Kan nytænkning af optagelsesprøven og forskningsprojekt løse skolens diversitetsproblem?

Kan nytænkning af optagelsesprøven og forskningsprojekt løse skolens diversitetsproblem?

Kan nytænkning af optagelsesprøven og forskningsprojekt løse skolens diversitetsproblem?

Danmarks- Medie og Journalisthøjskole afspejler ikke samfundets kulturelle mangfoldighed. Dette er et problem, som ledelsen ønsker at komme til livs med forskning og nytænkning af optagelsesprøven: Men hvordan skaber man diversitet, når man stadig ikke ved, hvordan man tiltrækker folk med en anden etnisk baggrund end dansk?

TEKST: Signe Thomsen
ILLUSTRATION: Nikoline Ryttergaard

Udgivet den 24. marts 2022

Allerede tilbage i december 2020 anerkendte ledelsen på DMJX, at manglende diversitet er et kendt problem på skolen. Derfor søgte skolen midler til et forskningsprojekt, som skulle finde en årsag og en løsning på diversitetsproblemet. Dette forklarede Henrik Berggren, uddannelseschef for journalistuddannelsen, i en artikel til Illustreret Bunker.

Læs artiklen her: “Manglende diversitet udfordrer ikke kun mediebranchen, men også skolen”

Henrik Berggren anerkender i dag, at skolen adresserede problemet for sent. 

”Vi burde have været i gang med det noget før. Måske for ti år siden. Men der er bare ikke noget quickfix. Vi havde måske troet, at problemet havde løst sig over tid, men det er bare ikke sket,” siger han. 

 

“Ingen ved, hvor problemet ligger”

Diversitetsproblemet er et komplekst problem, og selvom skolen tilsyneladende arbejder for at komme problematikken til livs, er det svært at se resultaterne. Ledelsen håber, at forskningsprojektet kan afklare problemet og finde en løsning. 

”Hele ledelsen tager problemet alvorligt. Vi gør ikke bare noget for at lade som om, vi gør noget, men ingen ved rent faktisk, hvor problemet ligger,” siger uddannelseschefen.

Hvis forskningsprojektet går planmæssigt, er det færdigt i løbet af i år. Udvalget, bestående af undervisere Mette Stentoft og Mette Mørk, arbejder med litteraturinterviews, spørgeskemaundersøgelser, samt kvantitative interviews med nuværende studerende og repræsentanter fra miljøer, som er underrepræsenterede. Derudover har de et kritisk blik på skolens kommunikation.

Henrik Berggren uddyber, at der ikke er nogen konkrete mål for projektet. Man må ikke registrere etnicitet, så forskningsprojektet skal også gerne hjælpe til at definere succeskriterierne for en forbedret diversitet. 

Ifølge ham er det også en udfordring, at finde undervisere som har tid til at prioritere det. 

”Vi har jo nok at lave,” siger Henrik Berggren. 

”DMJX i Aarhus er en stor ‘Find Holger’-bog, og jeg føler mig som Holger.”

– Milad Amiri, studerende på DMJX

Nytænkning af optagelsesprøven

Det er især et fokus på forskellige etniciteter og socioøkonomiske baggrunde, som skolen arbejder ud fra. Noget af det, skolen helt konkret har gjort, er at revurdere journalisternes optagelsesprøve. Henrik Berggren håber, at tiltaget viser resultater. 

I den kommende optagelsesprøve vil man derfor opleve, at der er lavet væsentlige ændringer. Spørgsmålene er formuleret anderledes rent sprogligt. Der har været mere fokus på, at emner og materialer ikke favoriserer folk med en bestemt kulturel og uddannelsesmæssig baggrund. 

Lektor på DMJX Solveig Schmidt, som står for optagelsesprøven, kan ikke sige noget konkret om ændringerne, før prøven er afviklet. Generelt har prøven dog sat større fokus på processer og sammenhænge. Uddannelseschefen kommer med et eksempel. 

”Vi vil blandt andet hellere have studerende, som forstår kompleksiteten af krigen i Ukraine, fremfor at de ved, hvad landets præsident hedder,” siger Henrik Berggren.

 

Find Holger

Skolen har også planer om at gøre en indsats på markedsføringsfronten. Blandt andet ved at komme ud på gymnasier og kommunikere til de unge, at etniske minoriteter er eftertragtede. 

Det er et et tiltag, som Lotte Rosdahl, udvikler af metoden inkluderende journalistik, tog initiativ til for et år siden. Hun bifalder, at der bliver gjort en indsats for at tilgodese forskellige kulturer og baggrunde. Hun påpeger samtidig, at skolen og mediebranchen har sovet i timen.

”Virkeligheden banker på døren,” siger Lotte Rosdahl. 

Hun uddyber, at det er problematisk, når det primært er middelklassens unge, som går på DMJX. Det bliver dermed middelklassens børn, som ender på de store redaktioner. Dette skaber kollektive blinde vinkler, hvor fordomme bliver reproduceret. Man rapporterer fra de samme perspektiver, ringer til de samme kilder osv.

Milad Amiri, studerende på DMJX, deler også bekymringen for manglende etnisk diversitet på skolen og generelle journalistiske forbilleder i mediebranchen. Han fortæller, at han var i tvivl, om det var den rette uddannelsesinstitution, fordi det er svært at finde nogen, at spejle sig i.

”DMJX i Århus er en stor ‘Find Holger’-bog, og jeg føler mig som Holger” siger han.

På DMJX er whistleblowerordningen kun for de ansatte

På DMJX er whistleblowerordningen kun for de ansatte

På DMJX er whistleblowerordningen kun for de ansatte

Studenterorganisationen KaJ har foreslået ændringer til kodekset for god adfærd, men en whistleblowerordning er ikke på vej. På Syddansk Universitet kan journaliststuderende benytte whistleblowerordningen, men på DMJX gælder ordningen fortsat kun de ansatte. 

TEKST: Freja bundvad & Amalie Thorlund Jepsen
Illustration: Katrine å. edvardsen

Udgivet den 24. marts 2022

Som studerende kan vi læse om vores rettigheder i skolens kodeks for god adfærd. Du har med sikkerhed scrollet forbi det en enkelt gang eller to, når du er logget på Itslearning. Det ligger ude til højre, under reklamen for bibliotekets hjemmeside og linket til Lars Nellemanns explainer om brandøvelse. 

I kølvandet på Danmarks seneste MeToo-bølge fik kodekset vokseværk og blev udstyret med en handlingsplan for, hvordan skolen skal håndterer krænkelsessager. Det er denne plan, KaJ nu vil have opdateret. De vil sikre, at man som krænket part kan tage en bisidder med til alle samtaler med skolen, og at man kan erklære inhabilitet til de ansatte, der håndterer sagen.

