84 procent af DMJX-studerende i Aarhus fryser i auditorierne. Nu skruer skolen op

84 procent af DMJX-studerende i Aarhus fryser i auditorierne. Nu skruer skolen op

84 procent af DMJX-studerende i Aarhus fryser i auditorierne. Nu skruer skolen op

En spørgeskemaundersøgelse foretaget af Illustreret Bunker viser, at 84 procent af de studerende på DMJX i Aarhus fryser i skolens auditorier. Alligevel har ingen kontaktet skolens ledelse om problemet. Efter en henvendelse fra Illustreret Bunker bliver temperaturen nu skruet op.

TEKST: NIELS FREDERIK LINDSTRØM SCHALDEMOSE
ILLUSTRATION: ANTON LARSEN

Udgivet den 12. december 2024

Har du nogensinde overvejet at tage din flyverdragt med til undervisning? I så fald er du ikke den eneste. 

Ifølge en ny spørgeskemaundersøgelse foretaget af Illustreret Bunker oplever 84 procent af undersøgelsens 91 respondenter fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i Aarhus, at det er koldt i skolens to auditorier.

”Der var en dag, hvor jeg havde tre lag tøj på, men jeg frøs stadig. Jeg tropper snart op i en flyverdragt, hvis det ikke bliver bedre, “ skriver en deltager i undersøgelsen.

Eksemplet er langt fra en enkeltstående oplevelse.

Næsten 50 procent af de adspurgte, der oplever, at det er for koldt, giver i undersøgelsen udtryk for, at det er ’hver gang eller næsten hver gang’, at de har undervisning, at temperaturen er for lav i et af de to auditorier.

Ifølge Liva Trier-Behr, der er journaliststuderende på første semester, påvirker kulden hendes koncentrationsevne, når hun har undervisning i et af auditorierne.

”Det kan godt være svært at koncentrere sig, hvis man sidder og fryser. Det gør, at tankerne er på temperaturen. Jeg har snakket med nogle af mine medstuderende om, at der er koldt i auditorierne, og vi er enige om, at vi lige skal huske en ekstra trøje, når vi skal være der,” fortæller hun. 

Denne opfattelse er Liva Trier-Behr ikke alene om. 

Over halvdelen af de adspurgte, der mener, auditorierne er for kolde, har også oplevet, at de lave temperaturer har påvirket deres koncentration og indlæringsevne i en negativ retning. 

Også Kristine Bojsen, journaliststuderende på første semester, tænker over temperaturen i auditorierne og tager sine forholdsregler for at undgå at fryse.

”Kulden gør, at jeg sætter mig højere op i auditoriet, fordi der er lidt varmere deroppe.

Det gør til gengæld, at det nogle gange kan være lidt sværere at følge med i undervisningen,” fortæller hun. 

”Det kan godt være svært at koncentrere sig, hvis man sidder og fryser.”

– Liva Trier-Behr, journaliststuderende på 1. semester, DMJX Aarhus

ppKonsekvenserne ved at fryse

At temperaturen i et lokale påvirker koncentrationsevnen, er ikke blot noget, Kristine Bojsen og Liva Trier Behr oplever.

Ifølge Dansk Center for Undervisningsmiljø er det vigtigt at skabe det bedst mulige indeklima på uddannelsesinstitutioner.

De lavede i 2021 en vejledning til, hvordan man opnår det bedst mulige indeklima og dermed de bedste forudsætninger for at lære. Vejledningen understreger, at et dårligt indeklima kan have konsekvenser for indlæringsevnen.

”Temperaturen har stor betydning for indeklimaet og dermed for elevers og studerendes velbefindende. Er temperaturen for høj, kan det give problemer som træthed, hovedpine, utilpashed og svigtende koncentration, mens for lave temperaturer fører til anspændthed og stivhed i kroppen,” står der blandt andet i vejledningen.

Ingen har kontaktet skolen

Trods den brede oplevelse af at småfryse i auditorierne er der ingen, der tidligere har henvendt sig til skolen med problemstillingen og deres oplevelse med undervisningen i de to auditorier. 

Kristine Bojsen og Liva Trier-Behr erkender begge, at de ikke har forsøgt at gøre DMJX opmærksom på problemet.

Liva Trier-Behr havde ikke forventet, at det ville blive taget alvorligt.

”Jeg har faktisk ikke overvejet at gå til skolen med problemet. Jeg havde nok ikke regnet med, at de ville gøre noget ved det,” fortæller hun. 

Kristine Bojsen frygtede, at det kun var hende selv, der oplevede at fryse i auditorierne.

”Jeg er ikke gået til skolen, fordi jeg altid fryser. Så jeg var bange for, at jeg selv har været problemet.”

Det ser dog ud til, at de kolde forelæsninger er ved at tø op.

Forandring på vej – temperaturen skrues op                           

Efter en henvendelse til skolens bygningsservice fra Illustreret Bunker viser det sig, at problemstillingen ikke er noget, de nogensinde er blevet gjort bekendt med før. 

Derimod reagerede bygningsservice prompte med meldingen om, at der ville blive skruet op til 23 grader i begge auditorier. 

Det er altså slut med at overveje flyverdragten inden undervisning i auditorierne.

Hos Kristine Bojsen er forandringen noget, der skaber stor glæde.

”Jeg synes, det lyder som en fremragende idé. Det ville i hvert fald gøre min dag meget bedre,” siger hun.

