Kultur og satire manglede i mængden af foreninger. Nu fylder Tendens og DMJX-rapporten tomrummet ud.

Kultur og satire manglede i mængden af foreninger. Nu fylder Tendens og DMJX-rapporten tomrummet ud.

Kultur og satire manglede i mængden af foreninger. Nu fylder Tendens og DMJX-rapporten tomrummet ud.

Danmarks Medie- og Journalisthøjskole er blevet to foreninger rigere. Starten på året var også starten på Tendens og DMJX-rapporten. I et interview med stifterne bag forklarer de, hvorfor foreningerne mangler, og hvordan de kommer op at stå.

TEKST: Sissel Bonde Thiellesen
FOTO: Rasmus Breum

Udgivet den 24. marts 2022

Kulturmagasinet Tendens og det satiriske skoleblad DMJX-rapporten er blevet en del af skolens hær af foreninger, som på nuværende tidspunkt tæller hele ti. De spænder bredt og byder på alt lige fra produktion af dokumentarfilm, radio og podcasts til højspændte fodboldkampe og litervis af øl i fredagsbaren. Fælles for dem alle er, at de har et formål og en vision for det, de laver.

22- årige Mia Skovby går på 2. semester på journalistik, og er ansvarshavende chefredaktør på det nystartede DMJX Rapporten. For hende opstod visionen om at skabe et satirisk skoleblad, som et resultat af kedsomhed under coronanedlukningen. En stor del af Mias omgangskreds lå ramt med corona, og hun ventede bare på, at det blev hendes tur.

”Jeg sad en aften og tænkte, at jeg blev nødt til at finde på noget at lave de næste syv dage, hvis jeg ikke skulle blive skingrende sindssyg. jeg lå og kiggede lidt på humor magazines og undrede mig over, at vi ikke havde noget tilsvarende i Danmark. Så kom ideen: Jeg starter det selvfølgelig bare selv, med hjælp fra mine venner.”

Det resulterede i en nat med meget begrænset søvn. Mia Skovby lå vågen til klokken fem næste morgen og researchede på ideen. Dagen efter var hun klar til at gå i gang med foreningen.

DMJX Rapporten er et satireblad, og ifølge Mia Skovby er de det eneste satiriske skoleblad i Danmark. De er et hold bestående af skribenter, illustratorer, fotografer, layoutere, en SoMe manager og en økonomichef. De første 10 medlemmer er Mias venner, som var med fra starten. Derudover var der omkring 30 ansøgere, hvoraf de har fundet de 10 mest kompetente medlemmer.

”Vi har tårnhøje ambitioner,” siger hun

 Første ambition er at udkomme to gange hvert semester, med undtagelse af det igangværende semester, hvor de udkommer hele tre gange. DMJX Rapporten havde nemlig deres ”grand release” i forbindelse med skolestarten på forårssemestret 2022. Her udkom de som en parodi af rusværternes Startskuddet F22.

”Rusværterne blev rasende, men de syntes også, det var virkelig sjovt. Folk må gerne blive sure, men de skal også kunne grine af det. Når folk tager sig selv lidt for højtidligt, må vi godt gøre grin med dem,” siger Mia.

 

“Der var brug for en forening der tog pis på det hele. Vi er 100% et satireblad, ikke et ord, der er skrevet i det blad, er seriøst.”

 

– Mia Skovby

Ansvarshavende chefredaktør for DMJX Rapporten

 

Et kulturmagasin bliver skabt

Grundlæggende er en forening, noget så simpelt som mennesker med et fælles formål. Det afspejler Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Her er der et rigt- og voksende foreningsliv, hvor nye formål og fælleskaber bliver budt velkommen af både ledelsen og de studerende. Og i år er det ikke kun DMJX-rapporten, der er blevet budt velkommen som forening. Kulturmagasinet Tendens er også kommet til.

21-årige Benedikte Støjberg Pedersen og Caroline Højrup Heidemann og går på 4. semester på journalistik. For dem startede ideen om et kulturmagasin allerede for et år siden. Over en øl fandt de ud af, at de havde samme foreningsdrøm. De blev enige om, at hvis det skulle være, var det ved at være sidste chance, inden praktikken.

”Tiden på studiet er virkelig gået hurtigt, og der er så meget vi gerne vil, som vi ikke har nået. Der har været run på med både deadlines og venner,” siger de.

Så hvis der skulle handles på ideen om et kulturmagasin, så skulle det være nu. Derfor besluttede de sig for at give den fuld gas, og ugen efter begyndte de at søge medlemmer til magasinet Tendens. Benedikte kunne nu kalde sig for ansvarshavende chefredaktør, og Caroline for chefredaktør på magasinet.

