REDAKTIONEN ANBEFALER

REDAKTIONEN ANBEFALER

af | dec 12, 2024 | OPINION

OPINION
REDAKTIONEN ANBEFALER

TEKST: REDAKTIONEN
ILLUSTRATION: DR, TV 2, RAKKERPAK, ANJA PIL OVERBY

Udgivet den 12. december 2024

Juleferien står for døren, og uanset om du skal tilbringe den i Aarhus, i udlandet eller blandt familie i en tilfældig provinsby, får du forhåbentligt tid til at nyde journalistiske produktioner. Vi er jo i en truet branche, så hvis vi ikke selv gider læse, se eller høre det, der udkommer, hvorfor skulle andre så?

Vi har samlet et udpluk af udsendelser, der kan underholde og berige dig og samtidig være en undskyldning for at flygte under de mange komsammener, man i virkeligheden slet ikke magter. Så er du opdateret, når du kommer tilbage efter nytår og ved mere om alt end din sidemakker i auditoriet, hvor du i øvrigt ikke længere fryser. God fornøjelse!

P1’s Udsyn og afsnittet ”Demokraternes identitetsproblemer”

Du finder podcasten i DR Lyd.

Det altoverskyggende emne siden sidste avis’ udgivelse har været præsidentvalget i USA, og med et slutresultat, der ikke blev særligt tæt, kræver det en stor anbefaling af en DR-udsendelse.

I denne episode af podcasten Udsyn drøftes de grundlæggende identitetsproblemer i Det Demokratiske Parti, efter Trump sejrede, og Kamala Harris tabte klart. De kommer blandt andet ind på Kamala Harris’ kampagnes manglende appel til vælgerne uden for storbyerne, fraværet af unge, nytænkende ledere og valget af en sort, kvindelig kandidat i et splittet USA.

Udsyn er et podcastprogram, der giver lytterne et indblik i verdens tilstand, hvilket er ekstra vigtigt, nu når de etablerede sandheder og institutioner er under stigende pres. I en tid, hvor klimaet påvirker alle samfundslag, og politiske slogans ofte får større vægt end love og fakta, skaber Udsyn et rum for refleksion og forståelse.

Med værten Kaspar Colling Nielsens kritiske og nysgerrige tilgang undersøges de bagvedliggende kræfter og bevægelser, som former tidens største nyhedshistorier.

Tessas Succes (P3)

TV-serie af fem afsnit. Kan ses på DRTV. Foto: Anja Pil Overby

Selvom Tessa ikke bruger al sin tid på banegården og Christiana mere, så vil gadepigen aldrig forsvinde. Tessa har fået sin hævn, og nu er det tid til at nyde sin succes – men hvordan gør man det, når fortiden stadig spøger?

Hvem er… (P3)

Du finder podcasten i DR Lyd.

“Hvem er…” er en portrætpodcast af musikere med Pelle Peter Jencel i værtsrollen. Hver sæson dykker ned i én kunstners historie og vej til succes med alt, hvad den indebærer. Med fuld skrue på dramaturgi og setup/payoffs bliver hver sæson rullet ud på så spændende vis, at man sagtens kan sluge den hele på en flixtur til København. Redaktionen vil især fremhæve sæsonen med Tessa og de to sæsoner, der er lavet om The Minds of 99. Til alle medieforbrugere, som af og til kunne bruge et afbræk fra P1 Morgen og Presselogen, så er “Hvem er…” jeres nye guilty pleasure.

Periodisk (Rakkerpak)

Podcasten ligger frit tilgængeligt på alle streamingtjenester.

Skuespiller Simon Bennebjerg er personificeringen af det periodiske system og forklarer i hvert afsnit et af de grundstoffer, han består af. Det hele bindes sammen af medrivende storytelling, så du ikke bare ved, hvad grundstofferne er, men også hvad de betyder for os. Fysik for ikke-fysikinteresserede.

Balladen om kolonihaven (TV 2)

TV-serien kan streames på TV 2 Play.

TV 2-dokumentaren er ved første øjekast et hyggeligt og nemt program at se. Et usædvanligt godt cast uden lige. De ældre mod de unge. Selvom der er interne uenigheder, om hvordan en kolonihaveforening skal drives, forstår man begge sider, der bæres af de sympatiske karakterer. Men dokumentarserien formår også i høj grad at skildre både de nationale og internationale konfliktmønstre, som uenighederne i den frivillige forening er et godt eksempel på.

FORSIDEN

Bas nu ned, Batman

af | dec 12, 2024 | OPINION

OPINION
Bas nu ned, Batman

TEKST: Frederik nees hviid
Illustration: Anton larsen

Udgivet den 12. december 2024

”Hej Frederik! Vil du skrive et debatindlæg til Bunkeren om, hvor absurd højrøvede vi er på Journalisthøjskolen?”

