Livet gør ikke mere ondt på første semester

Livet gør ikke mere ondt på første semester

Opgaven om at interviewe en person, der har været udsat for noget hårdt har i mange år været en integreret del af journalistuddannelsen. Med den nye studieordning er den røget væk fra første semester. Uddannelseskoordinator Mette Mørk har allerede ændret i sine planer.

TEKST: Zakarias forsberg de los reyes, 23 år

Udgivet den 12. december 2024

Blandt de mange ting, der er omkalfatret ved den ny studieordning, kan nævnes, at Ejvind Hansens fag er rykket til tredje semester, at mediespecialiseringen med ét fag er nedlagt og indførslen af ‘klima’. Alt imens er noget gået under radaren. Første semester har tidligere skullet interviewe en sårbar kilde og snakke om, ‘når livet gør ondt’. Den opgave er fjernet fra deres semesterprojekt.

Ifølge lektor Mette Mørk blev opgaven, der primært bestod af en artikel, til en eksamen, da skolen begyndte med semesterprojektet. Hun siger, at opgaven var god, fordi den tester meget faglighed og de studerendes evne til at researche på et emne og deres kilder.

”Gør man det, kan man lave nogle historier, der rammer rigtig mange mennesker,” siger Mette Mørk.

”Et par stykker havde mødt nogle kilder med en svær historie og havde haft lidt svært ved at tackle dem.”

– Mette Mørk, lektor på DMJX

Hun forklarer eksamensopgavens afskaffelse med, at formaterne på første semester har ændret sig markant, og nyheder fylder meget mere.

”Når de nu har haft et nyhedsfokus og fokus på at perspektivere nyheder, så ville det ikke give mening at smide sådan en opgave indover,” siger hun.

I stedet for bliver man nu introduceret til de sårbare kilder på andet semester af journalistuddannelsen, når man skal have lyd og video. Imidlertid har Mette Mørk allerede måttet sande, at flere elever savnede viden om, hvordan man interviewer sårbare kilder.

Forandret nyhedsuge

Det nuværende første semester er de første studerende på skolen, som lever under den nye studieordning, og de var i sidste uge af november på nyhedsuge i en række byer, man i modsætning til tidligere årgange kan pendle til. Odder, Viby og Aarhus Nord, som åbenbart er blevet en by, var på kortet, og flere er kommet hjem og har givet udtryk for, de kunne være bedre rustet til at tage svære samtaler.

Mette Mørk gjorde sig herefter en refleksion, siger hun.

”Et par stykker havde mødt nogle kilder med en svær historie og havde haft lidt svært ved at tackle dem. Engang imellem ligger der en historie om for eksempel ensomhed, som viser sig at stikke enormt dybt. Der var nogen, der tænkte: ’Wow, hvordan gør jeg lige det her?”, siger Mette Mørk. Hun mener, de studerende skal vide noget om, hvordan man kontakter sårbare kilder allerede på første semester.

”Det er synd, hvis de ikke gør det, fordi de ikke tør,” siger Mette Mørk til Illustreret Bunker, dagen efter første semester fik feedback på deres nyhedsuge.

Derfor valgte Mette Mørk også, at eleverne allerede om mandagen skulle have et oplæg i at håndtere sårbare kilder, hvormed hun ændrede ganske lidt i den ny studieordning.

Revyen er fortid – endnu en forening kaster håndklædet i ringen

Revyen er fortid – endnu en forening kaster håndklædet i ringen

Revyen er fortid – endnu en forening kaster håndklædet i ringen

Revyen var en stor succes i foråret, men det er hårdt at holde foreninger kørende. Dette er historien om en forening, der kom, så, sejrede og forsvandt igen.

TEKST: EVA BOYE RASMUSSEN
FOTO: FELIX FONNEST

Udgivet den 12. december 2024

Stakladens store sal er proppet med mennesker. Der er helt mørkt, der hviskes og smågrines, og pludselig er der spotlight på scenen. Forestillingen går i gang, og de ellers snakkende mennesker fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole klapper ivrigt.

DMJX Revyen er genskabt, og opbakningen er stor – ikke kun blandt de studerende. Undervisere, studievejledere, IT-folk, ledelsen, og endda vores rektor, Julie Sommerlund, er til stede. Alle er samlet i Stakladen denne forårsaften og kan i flok grine af karakterer baseret på dem selv. Men trods den store opbakning blev Revyen nedlagt på sin sidste generalforsamling torsdag den 10. oktober 2024.

Hvordan gik revyen fra succes og klapsalver til ikke at eksistere længere? Det har vi spurgt fire af Revyens hovedpersoner om; Bjarke Hunderup Uhl Pedersen, Vanessa Kjær, Frederik Nees Hviid og Xenia Soenke Germundsson.

En forening fødes

Hvis vi spoler tiden helt tilbage til Revyens start, lander vi i efteråret 2023. Zakarias Forsberg de los Reyes og Vanessa Kjær får en god idé og beslutter sig for at genoprette en ældgammel forening, Revyen. Før de to venner får set sig om, er de godt i gang. De stifter en bestyrelse, søger midler og medlemmer, som vil være med til at skabe en forestilling – og de har vind i sejlene.

