Vi skal bladre kalenderen 28 år tilbage. Til 1991. Dengang Anders Lund, Susanne Horsdal og Mads Birch studerede på Journalisthøjskolen. De var med til at opleve og arrangere de såkaldte kefirfester og vil tage os med på en festlig tidsrejse til 60’ og 70’ernes Vietnamkrig, til 80’ernes BZ’ere og til Det Vilde Vesten i 1800-tallets USA. 

Den første kefirfest, som Anders Lund og Susanne Horsdal husker, startede med en model af et charterfly, som var bygget i et af klasseværelserne. Festarrangørerne havde lånt gamle flysæder fra Billund, og der var bygget en bue henover flysæderne. Ligesom en rigtig flykabine med lysstofrør på væggene.

På gulvet lå der højttalere, som rungede og rumsterede, da flyets passagerer pludselig befandt sig i et flystyrt. Men så kom genopstandelsen i form af en studerende iklædt englevinger, der med ordene ”følg mig” skød festen i gang.   

”Vi var ikke i tvivl om, at vi skulle lave noget, der var mindst lige så godt. Det var ambitionen,” siger Susanne Horsdal.

Hun fortæller, hvordan hun og et kæmpe hold af studerende på skolen begyndte planlægningen af kefirfesten i 91’.

”Alle brugte deres kompetencer og deres initiativ til at få en masse elementer til at falde på plads. Det var jo en kæmpe, kæmpe fælles indsats,” fortæller Anders Lund, der i dag arbejder som communication manager i Milestone Systems.

De studerende mødtes for at ideudvikle og finde det tema, som skulle sætte rammerne for skolens næste kefirfest.

”Vi var igennem alle mulige scenarier, indtil vi fandt et tema. Det var ikke noget, der kom lige med det samme,” siger Susanne Horsdal, der i dag arbejder som freelancejournalist.

Gennem tidsmaskinen

Ambitionen om at lave en endnu vildere kefirfest, endte ud i et western-tema. ‘Festen i Vesten’ blev den kaldt. Da billetten var afleveret skulle gæsterne skiftevis i hold gå gennem skolens kælder, der var omdannet til en tidsmaskine. Her bevægede gæsterne sig gennem forskellige tidsaldre.

Den første del af tidsmaskinen var et koldt fremtidsunivers. Derefter fortsatte man til 80’ernes BZ’ere i kamp mod politiet, hvor der stod et smadret lokum og BZ’ere, der gik og hørte punk.

“Der var ”skumgummimursten”, som nogle gange hoppede, når de blev kastet. For hvordan fanden fik vi noget til at ligne brosten? Vi tog noget skumgummi og spraymalede det gråt,” fortæller Susanne Horsdal.

”Politiet havde kedeldragtuniformer på. Vi kunne ikke bare låne politiuniformer, så folk var kreative. De tog ned på havnen og lånte kedeldragter. Og så måtte vi jo klistre nogle politiskilte bag på ryggen af dem,” siger hun.

Videre til Vietnam

Fra kampscenen gik gæsterne videre til en Vietnamscene, hvor hippier sad ved olietønder og demonstrerede mod krigen. 

“1, 2, 3, 4 – We don’t want to fucking war! 5, 6, 7, 8 – Why don’t we negotiate?” råbte de.

Dernæst kom man videre til endnu en kampscene, som forestillede selve Vietnamkrigen. Her var scenen bygget op som en skyttegrav med sandsække og camouflagenet.

”Vi fyldte vildt mange sandsække, som vi havde lånt af hjemmeværnet op med avispapir. Vi kunne jo ikke fylde dem med sand, for så meget sand kunne vi ikke skaffe! Det skulle ligne en militærstilling, som skulle forsvares,” fortæller Susanne Horsdal. 

”Vi lånte også uniformer og militærstøvler. De, der ikke havde militærstøvler, brugte Dr. Martens. De var meget populære på det tidspunkt. Jesper Steinmetz, der havde læst filmvidenskab, tog sig af lys- og lydeffekter, så det kom til at virke som om, et ægte angreb var i gang,” siger hun.

Bagerst fra venstre: Mads Birch, Susanne Horsdal og Jesper Steinmetz. Privatfoto: Mads Birch.

Welcome to Deadline City

Fredagsbaren, som dengang blev kaldt Togkupéen, blev forvandlet til en illegal spillebule med smuglerwhiskey og pokerspil på billardbordet.

”Her var der saloonpiger, der sang en sang eller to, mens folk var inde i spillebulen. De havde fået fat i nogle vilde kostumer,” fortæller Susanne Horsdal.

Det sidste stop på tidsrejsen kom, da gæsterne bevægede sig op ad trapperne fra fredagsbaren og op til forhallen. Her blev man suget tilbage til westerntiden i USA med malede kulisser på væggene, en kano bygget af eleverne og en westernbar.

