Hackerangreb sendte DMJX på pause

Hackerangreb sendte DMJX på pause

Hackerangreb sendte DMJX på pause

Danmarks Medie- og Journalisthøjskole blev i påskeferien udsat for et hackerangreb, som påvirker de studerendes redskaber og skolegang i lang tid efter. 

TEKST: EMILY HOLLAND-FISCHER & KATHRINE MØLLER NIELSEN
FOTO: MIRJAM MWAKA KAPEMBWA ROED

Udgivet den 01. juni 2023

Studerende på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole mødte ind efter en lang påskeferie. Det gik hurtigt op for dem, at de ikke kunne tilgå skolens systemer. Alt var nede. Skolen var lammet.

Danmarks Medie- og Journalisthøjskoles IT-systemer hører under IT-fællesskabet ITS, som har base hos VIA University College. 

Det var ITS, som blev ramt af hackerangrebet, hvilket også påvirkede DMJX. 

Påskelørdag sendte Center for Cybersikkerhed en advarsel til VIA om, at der var unormalt meget trafik på systemerne. Det fortæller Jørgen Johansen, økonomi- og administrationschef på DMJX. Det har senere vist sig, at advarslen kom en time inden, angrebet blev iværksat. 

Fra VIA’s systemer kunne man se, at der var talrige angreb i gang, og de valgte derfor at trække stikkene på alle servere. 

“Det er jo næsten ligesom en film, hvor man står desperat og hiver stikkene ud, og man kan bare se at angrebet bliver ved, og til sidst beslutter man sig for at hive dem alle sammen ud,” forklarer Jørgen Johansen. 

Derfor kunne de studerende på DMJX ikke få adgang til systemerne tirsdagen efter påskeferien.

Det er jo næsten ligesom en film, hvor man står desperat og hiver stikkene ud

– Jørgen Johansen, økonomi- og administrationschef på DMJX

Systemgenåbning var længe undervejs 

Det var lige pludselig mere besværligt at være studerende på DMJX. Man havde ikke mulighed for at booke et grupperum ved Tove i receptionen, man havde ikke adgang til Itslearning og skolens VPN virkede ikke, så man kunne ikke arbejde hjemmefra. 

Det tog lang tid, inden alle systemerne var oppe at køre igen. Jørgen Johansen forklarer, at VIA har haft to eksterne firmaer til at gå gennem hver enkelt server og undersøgt, om der var noget, der skulle genoprettes, fordi det var nået at blive slettet af hackerne. 

Jørgen Johansen anslår, at VIA i alt har 250 servere, som firmaerne har skullet gennemgå, inden de kunne åbnes op for de studerende. 

“De har først gennemgået de helt grundlæggende programmer for vores IT-system og derefter de vigtigste systemer for de studerende,” forklarer Jørgen Johansen. 

 
Motiv for angreb

Det har endnu ikke været muligt at finde frem til, hvorfor ITS blev udsat for et hackerangreb, men ekspert i cybersikkerhed Sofie Freja Christensen fortæller, at det mest almindelige motiv er penge.  

“Motivet falder typisk ind i kategorierne penge eller ødelæggelse af data. For den gængse hacker handler det dog om penge,“ siger Sofie Freja Christensen.

Der er ikke yderligere informationer om, hvilke konsekvenser hackerangrebet har medført. Jørgen Johansen tænker særligt over, om der er data, der nåede at blive lækket:  

“Uddannelsesinstitutioner som DMJX og VIA har mange personnumre og adresser. De ved, hvad du hedder, og de kender dit telefonnummer. Det er meget data om rigtig mange mennesker,“ siger Jørgen Johansen.

Hver gang vi lærer noget nyt og lukker hullerne i ofrenes systemer, så bliver hackerne samtidigt klogere.”

– Sofie Frejs Christiansen, ekspert i cypersikkerhed

Et evigt kapløb

Hackerangreb er blevet en mere normal form for kriminalitet. Ifølge Sofie Freja Christensen er en del af forklaringen, at vores samfund er blevet mere digitaliseret blandt andet med AI-teknologien. Det gør, at AI kan programmeres til at udføre selve angrebet. Det er en nemmere måde at komme til penge på end ved eksempelvis at lave et bankrøveri. 

Derfor er det vigtigt, at virksomheder får gennemset deres systemer, fortæller Sofie Freja Christensen. 

“Det er essentielt, at virksomheder tager sikkerhed seriøst og får vurderet hele deres sikkerhedsinfrastruktur. De skal finde hullerne i infrastrukturen og dække dem.“

Samtidigt pointerer Sofie Freja Christensen, at teknologien hele tiden udvikler sig, hvilket betyder, at sikkerheden løbende skal tilpasses.  

“Hver gang vi lærer noget nyt og lukker hullerne i ofrenes systemer, så bliver hackerne samtidigt klogere. Så det kommer til at være et evigt kapløb om, hvem der er bedst,” siger Sofie Freja Christiansen.

Tofaktorgodkendelse på menuen 

VIA er i gang med at skærpe sikkerheden efter hackerangrebet, hvilket også påvirker eleverne på DMJX. De skal nu bruge en tofaktorgodkendelse for at logge ind på skolens systemer. 

“Eleverne får en tidsbaseret kode på telefonen, som de så skal skrive for at logge ind. Det er for at øge sikkerheden. Vi kommer nok til at se flere af disse tiltag i fremtiden, “ siger Jørgen Johansen.