KaJ’s generalforsamling bestod af fadøl og knap så mange deltagere

KaJ’s generalforsamling bestod af fadøl og knap så mange deltagere

KaJ’s generalforsamling bestod af fadøl og knap så mange deltagere

I slutningen af oktober afholdt KaJ generalforsamling. Aftenen stod i demokratiets lys, da der både skulle stemmes om en kommende formand og en kasserer.

TEKST: NANNA BAUNBÆK
FOTO: ANDERS LINDSTRØM BERKER

Udgivet den 12. december 2024

”T

Den 25. oktober afholdt studenterorganisationen KaJ generalforsamling, som foregik i kantinen på DMJX.

De opmødte var ikke mange. Blandt dem kunne flere gengangere i foreningen spottes.

På trods af de få opmødte var stemningen god – måske det skyldtes de gratis fadøl og billige drinks.

Der var meget på programmet for dagens møde, der varede fem timer. Et væld af stillinger i bestyrelsen skulle besættes, alt fra formand til menigt medlem af bestyrelsen.

Afstemningen foregik uden kvaler, men der var dog ikke nok, der meldte sig til at udfylde pladserne.

Én formand, flere nye ansigter, en masse grin og tomme ølglas blev det til.

KaJ er vigtig for studenterdemokratiet, og deres beslutninger har indflydelse på de studerende på DMJX’ hverdag. Dog mødte der ikke mange op til deres generalforsamling i oktober.

Frede laver TikTok-nyheder: ”De mener, jeg ødelægger journalistikken og gør verden til et dårligere sted”

Frede laver TikTok-nyheder: ”De mener, jeg ødelægger journalistikken og gør verden til et dårligere sted”

Frede laver TikTok-nyheder: ”De mener, jeg ødelægger journalistikken og gør verden til et dårligere sted”

Måske kender du ham fra TikTok eller som ham, der i sommer var i en shitstorm på P1. Måske du har set ham i en beige t-shirt på DMJX, måske har du aldrig hørt om ham før. Journaliststuderende Frede Dyrnesli stillede sig for en måned siden kritisk over for traditionel journalistik, herunder Illustreret Bunker, på LinkedIn. Men Frede mener ikke, målet er at brænde broer. Det handler om at skabe noget nyt.­

TEKST: THEA MODIGH
GRAFIK: FREDE DYRNESLI

Det blege spotlys tændes og oplyser det lille rum. Mikrofonen virker, som den skal. Selv sidder han på kontorstolen med skærmen foran sig. Bag ham og det brune solide hår hænger et blåt gardin, der udgør hjemmestudiet. Fra skærmen ligner det et professionelt setup. Behind the scenes er det en lille studielejlighed, hvis blå gardiner gemmer soveværelset: en seng.

Det er på det her lille værelse, Frede Dyrnesli laver nyhedstrailere til sine 36.500 følgere i ”viruslandet TikTok,” som han kalder det.

Ekstremt bekymret

”Min mor, ja, altså min mor skal være ekstremt bekymret. Én gang om måneden ringer hun og spørger ’Skal jeg være bekymret?’ Og jeg siger ’Sandsynligvis’. Men det går godt. Og det er måske også min filosofi, at hvis du ikke laver noget, der gør din mor bekymret, så gør du ikke det rigtige. Så gør du det, hun forventer. Og det er ikke et liv, jeg har brug for,” siger han.

Frede Dyrnesli er 27 år gammel. Han går på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, men de fleste af hans timer bruger han på at lave TikToks.

Fra klokken seks om morgenen trækkes de blå gardiner frem, og så er der showtime, indtil skoledagen starter klokken ni. Efter fem timer dér går turen direkte mod træningscenteret til en aktiv time, og herefter foregår de næste seks timer i hjemmestudiet med forberedelsen af morgendagens TikToks.

På afveje fra det lille hjem

I byen Storvorde, tyve minutter uden for Aalborg, bor en lille Frede i en lille harmonisk familie. Her er husstandens motto, at den, der har det dårligst, skal have det bedst. Mor og far er begge skolelærere. Frede og storesøster skændes ikke. Alle har det godt.

Fredes kæbe falder derfor langt, da han støder på en dreng i indskolingen, hvis kår er durk modstridende med Fredes ophav. Han er vant til at slås med brødreflokken. Giver modstand. Presser Frede, som han aldrig har prøvet før. Og Frede er betaget. Frem for det lille trygge hjem kunne man søge grænser og definere sjov på en helt anden måde.

Tilbage på det lille TikTok-værelse i Aarhus sidder Frede og forbereder dagens vitaminpiller. De, som han mener, er dagens saglige element for de mange unge, der til hverdag binger korte dopaminfremkaldende videoer på TikTok. Vitaminpillen skal skabe dagens nuance i pestens land. Mellem dårlige dansevideoer og Andrew Tate-alliancer håber Frede at kunne engagere de unge. Eller han ved, at han engagerer de unge. Det skriver de til ham på mediet, siger han: At de aldrig havde interesseret sig for nyheder, før de begyndte at følge ham.

Problemet for Frede er, at det segment ikke har monopol på diskursen om ham. Der er en anden gruppe, der stiller sig kritisk over for Fredes vitaminpille.

”De mener, at jeg ødelægger journalistikken, at jeg giver et forvrænget syn på virkeligheden. At jeg kun gør verden til et dårligere sted.”

Rollespil eller spejder?

Frede mener ikke, han skal være de unges primære kilde til journalistik, men han håber og tror, at han kan være inspiration til at dykke længere ned i det etablerede nyhedssegment.

Frede føler, han har knækket koden til, hvad de etablerede medier ikke gør.