”For enden af trappen i forhallen stod der en galge, hvor en dukke var hængt op. Det var en eller anden mannequindukke, vi havde fået fat i. Så stod der: ‘Welcome to Deadline City’,” siger Susanne Horsdal.

”Vi havde også kørt en hestevogn ind, som kom ovre fra DR’s rekvisitrum. Der blev vist lagt noget halm i, så det kunne ligne en rigtig prærievogn,” fortæller Susanne Horsdal.

Festarrangørerne havde også lejet en mekanisk tyr, der skulle stå i et af auditorierne.

”Den var så bred, at det var en spørgsmål om millimeter, om den ville kunne passe. Der havde vi godt nok sved på panden,” siger Susanne Horsdal.

Det var ikke kun lokalerne, der blev udklædt. Det var et krav, at alle gæster var iklædt et kostume i relation til temaet.

”Inden festen havde vi besluttet, hvor mange der kunne være indianere, cowboys, saloonpiger eller bedemænd. Da folk købte billet, kunne de så vælge, hvilken rolle de ville have,” siger Susanne Horsdal.

Skum foran skolen

Selvom 5-600 gæster endte med at deltage i festen, var det ikke nemt at lokke folk med. Mads Birch husker, hvordan der skulle tages kreative midler i brug for at lave reklame for kefirfesten.

”Vi skulle lave noget larm omkring det. Vi fik Aarhus Brandvæsen til at komme og lægge skum foran skolens hovedindgang. Der skulle være julestemning over det, nærmest som sne. For nu var det snart jul, og så var det tid til kefir,” fortæller Mads Birch, der i dag er indehaver af Basta Medier.

”Vi vidste jo ikke, om folk ville komme! Men det var nok også derfor, at vi gjorde meget ud af markedsføringen. Vi var nødt til at få solgt billetterne,” siger han.

Revyen og festen

Men billetterne blev solgt, og de mange hundrede gæster kunne efter tidsmaskinen bevæge sig ind i kantinen, hvor flere af de studerende havde bygget en scene. Det var her bandet The Sandmen spillede og her revyen, bestående af satiriske tekster og vovede dansenumre, blev opført.

”René Nielsen fra DR og jeg lavede et stripnummer til Joe Cocker’s ”You Can Leave Your Hat On”,” fortæller Anders Lund.

Efter revyens dans og satire spillede The Sandmen, og der blev serveret mad.

”Det endte med, at der landede en pakke fra Heinz med 175 kilo produkter. Det blev til en fantastisk chili con carne ret,” fortæller Anders Lund.

”Vi fik folk til at strække sig langt for at låne os de nødvendige rekvisitter. Sponsordelen var en stor del af at kunne skabe produktionen og hyre bandet. Det er jo helt fantastiske vilde ting, der kan opstå,” siger han.

Sammen om at løfte

Det var ikke en kort proces at skabe kefirfesten i 91’. De studerende brugte flere måneder på at planlægge, få sponsorater og skaffe rekvisitter.

”Det var helt absurd, hvor meget tid vi brugte på det. Vi gik nærmest ikke i skole, som jeg husker det,” fortæller Mads Birch.

Selvom planlægningen var hård og tidskrævende, er Anders Lund overbevist om, at det var det hele værd.

”Jeg syntes, at det var sjovt, og jeg fik energi af at lave det. Men det var selvfølgelig en omkostning i forhold til studiet. Det var jo totalt tidskrævende!” siger han.

”Man fik skabt et fællesskab. Det handlede om at arbejde sammen med mennesker på tværs af årgangene. Man fik skabt nogle venskaber, der blev der,” fortæller Anders Lund.

Også Susanne Horsdal syntes, at festerne åbnede døren for fællesskab og kreativitet.

”Når jeg møder nogle af de gamle holdkammerater, er det noget, vi stadig kan finde på at grine af og snakke om. Folk lagde utrolig stort arbejde i det og hoppede ikke over, hvor gærdet var lavest. Mange var involveret på forskellig vis, men om en fælles opgave, og jeg lærte mennesker at kende, som jeg ikke kendte så godt på forhånd,” siger hun.

Et kreativt råderum

For Susanne Horsdal havde det stor betydning, at skolen gav lov til, at de studerende kunne udfolde sig kreativt og fantasifuldt.

”Der var plads til at lege og at få skabt et kreativt rum. Det er jo sådan noget, som man husker til evig tid,” siger hun.

Anders Lund synes også, at festerne var tegn på en kreativ udfoldelse fra de studerendes side, og at de var med til at sætte rammerne for, hvordan man også kunne tænke på journalistik.

”Der var ikke noget, der skulle stå i vejen for os. På den kant var det en god træning i at kunne få de udfordringer af vejen, som vi også vidste, vi ville møde, når vi kom ud i den virkelige verden,” siger han.

Udløbsdato på Kefir?

