, det er et af de mest populære forløb, vi har,” supplerer Henrik Berggren.

”Men det er, fordi vi tror, at vi er nødt til det,” afslutter Mette Mørk.

De ser det som en nødvendighed, at alle studerende får lyd, tv og skrift for at kunne leve op til de nye krav om digital journalistik.

Men skal nuværende studerende så være nervøse for, at vi ikke har haft en studieordning med så meget fokus på digital journalistik, brugerforståelse og at lave historier, der udkommer på mange platforme? Nej, mener Henrik Berggren og Mette Mørk.

”Vi sikrer for eksempel, at I får brugerforståelse på fjerde. semester, så vi synes, at I får en skidegod pakke. Så nej, I skal ikke være nervøse,” siger Mette Mørk

De understreger dog også, at de ikke kan lade være med at ændre ting, fordi det vil være ærgerligt for nuværende og tidligere elever.

“Vi kan jo ikke sidde og sige, at det er synd for dig, hvis der kommer nogle ud, der kan noget lidt noget andet end du kan. Det går jo heller ikke,” siger Mette Mørk.

Nye fag på skemaet

På fjerde semester nedlægges forløbet Medieudvikling og praktik. Faget, som man kender det i dag, er delt op i to blokke, hvor medieudvikling lægger i starten af semestret og praktikforløbet i slutningen. Praktikforløbet vil stadig eksistere, som man kender det, men det bliver ikke en del af et kursus med ECTS-point.

”Det ville være tosset at give karakter for jeres praktiksøgning. Nå, du har ikke fået en praktikplads? Så er du sikkert dumpet,” siger Henrik Berggren.   

Den første blok af faget, Medieudvikling, bliver til gengæld fjernet, og det argumenterer Mette Mørk og Henrik Berggren, at en stor del af det, som man lærer i faget, kommer til at være spredt ud over alle semestre. Netop fordi de ønsker mere fokus på digital journalistik og brugerforståelse.

Og brugerforståelse vil ikke kun være noget, der bliver implementeret i forskellige fag. Der oprettes et helt nyt fag på første semester, som netop kun handler om det. Oprettelsen af det nye fag begrundes i udkastet til studieordningen med, at det skal ”give de studerende indsigt i de digitale redskaber, der benyttes på redaktionerne, for eksempel data om brugeradfærd og algoritmeforståelse’, og at det skal give ’kompetencer til at kunne indtage en brugerorienteret tilgang i hele den journalistiske proces fra ide til versionering.”

I takt med at Medieudvikling på fjerde semester fjernes, åbner det også op for et nyt fag: Klima. Illustreret Bunker har før skrevet om journalistuddannelsen på SDU, der oprettede et klimafag i sommer, og nu følger DMJX trop. Klima, hvis navn stadig er under udvikling, kommer ikke til at fokusere på formidlingen af klimajournalistik, men på klimaviden.

”Faget kommer til at handle om at forstå, hvad klima egentlig er,” siger Mette Mørk

Skema-puslespillet skal gå op

Et nyt grundfag og nedlæggelsen af Medieudvikling og praktik er nemlig ikke de eneste ændringer på fjerde semester. Der oprettes også et nyt specialefag på JM4: Global politik. Det begrundes i udkastet til studieordningen blandt andet med, at “et stigende antal journalistiske historier og emneområder har tråde ud i ikke blot EU, men stort set alle dele af verden. Det er derfor relevant at give en del af de studerende mulighed for at beskæftige sig mere indgående med de redskaber, det kræver at arbejde med journalistik i global kontekst.”

De tre andre specialer på JM4 beholdes, som de er, med undtagelse af, at EU-forløbet på undersøgende journalistik fjernes. Det gør man for at spare tid, som kan bruges på den undersøgende metode. EU-forløbet flyttes i stedet hen til faget Global politik.