”Hej Zakarias. Det kan du fandme tro, jeg vil!”

Og det kaster jeg mig nu ud i! Jeg har aldrig skrevet et debatindlæg før. Hvor begynder jeg overhovedet? Skal jeg bygge det langsomt op, sende et par stikkere ud her og der, for så at smide hele bomben til sidst? Skal jeg i stedet bare smide bombe på bombe på bombe? Skal jeg nævne navne? Skal jeg lade være? Jeg aner det ikke, men here we go.

Jeg siger det her helt oprigtigt, og det er henvendt til jer alle. Til mine venner, mine ikke-venner og ikke mindst til mig selv: Please slap nu af. Jeg ved godt, at vi går på et studie, der er rigtig svært at komme ind på! Jeg forstår godt, at vi taler os selv op til at være vagthunde, der skal holde øje med alt og alle, og det er os, der skal sørge for, at ALT her i landet går rigtig til. Det er da helt sikkert også tilfældet for visse journalister. Men for 98% af os, der bliver det med alt sandsynlighed ikke hverdag. Det er ikke jer, der skal vælte regeringer. Det er ikke jer, der skal sørge for, at folkeafstemninger går retmæssigt til, og at Ukraine vinder krigen! Ved I hvorfor? Fordi I stadig ’bare’ er journaliststuderende.

Jeg forstår, at alt det ovenstående måske er dét, de fleste af os drømmer om, hvilket også er helt fantastisk! Vi er der bare ikke endnu. Jeg forstår godt, at det kan lyde meget demoraliserende. At jeg bare lyder som et surt røvhul, der vil være en partypooper, når nu det lige går så godt, og man lige har så travlt med at føle sig selv, for det har I/vi! Vi har så mega travlt med at sidde i vores elfenbenstårn opbygget af ”den sværeste optagelsesprøve i Danmark”, ”Vi kom ind på vores førsteprioritet” og ”Der er kun én ting, der er bedre end sex: DMJX” og har så travlt med at tro, at det er os, der har trukket os fra ’pøblen’, fordi de er os så intellektuelt underlegne, at vi slet ikke har fattet, at det nok i højere grad er dem, der har trukket sig fra os, fordi vi ganske enkelt er umulige at være i stue med.

MEN det er ikke det største problem, at vi fremmedgør os fra resten af studielivet i Aarhus. Det er der så mange andre studier, der også gør.

Det ABSOLUT største problem er, at vi fremmedgør os for hinanden på studiet! For javist sidder vi i vores elfenbenstårn, men ovenpå det elfenbenstårn, der er DMJX, står der endnu flere tårne stablet ovenpå.

I må ikke misforstå mig! Jeg synes, at det er fuldstændig fantastisk, at vi har et væld af foreninger på skolen, hvor man kan møde hinanden på tværs af semestre, man kan få lov til at producere og rent faktisk lave håndværket. Vi burde derfor tage dem for, hvad de er: FORENINGER. Det er ikke popularitetskonkurrencer. Det er ikke en måde for hvert eneste medlem at markedsføre sig selv på. Der er ingen, der kommer til at kunne li’ dig bedre, bare fordi du er formand, chefredaktør eller noget tredje – tværtimod.

Dét, skolens foreninger er bedst til i øjeblikket, er at give, hvem end der er i spidsen et abnormt opblæst ego og et fordrejet billede af selvet. Hvorfor skal dét, at du er den forreste repræsentant for noget, som ingen andre end du selv går op i, blive til hele din identitet? Jeg kan godt forstå, at du er stolt af at have genskabt revyen, at du har været redaktør for nogen, som har været på Island for at filme en dokumentar, eller at I har lavet et helt satireblad om det amerikanske valg, det kan jeg virkelig! Men hvorfor er du ikke mere end det?!

Hvorfor skal jeg høre på ”VED DU OVERHOVEDET, HVEM JEG ER?! JEG ER FORMAND I MODUS”? Jeg er sikker på, at du er meget mere end det! Det er bare desværre sådan, realiteten i foreningerne er. De er skabt for, at nogle i forvejen utroligt højrøvede studerende og opblæste hoveder kun bliver værre – mig selv inkluderet.

Men please forstå nu, at din forening ikke er din identitet. Når vi er ude i branchen om 10 år (hvis ikke vi alle sammen er blevet erstattet med AI – hvilket vi nok er) så har det ingen betydning, om du har været kasserer i Kurt, formand i Modus eller chefredaktør på Illustreret Bunker. Det har ikke engang en betydning nu.

