Tør du skide på skolen?

Tør du skide på skolen?

Tør du skide på skolen?

Flere af de studerende er utilfredse med sensorskyl-funktionen på toiletterne. Nogle studerende dropper helt at bruge dem.

TEKST: MADS MANDAU & ASTRID BISGAARD
FOTO: ZIFAN ZHANG

Udgivet den 27. marts 2025

Jeg sidder på toilettet, mens jeg skriver det her. Jeg har lige fået skyllet mit legeme for anden gang på tre dage. Jeg er træt. Træt af de her toiletter. Træt af at sensorerne på magisk vis altid virker, mens jeg sidder på toilettet, så jeg får køligt toiletvand på alt syd for navlen. Dog virker de aldrig, når jeg beslutter mig for at lave ’nummer to’. Det bliver altid en akavet gang ud fra toilettet med et brændende ønske om, at der ikke står nogen og venter.

Så nu har jeg fået nok. Jeg er derfor gået i gang med et større projekt om vores toiletter.

Den infrarøde sensor styrer, hvornår toilettet skal skylle ud. Den har, på papiret, et hæderligt formål: At gøre dit liv nemmere! GROHE, som er virksomheden, der har designet den infrarøde sensor, skriver på deres hjemmeside en lang række fordele ved at have en sådan funktion.

Udover maksimal komfort og hygiejne, beskriver GROHE også deres infrarøde sensor som holdbar, justerbar og med en indbygget tyverisikring.

Oven i alle disse herligheder er det også muligt at tilkøbe en GROHE-fjernbetjening. Med denne kan man tilgå ekstra indstillinger samt monitere sit vand- og energiforbrug og måske endda skylle ud i toilettet, når man selv ønsker det.

Sensoren er skabt til at gøre vores toiletbesøg nemmere, men det er desværre ikke altid realiteten. Katinka Ødegaard, journaliststuderende fra andet semester, er frustreret over sensoren i det hele taget. 

“Jeg forstår slet ikke tanken bag. Hvis sensoren handler om hygiejnemæssige hensyn, er en håndvask med sensor nok for mig. Bakterierne fra en manuel skyl ud-knap ville forsvinde, så snart jeg vasker hænder,” siger hun. 

Det første, jeg gør, er at kontakte GROHE for at høre, hvad de tænker om problemet med deres toiletter. GROHE svarer tilbage, at de beklager problemet og sjældent møder klager over deres sensorer.

Karin Løntoft Degn-Andersen, som er administrationschef og ansvarlig for Bygning og Facility, forklarer, at det vil blive for dyrt for skolen selv at betale. Hun har ikke det præcise tal på omkostningerne, men hun ved, at det er omkring et par 100.000 kroner. Et regnestykke, som blev lavet helt i starten ved installationen af sensorerne, da toiletterne blev bygget. 

Skolen fandt ud af, at de ikke kan nøjes med at udskifte sensorerne, for så skal toiletterne også skiftes ud. Da man diskuterede problemet, forsøgte man derfor at regne omkostningerne ud.

En af ulemperne ved skyl ud-sensoren er, at den skyller uhensigtsmæssigt ud. Man opvejede spildet af vand i kroner mod udgiften ved at bygge nye toiletter.

Der var desværre for stor forskel til, at det gav mening. Altså ville man hellere have toiletter med et par ekstra skyl fremfor at skifte toiletterne ud.

Skyl eller ikke skyl 

Kristian Runge fra første semester, der i forvejen var nervøs til optagelsesprøven, mener, at toiletsituationen, han oplevede, gjorde hans optagelsesprøve yderligere ubehagelig. Han husker tydeligt nerverne på dagen, og situationen blev kun værre for ham på toilettet. Det gjorde, at Kristian Runge fik et ærgerligt førstehåndsindtryk af skolens faciliteter.

“Man er meganervøs, og derfor sker der en naturlig reaktion i maven. Af den grund er det uhensigtsmæssigt, at man ikke kan skylle ud, efter man har leveret, hvad der nu skal leveres. Og det er også pinligt, når man skal forlade toilettet,” fortæller han.

Andre kan være heldige at kende problemet inden studiestart, som Jeppe Grue på andet semester, der blev gjort bekendt med problemet på den første dag, hvor man som studerende på DMJX møder undervisere og bliver introduceret til skolen – dagen kaldes også ’dagen-før-dagen’. Her fik han et trick til problemet, som blev en livline til fremtidige toiletsituationer.

“Du hopper og drejer 360 grader rundt om dig selv. Så enkelt er det. Så tror jeg, toilettet ser, at jeg har en fest og belønner mig med et skyl,” fortæller han.

Tricket er blevet en fast del af Jeppe Grues dagligdag på DMJX og hjælper ham sommetider ud af de uheldige toiletsituationer. Det smiler både han og jeg over, og selvom det lyder åndssvagt, så virker det for ham.

Kun i et nødstilfælde

Der er flere, der er utilfredse med skolens toiletter, da man ikke kan være sikker på skyl på det rette tidspunkt. Det er noget, som Jeppe har hørt flere af sine medstuderende nævne.

“Jeg har snakket med flere om, at man skal kunne turde gå på toilet på skolen. Flere venter simpelthen, til de kommer hjem. Når skolen også har så flot interiør ellers, skal det være på plads” siger han.

Skolen blev færdigbygget i 2020, og som Jeppe nævner, står den nye bygning i kontrast til de toiletter, der er installeret her.

Så hvad kan man gøre, når toiletterne ikke kan skiftes ud?

For at løse problemet med toiletternes skyl ud-funktion valgte man på administrationsgangen at sætte små skilte op, fortæller Karin Løntoft Degn-Andersen. Skiltene forklarer, hvordan man kan få sensoren til at skylle ud. Jeg vender derfor tilbage til Karin Løntoft Degn-Andersen og spørger hende, om vi ikke kan gøre det på alle toiletter. Hun svarer, at ”selvfølgelig kan vi da det!” Hun ville faktisk have gjort det før, men har ikke modtaget henvendelser fra studerende.

