Carsten Werge har levet den drøm, han som ung dreng fantaserede om, men valgte for nylig at sige stop. Nu skal titlen ikke længere være fodboldkommentator, men redaktør. Den ultimative udfordring, som han selv formulerer det. Med andre ord – han kunne ikke sige nej.

Solen står højt over Hvidovre Havn og bader den grønne kyst i skarpe stråler. Det var ved disse åbne naturområder ned til vandet, at Carsten Werge gik en lang tur inden sin sidste arbejdsdag som fodboldkommentator og reflekterede over, hvad det er, han nu siger farvel til. Efter 23 års tro tjeneste hos TV3 besluttede han i februar at sige op. Han nåede at kommentere over 3000 fodboldkampe, fik status som legende og var soundtracket til utallige minder hos unge såvel som gamle, inden det var slut. Nu skal han noget nyt. Han skal være fodboldredaktør på TV 2.

”Det er egentlig virkelig enkelt. Jeg kunne ikke sige nej. Det er noget, jeg ikke har prøvet før, så jeg skal bevise, at jeg også kan det. Jeg kan have nok så meget i kæften, men det betyder ikke, at det også er sådan i den virkelige verden.”

Carsten Werge har altid været glad, når der skete noget. Han elskede de uforudsigelige øjeblikke i kommentatorboksen. Når posen for alvor blev rystet, og det utænkelige opstod. Når det stille stadion blev til et inferno af larm og uro. Af samme årsag er det måske også derfor, det er slut nu. Fordi posen skal rystes.

Mindernes lydside

Selvom Carsten Werges tilværelse som fodboldkommentator er slut, har hans professionelle karriere langt fra nået enden. Selvom omgivelserne og jobbeskrivelsen ændrer sig, er der nogle ting, den erfarne sportsjournalist aldrig vil ændre ved sig selv.

”Når man er 62, skal man sgu ikke på kursus,” siger Carsten Werge i den kække og flabede tone, fodboldseere landet over har været vant til de seneste mange år, når han kategorisk afskriver muligheden for, at han nogensinde skal på lederkursus.

Han skal stadig være sin egen. Som han altid har været. Fra første gang han satte sig i sædet med udsynet til fodboldkampen som sin arbejdsplads, har det været et erklæret mål at holde fast i sig selv. Han skulle ikke være den næste Svend Gehrs – han skulle være den første Carsten Werge. Og det blev han.

Men han blev ikke bare en kommentator. Han blev meget mere end det. En fortæller. En, der kunne tale, når andre tav. En, der kunne tie, når virkelighedens billeder var fyldestgørende. Han gjorde det med humor og nærvær. Han var lydbilledet, da drømmene bristede, og minderne blev skabt. Han udviklede kunsten at fortælle i nuet.

Det er alt det, Carsten Werge nu tager afsked med. Men hvorfor sige farvel til den drøm, han som ung knægt løb rundt med? Til det famøse ’Gøg og Gokke’-agtige makkerpar med Per Frimann? Til det afhængighedsskabende adrenalinkick på stadion? Til de store øjeblikke?

”Fordi jeg som menneske hele tiden skal udfordres. Og det her er nærmest den ultimative udfordring,” siger han.

En atypisk redaktør

Det er unægteligt en kæmpe udfordring, Carsten Werge har sagt ja til. TV 2 har i mange år ligget stille på fodboldfronten. De har manglet de nødvendige rettigheder til de attraktive kampe og ligaer, og det har betydet, at seerne er strømmet til rivaliserende kanaler.

Målet er, at kanalen igen skal være ’hele Danmarks hjemmebane’, når herrelandsholdets kampe skal vises på dens sendeflader. TV 2 har nemlig tegnet en seksårig rettighedsaftale med det europæiske fodboldforbund, UEFA, der løber fra 2022 til 2028. Det er i denne rolle, Carsten Werge er hevet ind. Som talentudvikleren, der skal få TV 2 tilbage til fordums styrke.

”Jeg kommer til at være anføreren på holdet. Det har jeg sagt til TV 2. Jeg er ham, der kommer til at sætte konstellationerne og finde ud af, hvilke programmer vi laver. Men den største udfordring er, at vi skal få taget landsholdet til os. Vi skal brande, at TV 2 har fodbold igen.”

Det er en atypisk rolle for ham, men det er utvivlsomt også en atypisk redaktør, TV2 har erhvervet sig. Og det lægger Carsten Werge heller ikke skjul på. Han skal stadig være ’den frække dreng i klassen’. Det er muligt at lede med den nødvendige hårdhed og samtidig have et drillende glimt i øjet, mener han.

Man kan allerede fra det første sekund, Carsten Werge åbner munden og fortæller om sit nye job, mærke, at den 1. april og første arbejdsdag hos TV 2 ikke kan komme hurtigt nok. Det stråler ud af ham. En iver efter at komme i gang, et behov for at blive udfordret og en drøm om at bygge noget nyt og spændende op.

”Jeg skal være med til at lægge de første sten, og så må vi se, hvor højt huset kan blive.”

