Interview Arkiv - Illustreret Bunker

“I ubehagelige situationer falder min puls til det halve”

af Webredaktøren | maj 30, 2024 | UDE

“I ubehagelige situationer falder min puls til det halve”

Artiklen her handler om, hvordan manden med den rolige stemme og de lange pauser bærer sig ad med at hvile i stilheden mellem interviewer og interviewperson.

TEKST: Jens-emil nørgaard
Illustration: lotte skjødt nielsen

Udgivet den 30. maj 2024

Den svenske TV-kanal SVT inviterer i 2010 en flok reportere fra flere forskellige lande til Sverige for at følge den svenske valgkamp. Blandt de indbudte er Mikael Bertelsen. Han skal interviewe den daværende svenske ligestillingsminister, Nyamko Sabuni. En meget kendt skikkelse i Sverige fra partiet Liberalerna. Og så er hun minsandten også burundisk flygtning. Opgaven er simpel. Mikael Bertelsen og Nyamko Sabuni skal tale om ligestilling. Interviewet skal bruges som indslag til den afsluttende debat på valgaftenen om ikke så frygteligt længe.

Inden interviewet fortæller han det svenske tv-hold, at de på intet tidspunkt må lægge kameraet fra sig. Mikael Bertelsen forbereder dem på, at der kan komme lidt turbulens.

Nyamko Sabuni træder ind i lokalet og giver Mikael Bertelsen hånden. På dansk fortæller han, at han har en aftale med ligestillingsministeren. Hun kigger lidt forvirret på Mikael Bertelsen og forklarer, at det altså er hende, der er ligestillingsminister.

”Jeg tror, du har misforstået,” siger Mikael Bertelsen. ”Jeg har altså en aftale med ministeren.”

Lettere irriteret prøver ligestillingsministeren en gang til. Afdæmpet forklarer hun Mikael Bertelsen, at hun er ligestillingsminister i den svenske regering.

”Kan du ikke finde din kalender og komme med en kop kaffe? Jeg skulle gerne have en aftale med ligestillingsministeren,” siger Mikael Bertelsen.

Rådgivere, spindoktorer og TV-hold i hele rummet begynder afvæbnede at bryde ind i samtalen. Hun afbryder og slår over i engelsk. Nu kan det være nok.

”You don’t understand. I AM THE MINISTER,” siger den svenske ligestillingsminister, Nyamko Sabuni.

”But, but you are a woman,” svarer Mikael Bertelsen. Gys.

Foran en ligestillingsminister i landet, der spiser feminisme til morgenmad. Man kunne lige forestille sig, hvordan sådan et lokale klemmer sig sammen. Det lyder jo næsten som noget fra Klovn. Præcist hvordan, det hele ender for Mikael Bertelsen, vender vi tilbage til. At tage sig tid til tingene er nemlig noget, som mediebranchen har glemt, ifølge Mikael Bertelsen.

”Alle udkommer, alt bliver sendt, alt bliver optaget, og alt bliver glemt.”

Så det kan vi meget passende øve os på i denne artikel.

En kop sukker og et interview, tak

Nogle gange kan det næsten føles som fysisk smerte i maveregionen. Sig noget for helvede. Men han holder sin mund. Mikael Bertelsen kan få tæerne til at grave sig ned i stuegulvet, når han afventende stiller spørgsmål. Han ser det selv som en måde at punktere rollerne med det formål at se, hvem vi i virkeligheden er.

Der er noget ved ham, som skiller os ad. Vi er ikke helt enige om stilheden. Eller Mikael Bertelsen.

”Jeg har hele mit voksne liv befundet mig utroligt godt i stilhed. Så godt, at jeg nogle gange bruger det som et skjold,” siger han.

Han lokkede engang indbyggerne i et parcelhuskvarter i et slags interviewteknisk jerngreb ved at bede om en kop sukker. Et gammelt trick, som han helt oprigtigt troede, var en måde at kontakte hinanden i parcelhuskvarterer.

Året er 2002. Smartphonen er ikke opfundet. De fleste laver stadig aftaler med hinanden over fastnettelefonen og mails. Ja, programmet er faktisk så gammelt, at det har opfyldt sit eget navn. Skjoldhøj Arkivet er begravet dybt i arkivet hos DR.

Mads Brügger og Mikael Bertelsen er taget til Skjoldhøjparken, et parcelhuskvarter i nærheden af Tilst.

Mads Brügger er lige stukket på en løbetur, mens Mikael Bertelsen er i færd med at finde ud af, hvad der skete med den familie, der boede i det hus, som de har lejet. De skulle efter sigende have haft et skrantende ægteskab. Men der er tilsyneladende ingen, der egentlig ved, hvad der blev af familien.

Mikael Bertelsen står og banker på en hoveddør lidt nede ad gaden. I den ene hånd har han en tom kop, og i den anden en optager. Han er ved at lave radio, forklarer han, men der er simpelthen ikke noget sukker i det forladte hus, som Mads og han selv bor i. Det ældre ægtepar, som har åbnet døren, er godt nok lige på vej ud. De skal i sommerhus, så de har ikke tid til interviewet, men vil nu gerne hjælpe med en kop sukker. Sådan gør man jo her i kvarteret.

