Sprogunderviser Mikkel Ramstedt benyttede ordet neger i sin undervisning på tredje semester. Det gjorde han blandt andet for at provokere til aktiv deltagelse og opfordre de studerende til sproglig tolerance. Forskere i repræsentation og diskrimination forholder sig kritisk til argumenterne.

“Her lærer du at analysere sproget og alt det, der ligger mellem linjerne, når vi kommunikerer: diskurs, framing og stereotyper”. Sådan beskrives sprogforløbet på tredje semester. Det var i forbindelse med dette undervisningsforløb, at underviser Mikkel Ramstedt flere gange benyttede sig af ordet neger.

Midt i forløbet rækker en studerende hånden op og tilkendegiver, at sprogbruget gør vedkommende utilpas, hvorefter 45 minutters debat følger. Flere studerende forklarer, at debatten opstår, da underviseren opfordrer til sproglig tolerance i mødet med kilders potentielt nedsættende sprogbrug. Her benytter han ordet neger som eksempel. 

“Man bør være varsom med at dømme andre på baggrund af politisk ukorrekt sprogbrug. Det er godt at bestræbe sig på at tale tolerant. Man bør dog også forsøge at tolere andres sprogbrug,” skriver Mikkel Ramstedt i et mailsvar. 

Dertil skriver han, at ondskaben ikke ligger i ordet, men i måden, det bruges på, og intentionen, som ligger bag. 

Forsker Mira C. Skadegård er tilknyttet Aalborg Universitet og har forsket i strukturel diskrimination de sidste tyve år. Hun mener, at det er vigtigere, hvordan sproget påvirker folk, end hvad intentionen bag brugen af ordet er. 

“Ordet kan skabe en retraumatisering hos racialiserede minoriteter, som ikke ønsker den titel eller det navn tilknyttet sin identitet,” siger Mira C. Skadegård. 

I hendes optik er det vigtigere at forholde sig til, hvordan sprogbruget påvirker modtagerne – i dette tilfælde de studerende.

Den hvide mands stigma

Tenna Linnet var blandt de studerende, som fandt det ubehageligt, at underviseren argumenterede for at bruge ordet, selv efter de studerende sagde fra. Hun forklarer, at Mikkel Ramstedts modargumenter blandt andet gik på følgende: Betegnelsen ‘hvid’ krænker ikke ham på trods af ordets stigende stigmatisering. 

Mikkel Ramstedt er ikke vendt tilbage på gentagne henvendelser om et opfølgende interview. Derfor er det ikke muligt at bekræfte eller afkræfte denne udtalelse, som flere elever beskriver. Underviseren bekræfter dog på mail, at racebetegnelser i hans optik kan sidestilles, da de alle indeholder potentielt negative og stødende stereotype racefordomme.

”Det er efter min mening egentlig ikke i udgangspunktet værre at bruge ordet neger end f.eks. mulat, asiat eller hvid om en person, da det jo alt sammen er ord, som racegør,” skriver han.

Mira C. Skadegård er uenig. Hun mener, man skal tage højde for den historiske undertrykkelse bag begreberne.

”N-ordet og m-ordet opstår i kolonitiden, som led i fejlslagne historiske videnskabelige projekter, der skal sikre den hvide races ‘overlegenhed’. Senere bruges ordene i ideologiske projekter som nazisme og apartheid”, siger diskriminationsforskeren. 

Teaterstykket

Kristoffer Lindegaard, studerende på tredje semester, beskriver debatten som en teaterforestilling i form af bevidst provokation. Han opfattede derfor ikke underviserens udtalelser som værende hans egne holdninger. 

Mikkel Ramstedt skriver, at provokationen ikke var et mål i sig selv, men at hensigten engang imellem godt kan hellige midlet. Ifølge ham havde provokationen nemlig en gavnlig undervisningseffekt.

”Da jeg udtalte det forbudte ord, provokerede det til en livlig argumentation og diskussion, hvor rigtig mange af de studerende deltog med holdninger og perspektiver,” skriver underviseren. 