”De unge følger ikke med, de læser ikke avis, de har ikke abonnement på dagblade. Og hvad er en god historie, hvis ingen hører den?” Ifølge Frede er det, fordi medierne ikke lytter til, hvad de unge vil have. De vil have teasere og letlæselige godbidder. Han mener selv, at han laver noget nyt.

”Jeg har altid formået at få andre interesser end det, de andre har lavet,” siger han.

Sådan foregik det allerede på Fredes folkeskole i Storvorde. Frede går i 4.a. Han passer ikke ind. Halvdelen af klassen bruger tiden på computerspil og rollespil. Den anden halvdel går til spejder og bruger al tiden på outdoor.

Ingen af kasserne passer til Frede, men han finder hurtigt ud af, at det ikke er et problem. For han kan lave sit eget sjov. Han finder sine egne interesser. Det kan man sagtens! Op på cyklen, ned gennem byen. Lave noget ballade. Frede oplever, hvordan han slet ikke kan lade være, når han får en idé til noget sjovt. Det, han laver, minder hverken om rollespil eller spejder. Han finder to gæve venner, ser Jackass og forsøger at gøre noget à la det. Han har skabt en ny kasse mellem de to eksisterende, og dét er sjovt.

Mentaliteten har været det samme siden da. For ham er hovedmålet at sidde på plejehjemmet som 90-årig og tænke tilbage på den fede rejse og tænke: ’Fuck, du gjorde alt muligt spændende’.

”Så kan det godt ske, at kun to procent lykkedes, men fuck, de to procent var det hele værd. At have det sjovt mens jeg er her.”

Platformen er en legeplads

For Frede handler det om at kigge på det etablerede og tænke, hvordan man kan gøre det på sin egen måde.

Det er med den mentalitet, at Frede begynder at lave TikToks i 2023. Han studerer ikke og bruger hverdagen som lærervikar. Men han drømmer om at komme på DR Ultra og prøver at finde en måde at komme dertil. På arbejdspladsen hører han de unges sprog og kaster sig ud i at snakke det samme. Han forsøger at formidle journalistik på deres medie. Hans venner forstår ikke, hvad fanden han sidder og laver. Sender ham drillende beskeder. Men Frede har et mål. Han leger med mulighederne. Der er et nyt mål for at iværksætte noget sjovt – og børnene på skolen fortæller ham, at de synes, det er megafedt!

Selvom drømmen ændrer sig, og Frede begynder på Journalisthøjskolen, fortsætter legepladsmentaliteten for Frede. Det er dét, der driver ham. Han står op, optager nyheder, går i skole, tager hjem, finder formidling til næste dag. Han er en ung mand, der bare laver nogle hurtige nyhedsvideoer på TikTok. No big thing.

Indtil den 19. juni i 2024.

Et par dage før den 19. juni udsendte regeringen en opfordring til danskerne om at begynde at preppe, ligesom de gør i Sverige. Dette er særligt i tilfælde af hybridangreb eller krisesituationer. Regeringen opfordrede herunder til, at man skulle have remedier til mangel af vand, mad, teknologi samt have tabletter liggende i tilfælde af nukleare hændelser. En relevant nyhed at videreformidle til de unge på Fredes TikTok. Den sjove praksis, hvor man gør stort til småt i form af små nyhedstrailere, blev bare lettere brændbar, da Frede pludselig får formidlet, at der skal forberedes, fordi der kommer atomkrig.

Frede loggede af, var færdig med dagens arbejde og tænkte ikke længere over modtagelsen af dagens vitaminpille.

Før han dagen efter både blev kontaktet af P3, P1 morgen og DR Ultra. Videoen var gået viralt. For atomkrig lyder rigtig skidt i små ører, og det havde lagt BørneTelefonen ned.

Den, der har det dårligst, skal have det bedst

Da Frede står i P1 morgen den 19. juni 2024, og skal forsvare sin medvirken i at lægge BørneTelefonen ned, er det pludseligt ikke længere så sjovt.

”Jeg vil gerne tage ansvar for det. Det gør jeg jo også med P1. Jeg undskyldte jo i radioen. Jeg er fandme ked af, at det er gået galt den her gang. Det var ikke meningen. Undskyld til de forældre, der skal sidde og fortælle deres børn, at 3. verdenskrig starter,” siger han.

Frede har fortrudt, og han har lært, mener han. Han siger, at han har fundet ud af, at han har et ansvar. Nuancere ting til den rigtige side frem for at forenkle det til atomkrig. Som han gjorde i TikTok-videoen, der lagde BørneTelefonen ned. Nukleare udslip og atomkrig er langt fra hinanden. Pludselig mister vitaminpillen sin effekt, og det er netop ikke meningen. Frede vil gøre det bedre.

En ko i havet blandt svømmende delfiner

Frede står i fredagsbaren. Ud af det blå bliver han stoppet af en fremmed. Personen sviner ham til. Fortæller ham, at han laver noget lort og ødelægger branchen.

Frede slår sig på mediebranchen. Mediebrancen slår sig på Frede. Der bliver rynket bryn, når han deler ud af sine holdninger.

Som når han fire måneder efter P1-interviewet skriver på LinkedIn, at han har knækket koden til de unge, og at undervisningen på journalistuddannelsen slet ikke tilrettelægger den genre. Man skal gøre ligesom ham, mener Frede, for den traditionelle journalistik er forældet, og den møder ikke de unge – den mister dem. Det gælder også Illustreret Bunker.

De udtalelser gav bagslag, særligt grundet den måde, han selv fører journalistik på. Herunder Fredes mangel på kildehenvisninger, og at han tager fra den journalistik, hvis formidling han er kritisk overfor.

