Skyd brystet frem, Batman

Skyd brystet frem, Batman

Skyd brystet frem, Batman

TEKST: MADS KLEIS
ILLUSTRATION: ANTON LARSEN

Udgivet den 27. marts 2025

I sidste udgave af Bunkeren faldt jeg over et debatindlæg, jeg syntes skulle basse lidt ned. Her blev der skrevet med store bogstaver og malet med den bredeste pensel.

Skolens foreninger skulle efter sigende være skabt af højrøvede studerende og tjene til at egobooste og fordreje drivkræfternes selvbilleder. Det, synes jeg, er et selvmål af dimensioner kommende fra en skribent, der selv har stået i spidsen for en forening og derfor om nogen må kende til det arbejde, der ligger i det.

Skribenten insinuerer videre, at bevæggrundene for de opblæste elevers engagementet i foreningsarbejdet skulle være en idé om, at det gør dig til et bedre menneske, en bedre journalist, lover dig en fremtid.

Jeg må bare erkende, at jeg ikke kan genkende analysen – selvom jeg forstår, hvor kritikken kommer fra. For der er givetvis elever på skolen, der lever op til beskrivelsen, men brodne kar skal ikke have lov at skabe en usund og antidemokratisk diskurs. Hvilket jeg desværre føler, det sikkert velmenende indlæg efterlader mig indtrykket af.

For ja – overdrivelse fremmer forståelsen. Men en overdreven overdrivelse skaber et falskt narrativ, der i værste fald afholder elever fra at tage ansvar, fordi de frygter, hvad onde tunger tænker om dem i et, i forvejen, hyper-selvbevidst studiemiljø.

Hvad jeg til gengæld godt kan genkende, er opfattelsen af det snobberi, der ligger i skolens omdømme. At vi skulle være den ypperste journalistuddannelse, fordi vi er den originale, og at vi er de bedste, fordi vi har klaret ’Danmarks sværeste optagelsesprøve’. Det kunne vi langt hen ad vejen godt slappe lidt af med. Men er der ét sted, hvor vi har noget at have det i, er det vel netop på foreningsfronten?

For vi har et væld af foreninger i alle diskokuglens farver, der spænder fra fodbold over drukfaciliteret hygge til grundig skolekritisk journalistik og dokumentarisme. En fuldstændig gratis omgang studiefaglig hygge og blød indføring i foreningsarbejde, der skiller os ud fra mængden, og som vi kan være stolte af.

Men foreningerne driver ikke sig selv. De er ikke en naturlig selvfølge, om end de bliver holdt kunstigt i live af filantropiske indsprøjtninger fra Berggren-fondet, KaJ og DSR. Hvis ledelsesgange i øvrigt på ingen måde forekommer mig hverken højrøvede eller opblæste, men rettere forudsætningsskabende og ambitionsfremmende.

For selvom den økonomiske støtte flyder støt og loyalt, er foreningerne intet uden de elever, der løfter opgaven til glæde for alle de unge og håbefulde, der har lyst til mere end JM og JiS. Til glæde for dem, der har så meget blod på tanden, at biblioteket, radiostudiet og klipperummet sjældent får en pause.

Det kræver tid og kræfter at føre en forening videre. Det kræver ansvarsfølelse og passion. Og hvis denne luksusvare fortsat skal udbydes på indbydende vis, skal vi for guds skyld ikke udskamme dem, der lægger kræfter i, at studiemiljøet også er lækkert efter lukketid.

Jeg står selv i spidsen for Genlüd. En opgave jeg overtog her på mit tredje semester. Jeg har måske sammenlagt brugt over 30 timer bare i løbet af den første måned på alt fra valg af nye redaktører, møder og foreningsbazar til læsning af programansøgninger, planlægge sendefladen og at være der for vores medlemmer.   

Og hvad får jeg så ud af det? En radio med omtrent 100 daglige lyttere. Hvis mit engagement som ansvarshavende chefredaktør skulle være forankret i en motivation om prestige og selvpromovering, så synes jeg, at det er en høj og disproportional pris at betale for et medie, der sjældent bliver hørt af andre end værternes egne venner og familier.

Er det derimod forankret i at være garant for en videreførelse af en traditionsbåren studieaktivitet, jeg selv satte stor pris på, da jeg sendte radio på mit første semester, så synes jeg, det er godt givet ud i den større sags tjeneste. Det er heldigvis sådan, jeg vælger at anskue det.

SELVFØLGELIG skal vi ikke føre os frem og basere hele vores identitet på en foreningspost. Ligesom vi SELVFØLGELIG ikke skal pisse på et stødhegn. To sandheder jeg anser for at være lige vidt universelle. Men SELVFØLGELIG skal vi turde at engagere os i fællesskabet og stille os frem uden fare for at blive framet som en opblæst nar.

Jeg er, som det forhåbentlig skinner igennem, altså grundlæggende uenig i betragtningen. Men hvor vi til gengæld er helt enige, er at man møder en masse mennesker uden for sit eget semesters osteklokke. Jeg synes så heldigvis bare, at der er langt mellem de trælse varianter og kort mellem de ydmygt flittige.

Så vær med i foreningerne! Og vælg lige præcis den eller dem, du brænder for, så din interesse afspejler sig i din indsats. Og skyd brystet frem, Batman. Du har fortjent det. Men vær en god kammerat i processen. Det er dét, det hele handler om, og ikke spor andet.

