Illustreret Bunker tager temperaturen på den nye studieordning

Illustreret Bunker tager temperaturen på den nye studieordning

Illustreret Bunker tager temperaturen på den nye studieordning

Det første semester under den nye studieordning er nu for første gang afprøvet. Men hvordan er det så gået? Vi har spurgt de studerende og været forbi ledelsen til en snak om, hvordan det hele er forløbet indtil videre. 

TEKST: WILLIAM LØNSTRUP & CLARA KJELLERUP SEIGNEURET
ILLUSTRATION: SIGRID CONRADSEN NIELSEN

Udgivet den 27. marts 2025

Det var ikke kun de studerende på DMJX, der hen over vinteren var til eksamen. Det var den omdiskuterede, nye studieordning på  DMJX’ journalistuddannelse sådan set også.

Og trods kritik og visse børnesygdomme tyder noget umiddelbart på, at den bestod. Måske ikke til UG med kryds og slange, men første evalueringsrunde peger i den rigtige retning, fastholder Mette Mørk, der er lektor og faglig koordinator for Journalistisk Metode på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

Den nye studieordning for journalistuddannelsen trådte i kraft tilbage i september 2024. Det betød flere store ændringer på de fleste semestre i både uddannelsens opbygning og fag.

Det seneste førstesemesterhold har derfor været igennem et markant ændret forløb på det gennemgående fag journalistisk metode 1, forkortet JM1, og har også som de første prøvet kræfter med det helt nyoprettede fag brugerforståelse.

På JM1 er den helt store ændring det skarpe fokus på nyhedsjournalistikken, der kommer i stedet for den mere generelle indføring i de forskellige journalistiske discipliner, der førhen udgjorde forløbet.

De studerende skal nu trænes i den nyhedsorienterede journalistiske tænkning, og alt, hvad der produceres, skal være med en klar nyhedskrog i mente. Derfor er nyhedsugen, der ellers tidligere lå på andet semester, også fremrykket til første semester, netop på grund af det øgede fokus på nyhedsjournalistikken i JM1.

Derudover er faget brugerforståelse som noget helt nyt indtrådt på første semester i stedet for faget journalistikken i samfundet. Kort fortalt er brugerforståelse tænkt som et fag, der skal klæde de studerende på til den langt mere fragmenteret medievirkelighed, der ses i dag.

‘De studerende skal have viden om at vælge platforme og modalitet samt opbygge kompetencer i at anvende data om brugeradfærd i en brugerorienteret tilgang,’ beskrives det i den fornyede studieordning om faget.

Ud med det gamle

Brugerforståelsens indtræden har skubbet faget journalistikken i samfundet, forkortet JiS, fra første semester på den gamle studieordning til andet semester på den nye. Og grundet sammensætningen af andet semester er faget blevet komprimeret, så der er plads til det.

Det betyder, at forløbet nu foregår som et intensivt forløb på tre uger, der herefter afsluttes med en eksamen.

Andensemesterstuderende Nynne Foldager og Carl Rau er dog ikke ligefrem begejstrede over den nye komprimerede version af JiS.

“JiS havde nok gavnet os mere, hvis faget var tilrettelagt ligesom på den gamle studieordning. Det var et tungt fag at have så intensivt,” siger Nynne Foldager.

Mette Mørk holder dog fast i, at JiS ligger godt på andet semester. Netop fordi det er et tænkefag, der lægger op til refleksion over blandt andet noget af den journalistisk, man som andensemesterstuderende selv lige har prøvet kræfter med at producere på første semester.

“Om det så kan virke lidt voldsomt i en stor klump? Ja, det kan sagtens være, og jeg vil slet ikke negligere den oplevelse. Men vi vil på den anden side heller ikke konkludere alt for meget ud fra kun et semesters erfaringer,” pointerer Mette Mørk.   

Brugerforståelse – hvordan gør man lige det?

Det nye forløb med brugerforståelse bar præg af, at det var første gang og helt nyt. Det viser den interne evaluering, hvor mange studerende, ligesom Nynne Foldager og Carl Rau, gav udtryk for, at de sådan set var med på, hvorfor de skulle undervises i faget, men samtidig oplevede, at det var svært at finde ud af, hvad der var vigtigt med henblik på eksamen.

“Jeg kunne se i evalueringerne, at det skabte stor frustration hos de studerende,” siger Mette Mørk.

Faget bar præg af, at det var første gang, de prøvede det af, og de havde derfor, ifølge Mette Mørk, svært ved på forhånd at tydeliggøre overfor de studerende, hvordan eksamenen så ud i praksis.

Ved forberedelserne til anden opstart af brugerforståelse er evalueringerne blandt andet blevet brugt til at sikre, at de studerende får det nødvendige udbytte fra undervisningen hver gang.

“Vi har forsøgt at gøre det mere tydeligt, hvad der er læringsmålene for hver forelæsning. Vi vil gerne konkretisere det ved at sætte rammen og fortælle, hvad de kan bruge det, de lærer, til i de andre fag,” fortæller Mette Mørk.

Trods lidt uklare læringsmål var journaliststuderende Nynne Foldager og Carl Rau alt i alt tilfredse med den version af brugerforståelse, de stødte på, da de begyndte uddannelsen.

“Det med at forstå, hvorfor det er, vi gør, som vi gør, og hvem det er, vi gerne vil ramme. Det har givet en god basisviden, som man har kunne tage med sig til JM1,” fortæller Carl Rau.

Han fortæller desuden, at det var rart af få et ekstra lag, der kunne konkretisere faget journalistik, fordi det for ham godt kan virke meget flyvsk.

For Nynne Foldager har faget også givet hende nogle gode rammer at gå ud fra.

“Meget af det, vi har lært i brugerforståelse, ligger ofte i baghovedet, når vi arbejder med journalistik,” siger hun.

Faget ligger indtil videre som en fast del af studieordningen på første semester, men Mette Mørk kan ikke udelukke, at ændringer kan opstå. Hun henviser til, at arbejdet med at forstå brugeren og forskellige brugerbehov lige nu udvikler sig helt enormt i branchen, og at der derfor sandsynligvis løbende vil blive justeret i både indhold og undervisningsform.

På længere sigt er tanken også, at brugerforståelse helt skal udgå som særskilt fag og i stedet fungere som en integreret del af undervisningen på tværs af alle semestre, fortæller hun.

Ris, ros og refleksioner

Enhver journaliststuderende på DMJX ved, at intet produkt er færdiggjort, før en mere – eller mindre – udførlig refleksionsrapport samtidig også er afleveret. Her gør den studerende status over, hvordan processen har forløbet sig og begrunder ligeledes de redaktionelle valg, der er foretaget.   