Og det kan blive højt. Rigtig højt, mener han. For det er et utrolig dygtigt hold, TV 2 har skrabet sammen, siger Carsten Werge om sine kommende kollegaer. De besidder en utrolig viden om fodboldens verden, de taktiske facetter på banen og forbindelsen de to imellem.

Morgendagens stemmer

Men det er måske også netop i deres kvaliteter, at problemet ligger. De er knivskarpe, analyserende og professionelle, men de mangler det, Carsten Werge hele sin karriere har vægtet i sin kommentering. En umiddelbarhed. Tydeliggørelsen af, at det er et menneske, der formidler. Med alt, hvad det indebærer. En, der udstrålede indlevelse – ikke analyser. Noget, han savner hos kommentatorerne nu til dags.

”Læn jer nu tilbage og nyd kampen. Vær en begejstret mand, der ser fodbold,” lyder hans opfordring.

De skal turde vise mere af sig selv, for de kan utrolig meget, siger han. De skal ikke være bange for at blive kastet for løverne. Som kommentator skal man smide alle hæmninger, gemme sin blufærdighed væk og være klar på, at man den ene weekend bliver beskyldt for at være Brøndbyfan, den næste for at være FCK-fan. Man skal kunne tage imod tæsk, for man får tæsk. Sådan er det.

”Hvis man sidder og er bange for, at folk derude går helt bananas, skal man ikke lave det. Jo mere markant man tør være i sine udmeldinger, des større er øretæverne. Det er her, jeg mener, at man skal turde tage stilling.”

Kommentatorgerningen handler ifølge Carsten Werge om musikalitet og rytme, timing og indlevelse. Det er ikke en analyse, men en formidling. Kommentatorer skal være betagede og nyde forestillingen. Noget, han skal fremme hos stemmerne til morgendagens fodboldkampe. Han skal være deres talentudvikler.

Det bliver en stor udfordring, siger han. Sportsjournalister er generelt blevet for pæne. De skal være ambitiøse og kaste det fodboldanalytiske skjold, de gemmer sig bag, væk.

”Hvis jeg var ung journalist i dag og ville frem, vil jeg prøve at differentiere mig fra mængden. Så det ikke bliver så pænt. Og have store nosser.”

Jeg bliver kun et øjeblik

Det er allerede besluttet, at der skal stå ’jeg bliver kun et øjeblik’ på Carsten Werges gravsten, fortæller han. En sætning, han altid sagde, når han trådte ind ad døren og besøgte sin mor. Han skulle hurtigt videre. Ud og se verden. Derfor er det måske ikke så overraskende, at rejsen nu tager ham videre. Den samme rejse, der har taget ham fra en ung knægt, der kommenterede sin egen fodboldleg på drengeværelset, til en voksen mand, der har levet den drøm, det unge selv ikke engang kunne have forestillet sig. Og ultimativt til i dag, hvor det er slut – hvor kommentatorgerningen og de rundt regnet 100 årlige rejsedage er ovre.

”Min kone siger, at nu kan vi ligefrem invitere gæster,” joker han.

Der er en ro omkring Carsten Werge. En smittende afslappethed. Han virker fuldstændig afklaret omkring fremtiden – spændt, men afklaret. Opsigelsen var hård, for han sagde farvel til et job, han havde haft i 23 år. Han fortæller, hvordan han blev rørt – tudbrøllede, tilføjer han. Men det varede kun et øjeblik, for endnu en gang skulle han videre ud i verden.

Selvom censur har været ulovligt siden Sovjetunionens fald, er det russiske mediemarked i dag domineret af statsstyre, tilbageholdenhed og loyalitet over for præsident Putin. Illustreret Bunker giver dig et historisk indblik i det russiske medielandskab.

Forestil dig, at direktørerne for DR og TV2 ugentligt møder på Mette Frederiksens kontor. Her udstikker statsministeren den næste uges kurs for de to medier og fortæller, hvilke historier, der skal bringes, og hvilke, der skal lægges i graven. Det er nok ikke et scenarie, som ret mange danskere kan forestille sig, og det vil ikke alene krænke det hæderkronede armslængdeprincip, men hugge armen helt af.

Men det er virkeligheden i Rusland. Her kender man til, at direktørerne for de store TV-kanaler mødes på ugentlige koordineringsmøder, hvor det bliver gjort klart, hvilke historier der skal satses på den følgende uge. Det fortæller Matilde Kimer, der i over ti år har dækket Rusland for Danmarks Radio.

”Her bliver der ligesom udstukket nogle ideologiske retningslinjer,” fortæller hun.

Tv-mediet er det mest populære i Rusland, og de fem største kanaler er alle enten ejet direkte af den russiske stat eller af forretningsmænd med tætte forbindelser til præsident Putin. Selvom der findes frie medier, er det et billede, der er gennemgående på det russiske mediemarked.

En statskontrolleret boble

Når seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier Flemming Splidsboel skal forklare det russiske medielandskab, gør han det ved at tegne en boble. Boblen repræsenterer de statskontrollerede medier. Dem er der mange af. Rundt om boblen er der en periferi af uafhængige medier. Dem er der ikke så mange af. De leverer kritisk journalistik og rapporterer om de ting, som de regeringstro ikke gør. Men ifølge Flemming Splidsboel har medierne uden for boblen ikke frit spil.

