En tredjedel af nyuddannede journalister fra DMJX havner i en tidsbegrænset stilling – og det kan være dårligt for trivslen

En tredjedel af nyuddannede journalister fra DMJX havner i en tidsbegrænset stilling – og det kan være dårligt for trivslen

En tredjedel af nyuddannede journalister fra DMJX havner i en tidsbegrænset stilling – og det kan være dårligt for trivslen

Der er lav ledighed blandt nyuddannede journalister, men nye tal fra DMJX viser, at rigtig mange arbejder i stillinger, hvor de fra start kender slutdatoen. De tidsbegrænsede stillinger skaber usikkerhed og øger risikoen for at ende i psykiatrien. Det giver anledning til bekymring, mener fællestillidsrepræsentant fra DR.

TEKST: Emma sofie vikkelsø hougaard & Asbjørn steffensen
illustration: Lotte skjødt Nielsen 

Udgivet den 07. december 2023

Gang på gang er det samme argument blevet brugt af både Henrik Berggren og Lea Korsgaard, når de er blevet spurgt ind til optaget af elever på journalistuddannelsen: “Det vigtige i forhold til optaget af journaliststuderende på DMJX må være dimittendledigheden.” Den viser nemlig, at kun én ud af ti mangler job.

Spørgsmålet er bare, om en relativt lav ledighedsprocent er nok til at lægge beskyldninger om et overoptag af elever i graven. For selvom ledighedsprocenten ser lav ud, hvordan ser det så ud i forhold til trivsel og jobmuligheder?

En tredjedel af alle nyuddannede journalister fra DMJX er ansat i en form for tidsbegrænset stilling. Det viser Dimittendrapporten fra DMJX fra 2022, hvis man lægger freelance- og tidsbegrænsede stillinger sammen.

En undersøgelse fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø fra 2022 viser, at ansatte i tidsbegrænsede stillinger har 40 procent større risiko for at ende i psykiatrien med stress eller angst.

Det er tankevækkende, fordi den form for stillinger kun bliver mere og mere normale i mediebranchen – også for DMJX’s dimittender.

    

Et konstant pres for at bevise sit værd
De lykkelige fortællinger fra mediebranchen er efterhånden svære at finde på journalisten.dk. Mangel på praktikpladser for journaliststuderende, fyringsrunder på stribe, alt imens der bliver længere og længere mellem de faste stillinger. Alene fra 2007 til 2017 blev antallet af tidsbegrænsede stillinger fordoblet, viser tal fra Dansk Journalistforbund.

Det er dog op til diskussion, hvorvidt de mange tidsbegrænsede stillinger er et udtryk for et problem. Henrik Friis Vilmar, der er fællestillidsrepræsentant for journalister i DR, er en af dem, der mener, at den type stillinger belaster medarbejderne meget.

 “Man føler sig utryg og presset til at bevise sit værd hele tiden, når der står en udløbsdato på kontrakten. Det er i mine øjne ikke den bedste måde at komme ind i arbejdsmarkedet på,” siger han.

Undersøgelsen fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø viser også, at det særligt er unge og kvinder, der tager imod tidsbegrænsede stillinger. Samtidigt svarer DMJX-dimittenderne i rapporten, at en af de største udfordringer i forhold til at få et job er den store konkurrence i branchen.

Men det er kun en del af forklaringen på de mange tidsbegrænsede stillinger, mener Henrik Friis Vilmar.

“Jeg tror også, at mange arbejdsgivere vil prøve nyuddannede af først.”

Den hårde konkurrence på arbejdsmarkedet kan også ses som et udtryk for en faldende efterspørgsel på journalister. Det kan ses i de mange fyringsrunder rundt omkring i mediebranchen, mener Henrik Friis Vilmar.

“Jeg er bekymret for, om der bliver uddannet for mange journalister. Derfor synes jeg, at man burde undersøge, om antallet af uddannede passer med efterspørgslen på arbejdsmarkedet,” siger han.

Triller tommelfingre og overvejer brancheskift
Joachim Vestergård tilhører den tredjedel af dimittender fra DMJX, hvis arbejdsliv indtil videre kun har bestået af freelancearbejde. Han blev færdiguddannet i starten af 2023 og tilslutter sig Henrik Friis Vilmars konstatering om, at en hverdag med en tidsbegrænset stilling ofte er hård og uforudsigelig.

“Den ene uge arbejder man fuldtid, og man virker som medarbejderen, der får den næste fuldtidsstilling. Men så de næste to uger sidder man derhjemme og triller tommelfingre og overvejer et brancheskift,“ siger Joachim Vestergård.

Det økonomiske aspekt er ifølge Joachim Vestergård nok det sværeste, der følger med en tidsbegrænset stilling.

“Det hårdeste ved freelancelivet er følelsen af ustabilitet på et tidspunkt i livet, hvor man egentlig er uddannet til at tjene en fin løn,” siger han.

Taxameteret løber?
Henrik Berggren, der er uddannelseschef ved DMJX for foto- og journaliststuderende, anerkender, at der er et højt tal af dimittender i tidsbegrænsede stillinger, og at det ville være fantastisk, hvis procentsatsen var lavere.

Men i forhold til spørgsmålet, om der er for hård konkurrence på arbejdsmarkedet, kan han have svært ved at se, hvordan DMJX som uddannelsesinstitution kan påtage sig at løse problemet.

“For dem, der er inden for branchen, er det en fordel, at der kommer færre nye til og begrænser konkurrencen. Men man skal også tage hensyn til dem, der gerne vil ind i branchen. Man er nødt til at se optaget af elever i et langsigtet og overordnet perspektiv,” siger Henrik Berggren.

Han tvivler på, at et lavere optag ville kunne bløde op for den hårde konkurrence. Han tror ikke, at det ville gøre nogen forskel at optage tyve færre studerende om året. Og hvis man gjorde det, ville eventuelle effekter først kunne ses omkring 2030, hvor arbejdsmarkedet for journalister kan se meget anderledes ud.