Han uddyber, at dette niveau af engagement kan være svært at opnå i et fag, som også er både teknisk, teoretisk og nørdet. 

Sabrina Vitting-Seerup, repræsentationsforsker tilknyttet Københavns Universitet, har gennem sin Ph.d.-afhandling beskæftiget sig med danske diskurser om etniske minoriteter. Derudover har hun sit eget firma, Ren Snak, hvor hun underviser fagfolk i formidling af viden.

”Provokation til deltagelse er ikke nødvendigvis godt. Diskussionen i undervisningen bør bygge på kvalitet frem for kvantitet,” siger Sabrina Vitting-Seerup.

Hun foreslår, at man rejser en række spørgsmål for at måle undervisningseffekten: Hvordan var denne diskussion særligt lærerig? Lærte de studerende noget nyt? Eller støjede de stødende ord og provokationen? 

Derudover finder hun provokationen problematisk, når den trækker på ord, som har racistiske konnotationer. Hun opstiller et eksempel, hvor underviseren i stedet havde trukket tråde til sexisme. 

“Han kunne også have kaldt alle pigerne for skattemus og drengene ved efternavn for at provokere til aktiv deltagelse,” siger hun. 

Provokationens undervisningseffekt

Studerende Kristoffer Lindegaard beskriver, hvordan man under debatten kunne skære igennem stemningen i lokalet. For nogle blev provokationen for meget, men for ham skabte det en interessant debat.

”Det er nok den bedste forelæsning, jeg nogensinde har været til. Folk kom virkelig frem med deres holdninger. Det var så interessant, hvad der skete i salen,” siger Kristoffer Lindegaard. Han gik fra auditoriet høj på følelsen af, at han virkeligt havde lært noget.

”Den helt store pointe for mig var, at man som journalist skal kunne kontakte alle slags mennesker – også dem, som man ikke er enig med,” siger han.

Studerende Tenna Linnet synes dog, at provokationen overskyggede underviserens pointer. 

“Jeg fattede ikke, hvad der foregik. En eventuel dybere pointe gik helt min næse forbi. Pointen, som jeg tog med mig, var at underviseren lavede en upassende sidestilling af betegnelserne ‘hvid’ og ‘n-ordet,” siger hun.

Både Tenna Linnet og Kristoffer Lindegaard mener, at det ville have været bedre, hvis underviseren havde fremført sine pointer uden at benytte ordet.

Forbud er skruen uden ende

En sidste vigtig pointe for Mikkel Ramstedt er, at en tabuisering af racistiske ord ikke nødvendigvis kommer racismen til livs. Selvom ordet går ud af brug, så forsvinder den racistiske tankegang ikke nødvendigvis. 

Denne opfattelse deler repræsentationsforsker Sabrina Vitting Seerup. Hun beskriver, hvordan man kan påpege ords racistiske konnotationer. Dette ændrer dog ikke nødvendigvis menneskers racistiske adfærd og samfundets strukturelle diskrimination, da nye ord dukker op i de gamle ords sted. 

Hun opfordrer derfor ikke nødvendigvis til, at institutioner som Danmarks Medie- og Journalisthøjskole forbyder nedsættende sprogbrug. Hun uddyber, at det dog ikke er ensbetydende med, at undervisere kan bruge ordet uproblematisk.  

 Sabrina Vitting-Seerup beskriver, hvordan hun selv benytter sig af paraplyen ’etniske minoriteter’, når hun taler om racistiske diskurser eller henviser til konkrete nationaliteter, hvis diskussionen er mere specifik.  

Hun forstår dog godt, hvorfor ’os og dem’-diskursen er enormt relevant for sprogundervisningen. Samtidig understreger hun, at diskursen bør omtales med omhu, så den ikke bliver en selvopfyldende profeti. 

”For at fjerne distinktionen mellem ’os og dem’, er vi nødt til at kunne tale om den. Men hver gang vi taler om distinktionen, så sætter vi den også mere fast. Vi hamrer et nyt søm i. Vi legitimerer den,” siger Sabrina Vitting-Seerup. 

