Med solsikkesnoren er Amila Ibrišagić en del af en stille revolution: “Folk skal ikke se mig som et offer”

af Webredaktøren | okt 12, 2023 | INDE

Med solsikkesnoren er Amila Ibrišagić en del af en stille revolution: “Folk skal ikke se mig som et offer”

En ud af fire danskere lider af et usynligt handicap. En af dem er den 21-årige journaliststuderende Amila Ibrišagić, der for nylig er begyndt at bruge solsikkesnoren, som nu har fundet vej til DMJX.

TEKST: ANDERS MØRCK & VICTOR ANDERSEN

FOTO: VIKKI SØHOLM

Udgivet den 12. oktober 2023

Amila Ibrišagić ser bussen komme nærmere. Det har hun gjort mange gange før, men den her gang oplever hun noget iøjnefaldende, som lynhurtigt fanger hendes blik. En grøn, tynd snor hænger på en kvindes hals.

Snoren er prydet af solsikker, som skal give udtryk for, at den kvindelige passager i bussen lider af usynligt handicap – præcis som Amila Ibrišagić selv. Forskellen er blot, at hun aldrig selv ville gå med snoren – det vil være et skrig om hjælp, som hun frygter, ville betyde underlige blikke.

Men Amila kan ikke slippe tanken om solsikkesnoren fra bussen.

En krævende hverdag

Amila Ibrišagić er 21 år og går til dagligt på DMJX på 3. semester. Hun har i fire år levet med udredt OCD og har siden da også fået konstateret ADHD. Diagnoserne fylder dagligt i Amila Ibrišagić’ liv. Men hendes tilgang er oftest glad og ligetil – og det betyder, at hun som regel gør, hvad der passer hende uden nervøse bagtanker:

“Jeg er pænt ligeglad på det punkt. Jeg går også ned og handler i min morgenkåbe,” siger Amila Ibrišagić.

Men selvom hun har en “no-bullshit” attitude til flere facetter af hverdagen, er der også svære tidspunkter. Hun undgår blandt andet tog og oplever også problemer ved andre offentlige rum. Derfor er det også vigtigt for Amila Ibrišagić at blive forstået, når hun for eksempel tager bussen:

“Folk må hjertens gerne prøve at forstå mig. Men det er ikke, fordi folk skal se mig som et offer,” siger Amila Ibrišagić.

Frygten for den øgede opmærksomhed var netop det, som holdt hende tilbage fra at tage imod snoren i starten.

Men kvinden i bussen var med til at bekræfte, at det var muligt – dog ikke på halsen. Det ville være alt for tydeligt.

Amila grublede videre og overvejede en måde at bære solsikkesnoren diskret.

En skole med fokus på eleverne

Søren Boy Skjold er lektor på DMJX og har været en af de bærende kræfter bag, at snorene fra starten af dette semester er at finde på skolen. Han hørte om fænomenet fra en elev, og det førte til, at han indsamlede de grønne snore til skolen.

Han mener, at de usynlige handicap bliver set som tabuiserede og mindre “tilladte” end de synlige. Det vil han gerne være med til at åbne dialogen om. Men hans aktive rolle på området skyldes også, at han personligt selv har døjet med angst, hvilket har krævet lang tids overvejelser, før han valgte at dele det med omverdenen.

“Hvis jeg som 58-årig ikke turde stå frem og sige, ‘jeg lider af angst,’ hvordan i alverden skulle jeg så overbevise de studerende om det?” siger Søren Boy Skjold.

Med snoren som hjælpemiddel kan dagen måske blive nemmere for bare én af skolens elever. Og det vil være en succes i Sørens Boy Skjolds øjne.

Et diskret symbol

Tasken ligger smidt på gulvet. Den grønne snor kan anes og ligger som en diskret påmindelse om Amila Ibrišagić’ udfordringer. Den blå og grønmønstrede Suspekt-jakke knitrer, og Amila Ibrišagić kigger op, smiler og tager luft ind.

Solsikkesnoren er i dag en integreret del af Amila Ibrišagić. Hun har ingen intentioner om at få forskelsbehandling af den grund, og hun ønsker ikke, at folk tager store hensyn til hende og hendes udfordringer. Snoren er for Amila Ibrišagić blot blevet en diskret måde at gøre opmærksom på sit handicap, så andre har en chance for at kunne følge med i, hvad der rører sig i hende.

”Jeg tror, at andre kan få en forståelse for, at jeg bøvler med nogle ting. Jeg er på ingen måde flov over at have udfordringer, og jeg tror, at det for mig er, hvad snoren symboliserer,” siger Amila Ibrišagić.

Snoren er et værktøj, der hjælper hende igennem hverdagen med alt lige fra offentlig transport til indkøb i det lokale storcenter. Amila Ibrišagić har ligeledes snoren med i skole. Den er placeret strategisk på siden af tasken, og ikke mange lægger mærke til den, men det passer hende nu også bedst.

”Jeg synes faktisk ikke, at den skaber så meget opmærksomhed, som jeg havde forventet – det er ret rart,” siger Amila Ibrišagić.

SOLSIKKESNOREN

Hver fjerde dansker lever med et usynligt handicap – og tallet er stigende. Men gruppen er svær at definere, da alt fra ordblindhed til ADHD er inkluderet.

Solsikkesnoren blev lanceret i 2016 i Storbritannien som et forsøg på at give de ramte muligheden for at gøre usynligheden synlig.

I Danmark kan den anskaffes i lufthavne, apoteker og nu på DMJX.