På nogenlunde samme måde forholder det sig, når et forløb på journalistuddannelsen afsluttes. Alle forløb skal evalueres, og her er det ikke underviseren, der ‘skriver refleksionsrapport,’ men derimod de studerende, der gør status over deres faglighed.

Evalueringerne er, ifølge journalistuddannelsens studieordning, et vigtigt redskab i kvalitetssikringen og en vigtig informationskilde for den enkelte underviser.

Og tilbagemeldingerne fra det første hold studerende, der har gennemført det nye JM1, har været overvejende gode. Ifølge den interne evaluering tog de studerende rigtig godt imod forløbet. De var især glade for det afvekslende forløb, nyhedsugen og den klare sammenhæng mellem teori og øvelserne.

Forløbet bar dog naturligt nok også præg af de mange forandringer. Flere studerende svarede, at de savnede struktur og overblik, og at de kunne have ønsket sig, at undervisningen gik mere i dybden med hvert emne.

“Jeg synes måske, at vi nogle gange har manglet noget lidt mere dybdegående journalistik, da nyhedsjournalistikken bar præg af hurtige, korte og mere overordnede produkter,” siger Carl Rau om forløbet.   

Og den opfattelse af det nye forløb på JM1 vækker også genklang hos underviserne. Ifølge Mette Mørk er elev-evalueringerne retvisende for, hvad underviserne også oplevede som problemer.

“Der var virkelig knald på, og indimellem kunne det opleves lidt ustruktureret og hektisk. Så det er noget med tempoet,” siger hun om forløbet.

Trods et ønske om mere dybde, var det udprægede fokus på nyhedsjournalistikken på JM1 imidlertid ikke helt spildt for Carl Rau.

“Jeg kan godt forstå, at man gerne vil danne den her basisforståelse hos os, for det er alfa og omega at kunne lave en nyhedsartikel. Og selv om dybdegående journalistik er mere fokuseret, så har det stadig mange af de samme elementer,” fortæller han.

Og det har, ifølge Mette Mørk, netop været en stor del af formålet fra start. Hun er derfor fortsat fortrøstningsfuld omkring den nye ordning på trods af opstartsvanskeligheder.

“Nu har vi kørt første semester igennem, og jeg har læst mange virkelig gode semesterprojekter. Der var meget god tænkning og forståelse for, hvad journalistik er. Der var også en forsigtig leg med andre medier end det skrevne. Det blev jeg glad for, og jeg tror derfor, at vi med den nye ordning er inde på noget af det rigtige,” siger hun.

Journalist Marie Louise Toksvig deler sine erfaringer med de kommende journalister: “Du ved ikke en skid, før du har spurgt”

Journalist Marie Louise Toksvig deler sine erfaringer med de kommende journalister: “Du ved ikke en skid, før du har spurgt”

Journalist Marie Louise Toksvig deler sine erfaringer med de kommende journalister: ”Du ved ikke en skid, før du har spurgt”

Vil du være nyhedsredaktør, reporter, vært i radioen eller et anstændigt menneske? Så læs med, når den garvede journalist Marie Louise Toksvig deler sine erfaringer fra tredive år i branchen. 

TEKST: ROSALINA KJELDSEN BENDIX
FOTO: SARAH ARGE 

Udgivet den 27. marts 2025

”Hvorfor får han lov til det?”, ”Hvorfor vægter vi ikke?” og ”det er også for dårligt, at…”

Marie Louise Toksvig sidder i vindueskarmen på Ekstra Bladets redaktion og galper op om irriterende mellemledere, da hun i 1993 er i praktik. Ved siden af sidder hendes kollega Philip Lauritzen ved sin computer og lader fortsat fingrene danse over tastaturet med en Rød Prince dinglende ud af munden. Da hendes talestrøm forstummer, fjerner han cigaretten.

”Jeg forstår dig godt, Marie Louise. Det er fandme også skideirriterende. Ved du hvad, jeg synes? Jeg synes, du skal sætte dig på din røv og lave nogle gode historier. Så får du det meget bedre,” siger Philip Lauritzen.

Tre årtier senere sidder hun i sin lænestol og tænder en smøg i eftermiddagssolen.

”Det er et af de bedste råd, jeg nogensinde har fået,” siger hun, tager et sug og begynder at dele ud af sine erfaringer fra 30 år i branchen.

De journalistiske dyder

Marie Louise sidder afslappet i sin spisestue og gestikulerer med hænderne som en naturlig del af sin fortælling om journalistikkens plads i samfundet. Den eneste pause, hænderne får, er, når de står stille for at tænde en cigaret eller slukker gløden i hendes askebæger med porcelænsgæs.

”Journalistens opgave er at fortælle samfundsborgerne om samfundet. Vi skal forstå hinanden, fordi uden forståelsen er der ingen samtale,” siger hun.

Grundlaget for samtalen skal journalisterne facilitere og kvalificere ved at pumpe viden, forståelse og indsigter ud i samfundet, så borgerne har de nødvendige forudsætninger for at kunne tage del i samfundet.

Hun sidder i lænestolen med højhælede støvler, opsat hår og en grå sweater. I ny og næ rejser hun sig for at få gang i blodcirkulationen, mens hun fortæller om de grundlæggende journalistiske principper: Man må ikke lyve, man skal være fair, neutral, kritisk og fordomsfri. For de vigtige ord er ikke dem, der kommer ud af journalisten, men de ord, der kommer ud af mennesket overfor.

”Min interesse skal være oprigtig og ikke båret af en forudindtagethed om, at sandheden imellem os, den har jeg defineret på forhånd. Vi journalister er ikke sat i verden for at dømme eller gætte,” understreger hun.

Hun sætter sig igen og slipper sit gråbrune hår fri af hårnålene i nakken.

”Og så skal vi være kritiske, men det betyder ikke at være mistroisk. Kritisk betyder at være undrende, skeptisk og nysgerrig,” siger Marie Louise Toksvig.

Det handler ikke om dig

”Det handler ikke om dig, det handler ikke om dig, det handler ikke om dig.” 

Sådan siger Marie Louise Toksvig til sig selv, inden hun går i studiet for at sende en times ‘Tabloid’ på P1. I programmet inviterer hun hver uge lytterne med ind i det redaktionelle maskinrum og varedeklarerer journalistikken, når hun som vært taler med journalister om deres valg og fravalg. 

