Maria, Terese og Emil ville blive klogere på Vandkantsdanmark. I processen blev de klogere på hinanden
På DMJX vælger man ikke altid sin eksamensgruppe. Det kan sommetider resultere i en udfordrende arbejdsdynamik og andre gange skabe en overraskende åbenbaring. Sidstnævnte var heldigvis det, der skete for denne omgangs Bunkerprisvindere, da de rejste til Askø.
TEKST: LINE NILSSON
ILLUSTRATION: SIGRID CONRADSEN NIELSEN
FOTO: TERESE SOMMER, EMIL SIMONSEN NIELSEN & MARIA BUCH MARKUSSEN
HVAD ER BUNKERPRISEN?
Bunkerprisen
er en opmærksomhed, vi giver til hinanden. Den er sat i verden, så vi kan anerkende og lære af hinandens arbejde. Prisen gives til studerende på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole på baggrund af en nominering fra en medstuderende. Den gives for et produkt, der er lavet i forbindelse med en bunden opgave eller eksamen i et fag, der udbydes på skolen. Det er redaktionens håb, at vi med prisen inspirerer til at udveksle journalistiske erfaringer og reflekterer over egne og andres produktioner.
Maria Buch Markussen, Terese Sommer og Emil Simonsen Nielsen havde hverken selv valgt hinanden eller lavet journalistik sammen før. Men de opdagede hurtigt, at deres forskellige kompetencer skabte grobund for et godt samarbejde.
Maria, Terese og Emil vinder Bunkerprisen for deres videoprodukt ‘Kampen om Vandkantsdanmark’. I deres videofeature møder vi Per Skov Madsen, der bor på Askø, en lille ø i Smålandsfarvandet. Her har han sammen med sine ø-naboer kæmpet en kamp mod Lollands kommune, som har valgt at nedlægge den færgerute, der forbinder Askø til Bandholm på Lolland – altså den hurtigste rute fra ø til fastland.
Gruppen belyser et problem, som de færreste kan genkende. Alligevel bliver man som seer draget og nysgerrig på øboernes konflikt, sammenhold og kampgejst. Det bliver man, fordi gruppen har tænkt ud af boksen og haft modet til at gå med de kreative idéer. Derudover er det tydeligt at se hvor meget arbejde og tid, der er lagt i produktet, og det vil vi gerne anerkende vores medstuderende for.
Selvom den manglende færgerute kun vil berøre Askøs 36 øboere, er deres perspektiv og historie vigtig, og vi vil gerne hylde Maria, Terese og Emil for at udføre en af journalistikkens vigtigste opgaver: At skabe plads til debat og rykke tæt på de mennesker, debatten kredser om. Ved at gå tæt på Per Skov Madsen og resten af Askøs beboere formår gruppen at formidle en stemme og et perspektiv, der bidrager til en spændende diskussion.
Med Bunkerprisen vil vi gerne både hylde vores medstuderende for deres journalistiske arbejde og tage ved lære af deres erfaringer og oplevelser.
Hvad kan vi så lære af deres arbejde? Det har vi taget en snak med Maria og Emil om.
Hvordan har I researchet på emnet?
”Det var faktisk Terese, som kom på idéen om øboere, og så undersøgte vi nogle forskellige perspektiver. Vi fandt hurtigt ud af, at der på de danske øer bor en masse engagerede og passionerede mennesker, som var meget villige til at tale med os, og det er jo altid et godt første skridt,” fortæller Emil.
”Vi dykkede ned i Facebook-grupper, og der faldt vi over en debat om færgeruten fra Askø til Bandholm, som var ved at blive nedlagt. Det var tydeligt på opslag og kommentarspor, at det gjorde en masse mennesker meget frustrerede. Folk postede modstandssange og alt muligt. Det synes vi var spændende. Én, der var meget aktiv i debatten, var Per Skov Madsen. Vi fik kontakt til ham, og han sagde ja med det samme,” forklarer Maria.
Hvorfor er historien relevant?
