Kære dagbog: Dårlig mave, drænende dage og kroppen fyldt af dopamin

af | maj 12, 2022 | INDE

Kære dagbog: Dårlig mave, drænende dage og kroppen fyldt af dopamin

TEKST: Astrid Simone Kjær & Lisa Bilgrav
ILLUSTRATION: Thit Lund Bording

Udgivet den 12. maj 2022

Påskeferien

 

Tirsdag d. 12. april, Lisa

Jeg bakser med hjemmeside. Igen. En hjemmeside, jeg føler er super vigtig, men alligevel ligegyldig, når man gang på gang får fortalt, at de ofte ikke kigger på den.

 

Fredag d. 15. april, Lisa

Begyndte at græde over Wix. Fuck Wix.

 

Mandag d. 18. april, Lisa

Jeg har talt i telefon med tre praktikanter. Jeg føler mig privilegeret over, at jeg kender så mange, jeg kan få gode råd af. Jeg deler selv ud af de informationer, som jeg får, til andre fra mit semester. Jeg vil gerne spille et fair spil. Samtidig føler jeg mig som et dårligt menneske, da jeg ikke vil have, at folk tager pladserne fra mig. Det er en ond spiral.

 

Torsdag d. 14. april, Astrid

De seneste to uger op til påskeferien har været presset. Alle taler om praktik og arbejder på deres hjemmeside. Inklusiv mig selv. Det er som om, at det ligger i baghovedet på alle. Alligevel føler jeg mig alene med bekymringerne. For hvad nu hvis jeg ikke får en praktikplads, jeg kan se mig selv i?

Ugen med Messen

Onsdag d. 20. april, Lisa

På vej til praktikmesse i Odense. Seks runder har man til at snakke med forskellige medier. Det her er muligheden for at få en fornemmelse af praktikstederne.

Hold kæft det går stærkt mellem runderne. Man taber næsten kaffen, når båthornet runger mellem betonvæggene. Man når slet ikke at danne sig et overblik. Det er et kæmpe gedemarked.

Var forbi EB efterfølgende, så de kunne få et indtryk af mig. Ville gerne have vist mig mere på DR Nyheder, men der var så mange mennesker, at det føltes helt umuligt.

Jeg har den vildeste hovedpine.

 

Onsdag d. 20. april, Astrid

Messen er et virvar. Vi træder ind i en stor industrihal med højt til loftet og vægge af beton. Der er opstillet boder, men det er umuligt at holde overblik over, hvilket mediehus, der står hvor. Jeg hader det allerede.

Torsdag d. 21. april, Lisa

Jeg har fået en samtale med Jyllands-Posten i morgen. Jeg forbereder mig på idéer, avisens identitet, målgruppe, hvem er jeg. Kæft der er meget.

Aftalt samtale med Børsen på mandag. Normalt holder de kun samtaler tirsdag og onsdag, så føler mig lidt heldig over, at de har sagt ja. Det er et værre puslespil at få alle forsamtaler til at gå op.

 

Torsdag d. 21. april, Astrid

Jeg kunne blive ved med at sove efter i går. Der var mange indtryk og mange timer med et tørt smil og øjenkontakt. Dog er jeg i dag mere klar over, hvilke steder jeg kan se mig selv i. Børsen gjorde, overraskende nok, et skide godt indtryk.

 

Fredag d. 22. april, Lisa

Samtalen er overstået ved Jyllands-Posten. Ham, jeg snakkede med, var nice, men jeg ved ikke, om det gik godt. Han spurgte om en forside til i morgen, som jeg skulle finde på, hvortil jeg fyrede lort af. Man bliver lidt en anden person til samtalen, føler jeg. Man bilder dem ind, at man kender avisen godt, deres målgruppe og artikler. Jeg har jo primært læst op på det dagene op til.

 

Fredag d. 22. april, Astrid

Det er gået op for mig, hvorfor det hele har været så forvirrende, når det kommer til at få en praktikplads. Der er ikke nogen regler. Der er retningslinjer, men de bliver brudt. For eksempel er det kun de mindre medier, som må holde samtaler og åbent hus mandag, men jeg er allerede blevet tilbudt en samtale af Børsen på mandag.

Mit bedste råd er at følge med. Accepter, at det er et lorte system (eller gør oprør).

Fredag d. 22. april, Lisa 

Forbereder mig til de kommende samtaler med nye idéer til artikler. Jeg synes, at det svært.

Har grædt tre gange i dag.

Helvedesugen kommer nu, og jeg kan mærke, hvordan presset rammer. De kan love dig en masse ting, og du kan hoppe fra din aftale. Du kan få booket en samtale før tid, selvom det egentlig starter senere. Man skal være kreativ og sweet talke, men de kan også blive sure på én, hvis man hopper fra sent

Samtale-ugen 

Mandag d. 25. april, Astrid

I dag skal jeg ind forbi Børsen. Nervøsiteten kommer snigende, og knuden i maven er begyndt at stramme til. Det er som at gå til eksamen. Før sidste uge havde jeg aldrig skænket avisen en tanke, men efter messen er jeg spændt på samtalen.

Samtalen gik fint, tror jeg. Eller måske ikke. Det er svært at sige.

I løbet af dagen har jeg fået samtaler op at stå med yderligere to praktiksteder, så jeg er oppe på ni samtaler i alt. Jeg vil ikke ende med tomme hænder, når ugen er omme. Måske et overkill. Men altså; better safe than sorry.

 

Mandag d. 25. april, Lisa

Jeg har en samtale med Børsen. Jeg er virkelig nervøs. Min puls stiger, og jeg kan ikke spise noget. 

Forbereder mig til Ekstra Bladet og Berlingske. Åh, det er trættende og hårdt. Der er mange informationer, som man skal huske, og man skal virkelig tænke på de idéer, som man skal pitche til samtalerne.

Jeg bliver pludselig panisk om mine valg af samtaler. Burde jeg melde mig til nogle ekstra? Jeg satser jo kun højt, med de steder som jeg søger, og jeg vil helst ikke stå uden en plads. Men skal jeg søge noget, som jeg ikke rigtig føler for?

 

 

Tirsdag d. 26. april, Astrid

I dag skal jeg til samtale ved Politiken, Berlingske og Information. Det har medført vedvarende ondt i maven, kvalme og derudover har jeg nervøs-skidt fem gange. Ikke nogen fed oplevelse, det er helt sikkert.

Det er ventetiden mellem samtalerne, der er det værste. Flere gange i løbet af dagen har jeg haft lyst til at aflyse samtaler for at undgå mavesmerterne.

I ventesalen ved Information støder jeg ind i en RUC’er, som har fået tilbudt Politiken. Vreden stiger op i mig. Til samtalen ved Politiken sagde chefredaktøren, at jeg skulle forvente et opkald, men det har jeg ikke fået, og dagen er snart ovre. Jeg føler mig dum og uduelig. Hvordan kunne jeg tro, at jeg havde fået det?

En halv time efter vibrerer min telefon. Jeg tager røret og får tilbudt Politiken. Jeg kan ikke sidde stille eller stoppe med at smile. På en og samme tid er jeg sur og glad. Lettet og frustreret. Jeg troede seriøst ikke, at hun ville ringe. Den er fandme i hus.

Tirsdag d. 26. april, Lisa

Jeg er pisse nervøs. Jeg har næsten ikke sovet, kan slet ikke spise og skal hele tiden på toilettet.

Jeg dukker op til åbent hus på Berlingske. Det er en mærkelig oplevelse, når man kan se alle andre, som også er mødt op i håbet om at få en plads. Da åbent hus slutter, har jeg en time til min samtale. Jeg løber ud og køber dagens avis hos Berlingske. Jeg skal have læst forsiden, hvis de spørger ind til den.

Til samtalen bliver vi kaldt ind et lille hold ad gangen. Mens vi venter, sidder folk på deres telefoner og prøver at huske ting udenad. Der er en underlig stilhed. Min puls stiger.

Samtalen på Berlingske gik godt, men mange har søgt den, så tør ikke satse.

Jeg har en samtale med Ekstra Bladet senere. Glæder mig virkelig meget til den.

Samtalen gik ikke som forventet. Jeg blev vildt nervøs. Er ret skuffet over mig selv. Jeg har hele tiden tænkt, at det var den samtale, hvor jeg virkelig kunne være mig selv. Men fik ikke rigtig noget igen hos dem. Det er hårdt, når jeg hele tiden har tænkt, at EB kunne være et rigtig godt sted for mig.