Hvorfor Karin Løntoft Degn-Andersen ikke har modtaget henvendelser fra studerende, er der måske en meget specifik grund til. Emilie Ryberg Rahbek Hansen fra andet semester forklarer, at de i hendes vennegruppe ikke har overvejet at gå til administrationen.

“Vi kan sagtens snakke om problemet i min vennegruppe, men ingen af os har haft lyst til at gå videre med det. Selvom det ikke er et tabu at snakke om blandt eleverne, føles det grænseoverskridende for os at skulle gå til administrationen,” siger hun.

Så til jer, der er trætte af toiletterne på skolen: Nu er der sat etiketter op på toiletterne, så alle ved, hvad de skal gøre. Hvis du ikke får set skiltet, står der følgende: 

’Hvis toilettet ikke virker, så hold hånden hen til sensoren i 10 sekunder og slip.’

Jeg kan ikke garantere, at guiden vil virke hver gang, men du vil forhåbentligt få flere succesoplevelser end tidligere.

Farvel til Mediajungle: DMJX skifter til nyt og professionelt mediesoftware

Farvel til Mediajungle: DMJX skifter til nyt og professionelt mediesoftware

Farvel til Mediajungle: DMJX skifter til nyt og professionelt mediesoftware

I årevis har DMJX udgivet de studerendes artikler på Mediajungle, men det skal snart ændre sig. Efter en lang købsproces kan skolen nu løfte sløret for et nyt mediesoftware, der træder i kraft efter sommerferien.

TEKST: AMALIE HERMANSEN
ILLUSTRATION: ANTON LARSEN

Udgivet den 27. marts 2025

Du er på Mediajungle og vil indsætte et billede i din artikel. Musen søger febrilsk ned over de mange ikoner i værktøjskassen. Endelig! Fotoikonet. Klik. Men billedet er ikke det rigtige sted i artiklen. Klik, klik. Det hopper rundt som et genstridigt æsel, der ikke vil samme vej.

Den frustration skal snart være fortid. DMJX opgraderer til et helt nyt mediesystem, Labrador CMS, som, trods dets navn, ikke skal skues på hårene – mediesoftwaren bruges allerede på 300 mediesider i 15 lande verden over.

Uddannelsesleder for journalistuddannelsen på DMJX, Henrik Berggren, erkender, at skolen har behov for en opgradering.

”Vi må konstatere, at Mediajungle ikke er brugervenligt. Derfor får vi et nyt system, som er professionelt og ligesom det, man anvender i mediebranchen,” siger han.

Brugervenligheden er ikke det eneste problem med Mediajungle. Når man arbejder med kilder, kan platformen også skabe forvirring. Det bekræfter Emil Delord Frimand Probst, forperson for De Studerendes Råd.

”Når man ringer til kilder og fortæller, at man udkommer på Mediajungle, så er det svært at hitte rede i, hvad det betyder. Det kræver typisk en forklaring,” siger han.

“Bare rolig. Der er ingen, der læser det derinde”  

Tidligere studerende Jeppe Peschardt Assenholt skrev i et debatindlæg til Illustreret Bunker i 2023: “Bare rolig. Der er ingen, der læser det derinde”. 

Thomas Pallesen, medieretsansvarlig og redaktionschef for Mediajungle, fortæller, at han ikke kan svare på, hvor mange læsere Mediajungle har, da han ikke har adgang til trafikdata, men kun til oplysninger om antallet af publicerede artikler og registrerede brugere.

Emil Delord Frimand Probst mener, at interessen for læsertal bør være en prioritet, når journaliststuderende ofte får at vide, at journalistik kun er værdifuld, hvis den bliver set, læst eller hørt. 

”Der er langt mellem det at få vores artikler udgivet på en platform og så det, at nogen aktivt læser det, vi skriver,” fortæller han.

Men de studerende skal ikke forvente, at det nye mediesoftware øger antallet af læsere, fordi formålet med siden er ikke kun publicering af artikler, fastslår Henrik Berggren. 

”Jeg tror ikke, det nye system løser det. Bare fordi en studerende publicerer noget, betyder det ikke, at tusindvis vil læse det. Det er derfor, man skal i praktik. Dér lærer man det,” forklarer uddannelseslederen.   

Han håber dog, at det nye system vil gøre det nemmere og mere attraktivt for de studerende at dele deres indhold.

”Vi håber, man kan lave indhold, som ser godt ud, der giver de studerende lyst til at dele indholdet i deres netværk og dermed få produkterne ud til flere,” siger han. 

Mediajungle var ikke tiltænkt som medie  

Spoler man tilbage til en tid, hvor internettet var proppet med uanede mængder af modetips, fedtfattige desserter og rejseguides, befinder du dig i bloggingkulturens glansperiode, som Mediajungle udspringer af. 

DMJX red med på bølgen og gav de studerende mulighed for at blogge om løst og fast.   

“Man troede, at hele verden ville have deres egen blog, og det ville blive en stor del af nyhedsformidlingen,” siger Henrik Berggren. 

Men med GDPR-lovens indtog ændrede tingene sig. 

”Medieretsansvarlig Thomas Pallesen kom til mig og sagde: ’Vi har et problem’. Jeg troede, at vores studerende var fritaget for GDPR-lovgivningen, men det var de ikke,” siger han.

På DMJX balancerer de studerende mellem to roller: Som studerende er de fuldt underlagt GDPR-lovgivningen, mens de i journalistiske sammenhænge kan være fritaget.

Mediajungle fungerer som skolens massemedie og er underlagt medieansvarsloven, hvilket gør det muligt for de studerende at arbejde under de journalistiske undtagelser i databeskyttelsesloven.

Derfor måtte DMJX etablere et samlet medie, der skulle underlægges medieansvarsloven og leve op til GDPR-lovgivningen.