I Kurt Strandbar på DMJX er der som så mange andre fredage rift om beerpong. Flere elever står samlet rundt om bordet og venter på deres tur til at skyde de små bolde i kopperne. To elever fortæller, at selvom de er glade for fredagsbaren, savner de også, at der er nogle lidt vildere fester.

“Jeg synes, det er ærgerligt, at der ikke er nogen fester på skolen, hvor man har mulighed for at samle alle semestrene. Jeg tror, det er noget, der virkelig kunne skabe sammenhold,” siger Nikolaj Sig Skov, 2. semester.

Det er Maria Kjærsgaard, 4. semester, enig i.

“Som tidligere rusvært savner jeg at feste, og det tror jeg sådan set også, at mange andre gør,” siger hun.

“Man kunne godt forestille sig, at eksempelvis 4. semester kunne stå for at arrangere en enkelt fest,” siger Nikolaj Sig Skov.

Og det er ikke en umulig opgave at tage festene op igen. Rektor på DMJX, Trine Nielsen, vil gerne skabe rum for vi kan arrangere kefirfester, hvis vi vil.

“Jeg synes som udgangspunkt, at det selvfølgelig skal kunne lade sig gøre,” siger hun.

Og hvis skolen og eleverne vil finde de forsvundne fester igen, har Susanne Horsdal et råd.

”Jeg håber, at i får tid, overskud og lyst til at tage det op igen. Selvom der er mange ting at gøre, kan jeg kun anbefale at komme i gang med at lege. For der er jo også seriøsitet i legen.”

Så det er bare med at komme i gang med at lege.

Til stor overraskelse for daværende rektor Jens Otto Kjær Hansen meddelte Akkrediteringsrådet d. 5. oktober sidste år, at de agter at afvise Danmarks Medie- og Journalisthøjskoles ansøgning om akkreditering.

Hvis skolen får afslag på akkreditering, vil det have en række konsekvenser. Der må ikke oprettes nye uddannelser, indtil en mere positiv akkreditering opnås. Desuden skal de eksisterende uddannelser hver især akkrediteres individuelt.

En rapport fra Akkrediteringsinstitutionen havde ellers anbefalet at give Journalisthøjskolen en betinget positiv akkreditering. Det ville betyde, at skolen havde to til tre år til at rette op på manglerne, men uden de konsekvenser der følger med en afvisning.

I stedet meddelte Akkrediteringsrådet, at kvalitetssikringen på skolen ikke var tilstrækkelig.

Manglende skriftlig kultur

Når en uddannelsesinstitution skal akkrediteres, skal dets kvalitetssikringsystem godkendes. Der undersøges groft sagt, om institutionens røde advarselslamper begynder at blinke, hvis de studerendes ledighed eller frafald bliver for høj.

I den rapport, som Akkrediteringsrådets beslutning bygger på, står der adskillige gange, at panelet vurderer, at skolen relativt hurtigt vil kunne rette op på problemerne. Derfor anbefalede de en betinget positiv akkreditering.

Rådet selv havde dog en anden opfattelse og meddelte i et nyhedsbrev fra oktober:

”Der er tale om helt centrale mangler. Der mangler systematik, som sikrer, at den enkelte uddannelses indhold og udvikling drøftes, og systemet rummer ikke fastsatte standarder, der kan understøtte institutionen i at vurdere, om forskellige kvalitetselementer løftes i tilfredsstillende grad.”

Ifølge Trine Nielsen bygger kritikken blandt andet på, at der har mangler en nedskrivningskultur på skolen.

”Vi fik at vide igen og igen, at de kunne se, at tingene fungerede i praksis. Men de kunne ikke se et nedskrevet system, der dokumenterede, at vi vidste, hvad der skete. Når man er en lille skole, som vi jo er, så glemmer man nogle gange at skrive tingene ned. Der har ikke været en skriftlig kultur, men en mundtlig kultur,” siger Trine Nielsen.

Optimistisk rektor

Skolens elever vil dog ikke kunne mærke et afslag, mener Trine Nielsen.

”Det tror jeg ikke, de vil kunne. Det bliver mere os andre, der skal løbe endnu hurtigere. I vil nok komme til at se os i fuldt firspring ned ad gangen.”

Hun vil ikke udelukke, at eleverne ikke kommer til at mærke det. ”Der arbejder rigtigt mange dygtige mennesker i administrationen. Jeg er sikker på, at de nok skal løse det her. Så må vi jo prioritere og vælge nogle andre ting fra,” siger Trine Nielsen.

Hun er dog optimistisk i forhold til høringssvaret.

”Alle har arbejdet meget intensivt og systematisk på at få det her op at køre. Vi har arbejdet meget ihærdigt med det. Jeg synes, det ser godt ud.”

Skolen har netop afleveret sit høringssvar, hvori de beskriver et nyt kvalitetssikringssystem, der er arbejdet på siden sommer. 

