Fulde undervisere og en tom ølautomat – Tag med til 90´ernes journalisthøjskole

Fulde undervisere og en tom ølautomat – Tag med til 90´ernes journalisthøjskole

Fulde undervisere og en tom ølautomat – Tag med til 90´ernes journalisthøjskole

Ølautomaten er væk, men druk og store egoer er stadig in. Illustreret Bunker har kigget på den arv, som journaliststuderende har med sig fra de berygtede dage i Bunkeren.

TEKST: EMMA HOUGAARD & LÆRKE KOPPERUP

ILLUSTRATION: MIRJAM MWAKA KAPEMBWA ROED

Udgivet den 12. oktober 2023

Det er nat, og Jan Dyberg slingrer ned ad Randersvej i fuld fart på cykel. Øjnene har svært ved at hænge sammen. Øllene fra fredagsbaren kan ikke kun ses på promillen, men også på cykelstien, hvor han kører slalom efter usynlige kegler.

Når man slår hårdt til øllene, kan turen hjem slå hårdt igen. Slalomløbet går for vidt, og han cykler direkte ind i en lygtepæl og ryger henover cyklen. Næste dag er mindet om hjemturen væk, men græsset på knæene sidder stadig fast. Jan Dyberg tumler ud i køkkenet, og møder sin roomie Hanne, der udbryder.

”Jan, for helvede, du var jo fuldstændig væk i går.”

Det kan godt være, at denne historie ikke er noget, du typisk ville forbinde med Jan Dyberg, der underviser i journalistisk metode på 4. semester. Måske minder den mere om dig selv sidste fredag – hvis man altså skifter Randersvej ud med Langelandsgade. Men her har du og Jan Dyberg måske mere til fælles, end du tror. 

For det er ikke noget nyt, at journaliststuderende fester meget, og at Kurt holder samtaler indtil klokken 7 om morgenen på en onsdag. Uanset om kalenderåret hedder 1993 eller 2023, har journaliststuderende altid bragt en fest med sig. På trods af at meget har ændret sig siden 90’erne.

Som at studievejleder Joan Husted og Simon Andersen fra det nye 24syv har slået op, ølautomaten er blevet fjernet – og så var der også lige noget med nogle fulde undervisere.

Vi plejede at sammenligne en bestemt underviser med de to færger, der sejlede mellem Aarhus og Kalundborg. De befandt sig også bedst i det våde element, og de stødte jævnligt på grund.

– Louise Dalsgaard, retsanalytiker hos DR

De berygtede fulde undervisere og en tom ølautomat

Er han mon fuld eller bagstiv? Sådan undrer en ung Mette Mørk sig, da hun over middag i 1991 er til undervisning i notatskrivning. Et fag, hvor tankerne nemt kan vandre. Specielt når eftermiddagstrætheden melder sig – men især når underviseren ikke er helt ædru.

Der var nemlig flere undervisere i 1991, som man helst skulle undervises af inden frokostpausen, ifølge Mette Mørk, der i dag er underviser på DMJX.

“Vi plejede at sammenligne en bestemt underviser med de to færger, der sejlede mellem Aarhus og Kalundborg. De befandt sig også bedst i det våde element, og de stødte jævnligt på grund,” siger Jan Dyberg.

Men det er også nemt at lade sig friste, når der ikke er én, men tre slags fadøl og en ølautomat i kantinen. Når underviserne sad med frokosten i kantinen, kunne fadølsglasset godt blive fyldt et par gange, inden de fortsatte dagens undervisning.

De offentlige hemmeligheder på skolen

Ølautomaten var i høj kurs blandt elever og lærere, og den endte ofte med pinligt tomme hylder til stor frustration blandt eleverne. Men som et lys i mørket af den tomme automat blev fredagsbaren født. Med læderjakkerne over skuldrene og smøgerne hængende fra mundvigene gik man i samlet trop ned mod ’Kupéen’, skolens nye fredagsbar, når ugen gik på hæld. Tung og syrlig lugt af øl i gulvtæpperne mens skyer af cigaretrøg fyldte lokalet.

Alle vidste, at der på toiletterne gemte sig to færdiguddannede frisører, som kunne rette frisuren til for en halvtredser.

Ligesom at alle vidste, hvornår man skulle dukke op, hvis man ville købe lidt hjemmegroet hash.

Det har alle dage været populært at drikke sig fuld på tom mave. Efter en tur i Kupéen var der mulighed for at gå op til krydset ved Randersvej til Lykkes Grill, når sulten meldte sig. Så kunne man fylde maven med ‘500 gram rent slagteriaffald’, som Jan Dyberg beskriver det. Du kender det nok som en ristet med det hele.

En ‘lonely rider’ – eller bare et stort ego

Selvom rammerne har ændret sig, er det stadig det samme indtryk, omverdenen har af journaliststuderende. Med cowboystøvlerne, der klikker op ad Helsingforsgade, og denim- eller læderjakken trukket op til ørerne – ligesom Jan Dyberg husker det.

”Dengang var der en mytisk forestilling om journalisten som en Lucky Luke-type, en ’lonely rider’, der drikker masser af kaffe og ryger smøger.  Et ’one man job’,” siger Jan Dyberg, når han skal definere en journaliststuderende fra før årtusindskiftet. Men udover modevalget har journaliststuderende og journalister også et andet karaktertræk til fælles. Ego. Et træk, der både kommer til udtryk på arbejdspladserne, men måske især i sociale sammenhænge. Jan Dyberg husker, hvordan han og de andre studerende stod langs væggen eller i baren til festerne i 90’erne og ventede på, at der skulle ske noget.

“Vi kommende journalister var jo selvfede ‘iagttagere af verden’, for vi skulle jo ikke skabe begivenhederne, men kommentere dem,” siger Jan Dyberg.

   Selvsamme journalistfester kan Mette Mørk hurtigt punktere.

  ”FUCK mand, de fester, hvor der kun er journalister, kan være røvsyge. Journalister er meget glade for at høre sig selv snakke,” siger Mette Mørk.