Kilde: Hidden Disabilitie

En stille revolution

Hanne Bjerg Andersen, Studie- og karrierevejleder på DMJX, er stor fortaler for solsikkesnoren. For Hanne handler snoren om at få øjnene op for den diversitet, der er på skolen.

“Jeg vil kalde det en lavdæmpet kommunikation – en start på en stille revolution, hvor vi som skole har åbnet op for, at studerende og medarbejdere har mulighed for at gøre opmærksom på deres udfordringer,” siger Hanne Bjerg Andersen.

Viden omkring solsikkesnoren synes at være DMJX’ største udfordring, for det viser sig, at ingen indtil videre har hentet en snor på skolen, selv om flere elever har anskaffet sig en på for eksempel apoteker.

Ifølge Hanne Bjerg Andersen kan det tage år at udbrede kendskabet til snoren. Ved en håndsoprækning foretaget på første semester var det langt fra alle, der kendte til solsikkesnoren og dens betydning. Men viden om snoren er ikke nok. Ifølge Hanne Bjerg Andersen kræver det individer, der tør stå frem.

“Nogen skal være pionerer. Det kræver et kæmpe mod, og omgivelserne skal være lige så oplyste og positivt nysgerrige i at være respektfulde, som hvis en medstuderende havde brækket armen,” siger Hanne Bjerg Andersen.

Selvom ingen har hentet en solsikkesnor, fortsætter DMJX med at udbrede budskabet.

Flere bruger snoren i andre sammenhænge, men er afventende over for at bruge den på DMJX. Målet er dog, at snoren bliver så kendt, at man som studerende kan bære snoren og gå ind i et klasselokale på DMJX uden at blive kigget skævt til.

Ønsket om struktur

Livet på skolen har for Amila Ibrišagić til tider været hårdt, men på trods af det er hun utroligt taknemmelig for den hjælp, hun igennem sin tid på skolen har fået.

“Når jeg i perioder har haft det svært og bare har været klar til fucking at droppe ud, har de været virkelig gode at snakke med,” siger Amila Ibrišagić.

Skolens øgede fokus på elevernes trivsel glæder hende, og hun sætter pris på ønsket om at bryde det tabu, der forbindes med psykiske sygdomme. Alligevel er der ifølge Amila Ibrišagić flere tiltag, der burde tages til efterretning – især ønsket om en højere grad af struktur.

Amila Ibrišagić’ dage kan være uoverskuelige, hvis der ikke er en klar plan for, hvordan dagen skal forløbe, og hvad hun i undervisningen skal forholde sig til.

DMJX’ indførsel af solsikkesnoren er for Amila Ibrišagić et vigtigt skridt i kampen mod at bryde tabuiseringen om psykiske sygdomme. Hun har et budskab til dem, der går med overvejelser om at søge hjælp eller anskaffe sig en snor.

“Hvis vi var flere, der bar solsikkesnoren, så tror jeg, at det ville skabe en form for fællesskab. Nu har jeg den jo hængende på tasken, så hvis man gør det, er man jo i hvert fald ikke den eneste,” siger Amila Ibrišagić.

“Jeg styrer skolen herfra,” joker han.

FORSIDEN

Fulde undervisere og en tom ølautomat – Tag med til 90´ernes journalisthøjskole

af Webredaktøren | okt 12, 2023 | INDE

INDE

Fulde undervisere og en tom ølautomat – Tag med til 90´ernes journalisthøjskole

Ølautomaten er væk, men druk og store egoer er stadig in. Illustreret Bunker har kigget på den arv, som journaliststuderende har med sig fra de berygtede dage i Bunkeren.

TEKST: EMMA HOUGAARD & LÆRKE KOPPERUP

ILLUSTRATION: MIRJAM MWAKA KAPEMBWA ROED

Udgivet den 12. oktober 2023

Det er nat, og Jan Dyberg slingrer ned ad Randersvej i fuld fart på cykel. Øjnene har svært ved at hænge sammen. Øllene fra fredagsbaren kan ikke kun ses på promillen, men også på cykelstien, hvor han kører slalom efter usynlige kegler.

Når man slår hårdt til øllene, kan turen hjem slå hårdt igen. Slalomløbet går for vidt, og han cykler direkte ind i en lygtepæl og ryger henover cyklen. Næste dag er mindet om hjemturen væk, men græsset på knæene sidder stadig fast. Jan Dyberg tumler ud i køkkenet, og møder sin roomie Hanne, der udbryder.

”Jan, for helvede, du var jo fuldstændig væk i går.”

Det kan godt være, at denne historie ikke er noget, du typisk ville forbinde med Jan Dyberg, der underviser i journalistisk metode på 4. semester. Måske minder den mere om dig selv sidste fredag – hvis man altså skifter Randersvej ud med Langelandsgade. Men her har du og Jan Dyberg måske mere til fælles, end du tror.

For det er ikke noget nyt, at journaliststuderende fester meget, og at Kurt holder samtaler indtil klokken 7 om morgenen på en onsdag. Uanset om kalenderåret hedder 1993 eller 2023, har journaliststuderende altid bragt en fest med sig. På trods af at meget har ændret sig siden 90’erne.

Som at studievejleder Joan Husted og Simon Andersen fra det nye 24syv har slået op, ølautomaten er blevet fjernet – og så var der også lige noget med nogle fulde undervisere.

Vi plejede at sammenligne en bestemt underviser med de to færger, der sejlede mellem Aarhus og Kalundborg. De befandt sig også bedst i det våde element, og de stødte jævnligt på grund.