Men hvorfor ikke gå hele vejen og etablere en whistleblowerordning, som vi studerende kan benytte os af? 

Juridiske problemer

Hvis en af dine medstuderende har været ude for noget ubehageligt, kan du ikke gøre andet end at støtte personen og opfordre dem til at gå til skolen. Det er nemlig ikke muligt at klage på vegne af andre, da den krænkede part selv skal stå frem og kontakte en af skolens medarbejdere. En måde at gøre skolen opmærksom på et problem anonymt kunne være at lave en whistleblowerordning for studerende.

I slutningen af sidste år var der deadline for, at landets uddannelsesinstitutioner skulle indføre en whistleblowerordning for alle ansatte. På Syddansk Universitet tog man skridtet længere. Her kan de journaliststuderende benytte uddannelsens whistleblowerordning til at klage anonymt. Dertil har KaJ afdelingen i Odense en anonym digital brevkasse. På DMJX er whistleblowerordningen fortsat kun for de ansatte. 

”De ansatte har en whistleblowerordning, og det ville give mening at lave en lignende ordning for studerende. Men juridisk kan man ikke anklage nogen på baggrund af anonyme henvendelser,” siger Emilie Skovkær Madsen, bestyrelsesmedlem i KaJ. 

Årsagen til, at skolens ansatte kan have en ordning uden juridiske problemer, findes dybt nede i nogle kontraktuelle forhold. Medarbejdersager bliver behandlet i et helt andet system, og ansatte har andre rettigheder, end vi har som studerende.

 “Den største hindring er, at området er nyt farvand. Vi vil sikre os, at hvis vi åbner op for de studerende, så skal det gøres ordentligt”,

 Trine Lundgaard, HR-konsulent på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole

Nyt farvand

Trine Lundgaard, HR-konsulent ved DMJX, er ansvarlig for de ansattes whistleblowerordning. Hun vurderer, at skolen i det kommende år vil beslutte, hvorvidt ordningen skal udvides til de studerende. Dertil oplyser hun, at skolen vil række ud til Syddansk Universitet for at høre deres erfaringer med at udvide whistleblowerordningen til de studerende.

“Den største hindring er, at området er nyt farvand. Vi vil sikre os, at hvis vi åbner op for de studerende, så skal det gøres ordentligt”, siger Trine Lundgaard.

Hun uddyber, at det ville være ærgerligt at åbne op for en ordning, hvis den ikke fungerer optimalt. Eleverne bør ikke opleve, at der ikke bliver handlet på deres indberetninger. Dette kan dog være svært, hvis skolen ikke kan gå i dialog med den anonyme indberetter omkring klagen.

Det fremgår ikke af skolens kodeks, hvorvidt man er sikret anonymitet i den nuværende klageprocess. Dette skyldes, at selvom man på papiret er anonym, har den anklagede ret til at blive forelagt klagen. Her vil vedkommende måske kunne regne ud, hvem klageren er. Dette kommer an på sagens natur. Skolen understreger dog, at anonymitet prioriteres højt. 

“Skolen vil strække sig, så langt det overhovedet er muligt, for at opretholde den ønskede anonymitet,” siger Trine Lundgaard. 

Ven under armen

I næste måned mødes ledelsen for at revurdere kodekset. Her har KaJ foreslået, at en krænket part altid skal kunne vælge at have en bisidder af eget valg med til alle samtaler, hvor sagen drøftes. Hvis du har været udsat for noget ubehageligt på skolen, kan du altså få lov til at tage en ven, kæreste, forælder eller repræsentant fra fagforeningen med, lyder forslaget fra KaJ.

Den krænkede skal også have mulighed for at erklære inhabilitet til dem, der behandler sagen. Hvis du som studerende ikke har tillid til den studievejleder, HR-medarbejder eller repræsentant fra ledelsen, der skal behandle din sag, kan du bede om at få et andet ‘hold’ på sagen.

”Det er vigtigt, hvis man står i en situation, hvor man for eksempel er blevet krænket af en underviser. Mange af skolens medarbejdere har et nært forhold indbyrdes,” siger Emilie Skovkær Madsen, bestyrelsesmedlem i KaJ. 

Hun uddyber, at man derfor som krænket part skal have mulighed for at have indflydelse på, hvem der involveres i sagen, så det kan foregå så upartisk som muligt.

Mere overskuelig klageprocess

På nuværende tidspunkt står der i kodekset, at skolen vil behandle krænkelsessager efter principperne fortrolighed, respekt for privatliv, objektivitet og inddragelse af begge parter. 

Fortroligheden indebærer, at det er kun personer, der har saglig grund til at kende sagen, der kan få oplysninger om den. Desuden har den person, henvendelsen rettes imod, ret til at komme til orde og forholde sig til beskyldninger. De involverede parter har begge ret til støtte, og sagen bliver behandlet af studievejledningen og eventuelt HR. I sidste ende er det rektor, der agerer dommer, og bestemmer hvilke konsekvenser, den krænkende handling skal medføre. 

”Vi har kigget på hvordan det kan gøres så overskueligt som muligt at gå til skolen, hvis man er blevet krænket. Det er vigtigt, at man på forhånd kan sætte sig ind i, hvad der kommer til at foregå, hvis man skal igennem en sådan proces,” siger Markus Valentin Jakobsen, afgående formand for KaJ. 

KaJ mener, at den krænkede part selv skal have mere indflydelse på skolens behandling af sagen. Ændringerne skal også være med til at skabe endnu mere gennemsigtighed, så både skolen og studerende kan finde en helt klar handlingsplan for håndtering af krænkelsessager.

Bestyrelsen og ledelsen bakker op 

Bestyrelsesformand for DMJX, Lea Korsgaard, vil ikke udtale sig om de enkelte ændringsforslag, da de endnu ikke er vedtaget, men understreger, at hun bakker op om engagementet. Hun har heller ingen kommentarer til indførelsen af en eventuel whistleblowerordning. 

”Jeg synes, at initiativet til at præcisere kodekset er både vigtigt og positivt. Jeg noterer mig med stor glæde, at I som studerende går op i det og hjælper til med at gøre det endnu bedre,” siger hun.

Ændringerne skal godkendes af skolens samarbejdsudvalg (SAMU), før kodekset kan blive opdateret. Udvalgets næste møde finder sted til april, men umiddelbart er der positiv stemning fra ledelsens side for at acceptere ændringerne.  

”Vi blev mødt af den nuværende rektor Jens Grund, der virkelig bakker op om de studerende og som vil gå meget langt for at slippe af med krænkende adfærd,” siger Emilie Skovkær Madsen. 