Missionen med denne artikel var at finde ud af, hvordan studerende på journalistuddannelsen har ændret sig siden 90’erne. Beskeden er klar. Ego, mode og druk er fællesnævneren. Fulde undervisere og ølautomater bliver i fortiden.

Myter om praktikpanik: ”Lyt ikke til jungletrommerne”

Myter om praktikpanik: ”Lyt ikke til jungletrommerne”

Myter om praktikpanik: ”Lyt ikke til jungletrommerne”

Praktikken på journalistuddannelsen fylder meget i de studerendes bevidsthed. En fjer kan hurtigt blive til fem høns, når der snakkes på gangene. Illustreret Bunker har samlet nogle af rygterne og undersøgt dem nærmere. 

TEKST:  Marlene møller holm
illustration: Lotte skjødt nielsen

Udgivet den 12. oktober 2023

Allerede fra den første dag på journalistuddannelsen spøger panikdag og helvedesugen i baghovedet for nogle studerende. Det kan være, at man søger ind i skolens foreningsliv, fordi man har hørt, at det giver bedre chancer til praktiksamtalerne. Måske sender man irriterede blikke til vedkommende, hvis tante er chefredaktør, fordi man har hørt, at fordelingen af praktikpladser er ren nepotisme. Men spørger man skolens praktikvejleder Røskva Regine Würtz, skal man ikke tro på alt, der bliver hvisket i krogene:

”I skal ikke lytte til jungletrommerne. Der kan hurtigt opstå et eller andet narrativ, når følelserne går højt. Det er bedre at komme og spørge mig end at opbygge en masse bekymringer, fordi man har hørt nogle rygter,” siger Røskva Regine Würtz.

Illustreret Bunker har fulgt lyden af jungletrommerne og opstøvet nogle af de myter, der florerer om praktikken. Derefter har vi tryktestet myterne hos Røskva Regine Würtz, Ulrich Panduro, som netop er kommet tilbage fra sin praktik på Ekstra Bladet og Carl Buhr, som lige nu er i praktik på JydskeVestkysten i Kolding.

Myte: Hvis jeg ikke kan fremvise nogle gode journalistiske produkter, har jeg ikke en chance for at få en fed praktikplads.

Ulrich Panduro:

”Jeg var helt sikker på, at det var mega vigtigt, hvad jeg havde lavet på forhånd. Jeg lå søvnløs inden den uge, vi skulle ud at søge praktik. Jeg tænkte, ’jeg har ikke noget godt, jeg kan vise. Jeg har kun nogle småtterihistorier, og alle andre har noget meget bedre end mig’.  Men i virkeligheden var de rimelig ligeglade med, hvad jeg havde lavet tidligere. De ved godt, at hvis du ikke har været i praktik, så kan du ikke en skid. De ville meget hellere høre, om jeg havde haft et arbejde før, om jeg kommer til tiden, og om jeg er motiveret for at lave noget,” siger han.

Røskva Regine Würtz:

”Praktikstederne har ikke ret høje forventninger til, hvad I rent faktisk kan, når I starter i praktik. Det er først, når I er derude, I får røv i bukserne. De kigger efter, hvad jeres potentiale og interesser er, og om I passer ind på deres medie,” siger hun.

Myte: Der findes et hemmeligt hack til, hvordan du får din drømmepraktikplads.

Røskva Regine Würtz:

”Det er den absolut mest sejlivede myte om praktikken. Nemlig at der er en eller anden løsning på, hvordan man kan gøre det.  At det handler om, at nu skal man overmande den her Goliat af et system, eller om man har de rigtige forbindelser. Men det er bare ikke sandheden. Det er så forfærdeligt enkelt; er der kemi med de steder, du er til samtale?  Er det det rigtige match? Der er ikke et hack,” siger hun.

Er man så bare nødt til at læne sig ind i magtesløsheden?

 ”Det er vigtigt, at man fokuserer på det, man kan styre. Du skal ikke føle dig så magtesløs, at du giver op, men fokusér på at sætte dig rigtig godt ind i det medie, du gerne vil være på. Find ud af, hvad deres målgruppe og mission er. Hvis du ved det, er du bedre rustet til samtalen og til at overbevise dem om, at du passer ind. Derudover skal du bruge energi på at finde ud af, hvad du gerne vil lære i praktikken. Er det her praktiksted overhovedet det rigtige sted for dig med de ting, du gerne vil lære?” siger Røskva Regine Würtz.

Myte: Det er bedst at få en prestigefyldt praktikplads

Røskva Regine Würtz:

”Jeg var i praktik på Weekendavisen, og i min ansøgning kaldte jeg dem for ’det journalistfaglige Olympus’. Men det var i virkeligheden hårdt at skulle leve op til alt det, jeg forestillede mig, Weekendavisen var. Jeg var så ærbødig og starstruck, og det, tror jeg ikke, genererede de bedste vækstbetingelser for mig. Jeg ville ønske, jeg havde været lidt mere fandenivoldsk,” siger hun. 

Ulrich Panduro:

”Det med prestige er kun sjovt i fem dage, derefter er det bare et arbejde. Jeg ville ønske, jeg havde kigget mere på hvert medie og tænkt, hvad jeg gerne selv ville skrive, i stedet for at tænke over, hvad der er prestige i. Vi fik hele tiden at vide, at vi ikke skulle ud og vælte en minister. Samtidig var tanken om at vælte en minister helt vildt spændende, så hvad nu hvis chancen var der? Men det er ikke dit job som praktikant. Du er der for at lære noget,” siger han.

Myte: Man lærer mindre på lokalmedier

Carl Buhr:

”Jeg har jo ’bare siddet på et lokalmedie’, men jeg kommer ud med en portefølje, hvor jeg både har skrevet de helt lokale historier, men jeg har også skrevet en historie, der er blevet behandlet i Folketingssalen. Jeg har været i praktik i et halvt år, men jeg har skrevet 40 forsideartikler. Det, tror jeg, ville være svært at få lov til på et stort medie,” siger han. 