”Altså det er jo et nicheproblem, og det var vi også opmærksomme på både i udarbejdelsen og i interviewene med vores hovedperson, Per. Vi sørgede for at stille kritiske spørgsmål til historiens relevans, både til os selv og til vores kilder. Men det var nok også det nichede, vi synes, var det spændende ved historien,” forklarer Emil.
Maria uddyber, at selvom det kun berører få mennesker, handler det om os alle sammen.
”Der er jo også rigtig meget snak om Udkantsdanmark og især med fokus på, at der skal flere arbejdspladser derud. Vi tog den så et skridt længere og var nysgerrige på Vandkantsdanmark, de mennesker, der bor dér, og det, der optager dem. Særligt fordi de kæmper for en sag, som handler om så få mennesker, men som alligevel har en stor kulturel betydning for Danmark, fordi vi jo er et ørige,” siger Maria.
Hvad var den største læring, I har taget med jer fra arbejdet?
”Vi boede jo hos Per og hans kone på Askø under hele processen. Vi blev opvartet med kost og logi, og det gjorde jo, at vi konstant skulle være opmærksomme på vores journalistiske integritet. Vi skulle være ekstra bevidste om ikke kun at tale deres sag, men også have et kritisk blik på historien. Det var et specielt forløb, for vi endte med nærmest at have et venskabeligt forhold til vores kilde. Så der var en god læring i at kunne træde ind og ud af journalistrollen,” fortæller Emil.
Men Emil uddyber, at det var også en journalistisk fordel at få så tæt et forhold til sin kilde.
”Netop den tætte relation vi fik til Per, gjorde, at jeg på intet tidspunkt var nervøs for at instruere ham eller stille ham kritiske spørgsmål. Jeg blev enormt bevidst om, hvor vigtigt og essentielt det er at have en god relation til sine kilder,” fortæller Emil.
Maria fortæller om en anden vigtig erfaring, gruppen fik ud af opgaven.
”Vi opdagede også, at vi hver især har nogle forskellige spidskompetencer, og det er jo bare om at udnytte dem og trække på hinandens færdigheder. Vi gjorde hinanden bedre på den måde. Jeg er for eksempel ikke særlig interesseret i klipning, men det er Emil vildt skarp til,” siger Maria.
”Du er rigtig god til at have det overordnede overblik og arbejde med kilder. Og kæmpe cadeau til Terese og hendes tilrettelæggelse, det er hun bare virkelig dygtig til,” tilføjer Emil.
Hvad var det fedeste, I oplevede under processen?
”Altså først og fremmest er dette projekt, dét, hvor jeg har mødt flest ildsjæle. Det var ildsjæle med røg ud af ørerne, jeg har aldrig oplevet noget lignende”, siger Emil.
”Det var nogle enormt passionerede mennesker, der alle bakkede hinanden op. De tog alle sammen turen fra Askø til Christiansborg for at være med til høring, og det siger bare så meget om deres sammenhold. Det synes jeg godt nok, var vildt at opleve,” forklarer Maria.
”Og så er det jo bare specielt at lave videofeature, for man kommer tæt på sine kilder på en anden måde, end jeg har prøvet før, og det var en vildt fed oplevelse at få,” fortæller Emil.
Hvilke råd vil I give jeres medstuderende?
”Man må godt gå med en nicheting, for man kan faktisk godt gøre det ret fedt. Og i forhold til video så tænk over, hvor du kan få nogle fede skud henne, for det gør bare så meget for produktet, at omgivelserne også taler ind i historien”, siger Maria.
”Jeg vil sige: Gå efter kilderne som det første. Det skal være nogle kilder, som har noget at fortælle og er passionerede. Særligt på video. Det er så tydeligt at se, når en kilde er med, fordi de skal, og når en kilde er med, fordi de har noget på hjerte,” siger Emil.
”Ja, find de kilder som brænder så stærkt for noget, at det brænder igennem skærmen,” siger Maria afsluttende.
