“Der er ikke nogen, som har lært mig, hvordan man er selvstændig”

“Der er ikke nogen, som har lært mig, hvordan man er selvstændig”

“Der er ikke nogen, som har lært mig, hvordan man er selvstændig”

Med personlige erfaringer og generelle råd vil Anika Thorø Weber og Stine Daugaard gøre dig klogere på en tilværelse som momsregistreret. For Anika har det ikke bare betydet mere frihed og fleksibilitet, men også en svingende økonomi, administrative spørgsmål og nye udfordringer.

TEKST: MARIA SVEHAG OG SIGNE DUEDAHL NØRGAARD
FOTO: BRAGE BORUP

Udgivet den 07. oktober 2021

Som studerende på DMJX hører vi ofte, at mediebranchen er konkurrencepræget og uden job. Man skal være dygtig, hvis man skal ende med det job, man virkelig drømmer om. Hvis ikke må man nøjes med et, der ligger længere nede på prioriteringslisten – måske i en tilværelse som freelancer uden fast løn og kollegaer.

Det gjorde Anika Thorø Weber. Men for hende skyldtes det ikke, at hun ikke kunne få det job, hun drømte om. Det skyldtes, at det job, hun drømte om, var at være freelancer.

Fra fastansat til freelancer 

Da Anika Thorø Weber afslutter journalistuddannelsen i sommeren 2018, dimitterer hun ikke ud i arbejdsløshed og en tilværelse på dagpenge. Nordiske Medier vil gerne ansætte hende, og hun har derfor fast arbejde fra september samme år.

Anika Thorø Weber er glad for jobbet. Men alligevel er der noget, som ikke passer ind i hendes liv. Pendlerturen fra Aarhus til Aalborg er lang, og de faste deadlines klokken 11 gør rutinen tyk og trykkende.

”Jeg havde ikke nok frihed og fleksibilitet, og det lærte jeg, at jeg havde et stort behov for – måske større, end de fleste andre” siger hun.

I foråret 2019 bliver hun sygemeldt med en længerevarende hjernerystelse, og fratræder sin stilling ved Nordiske Medier om efteråret. Under hendes sygemelding, går det op for hende, at hun skal starte op som selvstændig.

”Da jeg var syg, gik det op for mig, at det var vigtigt for mig at have et arbejde, jeg kunne forme efter det liv, jeg gerne ville leve. Og det indebar, at det ikke primært var formet efter mit arbejde”.

“Man skal tænker over, om man kan tage sig selv i nakken. Man skal tænke på, om man selv kan holde gang i forretningen, og holde sig selv op på, at der skal laves noget,” siger Anika Thorø Weber om at starte op som selvstændig. 

 En hård opstart 

Når man starter en virksomhed, skal man lave alt fra bunden – og man gør det alene. Man skal forstå tallene og praktikken i moms, og hvordan man udskriver løn til sig selv. Man skal lære, hvordan man er en god konsulent og forstå, hvordan man rammer sine kunder. Og så skal man lære at sælge sig selv.

Det er ikke noget, Anika Thorø Weber har fået med fra journalistuddannelsen, og opstarten som freelancer er derfor ikke helt lige til. Mens landet er i lockdown, og flere og flere jobs bliver aflyst, begynder hun derfor fra en ende af for at stable sit virke på benene.

”Det var enormt svært at komme i gang i starten, og jeg lavede ikke ret meget. Der er jo ikke nogen, som har lært mig, hvordan man er selvstændig” siger Anika.

Råd #1 Hold fast i dit professionelle jeg

At starte op som selvstændig eller freelancer er ikke altid lige nemt. Det kan være svært at komme i gang med den rigtige rutine. Karrierekonsulent i Dansk Journalistforbund Stine Daugaard råder til, at man fra første dag tænker sig selv som en forretning, Man skal forholde sig til, hvad man er, hvad man vil levere, hvem ens kunder er, og hvordan økonomien skal se ud.

”Forbered dig på dagen ligesom, hvis du skulle på et hvilket som helst andet arbejde. Man sidder ikke i pyjamas eller med uglet hår, hvis en kunde kommer ind ad døren. Sørg i stedet for at holde fast i dit professionelle jeg.”

Stine Daugaard understreger, at det er vigtigt at få lavet de gode rammer, for også at kunne give sig selv lov til at holde fri, når arbejdsdagen er ovre.

 At udskrive sin egen løn 

Med hjælp fra venner, bekendte, familie og et kursus ved Dansk Journalistforbund får Anika styr på de ting, hun ikke vidste noget om, da hun gik i gang.

Sommeren 2020 bruger hun på at bygge sin hjemmeside og andre kanaler op, samtidig med at hun har været ude og hive med arme og ben efter det berømte netværk. I august 2020 får hun gang i virksomheden. Der kommer opgaver, historier bliver solgt, og Anika udskriver løn til sig selv.

”Selvom jeg ikke er begejstret for at vise mig frem på instagram, er det virkelig vigtigt for mig. Så husker venner og bekendte mig, når de taler med folk, og de har noget at give videre. Det er et vigtigt redskab at have nogle gode kanaler og et godt netværk,” siger Anika.

Råd #2 Etabler et netværk

Ifølge karrierekonsulent Stine Daugaard er det essentielt at have et godt netværk som selvstændig eller freelancer. Det er vigtigt at have nogen, man kan hive fat i, hvis man vil vide, hvordan man pitcher sin ide til deres arbejdsplads, eller nogle, der kan gøre en opmærksom på potentielle nye opgaver og kunder.