Samfundsøkonomi flyttes til fjerde semester for at give plads til Politik og Medier. Faget, som de også overvejer at omdøbe til Samfundsfag, følger nemlig med den udredende journalistik fra anden til tredje semester. Det sker for at gøre plads til Journalistikken i Samfundet, der rykker op på andet semester for at give rum til det nye fag Brugerforståelse på første semester.

Det er helt forståeligt, hvis du blev lidt forpustet af at læse det ovenstående. Derfor har vi lavet en illustration over det nye skema, som forhåbentligt kan give dig et bedre overblik. 

 

”Det er i forvejen et presset studie, så hvis de etablerer noget nyt, skal de også sørge for, at der er noget, der ryger ud, men vi tog, egentlig godt imod den. Vi kan godt se, at de forsøger at uddanne os til branchen.” 

 Kamilla Gamborg, 

En lang række dominobrikker

Studieordningen, som stadig er under udvikling, er udarbejdet på baggrund af forløb-, dimittend og uddannelsesevalueringer og på baggrund af feedback fra forskellige medier i branchen. Det er Mette Mørk og Henrik Berggren, der har haft ansvaret for den nye studieordning, og som, i samarbejde med undervisere og DMJX’s advisory board, har udarbejdet den.

Det er mange ændringer, den nye studieordning medfører, og det hele vil blive ændret på én gang til sommer for de kommende studerende.

”Det er ligesom en lang række dominobrikker, så hvis vi ændrede to små ting, ville vi påvirke semestrene op gennem hele uddannelsen. Så vi kan lige så godt røre i gryden og ændre alt,” siger Mette Mørk om bevæggrunden for at ændre det hele på samme tid.

Henrik Berggren begrunder det også med, at det handler om de studerendes retskrav.

”Du har krav på at få det, du er blevet optaget på. Så hvis vi løbende laver små ændringer, bliver det meget besværligt. Så vi river plasteret af på en gang,” siger han.

DSR: De forsøger at uddanne os til branchen

De Studerendes Råd er også blevet præsenteret for de nye ændringer.

”Der var en lille bekymring i DSR, om man skar for meget af metodefagene væk for at implementere mere teoretiske fag,” siger Kamilla Gamborg, som er næstforperson i DSR.

Hun påpeger også, at de kun er blevet præsenteret for de overordnede ændringer i studieordningen.

Henrik Berggren understreger, at der ikke vil blive skåret i metodefagene, men at der vil komme nogle ændringer i de praktiske fag.

”Vi kommer i metodefagene til at bruge lidt mere tid på at træne delelementer af journalistiske processer, for eksempel research, frem for altid at gennemføre hele journalistiske processer fra idé til færdigt produkt,” siger han.

I forbindelse med DSR’s samtaler med Henrik Berggren, lagde de også vægt på, at skolen skal passe på ikke at fylde for mange timer på skemaet.

”Det er i forvejen et presset studie, så hvis de etablerer noget nyt, skal de også sørge for, at der er noget, der ryger ud, men vi tog egentlig godt imod den. Vi kan godt se, at de forsøger at uddanne os til branchen,” siger Kamilla Gamborg.

“Vi vil og skal have en række nye ting ind, og derfor skal vi nedprioritere andet. Det er vi meget bevidste om, men det er godt, at de studerende minder os om det,” siger Henrik Berggren.

DSR har derfor, i samarbejde med Henrik Berggren, valgt at indkalde til møde for alle studerende, hvor uddannelseslederen vil præsentere dele af den nye studieordning. Derefter vil der være mulighed for at stille spørgsmål og give feedback til ledelsen.

Selvom det ikke er de nuværende studerende, der vil blive påvirket af studieordningen, så håber Kamilla Gamborg og resten af DSR alligevel at se mange ansigter.

”Ledelsen og lærerne har deres syn på, hvad der fungerer, men jeg tænker da, at de studerende også ved, hvad der er værd at bevare. Det er et forsøg på at give de studerende indflydelse,” siger Kamilla Gamborg.

DSR afholder åbent møde den 3. april klokken 15:15, hvor Henrik Berggren vil fortælle om den nye studieordning. Alle studerende på DMJX er inviteret.