Som vært handler det ikke om at profilere sig selv og vise, hvor dygtig man er, men om at fortælle en historie eller få de gode svar, så lytteren bliver klogere. 

”Vi vil allesammen gerne tage os godt ud, uanset om vi klæder os på for at gå ud ad døren eller stiller os ind i et radio- eller TV-studie. Men det er ikke det vigtige for dem der betaler,” siger hun.

Vær grundig og forstå problematikken

Der var aldrig blevet læst Ekstra Bladet i hendes barndomshjem. Her blev der læst Børsen og Politiken, men tabloidavisen var sikkert et fint sted at øve sig, sagde hendes mor, da hun landede sin praktikplads.

”Tit er forestillingen om den tabloide journalistik, at den er overfladisk og fræk. Hvis man kan få blod, bryster og sæd, så er det fedt, men den tabloide journalistik, som jeg har lært, handler om at stå på et stort fundament af viden for at være i stand til at tillade sig at vinkle skarpt,” siger hun.

For at vide meget, bliver man nødt til at opsøge dem, der ved noget. Man kan ikke sidde på redaktionen og tænke sig til svarene, og hvordan virkeligheden ser ud, mener hun.

”Jeg skal forstå mennesket og problematikken, før jeg beslutter mig for, hvad der er væsentligt at fortælle videre til andre. Du ved ikke en skid, før du har spurgt,” siger Maire Louise Toksvig.   

Sjusk

Det er vigtigt at være præcis med sproget og sætte sine kommaer korrekt, for det er dit værktøj som journalist. 

”Vi har sproget, og sproget har muligheden for at nuancere, præcisere og definere. Og i sidste ende at sikre, at vi taler om det samme, når vi fører en samtale,” siger hun.

Det er basal ordentlighed at gøre sig umage med sproget, mener hun.

”Tænk, hvis blikkenslageren sjuskede med tingene, så ville der løbe vand udover det hele. Det er det første indtryk, andre mennesker får af dig. Det svarer til, at du møder op på date med broccoli mellem tænderne og lugter af armsved,” siger Marie Louise Toksvig.

Uden grundigheden bliver journalisterne for nemme at kritisere, mener hun.

Om Marie Louise Toksvig

Marie Louise Toksvig er 56 år og uddannet fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i 1995 med praktiktid på Ekstra Bladet. Hun har et langt og alsidigt arbejdsliv bag sig, hvor hun har arbejdet som reporter, researcher, tilrettelægger, redaktionschef på både avis, TV, radio og web ved de store mediehuse som DR, TV 2 og Politikens Hus. Hun er derudover forfatter og har især beskæftiget sig med debat, rets- og kriminalstof og aktualitetsprogrammer, blandt andet som vært på P1 Debat, og er i dag aktuel med programmet Tabloid på P1.

Feminist? Aktivist? Nej. Journalist

Tre kvinder kan godt tage en kittel på og kalde sig behandlere, men der er forskel på, om den ene har læst medicin på universitetet, den anden har en fodterapeutuddannelse, og den tredje har været på weekendkursus i krystalhealing. 

”Som forbruger skal man kunne afkode, hvad man har med at gøre. Det bliver svært for medieforbrugeren, hvis journalisten både vil være meningsdanner, ekspert og reporter, ” siger Marie Louise Toksvig, mens hun deler rummet op i kasser med sine hænder.

”Vi skal som journalister minde os selv om, hvad vores opgave er, og hvad den ikke er.” 

Hvis man gerne vil arbejde som journalist, er der, i hendes optik, noget andet, man må undvære. Eksempelvis at deltage i en offentlig debat.

”Når der nu er den store udfordring med tilliden til os, så er det måske endnu vigtigere at kunne sige: ’Hør her, jeg står her, fordi jeg har en opgave, ikke fordi jeg har en personlig mission’,” påpeger hun.

Stå ved det

Under en demonstration imod nedlukningen af Radio24syv, gik Marie Louise Toksvig hen for at se, hvad der foregik, og fandt sit livsmotto på et aflagt skilt på jorden. ’Stå ved det,’ stod der.

”Det er mit opdragelsesprincip i alle relationer. Vi skal være gennemsigtige med journalistikken og turde indrømme, når vi har lavet en fejl eller kunne have gjort tingene på en bedre måde,” siger hun.

Det er særligt vigtigt at tage ansvar i et fag, der har så stor magt, og som kan gøre skade på enkelte mennesker, hvis ikke man forvalter den magt, man har, med omhu. Hun rejser sig op og går ud i køkkenet på sine sylespidse hæle, mens hun taler videre. 

”Hvis ikke vi som journalister kan stå ved det, vi gør, hvorfor fanden skulle nogen så tage os alvorligt, når det er dét, vi beder alle andre om?” siger hun og vender tilbage til lænestolen med en ny lighter.     

”Hæderlige, anstændige mennesker står ved det, de gør. Stå ved det, og opfør dig ordentligt,” siger hun og smiler.   

”Jeg skal forså mennesket og problematikken, før jeg beslutter mig for, hvad der er væsentligt at fortælle videre til andre. Du ved ikke en skid, før du har spurgt.”

– Marie Louise Toksvig

”Hvis du er ligeglad, så kan du lige så godt lade være”

Som journalist starter man forfra hver dag, og det fordrer, at man bliver ved med at være interesseret i sagen og mennesket. Man skal være optaget af at finde viden, indsigter og historier, samtidig med at man bevarer ydmygheden og nysgerrigheden til at gøre det igen og igen – altid med fokus på, hvad journalistikkens opgave er. Den dag, man ikke kan det, skal man holde op med at være journalist, fik Marie Louise Toksvig at vide af sin kollega Niels Frederik Westberg, da hun var praktikant på Ekstra Bladet.

”Det er de to mest markante råd fra min ungdom, jeg kan huske, som har haft betydning for mig. Det handler ikke om mig, og hvis du er ligeglad, så kan du lige så godt lade være,” siger hun.

Nu deler hun selv sine egne råd og erfaringer med de kommende journalister.

Den lille gajolpakke af råd 

Vær oprigtigt interesseret

Det handler ikke om dig 

Du ved ikke en skid, før du har spurgt

Vær grundig og præcis 

Værn om din integritet

Stå ved det, og opfør dig ordentligt

Hvis du er ligeglad, så kan du lige så godt lade være

Tør du skide på skolen?

Tør du skide på skolen?

Tør du skide på skolen?

Flere af de studerende er utilfredse med sensorskyl-funktionen på toiletterne. Nogle studerende dropper helt at bruge dem.