”Går man ud og ser på, hvad kunder i udgangspunktet vil have, når de skal købe en ydelse ind fra en ekstern leverandør, er det tryghed. Derfor er det afgørende at have et godt netværk, som kan sige go’ for en. Netværket kan hjælpe en med at åbne døre, og det betyder rigtig meget,” siger Stine Daugaard.

”Og så vil der straks være nogle, som læser med nu og går helt i panik, fordi de tænker, at de ikke har noget netværk. Men det vil jeg gerne udfordre og sige, at ALLE har et netværk, nogle har bare brug for at sætte sig ned og bruge tid på at kortlægge det og finde ud af, hvem de kender og hvor de arbejder i dag.”

Stine Daugaard anbefaler at bruge LinkedIn som et redskab til at kortlægge sit netværk. Her kan man holde styr på, hvem man kender, og hvor de får arbejde. Samtidig kan man gøre opmærksom på sig selv og sin forretning.

Rugbrødsarbejdet og den berømte middelvej

At være freelancer er ikke ensbetydende med, at Anika laver alle de opgaver, hun går og drømmer om. Rugbrødsopgaverne er nødvendige, fordi der kan være penge i. Hvis opgaven er et kommunikationsarbejde for en stor virksomhed, er der nemlig flere penge at få, end hvis man producerer en podcast for en lille NGO. Det er nok også grunden til, at økonomien som freelancer for Anika er svingende med en løn på et par tusind den ene måned og 40.000 den næste.

Derudover er muligheden for at få sit navn ud i verden og muligheden for at tjene penge en balance, man skal lære at navigere i. For selvom de større firmaer, der tilbyder kommunikationsopgaver, betaler godt, er det ikke der, man får sit navn trykt i spalterne.

”Selvfølgelig vil jeg gerne have mit navn ud, men pengene kommer, når man kan få en opgave ved en af de større private virksomheder – og der får man ikke nødvendigvis sit navn ud på den klassiske måde,” siger Anika.

For Anika handler det om at forsøge at finde den berømte middelvej, hvor der både er plads til hjerteprojekterne, de projekter, der giver én et mere kendt navn, og de projekter, der betaler godt.

Råd #3 Den gode forhandling starter altid med et nej

En klassisk fejl, Stine Daugaard ofte hører, er, at man vil starte lavt, for så kan man jo altid hæve sine priser, når man får flere opgaver ind. Stine Daugaard kan afsløre, at det ikke kommer til at ske. Starter man lavt, forbliver man lavt – for hvordan argumenterer man overfor en kunde, at man pludselig er blevet meget mere værd, selvom det er det samme stykke arbejde, man laver?

Hvis man kommer direkte fra studiet med en SU og et studiejob ved siden af, kan man have vænnet sig til at have en meget begrænset økonomi. Derfor kan man nemt falde i den fælde, der hedder, at man ikke behøver at have så meget, hvis bare man kan få en fod indenfor. Og gør man det, kan man meget hurtigt komme til at skyde både sig selv og branchen i foden,” siger Stine Daugaard.

Alene om opgaverne 

”Man kan godt føle sig lidt alene,” siger Anika.

Oftest arbejder hun alene på opgaverne, og det gør, at hun sommetider kan savne de tætte kollegaer. Kun hvis der skal laves større produktioner med foto- eller videomateriale, arbejder hun sammen med en fotograf.  

”Det kan være svært, fordi jeg selv skal stå for at udvikle mig fagligt,” siger hun.

Men når man ikke er omgivet af fagfolk som på en normal redaktion, må man selv ud og finde sine kollegaer, forklarer Anika, der i stedet taler med andre freelancejournalister og bruger dem til sparring. Dog understreger hun, at det at være selvstændig, ikke er for dem, der skal motiveres af andre for at få opgaverne løst. 

”Man skal tænke over, om man kan tage sig selv i nakken. Man skal tænke på, om man selv kan holde gang i forretningen, og holde sig selv op på, at der skal laves noget,” siger Anika.

Råd #4 Sæt dit hold

Som karrierekonsulent oplever Stine Daugaard sommetider, at folk ikke får sat sig ind i de praktiske rammer, når de skal starte op. De får ikke sat sig ind i, hvilken type freelancer de skal være, hvad de gør med moms, og hvordan de betaler SKAT.

Stine Daugaard slår fast, at når hverdagen bliver svær at komme igennem, og de administrative opgaver tynger, er det vigtigt at række ud.

”En af de udfordringer jeg oplever, at freelancere og selvstændige ofte står med, er fornemmelsen af at være alene. Det er der, hvor det kan være svært, og derfor er det afgørende at række ud til folk, der kan hjælpe. Det handler om at få sat sit hold – hvem har man omkring sig af kloge, dygtige og relevante mennesker, som man kan trække på i forskellige sammenhænge. Det er vigtigt at få skabt et fundament,” siger hun.

Friheden

Det manglende fællesskab trækker dog ikke så meget i Anika Thorø Weber, at det vejer op for den frihed, hun manglede på sit gamle job. Friheden i at træde ud af hamsterhjulet og selv bestemme, hvor og hvornår hun arbejder.