Efter samtalerne er vi en gruppe, der har fundet sig til rette på en rød bænk foran JP/Politikens Hus og taler om de foregående samtaler. En af mine medstuderendes telefon ringer. Han har fået tilbudt en plads på Politiken. Stressen banker på igen, også selvom jeg har ikke engang søgt Politiken. Jeg begynder at græde midt på Rådhuspladsen. Jeg er så presset. Folk omkring mig får tilbudt pladser på de store dagblade, og jeg har stadig ikke hørt noget.

Jeg er lige kommet hjem, og jeg forbereder mig til samtalerne i morgen. Jeg er presset og kan ikke spis noget. Mine veninder er bekymrede for mig.

Telefonen ringer, og jeg tager den med det samme.

“JEG HAR FÅET TILBUDT JYLLANDS-POSTEN! SHIT SHIT SHIT!”

 

Onsdag d. 27. april, Astrid

I dag skal jeg til samtale ved DR Nyheder.

Stemningen blandt mine medstuderende er meget forskellig. Nogle har fået forhåndsaftaler i hus, hvilket rygtes med lysets hast. Andre har endnu ikke fået noget i hus og mærker presset. Det er skide svært at være i. Jeg vil gerne støtte dem og sige det rigtige, men der er ikke noget jeg kan sige for at gøre det bedre. Jeg står på den “heldige” side af det hele. Jeg har fået en aftale på Politiken, hvilket giver ro, men også dårlig samvittighed i forhold til de venner, som endnu ikke har fået noget. 

Samtalen ved DR var god. Det er fandme et fedt sted. Det får mig til at tvivle. Er DR et bedre sted for mig end Politiken?

Jeg er helt kvæstet. Der er konstant beskeder i indbakken fra mine medstuderende. Man (heriblandt mig selv) skriver rundt for at høre, hvem der har fået hvad. Jeg kan ikke lægge mobilen fra mig. Tårerne triller ned af mine kinder. Jeg kan ikke mere.

Onsdag d. 27. april, Lisa

Ud til samtale hos DR. Shit, jeg er nervøs.

Det er en mærkelig stemning. For første gang kan jeg fysisk se, hvor mange vi er om de få pladser. DR afholder deres samtaler i samme lokale, som folk venter, så man kan vitterligt se på, mens ens medstuderende har samtaler. Det er underligt. Mange har allerede fået tilbudt gode pladser, og rygterne spredes hurtigt.

Jeg går væk med små skridt fra min samtale ved DR Nyheder. Det var en underlig oplevelse. Jeg havde ikke regnet med, at jeg ville opleve så lidt menneskelighed fra dem. Nu forstår jeg, hvad folk mener, når de siger, at det er et samlebånd hos DR.

Jeg magter ikke engang de to næste samtaler på DR. Jeg er så skuffet. Hvor var det en vildt dårlig oplevelse.

P1 Kulturen har glemt at skrive mig på listen. Hahahaha. Skal vente i 1,5 time.

Men shit en god oplevelse hos dem. Den plads vil jeg virkelig gerne have, men der er kun én, og der er mange om budet. Jeg er bare glad for, at jeg kan slutte af med en god oplevelse.

Netop kommet hjem. Jeg har ikke fået DR Nyheder. Sikke en nedværdigende samtale. Det føles tomt. Jeg begynder at græde. Igen. Det har altid været min drøm at komme på DR Nyheder. Jeg er så ked af, at jeg blev taget imod på den måde.

 

Torsdag d. 28. april, Astrid

Jeg har sovet længe. Anstrengelserne fra de sidste par dage kan mærkes, og jeg skal bare be’ om at komme hjem i min egen seng i Århus. Mit hoved er tomt og maven mættet af alle følelserne fra de sidste par uger. Jeg skal godt nok være stiv i morgen til Kapsejlads.

Torsdag d. 28. april, Lisa

Nu kan jeg endelig slappe af. Jeg har fået en plads, og jeg skal ikke til flere samtaler.

Børsen har lige ringet. De vil give mig en plads. Jeg er igen forvirret. Skriver og ringer rundt til folk for at få råd.

Jeg afviser Børsen. Det er ikke det rigtige sted for mig.

Shit, praktiksøgning har været en underlig oplevelse. Jeg er ret frustreret over hele forløbet. Man har kun otte minutter til at “sælge sig selv”, og nogle gange kunne jeg  mærke, at jeg blev valgt fra ved første øjekast. Nogle er dog søde, og det er skønt. Men man glemmer lidt de gode oplevelser i processen.

Berlingske har ringet. Jeg sad på WC, da telefonen vibrerede. De har tilbudt mig en plads. Jeg skal gerne svare inden kl 22. Jeg har tre timer, og er på vej ud af døren til Århus.

Igen. Opkald. Beskeder. Hvad skal jeg vælge?

Jeg må være den mest irriterende person på Kombardo-bussen. Sidder konstant i opkald. Græder igen og igen.

Efter jeg har lagt på ved det sted, som jeg har afvist, begynder jeg at græde. Jeg ved godt, jeg er i en virkelig heldig situation. Men jeg er i underskud af søvn, har intet spist i fem dage, og jeg er bange for at træffe det forkerte valg.

Netop ankommet med bussen. Min kæreste venter på mig. Hvor er det rart at se ham igen. Jeg føler, at jeg har været væk i tre uger.

Jeg er drænet for energi. Selvom jeg nok skal få et godt praktikophold, så føler jeg, at jeg har skuffet andre mediehuse og de mennesker, der har lagt et godt ord ind for mig. Jeg føler mig fjollet for at reagere på den måde. Specielt fordi jeg kun skal vælge praktikpladsen for mig selv og ingen andre. 

Fredag d. 29. april, Lisa

Jeg er taget til Kapsejlads med de mange andre fra DMJX. Folk har ikke hørt, at jeg skal på Berlingske i stedet for Jyllands-Posten. Det er sjovt at se folks reaktioner. “Jeg havde to vilde timer i går aftes, på vej hjem mod Århus,” svarer jeg.

Panikdag

Onsdag 4. maj, Astrid

Jeg er nervøs. Også selvom der ikke er grund til det. Jeg har fået en praktikplads i hus, og jeg er blevet forsikret om det af flere omgange. Alligevel kan jeg mærke noget, der rumsterer i maven.

Jeg skal mødes med en gruppe fra årgangen og poppe pagnen, når tiden er gået.

Vi sidder alle fem med skærmen foran os, mens der bliver talt ned. Det virker så absurd. Den er grøn.

Jeg skal i praktik på Politiken.

 

Onsdag 4. maj, Lisa

Jeg vågner tidligt onsdag og dobbelttjekker, at min ansøgning er blevet sendt ind på praktikmatch. Berlingske skriver til mig 12.10, at de har godkendt min ansøgning. De glæder sig til, at jeg skal starte. Det føles rart, at de viser så meget begejstring for en.

Jeg møder en flok venner fra studiet kl 13.00. Nogle af os har kæmpet lidt mere end andre, men vi er alle ret enige om, at praktiksøgning er et mærkeligt og hårdt system. Der står champagne, øl og snacks på bordet. Vi skal fejre det hårde arbejde.

I skyggen af journalisterne: Kommunikatører føler sig glemt

I skyggen af journalisterne: Kommunikatører føler sig glemt

af | maj 12, 2022 | INDE

I skyggen af journalisterne: Kommunikatører føler sig glemt

Kommunikatører på DMJX Aarhus føler sig ikke altid som en del af det store fællesskab, men det kræver en indsats fra flere sider, hvis kulturen skal ændres. Ikke mindst fra kommunikatørerne selv.

TEKST & Illustration: Katrine å. edvardsen  

Udgivet den 12. maj 2022

DMJX i Aarhus er prydet af flotte pressefotos og fængende rubrikker, men hvor er planchen med den skarpe pressemeddelelse eller kampagnen, der gik viralt?

Kort efter studiestart i efteråret 2021, gav det nye hold af kommunikationsstuderende udtryk for, at de følte sig forbigået. Efter opfordring fra underviser og semesterkoordinator Helle Tougaard, sendte de studerende en mail til hende, hvor de beskrev en række eksempler på problemet.