Frede mener, at han har taget den kritik til sig, og er nu begyndt at kildehenvise.

”Jeg vil gerne lytte. Det er ikke, fordi jeg er stædig og bare står fast i min holdning. Jeg tror meget på dialog, og jeg tror også meget på, at vi bliver klogere sammen. Men jeg tror også, at de etablerede medier er så idealistisk smurt ind i noget, at de ikke kan se virkeligheden,” siger han.

Frede mener, at folk er velkomne til at være uenige med ham. Drivkraften for Frede er at få en god idé og følge den. Han foretrækker at være uvenskaberne foruden. Men han ser dog stadig sig selv som den svømmende ko blandt delfinerne.

Udgivet den 12. december 2024
Udveksling på DMJX: Et personligt eventyr mere end en faglig rejse

Udveksling på DMJX: Et personligt eventyr mere end en faglig rejse

Udveksling på DMJX: Et personligt eventyr mere end en faglig rejse

Flere studerende på DMJX har ikke det faglige som den primære motivationsfaktor, når de ønsker at komme på udveksling. For dem handler det om at udvikle sig som menneske og blive mødt af en ny kultur. Det har DMJX fuld forståelse for.

Operahuset i Sydney og Sydney Harbour Bridge

TEKST: Jens Bang
FOTO: Privat fra Signe Damgaard og Benedicte Christiansen

Udgivet den 10. oktober 2024

Det er eftermiddag på en øde strækning langs den californiske kyst. To studerende er lige hoppet i våddragter og har hapset et surfboard hver fra deres van. Der bliver skrevet en hurtig seddel med teksten ”Gone surfing, back by sunset”. Den bliver smidt i forruden, og de løber efterfølgende mod bølgerne. Det lyder umiddelbart som en god ferie for to unge gutter, men det er faktisk sådan, en studerende beskriver en eftermiddag under sit udvekslingsophold på San Francisco State University på den amerikanske vestkyst i en klumme bragt i den forrige udgave af Illustreret Bunker.

Et udvekslingsophold klinger for nogle af faglige udfordringer og det at kunne skrive en stjerne mere på CV´et, når man skal søge praktikplads, eller når man senere skal ud på arbejdsmarkedet. Men flere studerende på DMJX tilvælger et ophold i udlandet af helt andre årsager. For Nicolas Adserballe, der er forfatter til sedlen i forruden og klummen, var det faglige faktisk hans mindste overvejelse ved at skulle tage et semesters ophold i udlandet.

”For mig var det lidt en undskyldning for at komme ud og rejse et halvt år. Det faglige var ikke så vigtigt,” siger Nicolas Adserballe, der går på 5. semester og er i praktik på Information.

Han fortæller, at de kun gik i skole fire dage om ugen. Derfor blev de mange forlængede weekender brugt langs den californiske kyst og på at køre på opdagelse ind i landet. 

Eventyret kalder

Når man spørger Nicolas Adserballe, hvordan han vil beskrive sit ophold, svarer han prompte, at det var et eventyr.

Et eventyr kan umiddelbart virke fjernt fra de lange forelæsninger bagerst i blåt auditorium og praktikstress, som andre forbinder dét at gå på fjerde semester med. Nicolas Adserballe mener klart, at det at tage på udveksling på 4. semester har gjort, at han er blevet skånet for visse ting.

”Jeg slap for noget af den stress, der kan være forbundet med praktiksøgning, fordi jeg havde mit hoved et andet sted,” siger han.

For Nicolas Adserballe betød en tur til USA også, at han havde muligheden for at vælge nogle fag, som han ikke havde haft mulighed for på DMJX.

”Jeg havde et fotojournalistfag. Jeg havde en lærer, der havde vundet en Pulitzer-pris. Han var for sindssyg. Jeg havde faktisk også spansk som fag,” fortæller han.

For Signe Damgaard, der var på udveksling i Sydney på sit tredje semester, var det heller ikke det faglige, der var hendes førsteprioritet. Hun valgte i stedet turen, da hun gerne ville udvikle sig som menneske. Signe fortæller, at hun gerne ville møde en anden kultur og samtidig opleve, hvordan mediebranchen var i et andet land.

Signe Damgaard har tilbragt meget tid i naturen og i særdeleshed på stranden i Australien.

Den samme lyst, som Nicolas Adserballe havde, til at udleve eventyret og drage ud i landet, kender Signe Damgaard også til. Hun rejste rigtig meget rundt med både udvekslingsstuderende, unge i praktik og andre, da hun var i Sydney. Hun fortæller, at de i løbet af semesteret var ude at rejse mindst fem gange. Nogle af hendes venner fra Danmark opholdt sig på andre universiteter i Australien. Flere gange passede deres ferier sammen. Så tog de sammen ud på oplevelser. Når det ikke var muligt, foregik oplevelserne på egen hånd, hvor nætterne blev tilbragt på hostels rundt omkring i Australien.

”Vi var allerede færdige med undervisning den 17. maj. Så jeg havde lige halvanden måned til sidst, hvor vi var rigtig på ferie. Og det er selvfølgelig det, man husker nu,” fortæller hun.

Det faglige

At det var et eventyr, gør dog ikke, at de studerende ikke fik noget fagligt med hjem, som de kan bruge i deres hverdag. Et stykke af vejen havde det faglige dog også en betydning for dem begge. Selvom Signe Damgaards tur til den anden side af jorden mest var for fornøjelsens skyld, så fortæller hun, at hun har taget flere ting med hjem, som hun kan bruge i sit arbejde på DMJX.