Sprogbruget i artiklens brødtekst er gengivet efter kildernes egne formuleringer. 

Citaterne i artiklen er fra en mailkorrespondance med Mikkel Ramstedt. Han er blevet tilbudt et interview, hvor han blandt andet kunne forholde sig til forskerne og de studerendes udtalelser. Han er ikke vendt tilbage trods gentagne henvendelser. Han har også fået tilsendt den færdige artikel med mulighed for en endelig kommentar. 

Henrik P. Berggren, uddannelseschef og sprogunderviser i framing på DMJX, er blevet tilbudt at kommentere artiklen. Han er ikke vendt tilbage inden deadline.

Da telefonen ringede, og uddannelsesministeren var i den anden ende, råbte Lea Korsgaard nærmest ja. Hun var ikke ét sekund i tvivl om, at den tilbudte rolle som bestyrelsesformand for Danmarks Medie- og Journalisthøjskole var en, hun simpelthen måtte tage. I en foranderlig tid med store, komplekse udfordringer som klimaforandring, folkevandring og digitalisering mener Lea Korsgaard, at journalistikken for alvor spiller en vigtig rolle. Hun vil være med til at danne støbeskeen, der skal forme fremtidens journalister. 

For en måned siden gav Lisbeth Knudsen, den tidligere bestyrelsesformand på DMJX, stafetten videre til Lea Korsgaard. På trods af en travl hverdag som udgiver på mediet Zetland sigter Lea Korsgaard højt, når det gælder skolens fremtid.  

”Jeg tror egentlig ikke, at jeg tager munden for fuld, når jeg siger, at vi skal blive blandt verdens bedste medie- og journalistskoler. Og der tror jeg ikke, at vi er endnu,” siger Lea Korsgaard smilende, men seriøst. 

Hendes ambition er at nå dette mål indenfor de næste 10 år.  

”Vi skal sikre, at den her institution skinner helt vildt imponerende. Det skal være os, andre skoler ser mod for at lære, hvordan man uddanner til fremtidens mediebranche,” siger hun.  

Selv valgte hun i sin tid DMJX fra og læste i stedet på den dengang nystartede journalistuddannelse på SDU. Journalisthøjskolen havde ikke nok teori til hendes smag. Her var fokus for stort på håndværket. Det, mener hun, er ændret i dag. 

”Det var rigtig godt, at Journalisthøjskolen fik konkurrence dengang, fordi det gør simpelthen bare, at man står på tæer.” 

Siden skolens monopol på journalistuddannelse blev hævet, har den teoretiske undervisning fået lov til at fylde mere. Og de to ting må aldrig skilles ad igen, slår Lea Korsgaard fast. 

Studerende af højeste kaliber

Teori og håndværk skal gå hånd i hånd. Det er et af Lea Korsgaards fokuspunkter for skolen. Ved sit første møde med underviserne henviste hun til det gamle Grækenland, hvor Aristoteles talte om de tre typer af viden: Episteme, techne og fronesis. Episteme dækker over evnen til at registrere fakta. Techne en praktisk egenskab. Og fronesis etisk klogskab. Sagt med andre ord skal en studerende beherske det journalistiske håndværk, finde den objektive sandhed og være et etisk menneske. 

”I skal kunne forstå fakta på en måde, så I kan rydde op i verden for os andre. Og så skal I være vise, I skal være kloge, og I skal kunne træffe ordentlige, etiske valg. Og være fremragende til jeres håndværk. Alle tre ting er lige vigtige,” lyder budskabet fra Lea Korsgaard til de studerende.

Fagene på skoleskemaet skal være sammensat efter at opnå alle tre evner. Det er dog ikke udelukkende på papiret, at de studerende skal blive klogere.

”Det er ikke bare de studerendes karakterer for de enkelte fag, der er vigtige, men deres menneskelige karakter.”

For at skolen får sin stjernestatus ude i verden, skal de nyudklækkede journalister matche den profil. Kvaliteten skal være af højeste kaliber. De nye journalister skal være så relevante for fremtidens mediehuse, at de bliver revet væk, så snart de træder ud af skolens hoveddør. I øjeblikket er dimittendledigheden nemlig for stor, mener Lea Korsgaard. 