Først melder Bjarke Hunderup Uhl Pedersen sig ind.

”Jeg har lavet rigtig meget skuespil gennem mit liv, og jeg savnede det ret meget. Da tilbuddet om at blive en del af Revyen og lave skuespil igen kom, kunne jeg ikke andet end at sige ja,” siger Bjarke Hunderup Uhl Pedersen.

Frederik Nees Hviid melder sig også ind.

”Jeg meldte mig ind i foreningen, fordi mine to gode venner havde fået idéen om at genskabe DMJX Revyen. Jeg kom dog lidt sent ind i foreningen og kunne så også fungere som en form for lappeløsning og sørge for, at Revyen fik musik,” siger Frederik Nees Hviid.

Tiden spoles frem, og vi står nu midt i Foreningsbazaren på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole en kold februardag i starten af 2024. Revyen præsenterer sig selv og forsøger at hverve nye medlemmer, som vil være en del af deres kreative fællesskab – og det gav pote. En af dem, som meldte sig ind, er Xenia Soenke Germundsson.

”Det lød bare mega sjovt. Jeg har spillet skuespil og været med i musicals gennem hele mit liv, så jeg syntes, det ville være rart at fortsætte med det på mit nye studie,” siger Xenia Soenke Germundsson.

Og nu gik det for alvor hurtigt. Manuskriptet blev færdigt, skuespillerne øvede flere gange om ugen, og som udenforstående virkede det, som om medlemmerne af Revyen arbejdede i døgndrift op til premieren, som skulle foregå torsdag den 16. maj 2024.

Revyen er en realitet

Bjarke Hunderup Uhl Pedersen stråler – bogstavelig talt. Han står midt på scenen i Stakladen, og spotlightet rammer ham, så han bliver lyst op af sit funklende kostume. Han synger, svajer og drejer rundt, alt imens hele salen nærmest græder af grin over hans flotte parodi på skolens diskokugle.

Frederik Nees Hviid sørger for musikken gennem hele forestillingen, men han dukker også op flere gange som skuespiller, blandt andet i sin rolle som en bøv, der synger lidt perverse sange overfor underviseren Mette Mørk. Hun spilles af Sofie Bonde, som ender med at give op på ”bøv”.

Xenia Soenke Germundsson og Vanessa Kjær spottes også flere gange. Begge dygtige og veloplagte i alt, de foretager sig på scenen.

Der klappes, hujes og salen rejser sig op i samlet flok, mens holdet bag Revyen bukker. Revyen er genskabt og er en massiv succes.

Men det her er ikke kun en succeshistorie. For efter stor succes kommer den svære toer, og en forening er som bekendt svær at drive i de første år.

Revyens nye bestyrelse

Vi er fremme i efteråret 2024, og der er kun kommet to nye studerende fra 1. semester ind i foreningen, og de bærende kræfter fra 4. semester har ikke længere tid til at være primus motor, da praktiksøgningen i slutningen af oktober står for døren. Det betyder, at den nye formand, Xenia Soenke Germundsson fra 2. semester, samt Bjarke Hunderup Uhl Pedersen fra 3. semester står tilbage og spejder.

”Vi var syv-otte skuespillere tilbage fra foråret, og det er bare ikke nok til at holde foreningen kørende. Derudover havde vi ikke fået et eneste nyt medlem efter Foreningsbazaren i starten af semesteret. Vi begynder derfor at sende en masse mails ud, men der sker intet. Det resulterer i, at vi inviterer til ekstraordinær generalforsamling torsdag den 10. oktober 2024,” siger Bjarke Hunderup Uhl Pedersen.

Dagen oprinder, og stemningen er trykket. Der tales lidt i krogene, og ingen ved på nuværende tidspunkt, hvordan det skal gå med Revyen. Meget tyder på, at Revyen ikke vil overleve.

”Jeg ved godt, det ser sort ud, men jeg holder alligevel fast i et lille håb om, at Revyen består,” siger Bjarke Hunderup Uhl Pedersen.

Men selv om han holdt fast i håbet, var det ikke nok. De resterende medlemmer af Revyen vælger at lægge foreningen i graven, da der ikke er stor nok tilslutning.

”Personligt tror jeg, at folk meget gerne vil gå ud, have en sjov aften, grine af en meget sjov revy og så derefter feste videre. Jeg tror dog også, at rigtig mange er bange for at se dumme ud på deres studie, hvilket man jo ofte gør, når man står på en scene. Så det tror jeg, har afholdt rigtig mange folk fra at ville deltage, hvilket i sidste ende er dét, der har slået revyen ihjel. At de eneste der ville være med til at lave revy i år, var de samme som sidst,” siger Frederik Nees Hviid.

En lettelse

Flertallet fortæller efter Revyens død, at de er ærgerlige over, at Revyen måtte lægges i graven. Men den nyvalgte, nu tidligere, formand, Xenia Soenke Germundsson, er faktisk lettet.