Praktik eller paradise? Bare vent, efterårets søgning byder på endnu mere drama

Praktik eller paradise? Bare vent, efterårets søgning byder på endnu mere drama

Praktik eller paradise? Bare vent, efterårets søgning byder på endnu mere drama

55 studerende står uden praktikplads efter forårets store matchdag. Det har skabt en flaskehals i forhold til efterårets praktikrunde, hvor hele 75 studerende potentielt vil stå uden en plads. Hvem har ansvaret? Hvad skal man gøre for at få en plads? Og går DMJX tilbage til 12 måneders praktik? Vi har undersøgt det for dig.

TEKST: ditte hjort würtzenfeld & sidse marie hansen
illustration: katrine åsleff edvardsen 

Udgivet den 01. juni 2023

”Jeg er rigtig ked af at skulle fortælle dig, Ditte, at vi desværre har valgt at gå med en anden kandidat. Du har en stærk profil, men der var en anden, der bare lige passede lidt bedre.” Min mave snører sig sammen og jeg kan mærke tårerne presse på. ”Det er bare helt fair,” hører jeg mig selv sige, ”tak for en god samtale”. Jeg ligger på. Disse ord har jeg hørt adskillige gange de sidste tre dage. Jeg har været igennem det, der føles som et realityshow, hvor det kun er den stærkeste, der kommer ud på den anden side i live. 

Jeg snakker om praktiksøgning på journalistuddannelsen.  

Den 3. maj kl. 12 sad omkring 80 studerende fra SDU, RUC og DMJX klar på praktikmatch.dk for at få afgjort, om de i anden runde ville få en plads på et af de medier, der stadig havde pladser efter første runde. Da de lukkede computeren ned, sad 55 studerende tilbage uden et match. Nu begynder en forsommer med at opstøve flere praktikpladser, men hvis dette ikke lykkedes, står de studerende over for en potentiel tvungen orlov. Nu tyder alt på, at den kommende praktiksøgning i efteråret bliver endnu værre for de studerende. 

Hårde odds for praktiksøgende 

Praktikken fylder næsten halvdelen af uddannelsen på DMJX og giver anledning til nervøsitet allerede fra den spæde begyndelse af første semester. Forårets praktiksøgning gav de studerende de hårdeste odds i seks år, mens medierne var så godt som sikret en praktikant. Som situationen ser ud lige nu, kommer der til at mangle 20 pladser til efterårets runde. Læg hertil de 55 studerende, der ikke fik plads i forårsrunden. Det betyder altså 75 manglende praktikpladser, når matchrunden afvikles til efteråret.  

“Det er et alt for stort tal. Det er et reelt, alvorligt problem.”

Ordene er Marianne Grams. Hun er formand for praktikudvalget, der tæller medlemmer fra de tre journalistuddannelser, studerende og flere danske medier. I udvalget holdt man et ekstraordinært møde efter matchrunden.

“Alle kom. Og der sidder altså mange i det udvalg. Alle synes, det her er alvorligt, og at vi skal gøre alt, hvad vi kan,” siger Marianne Gram. 

Hos de nuværende praktiksøgende studerende er det bare om at vente på, at skolen får opstøvet nye praktiksteder. Og praktikkoordinator Martin Vestergaard er i fuld sving. Men Marianne Gram mener ikke, det er realistisk, at alle får en plads i denne runde: 

“På den korte bane, kan vi måske skaffe ti pladser. Vi kan jo ikke nå at skaffe 50 – lad os være ærlige”, siger Marianne Gram. 

Hvem har ansvaret?

En række forskellige faktorer spiller ind, når man taler om skyld i den nuværende praktiksituation. Det er nemt at pege fingre, men faktum er, at det er mere kompliceret – i hvert fald når vi spørger Martin Vestergaard.

“Det er svært at sige, hvem der har ansvaret, når man rammer ind i konjunkturer. Det er jo en blanding af, at DMJX er gået fra 12 til 18 måneders praktik, og der er sket en afmætning i branchen fra medier, der gang på gang ikke har fået ansøgere, som så har givet op nu,” siger Martin Vestergaard.  

Derudover fungerer praktiksystemet efter markedsmekanismer. Det afhænger i høj grad af mediernes økonomi, hvor mange pladser der er. Vestergaard forklarer, at antallet af praktikpladser derfor er ude af skolens hænder, da de ikke kan gøre andet end at presse på hos medierne for at slå flere pladser op. 

Ifølge Henrik Berggren er skyldsspørgsmålet ikke så kompliceret:

“Helt konkret er det jo DMJX’s skyld, at vi står i den nuværende situation, fordi vi øgede praktiktiden fra 12 måneder til 18 og derfor skulle bruge flere pladser,” siger Henrik Berggren.  

Og situationen var også forudsigelig, efter DMJX gik tilbage til 18 måneders praktik. Det blev indført efter stort pres fra de danske medier, som til gengæld lovede at optage flere praktikanter. Det blev dog ikke sådan. Ved praktiksøgningen i efteråret 2022 var der kun akkurat pladser nok. 

“Vi har længe sagt, ulven kommer – nu kom den så,” siger Martin Vestergaard om manglen på praktikpladser.  

Men har DMJX så planer om at ændre praktikperioden tilbage til 12 måneder? Ifølge Martin Vestergaard er det ikke noget, skolen bare kan gøre. Det er en beslutning mellem bestyrelsen og rektor, der derefter skal godkendes af ministeriet. Spørger man ind til Vestergaard og Berggrens personlige mening, er de ikke afvisende overfor 12 måneders praktik.