”Man lærer jo noget af en anden kultur, som man kan bruge fagligt. Mange af de historier, jeg er kommet hjem med, som jeg gerne vil skrive, er opstået på baggrund af opholdet der,” siger hun.

Selvom flere studerende vælger at tage afsted for at komme ud og få flere oplevelser med i bagagen, er der også andre, der vælger at tage et udvekslingsophold med en rent faglig motivation. Det var situationen for Benedicte Christiansen, der befinder sig i den amerikanske Midwest 7000 kilometer væk. Hun er på udveksling på University of Missouri i Colombia.

”Missouri havde den bedste journalistiske profil. De har bare et super godt ry. De har meget hands-on læring, så det var også det, der tiltrak mig. Man kommer ud og får hænderne i skidtet,” fortæller hun.

Benedicte Christiansen anerkender dog også, at hendes medstuderendes motivation mere ligger i oplevelsen. For hende var det bare ikke den primære motivation, inden hun tog afsted.

”Jeg ved, at der er mange af mine medstuderende, hvor det har været oplevelsen, der trækker. Det var det selvfølgelig også for mig til dels,” siger hun.

Oplevelsen for Benedicte Christiansen bunder i, at hun tidligere primært har været langs USA’s kyster, som politisk er domineret af de demokratiske vælgere. For hende var det derfor interessant at komme til Missouri, som primært er en republikansk stat, og opleve livet hos den amerikanske middelklasse.

Det handler om andet end faglighed

Men når nogle af de studerende vælger at tage på udveksling uden at have en faglig ambition for øje, giver det så overhovedet mening at sende dem afsted?

Det behøver ikke at være noget problem, mener Xavier Lepetit, som er International Relations Manager og står for koordinering af udvekslingsophold på DMJX. Han har faktisk fuld forståelse for, at det ikke behøver at være motivationen.

Xavier Lepetit pointerer, at et praktikophold også giver den studerende en masse andre kompetencer, som ikke nødvendigvis har noget med det faglige at gøre direkte, men som alligevel kan være nyttige set i et større perspektiv.

”Du bliver proppet ind i nogle nye omgivelser, hvor du kommer ud af din comfortzone. Du lærer meget om dig selv ved at blive konfronteret med noget andet. Det er en stor fordel,” siger Xavier Lepetit.

Alligevel er det faglige stadig kernen i ansøgningsprocessen, når Xavier Lepetit sidder med de mange ansøgninger fra studerende, som ønsker at komme på udveksling. Men det mener han også, at der er en god grund til.

”For mig er det faglige kernen i udvælgelsesprocessen, fordi vi kan måle det,” siger Xavier Lepetit.

DMJX kigger både på karakterer og den motiverede ansøgning, når de skal udvælge ansøgerne til udvekslingsopholdene. Han fortæller, at de to ting er målbare elementer, og derfor skal de være kernen i udvælgelsesprocessen.

Når Xavier Lepetit bliver spurgt direkte til, om det overhovedet giver mening at sende de studerende afsted, hvis de slet ikke har en faglig motivation for at tage af sted, svarer han:

”Så længe de fuldfører de faglige krav. Hvordan de vægter deres motivation for at tage afsted, spiller ikke en stor rolle for mig.”

En oplevelse for livet

Når man spørger de studerende, om udvekslingsopholdet har levet op til de forventninger, de havde, inden de tog afsted, lyder svaret klart: Ja. Her på den anden side er alle enige om, at det er vennerne, friheden og det at blive kastet ud i en ny kultur, man husker tilbage på. De ser tilbage på en stor oplevelse, de ikke ville have været foruden.

”Jeg snakker stadig med en god håndfuld. Jeg tror, at der er flere ’friends for life’,” siger Signe Damgaard.

Nicolas Adserballe husker især på tiden i en van langs kysten med sin kammerat, som noget af det vigtigste for ham. Men man skal heller ikke undervurdere det at lære at surfe.

”Hvilket jeg aldrig havde troet, at jeg skulle lære i mit liv – og slet ikke igennem DMJX,” siger han.

”Jeg ved, at der er mange af mine medstuderende, hvor det har været oplevelsen, der trækker. Det var det selvfølgelig også for mig til dels.” Benedicte Christiansen har haft masser af typiske amerikanske oplevelser. Her er hun til ‘football’, og hun har for nylig været i Tennessee og Kentucky.

Praktikræset handler ikke kun om dig – medierne er også spændte

Praktikræset handler ikke kun om dig – medierne er også spændte

Praktikræset handler ikke kun om dig – medierne er også spændte

Praktikprocessen fylder meget for journaliststuderende, men det er sjældent, man hører om mediernes forberedelse op til praktikmatch. Derfor har vi spurgt tre medier, der søger praktikanter i denne runde, om deres oplevelse af processen.

TEKST: OSKAR VESTERGAARD KLAUSEN
ILLUSTRATION: SIGRID CONRADSEN NIELSEN

Udgivet den 10. oktober 2024

Er du nervøs for de sagnomspundne praktiksamtaler? Nervøs for at kløjes i ordene eller virke fjoget, når det sidste stik skal sættes ind for at lande drømmepraktikpladsen? Det er du helt sikkert ikke alene om.

Om du går på første semester eller skal til at skrive praktikansøgning nu, så har du helt sikkert allerede gjort dig tanker om, hvor du gerne vil i praktik – eller om du overhovedet får en plads.

I stedet for den sædvanlige vinkel, hvor vi spørger de studerende, hvad de er nervøse for, og hvad de gør for at være bedst forberedt til ansøgningsprocessen, har vi valgt at vende blikket mod den anden ende af praktikbordet. For hvordan oplever medierne ansøgningsprocessen og samtalerne, der for de fleste journaliststuderende er altafgørende?

