Laptop? Check. Notebook? Check. Face mask and hand sanitizer? Check. Our schoolbag checklist has changed significantly over the last year. Not only our schoolbags, but our whole educational experience. Regular classes, internships, and perhaps most affected: Exchange programs.

Does a study abroad even make sense in times of COVID-19? It would be hypocritical of me to say “no” given that I am at DMJX as an exchange student from Germany. But it does not mean I cannot be critical about it.

Travel because of COVID-19 barely exists anymore, most exchanges have been cancelled. And yet there are ones that do take place – like between Germany and Denmark.

What can you gain from an exchange, even now? New experiences, for one, whether they are positive or negative. Experiences shape us, and we have them in abundance on exchange in a foreign country. There is a reason many of us go abroad for a year after graduation: We look to find ourselves, and in a way, we do it through what we experience.

This makes an exchange semester so valuable – whether COVID-19 exists or not. We have the opportunity to gain new friends and establish an international network. And after months of restrictions and lockdown at home, there is nothing more refreshing for your mental health than a change of scenery.

But none of this is safely guaranteed: the country or city could go into lockdown, for who knows how long. What if instead of bar nights with friends we are suddenly faced with the solitude of our dorm room? What if we don’t get to meet any locals in person, only through our computer screens and Zoom classes? Regular fears of going on exchange, like “Will I be able to afford it?”, are suddenly drowned out by fears stemming from COVID-19. “What happens if I get sick? What happens if my family gets sick and I can’t get back to them?” are questions we’ve never had to ask ourselves before going abroad before.

As someone who is on exchange right now, I had those fears. I still have them. But the upsides outweigh the downsides for me. Yes – I am far away from home. Yes – the possibility of COVID-19 worsening is always lurking around the corner. But I made close friends here, I could attend class in person, I was able to dive into a whole new culture even though many big events and happenings could not take place.  

In times of COVID-19 it is important to realise that it does not take extravaganza to make an exchange into an experience. If you plan properly, you can take care of the fears and worries regarding COVID-19.

Work with what you have when you are on your exchange and it will become a memorable experience that will shape you for years to come even if you have to wear a face mask and keep 1,5 metres distance from everyone.

COVID-19 does not stop you from making new friends if you follow the rules. COVID-19 does not stop you from learning the language of your host country, if you want to.

COVID-19 does not stop you from learning and studying in a different school, from being taught in a different approach. At this point it is not enough anymore to say “When COVID is over”. We have been with the pandemic for nearly a year and we learned to work with it, around it, and make the best of it. A year – for many of us that is a third of our whole studies. A third many of us have found to be frustrating. Do not let frustration hinder you. Use the opportunities you have, make your decisions carefully, but make them. Why should that be limited to what we do at home? Why shouldn’t it extend to the once-in-a-lifetime opportunity of studying abroad?

Whether there is a global pandemic happening or not, an exchange is and will always be an experience. What kind of experience it will be is entirely up to you. Exchanges shape you – but you also shape them.

Åbent hus-uge er over dig. Søvnunderskuddet har nået sit højeste. Du kan ikke indeholde mere kaffe, og dine håndflader er efterhånden kronisk svedige.

Du har været til samtale efter samtale, men der er egentlig kun ét sted, der hele tiden er i dine tanker. Du sidder endnu en gang og drømmer dig væk til hvordan det ville være at være praktikant hos drømmepraktikpladsen. Dit dagdrømmeri afbrydes hurtigt af en skarp lyd.

Drømmepraktikpladsen ringer. De vil have dig.

Men det skal være NU. Du skal sige ja til en forhåndsaftale nu. Forpustet og chokeret vågner du.

Det var bare en drøm. Selvfølgelig var det kun en drøm. For du har jo lært til praktikforberedelse på skolen, at forhåndsaftaler ikke sker. De er forbudte, så de sker selvfølgelig ikke. Men er det nu i virkeligheden sandt?

Sådan er den nuværende praksis til praktikforberedelse på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, som jeg har mødt, synes jeg ikke er fair overfor de studerende. Forhåndsaftaler er forbudte, men virkeligheden er bare, at de stadig er der. Derfor må de også blive påtalt, så de studerende kan lære at håndtere dem. Hvordan ved jeg ikke, men at benægte deres eksistens gør ikke noget godt for nogen.