 

Joans guide til krænkelser

 

Af Joan Husted

 

Er du faret vild i retningslinjer og håndteringer? Vores studievejleder Joan Husted har lavet en supplerende guide til, hvad du skal gøre, hvis du har oplevet noget grænseoverskridende på skolen:

Hvad gør du, hvis du oplever krænkende adfærd:

 

 Del det. Uanset om det er dig selv eller en medstuderende, der er blevet krænket, vil jeg til hver en tid anbefale, at du deler din oplevelse. Følg skoles kodeks om at tage fat i enten din praktikkoordinator, en af os studievejledere eller en underviser, du har tillid til. 

Hvis du i første omgang ikke kan overskue det, så snak med en du er fortrolig med  –  fra din familie, en ven eller anden, der har din tillid.

Hvorfor:

Har man været udsat for noget grænseoverskridende, kan det være svært at vurdere, hvilke handlemuligheder der er. Det er min erfaring, at det derfor gør en stor forskel at forklare sig til en anden og få vendt, hvad der egentlig er sket og ikke mindst, hvad det næste skridt skal være.

Mennesker, der har været udsat for seksuelle krænkelser, oplever ofte, at de mister deres egen dømmekraft og kan blive ramt af både skyld, skam og ensomhedsfølelse. Det vigtigste råd er derfor, at man aldrig skal bære rundt på det selv.

 

Blandt marmor og nodehæfter finder du DMJX’ nye rektor

Blandt marmor og nodehæfter finder du DMJX’ nye rektor

Blandt marmor og nodehæfter finder du DMJX’ nye rektor

Julie Sommerlund bliver fra den 1. april ny rektor for DMJX i både Emdrup og Aarhus. Meget af tiden vil blive brugt foran skrivebordet med tastelyde, men når hun en gang om ugen skal koble fra, er det derimod kortonerne, der fylder.

TEKST: Mie Juhl Lorensen
FOTO: Anton Schack

Udgivet den 24. marts 2022

Efter to år med sikker afstand i Trinitatis Kirke i København Centrum kan koret nu endelig stå skulder ved skulder og synge for lungernes fulde kraft. Gemt væk bag Rundetårn og nogle lettere tillukkede glaspartier ligger sognehuset. Her venter summende stemmer på, at klokken bliver 19, så onsdagens kortime kan begynde. En af stemmerne er Julie Sommerlunds, DMJX’ nye rektor.

Lyt til kammerkoret Trinitatis Kantori, hvor Julie Sommerlund synger.

En musikalsk opvækst

52-årige Julie Sommerlund er ikke særlig høj Håret er kortklippet og smilet stort. Med selvsikre skridt træder hun ad bagvejen ind i Trinitatis Kirke, som hun efterhånden kender godt. Først passeres et gennemgangskontor med en buet trædør, før hun ender i kirkens storslåede midte. Blandt marmor, kristne statuer og lysekroner føler Julie sig hjemme. Og det på trods af, at hun ikke betegner sig selv som særlig religiøs.

”Jeg har sunget og spillet klaver hele min barndom og ungdom. Min far er musiklærer, og jeg har gået på Sankt Annæ, så kor og sang er en stor del af mig og mit liv.”

Julie har sunget, siden hun som 8-årig startede til kor på Sankt Annæ Gymnasium i København. Den eneste pause, hun har haft fra sangen, var da begge hendes børn var små, og hun selv var midt i 30’erne. Her drønede karrierelivet derudaf, og der var ikke tid til musikken.

Men at holde sig helt fra musikken, kunne Julie ikke. Hun har i over ti år været en del af kammerkoret Trinitatis Kantori. Her er hun omgivet af alle slags mennesker. Høj som lav, ung som gammel. Nogle har hun endda sunget med helt siden korbegyndelsen som 8-årig. Studerende, dyrlæger, præster og kirurger er at finde i koret. Og nu også en kommende rektor for DMJX.

 

Selvsikkerhed i stemmen

Klokken er næsten 19, og Julie bevæger sig med små, hastige skridt de få meter fra kirken hen til sognehuset. Her stiller hun sig foran koret med en meddelelse.

”Som nogle af jer nok ved, har jeg fået nyt arbejde”. Beskeden bliver afbrudt af hujende stemmer og klapsalver rundt om i lokalet. Der bliver nikket anerkendende, og der hersker ingen tvivl om, at det for Julie ikke er uvant at stille sig op foran andre mennesker og tage ordet.

Julie Sommerlund har i sit arbejdsliv stået med en del ledelse og ansvar. Når hun selv skal beskrive sit arbejdsliv, er det med ordene ”en ret mærkelig fagbredde”. På DMJX er der både ledelsesfag, visuelle fag og kommunikationsfag, hvilket alt sammen er noget, Julie tidligere har snuset til. Hun er ikke uddannet journalist, men har på RUC haft ansvaret for en journalistuddannelse, der på flere punkter minder om uddannelsen i Aarhus. DMJX er derfor et uddannelsessted, som Julie føler, at hun kan spejle sig i og derfor også et arbejde, hun ser meget frem til at give sig i kast med. 

”Det her med at arbejde med folk, der skal ud i mediebranchen, der kun bliver vigtigere. At jeg kan være med til at forme, hvordan journalister kan forme andre folks opfattelse af, hvordan de forstår verden. Det er helt unikt.”

”I mit hverdagsliv skal jeg ofte have meninger og sige noget om alting. Pludselig er jeg i en situation, hvor jeg ikke skal sige noget. Jeg skal bare synge.”

Rank ryg og ingen rod

Koret går i gang med de indledende stemmeøvelser. Skuldrene skubbes tilbage i hurtige, men kontrollerede bevægelser. Mens stemmebåndene varmes op, fyldes lokalet med mærkelige lyde. Længst henne ved vinduet står dirigenten Søren Christian. Ved siden af ham står et sort flygel med en rodet bunke nodehæfter på toppen.

Førhen stod der også et flygel hos Julie og manden Peter. Det har tidligere tilhørt Julies gamle klaverlærer. Pladsen blev dog for trang, da parret flyttede fra Vesterbro og tilbage til Julies barndomshjem i Valby. Her bor de i dag i et rækkehus og dyrker forstadslivet. Det eneste, der lige nu mangler, er et lille elektrisk klaver, der kan erstatte det gamle flygel.

Julie beskriver sig selv og manden Peter som modsætninger. De er i hvert fald enige om, at Julie går meget op i, at ting er velplanlagte og ordentlige. Det bliver hun nødt til i arbejdet med uddannelser, hvor planlægningshorisonten tælles i år. Peter arbejder derimod i en lidt mere rodet filmbranche, hvor planlægningen kan foregå fra dag til dag.

