En mediebranche i konstant forandring: Sådan uddanner DMJX journalister

En mediebranche i konstant forandring: Sådan uddanner DMJX journalister

En mediebranche i konstant forandring: Sådan uddanner DMJX journalister

Journalistuddannelsen på DMJX skal ikke kun lære de studerende at lave journalistik – den skal også forberede dem på en mediebranche, der forandrer sig hurtigere end nogensinde før. Men hvordan gør den det, når ingen ved, hvordan mediebranchen ser ud om bare få år?

TEKST: Anna Elmer Kruse
Illustration: Anton Larsen

Hvordan forbereder man sig på noget, man ikke kender endnu? Det spørgsmål fylder blandt journaliststuderende på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, hvor både undervisning og praktikforløb forsøger at ruste studerende til en uforudsigelig fremtid. I undervisningen lærer de om mediebranchen på forskellige måder. I praktikken møder de branchen, men den ændrer sig hele tiden. Nye tendenser, fyringsrunder og AI. Hvordan uddanner man journalister til det?

Idealiserede læringsprocesser  

”Uddannelsen kombinerer teoretisk viden med praktisk erfaring, så du bliver klædt på til at arbejde i en konstant foranderlig medieverden,” står der, når man søger på DMJX og går ind under beskrivelsen af journalistuddannelsen.

Uddannelsesleder for journalistuddannelserne på DMJX, Henrik Berggren, forklarer, at strukturen på uddannelsen er bygget op den måde, at de studerende i løbet af de fire første semestre tilegner sig en lang række journalistiske kompetencer, som klæder dem på til praktikken. Det er i praktikken, de studerende får erfaring med at være i mediebranchen.

”Det, de studerende lærer på skolen inden praktikken er idealiserede processer. De vil opleve, at processerne med at lave et journalistisk produkt er meget længere på skolen, end de er i praktikken. Det er ikke en fejl,” siger han.

Han beskriver, at journalistuddannelsen er designet til at give de studerende et solidt fundament og grundlæggende journalistiske kompetencer, så de er klar til at begå sig i den virkelige mediebranche og praktikken.

DMJX kan ikke forberede de studerende på alt

Et vigtigt element i praktikforberedelsen er medieudvikling og praktikforløbet på fjerde semester, forkortet MUP. 

”Her bliver de studerende bevidste om, hvad der arbejdes med ude i branchen, så de ikke bare kommer ud og bliver et hjul i produktionsapparatet,” siger Røskva Würtz, praktikkoordinator på DMJX. 

I MUP-forløbet lærer de studerende om forretningsmodeller, dataindsamling og brugerforståelse ved forskellige medier. Kompetencer, der skal ruste de studerende til at komme i praktik og indgå som en del af en journalistisk arbejdsplads på et medie. Men Røskva Würtz forklarer, at DMJX ikke kan klæde hver enkelt studerende på til det sted, de hver især ender i praktik, da der i mediebranchen eksisterer et hav af forskellige medier, som alle har forskellige tilgange til både forretningsmodeller og brugerforståelse. Desuden vil der være mange studerende, som slet ikke ender ved et klassisk journalistisk medie. Men DMJX kan give nogle redskaber til bedre at kunne forstå medieverdenen.

”På fjerde semester fylder praktik alt. Det kan godt virke underligt at høre en masse om forretningsmodeller og vilkår i branchen. Jeg synes, at forløbet var godt, men der kunne godt have været mere fokus på at forberede selve praktikken,” forklarer Mads Molina, praktikant på syvende semester ved TV 2 Nyhederne.

Mads Molina oplevede, at han fagligt var godt klædt på, da han trådte ud fra skolebænken og ind på en rigtig redaktion. Men først da han mærkede det høje tempo, fik adgang til kilder og arbejdede med de store dagsordener, gik det for alvor op for ham, hvad det vil sige at være journalist.

Han fremhæver, at DMJX er stærk på det håndværksmæssige og giver de studerende gode værktøjer med sig. Men han anerkender også, at skolen ikke kan forberede de studerende på den rigtige virkelighed, som de møder i praktik.

”Grundlæggende synes jeg, at skolen forberedte mig okay til praktikken, men det er bare umuligt for DMJX at skabe en virkelighed, der minder om den, man kommer ud i,” siger han. 

I den nye studieordning på journalistuddannelsen, som startede for to semestre siden, er MUP-forløbet blevet skrottet, og elementer fra faget er i stedet blevet spredt over de første semestre.

Praktik: En øvebane, ikke en karriere

Praktikperioden udgør næsten halvdelen af journalistuddannelsen og er central i at klæde de studerende på til mediebranchen. 

”En af mine pointer er, at praktik er en del af uddannelsen. Det er ikke starten på deres karriere. Det skal tænkes på som en del af deres uddannelse, som et sted, de kan øve sig,” siger Røskva Würtz.

71 procent af færdiguddannede journalister svarer, at deres uddannelse har rustet dem til deres seneste job. Det viser dimittendundersøgelsen for DMJX foretaget af Uddannelses- og Forskningsministeriet i 2023.

”Nogle studerende siger, at man skal være gjort fuldstændig klar til at komme ud i praktikken. Det er en misforståelse. Man skal selvfølgelig være klar til at gå i praktik, men det er jo også der, at man netop skal ud at lære en hel masse,” siger Henrik Berggren.

Mads Molina beskriver praktikopholdet som den fase, hvor det hele falder på plads.

”Man lærer virkelig det hele på halvandet år med værktøjerne, man har fået fra de første år. Men at bruge værktøjerne og lære at være journalist; det er det, man lærer i praktikken,” siger han.

Overgang til branchen

Kontrasten fra skolebænk til arbejdsplads kan være overvældende. For mange journaliststuderende er praktikopholdet det første møde med den virkelige medieverden. Selvom DMJX forsøger at forberede de studerende så godt som muligt, kan virkeligheden stadig komme bag på nogle.

”Det var hårdt. Man kan slet ikke sammenligne dét at komme ud i virkeligheden blandt uddannede kollegaer, der lever af det her, med noget. Det bliver mere alvorligt på både godt og ondt,” siger Mads Molina.

Studievejleder på DMJX, Joan Husted, genkender den oplevelse. Hun peger på, at mange studerende møder praktikken med høje og ofte urealistiske krav til sig selv.