“Jeg styrer solen herfra,” joker han. 

Manglen på praktikpladser er en evig forbandelse, men kortere praktik er ikke løsningen

Manglen på praktikpladser er en evig forbandelse, men kortere praktik er ikke løsningen

Manglen på praktikpladser er en evig forbandelse, men kortere praktik er ikke løsningen

Journalistuddannelsen er på vej mod forandring, men hvad koster det, hvis vi skærer i praktikken? DMJX vil nedjustere praktikperioden fra 18 til 12 måneder. I stedet får vi et semester mere på skolebænken. Kan vi sikre kvaliteten af vores uddannelse uden at miste værdifuld erfaring?

TEKST: PELLE ANDREAS REYNBERG
ILLUSTRATION: ANTON LARSEN

Udgivet den 27. marts 2025

Jeg har gået på denne skole siden efteråret 2023, og siden dag et har ét emne fyldt mere end alle andre: Praktik. Jeg tror, at alle kan nikke genkendende til den usikkerhed og nervøsitet for fremtiden, der opstår, når man taler om praktik. Hvor kommer jeg hen? Hvad skal jeg lave? Bliver jeg glad for det? Men allervigtigst: Får jeg overhovedet en plads?

For mange journaliststuderende er praktiktiden ikke blot en periode i deres uddannelse. Det er den tid, hvor de for alvor bliver journalister. Det er her, hvor man rigtig får skidt under neglene, kan begynde at skabe det netværk, der kan være med til at forme en karriere efter endt uddannelse og droppe sætningen: Det bliver udgivet på Mediajungle. 

Men lige nu bliver praktikperioden set som et problem, og ledelsen på DMJX har en effektiv løsning: Skær den ned.

Et tveægget sværd
Problemet med praktik er et tveægget sværd. Der mangler så mange praktikpladser, at alt for mange studerende hvert år bliver tvunget til at tage et semesters orlov midt i deres uddannelse. Det er et kæmpe problem. Der er noget grundlæggende forkert ved, at studerende, der gør alt rigtigt, alligevel bliver sat på pause.

På den anden side er den traditionelle journalist truet, og uddannelsen har brug for fornyelse for at følge med den rivende udvikling, som den moderne medieverden kræver. Journalister mangler i dag færdigheder, som vi ikke bliver uddannet tilstrækkeligt i. Hvordan laver vi journalistik, der også fungerer på TikTok? Kan man som journalist klare sig på de markedsvilkår, der eksisterer i dag?

Et drastisk fald i ansøgere, men er løsningen at skære i praktikken?
Ansøgerantallet til journalistuddannelsen på DMJX er faldet drastisk. I 2020 var der fem ansøgere per studieplads. I dag er tallet nede på tre.

”Jeg tror, at en masse unge menesker drømmer om at lave megafedt indhold. Men jeg tror ikke nødvendigvis, at de tænker, at det er journalistik. Og vi skal hjælpe dem med at lave den kobling,” fortæller bestyrelsesformand på DMJX, Lea Korsgaard, til fagbladet Journalisten.

Forslaget, som er sendt til Uddannelses- og Forskningsministeriet, indebærer, at vi i stedet for det tredje semester i praktik skal have et ekstra semester på skolebænken. Motivationen bag giver god mening: Med en ny journalistuddannelse, der appellerer mere til tidens unge, håber bestyrelsen på DMJX at få ansøgertallet til at stige igen og samtidigt løse problemerne med manglende praktikpladser ved at skære i praktikperioden.

Men kan det ikke lade sig gøre uden at skære i den praktikperiode, som både arbejdsgivere og praktikanter er så glade for?

Fremtidens journalistuddannelse
Jeg mener ikke, at man skal skære i praktikperioden – kig i stedet på, hvor den eksisterende undervisning kan optimeres. Så vi studerende bliver klædt ordentligt på til den branche, vi skal ud i. Hvis vi vil sikre, at journalister i fremtiden står stærkere, så skal vi ikke give dem mindre erfaring. Vi skal give dem mere.

I stedet for at skære i praktikken bør vi udvide horisonten for, hvad journalistuddannelsen kan bruges til. Måske giver det bedre mening at tænke journalistuddannelsen som en bachelor, hvor man efterfølgende specialiserer sig med en kandidat. I stort set alle andre fag er det en selvfølge, at en bachelor ikke er nok til at være færdiguddannet, så hvorfor skulle det være anderledes for journalister?

Samtidig bør vi tage et grundlæggende opgør med optaget på uddannelsen. Hvis der er for få praktikpladser, hvorfor så optage så mange? Hvert år hører vi om store fyringsrunder på dagblade og i mediehuse, og tendensen ser ikke ud til at vende lige foreløbig. For mig at se giver det ikke mening at uddanne så mange journalister, når vi ikke har praktikpladser til dem, og i mange tilfælde er der heller ikke relevante jobs til dem bagefter.

Desuden er journalistik ikke længere kun forbeholdt dem, der tager en journalistuddannelse. Mange af dem, der arbejder med journalistik i dag, har vidt forskellige baggrunde, og mange kommer fra den akademiske verden. Journalistuddannelsen skal ikke være et lukket system, og måske bør vi begynde at tænke den som en bredere uddannelse, der kan føre til flere forskellige specialiseringer.