TEKST: MADS MANDAU & ASTRID BISGAARD
FOTO: ZIFAN ZHANG

Udgivet den 27. marts 2025

Jeg sidder på toilettet, mens jeg skriver det her. Jeg har lige fået skyllet mit legeme for anden gang på tre dage. Jeg er træt. Træt af de her toiletter. Træt af at sensorerne på magisk vis altid virker, mens jeg sidder på toilettet, så jeg får køligt toiletvand på alt syd for navlen. Dog virker de aldrig, når jeg beslutter mig for at lave ’nummer to’. Det bliver altid en akavet gang ud fra toilettet med et brændende ønske om, at der ikke står nogen og venter.

Så nu har jeg fået nok. Jeg er derfor gået i gang med et større projekt om vores toiletter.

Den infrarøde sensor styrer, hvornår toilettet skal skylle ud. Den har, på papiret, et hæderligt formål: At gøre dit liv nemmere! GROHE, som er virksomheden, der har designet den infrarøde sensor, skriver på deres hjemmeside en lang række fordele ved at have en sådan funktion.

Udover maksimal komfort og hygiejne, beskriver GROHE også deres infrarøde sensor som holdbar, justerbar og med en indbygget tyverisikring.

Oven i alle disse herligheder er det også muligt at tilkøbe en GROHE-fjernbetjening. Med denne kan man tilgå ekstra indstillinger samt monitere sit vand- og energiforbrug og måske endda skylle ud i toilettet, når man selv ønsker det.

Sensoren er skabt til at gøre vores toiletbesøg nemmere, men det er desværre ikke altid realiteten. Katinka Ødegaard, journaliststuderende fra andet semester, er frustreret over sensoren i det hele taget. 

“Jeg forstår slet ikke tanken bag. Hvis sensoren handler om hygiejnemæssige hensyn, er en håndvask med sensor nok for mig. Bakterierne fra en manuel skyl ud-knap ville forsvinde, så snart jeg vasker hænder,” siger hun. 

Det første, jeg gør, er at kontakte GROHE for at høre, hvad de tænker om problemet med deres toiletter. GROHE svarer tilbage, at de beklager problemet og sjældent møder klager over deres sensorer.

Karin Løntoft Degn-Andersen, som er administrationschef og ansvarlig for Bygning og Facility, forklarer, at det vil blive for dyrt for skolen selv at betale. Hun har ikke det præcise tal på omkostningerne, men hun ved, at det er omkring et par 100.000 kroner. Et regnestykke, som blev lavet helt i starten ved installationen af sensorerne, da toiletterne blev bygget. 

Skolen fandt ud af, at de ikke kan nøjes med at udskifte sensorerne, for så skal toiletterne også skiftes ud. Da man diskuterede problemet, forsøgte man derfor at regne omkostningerne ud.

En af ulemperne ved skyl ud-sensoren er, at den skyller uhensigtsmæssigt ud. Man opvejede spildet af vand i kroner mod udgiften ved at bygge nye toiletter.

Der var desværre for stor forskel til, at det gav mening. Altså ville man hellere have toiletter med et par ekstra skyl fremfor at skifte toiletterne ud.

Skyl eller ikke skyl 

Kristian Runge fra første semester, der i forvejen var nervøs til optagelsesprøven, mener, at toiletsituationen, han oplevede, gjorde hans optagelsesprøve yderligere ubehagelig. Han husker tydeligt nerverne på dagen, og situationen blev kun værre for ham på toilettet. Det gjorde, at Kristian Runge fik et ærgerligt førstehåndsindtryk af skolens faciliteter.

“Man er meganervøs, og derfor sker der en naturlig reaktion i maven. Af den grund er det uhensigtsmæssigt, at man ikke kan skylle ud, efter man har leveret, hvad der nu skal leveres. Og det er også pinligt, når man skal forlade toilettet,” fortæller han.

Andre kan være heldige at kende problemet inden studiestart, som Jeppe Grue på andet semester, der blev gjort bekendt med problemet på den første dag, hvor man som studerende på DMJX møder undervisere og bliver introduceret til skolen – dagen kaldes også ’dagen-før-dagen’. Her fik han et trick til problemet, som blev en livline til fremtidige toiletsituationer.

“Du hopper og drejer 360 grader rundt om dig selv. Så enkelt er det. Så tror jeg, toilettet ser, at jeg har en fest og belønner mig med et skyl,” fortæller han.

Tricket er blevet en fast del af Jeppe Grues dagligdag på DMJX og hjælper ham sommetider ud af de uheldige toiletsituationer. Det smiler både han og jeg over, og selvom det lyder åndssvagt, så virker det for ham.

Kun i et nødstilfælde

Der er flere, der er utilfredse med skolens toiletter, da man ikke kan være sikker på skyl på det rette tidspunkt. Det er noget, som Jeppe har hørt flere af sine medstuderende nævne.

“Jeg har snakket med flere om, at man skal kunne turde gå på toilet på skolen. Flere venter simpelthen, til de kommer hjem. Når skolen også har så flot interiør ellers, skal det være på plads” siger han.

Skolen blev færdigbygget i 2020, og som Jeppe nævner, står den nye bygning i kontrast til de toiletter, der er installeret her.

Så hvad kan man gøre, når toiletterne ikke kan skiftes ud?

For at løse problemet med toiletternes skyl ud-funktion valgte man på administrationsgangen at sætte små skilte op, fortæller Karin Løntoft Degn-Andersen. Skiltene forklarer, hvordan man kan få sensoren til at skylle ud. Jeg vender derfor tilbage til Karin Løntoft Degn-Andersen og spørger hende, om vi ikke kan gøre det på alle toiletter. Hun svarer, at ”selvfølgelig kan vi da det!” Hun ville faktisk have gjort det før, men har ikke modtaget henvendelser fra studerende.

Hvorfor Karin Løntoft Degn-Andersen ikke har modtaget henvendelser fra studerende, er der måske en meget specifik grund til. Emilie Ryberg Rahbek Hansen fra andet semester forklarer, at de i hendes vennegruppe ikke har overvejet at gå til administrationen.

“Vi kan sagtens snakke om problemet i min vennegruppe, men ingen af os har haft lyst til at gå videre med det. Selvom det ikke er et tabu at snakke om blandt eleverne, føles det grænseoverskridende for os at skulle gå til administrationen,” siger hun.

Så til jer, der er trætte af toiletterne på skolen: Nu er der sat etiketter op på toiletterne, så alle ved, hvad de skal gøre. Hvis du ikke får set skiltet, står der følgende: 

’Hvis toilettet ikke virker, så hold hånden hen til sensoren i 10 sekunder og slip.’