“Jeg vil have svært ved at argumentere for, at man ikke kan blive en god journalist med 12 måneders praktik. Så det er da en overvejelse værd,” siger Henrik Berggren. 

Marianne Gram er ikke lige så positivt stemt overfor idéen om 12 måneders praktik på DMJX:

“Altså, jeg vil gerne understrege, at dette ikke er en beslutning, der ligger hos Praktikudvalget. Men jeg synes umiddelbart, at det ville være noget værre rod at ændre, så kort tid efter de 18 måneder er blevet genindført. På den korte bane er vi nok nødt til at have lidt koldt vand i blodet,” siger Marianne Gram.

”Søg bredt, og slik røv, men på en kritisk måde, du er jo journalist. Forbered dig på, at det bliver hårdt – og lad os være ærlige: Skynd dig at lære de rigtige mennesker at kende i branchen.”

– Ditte Hjort Würtzenfeld og Sidse Marie Hansen, journaliststuderende på fjerde semester

Den evige undren – er vi for mange studerende?

“Har vi ikke snakket om det her før?” 

Henrik Berggren kiggede tænksomt på os, da vi spurgte, om DMJX optager for mange studerende, når der nu ikke er praktikpladser nok. Og jo, spørgsmålet dukker ofte op på DMJX i diverse sammenhænge, men når det gælder muligheden for at komme videre på sin uddannelse, virker det som en reel undren.  

“Jeg synes, det er så naivt. Vi havde også snakken om optag, sidst vi stod med mangel på praktikpladser. Men det, vi står i, er et praktikproblem – det er ikke et dimittendproblem,” sagde Henrik Berggren og fortsætter:

“Det dur ikke at regulere på optaget – altså medmindre vi ikke kan finde en løsning på praktikproblemet. Men det vigtige i forhold til optaget må være dimittendledigheden.”

Marianne Gram mener også, at løsningen må kunne findes andetsteds. Hun lægger vægt på, at man skal passe på med at konkludere alt for meget lige nu, da opgaven med praktikpladser før har kunnet løftes. Hun sender også en appel til medierne om at kigge efter, om de kunne bruge en praktikant. For som hun siger: “Chancen for at få en praktikant har aldrig været større.”

Dog medgiver hun, at det i øjeblikket er et problem med antallet af studerende: 

“Vi optager for mange studerende lige nu. Det kan vi ikke modsige – det er jo faktuelt. Men det er også et øjebliksbillede, og vi er nødt til at se billedet over lidt længere tid,” siger Marianne Gram.

Hvordan får studerende en fair chance for et match?

Så hvordan skal studerende kæmpe sig til en praktikplads i næste runde?

“Prøv at tænke i alternativer og søg bredt! I kan også overveje, om der er steder, I kunne skrive til, der ikke har slået stillinger op i denne runde. Eller måske tage til udlandet, hvis det var noget, I kunne se jer selv i,” lød det fra Henrik Berggren. I samme ombæring opfordrer han også kommende praktiksøgende elever til at holde hovedet koldt: 

“Lad’ vær med at tænke over det. I kan alligevel ikke gøre noget ved det. I må bare vente til, I kommer ind på fjerde semester,” siger Henrik Berggren. 

Martin Vestergaard er enig i, at man må indstille sig på, at praktiksøgningen er en hård tid. Og det kan DMJX ikke tage ud af ligningen: 

“Vi prøver at gøre det lidt nemmere ved at invitere nuværende praktikanter ud og fortælle om deres oplevelser og generelt bare italesætte det. At praktiksøgning er hårdt, er noget, vi tænker over hele tiden,” fortæller han. 

Marianne Gram stemmer i: “Tænk bredt. Hvis man nu ikke får sin første, anden eller tredje prioritet, skal man spørge sig selv, om der kan være andre muligheder, hvor man kunne komme ud i en anden slags praktik. Hvis man bider sig for meget fast i ønsketænkning, så lukker døren også. Der er så mange steder, hvor du kan lære rigtig meget. Hav en plan b, og undersøg den.” 

Hvis du stadig er i tvivl, så er svaret, der går igen fra DMJX og praktikudvalget: søg bredt. Det er ikke tilladt at være kræsen, for du kan blive en dygtig journalist alle steder. 

Hård konkurrence fra RUC

På RUC har de tre ugers praktik, inden de søger “den lange praktik”. Spørgsmålet er, om det ikke giver en konkurrencemæssig skævvridning, da de har etableret gode forhold til medierne i denne “prøve-praktikperiode”. De har haft mulighed for at skabe forbindelser og vist deres engagement, som studerende både på SDU og DMJX ikke har haft mulighed for. Men det er ikke noget, DMJX umiddelbart har planer om at indføre:

“Det er noget, vi har diskuteret mange gange. Jeg tror, det kunne være en fordel, men jeg synes, det er en uskik, hvis vi skulle lave ekstra praktik, da vi allerede har 18 måneder. Jeg tror, medierne ville blive rigtig trætte af det,” lyder det fra Henrik Berggren. 

Martin Vestergaard kan godt se pointen i at have en ‘prøvepraktikperiode’: 

“Det giver da dem en fordel. Det er ikke noget, vi har overvejet, men hvis der blev ved med at mangle pladser, kunne det være en idé,” siger Martin Vestergaard. 

Fra os til dig 

Vi står som sild i en tønde foran det lille runde bord. Foran os står Per Thiemann fra Politiken, som i løbet af praktikperioden har opnået samme status som Beyonce. Jeg får et puf af sidemakkeren. Jeg er træt og har ondt i kinderne af at smile. Ondt i nakken af at nikke. Og ærligt – ondt i tungen af at slikke røv.

