Lisa van der Maat er udvekslingsstuderende ved Ilia State University i Tbilisi, Georgien på 4. semester fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Klummen er udelukkende et udtryk for skribentens egen holdning.
Fra min faste plads på min nye stamcafé sidder jeg og skuer ud på en vild og ualmindelig vind, der rusker livtag i byen, der lever bedst om natten. Det er hverken New York eller Tokyo jeg taler om, men faktisk Tbilisi – byen der er fanget midt imellem verdensordener og uden sengetider i en dal under de kaukasiske bjergkæder. Her er jeg bosiddende i et halvt år, da jeg er på udveksling, og netop det skal vi tale lidt mere om.
De studerende på journalistuddannelsen er så pave privilegerede – dette er endda foruden at tale om langt de flestes høje socioøkonomiske ophav – at de har mulighed for at vælge imellem to forskellige semestre at tage på udveksling på, nemlig både på 3. eller på 4. semester. Begge har sine fordele og ulemper, men i det mindste betinger det ikke de studerende til udelukkende at have én mulighed for at vælge det, modsat så mange andre uddannelser med ét fast udvekslingssemester. Hvis det kan være svært at tage stilling til to måneder efter man er startet på skolen, så har man mulighed for at vente til at gøre det på 4. semester i stedet.
Det var en overraskelse af dimensioner for mig, da det blev tydeligt, at langt over halvdelen af mine medstuderende tog det aktive valg om ikke at tage på udveksling. Af alle professioner derude, så troede jeg da virkelig, at mindst halvdelen af mit semester var af nogenlunde samme støbning som jeg selv, og derfor var ved at boble over af begejstring for at komme ud i verden. Det skulle vise sig at være langt fra tilfældet. Journalister, af alle, er åbenbart akkurat lige så kedelige og hjemmevante, som alle mulige andre er det.
Slappe argumenter
Jeg har tidligere artikuleret mit chok for medstuderende og andet godtfolk og har derfor efterhånden hørt min rimelige andel af argumenter mod at tage på udveksling. Lad mig opremse nogle af dem af dem nedenfor:
Det, jeg som oftest hører, er, at åh, tiden på skolen er så kort, og det er så hyggeligt – og sikkert også varmt og trygt – og det er da på mange måder også rigtigt, heldigvis, men jeg synes ærligt talt, det er sløvt. Jeg medgiver, at to år på en uddannelsesinstitution ikke er alverden, men ved du, hvad der er kortere, søde? Dine ferieuger, når først du har et fuldtidsjob.
Et andet argument, jeg tit hører, er, at det er nogle trælse semestre at være væk fra skolen. Når vi snakker 3. semester, så lyder piben i retningen af ”jamen, jeg vil så gerne have … (indsæt selv skrift, TV eller radio) – efterfulgt af, ”hvis jeg tager afsted her, så har jeg jo ingen produktioner at vedhæfte til min praktikhjemmeside”. Som en, der netop har været igennem praktik-møllen, så kan jeg fortælle dig, kære læser, at du er meget heldig, hvis praktikstederne overhovedet gider at bladre sig igennem nogle af dine produktioner.
Det er desuden din personlighed og en vis portion held, der er afgørende for, hvor og om du lander en praktikplads. Undskyld mit franske. Hvis der er tale om 4. semester, så er ordlyden som oftest, at det jo er semesteret, vi skal søge praktik. Sandt. Jeg skal være ærlig at sige, at 4. semester ikke er optimalt udvekslingssemester. Det var i hvert fald for mit vedkommende en ret stressende oplevelse at søge praktik og have fag samtidigt, også i et system, hvor hele den navlepillende praktiksøgningssaga er svær at oversætte. Når det er sagt, er det ikke noget, der ville have fået mig til at vælge det anderledes.
Et andet argument, jeg har det en smule anstrengt ved at høre på, er, at det er pengene, der er problemet. Først og fremmest, lad os være ærlige, så har det aldrig nogensinde været tilfældet for 90% af denne trenchcoat-befængte skole. Derudover findes der så mange muligheder for at få lidt mønt på lommen med, hvis man ellers får fingeren ud og får søgt nogle legater. Hvis man opholder sig inden for EU’s grænser, så har man endda det privilegium, at man kan få i omegnen af små 20.000 kr. med i Erasmus-legater uden at gøre så meget som at sende et par personlige oplysninger. Jeg har hørt om mange, der ligeledes har fået 20.000-30.000 kr. med til deres udvekslingseventyr oversøisk. Jeg kan desværre ikke sige, at det var tilfældet for mig, men det var nu mest fordi hele mit forløb var noget uvant og skete ret meget i sidste minut.