Jeg kan ikke garantere, at guiden vil virke hver gang, men du vil forhåbentligt få flere succesoplevelser end tidligere.

Farvel til Mediajungle: DMJX skifter til nyt og professionelt mediesoftware

Farvel til Mediajungle: DMJX skifter til nyt og professionelt mediesoftware

Farvel til Mediajungle: DMJX skifter til nyt og professionelt mediesoftware

I årevis har DMJX udgivet de studerendes artikler på Mediajungle, men det skal snart ændre sig. Efter en lang købsproces kan skolen nu løfte sløret for et nyt mediesoftware, der træder i kraft efter sommerferien.

TEKST: AMALIE HERMANSEN
ILLUSTRATION: ANTON LARSEN

Udgivet den 27. marts 2025

Du er på Mediajungle og vil indsætte et billede i din artikel. Musen søger febrilsk ned over de mange ikoner i værktøjskassen. Endelig! Fotoikonet. Klik. Men billedet er ikke det rigtige sted i artiklen. Klik, klik. Det hopper rundt som et genstridigt æsel, der ikke vil samme vej.

Den frustration skal snart være fortid. DMJX opgraderer til et helt nyt mediesystem, Labrador CMS, som, trods dets navn, ikke skal skues på hårene – mediesoftwaren bruges allerede på 300 mediesider i 15 lande verden over.

Uddannelsesleder for journalistuddannelsen på DMJX, Henrik Berggren, erkender, at skolen har behov for en opgradering.

”Vi må konstatere, at Mediajungle ikke er brugervenligt. Derfor får vi et nyt system, som er professionelt og ligesom det, man anvender i mediebranchen,” siger han.

Brugervenligheden er ikke det eneste problem med Mediajungle. Når man arbejder med kilder, kan platformen også skabe forvirring. Det bekræfter Emil Delord Frimand Probst, forperson for De Studerendes Råd.

”Når man ringer til kilder og fortæller, at man udkommer på Mediajungle, så er det svært at hitte rede i, hvad det betyder. Det kræver typisk en forklaring,” siger han.

“Bare rolig. Der er ingen, der læser det derinde”  

Tidligere studerende Jeppe Peschardt Assenholt skrev i et debatindlæg til Illustreret Bunker i 2023: “Bare rolig. Der er ingen, der læser det derinde”. 

Thomas Pallesen, medieretsansvarlig og redaktionschef for Mediajungle, fortæller, at han ikke kan svare på, hvor mange læsere Mediajungle har, da han ikke har adgang til trafikdata, men kun til oplysninger om antallet af publicerede artikler og registrerede brugere.

Emil Delord Frimand Probst mener, at interessen for læsertal bør være en prioritet, når journaliststuderende ofte får at vide, at journalistik kun er værdifuld, hvis den bliver set, læst eller hørt. 

”Der er langt mellem det at få vores artikler udgivet på en platform og så det, at nogen aktivt læser det, vi skriver,” fortæller han.

Men de studerende skal ikke forvente, at det nye mediesoftware øger antallet af læsere, fordi formålet med siden er ikke kun publicering af artikler, fastslår Henrik Berggren. 

”Jeg tror ikke, det nye system løser det. Bare fordi en studerende publicerer noget, betyder det ikke, at tusindvis vil læse det. Det er derfor, man skal i praktik. Dér lærer man det,” forklarer uddannelseslederen.   

Han håber dog, at det nye system vil gøre det nemmere og mere attraktivt for de studerende at dele deres indhold.

”Vi håber, man kan lave indhold, som ser godt ud, der giver de studerende lyst til at dele indholdet i deres netværk og dermed få produkterne ud til flere,” siger han. 

Mediajungle var ikke tiltænkt som medie  

Spoler man tilbage til en tid, hvor internettet var proppet med uanede mængder af modetips, fedtfattige desserter og rejseguides, befinder du dig i bloggingkulturens glansperiode, som Mediajungle udspringer af. 

DMJX red med på bølgen og gav de studerende mulighed for at blogge om løst og fast.   

“Man troede, at hele verden ville have deres egen blog, og det ville blive en stor del af nyhedsformidlingen,” siger Henrik Berggren. 

Men med GDPR-lovens indtog ændrede tingene sig. 

”Medieretsansvarlig Thomas Pallesen kom til mig og sagde: ’Vi har et problem’. Jeg troede, at vores studerende var fritaget for GDPR-lovgivningen, men det var de ikke,” siger han.

På DMJX balancerer de studerende mellem to roller: Som studerende er de fuldt underlagt GDPR-lovgivningen, mens de i journalistiske sammenhænge kan være fritaget.

Mediajungle fungerer som skolens massemedie og er underlagt medieansvarsloven, hvilket gør det muligt for de studerende at arbejde under de journalistiske undtagelser i databeskyttelsesloven.

Derfor måtte DMJX etablere et samlet medie, der skulle underlægges medieansvarsloven og leve op til GDPR-lovgivningen.

Om GDPR-lovgivningen

GDPR-lovgivningen har til formål at beskytte persondata, men journalistisk arbejde ville ofte være umuligt uden visse undtagelser. Derfor er behandling af personoplysninger med ’journalistiske formål’ fritaget for dele af lovgivningen.

For at sikre, at et medie reelt arbejder med journalistik, er de fleste massemedier underlagt Pressenævnet og medieansvarsloven, hvilket tydeliggør, at deres produkter falder ind under journalistisk virksomhed.

Studenterinddragelse på Labrador

Det nye mediesystem, Labrador, vil byde på en række forbedringer, hvor blandt andet studenterinddragelse står højt på ønskesedlen. Det fortalte journalist og lektor Andreas Leer Scharnberg til et oplæg om det nye mediesystem.

Den nye platform får en forside, der fremhæver journalistiske produkter og en redaktion bestående af både studerende og undervisere. Det betyder også, at DMJX åbner for studentermedhjælperjobs efter sommerferien.

Hvis en redaktørrolle ikke er noget for dig, er der stadig mulighed for at påvirke det nye medie. Skolen har iværksat en afstemning på Itslearning, hvor de studerende kan vælge mellem fire designforslag – en proces, der vækker begejstring hos Emil Delord Frimand Probst. 

”Jeg synes, at alle fire designforslag er langt bedre end det, vi har nu. Jeg glæder mig til at se resultatet,” siger han. 