”Hvis de bliver for kritiske og kører med nogle meget sprængfarlige emner, risikerer de at blive lukket.”

De kan også komme i farezonen, hvis de bliver for store, og for mange russere interesser sig for dem, fortæller seniorforskeren.

De statskontrollerede medier kan inddeles i tre kategorier. Der er de direkte statsejede medier, så er der de medier, der er ejet af statsejede virksomheder, såsom gasmastodonten Gazprom. Til sidst er der de medier, som er ejet af rigmænd, som står på god fod med Putin. Fælles for dem alle er, at de følger den kurs, der bliver udstukket fra det russiske præsidentpalads, Kreml.

Partipresse, privatisering og Putin

I Sovjetunionens tid var pressen underlagt censur, fortæller Birgitte Beck Pristed, som er lektor i Ruslandstudier på Aarhus Universitet. Før noget kunne offentliggøres, skulle det læses igennem og godkendes af det kommunistiske censurorgan. Det ændrede sig, da Sovjetunionen kollapsede i 1991.

”Her bliver der ligesom
   udstukket nogle
   ideologiske
   retningslinjer.”

 

– Matilde Kimer, ruslandskorrespondent hos DR 

”Skiftene i ejerskab er virkelig noget, der slår promte igennem i den redaktionelle profil.”

Et af medierne er tv-kanalen NTV, som i maj 2000 er den eneste landsdækkende kanal, der er uafhængig og dækker Kreml kritisk. Under et år efter at Putin er blevet præsident, bliver mediets hovedkvarter stormet af bevæbnede efterretningsagenter, og mediets ejer, Vladimir Gusinsky, bliver fængslet. Senere sælger han sin andel af medieselskabet til den statsejede mastodont Gazprom og forlader Rusland.

Svært at generalisere

Det er svært at sige noget generelt om, hvor meget den redaktionelle linje på de statsloyale medier i Rusland bliver påvirket, fortæller Matilde Kimer. Det er forskelligt fra historie til historie. Hun har oplevet, at russiske journalister skulle have godkendt deres speak på et nyhedsindslag, der omhandlede noget så harmløst som fortov til handicappede i Moskva. Generelt er medierne langt mere hierarkisk styret, end man ser det på danske medier, forklarer hun.

Ifølge Matilde Kimer kan journalisterne på de regeringstro medier i nogle tilfælde få lov til at lave kritisk journalistik, eksempelvis om sundhedsvæsenet eller lokale budgetter. Men der er ét emne, journalisterne ikke er tvivl om, at de ikke skal røre ved, fortæller Matilde Kimer.

”Du graver ikke i noget, der har med Putin at gøre, og du graver ikke i noget, der har med Putins familie at gøre.”

Den dobbeltoptrukne linje

Ifølge seniorforsker Flemming Splidsboel eksisterer der en meget omfattende selvcensur på de regeringstro russiske medier. Journalisterne ved generelt hvad de må skrive om, og hvad de skal lade ligge.

Flemming Splidsboel fortæller om en samtale mellem to redaktører og journalisterne på nyhedsbureauet RBK. De to redaktører er nye og har erstattet de tidligere redaktører, der er blevet fjernet, efter at have bragt en kritisk historie om Putins datter.

Da de skal forklare grænsen for, hvad man må skrive om, sammenligner de det med dobbeltoptrukne linjer i trafikken. Hvis man kører over dem en gang, får man en advarsel. Hvis man gør det flere gange, mister man kørekortet. Da journalisterne spørger, hvor den grænse går, lyder svaret, at det skal de selv vurdere.

Selvcensuren spillede også en stor rolle under konflikten mellem Ukraine og Rusland i 2014, siger Flemming Splidsboel.

I februar 2014 invaderede ukendte paramilitære styrker, i pressen kaldet de ‘små grønne mænd’, den ukrainske halvø Krim. Selvcensuren på de regeringstro medier betød ifølge Flemming Splidsboel, at Putin kunne fastholde løgnen, om at tropperne ikke havde russiske pas, helt frem til april.

De uafhængige medier havde allerede skrevet, at de ‘små grønne mænd’ var russiske tropper, men det var først, efter præsident Putin gik ud på stats-tv og bekræftede det, at de regeringstro medier skrev om det.  

“Så vidste alle medierne, at nu var der grønt lys til at skrive om det,” fortæller Flemming Splidsboel.

Politisk dagsorden

I Rusland findes der ikke en public service-lovgivning, som vi har i Danmark. Der stilles ikke krav om saglighed og upartiskhed, som der gør til for eksempel DR.

Når hun er ude og dække en sag, møder Matilde Kimer de russiske journalister, der er ansat på de regeringstro medier. De ser ikke noget mærkeligt i at møde op med en dagsorden og forventer også, at hun møder op med en politisk mission. Hun fortæller, at journalisterne, udover at informere, ofte ser det som deres rolle at beskytte staten og nationen. At de ser sig selv mere som aktive deltagere end observatører. At de har et budskab, som de forsøger at ‘sælge’.