Da konen kommer tilbage med Mikael Bertelsens kop, har hun fyldt koppen med sukker. Husbonden og Mikael er allerede i gang med historien om det forladte hus. 20 minutter går der, før det ægtepar, som var på vej ud af døren, faktisk får sneget sig ud af Mikaels Bertelsens interview.

Han har aldrig hørt, at det kunne skabe ubehag.

”Jeg oplever det slet ikke som irriterende eller groft. Det er en måde at skrælle portrættet rent fra de vaner og reaktioner, som alle har, når situationen går præcist, som vi havde forestillet os. Jeg ser det som en måde at redde interviewpersonen og mig fra den falskhed, interviews kan være omgivet af,” siger Mikael Bertelsen.

Hunde kan mærke, om man er bange, og det kan interviewpersoner også. Her skal siges, at Mikael Bertelsen aldrig kunne finde på at sammenligne personer, han interviewer, med hunde.

Lidt turbulens kan ikke skade

Det er vist på tide, vi fortsætter historien om, hvad der skete med den svenske ligestillingsminister og Mikael Bertelsen. Lad os starte scenen, hvor vi slap den. Mikael Bertelsen har lige antydet over for en svensk minister, at hun er for meget kvinde til at besidde en ministerpost.

Det stakkels TV-hold er ved at krybe under gulvtæppet af skam. Undskyldninger og ansvar bliver kastet omkring. Spindoktorer går i gang med at rense luften for muligheder for mere konflikt.

Nu er det jo bare sådan, at Mikael Bertelsen havde advaret om turbulens. Og så må man spænde bæltet, hvis ikke man vil kastes rundt i flyvemaskinen.

Det er ikke til at vide, hvad man selv ville have gjort. Måske fundet sin smartphone frem? Det er jo ikke længere 2002. Situationen ender med at trække en del opmærksomhed i de svenske medier. Selvfølgelig. Vistnok noget med en overskrift, hvor der stod ”Idioten fra Danmark”.

Men Idioten, som trak overskrifter, vidste, hvad han lavede. Selv beskriver han det sådan her.

”Det kan minde lidt om en TV-station fra dengang, hvor der stadig var tekniske vanskeligheder i ny og næ. Man følte sig i live hos TV-avisen, når transmissionen blev afbrudt. Man kan sige, at jeg eksperimenterer med spontane øjeblikke, som kendes fra de tekniske uheld.”

Det er en måde at ophæve den kunstighed, der kan være i et interview.

I dag griner Mikael Bertelsen mest af den pinlige situation med ligestillingsministeren. Han vidste jo godt, hvem hun var. Det var bare hans måde at gøre tingene på.

“På det tidspunkt var ministre noget, man var bange for. I dag er det mest nogen, man har lidt ondt af.”

Otte interviews til millionen

Alt for mange interviews er låste på forhånd. I mange af de TV-interviews, man ser, er det en interviewer, der snubler sig vej hen imod svaret. Det, som de allerede på forhånd har besluttet sig for, er det eneste vigtige, kilden kan fortælle.

“Det kan blive lidt af et kammerspil, når intervieweren er for forberedt,” siger Mikael Bertelsen.

Det var noget andet i sin tid. Før de fleste nuværende journaliststuderende var født, brugte Mikael Bertelsen sine dage på DR. En af de unge journalister på redaktionen var i gang med en radiomontage. Om hvad kan han ikke lige huske. En ældre journalist på redaktionen gav råd fra sig. Lidt som Mikael Bertelsen gør nu.

Rådet var: De første otte interviews, du laver med din hovedperson, kan ikke bruges til noget.

Dengang føltes det lidt som en overdrivelse. Men der er nu alligevel noget om snakken, mener Mikael Bertelsen.

“Sådan er det jo ofte med gode råd. Man regner det ikke for meget, indtil man selv prøver, at de første otte interviews ikke fungerer.”

Han insisterer på ikke at lyde gammelklog. Det lægger han meget vægt på. Og råd er svære at komme med, fordi vi alle interviewer forskelligt.

“Mit indtryk er, at yngre mediestuderende med stor ildhu prøver at gøre sig en karriere på egen hånd. Til det kan jeg sige, at alt det bedste, jeg har lært og produceret, er i samarbejde med andre. Det, håber jeg ikke, er forsvundet helt.”

Hvad kunne du godt tænke dig, at en artikel som behandler din stilhed og evne til at håndtere ubehag, ender med?

“ ,” tier Mikael Berthelsen.

Skal det ende i stilhed?

“Det kunne være meget passende.”

24syv er ikke mere. Men de tidligere medarbejdere lever stadig

af Webredaktøren | maj 30, 2024 | UDE

UDE

24syv er ikke mere. Men de tidligere medarbejdere lever stadig

Hvad får de tidligere ansatte på 24syv dagene til at gå med, efter deres arbejdsplads er lagt i graven? Vi har spurgt de fem journalister, som blev interviewet i forrige avis.