Der var helt fyldt op i Lille Audi på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole onsdag eftermiddag. Forventningsfulde journaliststuderende på 4. semester skulle teste det nye, elektroniske praktiksøgningssystem. Eller demonstrere nærmere bestemt. For Pia Færing havde nogle uger forinden understreget, at der skulle være nul fejl, for at systemet skulle bruges ved Store Match Dag dette forår.

Men systemet levede ikke op til forventningerne.

“Det var ikke serveren udadtil. Vi havde masser af kapacitet til at lukke folk udefra ind, men denne server, taler sammen med en anden server, hvor selve programmet praktikmatch ligger, og det er her, det går galt. Når de to servere ikke snakker sammen, så nytter det ikke noget,” siger praktikkoordinator på DMJX Pia Færing.

Vi kører runde 2

På sms-service lød beskeden “Vi kører runde 2, selvom der var problemer med runde 1.”

Første runde af testen bød på flere frosne computerskærme hos de studerende i Lille Audi, og flere oplevede, at de ikke kunne opdatere eller acceptere deres tilbudte praktikplads.

“Det var tydeligt fra starten, at det ikke virkede. Det gik hurtigt i stå, og man kunne ikke trykke noget. Jeg tror, det ville have passet mere til mit temperament med det elektroniske system, fordi de 10 minutter ikke virker så kaotiske, som det gamle system lyder, “ siger Sofie Møller, der søger praktik til foråret.

Selvom manges forhåbninger til dagens demonstration var, at det elektroniske system ville virke, havde de studerende også forberedt sig på, at det kunne gå begge veje.

“Efter de sagde, det ikke virkede i efteråret, havde jeg sat mig op til, at det kunne blive begge dele. Jeg havde forberedt mig på, hvad der ville komme til at ske. Men jeg skal nok have købt mig et par løbesko,” siger Andreas Wielandt.

Ingen katastrofe, kun en udsættelse

“Vi stopper. Forsøg mislykkedes. Vi smider håndklædet i ringen,” råber Pia Færing til sine folk og de studerende i Lille Audi.

Efter 30 minutters forsøg med det elektroniske praktiksystem måtte Pia Færing sande, at de forhåbninger, hun havde for dagens demonstration, ikke kunne indfries.

“Vi kunne ikke løse opgaven. Fire forsøg uden at kunne løse og finde fejlen. Det er jeg så ærgerlig over, men det er ingen katastrofe, bare en udsættelse. Vi har ikke den brændende platform i 2019. Det er først i 2020, vi får fysiske problemer, når skolen flytter,” siger Pia Færing.

Pia Færing understreger, at der til de kommende to Store Match dage i maj og november i 2019, vil være den traditionelle praktiksøgning på DMJX i Aarhus, som det har været de seneste mange år. Men selvom systemet er fejlet i denne omgang, bliver der arbejdet videre for at finde en løsning, fordi Danmarks Medie- og Journalisthøjskole flytter til Katrinebjerg i 2020.

“Vi er nødt til at lave en time out, så vi kan lave det i et nyt regi. Tillid til systemet er det allervigtigste her. Det vil ikke blive bygget på den samme platform, domino, men med de samme koncepter et andet sted,” siger Pia Færing.

Både radiovolumen og varmen skærpes, og lynlåsen sitrer, idet den hives op til halsen på denne grå decembermorgen. I det åbne handskerum kløjes CD-covers om den trænge plads, og i dørlommen hviler resterne af en blå pakke tyggegummi.

Det er en typisk morgen for Stine Østergaard, der drejer fra på motorvejen mod Ebeltoft. Google Maps pludrer fra midterpartiets kopholder, men hun behøver den ikke. Asfalten til Ebeltoft er fast inventar.

I dag har hun to interviewaftaler i den syddjurske by. Egentlig plejer hun at bruge torsdage på at skrive artikler, som trives bedst med deadline fredag middag, inden det kommer i trykken mandag. Men planlægningen denne uge snublede, så hun må bruge torsdagen både på at interviewe og på at skrive, for nogle gange må hun tage, hvad hun kan få.

Hendes næsten hvide hår har stadig halvvåde lokker. Urviserne løb ikke fra hende denne morgen, hvor hun først skulle afsted klokken 9. Hendes hverdag udspilles ellers oftest i den hvide Citroën C1 fra 8-tiden.

”Der er dage, hvor det er ensomt i bilen, men så får jeg krydset min alenetid af,” siger Stine Østergaard.

Fra Vejle til Aarhus til Ebeltoft

Stine Østergaards plan var aldrig at skrive for Lokalavisen, men efter tre afslag på panikdagen og en halvflytning til Vejle ledte de hektiske omstillinger hende til Djursland, hvor hun nu disponerer hele Ebeltoft Folketidende, der udkommer hver tirsdag.