Magasinet Tendens består af 32 medlemmer. Heriblandt skribenter, fotojournalister og kommunikatører der skal hjælpe med SoMe og fotojournalister, og hvor samtlige ansøgere er blevet optaget.

”Vi er et webmagasin, så der har ikke været noget sideantal, vi har været begrænset af,” siger Benedikte.

”Alle har dog alligevel været til samtale, hvor vi kunne konstatere, at der ikke var nogen, vi ville skære fra. Folk virker virkelig søde og engageret,” tilføjer Caroline.

Tendens er et webmagasin, som udkommer to gange hvert semester, med første udgivelse 1. april. Magasinet kommer til at indeholde en bred vifte af journalistisk indhold. Tendens vil skrive om folk, der griber kulturlivet an på forskellige måder. De vil skrive om mere eksistentielle emner, lave anmeldelser af blandt andet musik, teater og musicals, lave portrætter, klummer og reportager. 

Manglen på ”skriftens legeplads” med mulighed for fri kreativitet har været drivkraften bag foreningen. Tendens chefredaktører har fået inspiration af radio og TV. Her kan man være kreativ, især med valg af emner, som også rækker ud over mediebranchen og skolens fire vægge. De mener, at de har fundet et hul i de i forvejen etablerede foreninger på skolen. Den kreative frihed fungerer for radio og TV-segmentet, så stifterne kan ikke se, hvorfor det ikke skulle fungere på skrift

”Tendens skal være det kreative rum, både i formidlingen og i emnevalg,” siger Benedikte.

“Der har været en smule fordomme omkring, at vi ikke er en seriøs forening, men det er vi. Vi har ben i næsen, så vi bliver ikke umiddelbart slået ud. Kommer vi ud i sådanne situationer, så klarer vi også det.”

– Caroline Højrup Heidemann, chefredaktør for Tendens

Hvordan starter man en forening op?

De tre chefredaktører har erfaring fra andre foreninger på skolen. Mia Skovby laver radio for Genlüd, Benedikte Støjberg Pedersen har været skribent for Illustreret Bunker og Caroline Højrup Heidemann var sidste år redaktør på Coming Up og laver radio på Genlüd. Det er erfaringer, som de ikke er bange for at trække på og tage ved lære af.

”Du starter en forening, ved egentlig bare at sige, at du har en forening. Du skal bare selv tro på det. Da jeg så at DMJX Rapporten blev nævnt til åbent hus, tænkte jeg: nu er vi en rigtig forening. Ordet er ude, så handler det bare om, at få folk til at tilslutte sig og fortsætte med at gøre opmærksom på foreningen,” siger Mia Skovby.

Selv har hun ikke mødt de store udfordringer i opstarten, men alt opstart tager lang tid.

”Det er mit hjertebarn, så jeg har meget svært ved at uddelegere opgaver,” siger Mia.

Pigerne fra Tendens har haft samme oplevelse.

”Vi var til et foreningsmøde med uddannelseschef Henrik Berggren, hvor vi spurgte, hvad der skulle til, for at vi kunne blive en forening? Henriks svar var meget enkelt, han sagde ’I er en forening nu,’” siger Caroline.

 For Benedikte og Caroline har den største bekymring været, om de kunne få folk med på ideen, men den bekymring blev hurtigt gjort til skamme.

”Vi er vanvittig overvældede over, at så mange har lyst til at være med, det er langt over vores forventning. Vi har ikke haft noget færdigt produkt, vi kunne vise, så folk har valgt at tro på vores ord. Vi bliver nødt til at være selvsikre omkring foreningen, hvis vi skal have andre til at hoppe med på vognen,” siger chefredaktørerne.

 

Blandede tilbagemeldinger

DMJX Rapporten er ikke tilmeldt pressenævnet, hvilket ifølge Mia gør, at der ikke er grænser for, hvad de kan skrive om. De kan parodiere alle uden risiko for at blive sagsøgt.

”Det hele er jo forkerte informationer, der er ikke noget, der stemmer overens med god presseskik,” siger Mia.

Det kan folk have delte meninger om.

”Vi har et par haters, men også mange lovers,” siger Mia, og fortæller at DMJX Rapporten går under navnet ”den sjette vagthund”, fordi de også holder de andre foreninger på skolen i snor.

DMJX Rapporten vil gerne adskille sig fra de andre foreninger, som et frisk pust i dagligdagen, og de har en intention om at skubbe til grænserne.

”Der var brug for en forening der tog pis på det hele. Vi er 100% et satireblad, ikke et ord, der er skrevet i det blad, er seriøst,” siger Mia. Første version udkom kun online, men DMJX Rapporten har fået økonomisk støtte af DSR, til at kunne udkomme fysisk i papirversion.