 Helle Tougaard har også selv øje på problematikken. Hun har blandt andet bemærket, at der en tendens til at glemme at præcisere, hvilken uddannelse man mener, når man omtaler et semester på skolen.

”Det er for eksempel i Illustreret bunker. Jeg læste en udgave i efteråret, og hver gang der stod, at nu skal 4. semester sådan og sådan, så tænkte jeg: På hvilken uddannelse?”, siger hun og fortæller, at det nok er en kultur, der har rod i skolens lange historik som journalistuddannelse.

Og det er ikke ligetil at ændre en kultur. Helle Tougaard nævner, at hun godt kan blive træt af at høre sig selv pippe op om, at journalisterne tager for givet, at vi snakker om journalistuddannelsen. Der er grænser for, hvad skolen kan gøre, mener hun, og det er ikke nok, at kommunikatørerne peger på uretfærdighederne. De må også selv sparke døren ind.

Startede ved bazaren

Det var foreningernes bazar, der i starten af september efterlod flere af de nye kommunikationsstuderende med en bitter smag i munden. De studerendes dårlige oplevelser blev diskuteret på semesterets ene hold, hvor Helle Tougaard, der i perioden havde holdet til Journalistisk Metode, opfordrede et par af de studerende til at formulere deres oplevelser i en mail til hende.

Den 6. september, fire dage efter bazaren, modtog Helle Tougaard en mail fra de studerende, hvor de beskrev deres oplevelser. Det første eksempel i beretningen var fra det indledende oplæg, hvor skolens foreninger præsenterede sig.

”Under præsentationerne af de forskellige foreninger blev der udelukkende snakket til journalisterne, hvor adskillige foreninger også direkte nævnte: ’Vi har brug for jer nye journaliststuderende’”, stod der i mailen.

Derefter bliver der i mailen berettet om, hvordan et par af de studerende oplevede at blive afvist af foreningernes repræsentanter med forklaringer som, “Det er egentlig mest for journaliststuderende” eller “Vi har ikke lige prøvet at have en kommunikationsstuderende med på holdet før”.

Sidst i mailen fortæller skribenten om sin egen oplevelse ved bazaren.

”Jeg undlod slev at nævne, at jeg er kommunikationsstuderende, så jeg i det mindste kunne få en dialog i gang med de forskellige repræsentanter fra de forskellige foreninger”, skriver den kommunikationsstuderende. Hun understreger dog, at hun ikke selv oplevede direkte eller indirekte afvisninger fra alle foreninger.

Den 13. september, syv dage senere, sendte Helle Tougaard de studerendes beretning videre i en mail til Jens Grund, som på det tidspunkt var konstitueret rektor. Helle Tougaard tilføjede i sin besked, at skolen jo understøtter foreningerne økonomisk. Så det kan ikke passe, at der er en uddannelse, som ikke kan være en del af foreningerne.

Allerede dagen efter tikkede et svar ind i hendes indbakke. Han var selvfølgelig ked af at høre om hændelsen, og han opfordrede de studerende til at melde sig ind i DSR, da det er gennem dem, at foreningerne modtager støtten.

”Og så må jeg jo erkende. Det var ligesom det. Så gjorde jeg jo ikke mere ved det, fordi så var vi også langt henne på semesteret, og så var der også mange andre ting”, siger Helle Tougaard.

DSR består i dag af syv  kommunikatører og fem journalister, hvoraf formanden, kommunikationsstuderende Marie Smidt Laursen, er fra samme semester, som de studerende, der sendte mailen.

 

”Det er svært at komme med ordentlige eksempler. Det bliver bare til en samling af små ting, der hober sig op.”

 

– Maria Sejr, kommunikationsstuderende på DMJX

 

Mange bække små

Maria Sejr fra 2. semester på kommunikation var ikke med til at skrive mailen til Helle Tougaard, men også hun kan genkende flere af de scenarier, den beskriver. Det er dog ikke kun bazaren, der har gjort, at hun føler, at kommunikationsuddannelsen bliver ekskluderet. Nye eksempler har meldt sig siden da. Det er mange små oplevelser i hverdagen, der tilsammen bekræfter Maria Sejr i, at oplevelsen til bazaren var et tegn på et større problem.

”Det er småting, som at de glemmer at nævne kommunikation i åbningstalen til fagfestivalen eller når en gæsteunderviser ikke har fået at vide, at vi er kommunikatører og ikke journalister”, siger kommunikationsstuderende Maria Sejr.

Hun tilføjer, at det kan være svært at argumentere for, hvordan de journaliststuderende farvoriseres.

”Det er svært at komme med ordentlige eksempler. Det bliver bare til en samling af små ting, der hober sig op.” siger Maria Sejr.

Maria Sejr meldte sig samme efterår til at hjælpe med at planlægge DMJX’ fagfestival, men oplevede, at det var svært at få arrangeret indhold til kommunikatørerne.

”Vi var kun tre fra kommunikation, og vi kunne ikke komme til de første møder, fordi vi skulle aflevere opgaver de dage. Da vi kom, havde de allerede kontaktet oplægsholderne, og vi kunne jo hurtigt se, at der kun var to af indslagene, som var kommunikationsfaglige,” siger hun.

De to kommunikationsfaglige indslag var et oplæg med Googles danske kommunikationschef og et oplæg med Nationalmuseets historiefortæller på sociale medier. Festivalens resterende 25 oplæg, debatter, workshops og masterclasses handlede alle om forskellige former for journalistik på skrift, lyd eller tv.

Maria Sejr og hendes to medstuderende skyndte sig at melde sig på de to kommunikationsoplæg, men de kunne ikke lade være med at undre sig over, at der ikke blev gjort mere for at lave kommunikationsfagligt indhold til festivalen.

”Det er lidt sjovt, at man kan kalde det en fagfestival, når det ikke er alle fag, der er ordentligt repræsenteret”, siger hun og forklarer, at det var en fornemmelse alle tre kommunikationsstuderende sad med, og som hun også siden har hørt fra andre kommunikatører.

 

”Noget af det jeg får at vide, er: Hold så op med at være ofre! I skal også presse på. De må selv komme og sparke døren ind. De må selv gøre noget.”

 

– Helle Tougaard, underviser og semesterkoordinator på kommunikationsuddannelsen

 

Journalistuddannelsen er større og ældre

At der ikke blev arrangeret flere kommunikationsfaglige indslag til festivalen, skyldes højst sandsynligt, at der ikke var flere kommunikationsstuderende repræsenteret blandt arrangørerne. Det var nemlig i høj grad de studerende selv, der formede programmet. Det kan dog blive svært at få lige så mange kommunikatører som journalister til at engagere sig i de fælles projekter.

Lige nu er der 4-5 journalister pr. kommunikatør på skolen, men normalt ville det tal ligge på 6 journalister pr. kommunikatør. Det skyldes, at der i sommeren 2021 helt ekstraordinært startede 30 ekstra studerende på kommunikation som følge af et corona-særtilskud. Kommunikationsuddannelsen tæller normalt 50 studerende pr. semester. Derudover starter der kun kommunikatører om sommeren i Aarhus, da vinterstartsholdet har til huse på DMJX i København.

En anden væsentlig forskel på de to uddannelser er deres levetid. Danmarks Journalisthøjskole blev oprettet i 1962. Kommunikationsuddannelsen blev til i 2011. DMJX bliver også stadig kaldt Journalisthøjskolen i folkemunde, og ifølge Helle Tougaard er skolens historik en af de ting, som kommunikationsuddannelsen kæmper imod.

”Oprindeligt var det en skole, der kun uddannede journalister. Nu er der også kommet en anden uddannelse til, som efterhånden fylder, om ikke lige så meget, så i hvert fald rigtig meget mere end den gjorde fra starten”, siger hun og fortæller, at det faktisk går bedre med at inkludere kommunikatørerne.

”I forhold til, da vi startede tilbage i 2011 og til nu, er der er stor forskel. Det er helt sikkert. Jeg havde måske håbet, at det havde ændret sig mere, når nu vi kom på den nye skole, og den der historik ikke længere sidder i murene.”

Spark døren ind

Helle Tougaard fortæller, at hun flere gange har snakket med sine kolleger fra journalistuddannelsen, når problematikken er kommet op til debat blandt hendes studerende.

”Noget af det jeg får at vide er: Hold så op med at være ofre! I skal også presse på. De må selv komme og sparke døren ind. De må selv gøre noget,” fortæller hun.