”Jeg troede, jeg ville lave regional-TV, og jeg ville vise, at jeg kunne være ambitiøs, så jeg søgte TV-Midtvest, TV Syd og TV2 Østjylland,” siger hun.

Men panikdagen varede kun 30 sekunder for Stine Østergaard, der tog hjem efter de tre afslag. Der var for mange praktiksøgende til de få praktikpladser, så hun endte med at gå i match-room sidst på dagen.

”Det var mærkeligt, at nogle poppede champagne, mens andre græd,” siger hun.

Der manglede en til Lokalavisen Vejle, men det krævede, at man flyttede til byen. Men det skræmte ikke Stine Østergaard, som takkede ja til pladsen og fandt en lejlighed i Vejle. Men i sommeren, hvor hun skulle starte, blev avisen solgt til Jyskfynske Medier, som ikke beholdt praktikpladsen.

”De sagde, at de i stedet kunne tilbyde mig en plads på Aarhus Onsdag. Så jeg skulle lige finde ud af, hvad det var,” siger hun.

Stine Østergaard vidste kun, at det lå i Aarhus og måtte opsige lejligheden i Vejle for at finde en ny i smilets by. Hendes ønske var at lave portrætter og reportager, men avisen var en slags kulturguide for Aarhus.

”Jeg troede aldrig, det ville være mig, men det var faktisk fedt, for det var lettilgængeligt, og jeg lærte en masse om formidling og kommunikation,” siger hun.

Kontrakten var kun på 12 måneder, men til Stine Østergaards held kom de til at mangle en på Lokalavisen for Djursland, som hun startede ved efter syv måneder på Aarhus Onsdag. Men også her krævede det, at hun var omstillingsparat, for kontoret lå i Ebeltoft. Men heldigvis fik hun lov at have base på kontoret i Aarhus, så hun ikke skulle til Ebeltoft hver dag.

Interviews ved Byhistorisk Arkiv og Busses Radio

Gaderne i Frigattens by er øde på denne årstid, men det emmer af forestillinger om det lokale byliv i sommertiden. Det første stop er ved Byhistorisk Arkiv, der kobler sig til brandstationen. Stine Østergaard griber kameratasken på bagsædet og tjekker, at hun har skriveblok, kuglepen og SD-kortet med.

Inde bag de gule mursten overrumples hun af mapper og tidsskrifter fra attenhundrede-og-hvidkål. Reoler fra gulv til loft danner vejen ind til et halvkoldt lokale, hvor Else Marie Laigaard sidder med sin nye bog ’På Vej’, der rummer alle de gamle myter og historier om byens vejnavne.

Stine Østergaard tager plads på den brune stol overfor den frivillige pensionist ved et grønt bord med ridser. Mellem dem står tre dåser, hvor julenisser er afbildet. Interviewet begynder med baggrundslarm fra kaffemaskinen, men overdøves hurtigt af Else Marie Laigaards fortælling om vejskiltet ’Fedt-Mikkels Gang’, der er blevet stjålet flere gange.

Stine Østergaard læner sig ind over bordet i sin himmelblå striktrøje, mens hendes hånd haster over notesblokken. De er omringet af jordfarvede mapper, men Stine Østergaard holder blikket på sin kilde, når hun ser op fra papiret.

”Jeg vil gerne selv vide, hvorfor det hedder Adelgade,” siger Stine Østergaard.

Inden hun forlader det historiske rum, giver hun sit visitkort og snupper et billede af Else Marie Laigaard i lyset fra en bordlampe. Om et kvarter har hun en aftale i den brostensbelagte gågade hos Busses Radio, som efter en årrække lukker den fysiske forretning.

Butikken er spækket med alle slags radioer og tilbehør, og ejeren imødekommer Stine Østergaard ved disken i sin sandfarvede vest, hvor brillerne hænger udover i en tynd snor. De gennes væk i et baglokale, der minder om et værksted med skruetrækkere, opslagstavle og otte forskellige vægure med hver deres visekapløb. Igen får hendes notesblok opmærksomhed, mens butiksejeren fortæller.

”Jeg vil også skrive om Ebeltoft Håndbold, for de er rykket op, og én fra foreningen har adresse ved Sportigan, så der kigger jeg lige ind,” siger hun efter interviewet, inden turen går til Aarhus.

Det lokale er nærværende

Selvom Stine Østergaard nogle gange er idétom, finder hun altid en måde at fylde avisen ud på. Faktisk har hun ikke skrevet noget, som ikke er blevet udgivet. Idéerne kommer især fra befolkningen, som sender pressemeddelelser og tips om begivenheder i byen.

”Og min praktikvejleder fodrer mig med idéer,” siger hun.

For Stine Østergaard handler det om at finde en balance, hvor hun ikke har for meget eller for lidt stof, for hun har ansvaret for at fylde avisen ud og har stor indflydelse på, hvad der udgives.