Ulrich Panduro:

”Jeg har tit tænkt over, hvorfor jeg ikke gik efter et mindre medie. Når du er en del af et større mediehus, bliver du ofte til et tandhjul — en lille del af en meget stor maskine. Du udfylder selvfølgelig en vigtig brik. Jeg kan bare se, at de, der var på lokalmedier, har lært at gå ud og opsøge en megalangsom historie og få den vakt til live. Der er nogen af dem, som er latterligt gode til at opstøve historier og tænke i skæve vinkler. På Ekstra Bladet kommer historien bare ind i indbakken. Der er så mange tips hver dag, at du bare kan vælge,” siger han.

Myte: Det er kedeligt at være i praktik på et lokalmedie

Carl Buhr:

”Vi har dage på redaktionen, hvor der er mere stille end andre, men i langt de fleste byer vil der altid være noget interessant at skrive om. Det er måske mere sexet at skrive om store landspolitiske beslutninger, end det er at skrive om budgetforlig og børnehaver, der lukker. Det sidste har bare sindssygt stor betydning for de mennesker, det berører. Derudover sidder man på en lille redaktion, hvor man ikke bliver væk i mængden. Der bliver regnet med dig, og du indgår som en vigtig del af redaktionen,” siger han.

Myte: Praktikken er det første step på karrierestigen 

Røskva Regine Würtz:

”Det er en kæmpe myte, at praktikken er første skridt på en karrierevej — det er det ikke.

Det er en del af jeres uddannelse. Det er her, at I skal tilegne jer de kompetencer, I skal bruge i jeres fremtidige karrierer og prøve nogle ting af. Hvis man holder fokus på, hvad det er for nogle kompetencer, man gerne vil tilegne sig, så bliver det også nemmere at sidde til de her samtaler og have en autentisk samtale om, hvad det er, du gerne vil have ud af praktikpladsen,” siger hun. 

Men er det ikke meget almindeligt at få sit første job igennem praktikpladsen?

”Det er rigtigt, at mange får deres første job på den måde, men hvis man tænker sådan, bliver mållinjen bare ved med at flytte sig. Først skal man ind på Journalisthøjskolen, så når man kommer ind, skal man rigtig shine, være superaktiv i alle foreningerne og have de højeste karakterer. Så er det nye mål at få den helt rigtige praktikplads. Når man får det, skal man skrive nogle forsidehistorier og gøre sig heldigt bemærket, så man bliver tilbudt et job bagefter. Hvornår stopper det så, hvis mållinjen hele tiden flytter sig? Hvis man ikke stopper op på et tidspunkt og spørger sig selv: Hvad er det, jeg gerne vil, og hvad er det, jeg får ud af at være her?” siger Røskva Regine Würtz.

Det var en lille håndfuld af de myter og rygter, vi fandt, da vi fulgte lyden af jungletrommerne, men det er kun toppen af isbjerget. Hvert eneste svar afføder adskillige nye spørgsmål, fordi praktikpanik er gaven, der bliver ved med at give. Hvis du går og bekymrer dig om nogle af de ting, du har hørt om praktikken, så prøv at følge lyden af jungetrommerne langt nok til at få undersøgt, om der er noget om snakken.

 

Sygdom slår ikke statsyachten ud af kurs

Sygdom slår ikke statsyachten ud af kurs

Sygdom slår ikke statsyachten ud af kurs

DMJX skal igen i år kæmpe mod uddannelserne på universitetet, da de er med til kapsejlads for andet år i træk. Her er 12 hold fra festforeningerne trukket i det tætsiddende tøj og skal omgivet af fest, farver og råbende studerende sejle på tværs af den lille sø i kampen om ”det gyldne bækken”.

TEKST: Zakarias Forsberg de los Reyes
FOTO: Zakarias Forsberg de los Reyes & Rebecca Helene Hoffmann

Udgivet den 01. juni 2023

Lav musik, lav temperatur og en meget lav sol, der ikke giver meget lys endnu. Det lyder ikke som et godt udgangspunkt for at lave noget sjovt. Alligevel er humøret højt, for denne fredag er en af årets største. Selvom resten af Danmark ligger i deres senge, er mange tusinder mødt op midt om natten i Uniparken for at se deres hold.

DMJX deltog sidste år for første gang efter en fire-årig pause. Der har gået rygter om, at skolen var bandlyst for ikke at møde op og rydde parken for skrald et år, men sandheden er, at Kurt Strandbar i flere år ikke tilmeldte sig. I år håber de på at rydde bordet.

Med ‘Den Fjerde Statsyacht’ skal bådvender Freja Tylvad og de fem sejlere Mads Norman, Emil Helligsø, Mads Læbel, Karoline Paasch og Viktor Houman skabe det bedste resultat i mange år. At de to sidstnævnte er syge, var næppe en del af planen, da træningen startede tilbage i marts måned. Dengang kunne de ikke finde båden, og det fortæller fint om forløbet frem mod fredag den 28. april.

Træning med nedtur i søen 

I alt vejr og op til fire gange ugentligt er skolens hold mødt op for at hakke bajere og dreje rundt. I starten inde i Kurt. Der gik en uge med at finde båden, som lå i skolens kælder, men efter søen åbnede for sejlads den 1. marts, har træningen foregået nede i Uniparken. Viktor Houman, 20 år, er tidligere kajakinstruktør, og der er ingen tvivl om, at han har de tekniske briller på.

”Du holder helt skævt på den der pagaj,” har Viktor flere gange forklaret sine holdkammerater, oggrunden til I sejler skævt, er jeres dominerende hånd, som er for langt ude.”

Han har kun været med i Kurt Strandbar i to måneder inden konkurrencen og har brugt hver uge på at blive klar, og det kan mærkes. I over en uge op til konkurrencen har Viktor været syg, og han fortæller bundærligt, at han må tage en periode, hvor han ikke bunder øl efter kapsejladsen. Til sidste træning er han heller ikke nede i den grå og røde gummibåd, men står ved bredden, da han skal passe på ikke at ryge i søen.

Den person, som tilbringer mest tid i vandet, er bådvender Freja Tylvad, eller bådvinder, som hun også kalder sig. Når resten af holdet spinner og bunder, står hun fast i det iskolde vand, hvis sigtbarhed er så lav, at man ikke kan se sine fødder. Selv i frossen tilstand vender hun nærmest uafbrudt båden og tømmer den for det vand, den løbende tager ind, og der er kommet rigtig meget denne tirsdag.