– Louise Dalsgaard, retsanalytiker hos DR

De berygtede fulde undervisere og en tom ølautomat

Er han mon fuld eller bagstiv? Sådan undrer en ung Mette Mørk sig, da hun over middag i 1991 er til undervisning i notatskrivning. Et fag, hvor tankerne nemt kan vandre. Specielt når eftermiddagstrætheden melder sig – men især når underviseren ikke er helt ædru.

Der var nemlig flere undervisere i 1991, som man helst skulle undervises af inden frokostpausen, ifølge Mette Mørk, der i dag er underviser på DMJX.

“Vi plejede at sammenligne en bestemt underviser med de to færger, der sejlede mellem Aarhus og Kalundborg. De befandt sig også bedst i det våde element, og de stødte jævnligt på grund,” siger Jan Dyberg.

Men det er også nemt at lade sig friste, når der ikke er én, men tre slags fadøl og en ølautomat i kantinen. Når underviserne sad med frokosten i kantinen, kunne fadølsglasset godt blive fyldt et par gange, inden de fortsatte dagens undervisning.

De offentlige hemmeligheder på skolen

Ølautomaten var i høj kurs blandt elever og lærere, og den endte ofte med pinligt tomme hylder til stor frustration blandt eleverne. Men som et lys i mørket af den tomme automat blev fredagsbaren født. Med læderjakkerne over skuldrene og smøgerne hængende fra mundvigene gik man i samlet trop ned mod ’Kupéen’, skolens nye fredagsbar, når ugen gik på hæld. Tung og syrlig lugt af øl i gulvtæpperne mens skyer af cigaretrøg fyldte lokalet.

Alle vidste, at der på toiletterne gemte sig to færdiguddannede frisører, som kunne rette frisuren til for en halvtredser.

Ligesom at alle vidste, hvornår man skulle dukke op, hvis man ville købe lidt hjemmegroet hash.

Det har alle dage været populært at drikke sig fuld på tom mave. Efter en tur i Kupéen var der mulighed for at gå op til krydset ved Randersvej til Lykkes Grill, når sulten meldte sig. Så kunne man fylde maven med ‘500 gram rent slagteriaffald’, som Jan Dyberg beskriver det. Du kender det nok som en ristet med det hele.

En ‘lonely rider’ – eller bare et stort ego

Selvom rammerne har ændret sig, er det stadig det samme indtryk, omverdenen har af journaliststuderende. Med cowboystøvlerne, der klikker op ad Helsingforsgade, og denim- eller læderjakken trukket op til ørerne – ligesom Jan Dyberg husker det.

”Dengang var der en mytisk forestilling om journalisten som en Lucky Luke-type, en ’lonely rider’, der drikker masser af kaffe og ryger smøger. Et ’one man job’,” siger Jan Dyberg, når han skal definere en journaliststuderende fra før årtusindskiftet. Men udover modevalget har journaliststuderende og journalister også et andet karaktertræk til fælles. Ego. Et træk, der både kommer til udtryk på arbejdspladserne, men måske især i sociale sammenhænge. Jan Dyberg husker, hvordan han og de andre studerende stod langs væggen eller i baren til festerne i 90’erne og ventede på, at der skulle ske noget.

“Vi kommende journalister var jo selvfede ‘iagttagere af verden’, for vi skulle jo ikke skabe begivenhederne, men kommentere dem,” siger Jan Dyberg.

Selvsamme journalistfester kan Mette Mørk hurtigt punktere.

”FUCK mand, de fester, hvor der kun er journalister, kan være røvsyge. Journalister er meget glade for at høre sig selv snakke,” siger Mette Mørk.

Missionen med denne artikel var at finde ud af, hvordan studerende på journalistuddannelsen har ændret sig siden 90’erne. Beskeden er klar. Ego, mode og druk er fællesnævneren. Fulde undervisere og ølautomater bliver i fortiden.

FORSIDEN

Myter om praktikpanik: ”Lyt ikke til jungletrommerne”

af Webredaktøren | okt 12, 2023 | INDE, NYT I INDE

Myter om praktikpanik: ”Lyt ikke til jungletrommerne”

Praktikken på journalistuddannelsen fylder meget i de studerendes bevidsthed. En fjer kan hurtigt blive til fem høns, når der snakkes på gangene. Illustreret Bunker har samlet nogle af rygterne og undersøgt dem nærmere.

TEKST: Marlene møller holm
illustration: Lotte skjødt nielsen

Udgivet den 12. oktober 2023

Allerede fra den første dag på journalistuddannelsen spøger panikdag og helvedesugen i baghovedet for nogle studerende. Det kan være, at man søger ind i skolens foreningsliv, fordi man har hørt, at det giver bedre chancer til praktiksamtalerne. Måske sender man irriterede blikke til vedkommende, hvis tante er chefredaktør, fordi man har hørt, at fordelingen af praktikpladser er ren nepotisme. Men spørger man skolens praktikvejleder Røskva Regine Würtz, skal man ikke tro på alt, der bliver hvisket i krogene:

”I skal ikke lytte til jungletrommerne. Der kan hurtigt opstå et eller andet narrativ, når følelserne går højt. Det er bedre at komme og spørge mig end at opbygge en masse bekymringer, fordi man har hørt nogle rygter,” siger Røskva Regine Würtz.

Illustreret Bunker har fulgt lyden af jungletrommerne og opstøvet nogle af de myter, der florerer om praktikken. Derefter har vi tryktestet myterne hos Røskva Regine Würtz, Ulrich Panduro, som netop er kommet tilbage fra sin praktik på Ekstra Bladet og Carl Buhr, som lige nu er i praktik på JydskeVestkysten i Kolding.

Myte: Hvis jeg ikke kan fremvise nogle gode journalistiske produkter, har jeg ikke en chance for at få en fed praktikplads.