”Jeg havde en idé om, at det var nemmere at gøre, som folk fortalte mig, men det er federe at blande sig og have noget at sige,” siger hun.

Selvstændighed og frihed karakteriserer Stine Østergaards hverdag, men nogle gange kan det være overvældende at have så meget ansvar.

”Hvis jeg bruger noget af min fritid på arbejde, er jeg også god til at trække det fra i den anden ende, og i nogle uger når jeg ikke alt det, jeg ønsker. Men man bliver skarp af at producere og få det ud i virkeligheden,” siger hun.

For Stine Østergaard er det vigtigt at have ejerskab over stoffet, selvom Midtjylland ikke byder på lige så meget som Sjælland. Desuden prioriterede hun at være tæt på sit netværk i det jyske.

”Jeg ledte efter et praktiksted, hvor det var vigtigt, hvad man skrev, selvom man ikke vælter en borgmester, og et sted hvor jeg var glad efter arbejdet,” siger hun.

Stine Østergaard værdsætter, at hun endte på Lokalavisen og er på ligefod med de andre journalister, selvom det værste var, at hun skulle omstille sig så mange gange.

”Jeg er overrasket over, hvor engagerede folk er i lokalsamfundet. Intet er for småt, for der er altid nogen, der synes, det er det vigtigste i verden, og det er fantastisk,” siger hun.

Og efter at have lært bylivet at kende, føler hun, at hun er blevet en del af det.

”Jeg kan godt lide lokallivet. Det er nærværende. Jeg mærker det, når folk går op i det, de fortæller mig,” siger hun.

Mere afprøvelse inden fast arbejde

Stine Østergaard kravler ud af sin bil på parkeringspladsen ved Lokalavisen i Aarhus. I dag har hun ikke skriveblokade, for hun har allerede skabeloner i sit hoved til, hvordan artiklerne skal skrives.

”Til historien fra byarkivet, skal jeg have noget tekst omkring tilblivelsen af bogen og nogle forskellige indgangsvinkler som faktabokse om historierne bag vejnavnene,” siger hun, mens hun snor sig op ad trappen til den lange gang med omkring 20 døre ind til større kontorer.

Hun sætter sig på kontorstolen ved sit skrivebord, hvor computerskærmen dominerer. Papirer og blokke flyder, og på hendes fastnettelefon står hendes navn i displayfeltet. Udsigten er til nyere lejligheder gemt væk tæt på Ceres-byen.

”Jeg lærte det med at få mange indgangsvinkler til mine artikel på Aarhus Onsdag. Og fordi lokalavisen ikke lægger så meget op til det, vil jeg gerne udfordre det med snack-reading og billeder,” siger hun.

Selvom Stine Østergaard godt kan se sig selv arbejde på Lokalavisen engang i fremtiden, vil hun ud at prøve andre ting af, inden hun slår sig ned efter DMJX.

”Formidling er spændende, og jeg har fundet det interessant med billeder og video. Så måske noget kommunikation og noget teknisk,” siger hun.

Hvis Stine Østergaard selv kunne bestemme, ville hun lave gakket underholdning. Men i dag skal hun skrive de to artikler, udfylde kørebogen og være klar til at udfylde de tomme felter i Ebeltoft Folketidende. Og når hun den 31. januar er færdig i praktikken, drager hun videre til Madrid i fire måneder på udveksling.

”Emil Winckler, DR Nyheder – har justitsministeren mulighed for at stille op til interview i dag? Han er stadig i USA?”

Emil Winckler siger tak og farvel. På sin blok har han en liste med navne og er allerede ved at ringe den næste op, imens han læser en sms på sin anden telefon. På computerskærmen scroller han gennem sit Twitterfeed.

”Emil Winckler, DR Nyheder,” siger han, mens han hurtigt skimmer en artikel på dr.dk. ”Har Karina Adsbøl tid til at udtale sig om forslaget om stemmeret i dag?”

Om halsen har han en nøgleringskæde. Folketinget, står der på den. Fra hans skrivebord ved vinduet kan man se ud på Christiansborg Slotsplads.

Høj grad af samarbejde mellem redaktioner

Da Emil skulle finde sig en praktikplads, troede han ikke, det var realistisk at skrive kontrakt med DR Nyheder; der var simpelthen for mange ansøgere. Men DR Nyheder ville have ham, og det fik de. Et års tid senere har Emil været på forskellige redaktioner som Deadline, P3 og Hurtig Indland. Det sidste halve år af sin praktiktid tilbringer han på Christiansborgredaktionen, der holder til i slottets kælder.