TEKST: EVA BEYER PAULSEN
ILLUSTRATION: MIE STÆRK

Udgivet den 30. maj 2024

Den 31. marts bølgede den sidste talestrøm fra 24syv ud af danskernes radioer. I Illustreret Bunker udgav vi i sidste nummer en reportage fra radiokanalens sidste dage. Her kom fem journalister på banen med deres tanker om lukningen. Det er efterhånden et vilkår for journalister, at medier skærer ned – eller at de helt forsvinder. Så hvordan er livet efter døden på det medie, man har arbejdet på i årevis? Det har de fem journalister fra sidste udgivelse sagt ja til at fortælle om i denne artikel – og deres svar er vidt forskellige.

Andreas Christiansen, tidligere chef for programudvikling på 24syv. Driver nu mediet Det Hemmeligste Af Det Hemmelige

Hvordan forløb lukningen af 24syv?

Selve det tekniske i at lukke er jo ingenting. Det er bare at holde op med at møde op og stoppe med at sende. Men der er selvfølgelig også det menneskelige, og det synes jeg gik godt. Vi havde en stor fest om søndagen, da vi lukkede, hvor vi sendte en sidste gang. Selvfølgelig var folk kede af det, men de var også stolte og glade. Det var simpelthen bare en meget kærlig og vemodig stemning.

Hvad laver du nu?

Min gamle medvært og jeg har startet mediet “Det Hemmeligste Af Det Hemmelige”, som vi havde som podcast på 24syv. Vi har så mange abonnenter, at vi kan leve af det. Vi har ambitioner om, at det skal blive et lille nichemedie, og det er vi kommet godt fra start med.

Hvordan kan det være, at I gjorde det frem for at sælge programmet til et eksisterende medie?

Det var fordi, der ikke var nogen, der bed på. De var ikke villige til at betale det, som vi kostede. Der er jo ikke nogen af de store mediehuse, der tager podcasts seriøst. Så var det, vi tænkte, hvorfor ikke gøre det selv? Vi havde mange trofaste lyttere, og der var heldigvis mange, der valgte at følge med.

Jeg bestemmer over min egen tid. Vi har muligheden for at vokse. Lige nu er min løn den samme, hvis ikke bedre, end hvad jeg havde fået, hvis jeg var en del af et mediehus. Vi har været meget heldige, fordi vi har kunnet bygge det op med statens penge på 24syv. Men så har vi også lavet et program, som folk fortsætter med at følge med i.

Det at starte sit eget medie er ikke noget, jeg har tænkt over som en mulighed før. Det tror jeg, mange journalister, som føler, at det ser lidt sort ud, kan få glæde af at tænke på. Vi er to mand, der kan leve af 1500 kunder, ikke? Det er jo ikke, fordi det er mange. Men det er, fordi prisen er den rigtige for de rigtige kunder.

Hvordan er det så gået i forhold til, hvad du forventede?

Det går meget bedre end forventet. Men altså, hvad er forventet egentlig? Jeg er stadig irriteret over, at kanalen skulle lukke. For jeg mener, at Danmark har brug for mere public service, ikke mindre. Så det er jeg grundlæggende irriteret over. Vi havde jo massere, der lyttede til vores podcasts. Jeg synes, vi blev bedre og bedre, og nu er det hele bare væk.

Emma Bohn Vinkel: Tidligere radiovært og redaktionschef på 24syv-programmet Døgnrapporten. Nu podcastproducer på Ekstra Bladet

Hvordan forløb lukningen af 24syv for dig?

Jeg synes, det var en ret underlig periode. Det der med, at man stadig skulle møde på arbejde, selvom lukkedagene kom tættere og tættere på. Det føltes mere og mere ligegyldigt for hver dag, der gik, samtidig med, at man jo stadig havde lyttere, der var glade for det produkt, man lavede. Selvfølgelig fortsatte man for lytternes skyld, men på kontoret gav det jo bare mindre og mindre mening.

Vi lavede et farvelafsnit og fik ligesom lagt programmet, Døgnrapporten, ordentligt i graven. Så var vi ude og drikke nogle øl og snakke med hinanden, og det var på en eller anden måde meget rart, at man havde hinanden i det. Det var ligesom ikke en enkelt person, der var blevet fyret, det var os alle sammen.

Vi havde en vildt god afslutningsfest. Det føltes lidt som sådan en trist nytårsaften, hvor alle jo lidt gik og ventede på, at klokken blev 12, men det var jo ikke for at hoppe ind i det nye år og ønske tillykke, det var for at græde ind i det nye døgn og sige farvel. Det var meget følsomt, og der var mange tårer. Det var egentlig rart, at vi sammen kunne lægge det hele i graven, men det var også meget ambivalent.

Hvad laver du så nu?

Jeg havde egentlig indstillet mig på, at det var fint nok, hvis jeg kom på dagpenge. Men så skrev jeg bare lidt på LinkedIn om, at jeg snart var ledig, og så var der nogen fra Ekstrabladet, der rakte ud til mig. Det er et virkelig sjovt og helt vildt spændende job. Jeg får stadig lov til at arbejde med kriminalstof og podcast, så det kunne nærmest ikke blive bedre.

Er det din generelle opfattelse, at folk er kommet godt videre? Eller har du bare været mere heldig på den front?