Disciplinen hos Julie ses også i koret. Her står hun med rank ryg, brystet skudt lettere frem, og fødderne solidt plantet i jorden. Den ene hånd placeres naturligt på venstre lår, mens den anden i udstrakt arm holder nodehæftet. Brystkassen fyldes undervejs med luft, mens øjenbrynene let hæves og panden rynkes i små folder i de højere toner.

 

Når musikken spiller

I arbejdslivet er det på ingen måde uvant for Julie at stå med de store beslutninger og agere i en lederposition. Hun går forrest. I koret skiller hun sig derimod på ingen måde ud. Koret blendes sammen til en masse, der vajer let i takt fra side til side, og det er dirigenten Søren Christian, der tager styringen. Han bestemmer alt lige fra den enkeltes plads i koret til sangvalg og de tekniske småting som fraseringer. For Julie er det befriende med en pause.

”I mit hverdagsliv skal jeg ofte have meninger og sige noget om alting. Pludselig er jeg i en situation, hvor jeg ikke skal sige noget. Jeg skal bare synge.”

Indimellem kan koret synge en smule skævt fra hinanden, og så stopper dirigenten dem også uden tøven. Søren Christian kommer med rettelser, og de begynder på ny. Denne gang får de et ekstra anerkendende nik med på vejen. Julie beskriver følelsen, når alt lykkes i koret, som helt fantastisk. Der er pludselig tale om, at en gruppe menneskers harmonier bliver til et stykke musik.

”Som korsanger bliver du gemt væk, når det er sådan rigtig godt. Hvis du kan høre mig synge, har vi et problem. Hele pointen er, at jeg skal synge, men man skal ikke kun kunne høre mig. Det er netop dér, klangen opstår.”

 

”At jeg kan være med til at forme, hvordan journalister kan forme andre folks opfattelse af, hvordan de forstår verden. Det er helt unikt.”

– Julie Sommerlund, DMJX’ kommende rektor

At spille efter spillereglerne

I sognehusets halvcirkel er alle øjne rettet mod dirigenten. Det samme bliver DMJX’ opmærksomhed, når Julie Sommerlund inden længe tiltræder som rektor. Hun kommer direkte fra RUC, hvor hun har været dekan for humaniora og leder af institut for kommunikation og humanistisk videnskab. De studerende fra RUC og DMJX jagter i fremtiden nogle af de samme praktik- og arbejdspladser. Og den interne konkurrence er derfor også noget, som Julie kender til.

”Det ville være dumt at lade som om, vi ikke er konkurrenter. Men vi er også samarbejdspartnere og kan gøre mange gode ting for hinanden. Begge steder uddanner en bestemt type mennesker, og det synes jeg i stedet, vi skal dyrke.”

Julie er i sin ledelsesstil hen over årene blevet mere bevidst om, hvad der fungerer, og hvad der ikke gør. Det er særligt vigtigt for hende, at der er tydelige spilleregler på arbejdspladsen. Og så er fairness noget, hun går enormt meget op i. Spillereglerne skal være ens for alle.

I den første periode på DMJX vil Julie især lytte meget på kollegaerne og de studerendes oplevelser. Hun skal langsomt finde sig til rette, forstå stedet og arbejde sig ind i rollen som rektor.

 

Fra anspændt til afslappet

Tilbage i koret er stemmerne langsomt varmet op. Lige fra de første stemmeøvelser med lyde som ”arh” og ”pyh” til de længere musikstykker med den danske komponist Carl Nielsen. Koret er placeret stift på rad og række, men i pauserne mellem stykkerne er stemningen anderledes løssluppen. Skuldrene sænkes, og grinene spredes. Netop pauserne udnytter Julie til at lære de andre i koret lidt bedre at kende.

 

”Man sidder jo ikke og snakker øret af hinanden. Det kan måske tage fem år at lære de andre rigtig at kende. Men til gengæld kommer man ind på folk med vidt forskellige baggrunde. Korfællesskabet er noget helt unikt.”

BLÅ BOG OM JULIE SOMMERLUND

  • Kommende rektor på DMJX. Basen bliver i Emdrup, men vil også være en del i Aarhus.
  • Uddannet cand.mag. i moderne kultur og kulturformidling på KU.
  • Ph.d. fra Institut for Organisation på CBS.
  • Fhv. dekan for Humaniora og leder af Institut på Kommunikation og Humanistisk Videnskab på RUC.

 

  • Født på Vesterbro og opvokset i København, blandt andet i bofællesskab.
  • Har gået på Sankt Annæ Gymnasium fra 3. klasse til 2.G.
  • Skiftede over til Det Frie Gymnasium, hvor hun også blev student.

 

  • To voksne børn; en dreng på 19 år og en pige på 23 år. Den ene har sunget i Københavns Drengekor. Den anden bed aldrig på.
  • Ville som barn gerne være astronaut. Havde senere i gymnasiet en plan om at blive pianist.

 

  • Har siden 2010 været en del af Trinitatis Kantori.
  • Yndlingsmusik er alt med Bach. “Han kunne ikke skrive noget dårligt.”
  • Synger ‘alt’ i koret og er dermed den mørke kvindestemme.

Kultur og satire manglede i mængden af foreninger. Nu fylder Tendens og DMJX-rapporten tomrummet ud.

Kultur og satire manglede i mængden af foreninger. Nu fylder Tendens og DMJX-rapporten tomrummet ud.

Kultur og satire manglede i mængden af foreninger. Nu fylder Tendens og DMJX-rapporten tomrummet ud.

Danmarks Medie- og Journalisthøjskole er blevet to foreninger rigere. Starten på året var også starten på Tendens og DMJX-rapporten. I et interview med stifterne bag forklarer de, hvorfor foreningerne mangler, og hvordan de kommer op at stå.

TEKST: Sissel Bonde Thiellesen
FOTO: Rasmus Breum

Udgivet den 24. marts 2022

Kulturmagasinet Tendens og det satiriske skoleblad DMJX-rapporten er blevet en del af skolens hær af foreninger, som på nuværende tidspunkt tæller hele ti. De spænder bredt og byder på alt lige fra produktion af dokumentarfilm, radio og podcasts til højspændte fodboldkampe og litervis af øl i fredagsbaren. Fælles for dem alle er, at de har et formål og en vision for det, de laver.

22- årige Mia Skovby går på 2. semester på journalistik, og er ansvarshavende chefredaktør på det nystartede DMJX Rapporten. For hende opstod visionen om at skabe et satirisk skoleblad, som et resultat af kedsomhed under coronanedlukningen. En stor del af Mias omgangskreds lå ramt med corona, og hun ventede bare på, at det blev hendes tur.

”Jeg sad en aften og tænkte, at jeg blev nødt til at finde på noget at lave de næste syv dage, hvis jeg ikke skulle blive skingrende sindssyg. jeg lå og kiggede lidt på humor magazines og undrede mig over, at vi ikke havde noget tilsvarende i Danmark. Så kom ideen: Jeg starter det selvfølgelig bare selv, med hjælp fra mine venner.”