Ulrich Panduro:

”Jeg var helt sikker på, at det var mega vigtigt, hvad jeg havde lavet på forhånd. Jeg lå søvnløs inden den uge, vi skulle ud at søge praktik. Jeg tænkte, ’jeg har ikke noget godt, jeg kan vise. Jeg har kun nogle småtterihistorier, og alle andre har noget meget bedre end mig’. Men i virkeligheden var de rimelig ligeglade med, hvad jeg havde lavet tidligere. De ved godt, at hvis du ikke har været i praktik, så kan du ikke en skid. De ville meget hellere høre, om jeg havde haft et arbejde før, om jeg kommer til tiden, og om jeg er motiveret for at lave noget,” siger han.

Røskva Regine Würtz:

”Praktikstederne har ikke ret høje forventninger til, hvad I rent faktisk kan, når I starter i praktik. Det er først, når I er derude, I får røv i bukserne. De kigger efter, hvad jeres potentiale og interesser er, og om I passer ind på deres medie,” siger hun.

Myte: Der findes et hemmeligt hack til, hvordan du får din drømmepraktikplads.

Røskva Regine Würtz:

”Det er den absolut mest sejlivede myte om praktikken. Nemlig at der er en eller anden løsning på, hvordan man kan gøre det. At det handler om, at nu skal man overmande den her Goliat af et system, eller om man har de rigtige forbindelser. Men det er bare ikke sandheden. Det er så forfærdeligt enkelt; er der kemi med de steder, du er til samtale? Er det det rigtige match? Der er ikke et hack,” siger hun.

Er man så bare nødt til at læne sig ind i magtesløsheden?

”Det er vigtigt, at man fokuserer på det, man kan styre. Du skal ikke føle dig så magtesløs, at du giver op, men fokusér på at sætte dig rigtig godt ind i det medie, du gerne vil være på. Find ud af, hvad deres målgruppe og mission er. Hvis du ved det, er du bedre rustet til samtalen og til at overbevise dem om, at du passer ind. Derudover skal du bruge energi på at finde ud af, hvad du gerne vil lære i praktikken. Er det her praktiksted overhovedet det rigtige sted for dig med de ting, du gerne vil lære?” siger Røskva Regine Würtz.

Myte: Det er bedst at få en prestigefyldt praktikplads

Røskva Regine Würtz:

”Jeg var i praktik på Weekendavisen, og i min ansøgning kaldte jeg dem for ’det journalistfaglige Olympus’. Men det var i virkeligheden hårdt at skulle leve op til alt det, jeg forestillede mig, Weekendavisen var. Jeg var så ærbødig og starstruck, og det, tror jeg ikke, genererede de bedste vækstbetingelser for mig. Jeg ville ønske, jeg havde været lidt mere fandenivoldsk,” siger hun.

Ulrich Panduro:

”Det med prestige er kun sjovt i fem dage, derefter er det bare et arbejde. Jeg ville ønske, jeg havde kigget mere på hvert medie og tænkt, hvad jeg gerne selv ville skrive, i stedet for at tænke over, hvad der er prestige i. Vi fik hele tiden at vide, at vi ikke skulle ud og vælte en minister. Samtidig var tanken om at vælte en minister helt vildt spændende, så hvad nu hvis chancen var der? Men det er ikke dit job som praktikant. Du er der for at lære noget,” siger han.

Myte: Man lærer mindre på lokalmedier

Carl Buhr:

”Jeg har jo ’bare siddet på et lokalmedie’, men jeg kommer ud med en portefølje, hvor jeg både har skrevet de helt lokale historier, men jeg har også skrevet en historie, der er blevet behandlet i Folketingssalen. Jeg har været i praktik i et halvt år, men jeg har skrevet 40 forsideartikler. Det, tror jeg, ville være svært at få lov til på et stort medie,” siger han.

Ulrich Panduro:

”Jeg har tit tænkt over, hvorfor jeg ikke gik efter et mindre medie. Når du er en del af et større mediehus, bliver du ofte til et tandhjul — en lille del af en meget stor maskine. Du udfylder selvfølgelig en vigtig brik. Jeg kan bare se, at de, der var på lokalmedier, har lært at gå ud og opsøge en megalangsom historie og få den vakt til live. Der er nogen af dem, som er latterligt gode til at opstøve historier og tænke i skæve vinkler. På Ekstra Bladet kommer historien bare ind i indbakken. Der er så mange tips hver dag, at du bare kan vælge,” siger han.

Myte: Det er kedeligt at være i praktik på et lokalmedie

Carl Buhr:

”Vi har dage på redaktionen, hvor der er mere stille end andre, men i langt de fleste byer vil der altid være noget interessant at skrive om. Det er måske mere sexet at skrive om store landspolitiske beslutninger, end det er at skrive om budgetforlig og børnehaver, der lukker. Det sidste har bare sindssygt stor betydning for de mennesker, det berører. Derudover sidder man på en lille redaktion, hvor man ikke bliver væk i mængden. Der bliver regnet med dig, og du indgår som en vigtig del af redaktionen,” siger han.

Myte: Praktikken er det første step på karrierestigen

Røskva Regine Würtz:

”Det er en kæmpe myte, at praktikken er første skridt på en karrierevej — det er det ikke.

Det er en del af jeres uddannelse. Det er her, at I skal tilegne jer de kompetencer, I skal bruge i jeres fremtidige karrierer og prøve nogle ting af. Hvis man holder fokus på, hvad det er for nogle kompetencer, man gerne vil tilegne sig, så bliver det også nemmere at sidde til de her samtaler og have en autentisk samtale om, hvad det er, du gerne vil have ud af praktikpladsen,” siger hun.