Det er faktisk et rigtig svært spørgsmål. Det er ikke mange, der har fået job med det samme. Jeg ved også, at en del har besluttet at tage ud at rejse, eller måske kigger de på at starte på en uddannelse til sommer. Men for eksempel er alle, der var på Blåt Bælte, kommet hen på BT, og det er jo fedt, at det kunne lade sig gøre, at de kan fortsætte i det samme hus.

Chano Jørgensen, tidligere radiovært på 24syv-programmet Tsunami. Nu på dagpenge

Hvordan forløb lukningen af 24syv for dig?

Vi havde besluttet os for at afslutte det hele med et lytterprogram, hvor vi i stedet for at have en kendt gæst med, som vi plejer, havde vores lyttere med. Det var en fin måde at slutte det på, synes jeg. Så havde vi lejet en stor partybus, og så kørte vi sammen rundt med vores lyttere og fejrede det sidste program med dem. Det var sådan, den sidste dag gik.

Vi har købt rettighederne til vores program. Så vi bestemmer selv, hvad vi gør nu. Planen er, at vi skal finde et sted, der vil videreføre Tsunami, men det har vi ikke fundet endnu.

Så har jeg skullet begynde på dagpenge. Det er rigtig noller. Det er det mest nederen, jeg har prøvet i mit liv. Det er rigtig svært, når man samtidig har oprettet en virksomhed, så man kunne opkøbe sit program. Vi skulle jo have et CVR-nummer og har betalt mange tusinde kroner for at få lov til at opkøbe programmet. Men nu sidder systemet så og siger, jamen, du har jo et firma, hvor mange timer bruger du på det om måneden? Og jeg bruger jo nul timer, og tjener nul kroner, altså, det er bare forvirrende. Og så skal man sidde og dokumentere, at man søger job, men i den her branche er det svært at dokumentere de samtaler, man kommer til, fordi det ofte bare er en uformel kaffeaftale på en café.

Tsunami betyder rigtig meget for mig. Det er det, jeg har lavet de sidste tre år. Det er det, jeg har fået en smule succes med. Når jeg er i byen, møder jeg stadig mennesker, der kommer hen og spørger ind til Tsunami, og hvor det er blevet af. Så kan man mærke, at der er folk, der savner det og folk, der hver dag skriver på vores Instagram: ”Ej, nu må der da snart ske noget, nu må I da snart afsløre, at I forsætter,” så det betyder rigtig meget.

Hvordan er det ikke at stå med en fastansættelse mere?

Det er rigtig, rigtig mærkeligt. Hele det her freelanceliv, som jeg tænker 90% af os lever, det skal man lige vænne sig til. Det her med, at det lige pludselig er alle mod alle. Vi har jo siddet derinde og været privilegerede og har bare kunnet få penge fra staten for vores arbejde.

På den anden side tror jeg også, at man hurtigt kunne være groet fast, hvis man havde siddet der de næste 10 år.

Asgar Bugge Hansen, tidligere radiovært på 24syv-programmet Gameboys. Nu på vej ind på lærerstudiet

Hvordan er lukningen gået i forhold til, hvad du forventede?

Jeg synes, det er gået meget stille og roligt. I starten føltes det bare som en lang ferie. Men jeg tror, det bliver værre med følelsen på dagpenge med tiden. Det er min opfattelse, at det generelt har været svært for folk at få job.

Jeg arbejder allerede på en ungdomsskole som pædagogmedhjælper, indtil jeg kommer ind på læreruddannelsen. Det er det, jeg vil. Jeg har indset, at det journalistiske pres ikke er noget, jeg har lyst til. Det er en hård branche, jeg er på vej ud af. Det er svært at finde job som journalist, og der er mange andre ting, jeg hellere vil kæmpe for.

Hvis det ikke var for den jobusikkerhed, der er i branchen, var du så blevet?

Det ved jeg faktisk ikke, men jeg har lyst til at sige nej. Jeg håbede selvfølgelig, at vi kunne have kørt videre med Gameboys, men hvis det ikke var fordi, jeg fik muligheden for at lave podcast i sin tid, så var jeg aldrig gået den vej.

Daniel Møgelhøj, tidligere radiovært på 24syv-programmet Gameboys. Nu midlertidigt ansat på mediet Arkaden

Hvordan var det at pakke jeres studie ned?

Vores studie har jo været i forskellige iterationer i de fire år, som vi endte ud med. Vi havde helt klart det mest ambitiøse og rodede studie, og der var mange ledninger, der skulle hives ud af væggen og teknik, der skulle tilbage til Kulturradio Danmark eller til andre opkøbere.

Det var hårdt at se det, vi havde opbygget over fire år, blive revet væk. Det var til sidst et studie, som jeg var meget stolt af, fordi det netop havde huset så mange spændende gæster, så mange fede historier, så meget interessant journalistik.

Hvordan gik det med at få opkøbt programmet?

Vi endte med ikke at købe Gameboys. Det er der mange grunde til. Det er et for stort arbejde, og det passede ikke ind i vores planer. Men heldigvis har vi fået at vide, at der er landet en aftale med Kulturradio Danmark, der betyder, at det kan blive oppe i lidt længere tid. Det er dejligt at vide, at de mennesker, der har fulgt os i de her fire år, har mulighed for at genhøre de her programmer lidt endnu. Jeg har selv genlyttet nogle programmer, bare for at huske mig selv på, hvor meget det hele egentlig betød for os.