Det er drengenes egen skyld, fordi selvom Mads Norman, Mads Læbel og Emil gør, hvad de kan for at krydse søen hurtigst og i tør tilstand, kæntrer båden et par gange, og alle tre drenge er på kort tid nede i søen for at få fat på pagaj og kajak. ”Av av av,” råber Norman bagefter, da han slår sig voldsomt på kanten af bredden på vej op til en øl, og Freja må trøste ham og lægger sin hånd på hans læg.

Træningen slutter med, at der er gået hul på båden, men som Emil siger, ”skal vi fucking ikke dvæle ved det.” Det ordner de med gaffatape, og så kan båden pumpes, lige inden der skal sejles om fredagen.

(Foto: Zakarias Forsberg de los Reyes)

En fredag som på festival

Tre dage senere er det blevet tid, og dagen for kapsejlads er lang. De mange tilskuere kæmper sig igennem natten og morgenen med kaffe-Bailey, Redbull, drukspil og de mange indslag, der er undervejs. Kort efter solen er stået op over Randersvej, står hele parken op og synger Ingemanns ’I østen stiger solen op’ og Bamses ’I en lille båd, der gynger’. De gode Kurt-folk føler vist, at den sang går ekstra meget ud til dem.

Som optakt til den rigtige sejlads er der klokken ni lagt an til havfrueræs. Her skal en række søulve slinge sig rundt og svømme på tværs af den kølige sø til Champagnegaloppen og til Wagners Walkürenritt, da afgørelsen nærmer sig.

Op ad formiddagen hygger og sludrer folk, hvis ikke de bevæger sig mellem de forskellige camps, hvor man snart ikke kan gå i fred fra folk, man kender, som var det en festival. Langsomt bliver DMJX-campen mere og mere rodet. Græsplænerne bliver mindre grønne, og slatter fra ølbong og andre drikkevarer får jorden til at blive til mudder.

En af hovedpersonerne på skolens hold har valgt at komme lidt efter alle andre, men det er til stor glæde og gavn, at Karoline er mødt op. Bådens eneste kvinde har ligget syg hele ugen og var næppe mødt op, hvis den stod på forelæsning, men i dag er hun uundværlig. Karoline griner også og er fortrøstningsfuld i forhold til sin præstation.

”Den bliver bedre end drengenes, for de har alle sammen drukket sig stive,” siger hun. 

(Foto: Rebecca Helene Hoffmann)

Optakt med optur

I takt med temperaturen stiger, gør humøret det også. Klokken elleve rejser alle sig og er ellevilde, mens skolens sang spiller, fordi ”DMJX, det er bedre end sex.” Det virker ikke til, at sangen er populær i resten af Uniparken, men en linje kan alle vist blive enige om. ” Kommer du fra Umbi, er du bare en fucking bitch.” Sætningen om de medicinstuderende viser sig senere at være næsten profetisk.

Overalt i parken bliver der festet og drukket. Folk glider og vælter rundt på jorden, hvis ikke de er i gang med endnu en dåse i den såkaldt selvrensende ølbong, der kort forinden har været med på rustur og siden har gjort sig selv ren. Andre vælter i deres campingstole og har besvær med at komme op igen. Det er nemlig ikke på jorden, festen foregår. Den foregår oppe i himlen, hvor et jagerfly flyver rundt til ære for de omtrent 30.000 unge, der bare venter på, konkurrencen går i gang.

Men først er der nøgenløb og en uendelig række af introshows. Kun de største bevægelser fornemmes fra skolens lejr på den anden side af søen. Derfor er det også desto mere imponerende, da hele Kurt tropper op og laver deres introshow, som modtager et stort bifald fra alle. Efterfølgende indrømmer folk fra medicin og andre studier, at DMJX var de bedste den dag. Altså deres show. Ikke sejladsen.

For da den endelig bliver halv fem, går det løs, og “Den Fjerde Statsyacht” passerer på ingen tid søen. At alle andre er hurtigere, er ikke så vigtigt. Der bliver spundet og bundet til den store guldmedalje, mens Freja drejer båden. Da Viktor når tilbage til bredden og i mål som sidste mand, er det med en fornem tid og en flot fjerdeplads i sidste heat… 

Altså en sidsteplads, men den bliver fejret, som var det en sejr. For efter otte ugers intens træning er det en forløsning for det seks mand store hold, der jubler, og alle er vindere på trods af sygdom og sidstepladsen. Smilene er store, og begejstringen vil ingen ende tage, da de hopper over afspærringen og tilbage i lejren til heppekoret, der hylder dem.

Kapsejladsen bliver vundet af Umbilicus fra medicin for første gang i en årrække, og herefter starter festen med Lamin som afslutningsnummer. Som Lamin beder om, er ingen længere anspændt, når bare de finder deres drinks. Nu lugter der af røg, øl og breezers på det spontane floor omgivet af chipsposer, krus fra vodka-Redbull, øldåser, Aldinet og plastikglas. Alligevel danser og hujer menneskehoben, smiler til hinanden og synger med på Lamin.

”Gode dage, gode drinks, gode tider.”

(Foto: Zakarias Forsberg de los Reyes)

Mike Meisner tog orlov: ”Det er sgu okay ikke at have det godt hele tiden”

Mike Meisner tog orlov: ”Det er sgu okay ikke at have det godt hele tiden”

Mike Meisner tog orlov: ”Det er sgu okay ikke at have det godt hele tiden”

Mike Meisner fra journalistuddannelsens tredje semester troede ikke, at orlov var nødvendigt, selv da livet viste sig fra sin hårdeste side. Men efter samtaler med studievejledningen tog han en tiltrængt pause og kom tilbage på DMJX med genvundne kræfter og mod på studielivet.

TEKST: ASBJØRN STEFFENSEN
FOTO: JANNI MOSHAGE MOLDT

Udgivet den 01. juni 2023

Første dag på studiet kan både være spændende og længe ventet, men for mange også nervepirrende. Der er mange nye indtryk. Man skal tilbage på skolebænken, og der kan være en uvished omkring, hvordan ens nye hverdag kommer til at se ud. For 30-årige Mike Meisner, der startede på DMJX’s journalistuddannelse i sommeren 2021, var disse bekymringer dog sekundære. Hans far var nemlig meget syg af kræft i denne periode. 