Men er det ikke meget almindeligt at få sit første job igennem praktikpladsen?

”Det er rigtigt, at mange får deres første job på den måde, men hvis man tænker sådan, bliver mållinjen bare ved med at flytte sig. Først skal man ind på Journalisthøjskolen, så når man kommer ind, skal man rigtig shine, være superaktiv i alle foreningerne og have de højeste karakterer. Så er det nye mål at få den helt rigtige praktikplads. Når man får det, skal man skrive nogle forsidehistorier og gøre sig heldigt bemærket, så man bliver tilbudt et job bagefter. Hvornår stopper det så, hvis mållinjen hele tiden flytter sig? Hvis man ikke stopper op på et tidspunkt og spørger sig selv: Hvad er det, jeg gerne vil, og hvad er det, jeg får ud af at være her?” siger Røskva Regine Würtz.

Det var en lille håndfuld af de myter og rygter, vi fandt, da vi fulgte lyden af jungletrommerne, men det er kun toppen af isbjerget. Hvert eneste svar afføder adskillige nye spørgsmål, fordi praktikpanik er gaven, der bliver ved med at give. Hvis du går og bekymrer dig om nogle af de ting, du har hørt om praktikken, så prøv at følge lyden af jungetrommerne langt nok til at få undersøgt, om der er noget om snakken.

FORSIDEN

Hackerangreb sendte DMJX på pause

af Sissel | jun 1, 2023 | INDE

Hackerangreb sendte DMJX på pause

Danmarks Medie- og Journalisthøjskole blev i påskeferien udsat for et hackerangreb, som påvirker de studerendes redskaber og skolegang i lang tid efter.

TEKST: EMILY HOLLAND-FISCHER & KATHRINE MØLLER NIELSEN
FOTO: MIRJAM MWAKA KAPEMBWA ROED

Udgivet den 01. juni 2023

Studerende på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole mødte ind efter en lang påskeferie. Det gik hurtigt op for dem, at de ikke kunne tilgå skolens systemer. Alt var nede. Skolen var lammet.

Danmarks Medie- og Journalisthøjskoles IT-systemer hører under IT-fællesskabet ITS, som har base hos VIA University College.

Det var ITS, som blev ramt af hackerangrebet, hvilket også påvirkede DMJX.

Påskelørdag sendte Center for Cybersikkerhed en advarsel til VIA om, at der var unormalt meget trafik på systemerne. Det fortæller Jørgen Johansen, økonomi- og administrationschef på DMJX. Det har senere vist sig, at advarslen kom en time inden, angrebet blev iværksat.

Fra VIA’s systemer kunne man se, at der var talrige angreb i gang, og de valgte derfor at trække stikkene på alle servere.

“Det er jo næsten ligesom en film, hvor man står desperat og hiver stikkene ud, og man kan bare se at angrebet bliver ved, og til sidst beslutter man sig for at hive dem alle sammen ud,” forklarer Jørgen Johansen.

Derfor kunne de studerende på DMJX ikke få adgang til systemerne tirsdagen efter påskeferien.

”Det er jo næsten ligesom en film, hvor man står desperat og hiver stikkene ud”

– Jørgen Johansen, økonomi- og administrationschef på DMJX

Systemgenåbning var længe undervejs

Det var lige pludselig mere besværligt at være studerende på DMJX. Man havde ikke mulighed for at booke et grupperum ved Tove i receptionen, man havde ikke adgang til Itslearning og skolens VPN virkede ikke, så man kunne ikke arbejde hjemmefra.

Det tog lang tid, inden alle systemerne var oppe at køre igen. Jørgen Johansen forklarer, at VIA har haft to eksterne firmaer til at gå gennem hver enkelt server og undersøgt, om der var noget, der skulle genoprettes, fordi det var nået at blive slettet af hackerne.

Jørgen Johansen anslår, at VIA i alt har 250 servere, som firmaerne har skullet gennemgå, inden de kunne åbnes op for de studerende.

“De har først gennemgået de helt grundlæggende programmer for vores IT-system og derefter de vigtigste systemer for de studerende,” forklarer Jørgen Johansen.

Motiv for angreb

Det har endnu ikke været muligt at finde frem til, hvorfor ITS blev udsat for et hackerangreb, men ekspert i cybersikkerhed Sofie Freja Christensen fortæller, at det mest almindelige motiv er penge.

“Motivet falder typisk ind i kategorierne penge eller ødelæggelse af data. For den gængse hacker handler det dog om penge,“ siger Sofie Freja Christensen.

Der er ikke yderligere informationer om, hvilke konsekvenser hackerangrebet har medført. Jørgen Johansen tænker særligt over, om der er data, der nåede at blive lækket:

“Uddannelsesinstitutioner som DMJX og VIA har mange personnumre og adresser. De ved, hvad du hedder, og de kender dit telefonnummer. Det er meget data om rigtig mange mennesker,“ siger Jørgen Johansen.

”Hver gang vi lærer noget nyt og lukker hullerne i ofrenes systemer, så bliver hackerne samtidigt klogere.”

– Sofie Frejs Christiansen, ekspert i cypersikkerhed

Et evigt kapløb

Hackerangreb er blevet en mere normal form for kriminalitet. Ifølge Sofie Freja Christensen er en del af forklaringen, at vores samfund er blevet mere digitaliseret blandt andet med AI-teknologien. Det gør, at AI kan programmeres til at udføre selve angrebet. Det er en nemmere måde at komme til penge på end ved eksempelvis at lave et bankrøveri.