Hen mod slutningen af 24syvs liv kunne jeg mærke, at det, at jeg ikke havde noget at lave, snart blev en realitet, som jeg ikke havde lyst til at sidde i. Så var jeg så heldig at få det rigtige opkald og tale med de rigtige mennesker. Og nu, et par uger efter, føler jeg allerede, jeg er godt i gang og har lært at omstille mig. Dog stadig med den store sorg, at jeg ikke arbejder sammen med Asgar mere.

Hvordan er det nu at stå med freelancelivet og ikke helt vide, hvad der skal ske?

Når jeg kigger tilbage på det, vi har skabt på 24syv, så giver det mig blod på tanden til at fortsætte. Man er nødt til at være sikker på sine egne evner. I den her branche må man finde sig i den usikkerhed og det kaos, der er. Intet er sikkert.

Mange af de ting, som skræmmer os, det er også de ting, der former os. 24syv har været formgivende år, det har været noget, der har givet noget ild til tilværelsen. Det tror jeg bare ikke, man skal glemme, når man sidder på den anden side. Der er intet, der stopper dig i at gøre det samme igen udover dig selv.

Hans Pilgaard vægter samtale over interview i ny programserie: “Jeg lægger sgu også noget på brættet”

af Webredaktøren | mar 21, 2024 | UDE

UDE

Hans Pilgaard vægter samtale over interview i ny programserie: “Jeg lægger sgu også noget på brættet”

Ved at bruge sig selv forsøger Hans Pilgaard at vise nye sider af personligheder, vi alle kender, men som normalt undgår at udlevere privatlivet i aviser og ugeblade.

TEKST: ANDERS HELMER MØRCK & JONAS FONNESBÆK MADSEN
FOTO: LOTTE SKJØDT NIELSEN

Udgivet den 21. marts 2024

”Så går der nogle år, og så rammer det. Fuck mand, jeg kunne eddermanme godt tænke mig at ringe til min far og sige det her. Og det kan man ikke,” fortæller Peter Schmeichel, mens han sammed med Hans Pilgaard venter på at få brygget en kaffe.

“Hvor gammel blev han?” spørger Hans Pilgaard.

“Han blev 86, så han klarede sig meget godt, vil jeg sige,” svarer Peter Schmeichel.

“Min blev 80, og det var, som om jeg røg ud af sync, da han døde. Da han forsvandt, var det, som om jeg tænkte: Hvad skal jeg gøre nu?” siger Hans Pilgaard.

I næste klip sidder de igen på plastikstolene på tribunen ved Gladsaxe Stadion, hvor Peter Schmeichel uddyber tiden efter sin fars død.

Scenen udspiller sig i ‘Det store spørgsmål’, der siden den 3. januar er blevet vist på TV2. Et program, hvor Hans Pilgaard som interviewer forsøger at gøre sig selv og seeren klogere på seks kendte danskere. På Viaplay har man siden 2022 kunnet se Casper Christensen interviewe håndplukkede kendte danskere. Begge programmer udgør et format, hvor seeren skal lære den udvalgte kendis at kende gennem et samtaleportræt. Her er intervieweren mere selvudleverende og deltagende, end man kender det fra de traditionelle portrætter.

Formatet, hvor en kendis interviewer en anden kendis, er et eksempel på en tendens, hvor intervieweren træder mere og mere frem. Det har den fare, at den berømte interviewer træder så meget frem i lyset, at det slører programmets egentlige hensigt. Men det kan også bidrage til, at man som seer får en dybere indsigt i den portrætteredes privatliv, som ellers er lukket for offentligheden.

Ét spørgsmål på blokken

“Hvordan er du endt som den, du er i dag?”

Kun det enkelte spørgsmål er på skriveblokken, når Hans Pilgaard sætter sig klar til interview i programmet ‘Det store spørgsmål’. Resten opstår spontant undervejs i interviewet – eller samtalen, som han hellere vil kalde det.

“Den enkelhed, der er i et simpelt, men stort spørgsmål, skaber rum og tid til at høre svaret, i stedet for at man har ni backup-spørgsmål,“ siger han.

Samtaleportrættet er ifølge Hans Pilgaard med til at åbne for en sårbarhed hos den portrætterede, der ikke ville have været muligt i et traditionelt interview.

“Der er jo en naturlig distance, som er svær at komme uden om. Men hvis man alligevel skal prøve, så tror jeg, det kan være godt at dele ud af sit eget,” siger han.

De udvalgte deltagere er valgt ud fra, hvad Hans Pilgaard i programmets intro beskriver som kendte, der har en bestemt plads i mit hjerte.

Værten bruger sin egen interesse for de udvalgte personer som drivkraft for programmet. Det var vigtigt for Hans Pilgaard, at de ikke ofte fremstod i mediebilledet.

“Benspændet skulle være, at deltagerne ikke skulle være Tordenskjolds soldater. Det skulle være folk, der normalt siger nej til at tale om sig selv i interviews,” siger Hans Pilgaard.

