“I ubehagelige situationer falder min puls til det halve”

“I ubehagelige situationer falder min puls til det halve”

“I ubehagelige situationer falder min puls til det halve”

Artiklen her handler om, hvordan manden med den rolige stemme og de lange pauser bærer sig ad med at hvile i stilheden mellem interviewer og interviewperson.

TEKST:  Jens-emil nørgaard
Illustration:  lotte skjødt nielsen

Udgivet den 30. maj 2024

Den svenske TV-kanal SVT inviterer i 2010 en flok reportere fra flere forskellige lande til Sverige for at følge den svenske valgkamp. Blandt de indbudte er Mikael Bertelsen. Han skal interviewe den daværende svenske ligestillingsminister, Nyamko Sabuni. En meget kendt skikkelse i Sverige fra partiet Liberalerna. Og så er hun minsandten også burundisk flygtning. Opgaven er simpel. Mikael Bertelsen og Nyamko Sabuni skal tale om ligestilling. Interviewet skal bruges som indslag til den afsluttende debat på valgaftenen om ikke så frygteligt længe.

Inden interviewet fortæller han det svenske tv-hold, at de på intet tidspunkt må lægge kameraet fra sig. Mikael Bertelsen forbereder dem på, at der kan komme lidt turbulens.

Nyamko Sabuni træder ind i lokalet og giver Mikael Bertelsen hånden. På dansk fortæller han, at han har en aftale med ligestillingsministeren. Hun kigger lidt forvirret på Mikael Bertelsen og forklarer, at det altså er hende, der er ligestillingsminister.

”Jeg tror, du har misforstået,” siger Mikael Bertelsen. ”Jeg har altså en aftale med ministeren.”

Lettere irriteret prøver ligestillingsministeren en gang til. Afdæmpet forklarer hun Mikael Bertelsen, at hun er ligestillingsminister i den svenske regering.

”Kan du ikke finde din kalender og komme med en kop kaffe? Jeg skulle gerne have en aftale med ligestillingsministeren,” siger Mikael Bertelsen.

Rådgivere, spindoktorer og TV-hold i hele rummet begynder afvæbnede at bryde ind i samtalen. Hun afbryder og slår over i engelsk. Nu kan det være nok.

”You don’t understand. I AM THE MINISTER,” siger den svenske ligestillingsminister, Nyamko Sabuni.

”But, but you are a woman,” svarer Mikael Bertelsen. Gys.

Foran en ligestillingsminister i landet, der spiser feminisme til morgenmad. Man kunne lige forestille sig, hvordan sådan et lokale klemmer sig sammen. Det lyder jo næsten som noget fra Klovn. Præcist hvordan, det hele ender for Mikael Bertelsen, vender vi tilbage til. At tage sig tid til tingene er nemlig noget, som mediebranchen har glemt, ifølge Mikael Bertelsen.

”Alle udkommer, alt bliver sendt, alt bliver optaget, og alt bliver glemt.”

Så det kan vi meget passende øve os på i denne artikel.

En kop sukker og et interview, tak

Nogle gange kan det næsten føles som fysisk smerte i maveregionen. Sig noget for helvede. Men han holder sin mund. Mikael Bertelsen kan få tæerne til at grave sig ned i stuegulvet, når han afventende stiller spørgsmål. Han ser det selv som en måde at punktere rollerne med det formål at se, hvem vi i virkeligheden er.

Der er noget ved ham, som skiller os ad. Vi er ikke helt enige om stilheden. Eller Mikael Bertelsen.

”Jeg har hele mit voksne liv befundet mig utroligt godt i stilhed. Så godt, at jeg nogle gange bruger det som et skjold,” siger han.

Han lokkede engang indbyggerne i et parcelhuskvarter i et slags interviewteknisk jerngreb ved at bede om en kop sukker. Et gammelt trick, som han helt oprigtigt troede, var en måde at kontakte hinanden i parcelhuskvarterer.

Året er 2002. Smartphonen er ikke opfundet. De fleste laver stadig aftaler med hinanden over fastnettelefonen og mails. Ja, programmet er faktisk så gammelt, at det har opfyldt sit eget navn. Skjoldhøj Arkivet er begravet dybt i arkivet hos DR.

Mads Brügger og Mikael Bertelsen er taget til Skjoldhøjparken, et parcelhuskvarter i nærheden af Tilst.

Mads Brügger er lige stukket på en løbetur, mens Mikael Bertelsen er i færd med at finde ud af, hvad der skete med den familie, der boede i det hus, som de har lejet. De skulle efter sigende have haft et skrantende ægteskab. Men der er tilsyneladende ingen, der egentlig ved, hvad der blev af familien.

Mikael Bertelsen står og banker på en hoveddør lidt nede ad gaden. I den ene hånd har han en tom kop, og i den anden en optager. Han er ved at lave radio, forklarer han, men der er simpelthen ikke noget sukker i det forladte hus, som Mads og han selv bor i. Det ældre ægtepar, som har åbnet døren, er godt nok lige på vej ud. De skal i sommerhus, så de har ikke tid til interviewet, men vil nu gerne hjælpe med en kop sukker. Sådan gør man jo her i kvarteret.

Da konen kommer tilbage med Mikael Bertelsens kop, har hun fyldt koppen med sukker. Husbonden og Mikael er allerede i gang med historien om det forladte hus. 20 minutter går der, før det ægtepar, som var på vej ud af døren, faktisk får sneget sig ud af Mikaels Bertelsens interview.

Han har aldrig hørt, at det kunne skabe ubehag.

”Jeg oplever det slet ikke som irriterende eller groft. Det er en måde at skrælle portrættet rent fra de vaner og reaktioner, som alle har, når situationen går præcist, som vi havde forestillet os. Jeg ser det som en måde at redde interviewpersonen og mig fra den falskhed, interviews kan være omgivet af,” siger Mikael Bertelsen.