Tag det fra mig! Jeg har brugt utallige timer både som skribent, redaktør og chefredaktør på DMJX Rapporten. Jeg har grint meget. Jeg har skrevet og produceret meget. Det har givet mig nye bekendtskaber. Men har det gjort mig til et bedre menneske? Næppe. Har det gjort mig til en bedre journalist? NEJ. Betyder det noget for min fremtid? Det må også være et rungende nej, eftersom jeg står uden praktikplads.

”Foreningen er ikke din identitet.”

– sådan siger chefredaktøren i Rapporten

Jeg burde være et prima-eksempel på, at foreninger ikke gør dig til et bedre menneske. Jeg kunne være undtagelsen, der bekræfter reglen, men jeg er langt fra det eneste eksempel.

Jeg vender derfor tilbage til min bøn fra tidligere: Hvis du er forperson, (chef)redaktør) eller whatever for en forening på den her skole, så PLEASE bas nu lidt ned. SELVFØLGELIG har I det røv sjovt i jeres forening, og selvfølgelig er det mega go’ gas! Men prøv nu at få lidt perspektiv. Prøv nu lige at fatte, at der ikke er nogen andre, der går lige så meget op i din forening, som du selv gør – de går faktisk nok overhovedet ikke op i den. Du skal føle dig heldig, hvis de overhovedet kommer og ser jer spille kamp, køber en øl i jeres halvdøde fredagsbar eller læser din DMATRIX.

Og fordi jeg synes, at det er virkelig ærgerligt, at vi har så mange fede foreninger, som bare bliver brugt til at egobooste de af os/jer, der sniffer ekstra til vores egne prutter, har jeg som enhver god journalist selvfølgelig idégeneret lidt. Jeg vil derfor foreslå, at alle, der vil være med i en forening, smider sit navn i en hat. Derefter holder vi et kæmpe gilde, hvor vi rent tilfældigt trækker navne op af hatten til de forskellige foreninger, og så er man bare med i den forening, man får tildelt.

”Hvad så, hvis man ikke er interesseret i den forening, man bliver valgt til?” spørger du nu.

Dertil er svaret: Bare ærgerligt. Foreningen er ikke din identitet. Brug den som en forening. Skab nogle meningsfulde relationer. Drik nogle øl med de andre, der er i samme båd som dig. Prøv at innovere og se, om det kunne blive sjovt alligevel. Og sidst men ikke mindst:

HOLD FOR GUDS SKYLD DIN RØV LIDT LAVT.

FORSIDEN
Kurt Strandbar: Sved, sprut og sauna – er det nok?

Kurt Strandbar: Sved, sprut og sauna – er det nok?

af | okt 10, 2024 | OPINION

Debatindlæg bragt i Illustreret Bunker er alene et udtryk for skribentens eller skribenternes holdninger.

OPINION
Kurt Strandbar: Sved, sprut og sauna – er det nok?

Sammen med min partner in crime, Sofie Bonde, har jeg bedømt en af Aarhus’ ikoniske fredagsbarer. Dommen er faldet, og Kurt Strandbar imponerer ikke.  Alligevel tropper jeg hver fredag gladeligt op.

TEKST: VIGGO SKOV HANSEN
ILLUSTRATION: SIGRID CONRADSEN NIELSEN

Udgivet den 10. oktober 2024

En fredag aften i Kurt Strandbar kan føles som en øvelse i at klemme flest muligt mennesker ind på mindst mulig plads. En ugentlig omgang mennesketetris er obligatorisk, og jeg har skrevet mig selv på gæstelisten.

I det tidligere auditorie er der etableret ’floor’ og beerpong-stationer, og midt imellem finder man glidebanen hen til baren. Vand og sæbe er blot skiftet ud med øl og Små Fugle. En lugt af sved og sprut præger lokalet, og selv næser ramt af slemme coronasenfølger kan mærke, at man bliver beruset blot af at befinde sig i det overfyldte lokale.

Alligevel tropper jeg hver fredag gladeligt op. Drikkevarerne er billige, og musikken er høj. En klub med værtshuspriser. Det er til at forholde sig til.

En saunaklub uden medlemsbetaling

Luften er tæt, temperaturen høj, og Kurt ’brander’ sig for alvor som en saunaklub, når samtlige fyre smider overtøjet på dansegulvet.

Lige så meget som jeg nyder at råbe for at holde snakken kørende i saunaen, lige så meget nyder jeg en snak, hvor man kan…  ja, snakke sammen. Der kommer foyeren og udearealet til sin ret. Havde der været noget, der mindede om en siddeplads, havde det været endnu bedre.

Alligevel tropper jeg hver fredag gladeligt op.