Farvel til den gamle verden

Lea Korsgaard har været med som gæst til ét bestyrelsesmøde. Det var samme dag, Lisbeth Knudsen takkede af efter 16 år med posten. Til december kommer hun til at stå på egne ben på sit første bestyrelsesmøde. 

Lea Korsgaard har store drømme for både skolens omdømme og dens studerende. Det er tydeligt. Hvordan de konkret skal opnås, vil tiden vise. Indtil videre er det hendes oplevelse, at resten af bestyrelsen også har høje forventninger til skolen.  

”Jeg møder ikke nogen, der ikke er sindssygt ambitiøse på DMJX’ vegne. Heldigvis. Ellers ville jeg være bekymret,” siger Lea Korsgaard.   

Det er ikke fordi, hun synes, det går dårligt for skolen nu. Med hendes egne ord rager den i forvejen op i medielandskabet – men det kan godt blive endnu bedre. Især i den forvandling, mediernes rolle er under, bliver journalistuddannelsen spændende for Lea Korsgaard. Selv mener hun at være blandt de sidste årgange, der blev uddannet til det, hun kalder ’den gamle verden’. Dengang massemedier på sin vis havde monopol på nyhedsformidlingen.  

”Nu er nyheder jo noget, alle kan sende ud i stratosfæren. Alle, der har en mobiltelefon i lommen, er i virkeligheden deres eget massemedie,” siger Lea Korsgaard.   

Hun mener, at den transformation giver journalistikken en kæmpe udfordring. Det er også den udfordring, der giver hende blod på tanden for at arbejde med en uddannelsesinstitution. For det er vigtigt for Lea Korsgaard, at de studerende ikke bliver uddannet til den verden, hun selv gjorde.  

”Vi må spørge os selv, hvornår det, vi laver, egentlig giver mening. Hvornår gør vi en forskel for de mennesker, som vi er her for?”

Tilfreds når hendes gamle professor ringer

Relevans og kvalitet er nøgleordene for bestyrelsen. Og står der DMJX på cv’et, skal det være varemærket for det. Selvom Lea Korsgaards plan for skolen er langsigtet, har hun en meget konkret idé om, hvornår succeskriteriet er opfyldt.   

”Jeg vil gerne have, at min gamle professor Jeff Jarvis fra journalistuddannelsen i New York kigger herover og siger: ’Wow, hold da kæft, jeg må straks til Aarhus og Emdrup for at finde ud af, hvad de har gang i der’. Når det sker, er jeg glad.”

Hvad skal ændres på skolen for at nå dertil?

 “I virkeligheden skal jeg ikke give det svar. Det skal ske i kraft af alle de vidunderlige mennesker, der arbejder her og kommer til at arbejde her. Jeg kommer med visionen og drømmene, som er skabt i samarbejde med rektoratet og de ansatte. Men hvordan den skal udføres i en praktisk hverdag bestemmes af skolens ledelse og undervisere.”   

Er der områder, hvor skolen fejler?

“Sikkert. Det gør jeg også selv. Hver anden dag. Men jeg vil næsten være skuffet, hvis vi ikke fejlede. Det kræver jo en konstant udvikling. Og det skal der til for at gøre skolen relevant.”

Nu er det ingen hemmelighed, at man på Zetland gør meget ud af konstruktiv journalistik. Er det den vej, du gerne vil have, at de studerende går mod? 

“Nej, det er ikke min ambition, at der kun skal spyttes Zetland-journalister ud fra DMJX. Så ville verden altså blive en lille smule fattigere og kedeligere, vi har brug for mangfoldigheden. Men det er min ambition, at de, der læser her, får et håndværk og et vidensgrundlag, der gør dem i stand til at komme med modige og vildt kreative svar på, hvordan vi løser fremtidens udfordringer. De skal i virkeligheden fortælle mig, hvordan morgendagens journalistik skal se ud.”