”Det vil man nok ikke høre Kim Bildsøe sige,” tilføjer ruslandkorrespondenten med et grin.

Tv-mediet er det mest populære i Rusland, og de fem største kanaler er alle enten ejet direkte af den russiske stat eller af forretningsmænd med tætte forbindelser til præsident Putin. Selvom der findes frie medier, er det et billede, der er gennemgående på det russiske mediemarked.

En statskontrolleret boble

Når seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier Flemming Splidsboel skal forklare det russiske medielandskab, gør han det ved at tegne en boble. Boblen repræsenterer de statskontrollerede medier. Dem er der mange af. Rundt om boblen er der en periferi af uafhængige medier. Dem er der ikke så mange af. De leverer kritisk journalistik og rapporterer om de ting, som de uafhængige ikke gør. Men ifølge Flemming Splidsboel har medierne uden for boblen ikke frit spil.

”Hvis de bliver for kritiske og kører med nogle meget sprængfarlige emner, risikerer de at blive lukket.”

De kan også komme i farezonen, hvis de bliver for store, og for mange russere interesser sig for dem, fortæller seniorforskeren.

De statskontrollerede medier kan inddeles i tre kategorier. Der er de direkte statsejede medier, så er der de medier, der er ejet af statsejede virksomheder, såsom gasmastodonten Gazprom. Til sidst er der de medier, som er ejet af rigmænd, som står på god fod med Putin. Fælles for dem alle er, at de følger den kurs, der bliver udstukket fra det russiske præsidentpalads, Kreml.

Partipresse, privatisering og Putin

I Sovjetunionens tid var pressen underlagt censur, fortæller Birgitte Beck Pristed, som er lektor i Ruslandstudier på Aarhus Universitet. Før noget kunne offentliggøres, skulle det læses igennem og godkendes af det kommunistiske censurorgan. Det ændrede sig, da Sovjetunionen kollapsede i 1991.

”Her bliver der ligesom
   udstukket nogle
   ideologiske
   retningslinjer.”

 

– Matilde Kimer, ruslandskorrespondent hos DR 

Partipressen blev privatiseret, mens pressefriheden og forbuddet mod censur blev skrevet ind i den russiske forfatning, der blev til under den første præsident, Boris Jeltsin. Under privatiseringen tog en lille flok rigmænd, såkaldte oligarker, magten over medierne. De oprettede store medieselskaber og blev til mediemoguler, der misbrugte medierne til at tjene deres egen politiske dagsorden.

Da Vladimir Putin den 31. december 1999 blev præsident for Rusland, er det med et stort ønske om at få styr på medierne. Det fik oligarkerne hurtigt at mærke. Birgitte Beck Pristed beskriver, hvordan der blev kørt flere store svindelsager mod de russiske rigmænd, som blev presset til at overlade deres medieselskaber i hænderne på regeringstro aktionærer.

”Skiftene i ejerskab er virkelig noget, der slår promte igennem i den redaktionelle profil.”

Et af medierne er tv-kanalen NTV, som i maj 2000 er den eneste landsdækkende kanal, der er uafhængig og dækker Kreml kritisk. Under et år efter at Putin er blevet præsident, bliver mediets hovedkvarter stormet af bevæbnede efterretningsagenter, og mediets ejer, Vladimir Gusinsky, bliver fængslet. Senere sælger han sin andel af medieselskabet til den statsejede mastodont Gazprom og forlader Rusland.

Svært at generalisere

Det er svært at sige noget generelt om, hvor meget den redaktionelle linje på de statsloyale medier i Rusland bliver påvirket, fortæller Matilde Kimer. Det er forskelligt fra historie til historie. Hun har oplevet, at russiske journalister skulle have godkendt deres speak på et nyhedsindslag, der omhandlede noget så harmløst som fortov til handicappede i Moskva. Generelt er medierne langt mere hierarkisk styret, end man ser det på danske medier, forklarer hun.

Ifølge Matilde Kimer kan journalisterne på de regeringstro medier i nogle tilfælde få lov til at lave kritisk journalistik, eksempelvis om sundhedsvæsenet eller lokale budgetter. Men der er ét emne, journalisterne ikke er tvivl om, at de ikke skal røre ved, fortæller Matilde Kimer.

”Du graver ikke i noget, der har med Putin at gøre, og du graver ikke i noget, der har med Putins familie at gøre.”

Den dobbeltoptrukne linje

Ifølge seniorforsker Flemming Splidsboel eksisterer der en meget omfattende selvcensur på de regeringstro russiske medier. Journalisterne ved generelt hvad de må skrive om, og hvad de skal lade ligge.

Flemming Splidsboel fortæller om en samtale mellem to redaktører og journalisterne på nyhedsbureauet RBK. De to redaktører er nye og har erstattet de tidligere redaktører, der er blevet fjernet, efter at have bragt en kritisk historie om Putins datter.