Derfor er det vigtigt, at virksomheder får gennemset deres systemer, fortæller Sofie Freja Christensen.

“Det er essentielt, at virksomheder tager sikkerhed seriøst og får vurderet hele deres sikkerhedsinfrastruktur. De skal finde hullerne i infrastrukturen og dække dem.“

Samtidigt pointerer Sofie Freja Christensen, at teknologien hele tiden udvikler sig, hvilket betyder, at sikkerheden løbende skal tilpasses.

“Hver gang vi lærer noget nyt og lukker hullerne i ofrenes systemer, så bliver hackerne samtidigt klogere. Så det kommer til at være et evigt kapløb om, hvem der er bedst,” siger Sofie Freja Christiansen.

Tofaktorgodkendelse på menuen

VIA er i gang med at skærpe sikkerheden efter hackerangrebet, hvilket også påvirker eleverne på DMJX. De skal nu bruge en tofaktorgodkendelse for at logge ind på skolens systemer.

“Eleverne får en tidsbaseret kode på telefonen, som de så skal skrive for at logge ind. Det er for at øge sikkerheden. Vi kommer nok til at se flere af disse tiltag i fremtiden, “ siger Jørgen Johansen.

FORSIDEN

En rød tråd af tilfældigheder har formet Christopher Bering Badens liv

af Thit | jun 1, 2023 | INDE

En rød tråd af tilfældigheder har formet Christopher Bering Badens liv

Christopher identificerer sig ikke som kommunikationsmedarbejder og synes, der er mere i livet end sin arbejdstitel. For ham har vejen til jobbet på DMJX i sandhed været en sti fyldt med tilfældigheder.

TEKST: Eva Boye Rasmussen
FOTO: Janni Moshage Moldt

Udgivet den 01. juni 2023

Det er ikke alle, der kender Christopher Bering Baden. Men han er en vigtig del af DMJX og sidder til dagligt nede i foyeren på højskolen i Aarhus. Her sidder han blandt andet og skriver om skolens bacheloruddannelser og spørger os elever, om vi vil lave en Instagram takeover.

I kommunikationsafdelingen arbejder Christopher og hans kollegaer med at udbrede kendskabet til DMJX og brande institutionen som andet og meget mere end ’blot’ en rugekasse for journalister.

Men Christopher identificerer sig ikke som kommunikationsmedarbejder. Det er en lang række af tilfældigheder, der gør, at Christopher er havnet her. I det hele taget synes han, at en stor del af hans liv er formet af tilfældigheder. For at starte ved begyndelsen var det også et tilfælde, at han uddannede sig til journalist. Christopher var nemlig allerede i gang med at læse sociologi, men var gået død i nogle reeksamener. I stedet for at læse sad han og surfede rundt på Uddannelsesguiden. Han var både forbi fritidspædagog og konditor, men det endte med at være journalistuddannelsen, der fangede Christophers opmærksomhed.

”Jeg så, at optagelsesprøven lå lørdag den 24. april, som er min afdøde fars fødselsdag. Så det studsede jeg over og tænkte, at det kunne jeg da godt prøve at tage til,” siger Christopher Bering Baden.

Han kom ind, rev teltpløkkerne op og flyttede fra Espergærde til Aarhus for at studere på DMJX. Her førte en snørklet perlerække af tilfældigheder til, at han ret hurtigt mødte sin kommende kone, Signe.

Historien om Signe og en tur til havkajak

Historien om mødet med Signe er lang og snørklet. Den korte version er, at Christopher lidt ad omveje var kommet med i en slags jury i DR, som udvalgte og konceptudviklede på indhold til unge. Samtidig gik han på DMJX og var i læsegruppe med Mathias. Christopher tog Mathias’ idé med blandt de andre idéer, der skulle udvikles på og præsenteres for DR’s bestyrelse. Og det endte med, at Mathias’ idé blev valgt. Derfor følte Mathias, at han skyldte Christopher en tjeneste, og da han havde en onkel med en bar på Skanderborgfestival, kunne han skaffe Christopher gratis ind. Onklen havde taget sin datter, Signe, med. Og resten er historie, som man siger.

I dag har Signe og Christopher dannet par i tolv år, og sammen har de fået sønnen Svend på seks år og datteren Sally på syv måneder.

Og en tilfældig morgen med Sally endte Christopher med at melde sig til havkajak.

”Jeg står op klokken fem om morgenen hver dag med Sally. Og en dag var der kommet mail fra Aarhus Kano- og Kajakklub om, at nu kunne man tilmelde sig til introkurserne. Dem har jeg været skrevet op til i over to år, men det bliver altid udsolgt på nulkommafem. Så jeg skyndte mig at melde mig til. Så jeg har lige været i gang med at købe våddragt og udstyr. Og ser supersmart ud i den, det er jeg sikker på, min kone helt sikkert synes.”

”Du skal bare omfavne, at livet langt hen ad vejen baserer sig på tilfældigheder.”

– Christopher Bering Baden, kommunikationsmedarbejder på DMJX

Fra journalist til akademiker og far

Men for at komme tilbage til kronologien, skal endnu en tilfældighed – til panikdag – blive afgørende for både Christopher og Signes liv.

”Mens jeg skriver under på en kontrakt med DR Nordjylland, har DR Aarhus ringet for at tilbyde mig en plads. Så jeg kunne egentlig være blevet i Aarhus i halvandet år. Det var min kæreste lidt træt af på dagen, men jeg var rigtig glad, for jeg ville helst på redaktionen i Aalborg.”

