Ifølge medieeksperter bliver journalistik ofte mindre nuanceret, når et land er i krig. I Ukraine er propagandaen vokset siden den russiske invasion i 2022, men der findes også undersøgende, uafhængige journalister, der gør deres bedste for at formidle kritisk og objektivt. 

1000 dage.

Tirsdag den 19. november markerede, at det var 1000 dage siden, at russiske tropper en februarmorgen gik ind i Ukraine og startede den stadig igangværende krig.

Tabstallene holdes hemmelige af begge lande, men flere eksperter vurderer, at den russiske invasion har kostet titusinder af menneskeliv og drevet millioner af ukrainere på flugt.

Det er liv eller død i Ukraine. Det er det også for ukrainske journalister. Journalistikken er kendt for at skulle være objektiv, kritisk og uafhængig, men kan det lade sig gøre, når man som ukrainsk journalist skal dække en krig, der har så stor en betydning for ens eget liv?

Propagandamedier og selvcensur

Før det spørgsmål kan besvares, er det nødvendigt at forstå mediebilledet i Ukraine. For det journalistiske landskab i Ukraine er ikke helt som det danske.

Borys Potjatynyk er professor i journalistik på Det Ukrainske Katolske Universitet i Lviv, et ukrainsk universitet, der blandt andet uddanner journalister.

Han fortæller, at medielandskabet kan deles op i tre kategorier: den statsfinansierede, den uafhængige og den udenlandske journalistik.

Den statsfinansierede journalistik produceres af et medie, der går under det engelske navn United News Telemarathon. Det er en sammenslutning af de tidligere største offentlige og private TV-kanaler. De har slået sig sammen til én stor statsfinansieret TV-kanal, og selvom DR er statsfinansieret, tegner Borys Potjatynyk et lidt andet billede af den ukrainske pendant.

”Påvirkningen af propaganda er høj og intensiv. De fleste journalister, der arbejder på United News Marathon, føler sig højst sandsynligt forpligtet til at lave den journalistik, der er passende i statens øjne,” fortæller Borys Potjatynyk.

United News Telemarathon blev stiftet ved krigens begyndelse, og lektor Hanne Jørndrup genkender mønsteret med stigende propaganda i krigsramte lande.

På RUC har hun forsket i krigsjournalistik, og hun fortæller, at krig ofte medfører mindre nuanceret journalistik.

“Mange tidligere studier viser, at lande i krig er meget biased. Jo mere involveret, man er i en krig, desto mindre rum er der til nuancer,” siger hun.

Det findes der også historiske eksempler på. Her nævner Hanne Jørndrup den største krig, der endnu har fundet sted i verdenshistorien.

”Under anden verdenskrig sagde journalister jo ikke ’Skal vi ikke høre, hvad ham Hitler har at sige?’ Anden verdenskrig var også fyldt med propaganda og få nuancer,” siger hun.

I Ukraine findes der også den uafhængige og undersøgende journalistik. Men den kommer ikke uden omkostninger.

Borys Potjatynyk fortæller, at mange journalister er forsigtige med at sætte spørgsmålstegn ved krigsanliggender, fordi en ukrainsk medielov fra 2023 gør, at medier kan blive reguleret eller midlertidigt blokeret, hvis magthaverne ønsker det.

”Loven skaber en form for selvcensur og holder mange journalister fra for eksempel at kritisere de øverste chefer i det ukrainske militær, fordi de frygter konsekvenserne af det,” siger han.

Der findes dog undersøgende journalister, som går kritisk til magthaverne, og de adskiller sig tydeligt fra de statsfinansierede, når det kommer til bias.

“En tydelig krigsbias knytter sig mest til de journalister, der er på United News Marathon. De uafhængige journalister gør deres bedste for at dække krigen objektivt,” fortæller Borys Potjatynyk.

Og til dem har han en klar holdning.

“De uafhængige, kritiske journalister er utroligt modige. Og det er vigtigt for Ukraine, at nogle tør være kritiske,” siger han.

God journalistik kræver raske journalister

En af de uafhængige journalister i Ukraine er Katerina Sergatskova. Hun har været journalist, siden hun var 16 år, og hun fortæller også, at journalistikken har ændret sig.

Det har den, siden Rusland invaderede Ukraine første gang.