Den rette mængde sigtevand

Det sker, at jeg bliver træt af at ligne en, der selv tror, at jeg danser fantastisk. Så benytter jeg mig af muligheden for at ramme ved siden af med en bold enten i beerpong eller bordtennis. Men aldrig har jeg fået den rette mængde sigtevand.

Derfor smutter jeg en tur i baren. Køen starter allerede lige inden for døren til saunaen, men jeg smutter foran og betaler med MobilePay (det må man faktisk godt).

Jeg bestiller en fadøl til en flad 20’er og venter artigt på, at det bliver min tur til at modtage øllen. Ofte bliver jeg betjent af et kendt ansigt, og jeg smalltalker på eliteplan, mens hanen fylder plastikruset.

Alligevel tropper jeg hver fredag gladeligt op.

Svingende betjening

Jeg oplever dog også betjening, der bestemt ikke giver mig lyst til at klappe i hænderne. Bartenderen møder en gammel ven eller veninde, og jeg ’får lov’ til at overvære mødet og opleve gensynsglæden, imens køen til udleveringen af øl ikke bliver kortere, og kunderne (inklusive mig selv) bliver mere utålmodige. Det lader dog ikke til at påvirke bartenderen. Sekunders ventetid bliver til et og så to minutter, før jeg kan forlade saunaen.

Jeg er ikke i tvivl om, at Kurt Strandbars frivillige har en fest, men jeg vil også gerne selv være med.

Alligevel tropper jeg hver fredag gladeligt op.

Sænk ambitionsniveauet

Kurts frivillige elsker temabarer. Der er i hvert fald mange af dem. Måske for mange. Jeg får i hvert fald ikke skaffet ny udklædning eller planlagt med min far eller mor at tage dem med til ’Forældre-bar’ fra den ene uge til den anden. Og jeg kan vist sagtens sige, at jeg ikke er den eneste.

En temafest er bare bedst, når man kan se, at det er en temafest. Så det ville vist ikke gøre noget at sænke ambitionsniveauet lidt og planlægge lidt færre temabarer.

Alligevel tropper jeg hver fredag gladeligt op.

En kodyl fest

Der er ingen tvivl om, at jeg selv er garant for at få en mindeværdig aften, der ikke smelter sammen med den forrige fredagsbar. Kurt Strandbar tager mig ikke i hånden og gør aftenen til noget unikt. De sørger for faciliteterne og scorer højt på parametre som dansegulv, drikkevarer og temperatur, men der bliver ikke kredset for detaljen.

Alligevel tropper jeg hver fredag gladeligt op. Drikkevarerne er billige, og musikken er høj. Men kan jeg ikke godt forvente mere? Eller hvad?

FORSIDEN
Hvad mener du? Illustreret Bunkers opinionssektion giver studerende og medarbejdere mulighed for at give deres mening til kende om studie, skole, journalistisk eller kommunikation.  Vi bringer debatindlæg i avisen ad to omgange per semester. Har det interesse for dig? Så skriv til: illbunker@dmjx.dk
REDAKTIONEN ANBEFALER

Redaktionen anbefaler: Nervepirrende podcast, livsændrende litteratur, lærerig selvkritik og journalistik med afgørende adgang

af | okt 10, 2024 | NYT I OPINION, OPINION

NYT I OPINION | OPINION
Redaktionen anbefaler: Nervepirrende podcast, livsændrende litteratur, lærerig selvkritik og journalistik med afgørende adgang

TEKST: AMALIE WESSEL-TOLVIG
ILLUSTRATION: DR, POLITIKEN, POLITIKENS FORLAG, ANTON LARSEN

Udgivet den 10. oktober 2024

Udgivelser er der nok af. Tid er der knap så meget af. Hvad skal du prioritere at se, læse og lytte til i det bugnende landskab af journalistiske publikationer? Det har vi i Illustreret Bunkers redaktion besluttet, at hver avis kommer med en række bud på. Anbefalingerne kommer fra redaktørernes individuelle medieforbrug, så de er forskellige, men har det til fælles, at de kan give dig læring, inspiration og givende fordybelse i bytte for din sparsomme tid i en travl hverdag som studerende.

Redaktionen anbefaler …

Et farligt match (P3) er en del af podcastserien Under Radaren, som P3’s nye undersøgende redaktion står bag. Sille Ugelvig er vært, og hun afdækker med serien “det, der sker i skyggerne”. ‘Et farligt match’ handler om, hvordan radioværten Maria Josefine Konstantin Madsen (JoJo) oplevede, at et match på en datingapp førte langt værre end nervøsiteten inden og skuffelsen efter en mislykket date med sig. “Hvem er det egentlig, man møder, når man swiper til højre?”, spørger podcasten, der vil “undersøge den skyggeside, der kan være ved dates, der begynder gennem datingapps”.