Som ny studerende sad Mike en af de første dage i auditoriet, hvor studievejlederne på skolen præsenterede sig selv og deres funktion på stedet. Det fik Mike til at svinge forbi deres kontor kort tid efter for at fortælle dem om sin situation. Her følte han sig både set og hørt.

Farens tilstand blev værre, og få måneder efter studiestarten gik han bort. Den næste tid blev hård for Mike, der fik svært ved at følge med i undervisningen og kom bagud med flere eksaminer. Alligevel var det først i starten af 3. semester, at han i fællesskab med studievejlederen besluttede sig for at tage orlov.

”Jeg havde jo brug for det. Det havde jeg virkelig. Jeg ville nok bare ikke indse det,” siger Mike Meisner. 

 
En svær beslutning

Joan Husted er studievejleder på DMJX og dermed en af de personer, man som studerende kan tale om trivsel og velvære med, mens man har sin gang på skolen under uddannelsen. 

Hun mener, at beslutningen om at tage orlov ofte er svær, uanset hvilken situation man står i, og at der er valg såvel som fravalg i overvejelserne omkring orlov.

”Kan jeg se mig selv gå ind i auditoriet på en helt ny årgang 1. februar, når jeg ikke kender de andre på årgangen? Og hvordan har jeg det egentlig med, at jeg socialt skal starte lidt forfra? Det, synes jeg, man skal overveje”, siger Joan Husted.

I hendes tid på DMJX har hun mærket en stigende grad af, at de studerende er blevet bedre til at kigge indad og tænke over, om de behøver en pause fra studiet.

”Der er kommet en højere grad af eftertanke, tror jeg, hvor de studerende mærker efter, om de egentlig kan se sig selv i det her, eller om der er noget andet, der trækker,” siger Joan Husted.

Jeg havde jo brug for det. Det havde jeg virkelig. Jeg ville nok bare ikke indse det.”

– Mike Meisner, studerende på DMJX

Tid til at tænke

I starten af sin orlov nød Mike først og fremmest, at han ikke skulle tænke på afleveringer og læsning af pensum, og at han nu havde mulighed for at komme helt ned i tempo, som han længe havde haft brug for.

Som tiden gik, fik han dog også tid og mulighed for at dykke mere ind i sindet og arbejde med sig selv og den sorg, han bar rundt på. 

”Jeg lærte meget om mig selv, og jeg lærte, at det er sgu okay ikke at have det godt hele tiden,” siger Mike Meisner.

Havde du spurgt Mike for 10 år siden, ville han ikke have hørt tale om at tage til terapi, selvom det stod slemt til. I dag er han blevet klogere og går imod, hvad han er vokset op med at høre om mænd, der udviser følelser.

”Jeg kender mig selv og ved, at jeg er en følsom fyr. Men jeg kommer også fra et miljø, hvor det ikke lige er noget, man viser”.

I slutningen af sin orlov begyndte det at krible lidt i fingrene på Mike. Han ville gerne tilbage på DMJX for at gense sine venner og fordybe sig i studiet. Han følte sig godt veludhvilet og havde fået nogle redskaber til at kunne bearbejde tabet af sin far og fortsætte sit eget liv.

 
Ikke alene

Selvom de studerende, der vælger at tage orlov, ikke er fysisk på skolen i en periode, bliver de ikke glemt af studievejledningen. Joan Husted fortæller, at der gøres en indsats fra studievejledningens side for at holde en vis kontakt til de studerende. Specielt dem, hvor orloven er blevet taget under svære omstændigheder. Dermed får de en idé om, hvordan det står til, og den studerende ved, at der er noget at vende tilbage til.

”Nogle studerende kan i den situation føle sig udenfor og være bekymret for at blive hægtet af deres uddannelse og det sociale fællesskab. Derfor vil en af os fra studievejledningen typisk sende en mail eller sms for at høre, hvordan det står til, og om der er nogle studiemæssige bekymringer, vi kan hjælpe med,” siger Joan Husted.

Når man som Mike tager orlov under nogle svære omstændigheder, er det ikke altid lige nemt at vide, hvad man skal bruge tiden på, nu hvor studiet er sat på pause. Til dem, hvor beslutningen blev taget på en hård baggrund, giver Joan Husted et råd med på vejen.

”Uddannelse og skole løber ikke nogen steder, tværtimod. Det vigtigste er at bruge tid og energi sammen med familien.”

Derudover fortæller hun, at studievejledningen gør meget ud af at fortælle de studerende under deres orlov, at de naturligvis stadigvæk er meget velkomne til at tage del i sociale arrangementer for at kunne mærke fællesskabet. 

 
Anden første skoledag

På vej i skole første dag efter orlov gik der en masse tanker igennem hovedet på Mike. Det mindede ham om første dag på studiet året forinden, men denne gang var det anderledes. Han var mere afklaret og havde mere ro i sindet. Så selvom turen til DMJX-bygningen var en smule angstprovokerende, glædede han sig mest af alt.

Inde bag skydedørene tog hans venner imod ham med åbne arme og store krammere og bød ham velkommen tilbage. Det varmede hos Mike, der følte sig hjemme igen med det samme.

”Jeg havde jo været lidt på sidelinjen noget tid, så det var bare rart, at de faktisk havde lagt mærke til, at jeg ikke havde været der. Det var en dejlig bekræftelse.”

Mike vil råde alle, der står i en svær situation midt i deres studie til at mærke efter, om det at tage orlov ikke kan være med til at give dem et pusterum. For ham gav det tid til refleksion og til at arbejde med tabet af sin far.

”Tag en snak med studievejlederne, hvis du har ondt i sjælen. Det er noget, jeg har fået øjnene op for, som jeg ikke har skænket en tanke før,” siger Mike Meisner.

