Marie er praktikant på Horsens Folkeblad: ”Alt, der påvirker hele landet, påvirker også de små kommuner”

af Thit | okt 12, 2022 | INDE

Marie er praktikant på Horsens Folkeblad: ”Alt, der påvirker hele landet, påvirker også de små kommuner”

Marie Bergholdt er journalistpraktikant og oplever fordomme om lokalmedier, som hun selv gerne vil modbevise. Konrad Cornelius Rasmussen skal snart søge praktikplads, men han søger kun i København.

TEKST: Kathrine Møller Nielsen og Emily Holland-Fischer
ILLUSTRATION: Louise Rix

Udgivet den 12. oktober 2022

På en grå efterårsdag åbner døren sig til Horsens Folkeblads redaktion i Hedensted. Her sidder en smilende praktikant i strømpesokker og løse blåternede bukser. Marie Bergholdt har været ved Horsens Folkeblad i to måneder nu, og hun føler sig godt tilpas.

Her er helt nede på jorden. Opdelt af en skillevæg sidder annoncesælgere på den ene side og journalister på den anden. Et klassisk kontor pyntet med grønne planter og farverige malerier.

Marie Bergholdt havde meget oppe at vende, før hun søgte praktik. TV2 Østjylland, P4 Fyn eller DR Ultra. En ting er dog helt sikkert, hun vil lave lokaljournalistik.

”De historier, jeg skriver som lokaljournalist, har betydning for kilderne. De vil gerne snakke og værdsætter det arbejde, vi laver. Den historie, der ved første øjekast virker som en bagatel, ender med at være rigtig vigtig for dem,” siger Marie Bergholdt.

Hun vil gerne ud og møde mennesker og fortælle simple menneskehistorier om yderområderne i Danmark, hvor journalistens trofaste mikrofon sjældent når ud til. For hende er lokalnyheder vigtige, fordi de har betydning for de borgere, der bor i kommunen.

Frygtede større medier

Da Marie Bergholdt søgte praktik, frygtede hun, at et større medie ikke på samme måde ville værdsætte hende, som de gør på et lokalmedie.

”Jeg blev skræmt af de store medier. Jeg tænkte, at mine albuer ikke var spidse nok til at arbejde på Politiken. Jeg havde nok en fordom om, at man blev et nummer i rækken. Her er vi fem journalister og en praktikant. Jeg føler, at der er behov for min hjælp,” siger hun.

Modsat Marie Bergholdt har Konrad Cornelius Rasmussen andre overvejelser om sit praktiksted.

”Jeg tager orlov, hvis jeg ikke ender i København,” siger Konrad Cornelius Rasmussen, praktiksøgende journaliststuderende på fjerde semester. Han beskriver, at bekymringer om fremtidens praktikplads begynder at trænge sig på.

”Praktikken fylder. Hvor vil jeg have det bedst henne? Her tænker jeg, både hvad der passer mig bedst som medietype, men også som menneske,” siger Konrad Cornelius Rasmussen.

I efterårets praktiksøgning har de kommende journalistpraktikanter på DMJX og RUC mulighed for at søge 161 pladser. 46 af pladserne er på lokalmedier.

Men lokalmedierne kommer ikke til at se en ansøgning fra Konrad Cornelius Rasmussen. Hvis ikke hans praktikplads ligger i København, vil han tage orlov i seks måneder, for han vil gerne være tættere på sin familie og venner. Plan B er at flytte til København for at arbejde i en børnehave eller som studentermedhjælper på et medie.

Hans drøm er en praktikplads på Altinget. Han håber, det kan være et sted, hvor han selv kan finde sine historier og få trumfet dem igennem. Han søger en praktikplads, hvor hans læring er i fokus, men praktikpladsen behøver ikke være på et stort medie.

”Jeg kan forestille mig, at når man er på et større medie, bliver man en del af et hamsterhjul. Man skal hele tiden levere nyheder, og der er mindre tid til fordybelse. Jeg forestiller mig, at man mere er set som en billig arbejdskraft, og det vil jeg for alt i verden undgå,” siger Konrad Cornelius Rasmussen.

Marie vokser som journalist

Præcis klokken 13:00 er der redaktionsmøde på Horsens Folkeblad, hvor Marie er i praktik. Det holder de hver mandag for at aftale, hvad de skal lave af kommende historier. Marie Bergholdt og de andre fra redaktionen står spredt rundt i rummet. De skal hver især komme med deres inputs til ugens historier. Med sætningen ”News u can use” skrevet på tavlen går mødet i gang.

Det store emne er en række høringssvar, som Hedensted Kommune har modtaget i forbindelse med kommunens spareplan. Marie Bergholdt synes, det er en udfordring at være med til ideudviklingen og komme med sine egne ideer. De andre på redaktionen har et stort netværk, og folk i kommunen kender dem rigtig godt.

”Folk ringer ind med historier til de andre journalister, og det gør de jo ikke til mig, fordi de ikke kender mig. Det er den største udfordring,” siger Marie Bergholdt.

Hun er dog sikker på, at det nok skal blive bedre, da hun efter to måneder i praktik allerede er ved at kende folk rundt omkring i kommunen.

Generelt synes Marie Bergholdt, at de andre journalister på Horsens Folkeblad er gode til at give konstruktiv feedback og give hende gode råd med på vejen.

De er også altid klar på at hjælpe hende med at finde historier, hvis hun ikke selv har en. De hjælper hende ikke med at finde kilder og skrive artikler – det skal hun selv klare, og det er hun glad for.

Hun føler sig tryg i det, fordi hun altid kan komme og spørge, hvis hun er i tvivl om noget. Hun beskriver redaktionen som et sikkerhedsnet.

Et af Marie Bergholdts mål var at blive bedre til at skrive rubrikker. Da hun startede i praktik hos Horsens Folkeblad fik hendes artikler ikke så mange ‘clicks’, men hun kan allerede nu se, at det går fremad, og der er flere og flere, der læser hendes artikler.

”Mine tal er steget dobbelt så meget i forhold til sidste måned,” siger Marie Bergholdt.

Hun kan også se, at læserne bliver hængende i længere tid. Hun tror, det skyldes, at hendes indledninger er blevet bedre.

Det er blevet Marie Bergholdts tur til at komme med sine inputs til historier. Hun nævner, at der åbner en ny tankstation og Youngtown, som er en skaterpark og hæng-ud-sted. De andre nikker anerkendende, og ideerne bliver skrevet op på tavlen.