Hun kan dog godt forstå, at det kan være svært, når man lige er startet på første semester. Hvis hun skulle komme med et godt råd til det nye semester, der starter efter sommer, så er det at søge indflydelse i DSR.

”Man må gerne beklage sig. Man må gerne pege på uretfærdigheder, men man er også nødt til selv at tage ansvar. Så søg noget indflydelse, og prøv at arbejde med det på de indre linjer. Og så kom, hvis I har nogle gode forslag! Kom endelig med dem. Så vil vi gøre, hvad vi kan. Men vi vil ikke sparke døre ind for jer”, siger hun med en bestemt, men venlig tone.

”Jeg ved jo godt, de kan. De har jo lært, hvad en vinkel er. Og de kan godt lave et interview, og de kan godt skrive en god indledning. Det kan de faktisk godt.”

 

FORSIDEN
Overvejer du udveksling? Bare rolig, jeg har bekymret mig på dine vegne

Overvejer du udveksling? Bare rolig, jeg har bekymret mig på dine vegne

af | maj 12, 2022 | INDE

INDE
Overvejer du udveksling? Bare rolig, jeg har bekymret mig på dine vegne

Får jeg venner i udlandet? Har jeg noget at putte på min praktikhjemmeside? Og hvad med økonomien? Jeg skal på udveksling til efteråret, og jeg har bekymret mig om alle de spørgsmål, du gerne vil have svar på. 

TEKST: sidse marie hansen  
FOTO:  rebecca helene hoffmann

Udgivet den 12. maj 2022

“Jer, der skal på udveksling kommer til at være fucked til praktiksøgning”.

Døren til gul audi var netop blevet banket op, da roen på 1. sal blev afbrudt af min studievenindes kommentar. Der havde været introduktion til tredje semester på journalistuddannelsen, og jeg var ikke dukket op. Jeg grinte af min venindes kommentar på den der lidt overskudsagtige bare-rolig-jeg-har-styr-på-det måde. Men hun ramte noget ømt.er der skal på udveksling kommer til at være fucked til praktiksøgning.”

En latent bekymring, som indtil nu havde ligget bagerst i maven, detonerede den onsdag klokken 14:30 for enden af trappen. For hvad betyder det at gå glip af et helt semester på DMJX?

Jeg skal på udveksling til Beirut i efteråret på mit tredje semester, og jeg glæder mig. Men ærligt, så er jeg vanvittig nervøs. Jeg skifter mellem at tænke på dans, vandpibe og falafel for derefter at tænke på strømsvigt, vanvittige valutaer og uoverskueligt papirarbejde. Nu har jeg skrevet mine bekymringer ned og tilmed inddelt dem efter bekymringsniveau. Den største bekymring er praktiksøgningen, herefter mit sociale liv, så de praktiske omstændigheder og til sidst på bekymringslisten, er, hvordan det faglige niveau er i udlandet.

For at stikke til min bekymringsboble tog jeg fat i tre personer, der skulle hjælpe mig med at be- eller afkræfte mine skrækscenarier. Panelet bestod af Martin Vestergaard, der er praktikkoordinator på journalistuddannelsen, Elisabeth Bjarløv, som er international koordinator og Mikala Emilie Kjærbo Sørensen, der er praktikant på TV2 Østjylland, og som kom hjem fra San Fransisco i december 2021 efter at have været på udveksling på sit fjerde semester.

   

 

”Jeg har stadig kontakt med de fleste af de piger, jeg snakkede med, inden jeg tog afsted. Men selvfølgelig sker der jo ting i folks liv – det står jo ikke bare på pause, fordi man er væk.”

 

– Mikala Sørensen, praktikant på TV2 Østjylland og tidl. udveklingstuderende

Praktiksøgning

Min første alvorlige bekymring handlede om, hvordan jeg skal kunne finde en fed praktikplads, når jeg på fjerde semester skal fortælle medierne, at jeg har brugt et halvt år i Beirut på at lære arabisk og studere islamisk kultur i stedet for at producere TV og fordybe mig i skrift på DMJX.

”Det er jo meget forskellige personer, der vurderer, hvem de vil have som praktikant. Men det er absolut ikke mit indtryk, at det trækker ned at have været på udveksling. Ud fra, hvad jeg har hørt, så kan udveksling give et indtryk af, at man er selvstændig og tør nogle ting,” siger praktikkoordinator Martin Vestergaard som noget af det første, da vi mødes.

På DMJX skal alle 3. semester journaliststuderende igennem et obligatorisk TV-forløb – bortset fra de elever, som er på udveksling. Jeg har manglet information om, hvad det ville betyde for min praktiksøgning, at jeg ikke har lavet de samme TV-produktioner som mine medstuderende.

Martin Vestergaard forklarer, at det nok er et lille plus at have haft TV-forløbet, hvis man specifikt søger et TV-medie. Han lagde dog vægt på, at de fleste medier ikke har krav om, at praktikanterne har haft TV. Ifølge Martin kigger de mere på, hvilken person man er, og om man har en forståelse for journalistisk tænkning.

“Godt nok,” tænkte jeg. Men det lavpraktiske nagede mig stadig, og jeg spurgte, om jeg ville have nok at lægge på min praktikhjemmeside, når jeg misser et helt semesters projekter.

”Jeg forstår udmærket logikken i det, du siger, men jeg har aldrig hørt nogen problematisere det før,” siger Martin Vestergaard. 

 

Mit sociale liv

Hver gang jeg starter et nyt sted, er min første bekymring altid: ”Får jeg nogle venner?” Som i hver gang. Og selvfølgelig skal udveksling ikke være undtagelsen, der befrier mig for koldsveden over måske at stå alene og venneløs i en by, jeg indtil for nylig ikke kunne pege ud på et kort. Derfor er jeg også hurtig til at konfrontere praktikanten Mikala Emilie Kjærbo Sørensen med min bekymring, da hun ringer mig op.

”Hele mit netværk kom igennem universitetet. Vi var 250 udvekslingsstuderende, og alle er i samme båd som dig, og har heller ikke rigtig noget netværk, så man bruger jo hinanden,” siger Mikala Sørensen. 

Universitetet, hun gik på i San Fransisco, havde en god forening for udvekslingsstuderende, og det var en nem måde at møde venner på. Hun havde også boet på hostel i begyndelsen af sit ophold, hvor hun havde fået en amerikansk veninde.

Men én bekymring er, om jeg får nogle udenlandske venner. En anden er, om mine nuværende venner fra studiet har glemt mig, når jeg vender tilbage på DMJX for at gå på fjerde semester. Mikalas studietid har været præget af corona, men hun forstår min bekymring.

”Jeg har stadig kontakt med de fleste af de piger, jeg snakkede med, inden jeg tog afsted. Men selvfølgelig sker der jo ting i folks liv – det står jo ikke bare på pause, fordi man er væk. Jeg tror ikke, folk vælger én fra, når man kommer hjem, men det kræver nok, at man også selv opsøger dem,” siger Mikala.

Sidse Marie Hansen er 2. semesterstuderende på journalistuddannelsen. Til efteråret drager hun med Beirut for at tage et semester som udveklingstuderende. 

Praktiske omstændigheder

Jeg var sen til at beslutte mig for, at jeg ville på udveksling. På mit første semester var jeg mest bare presset over, hvad jeg skulle pakke til rusturen i Visby, så hvordan skulle jeg kunne tænke på at tage til Beirut? Tidligere lå udvekslingen på syvende og ottende semester, og international koordinator Elisabeth Bjarløv kunne godt mærke, at det er et problem, at de studerende skal træffe en beslutning allerede på første semester.

”Vi fornemmer helt klart et fald i antallet af udvekslingsstuderende, i forhold til tidligere. Det er næsten halveret. I er lige startet, og så skal i allerede tænke på at tage ud. Men corona spiller nok også en betydelig rolle i faldet,” siger Elisabeth Bjarløv.

Hun understreger dog også, at DMJX forsøger at gøre op med udfordringen ved blandt andet at holde to infomøder om udveksling i stedet for ét, så eleverne ikke får for meget information på én gang. Samtidig fortæller Elisabeth Bjarløv, at hun oplever, at langt de fleste studerende, der har været på udveksling på tredje semester, har været glade for det, selvom det virkede uoverskueligt i starten.