Om GDPR-lovgivningen

GDPR-lovgivningen har til formål at beskytte persondata, men journalistisk arbejde ville ofte være umuligt uden visse undtagelser. Derfor er behandling af personoplysninger med ’journalistiske formål’ fritaget for dele af lovgivningen.

For at sikre, at et medie reelt arbejder med journalistik, er de fleste massemedier underlagt Pressenævnet og medieansvarsloven, hvilket tydeliggør, at deres produkter falder ind under journalistisk virksomhed.

Studenterinddragelse på Labrador

Det nye mediesystem, Labrador, vil byde på en række forbedringer, hvor blandt andet studenterinddragelse står højt på ønskesedlen. Det fortalte journalist og lektor Andreas Leer Scharnberg til et oplæg om det nye mediesystem.

Den nye platform får en forside, der fremhæver journalistiske produkter og en redaktion bestående af både studerende og undervisere. Det betyder også, at DMJX åbner for studentermedhjælperjobs efter sommerferien.

Hvis en redaktørrolle ikke er noget for dig, er der stadig mulighed for at påvirke det nye medie. Skolen har iværksat en afstemning på Itslearning, hvor de studerende kan vælge mellem fire designforslag – en proces, der vækker begejstring hos Emil Delord Frimand Probst. 

”Jeg synes, at alle fire designforslag er langt bedre end det, vi har nu. Jeg glæder mig til at se resultatet,” siger han. 

Hvis navnet Mediajungle ikke er sød musik i dine ører, har du også mulighed for at få indflydelse på Labradors medie. En navnekonkurrence løber af stablen i foråret, og, ifølge Andreas Leer Scharnberg, er der mere end blot æren på spil. Der venter også en præmie, som vi endnu må vente spændt på, hvad er. 

For langsom på aftrækkeren

Selvom skiftet til en ny platform nærmer sig med hastige skridt, rejser det også spørgsmålet: Hvorfor først nu?   

Emil Delord Frimand Probst anerkender, at udskiftningen af et gammelt system er en proces, som tager tid. Alligevel så han gerne, det var sket tidligere. 

”Man bør kunne forvente, at en journalisthøjskole har bedre styr på visuel formidling. Det havde været mere belejligt, hvis det var sket før,” fortæller han. 

Økonomien har dog været den største stopklods. Tidligere vurderede skolen, at et nyt system ville være for dyrt. 

”Da vi for to år siden undersøgte forskellige mediesystemer, kunne vi se, at det var sindssygt dyrt. Vi troede ikke, vi havde råd til det. Men det, vi får nu, er et forholdsvis billigt system og inden for vores rækkevidde,” forklarer Henrik Berggren.   

Alligevel koster Labrador mere end seks gange så meget som Mediajungle, men uddannelseslederen er sikker på, at investeringen er det værd. 

”Det er klart, at de penge, vi bruger på den nye platform, kunne bruges på mere undervisning. Sådan er det med alt, hvad vi gør. Men jeg tror ikke, nogen vil klage over denne prioritering,” fortæller Henrik Berggren. 

Henrik Berggren kan ikke komme omfordelingen af pengene nærmere grundet budgettets kompleksitet.

Lys for enden af tunnelen 

Ventetiden er snart forbi, og DMJX kan snart vinke farvel til Mediajungle og byde det nye Labrador velkommen. En forandring der vækker glæde hos Emil Delord Frimand Probst. 

“Jeg er glad for, at vi får en ny platform. Forhåbentlig bliver den både visuelt lækker og mere brugervenlig,” siger forpersonen i De Studerendes Råd. 

Henrik Berggren deler optimismen.

“Jeg tror, Labrador bliver meget federe at arbejde i end Mediajungle – og forhåbentlig en del lettere,” fortæller uddannelseslederen.

Tiden vil vise, om Labrador kan leve op til forventningerne. Men én ting er sikker: Mediajungles æra er ved at være forbi. Det samme er billeder, der danser med artiklens gloser, og din stigende puls.

Studerende er utilfredse med Starbucks på DMJX, så hvorfor er kaffegiganten i kantinen?

Studerende er utilfredse med Starbucks på DMJX, så hvorfor er kaffegiganten i kantinen?

Studerende er utilfredse med Starbucks på DMJX, så hvorfor er kaffegiganten i kantinen?

I en pjece hængt op på skolen opfordrer en gruppe studerende til boykot af den nyåbnede Starbucks-del af kantinen. Der er dog forskellige holdninger til, hvorvidt Starbucks’ brand bør være til stede på DMJX

TEKST: SOPHUS JORDT PETERSEN
Illustration: ANTON LARSEN 

Udgivet den 27. marts 2025

Det var ikke kun de nye  studerende, der havde første skoledag på DMJX i Aarhus, da det nye semester startede. Kantinen havde også fået en ny elev i klassen. 

I caféhjørnet overfor diskokuglen hang nemlig et stort skilt med nyheden til de kaffehungrende studerende om, at man snart kunne købe Starbucks-produkter i kantinen.

Snart spredte der sig en duft af kaffe, der var bedre end den velkendte sekskronerskaffe, da caféen åbnede kort efter.

Men ikke alle studerende sad tilbage med lige god smag i munden ved indtoget af den amerikanske kaffegigant. 

De nye kantineprodukter har nemlig rejst debat om, hvad skolen kan tillade sig at have i kantinen, og hvor politisk skolen bør være.

‘Boykot Starbucks’

Fotojournaliststuderende Elise Dağdeviren hører til dem, der ikke vil købe en kop kaffe fra den nye Starbucks-afdeling.

Sammen med en gruppe medstuderende har hun hængt pjecer op på skolen med budskabet: ‘Boykot Starbucks.’ Gruppens budskab skyldes Starbucks’ involvering i israelske interesser.

På pjecerne refereres den canadiske pro-palæstinensiske organisation CJPME’s kritik, som blandt andet går på, at Starbucks’ grundlægger og CEO er zionist og pro-israelsk.