Fordomme om lokalaviser

Marie Bergholdt tror, at mange studerende har misforstået, hvor vigtige lokalhistorier er for borgerne.

”Alt, der påvirker hele landet, påvirker også de små kommuner. Lokaljournalistik er historier, hvor man hurtigt kan tænke: ’Gider folk virkelig læse det her’. Men når man snakker med kilderne, kan man mærke, at det er vigtigt og relevant for dem at læse,” siger Marie Bergholdt.

Hun oplever flere fordomme, som at man ikke laver lige så meget på lokalmedier. Og at historierne ikke er lige så relevante, som dem man laver på de landsdækkende medier.

”Der er jo heller ikke lige så meget prestige i at sige, at man sidder ved Horsens Folkeblad end eksempelvis ved TV2,” siger Marie Bergholdt.

For hende handler det ikke om prestige, men hun synes, det er ærgerligt, at man som journaliststuderende har sådan et syn på lokalmedier, for det passer ikke, at man som praktikant på et lokalt medie ikke laver noget.

”Jeg får næsten en historie udgivet hver dag, og jeg fik en historie i avisen den første dag. Det er jo ikke alle, der får det,” siger Marie Bergholdt.

Hun har meget frihed, og redaktionen giver hende lov til selv at finde nogle historier, som hun gerne vil skrive om. Hun har blandt andet lavet sin helt egen miniserie.

I løbet af sine to måneder i praktik har Marie Bergholdt fået meget erfaring som journalist. Hun er blevet kastet ud i at lave artikler med det samme og fortæller, at journaliststuderende gerne må have deres egne holdninger til lokaljournalistikken. Hun ser sig selv som et levende bevis på, at man laver meget journalistik, og at den er relevant for dem, man skriver til.

Konrad Cornelius Rasmussen er heller ikke blind for lokalmediers værdi, også selvom han ikke selv vil søge en praktikplads andre steder end i København.

”Journalister er til for borgerne, så lokalmediers rolle er supervigtig. Den enkeltes historie betyder nok bare ikke helt så meget for mig. Jeg ser mere bredt på samfundet, og det vil jeg gerne skrive om, analysere og dygtiggøre mig i, ” siger Konrad Cornelius Rasmussen.

FORSIDEN

Mangler du et fællesskab på DMJX? Så er du ikke alene

af Thit | okt 12, 2022 | INDE

Mangler du et fællesskab på DMJX? Så er du ikke alene

Hver fjerde studerende på DMJX føler sig udelukket af fællesskabet. Skolen erkender, at det er et problem, men har svært ved at finde en løsning på det. En gruppe studerende har taget sagen i egen hånd og startet foreningen DMJX Social.

TEKST: amalie obbekjær jensen
Illustration: Signe mynster

Udgivet den 12. oktober 2022

Til foreningsbazaren i starten af hvert semester kan Danmarks Medie- og Journalisthøjskole virke som et slaraffenland af fællesskaber. Et tag-selv-bord fyldt med nye venner og sociale sammenkomster. Musikken pumper, popcornene uddeles og foreningsformændene står klar til at shanghaje dig til lige netop deres forening. DMJX’s kantine forvandles til mulighedernes land.

Og det bliver det måske for nogle. Men for andre bliver virkeligheden en anden. I hvert fald hvis man skal tro ’Læringsbarometer 2021’. Her er det nemlig hver fjerde studerende, som svarer, at de inden for de sidste 12 måneder har følt sig ’ignoreret eller udelukket fra studiefællesskabet’ på DMJX.

Til gengæld fortæller undersøgelsen ganske lidt om, hvad der egentlig ligger til grund for den her følelse. Og dét er en udfordring, når skolen skal sætte ind.

Druk, fodbold og lukkede foreninger

I et forsøg på at komme tættere på et svar, åbnede vi i Illustreret Bunker for nogle uger siden en brevkasse, hvor vi opfordrede de studerende på DMJX til at dele deres oplevelser. Overordnet kan svarene deles op i to hovedkategorier: En usund alkoholkultur og et lukket foreningsliv.

“Da jeg startede og hørte om de forskellige foreninger, vidste jeg bare, at jeg skulle prøve at komme ind i én bestemt forening. Jeg glædede mig til fællesskabet og at blive blandet på tværs af semestrene. Jeg sendte en ansøgning, og krydsede alt jeg havde, for at jeg kom ind. Desværre endte det ikke sådan. Jeg forstår 100 procent, at alle ikke kan få en plads. Det var bare rigtig træls alligevel.”

“Jeg føler at fællesskabet er meget internt og lukket især på grund af skolens mange foreninger. Hvis man ikke er blevet accepteret ind i en af disse foreninger kan jeg derfor til tider godt føle mig udenfor. Jeg synes også at det sociale er meget delt op i hierarkier, hvor dem, der er en del af en eller flere foreninger, er øverst.”

“Modus er den eneste grund til, at der er et godt fællesskab på skolen.”

“I høj grad en alkoholkultur, der dominerer stedet. Svært at finde fællesskab om noget, der ikke handler om druk eller bold. Føler tit man står på egne ben i forhold til. fællesskabet, f.eks. at man aldrig har et fast hold, studiegruppe eller noget. Tit føles det som om at professionen skal være hele ens person, som det også afspejles i foreningslivet. Til gengæld er størstedelen af eleverne på skolen super åbne og imødekommende, og det er dejligt!”

Brevkassen giver selvfølgelig langt fra et retmæssigt indblik, men den afslører en flig af dét, som måske ligger til grund for, at hver fjerde studerende på DMJX føler sig udelukket af studiefællesskabet.

DMJX Social

Nogen, der har taget sagen i egen hånd, er initiativtagerne bag skolens nye forening; DMJX Social. Foreningen er i virkeligheden et socialudvalg, som udspringer fra DSR, og de vil hver måned komme til at holde deres egne events. Navnet DMJX Social har en international klang for at favne alle på hele skolen. Både journalister, fotojournalister, kommunikatører og de internationale studerende.

Alberte Linde og Sofie Wegger, som begge går på 2. semester, er to af tovholderne på projektet.

”Det kan føles super grænseoverskridende at tage i fredagsbaren, hvis man ikke lige var en af dem, der kom med i fællesskabet fra start. Vi håber, at vi med DMJX Social får et rum, hvor man både kan møde op alene eller med venner,” siger Alberte Linde.