For Mikala Sørensen var den største bekymring at skulle til USA alene, hvor kulturen er helt anderledes end i Danmark. Hun fortæller, at det var meget angstprovokerende i starten, og at der var mange forhold, hun skulle vænne sig til. Noget så lavpraktisk, som hvilke varer hun kunne købe i supermarkedet var pludselig en stressfaktor.

Og så er der selvfølgelig pengene. I Beirut er der økonomisk krise, så man kan bo i en lejlighed til den rørende sum af 1200 kroner, men Mikalas ophold i USA så noget anderledes ud. Jeg spurgte hende, hvordan hun fik det til at hænge sammen økonomisk.

 ”Det gjorde jeg ikke. Jeg var nødt til at tage SU-lån to gange, mens jeg var afsted. Men jeg var heller ikke villig til at gå på kompromis med mine oplevelser – jeg ville gerne kunne tage til Hawaii og til Las Vegas. Så jeg valgte at tage nogle SU-løn, fordi det her var – og det lyder virkelig kliche, men en once in a lifetime experience,” siger Mikala Sørensen.

 

 

”Vi fornemmer helt klart et fald i antallet af udvekslingsstuderende, i forhold til tidligere. Det er næsten halveret. I er lige startet, og så skal I allerede tænke på at tage ud. Men corona spiller nok også en betydelig rolle i faldet.”

 

– Laurits Nansen, tilrettelægger hos DR

 

Fagligheden i udlandet

Nederst på min bekymringsliste står det faglige. Og det er måske et problem. For på DMJX’s studieservice har tidligere udvekslingsstuderende skrevet om deres ophold i udlandet, og én ting sprang mig i øjnene – det faglige niveau er lavere i udlandet. Mikala Sørensen oplevede også, at niveauet var lavere på hendes universitet, end det havde været på DMJX.

”Mange havde sagt til mig, at man skal vælge mellem det faglige og det sociale, når man er på udveksling. Men jeg havde tænkt vissevasse, det kan jeg sagtens få til at hænge sammen. Men jeg vil virkelig sige, at de personer havde ret, for der sker så mange ting, når du er afsted,” siger Mikala.

Hun tænkte selv meget over, om resten af hendes studiekammerater ville lave en masse produktioner, mens hun var afsted. Mikala skulle søge praktik, mens hun var i USA, så det gjaldt om at have noget at vise frem.

”Jeg havde lige haft et tredje semester, hvor jeg havde knoklet røven ud af bukserne. Så jeg følte godt jeg kunne stå inde for, at jeg havde et afslappet halvt år,” siger Mikala.

Da jeg spurgte Elisabeth Bjarløv ind til, hvordan DMJX sikrer, at skolerne har et vist fagligt niveau, forklarede hun mig, at der findes en slags smiley-ordning over partneruniversiteterne. Når en DMJX-elev kommer hjem fra udveksling skal eleven evaluere alle fag, de har haft. Hvis et partneruniversitet scorer lavt tre gange i træk, så ryger de ud.

”Men I er jo også vant til at have et højt niveau her, hvor det er svært at få høje karakterer. På de udenlandske universiteter er eleverne også typisk lidt yngre. I er ofte ældre og har gået mere i skole, så det kan også godt spille ind på det faglige niveau,” sagde Elisabeth Bjarløv.

Min bekymringsboble er ikke ligefrem bristet, men den ér faktisk rykket længere tilbage i maven. Jeg kommer med sikkerhed til at stå i Beiruts lufthavn med klistrede hænder og høj hvilepuls, mens jeg prøver at huske, hvordan man siger “Vil du hjælpe mig?” på arabisk – men altså, det sker nok ligegyldigt hvad. Og kommer jeg over det, så tror jeg altså ikke, at jeg er helt fucked i forhold til hverken venner, praktiksøgning eller faglighed.

 

En bælgfrugt blev til 2,5 millioner visninger

En bælgfrugt blev til 2,5 millioner visninger

af | mar 24, 2022 | INDE

En bælgfrugt blev til 2,5 millioner visninger

Bælgfrugt-videoen gik fra eksamensopgave til en viral succes. Uddannelseschefen for kommunikation roser elevernes ambitioner, men påpeger dog, at opgaver for virksomheder ikke må erstatte almindelig undervisning.

TEKST: Anne Juhl Burgaard & Sidse Hansen
Illustration: Nikoline Ryttergaard

Udgivet den 24. marts 2022

Det var omkring middagstid, at Anders Hoppes telefon ringede. Han swipede til højre på skærmen, og hans tre venner Jens, Magnus og Frederik tonede frem foran ham. De talte energisk. De havde i løbet af dagen fulgt med på diverse sociale medier, hvor deres nye musikvideo ‘Hvad fuck er en bælgfrugt’ var udkommet klokken syv om morgenen. Ved tolv-tiden havde videoen over 10.000 visninger på Facebook og det samme på Instagram og Youtube – det skulle fejres.

18 dage efter havde den ramt 2,5 millioner visninger.

I april 2021 fik de kommunikationsstuderende på 4. semester på DMJX i Aarhus en eksamensopgave, hvor der skulle laves en kampagne om kostrådene fra fødevarestyrelsen. De fire studerende Anders Hoppe, Jens Risom, Frederik Wandahl Warming og Magnus Vad besluttede sig for at gå sammen om at lave projektet.

De talte om, hvad der umiddelbart faldt dem ind ved kostrådene, og bed mærke i et af de syv kostråd, som lyder: ”Spis mindre kød – vælg bælgfrugter og fisk”.

”Så får jeg sagt en af de gange vi læser det tidligt i processen ‘hvad fuck er en bælgfrugt?’. Det har jeg sgu ikke lige hørt om før, men vi griner lidt af det og kan godt mærke, at vi har ramt et eller andet der,” siger Jens.

Deres idé var, at bælgfrugterne kunne fange opmærksomheden på kostrådene. Men trods den gode ide, syntes drengene stadig, at opgaven med at få budskabet ud var svær.

”Der findes jo knap noget så kedeligt som kostrådene, det er der jo ingen, der gider at høre,” griner Jens.

Men der tog de fejl.

Prikket på skulderen

Idéen mundede ud i en 80’er inspireret sang, som blev drengenes hovedprodukt til eksamen. Og det gik godt. Så godt at censor stoppede dem på vejen ud og foreslog, at de sendte den ind til Fødevarestyrelsen. Men vejret blev varmere, og dagene længere, så selvom drengene var med på idéen, gik der sommerferie i den. Indtil Frederik tog sagen i egen hånd og skrev en mail til Fødevarestyrelsen, der prompte tilbød dem et møde.

Ifølge Helle Birkmose Winding, uddannelseschef for kommunikationsuddannelsen på DMJX, er det en del af skolens DNA, at de studerende skal være modige og ambitiøse.

”I al undervisning eksponerer vi dem for branchen i form af realistiske opgaver, og hvis noget virkelig er godt, så bliver de opfordret til at sælge deres produkter,” siger Helle Birkmose Winding.

Ifølge Helle Birkmose Winding er målet ikke er at producere løsninger til branchen, men at skabe mulighed for undersøgelser, læring og erkendelser. Dog går det at producere og det at lære hånd i hånd, hvilket også er derfor, at nogle studerende ofte rammer plet og indleder samarbejde med virksomheder eller organisationer. Hun påpeger dog, at dette ligger uden for undervisningen, samt at det er op til de studerende selv, om de vil gå videre og indgå samarbejde med branchen.

Derudover er det vigtigt for skolen at forblive neutrale over for diverse firmaer, og det er bevidst, at eleverne får fiktive opgaver i kommunikation.

”Vi er født ud af public service, så vi vil ikke være i lommen på nogen,” siger Helle Birkmose Winding.

Grib succesen

For drengene hjalp det på deres motivation at få et skub fra lærer og censor, men de mener, at skolen godt kunne gøre mere for at opfordre elever til at sende deres projekter ud i virkeligheden. De håber, at deres succes kan inspirere andre studerende.

”Man kunne da håbe lidt på, at det kunne blive en øjenåbner for skolen og de studerende, at der nogle gange  ikke er særlig langt, fra det man laver i skolen, til det der bliver lavet i virkeligheden,” siger Anders Hoppe og griner.

Efter mødet med Fødevarestyrelsen kom vendepunktet. Fødevarestyrelsen var begejstrede for at se, hvor investerede drengene var i projektet, og det var med til at overbevise dem om, at skoleprojektet kunne nå uden for skolens døre.