”Det er vigtigt at huske, at praktikpladserne ved, hvem de ansætter, og hvad de kigger efter,” siger hun. Med andre ord: Man skal ikke kunne alt fra dag ét.

Det er Mads Molina opmærksom på. Han understreger, hvor vigtigt det er at huske, at man stadig er under uddannelse.

”Det kan godt nogle gange ende med, at man dunker sig selv mere i hovedet, end man egentlig behøver, fordi man tager en masse ansvar, og det bliver meget alvorligt. Men det er jo stadig noget, man bare skal lære,” siger han.

For nogle bliver praktikforløbet derfor ikke kun en faglig prøve, men også en personlig udvikling.

”Vi gør meget for at fortælle, hvad der kommer til at ske, og hvad de skal forberede sig på,” siger Joan Husted.

Find din egen vej

87 procent af færdiguddannede journalister fra DMJX svarer i dimittendundersøgelsen fra 2023, at praktikken har været et af de vigtigste elementer for, at de har været i job. Henrik Berggren og Røskva Würtz understreger dog, at DMJX ikke uddanner journalister, der er fuldstændig klædt på til at tage ethvert journalistisk job. 

Men som uddannet journalist fra DMJX har man både fået det grundlæggende fundament i journalistiske kompetencer i undervisningen på skolen og lært at indgå i mediebranchen i praktikperioden. Det handler i sidste ende ikke om at kunne alt – men om at kunne tilpasse sig. 

”Det er hele tiden en interaktion mellem, at vi sørger for at tage det ind, som giver mening bredt og for mange, og at vi holder fast i, at der er de grundlæggende journalistiske kompetencer, som er meget vigtige,” siger Henrik Berggren.

”Det er jo ligesom en stor tag selv-buffet eller en stor blomstermark, men det er jer selv, der skal sammensætte jeres buket,” siger Røskva Würtz.

Udgivet den 28. maj 2025
Tilbage på skolen, men uden for fællesskabet? Sådan er livet på sidste semester

Tilbage på skolen, men uden for fællesskabet? Sådan er livet på sidste semester

Tilbage på skolen, men uden for fællesskabet? Sådan er livet på sidste semester

Er det underligt og ensomt at skulle tilbage ”i skole” igen efter halvandet års blod, sved og tårer som barista og Instagram-konsulent på Politiken? Eller er det omvendt faktisk et tiltrængt afbræk fra en hektisk mediebranche, som det ottende og sidste semester giver? Vi har snakket med en ottende semesterstuderende om dagligdagen tilbage på DMJX. 

TEKST: WILLIAM LØNSTRUP & SOFIE BUNDSGAARD
ILLUSTRATION: SIGRID CONRADSEN NIELSEN 

Udgivet den 28. maj 2025

 

Forestil dig, at du har haft det fedeste praktikophold. Du har prøvet kræfter med og for alvor mærket det hæsblæsende, medrivende medielandskab, fået en masse erfaring og begået dig helt selvstændigt som journalist uden for de trygge rammer på DMJX.
I løbet af praktikken synes du måske også gradvist lidt, at du sådan for alvor er blevet til en ”rigtig” journalist.

Men nu lakker praktikopholdet så småt mod enden, og du kan se frem til et halvt år, hvor de fede kilder og daglige breakinghistorier nu bliver erstattet af videnskabsteori eller
journalistisk entreprenørskab på journalistuddannelsens ottende og sidste semester. Den udsigt kan måske umiddelbart virke nedslående for nogen.
For hvad er pointen med at skulle tilbage i skole, når man lige har været ude i mediebranchen og bevise, at man godt kan være journalist i den virkelige verden?
For at forstå hvordan det er at vende tilbage til studielivet efter praktik, har Illustreret Bunker talt med en nuværende ottende semesterstuderende og undervisere på skolen.

Ensomt gensyn
For Asger Hinsch var overgangen fra praktik til ottende semester en omvæltning. De vante rammer på Katrinebjerg var naturligvis de samme, men der var store dele af hans tidligere sociale liv, der manglede.

”Da jeg kom tilbage, føltes det ikke som om, der stod dørvagter og nægtede os adgang, men det var mærkeligt at være et sted, hvor jeg kendte bygningen, men ikke menneskene,” siger han.

Asger Hinsch vil selv skyde på, at lidt over halvdelen af hans medstuderende nu bor i København. Mange har ikke deres daglige gang på campus, og det er ikke mange gange på et semester, at alle samles. Det er bare ikke helt det samme som i tiden før praktikken.

”Hvis studielivet før praktik var et perfekt puslespil, føles ottende semester lidt som et halvt og afdanket puslespil, der er umuligt at samle. Der er simpelthen ikke brikker nok,” siger Asger Hinsch.

Det kan være svært at samle sine medstuderende, når alle er spredt over hele landet. Den geografiske afstand har gjort, at Asger Hinsch bruger mere energi på at tage initiativ til at lave arrangementer. Der skal lægges flere kræfter i. Det sociale liv kommer ikke af sig selv.

”Ottende semester minder lidt om første semester. Dengang kendte man heller ikke så mange. Men forskellen er, at man nu skal anstrenge sig meget mere for at være social,” siger han.

En bygning fuld af nye studerende, som man ikke har mødt før, kan føles intimiderende. Selv sidder Asger Hinsch ofte på skolen og prøver at lære flere nye mennesker at kende. Men han har lagt mærke til, at mange prøver at undgå at skulle være på skolen, fordi det føles for mærkeligt.

”Vi har en kerne i Aarhus, men det sociale bliver ikke, som det var før praktikken,” siger han.

Asger Hinsch forstår godt, at situationen er, som den er. Halvandet år i praktik går ikke ubemærket hen, og det er naturligt, at det er anderledes at skulle være studerende igen. Men hvis han kunne gøre situationen anderledes, ville han efterspørge flere dage på skolen, hvor alle var samlet. Han fortæller, at der på dette semester kun har været én dag, hvor de to hold, videnskabsteori og journalistisk entreprenørskab, har haft timer på samme tidspunkt.

”Man er meget på egen hånd, når det kommer til at se folk. Det kommer ikke af sig selv,” siger han.

Trods omstændighederne nyder Asger Hinsch den sidste tid, hvor der er lidt ro på, inden arbejdslivet for alvor begynder. Men han mener også, at der er mange, der ønsker at få overstået uddannelsen så hurtigt som muligt. Selv synes han da også, at dette semester mest er til for at få papir på de kompetencer, som man har erhvervet sig i praktikken.