Da de skal forklare grænsen for, hvad man må skrive om, sammenligner de det med dobbeltoptrukne linjer i trafikken. Hvis man kører over dem en gang, får man en advarsel. Hvis man gør det flere gange, mister man kørekortet. Da journalisterne spørger, hvor den grænse går, lyder svaret, at det skal de selv vurdere.

Selvcensuren spillede også en stor rolle under konflikten mellem Ukraine og Rusland i 2014, siger Flemming Splidsboel.

I februar 2014 invaderede ukendte paramilitære styrker, i pressen kaldet de ‘små grønne mænd’, den ukrainske halvø Krim. Selvcensuren på de regeringstro medier betød ifølge Flemming Splidsboel, at Putin kunne fastholde løgnen, om at tropperne ikke havde russiske pas, helt frem til april.

De uafhængige medier havde allerede skrevet, at de ‘små grønne mænd’ var russiske tropper, men det var først, efter præsident Putin gik ud på stats-tv og bekræftede det, at de regeringstro medier skrev om det.  

“Så vidste alle medierne, at nu var der grønt lys til at skrive om det,” fortæller Flemming Splidsboel.

Politisk dagsorden

I Rusland findes der ikke en public service-lovgivning, som vi har i Danmark. Der stilles ikke krav om saglighed og upartiskhed, som der gør til for eksempel DR.

Når hun er ude og dække en sag, møder Matilde Kimer de russiske journalister, der er ansat på de regeringstro medier. De ser ikke noget mærkeligt i at møde op med en dagsorden og forventer også, at hun møder op med en politisk mission. Hun fortæller, at journalisterne, udover at informere, ofte ser det som deres rolle at beskytte staten og nationen. At de ser sig selv mere som aktive deltagere end observatører. At de har et budskab, som de forsøger at ‘sælge’.

”Det vil man nok ikke høre Kim Bildsøe sige,” tilføjer ruslandkorrespondenten med et grin.

Mennesker med psykiske sygdomme portrætteres ofte som farlige eller skøre i de danske medier. Hvordan undgår man at falde i samme grøft? Cavlingvinder Anders Legarth Schmidt giver sit besyv.

I herskabslejlighedens lyse stue står et arbejdsbord. Det var her Anders Legarth Schmidt sad til den virtuelle Cavlingprisuddeling, da hans navn blev råbt op.

På bordet står nu en lille bronzestatuette. Henrik Cavling ligner en karikatur på en journalist med trenchcoat og bowlerhat. Men journalisten, der har modtaget denne fornemme pris, har ikke bowlerhat på. Han er klædt i jeans og t-shirt og byder på kaffe i sit hjem på Østerbro i København. Cavlingprisen vandt han for sin reportageserie fra en lukket psykiatrisk afdeling:

”Jeg har altid været interesseret i det, der foregår inde i vores allesammens hoveder. Mere end det, man kan se, røre og lugte. Det hænger sammen med, at der var psykisk sygdom i min egen familie, da jeg var barn.” 

Derfor har Anders Legarth Schmidt dækket området for Politiken i mere end 15 år. Sidste år brugte han 40 timer på børne- og ungdomspsykiatrisk afsnit i Glostrup, der endte ud i reportageserien ‘Forbandet Ungdom’. Gennem otte kapitler beskrives livet som patient og personale på en afdeling, der sjældent åbner dørene for pressen. Det vigtigste for ham er at skabe opmærksomhed omkring emnet: 

“Jeg synes, det er super vigtigt at tale og skrive åbent om psykisk sygdom. Tingene vokser sig større og værre, hvis man går med dem alene.” 

Ny fortælling om psykiatrien  

Men emnet får ikke altid den rigtige form for opmærksomhed. Dramatiske overskrifter er med til at male et billede af mennesker med mentale udfordringer som farlige eller skøre. Eksempler som ‘Knivstikker var psykisk syg’, ‘Professor: Naivt at raskmelde psykisk syge’ og ‘Psykisk syg går amok’. Selvom mediedækningen af psykisk sygdom har udviklet sig til det bedre, er mere end hver tredje artikel fortsat præget af et forenklet billede. Det viser en analyse af mediedækningen i 2019 foretaget af Infomedia. 

Infomedias analyse er lavet på vegne af ‘EN AF OS’. Det er en organisation, som blandt andet er støttet af Social- og Sundhedsstyrelsen, hvis formål er at afstigmatisere psykisk sygdom i Danmark. 

“Der er sket en forbedring i de danske mediers portrættering af psykisk sygdom,” mener konstitueret projektleder for ‘EN AF OS’, Anja Kare Vedelsby. 

Ifølge Anja Kare Vedelsby kan medierne medvirke til at fremme inklusion og bekæmpe diskrimination forbundet med mental sygdom. Det afgørende er måden, der skrives om emnet. 

“Medierne kan være med til at bekræfte folks fordomme om personer med psykiske lidelser, hvis journalister ikke nuancerer, at man ikke er sygdommen, men et menneske med en sygdom,” uddyber projektlederen. 

Medierne kan også være med til at skabe et mindre fordomsfuldt syn på det at have mentale udfordringer ved at vise en alsidig skildring af personen. 