Masser af studerende, men ingen ansøgere

Forestil dig, at du får at vide, at der mangler 70 praktikpladser, men alligevel ryger der ikke én ansøgning din vej. Det var den situation, Dagbladet Ringkøbing-Skjern stod i, da de i første praktikrunde i foråret ikke modtog en eneste ansøgning.

“Når man får at vide, at der ikke er pladser nok, og en del studerende bliver nødt til at tage orlov, så er det lidt besk, når man faktisk sidder og har pladser, men ingen ansøgere til at starte med,” siger Gudrun Pedersen, chefredaktør for Dagbladet Ringkøbing-Skjern, der har ansvaret for at ansætte praktikanter og vil være til stede på praktikmessen i efteråret.

For selvom det for de fleste journaliststuderende er en selvfølge, at alle praktiksteder finder praktikanter, er det stadig svært for nogle af de lokale aviser og andre små praktiksteder at tiltrække de studerende. Dette kom også til udtryk i foråret sidste år, hvor hverken Herning Folkeblad, Ringkøbing-Skjern Kommune og Gigtforeningen ikke fik nogen ansøgere i første runde. Gudrun Pedersen mener, at en af grundene til dette kan være, at en del journaliststuderende måske er lidt provins-forskrækkede og foretrækker de store byer.

Den vestjyske avis har for tiden begge sine praktikstillinger besat, men har tidligere oplevet ikke at få ansøgninger, heller ikke i anden runde. Runderne uden ansøgere har også sat tanker i gang om, hvorvidt det var tiden værd at ansætte praktikanter, da der er en del arbejde i det. Men de bliver alligevel ved:

”Vi ser det lidt som en forpligtigelse at uddanne nye generationer af journalister, og det vil vi gerne være med til,” siger Gudrun Pedersen.

At det har været svært for dagbladet at få ansøgere, er dog ikke ensbetydende med, at de synes, det er synd for dem. De fokuserer i stedet på, at det er vigtigt at komme ud til de studerende og fortælle, hvorfor de også er et godt sted. At det nok bare er et vilkår, at færre vil vælge dem, fordi de geografisk er placeret der, hvor de er.

“Det er vigtigt for os at få skrevet et godt opslag, der viser, hvad vi kan. For vi mener, vi er en god uddannelsesplads,” siger hun.

I anden runde af praktiksøgningen i foråret fik avisen ansat en praktikant, og de håber at kunne finde et godt match igen her til efteråret.

Aarhus er et trækplaster

Mens Dagbladet Ringkøbing-Skjern kæmper med at tiltrække ansøgere, ser det noget anderledes ud for Aarhus Stiftstidende. Den aarhusianske lokalavis får ofte tocifrede antal ansøgere til deres to praktikpladser. Og at de er eftertragtede, er også noget, de selv er klar over.

“Vi ved godt, hvorfor vi altid får en del ansøgere. Det er, fordi vi ligger i Aarhus. De studerende vil hellere blive i Aarhus, det er bare nemmere end at flytte til Ringkøbing eller Tønder,” siger redaktionschef Thomas Nielsen-Grøn, der har det overordnede ansvar for at ansætte praktikanter til avisen.

Arbejdsfordelingen er klar hos Stiften. Praktikantvejlederne tager sig af den fysiske repræsentation af avisen, og derefter er det et samarbejde mellem vejlederne og Thomas Nielsen-Grøn.

”De er nede for at præsentere os. Vise, hvem vi er og sørge for, at vi ser attraktive ud for ansøgere. Når ansøgningerne er kommet, så læser praktikvejlederne og jeg dem igennem, og så kommer vi hver med en bruttoliste,” siger Thomas Nielsen-Grøn.

Efter praktikmessen går processen ind i anden del. Ansøgningerne granskes endnu en gang igennem, og praktikantvejlederne går i tænkeboks for at finde frem til, hvem der passer bedst ind på redaktionen. Derefter indkaldes de kandidater, de synes, ser mest interessante ud, til samtale. Og det er især samtalerne, der er vigtige for Thomas Nielsen-Grøn.

”Hvilket indtryk giver de os? Det er det vigtigste. Jeg går sådan set ikke så meget op i, hvordan de har formuleret deres ansøgning, så længe den bare er i orden. Men det plejer den at være, når de har haft så lang tid til at forberede den. Så samtalerne er der, hvor vi virkelig kan vurdere, om vi kan se dem hos os,” siger han.

Og efter samtalerne er det ellers bare Stiftens opgave at blive enige og finde det gode match.

Praktikanterne spiller en vigtig rolle

Et andet praktiksted, der ofte er rift om, er Ekstra Bladet. Tabloidmediet modtog sidste år 36 ansøgere til seks praktikpladser. Og den store popularitet betyder også, at der ligger meget arbejde hos de to praktikantvejledere for at finde frem til de studerende, de gerne vil ansætte på avisen.

Det er nemlig vigtigt at få de helt rigtige praktikanter hos Ekstra Bladet, da deres praktikanter udgør en stor del af deres redaktion. Her er der nemlig ansat 16 praktikanter ud af i alt omkring 100 redaktionelle medarbejdere. Til praktikmessen er Ekstra Bladet repræsenteret ved deres to praktikvejledere, Emma Busk og Jakob Hansen, deres praktikchef Camilla Boraghi samt to nuværende praktikanter. De to praktikanter er med for at kunne fortælle, hvordan de oplever, det er, at være praktikant på Ekstra Bladet.