Hvis navnet Mediajungle ikke er sød musik i dine ører, har du også mulighed for at få indflydelse på Labradors medie. En navnekonkurrence løber af stablen i foråret, og, ifølge Andreas Leer Scharnberg, er der mere end blot æren på spil. Der venter også en præmie, som vi endnu må vente spændt på, hvad er. 

For langsom på aftrækkeren

Selvom skiftet til en ny platform nærmer sig med hastige skridt, rejser det også spørgsmålet: Hvorfor først nu?   

Emil Delord Frimand Probst anerkender, at udskiftningen af et gammelt system er en proces, som tager tid. Alligevel så han gerne, det var sket tidligere. 

”Man bør kunne forvente, at en journalisthøjskole har bedre styr på visuel formidling. Det havde været mere belejligt, hvis det var sket før,” fortæller han. 

Økonomien har dog været den største stopklods. Tidligere vurderede skolen, at et nyt system ville være for dyrt. 

”Da vi for to år siden undersøgte forskellige mediesystemer, kunne vi se, at det var sindssygt dyrt. Vi troede ikke, vi havde råd til det. Men det, vi får nu, er et forholdsvis billigt system og inden for vores rækkevidde,” forklarer Henrik Berggren.   

Alligevel koster Labrador mere end seks gange så meget som Mediajungle, men uddannelseslederen er sikker på, at investeringen er det værd. 

”Det er klart, at de penge, vi bruger på den nye platform, kunne bruges på mere undervisning. Sådan er det med alt, hvad vi gør. Men jeg tror ikke, nogen vil klage over denne prioritering,” fortæller Henrik Berggren. 

Henrik Berggren kan ikke komme omfordelingen af pengene nærmere grundet budgettets kompleksitet.

Lys for enden af tunnelen 

Ventetiden er snart forbi, og DMJX kan snart vinke farvel til Mediajungle og byde det nye Labrador velkommen. En forandring der vækker glæde hos Emil Delord Frimand Probst. 

“Jeg er glad for, at vi får en ny platform. Forhåbentlig bliver den både visuelt lækker og mere brugervenlig,” siger forpersonen i De Studerendes Råd. 

Henrik Berggren deler optimismen.

“Jeg tror, Labrador bliver meget federe at arbejde i end Mediajungle – og forhåbentlig en del lettere,” fortæller uddannelseslederen.

Tiden vil vise, om Labrador kan leve op til forventningerne. Men én ting er sikker: Mediajungles æra er ved at være forbi. Det samme er billeder, der danser med artiklens gloser, og din stigende puls.

Studerende er utilfredse med Starbucks på DMJX, så hvorfor er kaffegiganten i kantinen?

Studerende er utilfredse med Starbucks på DMJX, så hvorfor er kaffegiganten i kantinen?

Studerende er utilfredse med Starbucks på DMJX, så hvorfor er kaffegiganten i kantinen?

I en pjece hængt op på skolen opfordrer en gruppe studerende til boykot af den nyåbnede Starbucks-del af kantinen. Der er dog forskellige holdninger til, hvorvidt Starbucks’ brand bør være til stede på DMJX

TEKST: SOPHUS JORDT PETERSEN
Illustration: ANTON LARSEN 

Udgivet den 27. marts 2025

Det var ikke kun de nye  studerende, der havde første skoledag på DMJX i Aarhus, da det nye semester startede. Kantinen havde også fået en ny elev i klassen. 

I caféhjørnet overfor diskokuglen hang nemlig et stort skilt med nyheden til de kaffehungrende studerende om, at man snart kunne købe Starbucks-produkter i kantinen.

Snart spredte der sig en duft af kaffe, der var bedre end den velkendte sekskronerskaffe, da caféen åbnede kort efter.

Men ikke alle studerende sad tilbage med lige god smag i munden ved indtoget af den amerikanske kaffegigant. 

De nye kantineprodukter har nemlig rejst debat om, hvad skolen kan tillade sig at have i kantinen, og hvor politisk skolen bør være.

‘Boykot Starbucks’

Fotojournaliststuderende Elise Dağdeviren hører til dem, der ikke vil købe en kop kaffe fra den nye Starbucks-afdeling.

Sammen med en gruppe medstuderende har hun hængt pjecer op på skolen med budskabet: ‘Boykot Starbucks.’ Gruppens budskab skyldes Starbucks’ involvering i israelske interesser.

På pjecerne refereres den canadiske pro-palæstinensiske organisation CJPME’s kritik, som blandt andet går på, at Starbucks’ grundlægger og CEO er zionist og pro-israelsk.

Kritikken fra CJPME går også på, at Starbucks har lagt sag an mod en ansat for at tweete: ’Solidarity with Palestine’, og at en række investorer i Starbucks har aktier i våbenproducenten Elbit.

Elise Dağdeviren vil gerne have, at folk aktivt tager stilling til, hvilke produkter de køber i kantinen.

“Hvis man har taget stilling og kan gøre det med god samvittighed, værsgo. Men har man dårlig samvittighed, så er det vel fordi, man tænker, at der er noget forkert ved det – ellers ville man ikke have det dårligt over det?” siger hun.

Hvorfor Starbucks?

Kritikken kommer nok ikke som en overraskelse for Starbucks, der tidligere har oplevet en global boykot-kampagne med samme anklager.

Blandt kopperne står nemlig et skilt med overskriften: ‘Starbucks for the Record’ og en henvisning til en FAQ, hvor de blandt andet skriver: ‘Når der cirkulerer ukorrekte oplysninger om vores virksomhed online, mener vi, det er vigtigt at respondere med fakta og tydeliggøre vores holdning til vigtige emner.’

Udover at fraråde sine medstuderende at købe Starbucks-produkter, undrer Elise Dağdeviren sig over, at DMJX kan tillade kantinen at have en Starbucks.

Hun mener, at når skolen ikke tager afstand fra salget af Starbucks-produkter, vil det støtte Israel, som, hun mener, er undertrykkeren i den igangværende konflikt. 

“Ikke at tage stilling vil altid være til fordel for undertrykkeren,” siger Elise Dağdeviren.

Så hvorfor er der overhovedet kommet en Starbucks på DMJX?

Det er ikke DMJX selv, men kantineselskabet DinnerdeLuxe, der har indgået en aftale med We Proudly Serve Starbucks, der er distributør af Starbucks-produkter.

Skolen har altså ikke noget at sige til, hvilke produkter kantinen har, fortæller administrationschef på DMJX, Karin Løntoft Degn-Andersen.

“De er en privat virksomhed, så de kan gøre, hvad de vil, og det er ikke vores kantine. Vi har hyret dem ind som leverandør,“ siger hun.