Anders Legarth Schmidt mener ligeledes, at samfundet skal være bedre til at rumme mennesker med mentale vanskeligheder, blandt andet så man ikke skal frygte personlige og karrieremæssige konsekvenser ved at stille sig offentligt frem:

“Vores samfund er på mange måder u-rummeligt. Men jo længere tid der går, hvor psykisk syge mennesker er underrepræsenterede i medierne – desto længere tid går der, før det ikke føles skamfuldt at have en psykisk sygdom.”

De “sårbare” kilder

En anden problematik forbundet med at skrive en historie med psykisk sårbare kilder er, at det kan være vanskeligt at afgøre, om kilden kan overskue konsekvenserne af sin medvirken. Det er et hensyn, der også fremhæves i pressenævnets vejledning om god presseskik.

‘EN AF OS’ arbejder blandt andet med at vejlede journalister og medier, der arbejder med psykisk sårbare kilder. Anja Kare Vedelsby anbefaler, at man sikrer en grundig briefing forud for et interview, og at man taler med kilden om vedkommendes motivation for og eventuelle konsekvenser ved at medvirke. Desuden råder hun til, at man spørger kilden, om man må tale med en pårørende eller en behandler, for at få en professionel mening om kildens medvirken:

“Når folk står frem med noget, der er så personligt som ens psykiske lidelse, er det vigtigt, at  man tager sig god tid.”

Endelig er det vigtigt, at kilden får mulighed for at godkende artiklen før publicering.

I forbindelse med reportageserien ‘Forbandet Ungdom’ fik Anders Legarth Schmidt blåstempling fra forældre og læger udover kilderne selv forud for alle interviews. Han anerkender dog, at man principielt aldrig kan vide, om en kilde fortryder sin deltagelse.

Alligevel mener han, at journalister skal strække sig langt for at give plads til mennesker, der er anderledes i medierne. Derfor må man sommetider løbe en risiko med kildevalg for at være med til at skabe en udvikling i samfundet:

“Hvis man vil helgardere sig mod den risiko, kommer man til at holde psykisk syge mennesker i mørket for altid.”

For at kunne tegne et oprigtigt portræt af en sårbar kilde er det vigtigt at turde stille de svære spørgsmål. Når Anders Legarth Schmidt interviewede de unge mennesker på børne- og ungdomspsykiatrisk afsnit, havde han ikke forberedt en masse spørgsmål. Ved at gå nænsomt frem afsøgte han grænsen for, hvad han kunne spørge om. Han har erfaret, at blokeringerne ofte ligger i ham selv og ikke i kilden, og hvis man ikke tør stikke dybt nok, bliver det et misforstået hensyn til kilden:

“Hvis jeg stopper med at spørge for tidligt, så bidrager jeg jo til den stigmatisering ved ikke at komme tæt nok på og ved ikke at forstå godt nok, hvem de er.”

Nogle hyldes, andre kritiseres

I samme måned som Anders Legarth Schmidt vinder Cavlingprisen, kritiseres DR3’s dokumentarserie “Fie” på forskellige medier.  Dokumentarserien følger blogger og influencer Fie Laursen, det første år efter at hun har forsøgt at tage sit eget liv, hvor hun netop er udskrevet fra psykiatrisk afdeling. Dokumentaren viser influencerlivets bagside og undersøger, hvad der driver Fie Laursen og hendes digitale karriere. 

Begge historier er baseret på personer med mentale udfordringer, men hvor Anders Legarth Schmidt hyldes for sin artikelserie, bliver DR3’s dokumentar mødt af hård kritik. Fie Laursen lider af sygdommene PTSD og borderline og døjer med angst. 

Anja Kare Vedelsby fra ‘EN AF OS’ ser på baggrund af dokumentarens første afsnit nogle problematikker i at serien er blevet lavet. 

“Serien er med til at vise, hvor skidt hun har det. Men den viser også, at hun hungrer efter anerkendelse. Jeg tænker, at det ville være bedre for hende ikke at eksponere sig så meget, fordi hun risikerer at få for meget negativ opmærksomhed, som gør så ondt,” siger Anja Kare Vedelsby. 

Det er ikke kun Anja Kare Vedelsby, som frygter, at serien fodrer Fie Laursens behov for opmærksomhed. I mediebilledet går kritikken af dokumentarserien desuden på, at Fie Laursen ikke havde tilladt DR’s portrættering, hvis hun var rask. Og at DR overser de negative konsekvenser ved at filme hende i en sårbar periode af sit liv. 

Tilbage i lejligheden på Østerbro mener Anders Legarth Schmidt, at kritikken er uretfærdig, og at det er forkert at gøre sig til dommer over Fie Laursens motivation for at deltage, når man ikke kender til den. Fie Laursen har, ifølge Anders Legarth Schmidt, fået en urimelig behandling i medierne. Han synes, dokumentaren fortæller mange interessante ting om, hvad det vil sige at være psykisk sårbar: 

“Hun er jo i virkeligheden også en pioneer, som er med til at afstigmatisere, hvad det vil sige at være psykisk syg.”