Magasinet Tendens har heller ikke udelukkende fået positive tilbagemeldinger. Særligt har de fået mange kommentarer på, at de bare lavet et damblad på skolen. Men for kulturmagasinets chefredaktører, er det vigtigt at slå fast, at Tendens ikke er et magasin målrettet kvinder, men et magasin til alle.

”Der har været en smule fordomme omkring, at vi ikke er en seriøs forening, men det er vi. Vi har ben i næsen, så vi bliver ikke umiddelbart slået ud. Kommer vi ud i sådanne situationer, så klarer vi også det,” siger Caroline.

Pigerne har været bekymret for, at magasinsegmentet ville afskrække mænd i at søge ind, men det har ikke været tilfældet. Ud af seks skriftlige redaktører, er tre af dem mænd. ”Der skal også være et segment til magasinjournalistik, uden at det virker mere fjollet eller banalt i forhold til andet journalistik,” siger Benedikte.

Nu er foreningerne dannet, og de er blevet optaget i det etablerede foreningsliv på skolen. Indholdet skal nu ud at leve og finde sin berettigelse blandt læserne.

Hele skolens Tove

Hele skolens Tove

Hele skolens Tove

Danmarks Medie- og Journalisthøjskole er fuld af personligheder og hyldede individer. Én, der dog sjældent trækker de store overskrifter - men som ikke desto mindre har grund til hyldest - er skolens receptionist og altmuligkvinde, Tove.

TEKST: Victor Heide-Jørgensen
Illustration: Katrine Å. Edvardsen

Udgivet den 24. marts 2022

De fleste studerende på Journalisthøjskolen er stødt på Tove Winckler Tjørnfelt. Hun har sin faste plads centralt placeret overfor kantinen. I receptionen – skolens hjertekammer. Her sidder hun med et underspillet smil og er klar til at hjælpe med alt fra forsvundne drikkedunke og bookning af grupperum til problemer med studiekort og adgang til parkeringskælderen. 

Tove er født i Aarhus på Christiansbjerg i 1965. Hendes far var murer, og hendes mor var kantinedame. Hun har en erhvervsfaglig grunduddannelse som kontorassistent og var derefter ude som kontorelev ved et stilladsfirma i Brabrand. Herefter arbejdede hun en årrække som kontorassistent, men det fik en ende, da hun blev gravid med sit første barn. Tove nåede ikke tilbage i arbejdsstyrken, før hun blev gravid endnu en gang. 

Da hun omsider skulle tilbage på arbejdsmarkedet, blev hun ansat som lagerarbejder hos Imerco i Storcenter Nord. De var egentlig på udkig efter en mand til jobbet, men Tove fik talt sig ind på dem, og hun endte med at være der i 13 år. 

Tove endte med at sige jobbet i Imerco op i 2009, da hun blev påbudt at skulle arbejde fuldtid i butikken. Det indebar, at hun også skulle arbejde om søndagene, og dem ville hun hellere bruge med sine børn. 

En veninde ringede og fortalte, at de søgte en receptionist på Journalisthøjskolen. Efter en prøveperiode på tre måneder blev Tove fastansat. 

På det tidspunkt var Journalisthøjskolen huset i sine gamle rammer på Olof Palmes Allé. Bunkeren, som den blev kaldt. Her var Toves kontor placeret i en krog, hvor man ikke lagde særlig meget mærke til hende. Kun hvis man havde brug for hende. Det ændrede sig dog betragteligt, da skolen flyttede ind i den nye bygning.

Tove i midten

”Der er meget bedre forhold for mig i den nye bygning. Jeg synes, det er skønt. Jeg kan hilse på alle, der kommer forbi, og jeg får meget mere kontakt med jer studerende,” siger Tove. 

Da journalisthøjskolen flyttede til Katrinebjerg, flyttede Tove med. Her fik hun en ny reception at udfolde sig i. Den var større, nyere og mere synligt placeret. Det var dejligt, men krævede også lidt tilvænning.

”Jeg skulle vænne mig til ikke at glo, hver gang nogen gik forbi. Det lignede, at jeg overværede tenniskamp i starten,” siger Tove. 

Receptionen på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole kan beskrives som hjertet på skolen. Den ligger centralt placeret i midten af det hele, og det er herfra, skolens livsenergi strømmer. Og Tove er pulsen, der får sat det hele i bevægelse. 

Fra hendes kontor i receptionen – det største kontor i bygningen, pointerer hun – har Tove en finger med i spillet, når det kommer til stort set al aktivitet på skolen. Hun registrerer studiehold, sørger for studiekort, håndterer eksamensvagter, tager imod besøgende og udleverer studiemateriale til de studerende. 