”Det, der fungerede sindssygt godt for os, var, at Fødevarestyrelsen kunne mærke vores entusiasme for projektet. Det var de meget glade for,” siger Jens Risom.

Helle Birkemose Winding bekræfter, at studerende også selv har et ansvar for at række ud til branchen, og hun synes, det er fedt, når studerende tør at springe ud i nye ting.

”Når jeg stiller mig ned første dag og byder velkommen til alle nye studerende, så siger jeg, gør ligesom Pippi, der siger ‘Det her har jeg aldrig prøvet før, men jeg kan det garanteret godt’,” siger Helle Birkemose Winding. 

Hun understreger, at skolen prøver at styrke deres undervisning gennem samarbejde med branchen, men at de ikke er nogen jobbørs.

 “Den første dag videoen blev sendt ud, var der over 100.000 visninger. Det var jo helt absurd. Vi var så høje på det – det var en kæmpe succesfølelse.”

– Jens Risom

Fra Fyr og Flamme til Kølner Dom

Oprindeligt havde de fire kommunikationsstuderende tænkt, at pop-duoen Fyr og Flamme skulle føre den glade firserstemning ind i videoen. Men efter en snak med Fødevarestyrelsen, blev det drengene selv, der måtte troppe op med matchende jakkesæt og solbriller.

”Selvom det virkede lidt angstprovokerende, da vi først fik præsenteret idéen, så tror jeg bare hurtigt, vi kunne se det sjove i at lave videoen. For vi ved jo, hvor sjovt vi har det sammen,” siger Anders Hoppe.

Drengene lavede sit eget band ‘Kølner Dom’ og tog kontakt til produktionsselskabet Mirror, der stod for at få videoen produceret. Med et set-up af makeupartister, runnere og producerer i Viby blev kostrådene præsenteret i kulørte farver.

”Det var sjovt at se, at de ideer, som vi havde været med til at skabe, blive ført ud i livet,” siger Jens Risom. 

Efter to dage med optagelser fra morgen til aften var videoen filmet og et skridt tættere på at blive til en kampagne. 

”Den første dag videoen blev sendt ud, var der over 100.000 visninger. Det var jo helt absurd. Vi var så høje på det – det var en kæmpe succesfølelse,” siger Jens Risom med et smil og Anders Hoppe tilføjer, at det var en succes for ham, da videoen blev udgivet, og den offentlige kampagne blev skudt i gang. 

CV’et som drivkraft

Reaktionerne var mange. Venner og gamle klassekammerater skrev til drengene og et svensk awardshow, med en hyldest til klima, spurgte endda om de ville komme og spille. Men for både Anders Hoppe og Jens Risom var det særligt dét at få noget på cv’et, der var den største drivkraft.

“Det har haft betydning, at vi til en eventuel fremtidig jobsamtale har et koncept, vi har afviklet til noget virkeligt. Vi kan pege på, at dét her har vi været med til at lave,” siger Jens Risom. 

Både Anders og Jens understreger, at det var en anderledes og bedre oplevelse end noget andet, de har lavet på DMJX. En oplevelse, hvor drengene har følt sig ude på dybt vand, og hele tiden har skulle prøve sig frem.

”Det er helt fantastisk. Der er jo bare en kæmpe forskel på at lave noget, der bliver vurderet af en lærer, måske få en karakter, og så lave noget, der bliver sendt ud i virkeligheden, som en del af en rigtig kampagne,” siger Jens Risom. 

Helle Birkmose Winding påpeger, at skolen har flere eksempler på studerende, der har indgået samarbejde med organisationer og virksomheder i den virkelige verden – og at sådanne gennembrud har stor betydning for skolen.

”Det giver os jo rigtig godt omdømme og relevans, der giver genlyd i branchen. Det eksponerer, at vi har superdygtige studerende, og så tiltrækker det forhåbentlig også flere dygtige studerende, og det er jo det, vi gerne vil have,” siger hun.

Da projektet kom ud på flere sociale medier kunne drengene logge ind og hele tiden følge med i folks reaktioner og se, hvordan det blev taget imod.

”Det er sjovt at se, hvad folk rent faktisk siger til det, man har lavet,” siger Jens Risom.

Kultur og satire manglede i mængden af foreninger. Nu fylder Tendens og DMJX-rapporten tomrummet ud.

Kultur og satire manglede i mængden af foreninger. Nu fylder Tendens og DMJX-rapporten tomrummet ud.

af | mar 24, 2022 | INDE

Kultur og satire manglede i mængden af foreninger. Nu fylder Tendens og DMJX-rapporten tomrummet ud.

Danmarks Medie- og Journalisthøjskole er blevet to foreninger rigere. Starten på året var også starten på Tendens og DMJX-rapporten. I et interview med stifterne bag forklarer de, hvorfor foreningerne mangler, og hvordan de kommer op at stå.

TEKST: Sissel Bonde Thiellesen
FOTO: Rasmus Breum

Udgivet den 24. marts 2022

Kulturmagasinet Tendens og det satiriske skoleblad DMJX-rapporten er blevet en del af skolens hær af foreninger, som på nuværende tidspunkt tæller hele ti. De spænder bredt og byder på alt lige fra produktion af dokumentarfilm, radio og podcasts til højspændte fodboldkampe og litervis af øl i fredagsbaren. Fælles for dem alle er, at de har et formål og en vision for det, de laver.

22- årige Mia Skovby går på 2. semester på journalistik, og er ansvarshavende chefredaktør på det nystartede DMJX Rapporten. For hende opstod visionen om at skabe et satirisk skoleblad, som et resultat af kedsomhed under coronanedlukningen. En stor del af Mias omgangskreds lå ramt med corona, og hun ventede bare på, at det blev hendes tur.

”Jeg sad en aften og tænkte, at jeg blev nødt til at finde på noget at lave de næste syv dage, hvis jeg ikke skulle blive skingrende sindssyg. jeg lå og kiggede lidt på humor magazines og undrede mig over, at vi ikke havde noget tilsvarende i Danmark. Så kom ideen: Jeg starter det selvfølgelig bare selv, med hjælp fra mine venner.”

Det resulterede i en nat med meget begrænset søvn. Mia Skovby lå vågen til klokken fem næste morgen og researchede på ideen. Dagen efter var hun klar til at gå i gang med foreningen.

DMJX Rapporten er et satireblad, og ifølge Mia Skovby er de det eneste satiriske skoleblad i Danmark. De er et hold bestående af skribenter, illustratorer, fotografer, layoutere, en SoMe manager og en økonomichef. De første 10 medlemmer er Mias venner, som var med fra starten. Derudover var der omkring 30 ansøgere, hvoraf de har fundet de 10 mest kompetente medlemmer.

”Vi har tårnhøje ambitioner,” siger hun

 Første ambition er at udkomme to gange hvert semester, med undtagelse af det igangværende semester, hvor de udkommer hele tre gange. DMJX Rapporten havde nemlig deres ”grand release” i forbindelse med skolestarten på forårssemestret 2022. Her udkom de som en parodi af rusværternes Startskuddet F22.

”Rusværterne blev rasende, men de syntes også, det var virkelig sjovt. Folk må gerne blive sure, men de skal også kunne grine af det. Når folk tager sig selv lidt for højtidligt, må vi godt gøre grin med dem,” siger Mia.

 

“Der var brug for en forening der tog pis på det hele. Vi er 100% et satireblad, ikke et ord, der er skrevet i det blad, er seriøst.”

 

– Mia Skovby

Ansvarshavende chefredaktør for DMJX Rapporten

 

Et kulturmagasin bliver skabt

Grundlæggende er en forening, noget så simpelt som mennesker med et fælles formål. Det afspejler Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Her er der et rigt- og voksende foreningsliv, hvor nye formål og fælleskaber bliver budt velkommen af både ledelsen og de studerende. Og i år er det ikke kun DMJX-rapporten, der er blevet budt velkommen som forening. Kulturmagasinet Tendens er også kommet til.

21-årige Benedikte Støjberg Pedersen og Caroline Højrup Heidemann og går på 4. semester på journalistik. For dem startede ideen om et kulturmagasin allerede for et år siden. Over en øl fandt de ud af, at de havde samme foreningsdrøm. De blev enige om, at hvis det skulle være, var det ved at være sidste chance, inden praktikken.