Det resulterede i en nat med meget begrænset søvn. Mia Skovby lå vågen til klokken fem næste morgen og researchede på ideen. Dagen efter var hun klar til at gå i gang med foreningen.

DMJX Rapporten er et satireblad, og ifølge Mia Skovby er de det eneste satiriske skoleblad i Danmark. De er et hold bestående af skribenter, illustratorer, fotografer, layoutere, en SoMe manager og en økonomichef. De første 10 medlemmer er Mias venner, som var med fra starten. Derudover var der omkring 30 ansøgere, hvoraf de har fundet de 10 mest kompetente medlemmer.

”Vi har tårnhøje ambitioner,” siger hun

 Første ambition er at udkomme to gange hvert semester, med undtagelse af det igangværende semester, hvor de udkommer hele tre gange. DMJX Rapporten havde nemlig deres ”grand release” i forbindelse med skolestarten på forårssemestret 2022. Her udkom de som en parodi af rusværternes Startskuddet F22.

”Rusværterne blev rasende, men de syntes også, det var virkelig sjovt. Folk må gerne blive sure, men de skal også kunne grine af det. Når folk tager sig selv lidt for højtidligt, må vi godt gøre grin med dem,” siger Mia.

 

“Der var brug for en forening der tog pis på det hele. Vi er 100% et satireblad, ikke et ord, der er skrevet i det blad, er seriøst.”

 

– Mia Skovby

Ansvarshavende chefredaktør for DMJX Rapporten

 

Et kulturmagasin bliver skabt

Grundlæggende er en forening, noget så simpelt som mennesker med et fælles formål. Det afspejler Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Her er der et rigt- og voksende foreningsliv, hvor nye formål og fælleskaber bliver budt velkommen af både ledelsen og de studerende. Og i år er det ikke kun DMJX-rapporten, der er blevet budt velkommen som forening. Kulturmagasinet Tendens er også kommet til.

21-årige Benedikte Støjberg Pedersen og Caroline Højrup Heidemann og går på 4. semester på journalistik. For dem startede ideen om et kulturmagasin allerede for et år siden. Over en øl fandt de ud af, at de havde samme foreningsdrøm. De blev enige om, at hvis det skulle være, var det ved at være sidste chance, inden praktikken.

”Tiden på studiet er virkelig gået hurtigt, og der er så meget vi gerne vil, som vi ikke har nået. Der har været run på med både deadlines og venner,” siger de.

Så hvis der skulle handles på ideen om et kulturmagasin, så skulle det være nu. Derfor besluttede de sig for at give den fuld gas, og ugen efter begyndte de at søge medlemmer til magasinet Tendens. Benedikte kunne nu kalde sig for ansvarshavende chefredaktør, og Caroline for chefredaktør på magasinet.

Magasinet Tendens består af 32 medlemmer. Heriblandt skribenter, fotojournalister og kommunikatører der skal hjælpe med SoMe og fotojournalister, og hvor samtlige ansøgere er blevet optaget.

”Vi er et webmagasin, så der har ikke været noget sideantal, vi har været begrænset af,” siger Benedikte.

”Alle har dog alligevel været til samtale, hvor vi kunne konstatere, at der ikke var nogen, vi ville skære fra. Folk virker virkelig søde og engageret,” tilføjer Caroline.

Tendens er et webmagasin, som udkommer to gange hvert semester, med første udgivelse 1. april. Magasinet kommer til at indeholde en bred vifte af journalistisk indhold. Tendens vil skrive om folk, der griber kulturlivet an på forskellige måder. De vil skrive om mere eksistentielle emner, lave anmeldelser af blandt andet musik, teater og musicals, lave portrætter, klummer og reportager. 

Manglen på ”skriftens legeplads” med mulighed for fri kreativitet har været drivkraften bag foreningen. Tendens chefredaktører har fået inspiration af radio og TV. Her kan man være kreativ, især med valg af emner, som også rækker ud over mediebranchen og skolens fire vægge. De mener, at de har fundet et hul i de i forvejen etablerede foreninger på skolen. Den kreative frihed fungerer for radio og TV-segmentet, så stifterne kan ikke se, hvorfor det ikke skulle fungere på skrift

”Tendens skal være det kreative rum, både i formidlingen og i emnevalg,” siger Benedikte.

“Der har været en smule fordomme omkring, at vi ikke er en seriøs forening, men det er vi. Vi har ben i næsen, så vi bliver ikke umiddelbart slået ud. Kommer vi ud i sådanne situationer, så klarer vi også det.”

– Caroline Højrup Heidemann, chefredaktør for Tendens

Hvordan starter man en forening op?

De tre chefredaktører har erfaring fra andre foreninger på skolen. Mia Skovby laver radio for Genlüd, Benedikte Støjberg Pedersen har været skribent for Illustreret Bunker og Caroline Højrup Heidemann var sidste år redaktør på Coming Up og laver radio på Genlüd. Det er erfaringer, som de ikke er bange for at trække på og tage ved lære af.

”Du starter en forening, ved egentlig bare at sige, at du har en forening. Du skal bare selv tro på det. Da jeg så at DMJX Rapporten blev nævnt til åbent hus, tænkte jeg: nu er vi en rigtig forening. Ordet er ude, så handler det bare om, at få folk til at tilslutte sig og fortsætte med at gøre opmærksom på foreningen,” siger Mia Skovby.

Selv har hun ikke mødt de store udfordringer i opstarten, men alt opstart tager lang tid.

”Det er mit hjertebarn, så jeg har meget svært ved at uddelegere opgaver,” siger Mia.

Pigerne fra Tendens har haft samme oplevelse.

”Vi var til et foreningsmøde med uddannelseschef Henrik Berggren, hvor vi spurgte, hvad der skulle til, for at vi kunne blive en forening? Henriks svar var meget enkelt, han sagde ’I er en forening nu,’” siger Caroline.

 For Benedikte og Caroline har den største bekymring været, om de kunne få folk med på ideen, men den bekymring blev hurtigt gjort til skamme.

”Vi er vanvittig overvældede over, at så mange har lyst til at være med, det er langt over vores forventning. Vi har ikke haft noget færdigt produkt, vi kunne vise, så folk har valgt at tro på vores ord. Vi bliver nødt til at være selvsikre omkring foreningen, hvis vi skal have andre til at hoppe med på vognen,” siger chefredaktørerne.

 

Blandede tilbagemeldinger

DMJX Rapporten er ikke tilmeldt pressenævnet, hvilket ifølge Mia gør, at der ikke er grænser for, hvad de kan skrive om. De kan parodiere alle uden risiko for at blive sagsøgt.