At få de tavse i tale

Castingen af de kendte var særlig vigtig for Peter Toldberg Gamborg, TV2’s redaktør på ‘Det store spørgsmål’. Han havde løbende en dialog med Hans Pilgaard om, hvem der skulle medvirke.

“Det er en hybrid mellem samtale og interview. Det skyldes, at nogle af de kendte, der stiller op, ikke ville deltage i et traditionelt interview,” siger han.

Det var eksempelvis tilfældet med Lars Mikkelsen og Lars von Trier, der sgu ikke rigtigt gider det med fjernsyn. Samtaleformatet var derfor en måde, man kunne få dem i tale, siger redaktøren.

“Det skulle kunne afføde nye måder at se de her kendte på. De skulle bidrage med noget nyt, man ikke havde hørt før,” siger Peter Toldberg Gamborg.

Det er ikke, fordi Hans Pilgaard er kendt, at han lykkes med at få de portrætterede til at åbne op. Det er, fordi han netop er Hans Pilgaard, siger han.

“Mange vil gerne være i selskab med Hans, fordi han er et varmt og lunt menneske. Hvis det var mig, der havde ringet og sagt til dem, at jeg gerne ville lave en samtale med dem, havde jeg nok ikke fået adgang. For de aner ikke, hvem jeg er. Jeg tror, at Hans er et menneske, de stoler på. Og tillid er en meget stor del af det her,” siger Peter Toldberg Gamborg.

“Man vil hellere tale med et menneske”

En af fordelene ved, at man som interviewer giver noget af sig selv, er, at man møder hinanden i øjenhøjde. Det fortæller Steffen Moestrup, der forsker i journalistik og har skrevet ph.d. om personadreven journalistik. Når intervieweren går fra at være anonym til at være et menneske med ballast og erfaringer, som man bringer i spil, så kan det få den portrætterede til at dele mere, forklarer han.

“Man giver noget af sig selv for at få noget mere af den anden. Så kan der åbnes for en rigere samtale, fordi man trods alt hellere vil tale med et menneske med alle de komplekse facetter, der er i det,” siger Steffen Moestrup.

I programmerne “Det store spørgsmål” og “All Exclusive” er det en kendt, der interviewer en anden kendt. Det kan åbne for, at intervieweren kan tillade at fylde mere, fortæller Steffen Moestrup. For seeren kan have et håb om, at værterne også deler noget af sig selv, når der bliver trykket på play-knappen.

Modsat kan det dog være et forstyrrende element for dem, der eksempelvis er mere interesserede i Lars von Trier end Hans Pilgaard, forklarer Steffen Moestrup.

“Så det er jo helt klart en tendens, der også har nogle kritiske sider og problematikker,“ siger han.

“Det skal ikke være så hyggeligt, at det ikke er kritisk”

Peter Gamborg Toldberg forstår, hvis nogle seere mener, at værten fylder for meget i programmet. Men han understreger, at det er umuligt at lave noget, som alle seere synes er ”genialt”.

“Hvis man ikke er fan af Hans, eller af at værter fylder meget, så kan jeg godt sætte mig ind i, at det kan være en pinsel at se. Heldigvis er der rigtig mange, som kan lide Hans.”

Hans Pilgaard gør brug af flere sider af sig selv, når samtalerne i afsnittene finder sted. Det er både personen Hans og journalisten Hans Pilgaard, for de er umulige at skille ad, fortæller Hans Pilgaard.

Han er Hans, når han til Lars Mikkelsen deler ud af sin egen opvækst med en far, der var bipolar. Men han er også Hans Pilgaard, når han forsøger at opklare, hvorfor Lars von Trier forstod Hitler i Cannes tilbage i 2011.

“På den måde skal det ikke være så hyggeligt, at man ikke kan nappe og være kritisk. Det skal man være meget opmærksom på,” siger Hans Pilgaard.

Hans Pilgaard er med på, at hans fremtrædende rolle i programmet kan skille vandene, og han erkender, at han sommetider måske fylder for meget.

“Man skal passe på, at man ikke kommer til at skygge for den interviewede. Men når jeg fortæller Lars Mikkelsen, at jeg selv har oplevet en barndom, der kunne være svær, skal det ikke handle om det. Jeg gør det, fordi jeg har lyst til at dele det med ham og sige ‘jeg lægger sgu også noget på brættet’,” siger Hans Pilgaard.

Journalisten må ikke skygge

Steffen Moestrup mener, at der både er fordele og ulemper ved, at en kendt journalist byder op til en samtale, som i ‘Det store spørgsmål’.

“De vellykkede programmer er der, hvor det bliver et berigende element. Der kommer mere i spil, når de sidder og deler i et intimt rum, frem for hvis man bare sidder og spørger,” siger Steffen Moestrup.

Ifølge ham er det en balancegang, og der er en risiko for, at intervieweren kommer til at fylde for meget.

“Jeg synes derimod, at de gange, hvor det mislykkes, er der, hvor journalistens tilstedeværelse bliver så dominerende, at det er på bekostning af interviewpersonens taletid eller tilstedeværelse,” siger han.