”Selvom jeg laver opgaver, der kan føles som rugbrødsarbejde, giver det mig plads til at lave de projekter, som jeg synes er enormt fede. På en arbejdsplads kunne man godt ende med bare at producere det, der skulle produceres,” siger hun.

Og for Anika Thorø Weber kan hverken den soloagtige arbejdsstil, de praktiske besværligheder eller den svingende indkomst måle sig med den føromtalte frihed, hun får ud af at være freelancer.

”Jeg regner med, at jeg skal være selvstændig i lang tid,” siger hun.

I fredagsbaren er de studerende den eneste pynt

I fredagsbaren er de studerende den eneste pynt

I fredagsbaren er de studerende den eneste pynt

Fredagsbaren er endelig åben, og festen lever igen. Alligevel frygter Kurt Strandbar, at stemningen dør, hvis de ikke snart får mulighed for at pynte lokalet op. Men nu er fredagsbaren udfaset af lokaleplanen, og det kan give plads til mere pynt.

TEKST OG FOTO: RASMUS THORSEN

Udgivet den 07. oktober 2021

Et par meter uden for den udpegede rygezone sejler et par halvopløste cigaretskodder rundt i en vandpyt. Deres rute forstyrres af ivrige regndråber, der slår ned i vandspejlet. Betonen under dem vibrerer i takt med DJ Ötzi, der skråler fra fredagsbarens Soundboks.

“Sweet Caroline woh oh oooh…”

Fredagsbaren er åben, og de studerendes frustrationer over mislykkede interviews og faldne historier bliver hurtigt overdøvet af falske sangstemmer og druknet i to fadøl for 30 kroner.

Oplyst af institutionslamper med et halvbarskt skær får et par bordtennisbolde kasteture på tværs af lokalet. Nogle lander i en kop og udløser et jubelbrøl, andre skøjter over det koksgrå, ølplettede gulv.

Regnen er taget af, men gråvejret hænger ved. Og det efterlader ikke den store kontrast til fredagsbarens indretning. Den store og lyse bygning, som huser Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, falmer nemlig lige der, hvor køen til fadølsanlægget starter.

 Fredagsbaren får ikke pynt, før retningslinjerne er på plads

Hvor diffust det end kan lyde, kan varmen i lokalet kun mærkes. Den kan ikke ses. De kolde, bare vægge bidrager ikke med meget liv, men danner alligevel rammen om en livlig fest.

Under et par tekniske problemer med Soundboksen har nogen set sit snit til at sætte et stykke med banderelaterede rytmer på. Det giver næsten en ghettovibe, at festen er rammet ind i grå beton, der reflekterer tunge rim om det hårde gadeliv. Men det varer kun et øjeblik. Et par tryk på en telefon senere er bodegastemningen genoprettet, da nogle mere joviale toner tager over.

I modsatte ende af baren står formanden for Kurt Strandbar, Hans Christian Blønd, omringet af fustager. Han kigger ud over lokalet, mens han fortæller, hvordan han gerne ville gøre mere ud af stedet.

Men al ophængning af pynt skal koordineres med ejendomsservice. Det er skolens politik, bekræfter DMJX’ interne byggeleder, Henrik W. Jørgensen. Og det gør det svært for Kurt Strandbar at gøre noget ved den nuværende indretning, mener Hans Christian Blønd.

“Ejendomsservice har en masse arbejde, og vi har et studie, vi skal passe. Det kan skabe en tidsmæssig konflikt,” siger han.

Ifølge ejendomsservicetekniker Thomas Gleerup er det ikke tiden, der er afgørende for, om han kan hjælpe Kurt Strandbar med at pynte fredagsbaren op. Det handler derimod om, at skolens ledelse endnu ikke har fastsat nogle retningslinjer for ophængning af pynt.

“Når rammerne er fastlagt, så hjælper jeg gerne,” siger han.

Rammerne skulle være besluttet på et møde d. 27. september, men det møde er blevet udskudt på ubestemt tid.

Funktionsbeskrivelsen minder mest om fiktion

Det tegnede ellers godt for fredagsbaren på papiret, da det nye DMJX-campus skulle opføres. I den forbindelse udarbejdede bygningsrådgiverne hos COWI en funktionsbeskrivelse af skolens lokaler.

“Fredagsbaren skal være omsluttet, hjemlig, ungdommelig og hyggelig og skal derfor nedbryde opfattelsen af stort lokale til 140 personer. Stemningen og indretningen i fredagsbaren skal tiltrække de studerende,” står der i dokumentet.

 Men den vision kan trivselskoordinator på DMJX Røskva Würtz ikke genkende.

 “Nej, jeg tænker ikke, den lever op til visionen. Det kan vi hurtigt blive enige om,” siger hun med et let grin i stemmen.

Og fredagsbarens formand stemmer i.

 “Jeg elsker næsten, hvor ironisk det er. Jeg har aldrig set et omsluttet, hjemligt, ungdommeligt og hyggeligt lokale, der kun består af grå kontraster og hvidt indbygningslys,” siger han.

Tiltrækningskraft på lånt tid

Kurt-formanden har ikke den store tiltro til, at det er fredagsbarens indretning, der tiltrækker de studerende. Lige nu mener han, at fredagsbaren er populær, fordi coronanedlukningen har efterladt folk med underskud på festkontoen.

Han er bekymret for, om Kurt Strandbar kan blive ved med at trække festglade studerende til, hvis ikke der kommer flere farver på festen.