Hunde kan mærke, om man er bange, og det kan interviewpersoner også. Her skal siges, at Mikael Bertelsen aldrig kunne finde på at sammenligne personer, han interviewer, med hunde.

Lidt turbulens kan ikke skade

Det er vist på tide, vi fortsætter historien om, hvad der skete med den svenske ligestillingsminister og Mikael Bertelsen. Lad os starte scenen, hvor vi slap den. Mikael Bertelsen har lige antydet over for en svensk minister, at hun er for meget kvinde til at besidde en ministerpost.

Det stakkels TV-hold er ved at krybe under gulvtæppet af skam. Undskyldninger og ansvar bliver kastet omkring. Spindoktorer går i gang med at rense luften for muligheder for mere konflikt.

Nu er det jo bare sådan, at Mikael Bertelsen havde advaret om turbulens. Og så må man spænde bæltet, hvis ikke man vil kastes rundt i flyvemaskinen.

Det er ikke til at vide, hvad man selv ville have gjort. Måske fundet sin smartphone frem? Det er jo ikke længere 2002. Situationen ender med at trække en del opmærksomhed i de svenske medier. Selvfølgelig. Vistnok noget med en overskrift, hvor der stod ”Idioten fra Danmark”.

Men Idioten, som trak overskrifter, vidste, hvad han lavede. Selv beskriver han det sådan her.

”Det kan minde lidt om en TV-station fra dengang, hvor der stadig var tekniske vanskeligheder i ny og næ. Man følte sig i live hos TV-avisen, når transmissionen blev afbrudt. Man kan sige, at jeg eksperimenterer med spontane øjeblikke, som kendes fra de tekniske uheld.”

Det er en måde at ophæve den kunstighed, der kan være i et interview.

I dag griner Mikael Bertelsen mest af den pinlige situation med ligestillingsministeren. Han vidste jo godt, hvem hun var. Det var bare hans måde at gøre tingene på.

“På det tidspunkt var ministre noget, man var bange for. I dag er det mest nogen, man har lidt ondt af.”

Otte interviews til millionen

Alt for mange interviews er låste på forhånd. I mange af de TV-interviews, man ser, er det en interviewer, der snubler sig vej hen imod svaret. Det, som de allerede på forhånd har besluttet sig for, er det eneste vigtige, kilden kan fortælle.

“Det kan blive lidt af et kammerspil, når intervieweren er for forberedt,” siger Mikael Bertelsen.

Det var noget andet i sin tid. Før de fleste nuværende journaliststuderende var født, brugte Mikael Bertelsen sine dage på DR. En af de unge journalister på redaktionen var i gang med en radiomontage. Om hvad kan han ikke lige huske. En ældre journalist på redaktionen gav råd fra sig. Lidt som Mikael Bertelsen gør nu.

Rådet var: De første otte interviews, du laver med din hovedperson, kan ikke bruges til noget.

Dengang føltes det lidt som en overdrivelse. Men der er nu alligevel noget om snakken, mener Mikael Bertelsen.

“Sådan er det jo ofte med gode råd. Man regner det ikke for meget, indtil man selv prøver, at de første otte interviews ikke fungerer.”

Han insisterer på ikke at lyde gammelklog. Det lægger han meget vægt på. Og råd er svære at komme med, fordi vi alle interviewer forskelligt.

“Mit indtryk er, at yngre mediestuderende med stor ildhu prøver at gøre sig en karriere på egen hånd. Til det kan jeg sige, at alt det bedste, jeg har lært og produceret, er i samarbejde med andre. Det, håber jeg ikke, er forsvundet helt.”

Hvad kunne du godt tænke dig, at en artikel som behandler din stilhed og evne til at håndtere ubehag, ender med?

                                   ,” tier Mikael Berthelsen.

Skal det ende i stilhed?

“Det kunne være meget passende.”

Journaliststuderende risikerer at få knust kandidatdrømmen

Journaliststuderende risikerer at få knust kandidatdrømmen

Journaliststuderende risikerer at få knust kandidatdrømmen

Pladsmangel på videnskabsteori kan forpurre nogle journaliststuderendes planer om en kandidatuddannelse. Derfor kan studerende se sig nødsaget til selv at punge ud til suppleringskurser. Samtidig efterlyses der bedre vejledning under ansøgningsprocessen.

TEKST: Cathrine de Nijs Johansen
Illustration: Lotte Skjødt Nielsen 

Udgivet den 30. maj 2024

Hvert halve år skal journaliststuderende på ottende semester vælge et af to valgfag. Journalistisk entrepreneurship eller videnskabsteori. Et valg, der kan have betydning for deres fremtidige uddannelsesforløb, hvis de efter endt bachelor ønsker at tage en kandidat. Videnskabsteori er et krav på mange kandidatuddannelser, og har du ikke haft det, bliver vejen til en kandidat bøvlet.

Hvis man ønsker videnskabsteori og får det, kan man betragte sig selv som heldig. For selvom der er en næsten ligelig interesse for videnskabsteori og journalistisk entrepreneurship, er det kun omkring halvdelen af dem, der ønsker videnskabsteori, der får det. Det viser tal fra DMJX. Det skyldes en fordeling, hvor 30 procent af alle studerende får videnskabsteori og 70 procent får journalistisk entrepreneurship.

Det har ikke altid været en udfordring. For bare få år siden kunne langt de fleste studerende få opfyldt deres valgfagsønske, men man ændrede fordelingen grundet faglige hensyn, forklarer Henrik Berggren, institutchef for journalistik.

”Vi har tæt kontakt til branchen, og vi forsøger at give jer en uddannelse, der giver de kompetencer, som efterspørges, og der er en kæmpe efterspørgsel efter udvikling og innovation. Det er nogle helt essentielle kompetencer, vi arbejder med i det fag,” siger Henrik Berggren.