Skolen havde engang sin egen kantine, men afskaffede den af økonomiske årsager.

Men den kritik, der er, bliver alligevel taget med i betragtning næste gang, når kantinen skal i udbud i foråret, hvor DinnerdeLuxe kan vælge at søge igen.

“Jeg vil da have det i baghovedet, når vi skal i udbud igen,” siger Karin Løntoft Degn-Andersen og fortsætter: “Men vi kan ikke gøre så meget andet ved det end at opsige kontrakten på baggrund af kritikken. Men gør vi det, har vi taget politisk stilling.”

Og politiske overvejelser skal skolen slet ikke have, ifølge hende.

“Det er ikke vores opgave at tage stilling politisk. Men vi skal kunne rumme, at der er forskellige holdninger, og det gør vi jo også,” siger hun og fortsætter:

“Det skal der være plads til – særligt hos os, med den type studerende vi uddanner.”

Dog stiller skolen en række krav til potentielle bydere om, at maden for eksempel skal være grøn.

Om det at prioritere grøn mad er en politisk holdning, mener Karin Løntoft Degn-Andersen dog ikke.

“Man kan også vælge at sige, at det er en sundhedsmæssig holdning, og det kan vi godt have. Altså en bæredygtig holdning. Det handler om CO2-udledning, og det er helt objektivt,” siger Karin Løntoft Degn-Andersen.

Hun mener ikke, at det skader skolens brand direkte at have Starbucks-logoet hængende i kantinen.

“Det hænger ikke ude ved siden af vores navneskilt foran, og det kommer det selvfølgelig ikke til, men kantinen skal selvfølgelig kunne reklamere med det. Det er et stort brand, og for kantinen gælder det om at kunne tiltrække nogle kunder,” siger hun.

Et spørgsmål om god kaffe

Valget af Starbucks gik i første omgang ud på at få en bedre kaffe, der forhåbentligt tiltrækker flere studerende til det dyrere caféområde i kantinen, som før ikke solgte så meget. Det fortæller direktøren for DinnerdeLuxe, René Laursen.

“Hvis man kigger salgsmæssigt i forhold til andre steder, så er I på DMJX nemlig klart mere til den billige kaffe,” siger Rene Laursen

Kritikken, der var på pjecerne, havde han ikke set komme. Da Illustreret Bunker først ringede, troede han, det var grundet Starbucks’ amerikanske ophav.

René Laursen mener ikke, at man kan sige, at det er en Starbucks-café. Starbucks skal derimod forstås som et produkt, der sælges i kantinen på samme måde som en flaske sodavand. 

Det betyder, ifølge René Laursen, ikke, at alle produkter i caféen er Starbucks’. 

“Kagen er vores egen. Men det gør ikke noget, at man på kaffedelen tror, at det er Starbucks. For det er det. Om det virker for sammentømret for jer på DMJX, det kan jeg tage med i mine overvejelser,” siger han.

Den tankegang køber Elise Dağdeviren dog ikke.

“Når de stiller Starbucks FAQ-skiltet op, så må de også vide, at der er meget snak om Starbucks. Så forstår jeg ikke, hvorfor man vælger en virksomhed, der er så kontroversiel,” siger hun.

For René Laursen handler det dog ikke om politik, men om, at der er et produkt, som skal sælges.

“Der kan være al mulig politik. Det er et produkt, vi sælger,” siger han.

René Laursen fortæller, at hvis det nu havde været russiske varer, hvor der er retningslinjer for myndighederne, havde det været anderledes.

“Hvis nu det kommer frem, at Starbucks financierer missiler og springer verden i luften, så vil jeg selvfølgelig forholde mig til myndighedernes udmeldinger og gøre noget ved det,” fortæller han.

René Laursen kan endnu ikke se, om Starbucks har haft en påvirkning på salget. Indtil videre ser det ud til at være samme salgsniveau som i den gamle café.

Kritikken er forelagt Starbucks, som i et skriftligt svar henviser til samme pointer som FAQ’en på skiltet og skriver derudover:

“Vi fordømmer entydigt alle former for had, terror og vold og udtrykker vores dybeste medfølelse med dem, der er blevet dræbt, såret, fordrevet og berørt som følge af de forfærdelige terrorhandlinger, den eskalerende vold og hadet rettet mod uskyldige i Israel og Gaza.”

Mange af pjecerne er sidenhen blevet taget ned. Det er normal praksis for skolen, da ophæng, som ikke er dekorative, kun må hænge på opslagstavlerne. 

Ulønnet praktik og ingen optagelsesprøve – Sådan varierer journalistuddannelserne i Europa

Ulønnet praktik og ingen optagelsesprøve – Sådan varierer journalistuddannelserne i Europa

Ulønnet praktik og ingen optagelsesprøve – Sådan varierer journalistuddannelserne i Europa

Når vi sætter os på skolebænken på DMJX, har vi en vis idé om, hvilken undervisning vi får. Men hvordan lærer man at blive journalist i andre lande? Illustreret Bunker har talt med tre europæiske journaliststuderende om deres erfaringer.

På billedet ses fra venstre nederlandske Samuel Vels, georgiske Sopo Abulasjvili og østrigske Simon Fuchs

TEKST & FOTO: ANDERS HELMER MØRCK

Udgivet den 12. december 2024

DMJX og dens studerende kan til tider være noget af en boble med fredag aften i Kurt Strandbar, forelæsninger i Blåt Audi og en berygtet panikdag. Men selv i Danmark ses forskellene på journalistuddannelsen, hvor det både er muligt at læse journalistik som en professions- og en universitetsbachelor.

Små 600 kilometer væk fra DMJX ligger Utrecht, som er en af Nederlandenes største studiebyer med over 70.000 studerende. Mange internationale journaliststuderende kalder byen for sit hjem i løbet af en udvekslingsperiode væk fra hjemlandet.

Men hvor store er forskellene, når vi ikke blot ser på Danmark, men bevæger os udenfor landegrænserne og ser på journalistuddannelser på tværs af hele Europa?

Selvom målet i sig selv er det samme – nemlig at blive en god journalist – så er vejen derhen ofte vidt forskellig.

En anderledes optagelsesproces

Nederlandske Samuel Vels er 23 år og studerer på Hogeschool Utrecht. For ham var det ikke givet på forhånd, at han skulle vælge journalistvejen. Og for den sags skyld er han stadig i tvivl om, hvorvidt det er det rette valg, han har taget.