“Det er klart menneskene, som har skabt festen indtil videre. Men vi frygter, at det kan blive et problem for stemningen, hvis der ikke snart sker noget,” siger han.

Bag den grå bar kæmper Kurterne en evindelig kamp mod skummet i ølhanen. Alligevel er humøret højt. Der bliver langet lige så mange smil og kram over baren som øl.

Kurt Strandbar skal kickstartes med coronamidler

Noget tyder på, at der også snart kommer et friskt pust til fredagsbaren. Ifølge Røskva Würtz, der koordinerer trivselsindsatsen på DMJX efter coronapandemien, er der sat gang i en indsats for at gøre fredagsbaren til et mere hyggeligt sted for de studerende.

DMJX har fået en pose penge af Undervisningsministeriet, som skal forvaltes i forsøget på at kompensere de studerende for det, der gik tabt under coronapandemien. Og det betyder godt nyt for fredagsbaren.

I samarbejde med uddannelseslederne, studierådgivningen, DSR og Kurt Strandbar vil Røskva Würtz forsøge at omdanne den grå kasse til et rum, de studerende kan føle sig hjemme i. Men det kræver altså, at retningslinjerne fra ledelsen kommer på plads.

“Den primære udfordring er, at lokalet lige nu skal fungere til mange formål. Men hvis man kan tage rummet ud af lokaleplanen, så det ikke bruges til undervisning, kan vi få nogle mere frie rammer,” siger Røskva Würtz.

Indtil videre er det planlagt, at lokalet skal have opsat galleriskinner, der gør det muligt at hænge pynt og billeder op uden at bore huller i væggen. Desuden arbejder Røskva Würtz på at finde et alternativ til indbygningslampernes skarpe lys. Og indsatsen går hurtigt, mener trivselskoordinatoren.

“Jeg laver ikke andet lige nu, og der bliver fulgt op på indsatsen, for pengene skal bruges i år,” siger hun.

Fanget i honningfælden: Ivrige praktikanter arbejder ulønnet over

Fanget i honningfælden: Ivrige praktikanter arbejder ulønnet over

Fanget i honningfælden: Ivrige praktikanter arbejder ulønnet over

En ny undersøgelse fra Illustreret Bunker viser, at mange journalistpraktikanter er styret af et indre pres. Det er på trods af, at de beskriver deres arbejdsforhold som gode. Presset fører til, at en tredjedel af praktikanterne ugentligt arbejder over. En stor del af dem uden betaling.

tEKST: benedikte støjberg pedersen og amalie thorlund jepsen
Illustration: nikoline ryttergaard

Udgivet den 07. oktober 2021

Alberte Ravn Skoglund, praktikant hos Ekstra Bladet på sjette måned, har sat dagens punktum. Nu står hun overfor et valg: Skal hun sende en mail til ledelsen, om at hun igen har arbejdet over? Alberte lukker computeren. Mailen sender hun ikke. Kollegaerne er ellers gode til at prikke hende på skulderen. Husk at indberette dine ekstra timer, siger de. 

Så hvorfor arbejder Alberte alligevel gratis?

 ”Det er ofte, jeg ikke sender en mail, fordi jeg synes, at der er en stemning blandt praktikanterne om, at man ikke melder overarbejdet ind. På den måde viser man, at man gerne vil arbejde over,” fortæller Alberte Ravn Skoglund.

I den anden ende af landet reflekterer Anne Poulsen over sin opstart som praktikant på Jyllands Posten.

”Den første måned arbejdede jeg videre hjemme, fordi jeg ikke kunne lade arbejdet ligge. Jeg havde tanken: ‘Hvis jeg nu lige får snakket med ham kilden, inden jeg møder på arbejde, så kan jeg gå direkte i gang med at skrive’,” siger Anne Poulsen

Hun oplever at arbejdstid og fritid smelter sammen. Ansvaret placerer Anne Poulsen hos sig selv.

“Det er min egen fejl, for der er ikke nogen, som har bedt mig om at arbejde over,” siger hun.

Steen Rosenbak, chefredaktør på Jyllands Posten, ser ikke en generel tendens til et for højt indre arbejdspres blandt praktikanterne.

“Ambitiøse mennesker vil ofte lægge et betydeligt pres på sig selv, og hvis man er praktikant på Jyllands Posten, er man i udgangspunktet ambitiøs med sin journalistik. Men jeg vil ikke sige, at det er en generel oplevelse, at vores praktikanters indre arbejdspres er for højt – det er meget forskelligt fra person til person,” siger Steen Rosenbak.

Honningfælden

Anne Poulsen og Alberte Ravn Skoglund er ikke alene med deres hang til gratis overarbejde. En praktikant undersøgelse fra Illustreret Bunker med fokus på arbejdspres- og vaner, viser at omtrent 40 procent af praktikanternes overarbejde er frivilligt og ulønnet.

 Helt konkret arbejder hver tredje adspurgte praktikant tre timer eller derover ekstra om ugen. Spørger man dem, hvorfor de bliver siddende på kontorstolen, peger de ikke på et ledelsesmæssigt pres.

Den primære grund til overarbejdet er derimod, at praktikanterne finder det sjovt og spændende, dernæst at de gerne vil indhente arbejdsmængden. Kun 10 procent af de adspurgte mener, at de arbejder for meget.

Ifølge journalisternes fagforening, Dansk Journalistforbund, skal man være varsom med at lade arbejdsglæden presse én ud over kanten.