Vi løser ikke fremtidens udfordringer ved at skære i praktikken
Jeg forstår godt behovet for at tænke nyt og ændre journalistuddannelsen. Det kan jeg også høre fra mange af mine medstuderende. Den moderne medieverden har brug for journalister med stærkere specialiseringer, for eksempel bedre færdigheder inden for kunstig intelligens, mere indsigt i internetalgoritmer og evnen til at læse regnskaber. Det er heller ikke noget, der blandt os studerende virker til at være stor modstand imod. Tværtimod.

For mig at se giver det bare ingen mening, at man straks begynder at se på nedskæring af praktikperioden og ikke på antallet af elever, der bliver optaget på skolen. Det er jo uden tvivl den lavest hængende frugt, og dér, hvor man kan løse manglen på praktikpladser nemmest, uden at man tager noget fra nogen. Økonomisk set forstår jeg udmærket, hvorfor bestyrelsen er tilbageholdende med at reducere antallet af elever. Færre elever betyder færre midler til skolen, hvilket naturligvis kan have negative konsekvenser. Men hvis målet virkelig er at uddanne dygtige journalister, der er velforberedte til fremtidens medielandskab, bør man anlægge et mere idealistisk syn på sagen.

Det er langt fra sikkert, at forslaget bliver til virkelighed. Først skal Uddannelses- og Forskningsministeriet bakke op om idéen, og det vil kræve, at de finder flere millioner kroner i en tid, hvor regeringen skærer i de videregående uddannelser. Jeg tvivler på, at det bliver til noget. Men hvis det gør, vil det først blive implementeret om flere år.

Det giver ingen mening, i min optik, at skære det sidste semester af praktikken fra. Det vil være et forkert fokus, da praktikken spiller en afgørende rolle i at styrke de studerendes fundament, før de for alvor træder ud i branchen.

REDAKTIONEN ANBEFALER

REDAKTIONEN ANBEFALER

REDAKTIONEN ANBEFALER

TEKST: REDAKTIONEN
ILLUSTRATION: GRØNNINGEN 1, DR, TORTOISE, PALOMAR, YABAYAY MEDIA & ANTIPODE FILMS, ANTON LARSEN

Udgivet den 27. marts 2025

Temperaturerne er tocifrede igen, dagene er længere, og fredag eftermiddag sidder DMJX’erne nu udenfor i solen og drikker deres Kurt-øl. Foråret har meldt sin ankomst! Om du forsøger at suge hver en solstråle med en bog i hånden, går flere ture med podcast i ørerne eller helst vil sidde under dynen med en god film, har vi din ryg. 

Avisens redaktion har samlet en række anbefalinger, som du kan nyde både inde og ude. Nogle er spiselig erhvervsjournalistik, andre er de personnære fortællinger, der ligger bag udenrigspolitiske emner. Og selvom det måske ikke lyder som noget, du plejer at interessere dig for, kan du sagtens blive fanget. Lækker formidling kan gøre hvert et emne spændende. God fornøjelse!

No Other Land (Yabayay Media & Antipode Films) er ikke bare en rørende, smuk og hårrejsende dokumentarfilm, men også decideret fænomenal journalistik. En palæstinensisk ung mand bosat på Vestbredden filmer de bosættere, der ødelægger hjem og liv. En israelsk journalist mødes med den unge mand. Herfra følger man konflikten tage til, hvor deres venskab udvikler sig, og den nu lidt ældre palæstinenser mister håbet. Den er relevant, aktuel og det er ikke mærkeligt, at den lige har vundet en Oscar for bedste dokumentar. Se, se, se!

En historie om mennesket (Grønningen 1) er en bog, hvor Rane Willerslev og ledende forskere fortæller om menneskets fascinerende historie. Bogen tager dig med på en rejse helt tilbage til nogle af de første mennesker og til dengang Homo sapiens ikke var den dominerende menneskerace. Bogen tager os også igennem den skelsættende landbrugsrevolution, hvor mennesket gik fra at være jægere og samlere i et nomadesamfund til at være fastboende agerbrugere.

Sorte tal (DR) er podcasten til dig, der gerne vil vide lidt mere om, hvad der foregår i de vigtigste danske virksomheder. Hver uge tager vært Ulrik Rosenkvist sammen med sin faste makker Sune Aagaard lytteren igennem de største nyheder på C25-fronten, stalker topdirektørerne på LinkedIn og gætter ‘ugens tal’. Det kan lyde lidt erhvervsnørdet, men selvom vokabulariet er præget af CBS-ordbogen, sørger værterne for en krog i virkeligheden, så alle kan være med. Et godt sted at starte sin nye interesse i erhvervslivet.

Sweet Bobby (Tortoise) er en podcast, hvor Alexi Mostrous undersøger en af Englands værste tilfælde af internetsvindel gennem identitetstyveri og kærlighedsmisbrug. Podcastserien fortæller historien om Kirat og Bobby. Forholdet mellem Kirat og Bobby er ægte, men foregår over telefonen og Skype. Podcasten tager lytteren gennem hele forløbet, fra før Bobby kontakter Kirat til den grue ende, hvor Kirat endelig finder ud af, hvem hun i virkeligheden har talt med i alle de år. Serien udfolder sideløbende en undersøgelse af ‘Bobby’ og forsøger, i løbet af de seks episoder, at gøre det, politiet ikke kunne gøre: Hjælpe Kirat til en form for retfærdighed og afslutning på et 10 år langt misbrug af hendes tid, penge og person.