“Da jeg var barn, var drømmen at blive skuespiller. Men på et tidspunkt fandt jeg ud af, at ‘spotlightet’ ikke var noget for mig. Men jeg drømmer stadig om at fortælle historier. Det var af den årsag, at jeg endte i journalistikken, så jeg kunne fortælle ægte historier i stedet for at spille dem selv,” siger Samuel Vels.

Ansøgningsprocessen for at blive en del af journaliststudiet i Utrecht fungerede i mange år som på DMJX. Men det har ændret sig, så alle ansøgere nu bliver optaget på studiet.

Dog er der mange studerende, som frafalder på de første semestre.

“I løbet af de første to år er der en del, som dropper ud. Så jeg tror, at årene i starten er med til at filtrere de studerende fra, som ikke er havnet det rigtige sted,” siger han.

Det skyldes flere eksaminer på både første og andet år på uddannelsen. Her er der nogle prøver, som for flere betyder endestationen på studiet. Det er nemlig ikke ved alle prøverne, at det er tilladt at få flere forsøg. I Samuels klasse er der nu kun lidt over fem tilbage af de 30 elever, som startede. Selvom det er et af de mere ekstreme tilfælde på årgangen, så er frafaldet generelt langt større på Samuels skole end det, som DMJX oplever.

Hvilken linje skal jeg vælge?

Østrigske Simon Fuchs er 22 år og bor i Wien, hvor han studerer på Fachhochschule Wien. Sporten har altid ligget hans hjerte nær, hvilket også betød, at han i en tidlig alder drømte om at blive fodboldkommentator. Sporten var grunden til, at Simon begyndte at interessere sig for journalistikken, og drømmen endte også med at blive den vej, han valgte at gå.

Da Simon skulle søge ind på drømmestudiet, kunne han gå flere veje. Her kunne man blandt andet vælge at studere den moderne linje, hvor der er et større fokus på sociale medier og marketing. På nogle punkter har den ligheder til ’Kommunikation’ på DMJX. Men Simon valgte den mere klassiske journalistlinje, ’Journalism and Media Management’.

Når Simon Fuchs næste år skal begynde på sit nye semester, skal han specialisere sig.

”Det kunne være sport, bæredygtighed eller politik. Her kan jeg virkelig fordybe mig i det stof, som jeg kommer til at lave.”

En skoledag fra morgen til aften

Sopo Abulasjvili er 20 år og kommer fra Georgien, hvor hun til daglig studerer på Georgian Institute of Public Affairs. Hun kan godt lide den kreative del af journalistikken og arbejder blandt andet med webdesign og programmering, når hun sætter sig ind i klasseværelset i Georgien.

“Vi går kun i skole omkring to dage om ugen. Men dagene kan af og til være fra klokken 10 om morgenen til 19 om aftenen,” siger hun.

Sopo Abulasjvilis vej i skole er ofte relativt lang, da trafikken kan være slem. Derfor er de lange dage noget, som passer hende ganske fint.

Hun kommer fra en lille årgang i Georgien med blot 25 elever, hvilket også betyder, at hun har lært sit hold rigtig godt at kende i løbet af de snart tre år, hun har studeret. For hende er de få elever noget af det bedste ved hendes studie.

“Jeg er ikke den mest sociale person, så for mig har det været virkelig dejligt,” siger hun.

Det mindre hold gør, at hun har åbnet mere op i undervisningen og føler sig mere komfortabel – både socialt og fagligt.

”Ifølge medierne er erfaringen din løn.”

– Simon Fuchs, østrigsk journaliststuderende.

Ingen hr. og fru

En af de største forskelle, som østrigske Simon Fuchs har mærket, siden han begyndte sin udveksling i Utrecht, er at kalde underviserne ved deres fornavn. Det er nemlig ikke normalen i hjemlandet.

“I Wien skal man tiltale underviseren enten hr. eller fru, og man har et langt mere distanceret forhold til dem, end jeg har oplevet her i Nederlandene,” siger Simon Fuchs.

Derfor var det også en stor forandring at starte på udvekslingsopholdet, hvor skolen i Nederlandene har været langt mere afslappet.

“Hvis du har gjort et godt stykke arbejde,

så synes jeg godt, at der kunne være en mere åbensindet stemning på mit studie i Wien mellem undervisere og elever,” siger han.

Han er derimod glad for de muligheder, som han har fået gennem sin uddannelse i Østrig. Her er han blevet undervist af prominente journalister og mediefolk.

“Når underviserne kommer direkte fra branchen, gør det mig tryg som studerende,” siger han.

Erfaringen er din løn

Praktik er noget, som alle tre studerende skal igennem i løbet af deres uddannelse. Men den faste lønaftale i praktikperioden, som vi har i Danmark, er ikke noget, som Simon Fuchs oplever i Østrig. Når Simon skal i en 6-måneders lang praktik næste år, er det ikke sikkert, at han kan få løn i perioden. Ved nogle af de største medier i Østrig er der nok ansøgere at vælge imellem – og det betyder samtidig, at man ikke altid kan regne med løn, når man begynder praktikken.

“Ifølge medierne er erfaringen din løn,” siger Simon Fuchs.

Men den lavere løn i praktikken gør dog, at det er mindre presset at søge praktik end i den danske praktikperiode, hvor det i de sidste år har haltet med at få nok pladser til de mange ansøgere.

“Jeg vil mene, at det ikke er så svært at få en af de mindre eftertragtede pladser. Men hvis du vil arbejde på de prominente medier, så er det helt sikkert ikke lige så nemt,” siger han.

Branchen indefra

I Nederlandene er der et fokus på, at man skal vide, hvad man går ind til, inden praktikken begynder. Derfor er faget ‘Marketverketten’ (Markedsudforskning) et rum, hvor de studerende lærer om livet ude i branchen.

“Vi lærer at kunne svare på spørgsmålene: Hvilken journalist vil jeg være? I hvilket miljø vil jeg arbejde? Og hvad kan medierne tilbyde mig?” siger Samuel Vels.

Derefter har eleverne faget ‘Marktbetreden’ (Markedsintroduktion), hvor man har en kort praktikperiode, der gør, at man kan mærke efter, inden valget skal træffes til den større og endelige praktikperiode. I ‘minipraktikken’ laver de nederlandske studerende journalistik til den brede befolkning og diskuterer de friske nyheder med redaktionen på det medie, hvor den korte praktik foregår.

Samuel Vels er glad for metoden, da han stadig ikke er sikker på, hvad han ender med at gøre, når praktikken skal vælges. Med den kortfattede praktik får han mulighed for at opleve branchen på en anden måde, end hvis han blot sad på skolebænken på universitetet i Utrecht.