DMJX Social skal med andre ord være et alternativ til alkoholkulturen og præstationsræset. Og udvalgets syv medlemmer har masser af idéer i ærmet, som skal ryste skolen sammen på tværs af både semestre og uddannelser, blandt andet stand-up, musikquiz, fællesspisning og en valgaften.

”Vi vil gerne skabe et fællesskab, hvor man kan være social uden at alkohol er omdrejningspunktet og hvor man ikke skal præstere andet end at møde op. Man skal ikke præstere fagligt, lave ansøgninger og levere, man skal bare møde op,” siger Sofie Wegger.

DMJX Social afholder deres første event, som bliver en quizaften, den 26. oktober.

FAKTA OM LÆRINGSBAROMETERET

Læringsbarometeret er en spørgeskemaundersøgelse, som gennemføres på alle videregående uddannelser hvert andet år.
Det er Uddannelses- og Forskningsministeriet, som står bag, og spørgeskemaet har blandt andet til formål ’at afdække de studerendes oplevelser af læringsmiljøet.’
I undersøgelsen er der i alt 83 studerende fra DMJX, som svarer, at de inden for de sidste 12 måneder har følt sig udelukket fra studiefælleskabet.

Hvem har ansvaret?

”Udelukkelse fra fællesskabet var klart det, som var mest bekymrende ved rapporten,” siger uddannelseschef for journalistuddannelserne, Henrik Berggren.

Helt konkret har rapporten ført til, at andet, tredje og fjerde semester har været til oplæg med foredragsholder Frederik Svinth ved studiestart, som havde til formål at sætte trivslen på dagsordenen.

Oplægget handlede om fællesskaber, og hovedbudskabet var, at vi mennesker trives bedst, hvis vi føler, at vi hører til – og i den sammenhæng er de ikke-tætte fællesskaber, som man for eksempel kan danne på sit uddannelsessted, lige så vigtige som de nære relationer til venner og familie.

De to initiativtagere bag DMJX Social fortæller også, at idéen netop udsprang fra samtalerne, de havde til Frederik Svinths oplæg.

”Jeg tror, det gik op for mig, mens vi sad med de her samtalekort, at det er lige præcis den her type forum, der mangler på skolen. Et rum, hvor der er plads til at snakke lidt dybere,” siger Alberte Linde.

Oplæggene ved studiestart er det første og eneste skridt, som skolen indtil videre har taget, for at komme udelukkelsen til livs. Henrik Berggren erkender da også, at der er tale om en relativt begrænset indsats, men begrunder det med, at det er en problematik, som er vanskelig at sætte effektivt ind overfor:

”Jeg synes, det er svært at blive klog på. Det var noget andet, hvis DSR og flere studerende direkte sagde, at det her var et kæmpe problem, men det er ikke det, jeg hører. Næste skridt kunne være at skaffe mere viden om årsagerne, og vi vil helt sikkert også snakke med DSR om det,” siger Henrik Berggren.

Højskolens højtaler

Forperson for De Studerendes Råd, Iben Ryberg, bekræfter, at de er opmærksomme på rapporten.

”Vi har haft meget fokus på at gøre noget ved, at der måske er nogen, der har svært ved at finde deres plads i drukfællesskaberne. Og hvis man nu heller ikke lige har en genial journalistisk idé, så er der et hul der,” siger Iben Ryberg.

Hun fortæller, at DSR selv taget initiativ til det, som de har valgt at kalde ”Højskolens Højtaler”.

”Det skal skærpe dialogen fra ledelsesgangen og ned til de studerende – og omvendt,” siger Iben Ryberg.

Første møde i “Højskolens Højtaler” er den 11. oktober i Blå Audi, hvor emnet er skolens foreninger. Samtidig stemmer Iben Ryberg sig i koret af dem, der mener, at vi mangler viden om årsagerne til problemet.

”Ingen af de ting, vi prøver lige nu, er evidensbaseret. Rapporten fortæller os meget lidt om, hvordan folk har følt sig ekskluderet. Så nu prøver vi at gøre noget, og ser om det virker,” siger Iben Ryberg.

Usund alkoholkultur

Mette Mørk er faglig koordinator for de journaliststuderende, og hun fortæller, at den seneste studie evaluering foretaget på 2. semester afslører, at rigtig mange er glade for det sociale miljø på skolen. Det ændrer dog ikke på, at tallene i rapporten skal tages alvorligt.

”Tre der ikke trives er tre for mange, og selvfølgelig er det noget, vi skal tage hånd om, men det er svært at vide, lige præcis hvilken indsats der skal til,” slår Mette Mørk fast.

Og alkoholkulturen er et af de steder, hvor skolen vil forsøge at tage fat. “Der er faktisk altid nogen, og måske endda lidt flere end der plejer, som fortæller, at der godt nok er meget alkohol i rusforløbet,” siger Mette Mørk.

Helt konkret vil Mette Mørk, i samråd med det nuværende og det kommende formandskab for rusværterne, se på, hvad man kan gøre anderledes til det kommende rusforløb.

Hun understreger dog samtidig, at skolen som udgangspunkt har stor tillid til, at rusværterne løser opgaven, og at langt de fleste melder tilbage, at de er glade for forløbet, og at det er en god måde at komme ind på skolen.

”Men at nogen føler sig udelukket, det er en oplevelse, man ikke kan tage fra folk, og så er vi nødt til at tilbyde noget mere og begynde at skrue på en masse små knapper, der kan gøre, at man føler sig mindre ekskluderet,” siger Mette Mørk

FORSIDEN

Tovtrækkeri på DMJX: De studerende kræver at blive hørt, og bestyrelsen forventer at blive spurgt

af Thit | okt 12, 2022 | INDE

Tovtrækkeri på DMJX: De studerende kræver at blive hørt, og bestyrelsen forventer at blive spurgt

De Studerendes Råd inviterede til reception som kritik af skolens økonomistyring. Receptionen startede en debat om dårlig kommunikation mellem de studerende og ledelsen på DMJX. Men hvem har det primære ansvar?

TEKST: Lærke Kobberup FOTO: Rasmus Breum ILLUStration: Louise Rix

Udgivet den 12. oktober 2022

”Det har aldrig været vores hensigt, at receptionen skulle være provokerende,” siger Anton Dahl Andersen, næstforperson for De Studerendes Råd. Kort tid efter receptionen som DSR afholdte, erkendte han dog, at DSR ikke har været helt skarpe i deres kommunikation.