Kritikken fra CJPME går også på, at Starbucks har lagt sag an mod en ansat for at tweete: ’Solidarity with Palestine’, og at en række investorer i Starbucks har aktier i våbenproducenten Elbit.

Elise Dağdeviren vil gerne have, at folk aktivt tager stilling til, hvilke produkter de køber i kantinen.

“Hvis man har taget stilling og kan gøre det med god samvittighed, værsgo. Men har man dårlig samvittighed, så er det vel fordi, man tænker, at der er noget forkert ved det – ellers ville man ikke have det dårligt over det?” siger hun.

Hvorfor Starbucks?

Kritikken kommer nok ikke som en overraskelse for Starbucks, der tidligere har oplevet en global boykot-kampagne med samme anklager.

Blandt kopperne står nemlig et skilt med overskriften: ‘Starbucks for the Record’ og en henvisning til en FAQ, hvor de blandt andet skriver: ‘Når der cirkulerer ukorrekte oplysninger om vores virksomhed online, mener vi, det er vigtigt at respondere med fakta og tydeliggøre vores holdning til vigtige emner.’

Udover at fraråde sine medstuderende at købe Starbucks-produkter, undrer Elise Dağdeviren sig over, at DMJX kan tillade kantinen at have en Starbucks.

Hun mener, at når skolen ikke tager afstand fra salget af Starbucks-produkter, vil det støtte Israel, som, hun mener, er undertrykkeren i den igangværende konflikt. 

“Ikke at tage stilling vil altid være til fordel for undertrykkeren,” siger Elise Dağdeviren.

Så hvorfor er der overhovedet kommet en Starbucks på DMJX?

Det er ikke DMJX selv, men kantineselskabet DinnerdeLuxe, der har indgået en aftale med We Proudly Serve Starbucks, der er distributør af Starbucks-produkter.

Skolen har altså ikke noget at sige til, hvilke produkter kantinen har, fortæller administrationschef på DMJX, Karin Løntoft Degn-Andersen.

“De er en privat virksomhed, så de kan gøre, hvad de vil, og det er ikke vores kantine. Vi har hyret dem ind som leverandør,“ siger hun.

Skolen havde engang sin egen kantine, men afskaffede den af økonomiske årsager.

Men den kritik, der er, bliver alligevel taget med i betragtning næste gang, når kantinen skal i udbud i foråret, hvor DinnerdeLuxe kan vælge at søge igen.

“Jeg vil da have det i baghovedet, når vi skal i udbud igen,” siger Karin Løntoft Degn-Andersen og fortsætter: “Men vi kan ikke gøre så meget andet ved det end at opsige kontrakten på baggrund af kritikken. Men gør vi det, har vi taget politisk stilling.”

Og politiske overvejelser skal skolen slet ikke have, ifølge hende.

“Det er ikke vores opgave at tage stilling politisk. Men vi skal kunne rumme, at der er forskellige holdninger, og det gør vi jo også,” siger hun og fortsætter:

“Det skal der være plads til – særligt hos os, med den type studerende vi uddanner.”

Dog stiller skolen en række krav til potentielle bydere om, at maden for eksempel skal være grøn.

Om det at prioritere grøn mad er en politisk holdning, mener Karin Løntoft Degn-Andersen dog ikke.

“Man kan også vælge at sige, at det er en sundhedsmæssig holdning, og det kan vi godt have. Altså en bæredygtig holdning. Det handler om CO2-udledning, og det er helt objektivt,” siger Karin Løntoft Degn-Andersen.

Hun mener ikke, at det skader skolens brand direkte at have Starbucks-logoet hængende i kantinen.

“Det hænger ikke ude ved siden af vores navneskilt foran, og det kommer det selvfølgelig ikke til, men kantinen skal selvfølgelig kunne reklamere med det. Det er et stort brand, og for kantinen gælder det om at kunne tiltrække nogle kunder,” siger hun.

Et spørgsmål om god kaffe

Valget af Starbucks gik i første omgang ud på at få en bedre kaffe, der forhåbentligt tiltrækker flere studerende til det dyrere caféområde i kantinen, som før ikke solgte så meget. Det fortæller direktøren for DinnerdeLuxe, René Laursen.

“Hvis man kigger salgsmæssigt i forhold til andre steder, så er I på DMJX nemlig klart mere til den billige kaffe,” siger Rene Laursen

Kritikken, der var på pjecerne, havde han ikke set komme. Da Illustreret Bunker først ringede, troede han, det var grundet Starbucks’ amerikanske ophav.

René Laursen mener ikke, at man kan sige, at det er en Starbucks-café. Starbucks skal derimod forstås som et produkt, der sælges i kantinen på samme måde som en flaske sodavand. 

Det betyder, ifølge René Laursen, ikke, at alle produkter i caféen er Starbucks’. 

“Kagen er vores egen. Men det gør ikke noget, at man på kaffedelen tror, at det er Starbucks. For det er det. Om det virker for sammentømret for jer på DMJX, det kan jeg tage med i mine overvejelser,” siger han.

Den tankegang køber Elise Dağdeviren dog ikke.

“Når de stiller Starbucks FAQ-skiltet op, så må de også vide, at der er meget snak om Starbucks. Så forstår jeg ikke, hvorfor man vælger en virksomhed, der er så kontroversiel,” siger hun.

For René Laursen handler det dog ikke om politik, men om, at der er et produkt, som skal sælges.

“Der kan være al mulig politik. Det er et produkt, vi sælger,” siger han.

René Laursen fortæller, at hvis det nu havde været russiske varer, hvor der er retningslinjer for myndighederne, havde det været anderledes.

“Hvis nu det kommer frem, at Starbucks financierer missiler og springer verden i luften, så vil jeg selvfølgelig forholde mig til myndighedernes udmeldinger og gøre noget ved det,” fortæller han.

René Laursen kan endnu ikke se, om Starbucks har haft en påvirkning på salget. Indtil videre ser det ud til at være samme salgsniveau som i den gamle café.