Denne uvisse arbejdssituation er med til at presse de nyuddannede. For selvom ledighedsprocent er lav for dimittender fra DMJX, står branchen stadig over for mange andre udfordringer, som nyuddannede journalister kan se på med  bekymrende mine.

Spørgsmål:

”Man ser, at de tidsbegrænsede stillinger kun bliver mere populære, og der er mangel på praktikpladser  kan du så forstå, at nogen vil anklage DMJX for at gå op i sine taxameterpenge?”

– Emma Hougaard, skribent for Illustreret Bunker

Svar:

”Det er jeg helt sikker, der er nogen, der vil gøre. Jeg synes, man skylder at sætte sig ind i begrundelserne for, hvordan systemet er skruet sammen, for ellers misforstår man problemet.”

– Hernik Berggren, uddannelseschef på Journalistik

Hvad nu hvis jeg ikke vil være journalist?

Hvad nu hvis jeg ikke vil være journalist?

Hvad nu hvis jeg ikke vil være journalist?

Der kan være mange grunde til at tage en bestemt uddannelse. Måske er den spændende, givende eller prestigefuld. Men en eller anden dag slutter den søde studietid, og så venter arbejdsmarkedet derude. Så må man bare håbe, at man har den rigtige uddannelse. Men hvad nu, hvis man er lidt i tvivl?

TEKST: marlene møller holm 
FOTO: mirjam mwaka kapembwa roed

Udgivet den 07. december 2023

På journalistuddannelsen kan man fristes til at tro, at man selvfølgelig skal ud og arbejde som journalist efter uddannelsen – det ligger lidt i ordet. Men for nogen kan det være en foruroligende tanke. Journalistbranchen er berygtet for sine spidse albuer, og måske har man allerede fået nok af at jage den gode historie efter mange lange semesterprojekter. Eller måske er man ved at blive helt opgivende af at læse om alle branchens fyringsrunder i Fagbladet Journalisten. Så hvad gør man, hvis man står her med kildekontrakter til op over begge ører og er ved at indse, at man slet ikke vil arbejde som journalist? Det har vi spurgt tidligere DMJX’ere om for at høre, hvordan de greb det an.  

Redaktionsgangen skiftes ud med fødegangen

Clara Søgaard Krohn tog konsekvensen af sin studietvivl og droppede ud af Journalistuddannelsen på 7. semester for at læse til jordemoder.

 ”For mig var det mere overskueligt at droppe ud og starte forfra på en ny uddannelse, end at komme ud på dagpenge, indtil jeg fik tilranet mig et eller andet rædderligt freelance-job,” siger Clara Søgaard Krohn.

 Clara var ellers glad for at gå på journalisthøjskolen og kunne også godt lide det journalistiske arbejde. Men når hun forestillede sig et arbejdsliv som journalist, var det, som om noget af entusiasmen fordampede.

 ”Efter praktikken oplevede jeg den benhårde konkurrence i branchen. Jeg oplevede det som en branche, hvor man ikke belønnes for, hvad man kan, men for at være den, der råber højest og gør sig mest til. Jeg havde bare ikke rigtig engagementet til at kaste mig ind i den kamp,” siger Clara Søgaard Krohn.

 Men i sidste ende var det ikke branchen eller de spidse albuer, der fik Clara til at begynde på en helt ny uddannelse. Det var derimod behovet for at få et arbejde, hvor hun kom tættere på de mennesker, hun gerne vil gøre en forskel for. 

 ”Jeg har et meget stort behov for at føle, at jeg laver noget vigtigt og gør en forskel for mennesker. Selvfølgelig er journalistik også vigtigt, men der findes også rigtig meget ligegyldig journalistik derude. Som jordemoder kommer jeg til at gøre en forskel for mennesker på en meget håndgribelig måde, og når jeg er færdiguddannet, kan jeg komme direkte ud i mit drømmejob, som er at være jordemoder på en fødegang,” siger hun.

Man skal ikke gennemføre uddannelsen for enhver pris
Ifølge Hanne Bjerg Andersen, studie- og karrierevejleder på DMJX, er det i netop sådan en situation, man skal tage sin studietvivl alvorligt. 

”Hvis man går med en eller anden helt konkret drøm, skal man selvfølgelig lytte til det. Der er ingen grund til at tvinge sig selv igennem uddannelsen, hvis man er kommet inden for det helt forkerte felt,” siger hun.

“Efter praktikken oplevede jeg den benhårde konkurrence i branchen. Jeg oplevede det som en branche, hvor man ikke belønnes for, hvad man kan, men for at være den der råber højest og gør sig mest til. Jeg havde bare ikke rigtig engagementet til at kaste mig ind i den kamp.”

– Clara Søgaard Krohn

 

Hvis det derimod er, fordi man ikke vil arbejde som journalist eller er bekymret for jobmulighederne bagefter, så skal man lige slå koldt vand i blodet, mener Hanne Bjerg Andersen. Hun peger på, at alle uddannelserne på DMJX åbner for mange forskellige karrieremuligheder. Man tilegner sig nogle kompetencer, som kan bruges i mange sammenhænge. Kompetencer som at kunne vinkle skarpt, kommunikere, stille de gode spørgsmål og være kritisk og analytisk. 

”Jeg synes, at du skal give dig selv lov til at gå her på skolen, bare fordi du synes, at det er spændende. Du behøver ikke at vide, hvad det skal føre til. Du skal give dig selv lov til at sige, at det er okay, at du måske ikke bliver journalist, for så bruger du det bare til noget andet,” siger Hanne Bjerg Andersen.

Fra kultur til finans
Katrine Bjerre Toft er endnu et eksempel på en journaliststuderende, der indså, at hun ikke brændte for at arbejde som traditionel journalist. I dag er hun selvstændig, og det er kun lidt over en måned siden, at hun startede sin egen virksomhed, hvor hun rådgiver virksomheder om marketing og kommunikation.