Som journaliststuderende på vej ind i praktikræset kan jeg berette, at man er villig til meget for at få sin drømmepraktikplads. Derfor tror jeg også, at det er let at blive lokket i fordærv til en forhåndsaftale.

Realiteten er jo bare, at vi journaliststuderende er nogle små, grønne fisk i det store hav, som den danske mediebranche er. Og vi vil jo bare gerne have en chance. Derfor er det nok heller ikke os, der kommer til at sætte foden ned og sige nej til forhåndsaftalen til den store mediechef.

Vi får at vide, at forhåndsaftaler finder sted. Får vi tilbudt en, skal vi sige nej. Derfor er vores eneste mulighed for at forberede os på forhåndsaftalen at snakke med studerende på højere årgange end os selv, men de ved næppe mere end os. De har bare erfaringen af at blive konfronteret med den. Vi kan indstille os på det samme.

Det er bare ikke nok. Forbered de studerende på at håndtere forhåndsaftalerne. Ellers vil det bare forsætte, som det er nu.

Jeg kender ikke nogen kvinder, som ikke har oplevet seksuelt grænseoverskridende adfærd. Det er alt fra decideret voldtægt og en såkaldt ’liste-pik’ til ’cat-calling’ eller et klap i røven på en bar.

Derfor undrer det mig, at Jakob Kwon, nyhedschef på TV2, til Journalisten den 11. september sagde, at de kvindelige TV2 medarbejdere, som har skrevet under på et støttebrev til Sofie Linde, skal erklære sig inhabile, hvis de vil berette om #metoo historier.

 Han siger, at det er en del af TV2’s politik, at man skal erklære sig inhabil som journalist, hvis man skilter med sin holdning til en given sag. Her misforstår Jakob Kwon pointen med støttebrevet. Kvinderne har ikke skrevet under, fordi de deler en bestemt identitetspolitisk holdning med Sofie Linde.

 De har skrevet under, fordi de kender til eller selv har oplevet seksuelt grænseoverskridende adfærd i forbindelse med deres arbejde i mediebranchen.

 Selvom de ikke skrev under som erfaringspersoner, men som partspersoner, er det så i virkeligheden overhovedet en sag, man kan være part i? Det er da forhåbentlig en universel holdning, at sexchikane på arbejdspladsen ikke er i orden.

 Hvis det er en holdning, som ikke er given på TV2, ved jeg ærlig talt ikke, om jeg ønsker at komme i arbejde der. Desuden lader Jyllands-Posten heller ikke deres medarbejdere, som har underskrevet brevet, arbejde med #metoo relaterede historier.

 I kender problematikken. Vi har talt om det de seneste uger. Men her kommer endnu en bekymring. Jeg ved godt, at min position i mediebranchen ikke er lige så god, som hvis jeg havde været en mand. Det er bare et faktum. Mænd tjener meget mere og har i langt højere grad chefstillingerne. Det er en uretfærdighed, som jeg og mine kvindelige medstuderende skal navigere i, og som nok ikke ændres lige foreløbigt.

Men jeg skal åbenbart også navigere i et miljø, hvor seksuelle krænkelser gøres til et identitetspolitisk projekt i stedet for fuldstændig fordømmelse. At en chef for et af de helt store medier i Danmark ikke vælger at lægge sig fladt ned og rose sine kvindelige ansatte i stedet for at lukke munden på dem, er mig virkelig en gåde. Og det gør mig ærlig talt bange.

Jeg har allerede oplevet sexistisk adfærd på studiet. Jeg ved, at en af mine mandlige medstuderende har en hævn-porno-video på sin telefon. Og jeg har op til flere gange oplevet grænseoverskridende, sexistiske jokes på studiet, som eksempelvis: 

”Det er mega grinern, hvis man tager en pige bagfra og så hvisker en anden piges navn i øret på hende også ser, hvor langt man kan gå”.

Der sker altså en objektivisering af kvinder på studiet af nogle af vores mandlige medstuderende, og ”hvor langt man kan gå” har bestemt voldtægtskonnotationer.

I Lars Bjergs bog Den Gode Journalist, en bog vi brugte i JIS på 1. semester, gør Lars Bjerg det klart i starten, at han vil bruge pronomenet han gennem bogen, når han beskriver eksempler, der er intetkønnede. Men han er ikke bleg for at bruge kvinder i eksempler, som når han for eksempel ser en kvinde, kan han tænke, at hun er lækker, mens hans søster vil tænke, at hun ligner en dum gås. Igen bliver kvinden objektiviseret.