Kritikken er forelagt Starbucks, som i et skriftligt svar henviser til samme pointer som FAQ’en på skiltet og skriver derudover:

“Vi fordømmer entydigt alle former for had, terror og vold og udtrykker vores dybeste medfølelse med dem, der er blevet dræbt, såret, fordrevet og berørt som følge af de forfærdelige terrorhandlinger, den eskalerende vold og hadet rettet mod uskyldige i Israel og Gaza.”

Mange af pjecerne er sidenhen blevet taget ned. Det er normal praksis for skolen, da ophæng, som ikke er dekorative, kun må hænge på opslagstavlerne. 

Ulønnet praktik og ingen optagelsesprøve – Sådan varierer journalistuddannelserne i Europa

Ulønnet praktik og ingen optagelsesprøve – Sådan varierer journalistuddannelserne i Europa

Ulønnet praktik og ingen optagelsesprøve – Sådan varierer journalistuddannelserne i Europa

Når vi sætter os på skolebænken på DMJX, har vi en vis idé om, hvilken undervisning vi får. Men hvordan lærer man at blive journalist i andre lande? Illustreret Bunker har talt med tre europæiske journaliststuderende om deres erfaringer.

På billedet ses fra venstre nederlandske Samuel Vels, georgiske Sopo Abulasjvili og østrigske Simon Fuchs

TEKST & FOTO: ANDERS HELMER MØRCK

Udgivet den 12. december 2024

DMJX og dens studerende kan til tider være noget af en boble med fredag aften i Kurt Strandbar, forelæsninger i Blåt Audi og en berygtet panikdag. Men selv i Danmark ses forskellene på journalistuddannelsen, hvor det både er muligt at læse journalistik som en professions- og en universitetsbachelor.

Små 600 kilometer væk fra DMJX ligger Utrecht, som er en af Nederlandenes største studiebyer med over 70.000 studerende. Mange internationale journaliststuderende kalder byen for sit hjem i løbet af en udvekslingsperiode væk fra hjemlandet.

Men hvor store er forskellene, når vi ikke blot ser på Danmark, men bevæger os udenfor landegrænserne og ser på journalistuddannelser på tværs af hele Europa?

Selvom målet i sig selv er det samme – nemlig at blive en god journalist – så er vejen derhen ofte vidt forskellig.

En anderledes optagelsesproces

Nederlandske Samuel Vels er 23 år og studerer på Hogeschool Utrecht. For ham var det ikke givet på forhånd, at han skulle vælge journalistvejen. Og for den sags skyld er han stadig i tvivl om, hvorvidt det er det rette valg, han har taget.

“Da jeg var barn, var drømmen at blive skuespiller. Men på et tidspunkt fandt jeg ud af, at ‘spotlightet’ ikke var noget for mig. Men jeg drømmer stadig om at fortælle historier. Det var af den årsag, at jeg endte i journalistikken, så jeg kunne fortælle ægte historier i stedet for at spille dem selv,” siger Samuel Vels.

Ansøgningsprocessen for at blive en del af journaliststudiet i Utrecht fungerede i mange år som på DMJX. Men det har ændret sig, så alle ansøgere nu bliver optaget på studiet.

Dog er der mange studerende, som frafalder på de første semestre.

“I løbet af de første to år er der en del, som dropper ud. Så jeg tror, at årene i starten er med til at filtrere de studerende fra, som ikke er havnet det rigtige sted,” siger han.

Det skyldes flere eksaminer på både første og andet år på uddannelsen. Her er der nogle prøver, som for flere betyder endestationen på studiet. Det er nemlig ikke ved alle prøverne, at det er tilladt at få flere forsøg. I Samuels klasse er der nu kun lidt over fem tilbage af de 30 elever, som startede. Selvom det er et af de mere ekstreme tilfælde på årgangen, så er frafaldet generelt langt større på Samuels skole end det, som DMJX oplever.

Hvilken linje skal jeg vælge?

Østrigske Simon Fuchs er 22 år og bor i Wien, hvor han studerer på Fachhochschule Wien. Sporten har altid ligget hans hjerte nær, hvilket også betød, at han i en tidlig alder drømte om at blive fodboldkommentator. Sporten var grunden til, at Simon begyndte at interessere sig for journalistikken, og drømmen endte også med at blive den vej, han valgte at gå.

Da Simon skulle søge ind på drømmestudiet, kunne han gå flere veje. Her kunne man blandt andet vælge at studere den moderne linje, hvor der er et større fokus på sociale medier og marketing. På nogle punkter har den ligheder til ’Kommunikation’ på DMJX. Men Simon valgte den mere klassiske journalistlinje, ’Journalism and Media Management’.

Når Simon Fuchs næste år skal begynde på sit nye semester, skal han specialisere sig.

”Det kunne være sport, bæredygtighed eller politik. Her kan jeg virkelig fordybe mig i det stof, som jeg kommer til at lave.”

En skoledag fra morgen til aften

Sopo Abulasjvili er 20 år og kommer fra Georgien, hvor hun til daglig studerer på Georgian Institute of Public Affairs. Hun kan godt lide den kreative del af journalistikken og arbejder blandt andet med webdesign og programmering, når hun sætter sig ind i klasseværelset i Georgien.

“Vi går kun i skole omkring to dage om ugen. Men dagene kan af og til være fra klokken 10 om morgenen til 19 om aftenen,” siger hun.

Sopo Abulasjvilis vej i skole er ofte relativt lang, da trafikken kan være slem. Derfor er de lange dage noget, som passer hende ganske fint.

Hun kommer fra en lille årgang i Georgien med blot 25 elever, hvilket også betyder, at hun har lært sit hold rigtig godt at kende i løbet af de snart tre år, hun har studeret. For hende er de få elever noget af det bedste ved hendes studie.

“Jeg er ikke den mest sociale person, så for mig har det været virkelig dejligt,” siger hun.