Skæv valgfagsfordeling spænder ben for de studerende

Selvom Henrik Berggren mener, at man bliver en bedre journalist af at have haft journalistisk entrepreneurship, risikerer nogle studerende alligevel at komme i klemme efter ændringen. Man kan godt læse en kandidat i journalistik uden at have haft videnskabsteori, men ønsker man at fagspecialisere sig med en anden kandidat, kan faget være et krav.

Hvis man ikke har haft videnskabsteori på DMJX, kan man alternativt opfylde adgangskravene gennem et suppleringskursus. Det kræver dog, at man tager faget gennem et universitet og selv betaler. På Københavns Universitet koster et fag på 15 ECTS, som videnskabsteori på DMJX er, 7.500 kroner.

”Det er virkelig mange penge, og jeg synes, det er en høj udgift for noget, som jeg kunne få gratis på skolen,” siger Lisa Bilgrav, der studerer journalistik på ottende semester og ikke fik videnskabsteori, som hun ellers havde ønsket. Det blev dødsstødet for hendes ønske om at tage en kandidat i amerikanske studier, som hun havde overvejet meget.

”Jeg var enormt frustreret. Jeg var virkelig tændt på idéen og ville det rigtige gerne, og det kan jeg bare ikke nu. Jeg har forståelse for, at man ikke altid kan få sin førsteprioritet, men det her er ikke en mediespecialisering eller et valgfag på fjerde semester. Det er ikke ligegyldigt, og det kan få en stor betydning,” siger Lisa Bilgrav.

Selvom hun efterfølgende hurtigt accepterede, at hun ikke fik videnskabsteori og måtte opgive planen om at læse amerikanske studier, mener hun ikke, at skolens faglige begrundelse holder. Lisa Bilgrav fortæller, at hun med en kandidat gerne ville have muligheden for at skille sig ud i en tid, hvor branchen er usikker. I hendes øjne handler det i sidste ende om at klæde de studerende bedst muligt på til den branche, der venter på den anden side.

”Lige nu går vi ud til uvished. Jeg synes, at det er enormt ærgerligt, at det ikke er med de forudsætninger, som skolen kunne give os,” understreger Lisa Bilgrav.

Rosalina Bendix, forperson i De Studerendes Råd på DMJX i Aarhus, mener, det er kritisabelt, at nogle studerende bliver presset på grund af fordelingen. Hun påpeger, det er problematisk, at mange studerende ikke ved, det er en udfordring, man kan risikere at havne i.

”Det er simpelthen for dårligt, at uddannelsen spænder ben for ens fremtidige færden ude i verden,” siger Rosalina Bendix og fortæller, at De Studerendes Råd har tænkt sig at tage problemstillingen op.

Svært at give forrang til kandidatsøgende

Henrik Berggren anerkender, at der kan være studerende, der havner i problemer på grund af den nuværende fordeling. Lige nu har studerende, der ønsker at tage en kandidat, ikke førsteret til videnskabsteori, og fordelingen sker ved lodtrækning.

”Vi har et dilemma, og jeg anerkender, at der kan være enkelte studerende, som bliver klemt og er i den situation, at de ikke får videnskabsteori og har behov for at tage en kandidatuddannelse,” siger Henrik Berggren.

Han påpeger, at det er svært at finde en model, hvor man kan sikre, at studerende, der planlægger at læse en kandidat, får prioritet til pladserne på videnskabsteori. Selvom det er blevet forsøgt, er man ikke nået frem til en løsning.

Han er meget åben for at høre, hvad de studerende tænker og har af forslag til, hvordan man kan fordele de studerende på de to valgfag. Han påpeger, at et organ som De Studerendes Råd er meget velkommen til at komme med sådan en model.

”Vi har drøftet det gentagne gange for at finde en måde, vi kan løse det på,” siger Henrik Berggren.

Dog understreger han, at 30/70-fordelingen er den rigtige på baggrund af at have drøftet det med skolens uddannelsesudvalg for journalistik. Han henviser til det faglige argument om, at journalistisk entrepreneurship klæder de studerende på til den branche, som venter efter DMJX.

Samtidig mener Henrik Berggren også, at man som studerende må acceptere, at man ikke altid kan få sit valgfagsønske opfyldt, også når det gælder videnskabsteori på ottende semester. Han påpeger dog, at skolen vil tage fordelingen op til genovervejelse, hvis der pludselig ses en stor stigning i antallet af studerende, der ønsker at tage en kandidat.

”Så står vi i en helt anden situation,” siger Henrik Berggren.

Manglende vejledning frustrerer

Mathias Oleander, der går på ottende semester, har søgt en kandidat i journalistik i forlængelse af sin journalistuddannelse fra DMJX og påpeger, at problemet ikke ligger i fordelingen mellem de to valgfag. I stedet ville han ønske, at der var mere vejledning, når man skal søge om optagelse på en kandidat, selvom han også anerkender, at det bestemt ikke er en let opgave for DMJX at løfte.

”Jeg er frustreret over, at der ikke er bedre, overordnede retningslinjer for, hvordan man skal søge,” siger Mathias Oleander.

Særligt peger Mathias Oleander på, at man som professionsbachelor ikke har retskrav på en kandidat i modsætning til, hvis man har læst en universitetsbachelor. Det gør det vanskeligt at vide, hvad man overhovedet kan søge med en journalistuddannelse fra DMJX i bagagen.

Man er selv nødt til at kontakte det enkelte universitet for at høre, hvad man kan søge, og hvordan man søger. Da Mathias Oleander ringede rundt, oplevede han selv, at universiteterne heller ikke kunne give ham klarere svar i forhold til, hvordan han skulle søge , og hvilke dokumenter han skulle vedhæfte i sin ansøgning.

”Jeg brugte rigtigt meget tid på at læse på deres hjemmesider og ringe frem og tilbage til dem, indtil jeg til sidst fandt ud af, hvad jeg skulle vedlægge,” fortæller Mathias Oleander.

For Mathias Oleander var det omstændigt at skulle sætte sig ind i de mange formaliteter, der lå i det at søge en kandidat som professionsbachelor på egen hånd og i forlængelse af praktikken.