Grænserne rykkes  

Med reportageserien ‘Forbandet Ungdom’ er Anders Legarth Schmidt med til at rykke grænserne for, hvem vi kan interviewe, og hvordan vi kan dække psykiatrien. Det mener

‘EN AF OS’.

“‘Forbandet Ungdom’ fremmer åbenhed og nedbryder fordomme omkring, hvordan det er at være indlagt på psykiatrisk afdeling som ung. Det giver udenforstående en empatisk forståelse af, hvordan det kan være at være patient,” siger Anja Kare Vedelsby fra ’EN AF OS’.

I dag står Cavlingprisen på skrivebordet hjemme ved Anders Legarth Schmidt. Det er en anerkendelse af hans arbejde som journalist, men for ham repræsenterer den mere end en påskønnelse af sit professionelle virke: 

“Det vigtigste er, at psykiatrien får en pris, fordi deri ligger en anerkendelse af, at det som journalist er vigtigt at beskæftige sig med området og kaste lys over mennesker, der lever med psykisk sygdom.”

Man skal gå nænsomt til værks, når man dækker psykisk sygdom.
Det samme gælder, når man dækker selvmord.
Læs vores artikel om dét her.

Kvindelige journalister er i højere grad end deres mandlige kolleger udsat for digitale hadbeskeder, mener Cecilie Beck og Iben Maria Zeuthen. Kønsforsker Christian Groes advarer om, at det kan medføre selvcensur.

I et hjørne af Cecilie Becks lyse taglejlighed hænger et lille portræt fra hendes tidlige dage som journalist. Hun har vind i sit dengang lange hår og ser ind i kameraet med samme stålfaste blik, hun har haft som studievært på TV2 siden 2004. Allerede dengang måtte hun leve med at blive kaldt ‘møgkælling’ af nogle seere.

“Mandlige journalister bliver kaldt skarpe. Kvindelige journalister bliver kaldt hysteriske. Der er ingen tvivl om, at der bliver brugt et andet sprog, når kvindelige journalister bliver kritiseret for deres arbejde,” siger Cecilie Beck.

Når hun tænker tilbage på sin lange karriere, er hun ikke i tvivl. Den har adskilt sig fra hendes mandlige kollegers. Hun oplever, at seere bliver provokerede alene af hendes køn og giver udtryk for det online. Det sker typisk, når hun har lavet et særligt kritisk interview. 

Kvindelige journalister gør sig selv mindre synlige

Cecilie Beck ikke er alene om sine erfaringer. En global undersøgelse lavet i samarbejde mellem UNESCO og International Center for Journalists viste sidste år, at 73 procent af kvindelige journalister har været udsat for online vold fra læsere, seere og lyttere.

Som konsekvens har 38 procent gjort sig selv og deres arbejde mindre synligt. Undersøgelsen viser desuden, at de hadefulde kommentarer ofte er direkte koblet til køn. 

Da Aftenshowets Mette Bluhme Rieck i januar interviewede Jes Dorph-Petersen om to krænkelsessager, der for nyligt fik ham fyret fra TV2, blev hun også kastet ud i en shitstorm med sit køn som orkanens øje. 

Mens Mette Bluhme Rieck blev kaldt ord som ‘pigebarn’, ‘hystade’ og ‘smatso’ af seere, der mente, at hun havde været både for kritisk og for subjektiv, fulgte Cecilie Beck med. På grund af sine egne erfaringer med sexisme havde hun brug for at reagere.

Kritik mod kvinder er kønnet

Cecilie Beck delte et opslag på Instagram, der sammenlignede de kønnede skældsord med den ros, Go’Aften Live’s Abdel Aziz Mahmoud modtog efter sit kritiske interview med TV2’s indholdsredaktør, Lotte Lindegaard, om Jes Dorph-Petersens fyring. Han blev blandt andet kaldt ‘modig’ og ‘genial’.

“Når journalister stiller kritiske spørgsmål, handler det ikke om, hvad vi selv synes. Det handler om, at vi udøver et fag. Det havde jeg behov for at gøre opmærksom på,” siger Cecilie Beck.

Kønsforsker og lektor på Roskilde Universitet Christian Groes mener, at et kritisk interview med den folkekære Jes Dorph-Petersen havde kastet enhver journalist ud i en shitstorm. Men han peger også på, at Mette Bluhme Riecks køn fik kritikken til at accelerere.

“Debatten om køn er lige nu et sted, hvor Mette Bluhme Rieck som kvinde blev gjort til repræsentant for en #metoo-bevægelse. Det gør hende mere sårbar over for beskyldninger om, at hendes køn påvirkede, hvordan hun håndterede interviewet,” siger Christian Groes.

Online sexisme truer ytringsfriheden

Ligesom Cecilie Beck oplever radiovært og skribent Iben Maria Zeuthen også, at hendes køn spiller en uønsket hovedrolle, når hun modtager kritik i kommentarfeltet. Men hun tøver lidt, når hun skal tale om sine egne oplevelser med sexisme.