Det reproducerer en tankegang, som retfærdiggør en seksuel grænseoverskridende adfærd over for kvinder. Og det er altså en adfærd, som der allerede starter på journalistuddannelsen.

Den her går ud til mine mandlige medstuderende. Vil I ikke nok prøve at gøre det bedre? Mange af jer vil blive chefer. Højst sandsynligt flere end os kvinder.

Men vil I ikke nok love mig, at I ikke gentager, hvad der skete med #metoo i 2017? Ingen lyttede og sagen blev pakket sammen. Hvis I virkelig prøver at lytte, vil I kunne høre, at Sofie Lindes historie ikke var specielt overraskende for de fleste kvinder, for de har prøvet det, og det der var værre.

Hør mig.

Illustreret Bunker beklager, at modsvaret fra Lars Bjerg ikke blev medtaget i den trykte udgave af avisen. Dette var en fejl og er blevet taget til efterretning.

Det kommer sgu bag på mig at blive dømt som ”reproducent af en tankegang, som retfærdiggør en seksuel grænseoverskridende adfærd over for kvinder” på journalistuddannelsen. Jeg synes bare, jeg gav et eksempel på, hvordan vi mennesker m/k kan have forskellige synsvinkler på samme sag eller person. 

Jo, jeg kan godt som mand synes, at en bestemt kvinde er lækker. Men jeg har da også meget mere end en gang hørt kvinder snakke om, at en bestemt mand er lækker. Eller ulækker for den sags skyld. Dum, sej, sjov, rar, tyk. Jeg kender ingen, der ikke af og til ’objektiviserer’ deres medmennesker, som Josephine kalder det.

Men at dét skulle være den sikre vej mod upassende opførsel og overgreb er temmelig absurd. Og at jeg med to linjer i en bog skulle kunne lede unge mandlige journaliststuderende til at glemme al deres gode opdragelse er – utroligt.

I Deadline lader de sig ikke skræmme af det tunge rugbrødsstof. De forsøger at lave historier med substans og stille svære, kritiske spørgsmål. Men det er en krævende arbejdsproces. På redaktionen arbejder de hele dagen op til aftenen, hvor programmet ruller over skærmen.

Ved vandhanerne i både Aarhus og Emdrup står der engangskopper i plastik til at drikke af. Samtidig udfaser EU alt plastikbestik i 2021, og Tuborg indfører genbrugelige plastglas på festivaler. Dette er bare et enkelt men tydeligt eksempel på, at DMJX halter gevaldigt bagud, når det kommer til bæredygtigt forbrug.

Universiteterne løber også fra os lige nu, hvor SDU udråber sig til ’Danmarks første bæredygtige universitet’, der vil leve op til FN’s 17 verdensmål.
Københavns Universitet har haft en bæredygtighedsstrategi.

Universitet besluttede sidste år at indføre en tilsvarende. Med deres bestyrelsesformand Connie Hedegaard i spidsen er de nu i gang med at vedtage en meget ambitiøs plan for hele universitetet. Heldigvis kan vi glæde os over, at vores rektorat har fokus på bæredygtighed og blandt andet medtænker det i arbejdet med det nye campus og i udviklingen af DMJX’ strategi fra 2021-2024. Det konkrete arbejde med bæredygtighed kræver input fra alle på DMJX.

Vi håber derfor, at der kan blive samlet en arbejdsgruppe af studerende og ansatte, der kan komme med erfaringer og synspunkter til arbejdet med bæredygtighed. Det kan tage lang tid, viser erfaringen fra Aarhus Universitet, hvis vi skal finde frem til en fælles målsætning ud fra reelle beregninger, så vi ikke famler i blinde. Det vil være dumt og dyrt, hvis vi ikke forsøger at gøre det bedste fra start af. Drivkraften skal uanset hvad komme fra studerende og ansatte, hvis det skal lykkes at få en mere bæredygtig skole både socialt og miljømæssigt.

Vi har ikke svarene for, hvordan strategien skal se ud, men vi håber, at der kan indkaldes til et møde snarest muligt, så vi kan begynde arbejdet.