Hun startede ellers på journalistuddannelsen med et håb om at blive den næste store kulturjournalist hos Politiken. Hun opdagede dog ret hurtigt på uddannelsen, at kulturjournalistik i højere grad var en hobby for hende, end noget hun gerne ville arbejde med. Hun fik en praktikplads hos Jyllands-Posten, hvor hun skrev finansnyheder. I det halve år indså hun, at hun var fascineret af de jobs, som nogle af hendes kilder havde. Hun snakkede med mange pressefolk og kommunikationsfolk ude i virksomhederne og begyndte at overveje, hvordan hun kunne få lov til at lave, hvad de lavede. 

”Jeg opdagede, at jeg var mere optaget af, om de historier, vi skrev, skabte værdi for virksomheden, end jeg var optaget af selve journalistikken. Jeg synes, det var helt vildt interessant at arbejde strategisk fremfor objektivt med historierne. I en virksomhed kan jeg bruge mine kompetencer fra journalistikken og kombinere dem med en mere strategisk tankegang til gavn for virksomheden,” siger Katrine Bjerre Toft.  

Katrine handlede på denne fascination. Da hun kom tilbage fra praktik, vinklede hun uddannelsen mod kommunikation og fandt et studiejob, hvor hun skulle arbejde med marketing. Siden har Katrine arbejdet i forskellige virksomheder og startups, inden hun sprang ud som selvstændig. I processen har hun lært meget om ledelse, økonomi, rekruttering, og hvordan man driver en virksomhed. Det lyder umiddelbart ikke som noget, man bliver klædt på til på journalistuddannelsen, men det er Katrine ikke helt enig i. 

”I de jobs jeg har haft, har jeg dagligt haft glæde af at være journalist. Det at kunne vinkle en historie og kunne kommunikere med kollegaer, medarbejdere, ledere, samarbejdspartnere og kunder. Man tror, det er en selvfølge, men det er der mange, der ikke kan. Man skal kunne ramme modtageren med sine budskaber, og så er det ret smart at have været journalist. De andre ting har jeg lært hen ad vejen,” siger hun.

Clara Søgaard Krohn, der snart bliver færdig som jordemoder, har heller ikke fortrudt den tid, hun brugte på journalistuddannelsen.

”Jeg bruger de ting, jeg lærte som journalist hver dag. Jeg står meget stærkere i jordemoderfaget, fordi jeg har lært at tale med alle mulige mennesker og være nysgerrige på dem. I begge jobs skal man tænke kreativt og logisk på samme tid, fordi man ikke altid ved, hvad man møder ind til. Man skal arbejde hurtigt, når det virkelig gælder,” siger hun.

Grib chancerne
Katrine har på sin karrierevej gjort meget ud af at gribe de chancer, hun har fået. Hun har på et tidspunkt fået tilbudt et job, hvor hun selv tvivlede på sine kvalifikationer undervejs, men som hun siger, ”det gik jo alligevel”.

”Man kan vinde meget på at gå med de muligheder, man tilfældigt bliver præsenteret for, også selvom det ikke lige var det, du troede, du skulle lave,” siger Katrine Bjerre Toft.

Hanne Bjerg Andersen kan kun tilslutte sig, at man skal være åben over for uventede muligheder og alternative karriereveje. Derfor opfordrer hun til, at man bruger sine journalistiske evner til at tage nogle chancer.

”I skal sætte jer selv i spil. Opsøg nogle mennesker, miljøer og virksomheder, og spørg, om de vil drikke en kop kaffe med dig, så du kan fortælle, hvad du kan, og du kan høre, hvad der foregår i andre universer end i dit eget. I er jo journalister. I er trænede i at kontakte helt fremmede mennesker. Det er sjovt for virksomhederne at få besøg af unge mennesker med ild i øjnene. Det er der kommet mange job- og netværksmuligheder ud af,” siger hun.

Katrine Bjerre Toft har også erfaret en anden ting, der kan være en stor styrke for journaliststuderende, når vi skal ud på arbejdsmarkedet. Nu har hun nemlig selv prøvet at være den, der skal vælge mellem mange forhåbningsfulde ansøgere. 

”DMJX’ere skiller sig bare ud i ansøgningsbunken, fordi de er skidedygtige. Når jeg har ansat universitetsstuderende og beder dem om at løse en opgave, griber de ud efter metoderne og teorierne, de har lært, men det er der ikke altid tid til. DMJX’ere har allerede været ude i den virkelige verden og snakke med rigtige mennesker og lært at følge deres mavefornemmelse. Det er vigtigt, at I ved, at selvom I ikke vil være redaktionelle medarbejdere bagefter, så er der virkelig bud efter jer i andre brancher,” siger hun.

Byggesjusk på DMJX: Svigtende loftplader og rindende vand i klasseværelset

Byggesjusk på DMJX: Svigtende loftplader og rindende vand i klasseværelset

Byggesjusk på DMJX: Svigtende loftplader og rindende vand i klasseværelset

Tirsdag den 3. oktober 2023 udviklede sig markant anderledes, end de studerende på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole havde regnet med. Et voldsomt regnvejr blev for meget for den tre år gamle bygning og satte en stopper for dagens undervisning. På trods af skolens korte levetid er det dog den ikke første gang, der er problemer med bygningens konstruktion.

TEKST: VICTOR ØRGAARD ANDERSEN
ILLUSTRATION: MIRJAM MWAKA KAPEMBWA ROED

Udgivet den 07. december 2023

Vandet løber ned ad væggene, og både elever og lærere løber rundt imellem hinanden i forsøget på at redde kunst og elektronik fra de silende vandmasser. Vandet står ind igennem døre og lofter og spreder sig efterhånden på skolen. Værst står det dog til på skolens tag, hvor op mod 25 centimeter vand har samlet sig og ganske hurtigt er på vej ned igennem bygningen. Trods de ansattes kamp mod det voldsomme regnvejr træffer rektor og prorektor dog i sidste ende beslutningen om at evakuere elever og medarbejdere i frygten for, at nogen skal komme til skade.