Jagten på det ultimative resultat

Det sidste afsnit af ’Det store spørgsmål’ er nu kørt over skærmen i de danske stuer. Personligt er Hans Pilgaard glad for, hvordan programserien endte med at blive. Særligt er han stolt af interviewet med Lars Mikkelsen, som, han mener, er noget af det bedste samtale-tv, han har lavet.

“Da interviewet var færdigt, sagde han: ‘Pas nu godt på mig.’ Han lagde sit hjerte i mine hænder og havde tiltro til, at jeg kunne være med til at fortælle en historie, som er meget sårbar og personlig,” fortæller Hans Pilgaard.

Men selv hos en rutineret journalist, er der altid ting, man kan gøre bedre, når man ser tilbage.

“I nogle situationer ville jeg ønske, at jeg havde turdet være endnu mere stille og lyttende, end jeg var,” siger han.

I andre øjeblikke ønskede han at være bedre til at blive i det smertefulde i stedet for at bevæge sig hurtigt videre for at passe på den, han snakkede med.

Hans Pilgaard synes, at de seks samtaleportrætter gav nye indsigter på velkendte personer. Men han understreger, at det langt fra blev endegyldigt perfekt.

“Jeg tror vel i virkeligheden, at vi alle sammen prøver at lave det ultimative interview, den ultimative samtale, det ultimative portræt. Og det har jeg stadigvæk til gode at lave,” siger han.

FORSIDEN

TV Glad og de kendte danskere: “Alle mennesker har ret til at have en stemme i samfundet”

af Webredaktøren | mar 21, 2024 | UDE

UDE

TV Glad og de kendte danskere: “Alle mennesker har ret til at have en stemme i samfundet”

Ved udgangen af 2023 fandt en helt særlig samtale sted i en gammel flyverterminal i København. Et stort antal journalister, alle med forskellig grad af funktionsnedsættelse, fik lov at stille spørgsmål om alt, mens Mette Frederiksen og Thomas Helmig sad i den varme stol ad hver sin omgang forberedt på en samtale, som kunne forme sig på alle leder og kanter.

Christian Drost (t.v.) og Anders Jensby (t.h.)

TEKST: HELENA HOLM-GREGERSEN
FOTO: KASPER SØHOLT

Udgivet den 21. marts 2024

Omringet af boligblokke, susende biler og forbipasserende mennesker, troner en bygning frem. Bag bygningens hvide betonmur, opridset af store, sorte blokbogstaver som staver ‘GLAD’, kommer man ind i en baggård, som skiller sig ud fra resten af det københavnske Nordvestkvarter. Gården er fuld af blomster, borde, bænke og glade mennesker. Inde bag hoveddøren finder man en kantine fuld af liv, propfuld af journalister og unge studerende med et smil på læben, som tilsammen skaber det fællesskab, der præger TV-stationen TV Glad.

Programserien En særlig samtale løb for første gang over sendefladen juledag 2023 på Danmarks Radio. To af de journalister, som finder deres daglige gang på TV Glad, Christian Drost og Anders Jensby, har begge medvirket i serien, både foran og bag kameraet. De to journalister har hver deres grad af funktionsnedsættelse og skaber derfor deres journalistiske produkter hos TV Glad. Christian Drost og Anders Jensby fortæller om deres oplevelser med En særlig samtale, og hvordan TV Glad og de medvirkende journalister efter programserien har været særligt eftertragtede.

“Det var spændende og sjovt at dykke ned i nogle folk, man kender lidt perifert gennem medierne. Det var en mulighed for at stille de mennesker nogle spørgsmål, som ikke gik på deres erhverv, og spørge dem om nogle ting, de ikke normalt bliver spurgt om,” siger Anders Jensby.

Samarbejde med andre redaktioner

De arbejder begge på TV Glads redaktion i København. Under skabelsen af En særlig samtale fik de to journalister dog lov til at arbejde side om side med deres kolleger fra Glads andre redaktioner i Danmark. Journalisterne udviklede sammen spørgsmål og det konkrete koncept i mindre fokusgrupper.

“Det var fedt at arbejde i grupper med nogle af de kollegaer, jeg i min dagligdag ikke får lov at arbejde sammen med,” siger Anders Jernsby,

Christian Drost mener, det var dejligt at idéudvikle sammen og få sparring.

“Det var især givende at se, hvor meget vi sammen kunne løfte i grupper,” siger han.

De to synes begge, at arbejdsmetoden i fokusgrupperne udvidede deres muligheder for at stille de spørgsmål, som graver dybere end som så. I grupperne fandt de sammen frem til informationer, som interviewpersonerne førhen havde udtalt sig om. De fandt så på nye vinkler og helt ubesvarede spørgsmål. Anders Jensby fortæller, at han i den proces gravede sig frem til Thomas Helmigs forhenværende alkoholproblemer og fik lov at stille skarpt på det.

“Jeg stillede ham spørgsmålet: ‘Hvad gik der gennem hovedet på dig, da du stod foran døren til dit første AA-møde’. Det var fedt at kunne få lov at gå i dybden med noget, vi sammen havde researchet os frem til,” siger Anders Jensby.