Fortællingen udfoldes gennem de famøse tre brændselselementer, der terpes på første semester. Identifikation! Vi er med JoJo, fra hun opretter sin profil på Tinder, til hun har en oplevelse, der ændrer hendes liv. Information! Vidste du, at fælles venner på sociale medier er en falsk tryghed, når vi tjekker op på dem, vi dater? Det forklarer Emil Ludwigsen, der er ekspert i online fællesskaber på Center for Digital Pædagogik. Han er seriens ekspert. Fascination! Vi bliver fortalt en historie, der, som podcasten også selv siger, måske ellers var gået “under radaren”.

Du finder podcasten i DR Lyd.

Tabloid på P1 er alfa og omega! Især for journaliststuderende. Marie Louise Toksvig er vært på programmet, hvori hun hver fredag gennemgår mediedækningen af sager, der har fyldt fladen i ugen, der er gået. Det gør hun i samarbejde med en skiftende med-vært. Her kan nævnes Huxi Bach, Maise Njor, Adina Ren, Thomas Stokholm og Lone Theils. Der er refleksion, selvkritik og velovervejede spørgsmål på programmet, når vi får lov at komme med ind i et rum, hvor journalister og redaktører taler om de valg i journalistisk dækning, hvor det er relevant at spørge: Hvorfor gjorde I sådan, og kunne eller skulle I have gjort det anderledes?

Programmerne er desuden guld værd at lytte til og blive inspireret af, når man skal lave analyse af journalistiske produktioner eller som supplement til undervisningen i mediejura.

Du kan høre Tabloid på P1 hver fredag klokken 9:00 eller som podcast i DR Lyd.

“De kalder sig gadens journalister” (Politiken) er en fortællende artikel. Eller er det en feature? Eller et portræt?

Artiklen inviterer læseren ind et sted, hvor vi møder mennesker på en måde, der kun kan lade sig gøre, fordi en journalist har arbejdet grundigt med kilder, der ellers er svær adgang til. Den er skrevet af Simon Lund, der er musikredaktør hos Politiken, og fotos er taget af Miriam Dalsgaard. Det i sig selv er argument for at se og læse med.

I to år har Politiken fulgt den aarhusianske rap-gruppe Shooter Gang og manageren Marwan. De holder til i Trillegården i Aarhus V, hvor hverdagen handler om at undgå gaden, holde sig fra kriminalitet og føre dem selv og musikken videre.

Artiklen er udover at være en spændende fortælling også et eksempel på den balance, det kræver, hvis der skal optræde et ‘jeg’ i journalistik, der på ingen måde handler om journalistens ‘jeg’, og hvordan det at inddrage sin egen og fotografens tilstedeværelse i nogle tilfælde kan bidrage til karakteristikken af dem, det handler om. Men den kan også rejse spørgsmålet, hvad jeg’et skal i teksten, og på den måde er det her også en anbefaling, der kan inspirere til en faglig diskussion.

Hvis ikke du har abonnement, og du bedst kan lide at læse hjemme, kan du få adgang til artiklen med Cisco Secure Client.

Kig op – Hvordan skærmen kom imellem dig og mig – og hvordan vi tager kontrollen tilbage af Jakob Sorgenfri Kjær (Politikens Forlag) er et stykke livspensum. Der findes mange bøger om skærmbrug og teknologiens indflydelse på mennesket og vores måde (ikke) at være sammen på, nogle mere hidsige end andre, og hidsigheden kan være svær at lytte til i en hverdag, hvor de fleste af os er dybt afhængige af at vide, hvad der foregår på alle vores apps. Denne bog er helt nede på jorden og i øjenhøjde. Derfor virker den.

Jakob Sorgenfri Kjær er undersøgende journalist hos Politiken, hvor han skriver om teknologi. I denne bog tager han afsæt i sine egne oplevelser med den lille skærm, de fleste af os altid enten har i lommen eller foran ansigtet. Hvorfor er den svær at slippe, selv når vi gerne vil, hvilke og hvor store konsekvenser har alle de timer, det blålige lys beamer, og hvad kan vi stille op?

Bogen har forandret i hvert fald ét medlem af redaktionens hverdag til det bedre. Forhåbentlig kan den spire lignende forandring hos flere.

Med anbefalingen følger en opfordring til at gemme telefonen væk og gå på det lokale bibliotek for at låne bogen.