”Det hele er jo forkerte informationer, der er ikke noget, der stemmer overens med god presseskik,” siger Mia.

Det kan folk have delte meninger om.

”Vi har et par haters, men også mange lovers,” siger Mia, og fortæller at DMJX Rapporten går under navnet ”den sjette vagthund”, fordi de også holder de andre foreninger på skolen i snor.

DMJX Rapporten vil gerne adskille sig fra de andre foreninger, som et frisk pust i dagligdagen, og de har en intention om at skubbe til grænserne.

”Der var brug for en forening der tog pis på det hele. Vi er 100% et satireblad, ikke et ord, der er skrevet i det blad, er seriøst,” siger Mia. Første version udkom kun online, men DMJX Rapporten har fået økonomisk støtte af DSR, til at kunne udkomme fysisk i papirversion.

Magasinet Tendens har heller ikke udelukkende fået positive tilbagemeldinger. Særligt har de fået mange kommentarer på, at de bare lavet et damblad på skolen. Men for kulturmagasinets chefredaktører, er det vigtigt at slå fast, at Tendens ikke er et magasin målrettet kvinder, men et magasin til alle.

”Der har været en smule fordomme omkring, at vi ikke er en seriøs forening, men det er vi. Vi har ben i næsen, så vi bliver ikke umiddelbart slået ud. Kommer vi ud i sådanne situationer, så klarer vi også det,” siger Caroline.

Pigerne har været bekymret for, at magasinsegmentet ville afskrække mænd i at søge ind, men det har ikke været tilfældet. Ud af seks skriftlige redaktører, er tre af dem mænd. ”Der skal også være et segment til magasinjournalistik, uden at det virker mere fjollet eller banalt i forhold til andet journalistik,” siger Benedikte.

Nu er foreningerne dannet, og de er blevet optaget i det etablerede foreningsliv på skolen. Indholdet skal nu ud at leve og finde sin berettigelse blandt læserne.

En bælgfrugt blev til 2,5 millioner visninger

En bælgfrugt blev til 2,5 millioner visninger

En bælgfrugt blev til 2,5 millioner visninger

Bælgfrugt-videoen gik fra eksamensopgave til en viral succes. Uddannelseschefen for kommunikation roser elevernes ambitioner, men påpeger dog, at opgaver for virksomheder ikke må erstatte almindelig undervisning.

TEKST: Anne Juhl Burgaard & Sidse Hansen
Illustration: Nikoline Ryttergaard

Udgivet den 24. marts 2022

Det var omkring middagstid, at Anders Hoppes telefon ringede. Han swipede til højre på skærmen, og hans tre venner Jens, Magnus og Frederik tonede frem foran ham. De talte energisk. De havde i løbet af dagen fulgt med på diverse sociale medier, hvor deres nye musikvideo ‘Hvad fuck er en bælgfrugt’ var udkommet klokken syv om morgenen. Ved tolv-tiden havde videoen over 10.000 visninger på Facebook og det samme på Instagram og Youtube – det skulle fejres.

18 dage efter havde den ramt 2,5 millioner visninger.

I april 2021 fik de kommunikationsstuderende på 4. semester på DMJX i Aarhus en eksamensopgave, hvor der skulle laves en kampagne om kostrådene fra fødevarestyrelsen. De fire studerende Anders Hoppe, Jens Risom, Frederik Wandahl Warming og Magnus Vad besluttede sig for at gå sammen om at lave projektet.

De talte om, hvad der umiddelbart faldt dem ind ved kostrådene, og bed mærke i et af de syv kostråd, som lyder: ”Spis mindre kød – vælg bælgfrugter og fisk”.

”Så får jeg sagt en af de gange vi læser det tidligt i processen ‘hvad fuck er en bælgfrugt?’. Det har jeg sgu ikke lige hørt om før, men vi griner lidt af det og kan godt mærke, at vi har ramt et eller andet der,” siger Jens.

Deres idé var, at bælgfrugterne kunne fange opmærksomheden på kostrådene. Men trods den gode ide, syntes drengene stadig, at opgaven med at få budskabet ud var svær.

”Der findes jo knap noget så kedeligt som kostrådene, det er der jo ingen, der gider at høre,” griner Jens.

Men der tog de fejl.

Prikket på skulderen

Idéen mundede ud i en 80’er inspireret sang, som blev drengenes hovedprodukt til eksamen. Og det gik godt. Så godt at censor stoppede dem på vejen ud og foreslog, at de sendte den ind til Fødevarestyrelsen. Men vejret blev varmere, og dagene længere, så selvom drengene var med på idéen, gik der sommerferie i den. Indtil Frederik tog sagen i egen hånd og skrev en mail til Fødevarestyrelsen, der prompte tilbød dem et møde.

Ifølge Helle Birkmose Winding, uddannelseschef for kommunikationsuddannelsen på DMJX, er det en del af skolens DNA, at de studerende skal være modige og ambitiøse.

”I al undervisning eksponerer vi dem for branchen i form af realistiske opgaver, og hvis noget virkelig er godt, så bliver de opfordret til at sælge deres produkter,” siger Helle Birkmose Winding.

Ifølge Helle Birkmose Winding er målet ikke er at producere løsninger til branchen, men at skabe mulighed for undersøgelser, læring og erkendelser. Dog går det at producere og det at lære hånd i hånd, hvilket også er derfor, at nogle studerende ofte rammer plet og indleder samarbejde med virksomheder eller organisationer. Hun påpeger dog, at dette ligger uden for undervisningen, samt at det er op til de studerende selv, om de vil gå videre og indgå samarbejde med branchen.

Derudover er det vigtigt for skolen at forblive neutrale over for diverse firmaer, og det er bevidst, at eleverne får fiktive opgaver i kommunikation.

”Vi er født ud af public service, så vi vil ikke være i lommen på nogen,” siger Helle Birkmose Winding.

Grib succesen

For drengene hjalp det på deres motivation at få et skub fra lærer og censor, men de mener, at skolen godt kunne gøre mere for at opfordre elever til at sende deres projekter ud i virkeligheden. De håber, at deres succes kan inspirere andre studerende.

”Man kunne da håbe lidt på, at det kunne blive en øjenåbner for skolen og de studerende, at der nogle gange  ikke er særlig langt, fra det man laver i skolen, til det der bliver lavet i virkeligheden,” siger Anders Hoppe og griner.

Efter mødet med Fødevarestyrelsen kom vendepunktet. Fødevarestyrelsen var begejstrede for at se, hvor investerede drengene var i projektet, og det var med til at overbevise dem om, at skoleprojektet kunne nå uden for skolens døre.

”Det, der fungerede sindssygt godt for os, var, at Fødevarestyrelsen kunne mærke vores entusiasme for projektet. Det var de meget glade for,” siger Jens Risom.