Christopher var glad for sin praktiktid hos DR Nordjylland. Han beskriver det som en af de bedste arbejdspladser, han har været på. Alligevel kom han dog frem til den erkendelse, at han ikke skulle være journalist, blandt andet fordi arbejdstiderne ikke passede specielt godt sammen med det familieliv, Christopher drømte om at få.

Tanken om at få børn begyndte at snige sig ind, og nogle af Christophers medstuderende var allerede gået i gang. Så da Christopher og Signe kom tilbage til Aarhus, følte de, at nu var de også parate til at starte det kapitel i deres liv og forhold. De ville gerne nå det, mens de stadig begge studerede. Hvilket var umuligt, når Christopher kun havde tre måneder tilbage på journalistuddannelsen. Men det lykkedes dem alligevel, for Christopher besluttede sig for at bygge en kandidat ovenpå journalistikken. Han havde nemlig gennem sit studiejob hos Dansk Journalistforbund opdaget, at organisatorisk arbejde og rådgivning var mindst lige så spændende som journalistikken – hvis ikke mere. Han søgte derfor ind på en række kandidatuddannelser, men endte med at blive optaget på sin fjerde prioritet, Uddannelsesvidenskab.

”Det er et skørt tilfælde, at det lige var dér, jeg landede, i forhold til hvor meget jeg identificerer mig med det i dag. Jeg identificerer mig meget mere med uddannelsesvidenskab og med at være akademiker end med at være journalist,” siger Christopher Bering Baden.

Christopher har aldrig givet slip på DMJX

Det er også lidt af et tilfælde, at han er kommunikationsmedarbejder på DMJX i dag. I forbindelse med et arrangement afholdt af KaJ, skulle Christopher briefe den daværende rektor, Jens Otto Kjær Hansen. Pludselig indskyder rektoren, at DMJX vil slå en stilling op i efteruddannelsesafdelingen i næste uge, og at han synes, Christopher skal kigge på den. Christopher endte med at følge rådet, han fik jobbet og begyndte at arbejde i efteruddannelsesafdelingen.

Men efter et par år søger Christopher væk igen og får job i Magistrenes A-kasse, men beholder dog kontakten til DMJX som vejleder og gæsteunderviser. Og hans gamle kolleger glemmer ham ikke, men inviterer flere gange på kaffe for at få Christopher tilbage. Det korte af det lange er, at nu er Christopher tilbage på DMJX og arbejder primært med ekstern kommunikation omkring bacheloruddannelserne.

Inden interviewet sluttede, kom Christopher med en masse gode råd til alle os studerende på DMJX. Men et af de råd, der stod ud, er dette:

”Du skal omfavne, at livet langt hen ad vejen baserer sig på tilfældigheder.”

Og nå ja, der er endnu en tilfældighed i denne fortælling. Christopher fylder 34 år i dag den 1. juni, så hvis I ser ham, kan I ønske ham tillykke.

FORSIDEN

Sygdom slår ikke statsyachten ud af kurs

af Thit | jun 1, 2023 | INDE

Sygdom slår ikke statsyachten ud af kurs

DMJX skal igen i år kæmpe mod uddannelserne på universitetet, da de er med til kapsejlads for andet år i træk. Her er 12 hold fra festforeningerne trukket i det tætsiddende tøj og skal omgivet af fest, farver og råbende studerende sejle på tværs af den lille sø i kampen om ”det gyldne bækken”.

TEKST: Zakarias Forsberg de los Reyes
FOTO: Zakarias Forsberg de los Reyes & Rebecca Helene Hoffmann

Udgivet den 01. juni 2023

Lav musik, lav temperatur og en meget lav sol, der ikke giver meget lys endnu. Det lyder ikke som et godt udgangspunkt for at lave noget sjovt. Alligevel er humøret højt, for denne fredag er en af årets største. Selvom resten af Danmark ligger i deres senge, er mange tusinder mødt op midt om natten i Uniparken for at se deres hold.

DMJX deltog sidste år for første gang efter en fire-årig pause. Der har gået rygter om, at skolen var bandlyst for ikke at møde op og rydde parken for skrald et år, men sandheden er, at Kurt Strandbar i flere år ikke tilmeldte sig. I år håber de på at rydde bordet.

Med ‘Den Fjerde Statsyacht’ skal bådvender Freja Tylvad og de fem sejlere Mads Norman, Emil Helligsø, Mads Læbel, Karoline Paasch og Viktor Houman skabe det bedste resultat i mange år. At de to sidstnævnte er syge, var næppe en del af planen, da træningen startede tilbage i marts måned. Dengang kunne de ikke finde båden, og det fortæller fint om forløbet frem mod fredag den 28. april.

Træning med nedtur i søen

I alt vejr og op til fire gange ugentligt er skolens hold mødt op for at hakke bajere og dreje rundt. I starten inde i Kurt. Der gik en uge med at finde båden, som lå i skolens kælder, men efter søen åbnede for sejlads den 1. marts, har træningen foregået nede i Uniparken. Viktor Houman, 20 år, er tidligere kajakinstruktør, og der er ingen tvivl om, at han har de tekniske briller på.

”Du holder helt skævt på den der pagaj,” har Viktor flere gange forklaret sine holdkammerater, og ”grunden til I sejler skævt, er jeres dominerende hånd, som er for langt ude.”

Han har kun været med i Kurt Strandbar i to måneder inden konkurrencen og har brugt hver uge på at blive klar, og det kan mærkes. I over en uge op til konkurrencen har Viktor været syg, og han fortæller bundærligt, at han må tage en periode, hvor han ikke bunder øl efter kapsejladsen. Til sidste træning er han heller ikke nede i den grå og røde gummibåd, men står ved bredden, da han skal passe på ikke at ryge i søen.