Som professionsbachelor har man ikke retskrav på en kandidat. Om det siger Henrik Berggren, at ”det er det, der gør vejledningen svær.”

Henrik Berggren nævner, at man har forsøgt at undersøge, om man kunne gøre processen mere gennemskuelig ved at give de studerende et klart overblik over, hvad man efterfølgende kan studere. Men det har ikke kunnet ladet sig gøre.

”Problemet er, at universiteterne ikke kan give os svar på, hvad man præcist skal gøre for at komme ind på forskellige uddannelser. Det er en lokal og faglig vurdering, og for den studerende ligger en stor del af vejledningen det sted, de søger ind. Vi har undersøgt, om vi kunne gøre det arbejde for de studerende, og det kan vi ikke,” siger Henrik Berggren og understreger, ”men vores vejledning skal være god.”

Henrik Berggren er efterfølgende blevet forelagt kritikken fra DSR.

“Jeg forstår ikke, hvad der menes med, at nogle studerende kan føle sig pressede, og jeg ved heller ikke, hvad det er, der ikke er deklareret? Jeg er enig i, at det er uheldigt, hvis vi spænder ben for studerendes vej ud i verden, men har DSR et løsningsforslag?”

Til 1. maj i Fælledparken kæmpede de for en kommunistisk revolution: ”I Danmark er det dem med pengene, der har magten”

Til 1. maj i Fælledparken kæmpede de for en kommunistisk revolution: ”I Danmark er det dem med pengene, der har magten”

Til 1. maj i Fælledparken kæmpede de for en kommunistisk revolution: ”I Danmark er det dem med pengene, der har magten”

Revolutionært Kommunistisk Parti kæmper for at vælte det kapitalistiske system i Danmark. Den 1. maj mødtes Illustreret Bunker med det nye kommunistiske parti i Fælledparken, hvor partiet afholdt taler, solgte marxistiske aviser og hvervede nye kammerater.

TEKST & FOTO: EMIL LUND JENSEN  

Udgivet den 30. maj 2024

En lille pige render rundt om bordene, som Revolutionært Kommunistisk Parti har opstillet ved deres post i Fælledparken. Pigens mor sidder med en veninde, som har en t-shirt med partiets navn  på ryggen. Pigen fremstammer et ord, der er svært at tyde, men den kommunistiske veninde er ikke i tvivl.

”Sagde du lige Palæstina?”

Pigen nikker.

”You are the best child in the whole world!” udbryder veninden højt.

Den 1. maj er arbejdernes internationale kampdag, og traditionen tro er Fælledparken fyldt med røde flag. Røde flag, der smælder. Røde flag med gul hammer og sejl. I hvert fald i denne ende af parken. Under de kommunistiske faner står åbne, hvide telte, der er fyldt med unge kammerater, som de, kommunismens tradition tro, ynder at kalde sig selv. Kammeraterne er iført røde t-shirts med ordene ’Revolutionært Kommunistisk Parti’ printet på brystet. I teltene kan man tilslutte sig som en af kammeraterne i det marxistiske parti – eller bare købe en øl til den ikke så kammeratlige pris af 45 kroner stykket. Netop her, under den hvide teltdug, står talspersonen for Revolutionært Kommunistisk Parti, Rasmus Jeppesen, og snakker med både medier og potentielle kammerater.

Solskin og en statsminister i Haderslev

Første maj har i mange år været en festdag for Socialdemokratiet, men ifølge kommunisterne i Revolutionært Kommunistisk Parti (RKP) er det ikke længere en dag, som partiet med de røde roser kan kræve ejerskab på.

Solen brager ned på de kortærmede fremmødte i Fælledparken. Justitsminister Peter Hummelgaard får også varmen at føle, da han holder sin tale. Talen bliver afbrudt af propalæstinensiske demonstranter, og det er meget svært at høre, hvad justitsministeren siger.

Peter Hummelgaard agerer stedfortræder for landets socialdemokratiske statsminister, Mette Frederiksen, der i stedet er i Haderslev. Her fejrer hun, at Socialdemokratiets galionsfigur for Arne-pensionen, Arne Juhl, tager hul på den pension, som er opkaldt efter ham.

For Rasmus Jeppesen er det ingen overraskelse, at landets statsminister ikke er at finde i Fælledparken i dag. Faktisk ville det, ifølge ham, give mindre mening, hvis hun var til stede.

”Jeg synes, at det er dybt forkasteligt. Men jeg forstår hende godt. Det er hende, der er skyld i, at arbejderne får det sværere og sværere, mens en lille procentdel bliver ekstremt rige. Det ville ikke gå godt for hende i dag. I stedet er hun i Haderslev og fejrer en pension, der kun gavner ganske få,” siger Rasmus Jeppesen.

Peter Hummelgaard trådte jo til og holdt en tale i statsministerens fravær. Han blev buhet af scenen. Hvad tænker du om det?

”Det undrer mig ikke. Hvad havde han regnet med? Folk gider da ikke at høre på dem i dag. Slet ikke her,” fortsætter Rasmus Jeppesen.

Hvem er kommunisterne?

Revolutionært Kommunistisk Parti er et nyt parti, der først officielt bliver stiftet til oktober. Lige nu er partiet i en fase, hvor det forsøger at tillokke sig en masse kammerater landet over. Der er i alt 14 afdelinger af partiet alene i Københavnsområdet. Ligeledes er der en række mindre afdelinger rundt  i landet. Målet med partiet er at vælte det kapitalistiske system og indføre marxistisk kommunisme i Danmark.

Af de fremmødte kommunister denne solskinsdag er næsten alle unge mennesker. Det er ligeledes en ung revolution, der, ifølge dem selv, er på vej.

Danmark er fyldt med ensidige status-quo-medier

Rasmus Jeppesen er en travl mand i dag. Mange medier har været henne for at interviewe den kommunistiske leder, hvor de alle har stillet mere eller mindre de samme spørgsmål. ”Hvorfor har Danmark brug for kommunisme?” og ”hvordan skal revolutionen foregå?”