”Det indre pres kan være godt, men jeg plejer også at kalde det honningfælden – når arbejdet er så spændende, og vi er så engageret i vores arbejde, at vi glemmer at passe på os selv,” siger Tom Hansen, arbejdsmiljøkonsulent ved Dansk Journalistforbund.

Arbejdsglæden skinner igennem i undersøgelsens konklusionerne. Over halvdelen af de adspurgte mener ikke, at de arbejder for meget, og 88 procent sagde, at de ville være trygge ved at gå til deres chef, hvis de følte, de arbejdede for meget. Kradser man i den pæne overflade, dukker der alligevel problematikker frem. En tredjedel af praktikanterne kan krydse flere væsentlige stresssymptomer af på listen. Her er nogle af højdespringerne søvnløshed, indre uro og hjertebanken.

Frygten for at sige fra

Stresskulturen blandt journaliststuderende- og praktikanter er velbeskrevet af Dansk Journalistforbund. Så sent som i 2017 udkom en undersøgelse, som viste, at 35 procent af studerende har et højt stressniveau.

Flere respondenter beskriver i Illustreret Bunkers undersøgelse deres stresstilstand som ”deres egen skyld,” samt at de arbejder over, fordi ”alle gør det.” Andre skriver, at de ville være utrygge ved at sige fra overfor arbejdsmængden, af frygt for hvordan de vil fremstå over for arbejdsgiveren.

Denne frygt sidder også i Anne Poulsen, praktikant hos Jyllands Posten.

“Hvis det hele virkeligt brænder på, så ville jeg nok godt kunne råbe højt. Det handler mere om min evne til at sige fra, end det handler om min chef. Jeg ville måske være bange for at virke ‘lad’ eller ‘uegnet til jobbet’,” siger Anne Poulsen.

Steen Rosenbak, chefredaktør på Jyllands Posten, maner frygten til ro.

“Praktikanterne kan uden tvivl trygt gå til ledelsen og sige, at de arbejder for meget. Jeg tror, at praktikanter vil opleve, at det nytter at gøre opmærksom på arbejdspresset,” siger han.

Derudover tilføjer han, at det ledelsesmæssigt ikke er nok at forvente, at praktikanten selv gør opmærksom på, at vedkommende føler sig presset. Derfor holder Jyllands Postens fagredaktører og praktikvejledere proaktivt øje med eventuelle faresignaler.

Hvem har ansvaret?

Hver dag går Alberte Ravn Skoglund, praktikant hos Ekstra Bladet, på arbejde med fokus på at yde sit bedste, fordi man, som hun selv siger, gerne vil vise, at man var den rette at hyre.

Det er ikke et sjældent syn, at man ser hende siddende i kontorstolen en time efter hendes vagt er afsluttet. Ekstra Bladet jo er et nyhedsmedie, hvor artikler skal sendes afsted, før dagen er slut.

”Jeg ser det ikke som et problem, fordi jeg selv gerne vil lave det færdigt, og gøre et godt stykke arbejde, ” siger Alberte Ravn Skoglund. ”Men der er nogle dage, hvor det godt kan være hårdt, fordi man synes, at man har knoklet meget, og samtidig godt ved, at man ikke kan gå, før man har lavet det færdigt.”

Selvom de hos Dansk Journalistforbund ikke har en officiel holdning til overarbejde, deler deres arbejdsmiljøkonsulent, Tom Hansen, det op i to kategorier: Det overarbejde, der skyldes indre pres og ydre pres.

”Et ydre pres om at arbejde mere er ikke okay. Her er vores grundholdning, at man skal få løn for det arbejde, man laver,” siger arbejdsmiljøkonsulent Tom Hansen.

Mere vanskeligt bliver det, når det gælder det arbejde, der er drevet af engagement og lyst til læring. Tom Hansen kan godt forstå, hvis man som praktikant sidder i et arbejdsmæssigt flow og synes, at det er en god investering at blive.

Selvom han mener, at ledelsen har det store ansvar for at passe på sine ansatte, opfordrer han også praktikanterne til at mærke efter og passe på sig selv.

Anne Poulsen, praktikant hos Jyllands Posten har selv haft samme tanker.

”Man bør stoppe op og tænke: ‘Jeg er stadig under uddannelse. Måske lærer jeg ikke mere af at sidde til klokken halv ti om aftenen og arbejde på en artikel, som jeg i princippet bare kan lave færdig i morgen’,” siger hun.

Vi har forsøgt at få en kommentar fra Ekstra Bladets ansvarshavende chefredaktør, Henrik Qvortrup. Men han er ikke vendt tilbage på vores henvendelser.

Om undersøgelsen 

Illustreret Bunker har spurgt nuværende praktikanter og personer, der indenfor max et år har afsluttet deres praktikforløb. 82 personer har svaret på undersøgelsen. Det er besvaret anonymt.

 Undersøgelsen er et spørgeskema med delvist multiple-choice-spørgsmål og frie udfyldelsesfelter. Spørgeskemaet undersøgte praktikanters arbejdsmiljø; herunder arbejdsvaner, stressfaktorer og ledelseskommunikation.

Aviserne blev begravet med bunkeren – flere vil have dem tilbage i hænderne

Aviserne blev begravet med bunkeren – flere vil have dem tilbage i hænderne

Avisen blev begravet med Bunkeren - flere vil have dem tilbage i hænderne

Den fysiske avis måtte lade livet, da Danmarks Medie- og Journalisthøjskole flyttede til Katrinebjerg. Digitalisering og klimahensyn var dengang tungen på vægtskolen. Det har medført kritik fra de studerende, undervisere og KaJ, der gerne ser avisordningen genindført i nye klæder.