Praktik eller paradise? Bare vent, efterårets søgning byder på endnu mere drama

Praktik eller paradise? Bare vent, efterårets søgning byder på endnu mere drama

Praktik eller paradise? Bare vent, efterårets søgning byder på endnu mere drama

55 studerende står uden praktikplads efter forårets store matchdag. Det har skabt en flaskehals i forhold til efterårets praktikrunde, hvor hele 75 studerende potentielt vil stå uden en plads. Hvem har ansvaret? Hvad skal man gøre for at få en plads? Og går DMJX tilbage til 12 måneders praktik? Vi har undersøgt det for dig.

TEKST: ditte hjort würtzenfeld & sidse marie hansen
illustration: katrine åsleff edvardsen 

Udgivet den 01. juni 2023

”Jeg er rigtig ked af at skulle fortælle dig, Ditte, at vi desværre har valgt at gå med en anden kandidat. Du har en stærk profil, men der var en anden, der bare lige passede lidt bedre.” Min mave snører sig sammen og jeg kan mærke tårerne presse på. ”Det er bare helt fair,” hører jeg mig selv sige, ”tak for en god samtale”. Jeg ligger på. Disse ord har jeg hørt adskillige gange de sidste tre dage. Jeg har været igennem det, der føles som et realityshow, hvor det kun er den stærkeste, der kommer ud på den anden side i live. 

Jeg snakker om praktiksøgning på journalistuddannelsen.  

Den 3. maj kl. 12 sad omkring 80 studerende fra SDU, RUC og DMJX klar på praktikmatch.dk for at få afgjort, om de i anden runde ville få en plads på et af de medier, der stadig havde pladser efter første runde. Da de lukkede computeren ned, sad 55 studerende tilbage uden et match. Nu begynder en forsommer med at opstøve flere praktikpladser, men hvis dette ikke lykkedes, står de studerende over for en potentiel tvungen orlov. Nu tyder alt på, at den kommende praktiksøgning i efteråret bliver endnu værre for de studerende. 

Hårde odds for praktiksøgende 

Praktikken fylder næsten halvdelen af uddannelsen på DMJX og giver anledning til nervøsitet allerede fra den spæde begyndelse af første semester. Forårets praktiksøgning gav de studerende de hårdeste odds i seks år, mens medierne var så godt som sikret en praktikant. Som situationen ser ud lige nu, kommer der til at mangle 20 pladser til efterårets runde. Læg hertil de 55 studerende, der ikke fik plads i forårsrunden. Det betyder altså 75 manglende praktikpladser, når matchrunden afvikles til efteråret.  

“Det er et alt for stort tal. Det er et reelt, alvorligt problem.”

Ordene er Marianne Grams. Hun er formand for praktikudvalget, der tæller medlemmer fra de tre journalistuddannelser, studerende og flere danske medier. I udvalget holdt man et ekstraordinært møde efter matchrunden.

“Alle kom. Og der sidder altså mange i det udvalg. Alle synes, det her er alvorligt, og at vi skal gøre alt, hvad vi kan,” siger Marianne Gram. 

Hos de nuværende praktiksøgende studerende er det bare om at vente på, at skolen får opstøvet nye praktiksteder. Og praktikkoordinator Martin Vestergaard er i fuld sving. Men Marianne Gram mener ikke, det er realistisk, at alle får en plads i denne runde: 

“På den korte bane, kan vi måske skaffe ti pladser. Vi kan jo ikke nå at skaffe 50 – lad os være ærlige”, siger Marianne Gram. 

Hvem har ansvaret?

En række forskellige faktorer spiller ind, når man taler om skyld i den nuværende praktiksituation. Det er nemt at pege fingre, men faktum er, at det er mere kompliceret – i hvert fald når vi spørger Martin Vestergaard.

“Det er svært at sige, hvem der har ansvaret, når man rammer ind i konjunkturer. Det er jo en blanding af, at DMJX er gået fra 12 til 18 måneders praktik, og der er sket en afmætning i branchen fra medier, der gang på gang ikke har fået ansøgere, som så har givet op nu,” siger Martin Vestergaard.  

Derudover fungerer praktiksystemet efter markedsmekanismer. Det afhænger i høj grad af mediernes økonomi, hvor mange pladser der er. Vestergaard forklarer, at antallet af praktikpladser derfor er ude af skolens hænder, da de ikke kan gøre andet end at presse på hos medierne for at slå flere pladser op. 

Ifølge Henrik Berggren er skyldsspørgsmålet ikke så kompliceret:

“Helt konkret er det jo DMJX’s skyld, at vi står i den nuværende situation, fordi vi øgede praktiktiden fra 12 måneder til 18 og derfor skulle bruge flere pladser,” siger Henrik Berggren.  

Og situationen var også forudsigelig, efter DMJX gik tilbage til 18 måneders praktik. Det blev indført efter stort pres fra de danske medier, som til gengæld lovede at optage flere praktikanter. Det blev dog ikke sådan. Ved praktiksøgningen i efteråret 2022 var der kun akkurat pladser nok. 

“Vi har længe sagt, ulven kommer – nu kom den så,” siger Martin Vestergaard om manglen på praktikpladser.  

Men har DMJX så planer om at ændre praktikperioden tilbage til 12 måneder? Ifølge Martin Vestergaard er det ikke noget, skolen bare kan gøre. Det er en beslutning mellem bestyrelsen og rektor, der derefter skal godkendes af ministeriet. Spørger man ind til Vestergaard og Berggrens personlige mening, er de ikke afvisende overfor 12 måneders praktik.

“Jeg vil have svært ved at argumentere for, at man ikke kan blive en god journalist med 12 måneders praktik. Så det er da en overvejelse værd,” siger Henrik Berggren. 

Marianne Gram er ikke lige så positivt stemt overfor idéen om 12 måneders praktik på DMJX:

“Altså, jeg vil gerne understrege, at dette ikke er en beslutning, der ligger hos Praktikudvalget. Men jeg synes umiddelbart, at det ville være noget værre rod at ændre, så kort tid efter de 18 måneder er blevet genindført. På den korte bane er vi nok nødt til at have lidt koldt vand i blodet,” siger Marianne Gram.