Selvom Rasmus Jeppesen svarer høfligt og går i dybden, når han fortæller, at de mener, at det kapitalistiske system har spillet fallit, og at det er en fredelig revolution, som de ønsker, er han langt fra tilfreds med mediestanden i Danmark. Ifølge ham er det nemlig ikke kun politikerne, der er skyld i, at systemet er blevet pilråddent. Også medierne bærer, ifølge ham, et stort ansvar.

”Mediestanden i Danmark domineres af status-quo-medier, der er enormt ensidige i deres dækning. Især af store konflikter og problemer. Derfor arbejder vi også på at lave vores eget medie. En marxistisk avis.”

Er det ikke også et ensidigt medie?

”Jo, men det er alle medier. Forskellen er bare, at vi selv skriver, at vi har en agenda.”

Så problemet med medierne i Danmark er, at de ikke selv deklarerer deres agenda?

”Ja.”

Før vi når at snakke den danske mediestand til ende, bliver Rasmus Jeppesen trukket ud af samtalen af et af de medier, som han netop har beskrevet, bidrager til det ensidige status-quo-mediebillede. Der skal nemlig laves et lille SoMe-indslag med ham, hvilket han stiller op til med smil på læben.

På skillevejen mellem stalinisme og marxisme kører en kommunist i en ladcykel

”Det folkemord, vi er vidne til i Gaza, er produktet af et sygt system. Kapitalismen har spillet fallit!” gjalder en ung kommunist gennem en megafon fra ladet i en ladcykel. Ud fra hans påklædning at dømme er han en del af det marxistiske Revolutionært Kommunistisk Parti, men man kan ikke vide sig alt for sikker. Det spæde parti er nemlig ikke ene om at sprede de kommunistiske budskaber. Kun en smal grussti adskiller de marxistiske kammerater, som Rasmus Jeppesen repræsenterer, fra en stalinistisk bevægelse. Rød første maj står der på partiets faner. Partiet hedder Kommunistisk Parti – altså det samme, bare uden en revolution. Dermed er Fælledparken forvandlet til en kommunistisk buffet, hvor man med få skridt kan bevæge sig mellem marxisme og den noget mere ekstreme stalinisme.

Organisér jer!

Mange kammeratlige fødder har betrådt scenen ved RKP’s plads i løbet af dagen. En af de sidste til at gøre kunsten efter er Johan Uhrskov-Bendixen, som er et af de ledende medlemmer af partiet. Og han holder sig bestemt ikke tilbage.

”I et kapitalistisk system er det ikke ens stemme, der giver magt. Det er dollars, der styrer magten!” udbryder Johan Uhrskov-Bendixen.

De fremmødte jubler og klapper.

”Heldigvis for os har kapitalismen ikke kun skabt et sygt system. Den har også skabt den generation, som bliver dens død! Vi har alt at vinde og kun vores lænker at tabe. Så meld jer hos kammeraterne i boden. Foren jer. Organisér jer!” afslutter Johan Uhrskov-Bendixen sin tale.

Kommunisme på Christiansborg?

Selvom ambitionerne for den kommunistiske revolution er tårnhøje, er der ikke nødvendigvis en drøm om et kontor på Christiansborgs bonede gulve.

”Vi vil jo helst gentænke hele systemet. Men vi tager samtidig al den demokratiske indflydelse, som vi kan få – også på Christiansborg. Men vi ville ikke kunne få særlig meget igennem,” forklarer Rasmus Jeppesen

Hvorfor ikke?

”Fordi det i et kapitalistisk system ikke er politikerne, der bestemmer. Det er dem med pengene. Det er folk som Dansk Industri og Dansk Landbrug, og de er ikke interesserede i vores politik,” uddyber Rasmus Jeppesen.

Da dagen lakker mod sin ende, og kammeraterne snart skal pakke scenen sammen, kigger Rasmus Jeppesen ud over pladsen, der er godt fyldt.

”Det er dejligt, at vejret er så godt. Det er ikke sikkert, at der var kommet lige så mange, hvis det regnede og var fem grader som i sidste uge,” smiler Rasmus Jeppesen.

Det er trods alt fedest at revolutionere samfundet i solskin.

Rasmus Jeppesen, talsperson for Revolutionært Kommunistisk Parti.

24syv er ikke mere. Men de tidligere medarbejdere lever stadig

24syv er ikke mere. Men de tidligere medarbejdere lever stadig

24syv er ikke mere. Men de tidligere medarbejdere lever stadig

Hvad får de tidligere ansatte på 24syv dagene til at gå med, efter deres arbejdsplads er lagt i graven? Vi har spurgt de fem journalister, som blev interviewet i forrige avis.

TEKST: EVA BEYER PAULSEN
ILLUSTRATION: MIE STÆRK

Udgivet den 30. maj 2024

Den 31. marts bølgede den sidste talestrøm fra 24syv ud af danskernes radioer. I Illustreret Bunker udgav vi i sidste nummer en reportage fra radiokanalens sidste dage. Her kom fem journalister på banen med deres tanker om lukningen. Det er efterhånden et vilkår for journalister, at medier skærer ned – eller at de helt forsvinder. Så hvordan er livet efter døden på det medie, man har arbejdet på i årevis? Det har de fem journalister fra sidste udgivelse sagt ja til at fortælle om i denne artikel – og deres svar er vidt forskellige.

Andreas Christiansen, tidligere chef for programudvikling på 24syv. Driver nu mediet Det Hemmeligste Af Det Hemmelige

Hvordan forløb lukningen af 24syv?

Selve det tekniske i at lukke er jo ingenting. Det er bare at holde op med at møde op og stoppe med at sende. Men der er selvfølgelig også det menneskelige, og det synes jeg gik godt. Vi havde en stor fest om søndagen, da vi lukkede, hvor vi sendte en sidste gang. Selvfølgelig var folk kede af det, men de var også stolte og glade. Det var simpelthen bare en meget kærlig og vemodig stemning. 