Det mindre hold gør, at hun har åbnet mere op i undervisningen og føler sig mere komfortabel – både socialt og fagligt.

”Ifølge medierne er erfaringen din løn.”

– Simon Fuchs, østrigsk journaliststuderende.

Ingen hr. og fru

En af de største forskelle, som østrigske Simon Fuchs har mærket, siden han begyndte sin udveksling i Utrecht, er at kalde underviserne ved deres fornavn. Det er nemlig ikke normalen i hjemlandet.

“I Wien skal man tiltale underviseren enten hr. eller fru, og man har et langt mere distanceret forhold til dem, end jeg har oplevet her i Nederlandene,” siger Simon Fuchs.

Derfor var det også en stor forandring at starte på udvekslingsopholdet, hvor skolen i Nederlandene har været langt mere afslappet.

“Hvis du har gjort et godt stykke arbejde,

så synes jeg godt, at der kunne være en mere åbensindet stemning på mit studie i Wien mellem undervisere og elever,” siger han.

Han er derimod glad for de muligheder, som han har fået gennem sin uddannelse i Østrig. Her er han blevet undervist af prominente journalister og mediefolk.

“Når underviserne kommer direkte fra branchen, gør det mig tryg som studerende,” siger han.

Erfaringen er din løn

Praktik er noget, som alle tre studerende skal igennem i løbet af deres uddannelse. Men den faste lønaftale i praktikperioden, som vi har i Danmark, er ikke noget, som Simon Fuchs oplever i Østrig. Når Simon skal i en 6-måneders lang praktik næste år, er det ikke sikkert, at han kan få løn i perioden. Ved nogle af de største medier i Østrig er der nok ansøgere at vælge imellem – og det betyder samtidig, at man ikke altid kan regne med løn, når man begynder praktikken.

“Ifølge medierne er erfaringen din løn,” siger Simon Fuchs.

Men den lavere løn i praktikken gør dog, at det er mindre presset at søge praktik end i den danske praktikperiode, hvor det i de sidste år har haltet med at få nok pladser til de mange ansøgere.

“Jeg vil mene, at det ikke er så svært at få en af de mindre eftertragtede pladser. Men hvis du vil arbejde på de prominente medier, så er det helt sikkert ikke lige så nemt,” siger han.

Branchen indefra

I Nederlandene er der et fokus på, at man skal vide, hvad man går ind til, inden praktikken begynder. Derfor er faget ‘Marketverketten’ (Markedsudforskning) et rum, hvor de studerende lærer om livet ude i branchen.

“Vi lærer at kunne svare på spørgsmålene: Hvilken journalist vil jeg være? I hvilket miljø vil jeg arbejde? Og hvad kan medierne tilbyde mig?” siger Samuel Vels.

Derefter har eleverne faget ‘Marktbetreden’ (Markedsintroduktion), hvor man har en kort praktikperiode, der gør, at man kan mærke efter, inden valget skal træffes til den større og endelige praktikperiode. I ‘minipraktikken’ laver de nederlandske studerende journalistik til den brede befolkning og diskuterer de friske nyheder med redaktionen på det medie, hvor den korte praktik foregår.

Samuel Vels er glad for metoden, da han stadig ikke er sikker på, hvad han ender med at gøre, når praktikken skal vælges. Med den kortfattede praktik får han mulighed for at opleve branchen på en anden måde, end hvis han blot sad på skolebænken på universitetet i Utrecht.

Livet gør ikke mere ondt på første semester

Livet gør ikke mere ondt på første semester

Opgaven om at interviewe en person, der har været udsat for noget hårdt har i mange år været en integreret del af journalistuddannelsen. Med den nye studieordning er den røget væk fra første semester. Uddannelseskoordinator Mette Mørk har allerede ændret i sine planer.

TEKST: Zakarias forsberg de los reyes, 23 år

Udgivet den 12. december 2024

Blandt de mange ting, der er omkalfatret ved den ny studieordning, kan nævnes, at Ejvind Hansens fag er rykket til tredje semester, at mediespecialiseringen med ét fag er nedlagt og indførslen af ‘klima’. Alt imens er noget gået under radaren. Første semester har tidligere skullet interviewe en sårbar kilde og snakke om, ‘når livet gør ondt’. Den opgave er fjernet fra deres semesterprojekt.

Ifølge lektor Mette Mørk blev opgaven, der primært bestod af en artikel, til en eksamen, da skolen begyndte med semesterprojektet. Hun siger, at opgaven var god, fordi den tester meget faglighed og de studerendes evne til at researche på et emne og deres kilder.

”Gør man det, kan man lave nogle historier, der rammer rigtig mange mennesker,” siger Mette Mørk.

”Et par stykker havde mødt nogle kilder med en svær historie og havde haft lidt svært ved at tackle dem.”

– Mette Mørk, lektor på DMJX

Hun forklarer eksamensopgavens afskaffelse med, at formaterne på første semester har ændret sig markant, og nyheder fylder meget mere.

”Når de nu har haft et nyhedsfokus og fokus på at perspektivere nyheder, så ville det ikke give mening at smide sådan en opgave indover,” siger hun.

I stedet for bliver man nu introduceret til de sårbare kilder på andet semester af journalistuddannelsen, når man skal have lyd og video. Imidlertid har Mette Mørk allerede måttet sande, at flere elever savnede viden om, hvordan man interviewer sårbare kilder.

Forandret nyhedsuge

Det nuværende første semester er de første studerende på skolen, som lever under den nye studieordning, og de var i sidste uge af november på nyhedsuge i en række byer, man i modsætning til tidligere årgange kan pendle til. Odder, Viby og Aarhus Nord, som åbenbart er blevet en by, var på kortet, og flere er kommet hjem og har givet udtryk for, de kunne være bedre rustet til at tage svære samtaler.

Mette Mørk gjorde sig herefter en refleksion, siger hun.