”Jeg følte, jeg endelig kunne trække vejret igen. Jeg havde længe gået og følt, jeg ikke var god nok som formand, og at hele situationen var min skyld. Så da Revyen endegyldigt blev lagt i graven, kunne jeg endelig slippe tanken og komme tilbage på sporet af mit eget liv,” siger Xenia Soenke Germundsson.

Hun understreger dog, at hun selvfølgelig synes, det er meget trist, at foreningen er død, men at hun ikke selv kunne fortsætte i den hidtidige konstellation. Det skyldes, at hun egentlig bare gerne ville være med til at spille skuespil og ikke ønskede ansvaret, som hun endte med.

”Jeg føler ikke, at jeg blev valgt som formand. Jeg tog rollen, fordi der ikke var andre, der tog ansvaret på sig. Jeg ville så inderligt gerne have, at Revyen fortsatte, og jeg troede på, at jeg sammen med den nye bestyrelse kunne løfte opgaven og føre Revyen videre. Men sådan gik det desværre ikke,” siger Xenia Soenke Germundsson.

Både Vanessa Kjær og Frederik Nees Hviid ønskede også, at Revyen ville blive ført videre, men da de begge går på 4. semester, var de bevidste om, at det ikke var deres opgave længere.

”Det var svært at få en revy op at stå uden de nødvendige kræfter. Mange af os i bestyrelsen havde ikke tid til at lægge lige så mange kræfter i det som før blandt andet på grund af praktiksøgningen, og mange af os skal også videre fra skolen næste semester. Det er ærgerligt, at Revyen ikke længere findes, men omstændighederne har gjort, at foreningen måtte lægges i graven” siger Vanessa Kjær.

”Don’t cry because it’s over, smile because it happened.”

– Bjarke Hunderup Uhl Pedersen, tidligere medlem af Revyen

Et fællesskab, DMJX har brug for

Institutleder ved Institut for Journalistik, Henrik Berggren, er også meget ærgerlig over at høre, at Revyen er død.

”Jeg oplevede revyen som en åben aktivitet, hvor mange studerende var med til at skabe noget i fællesskab, og hvor der var stor opbakning også fra publikum. Den slags fællesskaber har vi brug for på skolen,” siger Henrik Berggren.

Men Henrik Berggren er om nogen også klar over, hvor hårdt det kan være at drive en forening, hvis ildsjælene forsvinder. Derfor kommer han også med nogle gode råd til nyopstartede foreninger, så der forhåbentlig ikke sker det samme for andre foreninger på skolen.

”Jeg vil anbefale at få samlet en gruppe studerende, der forpligter sig til at yde en indsats. Så det er klart, at der er forventninger til indsatsen, og at man er enige om, hvad der skal til. Og så ville jeg gøre meget ud af at sikre overgangen til den næste bestyrelse. Og ja, jeg ved godt, det er lettere sagt end gjort,” medgiver Henrik Berggren.

Revyen takker af

Og man kan sige, at han har ramt nerven. For hvorfor døde Revyen?

”Revyen er død, fordi opbakningen til foreningen er forsvundet. Der var ikke nok tilbage i vores forening, der kunne løfte opgaven, og for mig virkede det også, som om vi var mange i bestyrelsen, der ikke rigtig var engagerede. Så hvis vi havde fortsat, var det nok blevet halvhjertet, og så var revyen ikke blevet det, den skulle være,” siger Xenia Soenke Germundsson.

Revyen afholdt derfor auktion tirsdag den 19. november 2024, hvor foreningen igen blev samlet og solgte ud af deres rekvisitter. Alle skolens studerende var inviteret til auktion, men der dukkede kun fire studerende op, som ikke var en del af den afdøde forening. På trods af dette var stemningen god, og der blev grinet meget ifølge Frederik Nees Hviid.

Og til alle dem, der savner Revyen, vil Henrik Berggren gerne tilføje, at ledelsen sammen med DSR lige nu ser på gode input til, hvordan lignende aktiviteter kan blive skabt på skolen i fremtiden.

Men selv hvis det ikke sker i den nærmeste fremtid, oplevede de studerende alligevel Revyen i foråret 2024.

”Nu siger jeg noget, der er meget mor-agtigt, men jeg har det lidt sådan her: Don’t cry because it’s over, smile because it happened,” siger Bjarke Hunderup Uhl Pedersen.

84 procent af DMJX-studerende i Aarhus fryser i auditorierne. Nu skruer skolen op

84 procent af DMJX-studerende i Aarhus fryser i auditorierne. Nu skruer skolen op

84 procent af DMJX-studerende i Aarhus fryser i auditorierne. Nu skruer skolen op

En spørgeskemaundersøgelse foretaget af Illustreret Bunker viser, at 84 procent af de studerende på DMJX i Aarhus fryser i skolens auditorier. Alligevel har ingen kontaktet skolens ledelse om problemet. Efter en henvendelse fra Illustreret Bunker bliver temperaturen nu skruet op.

TEKST: NIELS FREDERIK LINDSTRØM SCHALDEMOSE
ILLUSTRATION: ANTON LARSEN

Udgivet den 12. december 2024

Har du nogensinde overvejet at tage din flyverdragt med til undervisning? I så fald er du ikke den eneste. 