Hvad laver du nu?

Min gamle medvært og jeg har startet mediet “Det Hemmeligste Af Det Hemmelige”, som vi havde som podcast på 24syv. Vi har så mange abonnenter, at vi kan leve af det. Vi har ambitioner om, at det skal blive et lille nichemedie, og det er vi kommet godt fra start med.

Hvordan kan det være, at I gjorde det frem for at sælge programmet til et eksisterende medie?

Det var fordi, der ikke var nogen, der bed på. De var ikke villige til at betale det, som vi kostede. Der er jo ikke nogen af de store mediehuse, der tager podcasts seriøst. Så var det, vi tænkte, hvorfor ikke gøre det selv? Vi havde mange trofaste lyttere, og der var heldigvis mange, der valgte at følge med. 

Jeg bestemmer over min egen tid. Vi har muligheden for at vokse. Lige nu er min løn den samme, hvis ikke bedre, end hvad jeg havde fået, hvis jeg var en del af et mediehus. Vi har været meget heldige, fordi vi har kunnet bygge det op med statens penge på 24syv. Men så har vi også lavet et program, som folk fortsætter med at følge med i.

Det at starte sit eget medie er ikke noget, jeg har tænkt over som en mulighed før. Det tror jeg, mange journalister, som føler, at det ser lidt sort ud, kan få glæde af at tænke på. Vi er to mand, der kan leve af 1500 kunder, ikke? Det er jo ikke, fordi det er mange. Men det er, fordi prisen er den rigtige for de rigtige kunder. 

Hvordan er det så gået i forhold til, hvad du forventede?

Det går meget bedre end forventet. Men altså, hvad er forventet egentlig? Jeg er stadig irriteret over, at kanalen skulle lukke. For jeg mener, at Danmark har brug for mere public service, ikke mindre. Så det er jeg grundlæggende irriteret over. Vi havde jo massere, der lyttede til vores podcasts. Jeg synes, vi blev bedre og bedre, og nu er det hele bare væk.

Emma Bohn Vinkel: Tidligere radiovært og redaktionschef på 24syv-programmet Døgnrapporten. Nu podcastproducer på Ekstra Bladet

Hvordan forløb lukningen af 24syv for dig?

Jeg synes, det var en ret underlig periode. Det der med, at man stadig skulle møde på arbejde, selvom lukkedagene kom tættere og tættere på. Det føltes mere og mere ligegyldigt for hver dag, der gik, samtidig med, at man jo stadig havde lyttere, der var glade for det produkt, man lavede. Selvfølgelig fortsatte man for lytternes skyld, men på kontoret gav det jo bare mindre og mindre mening.

Vi lavede et farvelafsnit og fik ligesom lagt programmet, Døgnrapporten, ordentligt i graven. Så var vi ude og drikke nogle øl og snakke med hinanden, og det var på en eller anden måde meget rart, at man havde hinanden i det. Det var ligesom ikke en enkelt person, der var blevet fyret, det var os alle sammen.

Vi havde en vildt god afslutningsfest. Det føltes lidt som sådan en trist nytårsaften, hvor alle jo lidt gik og ventede på, at klokken blev 12, men det var jo ikke for at hoppe ind i det nye år og ønske tillykke, det var for at græde ind i det nye døgn og sige farvel. Det var meget følsomt, og der var mange tårer. Det var egentlig rart, at vi sammen kunne lægge det hele i graven, men det var også meget ambivalent.

Hvad laver du så nu?

Jeg havde egentlig indstillet mig på, at det var fint nok, hvis jeg kom på dagpenge. Men så skrev jeg bare lidt på LinkedIn om, at jeg snart var ledig, og så var der nogen fra Ekstrabladet, der rakte ud til mig. Det er et virkelig sjovt og helt vildt spændende job. Jeg får stadig lov til at arbejde med kriminalstof og podcast, så det kunne nærmest ikke blive bedre.

Er det din generelle opfattelse, at folk er kommet godt videre? Eller har du bare været mere heldig på den front?

Det er faktisk et rigtig svært spørgsmål. Det er ikke mange, der har fået job med det samme. Jeg ved også, at en del har besluttet at tage ud at rejse, eller måske kigger de på at starte på en uddannelse til sommer. Men for eksempel er alle, der var på Blåt Bælte, kommet hen på BT, og det er jo fedt, at det kunne lade sig gøre, at de kan fortsætte i det samme hus.

Chano Jørgensen, tidligere radiovært på 24syv-programmet Tsunami. Nu på dagpenge

Hvordan forløb lukningen af 24syv for dig?

Vi havde besluttet os for at afslutte det hele med et lytterprogram, hvor vi i stedet for at have en kendt gæst med, som vi plejer, havde vores lyttere med. Det var en fin måde at slutte det på, synes jeg. Så havde vi lejet en stor partybus, og så kørte vi sammen rundt med vores lyttere og fejrede det sidste program med dem. Det var sådan, den sidste dag gik.

Vi har købt rettighederne til vores program. Så vi bestemmer selv, hvad vi gør nu. Planen er, at vi skal finde et sted, der vil videreføre Tsunami, men det har vi ikke fundet endnu. 

Så har jeg skullet begynde på dagpenge. Det er rigtig noller. Det er det mest nederen, jeg har prøvet i mit liv. Det er rigtig svært, når man samtidig har oprettet en virksomhed, så man kunne opkøbe sit program. Vi skulle jo have et CVR-nummer og har betalt mange tusinde kroner for at få lov til at opkøbe programmet. Men nu sidder systemet så og siger, jamen, du har jo et firma, hvor mange timer bruger du på det om måneden? Og jeg bruger jo nul timer, og tjener nul kroner, altså, det er bare forvirrende. Og så skal man sidde og dokumentere, at man søger job, men i den her branche er det svært at dokumentere de samtaler, man kommer til, fordi det ofte bare er en uformel kaffeaftale på en café. 