”Min første tanke, det var panik”

Thomas Grandjean Gleerup, Ejendomsservicetekniker for Bygning og Facility på DMJX, var til stede på dagen og var en af de bærende kræfter, der forsøgte at inddæmme de mange liter vand. Sammen med sine kollegaer fra bygningsservice blev han tidligt på dagen hentet af en underviser, der havde set vand trænge igennem loftet. Men da Thomas Grandjean Gleerup kom frem, væltede det ned.

”Min første tanke, det var panik. Jeg skulle lige samle mig og få et fuldt overblik over situationen. Jeg drønede rundt på de forskellige etager for at se, hvor det kom fra, og hvad der var vigtigst at stoppe først,” siger Thomas Grandjean Gleerup.

Efter at være kommet sig efter sin første forskrækkelse startede det egentlige arbejde for Thomas Grandjean Gleerup og resten af bygningsservice. Vandet stod ind alle steder, da skolens kloakering og afløb ikke kunne håndtere de store vandmasser. Specielt ved ovenlysvinduerne på første sal stod det slemt til. Her måtte der bores huller under vinduerne, så vandet kunne ledes væk. Thomas Grandjean Gleerup estimerer, at op mod 100 liter vand fandt vej ind den 3. oktober.

I mellemtiden havde skolens ledelse dog taget konsekvensen af den umiddelbare katastrofe og sendte samtlige elever og ansatte hjem, i frygten for at nogen skulle komme til skade.

”Rektor Julie Sommerlund og prorektor Jens Grund tog sammen beslutningen om at sende studerende og ansatte hjem. Vi vidste jo ikke, om der var elektriske installationer, der ville komme vand i, og om man kunne få stød. Folk kunne også glide på gulvene og komme til skade. På trods af den pressede situation blev folk sendt hjem i god ro og orden,” siger Thomas Grandjean Gleestrup. 

Som at stå i et brusebad

Regnvejret den 3. oktober blev også bemærket hos administrationen på DMJX. Jørgen Johansen, økonomi- og administrationschef for Bygning og Facility på DMJX, blev kontaktet af bygningsservice, da det første vand begyndte at trænge ind i bygningen.

”Min første tanke var fuck. Udover at forsøge at begrænse skaderne vidste vi ikke, hvad vi umiddelbart skulle gøre,” siger Jørgen Johansen.

FEAS, som ejer bygningen, blev kontaktet, og da de kort efter ankom, blev de konfronteret med vandmasserne. 

På daværende tidspunkt var det ifølge Jørgen Johansen som at stå i et brusebad, og han valgte hurtigt at kontakte både rektor og prorektor, der heldigvis begge sad til møde på skolen. De tre tog i løbet af de næste fem minutter beslutningen om evakuering af hensyn til elevers og ansattes sikkerhed.

Til alles held lå årets efterårsferie kun halvanden uge efter, og her var der mulighed for at udbedre de skader, som regnen havde forårsaget, og få skolen tilbage på rette køl, inden både elever og ansatte vendte tilbage til undervisningen.

”Det var held i uheld, at det skete lige før efterårsferien. Det lokale, underviserne sidder i, var hårdt ramt, og de kunne ikke være derinde i omkring en uge. Heldigvis kunne vi jo så bruge ferien på at affugte rummet, så det var klar ugen efter,” siger Jørgen Johansen.

Reparationerne stod DMJX dog ikke alene med. Skolens udlejer, FEAS, overtog efter den 3. oktober sagen og stod efterfølgende for, at skolen igen blev fuldt ud funktionsdygtig.

”Der var måske nogle detaljer, som godt kunne have været løst bedre. Disse ting har vi så nu udbedret. Der har blandt andet været en revne mellem udspyer og tagflade, og derudover var der nogle løsninger omkring afløbet, der kunne være løst bedre,” siger Søren Østergaard, byggechef for FEAS.

 

”Min første tanke var fuck.”

– Jørgen Johansen, økonomi- og administrationschef for Bygning og Facility

Som bygherre er det FEAS og deres rådgiveres opgave at kontrollere eventuelle fejl og mangler – en opgave, der efter Søren Østergaards eget synspunkt måske kunne være håndteret anderledes.

”Det er vanskeligt at kontrollere et byggeri 100 procent for fejl og mangler. Det er jo ikke nogen undskyldning, og det skulle måske have været gjort bedre. Bygningen er kun tre år gammel, så det burde ikke allerede være noget, der kunne ske,” siger Søren Østergaard.

En ulykke kommer sjældent alene

Episoden den 3. oktober er dog ikke enestående. Tidligere i år måtte skolen have sat et stort antal nye loftplader op, efter en faldt ned under et møde på skolen. Ingen kom til skade, men efter flere undersøgelser viste det sig, at et stort antal var sat utilstrækkeligt fast og truede med at falde ned.

”Med hensyn til loftpladerne så bygger det på en simpel håndværkerfejl. De er ikke blevet sat ordentligt op, og der er simpelthen blevet brugt en forkert metode. Vi har underrettet garantistilleren, som skal stå for at betale for, at loftpladerne bliver sat op på den korrekte måde,” siger Søren Østergaard.

Både Søren Østergaard og Jørgen Johansen giver udtryk for, at der nogle gange vil være problemer med nye bygninger, men at de selvfølgelig er kede af, at skolen har måttet stå det igennem. En del af processen er samtidig blevet besværliggjort af, at entreprenørfirmaet bag skolens konstruktion, Jørgen Friis Poulsen A/S, gik konkurs i juni 2022.

Når det er sagt, så har kontakten mellem FEAS og DMJX gennem det hele været tilfredsstillende, fordi begge parter har haft indtrykket af, at håndteringen af de forskellige sager er sket under kontrollerede forhold.

”FEAS har simpelthen taget ansvaret efterfølgende for at lave undersøgelser af bygningen og for at finde frem til, hvordan der kunne komme vand ind. Det er jo deres bygning og deres ansvar,” siger Jørgen Johansen.

Helt optimal håndtering?