TEKST: SVEND ANDREAS WORRE SØRENSEN OG KEVIN DOHERTY
ILLUSTRATION: THIT LUND BORDING

Udgivet den 07. oktober 2021

Digitale platforme dominerer den moderne medieverden. På Danmarks Medie- og Journalisthøjskoles nye adresse bruger studerende flittigt Infomedia, og det er efterhånden et fåtal, der husker den gamle avisordning. Her kunne man følge med i verdens gang uden at vende snuden ned i skærmen. Et ideal om en digitaliseret skole efterlod dog papiraviserne i Bunkeren, men flere studerende og undervisere stiller sig kritisk overfor beslutningen. I sommer var der rokade i ledelsen, med en ny prorektor, Helle Kryger Aggerholm blev ny prorektor. Hun åbner op for en dialog om en ny ordning, der med langt færre aviser vil kunne presses ind på den digitaliserede højskole. 

Aviserne var et vigtigt undervisningsredskab

Før både corona og Katrinebjerg blev aviserne leveret gratis til foyeren på Olof Palmes Allé 11 af mediehusene selv. Herfra bragte studentermedhjælperen dem på plads i biblioteket, hvorfra alt fra lokal- til tabloidaviser kunne læses og inddrages i undervisningen. Det gjorde underviser på journalistuddannelsen Søren Boy Skjold flittigt brug af.

“Vi snakkede for eksempel om rubrikker og vinkling. Jeg skimmede aviserne og lagde dem på bordet. Så ville man se flere rubrikker for den samme historie, men vinklet forskelligt. Det blev brugt som et pædagogisk værktøj og til at følge med. Vi er jo på en journalisthøjskole,” siger Søren Boy Skjold, der gerne greb muligheden for at få de studerende på første semester væk fra skærmene. 

Underviseren fremhæver også, at aviser er nemmere at fordybe sig i og i højere grad tvinger læseren til at læse artikler, man normalt ikke ville opsøge på nettet. 

Selvom Berlingske Media på et tidspunkt hoppede fra, var stort set alle lokale, regionale og nationale aviser til rådighed på skolen, betalt af mediehusene selv. De ansatte på skolen kunne tage aviser til undervisning og som et personalegode inden kl. 14. Her efter blev de frigivet til de studerende. Ud på eftermiddagen blev de placeret ved udgangen, hvor man nemt kunne snuppe dagens nyheder med hjem. Biblioteket anslår, at det typisk tog studentermedhjælperen en halv time om dagen at ordne aviserne, hvilket altså var den eneste udgift forbundet med ordningen.

Det gamle rektorat under Jens Otto Kjær Hansen, og senere Jens Grund Pedersen, besluttede, at den nye skole på Katrinebjerg skulle være udbredt papirløs. Det var primært for at tilslutte sig den digitale udvikling af branchen, men også et klimahensyn for at mindske spild fra tilbageværende aviser. Skolen oplevede nemlig, at særligt de lokale og regionale aviser var uberørte, når skoledagen var omme. 

Det var dog ikke alle, der var tilfredse med, at avisordningen skulle udfases. Søren Boy Skjold beskriver grundlaget for beslutningen som tyndt og fremhæver skolens ansvar overfor branchen og de kommende praktikanter.

“Jeg synes, det er gammeldags at tro, at alt bliver digitalt om nogle år, hvis man fjerner det fysiske. Diskussionen minder om, da e-bogen kom frem. Jeg mener ikke, det er os som uddannelsesinstitution, der skal være med til at understøtte, at aviserne ikke bevares,” siger han.

Bred opbakning til papiravisen

En undersøgelse blandt de journaliststuderende viser, at der er relativt stor opbakning til at genindføre en ny avisordning. Mere end 80% af de 120 svar viser, at de gerne ser skolen tilbyde en fysisk avis. Formand for Kredsen af Journaliststuderende (KaJ), Markus Valentin Jakobsen, tilslutter sig opfordringen og uddyber, at ledelsen hænger lidt i bremsen, når det handler om at give skolen personlighed.

“Det er bizart, at vi går på en medieskole, hvor der ikke er fysiske aviser. Man mærker ikke, at man er på en journalisthøjskole. Selvfølgelig har vi adgang til et fåtal af aviser digitalt, men det slår ikke at kunne læse papiraviser på skolen,” siger Markus Valentin Jakobsen, der sammen med andre tiltag ser en avisordning som et vigtigt led i at give de studerende et bedre tilhørsforhold til bygningen.

Ifølge formanden har ledelsen begrundet fraværet af de fysiske aviser med, at det koster penge at have en medarbejder til at bære dem frem og tilbage.

Det er dog ikke det økonomiske aspekt, der ifølge prorektor på DMJX, Helle Kryger Aggerholm, er det afgørende argument. Hun er også forsknings- og udviklingschef og har derfor ansvaret for biblioteket. 

“Det er ikke det afgørende for mig. Vi havde nok klaret at skulle bruge en studentermedhjælper en time om dagen,” siger Helle Kryger Aggerholm, der ikke selv var med til at afskaffe avisordningen. 