Skolen anerkender problemet
Koordinator for ottende semester, Mette Mørk, mener ikke, at det er hensigten med semesteret.

“Vi har jo tænkt over, hvordan den her overbygning skal se ud. Vi synes, det er vigtigt at få tid til at reflektere over alt det, man har lært i praktikperioden. Måske bliver man en bedre journalist af at få sat sit praktikophold i en større kontekst,” siger hun.
Hun betoner betydningen af at kvalificere de studerende bedst muligt. Hun så dog helst, at flere studerende mødte op på campus og lagde kræfter i det sociale, såvel som det faglige.

“Det er da skideærgerligt, hvis folk ikke kommer tilbage til Aarhus. Og det er godt nok en kort faglig uddannelse, hvis man ikke kommer tilbage og får en overbygning på sin praktik,” siger hun.

Mette Mørk mener, at de fra skolens side tager de studerendes indvendinger alvorligt. De vil fremover forsøge at lægge undervisning for de to hold på samme dage, efter flere studerende har udtrykt, at det gør det svært socialt, hvis de to hold aldrig er på skolen på samme tid.

“Selvfølgelig er vi nødt til at huske, at lige så meget som vi gør ud af det sociale på første og andet semester, lige så meget skal vi gøre for dem, der kommer tilbage og har været 120 forskellige steder. De har brug for at blive samlet igen,” siger Mette Mørk.

Hun nævner selv ændringerne i skemaet og dage med fællesoplæg som eksempler på steder, hvor skolen forsøger at imødekomme ottende semesters ønsker.
Praktikvejleder Røskva Würtz genkender billedet af, at mange studerende på ottende semester har svært ved at finde fodfæste i den nye virkelighed.
”Jeg tror, der er mange, der går og putter sig lidt, fordi de ikke kender så mange på skolen,” siger Røskva Würtz.

Hun mener, det er et problem, hvis mange studerende ikke har det godt i den sidste tid på skolen. Selv har hun forsøgt at lave en dag, hvor alle de studerende på sidste semester kunne mødes, efter praktikken var overstået. Men det er svært at finde dage, hvor alle kan. Især når der er mange, der skal tage den lange rejse fra København.

”I sidste ende er det jo kun skolens ansvar at sikre, at det faglige fungerer. Vi snakker om voksne mennesker, så ansvaret for at have et godt socialt liv ligger hos dem selv,” siger hun.

Hun mener dog, at det er et problem, hvis det manglende sociale liv gør, at de studerende mangler motivation for at færdiggøre uddannelsen og blot ønsker at få den overstået så hurtigt som muligt.

Mette Mørk stemmer i og kommer med et råd til de studerende, som bacheloren hænger langt ud af halsen på.

“Nyd at lave bacheloren. Der kommer til at gå lang tid, før I har så lang tid til ét projekt igen,” siger hun.

Hun forstår godt, at mange af de studerende ønsker at beholde deres praktiksted som arbejdsplads, og derfor ser bacheloropgaven som noget, der hurtigst muligt skal overstås. Men hun mener ikke, at skolen ligefrem kan planlægge uddannelsen på baggrund af, at nogen ønsker at arbejde fuld tid ved siden af. Hun mener heller ikke, at det er særlig hensigtsmæssigt at være optaget af alt andet end bachelorprojektet.
“Hvis jeg skal sætte det lidt på spidsen, så kan man også godt se på et bachelorprojekt, om det er lavet af en, der har haft travlt med et andet arbejde. Det er et konstant dilemma,” siger hun.

Røskva Würtz mener, at de studerende på ottende semester er en god ressource, og at man fra skolens side sagtens kunne trække på deres kompetencer. Eksempelvis i form af oplæg og vidensdeling.

”Vi vil helt vildt gerne høre fra dem, der er kommet tilbage. De ved, hvad der rører sig i branchen, og de kan være med til at give os et bedre billede af den branche, vi sender vores studerende ud i.”

Journalistik i politikkens tjeneste: Objektiviteten  sættes på prøve i Parlamentet

Journalistik i politikkens tjeneste: Objektiviteten sættes på prøve i Parlamentet

Journalistik i politikkens tjeneste: Objektiviteten sættes på prøve i Parlamentet

Kan man være journalist, når man arbejder for Socialdemokratiet eller Danmarksdemokraterne? I Europa-Parlamentet bliver grænserne mellem journalistik og politisk kommunikation utydelige. Her bruges den journalistiske værktøjskasse til at formidle politiske budskaber.

TEKST: clara kjellerup seigneuret & mikkel juulsgaard
Illustration: sigrid conradsen nielsen

Journalistpraktikant Zakarias Forsberg de los Reyes er trådt ind i den politiske arena. Han sidder på Socialdemokratiets kontor i Europa-Parlamentet. Foran ham står tre computerskærme. På venstre side står en kop med den socialdemokratiske Niels Fuglsangs navn på. Til højre står en drikkedunk med den blå gruppe Renew Europes logo. Om logoet er blåt eller rødt, tager han ikke så højtideligt.

Zakarias Forsberg de los Reyes befinder sig i Europas magtcentrum. Han arbejder i krydsfeltet mellem journalistik og politik. To felter, der ikke er så fjernt beslægtet, som man opfostres til at tro på DMJX.

Arbejdsdagen byder på mails, møder og masser af EU-politik. Og selv om Zakarias Forsberg de los Reyes har nogle ifølge ham selv meget stærke holdninger til nogle af de emner, han arbejder med til daglig, repræsenterer han først og fremmest Socialdemokratiet.   

“Jeg synes bestemt, at jeg er i stand til at undgå at blive influeret af mine egne holdninger,” fortæller han.

’Hvad synes jeg?’ spiller ingen rolle

Lasse Thorsø Nielsen er uddannet journalist, og har ifølge ham selv påtaget sig en spændende udfordring i sit arbejde som kommunikations- og presserådgiver for Kristoffer Storm, der er medlem af Europa-Parlamentet for Danmarksdemokraterne. Med en fortid i Danmarks Socialdemokratiske Ungdom har han været vant til at blande sig i den politiske samtale, men nu er det ikke længere sine egne politiske holdninger, han formidler.

Den professionelle kasket indgår altid i Lasse Thorsø Nielsens arbejdsuniform. Selvom opgaverne i høj grad er præget af politisk rådgivning, blander han ikke sin egen politiske holdning ind i sit arbejde.