Kl. 9 er der redaktionsmøde. Det er tirsdag i efterårsferien, og der skal produceres fremad til weekenden, som normalt er mere nyhedsfattig. Der bliver drukket kaffe og diskuteret, hvorvidt der kan koges mere suppe på kulturborgmester Niko Grünfelds CV. I dag skal Emil lave et indslag til TV Avisen. Nyheden er et forslag til en lovændring, regeringen har sendt til høring: De vil give nogle umyndiggjorte psykisk handicappede stemmeret til folketingsvalg.

Nu handler det om at få interviewaftaler på plads i god tid. Specielt i efterårsferien, hvor folk kan være alle vegne, bemærker redaktøren. Søren Pape er uden for rækkevidde, men Thomas Gruber fra landsforeningen for udviklingshæmmede er i Næstved. Det skulle ikke være noget problem.

”Der er en høj grad af samarbejde mellem de forskellige redaktioner,” siger Emil og afbryder sig selv, da han kommer igennem på telefonen til DR Byen.

”Emil Winckler, DR Nyheder. Kan I sende nogen til Thomas Gruber i Næstved?”

Hvor glad er du i dag?

Ved 11-tiden tager Emil og fotograf Klaus Bach til TV-Glads lokaler i Københavns Nordvestkvarter. Her skal de snakke med historiens case, Martin Rosenlind, som er receptionist og udviklingshæmmet. Han har i flere år kæmpet for retten til at stemme til folketingsvalg.

Interviewet skal skydes over tre omgange. Der skal optages lydbidder til Radioavisen klokken 12, en ’forskudt live’-reportage til DR2 Dagen klokken 17 og så klip til Emils indslag klokken 18.30. Klokken 19 skal Martin en tur i Aftenshowet.

”Det er det, der kan ske, når vi føler os lidt kildefattige i DR,” griner Klaus Bach.

På forhånd har Emil forhørt sig, om der er noget, han skal være opmærksom på. Han har fået at vide, at Martin bedst kan lide, når man er rolig. Nu spørger han lavtmælt og smilende ind til Martin, mens Klaus sætter kameraudstyr op. Begge Emils telefoner er pakket væk for en tid.

”Jeg ved, at du er rigtig glad for det her lovforslag,” siger Emil til Martin. ”Kan du måske prøve at vise det med dine arme – hvor glad er du i dag?”

Martin nikker og løfter sine hænder, så der er et stort mellemrum mellem dem.

”Jeg er mega glad i dag,” siger han.

Mange bolde i luften

”På de andre DR-redaktioner er der gratis frugtordning, men her er der sodavandsordning i stedet for,” griner Emil.

Tilbage på Christiansborgredaktionen drikker han en cola. Det er tid til at skrive op- og nedlæg, hvilket efterhånden går hurtigt og smertefrit. Det er Klaus Bach, der skal klippe indslaget – ifølge Emil er han ”den hurtigste i hele DR”.

Emil er så langt i sit praktikforløb, at han nærmest kan styre det selv. Ellers er der aldrig langt til hjælp fra redaktionen. Han synes selv, han fik ansvar relativt hurtigt.

”Her er der hele tiden mange bolde i luften. Hvis man ikke vil det, er det nok ikke her, man skal arbejde,” siger Emil.

Det høje tempo er ifølge Emil én af de måder, tingene foregår anderledes på i virkeligheden, når han sammenligner DR Nyheder med tiden på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Men selvom han har arbejdet som praktikant i over et år nu, har han ikke sluppet skolebænken helt; hver tirsdag aften læser han normativ etik og politisk filosofi på Københavns Universitet.

”Jeg begyndte at savne det med at gå i skole,” siger Emil. ”Og så har jeg 15 ECTS-point, jeg kan tage med mig på 7. semester.”

Onsdag d. 7. november blev der holdt den første elektroniske Store Match Dag nogensinde, men det var ingen dans på roser. Det nye digitale system, der skulle gøre det nemmere for de studerende, blev i stedet en hæmsko. Systemet kunne ikke håndtere de mange studerende og alle mediehusene på én gang. Det betød, at mange oplevede, at deres computerskærme frøs, og at der var lange svartider fra matchsiden.

Systemet stod ikke sin prøve i 2018 og skal derfor igennem en omfattende test, inden man beslutter, om systemet skal have endnu en chance i 2019. Til foråret indkalder Pia Færing til endnu en testdag, hvor alle der skal søge praktik til foråret 2019 og diverse medier, bliver inviteret til skolen. Her vil man sørge for, at serveren er stor nok til at kunne håndtere 10.000 brugere, selvom der i realiteten kun er omkring 1000.

Usikker fremtid for systemet

Hvis der ikke opstår fejl i den omfattende test til foråret, så får systemet endnu en chance til den endelige praktiksøgning i 2019. Men hvis der findes fejl, trækkes systemet tilbage.

”Hvis der er det mindste galt med testen, siger vi ’time out’ og kører almindelig panikdag i 2019. Det er vigtigt, at folk har tillid til systemet, for hvis de ikke har, så begynder de at finde på alternative løsninger, og det er det, vi skal undgå. Hvis ikke tilliden er der fra alle parter, så tør vi ikke prøve igen i 2019,” siger Pia Færing.