”Søg bredt, og slik røv, men på en kritisk måde, du er jo journalist. Forbered dig på, at det bliver hårdt – og lad os være ærlige: Skynd dig at lære de rigtige mennesker at kende i branchen.”

– Ditte Hjort Würtzenfeld og Sidse Marie Hansen, journaliststuderende på fjerde semester

Den evige undren – er vi for mange studerende?

“Har vi ikke snakket om det her før?” 

Henrik Berggren kiggede tænksomt på os, da vi spurgte, om DMJX optager for mange studerende, når der nu ikke er praktikpladser nok. Og jo, spørgsmålet dukker ofte op på DMJX i diverse sammenhænge, men når det gælder muligheden for at komme videre på sin uddannelse, virker det som en reel undren.  

“Jeg synes, det er så naivt. Vi havde også snakken om optag, sidst vi stod med mangel på praktikpladser. Men det, vi står i, er et praktikproblem – det er ikke et dimittendproblem,” sagde Henrik Berggren og fortsætter:

“Det dur ikke at regulere på optaget – altså medmindre vi ikke kan finde en løsning på praktikproblemet. Men det vigtige i forhold til optaget må være dimittendledigheden.”

Marianne Gram mener også, at løsningen må kunne findes andetsteds. Hun lægger vægt på, at man skal passe på med at konkludere alt for meget lige nu, da opgaven med praktikpladser før har kunnet løftes. Hun sender også en appel til medierne om at kigge efter, om de kunne bruge en praktikant. For som hun siger: “Chancen for at få en praktikant har aldrig været større.”

Dog medgiver hun, at det i øjeblikket er et problem med antallet af studerende: 

“Vi optager for mange studerende lige nu. Det kan vi ikke modsige – det er jo faktuelt. Men det er også et øjebliksbillede, og vi er nødt til at se billedet over lidt længere tid,” siger Marianne Gram.

Hvordan får studerende en fair chance for et match?

Så hvordan skal studerende kæmpe sig til en praktikplads i næste runde?

“Prøv at tænke i alternativer og søg bredt! I kan også overveje, om der er steder, I kunne skrive til, der ikke har slået stillinger op i denne runde. Eller måske tage til udlandet, hvis det var noget, I kunne se jer selv i,” lød det fra Henrik Berggren. I samme ombæring opfordrer han også kommende praktiksøgende elever til at holde hovedet koldt: 

“Lad’ vær med at tænke over det. I kan alligevel ikke gøre noget ved det. I må bare vente til, I kommer ind på fjerde semester,” siger Henrik Berggren. 

Martin Vestergaard er enig i, at man må indstille sig på, at praktiksøgningen er en hård tid. Og det kan DMJX ikke tage ud af ligningen: 

“Vi prøver at gøre det lidt nemmere ved at invitere nuværende praktikanter ud og fortælle om deres oplevelser og generelt bare italesætte det. At praktiksøgning er hårdt, er noget, vi tænker over hele tiden,” fortæller han. 

Marianne Gram stemmer i: “Tænk bredt. Hvis man nu ikke får sin første, anden eller tredje prioritet, skal man spørge sig selv, om der kan være andre muligheder, hvor man kunne komme ud i en anden slags praktik. Hvis man bider sig for meget fast i ønsketænkning, så lukker døren også. Der er så mange steder, hvor du kan lære rigtig meget. Hav en plan b, og undersøg den.” 

Hvis du stadig er i tvivl, så er svaret, der går igen fra DMJX og praktikudvalget: søg bredt. Det er ikke tilladt at være kræsen, for du kan blive en dygtig journalist alle steder. 

Hård konkurrence fra RUC

På RUC har de tre ugers praktik, inden de søger “den lange praktik”. Spørgsmålet er, om det ikke giver en konkurrencemæssig skævvridning, da de har etableret gode forhold til medierne i denne “prøve-praktikperiode”. De har haft mulighed for at skabe forbindelser og vist deres engagement, som studerende både på SDU og DMJX ikke har haft mulighed for. Men det er ikke noget, DMJX umiddelbart har planer om at indføre:

“Det er noget, vi har diskuteret mange gange. Jeg tror, det kunne være en fordel, men jeg synes, det er en uskik, hvis vi skulle lave ekstra praktik, da vi allerede har 18 måneder. Jeg tror, medierne ville blive rigtig trætte af det,” lyder det fra Henrik Berggren. 

Martin Vestergaard kan godt se pointen i at have en ‘prøvepraktikperiode’: 

“Det giver da dem en fordel. Det er ikke noget, vi har overvejet, men hvis der blev ved med at mangle pladser, kunne det være en idé,” siger Martin Vestergaard. 

Fra os til dig 

Vi står som sild i en tønde foran det lille runde bord. Foran os står Per Thiemann fra Politiken, som i løbet af praktikperioden har opnået samme status som Beyonce. Jeg får et puf af sidemakkeren. Jeg er træt og har ondt i kinderne af at smile. Ondt i nakken af at nikke. Og ærligt – ondt i tungen af at slikke røv.

Vi fik at vide af DMJX, at vi bare skulle slappe af inden messen. Det var medierne, der skulle sælge sig til os – ikke omvendt. Men reelt var det en anden sag. 

Ét medie spurgte os grinende på messen: ”Hvorfor er der ingen, der stiller kritiske spørgsmål? Det er jo det, I bliver uddannet i”. Jamen, fordi vi er så angste og nervøse for at stille det forkerte spørgsmål, som kunne ødelægge vores chance for en praktikplads. 

Fordi de sidder med vores fremtid i hænderne. 

Så hvis det skal være netop dig, der smider guldkuglen til store matchdag og kommer ud på den anden side som sejrherre, må vores bedste råd være: Søg bredt, og slik røv, men på en kritisk måde, du er jo journalist. Forbered dig på at det bliver hårdt – og lad os være ærlige: Skynd dig at lære de rigtige mennesker at kende i branchen. 

Kære kommende praktiksøgende journalist, DMJX Memes sagde det først, men der er ikke andet tilbage at sige end: Happy hunger games, and may the odds be ever in your favor.