“Jeg skal tage det, Kristoffer Storm mener, og sørge for, at det fremstilles på den bedst mulige måde over for vælgergruppen og pressen,” siger Lasse Thorsø Nielsen.

Niels Fuglsang er medlem af Europa-Parlamentet for Socialdemokratiet, og hos ham lærer journalistpraktikant Zakarias Forsberg de los Reyes både at lave indhold til vælgerne gennem kommunikationsarbejde, men er samtidig med til at lægge den politiske linje for partiet i Europa-Parlamentet.

Selvom han er journalistpraktikant, omtaler Zakarias Forsberg de los Reyes partiet som ‘vi’, når han fortæller om den nye dagligdags opgaver.

“Man lærer, at arbejdet er en verden for sig, og man stopper ikke hele tiden op for at spørge sig selv: ‘Hvad synes jeg egentlig?’” fortæller han.

Som en sportsjournalist med et favorithold

På journalistuddannelsen bliver man undervist i at tilstræbe sig objektivitet. Det vil sige, at man skal tilsidesætte sine personlige holdninger, skrotte sine fordomme og forholde sig faktuelt og nuanceret i sine produktioner.

Journalister forventes at holde sig objektive i deres arbejde, men hvordan hænger det sammen med at være ansat som journalist hos et politisk parti?

Spørger man Lasse Thorsø Nielsen, kan man ikke være 100 procent objektiv i journalistik. Alle de redaktionelle valg, der skal tages i arbejdet med en historie, vil medføre, at man vinkler historien på en bestemt måde.

“Selvom man altid stræber efter objektivitet i den journalistik, man laver, så vil der altid være bagvedliggende bias i det, man gør,” siger Lasse Thorsø Nielsen.

Zakarias Forsberg de los Reyes mener, at man skal tilstræbe sig objektivitet, hvis det drejer sig om public service. Derudover mener han, at journalisterne helt klart gerne må have en holdning. Det ser man i kraft af prioritering af, hvad der skal dækkes, og hvor meget spalteplads de forskellige emner skal have. Hvis man spørger ham, er det dog ikke relevant, at journalisten tilkendegiver sit politiske ståsted.

“Jeg synes, det er ligesom med sportsjournalister. Man kan sagtens holde med et fodboldhold, så længe man er i stand til at lægge det fra sig, komme med analyser og ikke formidle sin egen holdning,” fortæller han.

Professionel distance eller åbne kort? 

Zakarias Forsberg de los Reyes mener ikke, det er relevant for sin praktik hos Socialdemokratiet, hvad han stemmer. Han oplever, at de ansatte hos politiske partier i Europa-Parlamentet er gode til at holde den professionelle distance og lægge deres egne holdninger bag sig.

Det er ikke nogen hemmelighed, at Lasse Thorsø Nielsen ikke altid er enig i den politik, han til dagligt arbejder med at formidle. Han mener, at det er med til at gøre politikeren skarpere at have en presserådgiver med en anden politisk overbevisning. I hans øjne kan det være med til at styrke troværdigheden, at Lasse Thorsø Nielsens kryds på stemmesedlen ikke ender ud for Kristoffer Storm.

“Man skal turde stille sig kritisk over for det, man arbejder med. Det styrker budskabet, hvis alle ikke er enige,” siger han.

Modsat Zakarias Forsberg de los Reyes giver det for Lasse Thorsø Nielsen mere troværdighed til en journalist, at man som læser kender deres politiske ståsted. Det kan være en fordel at bekende kulør, så man har noget at holde det op på. Ligeledes mener han, at det er passende for sit arbejde for Kristoffer Storm.

“Så hellere bekende kulør, så man ved, hvad min bias er, selvom jeg prøver at være så objektiv som mulig,” siger Lasse Thorsø Nielsen.

At formidle en historie eller sælge et budskab

Både Zakarias Forsberg de los Reyes og Lasse Thorsø Nielsen er enige i, at det arbejde, de foretager sig i Europa-Parlamentet, ikke er

journalistik, som man kender det fra DMJX. En del af deres arbejde handler om at formidle et politisk budskab. Noget som den klassiske journalistik forsøger at holde sig fra.

Lasse Thorsø Nielsen bruger hele sin journalistiske værktøjskasse, når han er med til at lægge en strategi.

“Jeg laver en bouillonterning af EU-politik. Jeg tager noget, der er svært og komplekst og laver forskellige kommunikationsprodukter ud fra det,” fortæller han.

Jan Dyberg Larsen, der underviser i EU på DMJX, anerkender, at der ikke er tale om ‘klassisk’ journalistik, når man er journalistpraktikant i Europa-Parlamentet. Han mener dog, at man kan bruge mange af redskaberne fra undervisningen.

“Der er et kæmpestort overlap af de værktøjer, man bruger, og den måde man arbejder på. Jeg kan ikke se, at der er noget problem, så længe man selvfølgelig er klar over, hvornår man laver hvad, og omverdenen også er det,” mener Jan Dyberg Larsen.

Han mener altså, at skellet mellem journalistik og kommunikation ikke er så sort-hvidt, og at det er et nuanceret spektrum. I den ene ende er klassisk journalistik med tilstræbt objektivitet, og modsat findes det rene PR-arbejde.   

Fra Bruxelles til breaking news

Man skulle tro, at drømmen for en uddannet journalist netop var at arbejde som journalist. Spørger man Lasse Thorsø Nielsen, så er svaret et andet.

“Jeg bliver aldrig klassisk journalist,” fortæller han.

Han understreger, at den typiske opfattelse af journalistik ikke passer til ham, men at han trives i arbejdet med kommunikation.

Zakarias Forsberg de los Reyes’ hensigt med opholdet i Europa-Parlamentet var ikke at slå rod i det politiske kontor. Det var snarere et led i planen om at blive en EU-kyndig journalist. Derfor går en mangeårig drøm i opfyldelse, når han efter sommerferien fortsætter sin praktikperiode hos TV 2 Nyhederne i København.

Drikkedunken og koppen med de politiske stempler lader han blive i Bruxelles, når han får sit nye skrivebord på Teglholmen. Med sig tager han i stedet den politiske indsigt og alle de erfaringer, han har gjort sig på sit ophold i Europa-Parlamentet.