FORSIDEN
Rosalina Kjeldsen Bendix får Bunker-prisen for at lege med reportagens form i “Et flor af kvindeliv”

Rosalina Kjeldsen Bendix får Bunker-prisen for at lege med reportagens form i “Et flor af kvindeliv”

af | okt 10, 2024 | OPINION

OPINION
Rosalina Kjeldsen Bendix får Bunker-prisen for at lege med reportagens form i “Et flor af kvindeliv”

En medstuderende har nomineret Rosalina Kjeldsen Bendix’ reportage fra Den Permanente Badeanstalt til Bunker-prisen for dens eksperimenterende skrivestil, der gør den “legende, sjov at læse og vedkommende”. Det er også det, reportagen vinder for. Vi har talt med Rosalina Kjeldsen Bendix om tilblivelsen af reportagen og om at interviewe nøgen.

TEKST: AMALIE WESSEL-TOLVIG
ILLUSTRATION: SIGRID CONRADSEN NIELSEN & ANTON LARSEN

Udgivet den 10. oktober 2024

“Bryster hopper op og ned, hver gang fødderne rammer metalstigen. Vi spiser frokost eller müslibarer, drikker fra vandflasker og af termokander. Nys og et sæt baller, der ryster under bruseren, i takt med at hånden stryger over kroppens former.”

Sådan skriver Rosalina Kjeldsen Bendix i et afsnit af reportagen “Et flor af kvindeliv”, der er skrevet fra og om kvindeafdelingen på Den Permanente Badeanstalt i Aarhus. Gennem et “vi” og et “os” formidler reportagen det fællesskab, den mangfoldighed og det nærvær, der kendetegner stedet. Teksten leger i sit valg af fortæller med reportagens form og udfordrer normer for den skrevne journalistik. Hvordan og hvorfor er reportagen skrevet, som den er? Hvad giver det teksten?

Idéen til reportagen opstod, da Rosalina Kjeldsen Bendix i løbet af sommeren bed mærke i, hvor frit folk bevæger sig på den del af den aarhusianske strand, der ligger afskåret fra den klassiske badestrand. Den frihed ville hun gerne indkapsle, men en idé om at skrive fra et intimt rum kan ikke føres ud i livet uden nøje overvejelser. Rosalina Kjeldsen Bendix måtte møde op på strandens og på fællesskabets præmisser.

“Folk er nøgne derinde, så det med at skulle sidde og interviewe fra et nøgent menneske til et andet nøgent menneske var ret interessant. Det første stykke tid sad jeg egentlig bare og observerede og skrev ned og tænkte over, at det var lidt camoufleret. Jeg kunne jo lige så godt sidde og skrive dagbog,” fortæller Rosalina Kjeldsen Bendix.

Smilet virker

For at skabe kontakt til de nøgne kroppe og få deres stemmer med i reportagen begyndte Rosalina Kjeldsen Bendix at smile til de andre strandgæster. De smil er blevet til samtaler med kvinder, der udgør en mangfoldig gruppe. De har forskellige aldre og forskelligt ophav. Under de små interviews kom det bag på Rosalina Kjeldsen Bendix, hvor afslappet hun alligevel var som nøgen interviewer.

“Jeg tænkte ikke over, at jeg ikke havde tøj på. Jeg sad faktisk i skrædderstilling med notesbogen foran mig.”

Netop den frie og afslappede stemning lykkes Rosalina Kjeldsen Bendix med at få frem i teksten. Både gennem de badendes handlinger og gennem de nøje udvalgte citater fra dem.

““Jeg er fra Tyrkiet,” fortæller Zehra Metín, “så det her føles frit.”

Hun gnider fingerspidserne mod hinanden som for at mærke stemningen gennem dem. Hendes overlæbe glinser svagt af sved, mens hun leder efter ordene.

“Måske har man steder som dette i Tyrkiet, men det er ikke så rart og mere privat. Der er en anden åbenhed her,” siger hun og rør ved skyggen på sin kasket.

Brystvorter bliver stive i brisen, og mens nogen af os ligger på maven, ligger andre af os på ryggen eller siden. Vi læser, laver sudoku, sover, kigger rundt eller peger næsen mod sensommersolen og lukker øjnene.”

Ingen lydoptagelser

En kombination af lydoptagelse og skrevne noter. Det er det, der bliver opfordret til, når der på 1. semester på journalistuddannelsen undervises i interviewteknik. Det bliver trænet igen og igen, og specialiseringen i skrift på 3. semester er ingen undtagelse. Men Rosalina Kjeldsen Bendix fravalgte på denne reportage at optage sine interviews.

“Der var noget ved at gøre det analogt i stedet for at bruge elektronik, imens jeg var der. Der er en fin, autentisk ro, som jeg ikke ville forstyrre ved at have en telefon i spil,” siger Rosalina Kjeldsen Bendix om sit valg.

Det taler ind i kvindeafdelingens intime rum, men det er ikke det eneste greb, der gør det. Også reportagens fortælleform er en afgørende faktor.