”Der var sgu noget rugbrødsarbejde, som vi fløj lidt for elegant henover,” siger Anton Dahl Andersen

I Radio Genlüds program ‘Interne Affærer,’ prikkede værterne til argumenterne bag receptionen. Efter et kort interview med skolens økonomichef, Jørgen Johannsen, blev det hurtigt etableret at det aldrig havde været planen, at pengene skulle være gået til de studerendes foreninger. En af mærkesagerne bag receptionen var ellers, at pengene blev taget fra de studerende og foreningerne og i stedet brugt på receptioner og et gyldent håndtryk.

DSR skrev således i deres invitation:

“Vi ville gerne have fejret nye toiletter, flere penge til foreningerne eller et fredagsbarlokale, hvor vi alle sammen kan være. Desværre har skolen brugt svimlende 2,1 millioner på et gyldent håndtryk til den tidligere rektor og 130.000 kroner på receptioner, så det fik vi ikke lov til.”

Internt i DSR udsprang receptionen også af en utilfredshed med skolens forhandlinger af fondsmidler til foreningerne, som er blevet udskudt siden sommerferien. Anton Dahl Andersen oplyser, at ledelsen har givet udtryk for, at der ikke er udsigt til flere penge til foreningerne i den nærmeste fremtid.

Han uddyber, at antallet af foreninger er vokset, men mængden af fondsmidler ikke er fulgt med og blevet revurderet. De få midler betyder, at nogle foreninger føler sig presset økonomisk.

“Hvis skolen vil skabe et godt foreningsliv, bør man nok overveje at investere mere end 15.000 kroner i os,” siger Kevin Landor Laursen, ansvarshavende chefredaktør for det nystartede Magasinet Tendens.

Dette blev dog ikke kommunikeret tydeligt i forbindelse med annonceringen af receptionen.

Hør afsnittet om skolens økonomi fra ‘Interne Affærer’ under:

Hvem starter samtalen?

Økonomichefen på DMJX, Jørgen Johannsen, bekræfter, at der ikke havde været nogen forbi for at spørge ind til eller forstå skolens økonomi inden arrangementet. Han havde blot hørt, at receptionen havde noget med økonomi at gøre.

”Der er en pointe i, at vi skulle have rakt ud, men der er også en pointe i, at ledelsen skulle have rakt ud,” siger Anton Dahl Andersen.

Et mentalt billede kan dukke op. To børn siddende overfor hinanden i frustreret stilhed. Begge er for sure til at ville indlede samtalen.

Henrik Berggren, uddannelseschef for journalistuddannelserne på DMJX, forklarede til Radio Genlüd forud for receptionen, at det irriterer ham, at de studerende ikke havde rakt ud til ham. Han var nemlig ikke klar over, at de studerende følte, at der manglede kommunikation.

Han understreger dog, at han blev glædeligt overrasket over synet af den lille bod og de smilende arrangører, da han frygtede noget meget mere demonstrativt.

Jan Dyberg til tasterne
Ingen fra ledelsen på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole har sagt, at receptionen var provokerende. Ifølge Anton Dahl Andersen var der rigtig mange, der talte om receptionen. Både elever og ansatte. Det var ikke kun receptionens pointe, der blev diskuteret. En stor del af snakken gik på, om argumenterne i sig selv holdt vand.

Jan Dyberg Larsen, lektor på DMJX tog sagen i egen hånd og kontaktede arrangørerne. Han var interesseret i, om DSR havde lavet nok research i forhold til emnet, og om de følte, at deres intention var tydelig nok. Underviseren skrev til arrangørerne inden receptionen og påpegede vigtigheden i at researche. Han påpeger også vigtigheden i, at kritikken omhandler den tidligere bestyrelse.

”Jeg tror godt, at jeg kan sige, at alle ansatte her er utroligt åbne over for at snakke med de studerende om tingene. Man skal bare spørge,” siger Jan Dyberg Larsen.

Den stille bestyrelse

Alle medlemmer af bestyrelsen er underlagt tavshedspligt i sager om ansættelsesretlige forhold.

Siden bestyrelsesmødet om det gyldne håndtryk i juni 2021 er fem medlemmer blevet skiftet ud. Det skal påpeges, at udskiftningerne omfatter tunge poster som formand, rektor og økonomichef. Det er stadig uvist, hvem der har været til stede under mødet i juni 2021.

Det er blevet bekræftet af Roger Buch, forskningslektor på DMJX og medlem af bestyrelsen, at studenterrepræsentanterne har haft lige så mange informationer, som han selv har haft. Også om det gyldne håndtryk.

Ifølge Julie Sommerlund, rektor på DMJX, blev det tydeligt meldt ud til hende via mail fra DSR, at kritikken ikke var rettet mod den nye bestyrelse. Hun pointerer dog, at hun ikke helt synes, det var tydeligt i omtalen af receptionen.

”Samtidig håber jeg, at vi også kan have dialogen mere direkte end gennem happenings,” skriver hun i en mail.

Denne dialog er Julie Sommerlund ikke den eneste, der efterlyser.

Var receptionen en succes?

”Hele situationen virker sgu lidt rodet. Og når ting er rodet, bliver vi her på skolen uddannet til at stille spørgsmål. Men hvis der så ikke er nogen, der svarer på spørgsmålene, hvad gør man så?” siger Anton Dahl Andersen.

Man kan ikke stille spørgsmål til folk, man ikke kan finde. Jan Dyberg Larsen mener dog, at skolens ansatte har været let tilgængelige for de studerende. Så er spørgsmålet måske mere, om de studerende har ledt nok efter de relevante ansatte?

”Vi har nok ikke stillet tilstrækkeligt med spørgsmål, men jeg synes stadig, at det er et fælles ansvar,” siger Anton Dahl Andersen.

Han er frustreret over, at ledelsen ikke selv har italesat økonomisagen med de studerende. Selvom der har været tydelige problematikker med receptionen, mener Anton Dahl Andersen stadig, at det til en vis grad var en succes.

”Vi snakker om det nu, og jeg kan høre, at flere andre også gør det. Kommunikationen mellem de studerende og ledelsen er blevet et taleemne,” siger han.

Læs reportagen fra DSR’s reception d. 16. september her.