De tidligere sager om skolens svigtende loftplader og episoden den 3. oktober har påvirket skolen. Undervisningen er blevet besværliggjort, og elever og ansatte har måttet indrette deres dagligdag efter skolens tilstand. Uheldene betød, at man tog klasselokaler ud af brug, og at undervisernes forberedelseslokale skulle affugtes i over en uge. Et faktum, der har været genstand for stigende irritation hos blandt andet økonomi- og administrationschef for Bygning og Facility på DMJX, Jørgen Johansen.

Det er jo lidt træls for at sige det på godt jysk, for det giver jo en masse bøvl.”

Udfordringerne med bygningens beskaffenhed har især trukket store veksler hos bygningsservice, som har stået for genetableringen af de indvendige arealer. På trods af sagens karakter kan Thomas Grandjean Gleestrup dog sagtens se udover det negative, og han vælger at fokusere på de erfaringer, som de i stedet har gjort sig.

 

”Man opdager jo først sådan noget, når man for eksempel får et dobbelt skybrud. Håndteringen har efter min mening fungeret helt optimalt, og FEAS har hurtigt fået skaderne udbedret. Jeg synes, at vi har lært meget af det, og næste gang, der kommer et skybrud, så tænker jeg, at vi er bedre rustet,” siger Thomas Grandjean Gleestrup.

Tomme tallerkener og dyre dobbeltdækkere – derfor koster journalisternes rustur 700 kroner

Tomme tallerkener og dyre dobbeltdækkere – derfor koster journalisternes rustur 700 kroner

Tomme tallerkener og dyre dobbeltdækkere – derfor koster journalisternes rustur 700 kroner

De nye journaliststuderende kan regne med at punge ud, hvis de vil have en social start på første semester. Hytteturen koster nemlig 700 kroner, og hvis man vil have alkohol, skal der kastes flere penge i puljen.

TEKST: LUCIA ENOLA LOPEZ & SARAH WITTRUP

ILLUSTRATION: MIRJAM MWAKA KAPEMBWA ROED

Udgivet den 12. oktober 2023

Når busserne triller ind i indkørslen til Visby Fritidscenter, er der ikke længere nogen regler, og fløjlshandskerne er smidt. Her skal der kæmpes om det gyldne ringbind.

Straks har russerne kridtet skoene og er suset hen over gruspladsen med soveposer under armene og rygsækken spændt godt fast på ryggen. En kulmination på flere arrangementer, der indeholder alt fra beerpong og brætspil til invishows, insta-løb og rusmester, ender i en stor hyttetur for de mange nye journaliststuderende på DMJX.

Prisen på grisen

Udover mange timers arbejde, en masse kaffe og lange aftener koster det omkring 116.000 kroner at arrangere en rustur. Illustreret Bunker er kommet i besiddelse af budgettet fra sidste rustur i foråret i 2023 og for den forestående tur i efteråret 2023.

Transporten i de store dobbeltdækkerbusser til og fra Visby står alene til at koste 27.000 kroner. Turen er lang, og prisen er høj.

Visby Fritidscenter, der skal huse de mange russere, tager dette semester 57.000 kroner for to overnatninger. Den tunge lugt af vådt træ og ølsjatter danner et sanseligt, jordslået sammensurium, der sætter sig i tøjet mange dage efter turen til Visby.

For dem, der ikke har set Visby Fritidscenter før, kan det være svært at gennemskue, hvad ‘centeret’ har at byde på.

Man havde måske håbet på at kunne få lov til at sove i fred og ro om natten eller være heldig at få et værelse.

I fritidscenteret er der to sovesale, hvoraf den ene er direkte oven over bassen fra dansegulvet. Her vil vi personligt anbefale, at natteravnene holder til. De få værelser, der er, bliver lynhurtigt taget, og allerede der kan man lige så godt opgive alt håb for en god nattesøvn.

Knækket spaghetti til 22.772

Tidligere rusværter står for at kokkerere. De forgangne år har lørdagsmenuen bestået af mad fra et cateringfirma, hvor duften af flødekartofler har gjort russerne bløde i knæene. Den store madbuffet har rusværterne nu valgt at skære fra, fordi de har vurderet, at det er for dyrt.

Noget, russerne kan se frem til på hytteturen, er, at man ikke længere skal prøve at sluge en blå pastaret, hvor man kan mærke spaghettien vride sig hele vejen ned gennem halsen. Før i tiden blev der puttet små fugle-shots i maden, hvorfra den blå farve kom.

På den seneste hyttetur var der rundstykker fra frost med ost eller andet pålæg til morgenmad, som kunne skylles ned med et glas kakao, juice eller en kop kaffe. Frokosten stod på rugbrødsmadder med pålæg, og til aften blev der serveret belugabolo og den populære SU-ret dhal.

Benedicte Christiansen var med på turen i foråret 2023. Hun husker hytteturen som overordnet god, men også dyr og mangelfuld på madområdet.

“I forhold til hvor dyrt det var, syntes jeg ikke, det var godt nok,” siger hun.

En anden, der deltog på hytteturen i foråret, var Andreas Rahbek. Han sad ved det bord, der fik lov til at gå op til aftensmaden som de sidste om lørdagen. Det endte med, at han kun kunne øse en lille portion spaghetti op på sin tallerken. Hans fire sidemakkere måtte gå forgæves op til den tomme buffet.

“Der var ikke nok mad. Der var mange omkring mig, der var ret sultne. Rusværterne var søde og foreslog, de kunne bestille pizzaer til os,” siger han.

Det vil være synd at sige, at de tidligere rusværter i køkkenet kan sammenlignes med professionelle kokke. Selvom det lykkedes Andreas Rahbek at få lidt spaghetti, var den så underkogt, at den knækkede.

Sammenlagt endte prisen for maden med at ligge på 22.772 koner inklusive et leveringsgebyr på 118 kroner, hvilket svarer til 194 kroner per person ud fra en beregning om, at der var omkring 120 studerende afsted.

Arrogante røvhuller?