Sidste argument lyder, ”at der ikke er nogen af stederne på listen, der tiltaler mig”. Det kan jeg sagtens relatere til, det var der heller ikke for mig ud over Beirut til at starte med, men så er det jo heldigt, at man også har muligheden for at handle selv. Er det ikke skønt? Der er ingen, der siger, at den liste er det eneste boltre-rum, man har. Hvis du er en spæd 1. eller 2. semmer, og egentlig har fravalgt udveksling, fordi der ikke var noget på listen, som ægte tiltalte dig og fik dit hjerte til at hoppe en smule hurtigere, så er det her min knap så ydmyge opfordring til at forsøge selv.
Hvis man er ude i god tid, så kan meget lykkedes. Jeg var ikke engang i god tid, og det lykkedes alligevel. Jeg kommer nok til at falde til klichéerne, men hvor der er vilje, er der vej. Der var mange steder i min proces om eventuelt at komme til Georgien, der så ud til ikke at føre nogen steder, men jeg tog ikke nej for et nej, inden jeg i sidste ende ville blive nødt til at skulle acceptere det, og lige inden da blev det til et ja. Jeg har selvfølgelig også været stålsat på, at jeg skulle på udveksling – og et under alle omstændigheder spændende sted – siden jeg satte mine ben på denne skole, men stadig.
Jeg siger ikke, at mit hen ad vejen heldige udfald vil komme til at gøre sig gældende i alle tilfælde. Det kan jeg desværre ikke love. Men man kan starte med at mærke efter, hvad der virkelig trækker i en og så artikulere det, hvis nu listen over udvekslingssteder ikke siger en noget. Så kan det jo være, at internationalt kontor synes, at det er en lige så fed idé og vil gøre meget for at hjælpe dig. Måske de endda kommer til at sige ”Det er faktisk dårligt, at vi ikke har noget i det område!”, som de gjorde i mit tilfælde og gøre deres for, at dit ønske bliver til en realitet. Jeg er meget bevidst om, at mit tilfælde er det lykkelige eksempel, hvor DMJX endda valgte at gøre det til et permanent samarbejde fremadrettet med universitetet i Georgien, så jeg heller ikke skulle betale studieafgift. Med det sagt, så meget som jeg hader at skrive det og igen henfalde til klichéerne, så er mit budskab at se muligheder, ikke begrænsninger.
Argumenter for eller imod, så må jeg nok bare sande, at faktum er, at de fleste bare ikke gider. I hvert fald ikke nok. At folket hellere vil kysse på deres kærester og skråle til Taj
Mahal fredag efter fredag med deres kammerater, hvilket langt hen ad vejen er fair nok. Jeg må bare medgive, at jeg har svært ved at forstå det, og kald mig en kende dramatisk, men jeg synes faktisk også, at det er en smule foruroligende set i forhold til de journalister, der står til at klække i den kommende fremtid.
Et uforløst behov
Hvis denne manglende udlængsel og udsyn manifesterer sig på samme måde, når først vi er færdiguddannede, så synes jeg efterhånden ikke overraskende, at det ser ringe ud. Vi har i forvejen i Danmark uhyggeligt få faste korrespondenter ansat ude på de store reaktioner til sammenligning med andre europæiske lande, og det er med til at opretholde en svag forståelse for omverdenen. Hvem har jeg for eksempel at spejle mig i, hvis jeg gerne vil være Kaukasus-korrespondent? Netop, ikke nogen. Matilde Kimer kommer forbi fra tid til anden, men vi har ingen faste korrespondenter. Ikke en eneste person til at dække denne begivenhedsrige, geopolitiske betændte verdensdel?
Jeg er udmærket godt med på, at bare fordi man ikke har været i udlandet under sine to år på skolen, at man så ikke har rig mulighed for at gøre det bagefter, men for mig at se er det et udtryk for manglende internationalt udsyn. Jeg skal være den første til at bekende, at jeg nødigt vil have mine nyheder fra nogen, der sidder på deres flade hjemme i Danmark. Det tror jeg faktisk, at de færreste vil. Det er faktisk ikke godt nok, hverken for de mennesker, vi taler om, og dem, vi taler til.
Jeg kan hverken – eller skal – tvinge folk på udveksling, men jeg vil alligevel gerne synge en lille sang op for, hvor ekstraordinær en mulighed, det er. Se nu at komme afsted, kammerat. Tag lige mulighedsbrillerne på engang! Skolen er fed, bevares, men udlandet ligeså og vi har alle godt af at komme ud og blive luftet lidt en gang imellem – som journaliststuderende især. Det er faktisk vores pligt som verdens formidlere, synes jeg.