“Vi har fået de vilkår at drive bibliotek på et meget lille område. Derfor har vi ikke kunnet tage aviserne med, som fyldte rigtig meget. Jeg har ikke selv en kæphest om at lægge papiraviser i graven,” siger Helle Kryger Aggerholm.

Hun fremhæver, at alle landets aviser kan læses online på bibliotekets to computere, ligesom de studerende kan tilgå blandt andet Jyllands-Posten og Ekstra Bladet på egen hånd.

Mener du, at skolen bør sætte fysiske aviser til rådighed for eleverne?

Dialog om ny ordning

Trods papiravisernes generelle tilbagetog i en digitaliseret medievirkelighed er der måske håb for de papirglade medieforbrugere på DMJX. 

Ifølge Markus Valentin Jakobsen har KaJ overvejet at give økonomisk støtte til, at de fysiske aviser på ny kan blive en realitet. Men det er endnu ikke blevet drøftet på et bestyrelsesmøde. 

Helle Kryger Aggerholm vil dog hellere finde en løsning i samarbejde med KaJ, frem for at studenterorganisationen skal finansiere gildet, hvilket ifølge prorektoren ville være en falliterklæring fra skolen. 

“Jeg vil rigtig gerne i dialog med KaJ, men jeg synes ikke, de skal finansiere det. Vi har jo vores gratisordninger, og vi kan godt lave beslutningen om,” siger hun og understreger, at hun gerne ser mere aktivitet på biblioteket, som i forvejen stort set er stuvet for bøger.

For at finde plads på det beskedne bibliotek kunne en ny ordning indeholde bare 5-10 aviser med en begrænset mængde eksemplarer for at mindske papirspild. En sådan mellemvej bakker Søren Boy Skjold op om, men underviseren pointerer, at udvalget skal afspejle hele medievirkeligheden.

“De skal vise den bredde, aviserne har. Noget lokalt, nationalt, niche og omnibus. Aviser, der på en eller anden måde favner de ting, de studerende kan komme ud i som praktikanter,” siger han.

Netop hensynet til praktikken er også afgørende i spørgsmålet om en avisordning. Det var ifølge Helle Kryger Aggerholm værdifuldt for mediehusene, at de kommende journalister kunne tilgå og orientere sig i deres papiraviser. 

DMJX har ligesom alt andet været dybt påvirket af coronapandemien. Det kan være en forklaring på, at de studerende ikke har forholdt sig til en avisordning, som det kun er de studerende på fjerde semester, der reelt kender til i dag. Helle Kryger Aggerholm har i hvert fald ikke været bevidst om et savn blandt de studerende, men lægger ikke skjul på, at afskaffelsen af ordningen har medført en ophedet debat mellem undervisere og uddannelseschefer. Hvis ønsket også er der fra de studerende, er Helle Kryger Aggerholm ikke afvisende overfor de fysiske aviser.

“Så kan det være, vi skal genoverveje beslutningen. Vi skal bare have de rigtige aviser – dem, de studerende gerne vil læse, for ellers kommer vi til at smide dem ud igen,” siger hun.

For Anders Langballe blev det en identitet at have travlt: “Man bliver jo høj af det”

For Anders Langballe blev det en identitet at have travlt: “Man bliver jo høj af det”

For Anders Langballe blev det en identitet at have travlt: “Man bliver jo høj af det”

Tidligere TV2-journalist, Anders Langballe, peger på en kultur i mediebranchen, hvor det høje tempo er et mål i sig selv. For hvis man er travl, er man vigtig.

AF CHRISTOFFER PANDURO 

Udgivet den 07. oktober 2021

“Jeg tænker: ‘Hvad fanden er det, du siger?’ Det havde jeg aldrig hørt før,” siger han.

Da tidligere TV- journalist Anders Langballe for nyligt startede i sit nye job som kommunikationschef, blev han overrasket. For første gang mente direktøren ikke, at det var en dyd at have travlt. 

Tilbage i foråret udgav nu tidligere TV2-journalist, Anders Langballe, bogen Forfra, hvor han fortalte om en arbejdskultur med fuld fart på fra morgen til aften. En arbejdskultur, der til sidst resulterede i to blodpropper. Men hvorfor er travlhed – måske – en dyd i mediebranchen?

For Anders Langballe var det nærmest et mål i sig selv at have travlt.

“Det blev en identitet. Uanset, hvor jeg har været, har mange chefer brugt et begreb, som mange i mediebranchen ynder at bruge: Nu skal vi gå den ekstra mil. Nu giver vi den en ekstra skalle. Det var simpelthen bare en del af kulturen,” siger han.

”I dag er ingen nyhed for lille, og ingen detaljer er for små. Og på de sociale medier galoperer de politiske nyheder af sted. Vi kunne godt savne nogle folk, der sætter spørgsmålstegn ved, om det egentlig er en god idé.”

 

– Anders Langballe, kommunikationschef og tidligere TV-journalist 

R

 

”I dag er ingen nyhed for lille, og ingen detaljer er for små. Og på de sociale medier galoperer de politiske nyheder af sted. Vi kunne godt savne nogle folk, der sætter spørgsmålstegn ved, om det egentlig er en god idé.”

 

– Anders Langballe, kommunikationschef og tidligere TV-journalist 

 

 

I dag er ingen nyhed for lille, og ingen detaljer er for små. Og på de sociale medier galoperer de politiske nyheder af sted. Vi kunne godt savne nogle folk, der sætter spørgsmålstegn ved, om det egentlig er en god idé.

