Hvad nu hvis jeg ikke vil være journalist?
Der kan være mange grunde til at tage en bestemt uddannelse. Måske er den spændende, givende eller prestigefuld. Men en eller anden dag slutter den søde studietid, og så venter arbejdsmarkedet derude. Så må man bare håbe, at man har den rigtige uddannelse. Men hvad nu, hvis man er lidt i tvivl?
TEKST: marlene møller holm
FOTO: mirjam mwaka kapembwa roed
På journalistuddannelsen kan man fristes til at tro, at man selvfølgelig skal ud og arbejde som journalist efter uddannelsen – det ligger lidt i ordet. Men for nogen kan det være en foruroligende tanke. Journalistbranchen er berygtet for sine spidse albuer, og måske har man allerede fået nok af at jage den gode historie efter mange lange semesterprojekter. Eller måske er man ved at blive helt opgivende af at læse om alle branchens fyringsrunder i Fagbladet Journalisten. Så hvad gør man, hvis man står her med kildekontrakter til op over begge ører og er ved at indse, at man slet ikke vil arbejde som journalist? Det har vi spurgt tidligere DMJX’ere om for at høre, hvordan de greb det an.
Redaktionsgangen skiftes ud med fødegangen
Clara Søgaard Krohn tog konsekvensen af sin studietvivl og droppede ud af Journalistuddannelsen på 7. semester for at læse til jordemoder.
”For mig var det mere overskueligt at droppe ud og starte forfra på en ny uddannelse, end at komme ud på dagpenge, indtil jeg fik tilranet mig et eller andet rædderligt freelance-job,” siger Clara Søgaard Krohn.
Clara var ellers glad for at gå på journalisthøjskolen og kunne også godt lide det journalistiske arbejde. Men når hun forestillede sig et arbejdsliv som journalist, var det, som om noget af entusiasmen fordampede.
”Efter praktikken oplevede jeg den benhårde konkurrence i branchen. Jeg oplevede det som en branche, hvor man ikke belønnes for, hvad man kan, men for at være den, der råber højest og gør sig mest til. Jeg havde bare ikke rigtig engagementet til at kaste mig ind i den kamp,” siger Clara Søgaard Krohn.
Men i sidste ende var det ikke branchen eller de spidse albuer, der fik Clara til at begynde på en helt ny uddannelse. Det var derimod behovet for at få et arbejde, hvor hun kom tættere på de mennesker, hun gerne vil gøre en forskel for.
”Jeg har et meget stort behov for at føle, at jeg laver noget vigtigt og gør en forskel for mennesker. Selvfølgelig er journalistik også vigtigt, men der findes også rigtig meget ligegyldig journalistik derude. Som jordemoder kommer jeg til at gøre en forskel for mennesker på en meget håndgribelig måde, og når jeg er færdiguddannet, kan jeg komme direkte ud i mit drømmejob, som er at være jordemoder på en fødegang,” siger hun.
Man skal ikke gennemføre uddannelsen for enhver pris
Ifølge Hanne Bjerg Andersen, studie- og karrierevejleder på DMJX, er det i netop sådan en situation, man skal tage sin studietvivl alvorligt.
”Hvis man går med en eller anden helt konkret drøm, skal man selvfølgelig lytte til det. Der er ingen grund til at tvinge sig selv igennem uddannelsen, hvis man er kommet inden for det helt forkerte felt,” siger hun.
“Efter praktikken oplevede jeg den benhårde konkurrence i branchen. Jeg oplevede det som en branche, hvor man ikke belønnes for, hvad man kan, men for at være den der råber højest og gør sig mest til. Jeg havde bare ikke rigtig engagementet til at kaste mig ind i den kamp.”
– Clara Søgaard Krohn
Hvis det derimod er, fordi man ikke vil arbejde som journalist eller er bekymret for jobmulighederne bagefter, så skal man lige slå koldt vand i blodet, mener Hanne Bjerg Andersen. Hun peger på, at alle uddannelserne på DMJX åbner for mange forskellige karrieremuligheder. Man tilegner sig nogle kompetencer, som kan bruges i mange sammenhænge. Kompetencer som at kunne vinkle skarpt, kommunikere, stille de gode spørgsmål og være kritisk og analytisk.
”Jeg synes, at du skal give dig selv lov til at gå her på skolen, bare fordi du synes, at det er spændende. Du behøver ikke at vide, hvad det skal føre til. Du skal give dig selv lov til at sige, at det er okay, at du måske ikke bliver journalist, for så bruger du det bare til noget andet,” siger Hanne Bjerg Andersen.
Fra kultur til finans
Katrine Bjerre Toft er endnu et eksempel på en journaliststuderende, der indså, at hun ikke brændte for at arbejde som traditionel journalist. I dag er hun selvstændig, og det er kun lidt over en måned siden, at hun startede sin egen virksomhed, hvor hun rådgiver virksomheder om marketing og kommunikation.