Udgivet den 28. maj 2025
Welcome to DMJX: Please mind the gap

Welcome to DMJX: Please mind the gap

Welcome to DMJX: Please mind the gap

DMJX teaches its journalism students to be curious and connect with the world, yet when it comes to integrating exchange students into campus life, it is falling short. A clear divide remains between Danish and international students, and while the university college holds some responsibility, so do the students. Real integration takes effort from all sides, and right now, students from DMJX are acknowledging that effort is lacking.

TEKST: EMMA SAMPSON
Illustration: ANTON LARSEN

There is a subtle but undeniable divide running through DMJX. You have probably felt it, maybe while awkwardly sharing an elevator in complete silence, or glancing across the canteen at two tables that may as well be on separate continents. It is especially noticeable at the friday bar, where Danish students cluster in familiar groups whilst the others cling together like confused tourists who accidentally wandered into a local house party.

What is this mysterious separation, you ask? Who are these friendly but slightly disoriented strangers you pass in the hallway? Oh, right – those are the exchange students.

Yes, they may not dress quite as effortlessly cool as the Danes, and okay, they are still figuring out how to pronounce Aarhus, but let us not be fooled. These exchange students did not come all the way to Denmark just to huddle together in international bubbles.

In fact, after a bit of digging, it turns out most of them do want to make Danish friends. The problem? They are not quite sure how, and the school is not exactly handing out a map.

We are journalists and communicators after all. If we cannot learn to connect with people from all over the world in a school built for storytelling, then where can we?

No lesson for this on Duolingo 

Spanish exchange student Janna Fontbona, currently studying Video Journalism and Foreign Reporting at DMJX, did not expect just how difficult it would be to connect with Danish students beyond her classroom.

“It is not a big school, so I expected to get to know more Danish people outside of my class,” she says.

Despite her best efforts to maintain a 30-day Duolingo streak of Danish, Janna Fontbona admits the language barrier continues to withhold her from mingling with the Danes.

“There are different opportunities and committees in the school, but a lot of these options are in Danish. It makes it really difficult to engage or contribute when you can’t understand the language,” she says.

Janna Fontbona recalls eagerly

approaching multiple committees at the school’s bazaar, excited to get involved. But instead of feeling welcomed, she was met with deflections from some committee members: “Scan the QR code,” “there are only limited spots,” and the particularly cold, “I will explain everything once the other students get here”.

Curiosity take the lead 

During a lunch break at DMJX, Danish student Andreas Faurskov Groes, who studies International Video Journalism and Foreign Reporting on his second semester, let curiosity take the lead and struck up a conversation with an international student he did not know. After just a few minutes of chatting, the student revealed to Andreas Faurskov Groes that he was the first Danish person to speak to her since arriving at the school. He later

admitted he wasn’t sure who was more surprised, him for hearing it, or the student for being

approached by a Dane.

“They have already been studying at the school for more than half a year. I was so shocked that nobody had talked to her because we are a journalism school. We should be curious people talking to each other,” he says.

Recognising that the responsibility doesn’t fall solely on Danish students, Andreas Faurskov Groes acknowledged the school has its own role in

fostering a more inclusive atmosphere.

“I know the exchange students because I’m doing a semester with them, otherwise I do not think I would know them. The school should be doing more for them outside of class so other Danes can get to know them aswell,” he says.

Are you on exchange at DMJX? So am I!

Many international students at DMJX often remain isolated within their own cohorts, a feeling echoed by Turkish exchange student Myra Çağlayan, who noted that outside her classroom where she studies Video Journalism and Foreign Reporting, she is scarcely aware of who the other exchange students even are.

“I do not know who the other exchange students are outside of my class. I wish I did because I would love to be able to compare experiences and courses,” Myra Çağlayan says.

Her experience highlights a wider lack of connection among international students, and to her surprise, she learnt that DMJX offers more than two international programmes. In fact, when asking over fifty percent of Myra’s Çağlayan classmates were unaware that DMJX offered a total of four international programmes at the Aarhus campus. Despite sharing the same building and often studying similar themes in journalism or media, many students remain unaware that others from different countries are navigating parallel experiences just a few classrooms away.

“I know DMJX offers a photojournalism course for international students, but I thought that course and my course was it. I had no idea there were other exchange students outside of those two courses. I would have loved to have met them earlier,” Myra Çağlayan says.

Building a bridge, not just a welcome mat 

International coordinator and student counsellor Anna Kathrine Nejrup plays a key role in supporting incoming and current exchange students at DMJX. Each semester, she warmly welcomes the international classes, helps them secure accommodation, and assists with essential tasks like obtaining their CPR numbers. She wishes she had the capacity to do even more for the students.

“As soon as the exchange students arrive, the next application round is starting, and since I am the only person, I am busy,” Anna Kathrine Nejrup says.

With so much on her plate, she admits that the exchange program relying purely on her is not enough. There is room for the school to build on her efforts by creating more lasting initiatives that help Danish and exchange students connect more naturally.

“We thought integration would happen by itself. It would be nice if the school would recognise, we need to put more resources into the issue such as more and better organised events,” Anna Kathrine Nejrup says.

She also sees potential in student-led initiatives, encouraging both Danish and international students to collaborate on ideas for greater inclusion in everyday activities. She notes that while DMJX offers numerous social events, participation from different student groups varies. Emphasising that better planning and shared responsibility could lead to stronger community ties across programs.

“There are so many different social activities at the school, perhaps some students could take the initiative to brainstorm, what can we do to integrate the international students. It is a problem but it can be fixed,” Anna Kathrine Nejrup says.

“We will take a closer look”

Principal of DMJX, Julie Sommerlund, admits the divide between Danish and exchange students is a “genuine issue,” that the school have attempted to address in various ways over the years.

However, the principal admits the problem is complex, insisting the school are providing inclusive ways for exchange students to intergrade.

“Many international students are already navigating a lot just by connecting with each other. They are, however, invited to participate in activities such as student associations, and for example, there was a dedicated English-language track for them at the April festival,” she says.

Despite this, Julie Sommerlund is open to looking for other methods the school can better support the interaction between students.

“We will take a closer look at how we can better frame and support the interaction between Danish and international students. It sounds like Anna has some ideas worth exploring,” she says.

Udgivet den 28. maj 2025
Illustreret Bunker tager temperaturen på den nye studieordning

Illustreret Bunker tager temperaturen på den nye studieordning

Illustreret Bunker tager temperaturen på den nye studieordning

Det første semester under den nye studieordning er nu for første gang afprøvet. Men hvordan er det så gået? Vi har spurgt de studerende og været forbi ledelsen til en snak om, hvordan det hele er forløbet indtil videre. 