Ifølge en ny spørgeskemaundersøgelse foretaget af Illustreret Bunker oplever 84 procent af undersøgelsens 91 respondenter fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i Aarhus, at det er koldt i skolens to auditorier.

”Der var en dag, hvor jeg havde tre lag tøj på, men jeg frøs stadig. Jeg tropper snart op i en flyverdragt, hvis det ikke bliver bedre, “ skriver en deltager i undersøgelsen.

Eksemplet er langt fra en enkeltstående oplevelse.

Næsten 50 procent af de adspurgte, der oplever, at det er for koldt, giver i undersøgelsen udtryk for, at det er ’hver gang eller næsten hver gang’, at de har undervisning, at temperaturen er for lav i et af de to auditorier.

Ifølge Liva Trier-Behr, der er journaliststuderende på første semester, påvirker kulden hendes koncentrationsevne, når hun har undervisning i et af auditorierne.

”Det kan godt være svært at koncentrere sig, hvis man sidder og fryser. Det gør, at tankerne er på temperaturen. Jeg har snakket med nogle af mine medstuderende om, at der er koldt i auditorierne, og vi er enige om, at vi lige skal huske en ekstra trøje, når vi skal være der,” fortæller hun. 

Denne opfattelse er Liva Trier-Behr ikke alene om. 

Over halvdelen af de adspurgte, der mener, auditorierne er for kolde, har også oplevet, at de lave temperaturer har påvirket deres koncentration og indlæringsevne i en negativ retning. 

Også Kristine Bojsen, journaliststuderende på første semester, tænker over temperaturen i auditorierne og tager sine forholdsregler for at undgå at fryse.

”Kulden gør, at jeg sætter mig højere op i auditoriet, fordi der er lidt varmere deroppe.

Det gør til gengæld, at det nogle gange kan være lidt sværere at følge med i undervisningen,” fortæller hun. 

”Det kan godt være svært at koncentrere sig, hvis man sidder og fryser.”

– Liva Trier-Behr, journaliststuderende på 1. semester, DMJX Aarhus

ppKonsekvenserne ved at fryse

At temperaturen i et lokale påvirker koncentrationsevnen, er ikke blot noget, Kristine Bojsen og Liva Trier Behr oplever.

Ifølge Dansk Center for Undervisningsmiljø er det vigtigt at skabe det bedst mulige indeklima på uddannelsesinstitutioner.

De lavede i 2021 en vejledning til, hvordan man opnår det bedst mulige indeklima og dermed de bedste forudsætninger for at lære. Vejledningen understreger, at et dårligt indeklima kan have konsekvenser for indlæringsevnen.

”Temperaturen har stor betydning for indeklimaet og dermed for elevers og studerendes velbefindende. Er temperaturen for høj, kan det give problemer som træthed, hovedpine, utilpashed og svigtende koncentration, mens for lave temperaturer fører til anspændthed og stivhed i kroppen,” står der blandt andet i vejledningen.

Ingen har kontaktet skolen

Trods den brede oplevelse af at småfryse i auditorierne er der ingen, der tidligere har henvendt sig til skolen med problemstillingen og deres oplevelse med undervisningen i de to auditorier. 

Kristine Bojsen og Liva Trier-Behr erkender begge, at de ikke har forsøgt at gøre DMJX opmærksom på problemet.

Liva Trier-Behr havde ikke forventet, at det ville blive taget alvorligt.

”Jeg har faktisk ikke overvejet at gå til skolen med problemet. Jeg havde nok ikke regnet med, at de ville gøre noget ved det,” fortæller hun. 

Kristine Bojsen frygtede, at det kun var hende selv, der oplevede at fryse i auditorierne.

”Jeg er ikke gået til skolen, fordi jeg altid fryser. Så jeg var bange for, at jeg selv har været problemet.”

Det ser dog ud til, at de kolde forelæsninger er ved at tø op.

Forandring på vej – temperaturen skrues op                           

Efter en henvendelse til skolens bygningsservice fra Illustreret Bunker viser det sig, at problemstillingen ikke er noget, de nogensinde er blevet gjort bekendt med før. 

Derimod reagerede bygningsservice prompte med meldingen om, at der ville blive skruet op til 23 grader i begge auditorier. 

Det er altså slut med at overveje flyverdragten inden undervisning i auditorierne.

Hos Kristine Bojsen er forandringen noget, der skaber stor glæde.

”Jeg synes, det lyder som en fremragende idé. Det ville i hvert fald gøre min dag meget bedre,” siger hun.

KaJ’s generalforsamling bestod af fadøl og knap så mange deltagere

KaJ’s generalforsamling bestod af fadøl og knap så mange deltagere

KaJ’s generalforsamling bestod af fadøl og knap så mange deltagere

I slutningen af oktober afholdt KaJ generalforsamling. Aftenen stod i demokratiets lys, da der både skulle stemmes om en kommende formand og en kasserer.

TEKST: NANNA BAUNBÆK
FOTO: ANDERS LINDSTRØM BERKER

Udgivet den 12. december 2024

”T

Den 25. oktober afholdt studenterorganisationen KaJ generalforsamling, som foregik i kantinen på DMJX.