 

– Anders Langballe, kommunikationschef og tidligere TV-journalist 

 

Ikke den store lyst til at tage hensyn til stress

I de 17 år Anders Langballe har arbejdet som politisk journalist, har han kun oplevet, at arbejdstempoet er steget. 

“I dag er ingen nyhed for lille, og ingen detaljer er for små. Og på de sociale medier galoperer de politiske nyheder af sted. Vi kunne godt savne nogle folk, der sætter spørgsmålstegn ved, om det egentlig er en god idé,” siger han.

Han erkender, at også han var med til at opretholde en travlhedskultur.

“Når vi har diskuteret ansættelse af unge journalister på TV2, har jeg ofte oplevet, at der ikke var den store lyst til at tage hensyn til for eksempel stress. Vi vidste, at det var nogle rigtig attraktive jobs, hvor folk nærmest ville arbejde gratis og lægge rigtig mange timer i det, fordi der altid var nogle, der stod i kø til at overtage deres job,” siger han.

Han mener dog ikke, at man kan tage tempoet helt ud af faget, da der i så fald ikke ville være meget tilbage af branchen.

“Det er en balancegang, for hvad er journalistikken, hvis der ikke er konkurrence og hurtighed? Men derfor synes jeg stadig, at branchen er forpligtet til at tage de udfordringer seriøst.”

Man kan vel heller ikke helt lukke øjnene for, at det jo også er fedt, når man er først med et eller andet?

“Bestemt. Man bliver jo høj af det. Og det er jo også en af drivkræfterne for medierne og for den enkelte journalist,” siger han. “På fjernsyn dyrker man jo også profiler. Jeg var TV2’s ansigt på dansk politik, og der dyrkede man også den enkelte journalist. Det gør man stadigvæk. Det er også med til at frembringe den konkurrence.”

Når man er travl, er man vigtig

Lad os lige skrue tiden tilbage, for hvor kommer travlhedskulturen fra? Ikke fra det antikke Grækenland. Her syntes man, at det var cool ikke at arbejde. Det havde man slaver til. På samme måde havde man i den engelsk, victorianske overklasse i 1800-tallet folk ansat til ikke at lave noget som helst.

I dag er det overklassen, der har travlt. Billedet af en chef, der bare sidder med benene oppe, eksisterer ikke. Det er vigtigt at have travlt, man kan jo ikke tillade sig andet, og den iver efter hårdt arbejde kan spores i vores kristne kulturarv. Især i den protestantiske del af verden hylder man det travle arbejdsliv. Det forklarer Anders Fogh Jensen, filosof og forfatter, der har forsket i det moderne arbejdsliv.

Faktisk skrev den tyske sociolog, Max Weber allerede i sit værk ‘Den protestantiske etik og kapitalismens ånd’ fra 1904, at de protestantiske lande – som Danmark – har en anden arbejdsetik end resten af verden. I Danmark hersker dyder som flid, hårdt arbejde og disciplin. Men i 1904 havde man ikke sin person med i arbejdet. Det skal man derimod i dag.

Der er sket en markedsgørelse af såvel det offentlige, som det personlige, så hvis man virker travl, så tror folk, at man er vigtig eller god, fordi man virker efterspurgt,” siger Anders Fogh Jensen, filosof og forfatter. “I industriarbejdet skulle man ikke have sin person med på arbejde. Nu forventes man at have sin identitet og engagement i projektet.”

Anders Fogh Jensen forklarer, at det især gør sig gældende i de fag, hvor projektarbejdet fylder meget. Det er ofte job, hvor man har mange bolde i luften, og hvor det bliver set som en kvalitet at have gang i mange forskellige ting på samme tid. Som i mediebranchen.

“Mediebranchen er samtidig underlagt den idé om, at det gælder om at komme først – og ikke alene at sige det sande. Kun det nyeste er relevant, og derfor er den meget hektisk,” siger han.

Det skyldes også, at projektfagene ofte er fag, hvor folk realiserer sig selv. Det betyder ofte, at arbejde og fritid flyder sammen, og derfor kan det være svært at skelne mellem, hvad der er hvad. 

“Travhelskulturen er prestigefuld, fordi den associeres med, at man er efterspurgt.” siger Anders Fogh Jensen.

En forældet tilgang

Siden sine to blodpropper og sit exit fra mediebranchen har Anders Langballe fået nyt job som kommunikationschef i Dansk Ejendomsmæglerforening. Her oplever han en helt anden kultur. Her på arbejdspladsen, er det ikke en dyd at have travlt, sagde chefen.

“Jeg tror, at det er en dyd, der er fremherskende blandt mange ledere uden for vores branche. Det der med at piske sig selv og bevise hvor vigtig man er ved at have travlt, det var en dyd, da jeg forlod mediebranchen. Så er vi vigtige. Så er vi noget. Når man kigger ind i andre brancher, så er det en dyd ikke at have travlt, men at lave kvalitet,” siger Anders Langballe.

Han oplever at ledere i andre brancher ser det som deres opgave at sikre, at man ikke ødelægger sin egen branche ved at have for travlt.

“Jeg tror, at mediebranchen hænger fast i en old-school-opfattelse af, hvordan man laver ledelse. Det her med at gå den ekstra mil, at man er en fandens karl, hvis man her travlt, det er formentlig en forældet tilgang,” siger han.