DMJX skal være kendt som stedet, der graver. Og du får også en skovl

DMJX skal være kendt som stedet, der graver. Og du får også en skovl

DMJX skal være kendt som stedet, der graver. Og du får også en skovl

Du har måske hørt, at DMJX har fået et gravercenter for undersøgende lokaljournalistik. Men hvad betyder det egentlig for dig og skolen? Illustreret Bunker har mødt graverchef Bruno Ingemann og undersøgt centret, som skal undersøge de lokale skandaler. Hvis altså pengene snart kommer.



TEKST: ELISA MORTENSEN
FOTO: KATRINE ÅSLEFF EDVARDSEN

Udgivet den 01. juni 2023

Da medieaftalen landede sidste år i november, var der jubel på DMJX. Et af aftalens punkter sikrer nemlig fem millioner kroner hvert år i tre år til et nyt gravercenter for lokalt undersøgende journalistik, som skolen skal huse. Siden sidste år er Bruno Ingemann blevet hyret som graverchef. Samarbejde med undervisere er sat i værk og et dansk og internationalt advisory board, som skal rådgive centeret, er blevet nedsat. 

Men centret er endnu ikke helt oppe at flyve, fordi pengene stadig lader vente på sig. Først trak finansloven ud i historiske længder, og nu skal medieaftalen lige genforhandles.

”Men pengene kommer,” forsikrer Bruno Ingemann. Det siger politikerne i hvert fald udenfor citat, og det tager vi udgangspunkt i til denne artikel. 

Den nyansatte graverchef Bruno Ingemann har, siden han dimitterede hos Danmarks Journalisthøjskole i 1983, haft en lang karriere ved forskellige lokale medier, hvor han især har beskæftiget sig med den undersøgende journalistik. I år 2000 stiftede han med nogle kollegaer organisationen Et Spadestik Dybere, som fremmer og fejrer lokale og regionale mediers undersøgende journalistik. Det gør de blandt andet gennem seminarer, netværk og den store pris på 100.000 kroner, Spadestiksprisen. 

Alt sammen fordi de lokale mediers mulighed for at lave gravearbejde er trængt. De små redaktioner har ikke samme ressourcer og overskud, som de store redaktioner og gravergrupper på TV2 eller Berlingske har til at agere fjerde. statsmagt. Her kommer det nye gravercenter ind i billedet.

Hvis et medie, en borgergruppe eller en enkeltperson får et tip eller snuser en lokal historie frem, som de har brug for hjælp til at løfte, kan de nemlig kontakte gravercentret. Centret stiller så sine ressourcer til rådighed og kan hjælpe med at gennemtrævle store mængder data, søge aktindsigt eller håndtere sårbare kilder. Alt det som i dag kan være svært at finde tid til som en lille redaktion.

”Når de ikke gør det i tilstrækkeligt omfang i dag, er der mange forklaringer. De vigtigste grunde er mangel på ressourcer, altså mandskab og tid, og mangel på kompetencer og værktøjer.” siger Bruno Ingemann.

Et lykketræf

Ideen til gravercentret opstod, da Bruno Ingemann for et par år siden tilfældigvis stødte ind i Roger Buch, som bekendt underviser på DMJX. De faldt i snak netop over de lokale mediers mangel på ressourcer til at grave. Det er sværere at være graverjournalist i Sønderjylland end på Slotsholmen. Og det måtte man kunne gøre noget ved.

”Hvorfor er det ikke sket noget før? Det giver sig selv, at det er en god idé at hjælpe de lokale medier.”

– Bruno Ingemann, graverchef DMJX

Den analyse var flere af medieordførene på Christiansborg enige i, og på den måde fik Roger og Bruno deres ide om et gravercenter med på finansloven, da det netop skal hjælpe de lokale medier med undersøgende journalistik.

”Det var et lykketræf. Timingen var god,” siger Bruno Ingemann og uddyber: ”Mange, jeg har snakket med om det, siger, at det er en indlysende idé. Hvorfor er det ikke sket noget før? Det giver sig selv, at det er en god ide at hjælpe de lokale medier.”

Undersøgende undervisning

En del af gravercentrets rolle på skolen bliver også at engagere de studerende til at opsøge den lokale, undersøgende journalistik.

”Vi vil motivere og inspirere journaliststuderende til at få en interesse for den her type journalistik. Vi har brug for flere journalister, der kommer ud med den interesse og de værktøjer og kompetencer,” fortæller Bruno Ingemann. 

Hvis alt går vel, får nogle af de studerende på 4. semester i efteråret allerede lov til at få gravearbejdet i fingrene.

I samarbejde med underviserne Jan Dyberg og Kresten Roland på forløbet om datajournalistik skal de studerende hjælpe med at undersøge en konkret sag fra gravercentret. Kresten Roland håber, at samarbejdet træder i kraft allerede i efteråret, formentlig i uge 41.

”Det er oplagt, når man laver sådan et gravercenter her, at det også kommer skolen og de studerende til gode,” siger Kresten Roland. 

Efter de studerende har fået Excel og andre dataværktøjer under huden, får de fem sammenhængende dage, hvor de skal assistere på et af gravercentrets projekter. Kresten Roland tror, at de studerende vil få stor gavn af samarbejdet.

”Det med at have et virkeligt samarbejde med dygtige journalister og rigtige medier, det kan bare noget. Så kan man løfte nogle historier, som man ellers ikke vil kunne løfte. Det kan give noget erfaring med at arbejde sammen om et stort projekt, som vi ellers ikke øver så meget på skolen,” siger Kresten Roland.

 Men som tidligere nævnt, er der stadig det store aber dabei, at pengene lader vente på sig. De studerende på det kommende dataforløb behøver dog ikke bekymre sig om, at de vil stå uden noget at lave. 

”Det er jo et eksperiment, så der er ingen garantier. Men hvis det hele falder til jorden, kan vi jo falde tilbage til det, vi plejer at lave,” understreger Kresten Roland.

Udover undervisningsforløb kommer gravercentret også til at få brug for studentermedhjælpere og frivillige kræfter fra skolen. På lang sigt håber Bruno Ingemann, at gravercentret bliver en forankret del af DMJX’ identitet. Vi skal være kendt som stedet, der graver.