På den seneste rustur deltog cirka 90 russere, som alle skulle betale 700 kroner for turen, og oven i det beløb kunne de vælge at smide 250 kroner for at købe 3 klippekort med klip til i alt 30 genstande.

DMJX spytter derudover 350 kroner i ruskassen for hver rusvært og russer, der tager med til Visby. Ifølge nuværende forperson, Siv Kjærulff, gør de, hvad de kan for at få priserne ned.

“Hvis vi kunne, havde vi gjort det billigere. Men det kan vi ikke. Det er bare pissedyrt at leje Visby Fritidscenter og busserne,” siger hun.

Benedicte Christiansen var en af de nye studerende, der sidste semester måtte smide penge efter lunkne øl, Harboe-sodavand og sjove shots.

“Nu er jeg selv et privilegeret menneske med en opsparing. Det har dog stadig været for dyrt, især fordi man skulle købe klippekort,” siger hun.

En anden person, der også kender til alt om rusforløbet, er Mads Molina, der var rusvært i efteråret 2022 og foråret 2023.

Han siger, at beløbet for rusturen sættes så lavt som overhovedet muligt og tilføjer.

“I princippet kunne vi godt være nogle arrogante røvhuller, sætte prisen op til 900 kroner og hive hele overskuddet med til vores egen fede weekendtur. Men vi vil jo vildt gerne have, at så mange som muligt har råd til det og kan få en fed rusweekend.”

I budgettet fremgår det også, at der skal bruges 5.000 kroner på dj’s, som spiller om aftenerne. Det er elever, der selv går på skolen.

Lige nu ser der ikke ud til at være plads i budgettet. Derfor regner rusværterne med, at lønnen skal finansieres igennem overskuddet fra turen eller med annoncepenge fra deres intromagasin Startskuddet.

Rusværternes fede tur

På trods af at arbejdet som rusvært er ulønnet, holder rusværterne en evalueringstur i et sommerhus, som finansieres af overskuddet af annoncepengene fra Startskuddet. Hvis beløbet til evalueringsturen overstiger overskuddet, hedder det altså egenbetaling fra rusværternes side.

Alt den alkohol, der er tilovers efter hytteturen, tager rusværterne med på deres evalueringstur.

Evalueringsturen er noget, rusværterne ‘brander’ sig på.

“Se, hvor sjovt, vi har det. Kom og søg som rusværter, for vi har brug for jeres kræfter og jeres frivillighed. Og I får en pissefed weekend ud af det,” siger Mads Molina.

De holder evalueringsturen for at samle op på rusforløbet og for at udvælge de næste rusværter.

Mads Molina foreslår, at skolens andre foreninger kan gøre det samme som dem, hvis de også vil have en fed tur.

“Hvis jeg sad som frivillig i Illustreret Bunker, ville jeg da også tænke, ‘fuck jeg bruger meget tid på det her. I kunne jo også selv hive en masse annoncekroner ind og så tage på en fed tur.”

Med solsikkesnoren er Amila Ibrišagić en del af en stille revolution: “Folk skal ikke se mig som et offer”

Med solsikkesnoren er Amila Ibrišagić en del af en stille revolution: “Folk skal ikke se mig som et offer”

Med solsikkesnoren er Amila Ibrišagić en del af en stille revolution: “Folk skal ikke se mig som et offer”

En ud af fire danskere lider af et usynligt handicap. En af dem er den 21-årige journaliststuderende Amila Ibrišagić, der for nylig er begyndt at bruge solsikkesnoren, som nu har fundet vej til DMJX.

TEKST: ANDERS MØRCK & VICTOR ANDERSEN

FOTO: VIKKI SØHOLM

Udgivet den 12. oktober 2023

Amila Ibrišagić ser bussen komme nærmere. Det har hun gjort mange gange før, men den her gang oplever hun noget iøjnefaldende, som lynhurtigt fanger hendes blik. En grøn, tynd snor hænger på en kvindes hals. 

Snoren er prydet af solsikker, som skal give udtryk for, at den kvindelige passager i bussen lider af usynligt handicap – præcis som Amila Ibrišagić selv. Forskellen er blot, at hun aldrig selv ville gå med snoren – det vil være et skrig om hjælp, som hun frygter, ville betyde underlige blikke. 

Men Amila kan ikke slippe tanken om solsikkesnoren fra bussen. 

En krævende hverdag 

Amila Ibrišagić er 21 år og går til dagligt på DMJX på 3. semester. Hun har i fire år levet med udredt OCD og har siden da også fået konstateret ADHD. Diagnoserne fylder dagligt i Amila Ibrišagić’ liv. Men hendes tilgang er oftest glad og ligetil – og det betyder, at hun som regel gør, hvad der passer hende uden nervøse bagtanker: 

“Jeg er pænt ligeglad på det punkt. Jeg går også ned og handler i min morgenkåbe,” siger Amila Ibrišagić. 

Men selvom hun har en “no-bullshit” attitude til flere facetter af hverdagen, er der også svære tidspunkter. Hun undgår blandt andet tog og oplever også problemer ved andre offentlige rum. Derfor er det også vigtigt for Amila Ibrišagić at blive forstået, når hun for eksempel tager bussen: 

“Folk må hjertens gerne prøve at forstå mig. Men det er ikke, fordi folk skal se mig som et offer,” siger Amila Ibrišagić. 

Frygten for den øgede opmærksomhed var netop det, som holdt hende tilbage fra at tage imod snoren i starten. 

Men kvinden i bussen var med til at bekræfte, at det var muligt – dog ikke på halsen. Det ville være alt for tydeligt. 

Amila grublede videre og overvejede en måde at bære solsikkesnoren diskret. 

En skole med fokus på eleverne 

Søren Boy Skjold er lektor på DMJX og har været en af de bærende kræfter bag, at snorene fra starten af dette semester er at finde på skolen. Han hørte om fænomenet fra en elev, og det førte til, at han indsamlede de grønne snore til skolen. 