”Et par stykker havde mødt nogle kilder med en svær historie og havde haft lidt svært ved at tackle dem. Engang imellem ligger der en historie om for eksempel ensomhed, som viser sig at stikke enormt dybt. Der var nogen, der tænkte: ’Wow, hvordan gør jeg lige det her?”, siger Mette Mørk. Hun mener, de studerende skal vide noget om, hvordan man kontakter sårbare kilder allerede på første semester.

”Det er synd, hvis de ikke gør det, fordi de ikke tør,” siger Mette Mørk til Illustreret Bunker, dagen efter første semester fik feedback på deres nyhedsuge.

Derfor valgte Mette Mørk også, at eleverne allerede om mandagen skulle have et oplæg i at håndtere sårbare kilder, hvormed hun ændrede ganske lidt i den ny studieordning.

Revyen er fortid – endnu en forening kaster håndklædet i ringen

Revyen er fortid – endnu en forening kaster håndklædet i ringen

Revyen er fortid – endnu en forening kaster håndklædet i ringen

Revyen var en stor succes i foråret, men det er hårdt at holde foreninger kørende. Dette er historien om en forening, der kom, så, sejrede og forsvandt igen.

TEKST: EVA BOYE RASMUSSEN
FOTO: FELIX FONNEST

Udgivet den 12. december 2024

Stakladens store sal er proppet med mennesker. Der er helt mørkt, der hviskes og smågrines, og pludselig er der spotlight på scenen. Forestillingen går i gang, og de ellers snakkende mennesker fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole klapper ivrigt.

DMJX Revyen er genskabt, og opbakningen er stor – ikke kun blandt de studerende. Undervisere, studievejledere, IT-folk, ledelsen, og endda vores rektor, Julie Sommerlund, er til stede. Alle er samlet i Stakladen denne forårsaften og kan i flok grine af karakterer baseret på dem selv. Men trods den store opbakning blev Revyen nedlagt på sin sidste generalforsamling torsdag den 10. oktober 2024.

Hvordan gik revyen fra succes og klapsalver til ikke at eksistere længere? Det har vi spurgt fire af Revyens hovedpersoner om; Bjarke Hunderup Uhl Pedersen, Vanessa Kjær, Frederik Nees Hviid og Xenia Soenke Germundsson.

En forening fødes

Hvis vi spoler tiden helt tilbage til Revyens start, lander vi i efteråret 2023. Zakarias Forsberg de los Reyes og Vanessa Kjær får en god idé og beslutter sig for at genoprette en ældgammel forening, Revyen. Før de to venner får set sig om, er de godt i gang. De stifter en bestyrelse, søger midler og medlemmer, som vil være med til at skabe en forestilling – og de har vind i sejlene.

Først melder Bjarke Hunderup Uhl Pedersen sig ind.

”Jeg har lavet rigtig meget skuespil gennem mit liv, og jeg savnede det ret meget. Da tilbuddet om at blive en del af Revyen og lave skuespil igen kom, kunne jeg ikke andet end at sige ja,” siger Bjarke Hunderup Uhl Pedersen.

Frederik Nees Hviid melder sig også ind.

”Jeg meldte mig ind i foreningen, fordi mine to gode venner havde fået idéen om at genskabe DMJX Revyen. Jeg kom dog lidt sent ind i foreningen og kunne så også fungere som en form for lappeløsning og sørge for, at Revyen fik musik,” siger Frederik Nees Hviid.

Tiden spoles frem, og vi står nu midt i Foreningsbazaren på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole en kold februardag i starten af 2024. Revyen præsenterer sig selv og forsøger at hverve nye medlemmer, som vil være en del af deres kreative fællesskab – og det gav pote. En af dem, som meldte sig ind, er Xenia Soenke Germundsson.

”Det lød bare mega sjovt. Jeg har spillet skuespil og været med i musicals gennem hele mit liv, så jeg syntes, det ville være rart at fortsætte med det på mit nye studie,” siger Xenia Soenke Germundsson.

Og nu gik det for alvor hurtigt. Manuskriptet blev færdigt, skuespillerne øvede flere gange om ugen, og som udenforstående virkede det, som om medlemmerne af Revyen arbejdede i døgndrift op til premieren, som skulle foregå torsdag den 16. maj 2024.

Revyen er en realitet

Bjarke Hunderup Uhl Pedersen stråler – bogstavelig talt. Han står midt på scenen i Stakladen, og spotlightet rammer ham, så han bliver lyst op af sit funklende kostume. Han synger, svajer og drejer rundt, alt imens hele salen nærmest græder af grin over hans flotte parodi på skolens diskokugle.

Frederik Nees Hviid sørger for musikken gennem hele forestillingen, men han dukker også op flere gange som skuespiller, blandt andet i sin rolle som en bøv, der synger lidt perverse sange overfor underviseren Mette Mørk. Hun spilles af Sofie Bonde, som ender med at give op på ”bøv”.

Xenia Soenke Germundsson og Vanessa Kjær spottes også flere gange. Begge dygtige og veloplagte i alt, de foretager sig på scenen.

Der klappes, hujes og salen rejser sig op i samlet flok, mens holdet bag Revyen bukker. Revyen er genskabt og er en massiv succes.

Men det her er ikke kun en succeshistorie. For efter stor succes kommer den svære toer, og en forening er som bekendt svær at drive i de første år.

Revyens nye bestyrelse

Vi er fremme i efteråret 2024, og der er kun kommet to nye studerende fra 1. semester ind i foreningen, og de bærende kræfter fra 4. semester har ikke længere tid til at være primus motor, da praktiksøgningen i slutningen af oktober står for døren. Det betyder, at den nye formand, Xenia Soenke Germundsson fra 2. semester, samt Bjarke Hunderup Uhl Pedersen fra 3. semester står tilbage og spejder.