Tsunami betyder rigtig meget for mig. Det er det, jeg har lavet de sidste tre år. Det er det, jeg har fået en smule succes med. Når jeg er i byen, møder jeg stadig mennesker, der kommer hen og spørger ind til Tsunami, og hvor det er blevet af. Så kan man mærke, at der er folk, der savner det og folk, der hver dag skriver på vores Instagram: ”Ej, nu må der da snart ske noget, nu må I da snart afsløre, at I forsætter,” så det betyder rigtig meget.

Hvordan er det ikke at stå med en fastansættelse mere?

Det er rigtig, rigtig mærkeligt. Hele det her freelanceliv, som jeg tænker 90% af os lever, det skal man lige vænne sig til. Det her med, at det lige pludselig er alle mod alle. Vi har jo siddet derinde og været privilegerede og har bare kunnet få penge fra staten for vores arbejde.

På den anden side tror jeg også, at man hurtigt kunne være groet fast, hvis man havde siddet der de næste 10 år.

Asgar Bugge Hansen, tidligere radiovært på 24syv-programmet Gameboys. Nu på vej ind på lærerstudiet

Hvordan er lukningen gået i forhold til, hvad du forventede?

Jeg synes, det er gået meget stille og roligt. I starten føltes det bare som en lang ferie. Men jeg tror, det bliver værre med følelsen på dagpenge med tiden. Det er min opfattelse, at det generelt har været svært for folk at få job.   

Jeg arbejder allerede på en ungdomsskole som pædagogmedhjælper, indtil jeg kommer ind på læreruddannelsen. Det er det, jeg vil. Jeg har indset, at det journalistiske pres ikke er noget, jeg har lyst til. Det er en hård branche, jeg er på vej ud af. Det er svært at finde job som journalist, og der er mange andre ting, jeg hellere vil kæmpe for.

Hvis det ikke var for den jobusikkerhed, der er i branchen, var du så blevet?

Det ved jeg faktisk ikke, men jeg har lyst til at sige nej. Jeg håbede selvfølgelig, at vi kunne have kørt videre med Gameboys, men hvis det ikke var fordi, jeg fik muligheden for at lave podcast i sin tid, så var jeg aldrig gået den vej.

Daniel Møgelhøj, tidligere radiovært på 24syv-programmet Gameboys. Nu midlertidigt ansat på mediet Arkaden

Hvordan var det at pakke jeres studie ned?

Vores studie har jo været i forskellige iterationer i de fire år, som vi endte ud med. Vi havde helt klart det mest ambitiøse og rodede studie, og der var mange ledninger, der skulle hives ud af væggen og teknik, der skulle tilbage til Kulturradio Danmark eller til andre opkøbere. 

Det var hårdt at se det, vi havde opbygget over fire år, blive revet væk. Det var til sidst et studie, som jeg var meget stolt af, fordi det netop havde huset så mange spændende gæster, så mange fede historier, så meget interessant journalistik. 

Hvordan gik det med at få opkøbt programmet? 

Vi endte med ikke at købe Gameboys. Det er der mange grunde til. Det er et for stort arbejde, og det passede ikke ind i vores planer. Men heldigvis har vi fået at vide, at der er landet en aftale med Kulturradio Danmark, der betyder, at det kan blive oppe i lidt længere tid. Det er dejligt at vide, at de mennesker, der har fulgt os i de her fire år, har mulighed for at genhøre de her programmer lidt endnu. Jeg har selv genlyttet nogle programmer, bare for at huske mig selv på, hvor meget det hele egentlig betød for os. 

Hen mod slutningen af 24syvs liv kunne jeg mærke, at det, at jeg ikke havde noget at lave, snart blev en realitet, som jeg ikke havde lyst til at sidde i. Så var jeg så heldig at få det rigtige opkald og tale med de rigtige mennesker. Og nu, et par uger efter, føler jeg allerede, jeg er godt i gang og har lært at omstille mig. Dog stadig med den store sorg, at jeg ikke arbejder sammen med Asgar mere. 

Hvordan er det nu at stå med freelancelivet og ikke helt vide, hvad der skal ske? 

Når jeg kigger tilbage på det, vi har skabt på 24syv, så giver det mig blod på tanden til at fortsætte. Man er nødt til at være sikker på sine egne evner.  I den her branche må man finde sig i den usikkerhed og det kaos, der er. Intet er sikkert.

Mange af de ting, som skræmmer os, det er også de ting, der former os. 24syv har været formgivende år, det har været noget, der har givet noget ild til tilværelsen. Det tror jeg bare ikke, man skal glemme, når man sidder på den anden side. Der er intet, der stopper dig i at gøre det samme igen udover dig selv.

Europa-Parlamentsvalget nærmer sig, men distancen er lang og interessen lav

Europa-Parlamentsvalget nærmer sig, men distancen er lang og interessen lav

Europa-Parlamentsvalget nærmer sig, men distancen er lang og interessen lav

Vi skal snart til stemmeurnerne, men mange danske borgere ved stadig ikke, hvor krydset skal sættes. Illustreret Bunker har været ude at spørge hvorfor, og hvad der kan øge opmærksomheden på EU.

TEKST: KATHRINE MØLLER NIELSEN
ILLUSTRATION: LOTTE SKJØDT NIELSEN

Udgivet den 30. maj 2024

En cykeltur ned ad Randersvej og der skal ikke mange kilometer i benene, før cyklister bliver mødt af en politiker, der smiler fra en lygtepæl. Valgplakaterne er oppe, og kandidattestene er ude. For der er Europa-Parlamentsvalg i Danmark den 9. juni. Det betyder, at stemmesedlen endnu engang skal udfyldes, så 15 danske politikere kan tage plads i Europa-Parlamentet.

Selvom valget nærmer sig, viser en ny Epinion-måling, at hver anden dansker er i tvivl om, hvad de skal stemme til valget. Hvilket er usædvanligt mange ifølge en DR-artikel.