FORSIDEN

Reception for eleverne – ”Vi vil gerne have lov til at reagere”

af Thit | sep 24, 2022 | INDE

Reception for eleverne – ”Vi vil gerne have lov til at reagere”

DMJX’s økonomi er kommet i mediernes søgelys, efter fagbladet Journalisten har udtalt kritik af skolens pengehåndtering. Derfor afholdt De Studerendes Råd (DSR) og KaJ et event fredag d. 16. september for at markere deres utilfredshed.

TEKST: Lærke Kobberup
Foto: Rasmus Breum

Udgivet den 24. september 2022

”Alle studerende fortjener et gyldent håndtryk”.

Disse store påmalede bogstaver hænger på det banner som Iben Marie Ryberg, forperson for DSR, og Josephine Marie Lind, medlem af DSR og KaJ, bærer mellem sig, mens de gør klar til eventet. Et lille bord står klar med sit eget banner med teksten ’$KÅL!’.

Her bliver der fyldt champagne i glas og fremlagt småkager af Anton Dahl Andersen, næstperson for DSR, og Emil Vogelius, forperson for KaJ. På et tilstødende bord bliver håndflader malet med guldmaling. For udover lidt godt til ganen, kan elever og undervisere også få sig et gyldent håndtryk på vej til undervisning.

”Vi har valgt at starte allerede klokken 8, så vi kan nå at fange nogle af de ansatte,” siger Anton Dahl, som er en af hovedplanlæggerne bag receptionen.

Men det er ikke kun de ansatte, de fanger. Flere elever møder tidligere ind end normalt.

”Jeg valgte at møde ind tidligt, så jeg kunne fornemme, hvad det handler om”, siger Emilie Lindahl-Jessen, journaliststuderende på 1. semester.

Mange af de nyankomne får et glas champagne og en småkage, stiller sig ind til siden og venter på en uddybning af arrangementet. Dette sker dog ikke, og de vender sig i stedet til hinanden og begynder at småsnakke. Idet andre nyankomne spørger ind til arrangementet, forklarer arrangørerne ivrigt hvorfor eventet afholdes. Anton Dahl Andersen fortæller, at formålet med receptionen ikke primært er at oplyse eleverne:

”Vi har mere et behov for at markere, at vi ikke synes, skolens håndtering af pengene var i orden. Der ligger en stor provokation i at bruge så mange penge på receptioner og ikke på eleverne,” siger han.

Hvad er der sket med pengene?

Hen over de sidste par måneder har blandt andre fagbladet Journalisten skrevet om det ’gyldne håndtryk’ som DMJX’s tidligere rektor Trine Nielsen fik, da hun forlod posten efter 2,5 år. Det er her kommet frem, at hun fik en fratrædelsesgodtgørelse på 2.1 mio. Dette skete efter en sparingsunde på 3.5 mio., og fratrædelser af fire undervisere.

Derudover er det også kommet frem, at der er blevet brugt over 130.000 kroner på receptioner for ledelsen i 2019.

Disse informationer gjorde skolens elever nysgerrige på økonomien. Resultatet blev en festinvitation slået op på Facebook, hvor DSR og KaJ inviterede alle til reception for de studerende:

”Kom og nyd et køligt glas for os selv, når nu ingen andre gør det.”

Selvom artiklerne omhandler sager behandlet af skolens tidligere bestyrelse, mener Anton Dahl Andersen, at det stadig er vigtigt, at skolens elever markerer deres utilfredshed:

”Vi har skrevet til Julie Sommerlund, rektor på DMJX, og understreget, at eventet i dag ikke handler om den nuværende bestyrelse. Pointen i dag er primært at snakke med de studerende om situationen. Og så selvfølgelig at få lov til at reagere,” siger han.

Tiden går og flaskerne bliver tømt

En del elever og ansatte kommer forbi receptionen inden undervisning. Der bliver joket om gyldne håndtryk og yndlingssmag inden for børnechampagne. Selvom mange frabeder sig champagnen, da de lige har børstet tænder, bliver der tømt over ni flasker og givet så mange gyldne håndtryk, at den påmalede guldmaling begynder at krakelere på hænderne. Også Anton Dahl Andersen mener, at eventet er gået godt:

”Vi fik markeret os på en måde som er hyggelig, sjov og rar, men stadig med en pointe i, at vi er her og går op i, hvad der foregår. Det har dog aldrig været meningen, at det skulle være en demonstration. Der er det blevet blæst op af medierne. Men det kan vi jo ikke styre,” siger han med et glimt i øjet.

FORSIDEN

I skyggen af journalisterne: Kommunikatører føler sig glemt

af Signe Duedahl Nørgaard | maj 12, 2022 | INDE

I skyggen af journalisterne: Kommunikatører føler sig glemt

Kommunikatører på DMJX Aarhus føler sig ikke altid som en del af det store fællesskab, men det kræver en indsats fra flere sider, hvis kulturen skal ændres. Ikke mindst fra kommunikatørerne selv.

TEKST & Illustration: Katrine å. edvardsen

Udgivet den 12. maj 2022

DMJX i Aarhus er prydet af flotte pressefotos og fængende rubrikker, men hvor er planchen med den skarpe pressemeddelelse eller kampagnen, der gik viralt?

Kort efter studiestart i efteråret 2021, gav det nye hold af kommunikationsstuderende udtryk for, at de følte sig forbigået. Efter opfordring fra underviser og semesterkoordinator Helle Tougaard, sendte de studerende en mail til hende, hvor de beskrev en række eksempler på problemet.

Helle Tougaard har også selv øje på problematikken. Hun har blandt andet bemærket, at der en tendens til at glemme at præcisere, hvilken uddannelse man mener, når man omtaler et semester på skolen.

”Det er for eksempel i Illustreret bunker. Jeg læste en udgave i efteråret, og hver gang der stod, at nu skal 4. semester sådan og sådan, så tænkte jeg: På hvilken uddannelse?”, siger hun og fortæller, at det nok er en kultur, der har rod i skolens lange historik som journalistuddannelse.

Og det er ikke ligetil at ændre en kultur. Helle Tougaard nævner, at hun godt kan blive træt af at høre sig selv pippe op om, at journalisterne tager for givet, at vi snakker om journalistuddannelsen. Der er grænser for, hvad skolen kan gøre, mener hun, og det er ikke nok, at kommunikatørerne peger på uretfærdighederne. De må også selv sparke døren ind.

Startede ved bazaren

Det var foreningernes bazar, der i starten af september efterlod flere af de nye kommunikationsstuderende med en bitter smag i munden. De studerendes dårlige oplevelser blev diskuteret på semesterets ene hold, hvor Helle Tougaard, der i perioden havde holdet til Journalistisk Metode, opfordrede et par af de studerende til at formulere deres oplevelser i en mail til hende.