Netop troværdigheden og tilliden til systemet er på spil, hvis det fejler igen til foråret. Et nyt system skal nemlig stå helt klar til 2020, hvor Danmarks Medie- og Journalisthøjskole flytter til Katrinebjerg og ikke længere kan huse den fysiske Store Match Dag. Heller ikke RUC og SDU har plads til at afholde matchdagen, derfor er det helt essentielt, at det står klar i 2020. På Jyllandsposten er man ærgerlige over den langsomme server, som ifølge dem bestemt ikke hjalp med at styrke tilliden til systemet.

”Vi var med til den første test af systemet og oplevede, at vi havde ansat en, som vi ikke havde søgt. Der var store huller i systemet, som blev lovet rettede. Det stolede vi på, men var da nervøse for, at det skulle gå galt igen. Det gjorde det så også, og det er meget uheldigt, at man ikke havde fået kalibreret systemet til at kunne trække os alle sammen,” siger Morten Bundgaard, der er Erhvervsredaktør ved Jyllandsposten Finans.

Selvom matchdagen i sidste uge ikke levede op til forhåbningerne, så er Pia Færing optimistisk om systemets fremtid.

”Jeg tror, vi har fundet de fejl, der kunne opstå og muligheden for at rette dem. Samtidig så tror jeg, at vi har fået advarslen ’tag ikke noget som helst for givet’, og test igen for en sikkerheds skyld. Hvis systemet viser nul fejl i testen til foråret, så har jeg tillid til det,” siger Pia Færing. 

Kaos hos Pia Færing

På Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i Aarhus gik Pia Færing rundt blandt de omtrent 20 elever, der havde valgt at møde op på skolen. Det nye system gør det nemlig muligt for de studerende at sidde hjemme eller endda på den anden side af jorden. Da første runde går i gang, kan serveren ikke længere følge med, og kaosset begynder at indfinde sig. Det betød, at mange studerende hverken kunne trykke ”accepter” eller ”afvis” til de tilbudte praktikpladser de havde fået, inden runden udløb.

”Stemningen var god, men det er klart, folk var nervøse og spændte. Min computerskærm fryser fast, da første runde går i gang, og jeg kommer faktisk aldrig igennem til systemet. Jeg bliver ringet op af mit praktiksted, som forklarer mig situationen. Det ender med, at de sender mig en kontrakt, som jeg så skriver under og sender tilbage,” siger Freja Marquardt, der skal være praktikant hos Berlingske.

Fejlen gav også genlyd i Lille Audi, hvor Pia Færings telefon glødede med utilfredse medier. Mange studerende ligesom Freja Marquardt blev ringet op af deres praktiksteder eller fik tilsendt kontrakter på mail udenom systemet. Mediehusene havde meget at tabe i denne praktikrunde på grund af den nye studieordning. Det gjorde, at der var meget få studerende at kæmpe om.

”De studerende tog det pænt. Det var medierne, der var rasende. De var bange for ikke at få de praktikanter, de søgte, og det var jo med god grund – for der er 60 pladser, der står tomme,” siger Pia Færing, der er praktik- og karrierevejleder ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

Manglende kommunikation

I den anden ende af røret sad medierne nervøse og frustrerede og ventede på, om de var købt eller solgt. På grund af den langsomme server blev første runde forlænget og anden runde udsat, men det var langt fra alle medier, der var klar over det. Morten Bundgaard fra Jyllandsposten Finans var en af mange, der søgte svar på de sociale medier, men Pia Færing var kun online på mediepraktik.dk.

”En af de ting, der ikke fungerede, var kommunikationen. Mange mediehuse var på Twitter og Facebook, og jeg var et helt andet sted. Det er urealistisk at skulle fange medierne på så mange forskellige platforme, og jeg ville formentlig ikke fange alle alligevel,” siger Pia Færing.

Inden næste Store Matchdag er ideen at indføre en sms-ordning, hvor alle medier får direkte besked, hvis der skulle opstå fejl. Selvom systemet er langt fra fejlfrit, så mener Morten Bundgaard, at det har potentiale.

”Jeg tror, det er mere behageligt for alle parter. De studerende har et bedre overblik over deres muligheder og har tid til at tænke sig om, inden de vælger. I forhold til tidligere praktiksøgninger har det trods alt været roligere den her gang, fordi vi har kunnet sidde hjemme. Systemet er godt tænkt, men når det så ikke virker, så bryder kaos jo hurtigt ud og den gode idé falder til jorden,” siger Morten Bundgaard.

Jyllandsposten søgte i denne praktiksøgning fire praktikanter. Da systemet begyndte at vise fejl, kontaktede de deres praktikanter og fik skrevet kontrakter udenom systemet.