Illustreret Bunker har spurgt ind til tendensen og undersøgt, hvorfor nogle danske borgere ikke ved, hvad de skal stemme. Tolv personer er blevet udspurgt hovedsageligt i aldersgruppen 20-25 år.

Distancen er stor, når nyhederne er få

Ti ud af tolv personer af de adspurgte ved ikke, hvilket parti de skulle stemme på, men det overrasker ikke Roman Senninger, der er lektor i statskundskab på Aarhus Universitet.

”Når borgerne ikke hører ret meget om, hvad der sker i EU, så bidrager det selvfølgelig til, at der ikke er super meget interesse, når der er valg,” siger Roman Senninger.

Han fortæller, at EU historisk var et elitært projekt, der ikke fik meget omtale, og derfor virkede fjernt for borgerne. Selvom EU i højere grad får medieomtale i dag, mener Roman Senninger, at den fortsat er lille. Det kan ifølge ham være med til at forklare, hvorfor så mange borgere ikke har sat sig ind i EP-valget.

Flovhed er ikke en god start

EU er kompleks og svær at sætte sig ind i, mener flere af de adspurgte. Alligevel vil ni ud af tolv ønske, at de vidste mere om EU. En af dem er Michael Øgendahl Frøsig på 24 år, der er studerende.

”Jeg skammer mig lidt over ikke at gå mere op i EU-politik. Jeg burde vide noget mere og aktivt opsøge det. Men EU er svært at forstå. Jeg føler, at jeg skal sætte mig 100 procent ind i det for at træffe et ordentligt valg,” siger han.

Det er en misforståelse, at man som dansk borger skal vide alting om EU og om de forskellige institutioner, mener Kira Marie Peter Hansen, der er spidskandidat for SF.

”For at vække interessen for EU skal vi bryde den falske forståelse af, at man som person skal have styr på alting inden for EU for at deltage i debatten,” siger hun.

Det er Anne Sophie Callesen, kandidat for Radikale Venstre, enig i. Selvom borgeren ifølge hende har et ansvar for at orientere sig om valget, bærer politikerne og medierne også et stort ansvar for at skabe opmærksomhed om valget. 

”Før valgplakaterne kommer op, er mange ikke opmærksomme på, at der er valg. Jeg tror ikke, at folk er stolte over det, men jeg synes heller ikke, at man skal være flov. Det er et ærgerligt udgangspunkt, ” siger Anne Sophie Callesen.

EU som hverdagskost

Engang kunne du købe løst glimmer og glitter i butikker som Panduro, men ikke længere for nu er det forbudt ifølge EU-lovgivning i kampen mod mikroplast. EU har også en finger med i barselslovgivningen. For mænd skal også på barsel i minimum to måneder ligesom kvinderne. Der er også roamingtakster, så du frit kan benytte nettet i eksempelvis Spanien uden at skulle betale ekstra. Eller tilføjelsen af papsugerør.

EU påvirker flere dele af danskernes hverdag, men flere af dem, som Illustreret Bunker har talt med, kunne ikke pege på hvor. En af dem er Michael Øgendahl Frøsig.

”Jeg har en oplevelse af, at EU-politik ikke rigtig vedrører mig. Det påvirker mig sikkert passivt, men det påvirker ikke min hverdag direkte,” siger han.

Ronnan Senninger mener, at det er vigtigt, at medierne og politikerne kan formidle, hvad lovgivningen i Europa-Parlamentet egentlig betyder for en helt almindelig borger i en dansk kommune.

”Hvis man virkelig kigger på EU-lovgivning, så er der mange ting i vores hverdag, der er påvirket af den. Men det hjælper ikke nogen, hvis borgerne ikke oplever det,”  siger Roman Senninger.

Anne Sophie Callesen, der er kandidat for Radikale Venstre, mener, at det er vigtigt i højere grad at oplyse borgerne om, at et lovforslag som papsugerøret kommer til, fordi EU har besluttet det. Hun mener, at det især er på Christiansborg og i partiledelserne, at det skal kommunikeres bedre.

”Vi skal være fair i forhold til, hvem der har skylden og æren i forskellige EU-beslutninger. Borgerne får ikke altid at vide, når en god beslutning er taget i Europa-Parlamentet, men når der træffes forkerte beslutninger, får EU hurtigt skylden,” siger Anne Sophie Callesen.

EU-politikerne skal politisere

En valgkamp føres af politikere, der gerne vil sprede deres budskaber. Det bliver gjort på forskellige måder. Om det er ved uddeling af flyers på gaden eller gennem debatter på eksempelvis ungdomsinstitutioner.

En af metoderne oplevede en af de adspurgte borgere. Bolette Kjelgaard Kristensen på 24 år læser til våbenmekaniker, og hun fik et oplæg om EU på sin uddannelsesinstitution. Under oplægget blev der vist klip fra fire EP-kandidater fra forskellige partier. Men hun oplevede ikke, at det hjalp hende med at adskille de forskellige kandidaters holdninger.

”Politikerne sagde stort set det samme: ’Vi vil gerne gøre arbejdsvilkårene for jer håndværkere bedre’. Jeg lærte, at de synes, vi skal stemme, men intet om de forskellige kandidater,” siger Bolette Kjeldgaard Kristensen.

Det er også noget, som Anne Sophie Callesen fra Radikale Venstre tror har en påvirkning på interessen for valget. Hun siger, at mens politikere på Christiansborg næsten er for gode til at tale uenighederne op mellem partierne, så oplever hun det modsatte under Europa-Parlamentsvalget.

”Vi går i øjeblikket som katten om den varme grød. Alle synes, at grøn omstilling og sikkerhed er vigtigt, og alle synes heldigvis, at vi skal støtte Ukraine. Men vi vil alligevel ikke præcis det samme. Jeg tror, at vi skal turde stå mere ved vores forskelle og ikke være bange for at politisere EU-politik lidt mere, ” siger Anne Sophie Callesen.