Slavenation Danmark (DR) er et godt alternativ til dramadokumentaren ’Slave af Danmark’. Der har de sidste mange uger været heftig debat om DR’s nye dramadokumentar ’Slave af Danmark’, men allerede tilbage i 2017 lavede DR en historisk dokumentar om tiden, hvor Danmark var en slavenation. I tre afsnit á cirka 30 minutter tager vært og historiker Cecilie Nielsen os tilbage til et dystert kapitel i danmarkshistorien, som vi ved alt for lidt om. Så hvis du ligesom anmelder Henrik Palle fra Politiken også ønsker mere perspektiv og historisk kontekst og mindre  dramatiseret underholdning, så er historieserien ’Slavenation Danmark’ et godt bud.

 

Mit elskede land (Palomar) af Jelena Kostjutjenko er en reportagebog, der giver et indblik i hverdagens Rusland under Vladimir Putins styre. Her møder forfatteren helt almindelige russere i samfundets udkant og følger deres liv præget af blandt andet korruption, alkoholisme og fattigdom. Kostjutjenko er journalist og var tidligere medarbejder ved den uafhængige og nu lukkede avis Novaja Gazeta, inden hun søgte eksil i Vesten.

Redaktionen anbefaler: Nervepirrende podcast, livsændrende litteratur, lærerig selvkritik og journalistik med afgørende adgang

Redaktionen anbefaler: Nervepirrende podcast, livsændrende litteratur, lærerig selvkritik og journalistik med afgørende adgang

Redaktionen anbefaler: Nervepirrende podcast, livsændrende litteratur, lærerig selvkritik og journalistik med afgørende adgang

TEKST: AMALIE WESSEL-TOLVIG
ILLUSTRATION: DR, POLITIKEN, POLITIKENS FORLAG, ANTON LARSEN

Udgivet den 10. oktober 2024

Udgivelser er der nok af. Tid er der knap så meget af. Hvad skal du prioritere at se, læse og lytte til i det bugnende landskab af journalistiske publikationer? Det har vi i Illustreret Bunkers redaktion besluttet, at hver avis kommer med en række bud på. Anbefalingerne kommer fra redaktørernes individuelle medieforbrug, så de er forskellige, men har det til fælles, at de kan give dig læring, inspiration og givende fordybelse i bytte for din sparsomme tid i en travl hverdag som studerende.

Redaktionen anbefaler …

Et farligt match (P3) er en del af podcastserien Under Radaren, som P3’s nye undersøgende redaktion står bag. Sille Ugelvig er vært, og hun afdækker med serien “det, der sker i skyggerne”. ‘Et farligt match’ handler om, hvordan radioværten Maria Josefine Konstantin Madsen (JoJo) oplevede, at et match på en datingapp førte langt værre end nervøsiteten inden og skuffelsen efter en mislykket date med sig. “Hvem er det egentlig, man møder, når man swiper til højre?”, spørger podcasten, der vil “undersøge den skyggeside, der kan være ved dates, der begynder gennem datingapps”.

Fortællingen udfoldes gennem de famøse tre brændselselementer, der terpes på første semester. Identifikation! Vi er med JoJo, fra hun opretter sin profil på Tinder, til hun har en oplevelse, der ændrer hendes liv. Information! Vidste du, at fælles venner på sociale medier er en falsk tryghed, når vi tjekker op på dem, vi dater? Det forklarer Emil Ludwigsen, der er ekspert i online fællesskaber på Center for Digital Pædagogik. Han er seriens ekspert. Fascination! Vi bliver fortalt en historie, der, som podcasten også selv siger, måske ellers var gået “under radaren”.

Du finder podcasten i DR Lyd.

Tabloid på P1 er alfa og omega! Især for journaliststuderende. Marie Louise Toksvig er vært på programmet, hvori hun hver fredag gennemgår mediedækningen af sager, der har fyldt fladen i ugen, der er gået. Det gør hun i samarbejde med en skiftende med-vært. Her kan nævnes Huxi Bach, Maise Njor, Adina Ren, Thomas Stokholm og Lone Theils. Der er refleksion, selvkritik og velovervejede spørgsmål på programmet, når vi får lov at komme med ind i et rum, hvor journalister og redaktører taler om de valg i journalistisk dækning, hvor det er relevant at spørge: Hvorfor gjorde I sådan, og kunne eller skulle I have gjort det anderledes?

Programmerne er desuden guld værd at lytte til og blive inspireret af, når man skal lave analyse af journalistiske produktioner eller som supplement til undervisningen i mediejura.

Du kan høre Tabloid på P1 hver fredag klokken 9:00 eller som podcast i DR Lyd.

“De kalder sig gadens journalister” (Politiken) er en fortællende artikel. Eller er det en feature? Eller et portræt?

Artiklen inviterer læseren ind et sted, hvor vi møder mennesker på en måde, der kun kan lade sig gøre, fordi en journalist har arbejdet grundigt med kilder, der ellers er svær adgang til. Den er skrevet af Simon Lund, der er musikredaktør hos Politiken, og fotos er taget af Miriam Dalsgaard. Det i sig selv er argument for at se og læse med.