De opmødte var ikke mange. Blandt dem kunne flere gengangere i foreningen spottes.

På trods af de få opmødte var stemningen god – måske det skyldtes de gratis fadøl og billige drinks.

Der var meget på programmet for dagens møde, der varede fem timer. Et væld af stillinger i bestyrelsen skulle besættes, alt fra formand til menigt medlem af bestyrelsen.

Afstemningen foregik uden kvaler, men der var dog ikke nok, der meldte sig til at udfylde pladserne.

Én formand, flere nye ansigter, en masse grin og tomme ølglas blev det til.

KaJ er vigtig for studenterdemokratiet, og deres beslutninger har indflydelse på de studerende på DMJX’ hverdag. Dog mødte der ikke mange op til deres generalforsamling i oktober.

Frede laver TikTok-nyheder: ”De mener, jeg ødelægger journalistikken og gør verden til et dårligere sted”

Frede laver TikTok-nyheder: ”De mener, jeg ødelægger journalistikken og gør verden til et dårligere sted”

Frede laver TikTok-nyheder: ”De mener, jeg ødelægger journalistikken og gør verden til et dårligere sted”

Måske kender du ham fra TikTok eller som ham, der i sommer var i en shitstorm på P1. Måske du har set ham i en beige t-shirt på DMJX, måske har du aldrig hørt om ham før. Journaliststuderende Frede Dyrnesli stillede sig for en måned siden kritisk over for traditionel journalistik, herunder Illustreret Bunker, på LinkedIn. Men Frede mener ikke, målet er at brænde broer. Det handler om at skabe noget nyt.­

TEKST: THEA MODIGH
GRAFIK: FREDE DYRNESLI

Det blege spotlys tændes og oplyser det lille rum. Mikrofonen virker, som den skal. Selv sidder han på kontorstolen med skærmen foran sig. Bag ham og det brune solide hår hænger et blåt gardin, der udgør hjemmestudiet. Fra skærmen ligner det et professionelt setup. Behind the scenes er det en lille studielejlighed, hvis blå gardiner gemmer soveværelset: en seng.

Det er på det her lille værelse, Frede Dyrnesli laver nyhedstrailere til sine 36.500 følgere i ”viruslandet TikTok,” som han kalder det.

Ekstremt bekymret

”Min mor, ja, altså min mor skal være ekstremt bekymret. Én gang om måneden ringer hun og spørger ’Skal jeg være bekymret?’ Og jeg siger ’Sandsynligvis’. Men det går godt. Og det er måske også min filosofi, at hvis du ikke laver noget, der gør din mor bekymret, så gør du ikke det rigtige. Så gør du det, hun forventer. Og det er ikke et liv, jeg har brug for,” siger han.

Frede Dyrnesli er 27 år gammel. Han går på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, men de fleste af hans timer bruger han på at lave TikToks.

Fra klokken seks om morgenen trækkes de blå gardiner frem, og så er der showtime, indtil skoledagen starter klokken ni. Efter fem timer dér går turen direkte mod træningscenteret til en aktiv time, og herefter foregår de næste seks timer i hjemmestudiet med forberedelsen af morgendagens TikToks.

På afveje fra det lille hjem

I byen Storvorde, tyve minutter uden for Aalborg, bor en lille Frede i en lille harmonisk familie. Her er husstandens motto, at den, der har det dårligst, skal have det bedst. Mor og far er begge skolelærere. Frede og storesøster skændes ikke. Alle har det godt.

Fredes kæbe falder derfor langt, da han støder på en dreng i indskolingen, hvis kår er durk modstridende med Fredes ophav. Han er vant til at slås med brødreflokken. Giver modstand. Presser Frede, som han aldrig har prøvet før. Og Frede er betaget. Frem for det lille trygge hjem kunne man søge grænser og definere sjov på en helt anden måde.

Tilbage på det lille TikTok-værelse i Aarhus sidder Frede og forbereder dagens vitaminpiller. De, som han mener, er dagens saglige element for de mange unge, der til hverdag binger korte dopaminfremkaldende videoer på TikTok. Vitaminpillen skal skabe dagens nuance i pestens land. Mellem dårlige dansevideoer og Andrew Tate-alliancer håber Frede at kunne engagere de unge. Eller han ved, at han engagerer de unge. Det skriver de til ham på mediet, siger han: At de aldrig havde interesseret sig for nyheder, før de begyndte at følge ham.

Problemet for Frede er, at det segment ikke har monopol på diskursen om ham. Der er en anden gruppe, der stiller sig kritisk over for Fredes vitaminpille.

”De mener, at jeg ødelægger journalistikken, at jeg giver et forvrænget syn på virkeligheden. At jeg kun gør verden til et dårligere sted.”

Rollespil eller spejder?

Frede mener ikke, han skal være de unges primære kilde til journalistik, men han håber og tror, at han kan være inspiration til at dykke længere ned i det etablerede nyhedssegment.

Frede føler, han har knækket koden til, hvad de etablerede medier ikke gør.