”Tiden på studiet er virkelig gået hurtigt, og der er så meget vi gerne vil, som vi ikke har nået. Der har været run på med både deadlines og venner,” siger de.

Så hvis der skulle handles på ideen om et kulturmagasin, så skulle det være nu. Derfor besluttede de sig for at give den fuld gas, og ugen efter begyndte de at søge medlemmer til magasinet Tendens. Benedikte kunne nu kalde sig for ansvarshavende chefredaktør, og Caroline for chefredaktør på magasinet.

Magasinet Tendens består af 32 medlemmer. Heriblandt skribenter, fotojournalister og kommunikatører der skal hjælpe med SoMe og fotojournalister, og hvor samtlige ansøgere er blevet optaget.

”Vi er et webmagasin, så der har ikke været noget sideantal, vi har været begrænset af,” siger Benedikte.

”Alle har dog alligevel været til samtale, hvor vi kunne konstatere, at der ikke var nogen, vi ville skære fra. Folk virker virkelig søde og engageret,” tilføjer Caroline.

Tendens er et webmagasin, som udkommer to gange hvert semester, med første udgivelse 1. april. Magasinet kommer til at indeholde en bred vifte af journalistisk indhold. Tendens vil skrive om folk, der griber kulturlivet an på forskellige måder. De vil skrive om mere eksistentielle emner, lave anmeldelser af blandt andet musik, teater og musicals, lave portrætter, klummer og reportager. 

Manglen på ”skriftens legeplads” med mulighed for fri kreativitet har været drivkraften bag foreningen. Tendens chefredaktører har fået inspiration af radio og TV. Her kan man være kreativ, især med valg af emner, som også rækker ud over mediebranchen og skolens fire vægge. De mener, at de har fundet et hul i de i forvejen etablerede foreninger på skolen. Den kreative frihed fungerer for radio og TV-segmentet, så stifterne kan ikke se, hvorfor det ikke skulle fungere på skrift

”Tendens skal være det kreative rum, både i formidlingen og i emnevalg,” siger Benedikte.

“Der har været en smule fordomme omkring, at vi ikke er en seriøs forening, men det er vi. Vi har ben i næsen, så vi bliver ikke umiddelbart slået ud. Kommer vi ud i sådanne situationer, så klarer vi også det.”

– Caroline Højrup Heidemann, chefredaktør for Tendens

Hvordan starter man en forening op?

De tre chefredaktører har erfaring fra andre foreninger på skolen. Mia Skovby laver radio for Genlüd, Benedikte Støjberg Pedersen har været skribent for Illustreret Bunker og Caroline Højrup Heidemann var sidste år redaktør på Coming Up og laver radio på Genlüd. Det er erfaringer, som de ikke er bange for at trække på og tage ved lære af.

”Du starter en forening, ved egentlig bare at sige, at du har en forening. Du skal bare selv tro på det. Da jeg så at DMJX Rapporten blev nævnt til åbent hus, tænkte jeg: nu er vi en rigtig forening. Ordet er ude, så handler det bare om, at få folk til at tilslutte sig og fortsætte med at gøre opmærksom på foreningen,” siger Mia Skovby.

Selv har hun ikke mødt de store udfordringer i opstarten, men alt opstart tager lang tid.

”Det er mit hjertebarn, så jeg har meget svært ved at uddelegere opgaver,” siger Mia.

Pigerne fra Tendens har haft samme oplevelse.

”Vi var til et foreningsmøde med uddannelseschef Henrik Berggren, hvor vi spurgte, hvad der skulle til, for at vi kunne blive en forening? Henriks svar var meget enkelt, han sagde ’I er en forening nu,’” siger Caroline.

 For Benedikte og Caroline har den største bekymring været, om de kunne få folk med på ideen, men den bekymring blev hurtigt gjort til skamme.

”Vi er vanvittig overvældede over, at så mange har lyst til at være med, det er langt over vores forventning. Vi har ikke haft noget færdigt produkt, vi kunne vise, så folk har valgt at tro på vores ord. Vi bliver nødt til at være selvsikre omkring foreningen, hvis vi skal have andre til at hoppe med på vognen,” siger chefredaktørerne.

 

Blandede tilbagemeldinger

DMJX Rapporten er ikke tilmeldt pressenævnet, hvilket ifølge Mia gør, at der ikke er grænser for, hvad de kan skrive om. De kan parodiere alle uden risiko for at blive sagsøgt.

”Det hele er jo forkerte informationer, der er ikke noget, der stemmer overens med god presseskik,” siger Mia.

Det kan folk have delte meninger om.

”Vi har et par haters, men også mange lovers,” siger Mia, og fortæller at DMJX Rapporten går under navnet ”den sjette vagthund”, fordi de også holder de andre foreninger på skolen i snor.

DMJX Rapporten vil gerne adskille sig fra de andre foreninger, som et frisk pust i dagligdagen, og de har en intention om at skubbe til grænserne.

”Der var brug for en forening der tog pis på det hele. Vi er 100% et satireblad, ikke et ord, der er skrevet i det blad, er seriøst,” siger Mia. Første version udkom kun online, men DMJX Rapporten har fået økonomisk støtte af DSR, til at kunne udkomme fysisk i papirversion.

Magasinet Tendens har heller ikke udelukkende fået positive tilbagemeldinger. Særligt har de fået mange kommentarer på, at de bare lavet et damblad på skolen. Men for kulturmagasinets chefredaktører, er det vigtigt at slå fast, at Tendens ikke er et magasin målrettet kvinder, men et magasin til alle.

”Der har været en smule fordomme omkring, at vi ikke er en seriøs forening, men det er vi. Vi har ben i næsen, så vi bliver ikke umiddelbart slået ud. Kommer vi ud i sådanne situationer, så klarer vi også det,” siger Caroline.

Pigerne har været bekymret for, at magasinsegmentet ville afskrække mænd i at søge ind, men det har ikke været tilfældet. Ud af seks skriftlige redaktører, er tre af dem mænd. ”Der skal også være et segment til magasinjournalistik, uden at det virker mere fjollet eller banalt i forhold til andet journalistik,” siger Benedikte.

Nu er foreningerne dannet, og de er blevet optaget i det etablerede foreningsliv på skolen. Indholdet skal nu ud at leve og finde sin berettigelse blandt læserne.

Blandt marmor og nodehæfter finder du DMJX’ nye rektor

Blandt marmor og nodehæfter finder du DMJX’ nye rektor

af | mar 24, 2022 | INDE

Blandt marmor og nodehæfter finder du DMJX’ nye rektor

Julie Sommerlund bliver fra den 1. april ny rektor for DMJX i både Emdrup og Aarhus. Meget af tiden vil blive brugt foran skrivebordet med tastelyde, men når hun en gang om ugen skal koble fra, er det derimod kortonerne, der fylder.

TEKST: Mie Juhl Lorensen
FOTO: Anton Schack

Udgivet den 24. marts 2022

Efter to år med sikker afstand i Trinitatis Kirke i København Centrum kan koret nu endelig stå skulder ved skulder og synge for lungernes fulde kraft. Gemt væk bag Rundetårn og nogle lettere tillukkede glaspartier ligger sognehuset. Her venter summende stemmer på, at klokken bliver 19, så onsdagens kortime kan begynde. En af stemmerne er Julie Sommerlunds, DMJX’ nye rektor.

Lyt til kammerkoret Trinitatis Kantori, hvor Julie Sommerlund synger.

En musikalsk opvækst

52-årige Julie Sommerlund er ikke særlig høj Håret er kortklippet og smilet stort. Med selvsikre skridt træder hun ad bagvejen ind i Trinitatis Kirke, som hun efterhånden kender godt. Først passeres et gennemgangskontor med en buet trædør, før hun ender i kirkens storslåede midte. Blandt marmor, kristne statuer og lysekroner føler Julie sig hjemme. Og det på trods af, at hun ikke betegner sig selv som særlig religiøs.

”Jeg har sunget og spillet klaver hele min barndom og ungdom. Min far er musiklærer, og jeg har gået på Sankt Annæ, så kor og sang er en stor del af mig og mit liv.”

Julie har sunget, siden hun som 8-årig startede til kor på Sankt Annæ Gymnasium i København. Den eneste pause, hun har haft fra sangen, var da begge hendes børn var små, og hun selv var midt i 30’erne. Her drønede karrierelivet derudaf, og der var ikke tid til musikken.