Den person, som tilbringer mest tid i vandet, er bådvender Freja Tylvad, eller bådvinder, som hun også kalder sig. Når resten af holdet spinner og bunder, står hun fast i det iskolde vand, hvis sigtbarhed er så lav, at man ikke kan se sine fødder. Selv i frossen tilstand vender hun nærmest uafbrudt båden og tømmer den for det vand, den løbende tager ind, og der er kommet rigtig meget denne tirsdag.

Det er drengenes egen skyld, fordi selvom Mads Norman, Mads Læbel og Emil gør, hvad de kan for at krydse søen hurtigst og i tør tilstand, kæntrer båden et par gange, og alle tre drenge er på kort tid nede i søen for at få fat på pagaj og kajak. ”Av av av,” råber Norman bagefter, da han slår sig voldsomt på kanten af bredden på vej op til en øl, og Freja må trøste ham og lægger sin hånd på hans læg.

Træningen slutter med, at der er gået hul på båden, men som Emil siger, ”skal vi fucking ikke dvæle ved det.” Det ordner de med gaffatape, og så kan båden pumpes, lige inden der skal sejles om fredagen.

(Foto: Zakarias Forsberg de los Reyes)

En fredag som på festival

Tre dage senere er det blevet tid, og dagen for kapsejlads er lang. De mange tilskuere kæmper sig igennem natten og morgenen med kaffe-Bailey, Redbull, drukspil og de mange indslag, der er undervejs. Kort efter solen er stået op over Randersvej, står hele parken op og synger Ingemanns ’I østen stiger solen op’ og Bamses ’I en lille båd, der gynger’. De gode Kurt-folk føler vist, at den sang går ekstra meget ud til dem.

Som optakt til den rigtige sejlads er der klokken ni lagt an til havfrueræs. Her skal en række søulve slinge sig rundt og svømme på tværs af den kølige sø til Champagnegaloppen og til Wagners Walkürenritt, da afgørelsen nærmer sig.

Op ad formiddagen hygger og sludrer folk, hvis ikke de bevæger sig mellem de forskellige camps, hvor man snart ikke kan gå i fred fra folk, man kender, som var det en festival. Langsomt bliver DMJX-campen mere og mere rodet. Græsplænerne bliver mindre grønne, og slatter fra ølbong og andre drikkevarer får jorden til at blive til mudder.

En af hovedpersonerne på skolens hold har valgt at komme lidt efter alle andre, men det er til stor glæde og gavn, at Karoline er mødt op. Bådens eneste kvinde har ligget syg hele ugen og var næppe mødt op, hvis den stod på forelæsning, men i dag er hun uundværlig. Karoline griner også og er fortrøstningsfuld i forhold til sin præstation.

”Den bliver bedre end drengenes, for de har alle sammen drukket sig stive,” siger hun.

(Foto: Rebecca Helene Hoffmann)

Optakt med optur

I takt med temperaturen stiger, gør humøret det også. Klokken elleve rejser alle sig og er ellevilde, mens skolens sang spiller, fordi ”DMJX, det er bedre end sex.” Det virker ikke til, at sangen er populær i resten af Uniparken, men en linje kan alle vist blive enige om. ” Kommer du fra Umbi, er du bare en fucking bitch.” Sætningen om de medicinstuderende viser sig senere at være næsten profetisk.

Overalt i parken bliver der festet og drukket. Folk glider og vælter rundt på jorden, hvis ikke de er i gang med endnu en dåse i den såkaldt selvrensende ølbong, der kort forinden har været med på rustur og siden har gjort sig selv ren. Andre vælter i deres campingstole og har besvær med at komme op igen. Det er nemlig ikke på jorden, festen foregår. Den foregår oppe i himlen, hvor et jagerfly flyver rundt til ære for de omtrent 30.000 unge, der bare venter på, konkurrencen går i gang.

Men først er der nøgenløb og en uendelig række af introshows. Kun de største bevægelser fornemmes fra skolens lejr på den anden side af søen. Derfor er det også desto mere imponerende, da hele Kurt tropper op og laver deres introshow, som modtager et stort bifald fra alle. Efterfølgende indrømmer folk fra medicin og andre studier, at DMJX var de bedste den dag. Altså deres show. Ikke sejladsen.

For da den endelig bliver halv fem, går det løs, og “Den Fjerde Statsyacht” passerer på ingen tid søen. At alle andre er hurtigere, er ikke så vigtigt. Der bliver spundet og bundet til den store guldmedalje, mens Freja drejer båden. Da Viktor når tilbage til bredden og i mål som sidste mand, er det med en fornem tid og en flot fjerdeplads i sidste heat…

Altså en sidsteplads, men den bliver fejret, som var det en sejr. For efter otte ugers intens træning er det en forløsning for det seks mand store hold, der jubler, og alle er vindere på trods af sygdom og sidstepladsen. Smilene er store, og begejstringen vil ingen ende tage, da de hopper over afspærringen og tilbage i lejren til heppekoret, der hylder dem.

Kapsejladsen bliver vundet af Umbilicus fra medicin for første gang i en årrække, og herefter starter festen med Lamin som afslutningsnummer. Som Lamin beder om, er ingen længere anspændt, når bare de finder deres drinks. Nu lugter der af røg, øl og breezers på det spontane floor omgivet af chipsposer, krus fra vodka-Redbull, øldåser, Aldinet og plastikglas. Alligevel danser og hujer menneskehoben, smiler til hinanden og synger med på Lamin.

”Gode dage, gode drinks, gode tider.”

(Foto: Zakarias Forsberg de los Reyes)

FORSIDEN

« Gamle poster

Næste poster »