Efter praktikmessen går de to praktikantvejledere alle ansøgningerne igennem og udvælger dem, som de synes, ser spændende ud. Men det er ikke ansøgningerne, der har det store at sige i udvælgelsesprocessen,

Og derfor kalder de også mange ansøgere til samtale.

”Selvfølgelig er det vigtigt, at man skriver en god ansøgning, det kigger vi jo også på. Men for os er det i høj grad samtalen, der betyder noget, og det er der, vi i sidste ende lægger os fast på, hvem vi vil have,” siger Emma Busk, som er en af praktikantvejlederne.

Da det netop er samtalen, de lægger mest vægt på, er det også vigtigt for Emma Busk, at det skal være en god oplevelse for de studerende at komme til samtale.

“Vi forsøger at gøre processen så rar og spiselig som overhovedet mulig for dem, der søger, og vi prøver at tage noget af stressen og nervøsiteten ud af samtalerne,” siger hun.

Og måden Emma Busk gør det på, er at lægge præmissen for samtalen klar fra start:

”Det her er en samtale og ikke et krydsforhør, hvor man kan svare rigtigt eller forkert. Vi er her for at lære dig at kende og få en fornemmelse af, hvem du er som person,” siger Emma Busk.

Forskellige afsæt, men samme mål

Trods deres forskellige udgangspunkter i mediebilledet har Dagbladet Ringkøbing-Skjern, Aarhus Stiftstidende og Ekstra Bladet alle det fællestræk, at de bruger meget tid på praktikprocessen, og de vil gøre alt for at blive ved med at have praktikanter.

For praktikanter er en stor del af deres redaktioner på hver deres måde og en gensidig investering, som både mediehusene og de studerende får noget ud af.

Det er altså ikke kun os studerende, der bruger dage, uger og til tider måneder på processen – det gør medierne også.

Til den kommende praktikrunde søger Dagbladet Ringkøbing-Skjern én praktikant, Aarhus Stiftstidende søger to praktikanter, og Ekstra Bladet søger tre.

Der var engang en  DRAGONHEART

Der var engang en DRAGONHEART

Der var engang en DRAGONHEART

På toppen af Langelandsgade våger en mand over en moderne murstensbygning. Med pomp og pragt sørger han for, at skolen er lige så flot som Botanisk Have, og at alt audiovisuelt virker med et knips. I filmen ’Shrek’ våger dragen over prinsessen på slottet. På DMJX våger Thomas Dragonheart over, at den studerende kan få hjælp med, hvad end hjertet begærer.

TEKST: THEA MODIGH
FOTO: FELIX FONNEST

Udgivet den 10. oktober 2024

”Ja, det er Thomas.”

”Goddag Thomas, det er Emilie, underviser. Jeg er i 3.15, og der er ikke nogen tavle. Kan man finde det nogen steder, eller hvad kan man gøre for at få en tavle?”

”Jeg kommer lige op med den.”

”Tusind tak.”

”Det godt. Hej.”

Det er lidt i mødetid, og stueetagen på DMJX er så småt begyndt at vågne. Mens menneskerne i kantinen har tid til at smøre en morgenbolle, har Thomas Dragonheart travlt med at holde sin hverdagsstreak som dagens helt.

Og det kan kun gå for langsomt.

Der var engang en Thomas

Han er født i Aalborg. Uddannet tømrer. Har arbejdet i både Canada og Norge, hvorefter han købte et vandrehjem på Samsø som 26-årig. Og så blev han lige der i 16 år. I dag er han nok tættere på pensionen end den anden vej, ikke at jobbeskrivelsen bærer præg af det. 

Thomas Dragonheart kan godt lide udfordringer, og hver dag er forskellig fra gårsdagen. Han kunne aldrig drømme om at stå på en fabrik. Så langt hellere have hjertet oppe i halsen, som da han første gang skulle ind i et auditorium, hvis storskærm var gået i kollaps, og sørge for, at 150 studerendes undervisning kunne fortsætte.

De fleste på Helsingforsgade 6A har hørt om Thomas Dragonheart. De ser ham gå rundt med de grønne vandkander og sørge for de prægtige planter, der hersker på skolen. Eller stå ved kaffemaskinen og lege med teknikken, når den til tider går i udu.

Han har været ansat på skolens matrikel siden 2011. Han er leddet mellem bygning og ledelse. Foreninger og organisation. Køkken og skole. Det audiovisuelle og undervisningen. Planter og potter.

Thomas Dragonheart er måske en af de personer, der ved allermest om, hvordan skolen fungerer. Manden med den praktiske outdoorfleece, de blå cowboybukser og et par gode gummisko.

Klokken var kvart over syv

”Hallo.”

”Hallo hallo,” siger han igen ind i mikrofonen.

Det lyder klart ud i det gule auditorium. Den virker tydeligvis, mikrofonen.

Han åbner sin computer og finder

YouTube. Finder noget, han kan sætte på, for også at tjekke, at lyd og billede virker.

Sammen med elevatoren er Thomas nok den, der lige nu støjer mest på skolens matrikel. De har måske endda været vågne i lige mange timer.

Thomas Dragonhearts mandag startede klokken halv seks. Der starter den hver dag.

Og efter cykelturen nede fra Aarhus Ø er han sammen med de fem andre morgenmennesker i gang med at forberede en ny dag på DMJX.

Thomas trykker play og ud strømmer Always Remember Us This Way. En sang fra filmen ’A star is Born’ med Bradley Cooper og Lady Gaga. Lyden stopper, skærmen bliver sort. Nu spiller melodien på computeren i stedet for på storskærmen. Han leger lidt med HDMI-stikkene. Bytter lidt rundt på dem. Så blæser den ud igen.