Helle Birkemose Winding bekræfter, at studerende også selv har et ansvar for at række ud til branchen, og hun synes, det er fedt, når studerende tør at springe ud i nye ting.

”Når jeg stiller mig ned første dag og byder velkommen til alle nye studerende, så siger jeg, gør ligesom Pippi, der siger ‘Det her har jeg aldrig prøvet før, men jeg kan det garanteret godt’,” siger Helle Birkemose Winding. 

Hun understreger, at skolen prøver at styrke deres undervisning gennem samarbejde med branchen, men at de ikke er nogen jobbørs.

 “Den første dag videoen blev sendt ud, var der over 100.000 visninger. Det var jo helt absurd. Vi var så høje på det – det var en kæmpe succesfølelse.”

– Jens Risom

Fra Fyr og Flamme til Kølner Dom

Oprindeligt havde de fire kommunikationsstuderende tænkt, at pop-duoen Fyr og Flamme skulle føre den glade firserstemning ind i videoen. Men efter en snak med Fødevarestyrelsen, blev det drengene selv, der måtte troppe op med matchende jakkesæt og solbriller.

”Selvom det virkede lidt angstprovokerende, da vi først fik præsenteret idéen, så tror jeg bare hurtigt, vi kunne se det sjove i at lave videoen. For vi ved jo, hvor sjovt vi har det sammen,” siger Anders Hoppe.

Drengene lavede sit eget band ‘Kølner Dom’ og tog kontakt til produktionsselskabet Mirror, der stod for at få videoen produceret. Med et set-up af makeupartister, runnere og producerer i Viby blev kostrådene præsenteret i kulørte farver.

”Det var sjovt at se, at de ideer, som vi havde været med til at skabe, blive ført ud i livet,” siger Jens Risom. 

Efter to dage med optagelser fra morgen til aften var videoen filmet og et skridt tættere på at blive til en kampagne. 

”Den første dag videoen blev sendt ud, var der over 100.000 visninger. Det var jo helt absurd. Vi var så høje på det – det var en kæmpe succesfølelse,” siger Jens Risom med et smil og Anders Hoppe tilføjer, at det var en succes for ham, da videoen blev udgivet, og den offentlige kampagne blev skudt i gang. 

CV’et som drivkraft

Reaktionerne var mange. Venner og gamle klassekammerater skrev til drengene og et svensk awardshow, med en hyldest til klima, spurgte endda om de ville komme og spille. Men for både Anders Hoppe og Jens Risom var det særligt dét at få noget på cv’et, der var den største drivkraft.

“Det har haft betydning, at vi til en eventuel fremtidig jobsamtale har et koncept, vi har afviklet til noget virkeligt. Vi kan pege på, at dét her har vi været med til at lave,” siger Jens Risom. 

Både Anders og Jens understreger, at det var en anderledes og bedre oplevelse end noget andet, de har lavet på DMJX. En oplevelse, hvor drengene har følt sig ude på dybt vand, og hele tiden har skulle prøve sig frem.

”Det er helt fantastisk. Der er jo bare en kæmpe forskel på at lave noget, der bliver vurderet af en lærer, måske få en karakter, og så lave noget, der bliver sendt ud i virkeligheden, som en del af en rigtig kampagne,” siger Jens Risom. 

Helle Birkmose Winding påpeger, at skolen har flere eksempler på studerende, der har indgået samarbejde med organisationer og virksomheder i den virkelige verden – og at sådanne gennembrud har stor betydning for skolen.

”Det giver os jo rigtig godt omdømme og relevans, der giver genlyd i branchen. Det eksponerer, at vi har superdygtige studerende, og så tiltrækker det forhåbentlig også flere dygtige studerende, og det er jo det, vi gerne vil have,” siger hun.

Da projektet kom ud på flere sociale medier kunne drengene logge ind og hele tiden følge med i folks reaktioner og se, hvordan det blev taget imod.

”Det er sjovt at se, hvad folk rent faktisk siger til det, man har lavet,” siger Jens Risom.

Underviser opfordrer til tolerance i mødet med nedsættende sprogbrug

Underviser opfordrer til tolerance i mødet med nedsættende sprogbrug

Underviser opfordrer til tolerance i mødet med nedsættende sprogbrug

Sprogunderviser Mikkel Ramstedt benyttede ordet neger i sin undervisning på tredje semester. Det gjorde han blandt andet for at provokere til aktiv deltagelse og opfordre de studerende til sproglig tolerance. Forskere i repræsentation og diskrimination forholder sig kritisk til argumenterne.

TeksT: AMAILIE THORLUND JEPSEN

ILLUSTRATION: LOUISE RIX

Udgivet den 02. december 2021

“Her lærer du at analysere sproget og alt det, der ligger mellem linjerne, når vi kommunikerer: diskurs, framing og stereotyper”. Sådan beskrives sprogforløbet på tredje semester. Det var i forbindelse med dette undervisningsforløb, at underviser Mikkel Ramstedt flere gange benyttede sig af ordet neger.

Midt i forløbet rækker en studerende hånden op og tilkendegiver, at sprogbruget gør vedkommende utilpas, hvorefter 45 minutters debat følger. Flere studerende forklarer, at debatten opstår, da underviseren opfordrer til sproglig tolerance i mødet med kilders potentielt nedsættende sprogbrug. Her benytter han ordet neger som eksempel. 

“Man bør være varsom med at dømme andre på baggrund af politisk ukorrekt sprogbrug. Det er godt at bestræbe sig på at tale tolerant. Man bør dog også forsøge at tolere andres sprogbrug,” skriver Mikkel Ramstedt i et mailsvar. 

Dertil skriver han, at ondskaben ikke ligger i ordet, men i måden, det bruges på, og intentionen, som ligger bag. 

Forsker Mira C. Skadegård er tilknyttet Aalborg Universitet og har forsket i strukturel diskrimination de sidste tyve år. Hun mener, at det er vigtigere, hvordan sproget påvirker folk, end hvad intentionen bag brugen af ordet er. 

“Ordet kan skabe en retraumatisering hos racialiserede minoriteter, som ikke ønsker den titel eller det navn tilknyttet sin identitet,” siger Mira C. Skadegård. 

I hendes optik er det vigtigere at forholde sig til, hvordan sprogbruget påvirker modtagerne – i dette tilfælde de studerende.

Den hvide mands stigma

Tenna Linnet var blandt de studerende, som fandt det ubehageligt, at underviseren argumenterede for at bruge ordet, selv efter de studerende sagde fra. Hun forklarer, at Mikkel Ramstedts modargumenter blandt andet gik på følgende: Betegnelsen ‘hvid’ krænker ikke ham på trods af ordets stigende stigmatisering. 