Den 6. september, fire dage efter bazaren, modtog Helle Tougaard en mail fra de studerende, hvor de beskrev deres oplevelser. Det første eksempel i beretningen var fra det indledende oplæg, hvor skolens foreninger præsenterede sig.

”Under præsentationerne af de forskellige foreninger blev der udelukkende snakket til journalisterne, hvor adskillige foreninger også direkte nævnte: ’Vi har brug for jer nye journaliststuderende’”, stod der i mailen.

Derefter bliver der i mailen berettet om, hvordan et par af de studerende oplevede at blive afvist af foreningernes repræsentanter med forklaringer som, “Det er egentlig mest for journaliststuderende” eller “Vi har ikke lige prøvet at have en kommunikationsstuderende med på holdet før”.

Sidst i mailen fortæller skribenten om sin egen oplevelse ved bazaren.

”Jeg undlod slev at nævne, at jeg er kommunikationsstuderende, så jeg i det mindste kunne få en dialog i gang med de forskellige repræsentanter fra de forskellige foreninger”, skriver den kommunikationsstuderende. Hun understreger dog, at hun ikke selv oplevede direkte eller indirekte afvisninger fra alle foreninger.

Den 13. september, syv dage senere, sendte Helle Tougaard de studerendes beretning videre i en mail til Jens Grund, som på det tidspunkt var konstitueret rektor. Helle Tougaard tilføjede i sin besked, at skolen jo understøtter foreningerne økonomisk. Så det kan ikke passe, at der er en uddannelse, som ikke kan være en del af foreningerne.

Allerede dagen efter tikkede et svar ind i hendes indbakke. Han var selvfølgelig ked af at høre om hændelsen, og han opfordrede de studerende til at melde sig ind i DSR, da det er gennem dem, at foreningerne modtager støtten.

”Og så må jeg jo erkende. Det var ligesom det. Så gjorde jeg jo ikke mere ved det, fordi så var vi også langt henne på semesteret, og så var der også mange andre ting”, siger Helle Tougaard.

DSR består i dag af syv kommunikatører og fem journalister, hvoraf formanden, kommunikationsstuderende Marie Smidt Laursen, er fra samme semester, som de studerende, der sendte mailen.

”Det er svært at komme med ordentlige eksempler. Det bliver bare til en samling af små ting, der hober sig op.”

– Maria Sejr, kommunikationsstuderende på DMJX

Mange bække små

Maria Sejr fra 2. semester på kommunikation var ikke med til at skrive mailen til Helle Tougaard, men også hun kan genkende flere af de scenarier, den beskriver. Det er dog ikke kun bazaren, der har gjort, at hun føler, at kommunikationsuddannelsen bliver ekskluderet. Nye eksempler har meldt sig siden da. Det er mange små oplevelser i hverdagen, der tilsammen bekræfter Maria Sejr i, at oplevelsen til bazaren var et tegn på et større problem.

”Det er småting, som at de glemmer at nævne kommunikation i åbningstalen til fagfestivalen eller når en gæsteunderviser ikke har fået at vide, at vi er kommunikatører og ikke journalister”, siger kommunikationsstuderende Maria Sejr.

Hun tilføjer, at det kan være svært at argumentere for, hvordan de journaliststuderende farvoriseres.

”Det er svært at komme med ordentlige eksempler. Det bliver bare til en samling af små ting, der hober sig op.” siger Maria Sejr.

Maria Sejr meldte sig samme efterår til at hjælpe med at planlægge DMJX’ fagfestival, men oplevede, at det var svært at få arrangeret indhold til kommunikatørerne.

”Vi var kun tre fra kommunikation, og vi kunne ikke komme til de første møder, fordi vi skulle aflevere opgaver de dage. Da vi kom, havde de allerede kontaktet oplægsholderne, og vi kunne jo hurtigt se, at der kun var to af indslagene, som var kommunikationsfaglige,” siger hun.

De to kommunikationsfaglige indslag var et oplæg med Googles danske kommunikationschef og et oplæg med Nationalmuseets historiefortæller på sociale medier. Festivalens resterende 25 oplæg, debatter, workshops og masterclasses handlede alle om forskellige former for journalistik på skrift, lyd eller tv.

Maria Sejr og hendes to medstuderende skyndte sig at melde sig på de to kommunikationsoplæg, men de kunne ikke lade være med at undre sig over, at der ikke blev gjort mere for at lave kommunikationsfagligt indhold til festivalen.

”Det er lidt sjovt, at man kan kalde det en fagfestival, når det ikke er alle fag, der er ordentligt repræsenteret”, siger hun og forklarer, at det var en fornemmelse alle tre kommunikationsstuderende sad med, og som hun også siden har hørt fra andre kommunikatører.

”Noget af det jeg får at vide, er: Hold så op med at være ofre! I skal også presse på. De må selv komme og sparke døren ind. De må selv gøre noget.”

– Helle Tougaard, underviser og semesterkoordinator på kommunikationsuddannelsen

Journalistuddannelsen er større og ældre

At der ikke blev arrangeret flere kommunikationsfaglige indslag til festivalen, skyldes højst sandsynligt, at der ikke var flere kommunikationsstuderende repræsenteret blandt arrangørerne. Det var nemlig i høj grad de studerende selv, der formede programmet. Det kan dog blive svært at få lige så mange kommunikatører som journalister til at engagere sig i de fælles projekter.

Lige nu er der 4-5 journalister pr. kommunikatør på skolen, men normalt ville det tal ligge på 6 journalister pr. kommunikatør. Det skyldes, at der i sommeren 2021 helt ekstraordinært startede 30 ekstra studerende på kommunikation som følge af et corona-særtilskud. Kommunikationsuddannelsen tæller normalt 50 studerende pr. semester. Derudover starter der kun kommunikatører om sommeren i Aarhus, da vinterstartsholdet har til huse på DMJX i København.

En anden væsentlig forskel på de to uddannelser er deres levetid. Danmarks Journalisthøjskole blev oprettet i 1962. Kommunikationsuddannelsen blev til i 2011. DMJX bliver også stadig kaldt Journalisthøjskolen i folkemunde, og ifølge Helle Tougaard er skolens historik en af de ting, som kommunikationsuddannelsen kæmper imod.