I to år har Politiken fulgt den aarhusianske rap-gruppe Shooter Gang og manageren Marwan. De holder til i Trillegården i Aarhus V, hvor hverdagen handler om at undgå gaden, holde sig fra kriminalitet og føre dem selv og musikken videre.

Artiklen er udover at være en spændende fortælling også et eksempel på den balance, det kræver, hvis der skal optræde et ‘jeg’ i journalistik, der på ingen måde handler om journalistens ‘jeg’, og hvordan det at inddrage sin egen og fotografens tilstedeværelse i nogle tilfælde kan bidrage til karakteristikken af dem, det handler om. Men den kan også rejse spørgsmålet, hvad jeg’et skal i teksten, og på den måde er det her også en anbefaling, der kan inspirere til en faglig diskussion.

Hvis ikke du har abonnement, og du bedst kan lide at læse hjemme, kan du få adgang til artiklen med Cisco Secure Client.

Kig op – Hvordan skærmen kom imellem dig og mig – og hvordan vi tager kontrollen tilbage af Jakob Sorgenfri Kjær (Politikens Forlag) er et stykke livspensum. Der findes mange bøger om skærmbrug og teknologiens indflydelse på mennesket og vores måde (ikke) at være sammen på, nogle mere hidsige end andre, og hidsigheden kan være svær at lytte til i en hverdag, hvor de fleste af os er dybt afhængige af at vide, hvad der foregår på alle vores apps. Denne bog er helt nede på jorden og i øjenhøjde. Derfor virker den.

Jakob Sorgenfri Kjær er undersøgende journalist hos Politiken, hvor han skriver om teknologi. I denne bog tager han afsæt i sine egne oplevelser med den lille skærm, de fleste af os altid enten har i lommen eller foran ansigtet. Hvorfor er den svær at slippe, selv når vi gerne vil, hvilke og hvor store konsekvenser har alle de timer, det blålige lys beamer, og hvad kan vi stille op?

Bogen har forandret i hvert fald ét medlem af redaktionens hverdag til det bedre. Forhåbentlig kan den spire lignende forandring hos flere.

Med anbefalingen følger en opfordring til at gemme telefonen væk og gå på det lokale bibliotek for at låne bogen.

Journaliststuderende bør undervises i personlig branding på sociale medier

Journaliststuderende bør undervises i personlig branding på sociale medier

Debatindlæg bragt i Illustreret Bunker er alene et udtryk for skribentens eller skribenternes holdninger.

Journaliststuderende bør undervises i personlig branding på sociale medier

Vi lever i den mest digitale tidsalder. De fleste unge danskere har minimum et par forskellige sociale kanaler. En undersøgelse fra Danmarks Statistik fra 2023 viser endda, at 91 procent af den danske befolkning bruger sociale medier. Danmark er det land i Europa, som bruger de sociale medier allermest. Men journalistuddannelserne afspejler ikke denne brug. Ikke når det kommer til at udnytte de sociale mediers enorme potentiale i form af selvpromovering, personlig branding og karrieremuligheder. Det er en fejl.

TEKST: AMALIE LUTHER
ILLUSTRATION: SIGRID CONRADSEN NIELSEN

Udgivet den 10. oktober 2024

POV: Du skal skrive en jobansøgning til en studentermedhjælperstilling hos en stor mediegigant. Det kunne også være en fuldtidsstilling som journalist på en radiostation. Du vil gerne vise alt, hvad du har lært på din journalistuddannelse. Alt, hvad du kan, alt, hvad du er. Men det kan virke uoverskueligt, for du ved, at du både skal shine, være kreativ, progressiv, nytænkende, og frem for alt skal du sælge dig selv. Hvordan gør man det bedst?

I en tid hvor der bliver kæmpet med spidse albuer, spidsede blyanter og skarpe ansøgninger om både praktikpladserne og fuldtidsstillingerne, bør journalistuddannelserne tilbyde deciderede kurser i, hvordan de studerende kan brande sig selv på sociale medier. På nuværende tidspunkt udbydes der ingen kurser i personlig branding på sociale medier på journalistikuddannelsen på RUC. Emnet bliver dog kort berørt inden praktiksøgningen, men den mønter sig ikke som decideret undervisning i personlig branding på SoMe. Hvad med jer, DMJX? Bliver I undervist i at fremvise jeres bedste sider på X?

Jeg mener, at alle uddannelserne bør undervise i SoMe. Det bør allerede blive introduceret fra starten og bør gælde alle online platformer – både LinkedIn, Instagram, X, TikTok og lignende. For der er et kæmpe uudnyttet potentiale gemt her, hvor man har muligheden for at vise, hvor kreativ, underholdende, velorienteret og unik man er.

Sociale medier er en del af vores liv

Der vil selvfølgelig altid være undtagelser. Dem, som mener, at hvad jeg siger, er helt ude i hampen. At sociale medier ikke skal overtage vores liv totalt, at vi allerede bruger rigelig tid på Instagram, og at man også bare gerne vil have lov at have et stykke af internettet for sig selv uden at skulle gruble over, om en fremtidig arbejdsgiver ser ens nyeste TikTok-video, hvor man danser lidt fjollet til den nyeste trend. Men her må jeg advokere for, at sociale medier jo bare ér en stor del af vores liv. Bevares, du kan altid oprette en ekstra profil, som kun benyttes i professionelle sammenhænge. Man bestemmer selv, hvor stor en del det skal fylde, og hvis du gerne vil holde alle dine kanaler tæt ind til kroppen, så gør du bare det.