”De unge følger ikke med, de læser ikke avis, de har ikke abonnement på dagblade. Og hvad er en god historie, hvis ingen hører den?” Ifølge Frede er det, fordi medierne ikke lytter til, hvad de unge vil have. De vil have teasere og letlæselige godbidder. Han mener selv, at han laver noget nyt.

”Jeg har altid formået at få andre interesser end det, de andre har lavet,” siger han.

Sådan foregik det allerede på Fredes folkeskole i Storvorde. Frede går i 4.a. Han passer ikke ind. Halvdelen af klassen bruger tiden på computerspil og rollespil. Den anden halvdel går til spejder og bruger al tiden på outdoor.

Ingen af kasserne passer til Frede, men han finder hurtigt ud af, at det ikke er et problem. For han kan lave sit eget sjov. Han finder sine egne interesser. Det kan man sagtens! Op på cyklen, ned gennem byen. Lave noget ballade. Frede oplever, hvordan han slet ikke kan lade være, når han får en idé til noget sjovt. Det, han laver, minder hverken om rollespil eller spejder. Han finder to gæve venner, ser Jackass og forsøger at gøre noget à la det. Han har skabt en ny kasse mellem de to eksisterende, og dét er sjovt.

Mentaliteten har været det samme siden da. For ham er hovedmålet at sidde på plejehjemmet som 90-årig og tænke tilbage på den fede rejse og tænke: ’Fuck, du gjorde alt muligt spændende’.

”Så kan det godt ske, at kun to procent lykkedes, men fuck, de to procent var det hele værd. At have det sjovt mens jeg er her.”

Platformen er en legeplads

For Frede handler det om at kigge på det etablerede og tænke, hvordan man kan gøre det på sin egen måde.

Det er med den mentalitet, at Frede begynder at lave TikToks i 2023. Han studerer ikke og bruger hverdagen som lærervikar. Men han drømmer om at komme på DR Ultra og prøver at finde en måde at komme dertil. På arbejdspladsen hører han de unges sprog og kaster sig ud i at snakke det samme. Han forsøger at formidle journalistik på deres medie. Hans venner forstår ikke, hvad fanden han sidder og laver. Sender ham drillende beskeder. Men Frede har et mål. Han leger med mulighederne. Der er et nyt mål for at iværksætte noget sjovt – og børnene på skolen fortæller ham, at de synes, det er megafedt!

Selvom drømmen ændrer sig, og Frede begynder på Journalisthøjskolen, fortsætter legepladsmentaliteten for Frede. Det er dét, der driver ham. Han står op, optager nyheder, går i skole, tager hjem, finder formidling til næste dag. Han er en ung mand, der bare laver nogle hurtige nyhedsvideoer på TikTok. No big thing.

Indtil den 19. juni i 2024.

Et par dage før den 19. juni udsendte regeringen en opfordring til danskerne om at begynde at preppe, ligesom de gør i Sverige. Dette er særligt i tilfælde af hybridangreb eller krisesituationer. Regeringen opfordrede herunder til, at man skulle have remedier til mangel af vand, mad, teknologi samt have tabletter liggende i tilfælde af nukleare hændelser. En relevant nyhed at videreformidle til de unge på Fredes TikTok. Den sjove praksis, hvor man gør stort til småt i form af små nyhedstrailere, blev bare lettere brændbar, da Frede pludselig får formidlet, at der skal forberedes, fordi der kommer atomkrig.

Frede loggede af, var færdig med dagens arbejde og tænkte ikke længere over modtagelsen af dagens vitaminpille.

Før han dagen efter både blev kontaktet af P3, P1 morgen og DR Ultra. Videoen var gået viralt. For atomkrig lyder rigtig skidt i små ører, og det havde lagt BørneTelefonen ned.

Den, der har det dårligst, skal have det bedst

Da Frede står i P1 morgen den 19. juni 2024, og skal forsvare sin medvirken i at lægge BørneTelefonen ned, er det pludseligt ikke længere så sjovt.

”Jeg vil gerne tage ansvar for det. Det gør jeg jo også med P1. Jeg undskyldte jo i radioen. Jeg er fandme ked af, at det er gået galt den her gang. Det var ikke meningen. Undskyld til de forældre, der skal sidde og fortælle deres børn, at 3. verdenskrig starter,” siger han.

Frede har fortrudt, og han har lært, mener han. Han siger, at han har fundet ud af, at han har et ansvar. Nuancere ting til den rigtige side frem for at forenkle det til atomkrig. Som han gjorde i TikTok-videoen, der lagde BørneTelefonen ned. Nukleare udslip og atomkrig er langt fra hinanden. Pludselig mister vitaminpillen sin effekt, og det er netop ikke meningen. Frede vil gøre det bedre.

En ko i havet blandt svømmende delfiner

Frede står i fredagsbaren. Ud af det blå bliver han stoppet af en fremmed. Personen sviner ham til. Fortæller ham, at han laver noget lort og ødelægger branchen.

Frede slår sig på mediebranchen. Mediebrancen slår sig på Frede. Der bliver rynket bryn, når han deler ud af sine holdninger.