”Oprindeligt var det en skole, der kun uddannede journalister. Nu er der også kommet en anden uddannelse til, som efterhånden fylder, om ikke lige så meget, så i hvert fald rigtig meget mere end den gjorde fra starten”, siger hun og fortæller, at det faktisk går bedre med at inkludere kommunikatørerne.

”I forhold til, da vi startede tilbage i 2011 og til nu, er der er stor forskel. Det er helt sikkert. Jeg havde måske håbet, at det havde ændret sig mere, når nu vi kom på den nye skole, og den der historik ikke længere sidder i murene.”

Spark døren ind

Helle Tougaard fortæller, at hun flere gange har snakket med sine kolleger fra journalistuddannelsen, når problematikken er kommet op til debat blandt hendes studerende.

”Noget af det jeg får at vide er: Hold så op med at være ofre! I skal også presse på. De må selv komme og sparke døren ind. De må selv gøre noget,” fortæller hun.

Hun kan dog godt forstå, at det kan være svært, når man lige er startet på første semester. Hvis hun skulle komme med et godt råd til det nye semester, der starter efter sommer, så er det at søge indflydelse i DSR.

”Man må gerne beklage sig. Man må gerne pege på uretfærdigheder, men man er også nødt til selv at tage ansvar. Så søg noget indflydelse, og prøv at arbejde med det på de indre linjer. Og så kom, hvis I har nogle gode forslag! Kom endelig med dem. Så vil vi gøre, hvad vi kan. Men vi vil ikke sparke døre ind for jer”, siger hun med en bestemt, men venlig tone.

”Jeg ved jo godt, de kan. De har jo lært, hvad en vinkel er. Og de kan godt lave et interview, og de kan godt skrive en god indledning. Det kan de faktisk godt.”

FORSIDEN

Overvejer du udveksling? Bare rolig, jeg har bekymret mig på dine vegne

af Signe Duedahl Nørgaard | maj 12, 2022 | INDE

INDE

Overvejer du udveksling? Bare rolig, jeg har bekymret mig på dine vegne

Får jeg venner i udlandet? Har jeg noget at putte på min praktikhjemmeside? Og hvad med økonomien? Jeg skal på udveksling til efteråret, og jeg har bekymret mig om alle de spørgsmål, du gerne vil have svar på.

TEKST: sidse marie hansen
FOTO: rebecca helene hoffmann

Udgivet den 12. maj 2022

“Jer, der skal på udveksling kommer til at være fucked til praktiksøgning”.

Døren til gul audi var netop blevet banket op, da roen på 1. sal blev afbrudt af min studievenindes kommentar. Der havde været introduktion til tredje semester på journalistuddannelsen, og jeg var ikke dukket op. Jeg grinte af min venindes kommentar på den der lidt overskudsagtige bare-rolig-jeg-har-styr-på-det måde. Men hun ramte noget ømt.er der skal på udveksling kommer til at være fucked til praktiksøgning.”

En latent bekymring, som indtil nu havde ligget bagerst i maven, detonerede den onsdag klokken 14:30 for enden af trappen. For hvad betyder det at gå glip af et helt semester på DMJX?

Jeg skal på udveksling til Beirut i efteråret på mit tredje semester, og jeg glæder mig. Men ærligt, så er jeg vanvittig nervøs. Jeg skifter mellem at tænke på dans, vandpibe og falafel for derefter at tænke på strømsvigt, vanvittige valutaer og uoverskueligt papirarbejde. Nu har jeg skrevet mine bekymringer ned og tilmed inddelt dem efter bekymringsniveau. Den største bekymring er praktiksøgningen, herefter mit sociale liv, så de praktiske omstændigheder og til sidst på bekymringslisten, er, hvordan det faglige niveau er i udlandet.

For at stikke til min bekymringsboble tog jeg fat i tre personer, der skulle hjælpe mig med at be- eller afkræfte mine skrækscenarier. Panelet bestod af Martin Vestergaard, der er praktikkoordinator på journalistuddannelsen, Elisabeth Bjarløv, som er international koordinator og Mikala Emilie Kjærbo Sørensen, der er praktikant på TV2 Østjylland, og som kom hjem fra San Fransisco i december 2021 efter at have været på udveksling på sit fjerde semester.

”Jeg har stadig kontakt med de fleste af de piger, jeg snakkede med, inden jeg tog afsted. Men selvfølgelig sker der jo ting i folks liv – det står jo ikke bare på pause, fordi man er væk.”

– Mikala Sørensen, praktikant på TV2 Østjylland og tidl. udveklingstuderende

Praktiksøgning

Min første alvorlige bekymring handlede om, hvordan jeg skal kunne finde en fed praktikplads, når jeg på fjerde semester skal fortælle medierne, at jeg har brugt et halvt år i Beirut på at lære arabisk og studere islamisk kultur i stedet for at producere TV og fordybe mig i skrift på DMJX.

”Det er jo meget forskellige personer, der vurderer, hvem de vil have som praktikant. Men det er absolut ikke mit indtryk, at det trækker ned at have været på udveksling. Ud fra, hvad jeg har hørt, så kan udveksling give et indtryk af, at man er selvstændig og tør nogle ting,” siger praktikkoordinator Martin Vestergaard som noget af det første, da vi mødes.

På DMJX skal alle 3. semester journaliststuderende igennem et obligatorisk TV-forløb – bortset fra de elever, som er på udveksling. Jeg har manglet information om, hvad det ville betyde for min praktiksøgning, at jeg ikke har lavet de samme TV-produktioner som mine medstuderende.

Martin Vestergaard forklarer, at det nok er et lille plus at have haft TV-forløbet, hvis man specifikt søger et TV-medie. Han lagde dog vægt på, at de fleste medier ikke har krav om, at praktikanterne har haft TV. Ifølge Martin kigger de mere på, hvilken person man er, og om man har en forståelse for journalistisk tænkning.

“Godt nok,” tænkte jeg. Men det lavpraktiske nagede mig stadig, og jeg spurgte, om jeg ville have nok at lægge på min praktikhjemmeside, når jeg misser et helt semesters projekter.

”Jeg forstår udmærket logikken i det, du siger, men jeg har aldrig hørt nogen problematisere det før,” siger Martin Vestergaard.

Mit sociale liv

Hver gang jeg starter et nyt sted, er min første bekymring altid: ”Får jeg nogle venner?” Som i hver gang. Og selvfølgelig skal udveksling ikke være undtagelsen, der befrier mig for koldsveden over måske at stå alene og venneløs i en by, jeg indtil for nylig ikke kunne pege ud på et kort. Derfor er jeg også hurtig til at konfrontere praktikanten Mikala Emilie Kjærbo Sørensen med min bekymring, da hun ringer mig op.