De mange bolde i luften føler Tove ikke er svære at håndtere. Dog kan det være svært at huske alle de mange navne.

”Når vi for eksempel har en underviser, der kommer ovre fra afdelingen i København og ikke er her så meget, så kan det være svært at huske. Så kører jeg lidt rundt i det. Det kan også være svært at huske alle jer studerendes navne, men det må I bare finde jer i!” siger Tove og griner. 

På nær hendes mødetid klokken halv ni, så er der ikke noget fast ved hendes arbejde. Alle dage er forskellig, og det elsker hun.

”Der sker hele tiden nye ting her på skolen, og det betyder, at jeg skal lære nye arbejdsopgaver. Nogle gange blæser det hele i højt tempo, og andre gange er der mere ro på. Det er dejligt, at det aldrig bliver ensformigt,” siger Tove.

Den, man altid kan gå til

Mange studerende kommer hen til skranken i løbet af en dag og har brug for Toves hjælp. Den mest populære henvendelse er angående ting, der er blevet væk – for eksempel drikkedunke. Så hiver Tove den store kasse op fra skranken med alle de glemte skatte, der er blevet fundet på skolen.

Selvom Tove skal nå meget andet i løbet af dagen,  bliver hun – næsten – aldrig irriteret over henvendelserne fra de studerende. Det er nemlig derfor, hun er der.

”Min vigtigste opgaver er at være én, man altid kan gå til. Jeg gider ikke sidde og være sur og sige: `det har jeg ikke tid til,´ når folk henvender sig,” siger hun. 

Ikke nok med, at kontakten til de studerende og kollegerne på skolen er hendes vigtigste opgave,  er det også Toves yndlingsaspekt ved jobbet. Hun ved, hvad der rører sig blandt personalet og de studerende. 

”Jeg kan også godt lide, at man kan sige noget fjollet til de studerende, når de går forbi. Det bliver også oftest taget godt imod,” siger Tove og bryder ud i et grin. 

Hun bemærker dog, at hun ikke er særlig god til small talk uden for jobbet. Når hun for eksempel er til en fest, kan det knibe med at holde samtalen kørende. 

”Jeg har fandme svært ved det. Det hjælper dog, når andre folk byder ind med noget,” siger hun. 

Men når hun sætter sig ind i receptionen, så sker der noget. Som en dronning der er komfortabel på sin trone. 

Fremtiden for Tove

I dag bor Tove på Trøjborg, og hun elsker det. Her dyrker hun også fællesskabet, da de i opgangen er gode til at holde fester og tage ud at spise sammen. Om sommeren slår de telt op i gården, og så kan man grille og hygge.

Men lejligheden er også en oase af ro, når hun har været i kontakt med mennesker hele dagen. Så kan hun få ladet op, så hun igen er klar til at sprede god stemning den næste dag.

I dag har Tove været receptionist på Journalisthøjskolen i 10 år. Hun har omkring 10 år tilbage på arbejdsmarkedet, og dem vil hun hellere end gerne bruge i receptionen. Hun udelukker dog ikke muligheden for at forlade frontlinjen og få lov til at lave noget andet med tiden. 

Hun har endnu ikke planlagt, hvad der skal ske, efter hun trækker pensionistkortet?. Der er ikke planer om at køre landet tyndt i en campingvogn eller købe et vinslot i Sydfrankrig. Hun ved dog godt, hvad meget af hendes tid kommer til at gå med.

”Jeg skal være farmor til august. Så det tænker jeg da kommer til at fylde en smule,” siger Tove og griner højlydt.

Ritzaus Bureau er den første bølge, når nyhederne skyller ind over Danmark

Ritzaus Bureau er den første bølge, når nyhederne skyller ind over Danmark

Ritzaus Bureau er den første bølge, når nyhederne skyller ind over Danmark

Troværdighed, gennemsigtighed og hurtighed er nøgleordene, når Ritzaus Bureau leverer nyhedstelegrammer til alle landets medier. Mød redaktionen, der gemmer sig bag den daglige danske nyhedsstrøm.

TEKST: Anton Schack
Illustration: Silje Qvist

Udgivet den 24. marts 2022

Et historisk træskib er fundet 107 år efter en ulykke ved Antarktis. Klokken er tolv minutter over ti, og nyheden er netop tikket ind på Kristeligt Dagblads hjemmeside. Skibet ligger på tre kilometers dybde og er i usædvanlig god stand, forklarer artiklen.

Indenfor to minutter finder nyheden også vej til Information, Berlingske og BT.dk – Danmarks største nyhedssite. Kun små variationer i rubrikken adskiller artiklerne fra hinanden. En kort og præcis brødtekst med kun den mest nødvendige information om opdagelsen.     