Men at holde sig helt fra musikken, kunne Julie ikke. Hun har i over ti år været en del af kammerkoret Trinitatis Kantori. Her er hun omgivet af alle slags mennesker. Høj som lav, ung som gammel. Nogle har hun endda sunget med helt siden korbegyndelsen som 8-årig. Studerende, dyrlæger, præster og kirurger er at finde i koret. Og nu også en kommende rektor for DMJX.

 

Selvsikkerhed i stemmen

Klokken er næsten 19, og Julie bevæger sig med små, hastige skridt de få meter fra kirken hen til sognehuset. Her stiller hun sig foran koret med en meddelelse.

”Som nogle af jer nok ved, har jeg fået nyt arbejde”. Beskeden bliver afbrudt af hujende stemmer og klapsalver rundt om i lokalet. Der bliver nikket anerkendende, og der hersker ingen tvivl om, at det for Julie ikke er uvant at stille sig op foran andre mennesker og tage ordet.

Julie Sommerlund har i sit arbejdsliv stået med en del ledelse og ansvar. Når hun selv skal beskrive sit arbejdsliv, er det med ordene ”en ret mærkelig fagbredde”. På DMJX er der både ledelsesfag, visuelle fag og kommunikationsfag, hvilket alt sammen er noget, Julie tidligere har snuset til. Hun er ikke uddannet journalist, men har på RUC haft ansvaret for en journalistuddannelse, der på flere punkter minder om uddannelsen i Aarhus. DMJX er derfor et uddannelsessted, som Julie føler, at hun kan spejle sig i og derfor også et arbejde, hun ser meget frem til at give sig i kast med. 

”Det her med at arbejde med folk, der skal ud i mediebranchen, der kun bliver vigtigere. At jeg kan være med til at forme, hvordan journalister kan forme andre folks opfattelse af, hvordan de forstår verden. Det er helt unikt.”

”I mit hverdagsliv skal jeg ofte have meninger og sige noget om alting. Pludselig er jeg i en situation, hvor jeg ikke skal sige noget. Jeg skal bare synge.”

Rank ryg og ingen rod

Koret går i gang med de indledende stemmeøvelser. Skuldrene skubbes tilbage i hurtige, men kontrollerede bevægelser. Mens stemmebåndene varmes op, fyldes lokalet med mærkelige lyde. Længst henne ved vinduet står dirigenten Søren Christian. Ved siden af ham står et sort flygel med en rodet bunke nodehæfter på toppen.

Førhen stod der også et flygel hos Julie og manden Peter. Det har tidligere tilhørt Julies gamle klaverlærer. Pladsen blev dog for trang, da parret flyttede fra Vesterbro og tilbage til Julies barndomshjem i Valby. Her bor de i dag i et rækkehus og dyrker forstadslivet. Det eneste, der lige nu mangler, er et lille elektrisk klaver, der kan erstatte det gamle flygel.

Julie beskriver sig selv og manden Peter som modsætninger. De er i hvert fald enige om, at Julie går meget op i, at ting er velplanlagte og ordentlige. Det bliver hun nødt til i arbejdet med uddannelser, hvor planlægningshorisonten tælles i år. Peter arbejder derimod i en lidt mere rodet filmbranche, hvor planlægningen kan foregå fra dag til dag.

Disciplinen hos Julie ses også i koret. Her står hun med rank ryg, brystet skudt lettere frem, og fødderne solidt plantet i jorden. Den ene hånd placeres naturligt på venstre lår, mens den anden i udstrakt arm holder nodehæftet. Brystkassen fyldes undervejs med luft, mens øjenbrynene let hæves og panden rynkes i små folder i de højere toner.

 

Når musikken spiller

I arbejdslivet er det på ingen måde uvant for Julie at stå med de store beslutninger og agere i en lederposition. Hun går forrest. I koret skiller hun sig derimod på ingen måde ud. Koret blendes sammen til en masse, der vajer let i takt fra side til side, og det er dirigenten Søren Christian, der tager styringen. Han bestemmer alt lige fra den enkeltes plads i koret til sangvalg og de tekniske småting som fraseringer. For Julie er det befriende med en pause.

”I mit hverdagsliv skal jeg ofte have meninger og sige noget om alting. Pludselig er jeg i en situation, hvor jeg ikke skal sige noget. Jeg skal bare synge.”

Indimellem kan koret synge en smule skævt fra hinanden, og så stopper dirigenten dem også uden tøven. Søren Christian kommer med rettelser, og de begynder på ny. Denne gang får de et ekstra anerkendende nik med på vejen. Julie beskriver følelsen, når alt lykkes i koret, som helt fantastisk. Der er pludselig tale om, at en gruppe menneskers harmonier bliver til et stykke musik.

”Som korsanger bliver du gemt væk, når det er sådan rigtig godt. Hvis du kan høre mig synge, har vi et problem. Hele pointen er, at jeg skal synge, men man skal ikke kun kunne høre mig. Det er netop dér, klangen opstår.”

 

”At jeg kan være med til at forme, hvordan journalister kan forme andre folks opfattelse af, hvordan de forstår verden. Det er helt unikt.”

– Julie Sommerlund, DMJX’ kommende rektor

At spille efter spillereglerne

I sognehusets halvcirkel er alle øjne rettet mod dirigenten. Det samme bliver DMJX’ opmærksomhed, når Julie Sommerlund inden længe tiltræder som rektor. Hun kommer direkte fra RUC, hvor hun har været dekan for humaniora og leder af institut for kommunikation og humanistisk videnskab. De studerende fra RUC og DMJX jagter i fremtiden nogle af de samme praktik- og arbejdspladser. Og den interne konkurrence er derfor også noget, som Julie kender til.

”Det ville være dumt at lade som om, vi ikke er konkurrenter. Men vi er også samarbejdspartnere og kan gøre mange gode ting for hinanden. Begge steder uddanner en bestemt type mennesker, og det synes jeg i stedet, vi skal dyrke.”

Julie er i sin ledelsesstil hen over årene blevet mere bevidst om, hvad der fungerer, og hvad der ikke gør. Det er særligt vigtigt for hende, at der er tydelige spilleregler på arbejdspladsen. Og så er fairness noget, hun går enormt meget op i. Spillereglerne skal være ens for alle.

I den første periode på DMJX vil Julie især lytte meget på kollegaerne og de studerendes oplevelser. Hun skal langsomt finde sig til rette, forstå stedet og arbejde sig ind i rollen som rektor.

 

Fra anspændt til afslappet

Tilbage i koret er stemmerne langsomt varmet op. Lige fra de første stemmeøvelser med lyde som ”arh” og ”pyh” til de længere musikstykker med den danske komponist Carl Nielsen. Koret er placeret stift på rad og række, men i pauserne mellem stykkerne er stemningen anderledes løssluppen. Skuldrene sænkes, og grinene spredes. Netop pauserne udnytter Julie til at lære de andre i koret lidt bedre at kende.

 

”Man sidder jo ikke og snakker øret af hinanden. Det kan måske tage fem år at lære de andre rigtig at kende. Men til gengæld kommer man ind på folk med vidt forskellige baggrunde. Korfællesskabet er noget helt unikt.”

BLÅ BOG OM JULIE SOMMERLUND

  • Kommende rektor på DMJX. Basen bliver i Emdrup, men vil også være en del i Aarhus.
  • Uddannet cand.mag. i moderne kultur og kulturformidling på KU.
  • Ph.d. fra Institut for Organisation på CBS.
  • Fhv. dekan for Humaniora og leder af Institut på Kommunikation og Humanistisk Videnskab på RUC.

 

  • Født på Vesterbro og opvokset i København, blandt andet i bofællesskab.
  • Har gået på Sankt Annæ Gymnasium fra 3. klasse til 2.G.
  • Skiftede over til Det Frie Gymnasium, hvor hun også blev student.

 

  • To voksne børn; en dreng på 19 år og en pige på 23 år. Den ene har sunget i Københavns Drengekor. Den anden bed aldrig på.
  • Ville som barn gerne være astronaut. Havde senere i gymnasiet en plan om at blive pianist.

 

  • Har siden 2010 været en del af Trinitatis Kantori.
  • Yndlingsmusik er alt med Bach. “Han kunne ikke skrive noget dårligt.”
  • Synger ‘alt’ i koret og er dermed den mørke kvindestemme.