Vi fik at vide af DMJX, at vi bare skulle slappe af inden messen. Det var medierne, der skulle sælge sig til os – ikke omvendt. Men reelt var det en anden sag. 

Ét medie spurgte os grinende på messen: ”Hvorfor er der ingen, der stiller kritiske spørgsmål? Det er jo det, I bliver uddannet i”. Jamen, fordi vi er så angste og nervøse for at stille det forkerte spørgsmål, som kunne ødelægge vores chance for en praktikplads. 

Fordi de sidder med vores fremtid i hænderne. 

Så hvis det skal være netop dig, der smider guldkuglen til store matchdag og kommer ud på den anden side som sejrherre, må vores bedste råd være: Søg bredt, og slik røv, men på en kritisk måde, du er jo journalist. Forbered dig på at det bliver hårdt – og lad os være ærlige: Skynd dig at lære de rigtige mennesker at kende i branchen. 

Kære kommende praktiksøgende journalist, DMJX Memes sagde det først, men der er ikke andet tilbage at sige end: Happy hunger games, and may the odds be ever in your favor.

FYP, trends og content: DMJX satser på TikTok

FYP, trends og content: DMJX satser på TikTok

FYP, trends og content: DMJX satser på TikTok

Politikerne var der, de unge er der, og nu er det blevet DMJX’ tur til at komme på det omdiskuterede medie TikTok. Illustreret Bunker har sat sig for at finde ud af, hvorfor skolen vælger at bruge mediet, og hvem personen bag profilen er. Lad os se, hvad det ka’.

TEKST: Sarah Vestergaard & Hilde Agergaard Svendsen
FOTO: Axel Emil Hammerbo

Udgivet den 30. marts 2023

Mark Forum Dideriksen går rundt blandt sine medstuderende på DMJX i håbet om at finde et par stykker, der vil medvirke i den næste video. 

En gruppe journaliststuderende nikker og griner, da de bliver spurgt.

“Så bare stå stille som mannequiner,” siger Mark Dideriksen, imens han trækker sin mobil frem. 

Hurtigt og med rolig hånd filmer han den stillestående flok, der har svært ved at holde masken.

“Det er jo fedt, at man på TikTok kan se, at der er andre mennesker, så det ikke bare bliver mig, der er ‘Mr. DMJX’,” siger Mark Dideriksen. 

Han går på andet semester på kommunikation, og er én ud af de to DMJX-studerende, skolen har hyret til at skabe indhold i øjenhøjde med de unge. Mark står for at dele content fra DMJX Vest, mens Anna Daugaard Johansen står for at dele fra DMJX Øst. 

 

På jagt efter kommende studerende

Siden januar 2023 har DMJX været at finde på TikTok. Dan Hansen er presse- og kommunikationsansvarlig på DMJX, og han fortæller, at idéen med en TikTok profil er, at mediet skal bruges som et supplement til skolens øvrige kommunikationskanaler for at tiltrække endnu flere potentielle studerende. 

“Lige nu er vores primære formål at vise de unge, at der er nogle fede faciliteter og få dem til at se: ‘De studerende ligner mig’. Der er noget humor her, der er også en fredagsbar. Så man som 17-, 18-, 19-årig ser, at det faktisk ligner ens gymnasium ret meget,” siger Dan Hansen.

For kommunikationsafdelingen, der står bag profilen, handler det om at være der, hvor de unge er: Nemlig på deres For You Page

“Vi har oplevet, at der er en større og større del af den yngre gruppe, som ikke er på Facebook mere. De er også mindre og mindre på Instagram, men til gengæld er de på TikTok,” siger Dan Hansen. 

Så for at nå de 16-25-årige tages der nu nye midler i brug i form af en mere humoristisk og trendbaseret tilgang, der netop kendetegner TikTok som medie. 

Til at løfte opgaven har de ansatte i kommunikationsafdelingen fået input fra kyndige DMJX-studerende, heriblandt Mark Dideriksen.

“Det har virkelig været sjovt, men også nøjeren, fordi jeg selv studerer her. Når folk fra skolen ser mine videoer, kommer de jo til at få en eller anden holdning til mig, og hvordan jeg kommunikerer. Der er jo rigtig mange her på stedet, som har en holdning til, hvad god kommunikation er,” siger han. 

Tjek DMJX’s TikTok ud her.

Vil ikke have en influencer

“Jeg er i gang med at lave en TikTok, hvor der skal stå ‘Bevæg dig, eller tag til fredagsbar,’” siger Mark Dideriksen, imens han går videre i sin søgen efter flere folk på skolen, der vil være med i videoen.   

Han ved, der er mange, der følger med, så det content, han poster på TikTok, skal være veludført. Kigger man på DMJX’ TikTok er der op til 20.000 visninger på en video, samtidig med at profilen har 476 følgere. 

“Research er virkelig en kæmpe del af det. Hvis jeg skal lave videoer, som bliver modtaget godt, så bliver jeg først nødt til at sidde og scrolle rigtig meget igennem et feed for at se, hvad er det for nogle tendenser, der sker derinde,” siger Mark Dideriksen 

Som næste led i arbejdsprocessen omsætter Mark Dideriksen sin research til relaterbart indhold for især mulige DMJX-studerende.

Idet Mark Dideriksen er content creator på skolens vegne, har det været vigtigt for kommunikationsafdelingen, at DMJX’ TikTok ikke fremstår som hans personlige profil. 