I den følgende time popper historien om det stolte skib Endurance op hos yderligere 50 danske medier – fra JydskeVestkysten i Esbjerg til Politiken i hjertet af København. Alle artikler med samme velkendte afsender.

I Danmark findes der kun ét medie, der kan lave nyheder med den gennemslagskraft. Ritzau er landets største nyhedsbureau, og for at forstå dets rolle i nyhedsstrømmen, spoler vi tiden tilbage til to timer før, nyheden om det historiske skib spredte sig. 

 

Fra Sydney til København

Dagen er så småt ved at tage fart. I Ritzaus redaktionslokaler arbejder journalisterne på at få greb om de dagsaktuelle historier. Nyhedsredaktør, Jens Jacob Lerche, har været på sin plads siden klokken halv seks. Der blev stafetten overleveret fra Sydney til København. Ritzau har en redaktion på fem journalister siddende i den australske storby. Tidsforskellen gør det muligt at have folk på arbejde døgnet rundt, uden at nogen hænger på de opslidende nattevagter. En Ritzau-opfindelse, som flere af de europæiske nyhedsbureauer har ladet sig inspirere af. 

Der er stille i lokalet. Ikke en anspændt stilhed, men nærmere en tilbagelænet ro. Ti journalister er samlet om en klynge af skriveborde. Tilsammen udgør de Ritzaus NU-redaktion, hvor de hurtige nyheder skrives og sendes ud til medierne.  

”Vi må have smittet hinanden,” siger en kvinde, da det bliver bemærket, at de alle arbejder stående ved deres hæve-sænkeborde. 

Ingen af journalisterne har færre end fire computerskærme foran sig. Deres blikke flakker koncentreret fra skærm til skærm. De enkelte stofområder er fordelt blandt bordene. En dækker erhverv, mens en anden passer livebloggen om krigen i Ukraine, og for enden af klyngen har dagens krimijournalist øje på de nyeste retslister.  

 

150 års nyhedsproduktion

Uden for redaktionens vinduer slanger morgentrafikken sig fra Store Kongensgade og ind på Kongens Nytorv. Man kunne fristes til at kalde det en royal beliggenhed, som nyhedsbureauets ansatte møder ind på hver morgen. Netop kongehuset var da også blandt de første kunder, da Erik Nicolai Ritzau i 1866 grundlagde Danmarks første telegrambureau.   

Siden dengang har det været Ritzaus opgave at klæde de danske medier på med nyheder fra ind- og udland. En opgave, der har skiftet karakter – først med overgangen fra telegrammer til telefonforbindelser, og siden med den omvæltning internettet har været for journalistikken.

I dag abonnerer de danske medier ikke bare på Ritzaus journalistik. De ejer bureauet. Efter Anden Verdenskrig overtog dagbladene ejerskabet, og Ritzau har siden i bogstaveligste forstand været mediernes fælles nyhedsbureau. Hver dag producerer de flere hundrede nyhedstelegrammer, og på redaktionen PLUS leverer de længere printformater til et bredt udsnit af de danske dagblade.    

 

Det forsvundne træskib

Ved nyhedsredaktørens side sidder udlandsjournalist Thomas Bækby Skov-Carlsen. En af skærmene på hans bord er dedikeret til telegrammer fra de internationale nyhedsbureauer. Flere gange i minuttet dukker en rød bjælke op og gør ham opmærksom på, at endnu en nyhed er tikket ind. Det er hans opgave at overvåge telegrammerne fra udlandet og vurdere, hvilke af historierne der er interessante for de danske medier. 

30-årige Thomas Bækby Skov-Carlsen fik smag for nyhedsproduktion, da han under sin uddannelse på DMJX kom i praktik hos Ritzaus Bureau. Nu har han været ansat på redaktionen i syv år og udover at skrive udlandsstof, er han også vejleder for bureauets journalistpraktikanter.  

Selvom klokken kun er lidt i ti, har Thomas Bækby Skov-Carlsen allerede færdiggjort en lille håndfuld artikler, og nu er han faldet over en nyhed, der forhåbentlig kan blive til hans næste historie. 

Amerikanske CNN beretter om, at et over hundrede år gammelt træskib er fundet under isen ved Antarktis. Historien stikker ud fra de gængse udlandshistorier om krigen i Ukraine og corona-pandemiens konsekvenser. En fascinationshistorie som denne er et godt supplement til de tunge dagsordener.

Thomas googler skibets navn for at blive klogere på historien, og efter et par minutters research er han klar til at skrive første version af web-historien. Udlandsjournalistens begejstring forstærkes yderligere, da han opdager, at CNN har billeder af det sunkne træskib.

”Dem skal vi have fat i,” siger han og spejder mod redaktionens fotoredaktør, der med det samme fanger hentydningen og går på jagt.  