Brug for redskaber og værktøjer

Men for dem, som ønsker at dygtiggøre sig, skal der være rum og plads. Ellers risikerer vi som journalister at blive rendt over ende af selvlærte influencere og selvstændige skribenter, som i dagens Danmark kan utrolig meget. Det er her, at vi skal skille os ud og kunne matche, så vi for alvor cementerer, at det er os, der har styr på medierne og har en god kerneforståelse for alle de informationskanaler, som rigtig mange mennesker bruger. Det er her, vi har muligheden for at vise, hvor dygtige vi er til at klippe videoer, redigere billeder, skrive artikler eller opslagstekster og gerne vil vise al den erfaring, vi har gjort os. Det er her, vi har muligheden for at shine mest muligt. Men vi har brug for redskaber, værktøjer og indsigt. Hvordan kommunikerer jeg bedst ud, hvilken journalist jeg ønsker at være? Hvordan brander jeg mig selv, så radiostationerne/avisgiganterne/kommunikationsbureauerne får øje på netop mig? Hvordan skal min LinkedIn komponeres, så de får øje på mine kernekompetencer, læser mine bedste artikler, bliver fanget af min overskrift, spotter mine videoer?

Bane vejen for karrieren

Jeg vil gerne foreslå, at journalistuddannelserne begynder at undervise i et kursus i personlig branding på de sociale medier. Mange journalister bruger allerede sociale medier som X, LinkedIn eller lignende til at fremvise et bestemt image af dem selv samt engagere sig med deres følgere. Det er genialt, for det er en visuel og online profil, som gør det nemt for arbejdsgiverne at identificere ens professionelle DNA, men det skaber også nye kontakter og potentielt flere arbejdsmuligheder.

Mestrer man personlig branding, kan det bane vejen for ens karrieremuligheder. Man kan kontrollere ens professionelle identitet udadtil, og det kan skabe kontakter, som potentielt kan vare hele ens arbejdsliv.

Men vi mangler viden og indsigt, og det er her, uddannelserne kan agere som bindeled.

I bør undervise os i, hvordan vi individuelt kommer til at shine bedst muligt på vores LinkedIn, X, Instagram, TikTok med flere. Her tænker jeg både til praktiksøgning, men også til studiejobansøgning og fuldtidsjobsøgning efter endt studie. Hvordan skaber vi en professionel Instagram-konto, hvor redaktøren siger: ”Shit, han er nice til at komme frem med sine budskaber!”. Hvordan skaber vi en LinkedIn-profil, hvor arbejdsgiveren siger: ”Nej, hvor har hun en struktureret profil, hvor hun har tydeliggjort sine kompetencer!”. Hvordan skaber vi en TikTok-profil, hvor lederen i kommunikation siger: ”Wow, hvor er hun god til at klippe videoer og fange de unges interesse!”.

Vi vil have de gode tips og fif – hvor en underviser eller ekspert udefra kan guide os til at medsende et link til en TikTok-profil, hvor det skinner igennem, hvor god man er til at klippe videoer, når mediet netop søger én til at klippe. Hvor vi får et kursus i at skrive LinkedIn-CV’er, som fremkalder lysten til at læse mere. Hvor vi bliver guidet til en unik, professionel X-konto, som viser den journalist, vi ønsker at brande os selv som.

Udnytte deres potentiale

Jeg har på min vej mødt mange medstuderende, som ikke havde en professionel identitet på de sociale medier. Måske nogle af dem aktivt har valgt det. Men jeg ved, at mange gerne vil skabe den perfekte LinkedIn eller vise deres artikler på en Instagram-konto. De aner bare ikke, hvor de skal begynde. Nogle deler deres artikler vidt og bredt. Andre aner ikke, hvordan man skal sælge sine tekster på de sociale kanaler, så folk får lyst til at klikke på dem. I en tid hvor freelancejournalistikken bliver mere og mere udbredt, vil det være genialt at kunne bruge de sociale kanaler til at gøre opmærksom på sig selv og ens arbejde.

Snart viser kalenderbladet 2025. Men det skal også gerne kunne afspejles på journalistuddannelserne. Så en (lille) bøn herfra – gør de studerende endnu stærkere online, hjælp os til at shine, og ban vejen sammen med os. Jeg ved, at I allerede prøver på det. Men lad os tage den til næste niveau sammen.

Praktikant på Kristeligt Dagblad og journaliststuderende på DMJX, Victor Heide-Jørgensen, døde den 24. marts 2024. Illustreret Bunker har bedt nogle af de mennesker, som stod Victor nær, mens han gik på DMJX, om at skrive et mindeord

Praktikant på Kristeligt Dagblad og journaliststuderende på DMJX, Victor Heide-Jørgensen, døde den 24. marts 2024. Illustreret Bunker har bedt nogle af de mennesker, som stod Victor nær, mens han gik på DMJX, om at skrive et mindeord

Praktikant på Kristeligt Dagblad og journaliststuderende på DMJX, Victor Heide-Jørgensen, døde den 24. marts 2024. Illustreret Bunker har bedt nogle af de mennesker, som stod Victor nær, mens han gik på DMJX, om at skrive et mindeord

Privatfoto: Victor Heide-Jørgensen siddende yderst til højre

TEKST:  TRINE BJØRN EGEDE, ALEXANDER KLOPPENBORG LUNDE, TOBIAS WINTER OG KERSTINE WINTHER
FOTO:  PRIVATFOTO

Udgivet den 30. maj 2024

Kære Victor

Det er uvirkeligt at skrive det her. Når tankerne får lov at vandre i en stille stund, så tænker jeg ofte på dig. Jeg tænker på, at minutterne går, og du ikke kommer til at opleve dette minut og det næste. Du kommer ikke tilbage, det har jeg fattet nu. Så siger jeg tak. Tak for dig.