TEKST: WILLIAM LØNSTRUP & CLARA KJELLERUP SEIGNEURET
ILLUSTRATION: SIGRID CONRADSEN NIELSEN

Udgivet den 27. marts 2025

Det var ikke kun de studerende på DMJX, der hen over vinteren var til eksamen. Det var den omdiskuterede, nye studieordning på  DMJX’ journalistuddannelse sådan set også.

Og trods kritik og visse børnesygdomme tyder noget umiddelbart på, at den bestod. Måske ikke til UG med kryds og slange, men første evalueringsrunde peger i den rigtige retning, fastholder Mette Mørk, der er lektor og faglig koordinator for Journalistisk Metode på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

Den nye studieordning for journalistuddannelsen trådte i kraft tilbage i september 2024. Det betød flere store ændringer på de fleste semestre i både uddannelsens opbygning og fag.

Det seneste førstesemesterhold har derfor været igennem et markant ændret forløb på det gennemgående fag journalistisk metode 1, forkortet JM1, og har også som de første prøvet kræfter med det helt nyoprettede fag brugerforståelse.

På JM1 er den helt store ændring det skarpe fokus på nyhedsjournalistikken, der kommer i stedet for den mere generelle indføring i de forskellige journalistiske discipliner, der førhen udgjorde forløbet.

De studerende skal nu trænes i den nyhedsorienterede journalistiske tænkning, og alt, hvad der produceres, skal være med en klar nyhedskrog i mente. Derfor er nyhedsugen, der ellers tidligere lå på andet semester, også fremrykket til første semester, netop på grund af det øgede fokus på nyhedsjournalistikken i JM1.

Derudover er faget brugerforståelse som noget helt nyt indtrådt på første semester i stedet for faget journalistikken i samfundet. Kort fortalt er brugerforståelse tænkt som et fag, der skal klæde de studerende på til den langt mere fragmenteret medievirkelighed, der ses i dag.

‘De studerende skal have viden om at vælge platforme og modalitet samt opbygge kompetencer i at anvende data om brugeradfærd i en brugerorienteret tilgang,’ beskrives det i den fornyede studieordning om faget.

Ud med det gamle

Brugerforståelsens indtræden har skubbet faget journalistikken i samfundet, forkortet JiS, fra første semester på den gamle studieordning til andet semester på den nye. Og grundet sammensætningen af andet semester er faget blevet komprimeret, så der er plads til det.

Det betyder, at forløbet nu foregår som et intensivt forløb på tre uger, der herefter afsluttes med en eksamen.

Andensemesterstuderende Nynne Foldager og Carl Rau er dog ikke ligefrem begejstrede over den nye komprimerede version af JiS.

“JiS havde nok gavnet os mere, hvis faget var tilrettelagt ligesom på den gamle studieordning. Det var et tungt fag at have så intensivt,” siger Nynne Foldager.

Mette Mørk holder dog fast i, at JiS ligger godt på andet semester. Netop fordi det er et tænkefag, der lægger op til refleksion over blandt andet noget af den journalistisk, man som andensemesterstuderende selv lige har prøvet kræfter med at producere på første semester.

“Om det så kan virke lidt voldsomt i en stor klump? Ja, det kan sagtens være, og jeg vil slet ikke negligere den oplevelse. Men vi vil på den anden side heller ikke konkludere alt for meget ud fra kun et semesters erfaringer,” pointerer Mette Mørk.   

Brugerforståelse – hvordan gør man lige det?

Det nye forløb med brugerforståelse bar præg af, at det var første gang og helt nyt. Det viser den interne evaluering, hvor mange studerende, ligesom Nynne Foldager og Carl Rau, gav udtryk for, at de sådan set var med på, hvorfor de skulle undervises i faget, men samtidig oplevede, at det var svært at finde ud af, hvad der var vigtigt med henblik på eksamen.

“Jeg kunne se i evalueringerne, at det skabte stor frustration hos de studerende,” siger Mette Mørk.

Faget bar præg af, at det var første gang, de prøvede det af, og de havde derfor, ifølge Mette Mørk, svært ved på forhånd at tydeliggøre overfor de studerende, hvordan eksamenen så ud i praksis.

Ved forberedelserne til anden opstart af brugerforståelse er evalueringerne blandt andet blevet brugt til at sikre, at de studerende får det nødvendige udbytte fra undervisningen hver gang.

“Vi har forsøgt at gøre det mere tydeligt, hvad der er læringsmålene for hver forelæsning. Vi vil gerne konkretisere det ved at sætte rammen og fortælle, hvad de kan bruge det, de lærer, til i de andre fag,” fortæller Mette Mørk.

Trods lidt uklare læringsmål var journaliststuderende Nynne Foldager og Carl Rau alt i alt tilfredse med den version af brugerforståelse, de stødte på, da de begyndte uddannelsen.

“Det med at forstå, hvorfor det er, vi gør, som vi gør, og hvem det er, vi gerne vil ramme. Det har givet en god basisviden, som man har kunne tage med sig til JM1,” fortæller Carl Rau.

Han fortæller desuden, at det var rart af få et ekstra lag, der kunne konkretisere faget journalistik, fordi det for ham godt kan virke meget flyvsk.

For Nynne Foldager har faget også givet hende nogle gode rammer at gå ud fra.

“Meget af det, vi har lært i brugerforståelse, ligger ofte i baghovedet, når vi arbejder med journalistik,” siger hun.

Faget ligger indtil videre som en fast del af studieordningen på første semester, men Mette Mørk kan ikke udelukke, at ændringer kan opstå. Hun henviser til, at arbejdet med at forstå brugeren og forskellige brugerbehov lige nu udvikler sig helt enormt i branchen, og at der derfor sandsynligvis løbende vil blive justeret i både indhold og undervisningsform.

På længere sigt er tanken også, at brugerforståelse helt skal udgå som særskilt fag og i stedet fungere som en integreret del af undervisningen på tværs af alle semestre, fortæller hun.

Ris, ros og refleksioner

Enhver journaliststuderende på DMJX ved, at intet produkt er færdiggjort, før en mere – eller mindre – udførlig refleksionsrapport samtidig også er afleveret. Her gør den studerende status over, hvordan processen har forløbet sig og begrunder ligeledes de redaktionelle valg, der er foretaget.   