“Vi har sagt, det kunne være fedt, hvis der kom lidt flere ansigter på, da vi ikke vil have en influencer. Men vi har ladet det være meget op til dem, hvordan de vil gøre det,” siger Dan Hansen.

Og netop denne frihed fra skolens side har gjort, at der er blevet postet videoer på skolens TikTok, som nok ikke var blevet offentliggjort, hvis Dan og resten af kommunikationsholdet havde haft TikTok-teten.

Det har været vigtigt for Dan, at det er de unge, der snakker til de unge, fremfor at kommunikationsafdelingen producerer indholdet: 

“Vi synes, det skulle være nogen i starten af 20’erne, da vi gerne vil tale ind i TikTok-verdenen med trends, humor og attention,” siger Dan Hansen.

”Der er jo rigtig mange her på stedet, som har en holdning til, hvad god kommunikation er.”

– Mark Forum Dideriksen, kommunikationsstuderende på DMJX

Jeg har trådt i en universitetslort

I en video træder en mand ind ad døren, mens han mimer til lyden, der bliver spillet i baggrunden. 

“Jeg har trådt i en lort … I min Birkenstock.”

Imens tager manden foden op og viser et stykke papir under sin sandal, hvor ‘Universitetet’ står skrevet med blokbogstaver. 

Dette er en af de videoer, DMJX har lavet til sin TikTok. 

“Det er jo det, der er grunden til, at jeg ikke laver dem, for så ville der komme alle mulige forbehold ind,“ siger Dan Hansen. 

I kommentarsporet til videoen har erhvervsakademiet Dania svaret tilbage med grine-emojies, hvorimod Aarhus Universitet kommenterer græde-emojies.

“TikTok er jo et medie, hvor man godt må være lidt savage,” forklarer Mark Dideriksen om meningen med videoen. “Hvis man lavede det på Facebook eller Instagram, ville det virke meget voldsomt, at man kritiserede eller gjorde grin med andre uddannelsesinstitutioner.”  

Og det er tydeligt, når man ser ned gennem DMJX’ feed, at der er en rød tråd i videoerne. Det handler om at vise en sand fortælling om det at gå på en videregående uddannelse, også selvom det nogle gange indebærer uoverskuelige lektier og overspringshandlinger. Og det er en klar strategi fra Mark Dideriksen: 

“Spørgsmålet er, om det er fedt at se en video, hvor man bare tegner et glansbillede af DMJX. Hvis det skal være noget, som når ud til folk, er man bare nødt til at være ærlig,” siger Mark Dideriksen.

Mark takker af

Som studerende er der nok at se til. Derfor giver Mark i april TikTok-stafetten videre til den næste i rækken, der er frisk på at prøve kræfter med mediet. 

Efter de seneste måneders arbejde på TikTok som DMJX’ mand i Aarhus er der masser af erfaring at dele ud af. Og inden Mark siger farvel, har han derfor et par gode råd til den af sine medstuderende, som bliver den nye Mr. eller Mrs. DMJX: 

“Stol på, at det, du bringer til bordet, faktisk er sjovt. Man kan ikke skabe noget indhold, alle synes er sjovt, fordi det er megasubjektivt fra person til person. Man kan ikke tilfredsstille alle.”

Skolens tanker om sikkerheden på TikTok

TikTok har de sidste par år været meget omdiskuteret, men de sidste uger har debatten taget fart. Center for Cybersikkerhed anbefalede i februar, at tjenstlige enheder, som anvendes af statslige myndigheder, ikke har TikTok downloadet. Udover politikerne og statsansatte, har blandt andre Danmarks Radio frarådet deres medarbejdere at have app’en installeret på arbejdstelefoner. 

Da DMJX ikke er en statslig myndighed, indbefatter anbefalinger fra Center for Cybersikkerhed ikke skolen. Men kommunikationsafdelingen er dog opmærksomme på problemstillingen: 

“Vi går ikke væk fra TikTok på baggrund af et forsigtighedsprincip, men vi holder selvfølgelig øje med de sikkerhedsrisici, der er,” siger Dan Hansen.

Nyt projekt skal finde journalistuddannelsernes manglende diversitet

Nyt projekt skal finde journalistuddannelsernes manglende diversitet

Nyt projekt skal finde journalistuddannelsernes manglende diversitet

Journalistuddannelserne har i årevis været præget af en manglende diversitet, de ikke har kunnet gøre op med. Langt størstedelen af de studerende er etniske danskere, men det skal et nyt fælles projekt mellem skolerne nu forsøge at lave om på.

TEKST: Ines Kajkus
FOTO: Rebecca Helene Hoffmann

Udgivet den 30. marts 2023

Sheku Jatta Rymark Sankoh havde, allerede inden han startede på DMJX, forberedt sig på, at der ikke ville være mange som ham på journalistuddannelsen. Det er svært for ham præcis at sætte ord på, hvad det er for en fornemmelse, han går med på skolen. Men han er konstant bevidst om, at han er en minoritet her. 

’’Jeg tænkte ikke, at jeg ville være den eneste. Men jeg vidste heller ikke, at der var så få. Det kan godt være lidt spøjst nogle gange, at man ikke har nogen at spejle sig i på samme måde, som jeg kunne der, hvor jeg voksede op,’’ siger Sheku Sankoh.

De studerende ligner hinanden på flere måder. Det bliver de mindet om i auditorierne, i klasselokalerne og ude i mediebilledet. I har hørt det før, og nu hører I det igen. For selvom alle har været bevidste om problematikken i nogle år, så har tallene ikke ændret sig på nogle af journalistuddannelserne.