Han mener, at de usynlige handicap bliver set som tabuiserede og mindre “tilladte” end de synlige. Det vil han gerne være med til at åbne dialogen om. Men hans aktive rolle på området skyldes også, at han personligt selv har døjet med angst, hvilket har krævet lang tids overvejelser, før han valgte at dele det med omverdenen. 

“Hvis jeg som 58-årig ikke turde stå frem og sige, ‘jeg lider af angst,’ hvordan i alverden skulle jeg så overbevise de studerende om det?” siger Søren Boy Skjold. 

Med snoren som hjælpemiddel kan dagen måske blive nemmere for bare én af skolens elever. Og det vil være en succes i Sørens Boy Skjolds øjne. 

Et diskret symbol 

Tasken ligger smidt på gulvet. Den grønne snor kan anes og ligger som en diskret påmindelse om Amila Ibrišagić’ udfordringer. Den blå og grønmønstrede Suspekt-jakke knitrer, og Amila Ibrišagić kigger op, smiler og tager luft ind. 

Solsikkesnoren er i dag en integreret del af Amila Ibrišagić. Hun har ingen intentioner om at få forskelsbehandling af den grund, og hun ønsker ikke, at folk tager store hensyn til hende og hendes udfordringer. Snoren er for Amila Ibrišagić blot blevet en diskret måde at gøre opmærksom på sit handicap, så andre har en chance for at kunne følge med i, hvad der rører sig i hende. 

”Jeg tror, at andre kan få en forståelse for, at jeg bøvler med nogle ting. Jeg er på ingen måde flov over at have udfordringer, og jeg tror, at det for mig er, hvad snoren symboliserer,” siger Amila Ibrišagić. 

Snoren er et værktøj, der hjælper hende igennem hverdagen med alt lige fra offentlig transport til indkøb i det lokale storcenter. Amila Ibrišagić har ligeledes snoren med i skole. Den er placeret strategisk på siden af tasken, og ikke mange lægger mærke til den, men det passer hende nu også bedst. 

”Jeg synes faktisk ikke, at den skaber så meget opmærksomhed, som jeg havde forventet – det er ret rart,” siger Amila Ibrišagić.

SOLSIKKESNOREN

 

Hver fjerde dansker lever med et usynligt handicap – og tallet er stigende. Men gruppen er svær at definere, da alt fra ordblindhed til ADHD er inkluderet.

Solsikkesnoren blev lanceret i 2016 i Storbritannien som et forsøg på at give de ramte muligheden for at gøre usynligheden synlig.

I Danmark kan den anskaffes i lufthavne, apoteker og nu på DMJX.

Kilde: Hidden Disabilitie

En stille revolution 

Hanne Bjerg Andersen, Studie- og karrierevejleder på DMJX, er stor fortaler for solsikkesnoren. For Hanne handler snoren om at få øjnene op for den diversitet, der er på skolen. 

“Jeg vil kalde det en lavdæmpet kommunikation – en start på en stille revolution, hvor vi som skole har åbnet op for, at studerende og medarbejdere har mulighed for at gøre opmærksom på deres udfordringer,” siger Hanne Bjerg Andersen. 

Viden omkring solsikkesnoren synes at være DMJX’ største udfordring, for det viser sig, at ingen indtil videre har hentet en snor på skolen, selv om flere elever har anskaffet sig en på for eksempel apoteker. 

Ifølge Hanne Bjerg Andersen kan det tage år at udbrede kendskabet til snoren. Ved en håndsoprækning foretaget på første semester var det langt fra alle, der kendte til solsikkesnoren og dens betydning. Men viden om snoren er ikke nok. Ifølge Hanne Bjerg Andersen kræver det individer, der tør stå frem. 

“Nogen skal være pionerer. Det kræver et kæmpe mod, og omgivelserne skal være lige så oplyste og positivt nysgerrige i at være respektfulde, som hvis en medstuderende havde brækket armen,” siger Hanne Bjerg Andersen. 

Selvom ingen har hentet en solsikkesnor, fortsætter DMJX med at udbrede budskabet. 

Flere bruger snoren i andre sammenhænge, men er afventende over for at bruge den på DMJX. Målet er dog, at snoren bliver så kendt, at man som studerende kan bære snoren og gå ind i et klasselokale på DMJX uden at blive kigget skævt til. 

Ønsket om struktur 

Livet på skolen har for Amila Ibrišagić til tider været hårdt, men på trods af det er hun utroligt taknemmelig for den hjælp, hun igennem sin tid på skolen har fået. 

“Når jeg i perioder har haft det svært og bare har været klar til fucking at droppe ud, har de været virkelig gode at snakke med,” siger Amila Ibrišagić. 

Skolens øgede fokus på elevernes trivsel glæder hende, og hun sætter pris på ønsket om at bryde det tabu, der forbindes med psykiske sygdomme. Alligevel er der ifølge Amila Ibrišagić flere tiltag, der burde tages til efterretning – især ønsket om en højere grad af struktur. 

Amila Ibrišagić’ dage kan være uoverskuelige, hvis der ikke er en klar plan for, hvordan dagen skal forløbe, og hvad hun i undervisningen skal forholde sig til. 

DMJX’ indførsel af solsikkesnoren er for Amila Ibrišagić et vigtigt skridt i kampen mod at bryde tabuiseringen om psykiske sygdomme. Hun har et budskab til dem, der går med overvejelser om at søge hjælp eller anskaffe sig en snor. 

“Hvis vi var flere, der bar solsikkesnoren, så tror jeg, at det ville skabe en form for fællesskab. Nu har jeg den jo hængende på tasken, så hvis man gør det, er man jo i hvert fald ikke den eneste,” siger Amila Ibrišagić.

 “Jeg styrer skolen herfra,” joker han. 

 

Fulde undervisere og en tom ølautomat – Tag med til 90´ernes journalisthøjskole

Fulde undervisere og en tom ølautomat – Tag med til 90´ernes journalisthøjskole

Fulde undervisere og en tom ølautomat – Tag med til 90´ernes journalisthøjskole

Ølautomaten er væk, men druk og store egoer er stadig in. Illustreret Bunker har kigget på den arv, som journaliststuderende har med sig fra de berygtede dage i Bunkeren.