På nogenlunde samme måde forholder det sig, når et forløb på journalistuddannelsen afsluttes. Alle forløb skal evalueres, og her er det ikke underviseren, der ‘skriver refleksionsrapport,’ men derimod de studerende, der gør status over deres faglighed.

Evalueringerne er, ifølge journalistuddannelsens studieordning, et vigtigt redskab i kvalitetssikringen og en vigtig informationskilde for den enkelte underviser.

Og tilbagemeldingerne fra det første hold studerende, der har gennemført det nye JM1, har været overvejende gode. Ifølge den interne evaluering tog de studerende rigtig godt imod forløbet. De var især glade for det afvekslende forløb, nyhedsugen og den klare sammenhæng mellem teori og øvelserne.

Forløbet bar dog naturligt nok også præg af de mange forandringer. Flere studerende svarede, at de savnede struktur og overblik, og at de kunne have ønsket sig, at undervisningen gik mere i dybden med hvert emne.

“Jeg synes måske, at vi nogle gange har manglet noget lidt mere dybdegående journalistik, da nyhedsjournalistikken bar præg af hurtige, korte og mere overordnede produkter,” siger Carl Rau om forløbet.   

Og den opfattelse af det nye forløb på JM1 vækker også genklang hos underviserne. Ifølge Mette Mørk er elev-evalueringerne retvisende for, hvad underviserne også oplevede som problemer.

“Der var virkelig knald på, og indimellem kunne det opleves lidt ustruktureret og hektisk. Så det er noget med tempoet,” siger hun om forløbet.

Trods et ønske om mere dybde, var det udprægede fokus på nyhedsjournalistikken på JM1 imidlertid ikke helt spildt for Carl Rau.

“Jeg kan godt forstå, at man gerne vil danne den her basisforståelse hos os, for det er alfa og omega at kunne lave en nyhedsartikel. Og selv om dybdegående journalistik er mere fokuseret, så har det stadig mange af de samme elementer,” fortæller han.

Og det har, ifølge Mette Mørk, netop været en stor del af formålet fra start. Hun er derfor fortsat fortrøstningsfuld omkring den nye ordning på trods af opstartsvanskeligheder.

“Nu har vi kørt første semester igennem, og jeg har læst mange virkelig gode semesterprojekter. Der var meget god tænkning og forståelse for, hvad journalistik er. Der var også en forsigtig leg med andre medier end det skrevne. Det blev jeg glad for, og jeg tror derfor, at vi med den nye ordning er inde på noget af det rigtige,” siger hun.

Journalist Marie Louise Toksvig deler sine erfaringer med de kommende journalister: “Du ved ikke en skid, før du har spurgt”

Journalist Marie Louise Toksvig deler sine erfaringer med de kommende journalister: “Du ved ikke en skid, før du har spurgt”

Journalist Marie Louise Toksvig deler sine erfaringer med de kommende journalister: ”Du ved ikke en skid, før du har spurgt”

Vil du være nyhedsredaktør, reporter, vært i radioen eller et anstændigt menneske? Så læs med, når den garvede journalist Marie Louise Toksvig deler sine erfaringer fra tredive år i branchen. 

TEKST: ROSALINA KJELDSEN BENDIX
FOTO: SARAH ARGE 

Udgivet den 27. marts 2025

”Hvorfor får han lov til det?”, ”Hvorfor vægter vi ikke?” og ”det er også for dårligt, at…”

Marie Louise Toksvig sidder i vindueskarmen på Ekstra Bladets redaktion og galper op om irriterende mellemledere, da hun i 1993 er i praktik. Ved siden af sidder hendes kollega Philip Lauritzen ved sin computer og lader fortsat fingrene danse over tastaturet med en Rød Prince dinglende ud af munden. Da hendes talestrøm forstummer, fjerner han cigaretten.

”Jeg forstår dig godt, Marie Louise. Det er fandme også skideirriterende. Ved du hvad, jeg synes? Jeg synes, du skal sætte dig på din røv og lave nogle gode historier. Så får du det meget bedre,” siger Philip Lauritzen.

Tre årtier senere sidder hun i sin lænestol og tænder en smøg i eftermiddagssolen.

”Det er et af de bedste råd, jeg nogensinde har fået,” siger hun, tager et sug og begynder at dele ud af sine erfaringer fra 30 år i branchen.

De journalistiske dyder

Marie Louise sidder afslappet i sin spisestue og gestikulerer med hænderne som en naturlig del af sin fortælling om journalistikkens plads i samfundet. Den eneste pause, hænderne får, er, når de står stille for at tænde en cigaret eller slukker gløden i hendes askebæger med porcelænsgæs.

”Journalistens opgave er at fortælle samfundsborgerne om samfundet. Vi skal forstå hinanden, fordi uden forståelsen er der ingen samtale,” siger hun.

Grundlaget for samtalen skal journalisterne facilitere og kvalificere ved at pumpe viden, forståelse og indsigter ud i samfundet, så borgerne har de nødvendige forudsætninger for at kunne tage del i samfundet.

Hun sidder i lænestolen med højhælede støvler, opsat hår og en grå sweater. I ny og næ rejser hun sig for at få gang i blodcirkulationen, mens hun fortæller om de grundlæggende journalistiske principper: Man må ikke lyve, man skal være fair, neutral, kritisk og fordomsfri. For de vigtige ord er ikke dem, der kommer ud af journalisten, men de ord, der kommer ud af mennesket overfor.

”Min interesse skal være oprigtig og ikke båret af en forudindtagethed om, at sandheden imellem os, den har jeg defineret på forhånd. Vi journalister er ikke sat i verden for at dømme eller gætte,” understreger hun.

Hun sætter sig igen og slipper sit gråbrune hår fri af hårnålene i nakken.

”Og så skal vi være kritiske, men det betyder ikke at være mistroisk. Kritisk betyder at være undrende, skeptisk og nysgerrig,” siger Marie Louise Toksvig.

Det handler ikke om dig

”Det handler ikke om dig, det handler ikke om dig, det handler ikke om dig.” 

Sådan siger Marie Louise Toksvig til sig selv, inden hun går i studiet for at sende en times ‘Tabloid’ på P1. I programmet inviterer hun hver uge lytterne med ind i det redaktionelle maskinrum og varedeklarerer journalistikken, når hun som vært taler med journalister om deres valg og fravalg. 