Glad behandler kilderne som alle andre

TV Glad er grundlagt i 1999. På TV-stationens hjemmeside kan man læse om det, der gør TV-stationen helt særlig. Nemlig at de er verdens første lokal-TV-station drevet af mennesker med funktionsnedsættelse. Med flere redaktioner over hele Danmark favner TV Glad bredt, og programserien En særlig samtale har fået TV-Glad til at nå ud til den brede befolkning i bedste sendetid på DR. Programmet er sendt over to afsnit, først med Thomas Helmig som interviewperson og dernæst Mette Frederiksen.

At interviewe to så kendte danskere var en uprøvet størrelse for TV-stationen. Journalisterne gik derfor til samtalen med lige dele spænding og nervøsitet i maven, fortæller Christian Drost. Samtalerne fandt sted i Kastrup Lufthavns gamle Vilhelm Lauritzen-terminal. Ved hjælp af terminalens smukke, arkitektoniske opbygning og naturlige lysindfald var scenen for samtalerne sat.

Terminalen var proppet med Glad-journalister fra hele landet klar til at tage imod hovedpersonerne Thomas Helmig og Mette Frederiksen. De blev i hvert sit program sat i midten af en stor cirkel af stole, som stille og roligt blev udfyldt af de fremmødte journalister.

“Jeg var nervøs inden interviewet. Thomas Helmig er jo kendt, men jeg behandlede ham som alle andre gæster i et program”, siger Christian Drost.

Både han og Anders Jensby fortæller, hvordan nervøsiteten hurtigt forsvandt i takt med interviewets gang. Journalisterne gjorde brug af egne oplevelser og fortællinger om personlige og ofte følsomme emner, som skabte et bånd mellem dem selv og interviewpersonerne.

“Jeg spurgte ind til Thomas Helmigs fars stilling som overlæge. Jeg blev en smule rørt, da vi snakkede videre om hans fars stilling som hjertelæge, fordi jeg selv har været hjertebarn. Det var en meget rørende måde at lave interview på,” siger Christian Drost.

Efter en rundbarbering af råmaterialet fra programmets klippere endte det med, at den del, hvor Christian Drost fortæller Thomas Helmig om sin fortid som hjertebarn, blev skåret fra. Begejstringen og følelserne for fællesskab fra hovedpersonen Thomas Helmig var dog umulige at pille ud. Da han skulle tage afsked med journalisterne, rejste musikeren sig op fra sin stol.

“Jeg havde regnet med, at det ville blive skideinteressant og skidesjovt og spændende, men det oversteg faktisk mine forventninger. Jeg synes, det har været det fedeste selskab overhovedet,” siger han.

Om den særlige forbindelse skabt mellem parterne i interviewene i En særlig samtale, fortæller ekstern programredaktør på DR, Lasse Bjørch.

“Formatet ved En særlig samtale rammer bredt. Programmet har fået rigtig mange mennesker til at sidde med og mærke en nærværende og inderlig samtale med nogle mennesker, vi ellers ikke ser i den kontekst”.

To vidt forskellige kontraster

De to programmer ligner hinanden i opsætning, men skiller sig ud på indhold og hovedperson.

“Interviewpersonerne er eksklusive og reserverede stjerner, som fascinerer danskerne på hver deres måde”, fortæller Lasse Bjørch.

Det var også tydeligt for Christian Drost og Anders Jensby, da de sad over for dem.

“Mette og Thomas var to vidt forskellige kontraster. Thomas Helmig er meget folkelig og nede på jorden, hvor Mette Frederiksen jo er landets statsminister og medietrænet på en helt anden måde. Vi fik heller ikke lige så meget tid med Mette, da hendes tidsplan ikke tillod det. Derfor blev det sværere at snakke i dybden med hende, end det gjorde med Thomas,” siger Anders Jensby.

Fransk inspireret format

En særlig samtale finder sin forgænger hos det franske magasin Le Papotin, der ligesom TV Glad drives af journalister med funktionsnedsættelse. I den franske programserie Les rencontres du Papotin har stjerner fra store dele af det franske kulturliv ligeledes delt personlige tragedier og triumfer.

Med den franske pendant i tankerne indgik produktionsselskabet Strong Production et tredelt samarbejde med TV Glad og DR, som sammen skabte En særlig samtale.

“Programmet blev bedre, end vi kunne have håbet på. Den inderlighed og det nærvær, som blev fremkaldt i interviewene af TV Glads sindssygt dygtige rapportere, oversteg alle vores forventninger,” siger Lasse Bjørch.

En særlig fremtid

De to programmer har vist sig at være ekstremt populære og har skabt stor omtale efterfølgende. Programmets præmis har altså vundet indpas hjemme i stuerne, og DR’s Lasse Bjørch kan da også love, det ikke var det sidste, vi så til serien på DR. Der er op til flere En særlig samtale-interviews undervejs, forventet klar til udgivelse i 2024.

På TV-Glad vil man efter succesen med En særlig samtale se frem til at deltage igen.

“Jeg synes, En særlig samtale var et genialt program at få lov at være med til at lave,” siger Christian Drost.

Anders Jensby supplerer.

“Vi har været med til at udbrede nogle dele af hovedpersonerne til danskerne, som ingen har kendt til før. Det er det, der har gjort programmet så særligt,” siger han.