De seneste ti år har andelen af studerende med anden etnisk baggrund på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole udgjort 0,7 procent af alle studerende. Til sammenligning udgør borgere med anden etnisk herkomst 14 procent af den danske befolkning. 

 

Ny undersøgelse skal komme problemet til livs

De tre journalistuddannelser på DMJX, SDU og RUC har derfor nu indgået et fælles projekt for at undersøge, hvad problemet for det manglende diverse optag skyldes. For den manglende diversitet har en betydning for kvaliteten af journalistikken. Både i form af de artikler der produceres, men særligt også de kilder, som man vælger at bruge. 

Hver af de tre uddannelser bidrager til projektet med 100.000 kr. Derudover er undersøgelsen støttet af Dagspressens Fond med yderligere 100.000 kr. og af Dansk Journalistforbund med 35.000 kr. 

I første omgang skal undersøgelsen forsøge at finde frem til, hvorfor så få med anden etnisk herkomst søger mod journalistikken. Dernæst er målet at finde svar på, hvordan man inden for de kommende tre år kan rekruttere flere studerende med anden etnisk baggrund.  

Mette Mørk, som til dagligt er lektor på DMJX, sidder i projektets styregruppe, og har til opgave at få kontakt til de studerende, som kan give relevant input til undersøgelsen. 

‘’Vi kan spørge dem, der går på skolen, hvad der har fået dem til at søge ind, og hvad de tænker barrieren er. Vi håber, at de studerende vil stille op, og at de, der går på studiet med anden baggrund, vil svare, for det er vi afhængige af,” siger Mette Mørk.

”Det kan godt være lidt spøjst nogle gange, at man ikke har nogen at spejle sig i på samme måde, som jeg kunne der, hvor jeg voksede op.”

– Sheku Jatta Rymark Sankoh, journaliststuderende på DMJX

Den manglende diversitet afspejles i journalistikken 

Det er særligt brugen af kilder, som er et problem. Meget tyder på, at journalister i højere grad søger mod kilder, der ligner dem selv. RUC-rapporten ’Dem vi (stadig) taler om’ kortlagde, at kun 3,5 procent af kilder i medierne var indvandrere eller efterkommere i 2021. 

Thomas Funding, som er chefredaktør for TV2 Nyhederne, anerkender, at det er et fundamentalt problem, og at manglen på diversitet på skolerne og i mediebranchen har en effekt på de historier, som journalisterne bringer. 

’’Jeg tror på, at journalisterne trækker den virkelighed, de kender ind i redaktionslokalet. Hvis journalistikken skal være mangfoldig, kræver det, at journalister kommer fra en divers baggrund. Vi er nødt til at lave journalistik, der er til for hele befolkningen. Det gør vi ikke, når vi har en alt for homogen gruppe medarbejdere,” siger Thomas Funding.

Kildeproblematikken var Sheku Sankoh på forhånd klar over. Men han mener dog, at skolen bør gøre mere ud af at understrege for eleverne, hvor vigtigt det er, at vi kommer hele vejen rundt om samfundet. Samtidig bør de studerende få flere redskaber til at komme i kontakt med de grupper, som de normalt ikke ville. 

’’Jeg har en teori om, at mange finder kilder, som ligner dem selv. Jeg kan godt mærke, at nogle af de kilder, jeg gerne vil have fat i, blandt andet folk med mellemøstlig baggrund, typisk ikke får meget taletid i medierne,” siger Sheku Sankoh.

 

Den foreløbige løsning

Spørger man Mette Mørk, gør skolen allerede nu, hvad den kan for at gøre de studerende opmærksomme på, at der er blinde perspektiver. ’Det usynlige gruppemedlem’, som man introduceres til på 2. semester, og diskursanalyse-forløbet på 3. semester er nogle af måderne, hvor de studerende kan reflektere over, om der er andre måder at se en historie på. 

Mette Mørk mener dog ikke, at det har virket nok. Det er fortsat sjældent, at kilder med anden etnisk baggrund optræder i artikler på skolen. 

“Forleden blev jeg så glad, da der optrådte et par med anden etnisk baggrund end dansk i en historie, som handlede om, at de var sure over huslejen. De blev ikke brugt på grund af deres baggrund. Og det er faktisk sjældent,’’ siger Mette Mørk.

 

Hvem har ansvaret? 

I mediebranchen er tendensen og tallene stort set ens. De danske mediehuse har langt færre ansatte med anden etnisk herkomst end andre brancher, konkluderede en undersøgelse fra Slots- og Kulturstyrelsen i 2020. Men problemet bør først og fremmest ændres på skolerne, før det kan ske ved mediehusene, mener Thomas Funding.

‘’Jeg er glad for, at man faktisk har fokus på det. DMJX har en særlig rolle at spille i det her. Det er den eneste af de tre skoler, som ikke kræver en gymnasial uddannelse, og det er der jo faktisk en grund til. Derfor synes jeg også, at DMJX har en særlig pligt og rolle i at søge et mere diverst optag,’’ siger Thomas Funding. 

Ansvaret, mener Mette Mørk, hviler på begges skuldre.

‘’De siger jo altid, at det er vores skyld. I vidt omfang så hyrer medieverdenen også nogle gange talenter udenom os. Jeg synes, det er et samlet ansvar. Så kan vi godt sidde og skyde på hinanden med, hvem der har det største ansvar. Det første skridt er i hvert fald, at vi begynder at tale om det,’’ siger Mette Mørk. 