Tak for alle de gode stunder i vores tid på Illustreret Bunker. Tak for at du altid var der for mig, når jeg blev usikker. Tak for altid at sparre med mig og for at være min allierede, hvad end det var artikler til avisen eller i rollen som journalistpraktikant i den fremmede verden, som Udenrigsministeriet var.

Når jeg tænker tilbage på dagene i dit selskab, var der aldrig dårlige dage. Du havde en særlig varme, og dine øjne strålede af begejstring. Du havde din journalistiske integritet med dig, hvor end du gik hen, og du var en god ven. Sådan husker jeg dig. Du havde en helt fantastisk evne til at få omgivelserne til at falde til ro (undertegnede), og du gik aldrig på kompromis med dine ambitioner. Jeg var meget imponeret over dit drive, at du formåede at holde fanen højt for dit hjertebarn Illustreret Bunker.

Det er meget svært at acceptere dit valg, men jeg er nødt til det. Det er det, jeg dealer med nu.

Jeg trøster mig selv med taknemmelighed.

Trine Bjørn Egede

Kære Victor

Hvorfor?

Det ville du have turdet spørge mig om.

Du ville have spurgt mig, lyttet og spurgt mig igen.

Uden frygt for at det kunne være svært eller sårbart og ikke være drevet af snagende nysgerrighed, men af ren interesse for mig.

Så derfor tør jeg også godt spørge dig.Hvad var det ved dit liv, der gjorde, at du ikke mente, det var værd at leve?

Og hvad så med mit?

Og jeg ved, at du både kunne og ville have svaret for dig, hvis du stadig var her.

For du var ikke bleg for at dele ud af dit liv. Dig selv simpelthen. Dine erfaringer og dine skøre perspektiver. Uanset hvor eller hvornår vi talte sammen.

Og der stod vi, oplyst af vinduerne fra Café Ris Ras, to jyske mænd med hver sin cigaret i hånden. Vi talte, vi snakkede ikke bare, og du delte gavmildt ud af dit indre, for pludseligt, med et sprogligt overraskelsesangreb, at trække en sætning om mine følelser ud af mig.

En præstation, der ikke er mange, der kan prale af.

Efter jeg havde krænget mit hjerte ud, og vi havde vendt, hvorfor jeg følte, det var så svært at erklære min kærlighed til hende fra ”undersøgende”, så sagde du ”kæft, det er ærgerligt, mand”. Som du så ofte sagde, med en kraftig intonation på kæft og en lidt sarkastisk tone.

Som et stort ”pyt”, men vi skal også nok komme videre.

For du ville fremad. Der skulle ske noget.

Der var mere videnskabsteori, der skulle vendes, og der var flere følelser, der skulle deles.

Men du har ikke delt dem alle.

Alt det vi har delt, det glædes jeg til gengæld over.

Også de frustrerende øjeblikke under opgaveskrivning, som vi let kunne grine væk, og de mange snakke om samfundets tilstand, hvor vi i afmagt har moret os med kyniske bemærkninger om en verden i brand.

For hvad kan man ellers gøre end at grine af absurditeten, når kandidaterne til at blive verdens mægtigste mand tilsammen er over 150 år gamle, og regeringens forslag til et bidrag til slukningen af flammerne er en afgift på 13 kroner på indenrigsflyvninger.

Så jeg vil dele en sidste kynisk tanke med dig, som jeg tror du ville have moret dig over.

I min desperation over at se den kendsgerning i øjnene, som du stillede mig overfor, poppede en absurd tanke op.

En tanke, der fortæller meget om, hvor meget jeg beundrer dig, din opfindsomhed, grænseløshed og dedikation. Men som i lige så høj grad var et udtryk for, hvor desperat jeg var for ikke at skulle se virkeligheden i øjnene.

Jeg tænkte: ”Det var alligevel langt at gå for at kunne skrive en artikel for Kristeligt Dagblad med overskriften ’Den dag, jeg slog mig selv ihjel’, hvor du ville gennemgå, hvad der sker, når man efterlader et afskedsbrev, og du ville indsamle de pårørendes reaktioner i timerne efter, at du som en trold af en æske havde tilkendegivet, at du stadig var iblandt os.”

Men det er du ikke, og vi skal aldrig mere sidde med matchende overskæg og skjorte og dele en kold øl nede på Graven.

Her kunne du ellers have brugt din rolige redaktørstemme til at forklare mig, at det er en meget opfindsom idé, men at det nok ville være at gå lige lidt for langt.

Men du er gået endnu længere.

Og det respekterer jeg, selvom det er svært.

For det må det også have været for dig. Længe.