 

Den universelle nyhed 

Alle Ritzaus nyhedstelegrammer skal kunne bringes på tværs af de 170 danske medier, der er kunder hos bureauet. Derfor er det ifølge redaktionschef Martin Darling altafgørende, at journalisterne formår at skære ind til benet og lade telegrammerne være helt neutrale i deres formidling.

“Kan man bruge et ord som social dumping? Det ville nogle af vores kunder nok gøre, mens andre ville kalde det fri konkurrence. Der skal vi på jagt efter et endnu mere præcist ord for at skabe en god, upartisk nyhed, der ikke er tendentiøs i dens oplysning,” siger Martin Darling. 

Med Ritzaus journalistik er medierne garanteret den nyhedspuls, de hele tiden skal kunne levere på deres hjemmesider. Lige på det punkt er der ikke stor forskel på, hvad de forskellige medier efterspørger:   

“De kalder os deres første bølge. Vi laver det solide og skarpe nyhedsarbejde, som giver dem hænderne fri til at bygge ovenpå og differentiere sig fra de andre medier,” siger Martin Darling.

En perfekt dag på Ritzau skal, ifølge redaktionschefen, leve op til fem forskellige kriterier. 

Redaktionen må ikke overse noget. Hvis de først opdager en nyhed 11 minutter efter, at den er breaket, er de kommet for sent. Dernæst skal de undgå at skrive noget, der er forkert. Hver gang de må korrigere en nyhed, skader det bureauets troværdighed. Som tredje punkt er det vigtigt, at redaktionen får prioriteret de mest væsentlige historier, og for det fjerde skal deres artikler gerne blive brugt bredt i det danske medielandskab.

Hvis de kan sætte flueben ved alt det, og til sidst som femte punkt også lykkes med at producere et par solohistorier, som de andre medier ikke har opdaget, så tager chefredaktøren hjem med et fornøjet smil på læberne.    

   

En evig strøm af nyheder 

En gul post-it-note er klistret fast til kanten af Thomas Bækby Skov-Carlsens computerskærm. Det er en kollega, der har sat den op. ”Husk at holde pauser,” lyder budskabet. Når først nyhederne ruller ind, kan timerne let komme til at flyde sammen.

Historien om det forsvundne skib skrev han færdig på ti minutter. 1.500 anslag med to citater og den vigtigste baggrund. Artiklen er allerede blevet bragt i flere af de store medier, men det er der ikke tid til at dvæle ved. En ny historie er tikket ind på hans infoskærm, og han er godt i gang med første udkast til webudgaven. 

Sveriges statsepidemiolog har landet en topstilling i WHO. Thomas Bækby Skov-Carlsen navigerer mellem et telegram fra det svenske nyhedsbureau, TT, og en officiel pressemeddelelse fra den svenske sundhedsstyrelse, Folkhälsomyndigheten. 

”Der er kommet en klokke fra mig,” lyder det pludseligt fra skrivebordet i den anden ende af redaktionen. 

Det er dagens krimijournalist, Ida Bischoff, der i et øjeblik stjæler de øvrige journalisters opmærksomhed. Klokkerne er de vigtigste nyheder og sendes direkte ud til kunderne på SMS. En mail fra anklagemyndigheden er landet i Ida Bischoffs mailboks, og på få minutter har hun skrevet en kort artikel om, at en 31-årig mand er tiltalt for landsforræderi. 

”Kan vi ikke kalde ham IS-kriger i rubrikken?” foreslår nyhedsredaktør, Jens Jacob Lerche, da nyheden lander på hans skrivebord til redigering og offentliggørelse. Han mener, det ville styrke identifikationen.  

”Han er jo kun tiltalt indtil videre,” modargumenterer Ida Bischoff fra sit skrivebord og foreslår, at de går med ”formodet IS-kriger” som et dækkende kompromis. 

 

Den usynlige redaktion

Et diskret ’Ritzau’ indrammet af to skråstreger i bunden af telegrammerne er eneste spor af nyhedsbureauet, når de mange nyheder forlader redaktionen på Store Kongensgade. Som læser skal man næsten gøre sig umage for at bemærke, hvem der er afsender på den nyhed, man læser igennem.

“Vi har ikke noget behov for at brande os overfor læserne. Det er jo medierne, der skal købe vores journalistik,” forklarer Martin Darling og pointerer, at telegrammerne heller ikke bringes med personlige bylines. 

Nyhedsproduktionen på Ritzau er en holdpræstation. Det er ikke tilfældigt, at skrivebordene på redaktionen er samlet i en klynge.      