“Da krigen kom til mit land i 2014, ændrede den journalistikkens kurs på mange måder. Inden krigen dækkede vi politiske skandaler og efterforskning af korruption. Annekteringen af Krim bragte nye emner som krig, konflikt og krise på den journalistiske dagsorden,” fortæller hun.

Borys Potjatynyk er enig i, at politiske skandaler fylder mindre i det ukrainske mediebillede i dag.

“Uafhængige journalister dækker ikke politiske skandaler i samme grad som før krigen, fordi der ikke er valg i Ukraine. Politiske skandaler er typiske for valgkampe, og dem har vi ikke i denne krigstid,” siger han.

Kateryna Sergatskova var i 2018 med til at grundlægge det ukrainske onlinemedie Zaborona. Mediet skriver blandt andet om Ruslands krig mod Ukraine, forbrydelser mod journalister og magtmisbrug. Og i 2022 vandt mediet en Free Media Award.

Zaborona opstod, ifølge Kateryna Sergatskova, fordi man efter annekteringen af Krim i 2014 så angreb på romaer, LGBTQ+-samfund og journalister i landet, uden at politistyrker eller myndigheder greb ind.

Og det skulle dækkes journalistisk.

“Jeg ser demokrati som et system, der skal inkludere alle slags mennesker – også minoriteter. Så der var et klart behov for medier, der ville dække disse udfordringer,” siger Kateryna Sergatskova.

I dag er hun stadig en del af Zaborona, men arbejder også på et andet projekt, hun har været med til at stifte. Organisationen hedder Daily Humanity og blev oprettet på baggrund af invasionen i 2022. Daily Humanity laver træningsprogrammer, der skal fremme sikkerhed i medieindustrien og civilsamfundet både på det fysiske og mentale plan.

Idéen med at uddanne journalister i sikkerhed hænger sammen med Kateryna Sergatskovas ønske om en stærk, fri presse.

“Journalister tænker ofte på deres historie og ikke på deres helbred, men det er vigtigt, at vores journalister har det godt, hvis journalistikken skal have det godt,” siger hun.

Journalistikken er aldrig fuldstændig fri

Spørger man Katerina Sergatskova, om hendes eget journalistiske bias er ændret på grund af krigens grusomheder, påpeger hun, at hun som alle andre mennesker har en indbygget bias, men at hendes journalistiske bias er uændret.

“Min bias er altid mennesker. Jeg ønsker at vide, hvad der er det bedste for dem. Vi arbejder for offentligheden. Jeg er ikke lige så vild med regeringen som med mennesker. Jeg vil sige, at det er min bias,” svarer Kateryna Sergatskova.

Selvom lektor Hanne Jørndrup fortæller, at journalistik ofte bliver mindre objektiv i krigsramte lande, er hun ikke i tvivl om, at der findes ukrainske journalister som Kateryna Sergatskova, der forsøger at holde deres bias på et minimum.

“Jeg kan sagtens forstå, at man som ukrainsk journalist kan tænke: ’Jeg er ikke biased. Jeg går ud og fortæller, at der faldt den bombe, og der døde så mange.’ Det er jo faktuelle forhold, som ikke er præget af en stærk bias,” siger hun.

Og det hænger sammen med, at ingen slags journalistik kan blive helt fri for bias.

“Det gælder både krigsjournalistik og almindelig journalistik: Journalistikken er aldrig fuldstændig fri og uafhængig. Den er altid bundet af nogle forestillinger og fanget i sin kontekst,” siger Hanne Jørndrup.

I disse tider er den journalistiske kontekst i Ukraine, ifølge Borys Potjatynyk, at der er en forståelse af, at alt kan ske, og at man står midt i historien.

Ukrainske journalister er klar over, at alt det, der foregår, er vigtigt og vil blive beskrevet i historiske bøger.

Kateryna Sergatskova er også bevidst om betydningen af historien. Og det faktum, at det er liv eller død i Ukraine, har ikke ændret hendes holdning til vigtigheden af hendes job.

“Journalistik er det vigtigste i verden – især i krisetider. Det er kritisk infrastruktur. Jo bedre journalistik, desto bedre samfund, desto bedre alting. Det er min klare opfattelse – ikke kun de sidste tre år, men siden jeg begyndte at arbejde som journalist.”