“Man skal passe på med at begrunde kritik udelukkende med køn, men det er bare svært at få lov til at være fagperson som kvindelig journalist. Jeg tør ikke altid dele mine personlige oplevelser med sexisme, fordi jeg som kvindelig journalist risikerer at blive angrebet for noget, der har med mine følelser og ikke min faglighed at gøre,” siger Iben Maria Zeuthen.

Alligevel bruger hun også aktivt sin Instagram til at belyse sexisme i mediebranchen. Blandt andet poster hun skærmbilleder af de reaktioner, hun får fra Ekstra Bladets læsere, hvor hun skriver klummer, netop for at dokumentere had mod kvinder.

I kommentarfeltet bliver hun blandt andet kaldt ‘tøjte’ og opfordret til at ‘droppe sit 1970’er-pis, fordi verden allerede tilhører kvinder’.

Ifølge Iben Maria Zeuthen påvirker de fleste af kommentarerne hende ikke, fordi hun efter mange år som journalist har lært at holde en professionel distance til personangreb i hendes professionelle virke. Når hun bliver ved med at sætte fokus på online sexisme, er det altså ikke et personligt forsvar. Det er et spørgsmål om ytringsfrihed.

“Der er unge kvinder, som fortæller mig, at de skriver mindre frit, fordi de frygter den nedværdigende, truende tone, der er over for kvindelige journalister på sociale medier,” siger Iben Maria Zeuthen.

Christian Groes tror også, at der som konsekvens af tonen over for kvindelige journalister kan opstå en øget grad af selvcensur.

“Hvis de følelsesmæssige konsekvenser er for store, risikerer vi at lukke munden på kritiske journalister,” siger han.

En kamp for journalistisk frihed

Christian Groes peger på, at solidaritet mellem journalister er afgørende, hvis kvinder fortsat skal kunne gøre deres arbejde ordentligt uden at sætte deres mentale helbred på spil.

Af den grund mener han, at det har været overraskende at se, hvor få mandlige journalister, der offentligt støttede Mette Bluhme Rieck efter interviewet med Jes Dorph-Petersen:

“Det skaber et indtryk af, at vi står i en kønskamp frem for en kamp for journalistisk frihed. Det er vigtigt, at andre journalister udviser solidaritet over for dem, der tør stille de farlige spørgsmål og risikerer at få nogle tæsk,”

Journalister bør dog ikke stå alene med ansvaret for at beskytte deres kvindelige kolleger mod online chikane og sexisme, mener både Cecilie Beck og Iben Maria Zeuthen. De er enige om, at det også er mediehusenes ansvar.

“Det går jo ikke, hvis kun mænd laver kritiske interviews for at undgå sexisme. For så bliver kvinder diskvalificeret alene på baggrund af køn. Derfor er det vigtigt, at medierne tager ansvar for at beskytte kvindelige journalister i en udsat position,” siger Cecilie Beck.

Af den grund mener han, at det har været overraskende at se, hvor få mandlige journalister, der offentligt støttede Mette Bluhme Rieck efter interviewet med Jes Dorph-Petersen:

“Det skaber et indtryk af, at vi står i en kønskamp frem for en kamp for journalistisk frihed. Det er vigtigt, at andre journalister udviser solidaritet over for dem, der tør stille de farlige spørgsmål og risikerer at få nogle tæsk,”

Journalister bør dog ikke stå alene med ansvaret for at beskytte deres kvindelige kolleger mod online chikane og sexisme, mener både Cecilie Beck og Iben Maria Zeuthen. De er enige om, at det også er mediehusenes ansvar.

“Det går jo ikke, hvis kun mænd laver kritiske interviews for at undgå sexisme. For så bliver kvinder diskvalificeret alene på baggrund af køn. Derfor er det vigtigt, at medierne tager ansvar for at beskytte kvindelige journalister i en udsat position,” siger Cecilie Beck.

”Der er unge kvinder, som fortæller mig, at de skriver mindre frit, fordi de frygter den nedværdigende, truende tone, der er over for kvindelige journalister på sociale medier.”

– Iben Maria Zeuthen, journalist

 

Hun forklarer, at TV2 har været gode til at tage hånd om problemet. For eksempel politianmelder de personer, når tonen i kommentarsporet bliver for hård.

Til et møde med den daværende ligestillingsminister Mogens Jensen tilbage i november foreslog Iben Maria Zeuthen, at der blev udviklet et ligestillingsmærke til medierne for, hvor aktivt de arbejder på at beskytte journalister mod online diskrimination. Hun mener nemlig, at medierne har brug for nogle tydeligere retningslinjer.

“Så ved man også som journaliststuderende, hvilken arbejdsplads, man kommer ud til.  For det bør jo ikke være en del af jobbeskrivelsen at skulle håndtere online diskrimination,” siger Iben Maria Zeuthen. 

Der er endnu ikke kommet noget konkret ud af mødet med den daværende ligestillingsminister, hvor flere kvindelige journalister deltog.

Uffe Christensen har arbejdet som journalist for Jyllands-Posten siden 1980. Han har talt med Illustreret Bunker om, hvordan jobbet som journalist har udviklet sig med hast. Læs artiklen her.