”Det lyder meget godt.”

Der er både tid til at skifte batterier på de firkantede kaste-mikrofoner og kaste dem ud i auditoriet for at se, om de stadig kan sådan noget. Der er tid til at rydde op endnu engang på den kuglepensfyldte disk, og der er tid til at tjekke lyd med lidt Formel 1 på storskærmen i det blå auditorium.

Og så er de to lokaler klar til undervisningen – og hvis de ikke virker, er der 99,9 procent chance for, at Thomas Dragonheart kan fikse det igen.

Nu mangler han bare at tjekke de 24 andre klasselokaler. Er han heldig, kan det være, at der er mødt nogle undervisere ind, som har brug for en hjælpende hånd.

Det vigtigste er, at Thomas ved, at alt fungerer, som det skal, inden skoledagen starter.

Thomas tror på planter

”Den skal have sådan nogle gode øjne, måske blå øjne.”

Det er ikke en kinesisk drage. Den spyr ikke ild, og den har bestemt ikke onde øjne. Den er lidt mere nordisk, og så skal den have et hjerte.

Der er tale om Dragonhearts dragonheart, hvis han skulle få den tatoveret. Den skulle sidde på venstre skulder og matche vikingetatoveringen, der sidder på højre.

Den skulle lige kunne kigge over, og så skulle man kunne mærke dens rummelige figur med det store hjerte.

Det er det store rummelige hjerte, Thomas særligt er fænget af. Og det er et karaktertræk, han selv ønsker at følge.

Det er for eksempel, når han ruller rundt med de seks grønne vandkander på et rullebord og sørger for et behageligt klima for de studerende.

Engang havde skolen en gartner til at gå og sørge for skolens grønne side. I dag har Thomas Dragonheart 200 planter og træer under sig. Han mente, det var en rolle, han sagtens kunne overtage, og han gør det med stor omsorg.

Hver morgen går han en runde på skolen for at ”stikke en finger i jorden” og lige mærke, hvordan humøret er nede i potten. Nogle planter skal have 40 liter vand om ugen, nogle skal have 20. Nogle skal først have vand på fredag.

Da skolen flyttede fra Bunkeren, var der ingen, der havde talt planterne med i ligningen. Derfor måtte Thomas sørge for, at skolen ikke blev steril, og han fik transporteret en stor sjat planter over på Helsingforsgade. For det er vigtigt med et godt klima på en skole.

Iblandt de transporterede er den sjældne bougainvillea. Den står på første sal og blomstrer i fin rosa. 54 år og findes ellers kun i det sydlige Europa. Alligevel er hans yndlingsplante det store træ i kantinen. Det bliver ved med at vokse, og mange af de små potter på skolen kommer fra det.

En dag drømmer han om at få hele midtertrappen grøn.

”Det vil skabe sådan et godt klima,” siger han.

Klokken er nu kvart over otte

Tilbage i rush hour går Thomas med målrettede skridt hen til den store, hvide tavle, der står midt i kantinen. Hurtigt ned ad nålesvingsrampen, ned forbi receptionen og durk mod elevatoren.

Modsat de sidste to timer trisser han ikke længere alene rundt på skolen. Flere skal med elevatoren.

”Vi tager den her, så tager I den anden,” siger han og krydser til venstre, da elevatorerne ankommer synkront.

Venstre elevator er klart hurtigere end den anden.

Tallet tre får en rød ring rundt om sig, og der er lige plads til alle seks ben. Tavlens fire hvide ben, og Thomas’ to gummisko med blå sokker i. Igen ringer telefonen for fuld styrke.

”Jeg er i 3.19 og har problemer med nogle skærme.”

”Jeg kommer om lidt,” siger Thomas.

Det er et fedt navn

”Awesome name.”

En reaktion, der kommer hver gang, Thomas’ tur går til Canada. Han har familie, der bor der, og bliver altid stoppet en ekstra gang i lufthavnen for at få tjekket, at det nu er hans rigtige navn. Men det står i passet, og det skal godkendes af Thomas, hvis nogen ønsker det samme. Det er endnu ikke sket.

Børnene gider ikke at hedde det. De mener, at han er lidt skør.

Navnet kommer fra Thomas’ fascination af drager tilbage i 80-90’erne. Egentligt affødt af fascinationen af vikingetiden. Han er ikke asatroende, men han kan godt lide at læse om det, og både Thomas og vikingerne er vilde med drager.

”Det er et fedt navn, tænkte jeg dengang. Det vil jeg sgu gerne hedde.”

Han måtte vente halvandet år, før navnet blev godkendt. Men det var bestemt ventetiden værd.

Nogle minutter senere end før

Elevatoren er nu landet på tredje sal, og ind til 3.15 kommer tavlen.

”Ej, tusind tak!”

Men Thomas må hurtigt videre til 3.19, hvor skærmen ikke kan tænde. Undervisningen er det vigtigste for ham, og han plejer at sige til sine kolleger, at problemer med undervisning skal sidestilles med et sprængt vandrør. Der er ikke noget med ’amen, jeg skal lige’. Nej. Smid alt, hvad du har i hænderne.

I 3.19 står hans kollega og bakser med den sorte skærm. Han tager over og fortsætter bakseriet. 

”Det er den ikke glad for.”

Underviseren våger over Thomas’ skærmproblemer med rynkede bryn.

”Så, så kom den,” siger Thomas.

Alt er godt igen. Men hun mangler også en tavle. Ud på tur med Thomas igen.