Du må have ment det. Virkelig ment det.

For jeg ved, at du tænkte. Grundigt og meget.

Så du har taget nogle tanker med dig i graven.

Jeg ville ønske, du havde delt dem med mig.

Som du fik mig til at dele mine med dig.

Nede på Graven.

Alexander Kloppenborg Lunde

Kære Victor

Du og jeg brugte mange af vores timer på skolen sammen – både som makkere på diverse opgaver, som kollegaer (hvis man kan kalde ens skolekammerater på Illustreret Bunker det) og, ja, selvfølgelig som venner. Jeg tror faktisk, at du var det menneske, jeg havde mest at gøre med i den tid.

Det var jeg glad for. Og nu jeg ser tilbage på det, var jeg nok gladere for det, end jeg             tidligere har tænkt.

For min tid på DMJX var ikke altid fed. Først flyttede jeg fra min familie i København til et coronanedlukket studie, så oplevede jeg dødsfald tæt på og kærestesorg, og det føltes som om, at mit liv blot ventede på, at den ene trælse udvikling blev afløst af den næste.

Fra nærmest første dag i Aarhus til den sidste var der ikke meget, der føltes fast eller vedblivende. Men det gjorde du. Du var en ro i alt det.

Vi sås en del, men aldrig meget. De timer, vi brugte, havde ofte karakter af, at vi skulle noget. Og i den periode af mit liv – med hvad det nu var fyldt af – betød netop det meget for mig; at skulle noget. Skrive en opgave, diskutere, hvordan vi skaffer annoncer, udvælge de bedste tekster. Den slags praktiske ting. Komme lidt væk fra det hele og give mig til noget, og du var en del af det. Du fik mig tit til det.

Du lagde en aften hus til noget whiskymagning. Jeg kan ikke udstå whisky, fandt jeg ud af den aften.

Kære Victor, du var altid rolig. Farede aldrig op, slappede bare af og gjorde din ting. Og det smittede. Når vi to skulle gøre nogle af de ting, som vi gjorde, havde du tit overblikket. Styr på kontoen og tjek på kalenderen.

Mit eget kapitel i Aarhus er et, jeg ikke har de store følelser forbundet med. Det blev aldrig så fedt, som jeg havde drømt om, aldrig så givende, som jeg havde troet. Men det var et vigtigt kapitel, og du fyldte mere end nogen anden i det. Det er en rimelig betragtning.

Men den periode sluttede, da du tog til Prag, og jeg flyttede til København. Vi holdt kortvarigt kontakt og sås lidt, da du kom hjem, men vi må nok erkende, at vi ikke kom til at fylde så meget i hinandens liv som tidligere. Den erkendelse havde jeg indfundet mig med, for nogle relationer fylder noget meningsfuldt i begrænsede perioder, og så opstår andre.

Jeg tror først, jeg opdagede alt dette, noget tid efter jeg blev ringet op og hørte de forfærdelige nyheder om din død. Hvor ville jeg ønske, at jeg havde opdaget det før, prissat det mere og sagt tak. Det ville jeg i hvert fald gerne have gjort.

Kære Victor, du betød noget særligt for mig i en særlig periode. Jeg tror, uden jeg tidligere har tænkt det, at du var lige præcis det, jeg havde brug for, da jeg havde det svært. Tusind tak for det.

Tobias Winter

Kære Victor

Døden er en underlig størrelse. Og det at jeg nu må skrive i stedet for sige, vel vidende at det aldrig kommer til at ramme hverken dine øjne eller ører, tror jeg aldrig helt, jeg kommer til at forstå.

Døden føles på mange måder langt væk. Og hvis jeg ikke stopper og lader tankerne vandre, er det som om, du stadig er her.

Så går du rundt i København med din taske på ryggen og telefonen i lommen, som er klar til at modtage en besked fra mig.

Du sidder måske på en bar, drikker en øl, ruller en cigaret og falder i snak med nabobordet, som har en sjov anekdote eller to, og det har du også.

Det kan også være, du er hjemme og tegner eller læser den bog, du lånte af mig mens du overvejer, hvordan du hænger den lampe op, som aldrig er kommet længere væk end fra kassen, den blev leveret i.

Men når jeg stopper op og giver tankerne plads, ved jeg godt, at du ikke er her mere.

Og det er svært for mig at forstå.

Jeg har været i tvivl, om du vidste, hvor meget jeg satte pris på vores venskab til sidst. Det er desværre ofte sådan, at når man har muligheden, så får man ikke sagt ting.

Men jeg kan sige det nu. Jeg kommer ikke til at forstå, hvad der rigtig er sket.

Men jeg ved, at det liv, du havde, var fyldt med gode mennesker og kærlighed. Det kunne man se på den måde, du betragtede hverdagen på, den måde, du grinte på, og den måde, du gik ud i verden på.

Og jeg er dig taknemmelig for, at jeg var med til en del af det.

Jeg har dig med i mine tanker, Victor, og det gør mig glad, at du så stadig er her.

Når jeg giver mig selv plads til at forstå, at du aldrig kommer til at svare på min besked, eller at du aldrig kommer med et råd til mig igen, trøster jeg mig selv ved, at du allerede har givet mig en masse, som jeg tager med videre.

Og selvom du ikke længere er her fysisk, er du med i mine tanker.

Kerstine Winther