”Vi var syv-otte skuespillere tilbage fra foråret, og det er bare ikke nok til at holde foreningen kørende. Derudover havde vi ikke fået et eneste nyt medlem efter Foreningsbazaren i starten af semesteret. Vi begynder derfor at sende en masse mails ud, men der sker intet. Det resulterer i, at vi inviterer til ekstraordinær generalforsamling torsdag den 10. oktober 2024,” siger Bjarke Hunderup Uhl Pedersen.

Dagen oprinder, og stemningen er trykket. Der tales lidt i krogene, og ingen ved på nuværende tidspunkt, hvordan det skal gå med Revyen. Meget tyder på, at Revyen ikke vil overleve.

”Jeg ved godt, det ser sort ud, men jeg holder alligevel fast i et lille håb om, at Revyen består,” siger Bjarke Hunderup Uhl Pedersen.

Men selv om han holdt fast i håbet, var det ikke nok. De resterende medlemmer af Revyen vælger at lægge foreningen i graven, da der ikke er stor nok tilslutning.

”Personligt tror jeg, at folk meget gerne vil gå ud, have en sjov aften, grine af en meget sjov revy og så derefter feste videre. Jeg tror dog også, at rigtig mange er bange for at se dumme ud på deres studie, hvilket man jo ofte gør, når man står på en scene. Så det tror jeg, har afholdt rigtig mange folk fra at ville deltage, hvilket i sidste ende er dét, der har slået revyen ihjel. At de eneste der ville være med til at lave revy i år, var de samme som sidst,” siger Frederik Nees Hviid.

En lettelse

Flertallet fortæller efter Revyens død, at de er ærgerlige over, at Revyen måtte lægges i graven. Men den nyvalgte, nu tidligere, formand, Xenia Soenke Germundsson, er faktisk lettet.

”Jeg følte, jeg endelig kunne trække vejret igen. Jeg havde længe gået og følt, jeg ikke var god nok som formand, og at hele situationen var min skyld. Så da Revyen endegyldigt blev lagt i graven, kunne jeg endelig slippe tanken og komme tilbage på sporet af mit eget liv,” siger Xenia Soenke Germundsson.

Hun understreger dog, at hun selvfølgelig synes, det er meget trist, at foreningen er død, men at hun ikke selv kunne fortsætte i den hidtidige konstellation. Det skyldes, at hun egentlig bare gerne ville være med til at spille skuespil og ikke ønskede ansvaret, som hun endte med.

”Jeg føler ikke, at jeg blev valgt som formand. Jeg tog rollen, fordi der ikke var andre, der tog ansvaret på sig. Jeg ville så inderligt gerne have, at Revyen fortsatte, og jeg troede på, at jeg sammen med den nye bestyrelse kunne løfte opgaven og føre Revyen videre. Men sådan gik det desværre ikke,” siger Xenia Soenke Germundsson.

Både Vanessa Kjær og Frederik Nees Hviid ønskede også, at Revyen ville blive ført videre, men da de begge går på 4. semester, var de bevidste om, at det ikke var deres opgave længere.

”Det var svært at få en revy op at stå uden de nødvendige kræfter. Mange af os i bestyrelsen havde ikke tid til at lægge lige så mange kræfter i det som før blandt andet på grund af praktiksøgningen, og mange af os skal også videre fra skolen næste semester. Det er ærgerligt, at Revyen ikke længere findes, men omstændighederne har gjort, at foreningen måtte lægges i graven” siger Vanessa Kjær.

”Don’t cry because it’s over, smile because it happened.”

– Bjarke Hunderup Uhl Pedersen, tidligere medlem af Revyen

Et fællesskab, DMJX har brug for

Institutleder ved Institut for Journalistik, Henrik Berggren, er også meget ærgerlig over at høre, at Revyen er død.

”Jeg oplevede revyen som en åben aktivitet, hvor mange studerende var med til at skabe noget i fællesskab, og hvor der var stor opbakning også fra publikum. Den slags fællesskaber har vi brug for på skolen,” siger Henrik Berggren.

Men Henrik Berggren er om nogen også klar over, hvor hårdt det kan være at drive en forening, hvis ildsjælene forsvinder. Derfor kommer han også med nogle gode råd til nyopstartede foreninger, så der forhåbentlig ikke sker det samme for andre foreninger på skolen.

”Jeg vil anbefale at få samlet en gruppe studerende, der forpligter sig til at yde en indsats. Så det er klart, at der er forventninger til indsatsen, og at man er enige om, hvad der skal til. Og så ville jeg gøre meget ud af at sikre overgangen til den næste bestyrelse. Og ja, jeg ved godt, det er lettere sagt end gjort,” medgiver Henrik Berggren.

Revyen takker af

Og man kan sige, at han har ramt nerven. For hvorfor døde Revyen?

”Revyen er død, fordi opbakningen til foreningen er forsvundet. Der var ikke nok tilbage i vores forening, der kunne løfte opgaven, og for mig virkede det også, som om vi var mange i bestyrelsen, der ikke rigtig var engagerede. Så hvis vi havde fortsat, var det nok blevet halvhjertet, og så var revyen ikke blevet det, den skulle være,” siger Xenia Soenke Germundsson.

Revyen afholdt derfor auktion tirsdag den 19. november 2024, hvor foreningen igen blev samlet og solgte ud af deres rekvisitter. Alle skolens studerende var inviteret til auktion, men der dukkede kun fire studerende op, som ikke var en del af den afdøde forening. På trods af dette var stemningen god, og der blev grinet meget ifølge Frederik Nees Hviid.

Og til alle dem, der savner Revyen, vil Henrik Berggren gerne tilføje, at ledelsen sammen med DSR lige nu ser på gode input til, hvordan lignende aktiviteter kan blive skabt på skolen i fremtiden.

Men selv hvis det ikke sker i den nærmeste fremtid, oplevede de studerende alligevel Revyen i foråret 2024.

”Nu siger jeg noget, der er meget mor-agtigt, men jeg har det lidt sådan her: Don’t cry because it’s over, smile because it happened,” siger Bjarke Hunderup Uhl Pedersen.