For Thomas Bækby Skov-Carlsen betyder det ikke noget, at hans navn ikke pryder de historier han producerer. Tværtimod er han stolt af at kunne lægge sig under den journalistiske standard, det lille Ritzau-mærke repræsenterer: 

”Hvis du udelukkende er ude på at skabe dig et navn og kunne tweete alle dine fede historier, så er Ritzau måske ikke det rette sted. Jeg ved, at godt arbejde bliver værdsat her på redaktionen, og det er faktisk det vigtigste for mig,” siger Thomas Bækby Skov-Carlsen. 

En bælgfrugt blev til 2,5 millioner visninger

En bælgfrugt blev til 2,5 millioner visninger

En bælgfrugt blev til 2,5 millioner visninger

Bælgfrugt-videoen gik fra eksamensopgave til en viral succes. Uddannelseschefen for kommunikation roser elevernes ambitioner, men påpeger dog, at opgaver for virksomheder ikke må erstatte almindelig undervisning.

TEKST: Anne Juhl Burgaard & Sidse Hansen
Illustration: Nikoline Ryttergaard

Udgivet den 24. marts 2022

Det var omkring middagstid, at Anders Hoppes telefon ringede. Han swipede til højre på skærmen, og hans tre venner Jens, Magnus og Frederik tonede frem foran ham. De talte energisk. De havde i løbet af dagen fulgt med på diverse sociale medier, hvor deres nye musikvideo ‘Hvad fuck er en bælgfrugt’ var udkommet klokken syv om morgenen. Ved tolv-tiden havde videoen over 10.000 visninger på Facebook og det samme på Instagram og Youtube – det skulle fejres.

18 dage efter havde den ramt 2,5 millioner visninger.

I april 2021 fik de kommunikationsstuderende på 4. semester på DMJX i Aarhus en eksamensopgave, hvor der skulle laves en kampagne om kostrådene fra fødevarestyrelsen. De fire studerende Anders Hoppe, Jens Risom, Frederik Wandahl Warming og Magnus Vad besluttede sig for at gå sammen om at lave projektet.

De talte om, hvad der umiddelbart faldt dem ind ved kostrådene, og bed mærke i et af de syv kostråd, som lyder: ”Spis mindre kød – vælg bælgfrugter og fisk”.

”Så får jeg sagt en af de gange vi læser det tidligt i processen ‘hvad fuck er en bælgfrugt?’. Det har jeg sgu ikke lige hørt om før, men vi griner lidt af det og kan godt mærke, at vi har ramt et eller andet der,” siger Jens.

Deres idé var, at bælgfrugterne kunne fange opmærksomheden på kostrådene. Men trods den gode ide, syntes drengene stadig, at opgaven med at få budskabet ud var svær.

”Der findes jo knap noget så kedeligt som kostrådene, det er der jo ingen, der gider at høre,” griner Jens.

Men der tog de fejl.

Prikket på skulderen

Idéen mundede ud i en 80’er inspireret sang, som blev drengenes hovedprodukt til eksamen. Og det gik godt. Så godt at censor stoppede dem på vejen ud og foreslog, at de sendte den ind til Fødevarestyrelsen. Men vejret blev varmere, og dagene længere, så selvom drengene var med på idéen, gik der sommerferie i den. Indtil Frederik tog sagen i egen hånd og skrev en mail til Fødevarestyrelsen, der prompte tilbød dem et møde.

Ifølge Helle Birkmose Winding, uddannelseschef for kommunikationsuddannelsen på DMJX, er det en del af skolens DNA, at de studerende skal være modige og ambitiøse.

”I al undervisning eksponerer vi dem for branchen i form af realistiske opgaver, og hvis noget virkelig er godt, så bliver de opfordret til at sælge deres produkter,” siger Helle Birkmose Winding.

Ifølge Helle Birkmose Winding er målet ikke er at producere løsninger til branchen, men at skabe mulighed for undersøgelser, læring og erkendelser. Dog går det at producere og det at lære hånd i hånd, hvilket også er derfor, at nogle studerende ofte rammer plet og indleder samarbejde med virksomheder eller organisationer. Hun påpeger dog, at dette ligger uden for undervisningen, samt at det er op til de studerende selv, om de vil gå videre og indgå samarbejde med branchen.

Derudover er det vigtigt for skolen at forblive neutrale over for diverse firmaer, og det er bevidst, at eleverne får fiktive opgaver i kommunikation.

”Vi er født ud af public service, så vi vil ikke være i lommen på nogen,” siger Helle Birkmose Winding.

Grib succesen

For drengene hjalp det på deres motivation at få et skub fra lærer og censor, men de mener, at skolen godt kunne gøre mere for at opfordre elever til at sende deres projekter ud i virkeligheden. De håber, at deres succes kan inspirere andre studerende.