Hun startede ellers på journalistuddannelsen med et håb om at blive den næste store kulturjournalist hos Politiken. Hun opdagede dog ret hurtigt på uddannelsen, at kulturjournalistik i højere grad var en hobby for hende, end noget hun gerne ville arbejde med. Hun fik en praktikplads hos Jyllands-Posten, hvor hun skrev finansnyheder. I det halve år indså hun, at hun var fascineret af de jobs, som nogle af hendes kilder havde. Hun snakkede med mange pressefolk og kommunikationsfolk ude i virksomhederne og begyndte at overveje, hvordan hun kunne få lov til at lave, hvad de lavede.
”Jeg opdagede, at jeg var mere optaget af, om de historier, vi skrev, skabte værdi for virksomheden, end jeg var optaget af selve journalistikken. Jeg synes, det var helt vildt interessant at arbejde strategisk fremfor objektivt med historierne. I en virksomhed kan jeg bruge mine kompetencer fra journalistikken og kombinere dem med en mere strategisk tankegang til gavn for virksomheden,” siger Katrine Bjerre Toft.
Katrine handlede på denne fascination. Da hun kom tilbage fra praktik, vinklede hun uddannelsen mod kommunikation og fandt et studiejob, hvor hun skulle arbejde med marketing. Siden har Katrine arbejdet i forskellige virksomheder og startups, inden hun sprang ud som selvstændig. I processen har hun lært meget om ledelse, økonomi, rekruttering, og hvordan man driver en virksomhed. Det lyder umiddelbart ikke som noget, man bliver klædt på til på journalistuddannelsen, men det er Katrine ikke helt enig i.
”I de jobs jeg har haft, har jeg dagligt haft glæde af at være journalist. Det at kunne vinkle en historie og kunne kommunikere med kollegaer, medarbejdere, ledere, samarbejdspartnere og kunder. Man tror, det er en selvfølge, men det er der mange, der ikke kan. Man skal kunne ramme modtageren med sine budskaber, og så er det ret smart at have været journalist. De andre ting har jeg lært hen ad vejen,” siger hun.
Clara Søgaard Krohn, der snart bliver færdig som jordemoder, har heller ikke fortrudt den tid, hun brugte på journalistuddannelsen.
”Jeg bruger de ting, jeg lærte som journalist hver dag. Jeg står meget stærkere i jordemoderfaget, fordi jeg har lært at tale med alle mulige mennesker og være nysgerrige på dem. I begge jobs skal man tænke kreativt og logisk på samme tid, fordi man ikke altid ved, hvad man møder ind til. Man skal arbejde hurtigt, når det virkelig gælder,” siger hun.
Grib chancerne
Katrine har på sin karrierevej gjort meget ud af at gribe de chancer, hun har fået. Hun har på et tidspunkt fået tilbudt et job, hvor hun selv tvivlede på sine kvalifikationer undervejs, men som hun siger, ”det gik jo alligevel”.
”Man kan vinde meget på at gå med de muligheder, man tilfældigt bliver præsenteret for, også selvom det ikke lige var det, du troede, du skulle lave,” siger Katrine Bjerre Toft.
Hanne Bjerg Andersen kan kun tilslutte sig, at man skal være åben over for uventede muligheder og alternative karriereveje. Derfor opfordrer hun til, at man bruger sine journalistiske evner til at tage nogle chancer.
”I skal sætte jer selv i spil. Opsøg nogle mennesker, miljøer og virksomheder, og spørg, om de vil drikke en kop kaffe med dig, så du kan fortælle, hvad du kan, og du kan høre, hvad der foregår i andre universer end i dit eget. I er jo journalister. I er trænede i at kontakte helt fremmede mennesker. Det er sjovt for virksomhederne at få besøg af unge mennesker med ild i øjnene. Det er der kommet mange job- og netværksmuligheder ud af,” siger hun.
Katrine Bjerre Toft har også erfaret en anden ting, der kan være en stor styrke for journaliststuderende, når vi skal ud på arbejdsmarkedet. Nu har hun nemlig selv prøvet at være den, der skal vælge mellem mange forhåbningsfulde ansøgere.
”DMJX’ere skiller sig bare ud i ansøgningsbunken, fordi de er skidedygtige. Når jeg har ansat universitetsstuderende og beder dem om at løse en opgave, griber de ud efter metoderne og teorierne, de har lært, men det er der ikke altid tid til. DMJX’ere har allerede været ude i den virkelige verden og snakke med rigtige mennesker og lært at følge deres mavefornemmelse. Det er vigtigt, at I ved, at selvom I ikke vil være redaktionelle medarbejdere bagefter, så er der virkelig bud efter jer i andre brancher,” siger hun.