Som når han fire måneder efter P1-interviewet skriver på LinkedIn, at han har knækket koden til de unge, og at undervisningen på journalistuddannelsen slet ikke tilrettelægger den genre. Man skal gøre ligesom ham, mener Frede, for den traditionelle journalistik er forældet, og den møder ikke de unge – den mister dem. Det gælder også Illustreret Bunker.

De udtalelser gav bagslag, særligt grundet den måde, han selv fører journalistik på. Herunder Fredes mangel på kildehenvisninger, og at han tager fra den journalistik, hvis formidling han er kritisk overfor.

Frede mener, at han har taget den kritik til sig, og er nu begyndt at kildehenvise.

”Jeg vil gerne lytte. Det er ikke, fordi jeg er stædig og bare står fast i min holdning. Jeg tror meget på dialog, og jeg tror også meget på, at vi bliver klogere sammen. Men jeg tror også, at de etablerede medier er så idealistisk smurt ind i noget, at de ikke kan se virkeligheden,” siger han.

Frede mener, at folk er velkomne til at være uenige med ham. Drivkraften for Frede er at få en god idé og følge den. Han foretrækker at være uvenskaberne foruden. Men han ser dog stadig sig selv som den svømmende ko blandt delfinerne.

Udgivet den 12. december 2024
Praktikræset handler ikke kun om dig – medierne er også spændte

Praktikræset handler ikke kun om dig – medierne er også spændte

Praktikræset handler ikke kun om dig – medierne er også spændte

Praktikprocessen fylder meget for journaliststuderende, men det er sjældent, man hører om mediernes forberedelse op til praktikmatch. Derfor har vi spurgt tre medier, der søger praktikanter i denne runde, om deres oplevelse af processen.

TEKST: OSKAR VESTERGAARD KLAUSEN
ILLUSTRATION: SIGRID CONRADSEN NIELSEN

Udgivet den 10. oktober 2024

Er du nervøs for de sagnomspundne praktiksamtaler? Nervøs for at kløjes i ordene eller virke fjoget, når det sidste stik skal sættes ind for at lande drømmepraktikpladsen? Det er du helt sikkert ikke alene om.

Om du går på første semester eller skal til at skrive praktikansøgning nu, så har du helt sikkert allerede gjort dig tanker om, hvor du gerne vil i praktik – eller om du overhovedet får en plads.

I stedet for den sædvanlige vinkel, hvor vi spørger de studerende, hvad de er nervøse for, og hvad de gør for at være bedst forberedt til ansøgningsprocessen, har vi valgt at vende blikket mod den anden ende af praktikbordet. For hvordan oplever medierne ansøgningsprocessen og samtalerne, der for de fleste journaliststuderende er altafgørende?

Masser af studerende, men ingen ansøgere

Forestil dig, at du får at vide, at der mangler 70 praktikpladser, men alligevel ryger der ikke én ansøgning din vej. Det var den situation, Dagbladet Ringkøbing-Skjern stod i, da de i første praktikrunde i foråret ikke modtog en eneste ansøgning.

“Når man får at vide, at der ikke er pladser nok, og en del studerende bliver nødt til at tage orlov, så er det lidt besk, når man faktisk sidder og har pladser, men ingen ansøgere til at starte med,” siger Gudrun Pedersen, chefredaktør for Dagbladet Ringkøbing-Skjern, der har ansvaret for at ansætte praktikanter og vil være til stede på praktikmessen i efteråret.

For selvom det for de fleste journaliststuderende er en selvfølge, at alle praktiksteder finder praktikanter, er det stadig svært for nogle af de lokale aviser og andre små praktiksteder at tiltrække de studerende. Dette kom også til udtryk i foråret sidste år, hvor hverken Herning Folkeblad, Ringkøbing-Skjern Kommune og Gigtforeningen ikke fik nogen ansøgere i første runde. Gudrun Pedersen mener, at en af grundene til dette kan være, at en del journaliststuderende måske er lidt provins-forskrækkede og foretrækker de store byer.

Den vestjyske avis har for tiden begge sine praktikstillinger besat, men har tidligere oplevet ikke at få ansøgninger, heller ikke i anden runde. Runderne uden ansøgere har også sat tanker i gang om, hvorvidt det var tiden værd at ansætte praktikanter, da der er en del arbejde i det. Men de bliver alligevel ved:

”Vi ser det lidt som en forpligtigelse at uddanne nye generationer af journalister, og det vil vi gerne være med til,” siger Gudrun Pedersen.

At det har været svært for dagbladet at få ansøgere, er dog ikke ensbetydende med, at de synes, det er synd for dem. De fokuserer i stedet på, at det er vigtigt at komme ud til de studerende og fortælle, hvorfor de også er et godt sted. At det nok bare er et vilkår, at færre vil vælge dem, fordi de geografisk er placeret der, hvor de er.

“Det er vigtigt for os at få skrevet et godt opslag, der viser, hvad vi kan. For vi mener, vi er en god uddannelsesplads,” siger hun.

I anden runde af praktiksøgningen i foråret fik avisen ansat en praktikant, og de håber at kunne finde et godt match igen her til efteråret.