”Man kunne da håbe lidt på, at det kunne blive en øjenåbner for skolen og de studerende, at der nogle gange  ikke er særlig langt, fra det man laver i skolen, til det der bliver lavet i virkeligheden,” siger Anders Hoppe og griner.

Efter mødet med Fødevarestyrelsen kom vendepunktet. Fødevarestyrelsen var begejstrede for at se, hvor investerede drengene var i projektet, og det var med til at overbevise dem om, at skoleprojektet kunne nå uden for skolens døre.

”Det, der fungerede sindssygt godt for os, var, at Fødevarestyrelsen kunne mærke vores entusiasme for projektet. Det var de meget glade for,” siger Jens Risom.

Helle Birkemose Winding bekræfter, at studerende også selv har et ansvar for at række ud til branchen, og hun synes, det er fedt, når studerende tør at springe ud i nye ting.

”Når jeg stiller mig ned første dag og byder velkommen til alle nye studerende, så siger jeg, gør ligesom Pippi, der siger ‘Det her har jeg aldrig prøvet før, men jeg kan det garanteret godt’,” siger Helle Birkemose Winding. 

Hun understreger, at skolen prøver at styrke deres undervisning gennem samarbejde med branchen, men at de ikke er nogen jobbørs.

 “Den første dag videoen blev sendt ud, var der over 100.000 visninger. Det var jo helt absurd. Vi var så høje på det – det var en kæmpe succesfølelse.”

– Jens Risom

Fra Fyr og Flamme til Kølner Dom

Oprindeligt havde de fire kommunikationsstuderende tænkt, at pop-duoen Fyr og Flamme skulle føre den glade firserstemning ind i videoen. Men efter en snak med Fødevarestyrelsen, blev det drengene selv, der måtte troppe op med matchende jakkesæt og solbriller.

”Selvom det virkede lidt angstprovokerende, da vi først fik præsenteret idéen, så tror jeg bare hurtigt, vi kunne se det sjove i at lave videoen. For vi ved jo, hvor sjovt vi har det sammen,” siger Anders Hoppe.

Drengene lavede sit eget band ‘Kølner Dom’ og tog kontakt til produktionsselskabet Mirror, der stod for at få videoen produceret. Med et set-up af makeupartister, runnere og producerer i Viby blev kostrådene præsenteret i kulørte farver.

”Det var sjovt at se, at de ideer, som vi havde været med til at skabe, blive ført ud i livet,” siger Jens Risom. 

Efter to dage med optagelser fra morgen til aften var videoen filmet og et skridt tættere på at blive til en kampagne. 

”Den første dag videoen blev sendt ud, var der over 100.000 visninger. Det var jo helt absurd. Vi var så høje på det – det var en kæmpe succesfølelse,” siger Jens Risom med et smil og Anders Hoppe tilføjer, at det var en succes for ham, da videoen blev udgivet, og den offentlige kampagne blev skudt i gang. 

CV’et som drivkraft

Reaktionerne var mange. Venner og gamle klassekammerater skrev til drengene og et svensk awardshow, med en hyldest til klima, spurgte endda om de ville komme og spille. Men for både Anders Hoppe og Jens Risom var det særligt dét at få noget på cv’et, der var den største drivkraft.

“Det har haft betydning, at vi til en eventuel fremtidig jobsamtale har et koncept, vi har afviklet til noget virkeligt. Vi kan pege på, at dét her har vi været med til at lave,” siger Jens Risom. 

Både Anders og Jens understreger, at det var en anderledes og bedre oplevelse end noget andet, de har lavet på DMJX. En oplevelse, hvor drengene har følt sig ude på dybt vand, og hele tiden har skulle prøve sig frem.

”Det er helt fantastisk. Der er jo bare en kæmpe forskel på at lave noget, der bliver vurderet af en lærer, måske få en karakter, og så lave noget, der bliver sendt ud i virkeligheden, som en del af en rigtig kampagne,” siger Jens Risom. 

Helle Birkmose Winding påpeger, at skolen har flere eksempler på studerende, der har indgået samarbejde med organisationer og virksomheder i den virkelige verden – og at sådanne gennembrud har stor betydning for skolen.

”Det giver os jo rigtig godt omdømme og relevans, der giver genlyd i branchen. Det eksponerer, at vi har superdygtige studerende, og så tiltrækker det forhåbentlig også flere dygtige studerende, og det er jo det, vi gerne vil have,” siger hun.

Da projektet kom ud på flere sociale medier kunne drengene logge ind og hele tiden følge med i folks reaktioner og se, hvordan det blev taget imod.

”Det er sjovt at se, hvad folk rent faktisk siger til det, man har lavet,” siger Jens Risom.