Argumentet for “vi” og “os”

At journalisten eller jeg’et optræder i journalistikken er et greb, der deler vandene. Nogle er for, andre skvulper måske lidt frem og tilbage, imens flere er imod og mener, at jeg’et intet har at gøre i journalistiske publikationer. Undervisningen på journalistuddannelsen siger, at jeg’et kun er velkomment dér, hvor det giver mening.

Når der optræder et “vi” i Rosalina Kjeldsen Bendix’ reportage, er det et valg, der handler om symbiose.

“Det var mest for at vise, hvor underordnet individet er,” siger Rosalina Kjeldsen Bendix.

For journalistikken gælder, at der ikke er et facit. Derfor er der heller ikke et entydigt svar på, om det fungerer med et “vi”, eller om “jeg’et”, der dukker op til sidst i Rosalina Kjeldsen Bendix’ reportage, skal være der. Som modtagere og læsere er folk forskellige. Heldigvis.

Rosalina Kjeldsen Bendix får Bunker-prisen for at turde skrive en tekst, der ikke er, som journalistiske tekster er flest.

Reportagen kan læses i sin helhed på rkb8.mediajungle.dk.

BUNKER-PRISEN er en opmærksomhed, vi giver hinanden. Den er sat i verden, så vi kan anerkende og lære af hinandens arbejde. Prisen gives til en studerende på Danmarks Medie- & Journalisthøjskole på baggrund af en nominering fra en medstuderende. Den gives for et produkt, der er lavet i forbindelse med en bunden opgave eller eksamen i et fag, der udbydes på skolen. Det er redaktionens håb, at vi med prisen inspirerer til at udveksle journalistiske erfaringer og reflektere over egne og andres produktioner.

FORSIDEN
Journaliststuderende bør undervises i personlig branding på sociale medier

Journaliststuderende bør undervises i personlig branding på sociale medier

af | okt 10, 2024 | NYT I OPINION, OPINION

Debatindlæg bragt i Illustreret Bunker er alene et udtryk for skribentens eller skribenternes holdninger.

NYT I OPINION | OPINION
Journaliststuderende bør undervises i personlig branding på sociale medier

Vi lever i den mest digitale tidsalder. De fleste unge danskere har minimum et par forskellige sociale kanaler. En undersøgelse fra Danmarks Statistik fra 2023 viser endda, at 91 procent af den danske befolkning bruger sociale medier. Danmark er det land i Europa, som bruger de sociale medier allermest. Men journalistuddannelserne afspejler ikke denne brug. Ikke når det kommer til at udnytte de sociale mediers enorme potentiale i form af selvpromovering, personlig branding og karrieremuligheder. Det er en fejl.

TEKST: AMALIE LUTHER
ILLUSTRATION: SIGRID CONRADSEN NIELSEN

Udgivet den 10. oktober 2024

POV: Du skal skrive en jobansøgning til en studentermedhjælperstilling hos en stor mediegigant. Det kunne også være en fuldtidsstilling som journalist på en radiostation. Du vil gerne vise alt, hvad du har lært på din journalistuddannelse. Alt, hvad du kan, alt, hvad du er. Men det kan virke uoverskueligt, for du ved, at du både skal shine, være kreativ, progressiv, nytænkende, og frem for alt skal du sælge dig selv. Hvordan gør man det bedst?

I en tid hvor der bliver kæmpet med spidse albuer, spidsede blyanter og skarpe ansøgninger om både praktikpladserne og fuldtidsstillingerne, bør journalistuddannelserne tilbyde deciderede kurser i, hvordan de studerende kan brande sig selv på sociale medier. På nuværende tidspunkt udbydes der ingen kurser i personlig branding på sociale medier på journalistikuddannelsen på RUC. Emnet bliver dog kort berørt inden praktiksøgningen, men den mønter sig ikke som decideret undervisning i personlig branding på SoMe. Hvad med jer, DMJX? Bliver I undervist i at fremvise jeres bedste sider på X?

Jeg mener, at alle uddannelserne bør undervise i SoMe. Det bør allerede blive introduceret fra starten og bør gælde alle online platformer – både LinkedIn, Instagram, X, TikTok og lignende. For der er et kæmpe uudnyttet potentiale gemt her, hvor man har muligheden for at vise, hvor kreativ, underholdende, velorienteret og unik man er.

Sociale medier er en del af vores liv

Der vil selvfølgelig altid være undtagelser. Dem, som mener, at hvad jeg siger, er helt ude i hampen. At sociale medier ikke skal overtage vores liv totalt, at vi allerede bruger rigelig tid på Instagram, og at man også bare gerne vil have lov at have et stykke af internettet for sig selv uden at skulle gruble over, om en fremtidig arbejdsgiver ser ens nyeste TikTok-video, hvor man danser lidt fjollet til den nyeste trend. Men her må jeg advokere for, at sociale medier jo bare ér en stor del af vores liv. Bevares, du kan altid oprette en ekstra profil, som kun benyttes i professionelle sammenhænge. Man bestemmer selv, hvor stor en del det skal fylde, og hvis du gerne vil holde alle dine kanaler tæt ind til kroppen, så gør du bare det.