Funding anerkender, at TV2 i ansættelsessituationer ikke har været gode nok til at bryde ud af den klassiske tanke om, hvad det vil sige at være en god journalist. Når det kommer til praktikanter og journalister med anden etnisk baggrund, er TV2 som udgangspunkt meget interesseret. Man er bevidst om problemet og forsøger at gøre op med det ved at tage flere chancer, når der skal ansættes.  

’’Vi prøver også at tage lidt flere chancer en gang imellem og håber, at personen måske bryder den homogene størrelse. Hvis man vælger det sikre hele tiden, så er der en risiko for at reproducere. Men det grundlæggende og største problem er, at skolerne ikke lykkes med at få uddannet et diverst nok hold af nye journalister,” siger Thomas Funding.

Forandringer tager tid og forbedringer endnu længere. Undersøgelsen vil, udover etnicitet, indregne andre identitetskategorier som alder, socioøkonomisk og handicap. 

Undersøgelsen forventes at stå færdigt sommeren 2023 og vil bidrage med ny viden, anbefalinger og løsninger.

Er der en voksen til stede? Når de ansatte fester med i Kurt Strandbar

Er der en voksen til stede? Når de ansatte fester med i Kurt Strandbar

Er der en voksen til stede? Når de ansatte fester med i Kurt Strandbar

Kan ansatte og studerende feste på lige vilkår, sove branderten ud og mødes igen om mandagen uden blikke og hvisken i krogene? Illustreret Bunker forsøger at finde svar. 

TEKST: Iben Marie Ryberg
Illustration: Katrine Åsleff Edvardsen 

Udgivet den 30. marts 2023

Rykker den acceptable promillegrænse i Kurt Strandbar sig afhængigt af, om man er studerende eller ansat? Når man til et punkt, hvor det bliver for pinligt eller ligefrem grænseoverskridende, hvis de ansatte går fra en enkelt øl ved langbordene til at tylle englefisser i baren?

Det lød muligvis som outtroen til hvert afsnit af 90’er julekalenderen ”The Julekalender”. 

Her får spørgsmål også lov at hænge i luften og afsluttes af opfordringen: 

Følg med i morgen. 

Det kan passende blive det samme for denne artikel. Svarene kan kun findes ved at læse til ende og derefter bruge en kendt folkeskoleklassiker: Spørg dig selv. 

 

I Kurt Strandbar er vi alle lige og frie 

Undervisere og ansatte i fredagsbaren har været mere eller mindre forventeligt inventar, siden DMJX hed Journalisthøjskolen og lå på Oluf Palmes Allé.  

”Det har været en del af kulturen på DMJX. Nogle af vores ansatte vil jo senere hen møde nogle af de studerende på et kollegialt plan. Man har før i tiden set hinanden som kommende kollegaer,” siger Trine Lundgaard, HR-konsulent på DMJX. 

Det udsagn forårsager imidlertid løftede øjenbryn hos Anton Dahl Andersen, medlem af De Studerendes Råd: 

”Vi skal være kollegaer på et tidspunkt med tryk på ’på et tidspunkt’. Det er i hvert fald ikke imens, vi går her,” siger han. 

Så hvad er det for et miljø og alkoholkultur, de studerende og ansatte møder, når de som måske kommende kollegaer gæster Kurt Strandbar? 

Ifølge Katrine Rahbek, formand i Kurt Strandbar, adskiller den sig ikke fra andre steder. Hun mener generelt heller ikke, at der er problemer med fulde ansatte i fredagsbaren. 

Selv kan hun mindes at have set to ansatte, som var ”godt berusede”. 

Om det siger Jens Grund, prorektor på DMJX: 

”Det synes jeg ikke er heldigt. Man skal ikke være blind for, at der er et asymmetrisk magtforhold.”

 

Adfærdskodeks for både studerende og ansatte

For at starte et andet sted: I kølvandet på Sofie Lindes brandtale om MeToo, blev der i 2020 lavet et adfærdskodeks for både ansatte og studerende på DMJX. 

Det ligger frit tilgængeligt på Itslearnings startside og hedder ”Kodeks for god adfærd på DMJX”. 

Det er udarbejdet af skolens ledelse, studievejledningen, KaJ og andre studenterforeninger. 

I dokumentet står der blandt andet, at ”DMJX ønsker at være en rummelig og mangfoldig uddannelsesinstitution og arbejdsplads med plads til alle typer af studerende og ansatte, som frit kan ytre sig i et miljø, hvor alle udviser gensidig respekt.” 

Kodekset gælder både til hverdag og fest, og skal der være fest, så lad der være fest.

DMJX har ikke nogen nedskreven alkoholpolitik – I hvert fald ikke i festregi. 

De ansatte må, af hensyn til skolens omdømme og forholdet til de studerende, ikke drikke alkohol i arbejdstiden. Med mindre, der er tale om receptioner eller andre festlige lejligheder.

Til gengæld er fredags-øl tilladt efter kl. 14, og de må gerne indtages i fredagsbaren.

”De ansatte har jo en autoritet overfor de studerende. Vi har en tillid til, at de opfører sig forsvarligt. Gå ned, få en øl eller to og så gå hjem,” siger Trine Lundgaard.  

“Jeg tænkte, hvis jeg var ham, ville jeg gerne stoppes. Man kan blive revet med og lige pludselig er klokken ti. Så kan det være meget rart, at der lige kommer en og siger ‘nu er det nu’.”

– Anton Dahl Andersen, journaliststuderende og medlem af de Studerendes Råd 

En øl og så hjem – eller hvad?