”Hele mit netværk kom igennem universitetet. Vi var 250 udvekslingsstuderende, og alle er i samme båd som dig, og har heller ikke rigtig noget netværk, så man bruger jo hinanden,” siger Mikala Sørensen.

Universitetet, hun gik på i San Fransisco, havde en god forening for udvekslingsstuderende, og det var en nem måde at møde venner på. Hun havde også boet på hostel i begyndelsen af sit ophold, hvor hun havde fået en amerikansk veninde.

Men én bekymring er, om jeg får nogle udenlandske venner. En anden er, om mine nuværende venner fra studiet har glemt mig, når jeg vender tilbage på DMJX for at gå på fjerde semester. Mikalas studietid har været præget af corona, men hun forstår min bekymring.

”Jeg har stadig kontakt med de fleste af de piger, jeg snakkede med, inden jeg tog afsted. Men selvfølgelig sker der jo ting i folks liv – det står jo ikke bare på pause, fordi man er væk. Jeg tror ikke, folk vælger én fra, når man kommer hjem, men det kræver nok, at man også selv opsøger dem,” siger Mikala.

Sidse Marie Hansen er 2. semesterstuderende på journalistuddannelsen. Til efteråret drager hun med Beirut for at tage et semester som udveklingstuderende.

Praktiske omstændigheder

Jeg var sen til at beslutte mig for, at jeg ville på udveksling. På mit første semester var jeg mest bare presset over, hvad jeg skulle pakke til rusturen i Visby, så hvordan skulle jeg kunne tænke på at tage til Beirut? Tidligere lå udvekslingen på syvende og ottende semester, og international koordinator Elisabeth Bjarløv kunne godt mærke, at det er et problem, at de studerende skal træffe en beslutning allerede på første semester.

”Vi fornemmer helt klart et fald i antallet af udvekslingsstuderende, i forhold til tidligere. Det er næsten halveret. I er lige startet, og så skal i allerede tænke på at tage ud. Men corona spiller nok også en betydelig rolle i faldet,” siger Elisabeth Bjarløv.

Hun understreger dog også, at DMJX forsøger at gøre op med udfordringen ved blandt andet at holde to infomøder om udveksling i stedet for ét, så eleverne ikke får for meget information på én gang. Samtidig fortæller Elisabeth Bjarløv, at hun oplever, at langt de fleste studerende, der har været på udveksling på tredje semester, har været glade for det, selvom det virkede uoverskueligt i starten.

For Mikala Sørensen var den største bekymring at skulle til USA alene, hvor kulturen er helt anderledes end i Danmark. Hun fortæller, at det var meget angstprovokerende i starten, og at der var mange forhold, hun skulle vænne sig til. Noget så lavpraktisk, som hvilke varer hun kunne købe i supermarkedet var pludselig en stressfaktor.

Og så er der selvfølgelig pengene. I Beirut er der økonomisk krise, så man kan bo i en lejlighed til den rørende sum af 1200 kroner, men Mikalas ophold i USA så noget anderledes ud. Jeg spurgte hende, hvordan hun fik det til at hænge sammen økonomisk.

”Det gjorde jeg ikke. Jeg var nødt til at tage SU-lån to gange, mens jeg var afsted. Men jeg var heller ikke villig til at gå på kompromis med mine oplevelser – jeg ville gerne kunne tage til Hawaii og til Las Vegas. Så jeg valgte at tage nogle SU-løn, fordi det her var – og det lyder virkelig kliche, men en once in a lifetime experience,” siger Mikala Sørensen.

”Vi fornemmer helt klart et fald i antallet af udvekslingsstuderende, i forhold til tidligere. Det er næsten halveret. I er lige startet, og så skal I allerede tænke på at tage ud. Men corona spiller nok også en betydelig rolle i faldet.”

– Laurits Nansen, tilrettelægger hos DR

Fagligheden i udlandet

Nederst på min bekymringsliste står det faglige. Og det er måske et problem. For på DMJX’s studieservice har tidligere udvekslingsstuderende skrevet om deres ophold i udlandet, og én ting sprang mig i øjnene – det faglige niveau er lavere i udlandet. Mikala Sørensen oplevede også, at niveauet var lavere på hendes universitet, end det havde været på DMJX.

”Mange havde sagt til mig, at man skal vælge mellem det faglige og det sociale, når man er på udveksling. Men jeg havde tænkt vissevasse, det kan jeg sagtens få til at hænge sammen. Men jeg vil virkelig sige, at de personer havde ret, for der sker så mange ting, når du er afsted,” siger Mikala.

Hun tænkte selv meget over, om resten af hendes studiekammerater ville lave en masse produktioner, mens hun var afsted. Mikala skulle søge praktik, mens hun var i USA, så det gjaldt om at have noget at vise frem.

”Jeg havde lige haft et tredje semester, hvor jeg havde knoklet røven ud af bukserne. Så jeg følte godt jeg kunne stå inde for, at jeg havde et afslappet halvt år,” siger Mikala.

Da jeg spurgte Elisabeth Bjarløv ind til, hvordan DMJX sikrer, at skolerne har et vist fagligt niveau, forklarede hun mig, at der findes en slags smiley-ordning over partneruniversiteterne. Når en DMJX-elev kommer hjem fra udveksling skal eleven evaluere alle fag, de har haft. Hvis et partneruniversitet scorer lavt tre gange i træk, så ryger de ud.

”Men I er jo også vant til at have et højt niveau her, hvor det er svært at få høje karakterer. På de udenlandske universiteter er eleverne også typisk lidt yngre. I er ofte ældre og har gået mere i skole, så det kan også godt spille ind på det faglige niveau,” sagde Elisabeth Bjarløv.

Min bekymringsboble er ikke ligefrem bristet, men den ér faktisk rykket længere tilbage i maven. Jeg kommer med sikkerhed til at stå i Beiruts lufthavn med klistrede hænder og høj hvilepuls, mens jeg prøver at huske, hvordan man siger “Vil du hjælpe mig?” på arabisk – men altså, det sker nok ligegyldigt hvad. Og kommer jeg over det, så tror jeg altså ikke, at jeg er helt fucked i forhold til hverken venner, praktiksøgning eller faglighed.