Brug for redskaber og værktøjer

Men for dem, som ønsker at dygtiggøre sig, skal der være rum og plads. Ellers risikerer vi som journalister at blive rendt over ende af selvlærte influencere og selvstændige skribenter, som i dagens Danmark kan utrolig meget. Det er her, at vi skal skille os ud og kunne matche, så vi for alvor cementerer, at det er os, der har styr på medierne og har en god kerneforståelse for alle de informationskanaler, som rigtig mange mennesker bruger. Det er her, vi har muligheden for at vise, hvor dygtige vi er til at klippe videoer, redigere billeder, skrive artikler eller opslagstekster og gerne vil vise al den erfaring, vi har gjort os. Det er her, vi har muligheden for at shine mest muligt. Men vi har brug for redskaber, værktøjer og indsigt. Hvordan kommunikerer jeg bedst ud, hvilken journalist jeg ønsker at være? Hvordan brander jeg mig selv, så radiostationerne/avisgiganterne/kommunikationsbureauerne får øje på netop mig? Hvordan skal min LinkedIn komponeres, så de får øje på mine kernekompetencer, læser mine bedste artikler, bliver fanget af min overskrift, spotter mine videoer?

Bane vejen for karrieren

Jeg vil gerne foreslå, at journalistuddannelserne begynder at undervise i et kursus i personlig branding på de sociale medier. Mange journalister bruger allerede sociale medier som X, LinkedIn eller lignende til at fremvise et bestemt image af dem selv samt engagere sig med deres følgere. Det er genialt, for det er en visuel og online profil, som gør det nemt for arbejdsgiverne at identificere ens professionelle DNA, men det skaber også nye kontakter og potentielt flere arbejdsmuligheder.

Mestrer man personlig branding, kan det bane vejen for ens karrieremuligheder. Man kan kontrollere ens professionelle identitet udadtil, og det kan skabe kontakter, som potentielt kan vare hele ens arbejdsliv.

Men vi mangler viden og indsigt, og det er her, uddannelserne kan agere som bindeled.

I bør undervise os i, hvordan vi individuelt kommer til at shine bedst muligt på vores LinkedIn, X, Instagram, TikTok med flere. Her tænker jeg både til praktiksøgning, men også til studiejobansøgning og fuldtidsjobsøgning efter endt studie. Hvordan skaber vi en professionel Instagram-konto, hvor redaktøren siger: ”Shit, han er nice til at komme frem med sine budskaber!”. Hvordan skaber vi en LinkedIn-profil, hvor arbejdsgiveren siger: ”Nej, hvor har hun en struktureret profil, hvor hun har tydeliggjort sine kompetencer!”. Hvordan skaber vi en TikTok-profil, hvor lederen i kommunikation siger: ”Wow, hvor er hun god til at klippe videoer og fange de unges interesse!”.

Vi vil have de gode tips og fif – hvor en underviser eller ekspert udefra kan guide os til at medsende et link til en TikTok-profil, hvor det skinner igennem, hvor god man er til at klippe videoer, når mediet netop søger én til at klippe. Hvor vi får et kursus i at skrive LinkedIn-CV’er, som fremkalder lysten til at læse mere. Hvor vi bliver guidet til en unik, professionel X-konto, som viser den journalist, vi ønsker at brande os selv som.

Udnytte deres potentiale

Jeg har på min vej mødt mange medstuderende, som ikke havde en professionel identitet på de sociale medier. Måske nogle af dem aktivt har valgt det. Men jeg ved, at mange gerne vil skabe den perfekte LinkedIn eller vise deres artikler på en Instagram-konto. De aner bare ikke, hvor de skal begynde. Nogle deler deres artikler vidt og bredt. Andre aner ikke, hvordan man skal sælge sine tekster på de sociale kanaler, så folk får lyst til at klikke på dem. I en tid hvor freelancejournalistikken bliver mere og mere udbredt, vil det være genialt at kunne bruge de sociale kanaler til at gøre opmærksom på sig selv og ens arbejde.

Snart viser kalenderbladet 2025. Men det skal også gerne kunne afspejles på journalistuddannelserne. Så en (lille) bøn herfra – gør de studerende endnu stærkere online, hjælp os til at shine, og ban vejen sammen med os. Jeg ved, at I allerede prøver på det. Men lad os tage den til næste niveau sammen.

FORSIDEN