Anton Dahl Andersen kan i hvert fald komme med et konkret eksempel på, at der blev drukket mere end en øl. En aften i Kurt Strandbar oplevede han en ansat være så fuld, at han følte, han var nødt til at påtale det for vedkommende. 

Det var, ifølge Anton Dahl Andersen, senere, end han ville kalde okay for en ansat. Der havde ikke umiddelbart været nogen tegn på, at den ansatte var ubehagelig, men ifølge Anton Dahl Andersen virkede det som om, folk snakkede om det i krogene: 

”Jeg tænkte, hvis jeg var ham, ville jeg gerne stoppes. Man kan blive revet med og lige pludselig er klokken ti. Så kan det være meget rart, at der lige kommer en og siger ’nu er det nu,’” siger han. 

Episoden er bekræftet af to andre studerende. 

Anton Dahl Andersen fortalte ikke nogen om episoden efterfølgende. Han syntes ikke, det var alvorligt nok. Han vidste på det tidspunkt heller ikke, at andre havde haft lignende oplevelser. 

Derudover har han været nervøs for reaktionerne: 

”Jeg har haft ondt i maven over det. Hvad nu, hvis jeg bliver anklaget for at være fuld af løgn?” siger han. 

Det er, ifølge prorektor Jens Grund, i sidste ende de ansatte og ledelsens ansvar, at fredagsbarens miljø er trygt for alle: 

”Det er de voksnes ansvar. Det burde ikke være nødvendigt, at en studerende siger til en ansat, at de skal gå hjem.” 

I juni 2022 sendte Jens Grund og rektor Julie Sommerlund en mail ud til de ansatte, hvor der blandt andet stod: 

”Hos os på DMJX opfordrer vi på mange måder til socialt samvær mellem ansatte og studerende, fordi vi ved, det har en positiv effekt på studiemiljøet. Derfor må vi udvise stor omhu for at undgå situationer, som de studerende kan opleve som ubehageligt eller uønskede. Vi skal være særligt opmærksomme på fredagsbarer, julefrokoster osv., hvor der er alkohol involveret, da vi både af egne og andres erfaringer ved, at det især er i denne slags situationer, uønsket seksuel opmærksomhed finder sted.” 

Katrine Rahbek oplyser, at hverken hun eller den resterende bestyrelse i Kurt Strandbar er blevet kontaktet af studerende, der har haft dårlige oplevelser med DMJX-ansatte i fredagsbaren. 

I KaJ, Dansk Journalistforbunds studenterorganisation, opfordrer tidligere formand Markus Valentin til, at man kommer til dem, hvis man har oplevet noget ubehageligt eller mærkeligt i fredagsbaren. Han forsikrer også om, at fredagsbaren skal være et trygt miljø for alle studerende. 

Markus Valentin peger på, at der er en forskel på, om man er studerende eller ansat i fredagsbaren, men man kan ikke sætte lighedstegn mellem det og et generelt problem med upassende opførsel fra de ansatte:  

”Der er en autoritativ forskel mellem eleverne og de ansatte. Med det sagt, går vi jo ikke rundt og tror, at de alle sammen er potentielle krænkere, som på ingen måde må være i nærheden af os, når der er alkohol,” siger han. 

En enkelt episode behøver ikke betyde, at alle de ansatte skal sanktioneres i samme ombæring: 

”Hvis der er en, der har været problematisk, og vi hjælper med at føre sagen videre, betyder det ikke nødvendigvis, at alle ansatte skal nægtes adgang til Kurt,” siger han.

Skal de nægtes adgangs til fredagsbaren? Det bliver de i hvert fald ikke andre steder. 

 

Ingen regler for ansatte

I en rundspørge blandt aarhusianske fredagsbarer, foretaget af Illustreret Bunker, svarer kun 2 ud af 22, at de ansatte holder sig helt væk fra fredagsbaren, fordi ingen synes, det er en god idé, at de er der. 

De resterende 20 steder svarer, at undervisere og andre ansatte er mere end velkomne, men at det sker meget sjældent. Når det sker, drikker de et par øl og går hjem af sig selv. Det har derfor ikke været nødvendigt at indføre regler. 

Det forventer man som udgangspunkt også på DMJX, mener Trine Lundgaard:

”Hvis jeg hørte om ansatte, der drak sig en kæp i øret og på nogen måde optrådte uhensigtsmæssigt, ville vi selvfølgelig tage hånd om det,” siger Trine Lundgaard. 

Som det er nu, er det under alle omstændigheder ikke muligt for studerende at indberette anonymt gennem en whistleblowerordning. Det er af juridiske årsager kun muligt for de ansatte. 

Har man oplevet noget, skal det gå gennem studenterforeningerne, en underviser, studievejledningen eller HR.

Anton Dahl Andersen, medlem af DSR, understreger, at han ikke nødvendigvis synes, fredagsbaren kun skal være for de studerende. Det er dog, ifølge ham, en gråzone i forhold til, hvordan de ansatte deltager: 

”At de står og spiller bordtennis med en fadøl, I couldn’t care less. Men det gør en forskel, hvis de står inde i Kurt kl. 23.30, efter de har drukket rigtig mange englefisser,” siger han. 

Du er nu nået til vejs ende på denne artikel, forhåbentligt klogere end før. 

Så: Er det skægt eller skandaløst, når de ansatte deltager i fredagsbaren?

Spørg dig selv.

Illustreret Bunkers mail: illbunker@dmjx.dk er åben for inputs og meninger om emnet.