Aarhus er et trækplaster

Mens Dagbladet Ringkøbing-Skjern kæmper med at tiltrække ansøgere, ser det noget anderledes ud for Aarhus Stiftstidende. Den aarhusianske lokalavis får ofte tocifrede antal ansøgere til deres to praktikpladser. Og at de er eftertragtede, er også noget, de selv er klar over.

“Vi ved godt, hvorfor vi altid får en del ansøgere. Det er, fordi vi ligger i Aarhus. De studerende vil hellere blive i Aarhus, det er bare nemmere end at flytte til Ringkøbing eller Tønder,” siger redaktionschef Thomas Nielsen-Grøn, der har det overordnede ansvar for at ansætte praktikanter til avisen.

Arbejdsfordelingen er klar hos Stiften. Praktikantvejlederne tager sig af den fysiske repræsentation af avisen, og derefter er det et samarbejde mellem vejlederne og Thomas Nielsen-Grøn.

”De er nede for at præsentere os. Vise, hvem vi er og sørge for, at vi ser attraktive ud for ansøgere. Når ansøgningerne er kommet, så læser praktikvejlederne og jeg dem igennem, og så kommer vi hver med en bruttoliste,” siger Thomas Nielsen-Grøn.

Efter praktikmessen går processen ind i anden del. Ansøgningerne granskes endnu en gang igennem, og praktikantvejlederne går i tænkeboks for at finde frem til, hvem der passer bedst ind på redaktionen. Derefter indkaldes de kandidater, de synes, ser mest interessante ud, til samtale. Og det er især samtalerne, der er vigtige for Thomas Nielsen-Grøn.

”Hvilket indtryk giver de os? Det er det vigtigste. Jeg går sådan set ikke så meget op i, hvordan de har formuleret deres ansøgning, så længe den bare er i orden. Men det plejer den at være, når de har haft så lang tid til at forberede den. Så samtalerne er der, hvor vi virkelig kan vurdere, om vi kan se dem hos os,” siger han.

Og efter samtalerne er det ellers bare Stiftens opgave at blive enige og finde det gode match.

Praktikanterne spiller en vigtig rolle

Et andet praktiksted, der ofte er rift om, er Ekstra Bladet. Tabloidmediet modtog sidste år 36 ansøgere til seks praktikpladser. Og den store popularitet betyder også, at der ligger meget arbejde hos de to praktikantvejledere for at finde frem til de studerende, de gerne vil ansætte på avisen.

Det er nemlig vigtigt at få de helt rigtige praktikanter hos Ekstra Bladet, da deres praktikanter udgør en stor del af deres redaktion. Her er der nemlig ansat 16 praktikanter ud af i alt omkring 100 redaktionelle medarbejdere. Til praktikmessen er Ekstra Bladet repræsenteret ved deres to praktikvejledere, Emma Busk og Jakob Hansen, deres praktikchef Camilla Boraghi samt to nuværende praktikanter. De to praktikanter er med for at kunne fortælle, hvordan de oplever, det er, at være praktikant på Ekstra Bladet.

Efter praktikmessen går de to praktikantvejledere alle ansøgningerne igennem og udvælger dem, som de synes, ser spændende ud. Men det er ikke ansøgningerne, der har det store at sige i udvælgelsesprocessen,

Og derfor kalder de også mange ansøgere til samtale.

”Selvfølgelig er det vigtigt, at man skriver en god ansøgning, det kigger vi jo også på. Men for os er det i høj grad samtalen, der betyder noget, og det er der, vi i sidste ende lægger os fast på, hvem vi vil have,” siger Emma Busk, som er en af praktikantvejlederne.

Da det netop er samtalen, de lægger mest vægt på, er det også vigtigt for Emma Busk, at det skal være en god oplevelse for de studerende at komme til samtale.

“Vi forsøger at gøre processen så rar og spiselig som overhovedet mulig for dem, der søger, og vi prøver at tage noget af stressen og nervøsiteten ud af samtalerne,” siger hun.

Og måden Emma Busk gør det på, er at lægge præmissen for samtalen klar fra start:

”Det her er en samtale og ikke et krydsforhør, hvor man kan svare rigtigt eller forkert. Vi er her for at lære dig at kende og få en fornemmelse af, hvem du er som person,” siger Emma Busk.

Forskellige afsæt, men samme mål

Trods deres forskellige udgangspunkter i mediebilledet har Dagbladet Ringkøbing-Skjern, Aarhus Stiftstidende og Ekstra Bladet alle det fællestræk, at de bruger meget tid på praktikprocessen, og de vil gøre alt for at blive ved med at have praktikanter.

For praktikanter er en stor del af deres redaktioner på hver deres måde og en gensidig investering, som både mediehusene og de studerende får noget ud af.

Det er altså ikke kun os studerende, der bruger dage, uger og til tider måneder på processen – det gør medierne også.

Til den kommende praktikrunde søger Dagbladet Ringkøbing-Skjern én praktikant, Aarhus Stiftstidende søger to praktikanter, og Ekstra Bladet søger tre.