Mikkel Ramstedt er ikke vendt tilbage på gentagne henvendelser om et opfølgende interview. Derfor er det ikke muligt at bekræfte eller afkræfte denne udtalelse, som flere elever beskriver. Underviseren bekræfter dog på mail, at racebetegnelser i hans optik kan sidestilles, da de alle indeholder potentielt negative og stødende stereotype racefordomme.

”Det er efter min mening egentlig ikke i udgangspunktet værre at bruge ordet neger end f.eks. mulat, asiat eller hvid om en person, da det jo alt sammen er ord, som racegør,” skriver han.

Mira C. Skadegård er uenig. Hun mener, man skal tage højde for den historiske undertrykkelse bag begreberne.

”N-ordet og m-ordet opstår i kolonitiden, som led i fejlslagne historiske videnskabelige projekter, der skal sikre den hvide races ‘overlegenhed’. Senere bruges ordene i ideologiske projekter som nazisme og apartheid”, siger diskriminationsforskeren. 

Historien bag ordet ‘mulat’

‘Mulat’ udspringer af ordet mulddyr, som er en art, der ikke er i stand til at formere sig. I USA foretog man eksperimenter ud fra tesen: En blanding af sorte og hvide mennesker ville føre til en ikke-fertil race.

Man ønskede at påvise, at den laverestående race ikke kunne have indflydelse på den overlegne race. På grund af ordets historie anses det potentielt nedsættende. 

Teaterstykket

Kristoffer Lindegaard, studerende på tredje semester, beskriver debatten som en teaterforestilling i form af bevidst provokation. Han opfattede derfor ikke underviserens udtalelser som værende hans egne holdninger. 

Mikkel Ramstedt skriver, at provokationen ikke var et mål i sig selv, men at hensigten engang imellem godt kan hellige midlet. Ifølge ham havde provokationen nemlig en gavnlig undervisningseffekt.

”Da jeg udtalte det forbudte ord, provokerede det til en livlig argumentation og diskussion, hvor rigtig mange af de studerende deltog med holdninger og perspektiver,” skriver underviseren. 

Han uddyber, at dette niveau af engagement kan være svært at opnå i et fag, som også er både teknisk, teoretisk og nørdet. 

Sabrina Vitting-Seerup, repræsentationsforsker tilknyttet Københavns Universitet, har gennem sin Ph.d.-afhandling beskæftiget sig med danske diskurser om etniske minoriteter. Derudover har hun sit eget firma, Ren Snak, hvor hun underviser fagfolk i formidling af viden.

”Provokation til deltagelse er ikke nødvendigvis godt. Diskussionen i undervisningen bør bygge på kvalitet frem for kvantitet,” siger Sabrina Vitting-Seerup.

Hun foreslår, at man rejser en række spørgsmål for at måle undervisningseffekten: Hvordan var denne diskussion særligt lærerig? Lærte de studerende noget nyt? Eller støjede de stødende ord og provokationen? 

Derudover finder hun provokationen problematisk, når den trækker på ord, som har racistiske konnotationer. Hun opstiller et eksempel, hvor underviseren i stedet havde trukket tråde til sexisme. 

“Han kunne også have kaldt alle pigerne for skattemus og drengene ved efternavn for at provokere til aktiv deltagelse,” siger hun. 

 

Provokationens undervisningseffekt

Studerende Kristoffer Lindegaard beskriver, hvordan man under debatten kunne skære igennem stemningen i lokalet. For nogle blev provokationen for meget, men for ham skabte det en interessant debat.

”Det er nok den bedste forelæsning, jeg nogensinde har været til. Folk kom virkelig frem med deres holdninger. Det var så interessant, hvad der skete i salen,” siger Kristoffer Lindegaard. Han gik fra auditoriet høj på følelsen af, at han virkeligt havde lært noget.

”Den helt store pointe for mig var, at man som journalist skal kunne kontakte alle slags mennesker – også dem, som man ikke er enig med,” siger han.

Studerende Tenna Linnet synes dog, at provokationen overskyggede underviserens pointer. 

“Jeg fattede ikke, hvad der foregik. En eventuel dybere pointe gik helt min næse forbi. Pointen, som jeg tog med mig, var at underviseren lavede en upassende sidestilling af betegnelserne ‘hvid’ og ‘n-ordet,” siger hun.

Både Tenna Linnet og Kristoffer Lindegaard mener, at det ville have været bedre, hvis underviseren havde fremført sine pointer uden at benytte ordet.

Forbud er skruen uden ende

En sidste vigtig pointe for Mikkel Ramstedt er, at en tabuisering af racistiske ord ikke nødvendigvis kommer racismen til livs. Selvom ordet går ud af brug, så forsvinder den racistiske tankegang ikke nødvendigvis. 

Denne opfattelse deler repræsentationsforsker Sabrina Vitting Seerup. Hun beskriver, hvordan man kan påpege ords racistiske konnotationer. Dette ændrer dog ikke nødvendigvis menneskers racistiske adfærd og samfundets strukturelle diskrimination, da nye ord dukker op i de gamle ords sted. 

Hun opfordrer derfor ikke nødvendigvis til, at institutioner som Danmarks Medie- og Journalisthøjskole forbyder nedsættende sprogbrug. Hun uddyber, at det dog ikke er ensbetydende med, at undervisere kan bruge ordet uproblematisk.  

 Sabrina Vitting-Seerup beskriver, hvordan hun selv benytter sig af paraplyen ’etniske minoriteter’, når hun taler om racistiske diskurser eller henviser til konkrete nationaliteter, hvis diskussionen er mere specifik.  

Hun forstår dog godt, hvorfor ’os og dem’-diskursen er enormt relevant for sprogundervisningen. Samtidig understreger hun, at diskursen bør omtales med omhu, så den ikke bliver en selvopfyldende profeti. 

”For at fjerne distinktionen mellem ’os og dem’, er vi nødt til at kunne tale om den. Men hver gang vi taler om distinktionen, så sætter vi den også mere fast. Vi hamrer et nyt søm i. Vi legitimerer den,” siger Sabrina Vitting-Seerup. 

Sprogbruget i artiklens brødtekst er gengivet efter kildernes egne formuleringer. 

Citaterne i artiklen er fra en mailkorrespondance med Mikkel Ramstedt. Han er blevet tilbudt et interview, hvor han blandt andet kunne forholde sig til forskerne og de studerendes udtalelser. Han er ikke vendt tilbage trods gentagne henvendelser. Han har også fået tilsendt den færdige artikel med mulighed for en endelig kommentar. 

Henrik P. Berggren, uddannelseschef og sprogunderviser i framing på DMJX, er blevet tilbudt at kommentere artiklen. Han er ikke vendt tilbage inden deadline.