Som vært handler det ikke om at profilere sig selv og vise, hvor dygtig man er, men om at fortælle en historie eller få de gode svar, så lytteren bliver klogere. 

”Vi vil allesammen gerne tage os godt ud, uanset om vi klæder os på for at gå ud ad døren eller stiller os ind i et radio- eller TV-studie. Men det er ikke det vigtige for dem der betaler,” siger hun.

Vær grundig og forstå problematikken

Der var aldrig blevet læst Ekstra Bladet i hendes barndomshjem. Her blev der læst Børsen og Politiken, men tabloidavisen var sikkert et fint sted at øve sig, sagde hendes mor, da hun landede sin praktikplads.

”Tit er forestillingen om den tabloide journalistik, at den er overfladisk og fræk. Hvis man kan få blod, bryster og sæd, så er det fedt, men den tabloide journalistik, som jeg har lært, handler om at stå på et stort fundament af viden for at være i stand til at tillade sig at vinkle skarpt,” siger hun.

For at vide meget, bliver man nødt til at opsøge dem, der ved noget. Man kan ikke sidde på redaktionen og tænke sig til svarene, og hvordan virkeligheden ser ud, mener hun.

”Jeg skal forstå mennesket og problematikken, før jeg beslutter mig for, hvad der er væsentligt at fortælle videre til andre. Du ved ikke en skid, før du har spurgt,” siger Maire Louise Toksvig.   

Sjusk

Det er vigtigt at være præcis med sproget og sætte sine kommaer korrekt, for det er dit værktøj som journalist. 

”Vi har sproget, og sproget har muligheden for at nuancere, præcisere og definere. Og i sidste ende at sikre, at vi taler om det samme, når vi fører en samtale,” siger hun.

Det er basal ordentlighed at gøre sig umage med sproget, mener hun.

”Tænk, hvis blikkenslageren sjuskede med tingene, så ville der løbe vand udover det hele. Det er det første indtryk, andre mennesker får af dig. Det svarer til, at du møder op på date med broccoli mellem tænderne og lugter af armsved,” siger Marie Louise Toksvig.

Uden grundigheden bliver journalisterne for nemme at kritisere, mener hun.

Om Marie Louise Toksvig

Marie Louise Toksvig er 56 år og uddannet fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i 1995 med praktiktid på Ekstra Bladet. Hun har et langt og alsidigt arbejdsliv bag sig, hvor hun har arbejdet som reporter, researcher, tilrettelægger, redaktionschef på både avis, TV, radio og web ved de store mediehuse som DR, TV 2 og Politikens Hus. Hun er derudover forfatter og har især beskæftiget sig med debat, rets- og kriminalstof og aktualitetsprogrammer, blandt andet som vært på P1 Debat, og er i dag aktuel med programmet Tabloid på P1.

Feminist? Aktivist? Nej. Journalist

Tre kvinder kan godt tage en kittel på og kalde sig behandlere, men der er forskel på, om den ene har læst medicin på universitetet, den anden har en fodterapeutuddannelse, og den tredje har været på weekendkursus i krystalhealing. 

”Som forbruger skal man kunne afkode, hvad man har med at gøre. Det bliver svært for medieforbrugeren, hvis journalisten både vil være meningsdanner, ekspert og reporter, ” siger Marie Louise Toksvig, mens hun deler rummet op i kasser med sine hænder.

”Vi skal som journalister minde os selv om, hvad vores opgave er, og hvad den ikke er.” 

Hvis man gerne vil arbejde som journalist, er der, i hendes optik, noget andet, man må undvære. Eksempelvis at deltage i en offentlig debat.

”Når der nu er den store udfordring med tilliden til os, så er det måske endnu vigtigere at kunne sige: ’Hør her, jeg står her, fordi jeg har en opgave, ikke fordi jeg har en personlig mission’,” påpeger hun.

Stå ved det

Under en demonstration imod nedlukningen af Radio24syv, gik Marie Louise Toksvig hen for at se, hvad der foregik, og fandt sit livsmotto på et aflagt skilt på jorden. ’Stå ved det,’ stod der.

”Det er mit opdragelsesprincip i alle relationer. Vi skal være gennemsigtige med journalistikken og turde indrømme, når vi har lavet en fejl eller kunne have gjort tingene på en bedre måde,” siger hun.

Det er særligt vigtigt at tage ansvar i et fag, der har så stor magt, og som kan gøre skade på enkelte mennesker, hvis ikke man forvalter den magt, man har, med omhu. Hun rejser sig op og går ud i køkkenet på sine sylespidse hæle, mens hun taler videre. 

”Hvis ikke vi som journalister kan stå ved det, vi gør, hvorfor fanden skulle nogen så tage os alvorligt, når det er dét, vi beder alle andre om?” siger hun og vender tilbage til lænestolen med en ny lighter.     

”Hæderlige, anstændige mennesker står ved det, de gør. Stå ved det, og opfør dig ordentligt,” siger hun og smiler.   

”Jeg skal forså mennesket og problematikken, før jeg beslutter mig for, hvad der er væsentligt at fortælle videre til andre. Du ved ikke en skid, før du har spurgt.”

– Marie Louise Toksvig

”Hvis du er ligeglad, så kan du lige så godt lade være”

Som journalist starter man forfra hver dag, og det fordrer, at man bliver ved med at være interesseret i sagen og mennesket. Man skal være optaget af at finde viden, indsigter og historier, samtidig med at man bevarer ydmygheden og nysgerrigheden til at gøre det igen og igen – altid med fokus på, hvad journalistikkens opgave er. Den dag, man ikke kan det, skal man holde op med at være journalist, fik Marie Louise Toksvig at vide af sin kollega Niels Frederik Westberg, da hun var praktikant på Ekstra Bladet.

”Det er de to mest markante råd fra min ungdom, jeg kan huske, som har haft betydning for mig. Det handler ikke om mig, og hvis du er ligeglad, så kan du lige så godt lade være,” siger hun.

Nu deler hun selv sine egne råd og erfaringer med de kommende journalister.

Den lille gajolpakke af råd 

Vær oprigtigt interesseret

Det handler ikke om dig 

Du ved ikke en skid, før du har spurgt

Vær grundig og præcis 

Værn om din integritet

Stå ved det, og opfør dig ordentligt

Hvis du er ligeglad, så kan du lige så godt lade være