TEKST: EMMA HOUGAARD & LÆRKE KOPPERUP

ILLUSTRATION: MIRJAM MWAKA KAPEMBWA ROED

Udgivet den 12. oktober 2023

Det er nat, og Jan Dyberg slingrer ned ad Randersvej i fuld fart på cykel. Øjnene har svært ved at hænge sammen. Øllene fra fredagsbaren kan ikke kun ses på promillen, men også på cykelstien, hvor han kører slalom efter usynlige kegler.

Når man slår hårdt til øllene, kan turen hjem slå hårdt igen. Slalomløbet går for vidt, og han cykler direkte ind i en lygtepæl og ryger henover cyklen. Næste dag er mindet om hjemturen væk, men græsset på knæene sidder stadig fast. Jan Dyberg tumler ud i køkkenet, og møder sin roomie Hanne, der udbryder.

”Jan, for helvede, du var jo fuldstændig væk i går.”

Det kan godt være, at denne historie ikke er noget, du typisk ville forbinde med Jan Dyberg, der underviser i journalistisk metode på 4. semester. Måske minder den mere om dig selv sidste fredag – hvis man altså skifter Randersvej ud med Langelandsgade. Men her har du og Jan Dyberg måske mere til fælles, end du tror. 

For det er ikke noget nyt, at journaliststuderende fester meget, og at Kurt holder samtaler indtil klokken 7 om morgenen på en onsdag. Uanset om kalenderåret hedder 1993 eller 2023, har journaliststuderende altid bragt en fest med sig. På trods af at meget har ændret sig siden 90’erne.

Som at studievejleder Joan Husted og Simon Andersen fra det nye 24syv har slået op, ølautomaten er blevet fjernet – og så var der også lige noget med nogle fulde undervisere.

Vi plejede at sammenligne en bestemt underviser med de to færger, der sejlede mellem Aarhus og Kalundborg. De befandt sig også bedst i det våde element, og de stødte jævnligt på grund.

– Louise Dalsgaard, retsanalytiker hos DR

De berygtede fulde undervisere og en tom ølautomat

Er han mon fuld eller bagstiv? Sådan undrer en ung Mette Mørk sig, da hun over middag i 1991 er til undervisning i notatskrivning. Et fag, hvor tankerne nemt kan vandre. Specielt når eftermiddagstrætheden melder sig – men især når underviseren ikke er helt ædru.

Der var nemlig flere undervisere i 1991, som man helst skulle undervises af inden frokostpausen, ifølge Mette Mørk, der i dag er underviser på DMJX.

“Vi plejede at sammenligne en bestemt underviser med de to færger, der sejlede mellem Aarhus og Kalundborg. De befandt sig også bedst i det våde element, og de stødte jævnligt på grund,” siger Jan Dyberg.

Men det er også nemt at lade sig friste, når der ikke er én, men tre slags fadøl og en ølautomat i kantinen. Når underviserne sad med frokosten i kantinen, kunne fadølsglasset godt blive fyldt et par gange, inden de fortsatte dagens undervisning.

De offentlige hemmeligheder på skolen

Ølautomaten var i høj kurs blandt elever og lærere, og den endte ofte med pinligt tomme hylder til stor frustration blandt eleverne. Men som et lys i mørket af den tomme automat blev fredagsbaren født. Med læderjakkerne over skuldrene og smøgerne hængende fra mundvigene gik man i samlet trop ned mod ’Kupéen’, skolens nye fredagsbar, når ugen gik på hæld. Tung og syrlig lugt af øl i gulvtæpperne mens skyer af cigaretrøg fyldte lokalet.

Alle vidste, at der på toiletterne gemte sig to færdiguddannede frisører, som kunne rette frisuren til for en halvtredser.

Ligesom at alle vidste, hvornår man skulle dukke op, hvis man ville købe lidt hjemmegroet hash.

Det har alle dage været populært at drikke sig fuld på tom mave. Efter en tur i Kupéen var der mulighed for at gå op til krydset ved Randersvej til Lykkes Grill, når sulten meldte sig. Så kunne man fylde maven med ‘500 gram rent slagteriaffald’, som Jan Dyberg beskriver det. Du kender det nok som en ristet med det hele.

En ‘lonely rider’ – eller bare et stort ego

Selvom rammerne har ændret sig, er det stadig det samme indtryk, omverdenen har af journaliststuderende. Med cowboystøvlerne, der klikker op ad Helsingforsgade, og denim- eller læderjakken trukket op til ørerne – ligesom Jan Dyberg husker det.

”Dengang var der en mytisk forestilling om journalisten som en Lucky Luke-type, en ’lonely rider’, der drikker masser af kaffe og ryger smøger.  Et ’one man job’,” siger Jan Dyberg, når han skal definere en journaliststuderende fra før årtusindskiftet. Men udover modevalget har journaliststuderende og journalister også et andet karaktertræk til fælles. Ego. Et træk, der både kommer til udtryk på arbejdspladserne, men måske især i sociale sammenhænge. Jan Dyberg husker, hvordan han og de andre studerende stod langs væggen eller i baren til festerne i 90’erne og ventede på, at der skulle ske noget.

“Vi kommende journalister var jo selvfede ‘iagttagere af verden’, for vi skulle jo ikke skabe begivenhederne, men kommentere dem,” siger Jan Dyberg.

   Selvsamme journalistfester kan Mette Mørk hurtigt punktere.

  ”FUCK mand, de fester, hvor der kun er journalister, kan være røvsyge. Journalister er meget glade for at høre sig selv snakke,” siger Mette Mørk.

Missionen med denne artikel var at finde ud af, hvordan studerende på journalistuddannelsen har ændret sig siden 90’erne. Beskeden er klar. Ego, mode og druk er fællesnævneren. Fulde undervisere og ølautomater bliver i fortiden.